Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1872
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
De handlende.
Eystejn, Sigurd, Norges konger.Handlingen foregår i Kongehelle.
En stor træhal, rigt smykket med udskæringer. Et lukket galleri over baggrunden, der indunder en dør, som fører ud til en svalgang. Denne ligger højere end gulvet indenfor i hallen. Der fører en bred trap ned fra døren til gulvet. Døren er lav, men bred og tvedelt med udskæringer. På begge hallens sider er mange åbninger til alkover; i midten på begge disse sider større døre, også med trapper foran. Der er mørkt.
Ingvar (alene ind fra venstre for tilskueren, klædt i en stor kappe [1] og sid hat. Han ser sig om, stiller sig foran galleriet og taler op).
St! St! (Om en stund kommer en kvinde frem deroppe, hyllet ind i et langt slør, som hun ikke løfter, men hun læner sig udover og lytter; Ingvar taler hviskende.) God kvæld! Nu kommer jeg for at hente dig; jeg har mange mænd med. Kong Sigurd har lovet mig, at hvis jeg kan tage dig ud fra hans broder, kong Eystejns hus, så skal han selv være din forlover og udstyre dig som en søster. Hører du! Kom nu, frygt ikke! Kong Sigurd slipper ikke den, som har fulgt ham på hans Jorsaltog. - Du ryster på hovedet? Drag sløret til side og tal! - Hvad er du ræd for? Kom ned til mig! Skal jeg komme op? - Kjære, så hør mig da: at brødrene er uforligte, skal netop føre os sammen. Ågot! Hører du! Hvad peger du på? (Nogle mænd kommer fra højre listende ned over trappen.) Her er ingen andre end mine mænd; ingen falder på at søge i kongehallen. Her er slet ingen fare.
(I det samme gribes han bagfra, kastes om og bindes om hænder og for munden. Den tilslørede kvinde giver et skrig og flyr. Den bundne bæres rask ud til højre; tom scene.)Otar Birting (ind fra venstre).
Jeg syntes, jeg hørte et skrig? (hviskende) Ingvar! - Ingvar! - Hellig Olav, hvor er han? (råber) Ingvar! - Ågot! - (taler) Ud er de ikke komne; jeg stod ved døren. (råber) Lys, folk; her må være hændt noget! (Ud der, hvorfra han kom ind; straks flere mænd ind.)
Aslak Hane (fra venstre for tilskueren).
Hvor er han bleven af? Kanske der oppe? (peger mod galleriet.)
En af folkene.
Så måtte han høre os. Ingvar!
Otar Birting (fulgt af en mand, begge med lys).
Har I prøvet døren?
Aslak Hane.
Den holdes jo læst; ingen går der.
Otar Birting.
Men så se efter! (Gjør det selv.) Den er åben! Jo, du har sat vagterne godt ud!
Aslak Hane.
Sat vagterne? De sa'jo, denne dør var læst!
Otar Birting.
Ja, nu er den oppe, han er bortført, Eystejns mænd han været her, nu venter døden ham, er han ikke alt dræbt!
Aslak Hane.
Så må flere folk kaldes sammen. Spring ud og væk dem! (En af følget løber; i det samme høres en lur.) Vidkun Jonsons lur! Jeg kjender den! (En mand styrter ind fra højre.)
Manden.
Ingvar af Bøe er fangen af nogle af kong Eystejns hird. En tilsløret kvinde meldte det til Vidkun Jonson, som han sad ved drikkebordet med sine mænd. Vidkun har straks slået ring om huset, hvor Ingvar vogtes; men han beder om flere folk, for kong Eystejns høvdinger samler sine mænd.
Aslak Hane.
Der går hird-luren! Nu kommer straks flere. Jeg tør ikke forlade kongehallen, når det står slig. Nu besætter jeg svalgangene. (Han gjør det.)
Manden (til Otar Birting).
Hvad er dette? Hvem er Ingvar af Bøe?
Otar Birting.
Da har du ikke været længe her, når du ikke kjender ham.
Manden.
Nej, jeg kom nord fra med Vidkun igår.
Otar Birting.
Ingvar af Bøe er en af de berømmeligste Jorsalfarere. Han dræbte nylig sin medbejler; de elskede nemlig begge kong Eystejns frænke, Ågot. Herover blev han dømt fredløs af kong Eystejn. Kong Sigurd var den gang nord på, men da han kom hid igjen, havde han Ingvar med som hirdmand, - som havde broderen aldrig dømt ham fredløs; ja,han lovede ham udstyr, hvis han vilde bortføre Ågot af kong Eystejns hus. Dette skulde ske i kvæld, - men så overfaldt kong Eystejns mænd ham.
Manden.
Heraf vil flyde stor ulykke. (Atter en lur høres) Hør der! Sigurd Ranesons lur! Han støder til kong Eystejn. Nu må jeg finde mine mænd. (Går.)
Aslak Hane (ind igjen).
Det er slemt, at folk sover så spredt her i Kongehelle; kommer her til sammenstød, er vi for få.
Sigurd Sigurdson.
Hvad er det?
Aslak Hane.
Gud ske lov, der er en høvding!
Otar Birting (som har set ud til højre mod ham).
Ingvar af Bøe blev netop nu fangen af kong Eystejns mænd; Vidkun Jonson har slået ring om huset, hvor han holdes, men Sigurd Raneson står mod ham med flere af Eystejns høvdinger og stort mandskap.
Sigurd Sigurdson.
Min lur-blæser kalder folkene hid fra byen; de vil straks være her. Er kongehallen besat?
Aslak Hane.
Ja.
Otar Birting.
Får jeg lov til at vække kongen?
Sigurd Sigurdson.
Nej, større omfang skal det ikke tage fra vor side.
En stemme udenfor.
Rolig, siger jeg! - Tilbage! - Den første, som gjør ufred, hugger jeg ned!
Sigurd Sigurdson.
Kong Eystejn oppe! Det er en anden Sag. Væk nu kongen! (Otar Birting løber.) Nu standser ingen det mere.
Aslak Hane (kommer fra svalen til højre).
Nu står vor flok tværs over pladsen til Vidkun Jonsons mænd i én linie.Men Ey stejns høvdinger står lige mod, de har flere folk, og kongen er der selv. Ingen har endnu rørt sig til kamp; men hvor er kong Sigurd?
Sigurd Sigurdson.
Der kongen sover, kan han intet høre; men nu har jeg sendt en kjærtesvend efter ham. - Mine mænd lade længe vente på sig. (En lur høres bag.) Der er de! Nu skal vi kanske hamle op med dem i folkemon. (Idet han går til højre.) Giv dine mænd rundt svalgangene flere pile, og lad ikke huset tages bagfra!
Aslak Hane (henne hos Sigurd Sigurdson).
Vær tryg; jeg kan drage folkene her igjennem hallen til støtte, på hvad kant jeg vil.
Otar Birting (springende frem).
Kongen har ikke været i seng. Kongen er ikke til at finde.
Aslak Hane.Sigurd Sigurdson (frem igjen).
Kongen!
Otar Birting.
Jeg har været det hele herberg rundt; ingen har set kongen efter kvældsdrikken.
Aslak Hane.
Så må han være i byen.
Sigurd Sigurdson.
Hvad skulde han der? - Nej, så heller, skjønt det plejer han heller ikke . . . . men jeg vil dog se ned i stalden om hans hest. (vil gå.)
Otar Birting.
Jeg kommer fra stalden.
Sigurd Sigurdson (vender sig).
Du har alt været der?
Otar Birting.
Ja.
Sigurd Sigurdson.
Du er et høvdinge-emne, Otar! Nu? -
Otar Birting.
Den sorte Slejpner var borte, men ingen anden hest, så vidt jeg kunde skjønne, og staldkarlene måtte være ude blandt folkene, for jeg fandt ingen.
Vidkun Jonson (træder op).
Hvorfor kommer ikke kongen?
Sigurd Sigurdson (ligesom alle med ham).
Vidkun Jonson! Kongen er ikke i sit herberg, ingen véd, hvor han er; men da hans hest er borte fra stalden, tror vi, han har redet ud.
Vidkun.
Hvor hen?
Sigurd Sigurdson.
Ja, det kan ingen vide. (Taushed.)
Vidkun.
Jeg er nykommen; sig mig derfor: hvad tror I? -
Sigurd Sigurdson (langsomt).
Ingen af os kan have nogen tro om dette, - så vidt jeg skjønner. (De andre sande dette.)
Vidkun.
Var nogen af eder sammen med kongen ved kvældsdrikken?
Aslak Hane.
Jeg var der.
Otar Birting.
Og jeg vartede ham op.
Vidkun.
Hvad talte han da om?
Otar Birting.
Kongen talte ikke et ord, det jeg hørte.
Aslak Hane.
Heller ikke jeg. Han så slig ud, at ingen vilde tale først til ham.
Vidkun.
Altså var der dog noget? Hvad talte da I andre om? -
Aslak Hane.
Å, om forskjelligt . . . om det påtænkte Smålandstog . . . om Ingvar af Bøe's sag . . . ja, jeg husker ikke alt.
Vidkun.
Hm! - Hørte han efter?
Aslak Hane.
Nej, ikke det, jeg la' mærke til.
Otar Birting.
Jo, engang hørte han efter; jeg stod bag hans højsæde.
Sigurd Sigurdson.
Når var det?
Otar Birting.
Da de talte om Borghild af Dal, som for nogle dage siden havde båret gloende jærn i Maria-kirken i Borg -
Aslak Hane.
For at fri sig fra den mistanke at være kong Eystejns frille, - det er sandt, ja . . .
Otar Birting.
Da skød kongen maden fra sig med ét.
Vidkun (som tilfældig).
Men han sa' ingen ting?
Otar Birting.
Ikke et ord.
Sigurd Sigurdson.
Hørte han da på dette?
Otar Birting.
Ja, dette hørte han på.
Vidkun (til Aslak Hane).
Hvad sa' I så om hende?
Aslak Hane.
Å, en og anden, som kjendte hende, priste hendes fagerhed, atter andre undrede sig over, at hun var så fin på det . . at hun skulde tage sig det så nær, at en konge . . ja, de syntes, hun var svært fin på det.
Otar Birting.
Det var mest dig selv, det; andre havde ondt af hende.
Aslak Hane.
Nu er hun jo ren igjen, nu, hun har båret jærn - for sin dyds skyld.
Vidkun (hurtig).
Blev det sagt?
Aslak Hane.
Jeg véd ikke, hvad det blev, jeg.
Otar Birting.
Jo, det blev det; Aslak Hane sa' det.
Sigurd Sigurdson.
Hvorfor bar hun så jærn?
Otar Birting.
