Redaktøren

Skuespil i fire handlinger.

Bjørnstjerne Bjørnson

Kolofon

Første gang utgitt i 1875
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

De handlende.

Handlingens sted: Norge.

Første akt

Første møde.

Gertrud (rejser sig).

Evje.
Bliv her, man åbner nok.

Fruen.
Men hvor er John i dag?

Ingeborg.
Jeg skal - (går).

Harald Rejn (ses hænge sit rejse-tøj af i gangen, kommer, fulgt af Ingeborg).

God morgen!

Evje og Fruen.
God morgen! (Harald tar bægge i hånden).

Harald (til Gertrud, som sidder til højre).
God morgen, Gertrud! Jeg kommer lidt sent i dag?

Gertrud (har taget hans hånd og ser kærligt på ham, men tier).

Fruen.
Ja; du har nok gåt en lang morgen-tur, skønt vejret ikke er det beste.

Harald.
Nej, vi får vist en stærk tåge ud på eftermiddagen.

Evje.
I dag har du drukket kaffe, før du gik ud?

Harald.
Jeg har det, ja. (Ingeborg er just kommen med en kop). Nej tak! - Jeg sætter mig her så længe. (på sofaen bag Gertrud).

Fruen.
Hvorledes har din bror det?

Harald.
Tak, lidt bedre i dag; - men det vil jo intet sige.

Evje.
Kommer eders ældste bror in til ham?

Harald.
Ja; vi vænter ham hver dag. Sansynligvis har han sin hustru med, og derfor drøjer det noget; hun kan ikke godt slippe fra.

Fruen.
Halvdan taler så ofte om sin svigerinne.

Harald.
Ja, hun er vist den beste ven, han har.

Evje.
Så er det intet under, hun vil sige ham farvæl. - Har du ellers læst, hvorledes bladet siger ham farvæl i dag?

Harald.
Ja, jeg har læst det.

Fruen (hastigt).
Halvdan har vel ikke læst det?

Harald (smilende).
Nej; nu er det længe siden, Halvdan læste aviser. (Stilhed).

Evje.
Så har du da også læst, hvad der står om dig?

Harald.
Naturligvis.

Fruen.
Ja, - dette er det værste, som ænnu er skrevet om dig.

Harald.
Nu; - jeg skal jo også have mit vælger-møde i kvæl.

Evje.
Men os har det jo forstæmt, kan du skønne.

Fruen.
Vi vågner hver dag for at få al denne styghed in i huset. Det er en dejlig morgen-tanke at begynne sit dagværk med.

Harald.
Er det da så nødvendigt for den nuværende dannelse at begynne sin dag med sådan læsning?

Fruen.
Et blad må man jo have.

Evje.
Og de fleste læser dette. Det kan jo heller ikke nægtes, at der står meget sant deri, - skønt tonen billiger ingen.

Harald (rejser sig).
Ja, ja, ja, ja, ja! - (bøjer sig over Gertrud). Gertrud, har du læst det?

Gertrud (uden at se på ham, sidder lidt; siger sagte)
Ja.

Harald (for sig).
Nu, sådan! (Han går fræm).

Evje.
Her har været lidt af en scene, skønner du.

Harald (gående).
Jeg kan forstå det, ja.

Evje.
Jeg gentager mit: det skrives om dig, og det går ud over os.

Fruen.
Og især over henne.

Gertrud.
Nej, det vil jeg ikke, at der i denne sag skal tages noget hænsyn til mig. - Det er heller ikke det, som står, der gør mig ondt - (stanser).

Harald (som er kommen til henne).
Men det er, hvad dine forældre føler derved? - (Taushed.)

Evje (lægger fra sig).
Tak for mad! - (Alle rejser sig). Vælbekomme!

Fruen (begynner straks at hjælpe Ingeborg med at tage af bordet. Ingeborg bærer ud).
Kunde du ikke lade være med den politiken, Harald?

Evje (efter at have fulgt Gertrud med øjnene).
Vi kan jo ikke nægte, at det gør os ondt, at vort stille hus på vore gamle dage skal drages in i al denne trætte og styggedom.

Fruen (som just ringer efter Ingeborg for at bære bordet til højre ved døren).

Du trænger da ikke heller til det, Harald! Du er jo en fullkommen uafhængig mand.

Evje (til fruen).
Lad ikke Ingeborg høre det! - Kom, vi vil gå in. (vil gå).

Fruen (idet Harald og Ingeborg bærer bordet).
Du glæmmer, at der står åbent. Her er lagt i, for at vi kan blive her.

Evje.
Væl; så sætter vi os! (sætter sig foran kaminen). Vil du ha' en cigar?

Harald.
Nej, tak.

Evje (tar selv en og tænder; Ingeborg går).
Som mor sa' i sta': kunde du ikke slutte med den politiken, Harald? Du, som både har talent og formue, behøver ikke at stå opråd for et annet livs-kald.

Harald (som har sat sig i sofaen).
Har jeg talent, så er det for politik, - og så sætter jeg min formue in på den.

Evje.
Hvad agter du at opnå?

Harald.
Hvad alle, som tror på en sag, tænker at opnå, næmlig at få den fræm.

Evje.
Og selv blive statsråd på den?

Harald.
Nu ja; kan jeg ikke på annen måde; - men det tænker jeg dog nok.

Evje.
Stortingsmand blir du jo ikke mere.

Harald.
Det får nu vise sig.

Evje.
Men hvis du ikke i morgen blir genvalgt?

Harald.
Så må jeg virke på annen måde.

Evje.
Bestandig for det samme?

Harald.
Bestandig for det samme.

Evje (sukker).

Fruen (som har funnet et sy-tøj og har sat sig på siden af kaminen).
Ak, den politiken!

Harald.
Nu er det den en stun, som har det første ord.

Evje.
Vi tror ikke at kunne øve nogen inflydelse på dig. Men det er dog mueligt, at du ikke selv har overvejet, i hvilken skæv stilling du bringer os allesammen.

Fruen.
Sig, hvad du mener, min væn: - han gør os rent ulykkelige, gør han!

Harald (rejser sig og går op og ned langs højre side).
Nu væl, jeg har et forslag; og det er, at I kommer udenfor alt ved at Gertrud straks blir min hustru. I dag igæn har min bror ønsket, at vi måtte blive viede foran hans sæng; ti så fik også han være med. Jeg behøver væl ikke at lægge til, hvor kært det vilde være mig.

Evje.
Men ænten hun er hjæmme eller hos dig, så er jo forældrenes smærte lige stor, hvær gang deres børn forfølges.

Fruen.
Det kan du da tænke dig!

Harald.
Men hvad siger I til min brors bøn, - vist nok den siste, han - (stanser).

Evje (efter lidt).
Den er smuk som alt, han ønsker. Intet skulde være os kærere; men vi forældre finner ikke, at du kan gøre vor datter lykkelig, så længe du står i politiken og på det stade, du nu har inne.

Harald (også efter en betænkning, hvorved han er ophørt at gå).
Det vil sige, at I tænker på et opslag?

Evje (hurtig seende sig om).
Langt fra!

Fruen (ligeså og samtidig).
Hvor kan du sige sådant?

Evje (atter vænt til kaminen).
Vi har i dag talt med Gertrud, om det ikke var mueligt at få dig til at vælge dig en annen livs-bane.

Fruen.
Du forstår nu, hvorfor du fant Gertrud forstæmt. Men hør nu du, som hun, på os i vænlighed.

Evje (rejser sig, står med ryggen mod kaminen).
Det første, jeg gør om morgenen, er at læse min avis. Du ved, hvad der stod i dag, - det samme, som nu står hvær dag.

Fruen.
Nej, som i dag har det dog aldrig været.

Harald (som atter går).
Valget står for døren!

Evje.
Væl; - det gør os forældre lige ondt, ænten det er før eller efter valget. Vi er ikke vant til at omgås nogen, hvis papirer ikke er prima. Og nu er vor egen svigersøns gjort tvilsomme. (Da Harald stanser). Forstå mig rigtig: prima kaller vi de papirer, som ikke alene er, men også holdes for at være prima. (Harald går igæn). Det annet, jeg gør om morgenen, er at åbne mine breve. Blant disse var adskillige fra inbudne til det sælskab, vi vilde holde, - at sige, hvis din broders sygdom ikke tog nogen brat vænding. Ikke færre end ti undslår sig for at komme, de fleste med påskud, nogle med lidt mere; men én af dem taler rent ud, og hans brev har jeg her. (Finner det fræm). Jeg har gæmt det af for dig. Det er fra afdøde fars gamle væn, biskoppen. Jeg har ingen briller hos mig . . . At jeg kan lægge igæn mine briller, beviser best, hvorledes jeg er stæmt. Jeg tror ikke, det har hænt på . . . Læs det! Læs det højt!

Harald (tar det).
"Da De er søn af min kære afdøde væn, må "De høre sanheden af mig, beste Hr. Evje! Jeg tør ikke "gærne komme i Deres hus, når jeg der kan møde per"soner, som hører huset til, men som jeg ikke kan give min "fulle agtelse." (Fra nu af står Harald i forgrunnen).

Fruen (hæn til Harald).
Hvad tror du, min væn, vi må føle ved sådant.

Evje (på den andre siden).
Jeg håber, du finner, at vi desuagtet giver dig den fulle agtelse. Vi beder kun om, at du sikrer os vor datters lykke. Du kan gøre det med et eneste ord. (går opover).

Fruen.
Vi ved, hvad du er, hvad så mænneskene siger, selv om de ere biskopper. Men så skal du til gengæld også tro på os. Og nu råder vi dig: slut! Gift dig straks, rejs ud med din unge hustru, - og når du kommer igæn, har folk fåt annet at tale om, - og du tar dig også noget annet for.

Evje (kommer igæn).
Du må ikke misforstå os. Det er ingen tvang. Vi opstiller intet valg. Vil du gifte dig, så kan du det, uden at du behøver at skifte livs-mål for vor skyld. Vi vil kun have sagt, at dette vilde gøre os ondt, meget ondt.

Fruen.
Ønsker du at tænke på det, eller at tale med Gertrud om det, eller med din bror, så gør det!

Evje.
Hvad er det, mit barn?

Gertrud.
Å, det er -

Fruen.
Det er bestæmt bladet, din morfar har bedt om det.

Evje.
Hvorfor skal nu han læse det?

Fruen.
Han vilde også have mig til at bringe det. Han forstår godt, hvad der gjorde os alle modfalne.

Evje.
Men du kan jo sige ham . . . nej, det går ikke an.

Fruen (til Gertrud).
Du har vel alt måttet tilstå ham, hvad det er?

Gertrud (idet hun vil skjule en fræmbrydende bevægelse).
Ja. (finner bladet og går).

Fruen (da hun er ude).
Stakkars barn!

Evje.
Hvad hun nu bringer in der - om dig og om din bror -, bør det ikke være dig et var-tegn? Jeg siger, som jeg føler det. Din bror har vist havt min begavelse mange gange, og skønt det er sant, hvad bladet klager over, at af alt, han har arbejdet for, har intet nåd til at blive virkelighed, så har han kanske alligevel gjort mere æn både jeg og de, som samtidig med mig har bragt vor by i opkomst. Jeg føler det uden at kunne pege på det. Men se nu hans eftermæle. Hele den dannede del vil sige, som bladet i dag, - og i morgen vil han være glæmt; næppe at historien vil finne ham; ti den finner kun de store førere. Hvad er det så? Hverken nutid eller eftertid, men døden er det, først som sist. Han dør nu stykkevis af den forfærdeligste forfølgelse; og en bevægelse i nogle enkelte kan ikke kalles en eftertid.(Harald vil tale, men opgiver det). Vil du bringe det videre? Du er stærkere? Væl; kanske holder du ud, til andre tider kommer med andre meninger. Men du har en ved din side, som ikke holder det ud. Gertrud er ikke stærk . . . Gertrud vil ikke kunne bære dette; ti allerede nu . . . (stanser bevæget og går opover).

Fruen.
Hun skjuler det for dig. Men for os kan hun ikke. Og desuden har vi en væn, . . . vor kære doktor . . ænnu i går sagde han: - (bevæges og stanser).

Evje (kommer igæn).
Vi har ikke sagt dig, at han også før har varskod os, . . . vi tænkte heller ikke, det var så farligt, eller at det havde sammenhæng med dette . . . Men i går gjorde han os bange . . . i går sagde han . . . Ja, du kan jo spørge ham selv. Han kommer her straks. (går opover).

Harald (forsøger at skænke og drikke et glas vand, men sætter det fra sig uden at have drukket).

Fruen (går til ham).
Jeg har så ondt af dig! Kære Harald! Nætop i denne tid, da din mageløse bror ligger for døden, og du selv forfølges, nu også dette!

Evje (kommer).
Men det må være dig et varsko! Enkelte øjeblikke ere valg-øjeblikke for hele livet.

Fruen.
Og tro nu lidt på os!

Evje.
Men hvor blir dog John af i dag? Nu ringer det annen gang.

Fruen.
En af jænterne åbner, hører jeg.

Evje.
Det er formodentlig doktoren.

Fruen.
Ja, det er ham; jeg kænner hans ringning.

Evje.
Kom in!

Annet møde.

Doktoren.
God dag! (sætter hatten og stokken fra sig, men beholder yderfrakken på). Nu; - jeg hører, John atter har været på spil? Slyngelen ligger.

Evje og Fruen.
Ligger han?

Doktoren.
Kom hjæm kl. 4 og full; syg i dag; Ingeborg bad mig se til ham.

Evje.
Væl; - så skal det også straks have en ænde.

Fruen.
Ja, din overbærenhed med John har jeg aldrig forståt.

Evje.
Fem år i huset, - og så den skandale at jage sine tjenere.

Fruen.
Men denne skandale er dog større.

Evje.
Væl; - han skal bort ænnu i dag -

Doktoren (hilser Harald).
God dag, Rejn! - A - ha, jeg for står . . Jeg har nok kommet ubelejligt med min klage over John; her var alvorligere ting oppe.

Fruen.
Ja; vi har alt havt fore, hvad vi kom overens om i går.

Doktoren.
De får undskylde, kære Rejn, at jeg i går sa' mine gamle vænner full besked. Hun der (viser på fruen) har jo været min lege-kammerat, Evje og jeg vænner fra ungdommen af gennem henne. Vi taler altså fullt ud med hværandre. - Og Gertruds tilstand foruroliger mig.

Harald (nærmere doktoren).
Hvorfor har De ikke sagt mig dette før?

Doktoren.
Det ved Vorherre, at jeg oftere har slåt på det til forældrene, at hun ikke var væl; men de har just trod, at hennes kærlighed til Dem har oprætholt henne. De er nu engang hænsynenes folk, de kære to; de turde ikke gribe in.

Harald.
Denne hænsynsfullhed, som jeg påskønner, og som jeg bestandig takker for i denne tid, - den er med én gang blet tyngre æn åbenbar modstand. Den gør til pligt, hvad jeg ellers vilde have følt som urætmæssig tvang.

Min stilling er nu sådan, at jeg hværken kan fræm eller tilbage. Efter en medfart som den, jeg har lidt, kan jeg dog ikke drage mig tilbage lige før valget, - og efter valget er det for sent.

På den andre siden - (bevæget) jeg kan ikke, jeg tør ikke gå længer, når det skulde koste - (afbryder sig selv).

Evje (står atter ved kaminen).
Nu, nu! Tag dig tid, kære væn, og tal med henne og med din bror.

Doktoren (har sat sig på en stol til vænstre og sidder som for sig selv).
Jeg kommer just fra Deres bror. En mærkværdig mand. Men ved De, hvad der falt mig in, mens jeg sad der? Han dør af, at han er et mænneske. Til politiken nu til dags dur alene de, hvori alting er blevet forhærdet (ser til vænstre, rejser sig).

Ja, se her! Her ligger et smukt eksemplar af en forstening. Det er et stykke palme-blad af den amerikanske art; den er funnet aftrykt i Spitsbergens sten-lag. Jeg har selv skænket eder eksemplaret, så jeg kænner det. Sådan må man blive for at holde is-stormene ud! Da gør de ingen skade.

Men Deres bror: - i ham levede ænnu hele den susende, syngende palme-skog; over ham kom vejr-skiftet for tidligt.

Nu står det tilbage for Dem at prøve (går hen til Harald, som atter sidder på sofaen). Kan De få al mænneskelighed i Dem rigtig dræbt? Kan De blive rigtig til gagns stendød, så holder De det nok ud. Men vil De for denne pris blive politiker? Vil De -, godt, så må De også få mænneskeligheden dræbt i henne, i disse to her, i alle, som har Dem kær; for ellers kan man ikke forstå Dem og følge Dem. Kan De ikke dette, så blir De bare en fusker i politiken, en kvart, en ottendedels, - og det hele, som livskal betragtet, ynkeligt.

Fruen (som har været beskæftiget i baggrunnen og nu tager sin plas ved kaminen).
Dette er sant! Jeg kænner sådanne forsteninger, - og Gud bevare mines hjærter!

