Drama.
Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1902
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
DE HANDLENDE.
Fru MARGRETE URA, født Kann.En højloftet og bred forstue ud mod en veranda i stor runding og med udsigt halvt mod en skogrig ås (til højre) halvt mod sjø og øer (til venstre) [1] .
Forstuen har en dobbeltdør ud mod verandaen og på begge sider af den høje vinduer, som nu er opslagne. Op til verandaen fører på begge sider trapper, som man ikke ser; men man ser personer komme og gå i dem.
Inde i forstuen går (til højre) en trappe op til anden etage. Til højre to døre og to til venstre.
Møblementet lyst som forstuen selv. Det hele hyggeligt uden elegance.
Handlingen begynder en klar pinsedags morgen. Kirkeklokkerne kimer fjærnt fra højre.
Margrete Ura.
Godmorgen, min kjære Josefine! (står i døren.) Godmorgen Mathilde! I er på vej til kirken?
Josefine.
Ja. Men vi vilde først se indom og si glædelig pinse. (De hilses og går fremover.) Og tak for alt godt og dejligt! Og da især for alt godt, du sendte over til os igårkvæld!
Margrete.
Den, som skal takke, er jeg. Bestandig jeg.
Josefine (skamfuld).
Du skal ikke si sådant, Margrete. Hvordan gik det os, når vi ikke havde dig? Det er jo bare så altfor meget.
Margrete.
Jeg takker for hver dag, du er her. Jeg takker, hver gang jeg tænker på dig. Hvergang føler jeg noget godt.
Josefine (som før).
Nej, si' ikke sådant! Jeg, som volder dig slig bekymring.
Margrete.
Fordi du har så altfor beskedne tanker om dig selv.
Josefine.
Jeg kjender mig så unyttig.
Margrete.
Er det da din skyld, at du ikke orker mere?
Josefine.
Jeg er til byrde for dere allesammen.
Margrete.
Du kjære! at du ikke vil tro mig!
Josefine.
Jo, nok det! (Bevæget.) Men hvorfor skal jeg ikke få dø?
Mathilde.
Fordi vi vil ha dig hos os, mor! -
Margrete.
Se, der har vi fåt det ny album, med alle de store fotografier.
Mathilde.
Af Storhove? Med de ny fabriksbygninger?
Margrete.
Ja. (Går op til bordet midt i rummet. Der ligger et svært indbundet album, som hun slår op i.)
Her sidder din mor og du på bænken foran familiehuset.
Mathilde.
Nej, det må jeg da se! (bort til hende.)
Margrete (rask).
Hvordan er det med hende?
Mathilde.
Idag er hun svært tungsindig.
Margrete.
For guds skyld, Mathilde!
Mathilde.
Ja, du kan tro, jeg skal passe på!
Josefine.
For en dejlig dag! Rigtig en pinsedag.
Josefine (i stor forskrækkelse).
Der bryder det løs igjen. (Mathilde iler til hende.)
Margrete.
Hvad vil dette si?
Cecilie (viser sig i det samme oppe i trappen).
Å, tante!
Margrete.
Ja, hvad er det, barn?
Cecilie.
Det er dr. Ura med fanen! (hun iler ned af trappen.)
Margrete.
Hvad vil det si? Med fanen?
Josefine (forskræmt).
Han har ladt gjøre en fane.
Mathilde.
En rød papirfane, og på den har han malet med hvide bogstaver: "Familien!"
Margrete (i udbrud).
Men -!
Cecilie (på verandaen).
Han foran, de efter, allesammen!
Mathilde.
Når han stikker den fane op, blir de rasende.
Margrete.
Det fortænker jeg dem da ikke i. Afskyeligt!
Josefine.
Å, de kommer hid! Hvor skal jeg hen?
Cecilie (fra verandaen).
Nej, nu går de andre hjem over broen. - Dr. Ura kommer hid!
Josefine (iler hen mod de andre).
Jeg vil ikke møde ham! Mathilde! Jeg får denne skjælvingen!
Mathilde.
Kom herind, mor! (ud til højre.)
Cecilie (til Margrete, som vil efter).
Nej, tante, nu skal du rigtig ta ham!
Margrete.
Pinsedags morgen? Nej, mit barn. (Ind ad samme dør.)