Han sa', hun bar jærn af sinne, - fordi Eystejn ikke kom igjen for at ægte hende. Det sa' han !
Vidkun (som tilfældig).
Og det hørte kongen?
Otar Birting.
Ja vist, for der blev megen strid om dette.
Sigurd Sigurdson.
Tog kongen nogen del?
Otar Birting.
Nej, han drak - og pustede tungt engang imellem, som hans vane er . . .
Vidkun.
Sad han længe ved bordet?
Otar Birting.
Ja, han sad ikke kort; men han gik før de andre.
Vidkun (går bortover; Sigurd går hen til ham).
Jeg er ikke kjendt her syd på, hvor langt er det til Dal?
Sigurd Sigurdson.
Ja, vi får holde det stående, til han er her igjen, - hvor han så er.
Vidkun.
Kanske kan der lade sig træffe et forlig med kong Eystejn selv. Jeg skal forsøge. (Går.)
Otar Birting (til Sigurd Sigurdson).
Er kongen taget til Borghild på Dal?
Sigurd Sigurdson (barsk).
Hvem har sagt det?
Otar Birting.
Ingen, men Vidkun spurte så underlig.
Sigurd Sigurdson.
Vidkun tænkte vel heller, at kongen var taget til Borg.
Otar Birting.
Til Borg? Jærnbyrden er jo forbi nu?
Sigurd Sigurdson.
Å, han vilde vel kanske se jærnene!
Otar Birting (efter ham).
Hvorfor vilde han se jærnene? (Sigurd går videre ifra ham. Otar vender sig til Aslak Hane, som står på trappen til højre og taler med en mand udenfra.) Hvorfor vil kongen se de jærnene?
Aslak Hane.
Hvad siger du? (Peger ud til manden, som går.)
Otar Birting.
Hvorfor vil kongen se jærnene?
Aslak Hane (uden at ænse ham).
Hvad for jærn?
Otar Birting.
Dem, Borghild har båret.
Aslak Hane (som er kommen frem for at gå lige over scenen til den modsatte trap).
Vil kongen se dem?
Otar Birting.
Ja, Sigurd Sigurdson siger det.
Aslak Hane.
Nu, så spørg Sigurd.
Otar Birting (som venter lidt).
Men Sigurd vil ikke sige det.
Aslak Hane.
Så gå fanden i vold!
Sigurd Sigurdson (kommer nedover i samtale med tre mænd udenfra).
Hvad er det?
Aslak Hane (vender sig om).
Gutten går efter mig og plager mig med nogle jærn. Pak dig med jærnene! Har nogen hørt sligt forbandet tøv som at gå og gnide sig ind på mig med spørgsmål om, hvad kongen skal med de jærn, Borghild har båret. (Rasende) Han skal æde dem!
Ånun (en af de mænd, som kom i følge med Sigurd udenfra).
Skulde vi blive så utålige med dig, hver gang du taler om den store guldporten, I red ind ad i Myklagard . . .
Aslak Hane.
Er der nogen, som tviler om den kanske?
Anun og begge mændene.
Nej, nej, bevar os!
Aslak Hane.
Ja, for er her endnu nogen, som tviler på, at det var en guldport, en virkelig, ægte guldport, vi red ind ad i Myklagard, så hugger jeg ham lige ned på flækken. Alting i verden må ha' en ende!
Ånun.
Men hvis den porten var ægte, så måtte den jo -
Aslak Hane (skriger).
Vil du slås? (Drager.)
Sigurd Sigurdson.
Å, hold nu op med den porten! Har jeg nu i en uge hørt andet end om den forbandede guldport i Myklagard. Jeg synes, vi har nærmere ting at tænke på nu.
Aslak Hane.
Er det ikke, hvad jeg selv står og tænker. Men så kommer de drivende med den guldporten igjen, som vi, Herren forsørge mig, så sandt jeg er et syndigt men neske, kom ridende ind ad i Myklagard: en stor, diger guldport, så høj som hele huset her, ja meget højere, og så tyk -
Sigurd Sigurdson (skriger også).
Hold op med guldporten, dit umenneske! (Man hører larm udenfra.) Hør der! - Nu døner det derude, og vi får andet at tage vare på.
Vidkun.
Kong Eystejn er meget ublid; han vil ikke udlevere Ingvar af Bøe, heller ikke love at skåne ham. Vi må altså holde det, som det står, til kongen kommer.
Sigurd Sigurdson.
Men det kan vare længe.
Vidkun.
Hm, samler Eystejn flere folk, så samler også vi. Her syd på er Sigurd bedst likt.
Sigurd Sigurdson.
Dette er en ulykkelig tvist.
Vidkun.
Lad nu begge parter få køle sig af i nat, for det blir koldt; så kan der kanske træffes en aftale i morgen. Vil du tage den anden vagt i gården, så tager jeg den første.
Sigurd Sigurdson.
Som du vil.
Borghild
Endnu jeg går på de gloende jærn!
Borghild.
Å, hvor jeg lider! Hjærtet mit svider! Hvor jeg mig vender, værre det brænder, hvad jeg vil gribe, så slipper mit tag. Søvnen har flyet. Smerten fornyet, trætheden større, kilderne tørre, sådan begynder hver eneste dag. Ingen tør måle, hvad hun kan tåle; ingen, som vidste, hvad hun må friste, voved begynde et menneskeliv. Å, hvor jeg lider, å, hvor det svider! Kunde jeg kjende mod til at ende! Smerten har gjort mig så vek som et siv. Nej, jeg må leve uden at leve, græde så såre uden en tåre, fly fra mig selv og ej komme afsted. Udenfor ringen glædes af ingen, ingen til glæde, sådan, jeg véd det, skal jeg gå livet med dødstrætte fjed, jeg, som så syngende stormed imod det, kjendte foryngende jubel i blodet, den gang da kjærligheds herlighed kom; sprang som på bergene frit mod det fjær'e, småligt som dvergene nedsank det nære, lyslang lå banen som bugtende flom! Just som jeg så det, vintergråt lå det, sluktes og stængtes, vælted og sænktes, ingensind' løftes og lysner det mer. Å, hvor jeg lider å, hvor det svider og jeg forkommer midt i min sommer, og jeg fortæres af mine tanker, indtil jeg bæres did, hvor de sanker ormædte ler for det evige liv. (Knæler ned.) Herre, forbarm dig, jeg kan ikke bede, Herre, forbarm dig, du er jo tilstede, Herre, forbarm dig, jeg har ikke syndet, du har jo vidnet det, Herre, forkynd det! (Græder ved det følgende.) Skammen mig brænder, men hævnen tillige, hævn over ham, som har kunnet mig svige, hævn over ham! - Nej, jeg skal ikke bede, bede om hævn, det er stygt, å, jeg véd det; men - hvis jeg prøver at bede om andet, bliver min tanke så kølig, så blandet. Bare om hævn kan jeg bede! Ej bede: Herre, forbarm dig, jeg synder, jeg véd det! (Musikken fortoner i en stille sorg, indtil den ender med et ryk, hun farer op.)
Der rider nogen ind i gården - ved nattetid? Min farbror eller mine brødre? Er de endelig hjemkomne? Hvorledes skal jeg møde dem? Jeg, som har bragt dem i folke munde! - Han, for hvis skyld jeg gjorde det, blir borte! Han hører min nød, men han kommer ikke! Vanrygtet møder jeg mine frænder! Hellige Guds moder, vær nu hos mig! (Hun synker i knæ; I det samme åbnes døren til venstre, hun giver et skrig og flygter til højre uden at se.)
Borghild (ser ham, forfærdet).
Hvem er du? (Da han ikke svarer.) Hvem er du, siger jeg? (Han tier.) Hvorfor trænger du ind ved nattetid og i kvinde-rum?
Sigurd (som ser ufravendt på hende, idet han bliver stående urørlig hele denne scene der, hvor han stillede sig, da han kom ind).
Aldrig så jeg en skjønnere mø!
Borghild.
Dette er ikke høvisk. - Astrid!
Sigurd (til ternen med højhed).
Vent ved døren, til du atter kaldes! (Hun går.) Jeg vil dig intet ondt; kjender du mig ikke?
Borghild.
Nej, hvem er du?
Sigurd.
En, som hører til.
Borghild.
En frænde?
Sigurd.
En sjæls-frænde. Vi to er nu komne nær i skyld, Borghild!
Borghild.
Du er - ? -
Sigurd.
En, du har ventet på i disse tunge dage. - - Jeg bærer hævn mod den samme som du.
Borghild (efter lidt omtanke).
- Ja, således måtte du se ud. Du er kong Sigurd! -
Sigurd.
Kong Sigurd, som følte din smerte, - og hvad du nu vil.
Borghild (imod ham).
Velkommen! Nu tænkte jeg ikke mer at blive glad. - Velkommen! -
Sigurd (tager hende og slipper hende ikke siden).
Det siger jeg til dig, og tre fold, siden jeg har set dig.
Borghild (ser sin påklædning derved, at han stirrer så betagen på hende).
Å, jeg glemmer . . jeg er ikke klædt . . . nattetid, og så højt besøg. (Hun vil fri sig, han holder hende fast).
Sigurd.
Desto skjønnere er du.
Borghild.
Herre, skån mig! - -
Sigurd.
At han kunde glemme dig!
Borghild.
I gjør mig skamfuld.
Sigurd.
Hvorfor traf du ham og ikke mig?
Borghild (undvigende).
I, herre, er for stor . . .
Sigurd.
For dig. - Ikke for Myklagards kejser.
Borghild.
Lad mig nu gå . . . .
Sigurd (uden at slippe).
Jeg ved ikke, men det synes mig, at vi to høver hinanden.
Borghild.
Det sagde også han.
Sigurd.
Så det sagde han! Derfor forstødte han dig.
Borghild.
Han elskede mig ikke, jeg har kun troet det.
Sigurd.
Han kan ikke elske. - Hvad tror du, Borghild? Vi to høver, har han selv sagt, og forstødt os begge har han - er dette ikke et møde?
Borghild (ser op).
Jo.
Sigurd.
Jeg har ikke de fagre ord som Eystejn; tag mig, som det falder: følg mig nu! -
Borghild (forskrækket).
Herre! Hvor hen? -
Sigurd.
Vis ham ved at følge mig, at du forsmår ham! -
Borghild.
Hvad siger du? - -
Sigurd.
På et festlysende sted fører jeg dig frem ved min hånd og sætter dig i højsædet hos mig -
Borghild.
Det vilde være -
Sigurd.
Just som han lader sine fagre taler høre i hallen, skinner du over ham, med dine smil vendte mod mit åsyn og din hånd i min -
Borghild.
Ja, jeg tror -
Sigurd.
