Bjørnstjerne Bjørnson
MIDT i de største Fjeldfører i Norge er der paa sine Steder en luun Nedsænkning, som findes og opryddes. Oftest bliver den indhegnet og brugt til Foderavling; denne ligger hen i en Lade, til Vinteren giver Føre, hvorpaa man kan bringe den ned til Hovedgaarden. Sjeldnere er det Tilfældet, at Nogen bosætter sig deroppe, og sjeldnest, naar Rydningsmarken ligger 3 eller 4 norske Mile fra Folk; den jevne Landevei og hver Dags Veir fører just ikke frem. Det er derfor gjerne en eventyrligere Sjæl, som vover dette Naboskab med sig selv.
Paa et saadant Sted, Grydebunden kaldet, blev Thrond født. Moderen øste selv noget Vand over ham og sagde: "hed Thrond i Guds Navn; det hedte Fader min før Dig, og Ingen har ondt af at opkaldes efter ham." Alf, hendes Huusbond, sad hos; han sagde Ingenting dertil, og saa blev det ved, hvad Moderen havde sagt. Dette skede om Høsten, men Vaar led frem, før Ægtefolket kunde vinde sig til Kirke med ham, at Præstens Haand kunde komme til. Deres Kjendinger i Bygden havde nok halvveis ventet en slig Kirkefærd; thi da Parret saa indom der en Søndag og bad dem om Følgeskab og Fadderstads, meente Arne Smed: "Det var ikke for tidligt." - "Aa, tidsnok", svarte Alf.
Dette var Thronds Første Kirkereise; han blev otte Aar og havde endnu ikke gjort sin anden. "Kan ikke ogsaa jeg, Fa'r, faae see den store Gaarden, de kalder Kirke?" bad Gutten. "Tag ham engang med Dig ned i Bygden", lagde Moderen ind for ham. Men Alf svarte: "Jeg har nok at bære paa alligevel", - og dermed blev det for den Gang. Ifra Thronds andet Aar havde der været Een mere i den lille Nybyggerfamilie; det var ikke nok et Barn; "dertil har jeg ikke Raad", meente Alf. Det var et stakkels Tjenestetyende, som skulde passe Barnet, naar Forældrene vare tilskogs eller paa Bygdefart, - og hertil havde de taget en halvdøv 10aars Pige, hvem de kunde faae for Ingenting. Hende og Moderen blev det Guttens Sjæl vaagnede imod og saa først. Han fattede snart, at han skulde skrige til den Ene og tale sagte til den Anden, hvilket for Indbildningskraften stillede sig saa, at det, Tjenestepigen sad inde med, var tungt, det, Moderen havde, var let og lysteligt at faae fat i. Faderen talte sjelden med ham; han gik paa strængt Arbeide om Dagen og var træt, naar Kvælden leed. Søndagen sov han for det meste, for at styrke sig mod Ugen, og denne Dag var derfor Guttens værste. "Vær rolig, Thrond!" hviskede da Moderen bestandig og hyttede mod ham.
Men Faderen havde forlængst taget en saa stor Plads i Drengens Forestilling, at han gjerne kunde slippe at tale med ham. Det var fra hiin Julekvæld, Thrond fik sin nye Hue; de brændte Lys paa Bordet, spiste Rømmegrød og sang. Da havde Faderen havt fremme en Flaske, Thrond aldrig havde seet før; thi den var hvid. Efterat have drukket af den, havde han taget Sønnen paa Fanget, stirret ham bistert ind i Øiet og raabt: "Huf, Gut!" Saa havde han sagt: "Du er ikke ræd af Dig, seer jeg, og derfor skal Du nu høre et Eventyr." Dette Eventyr var om "Blessommen", som paa een Nat kjørte fra Kongens Gaard i Kjøbenhavn til Valders. Han stod bag paa Meierne hos en Jutul og havde ondt ved at holde sig fast, saa haardt det gik. Noget Forunderligere havde Thrond aldrig i sine Levedage hørt; han kunde ikke faae det ud af Tankerne igjen og forbandt det i flere Aar med Forestillingen om sin Fader. Naar denne kom seent hjem, havde han altid været i Kjøbenhavn, og lagde han sig træt og taus, var det fordi Jutulen havde kjørt saa fort, og det Hele ikke var gaaet rigtigt til. Alt udenom Husene og Udsigtskredsen, og hvortil ingen Anden end Faderen naaede ud, var Altsammen paa en Maade Kjøbenhavn eller Valders; det laa vidunderlig langt borte og lod Tingene gaae en heelt anden Gang.