Cecilie.
Ja, alene vil jeg ikke træffe ham. (efter.)
Dr. Ura (kommer over verandaen fra højre. Han har en stor grøn skjærm over øjnene; er iført en flekket laboratoriebluse. Han er barhodet; håret sort, svært og lurvet. Over skuldrene en stang med en langagtig rød papirfane på. I den ordet "familien". Han høres sige udenfor meget klart:).
Nu tænker jeg nok, de skal slutte med at lægge sin morgenpromenade til laboratorie-parken.
Maria.
Her er jo ingen?
Dr. Ura (som først stanset, går nu nedover. Han ser op efter trappen, roper højt:).
Er her nogen? (Ingen svarer.) - - Jeg vilde bare syne dem fanen min! (vifter med den, går til begge døre til venstre, siger ved den øverste:) Er her nogen? (Vender sig fra døren, slænger fanen fra sig på gulvet:)
Skidt i den!
Maria (som stod igjen på verandaen, iler til:).
Nej, nej! Den skal vi gjemme - til en anden gang. (Tar den op og går ind med den gjennem nederste dør til venstre; straks ud igjen.)
Dr. Ura.
Hvor gjorde du af den?
Maria.
Stak den bag skabet.
Dr. Ura.
Kom nu, så skal du få se, hvad jeg holdt på med, da familie-skrapet kom i parken. Du kan tro, det er interessant! (går.)
Maria.
Ja, det vil jeg så forfærdelig gjærne. Jeg ved ikke noget morsommere. (Efter ham på verandaen og ud til højre.)
Cecilie (stikker hodet ind).
Frit farvand! (Ind; de andre efter.)
Å, hvor han skulde havt! Og den Maria!
Mathilde.
Så går vi til kirke, mor!
Josefine.
Er du sikker på, vi ingen møder?
Cecilie (som står på verandaen).
De andre er længst over broen; og dr. Ura er på vejen til laboratoriet igjen.
Josefine.
Ja, så tør vi vel gå. (Stikker sin arm under datterens.) Godmorgen, min kjære!
Margrete.
Jeg skulde ønske, jeg kunde følge med.
Josefine.
Ja, gjør det!
Mathilde (samtidig).
Å ja, gjør det, tante!
Cecilie.
Nej, tante, - jeg må få tale med dig!
Margrete.
Haster det så, barn?
Cecilie.
Ja svært.
Josefine.
Så farvel, da!
Mathilde.
Godmorgen!
Margrete.
Velkommen igjen! Idag spiser vi allesammen herinde. (peger mod venstre, øverste dør.)
Josefine, Mathilde.
Tak!
Margrete.
Klokken 1.
Josefine (stanser).
Men hvorledes skal det gå, når dr. Ura træffer hele familien -?
Margrete.
Det skal gå udmærket.
Margrete (hen til albumet igjen).
Cecilie.
Tante, jeg trodde, alle disse stakkarer i familiegården var af hans slægt - og ikke af vor?
Margrete.
Det er de også. Med undtagelse af Josefine. Men hun var jo gift med hans bror. Den drukkenbolten!
Cecilie (ler).
Jeg har aldrig hørt nogen behandle sin slægt således?
Margrete.
Hvis de var af min familie, tror jeg, han var snillere.
Cecilie.
Han skammer sig over dem? Eller hvad er det?
Margrete.
Lidt af hvert. Men det underlige er, at det var ikke så før.
Cecilie.
Nej. Det så jeg jo sist. Er det nyt?
Margrete.
Aldeles nyt. Et af hans mange stemningsomslag.
Cecilie (mistænksom).
Nogen har sat det i ham -?
Margrete.
Jeg tænker det.
Cecilie (som før).
Hvem?
Margrete (idet hun slår albumet igjen).
Jeg ønsker ikke at vide det. -
Hvad var det, du vilde mig?
Cecilie (efter lidt).
Jeg vil rejse, tante?
Margrete (højst forundret).
Du vil rejse, barn? - - Hvad bety'r det?
Cecilie.
Ja, spør mig ikke, tante. - Men jeg vil rejse.
Margrete.
Så snart?
Cecilie.
Jeg tænkte, tredje pinsedags nat.
Margrete.
Så ubekvem tid også?
Cecilie.
Dampskibet går om natten.