Du, som bar jærn for ikke at have den skam at synes hans, du sætter dig glad hos mig. Kan du træffe ham dybere? -
Borghild.
Nej, det er sandt!
Sigurd.
Jeg skal dække over dig for al kommende levetid, hvis du gjør mig dette.
Borghild.
Jeg behøver bare denne ene stund!
Sigurd.
Du hader ham?
Borghild.
Ja!
Sigurd.
Og mig har han hånet foran folket! - Du må være fager, den dag du fornægter ham, Borghild!
Borghild.
Han er selv så fager!
Sigurd.
Det er han; men han blir styg som et dyr, hvis du står op imod ham - ved min side!
Borghild.
Herre!
Sigurd (dragende hende til sig).
Hele Eystejns halvpart af riget, om den gaves mig i denne stund, er mig ikke så meget som du nu. Derfor kræv af mig, hvad du vil!
Borghild.
Så forskjellig kan vor pris være; for en stund siden agtede jeg mig selv ikke værd livet.
Sigurd.
Ti fold skal du vinde det! Han havde ingen kjærlighed at give af! - Men jeg har! -
Borghild.
Så er det skade, jeg ikke så dig først!
Sigurd (omfavner hende).
Borghild, jeg elsker dig!
Borghild (undselig).
I har elsket så mange.
Sigurd.
De var allesammen kun et stykke på vejen til dig.
Borghild (vil gjøre sig fri).
Jeg hører, folk er oppe, jeg venter hver stund mine frænder.
Sigurd.
Så lad dem søge dig hos kongen. Følg mig straks! -
Borghild.
Jeg er ikke klædt.
Sigurd.
Kast bare en kåbe om dig til næste gård! Der tager jeg hest og slæde til dig.
Borghild.
Og did?
Sigurd.
Sidder du op hos mig; jeg holder dig i mine arme.
Borghild.
Jeg følger!
Sigurd (jublende).
Du følger!
Ternen (ilsomt).
Et stort følge kommer ridende tilgårds.
Borghild (som har revet sig løs, ræd).
Mine frænder! For sent!
Ternen.
Så vidt jeg kan se fra svalen i daglysningen, er det ikke dem.
Borghild (med udråb).
Kong Eystejn! (Pause.)
Sigurd.
Eystejn! - Hvis vi to skulde træffes her?
Borghild (til ternen).
Se ud, se ud! Med stort følge, sa' hun . . . det kan ingen anden være! . . . Han kommer med kongeligt brudefølge for at hente mig. - I et halvt år har jeg ventet ham således, - hellige jomfru, skulde han dog komme!
Sigurd (skarpt).
Så får du vælge, Borghild!
Borghild (rejser sig lysende).
Da har jeg valgt!
Sigurd (som før).
Hvem?
Ternen (kommer ilende).
Det er ikke kong Eystejn. Jeg kjender ikke denne høvding; han stiger nu af og går ind.
Borghild (peger på Sigurd).
Så lad den fremmedes hest drage til bagsiden af huset. Saml det nødvendigste af mit tøj og bring det ned; - skynd dig! (Ternen går; Borghild over gulvet til Sigurd.) Dig vælger jeg! Jeg har ventet på ham for sidste gang!
Sigurd.
Og du skal møde ham! Kom lad mig hjælpe dig!
Borghild.
Det er en skam . . . .
Sigurd (Idet han hjælper hende trøje, kåbe, hue og slør på).
Det sagde du ikke, så ofte Eystejn lagde kåben om dig, når I red ud sammen på Borg. Jeg har hørt om det. (Borghild gribes smertelig, han ser det ikke.) Da tænkte du: han er nu enkemand, han vil engang klæde mig som brud. Men han gjør det ikke! (Idet han hjælper hende sløret på.) Som en af Østerlandets fyrstinder skal du møde ham i min hal. Kostelige gaver har Sigurd til den, han elsker; terner og svende skal ledsage dig i hallen i en krans af kjærter. En af mine kongsgårde skal i morgen optage dig med stort følge, ry skal der gå af den, kong Sigurd elsker, landets skjønneste kvinde!
Borghild (brister i gråd, kan ikke standse den og synker i en stol).
Sigurd (ser på hende, siger endelig).
Hvorfor græder du, barn?
Ternen (kommer ind).
Bergtora, din amme, vil samle tøjet og møde dig med det i svalgangen.
Borghild (farer op).
Nej, ikke hende! Lad tøjet være! (Vil gå.)
Ternen (ømt bange).
Men jomfru! - Hvor hen? - Vil I fare uden . . .
Borghild (river sig løs, omfavner ternen).
Farvel, Astrid! Tak for alt godt! Hils Bergtora! (Styrter ud.)
Sigurd (til ternen).
Du skal få komme efter. (Går.)
Ternen.
Hvad betyder dette? Hvem var denne høje Mand? Han så ud som en havørn.
Ivar Ingemundson (udenfra).
Er det her? (Der svares som nede fra en trap, derpå ved døren.) Ja, det er det samme; jeg har hast.
Ivar.
Undskyld, ædle jomfru, at jeg så årle trænger ind og det i eders rum; men så er mig pålagt af kong Eystejn, fra hvem jeg bringer fagre bud. Selv har han været fraværende og er også nu hindret; men mig sender han med stort brudefølge for at hente . . .
Ternen.
Men jeg er ikke Borghild.
Ivar.
Hvor er da Borghild?
Ternen.
Netop nu forlod hun gården.
Ivar.
Hvor tog hun hen?
Ternen.
Ja, det véd jeg ikke.
Kongehallen i Kongehelle.
Et langbord på hver af siderne og højsæder for midten af begge borde med mindre højsæder, et på hver side af det store.Lige imod på bordenes indvendige side også højsæder,tre stykker, med det største i midten. Bordene så vidt nær hinanden, at en mand knap kan komme frem mellem de siddende. I de store udvendige højsæder sidder kongerne Eystejn og Sigurd, den første ved bordet til højre for tilskueren, den anden ved det til venstre. I højsædet foran Eystejn sidder lændermanden Sigurd Raneson. I højsædet foran Sigurd sidder lændermanden Vidkun Jonson, ved kongens højre side lændermanden Sigurd Sigurdson. Længst fremme Aslak Hane. Bag kongernes sæder, der ere højt løftede over de andre, hvilket de modstående højsæder også ere, dog ikke så højt som kongernes, står to kjærtesvende med hver sin voksstabel. Kjærtesvenden til højre bag kong Sigurd er Otar Birting. Mod baggrunden omkring trappen står fire kjærtesvende. Mellem bordene går de opvartende skutil-svende. Pa trappen i baggrunden sidder husfolket. I det halvlukte galleri over baggrunden ses kvinderne at lye til samtalerne. Idet tæppet går op og lidt før, spil les en fest-marsch. Da den slutter, er der længe almindelig stilhed.Eystejn.
Her er så stilt i dag. Er øllet ikke godt?
Aslak Hane (til sin gjenbo, dog så det kan høres).
Jeg gad vide, om Ingvar af Bøe får øl i det mørke hul, hvor de holder ham fangen?
Kåre fra Nidarosen (nederst ved Eystejns bord, med ryggen til Sigurds, så han må vende sig, når han taler. Han og Aslak sidde ryg mod ryg).
Han får det, han skal ha'.
Sigurd.
Du spør, bror, hvi her er så stilt. Andet kan ikke være, når du tager dig den dristighed at dømme en af mine mænd til landsforvisning og fanger ham her i hallen.
Eystejn.
Nu, bror, andet kan ikke være, når en af dine mænd dræber en af mine og siden vil stjæle hans brud bort fra mit eget hus.
Aslak Hane (sagte til sin sidemand).
Hun havde nok selv ikke stort imod det tyveri.
Sigurd.
Sagen skulde være skudt ind under min dom. Ingvar var i min tjeneste.
Eystejn.
Men du var borte, da han dræbte min tro ven, du var også borte igår, da han brød ind her med væbnede mænd for at tage jenten.
Sigurd.
Så burde du have ventet, første, som anden gang.
Kåre fra Nidarosen (sagte til sin gjenbo).
Han plejer ellers ikke at vente, kong Sigurd, når det gjælder straf. (Ser sig tilbage.)
Aslak Hane (som havde lyet, vendt til ham, sagte).
Det fik du føle i vår, da han på jagten lod dig hænge op efter liv-remmen din. - Jeg ser dig hænge der og sprælle. (Mange ler.)
Eystejn (som har hørt det, blander sig ind).
Sligt kan ske med mine mænd, når jeg selv ikke er tilstede. Havde det været en af min brors, vi havde vovet så stor spot imod, havde her nu kanske været borgerkrig.
Aslak Hane (halv sagte).
Der er også lidt forskjel på hjemfødinger og hærmænd.
Eystejn (da en stilhed har afløst uroen).
Hør, bror, jeg kan nok fatte, du er lidt misstemt over den vanskæbne, Ingvar af Bøe har rønt, ved ikke at kunne dræbe flere af mine mænd eller bortføre nogen kvinde af mit hus. Men lad os spare op denne sag til en anden gang, og lad os ikke sidde sture over drikken. Hvad, om vi fandt på lidt morskab, så lystigheden kunde komme i gang? Om vi brødre begyndte, vilde alle derved føle sig hædrede.
Sigurd.
Gjør du dig så lystig, som du vil; men lad mig tie i fred.
Eystejn.
Folk har ofte ved drikkelaget taget hinanden til sammenligning; deraf kan flyde megen morskab. End om vi brødre nu gjorde dette?
Sigurd.
Jeg har nok mærket din stigende lyst til at sammenligne dig med mig; men det nytter dig næppe, bror.
Aslak Hane (meget sagte til sin gjenbo).
Er jeg ikke så stor som du kanske? sa' hanen til hesten, den satte sig op på ham.
Eystejn.
Kanske sætter du det under din værdighed at sammenligne dig med mig; vi er dog begge kong Magnus's jævnbårne sønner.
Kåre fra Nidarosen (sagte til sin gjenbo).
Jeg tror næsten, Eystejn blev født først.
Aslak Hane (vender sig helt til ham, efter at have lyet på ham).
Desto større skam var det for ham, at Sigurd alt som smågut kunde lægge ham i ryggetag; jeg så ofte på det, jeg.
Kåre fra Nidarosen (vendt helt mod ham).
Men Eystejn tog Sigurd i alle andre slags tag; han var nemlig meget smidigere. Det så jeg ofte på.
Aslak Hane.
Husker du kanske, at når de svømmede, holdt Sigurd Eystejn under, så ofte og så længe han vilde.
Kåre fra Nidarosen.