Eventyret tog ham saa fuldstændig op i flere Dage og Nætter, at han ikke hurtig sandsede at spørge sin Moder eller Randi (den halvdøve Tjenestepige) efter flere. Til hans store Glæde kunde Moderen mange, men dog intet, der var at ligne ved det første. Det Mærkeligste i Moderens var, at en Tid kunde baade Katten, Sauerne og Koen tale; og kunde disse Væsener ikke netop tale længer, var de dog noget nær ved det, meente Thrond, - han saa lidt ræd hen til Katten. Ogsaa var der mange Ting borte i Skogen, som En bedst burde holde sig ifra, efter hvad det lod til. Huldrefolket foer viden, og naar Taagen faldt paa, syntes Thrond, han saa dem samle Bølingen inde i den. Faderen kom efter, at Moderen gav ham Eventyr; men det likte han ikke. Engang Thrond ikke turde gaae ud alene, blev Alf saa vred, at han sagde til Konen, hun fortjente Huldrefolket kom og tog hende for slig Frygt, som hun satte i Gutten. "Saa er de dog til!" tænkte Thrond, - han trak sig tættere op mod Moderen. Siden vilde hun nødigere ud med Noget, og han holdt sig til Randi, der altid var saa stille af sig og sad for sig selv. Hun kunde blot eet, det var om en blind Pige, som kunde faae Synet igjen, naar en fager Prinds kom og bød hende sin Haand med det halve Kongerige.
Gudsord lærte han seent nok; det var af Fader selv, saasom Alf var en boglært Mand. Alting blev indgivet ham rigtig med Bogens Ord, men det kom ikke til at staae netop slig i Hovedet paa Gutten, som det stod i Bogen. Vorherre var længe den øverste Huldrekonge med langt, graat Skjæg og store Øine; han boede etsteds her ganske nær ved og kunde see Alting. Derfor var det ikke værdt at stikke Fingeren op i Rømmefadet oftere, naar Moderen var i Fjøset.
Han kunde være saa pas som en otte Aar, da der en Vinterkvæld efter Juul traadte en Fremmedmand ind i Stuen med en liden Kiste paa Ryggen. "Guds Fred i Huset!" sagde han og saa sig om. Thrond trak sig hen til Randi. "Guds Fred igjen!" sagde Moderen og skjød en Krak hen til ham.
"Jeg mener, det er han Fel'knut, jeg!" sagde hun videre, da Ilden paa Gruen voxede lidt op i det Samme og kastede et Skin henover ham. "Du tog ikke feil dengang, Aaste; mangelunde er det gaaet os Begge, siden jeg spillede i Dit Bryllup." - Nu fik de høre, han havde været i Bygden paa den anden Side Juulhelgen over og tjent gode Penge. Paa Hjemveien var der midt paa Fjeldet kommen en saa underlig Sygdom over ham, at han troede det bedst at see indom til Folk, før han tog paa Langveien. Thrond bemærkede, at Manden havde sort Haar, - hvad han ikke før havde seet og en meget længere Trøie end Faderen. Han havde et Ar over det halve Ansigt, og sagde ikke "i Jesu Navn", da han satte sig tilbords. Den samme Mand blev siden saa daarlig, at han maatte tilsengs. "Jeg mener, jeg reiser mig ikke mere, jeg", sagde han. - "Tal ikke saa stygt", svarede Aaste og bredte over ham. Thrond maatte ligge paa Gulvet den Nat, Ilden brændte paa Gruen, og han sov ikke.
Det blev paa een Gang saa koldt; han frøs, og det især paa den ene Side. Men saa forstod han, hvorfor det var: han laa egentlig ude i Skogen. Han undredes og undredes, hvordan han dog var kommen did; Ilden saa han langt fra sig, og det var dog den, som skulde brænde hjemme, fordi Fremmedmanden var syg. Han reiste sig for at gaae nærmere til den, men han kom ikke af Flækken. Han arbeidede og strævede; thi hvordan i Guds Navn skulde det gaae en heel Nat i Skogen? Da hørte han det synge langt borte. Han havde hørt Melodien før, det var en Psalme; først var det Een, som sang, og det var Moder hans, saa var det to, tre, tyve, mange, mange; det var heelt velsignet at høre. Pludselig holdt det reent op, og En sagde: "lad os tage ham og bære ham etsteds hen." Da mindedes han, at han egentlig var i Skogen; det blev atter koldt, og han vilde skrige, men kunde ikke. Det skal være godt at bede "Fader vor", huskede han, men kunde ikke finde Begyndelsen. Da greb En ham i Skulderen, men saa fik han Maalet op, skreg "Moder!" saa han selv forfærdedes. "Du er da ogsaa urolig i Søvne", sagde denne; hun stod ved Siden af og reiste ham op.