Evje (kommer fræm).
Jeg vil ikke sige dig noget ubehageligt, og allerminst nu. Men jeg vil også være med at advare dig; ti jeg tror at have opdaget, at du kan forhærdes af forfølgelse.

Harald.
Ja, - var det alene politiken, som innesluttede denne fare -

Doktoren (som har været hos fruen).
Sant nok! Det er jo alles ordtag nu til dags: "man må hærdes!" Ikke alene officererne skal hærdes, lægerne hærdes, men også købmændene skal hærdes, æmbedsmændene hærdes eller tørkes, - og alle de andre hærdes for livet, som det hedder. Men hvad vil det sige? Vi skal fordrive eller fordampe hjærtets varme, fantasiens længsel. Der er et barn i vor sjæl, evigt ungt, fullt af leg og gråd, det er dette, vi skal have dræbt, "før vi duer for livet," som det hedder. Nej, siger jeg, det er dette, som skal bevares; derfor har vi fåt det!

Fruen.
Enhvær, som er mor og hustru, føler det.

Evje (som før, med ryggen til kaminen).
Er det romantikens tids-alder, du vil have tilbage?

Doktoren (gående mellem dem; ler).
Ikke dens vilfarelser; ti urene sind fødte den gang meget urent. (alvorlig). Men hvad var den i det store taget annet æn en voldsom germanisk in sigelse mod den romanske ånd og skole, - udmærkede; men ikke vore? For os er denne skole en tør forstandsskole, hvori former og atter former inøves i en for det germaniske barn for tidlig alder, - og så blev ånden derefter: kritisk og tør. Men disse skoler er ænnu den dag i dag vore eneste, og vi har skade i dem! De byder ikke stof for hjærte og fantasi, de bygger ikke tro og dådslængsel. Se på vort liv! Er vort liv i sanhed vort eget?

Fruen.
Nej. Læg mærke til vort sprog, vor smag, vore sælskaber, vore -

Doktoren (afbrydende).
- Dette er det udvortes, bare det udvortes! Nej, se på det invortes . . . ja, se på en livs-opfatning, som vi omtalte, ropet på hærding: - er den vor? Kan vi med al vor flid drive det så langt heri som f. e. en ægte Pariser-journalist: at blive en blank stål-stang med to spidser, en penne-spids og en kårde-spids? Vi kan det ikke; det germaniske sind dur ikke til det.

Evje.
Å, vi er ganske godt på vej. Læg mærke til den hjærteløse politiske ufordragelighed hos os; den giver snart de andres intet efter.

Harald.
Enhvær modstander er jo enten en ærgærrig skurk, eller en halv-gal, eller en dumrian.

Doktoren (ler).
Ja, og her hos os i Norden, i vore ganske små samfun, hvor alle fiender mødes på samme barber-stue, her føles det, som gik og skar man hværandre med kniver! (Alvorlig). Man kan le ad det; men kunde vi lægge sammen alt det, som familjerne og de enkelte lider derved, lægge det sammen i en synbar sum, - vi vilde nok fristes til at tro, at friheden er given os til forbannelse! - Ti det er dog en forbannelse, at den ødelægger mænneskeligheden i os og gør os onde og stygge mod hværandre.

Harald (rejser sig; men blir stående stille).
Men, beste venner, når I er enige i dette, og jeg med eder, - hvad er da det næste?

Doktoren.
Det næste?

Harald.
Naturligvis at ene sig om at få en ænde på det.

Fruen (ved arbejdet).
Hvad kan vi gøre?

Evje (foran kaminen).
Jeg er ingen politiker, og vil ingen blive.

Doktoren (leende, idet han sætter sig; men denne gang med stol-ryggen foran sig).
Nej, en politiker, d. v. s. en trykt brugsanvisning omkring et princip. - Jeg vil nok heller få lov til at være et mænneske.

Harald (stille som før).
Ingen kan med rætte forlange af jer, at I skal blive det, hvortil I ikke føler kal.

Doktoren.
Det skulde jeg tro.

Harald.
Men det kan ganske vist forlanges, at I ikke hjælper den tilstand, I afskyr.

Alle.
Vi!

Harald.
Dette blad, som er den ydre årsag til alt, vi have talt om i dag, - det holder I.

Evje.
Du holder det jo selv.

Harald.
Nej. Hvær gang det har noget ondt om mig eller mine, sendes det mig anonymt.

Doktoren (ler).
Jeg holder det ikke; jeg læser det hos min portner.

Harald.
Dette har jeg hørt Dem sige én gang før. Jeg spurte tilfældig portneren, og han sagde, at han læste det ikke, - og han betalte det heller ikke.

Doktoren (som før).
Da gad jeg vide, hvem som betaler det.

Evje.
Bladet er uundværligt for forrætnings-mænd.

Harald.
En eneste stor forrætnings-mand, æn sige to eller ti, kan stifte et blad, der inneholder én gang til så meget for dem.

Evje.
Det er sant. Men når vi nu i grunnen hører til bladets parti?

Harald.
Jeg modtager hjælp af enhvær, som i en offentlig sag vil det samme som jeg. Gud får dømme ham, ikke jeg. Men jeg hjælper ham ikke i en ond og ugudelig gærning.

Doktoren.
Trrrrrrrr!

Harald.
Enhvær, som holder eller skriver i eller skaffer oplysning til et blad, som er ondt, han yder det onde hjælp. Enhvær, som fræmdeles har vænlig omgang med den mand, der ødelægger vor offentlige moral, yder ham hjælp.

Doktoren (rejser sig og vænder sig).
Kommer han ænnu her i huset? (Taushed).

Evje.
Han er min skole-kammerat, - og jeg hæver nødig et gammelt kænskab.

Fruen.
Han er også meget morsom, - skønt jeg kan ikke nægte, at han er ond.

Doktoren (sætter sig igæn, nynnende).

Harald.
Så er der én ting til. I klager, og da især doktoren, med væltalende ord -

Doktoren (ler).
- Tak! -

Harald.
- over en politik, som i sit væsen ikke er vor, og som hærjer vor gode mænneskelighed. I føler ikke kal til at virke for at få den bort; men hvorfor vil I da hindre den, som dertil føler kal? I klager over det, som er, og understøtter det, og forener eder mod den, som vil bekæmpe det.

Doktoren (vændende hovedet).
Det er nok vi, Evje, som blir de anklagede?

Harald.
Den anklagede er jeg. Der blev sagt mig for en stun siden, at jeg stod på vejen til at forhærdes; jeg måtte slutte. Også for min bruds skyld måtte jeg gøre det; ti hun tålte ikke at dele min kamp. Og dette i den tungeste tid i mit liv. Derfor bragtes jeg også til at vakle. Men nu vænder jeg mig om; ti nu har I oplyst mig! -

Fruen (farer op).
Der er han!

Tredje møde.

Redaktøren (med hat på, som han først tar af efter at være kommen længer fræm).
God dag! Hvordan lever I, børn?

Fruen (som atter sætter sig).
Jeg hørte det ikke ringe.

Redaktøren.
Det tror jeg nok; jeg kom bagvejen. - Jeg overraskede jer, hvad? I en samtale om mig, hvad? (ler).

Evje.
Du har i alle fal givet stof nok i dag.

Redaktøren.
Har jeg ikke? Sådant af sine beste vænner?

Evje.
Det er sant.

Redaktøren.
Af sine skole-kammerater, sine naboer, - det oprører din moderate natur, hvad?

Evje.
Af min moderation roser jeg mig.

Redaktøren.
Som af dit brænnevin!

Evje.
Begynner du nu igæn på den vise?

Redaktøren.
God dag, doktor! Har De allerede holt en smuk tale i dag? - Om bladet? Mænneskeligheden? Romanismen? Katolicismen? Hvad? (ler).

Doktoren (leende).
Der er nok en af os to, som har holt en smuk tale i dag?

Redaktøren.
Nej, jeg holt min tale i går! - Hvordan lever Deres portner?

Doktoren (ler).
Han lever, skam, godt.

Redaktøren.
Der har jeg en god abonnent, ikke sant? (doktoren ler). Nu, frue, jeg kan hilse Dem fra Deres tjener, hr. John!

Fruen.
Så? Det er mere, æn jeg kan.

Redaktøren.
Ja, for han ligger ænnu. Derfor kom jeg bagvejen, for at spørge til hans befinnende.

Fruen.
Men hvorledes -?

Redaktøren.
Hvorledes han har det efter i går -?

Fruen.
De ved da også alt! Vi visste ikke engang, at han var ude i går.

Redaktøren.
Det er også det nyeste nyt! Han har optråd som taler, full naturligvis, i hin forening, som er stiftet af husets svigersøn. Og der holt han en glimrende tale - alle, som taler i den forening, taler næmlig glimrende! Det var om progressiv skat, om arbejds-procenter, om arbejdere som Nationalforsamlingens naturlige flertal o. s. v., o. s. v., af den socialistiske sur-dejg. - Man ser, at det gode sælskab smitter!

Evje.
Væl; - jeg jager ham ænnu i dag.

Redaktøren.
Men det stæmmer ikke med din moderate natur, Evje!

Evje.
Dette er skandale.

Redaktøren (til Evje).
Men ikke den værste; ti vil du undgå den, må du jage flere. (ser flygtigt på husets svigersøn).

Evje.
Du er nok gåt ud for at få strid i dag?

Redaktøren.
Ja, med din moderation.

Evje.
Den burde du eje lidt af.

Redaktøren.
Brænnevin og moderation, du - hvad?

Evje.
Å, hold engang op med de drængestreger! - Jeg ser ikke annet, æn at brænnevinet fra mit brænneri smager dig udmærket! -

Doktoren (afværgende).
Når De er i det ærte-lune, er der altid en skjult ærgrelse bag. Ryk ud med den! Jeg er doktor, ser De; jeg vil have fat i sygdommens grun!

Redaktøren.
De var næppe ved sygdommens grun, den gang De sagde, jænten havde kolera, mens hun alene var - (ler).

Doktoren (ler).
Skal jeg nu igæn høre den historie! Fejle kan vi jo alle, - selv De, min far!

Redaktøren.
Ganske vist. Men for at undgå en fejl denne gang (kræmter), vilde jeg først forhøre mig, -

Doktoren.
- A-ha, der kommer det! -

Redaktøren.
- om I har noget imod, at jeg sætter John i avisen?

Fruen.
Hvad kommer John os ved?

Redaktøren.
Lige så meget som foreningen, hvori han optrådde; (kræmter) - den hører til familje-institutionerne!

Evje.
Jeg har lige så lidt skabt John som hin forening.

Redaktøren.
Husets sviger-søn har skabt foreningen, foreningen har skabt John.

Doktoren.
Eller vi kan tage det omvænt: John er Evjes tjener, John har optråd i foreningen, foreningen er Evjes.

Redaktøren.
Eller således: "John, hr. konsul Evjes tjener, optrådde derefter - som han ytrede - i den forening, hans principals sviger-søn "havde givet sig den ære at stifte!""

Fruen.
De vil dog væl aldrig skrive det?

Redaktøren (ler).
Det var Johns egne ord.

Evje.
Hvad et fullt mænneske siger, kommer naturligvis ikke i avisen. (til fruen). Forstår du ikke, han spøger?

Redaktøren (kræmter).
Det er allerede sat.

Doktoren.
Spøg, spøg, spøg!

Redaktøren.
Optrinnet har givet en anonym tilstedeværende lejlighed til et meget morsomt opsæt.

Evje.
Jeg vil dog håbe -

Doktoren (til Evje).
Å, bare ærteri! Du kænner ham.

Redaktøren.
Der står: "De, som middelbart understøtter en så farlig fræmtoning, må finne sig i at blotstilles." Jeg er enig deri.

Fruen (rejser sig).
Hvad mener De? Mener De, at Evje -?

Redaktøren.
En smule skræk-regimente er nu ikke af vejen!

Evje.
Skal det sigte til os, det, du der siger, - ænten det nu er alvor eller spøg?

Doktoren.
Skræmme-skud; det er jo ikke den første gang!

Evje.
Ja, men hvad skal jeg skræmmes ifra? Jeg går ikke i foreningen.

Redaktøren.
Men de, som går i foreningen, går hos dig. Du får være dig dit eget sælskab bekænt.

Fruen (kommer fræm).
Jeg begynner så sannelig at tro, at dette er alvor!

Redaktøren.
Til spøg er det for grovt, mener De?

Evje (kommer fræm).
Skulde det virkelig være alvor, at du vil sætte John op som min tjener -?

Redaktøren.
Er han ikke det?

Evje.
Og det kommer i avisen, så alle mænnesker kan læse det?

Redaktøren.
Nej; - bare de, som læser avisen.

Evje.
Og det kommer du her for at sige os?

Redaktøren.
Skulde jeg gøre det uden at sige det?

Fruen.
Ja, men det er jo uforskammet -

Redaktøren.
Ja vist er det det.

Evje.
Er det din mening at ville bryde med mig?

Redaktøren.
Naturligvis!

Fruen.
Men Deres skole-kammerat, Deres tro væn gennem alle omskiftelser - det er slæt!

Redaktøren.
Nå, så det var, for at jeg skulde tie, han var min væn!

Fruen.
Så bærer man sig ikke ad mod sine vænner!

Redaktøren (bestandig tørt).
Mod min egen bror, hvis han kommer i vejen!

Harald (for sig).
Nej, dette er for oprørende! (styrter fræm). Går Deres had til mig virkelig så vidt, at De for min skyld må forfølge mine tilkommende sviger-forældre, Deres gamle vænner?

Redaktøren (som, straks Harald kom, så bort til doktoren, der er kommen styrtende fra den andre siden).
Har De hørt, hvilke trommeslag der går for at få folk til vælger-mødet i kvæl? De politiske fest-talers siste par force i bengalsk ild! (ler).

Fruen (nærmere).
Nej, De slipper ikke bort gennem nye udfal. Er det virkelig Deres mening at sætte min mand i avisen?

Redaktøren.
Han sætter sig der selv.

Evje (nærmere).
Jeg, som alle mine dage har holt mig uden for alle partier!

Doktoren.
Hvad har Evje med Rejns politik?

Redaktøren.
Han godkænner den!

Fruen.
Nej, og tusen gange nej!

Evje.
Det er ikke længer siden æn i dag -

Doktoren.
Jeg er vidne!

Redaktøren.
Forsikringer har vi nok af!

Evje.
Men forsikringer skal du tro!

Redaktøren.
Bah! - du skal i morgen se mere! -

Evje.
Mere ænnu?

Fruen.
Mod Evje?

Redaktøren.
- hin børs-kommissær-skandale. Der har længe nok ligget ikke mindre æn tre insente artikler om den.

Evje (kan næsten ikke styre sig).
Skal det vrøvl i avisen? Børsens mest agtede mænd -?

Fruen.
- dens kommissærer -!

Redaktøren.
De er kun agtede, så længe de agter sig selv. Når deres formand inleder forbindelser, som oprører den offentlige mening, må hele lauget føle, hvem de sidder i sælskab med!

Doktoren (ler).
Altså for hr. Rejns skyld skal Evje fræm, og for Evjes skyld børs-kommissionen, - tilsist kommer turen til mig!

Redaktøren.
Den skal komme!

Doktoren.
Se så!

Redaktøren.
De insente opsæt er alle af meget agtede mænd. Dette viser, at den offentlige mening har vænt sig; den offentlige mening må lydes! (slår ud med hånden).

Evje (forknyt).
Jeg har også på mere æn én ting mærket, at stæmningen - (ser sig om, stanser. I fortrolighed). Men i en sådan tid tænkte jeg just at have hjælp af dig, min væn. Derfor tog jeg mig det ikke så nær.

Redaktøren (til Evje).
Men det er jo du, som nu træder op imod mig?

Evje.
Jeg?

Fruen.
Evje?

Redaktøren.
Og desuden: jeg har intet valg! Som du har redet, får du ligge!

Evje (atter opirret).
Men føler du virkelig ikke selv det oprørende i en sådan adfærd mod en gammel væn?

Redaktøren.
Gammel væn, skole-kammerat, nabo, - kom med hele leksen!

Fruen.
Ja, De fortjente ikke at være nogen af delene!

Redaktøren (ler).

Fruen.
Hvorledes har De i dag skrevet om den døende Halvdan Rejn? - Således skriver kun den, som . . . den, som . . .

Redaktøren.
Nu? den, som?

Fruen.
Som ikke ejer gnist af hjærte.

Redaktøren.
He, he, he, slægts-hjærte! familje! Sanheden, beste fruen, har ingen slægt! den bøjes ikke af en "døende".

Fruen.
Jo, foran en, som lider, har enhvær bra karl hænsyn, og foran døden tier selv den slætte!

Redaktøren.
"Lidende", "døende", - naturligvis "martyr"! Jo, vi kænner historien!

Harald (fræm).
Nej, De er dog en - person, som jeg ikke vil nedlade mig til at tilrættevise! (går).

Redaktøren (som straks så til en anden side).
Denne offentlige iscenesætning af den "døende", som en beregnende bror har tilladt sig, er naturligvis det oprørende ved historien. Men jeg skal rive masken til side (slår ud).