Stærkere var han, men både svømmede Eystejn lige så langt over og under vandet, og han svømmede meget vakrere. Men husker du dem rende på islægge, du? Ingen nåde Eystejn eller gjorde hans kunster; (sagtere) men hvem der ikke bar sig stort bedre ad på isen end en ko, tør jeg ikke nævne.
Sigurd Sigurdson.
Hvad taler I om dernede? - Er det om deres isfarter? - Å, - slige narrestreger på en glat is høver ikke høvdinger; men at stå blandt ungdommen på en skytte-dag og spænde den stærkeste bue, det høver bedre.
Aslak Hane (til sin gjenbo, halvt hviskende).
Eystejn spændte ikke Sigurds bue, om han satte begge ben i den.
Eystejn.
Da vil jeg sige dig, Sigurd Sigurdson, at hovedsagen ved bueskydning er at træffe godt, og det gjorde jeg kanske bedre end min bror. Selv i de raskeste skiløb kunde jeg træffe.
Kåre fra Nidarosen (til sin gjenbo, men sagte).
Det var kong Sigurd alligevel undskyldt for; thi han kunde slet ikke stå på ski.
Sigurd.
Alle disse dine småkunster, bror, fandt jeg lidet værd. Den, der skal være en stor høvding, må udmærke sig på anden måde; han må rage op over flokken, både selv og ved sin våben-færdighed. Derpå har også folk kjendt mig, både her og udenlands, og ætten kjendte de med det samme.
Aslak Hane (rejser sig).
Ja, hvis jeg får lov at falde så store mænd i talen, så siger jeg, at den gang kong Sigurd red ind ad guldporten med alle sine mænd efter sig, da stod folk, som vilde se ham, så tæt som måger på fuglebergene i Lofoten.
Ånun (lige overfor ved Sigurds bord).
Var det virkelig en guldport, den porten?
Aslak Hane (hidsig).
Er her endnu nogen, som tviler . . .
Vidkun.
Husk, ved hvis bord du sidder, din skarv!
Eystejn.
Det synes mig ikke, som dine mænds adfærd er til synderlig pris for din høvdinge-evne, bror. Hvad de end kan have udrettet udenlands - høviskhed har de ikke lært. Og for at sige sandt, så tror jeg, at det, at en høvding både selv er en vakker mand og holder sine mænd vakkert, bærer bedre frem end størrelsen og styrken.
Pål den gamle (en vakker, blid olding, rejser sig ved Eystejns bord).
Jeg har hørt mange sige, at vakrere mand i våben end kong Eystejn har ingen set.
Eystejn.
Alligevel: alt dette er udvortes og kan endda undværes. Men at en høvding er lovkyndig og veltalende, så folket hos ham kan få retten at høre, det er til velsignelse for et folk. Og det har jeg set, at kommer her folk tilgårds eller tiltings, søger de alle mig.
Sigurd.
Å ja - lovtrækkeri forstår du bedre end jeg, og glattere tunge har du; det hører vi nu. Alle lover du godt, men ikke alle holder du, hvad du har lovet, - og da kommer de til mig.
Eystejn.
Det er sandt; jeg kan ikke altid hjælpe så godt, som jeg gjerne vilde. Men hvad siger du, gamle Gyrd? Jeg har set, at du længe har villet tale.
Gyrd Huuk (har rejst sig ved Eystejns bord).
Hele Sigurds bordsætning (men ikke kongen).
Nej, Gyrd får ikke tale!
Eystejns bordsætning, nogle for, nogle mod.
Nej, jo, nej, jo! -
Sigurd Sigurdson.
Der kommer bare ondt af det.
Kåre fra Nidarosen.
Å, her er ondt nok før! -
Flere ved Eystejns bord.
Der taler flere mænd på eders side end på vor? Tal, Gyrd! tal, Gyrd! -
Vidkun Jonson (da der atter er stille).
Der springer som oftest blod fra Gyrds taler.
Eystejn.
Lad dog manden få tale. Ikke tænkte jeg, at et helt bord, fuldt af Jorsalkæmper, var ræd for en gammel, tandløs mand.
Gyrd Huuk (som hele tiden har stået, siger med mild røst).
Jeg takker eder, herre konge, for at I gav mig ordlyd, jeg vidste ikke, at jeg var så stor mand, jeg, at jeg skulde trænge en konge til udråber. - Hvad nu er om mand-jævningen her i dag, så vil jeg sige det, at kong Eystejn holder ikke så godt sine løfter som kong Sigurd. Sandheden må siges, jeg er gammel, så jeg frygter ingen mere. - Jeg taler også af egen rønsel. Med kongernes foged der vest på var jeg uforligt - og drap ham. Eystejn svor mig hævn; men han holdt ikke sit løfte; - jeg sidder endnu ved hans bord. Sigurd svor mig også hævn, - og han har holdt sit løfte både mod mig og hele ætten. Alt, Sigurd har lovet, har han holdt. Men det meste var rigtignok ondt -
Alle ved Sigurds bord (kun ikke kongen).
Han skal holde op!
Alle ved Eystejns bord (kun ikke kongen).
Lad ham tale ud, vi skal nok værge ham.
Eystejn (rejser sig).
Stille her! (Man sætter sig, han sætter sig selv.) Det er sandt; slig hjælp, som Gyrd vil yde, trænger jeg ikke til.
Sigurd (vred, men dæmpet).
Er der meget af den sæd, du har sået og avlet her i landet, mens du sad hjemme som din fars datter, og jeg og mine mænd vovede livet for Norge der udenlands, - så må jeg sige, du har været en god bror og en stor høvding.
Eystejn.
Å - hå! der brast bylden! - Jeg sad hjemme og gjorde intet, eller bare ondt; men du fųr udenlands med stor ære. Vidste jeg ikke, hvad jeg skulde svare til det, så havde jeg ikke begyndt dette. Og for det første vil jeg da sige, at jeg udrustede dig til det tog, som var du din fars datter.
Sigurd (rejser sig).
Men det er derfor ikke mindre sandt, at jeg gjorde det tog - og ikke du! Det skal glemmes nu; ja, det skal næsten være en dårlighed at have gjort det. Men jeg, og ikke du, har sejlet gjennem Nørfasund og slået blåmændene i flere slag og brændt deres borg. Jeg har sejlet til Apulien, til vore frænder, Normannerne, hvis hertug jeg gjorde til konge; men fik ikke dine råd derved, thi du var der ikke! Jeg vandt i otte slag over hedningerne og indtog Sidon; men du var hverken i staden eller foran den. Kristi grav besøgte jeg, - men jeg så ikke dig der på elv-bakken! I sivene knyttede jeg dig en knude, som endnu venter på, at du skal løse den! - Da jeg sejlede op ad strædet med mine silkesejl, eller da jeg holdt mit indtog i Myklagard, eller da jeg sad ved festerne i Laktiarna eller på Padrejmen, så jeg ingensteds glansen af din guldhjelm, bror! På hjemreisen gjennem så mange fyrsters lande og kostelige stæder var du aldrig med for at lade høre en af dine fagre taler! Men hvor meget du og dine har derimod, så vil dette tog og disse bedrifter mindes, så længe her bor Nordmænd i Norge. Det siger alle, at siden vor ære blev kjendt blandt folket her hjemme, har alle taget den til sig og følt sig større derved, ligesom alt arbejde i landet har monnet bedre fra den dag; for slig er Nordmændene, at ære lægger kræfter i deres foretag og glæde over deres hus. (Sætter sig.)
Sigurds mænd (rejser sig).
Hil kong Sigurd, Jorsalfaren! -
Kåre fra Nidarosen (ved Eystejns bord).
Nu har de fået op målet! Nu tryter det ikke!
Eystejn (rejser sig).
Å - ja, om dine slag og al din øvrige færd udenlands har vi nu hørt adskilligt, eller rettere vi har ikke hørt om andet i flere år. Lidet kan det vel være, hvad jeg har at opregne herimod; men til landsens fremgang har det dog været og vil kanske også minnes. (Sætter sig.) Således har jeg fra det nordligste til det sydligste i landet på høvelige steder ladet indrette havne og lagt sjømærker og bygget huse for fiskerne, - og det, tænker jeg, skal længe mindes af dem, der sejler eller fisker rundt vort vejrslagne land. Men for færdesmanden har jeg lagt veje over fjældene, rejst varder langs efter dem og bygget sælhuse, har også ellers lettet samfærselen. Der skal mange velsigne mig for det fra slægt til slægt. Og kirker og klostre står langs hele landet opbyggede af mig, og så længe en klokke i dem kalder til bøn, vil den minde om, at Eystejn har været konge i Norge. Da lovene var løbet i floke for folk, så fik jeg dem udredet igjen, så nu kan hver mand med lethed finde, hvad ret er, - og derfor tænker jeg også, at slægt efter slægt vil vide mig tak. Men for ikke at glemme det, som kanske du sætter mest pris på, vil jeg nævne, at Jæmteland, som var tabt for Norge, har jeg vundet tilbage, og det bare med gode ord og klog fremfærd; men derfor skal det ikke mindes kortere, end om det var sket med jærn og ild. Dette tænker jeg tilsammen har lagt mere til Norges fremgang end dine tog i Østerlandene, eller at du svømmede over Jordans elv, eller vandrede til Jorsal og Kristi grav. Og de kirker og klostre, jeg har rejst for Kristi voksende sag, og det ofte på steder, hvor mer end halve folket var hedninger, har sikkerlig lagt lige så meget til hans ære som dine mandedrab i Østerlandene og skal være mig selv til større sjælehjælp, end det er dig at have slået nogle stakkers blåmænd ned for den onde. - Og - (rejser sig) om den knude, som du siger at have bundet mig mellem sivene ved elvekanten ved Jordan, vil jeg bare sige, at jeg kunde have bundet dig en knude, der du med et sjøslået fartøj lagde ind mellem min store, ny flåde hin høstdag, - og der fejlte ikke på dem, som kjendte dig, og som bad mig om at gjøre det! - Skyd nu dommen ind under forstandige mænd, og lad dem svare dig på, hvem som har udrettet mest af os to ! - Det er sjeldent, nogen får mig til at sige så meget om mig selv, men nu har I laget det så, at dette måtte til, hvis vi fremtidig skulde få fred her i landet; thi vide må I, skrydende guld-halse, at endnu er her mænd i Norge, som tør nævne sig jævngode med eder!
Eystejns mænd (rejser sig).
Hil Eystejn, den folkekjære!
Vidkun Jonson (rejser sig).
Da Eystejn har skudt dommen ind under os andre, og jeg, så vidt jeg véd, er den ældste lændermand her tilstede, vil vel ingen tykkes ilde om, at jeg først tager ordet, synderlig da det, som jeg har at sige, ingen dom er, men et ord om, hvor ondt det giør mig og vist alle høvdinger, at to så herlige mænd som disse tvende kongs-brødre skal være uforligte.