Fremmedmanden saa han ikke mere ligt til; han var reist, sagde Moderen. Dagen efter kom Faderen hjem og gav sig i Arbeide med en Kiste. Men Moderen kom ned fra Loftet i sin sorte Kjole; hun skulde til Bygden. Hun kom hjem igjen med tre Mænd, der vare hinanden saa lige, at skjønt den ene havde Tophue, de andre Fladhuer, vidste han aldrig rig tig, hvem der bar Tophuen. De spiste og satte saa Kisten, Faderen havde gjort, paa en Kjælke. "Her er en til", sagde Moderen og kom frem med den Kiste, Feelknut havde baaret. "Aa, den kan han faa", sagde en af de Tre og pegte paa Thrond. Moderen bad ham at takke vakkert. "Brug den saa godt, Du, som den gjorde, Du nu arvtager", sagde hiin og lo. Saa reiste de af Gaarde.
"Hvad er der i Kisten, Mo'r?" spurgte Gutten, da de atter stode i Stuen. "See efter." Det gjorde han, og i et Tørklæde laa noget saa Fiint og Let, at han bare blev siddende og see paa det. "Tag det", sagde Moderen. "Det gaar da ikke i Stykker?" spurgte han og stak Fingeren ned. Ganske bleg reiste han sig. "Det græder!"
Saaledes gik det til, da Thrond Alfson fik sin Violin.
- Violinen var sort; det var ogsaa Fanten, som eiede den, og hvorledes det var og ikke var, syntes han, de lignede hinanden. Det ham Uforklarlige og Nye ved hiin førte han over paa denne, og hiin hemmelighedsfulde Nat, hvori han var kommen, laa i den med al sin Strid mellem Virkelighed og Drøm. Alf var ikke fri for at kunne lidt Violin, og stor var Thronds Andagt, da han af denne lærte at haandtere den. Det var næsten med Forfærdelse, at han fik den til at synge de to eneste Melodier, han kunde, Luurvisen og Haukefaldet. Alle Eventyr, ja Alt, han hidtil havde tænkt, maatte med at dandse her. Buen, det var nu Jutulen, og naar den foer over alle Strænge og op igjennem alle Skalaer, var det "Blessommen", han kjørte fra Kjøbenhavn til Valders paa een Nat. Den bløde Kvint, det var Moder hans; den næste Stræng, som altid fulgte Moderen, var Randi. Den tredie var grov i Maalet, sagde kun lidt, og det var Fader hans. Bassen var en rar Stræng, men hemmelighedsfuld; den truede op til ham, han var halvveis ræd den og turde ikke give den Navn. Tog han slig paa de to, at de sammen med den tredie udgjorde een Tone, da var det de tre Fremmedmænd; de vare hinanden saa lige, at han aldrig vidste, hvem af dem bar Tophuen. Lod han Buen stryge med sin egen Tyngde, saa det blev et sagte, fjernt Spil, var det Huldrefolket, der spilte i Høien. Et Feilgreb, - kom det paa Kvinten, - var det Katten, - traf det paa Bassen, - var det Koen. Hver en Slaat, han lærte, var atter bestemte Ting. Een var Moses, som stammede og slog med sin Stav, een Moderen i den sorte Kjole, een af lutter lange Strøg, var Kongen.
"Det var da ogsaa et syndigt Gnaal!" skjældte Faderen. "Aa, Du kan tie, som er ude den lange Dag", svarede Aaste; "men hvad skal vi sige, som ikke har Fred, fra det Sol rinder, til hun falder." - "Tag Felen fra ham", sagde Faderen. - "Jeg har ofte tænkt det", sagde Moderen. Og saa lærte hun ham næste Dag en ny Slaat. Hun kunde flere end hun selv vidste af; thi Aaste havde ikke altid været over 30 Aar og levet saa stille som nu. "Hvad tænker Du paa, Mor?" spurgte Gutten sommetider; "Du har sunget den samme Slaat for mig i en halv Time."