Margrete (sætter sig).
Kom her til mig!
Cecilie (kommer, knæler hos hende).
Tante!
Margrete.
Jeg tænkte, vi to var blet slige gode venner?
Cecilie (svarer ikke).
Margrete.
Her er jo intet muntert sted længer. Siden alle disse ulykker har stormet ind på os. Så meget mere glædet jeg mig til at ha dig.
Cecilie.
Jeg kan ikke, tante.
Margrete.
Nej, nej. Vi får finde os i det. (Smilende, idet hun vender hendes hode mod sit.)
Jeg havde ellers min plan med dig. Min lange plan.
Cecilie (opmærksom).
Hvad er det, tante?
Margrete.
Nej, til en, som forlader os, siger jeg ingenting.
Cecilie.
Åjo! Det er så morsomt at høre dine planer, dine lange planer med os allesammen.
Margrete.
Du ser, de er på vej at gå overstyr. Allesammen.
Cecilie.
Men det kan da ikke du for.
Margrete (efter lidt).
N-e-j. - Vi har havt det for godt.
Cecilie.
Du er da ingen græker, tante? Fra Homers tid? Du tror da ikke på gudernes misundelse?
Margrete.
Jeg tror, at lykken opdrager mange svagheder. Og de volder det.
Cecilie.
At fabriken brændte kommer da ikke deraf?
Margrete.
Nej. Men at de bygget så altfor stort op igjen; at dr. Uras opfindelse fristet dem til det, var kanske overmod. Lykkens overmod. Når så fabrikens hemmelighed forrådes, netop som bygningerne er færdige . . . ja, da står vi der net!
Cecilie.
Men at hemmeligheden forrådes, - heller ikke det kan dere for?
Margrete.
Åjo. Når brødrene blir uvenner, så slappes disciplinen. Intet samhold længer. Så kan jo alt hænde.
Cecilie.
Men kan du da ikke gjøre dem til venner igjen?
Margrete (stærkt).
Brødrene? Jeg kan ikke engang få vide, hvad der er ivejen. De tier begge to. De undgår mig. (Rejser sig.) Jeg mister min indflydelse. Jeg mister min familie. Her er hemmelige magter omkring.
Jeg ventet virkelig på dig. Men nu rejser du jo.
Cecilie (tier).
Margrete.
Slig skam som jeg også synes det er, at min mands opfindelse forrådes til fremmede! Hvad må folk tænke?
Vi kan altså ikke værge vort eget længer her på Storhove.
Cecilie.
Der er noget, du har lovd at fortælle mig, tante.
Margrete (åndsfraværende).
Så -?
Cecilie.
Du har lovd mig det mere end én gang. Og nu, når jeg rejser -?
Margrete.
Hvad er det?
Cecilie.
Siden du taler om Storhove, . . . hvordan . . . ja, fortæl mig om dr. Ura og dig?
Margrete (smiler).
Du finder det så underligt, at vi to hører sammen?
Cecilie.
Jeg er vist ikke den eneste, tante? (ler.)
Margrete.
Kanske du tror, han er spanier? Du også?
Cecilie.
Ja, noget sådant. Og du er da så norsk, tante.
Margrete (ler).
End han da? Hans bestefar var en vestlænding, som ryddet sig plads opi en ur.
Derfor navnet: Ura!
Cecilie (ler).
Er det sådan?
Margrete.
Ja. Dr. Ura er vestlænding. Gjorde sin første opfindelse tyve år gammel. - -
Cecilie.
Får jeg lov at spørge mere?
Margrete (sætter sig).
Bare spør!
Cecilie.
Han var jo så, - ja, så vild og gal? Og fuld af gjæld var han også. Så siger de i det minste. Og han er nu alt andet end vakker da, tante. Og så er han så rar?
Margrete (efter lidt).
Hvad vilde du svare, mit barn, om en mand som dr. Ura kom og la' sin fremtid i dit fang? sa' til dig: gjør noget af mig?
Cecilie.
Nej, det, - det ved jeg ikke! Nej . . . ! Ja . . . ! Nej, jeg måtte da i alle fald holde forfærdelig af ham. - Gjorde du det, tante?
Margrete.
Når sligt hænder en, - ja, for det hændte mig, - kan du så tænke dig, hvordan livet siden tog sig ud?