Alle høvdinger.
Ja! Ja! Ja!
Vidkun.
Lad mig derfor op . . . .
Sigurd.
Nej, her er for meget røget i stykker, til at det klæbes i hob af mjød eller klejs tale. Dømmes mellem os må der, - og lad nu dommen skydes ind under en, som vi begge tror på, en, vi begge elsker! Da må den blive pålidelig.
Eystejn (ler).
Er det en mand eller en kvinde, du mener, bror?
Sigurd.
Hvorfor ikke en kvinde? Gives der en slig, som vi begge elsker, må hendes dom føles hårdt af den, der taber, og liflig af den, der vinder.
Eystejn (som har grundet).
Det vil lidet nytte mig at prøve på at finde ud, hvad du mener; jeg kjender ingen sådan.
Sigurd.
Da kjender jeg en, som jeg véd, også du sætter pris på; - for en tid siden gjorde du det i alt fald.
Eystejn (bliver stille).
Elsker du hende?
Sigurd.
Ja.
Eystejn (springer op).
Borghild!
Sigurd (idet han rejser sig op).
Sig os, Borghild, Olavs datter af Dal, hvem vilde du helst tro dig til af os to brødre, hvis du kunde?
Borghild.
Jeg har nylig båret jærn for at tvætte mig for den skam at synes at tilhøre kong Eystejn. Men dig tror jeg mig til, Sigurd Jorsalfar! - Kvinden vælger altid det store.
Eystejn (som har gået et par skridt bagover, hviskende).
Hun lyver!
Borghild (som hørte det, stiger ned, alle efter; hun går et par skridt frem mellem bordene).
En af os to har løjet, Eystejn!
Eystejn (ser på hende i stor forfærdelse. Et horn høres i gården, han råber).
Ivar Ingemundson! Hvor er du?
Ivar Ingemundson.
Her er jeg, herre!
Eystejn.
Kom du for sent?
Ivar Ingemundson (på trappen).
Ja. Hun var taget bort med en anden.
Borghild (forfærdes, vender sig spørgende, næsten hviskende, mod Eystejn, mod Ivar).
Hvem? Jeg? Han? Du?
Eystejn (uden at ænse hende skyder han broderen ligesom fra sig med begge hænder. Går der efter langsomt ud til højre, vender sig endnu engang på trappen).
Sigurd! å, Sigurd!
Borghild (vil standse Ivar for at få svar; han vender sig og går efter Eystejn; mand efter mand følger, indtil hele Eystejns flok er borte. Hun har ventet, undertiden trådt nærmere som for at få svar; men da den sidste er borte, falder hun om med et skrig; hendes terner tager hende, hun bringes til sæde til højre mod baggrunden og skjules af ternerne).
Sigurd (står stille på sin plads ved bordet, siger nu sagte).
Så I det nu allesammen? Jeg vandt! Men hans næsebor glemmer jeg aldrig. (Stærkt.) Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha! -
Sigurd Sigurdson.
Det vidste jeg, at nu blev han gal.
Vidkun.
Ja, nu har han et af sine sædvanlige tag!
Sigurd (som har stået stille, vender sig heftig om, vil frem, men stole og bænke står i vejen; han spænder til dem).
Hvorfor ligger alle disse stenrøser i vejen for os? (Kommer frem.) Ser I da ikke, hvem vi er? Af vejen, siger jeg! (Mændene viger, borde og bænke fjernes og bæres hurtig ud.) Af vejen for kejseren af Myklagard! Jeg kjender ikke disse mænd fra Norden. (Mændene viger overalt.) Se, hvor plumpt de ter sig, grove af åsyn, simple af vaner, se, hvilken dorsk gang, fy, hvilke tunge munde, ligesom på dyr!
Vidkun Jonson (til de omstående).
Når vi atter har en konge blandt os, kan I budsende mig. (Går.)
Sigurd Sigurdson (frem til kongen).
Kom ud, herre, i frisk luft!
Sigurd.
Nej, ikke til Norden! Tungt og koldt i Norden og karrigt, hu ! Vil du frem der, må du krybe, krybe langs efter bergene, men der ligger de alle på lur og vælter hver sin sten i vejen for dig, du er gammel og træt, før du kommer frem! Nej, se her: Sejl-leden på både sider hele sundet op efter, bare byer, marmorslotte med gyldne tårne i solen, skinnende murhvælv mod sjøen, millioner af mennesker på stranden, hør klokkeklangen og sangen! Op, bedre op med sejlene, gutter - Å, nu kan jeg drage pusten!
Otar (til Sigurd Sigurdson).
Herre Gud, hjælp ham, Sigurd! Få ham ud!
Sigurd Sigurdson (indtrængende).
Kom ud, herre konge; bare på svalgangen; I trænger til at drage pusten, som I selv siger.
Otar Birting.
Ja, herre, kom! (Flere af hans mænd frem.)
Sigurd.
Ikke til Norden, har jeg sagt! Jeg blev så skiden der, så skiden på sjælen, for der er trangt i rummene der oppe - og i sindene. Skidne mennesker krybe om i røgen, de ser bare med natøjne, alt småt og ondt! Se, - se, - ugleøjne! Men der? - Ser I lys, voksende lys, ah, kjender I røgelsen? - Vellugtende træer gjør denne store ild i marmorhallerne, se, sølvbrynjerne lyser ved skinnet! Nej, hvilket ildhav ! Hele byen brænder jo, nu knager og falder det der oppe på borgen, se gnisterne . . . . . alt tænder, storm nu borgen, dræb ned, slå til! - Her skal vi gjøre bytte, kan I tro! . . . Men kongen af Jorsal skal have vor del. - Ingen knur! (fornem) Jeg véd, hvad der anstår en høvding - og ikke I, mænd fra Norden! (Tager fortrolig og stille en af mændene og fører ham frem. Hvisker) I Norden har de næsten ikke guld, derfor er de så hungrige efter det . . . og så sidder mænd og kvinder oppe sammen og drikker øl, øl af store stamper, til de hænger omkring kanterne som druknede fluer, ha, ha, ha . . . (Lidende) Det er her i forhovedet, jeg har det; nogen har sat ild på herinde, nu brænder det ud.
Otar Birting.
Hvor han er syg!
Sigurd.
Er nogen syg? (Ser Borghild, som har vågnet og rejst sig og stirrer forfærdet på ham.) Er du syg, fagre Malmfrid, min dronning, min ægteviede dronning! (Fører hende modstridende frem.) Gardarigets blege mø, som fulgte hid til de fremmede! Har du grædt? - Lad mig se? Ja, du har grædt! - Bryd dig ikke om det, du! - Jeg elsker ikke hende, som kom hid i dag, - pyt! Men Eystejn, ser du, han har forstødt sin bror; er ikke det stygt, Malmfrid? - Det er her, jeg har ondt, og her; - hvor jeg skal hævne mig på ham! Kom hid, skal du høre, hid, hys! Hun, som kom hid i dag, hun, som hedder Borghild, - hun skal hævne mig! Nu føder hun mig en søn; thi Eystejn har ingen søn! Så kommer min æt på tronen, - og jeg vinder! - Ha, ha! hørte du: Eystejn havde også sendt bud efter hende; men jeg kom først, jeg kommer altid først, for jeg er den største.
Borghild (som har stået i stille forfærdelse, slider sig med et ryk løs).
Rædsomt! - Å! - (Vil falde om, gribes, føres ud til venstre.)
Sigurd.
Bare der kom regn! - Men det måtte falde lige her . . . eller her! . . . Hvorfor kommer ikke mine mænd og hjælper mig? Ved de ikke, i hvad nød jeg er? (Mændene trænger sig om ham.)
Otar Birting (grædeferdig).
Herre konge, her står de alle sammen! Se os dog! (De nærmer sig endnu mere.)
Sigurd (skriger).
Blåmændene omringer mig, ser I det ikke? Sigurd Magnusson, Normanna-kongen, råber på sine mænd! Frels mig! Hug ind! (Drager sit sværd og styrter frem, alle viger undtagen Otar.)
Otar (kaster sig på knæ).
O, herre, for Jesu dyre blods skyld, kom til eder selv!
Sigurd (stille).
Er du engelen fra Sidon?
Otar.
Otar, eders kjærtesvend er jeg. Se ret på mig!
Sigurd.
Hvad vil du, vesle kryb?
Otar.
Jeg elsker eder, store, syge konge!
Sigurd (ryster på hovedet).
Ingen elsker Sigurd.
Otar.
Jo, jeg, jeg, jeg!
Sigurd.
Men det må du ikke gjøre, Otar; jeg er så ond; mange har prøvet det, men måtte gi' det op. Rør ikke ved mig, du skærer dig på mig, gutten min.
Otar.
Herre Gud, vi må dog elske dig, fordi om du har fejl. Du er alligevel det herligste, vi har!
Sigurd.
Hvad er dette for en sort orm, som kryber op over mig her? (Spænder ham fra sig.) Ja, sligt hører sydlænderne til; der er ikke alt godt, der heller.
Otar (henter begejstret en herlig, overmåde stor bog).
Nej, her må et mirakkel til ! -
Sigurd (som går med svære skridt).
Den store kejser af Myklagard befaler, at i dag skal alt ondt ryddes af hans rige!
Otar.
Her er en bog, den dyreste i landet og den kosteligste i verden; I bragte den selv med fra eders rejse. Læg eders hænder på den og bliv frisk!
Sigurd (griber bogen, ser på den, kaster den).
Tvi være den og dig, som siger, sligt kan berge mig!
Otar (griber bogen, kysser den knælende, rejser sig mod kongen).
Skam dig, herre! - Vel er jeg den yngste her og den simpleste, men jeg vil sige, hvad alle mener, at vi føler skam og forfærdelse ved dig, at ingen af os tænkte at måtte leve en så sørgelig dag som denne, da du ikke kjender os, som elsker dig, ikke din egen dronning, ikke dig selv og ikke denne bog! Store konge, kæmp med dig selv! Knus dit grænseløse hovmod, og bed om nåde! Å, konge, kjære, store konge, rejs dig iblandt os i din seiersglans, som da du første gang efter din hjemkomst gik i messe med dine mænd! Da græd vi alle sammen af glæde ved at se dig, nu græder vi af sorg. (Græder.) Jeg kan ikke sige, hvad jeg vil . . . men denne bog holder jeg op for mig som skjold, den gav mig mod til at tale så djærvelig til dig! (Knæler.)
Sigurd (står længe aldeles stille, siger så sagte, men bestandig stigende).