Ingen Sommer før havde han turdet være med at gjæte. Var det herefter en Godveirsdag, tog han gjerne didop alene; thi blev han stundom ræd, spilte han blot paa, og hvad Ondt der var omkring, maatte ind i Violinen. Naar han sad deroppe og spilte, stod Ingenting rigtig fast, hverken Høi, Busk eller Aas; det flød. Alt, som han blev større, lagede han ogsaa selv Slaatter, og da han spilte den største Deel af sin Dag, maatte det Andet, han lærte og oplevede, ind her. Hver Slaat var ham derfor lige vakker; ja, det faldt ham ikke ind at gjøre Sammenligning; thi de vare Nødvendighedens eget Værk hver Stump. Kun bemærkede han, at før havde hele Melodier Betydning af Fader eller Moder, Storbjerget eller Skogen, nu kunde nogle Toner, siden endog et enkelt Strøg faae det. Vakrere blev ham hver Slaat, eftersom der lagde sig mere i den.
Han hørte Faderen ved Leilighed fortælle, at en Gut, lidt større end han, havde tjent mange Penge ved sit Spil paa sidste Marked. Dette begyndte at gaae i Hovedet paa ham; den Gut kunde da umulig spille saa godt som jeg, tænkte Thrond. Da det leed mod næste Marked, bad han Moderen, saa Faderen ikke hørte det, om at maatte faae Lov at være med til Markedet. "Er Du gal, Gut! Lad aldrig Far Din høre Sligt", sagde Moderen. Saa en Dag, de arbeidede sammen ude paa Marken, sagde hun til Alf: "Jeg synes rigtig Synd i Thrond, Du. Han har endda ikke været udenfor den Flek, hvorpaa han saae Dagsens Lys, mere end een Gang, og det var, da han blev døbt." - "Aa, vi mister ham tidsnok, Aaste", sagde Faderen slig, at Moderen blev heel ilde ved. Gutten tag og tag imidlertid, og saa vovede hun en Dag, de stod og tærskede Korn: "Han Thrond spiller rigtigt saa fagert alt, at han kunde tjene gode Penge paa Markedet, tag Du ham med." Alf vidste, hvad Gutten der vilde faae at see og vælte om i Hovedet derhjemme, og derfor sagde han: "Det kunde blive dyre Penge, han der tjente." Aaste saae paa ham og taug.
Men da nu Gutten engang havde faaet Øinene udefter, kunde han ikke tage dem til sig igjen. Ved Davren en Deel Maaneder efter taler Alf og Aaste om noget Nybyggerfolk, som havde sat sig ned ikke langt ifra dem, og som retnu skulde have Bryllup; men de havde ondt for at faae fat i baade det Ene og det Andet, deriblandt ogsaa Spillemand. "Men Gud velsigne dere: kan ikke jeg være Spillemand?" tænkte Thrond, han sagde Ingenting. Han passede op Moderen, der hun stod alene i Kjøkkenet. Og trods Alt det nu Faderen fandt paa, var Moderen snart paa Veien og bød Sønnen sin frem: "Han er bare klare Gutten endnu; men jamænd spiller han, saa En kan faae ondt i Hjertet", sagde Moder hans. - Vist kunde han komme og følge dem til Kirken, som Skik var, meente Brudefolket. Gik det galt, var det da ikke værre, end at de toge sig en ny nede i Bygden.
Den, som blev glad hjemme, var Thrond Alfson. Alt, han skulde faae at see, mødte i Tanken det, han selv skulde spille, - og det var ikke mere end saa, at han udholdt Sammenstødet. Lidet sov han de faa Nætter, som vare igjen til Bryllupsdagen, og fra det han stod op om Morgenen, til det Faderen kom hjem om Kvælden, spilte han uafladelig, flyttede med sin Violin fra Stuen til Skogen, fra Bakkehældet til Granstupet - og spilte. "Du blegner reent af for mig, Gut", sagde Moderen og strøg Haaret fra Panden paa ham. "Aa, jeg maa prøve mig", svarte Thrond.