Doktoren (efter ham).
Hør nu, hør nu; vi er jo dog dannede mænnesker! Om nu også hr. Rejn har ladet sig hænrive til at omtale sin døende bror ved en offentlig lejlighed, jeg vil ikke sige, at jeg billiger det, - så er dog dette undskyldeligt og -

Harald (fræm).
Nej, må jeg frabede mig et forsvar!

Doktoren (for sig).
Den ene er lige så gal som den andre. (Efter redaktøren). Men hvad har dette med Evje at bestille, som overhovedet hele denne Rejnske sag -?

Evje (efter redaktøren i stor iver).
Jeg forsikrer dig på min ære, at heller ikke jeg billigede Haralds ytringer om sin bror; jeg er moderat, som du ved, - jeg billiger ikke hans politik. Ænnu i dag -

Fruen (efter redaktøren).
Og hvad har så til syvende og sist politiken med børsen at bestille -?

Doktoren (efter redaktøren).
- Eller med Evjes kusk!

Evje.
Du kan jo lige så godt falle på at skrive om mine kontor-betjente, mine værksfolk . . .

Doktoren.
Om hans tømmer-flødere, bryggere, - hans hæster!

Redaktøren (stanser, siger tørt).
Vær trygge på, at i det, som står, har I nok! (begynner at knappe sin frak).

Evje.
Er det så forfærdeligt!

Fruen.
Du retfærdige, - hvad er det da?

Redaktøren (tager hatten).
Det skal I få læse i morgen, samtidig med mere om "den døende". - Farvæl!

Evje.
Nej, før æn du går -

Fruen (samtidig).
Nej, før æn De går -

Doktoren.
Stille, stille, vi er jo dog dannede mænnesker! - Hvad vædder I, at det hele er et skræmme-skud!

Redaktøren (rækker hånden ud mod doktoren).
Jeg holder hele konsul Evjes stilling i denne kommune!

Evje (rasende).
Du lægger an på at ruinere den?

Fruen.
Det formår De ikke!

Doktoren.
Stille, stille, vi er jo dog dannede mænnesker -

Evje.
I mit eget hus, af min gamle skole-kammerat, - er det ikke en frækhed, så -

Redaktøren.
Det er sanheden sagt dig åbent. For resten har du tålt mere af mig i dit eget hus, min far. Ti ulykken er, at du er fejg.

Evje.
Er jeg fejg?

Doktoren (leende).
Stille, stille, vi er jo dog dannede mænnesker!

Evje.
Ja, jeg har havt den svaghed at være ræd skandale, især avisernes, det er sant; og derfor har jeg tålt dig for længe! Men nu skal du se, jeg er ikke fejg: forlad mit hus!

Fruen.
Det var rigtigt!

Doktoren.
Men I må dog skilles som dannede mænnesker.

Redaktøren.
Ah, ba! I sender bud på mig igæn!

Evje.
Og det våger du at sige?

Fruen (til Evje).
Kom nu, kære Evje, æns ham ikke mere!

Redaktøren (gående).
Du tør ikke annet.

Doktoren.
Men skilles som dannede -

Evje (efter).
Nej, så sant jeg lever -!

Redaktøren.
- så sender du bud på mig igæn, - he, he, he, he!

Evje.
Aldrig i verden!

Fruen.
Men Evje -!

Redaktøren.
Straks - ænnu i dag - he, he, he, he!

Doktoren (følger dem).
Skilles ikke således, skilles som dan -

Evje.
Nej, siger jeg!

Redaktøren (bestandig leende).
Jo!

Fruen.
Men Evje, - husk dit tilfælle!

Redaktøren (i døren).
Du er for fejg, he, he, he, he! (går).

Evje (rasende).
Nej!

Redaktøren (stikker hovedet in).
Jo! (borte).

Fjærde møde.

Doktoren.
Nu, det var en visit! Jeg kan ikke annet æn le alligevel, ha, ha, ha, ha, ha!

Evje.
Våger du at le ad dette!

Doktoren.
Skolekammerater, ha, ha, ha, ha! Moderation, ha, ha, ha, ha! Det samme parti, ha, ha, ha, ha, ha, ha!

Fruen.
Å, Evje får ondt!

Evje.
Ja, - lidt vand!

Fruen.
Vand, vand, Harald, vand!

Doktoren.
Hans tilfælle, - det var en annen tale! Se her, (tager en flaske fræm) lugt til den! Så! nu lidt vand! (tager mod og giver ham). Det har ingen fare denne gang. - Frisk op, min gut!

Evje.
Hvilken skandale!

Fruen.
Ja, du tåler det ikke, Evje, jeg sagde dig det jo.

Evje.
At jeg skal komme i bladet, - jeg, som hele mit liv -

Fruen.
- har villet være udenfor! En så god, så kærlig, så rætskaffen mand, - å, den politiken er det værste, som er til på jorden!

Doktoren (leende).
Det er, som jeg siger, man må have gennemgåt en egen hærdings-proces.

Evje.
Og den offentlige mening, min stilling, mine forbindelser, - nej, det er ikke til at holde ud!

Fruen (til doktoren).
Å, når han først får læse om sig selv i bladet, blir han for alvor syg! Han tåler det ikke, jeg føler det!

Doktoren.
Nu, - det står vel over!

Fruen.
Nej, det står ikke over! Ved bare at tænke på det, blir jeg forfærdet; - han tåler det ikke! Han tåler det ikke!

Evje.
Jeg, som hele mit liv har villet være udenfor -!

Fruen.
- og som nu på dine gamle dage uforskyldt som et barn skal drages fræm! Kunde jeg hindre det, jeg skulde påtage mig, hvilket -

Evje.
- Nej, nej, ikke du; - du ikke!

Doktoren.
Det er ikke sagt, det sker, fordi om han truer.

Evje.
Tror du -!

Doktoren.
Han er forskrækkelig hidsig; men han må nu væl betænke sig -

Fruen.
- før han angriber en barndoms-væn, ikke sant?

Evje.
- Skulde der virkelig være en muelighed, - tror du det?

Doktoren.
Ja, jeg kan ikke vide det!

Fruen.
Ingen ting i verden er umueligt!

Evje.
Vi bleve bægge så hidsige.

Doktoren.
Ja vist måtte der tales i større rolighed æn sist.

Evje.
Jeg ved ikke, men der er noget så ærtende ved ham!

Fruen.
Du er heller ikke selv stærk i denne tid. Jeg har sagt det så ofte.

Evje.
Nej, for det er det ene ovenpå det annet! - Og jeg, som hele mit liv har villet være udenfor!

Doktoren.
Hør, ved du hvad, min gamle væn; det blir vist best -

Evje.
Hvilket?

Doktoren.
Du blir vist ikke rolig, før æn nogen taler med ham?

Fruen.
Ja, ikke sant! Herre Gud, det er da ikke at sende bud på ham!

Evje.
Men hvem skulde -? (Taushed).

Doktoren.
Ja, jeg ved ikke; hvem som best.

Fruen.
Alle vore gamle vænner forlader ham; vi har snart ingen!

Doktoren.
Nu, nu, I har da i alle fal mig.

Evje.
Skulde virkelig du ville -? Er det sant? (griber hans hånd).

Doktoren.
Ja mænd vil jeg så! Han spiser mig da ikke!

Fruen.
Det var ret gjort af dig! - Du behøver jo kun at sige ham, hvad sant er: Evje holder det ikke ud! - Evje, som i alle disse år -

Evje.
- har tålt det utrolige for hans skyld, både af ham selv og af andre!

Fruen.
Ja, det er vist! - Nu, så går da du, vor kære, vor eneste væn, og taler rigtig fredeligt og forstandigt med ham?

Evje.
Men straks! Han er så hidsig, han må finnes, før æn -

Doktoren.
Å, finnes gør han nok, han er jo altid på gaden.

Evje.
Og sig ham, bed ham -

Doktoren.
Ja, jeg ved nok, hvad jeg skal sige ham.

Fruen.
Det var ræt!

Evje.
Tak! Jeg skal aldrig glæmme dig, at den gang alt stormede in på mig, da var det alene du, som stod! - Å, jeg føler som et bærg falle af mig, jeg er med én gang frisk igæn.

Doktoren.
Det var rigtigt! Tag dig bare sammen, - så skal jeg sørge for resten!

Evje.
Tak, tak! Men skynd dig!

Doktoren.
Nu går jeg! Min hat (vænder sig, ser Harald; siger for sig selv). A - ha! Han ser mig ud til at være ladd lige til mundingen. Det skulde have været morsomt at . . .

Evje.
Men skynd dig, min væn!

Doktoren.
Ja, ja, bare jeg finner min hat.

Fruen.
Den står på bordet.

Doktoren.
Ja, der er den!

Evje.
Lykke til da!

Fruen.
Vær nu dygtig!

Doktoren (med betydning).
Og god fornøjelse, I, som blir igæn!

Femte møde.

Evje.
Dette var også en formiddag!

Fruen.
Og vi, som havde foresat os at tage det hele stille, overbærende . . .

Evje.
- at ordne et familje-anliggende i fred og kærlighed (springer op). Men det er også din skyld, det hele!

Fruen.
Ja, det er Haralds skyld! Ti lige fra denne ulyksalige forbindelse kom i stand, har her dog sjælden været fred.

Evje.
Nej nej, så er det ikke! Vi må være moderate. Den første tid, da hr. Rejn havde alles forhåbninger, da alle kappedes om at vinne ham, da var forbindelsen en ære for vort hus, som for vor datter. Men fra det øjeblik han begynte med den ulykkelige politik, fra det øjeblik næmlig, at hans bror blev syg - ja, nu ser du selv, hvorledes du har redet det for os!

Fruen.
Og det skal du også selv medgive, at sådant havde vi ikke fortjent; ja, det er mere, æn en agtet og dannet familje kan tåle.

Harald.
Det er også min mening, at dette er mere, æn en agtet og dannet familje burde tåle.

Fruen.
Nu; så du også finner det!

Harald.
Ganske vist. Og den eneste undskyldning, jeg kan se, er den, at sådan er flere. - Det er bare derved, at sligt blir mueligt.

Evje.
Jeg forstår ikke -? Flere er som -? som hvem?

Harald.
Som I!

Fruen.
I hvilken hænseende?

Harald.
Jeg skal forklare det. De fleste hældige politikere nu til dags sejrer ikke ved egen storhed, men ved de andres ynkelighed. En annen tid vil måle dem om igæn, måle dem på deres omgivelser og finne dem meget mindre!

Evje.
Men hvad har dette med os at bestille?

Harald.
Ja, mål nu ham, som I for en stun siden jagede og siden sente bud på -

Evje.
Vi sente ikke bud på ham!

Fruen.
En væn taler med ham. Det er noget ganske annet!

Harald.
Mål ham nu på jer selv, jer selv på ham! Han gik bort, og han kommer igæn som den fullstændigste sejerherre. Er det i kraft af sin storhed, sit talent, sine meningers og følelsers højde, han er det? Nej, det er i kraft af eders grænseløse jammerlighed!

Fruen.
Hvad for noget!

Evje.
Må jeg -!

Harald.
Tænk jer nu en, som har mod og hjærte-lag, være dybt afhængig af al denne ynkelighed, - ja, tænk på eders egen datter, opdragen af den gamle kristen-mand derinne, men et lydigt barn mod eder; - tænk henne nu i stadig kamp mellem, hvad hun ælsker og vil, og hvad hun her ser, - hun må jo blive syg! Men det skal I så huske, at hun er ikke syg af at følge mig; men hun er syg af eders grænseløse fejghed!

Fruen.
Men hvad våger du! - Også du -!

Evje (samtidig).
En sådan hænsynsløshed -!

Harald.
Hør nu; det er det siste! Den kamp, min døende bror, det ædleste mænneske, som jeg kænner, nu segner under, den tar jeg op, så sant Gud vil hjælpe mig! Og Gertrud får tage sin del af kampen, som jeg har min. Men at komme her i huset, så længe han kommer her, og at opleve, hvad jeg har oplevet i dag, det krænker i den grad min mænneske-værdighed, det oprører og forarger mig så usigelig, - at ænten sætter han aldrig sin fod her mere, - eller også aldrig jeg!

Bægge.
Men -!

Harald (stille).
Da jeg kom hid i dag, tænkte jeg at få vort forhold ordnet uden at behøve at tale ud; men da det ikke kan være annerledes, så farvæl! (går).

Sjætte møde.

Fruen.
Giver han os kurven? Eller var det virkelig ikke et opslag? - Evje, hvad fejler dig? (styrter hæn til ham).

Evje (uden at røre sig).
Sig mig, min væn: er jeg ond?

Fruen.
Du ond?

Evje.
For var jeg ikke et ondt, slæt mænneske, så kunde væl ikke den ene efter den annen bære sig sådan ad imod mig.

Fruen.
Men, beste Evje, du er det godeste, det herligste, hænsynsfulleste mænneske! Og de andre er skammelige forrædere mod dig, du ælskelige væn!

Evje.
Men hvorledes kan det da komme, at jeg, som hele mit liv har villet holde mig udenfor, - er det ikke sant? -

Fruen.
- Jo, det ved enhvær, som kænner dig! -

Evje.
- hvorledes kan det komme, at jeg på mine gamle dage skal hånes og forlades af bægge parter? . . . Er det da en forbrydelse at ville leve for sig selv - og være udenfor det hele?

Fruen.
Nej, det er, hvad alle brave folk nu til dags vil.

Evje.
Ja, det tænkte jeg også. Men nu ser du selv?

Fruen.
Men du har også været særlig uhældig.

Evje.
Hvorfor skal nætop jeg være særlig uhældig? De fleste kommer dog så godt ifra det.

Fruen (afbrydende).
Der er Gertrud! -

Evje.
Stakkels barn!

Fruen.
Ja, hvad i al verden skal vi sige henne?

Evje.
Varsom, varsom, min væn!

Gertrud (som er kommen stille in og nu fræm til dem).
Jeg så Harald gå?

Fruen.
Ja, mit barn, han - han gik.

Gertrud.
Uden at sige mig farvæl?

Evje.
Det er sant, han sagde dig ikke farvæl.

Fruen.
Du væntede, han skulde komme in til din morfar og sige dig farvæl?

Gertrud.
Ja, - og sige mig, hvorledes det var gåt?

Evje.
Men hvorfor var ikke du her, mit barn?

Gertrud (forundret).
Jeg her? I vilde jo ikke, at jeg skulde være tilstede -?

Evje.
Nu husker jeg, ja, vi fant det ikke rigtigt.

Gertrud (mere og mere ræd, dog bestandig stille).
Men hvorledes er det da gåt?

Evje.
Gåt? - Det er gåt dårligt.

Fruen (hurtigt).
D. v. s. han opførte sig ikke . . . ja, forestil dig nu ikke straks det værste!

Gertrud.
Er det da noget slæmt?

Evje.
Du ved, han er lidt hæftig i denne tid, da han står i så meget . . . Han fattes den rætte moderation, men lærer den nok.

Gertrud (næppe hørlig).
Men hvad er det? - Kommer han ikke her igæn?

Evje.
Om han -? Det var da et underligt spørsmål! Du kan da tænke, han kommer igæn. Han overilede sig bare, skønner du -

Gertrud.
- og sagde, at han ikke kommer igæn?

Fruen.
Nu, nu, mit barn, tag det ikke med uro!

Evje.
Han sagde så meget, forstår du, vi skal ikke lægge bræt på det.

Gertrud.
Således altså! -

Fruen.
Alt det, han nu lider, må undskylde ham . . .

Evje (afbrydende).
Mit barn, du blir så bleg -?

Fruen (vil til henne).
Gertrud!

Gertrud (gør en stille afværgende bevægelse).
Mor-far skal have sin drik; det var egentlig den, jeg gik efter. Men så kom jeg til at se Harald uden for vinduet. Nu skal jeg bringe mor-far drikken. (går. Når hun er ude, faller tæppet).

Andre akt

Første møde.

By-tjeneren (foran gas-lygten).
Det kunde nu være slig slag, ænten gas-lygten tæntes eller ej, i en tåge, som den i eftermiddag.

Fru Evje (i annet stok-værk ses at drage forhænget til side. Man ser in i et meget elegant og oplyst rum. Hun åbner vinduet og ser ud).
Tænk, Evje, tågen er så tæt, at jeg ikke kan se over gaden!

Evje (kommer fræm i pels og pels-hue).
Ja, sannelig! - Men desto bedre, min kære væn! (han drager sig in igæn, vinduerne lukkes, forhængene drages for).

Første figur.
Tåge-hejmen, - de gamles tanke på tåge-hejmen, det er en drøm om følelsernes uklarhed og afmagt, hvori ænog forstandens lys afdæmpes, ligesom gas-blus i tåge.

Annen figur.
Å, så virkelig, om ikke hjærtet ofte må lyse op i forstandens tåger! Se det hus her bag os, brænnevinsbrænnerens; - hin forstandens djævelske spekulation har lagt en tåge over det hele land, brænnevins-tågen, i den må hjærtet lyse op!