Tør du, husmandsgut, du, den usleste af alle mine tjenere, som jeg af nåde lader æde mit brød, tør du i alle mine høvdingers påhør rejse dig og give mig råd? Er jeg endnu så lidt konge, eller har jeg ingen, som her vil værge sin konges værdighed, - da skal jeg selv! (Løfter sværdet; Otar, som har rejst sig, står ubevægelig, med øjet på ham og bogen foran på sit bryst. Kongen lader sværdet falde sagte på hans skulder.) Gud give Norges konge nu og altid en så tro tjener!
Alle.
Hil dig, konge! Hil kong Sigurd Magnusson.
Flere (sig imellem, med stor gæde).
Nu blev han vist frisk igjen! Nu er det over! -
Otar (springer).
Nu henter jeg Vidkun!
Sigurd Sigurdson.
Giv eder nu fred, herre konge, og følg mig ud!
Sigurd.
Stille; hvor blev gutten af?
Flere.
Der er han! (Han kommer med Vidkun.)
Sigurd (højtidelig, men stille).
For en stund siden ved mand-jævningen æggede mange af eder mig til at tale; nu, da I alle burde have gået imellem, var der ingen af eder, selv ingen af lændermændene, som jeg selv har ophøjet, der vovede sig til at standse mig; men hin lille gut alene, han gjorde det; sit liv vovede han! Derfor skal du til din død bære mærke af dit mod: hermed slår kong Sigurd Magnusson dig, Otar Birting, til sin lændermand; - om en tid skal du blive min første!
Otar (som knæler).
Herre konge!
Sigurd (giver slaget).
Rejs dig! (Spænder sit sværd om hans lænd.) Indtag din plads blandt høvdingerne! - Og I, mine mænd, hvi tier I nu? - Min ulykke er så stor, at I gjerne kan tale højt om den. Det er sørgeligt, at Nordmændene skal have en konge, som stundum ikke er bedre end et dyr.
Vidkun (kommer med en stol).
Sæt eder, herre; jeg ser, I er træt nu.
Sigurd (sætter sig, luder sig forover, sidder og hviler, siger så halvt vendt til sine mænd, som nu alle atter har omringet ham).
Ja, Vidkun, jeg er træt; enten er jeg rasende, eller er jeg træt, er det ikke sørgeligt?
Vidkun.
Så galt er det heller ikke. Ikkun når riden kommer. -
Sigurd (afværgende med hånden).
Nej, nej! Før æggede I mig; så standsede I mig ikke; nu må I ikke lede mig vild med falske undskyldninger. Dette har jeg ikke fortjent af eder.
Sigurd Sigurdson.
Men en så streng herre som I kan ikke vente anden omgang af sine mænd; stundum tåler I ikke sandheden og kræver derfor løgn, stundum synes alt eder løgn, selv sandheden.
Sigurd (sidder længe stille).
Er jeg ikke ulykkelig! Er jeg ikke ulykkelig! (Brister i gråd.)
Vidkun (ser lidt på dette).
Skal vi tale til ham eller ikke?
Sigurd.
Jeg skjønner mig ikke selv, - og han, som ene kunde hjælpe mig, han vil ikke! Her sidder jeg hjælpeløs som et barn ved bredden af mig selv. Olav, min himmelfrænde, den ulykkelige Sigurd råber på dig!
Aslak Hane.
Stor mand og store fejl hører ofte i hob.
Sigurd.
Tal ikke smiger til mig! Det er slet løn for, at jeg har hjulpet eder til værdighed, at I vil bryde ned værdigheden i mig selv. Sig, som sandt er, at det er ikke det værste, at jeg er syg, men at jeg er syg af synd.
Sigurd Sigurdson (efter en stund).
Herre konge, skal jeg sige min mening, så er det den, at du har ikke rigtig magt over dig selv, uden hver gang noget stort fylder din sjæl; du er ikke skabt til at ligge her indenskjærs i evindeligt småkjævl.
Vidkun.
Dette er sandt sagt. Så er det.
Alle.
Ja, så er det!
Sigurd (sidder opmærksom, derpå langsomt).
Ja, ikke sandt? Jeg må ud igjen! Vel fortjener jeg ikke, at nogen mand følger mig, men hvor ofte har jeg ikke tænkt at prøve, om jeg endnu engang kunde samle leding i Norge!
Sigurd Sigurdson.
Sejl ud og tag nyt land! Så gjorde eders frænde Roger, da det blev kvalmt hjemme; hvad han har udrettet, kan I også, og eders mænd ere så gode som hans: - Normanner ere vi alle ! -
Vidkun Jonson.
Der sagde du et ord, som vil huge altfor mange.
Alle.
Ja! Ja!
Sigurd.
Ja, vil mine mænd som jeg - -
Sigurd Sigurdson.
Ja, vi holder hus-ting i morgen, skærer budstikke op og kundgjør for folket, at med alle, som følge vil, sejler kong Sigurd til våren syd på og tager nyt land for Norrøna-folket!
Alle.
Ja! Ja! Ja!
Sigurd (rolig og siddende).
Norrøna-folket har ikke boet her i mange æt-led; det er kommet viden fra og vil videre; og det skal vi kundgjøre, at længere syd på skal enhver mand få ti fold igjen af det, han her satte efter.
Aslak Hane.
På det vil mange fare! Rejse-hugen er i folket siden vor sidste udfærd.
Sigurd.
Her kan ikke være to viljer i landet. Eystejn er den bedste at styre hjemme, så lad ham det, jeg drager, og alle, som vil ud, følger mig. Låd os give folket plads!
Sigurd Sigurdson.
Alt ungt folk vil følge dig. Norrøna-folket vil fare, det bygger landet udenfra, - og aldrig har det haft en herligere høvding til en udfærd.
Sigurd.
Dette magter jeg, det føler jeg. At tage nyt kongedom for Norrøna-folket, det kan jeg, det er intet bedrag; (rejser sig) nu er jeg frisk, det føler jeg!
Alle.
Leve kongen! (Gjentagende.)
Haldor.
Værdiges, konge, at høre et kvad.
Sigurd.
Men et, som vi alle kan tage med i.
Haldor.
Det skal I få!
Sigurd (under et kort forspil).
Så skynd dig, skald! Ellers tage vi tonen fra dig.
Haldor (siger under musik).
Norrøna-folket, det vil fare det vil føre kraft til andre; kampens glavind kaster gjenglans, æren øger folkets arbejd. Da vi kom fra Jorsal-toget, tændtes sangens alle bauner, og vor ungdom stod om luen, og det lyste langt af landet.
Alle.
Norrøna-folket, det vil fare, det vil føre kraft til andre, kampens glavind kaster gjenglans, æren øger folkets arbejd.
Haldor.
Mangt, som før sad bredt og mægtigt, minked nu, og bort det bares, til højsædet skred det store, styred tankerne og tiden. Kvindens krav til ungersvenden nu blev mod til mandig idræt, moder'ns krav til sine sønner nu blev mål med eftermæle.(Haldor træder tilbage.)
Alle.
Norrøna-folket, det vil fare, det vil føre kraft til andre, kampens glavind kaster gjenglans, æren øger folkets arbejd.
Sigurd Sigurdson (træder frem).
Om på fjæld to farmænd mødtes, måtte de om toget tale, i dets ære, i dets glæde blev de brødre, før de skiltes. Ja, den gamle, som sad efter, rejste sig på krykkestaven, priste Gud og sagde: Ætten øger arven, glad jeg farer!(Træder tilbage.)
Alle.
Norrøna-folket, det vil fare, det vil føre kraft til andre, kampens glavind kaster gjenglans, æren øger folkets arbejd.
Kong Sigurd (træder frem).
Af bedrift, som ej fornyes, føres rust på folkeviljen; evig ung må æren være, og i kampe kun den fødes. Derfor går på dragevinger over havet, over tvilen atter de Norrøna-kæmper mod det store, mod det fjerne.
Alle.
Norrøna-folket, det vil fare, det vil føre kraft til andre, kampens glavind kaster gjenglans, æren øger folkets arbejd.(Tæppet falder.)
Et rum i gammel stil.
Eystejn (sidder ved et bord til venstre, læner hovedet i sin hånd).
Ivar Ingemundson.
[2] God morgen, herre!
Eystejn (uden at ændre stilling).
God morgen, Ivar! Hvad bringer du?
Ivar.
Intet godt.
Eystejn.
Det gjør ingen nu. Hvad er det?
Ivar.
Eders gjæster forlader eder, herre; de vil alle følge Sigurd på hærtog heller end være hjemme.
Eystejn.
Jeg véd det.
Ivar.
Mange af eders hird, et par husfolk vil det samme.
Eystejn.
Også det véd jeg. De har søgt om lov dertil i dag.
lvar.
Og I tillader det?
Eystejn.
Ja; med dem, der ikke gjør det godvillig, bygger ingen land.
Ivar.
Kong Sigurd holder hus-ting i dag; der skal det nærmere aftales.
Eystejn.
Også det véd jeg. Har du mer at sige?
Ivar (tier.)
Eystejn (ser op).
Ivar står længe uden at svare).
Nu må I være meget mismodig, herre!
Eystejn.
Hvad var det så, du vilde?
Ivar.
Søge om tilladelse til at tale med eder - for en, som selv ikke tør.
Eystejn.
Du er alle synderes forbøn, Ivar. Jeg er lidet oplagt i dag.
Ivar.
Jeg véd det, og undskyld mig, herre . . . men jeg tænkte, det kanske blev bedre, når -
Eystejn (farer op, kommer i heftig bevægelse, siger sagte).
Er det Borghild?
Ivar (betænker sig lidt).
Ja.
Eystejn.
At du kan driste dig til at misbruge mit venskab til sådant!
Ivar.
Å ja, jeg tænkte det nok.
Eystejn (sætter sig igjen, dæmpet).
Gå!
Ivar (går et par skridt, vender sig).
Der kan ske en stor ulykke, herre, dersom I ikke vil -
Eystejn (farer op, siger med dæmpet, dirrende røst).
Nej, dette er for meget!
Ivar (går; han åbner døren, da Borghild i det samme går ind; han holder hende tilbage, men går).
Borghild.
Jeg har syndet for stort; jeg beder ikke om tilgivelse. Jeg vil kun sige dig, at af kjærlighed, af kjærlighed, af kjærlighed gjorde jeg det. Du kom ikke!
Borghild (imod Sigurd, som går et par skridt frem).