Den Søndagsmorgen, han i nye Klæder drog afsted op over Aasen, løftede Solen sig blank og fiin op paa en reen Himmel. Moderen sad efter paa Dørtærskelen ude i Svalen og fulgte ham med Øinene, saa langt hun kunde, - Faderen stod i Vinduet, men gik hen at lægge sig, da han hørte Mo deren ifærd med at komme ind igjen. Ingen af dem skulde til Kirke den Dag. Da Aaste havde laget Frokosten til, og de havde spist, førte hun frem for Alf, at hun nok havde Lyst til at see nedover alligevel. "Gjør som Du vil", sagde Alf, og paa de Ord klædte hun sig og skyndte sig afsted.
Thrond havde, der han gik, den Tro, at Fuglene aldrig havde sunget saa mangfoldig som i denne Morgen, og det kunde nok hænde, at han selv havde Lyst til at spille med. Men det er dog bedst at spare sig, tænkte han igjen, thi han havde ikke faaet en Blund paa sine Øine den Natten lang. Han kom til Bryllupsgaarden uden egentlig at vide af det, han kunde Ingenting spise, og satte sig strax i Spidsen for Følget, som Pligt var; men Følget og Brudestadsen selv havde han intet Øie for. Thi Forventningen om det, han skulde see, gjorde ham næsten blind for hvad han saa. Han gik i Forveien og spilte, og det syntes ham at Brud og Brudgom, Gamle og Unge, Fugl og Skog, Himmel og Sol sang med, - om ikke høit, saa dog i sit inderste Hjerte. Han blev aldrig træt, gik frem som en Drukken, uden at føle Jorden, han traadte paa; han saa endefrem for sig og spilte. Retsom det var, tænkte han: nu er vi i Bygden, men bestandig var det endnu en Krumning, endnu et Fald. Han trøstede sig med, at han skulde faae se den hele paa een Gang; thi saaledes laa den til - det vidste han nok.
"Bøier vi nu om den Hammer der, saa staar vi netop i Bygden", hørte han En sige bag sig.
Buen tog stærkere Tag, Fingeren pressede bedre mod Strengen, og - der gled Hammeren tilside. Han saae en let, blaa Røg ligge inde mod Himmelen, og opunder den et Skimmer og Glitter, en Glands og Glimmer, hvori han umulig strax kunde gjøre Skille. Lidt efter lidt flød det fra hinanden, han drog bestemte Veie deri, og hist laa en Gaard med saamange Vinduer, at det var som han saa op paa Iisbræen en Solskinsdag, - her laa en anden, saa stor, at Faders Huus kunde staae inde i Svalen med Fjøset paa Hovedet, - og rundt omkring Gaard i Gaard, Gaard i Gaard, den ene hvid, den anden rød, - Straatage var der ikke paa en eneste, men blank Skiferdækning, saa Øiet fik ondt. Fiint og let stod det der i Luften, fiint og let hang Taagen over, kunstigt som hans Violin og langt kunstigere var Alt omkring, Vognene i Gaarden, Hestene, som stod fraspændte nærhos, Folkets brogede Klæder, Hundene, som legte sig paa Volden, Børnene, som stod og saae paa, - og udover Altsammen lød der Toner, lange og stærke, i bestemt Takt, saa det forekom ham, at hver Ting, han saa, gik og vendte sig i den. Med Et huskede han sin egen Tone, - men i Guds Navn, hvor var den bleven af? Violinen maatte bestemt være brusten; thi Lyd var der ikke skabt i den. "Nu, da jeg skulde bruge den som bedst", skreg Gutten halvhøit og blev bleg. Han strøg maaskee ikke haardt nok, lagde derfor al sin Kraft i Buen. Lidt ligere blev det, men brusten maatte Violinen være; thi han vidste nok, hvordan den kunde lyde - og naar han blot huskede dette, var det ikke frit for, at Graaden vilde op i Halsen paa ham. Da saa han atter lige ud for sig, og fik der Øie paa en Gaard langt, langt større end de andre, og saa vidunderlig vakker, at det var som Skyggen af et Træ paa et Vandspeil. Thi Top havde den, og finere og grandere blev denne, jo længere tilveirs det bar. Vinduer var der, saa høie som det hele Huus, - og som det laa der alene, med en Muur omkring, og pegede op i Himlen, forstod han paa een Gang, at derifra kom Tonerne, rigtig høit oppe fra. Det hele Huus blev for hans Tanke til Musik; det kunde klinge Altsammen og var egentligen Sang. Dette er Kirken, tænkte han. En utrolig Mængde Folk stod omkring, alle vare de lige hverandre, og alle saa lyste de. Disse er det, som have bygget Kirken, tænkte han, og turde ikke see til dem, saa kloge som de var. Mindedes han da sig selv, hvorfor han nu gik der, den ynkelige Tone, Violinen netop havde faaet her, hvor Alle de stod, som havde bygget Kirken. Han kunde synke i Jorden af Skam, men frem med Brudefølget maatte han. "Det kan ikke være den rette Slaat", trøstede han sig med og slog om. Frem gik en anden under Buen, men borte var Alt det, som havde lagt i den, det var Buestrøg paa Buestrøg, og intet andet. "Gaa nu ikke fra mig Du kjære Herre Gud", bad Gutten; han holdt sig til den Bedste, han vidste. Han følte, de saae paa ham, de samme, som havde bygget Kirken; han kunde ikke huske Fjeldet eller Fjeldvandet, Skogen og det, som i den var, saa gjerne han vilde. "Det er godt hverken Fader eller Moder er her og seer min Skam", tænkte Thrond, - og til sin Forfærdelse syntes han at see Moder sin i den sorte Kjole staae midt inde i Flokken med et blegt Ansigt.