Første figur.
Det er just tåge-hejmen, de gamles tanker om tåge-hejmen, at tågen er - (De stanser ikke, de går bent over scenen, in i parken, og det siste høres langt borte. En kvinne, tæt tilsløret og inhyllet i pelsværk, kommer langsomt fra parken; hun stanser på hjørnet og ser op efter den lange tvær-gade, men går derpå langsomt, seende op til huset, in til højre. - Næppe er hun gåt, før hus-porten til højre åbnes med en egen lyd af jærn, og ud kommer)

Evje.
På denne tid kommer han hjæm. - Jeg tør ikke søge ham i hans eget hus. Jeg ved ikke, om han vil modtage mig. Jeg tør ikke stole alene på doktoren. - Denne uro er forfærdelig! (han farer sammen ved, at hin kvinne kommer tilbage og går lige på ham; hun vænder tvært og går tilbage). Hvem var det? Hun skræmte mig virkelig i denne tåge! - Pelsværket lignede næsten . . . nej, henne var det ikke! - Ingen må kænne mig (drager derpå pels-kraven helt op, så bare næsen ses). - Fejg kalte de mig, bægge to. Det er en stor misforståelse. En agtet, en æret mand, som vil forebygge skandale, er ikke derfor fejg! Hm! De, hvis borgerlige næring skandale er, tænker naturligvis annerledes! - - At gå tværs igennem alle hænsyn, at overvinne sin egen selvfølelse, andres spot, altsammen for at forebygge skandale, - det er beslutsomt, det er modigt, det er også skønt; ti det er skønt at handle uforfærdet på familjens, på firmaets, på vælanstændighedens vegne (farer sammen ved, at porten høres at blive åbnet). Der kommer nogen ud fra mig? Nej, der går en mand in. - At også Harald Rejn kunde komme med det vås, at jeg var fejg! Naturligvis, fordi jeg ikke vil "tage parti!" Alle skal "tage parti!" Hm, jeg skulde tro, det er modigere nu til dags at lade være at tage parti. (farer sammen). Hvem er det? Å, bare den samme kvinne. Hun vænter nogen, også hun. I denne klamme tåge. Man kan forkøle sig. (Opover tvær-gaden). Det er med en blandet følelse, man går omkring på lur foran sit eget hus! - Fejghed? Pyt! At lade sig hjælpeløst skælde ud i en offentlig avis, se, det vilde være fejgt. - Bare han ikke har gåt den øvre gade! Det er den egentlige trafik-gade, og der kunde let nogen . . . Jeg vil hellere gøre et slag inover mod byen og svinge om længer borte, det vækker mindre mistanke. Det gælder at træffe ham, før bladet lægges under pressen (ser op, idet han går). Stakkars hustru, hun sidder nu i stor frygt for min skyld. (Ud til højre. Straks han er gåt, høres portens egne jærn-lyd, og ud kommer)

John (den samme, som for lidt tilbage sås at gå in. Han kommer forsigtig).
Så han er gåt ud! Ja, ja, så kommer han væl in igæn! Jeg skal nok passe ham op, tra, la, la, la, la! Ja, mænd, ja, sa'n! Jeg kan jo gå her i tågen og røle så længe, jeg, sa'n; jeg har ingen tingen at tabe! Det er i grunnen bedre, at jeg tar ham på gaden; så gør han mindre spræl og kan heller ikke renne fra mig. Tra, la, la, la, la! la, la, la, la! (går slæntrende ud til højre).

Annet møde.

Harald (kommer fra parken. Han er klæd ikke uligt Evje, dog uden opslagen pels-krave).
Hun har lys på! Hun er altså alene på sit rum. - Hvad vil jeg mere? To gange før for at se dette lys; jeg ser det - og må gå! Farvæl, min ælskede! Vær tålmodig og vænt! Jeg ved, at du er hos mig nu. Jeg ved, du tror, at jeg er hos dig! (vænder sig fra huset for at gå videre til byen, ser den tilslørede kvinne, som, straks hun er i nærheden af ham, iler mod ham, kaster sløret op og sig selv om hans hals med kys og glæde).

Gertrud.
Jeg visste, at kunde du ikke mere gå in, så var du her udenfor, - jeg visste det, du gik ikke fra mig, du!

Harald Rejn.
Nej, hværken i tid eller evighed!

Gertrud.
Og mens jeg gik her i tågen, følte jeg, at om også alt en stun er tåge uden om os, innenfor er klar og varm visshed.

Harald.
Ja, du er min visshed! Der kan lægge sig tåge over mine mål, over vejene, jeg skal gå, og stedet, jeg står på; selv over min tro sænker sig stundum tvil; men min kærlighed til dig er klar gennem alt!

Gertrud.
Tak, Harald, tak! Hvad kan så møde os, som vi ikke kan overvinne?

Harald.
Du ved naturligvis, hvad der er hænt i dag?

Gertrud.
Jeg aner det.

Harald.
Er det sant, du er svag? Hvorfor har du ikke sagt mig det?

Gertrud.
Det er ikke sant, hvad doktoren siger, jeg er ikke svag! Men selv om jeg var svag, hvad gør så det? Jeg lever med, så længe jeg kan, - og så har jeg dog gjort mit, før jeg bukker under.

Harald.
Ja, så skal der tænkes!

Gertrud.
Men jeg er ikke svag! Jeg lider, det er sant, og lide vil jeg, hvær gang du forfølges, eller mine forældre for min skyld. Jeg har jo draget dem in i dette, som de slæt ikke er skabt for, og derfor smærter det mig, når jeg ser, hvor uforbered det finner dem, og allermest når de af ømhed for mig vil skjule sig. Men ændre det kan jo ikke jeg. Det er en kamp for en sag, som du tror er god, og jeg med dig; det er dog bedre æn slet ikke at lide for noget, som er godt. Prøv du at tage mig med! Jeg er ikke svag, jeg er bare sår for dem, jeg ælsker.

Harald.
Du vidunderlige tro, - å, at jeg har dig! (omfavner henne).

Gertrud.
Du skulde høre gamle mor-far!

Harald.
Ja, hvorledes har den gamle præst det?

Gertrud.
Tak, godt, skønt han ikke mere kan gå ud. Men han følger dig, og han siger, det er rigtigt, hvad du vil, når du bare har Gud med dig.

Ikke sant, Harald, du vil altid blive sådan, som du nu er, god og naturlig? Ikke som disse andre, bare bitterhed og ondt og principer og konsekvenser, og hvad de kaller det, altsammen, som de stikker hværandre med; ti så var det jo rigtig en forbannelse at være politiker.

Harald.
Jeg vil blive, hvad du danner mig til! Bag hvær mands handling kan de se hans hjæm, - om han har noget, og hvilket; eller om han kun har et aftrædelsesrum, d. v. s. intet.

Gertrud.
Jeg skal med Guds hjælp prøve at skabe dig et lyst, lunt og hyggeligt hjæm! - Det er rent vælsignet med denne tåge, når jeg i den tænker på sådant som et hjæm, for så blir det ænnu lunere og tættere! Og så er vi så alene; ingen kører, ingen går, vi kan tale ret højt, for tågen dæmper lyden, - å, hvor jeg nu igæn er glad! Hør, det er ænnu dejligere, når man er en smule forfulgt; ti så er møderne ænnu fyldigere!

Harald.
Men hvad er så ikke et sådant møde for mig, i denne tid -

Gertrud (idet de går fræm og tilbage).
Ja, det er sant! Jeg glæmmer rent, hvor meget du nu har at bære, - jeg pludrer væk, jeg skjønner ikke, at jeg kan være så glad; jeg er jo i grun nen bedrøvet. - Men jeg sidder hele dagen hos mor-far og tænker uden at få tale. - Jeg læser mest højt for morfar, han siger nu og da et par ord; han er vist mere i himmelen æn på jorden. (De hører det kræmte, stanser straks; ti de kænner lyden. Utydelig gennem tågen ser de op i den ligeløbende gade kommende fra højre Redaktøren og Evje; bag efter dem kommer varsomt og lyttende John. Evje synes med iver at tale til redaktøren. De forsvinner i parken).

Harald.
Jeg hører fienden! Det er bestæmt ham, jeg skimter der oppe gennem tågen i samtale med en annen.

Gertrud.
Han er også altid på gaden, selv i tåge!

Harald.
Nu, han skal ikke forstyrre os! (de går som før fræm og tilbage foran huset).

Gertrud.
Ved du, hvem jeg mødte her udenfor? Far!

Harald.
Virkelig! Nu, så var det, som jeg tænkte; hin andre mand var din far!

Gertrud.
Tror du? Stakkars far!

Harald.
Ja, han er svag.

Gertrud.
Men du skal være god mod ham! Han er selv så god. Se mors kærlighed til ham; hun er ganske gåt over i ham; ti så god er han!

Harald.
Han er både god og dygtig. Men, men, men -

Gertrud.
Ja, de har havt blide dage. Den yngre slægt prøver at løfte på sværere opgaver og tage større ansvar, æn den gamle gjorde. Men vi må ikke vredes på den.

Harald.
Det faller alt for naturligt at blive vred på den.

Gertrud.
Nej, gør som mor-far! Dem, han tror modtagelige, taler han stille til, de andre viser han kærlighed . . . hører du det, Harald? Bare kærlighed!

Harald (stanser).
Men skulde jeg i dag have tålt, at de lod sig behandle så uværdig og derved også behandlede mig uværdig?

Gertrud.
Nej, var det virkelig således?

Harald.
Det gik til det utrolige, forsikrer jeg dig!

Gertrud (står lidt).
Stakkars, stakkars far! - (kaster sig om Haralds hals). Vær god mod dem, Harald! Just når de har fejl, hører du! Vi er jo deres børn, og det byder Gud os, selv om vi ikke var deres børn.

Harald.
Kunde jeg tage dig på mine arme og bære dig hjæm med straks! Din kærlighed går lige in til hjærte og vilje og holder bægge rene. Jeg står i afgørelsens tid; nu, nu måtte du være hos mig!

Gertrud.
Hør! til en begynnelse vil jeg være med dig på dit møde i kvæl!

Harald.
Ja, ja! jeg skal hænte dig!

Gertrud.
Nede hos portneren.

Harald.
Ja!

Gertrud.
Og dernæst vil jeg nu være med dig inover til byen.

Harald.
Men da må jeg jo følge dig hjæm igæn.

Gertrud.
Har du meget imod det?

Harald.
Nej, nej! (de går). Og så må du lære mig rigtig meget på vejen.

Gertrud.
Ja, du skal blive så vis, før vi kommer tilbage til porten! (ud til højre).

Tredje møde.

Evje.
Men hvad kommer mine private ting dig eller offentligheden ved?

Redaktøren.
Er det privat, at et af byens anseligste huse støtter en lykke-jæger, som spekulerer i samfuns-ordenens opløsning?

Evje.
Å, disse overdrivelser behøver du ikke at spendere på to-mands-hånd. Du ved jo så godt som jeg, at det gør han ikke!

Redaktøren.
Tør jeg spørge: hvem kommer efter ham? De røde! Tar vi første skridt, må vi tage annet!

Evje.
Du kan lige så godt sige, at vi spekulerer i samfunsordenens opløsning. Ti efter os kommer han, efter ham de røde.

Redaktøren.
Men dette skridt fra os til ham er alt.

Evje.
Nej, skridtet fra ham til de røde er alt; ti det fører fra orden til uorden, fra det kænte til det ukænte. Han vil jo kun en videre udvikling af vort.

Redaktøren (stanser; - stærkt).
Og jeg skulde skåne dig, som ænog forsvarer hans politik!

Evje.
Hys, jeg forsvarer den ikke, jeg bare forklarer den.

Redaktøren (går).
Ænten - eller! Ænten kaster du ham, eller i morgen står artiklerne, - og efter dem bestandig mere. (Ser på uret). Du har en time igæn, så lægges bladet under pressen. (I dette øjeblik er John lige bag dem; fra nu af blir han borte).

Evje (fortvilet).
Hvad rager dig mine private forhold? Lad mig få være udenfor!

Redaktøren.
Ja, så skulde du have holt dig uden for ham?

Evje.
Den gang jeg inlod mig med ham, var han ikke politiker.

Redaktøren.
Så skulde du have jaget ham, da han blev politiker!

Evje.
Skulde jeg også have jaget dig, da du blev politiker?

Redaktøren (stanser).
Jeg gentager det for siste gang: - her tales ikke om mig!

Evje.
Hys, hys; - se, sådan er du! Du raser, når nogen anfaller dig; men selv vil du anfalle enhvær!

Redaktøren.
Er jeg kanske mig selv?

Evje.
Hvem Fannen er du, når du ikke er dig selv?

Redaktøren (går).
Jeg er fullbyrderen af den offentlige vilje.

Evje.
Altså skarp-rætteren?

Redaktøren.
Nu - ja, om du så vil. (stanser, betænker sig). Det ord skal du engang få betalt.

Evje.
Der ser du! Bestandig betale, bestandig hævn!

Redaktøren (går, slår ud).
Det skal du have betalt, siger jeg!

Evje.
Du er fullstændig gal! Jeg arbejder og sveder, som var vi i varme-tåge, - huf! (øm). Husk dog på de dager, da vi gik på skole sammen! Da du ingen kvæl kunde lægge dig uden først at have sagt mig "tak for i dag!"

Redaktøren.
Kom ikke med det vrøvl! (stanser). Jeg er hadet, hånet, overspyttet, pisket; om nogen siger mig et godt ord, tror jeg det ikke! - (går).

Evje.
Men mig skal du tro!

Redaktøren.
Nej, dertil mærkede jeg for tydeligt i dag, at du alene har spekuleret i at have mig i bag-hånd, hvis det engang kneb.

Evje.
Hvem spekulerer ikke i sine vænner? Hvem gør sin konto op uden dem?

Redaktøren.
Det gør jeg; ti jeg har ingen.

Evje.
Har du ikke mig? Tror du, jeg vilde lade dig i stikken?

Redaktøren.
Hykleri! Den hjælp, jeg stundum kunde trænge, vilde du ikke yde mig for alt i verden!

Evje.
Har jeg ikke hjulpet dig?

Redaktøren.
Dette er just hykleriet, at du lader, som her er tale om penger. Nej; så ofte som jeg er frakænt ære og sanhed, - så har dog du, "skole-kammeraten", "vænnen", "naboen" aldrig våget dig fræm for at vidne.

Evje.
Jeg blander mig aldrig i politik.

Redaktøren (rasende).
Nyt hykleri! Ny forbannet udflugt!

Evje.
Hys, hys, hys!!

Redaktøren.
De lyver sig fra mig! De forråder mig tvefold! - Og dem skulde jeg have barmhjærtighed med?

Evje.
Så sant du ser mig for dine øjne: jeg har aldrig trukket mig tilbage fra dig, selv i den værste storm!

Redaktøren.
Og det våger du at regne dig til fortjeneste? Ny, ny, ny beregning! Du trodde, at da vilde jeg best huske din troskab - og siden lønne den!

Evje.
Nej, dette er forfærdeligt!

Redaktøren.
Å, du er så snu! - Du repræsenterer en formue i annet led, som ikke er samlet fullstændig udadleligt i første -

Evje.
- Begynner du nu igæn!

Redaktøren.
- og så vil du pynte på det med fint sælskab og være til væns med blade, som kan foreslå dig til tillidsposter. - Tør du nægte det?

Evje.
Der kan flyde nogle dråber beregning ned med i vore ædleste forsæt. Men din grænseløse ulykke er, at du bare ser beregningen, selv om den alene er en brøks brøk af det hele.

Redaktøren.
Ho, ho, jeg har prøvet eder!

Evje.
Så har du også prøvet dit partis troskab!

Redaktøren.
Mit partis troskab!

Evje.
Trods alt: det holder dig oppe ænnu i dag.

Redaktøren.
Det holder mig oppe?

Evje.
Og du har vænner innen dette parti, hvoriblant også mig, som vistnok selv vil være udenfor, men som giver dig råd og støtte i hvær vanskelig sag. - Du kan ikke nægte det!

Redaktøren (stanser).
Jeg har vænner i partiet? - Ja! - taber vi et slag, er råd-giverne de, som først løber! Altid skyver de på, skyver de på; - men går den offentlige mening træt, kaster de uden videre mig over bord! På dette forræderi vinner de ny vind i partiets sejl - og lar mig bærge mig, som jeg kan! Og dem var det, jeg kæmpede for med mit liv! -

Mine modstandere foragter jeg! De er kæltringer, de er røvere, eller de er dumhoveder og stor-pralere. Men mine forbundne er spyt-slikkere, narre, knæ-høner. Jeg foragter dem allesammen, de første som de siste! Kunde nogen give mig udsigt til, at jeg, som pant på aldrig at løfte en pen, skulde hugge min højre hånd af og derpå få et roligt liv tusen mil herfra, jeg tog det!

Jeg foragter dem allesammen, - å, hvor jeg foragter dem! (går).

Evje.
Men dette er jo rædsomt! Du har jo dog religion, i alle fal dit blad?

Redaktøren (stanser).
Mit blad, ja; - men hvad Fannen kommer det mig ved? - Synes du, jeg gør intryk af at have religion? (går).

