Bjørnstjerne Bjørnson
BORTE paa Fladerne i min Hjembygd bode et Par Ægtefolk med sex Sønner; de strævede trofast paa en meget stor, men vanrøgtet Gaard, indtil et Vaadehug endte Mandens Dage, og Konen sad alene igjen med det tungvindte Brug og de sex Børn. Hun tabte ikke Modet, men ledte de to ældste Sønner frem foran Kisten og lod dem der over Faderens Lig love hende at sørge for Smaasøskendene sine og være hende til Hjælp, saa vidt Gud gav Kræfter. Det lovede de, og det gjorde de, saa længe til den yngste af Sønnerne var konfirmeret. Da kjendte de sig løste, den ældste ægtede en Gaardmandsenke, og den næstældste en Stund efter hendes velhavende Søster.
De fire tilbageblevne Brødre skulde nu styre det hele, efter hidtil selv uafladelig at være styret. De kjendte sig ikke videre modige til det; de var fra Børn af vante til at holde sammen, to og to eller alle fire, og gjorde det nu saa meget mere, som de maatte søge Hjælp hos hverandre. Ingen gav nogen Mening tilkjende, før han trode sig sikker paa de øvriges, ja, de kjendte i Grunden ikke sin egen, før de havde set paa hverandres Ansigter. Uden at have gjort nogen Aftale, var der dog en stiltiende Overenskomst mellem dem, at de ikke skulde skilles, saa længe Moderen levede. Hun selv vilde det imidlertid noget anderledes og fik de to udflyttede over paa sin Side. Gaarden var bleven til et dygtigt Brug; den trængte mere Hjælp, hvorfor Moderen foreslog at løse de to ældste ud og dele Gaarden mellem de fire, saaledes at to og to holdt sammen om hver sin Del. Der skulde opføres et nyt Sæt Huse ved Siden af de gamle; det ene Par skulde drage der ind, det andet Par blive hos hende. Men af det Par, som drog ud, maatte een gifte sig; thi de maatte have Hjælp til Hus og Fæ, - og Moderen nævnte den Jente, som hun ønskede til Sønnekone.
Det havde ingen noget imod; men nu var Spørgsmaalet bare: hvilke to skulde flytte ud, og hvem af disse to skulde gifte sig? Den ældste sagde, at han nok kunde flytte ud, men aldrig vilde han gifte sig, og hver af de andre skød det ogsaa fra sig.
Da blev de enige med Moderen om, at Jenten selv kunde faa afgjøre det. Og oppe ved Sommerfjøset en Kvæld spurte Moderen hende, om hun ikke vilde flytte ind som Kone paa Fladerne, og Jenten vilde nok gjerne det. Ja, hvem af Gutterne hun saa ønskede, for hun kunde faa, hvem hun vilde. Nej, hun havde ikke tænkt over det. Saa maatte hun nu gjøre det, for det stod til hende. Ja, saa kunde det vel blive den ældste; men ham kunde hun ikke faa, for han vilde ikke. - Jenten nævnte saa den yngste. Men Moderen mente, det var saa underligt med det; "han var den yngste." - Saa den næstyngste. - "Hvorfor ikke den næstældste?" - "Ja, hvorfor ikke den næstældste?" svarede Jenten; for det var ham, hun havde tænkt paa hele Tiden, derfor havde hun ikke nævnt ham. Men Moderen havde skjønnet, lige fra den Stund den ældste vægrede sig, at saa maatte han tro, den næstældste og Jenten havde et godt Øje til hinanden. Den næstældste ægtede altsaa Jenten, og den ældste flyttede ud med ham. Hvorledes Gaarden nu blev delt, fik ingen udenforstaaende vide; thi de arbejdede sammen som før og bar ind sammen, nu i den ene, nu i den anden Lade.
Om en Stund tog Moderen paa at blive klejn; hun trængte Hvile, følgelig Hjælp, og Sønnerne kom overens om at fæste en Jente, som ellers gik i Arbejde der. Den yngste skulde spørge Jenten næste Dag, de løvede; han kjendte hende bedst. Men den yngste maatte længe i Stilhed have likt Jenten, for da han skulde spørge, gjorde han det saa underligt, at Jenten trode, han vilde fri, og hun svarede ja. Gutten blev ræd, gik strax til sine Brødre og sagde dem, hvor galt det var gaaet. Alle fire blev alvorlige, og ingen turde sige det første Ord. Men den næstyngste saa paa den yngste, at han virkelig holdt af Jenten, og at det var derfor, han var bleven ræd. Han anede med det samme sin egen Lod, den at blive Ungkarl; thi skulde den yngste giftes, kunde ikke han. Det faldt lidt haardt, for han havde selv en, han syntes om; men derved var nu intet at gjøre. Han sagde da det første Ord, nemlig, at de var sikrest paa Jenten, naar hun blev Kone paa Gaarden. Strax en havde talt, var de andre enige, og Brødrene gik for at tale med Moderen. Men som de kom hjem, var Moderen bleven syg for Alvor; de maatte vente, til hun var bleven frisk, og da hun ikke mere blev frisk, holdt de atter Raad. I dette fik den yngste sat igjennem, at saa længe Moderen laa, skulde de ikke gjøre Forandring; thi Jenten maatte ikke faa flere at passe end Moderen. Dermed blev det.
I sexten Aar laa Moderen. I sexten Aar plejede den tilkommende Svigerdatter hende stille, taalmodig. I sexten Aar mødte Sønnerne hver Kvæld ved hendes Seng for at holde Opbyggelse, og om Søndagen ogsaa de to ældste. Hun bad dem ofte i disse stille Timer at huske den, som havde plejet hende; de forstod, hvad hun dermed mente, og lovede det. Hun velsignede i alle disse sexten Aar sin Sygdom, fordi den havde ladet hende smage en Moders Glæde til det sidste, hun takkede dem i hver Sammenkomst, og een Gang blev saa den sidste.
Da hun var død, mødte de sex Sønner for selv at bære hende til Graven. Her var Brug, at ogsaa Kvinder fulgte til Graven, og denne Gang fulgte det hele Sogn, Mænd og Kvinder, alle, som kunde gaa, lige til Børnene. Først Klokkeren som Forsanger, saa de sex Sønner med Kisten, og derefter hele Sognet, alle i Sang, saa de hørtes en Fjerding borte. Og da Liget var jordet, og de sex havde skoflet til, drog hele Følget ind i Kirken, for der skulde den yngste vies med det samme; de vilde have det saa, Brødrene, fordi det i Grunden hørte sammen. Her talte Præsten, som var min nu afdøde Fader, om Trofasthed og talte saaledes, at jeg, som tilfældig var kommen tilstede, syntes, da jeg kom ud igjen af Kirken, at det gik sammen med Fjældene og Sjøen og Storheden i den hele Natur.