"Ha, ha, ha!" hørte han; det var nok lige bag sig; thi han saa Ingen, som lo. Fingrene tabte de rette Greb og Buen gled op over Brettet, - "nu kan jeg nok ikke engang tage Tonen", suste det gjennem Hovedet paa ham; - han pressede Violinen op under Hagen, tog Buen i fuld Haand og med Angstens Kraft tumlede han noget ned over Strængene, lige ud af Sindet; en Slaat var det, men han kjendte den ikke selv. Det gik paa to Strænge og tre Strænge, den fjerde vilde han ogsaa gjerne have fat i, . . . der skulde være en femte og sjette tilbage, men som han heller ikke kunde naae . . . "Hei, nu gaar det nok godt!" lo det igjen, - han saa Fanten sidde paa Taarnknappen og skjære Ansigter mod sig. "Er du kommen, du ogsaa?" og nu var det ham som Violinen skulde didop, dersom han ikke kunde spille Fanten ned. Spillet blev til Skyer, som drev ham for Øinene, Spiret dukkede og steg med Fanten paa, Gaardene dandsede, Folk stod fast, Elven gik op ad Fjeldet . . . bare Fingrene holdt det ud, bare der ikke var Knuder paa Strængene. Men frem af det Hele arbeidede Moderen sig. "I Guds Navn, hvad er det, Du spiller, Thrond?" Han saa paa hende og hun sank tilbage i Taagen, langt tilbage. "Ja, gaa Du med! Jeg maa hjælpe mig som jeg kan, jeg!" han lo, saa ræd var han.
Der stod han ved Kirkedøren, og uden at see til Følget vendte han sig med Buen i den ene Haand, Violinen i den anden, og som igjennem Luften foer det, udaf Porten, forbi Folket, paa Lykke og Fromme gjennem Gaarde over Marker, saa langt han aarkede, sank saa ned paa Jorden og græd bitterligt. Længe laa han der med Ansigtet mod Jorden, stille var det omkring, saa stille, at han kunde høre Himmelen suse. Reiste han sig da og traf Violinen; den laa ved Siden af og sagde ikke et Ord. "Ja, din Skyld er det dog Altsammen", sagde Thrond og greb efter den. "I Stykker skal du, saa ræd du gjorde mig!" han klemte den i Haanden og kyle den mod Jorden vilde han, rigtig tilgavns! Men først maatte han dog see paa den. Da forekom det ham, at den dog sad inde med det Lille, han havde levet og lært, han kunde huske Fjeldet igjen, Fader sin, Jutulen . . . Thrond græd paa ny. "Ja, ja; lad det nu være det Samme med dig, da", sagde han; "men de usle Strængene skal over! for spille mere, det tør jeg aldrig i Verden!" Han tog sin Kniv op, skyndte sig som havde det Hast og satte den til Kvinten. "Au!" græd Kvinten. Jeg lader som jeg ikke hører det, tænkte Thrond og satte Kniven til den næste. Den sprang ogsaa; den tredie med. Bassen var blot igjen. - - - - "Bassen er en rar Stræng", tænkte Thrond; "den er ogsaa vanskelig at faae." - - - "Jeg tror jeg lader den sidde, jeg", sagde han videre og saa sig underlig omkring.
Hvad blev der af Thrond?