Evje.
Men hvad arbejder du da for?

Redaktøren (stanser).
Du tror kanske, det er for dig? For formuen, ordenen, eller hvad I kaller eder selv i eders fejghed og egennytte? Nej, hele slægten er ikke værd det skud krudt, som nu internationale holder jer for pannen! (går).

Evje.
Men hvorfor går du da her og næsten truer mig på livet, når det hele er dig ingen ting værd?

Redaktøren (stanser).
Inbiller du dig virkelig, at jeg vil tabe et slag for at skåne dig eller en annen kræmmer? At de skal kunne triumferende sige: "Nu turde han ikke! Han turde ikke lægge sig ud med kapitalen!" Eller: "Nu veg han, nu røg han!" (går). Nej, gid så sant jeg kunde det, og jeg lagde før en torpedo in under og sprængte mig og dem alle i luften!

Evje.
Og alene for at du ikke skal tabe en side-fægtning uden mål, uden tro, skal jeg og min huslige lykke ofres! Det går mig koldt ned ad ryggen!

Redaktøren (stanser).
Ha, ha, ha, ha! Det er godt, du blev dig selv igæn, for så minnede du også mig om at slutte med dette højtidelige vrøvl! - (Ser på uret). Tre kvarter igæn! - Du får skynde dig!

Evje.
Er det virkelig dit alvor?

Redaktøren.
Jeg spøger ofte med dig, det er sant. Men det kommer an på, om du finner behag i min spøg i morgen.

Evje.
Så siger jeg dig herved det højtideligste nej! Jeg hæver ikke partiet. Sæt mig i bladet; jeg er en fri mand!

Redaktøren.
Bah, det er ingen af os! - Altså du vil ikke? Farvæl! (går op mod tvær-gaden).

Evje.
Nej, nej, nej, hvor går du hæn?

Redaktøren (stanser).
Ingensteds - eller rættere hjæm.

Evje.
Men du gør dog ikke, hvad du har sagt?

Redaktøren.
He, he, he, he! (går).

Evje (efter).
Nej, hør! - Nej, så hør dog!

Redaktøren (vænder sig).
Tror du, jeg har tid til at holde ved alle de stationer, din forfængelighed og frygt søger sig op undervejs? (går).

Evje.
Gale mænneske, men så hør dog! - (Redaktøren stanser). Hvad er det egentlig, du vil?

Redaktøren.
Sludder! (går).

Evje (efter).
Vil du sætte det i bladet, at jeg har hævet partiet?

Redaktøren (stanser).
Bedre æn så, jeg fortæller det firesteder i byen; så kommer det nok ud, og korrespondenterne får tag i det.

Evje.
Men du giver mig et par dages betænknings-tid.

Redaktøren.
He, he, he, he, nej der fangede du mig ikke! Nu er valgene, og man må have en følelse af, at alle vælanstændige folk har forladt ham.

Evje.
Men det er jo dog en løgn!

Redaktøren.
Hvad er løgn, og hvad er sanhed? - Men at du skal ud af børs-kommissjonen og efterhånden skal tabe hvær offentlig tillids-post, det skal ikke blive nogen løgn, det kan du stole på (slår ud). Den offentlige mening lar sig ikke lege med!

Evje.
Og dette af dig!

Redaktøren.
Bah! Den offentlige mening er en meget troløs væn.

Evje.
Hvem er så til syvende og sist den offentlige mening?

Redaktøren.
Nej, annen gang får du mig ikke på glat-is. Desuden -: hvem det bæst egentlig er, er meget vanskeligt at sige. (Ser på uret). Fem og firti minutter!

Evje.
Dette er til at . . . ! Altså: i bladet kommer det ikke?

Redaktøren.
Opslåede forlovelser går hurtigst med fod-post, he, he, he! (kræmter og pludselig alvorlig). Men vil du da ikke selv hæve denne i sanhed ulovlige, utilladelige omgang med et mænneske, som forarger alle dine stands-brødre af anseelse? (slår ud).

Evje.
Berodde det på mig, - naturligvis! Han er jo ikke længer et prima papir. - Men min datter . . ! Ja, det forstår du dig ikke på! - Dette vilkår er noget helt nyt . . . Hør lad os gå op til min hustru?

Redaktøren.
He, he, he, du viste mig døren i formiddag!

Evje.
Ja, husk nu ikke længer på det!

Redaktøren (ser på uret).
Tredve minutter igæn! Ingen flere udflugter. Vil du, vil du ikke?

Evje (i kamp).
Nej, - og atter nej! (den andre går). Jo, jo! Dette går på livet løs!

Redaktøren.
"De sikre penge-mænd, som ingen hænsyn behøver at tage," - er det ikke så, det lyder, du prima papir? He, he, he, farvæl! - Jeg går hjæm for at sende gutten i trykkeriet; han har længe nok væntet (går).

Evje (efter).
Du er det grusomste, hårdeste, hænsynsløseste -

Redaktøren (som har vænt sig leende, pludselig alvorlig).
Hys! - Kan du se?

Evje (vænder sig også).
Hvad? Hvor!

Redaktøren.
Lige ud!

Evje.
De to?

Redaktøren.
Ja vist, din datter og Hr. Harald Rejn.

Evje.
Men han svor jo i formiddag, at han ikke mere vilde komme i mit hus -?

Redaktøren.
- Han vil holde sig til gaden foran dit hus, som du ser! De herrer af oppositionen har altid et bag hold, når de forsikrer noget. De karle kan man stole på! Lad os gå om hjørnet! (de gør så).

Evje.
Stævne-møde på gaden og i tåge! At min datter lader sig lokke til sådant?

Redaktøren.
Slæt sælskap fordærver gode sæder! - Du er bare en fusker i det fine, Evje; - du valgte fejl den gang!

Evje.
Men den gang var han ænnu -

Redaktøren.
- Ja, ja, jeg ved! En virkelig gentleman vilde have anet, hvad han blev. Han havde jo en bror!

Fjærde møde.

Gertrud.
- - Under din brors sygdom har du dog sét mange og smukke beviser på denne bys gode hjærtelag og forsonlighed, - har du ikke?

Harald.
Jo, jeg har. Jeg har intet ondt set imod ham, bare godt af alle - riktignok med undtagelse af en.

Gertrud.
Men også han har hjærte! Å, det har ofte syntes mig, som skreg det op af det af længsel og skuffelse! Og just da var han mest bitter.

Harald.
Ja, det skal der ingen skarpsynethed for at skønne, at han, som gør så mange ulykkelige, selv er den allerulykkeligste.

Redaktøren.
Hvad Fannen er det, de snakker om?

Evje.
Vi står ikke så til, at vi kan høre det. Og tågen dæmper.

Redaktøren.
Så gå fræm da!

Evje.
Ikke før de skilles. Ham alene forstår du!

Harald (til Gertrud).
Hvad er det, du holder på med?

Gertrud (har draget en hanske af og derefter en ring).
Min konfirmations-ring. Kom med din hånd! Nej, hansken af, forstår du!

Harald.
Skal jeg prøve din diamant-ring? Jeg kan ikke få den på.

Gertrud.
På vænstre lille-finger? Å, jo!

Harald (prøver).
Jo, jeg kan. Hvad så?

Gertrud.
Nu skal du ikke le ad mig. Jeg har gåt og hæntet mod til dette hele vejen. Ja, det var egentlig derfor, jeg først vilde gå en længere tur med dig! Jeg vilde tale hæn imod det, forstår du!

Jeg er så optagen af, at din lykke, og derved min, beror på, om du formår at være kærlig. Nu har du snart dette møde i kvæl. Det er afgørende for dig. Kan du, som svar på al styg forfølgelse, være snil gut, så vinner du alle! - (forlegen, piller ved hans knapper, og uden at se op).

Nu vilde jeg, at ringen skulde minne dig. Den blinker. Det er jeg, det, som græder, hvis du er hård og glæmmer mig og dig. Ja det er dumt (tørrer flygtigt øjnene); jeg kan heller ikke, nu det kommer til stykket, sige, hvad jeg . . . Men bær den!

Harald (kysser henne).
Jeg skal bære den! (sagte). Den skal blinke in i mit liv med sin rene glans. -

Gertrud.
Tak! (Omslynger og kysser ham).

Redaktøren.
Hvad de nu gør, er ikke til at tage fejl af, he, he, he!

Evje.
Ja, jeg tåler det ikke!

Redaktøren (kræmter stærkt).

Evje.
Men hvad er det, du -!

Redaktøren (går hæn til nabo-huset, ringer på; man hører klokken. Der åbnes, han går in).
He, he, he, he!

Gertrud (ved kræmtningen slap hun Harald).
Der er -!

Harald.
Det må være lige - (vænder sig, ser de to andre).

Gertrud (samtidig).
Far! (løber først; men stanser). Nej, det er fejgt at flygte! (kommer tilbage; stiller sig hos Harald).

Evje (kommer fræm).

Harald (hilser).

Evje.
Det havde jeg ikke væntet af min vælopdragne datter, at hun nu skulde have stævne-møde på gaden med med -

Gertrud.
- med sin forlovede -

Evje.
- med en mand, som har hånet din far og din mor og forvist sig selv fra vort hus.

Harald.
Fra Deres hus væl, men ikke fra min brud.

Evje.
En egen forklaring! Tror De, vi samtykker i at have en sviger-søn, som vrager os forældre?

Gertrud.
Men far! -

Evje.
- Stille, mit barn! Dette burde du selv have følt.

Gertrud.
Men du forlanger dog ikke, far, at han skal høre eder udskælt og sig selv mishandlet i vort hus?

Evje.
Vil du lære dine forældre -?

Gertrud (lægger armen om hans hals).
Intet vil jeg lære dig; ti du ved det selv, far, at Harald er mere værd, og mere for os, æn han, som nu gik! (I det samme løber trykkeri-gutten, som er kommen ud fra redaktøren, forbi mod byen).

Evje (ser ham, prøver at komme løs).
Gå nu, Gertrud! jeg har noget, jeg vil tale med Hr. Rejn om.

Gertrud.
Du har intet at tale med Harald om, som ikke jeg kan høre.

Evje.
Jo, jeg har.

Harald.
Men hvorfor kan hun ikke høre det? - De vil have vor forbindelse hævet.

Gertrud.
Far -! (slipper ham). Er det sant?

Evje.
Nu ja; - siden det ikke kan være annerledes . . . det er sant, d. v. s. for øjeblikket. (afsides). Herre Gud, De kan jo gøre det om igæn, når dette er over!

Gertrud (står som lynslagen).
Jeg så eder sammen! - Ja, så er det! (ser på faderen, brister i gråd og iler mod porten, drager i klokken og forsvinner straks).

Evje.
Hvad var det? Hvad gik der af henne?

Harald.
Jeg tror, jeg ved det. Hun anede, at hennes livs-sag har været genstand for en handel. (hilser). Farvæl! (går til højre).

Femte møde.

Evje (står længe stum).
En handel! - Der er enkelte mænnesker, som tager alting så forskrækkelig højtidelig. Det er jo bare en manøvre - for at komme udenfor. (Meget højt). Hvorfor kan jeg ikke få være udenfor!

Denne forskrækkelige overdrivelse på bægge sider! Først hans, det gale mænneskes, - og nu igæn Harald med hans "farvæl!" - som om jorden skulde synke under en. Hm, - - jeg føler mig ellers så forladt. Jeg vil op til min hustru, min egen, min gode, kære hustru; hun vil forstå mig. Der sidder hun oppe og er ræd for min skyld. (Som han skal gå in gennem haveporten, står John der).

John (hilsende ærbødigt).
Undskyld, hr. konsul!

Evje.
Er det dig, John? Gå din vej! Kom ikke mere i mit hus, har jeg sagt.

John (meget ærbødig).
Får jeg heller ikke lov at stå uden for Deres hus?

Evje.
Nej!

John (i vejen for ham, meget ærbødig).
Ikke her i porten?

Evje.
Stiller du dig i vejen for mig, din slyngel?

John.
Skal jeg hjælpe konsulen at rope om hjælp? (roper) Hjælp!

Evje.
Hys, hys, fulle mænneske, ingen skandale! Hvad vil du? Skynd dig!

John.
Jeg vil i al høflighed spørge hr. konsulen, hvorfor hr. konsulen har jaget mig?

Evje.
Fordi du er et svin, som drikker dig full og taler dumt tøj. Du ved ikke, hvilken forlegenhed du har sat mig i. - Gå nu stille in til byen!

John.
Å, jeg ved det godt! Jeg gik jo efter Dem og redaktøren hele vejen!

Evje (tilbage).
Hvad?

John.
Disse artiklerne, som ikke måtte in. Hele trykkeriet stod og væntede.

Evje.
Hys, hys, John! Har du også snappet op dette? Du er altfor klog; du skulde aldrig have været i nogen mands hus. - Gå nu; her har du et par daler i drikke-penger, min væn, - farvæl!

John.
Mange tusen tak, hr. konsul! - Jo, ser De, jeg tænkte som så: hvor mangen gang har ikke den snille redaktøren siddet hos konsulen om kvællerne, og jeg måttet løbe ærender over i trykkeriet, - og så tænkte jeg, at jeg kunde løbe dette med.

Evje (længer fræm, forfærdet).
Hvad? Hvad har du gjort?

John.
Bare for at tjene konsulen, så løb jeg op, jeg, og sa', at artiklerne måtte in.

Evje.
Hvilke artikler?

John.
De om konsulen. "Tryk løs!" sa' jeg, - og de trykte løs. Pinedød, hvor det gik, og i posterne med det samme!

Evje.
Hvad har du våget, din - - Å, det er ikke sant! Jeg så selv trykkeri-gutten løbe med afbud!

John.
Ham passede jeg op her lige udenfor og sa' ham, at det alt var besørget fra Evjes af, sa' jeg. Og så gav jeg ham tolv skilling at gå på komedie med; men han måtte springe lige derhen, for klokken var vist over syv. Om forladelse, er den ikke over syv nu?

Evje.
Å, din kæltring, din hævngærrige . . .

John.
Hr. konsulen kan få se bladet, hvis hr. konsulen ønsker?

Evje.
Har du bladet?

John.
Ja, hr. redaktøren får altid det første numret sent, og jeg tilbød mig at tage det med til ham. Men De må så gærne læse det!

Evje (snappende det).
Giv hid! Jeg vil straks . . . (går mod porten, stanser). Nej, min hustru må ikke . . . Her! Under gaslygten! - Den væmmelige tåge! - Å, jeg . . . ! Jo, (søgende sine briller, sættter dem på) - jo, det går . . . (sænker avisen). Hvilket tilfælle! Den forfærdelige skurk! - Hvor er så artiklerne? Her! - (sænker bladet). Å, jeg kan ikke! Jeg får sådan hjærte-klap, å!

John.
Skal jeg springe efter doktoren?

Evje.
Vil du gå, din -! - (løfter avisen, sænker den, løfter den). Altså, her er det! "Børskommissjonen" - Å! (sænker den).

John (efter ham).
Å!

Evje (forsøger igæn).
Å, hvor nederdrægtigt!

John.
Å! Gi' på! Gi' på!

Evje (læsende).
Nej, dette overgår alt, hvad som - å!

John.
Å! Han gør snart barsel.

Evje (tørrende sin panne).
Hvor det dog er annerledes at læse grovheder om andre . . . æn om sig selv! (læser). Å! Å! - Nej, for en forfærdelig, himmelråbende slyngelagtighed! - - Hvad er det, han siger her? Jeg må læse det om igæn! - Å! Å!

John.
Du har ofte om morgenen lét, så sængen har rystet under dig, når du har læst avisen.

Evje.
Og jeg, som så ofte har lét ad andre! (læser). Nej, det går over al forestilling! Jeg kan ikke mere! Jeg er jo borgerlig ødelagt; jeg føler hele verdens latter over mig, han kænner alle mine svagheder og har gjort det så grusomt udtænkt morsomt! (forsøger at læse). - - Og her er ænnu en artikel! (læser). Den begynner ænnu værre! (sænker avisen og puster ud, forsøger atter). Nej, jeg kan ikke . . ! Det får være . . . til siden! Det går rundt for mig . . . og hjærteklappen, mit tilfælle! - Å, for en djævel, jeg har kalt for min væn, hvilken sort sjæl jeg har havt ved mit bord, hvilken samvittighedsløs skurk! Æn skandalen, æn skandalen, æn skandalen! Hvad vil børsen, hvad vil . . ? Nej, jeg kan ikke mere gå ud, i alle fal ikke på flere uger! Og så vil folk sige, han lægger sig syg! Å, å, å! Det er, som alt var forbi!

John (øm).
Skal jeg hjælpe hr. konsulen!

Evje.
Vil du lade mig være i fred! - Nej, jeg vil hævne mig på ham straks! - Jeg vil ringe på hos ham, jeg vil gå in til ham og kalle ham en skurk, jeg vil spytte ham i hans åsyn! - Havde jeg min stok hos mig? Min stok! Jeg vil lade den hænte ved portneren, og så vil jeg prygle ham rundt gennem hans egne stuer!

John (ivrig).
Jeg skal hænte konsulens stok!