Nu har du fuldført! - Gå nu ind og nyd løgnen, jeg lånte dig, og bliv så vanvittig af glæde! Så har du fager slutning på dit store liv! - Du tror kanske, du blev elsket? Ha, ha, jeg tog dig ind som gift for at døde min kjærlighed til ham! Usle skjørlevner, æresyge, hævntørste dåre! Den rå magt, som er i dig, kan gjøre ræd; men så er det en trøst, at den dræber snart dig selv! - Se ikke foragtelig på mig! Havde jeg nået frem til din bror, skulde han have raget op over dig, som en dag over fjældet. - Men så skulde ikke være. - Tro ikke, du har hindret det. Du kan ikke nå til at gjøre mig godt eller ondt. Nej, men han har forskudt mig, og jeg har fortjent det. Nu kan hænde mig, hvad der vil; nu skal jeg nok bære det! (Går højtidelig stille.)
Sigurd.
Er Eystejn at få i tale?
Ivar.
Jeg tror det ikke.
Sigurd.
Lige efter hus-tinget går jeg ombord, jeg vil til Bjørgvin og derfra over havet. Men jeg må se ham, før jeg rejser, - - sig ham det!
Ivar (ud til venstre).
Sigurd (går frem og tilbage, standser, går igjen).
Ivar (straks ind igjen).
Eystejn vil ikke tale med eder, herre.
Sigurd (står længe stille).
Hvad siger Eystejn?
Ivar.
Herre! -
Sigurd.
Nej, det er sandt . . . (Han løfter stolen frem og læner sig til dens ryg.) Sig mig: havde du ægteskabstilbud fra ham til . . . til hende?
Ivar.
Ja.
Sigurd.
Det vidste jeg ikke.
Ivar.
Nej; ingen vidste det.
Sigurd (efter et ophold).
Han elskede hende altså dybt?
Ivar.
Jeg tror, han aldrig har elsket før.
Sigurd (efter en kamp).
Hvorledes er det med ham nu?
Ivar.
Han stængte sig straks inde og gik oppe hele natten. Jeg sad udenfor døren og kunde høre ham. I dag har jeg set ham et øjeblik. Men det er vist, at slig sorg har jeg hverken hørt eller set.
Sigurd (går op og ned; standser).
Véd han, at jeg vil forlade landet?
Ivar.
Ja, hans folk følger eder jo. De har bedt om orlov.
Sigurd.
Gav han den?
lvar.
Straks. Men jeg tror, det gjorde ham ondt, at I også har taget hans mænd ifra ham . . . . og det netop, som I havde taget - (standser.)
Sigurd (lægger ansigtet i sin hånd; om en stund).
Således havde jeg dog ikke ment det! Hvorfor har jeg ingen ven haft, som har kunnet sige mig dette? -
Ivar.
Fordi I ingen har villet have.
Sigurd (smertelig).
Jeg?
Ivar.
Thi da havde I haft ham.
Eystejn (åbner om en stund døren fra højre, går ind, ser Ivar, som står længere tilbage; siger, idet han går over til baggrunden).
Jeg vil tage mig en ridetur, Ivar!
Ivar.
Vil I intet følge have, herre?
Eystejn.
Nej, (går til døren) men du kan - (vender sig, ser Sigurd).
Sigurd (om en stund).
Jeg vilde ikke gå. Jeg måtte tale med dig, før jeg rejste.
Eystejn (vender sig for at gå).
Jeg er ikke slig i dag, at jeg kan tale med dig.
Sigurd.
Det kan jeg skjønne, for skylden er min. Men det er vel et spørgsmål, hvem af os to nu er ulykkeligst.
Eystejn (mod ham; Ivar går ud af bagdøren).
Efter det, som har hændt, kan du ikke vente, at jeg tager mig af dine sorger.
Sigurd.
Å nej, jeg steller mig ikke slig, at nogen kan gjøre det. Men det skjønner jeg nu, at så stor uret måtte til, for at jeg kunde se, hvem du var, bror, og hvem jeg selv var.
Eystejn (tier).
Sigurd.
Og så tror jeg, det er bedst, jeg rejser igjen.
Eystejn (tier).
Sigurd.
Mine mænd tror det samme.
Eystejn (tier).
Sigurd.
Er ikke du også, min bror, enig deri? -
Eystejn (kommer helt frem).
Nej, jeg er ikke enig deri.
Sigurd (undres, siger endelig).
Som det nu går, kan det ikke gå.
Eystejn.
Det er sandt.
Sigurd.
Hvad står så igjen?
Eystejn (vil svare, men opgiver det).
Sigurd (sagte).
At du rejser? -
Eystejn.
Hverken du eller jeg.
Sigurd.
Jo, drage vil jeg. Her er ikke rum for to.
Eystejn.
Nej, som du bærer dig ad.
Sigurd.
Jeg har en tung natur, - og så er jeg ikke altid frisk.
Eystejn.
Det er godt, at du selv minder mig om det, for jeg trænger nok til at hugse det.
Sigurd.
Da du igår vendte dig fra mig, bror, da -
Eystejn (oprørt).
Ja, jeg trode dig nok i stand til mangt, men til - - du bar dig ikke ad som - ikke som en bror.
Sigurd.
Jeg råder stundom ikke for mig selv; jeg er den ulykkeligste i dette land! Det blir værre og værre med mig til det ikke mer kan gå! (Sætter sig.)
Eystejn (ser en stund på ham, tager en stol, sætter sig).
Du, som har kæmpet under Kristi kors, burde prøve på at være et kristent menneske.
Sigurd (sukker).
Ingen hjælper mig! - Ingen hjælper mig! Havde du prøvet, bror, den gang jeg kom hjem!
Eystejn.
Du stormede for braadt ind på mig den gang.
Sigurd (mildt).
Du vidste ikke, hvor jeg længtes til dig.
Eystejn.
Det syntes mig, som vilde du bare høre min ros.
Sigurd.
Det vilde jeg også - din fremfor nogens!
Eystejn.
Også vi, som havde siddet hjemme, fortjente vor; - men den tænkte ingen på.
Sigurd.
Der ser du selv, bror: det er ilde, at to skal være lige i magt og ære; den ene kommer i al sin færd til at tænke på den anden, - og dette gjør ikke godt.
Eystejn.
Når hver har sit og kjærlighed til noget mere end sig selv, sa går det nok.
Sigurd (vender sig imod ham).
Så giv mig det, jeg har kjærlighed til! Det er at færdes med sværd i hånd og nu at tage nyt land for Norrøna-folket. Til et andet sted længer mod syd vil vi hen! Så får hver sit. Er vi fra hverandre, kan vi også elske hverandre, det har jeg følt. - - Og for daglig at kunne mindes dig og den uret, jeg har gjort dig, vil jeg kalde det land op efter dig, bror! (Rejser sig.)
Eystejn.
For meget ondt igår; for meget godt i dag.
Sigurd (såres, sætter sig igjen).
Eystejn (som forgjæves har ventet svar).
Ja, bror, du finder vist mig for jævn; thi jeg synes hverken om, at du skal drage eller vinde nyt land for Norrøna-folket, thi du skal leve her og længer end jeg.
Sigurd (ser på ham taus, siger så).
Hvad mener du dermed?
Eystejn (sagte, efter en stund).
At jeg i nat har følt det på ny: jeg lever ikke længe.
Sigurd.
Hvor kommer du på sligt? Du er sejg og hærdet.
Eystejn.
Hm. Der er ting, som er for stærke, og dem har der været mange af i den senere tid.
Sigurd (Forfærdet, rejser sig).
Skulde jeg være skyld i - ?
Eystejn (efter en stund).
Engang i nat, jeg sad en stund, kom vor afdøde far ind: "Dette går ikke længer," sagde han; "kom heller du til mig."
Sigurd (som før).
Vor far? Det betyder - ?
Eystejn (dæmpet).
- noget her i brystet, som jeg også før har kjendt. - Ja, nu har du sejret, Sigurd!
Sigurd (dæmpet).
Bror . . . Eystejn . . . forstår jeg dig rigtig?
Eystejn.
Jeg kjender mig rammet der, hvor jeg altid har vidst, at jeg intet tålte. Sligt kan bare ske én gang, - og forbi er forbi. Sejret har du, bror! -
Sigurd (en stund som bedøvet, derpå).
Så være Gud mig arme nådig, jeg er straffet værre end med døden! Dig har jeg elsket højere end alt i verden, nu må jeg sige det; jeg kan ikke være uden dig, så klog og god, som du er, - og så vild og syndig, som jeg er! Jeg trænger dig som råd af min egen sjæl; når du stødte mig tilbage, stødte du mig tilbage fra mig selv! Hver gang jeg rasede mod dig, da var det mod mig selv, jeg rasede, og når jeg har ødelagt dig, så er det mig, mig jeg har ødelagt, - alt, som er magt i mig, vil nu vende sig mod mig selv! - Nej, nu må jeg rejse! Intet i verden kan hjælpe mig over her uden et dådfuldt liv. - Eystejn, bror, jeg kan ikke, jeg tør ikke . . . bede dig om tilgivelse . . . det skriger op af min synd! - Jeg er Kain, den onde Kain; jeg må nu blive landflygtig som han! (Smerten overvælder ham; han sætter sig.)
Eystejn (om en stund).
At jeg ser, dette går til hjærtet, bror, er det første, som på lang tid har gjort mig godt.
Sigurd.
Kunde jeg bede for dig, bror, slig som min sjæl nu nævner det, så tykkes det mig, Vorherre ikke kunde modstå. Men jeg tør ikke; jeg er for uværdig!
Eystejn.
Er der trang i din sjæl til at give bod for, hvad du har brudt, så giv den til dit folk, Sigurd. Ofrer du din krigerhæder for folkets skyld, så gjør du det største, du kan gjøre, (rejser sig) - og tager du mit arbejde på dig, som jeg snart må forlade, - da soner du, hvad du kan have syndet mod mig.
Sigurd (rejser sig).
Nej, ét har jeg alene trang til, og det er at blive venner med dig! - Jeg kan ikke holde af folket, mig selv, noget, før det sker. Jeg véd, jeg har ikke fortjent det, jeg véd, jeg ikke engang kan være så god mod dig efter denne dag, som jeg burde, for jeg råder jo ikke altid over mig selv; men forstøder du mig nu, Eystejn, så rejser jeg straks, eller det er straks forbi, - for jeg holder det ikke ud, - sig mig derfor et godt ord, Eystejn, bror, du skal, - du tør ikke andet, - se på mig!
Eystejn.
Jeg skulde have holdt bedre fast ved dig. Der er noget stort hos dig, - jeg burde ikke have ladet mig gjøre sky; du er i grunden let at styre som et barn.
Sigurd.
Nu har jeg aldrig været så glad - og så sorgfuld!
Eystejn.
Nu tror jeg, at jeg følger dig til dit hus-ting.
Sigurd.
Ja, følg! (Giver hånden.)
Eystejn (tager hans hånd og blir stående taus og ser på ham).
Sigurd.
Hvor meget større du er end jeg, bror!