Evje (uden at høre).
- Nej, det er bare ænnu mere skandale!

Men hvorledes skal jeg dog kunne hævne mig? Jeg må, jeg må gøre ham noget ondt igæn, noget rigtig, rigtig ondt, noget, som kan forgifte ham hans mad og tage søvnen fra ham . . ! Sådanne karle fortjener ikke søvnen! Jeg må også finne på noget, som kan gøre hans familje lige så ulykkelig, som min vil blive, når de får læst dette. - Noget, noget, så de kryber sammen i blussel, - noget, som gør dem rædde, hvær gang det ringer, skamfulle for sine egne tjenere . . . fy, fy, nu bliver jeg jo lige så ond som han!

Hvad er dog dette for et forfærdeligt håndværk, som daglig sår synd og høster forbannelse. Å, nu, nu, nu forstår jeg, hvad Harald Rejn mente: sådant skal man ikke hjælpe! - Gud, hør mit løfte: sådant vil jeg ikke længer hjælpe!

Hvad skal jeg sige til min hustru? Min gode, vælsignede hustru, som ænnu ikke aner, hvor beskæmmet jeg er! Og Gertrud, den gode Gertrud, - ja, henne skal jeg dog i alle fal straks gøre en glæde! . . Skjule det for dem kan jeg ikke; - men jeg vil selv fortælle det, så de ikke læser det.

John.
Er der mere, jeg kan gøre for hr. konsulen?

Evje (skriger).
Kan du da ikke ændelig engang lade mig være!

Fru Evje (åbner vinduet).
Det må være på gaden alligevæl. Evje! Evje!

Evje (viger, ræd).
Å, der er hun? - Skal jeg svare?

Fru Evje.
Evje!

Evje.
Ja, min væn, her er jeg!

Fruen.
Er du der! Jeg hørte dig og søgte huset rundt. Hvad er det, min væn?

Evje.
Å, jeg er så ulykkelig!

Fruen.
Gud, er du det! Kom, kom ændelig op! Eller jeg skal komme ned til dig!

Evje.
Nej, jeg skal komme! - Luk til, eller du forkøler dig!

Fruen.
Du må vide, Gertrud sidder her og græder.

Evje.
Herre Gud, gør hun det. Nu kommer jeg, nu kommer jeg!

John.
Jeg skal bringe ham, jeg, frue! (gør mine hertil).

Fruen.
Er det dig, John?

Evje (dæmpet).
Vil du gå med dig!

John.
Ja, det er mig, frue. Han er så dårlig.

Fruen.
Nej, er han det! Gud, hans tilfælle! Hjælp ham, John!

John.
Ja, jeg skal hjælpe ham.

Evje (som før).
Vil du!

John (har ringet frygtelig).
God bedring, hr. konsul!

Nu er han afleveret, frue! (går). Dette fant jeg tilfældigt; men du skal få mere!

De to figurer (ses utydeligt gennem tågen i den øvre, lige løbende gade).

Første figur.
Tåge-hejmen, de gamles tanker om tåge-hejmen, at den lå mod Nord, de uklare følelsers hjæm -

Annen figur (forsøger samtidig forgæves at komme til orde).
Men hør mig, er da forstanden . . . ?

Tredje akt

Halvdan.
Så hun kunde ikke komme?

Håkon.
Å nej; det er no dei småe då; - ho kann inkje godt sleppa laus.

Halvdan (efter en stuns taushed).
Husk på at takke henne for alt godt. De blideste stunner i mit liv er disse hjæmme, når hun, du og jeg sad sammen om søndagene og kvællerne.

Håkon.
Ho hadde stor hug til at vita no, korleides du var buen til den siste ferdi; - um du, som heve voret uppe i so myken ufred, hadde fred no.

Halvdan.
Fred? Den, som skal gå bort fra lutter ufullførte ting, kan ikke rive sin sjæl løs.

Håkon.
Du lyt freista at leggja det, du vilde, i Guds hond.

Halvdan.
Dette er min daglige kamp.

Håkon.
Syster til kona mi var ei fatig enkja og døydde frå try småe born. Men ho var glad. "Vorherre vil hjelpa deim betre, når eg er burte," sa' ho; "for eg var for bråd," sa' ho; "eg stod visst ofta i vegen."

Halvdan.
Nu hørte jeg din hustru tale; ti dette har hun engang fortalt mig.

Håkon.
Eg skulde segja deg det frå henne, at ho trur, du og må døya, so det, du vilde, kann få meir magt. Ho tykjer, at berre no, etter du vardt klen, hava folk skynet betre, kvat det var, du vilde.

Halvdan.
Der er for mig trøst i den tanke, at jeg tager bort, for at det, jeg ælskede, skal få vækst. Jeg gav det min fred, min ære blant samtiden. Jeg giver det gærne mit liv.

Håkon.
Ber du illvilje til nokon, som stod so hardt imot deg?

Halvdan.
Til ingen.

Håkon.
Inkje til deim helder, som det er von hava gjort, at du no ligg der?

Halvdan.
Til ingen, ingen!

Håkon.
Kunde du lesa nokot vondt um deg sjølv i dag?

Halvdan.
Jeg ved ikke.

Håkon.
So er du vel inkje ferdug endå.

Halvdan.
Nej, jeg er væl ikke det. Kun undertiden er den brusende verden under mig som et løs-revet sejl, der går for vinden. Oftere er jeg midt nede i den med mine planer, ønsker, bønner . . . jeg er jo så ung, jeg var så forsmåd . . . jeg havde så meget, jeg vilde gøre (løfter en sved-dug til sin panne, broderen hjælper ham med at stryge hæn over hans åsyn).

Håkon.
Det må vera deg til trøyst likavel, at Harald tek upp det, du lyt sleppa. - Det er magt i Harald.

Halvdan.
Ja.

Håkon.
Og inkje segjer han meir, enn som tarvst. Bonden vil skyna honom betre.

Halvdan.
Jeg håber det! Men bare han går her omkring mig, fyller han luften elektrisk, jeg må med, jeg må med, jeg også, - og arbejder mig ganske træt. Å, det er ofte så tungt at dø fra en stor virksomhed, som man ikke kunde bringe fræm!

Håkon.
Men det er då du, som heve skapt honom - og fleire med.

Halvdan.
Jeg har skabt en kamp, ikke mer; en ung kamp er det svært at forlade! - Men den gode Gud vil forstå det og ikke undre sig over, at jeg kommer så optaget.

Håkon.
Der hava me Harald.

Halvdan.
Nej, han ringer ikke. - Han går vel desuden og tænker over til i kvæl.

Håkon.
Ja, han skal jo hava et stort møte.

Annet møde.

Husholdersken.
Hr. konsul Evje er ude og spør efter Deres bror. Jeg sa' ham, at vi væntede ham hvært øjeblik. Kan jeg bede ham komme in!

Halvdan.
Lad ham komme.

Evje (uden rejsetøj og hat).
God kvæl! (ser Håkon). God kvæl! Er De kommen? Nu, det var bra. Deres kone med?

Håkon.
Nei, ho kunde inkje fyre dei småe.

Evje.
Kan tænke det. (til Halvdan). Hvorledes har De det? Ved det samme? Naturligvis, ja. - Hvor er Deres bror?

Halvdan.
Han skal have sit møde i kvæl.

Evje.
Det store vælger-møde, ja, jeg vil selv med!

Halvdan (vændende hovedet til ham).
- De?

Evje.
Jeg vilde just hænte ham hjæm, så vi alle fulgtes ad til mødet! Vi vil komme med på tribunen; det skal ses, at vi er med!

Halvdan (vænder hovedet fra ham).
Nu, således!

Evje (til Håkon).
De har ikke svaret mig på mit brev?

Håkon.
Nej, eg tenkte at koma inn her sjølv.

Evje.
Nu, - sælger De?

Håkon.
Nej.

Evje.
Men, beste hr. . . hr. . . hr. Rejn. De har ikke solgt en potete til brænneriet på fæm år! Og Deres gård ligger lige op til! I år har De havt den største avl i hele dalen!

Håkon.
Å ja; han var inkje med dei klenaste.

Evje.
Ikke dårlig? Den var overordentlig, og rundt om middelmådig.

Håkon.
Å ja, han kunde hava voret verre.

Evje (ler).
Det tror jeg! Men hvorfor sælger De så ikke? (vænt til Halvdan). Ja, undskyld, hr. Rejn, at vi ved syge-sængen kommer in på forrætninger! De ved, en købmand griber altid lejligheden. (til Håkon). De får for tiden ingen højere pris æn af mig.

Håkon.
Nei, eg heve høyrt det; men det heve so sin eigen grunn.

Evje.
Sin egen grun? Hvilken?

Håkon.
Eg hadde ein tenest-gut (det er no vel fem år sidan), ein gild, klok gut. Han foor til brenneriet med poteter fyre meg kvar dag, og kvar gong kom han full heimatt.

So snakkad eg ålvorslegt åt honom, og då svarad han: "korkje du elder brenneri-eigaren vardt rike folk, um inkje eg og mine jamliker drakk."

Du kenner guten. Han kom sidan i di tenesta.

Men frå den stundi heve inkje eg selt potetor til nokot brenneri.

Evje.
Men, beste hr. . . hr. . . hr. . . Rejn, vi kan ikke gøres ansvarlig for, hvilken brug de slyngler gør af Guds gaver!

Håkon.
Å - nei; - det trur inkje eg helder. Men det er no so, at eg inkje vil vera med lenger.

Evje (til Halvdan).
Skulde Deres bror måske ikke komme hjæm før mødet?

Halvdan.
Det skulde jeg dog tro; ænnu er der god tid.

Evje.
Vist er der det; men jeg vilde gærne have ham med hjæm forinnen. Jeg skal sige Dem (ler): jeg har lovet mine damer ikke at komme hjæm uden ham. De ved -: damer! - Nu; jeg kan jo gå derin så længe og vænte. I har naturligvis, hvad I vil tale om.

Halvdan.
Jeg tror ikke, der er varmt.

Evje.
Nu, nu; gør ingen ting! Jeg sætter mig her. Jeg tar min avis, jeg har den just ved hånden. Og så taler I brødre sammen, som om jeg slæt ikke var her. Jeg hører intet, når jeg læser noget, som interesserer mig. (Han sætter en stol til rætte bag bordet til højre, med ryggen til Halvdan. Håkon bringer ham lampen fra bordet i baggrunnen). Å, tak, tak! Tal I, som om jeg slæt ikke var her! (har taget sin avis fræm og sætter sig).

Håkon (sætter sig atter hos broderen).
Eg skulde nog hava hug til at vera med på møtet, eg og.

Halvdan.
Det må du! - Af Harald vil du få høre, at ethvært folk har sin særskilte opgave; derfor er det et folk. Men så længe folket ikke ser den, er dets politik alene et kævl mellem de forskællige stands-interesser, et tilfældigt magtskifte. Længer er vi ikke komne! Jeg har skreget mig til døde på et torv.

Evje (for sig, slående i bordet).
Den hele handels-stand er kræn ket i min person! Jeg møder op i vor forening, jeg vil fræmtvinge en almindelig hævn!

Håkon.
Eg trur inkje, her verd betre, fyr kristendomen verd betre. No tenkjer kvar mann berre på seg sjølv og på det, som ser ut.

Evje.
Nej, nej, det går ikke! Hvad vilde folk sige? Han er truffet, vilde de sige.

Halvdan (for sig).
Også kristen-folket søger kun sig selv, d. v. s. magt. Lighed, frihed står de imod.

Min bror! At løftes op i den evige kærlighed, højt, højt over det såkalte kristne samfun, det må dog blive herligt for en såret sjæl! - Og min sjæl er såret.

Evje (for sig).
At jeg ikke kan nå ham med et døds-stik!

Halvdan.
Men tilgivelse over dem alle! - Du spurte før, om jeg nu kunde læse noget ondt om mig selv. Jeg tror det dog.

Håkon.
So kann eg bera fram det tridje, som ho bad meg segja deg. - Eg heve evat meg litet um det. - Det var, um du kom i hug, at du skulde meir enn tilgiva; du skulde beda fyre deim?

Halvdan (har lagt hånden over sine øjne).
Jeg gør det.

Evje (vikler avisen sammen og kyler den på gulvet).
Nej, jeg holder det ikke ud! Gid den onde - (rejser sig forskrækket over sig selv og vil tage avisen op; men lige ved den viger han) - Nej, jeg rører ikke mere ved den, - ikke i mit liv! (Til de andre.) Undskyld, jeg læste noget, som i høj grad oprørte mig! Deres bror vil nok i morgen fortælle dem om det. Hu, her er meget varmt herinne; - men det er jo også en syge-stue. - Nu kommer han vist ikke. Jeg tror altså, jeg går for ikke at komme for sent til mødet; der blir naturligvis ondt om plads. - Så bringer jeg ham heller med hjæm fra mødet; det er også bedre.

Håkon.
Eg hadde hug til at ganga på møtet. Kannhenda eg fær fylgja med, for eg veit inkje vegen sjølv.

Evje.
De vil følge med mig, hr. . . hr. Rejn? (for sig) Det er just udmærket, at jeg kommer in i salen sammen med en bonde. (Højt). Ja, lad os gå sammen! Jeg føler mig smigret derved; ti vore bønder, det har jeg altid sagt, det er vore beste folk. - Altså - god bedring, hr. Rejn, hvad jeg vilde sige -: Gud være Dem!

Halvdan (har løftet sig på albuen og set smilende på ham).
Der må have gåt Dem noget imod i dag?

Evje.
Hvorfor det?

Halvdan.
Fordi De ellers bestandig er i ligevægt, - uden for alt.

Evje (i udbrud).
Men jeg får jo med min beste vilje ikke være udenfor! Jeg har intet højere ønske i verden, det kan jeg forsikre Dem. Nu ja, Deres værdige bror, min svigersøn, - jeg siger det med stolthed! - han vil fortælle Dem det. - Lev væl! - vad jeg skulde sige . . . god . . . vil jeg sige: Gud være med Dem!

Håkon.
Skal eg beda hushaldaren koma inn?

Halvdan.
Å, nej; men sig henne, at hun kan komme om en stun.

Håkon.
Farvel so lenge!

Halvdan.
Tak for, at jeg fik se dig! Farvæl! (synker tilbage; Håkon vænder sig ænnu en gang ved døren.)

Tredje møde.

Halvdan (alene).
Der er noget i bladet, som også har rykket ham ud af lige-vægten. - Hvad kan det være? Det samme, som i dag har gjort Harald så mørk? (Halvt rejsende sig). Bladet ligger der -?

Nej! Hvad kommer al deres smålighed nu mig ved? (synker tilbage).

"Kunde du læse noget ondt om dig selv i dag?" spurte Håkon. Der står altså noget om mig i dag? (lægger hånden på hjærtet og føler). Jeg kænner intet hurtigere slag derved (rejser sig halvt). Bladet ligger der -! (synker tilbage igæn). Nej, det er måske at friste sig selv.

Jeg gad ellers vide, hvor mange stationer jeg har nåd fræm på rejsen til fredens store stad? Kan deres ondskab ænnu nå mig? Den station er jeg dog væl kommen forbi. - - Det var værd en prøve. Der ligger bladet -! (tager stokken, som står ved sofaen). Jeg er dog væl i stand til at nå did bort alene? (Rejser sig helt ved hjælp af stokken, smiler).

Jeg har ikke mange kræfter igæn nu. (Et par skridt). Næppe over gulvet. (Går igæn). Og jeg skulde have . . . så megen sårbar forfængelighed igæn . . . (kan ikke mere tale, når fræm, sætter sig på stolen).

Så færdig må en blive, før ånden kan slippe den siste rest af støvet, som - (begynner at kare bladet til sig med stokken.) Og så sidder jeg her og karer mere til mig! - Lad ligge! - Ikke mere smuds på vingerne. Min stakkars bror, han må nu tage det. Hvilken forfærdelig misforståelse, at vi er sat i verden for at gøre hværandre så meget ondt, som vi bare kan! (bestæmt). Jeg vil dog se, hvad jeg desværre har testamenteret ham! Jeg vil have det friske intryk af usselheden, som jeg forlader. Der er trøst også i det (bøjer sig, tager bladet, hviler sig en stun).

(Folder det ud). Dette er jo ikke bladet for i dag, men for i morgen, søndag. Hvorledes har han fåt fat i det? Ja vist, for søndag. - "Kom i hu, at du holder hvile-dagen hellig!" - På den dag skal sjælen søge Gud, og så byder de ham dette! Efter at have læst dette går den fine verden i kirke (skyder bladet fra sig).

Om dette "kristne-samfun" blev instævnet en dag uden varsel? - Lad os tænke på os selv og ikke på de andre!

(Kaster et øje i bladet). Er dette mig? "Frihedens siste martyr" -? (læser) - - "rigtignok ikke død ænnu, men dog allerede kanoniseret af en beregnende bror -" (holder inne). Gud tilgive dem! - - - (læser) "Hans lære vil visseligen også engang få sin lovsang, men forhåbentlig innen for statens væl stængte fængsler og tugt-huse;" (holder lidt inne) "- ti derhæn fører den sine troende." - Jesus, at sådant kan siges! - Dog, hvad sagde de ikke om ham? Stille!

(Læser) "Vistnok taler han imod socialisme; vistnok koketterer han med kristendommen;" (holder lidt inne) "- men dermed har han også opnåd at blive en desto sikrere forfører . . . og dette var jo øjemeddet."

(Fører hænderne for sit åsyn.) Jeg skulde ikke have læst det; tilgiv mig! Jeg er ænnu for skrøbelig! - Å! - Jeg kæn ner - - hvad er det? (fører hånden hæftigt for brystet; den river bladet med, som han altså trykker fast til sig uden at vide det). Jeg må in! . . På sængen! (har rejst sig på stokken.) Bare jeg når fræm! Det kommer! - Jeg må - (han skynder sig; men væl midtvejs er han ved at falle, slår ud med hånden, som han holt på brystet, uden at finne støtte, raver et par skridt til, faller over tærskelen in til sove-kammeret, så halv-delen af legemet ligger udenfor, halv-delen innenfor.)

Fjærde møde.

Husholdersken.
Vil De ikke lægge Dem nu? De tåler ikke så meget på én gang. (Ved sofaen). Hvor er han? Han har dog væl ikke forsøgt på at gå in alene? (Går hurtig mod sovekammeret, er ved at snuble over ham, går bag-over med et skrig). Hvor er -? (triver lampen på bordet, iler tilbage, bøjer sig ned, giver atter et skrig, roper). Hjælp! hjælp! (ringer, ringer. Jænten kommer). Halvdan Rejn ligger der! Om han er død eller ikke, må Gud vide. Løb efter doktoren! Sæt portene åbne efter dig, og den første den beste mand, du træffer på gaden, ber du skynde sig her op for at hjælpe mig. Der er en, som dør, skal du sige!

Jænten.
Ja!

Husholdersken.
Skynd dig!

Jænten (udenfor).
Ja, ja!

Husholdersken (kommer tilbage).
Lever han, eller er han død? Jeg har ikke mod til at undersøge det. At også bægge hans brødre skal være borte! (græder). Gud give, at snart nogen kom! - Han er alene i døden som i livet.

Men hvorfor ligger han der? Hvad vilde han oppe? (Ser avisen). Det skulde da væl aldrig . . . ? (sætter lampen på gulvet, åbner avisen). Ganske rigtig, det er bladet! Hvem har givet ham det? Jeg kan ikke se det igennem; men er det som numret, jeg læste forleden dag (slipper det, rejser sig med lampen), så skønner jeg alt, så være Gud retfærdig mod dem, som gør sådant!

Femte møde.

Redaktøren (kommer rask in).
Er det her?

Husholdersken (lyser op mod ham, forfærdet).
Hvad vil De her?

Redaktøren.
Hvor er jeg da? En jænte kommer løbende, siger, jeg må op og hjælpe til med en døende. Hvad skal jeg gøre, eller er det ikke her?

Husholdersken.
Og dig var det, hun traf? Så traf også Gud dig!

Redaktøren.
Hvad er dette for noget væv? Er det ikke her, så sig det straks!

Husholdersken.
Jo, det er her. Der ligger han!

Redaktøren.
Så skal vi væl hjælpe ham i sæng?

Husholdersken.
Ja. Men ved du også, hvem du hjælper?

Redaktøren (for sig).
Så vi er dus? (højt) Nej, men hvad kommer det mig ved?

Husholdersken.
Jo, for du har dræbt ham.

Redaktøren.
Jeg? - Hun er gal.

Husholdersken.
Han, som ligger der, er Halvdan Rejn. Og det var bladet om sig selv, han læste. - Kom nu og tag i! (Hun går in i sove-kammeret med lampen. Man hører henne siden innenifra). Tag nu og løft ham! Du får tænke på det siden.

Redaktøren (bøjer sig for at tage i, rejser sig).
Han er næppe død ænnu.

Husholdersken.
Så må du just tage fat, og det straks!

Redaktøren (bøjer sig atter; men rejser sig ænnu en gang).
Lad mig heller få tage fat ved hovedet.

Husholdersken.
Hvorfor?

Redaktøren.
Fordi . . . om han kunde slå øjnene op -

Husholdersken.
Så må han ikke se dig (kommer fræm, men uden lampen). Gå du derin og tag i hovedet! (han går). Hvad var det?

Redaktøren (innenifra).
Jeg gled. Her er noget vådt.

Husholdersken.
Ja, det er blod-styrtning, han har havt. Tag nu i! (Han bæres in. En stun tom scene).

Redaktøren (kommer in, tørrende sin panne. Han går fræm, trædende på sit blad, tilbage igæn og gør det samme, men lægger ikke mærke til noget).
. . . Et ondt tilfælle . . . Man skriver ikke blade for døende folk . . . Det er jo ikke min skyld.

Blod på min hånd? Det er sandt, ja! (tørrer med lommetørklædet). Men nu kommer det på tørklædet? (kaster dette). Nej, det bærer jo mit navn. (tar det op igæn). Ingen kan sige, at dette er min skyld. (sætter sig, rejser sig, tørrer pannen med lommetørklædet. Han lægger først mærke til det siden). Der kom da væl ikke blod på pannen? Jeg synes, jeg kænner det! (prøver med hånden, prøver igæn). Nej. (sætter sig, rejser sig). Lad mig gå herifra.

(Stanser). At jeg også skulde komme her op! Just i kvæl skulde jeg ikke få mit blad og gå ud! Dette er næsten mere æn et tilfælle. -

Ja, jeg ante jo ofte, at det måtte komme. - Lad mig nu gå!

Mon han er død? Jeg tror, jeg hænter doktoren. Nej, det gjorde vist jænten. - Og han har næppe mange stunner igæn, jeg så det. (Vænder, peger ud og kommer fræmover). "Der går han, som dræbte Halvdan Rejn! - Han måtte selv hjælpe ham op af blod-dammen!" - Og så vil de se på mig som på - (sætter sig).

Nej, lad mig nu gå! (gør et par skridt, stanser forfærdet). Artiklen i morgen! Den er jo ænnu værre! (river uret op). For sent! Posterne! - - Jeg skulde have givet -! (stanser). Jeg har intet, som det er værdt at give.

I morgen er dette kænt over hele byen; samtidig læser man min ny artikel. Der vil rejse sig et folkeopløb, man vil sætte efter mig som efter et rov-dyr.

Hvad gør jeg? Jeg lister mig væk fra byen -? Der vil blive en glæde bag mig, - som jeg dog ikke unner dem! Nej, efter et fejl-greb kan jeg ikke slutte; alene efter en sejer.

Det er forbannelsen, at aldrig, aldrig er det belejligt at slutte! (Af hjærtets dyb; men dæmpet.) Æn den, som kunde slutte! Slutte, slutte! Om bare én dags full fred! - Kan jeg få den? (sætter sig).

Nej, nej, lad mig nu gå! (rejser sig). Morgendagen får blive, som den kan (stanser). Der ligger bladet, han læste! (Går om det). Jeg vil dog tage det bort - og brænne det (tar det). Jeg kan ikke brænne det her; der kunde komme nogen. (Vil få det i lommen uden at ordne det; må tage det fræm for at lægge det sammen).

For søndag? Altså ikke numret for i dag? Et gammelt nummer? - - Så er jo det hele en fejltagelse! (må stanse af bevægelse). Lad mig se én gang til! (åbner det sitrende). Jeg fortjener det ikke; men sæt dog -! (læser) Søndagen den - Morgen-avisen! Den her! Hvorledes i al verden? - -

Artiklerne om Evje! De står? Sente jeg ikke bud? Skrev jeg ikke?

Også dette skal lægge sig til! Også trykkeriet våger at sammensværge sig mod mig! Nej, er det på ruinen løs, det skal gå, så skal man da ænnu én gang finne mig! Hvad kan til syvende og sist jeg gøre for, at et skør-hoved dør, eller at trykkeri-folkene er drukne, og faktorerne har delirium! Jeg forfølger mit mål gennem alle tilfældigheder og kunster, og jeg skal knuse dem . . . jeg skal knuse dem . . . jeg skal . . . (får et anfal af raseri).

Sjætte møde.

Redaktøren (farer sammen).
Hvem er der? - Hvad vil De?

Amanuensis (har stanset; kold).
- Spørge: hvad vil De her?

Redaktøren.
Jeg? - Å, jeg blev ropt op for at hjælpe den syge i sæng.

Amanuensis (som før).
Nå, - så det var Dem! (Taushed).

Redaktøren.
Har De aldrig set mig før?

Amanuensis.
Jo; - jeg har ænog før hørt Dem skære tænder. (in i sove-kammeret).

Redaktøren (står en stun, ser efter ham).
Som disse kolde øjne så på mig, således vil alle se på mig i morgen. "Alles hånd mod én, og én mod alles!" - det kan bare have én ænde.

I kvæl møde; Harald Rejn tar dem med storm. I morgen broderens død - og min nye artikel. Dertil hine om Evje, som nu bare øger harmen. - Om to dage valg; ja, nu blir han valgt! - -

Så kan jeg lige så godt slutte straks. Jeg kan bytte med den første, den beste ulv, som ejer en hule.

Disse to kolde øjne! (gyser). Sådan vil alle se på mig i morgen! Panseret er brustet!

Amanuensis (kommer tilbage, redaktøren prøver straks at påtage sig den gamle holdning).
Jeg ved ikke, om det kan fornøje Dem at høre, at det er forbi.

Redaktøren (mumlende).
Skurk!

Amanuensis.
Den gamle husholderske kænner ikke kraft til at gå hid og sige Dem to ord, de eneste, han talte. - De var: tilgiv ham! (går).

Redaktøren (sætter sig).
Nej, jeg kan dog ikke finnes her. (Rejser sig, går, men som om han var ræd for at vække nogen. Stanser, da han er kommen i lige linje med sove-kammer-døren, vænder sig mod den, hæver bægge armene, siger ændelig:) - Tilgiv også mig!

Fjerde akt

Første møde.

Ingeborg (ifærd med at tage over-dragene af møblerne, dem hun lægger omhyggelig sammen; hun har holt på med dette en stun, før doktoren kommer, og uden at lade sig skiple blir hun ved dermed under hele scenen. Det ringer; hun går ud og åbner. Doktoren kommer in, vinter-klæd, fulgt af Ingeborg).

Doktoren.
Ej, ej! Er det her i kvæl?

Ingeborg (har optaget sit arbejde).
Ja.

Doktoren.
Hvor er vært-folket?

Ingeborg.
De er på mødet.

Doktoren.
Allesammen?

Ingeborg.
Allesammen. Frøkenen gik først -

Doktoren.
Ja, henne så jeg nok! -

Ingeborg.
Konsulen og en til, jeg tror en bonde, kom og hæntede fruen.

Doktoren (for sig).
Så er her foregåt noget. (højt). Sig mig Ingeborg, har han været her siden, han - (går på en egen måde, kræmter).

Ingeborg.
Å, redaktøren; - nej.

Doktoren (for sig).
Men hvad er så hænt? - (højt). Nu ja, her er altså fest i kvæl, og da dragene tages af, som jeg ser, får jeg også tage mit drag af. (tar af sig, giver alt til Ingeborg, som bærer det ud). Jeg vilde også i Evjes sted gøre fest for en sviger-søn som denne efter et møde som dette! - Han er ikke væltalende i den gamle forstand med modsætninger, stigninger, overraskelser og hele det rusk om snusk; men han er en mand! Ha, ha, ha, han står inne for, hvad han siger, og han siger, hvad han lyster!

Og så den vælsignede Gertrud! Følge ham in i salen, og da der ikke er en eneste plads igæn, sætte sig op blandt komiteen og sidde og se på ham med et par troende blå øjne, som var der ikke et annet mænneske tilstede. Og dog så vi alle på henne! Hun hjalp ham mere, hun, æn ti gode talere. Hennes tro vakte uvilkårlig andres. Hun kan dø på sin tro, hun! - Ja, ja, ja! - Den, som havde den, ja! (Ingeborg kommer).

Nu! (slår hænderne sammen og gnider dem). Hør, Ingeborg! (med højtidelighed). Ved De, hvad Deres mænneske-rættigheder er for noget?

Ingeborg (ved sit arbejde).
Nej. - Det er væl noget, jeg har fortjent, det.

Doktoren.
Ja, hvær dag.

Ingeborg.
Så er det kanske maden?

Doktoren (leende).
Nej, spise dem kan de skam ikke. - (højtidelig). Læser De aldrig bladene, Ingeborg?

Ingeborg.
Bladene? - Å, det, som kommer i køkkenet. Jo, hvær dag, før vi går på torvet -

Doktoren.
Nej, ikke det; men -

Ingeborg.
- å, det, som hvær morgen bæres in til konsulen? Nej, det læser jeg ikke. - Det skal være så grovt.

Doktoren.
Ja, ja; - har De ikke smag på det, som er grovt, De da?

Ingeborg.
Å, det har vi simple folk så nok af hvær dag, om vi ikke skal læse det. - Men de fine trænger kanske til det.

Doktoren.
Ingeborg er meget vis. - Men Ingeborg må vide, der nu står en kamp om, om, - ja, det kan være det samme, hvad det er om. Men både redaktøren og Rejn kommer her i huset, og de er det, som især slås. Bryr De Dem ikke om, hvad de slås om? -

Ingeborg (bestandig ved arbejdet).
Ja så, så de slås. - Nej, ikke det gran!

Doktoren (for sig).
Ha, ha, ha, det er den forskæl på Ingeborg og mig, at jeg har bare en natur-historisk, æstetisk interesse af kampen, og hun har slæt ingen. Jeg gad vide, hvem af os to der er længst borte fra den rætte tro i politiken - fra "borger-pligterne", som de kaller det? - (højtidelig). Ingeborg: Ved De, hvad Deres borger-pligter er for noget?

Ingeborg.
Borger-pligter? - Ja, det er vist mulkt.

Doktoren.
Ja, det er oven i kjøbet en meget dyr mulkt.

Ingeborg.
Konsulen blev mulkteret, fordi gaden ikke var fejet. Portneren var syg. -

Doktoren.
Ganske rigtigt, der var en af borger-pligterne ude! Hør, Ingeborg, skal her være sælskab i kvæl?

Ingeborg.
Nej, her er dækket til ganske få.

Doktoren.
Hvorledes er her dækket?

Ingeborg.
Å, for flere rætter og mange vine . . .

Doktoren.
Se, se! (det ringer, hun går). Der er de! Der er de! La, la, la, la! her skal blive hyggeligt!

Ingeborg.
Det er brev til doktoren.

Doktoren.
Au, au!

Ingeborg.
Budet var ikke vis på, om De ænnu var ved mødet eller her.

Doktoren.
Hvorledes visste budet -? (har fåt brillerne fræm). Å, fra min Amanuensis! Det er en annen sag. Han vil naturligvis have hjælp eller råd; - nej, det skal han være fri for! Jeg har løbet nok i dag. - Sig budet, at jeg har ikke tid! Der er borger-pligter i vejen! (roper efter henne). Og mænneske-rættigheder med!

Doktoren (som har åbnet konvolutten).
Nej, jeg vil skam ikke læse det; ti så kommer spørsmålet til at plage mig i hele kvæl. Jeg kænner mig selv. (putter seddelen i lommen). - I kvæl vil jeg have det hyggeligt! (pludselig). Jeg gad vide, om redaktøren har det hyggeligt i kvæl? Var han på mødet? En mærkelig figur! En kildrende ondskab! Mod som en løve; slås til den siste blods-dråbe! Men hvad slås han egentlig for? Se, det har altid interesseret mig; for det er ikke klart. (til Ingeborg). Nu? -

Ingeborg.
Budet er gåt. - Ja, jeg sa' ikke alt det til ham, som De bad mig om.

Doktoren.
Nej, naturligvis. Pokker skulde bryde sig om alt det, jeg siger. (Det ringer). Der er de ændelig! Nu skal vi få en hyggelig kvæl!

Annet møde.

Doktoren.
Første mand!

Bægge.
Var også du på mødet?

Doktoren.
Hvor skulde jeg ellers være?

Evje.
Så du mig?

Fruen.
Nej; der var jo så fullt.

Evje.
Men jeg var krøbet op på en bænk?

Fruen.
Evje stod på en bænk!

Doktoren.
Det gjorde jo så mange.

Evje.
Jeg vilde sés! - Hvad her har været for historier i dag, du!

Fruen.
Du kan ikke forestille dig det!

Doktoren.
Jo vist kan jeg skønne, at her må have hænt noget!

Bægge.
Å -!

Doktoren.
Men hvad er det da?

Evje.
Artiklerne står i morgen i avisen.

Doktoren (skriger).
Står de! - Ja, jeg fant ham ikke!

Evje.
Men jeg fant ham!

Doktoren (ivrig).
Nu da? -

Evje.
Ja, det skal jeg fortælle dig altsammen en annen gang. - Men jeg har alt læst dem -

Fruen.
- og har fortalt mig dem!

Doktoren.
Er de grove?