Eystejn.
Dette er et spørgsmål for børn!
Ingvar af Bøe.
Jeg takker eder alle sammen! I kan tro, jeg blev forundret, da jeg, i stedet for at føres ud for at hænges, blev båret hid på guldstol.
Ånun.
Det kommer deraf, ser du, at den hænges ikke, som skal druknes.
Aslak Hane.
Nej, det kommer deraf, at de, som sad vagt hos dig, nu er gået over til kong Sigurd for at følge ham på et nyt tog.
Ingvar af Bøe.
Ja, jeg hører jo dette.
Aslak.
Hvem vil også være hjemme, når han kan komme ud. Bare de, som ikke véd, hvorledes der er derude. Men jeg, som både har været i England, Jakobsland, Cintra, Al Kassi, Serkland, Sidon, Palæstina, Myklagard -
Ånun.
- gjennem guldporten -
Aslak (standser en stund).
Hvis vi nu kommer did på denne rejse, så skal jeg få dig hængt i den guldporten, så kan du da alle fald sige, du har været der, du også. - Men sagen er den, I skjønner ingen ting, for I har ikke set nogen ting. Véd I nu, for at få noget, som I kan forstå, at al ting der syd på er større end her? Jeg taler nu ikke om byerne og husene, for de er hundre gange større, men græsset der er som småskogen her, køerne, sauerne der er én gang, ja to, tre, fire gange så store som her? Véd I, der er heste, som er født med sadel på?
Flere.
Ha, ha, ha!
Aslak.
Ja, le kun, I hjemfødinger! Hvad siger I om en hest da, som er så stor, at du kan ikke med opstrakt arm nå ham længere end til midten på maven? Og at den har en næse, som sidder ud af trynet på den og er så lang, at den når over hele gulvet her?
Alle.
Ha, ha, ha, ha, ha!
Aslak.
Nu ler dumheden ! Det er bra, I kan blive salige uden at vide sligt; for ellers blev det svært rend mod den andre porten her fra Norge.
Otar Birting.
Du, Aslak! Var hanerne også større der?
Aslak (glad).
Hanerne? - Om de var? - Ja, I véd, jeg holder urimelig på hanerne, der er ingen ting på denne syndige jord, som at få to haner op at slås, - næst efter at slås selv, da! I dag har jeg netop holdt på med to haner, som jeg fik kjøbt udenfor byen, prægtige haner, så ejtrende sinte, - men hanerne der nede! Større, ser I, og med en anden rejsning. Vore går så; men de der nede går så; vore galer så; men de der nede galer så -. (Gjør det efter.)
Alle.
Ha, ha, ha, ha, ha!
Otar.
Hys! Hys! Der kommer høvdingerne!
Vidkun (da han ser Ingvar).
Er du her?
Ingvar (ler).
Ja, vagten er gået over til kong Sigurd og har taget mig med.
Vidkun.
Jo; - her er orden i landet nu!
Aslak.
Så kan den blive bedre, når vi er rejst! Da blir her orden med mug-lugt!
Vidkun.
Ja, hvad udfærden angår, så er det om den, jeg kommer. (Man omringer ham.) Igår tænkte jeg som I, at det var den eneste måden at få kongen frisk på, at få ham ud på et nyt hærtog. Nu har jeg sovet på dette, og jeg tilstår, at jeg nu tænker anderledes. (Man skuffes.)
Vidkun (med bestemthed).
Og jeg vil lægge eder på hjærte de bekymringer, jeg selv har fanget. I véd, at jeg har været med, og det så vidt, at jeg selv slipper at tale om det. Stundum kan rejsehugen og dådslysten fare i mig endnu; men skulde jeg nu forlade mine gårde og alt mit stel for en længere færd, så véd jeg, at det vilde både gå mig og mange, som har troet sig til mig, meget ilde. Og således med det hele land. Norrøna-folket får endelig engang be gynde at tænke over, om det skal blive her i landet eller fare videre. Hidtil har ingen vidst, hvad han skulde tro.
Ånun.
Norrøna-folket blir aldrig anderledes.
Vidkun.
Nej; - skal Harald Hårfagres arbejde slutte på den måden, at en af hans sidste ætlinger på kongestolen (og hvem kan vide, om disse brødre ikke blir de sidste, thi ingen af dem har sønner), at en af hans sidste ætlinger samler folket til udfærd for at vinde nyt rige i syden, da er det sikkerlig forbi med Haralds gamle ætrige, thi da vil alle efter did ned.
Aslak.
Var ikke det også meget likere end at ligge og grave i stenene her og kastes om ude på båre-brydningerne? Dette er just et land at rejse bort fra, dette!
Vidkun.
Å-ja, der er mange steder lettere at leve end her. Men så vidt, som jeg har rejst, har jeg alligevel ikke set folket stærkere eller klogere, - og da må livet her hjemme ikke være så dårligt endda.
Ingvar af Bøe (glad).
Nej, det er sandt!
Aslak.
Hvad er nu dette for noget forbandet noget, at nu skal vi til at være her igjen? Nu var vi jo ferdige til at bryde op?
Sigurd Sigurdson.
Og jeg var den, som først kastede tanken ud. Alligevel må jeg tilstå, at så længe har Vidkun holdt på med mig i dag, at jeg med Gunnar af Lidarende må sige:"Fager er lien, så den aldrig har tyktes mig så skjøn."
Ingvar af Bøe (glad).
Det må jeg også sige, at kunde kongerne være forligte, så var her det dejligste sted i verden!
Aslak.
Å, du vil bare gifte dig, du, så må du ikke tale med!
Ingvar af Bøe.
Der skal nogen til det med!
Vidkun.
Ja, det er, som Ingvar siger: der skal nogen til det med. Nogen til at bryde stenen op og rydde den skrinne jorden, nogen til at bygge, nogen til at øge ætten. Så længe alt det bedste mandskab ligger på udfærd, skal just ikke stort trives her hjemme.
Pål den gamle.
Nej, det er vist; - der sagde du et sandt ord!
Aslak.
Jeg er lige sæl, jeg, sa' hvalen, han satte tilhavs.
Vidkun.
Ja, det er du, men ikke vi. Om end nogle holder med sin konge, og andre med sin, så er vel ingen så ond eller så uvorn, at han ikke skulde glæde sig, om de blev forligte.
De fleste.
Nej, det er sikkert.
Sigurd Sigurdson.
Da skulde det være værdt at være høvding her i landet!
De fleste.
Da skulde her komme gode tider!
Ingvar af Bøe (over de andre).
Hvis kongerne blev forligte, skulde jeg gjøre det løfte -
Aslak.
- at du ikke vilde gifte dig?
Ingvar af Bøe.
Hm! (Alle ler. I det samme høres hyldnings-marschen).
Vidkun.
Nu kommer kong Sigurd!
Kong Eystejn.
I har set os komme tilsammen og kan derfor, som jeg hører, slutte eder til resten! Vi brødre er i dag ved Guds nådige bistand blevne enige om, at vor strid ikke skal komme landet til skade. - -
Et tidsskifte har nået os, og vi bøjer os. Verdens fleste folk har nu sat sig det mål at bygge op sit eget land, heller end at hærje andres. Vi får skynde os at følge med; vort land er hårdt i sig selv, og her er lidet gjort.
Så være da dette hus-ting, kaldt sammen til at beslutte udfærd og kamp, vendt om til at beslutte hjæmmefærd og arbejde. - Eders hilsen tager jeg for samtykke. (Sætter sig.)
De fleste.
Ja, Ja, Ja!
Kong Sigurd.
Dette vil jeg kun føje til min brors tale, at meget kan være sagt og gjort igår, som ingen vil mindes i dag; men aldrig skal jeg dog glemme, hvad min bror har gjort for landet, - og hvad han i dag har gjort for mig! Mere kan jeg ikke sige. (Sætter sig, læner hovedet i sin hånd.)
Pål den gamle (har siddet længst fremme, rejser sig nu).
Jeg tror at sige, hvad mesteparten af folket vil sande, at dette vil slægt efter slægt takke eder for. (De fleste livlig: ja! ja! ja!) Det er et fagert land, forfædrene har fundet og ryddet for os; måtte vi fare fagert med arven og aldrig skamme os ved den! Og måtte vi have lidt mere kjærlighed til hverandre, end vi hidtil har haft; dette er det sidste, jeg vil bede Gud om. (Går hen igjen og sætter sig.)
Ivar Ingemundson (træder frem).
Herrer konger, jeg har et kvad at fremsige, om I vilde værdiges at høre.
Eystejn.
Vent lidt, det tykkes mig, som ser jeg et åsyn her, jeg ikke ventede at træffe. Ingvar af Bøe, hvorledes er du kommen hid?
Ingvar af Bøe (træder frem).
Eders mænd slap mig ud, herre konge!
Eystejn.
Har du, bror, givet befaling til dette?
Sigurd.
Så lidt, at jeg giver ham ganske hen under din dom.
Eystejn.
Så kom her og tag den! (Ingvar kommer og knæler for ham.) Jeg dømmer dig til at betale mandsbod for den dræbte og til straks at begive dig i fangenskab igjen. Men Ågot, min unge frænke, sige dig, hvor det skal være; hun lægge også lænkerne på! (Forover mod ham og dæmpet.) Ikke enhver, som elsker, skal i dag føle sig ulykkelig.
Otar.
Der er hun!
Alle.
Kom frem igjen! Kom frem igjen! -
Alle (klapper i hænderne til hende og råber).
Til lykke! Til lykke! Til lykke! (Hun vinker og smiler.)
Eystejn.
Kom så med dit kvad, min tro Ivar!
Ivar.
Den, som har drømt udfærd og dåd, sænker ej sejl uden med sorg. Den, som har øvet storværk i ungdom, fanger let mismod i dådløs manddom.
Rydde sit land, rejse sit folk, kalder du det dådløst og fejgt? Bygge for slægter blivende storværk høvdinger er det evig til hæder!
Op da, mit folk! Kongerne følg ikke til krig, men til dit kald, større end fædres fordum på valen: slægternes lykke bærer din lovsang!
Vidkun.
Godt sagt, Ivar; men kom nu med kongekvadet!
Ivar.
Hil jer, skud af Harald-stammen, hil jer, bolde konge-brødre; en med fredens fagre vinding, en med kampens sejers-krone! Norges fortid, Norges fremtid i de tvendes håndtag træffes.(Alle gjentager det.)(Tæppet falder.)
Note 1:
Derunder har han en pragtfuld klædning, ligesom alle Sigurds mænd bære sine klæder, og en overflod af guldsmykker.
[tilbake]
Note 2:
Ivar Ingemundson taler bestandig stille og jævnmodig
[tilbake]