Evje.
Å - å!

Fruen.
Å, å - å!

Doktoren (ikke uden glad nysgærrighed).
Så, de er så grove?

Bægge.
Å - å - å - å! -

Doktoren.
Og derfor gik I på mødet!

Evje.
Naturligvis: schak mod schak! - Det var min hustru, som fant på det.

Fruen.
Ja, kære, det lå da så nær.

Evje.
Hele familjen på mødet! Så skønner byen, at det er den lumpneste politiske forfølgelse, fordi jeg har taget parti med min sviger-søn.

Fruen.
Ti nu har vi taget parti!

Evje.
Ved du, der er noget spænnende i at være med om sådant noget, - noget friskt, noget -

Doktoren (baglængs).
Begynner du også?

Evje.
Ja! Når jeg ikke får være udenfor, så tar jeg parti!

Doktoren (stærkt).
Så I Gertrud?

Bægge (i lange, hjærtelige toner).
Ja, Herre Gud, æn Gertrud!

Doktoren.
Så I, da hun kom med ham in?

Bægge (som før).
Ja, da hun kom med ham in!

Doktoren.
I visste kanske ikke af, at hun var der?

Bægge.
Jo! -

Fruen.
- hun havde sagt, hun vilde gå med.

Evje.
Men da vi skulde hænte henne, var fuglen fløjen!

Doktoren.
Og så vakker som hun var! Og som alle mænnesker så på henne! - Og som hun så på ham? -

Fruen.
Måtte jeg ikke flere gange græde. Jeg strævede så med at skjule det.

Evje.
Det behøvede du ikke, mor! Der har Gud givet os en stor glæde! Hennes tro, hennes kærlighed skinnede så ud af øjnene, at det gik mig til sjælen. Jeg blev som vænt! (Tørrer sine øjne).

Doktoren.
Men han, - hvad? - Der kan ingen tænke på at stanse ham. Vi har været nogle store dårer.

Evje.
Vist har vi!

Doktoren.
Han er ikke egentlig væltalende -

Evje.
- akkurat, hvad jeg sagde til min hustru! Han er ikke egentlig væltalende; men han er -

Doktoren.
- en mand!

Evje.
En mand! Nej, nætop, hvad jeg sa'; ikke sant!

Fruen.
Jo. - Og jeg siger, han er en mand, så stærk, at han har råd til at være kærlig. For det var han da virkelig.

Evje.
Ja, det var han! -

Doktoren (leende).
Skønt han også var stræng!

Evje.
Men det har de godt af, alle disse - he! (det ringer, ringer, ringer).

Alle.
Der er han og hun!

Fruen.
Lad os tage imod dem! (Alle iler opover).

Doktoren (da de er komne op).
Nej, hør: lad os tage imod dem i den andre ænden af salen; så må de gå i triumf-tog helt op til os!

Evje og Fruen.
Ja! (Alle fræm igæn).

Tredje møde.

Doktoren, Evje, fru Evje (mens de andre kommer fræm-over til dem).

Bravo! Bravo! Bravo! (de klapper i hænderne).

Gertrud (uden at slippe hans arm).
Dette er min mand! Dette er min mand! (kaster sig om hans hals, græder og kysser ham, derpå til moderen på samme måde, derpå til faderen og hvisker i det samme) Tak!

Doktoren.
Å - mig også!

Gertrud (efter en øjeblikkelig betænkning).
Ja, - du også! (Doktoren hjælper henne af med tøjet og taler med henne, hviskende og leende).

Harald (tager Evjes hånd).
God kvæl!

Evje.
Tilgiv mig!

Harald.
Af hjærtet!

Fruen (idet hun hilser på ham).
Og så er alting godt!

Harald.
For bestandig!

Evje, fru Evje.
For bestandig!

Harald.
Og tak, fordi I kom på mødet.

Evje.
Det var jo ikke mere æn vor pligt! Du -: så du mig?

Harald.
Hele tiden! Men var det et sanse-bedrag, eller stod ikke nede på gulvet ved siden af dig, men lidt mere i mørket, min bror Håkon?

Evje, fru Evje.
Det var ham!

Evje.
Jeg hæntede ham hos din bror Halvdan.

Harald.
Nu Gud ske lov! Det har været en glæde for Halvdan! - Vi tænkte, Gertrud og jeg, først at gå inom til ham, før vi gik hid. Men så så vi, at lyset alt var slukket. Han sov.

Evje.
Jeg kan hilse dig fra ham. Han har det godt. -

Harald.
Men Håkon?

Evje.
Også godt! En stout bonde, du! Jeg bad ham gå med hid nu. Men han var træt efter rejsen, sagde han.

Fruen (til Ingeborg, som nu kommer fra spise-stuen).
Er det færdigt?

Ingeborg.
Ja.

Fruen.
Så kommer vi. (Ingeborg åbner bægge døre, så man ser in i en stærk oplyst spise-sal).

Doktoren, Evje.
Ja, til bords! til bords!

Doktoren.
Men højtideligt! Lad os rigtig nyde kvællens glæde! - Du, Evje, åbner toget, så kommer de to unge -

Gertrud (som har talt med Harald).
Ja! (tager hans arm).

Doktoren.
Og sist fruen og jeg! (byder armen).

Evje.
Fræmad! (det ringer, han stanser). Hvem kan det være? Så sent?

Doktoren.
Nogle vænner, som også kommer fra mødet.

Fru Evje.
Nu, så må vi vænte lidt! (til Ingeborg, som går for at åbne). Lad spise-bordet drage ud, og læg kouverter på til så mange, som kommer.

Ingeborg.
Ja! (går for at åbne, det ringer igæn).

Doktoren.
Utålmodige vænner! Så meget desto bedre; ti da er de oprømte efter mødet. (det banker).

Alle (på én gang).
Kom in!

Fjærde møde.

Alle (idet de ser ham i døren).
Ham! (Gertrud trykker sig tættere til Harald. Disse er nu helt til højre).

Redaktøren (da han står hos Evje).
Jeg vilde ænnu én gang, ligesom i gamle dage, ikke gå til sængs uden at have sagt dig - ikke denne gang: tak for i dag, men: om forladelse! (Han taler roligt, men med en bevægelse, som han dæmper). Der er en uhældig misforståelse. Artiklerne ere intagne mod mit udtrykkelige forbud. Jeg ved ikke hvorledes.

Evje.
Jeg har læst dem.

Redaktøren.
Har du læst dem?

Evje.
Ja, det blad, som var bestæmt for dig, kom til mig.

Redaktøren.
Således! - - Om forladelse, gamle væn! Vil du ikke give mig hånden?

Fruen (fræm) [2] .
På ingen måde skal han det!

Redaktøren (ser over skuldrene flygtigt på henne).
Lad ingen komme imellem os i denne stun! Du ved ikke -! Jeg havde mere æn hundre ganger i mit liv gjort, hvad jeg nu gør, havde jeg ikke været ræd for, at folk skulde kalle det affektation, når det kom fra mig, - og have tilbagevist mig. Gør det ikke, du! - Og allerminst nu -! Hånden, Evje! Jeg bér, så alle hører det og ser det -

Evje (ser ud til at vakle).

Fruen.
- Nej, du skal ikke! Ikke før æn han har sluttet sin blad-virksomhed. Ellers har vi det om igæn i morgen. Han er jo ikke sig selv mægtig.

Redaktøren (som før).
Jeg slutter.

Fruen.
Å, det har han sagt så ofte! Ingen tror det mere. Nej, den mand, som kan drive sit politiske had så vidt, at han mod en barndoms-væn, i hvis hus han til dette øjeblik daglig er kommen, kan skrive som mod en forbryder, og det fordi han har en sviger-søn eller en tjener, som ikke behager ham, - nej, ham rækker man ikke hånden, samme dag artiklerne står.

Redaktøren (har hele tiden havt ryggen vænt mod henne og ser ikke på henne).

Evje, du er god, jeg ved det. Hør ikke andres råd nu! Stunnen er for mig meget svær. - Du gør en god gærning! - Din hånd! Eller et ord! - - Jeg er stillet så nu - at jeg må have, hørligt, synligt, ét mænneskes tilgivelse, eller jeg -!

Fruen (med fynd).
Ja, angre De! Det har De godt af! Men få ikke straks tilgivelse; ti det har De ikke godt af! De bør også én gang lære, hvad det er at såre en mænneske-sjæl. De træffer bare på folk, som De pisker den ene dag, og som faller til fode den andre - af frygt eller forfængelighed. Og vi andre - Gud nåde os! - har vi taget det alvorligere med Dem? Nej, vi forstod ikke, hvad det var, før det traf os selv. Men just derfor skal vi nu tage det, som det bør tages! Det onde skal mødes!

Doktoren (bag over til Gertrud og Harald).
Hun er dog sin fars datter, når det kommer til stykket!

Redaktøren (vænder sig nu til henne, knytter hånden ved sin side, men kæmper svaret ned ænnu en gang).
Du vil ikke give mig hånden, Evje? Ikke et forsonligt ord?

Evje.
Jeg tror, min hustru har ræt.

Redaktøren (næppe styrende sig).
Du er en svag mand, jeg ved det -

Evje.
- Hvad mener du med det?

Redaktøren (fattende sig).
- men vær det ikke denne gang! Kunde du vide alt, så burde du ikke nægte mig, hvad jeg ber om. - Her er andre til stede, - og derfor -

Doktoren.
Vi skal gå! (Harald, Gertrud vil det samme).

Fruen.
Nej, I skal blive! Han skal ikke have sin vilje også denne gang.

Redaktøren.
Nu, så gid -! - - Det er dog sant, at de er hårdest, som aldrig har været fristet, - og at de ubarmhjærtigste af alle er sårede kvinner.

Fruen.
Nu kommer den rætte fræm!

Doktoren (ikke uden glæde).
Ja, nu kommer han!

Redaktøren (ænnu en gang styrende sig).
Evje, du, som kænner mig, ved, hvad dette koster mig . . . og kan derfor slutte dig til den nød, jeg er i. - Aldrig har -

Evje.
Jeg tror dig; - men jeg er ikke sikker på dit næste øjeblik. - Du har så mange.

Redaktøren.
Det næste er, at jeg slutter, så sant -

Fruen.
Ikke sværg! En mand, som snart tigger om et godt ord, snart kaster et ondt ud, han er ikke færdig til at love nogen ting, - og han er heller ikke færdig til at få tilgivelse.

Redaktøren (i udbrud).
Nej, så ramme mig også alt det, jeg vilde fly, om jeg mere skal tigge dig eller noget mænneske om det, som er godt! I har just nu lært mig, at jeg kan undvære det! Jeg føler mig over eders fejge ubarmhjærtighed! (til Evje). Du er en ussel-ryg! Og det har du altid været bag din vane-godslighed og kløgt. (til fruen). Og De, som har lét så hjærteligt af min så kalte ondskab og nu med én gang har fåt en så stærk dyd, - (til bægge) å, I er bægge som ejeren af mit blad, - - I har taget hele fordelen af mig, så længe det gik an, - det fik jeg øje for i dag! Og som I er, så er alle, som viser mig vænlighed -: hemmelige aktie-tagere i mig, til sikkerhed for sig selv og til forfølgelse af andre, - å, lige så brødefulle som jeg, bare forsigtigere, flauere, fejgere -!

Evje.
- Vil du straks forlade mit hus, som du nu atter har forstyrret!

Fruen.
Hvorledes tør De overhovedet mere komme herin?

Redaktøren.
Nej, nu går jeg ikke, før al den harm, mit hjærte bærer, er bleven frygt i eders! Ti nu vil jeg ikke slutte! Nej, af hans død skal nætop respekten for mig stige! Den skal slå som en borg af bajonetter om mig. Der går han, som kan, hvis han vil, dræbe et mænneske med sit ord! Det skal give respekt!

Harald Rejn, Doktoren, Fruen.
Hvad taler han om?

Redaktøren (hører alene Haralds stæmme).
Å, De - jonglør! som står op og tar bifal bag Deres brors varme lig, - kom ikke med fraser til mig, De er uslere æn jeg! Ti sådant kunde jeg ikke have gjort; jeg kunde ikke nu stå utålmodig på sprang in til champagne og festtaler - - å, hvor jeg foragter al denne løgn og letsind! (De andre har set spørgende på ham og på hværandre).

Harald.
Er min bror død?

Fruen (samtidig).
Er din bror død?

Gertrud (samtidig).
Jesus, er Halvdan død?

Evje (samtidig).
Er han død? Umueligt!

Doktoren (samtidig).
Er Rejn død, - og jeg -?

Evje.
Jeg så ham frisk for et par timer siden?

Redaktøren (som har vaklet, udbryder).
Visste I det ikke?

Alle (undtagen doktoren).
Nej!

Doktoren.
Seddelen, seddelen! (søger den og sine briller).

Redaktøren.
Jeg er bare skabt til ulykke! (synker i stolen).

Doktoren.
Jeg har et brev fra min amanuensis. Jeg har ikke læst det!

Fruen.
Læs, læs!

Doktoren (læser).
"I al hast. Da de sansynligvis går til Deres gamle vænner efter mødet og der træffer Harald Rejn, så faller det vistnok i Deres lod at meddele, - (redaktøren rejser sig som for at gå, men står) - at Halvdan Rejn omtrænt kl. 8 er død af et nyt anfal af blod-styrtning!" -

Harald (giver et skrig, slipper Gertrud, redaktøren holder sig til bordet).

Doktoren (læsende).
- "Ingen var hos ham; man fant ham over tærskelen til sove-kammeret; et nummer af bladet lå bag ham."

Harald (med et højt skrig, styrter rasende fræm mod redaktøren).

Gertrud.
Ringen, ringen!

Harald (stanser, finner sig selv igæn, slår hænderne sammen over sit hoved og brister ud i smærtelig gråd).

Gertrud (har slåt bægge armene om hans liv. Hun holder ham så, til han ændelig føler det og lægger sit hoved til hennes og armene om hennes hals).

Doktoren (med den åbne seddel i hånden og den andre hånd på Haralds arm, intil denne mærker det, - læser).
- "Den gamle husholderske meddelte mig, at han bare havde talt to ord, og de var -: tilgiv ham!" -

Harald (i et nyt anfal af gråd).

Doktoren (vænter lidt; derpå som før).
- Tilfællet, eller kanske noget mere, vilde, at jænten, som løb efter hjælp, nætop traf den mand, som havde volt ulykken, og han blev den, som sammen med hus-holdersken lagde ham i hans dødssæng.

Alle (ser på redaktøren).

Evje.
Derfor var det, han kom!

Gertrud.
Harald!

Harald (halvt vænt fra henne i kamp og bevægelse, vil ikke vænde sig).

Gertrud.
- kunde han det -

Redaktøren (holder hånden afværgende op).
Nej -!

Gertrud (stille hæn til ham).
- - Men så vis, at De vil fortjene det! . . . Slut!

Redaktøren.
Jeg har sluttet! - (til fruen). De havde ræt . . . Jeg har atter selv bevist det! - Men nu er panseret brustet. - Nu kan et barn overvinne mig, og det har et barn gjort. Ti hun har bedt for mig, og det har jeg aldrig før hørt nogen gøre. (Lægger hånden over sine øjne, vænder sig og går. I det han er i døren, ringer det).

Femte møde.

Gertrud (som just har omsluttet Harald og hvisker til ham, spørger).
Hvem er det?

Harald.
Det er min bror. (går imod ham, tar hans hånd, kaster sig derpå til hans bryst).

Harald (da han slipper).
Du fik altså tale med ham i eftermiddag?

Håkon.
Ja.

Fruen.
Nu foreslår jeg, at vi alle går hæn til ham.

Evje, Gertrud.
Ja.

Fruen (til Ingeborg, som står bortvænt mod døren).
Bær in rejse-tøjet igæn og tag siden af bordet. (Under det følgende bærer Ingeborg in i flere omgange. Enhvær tager på sig).

Harald (som ikke et øjeblik har kunnet stanse sin bevægelse).
Her, Håkon, er min brud. (Går straks fra dem).

Håkon.
Ja, er pakti no innvigd av ålvora, so lat ho ogso halda fram i ålvora!

Doktoren (som derpå hjælper henne med tøjet).
Nu; det behøver De ikke at bede henne om. Hun trænger heller til at tage det lettere.

Håkon.
Å - ja; kann ho leggja alt i Guds hond, so kann ho altid taka det lett.

Fru Evje.
Det er nok heller vor fejl, at vi tar det for let.

Evje.
Men så får vi undertiden en lære.

Gertrud (til Håkon).
Jeg længes så til at komme op til Deres hustru.

Håkon.
Å, - ja; me lyt finna kvarandre og holda i hop, me, som taka livet på same måten.

Fruen.
Skal vi så gå, børn?

Harald (fræm til Håkon).
Følg du Gertrud, Håkon, - jeg vil få lov at gå alene. (Går, de andre efter).

Noter

Note 1:
Disse må på ethvært sted helst fræmstille kænte typer. [tilbake]

Note 2:
Evje, redaktøren, fruen, doktoren (foran bordet til højre), Harald, Gertrud (bag). [tilbake]