Cecilie (tænker sig om).
Nej.
Margrete.
Som et par store øjne, du. Som så på en.
Cecilie.
Og spurte?
Margrete.
Og spurte.
Cecilie (efter lidt).
Det blev til kjærlighed da, tante? Tilslut?
Margrete.
Ved du, hvad de øjne spurte om?
Cecilie.
Jeg tror nok. - Gud, er dette rart!
Margrete.
Kan du gjøre noget dygtigere, sa' de.
Cecilie.
Ja vist! - Men du? . . . Ja, du elsked ham, tante?
Margrete.
Jeg kjendte ligesom kræfter, mit barn.
Cecilie (springer op).
Der står to fremmede på verandaen?
Margrete (rejser sig og går mod dem).
De to fremmede (smiler over damernes store forundring).
Den første.
Undskyld, mine damer! Vi søger indenrigsministeren.
Margrete.
Min bror. Han kom her igåraftes.
Den første.
Det ved jeg. Kan jeg få tale med ham?
Margrete (rask).
Står noget på?
Den første (smilende).
Intet, som kan gjøre bange. Jeg taler med hans søster, fru dr. Ura?
Margrete.
Ja. - Cecilie, hent min bror!
Cecilie (sagte, fort).
Men gud, ser du ikke -?
Margrete (ligeså).
Hvad?
Cecilie (stigende).
Men ser du ikke -?
Margrete (som før).
Du har virkelig ret. (Højt.) Som De -, ja, som De ligner kongen.
Den første.
Det kan De ha ret i, frue. For jeg er kongen. (Byr hende hånden.)
Margrete (hilser med dyb bøjning. Til Cecilie).
Si' dette til min bror.
Cecilie (op trappen).
Kongen.
Deres niece, frue?
Margrete.
Ja. Komponistens søster.
Kongen.
Jeg kan se det.
Jeg må forestille min ledsager, zoologen professor Inge.
Margrete (idet de hilses).
Ham kjender vi da alle.
Kongen.
Jeg ankred op udenfor her igårkvæld. For ikke at komme altfor tidlig har vi ta't fotografier. Som her er vakkert!
Margrete.
Storhove har været heldigt idag. Vejret er strålende.
Kongen.
Ja, fjældene står så klare.
Margrete.
Fjældene her har været så venlige at holde sig på afstand.
Kongen.
Ja, her er så frit. Højdedraget, som følger frem med elven, er aldeles skogklædt. Og det med meget rig og storstammet skog. Øerne også skogklædte. Og den herlige park I har! Jeg elsker skog.
Margrete.
Vi har ikke hugget, siden vi overtog Storhove. Vi havde længe bare fabrikerne.
Kongen.
Storhove har engang været kongsgård?
Margrete.
Og offersted.
Kongen.
Jeg synes, jeg ser de gamle båter stime til mellem øerne.
Og så prægtig, som dere har bygget!
Margrete.
Ja, nu er alt nyt.
Kongen.
Nej, der står et hus igjen på andre siden af elven, som ikke er nyt, og som stikker af. (Peger ud til højre.) Det ved de ny fabriksbygninger. Den underlige bygningen der!
Margrete (smiler).
Det er en fantasi af dr. Ura.
I det hus begyndte vi. Men det forstyrred ham at bo så nær fabriken. Så bygget vi her.
Kongen.
Her er fortræffeligt! Men det der vilde jeg ha bort.
Margrete.
Vi har kontorerne der. Og i resten bor nogle slægtninger af dr. Ura, som det ikke har gåt godt for. Vi kalder derfor også huset "familiegården", "familiehuset".
Kongen.
Det er en anden sag.
Dr. Kann (blir synlig oppe i trappen).
Kongen.
Der har vi ham! (går mod trappen.)
Dr. Kann.
Undskyld, Deres majestæt, - jeg var rent ud sagt ikke påklædt. Jeg lå længe og har havt en del at ekspedere idag.
Kongen.
Undskyld heller mig, min kjære minister, som overfalder Dem så tidlig, og det på pinsedags morgen!
Margrete (gjør sin bøjning og går ud verandaen til højre med professor Inge).
Kongen.
Igår fik jeg Deres afskedsansøgning. Hvad vil det si?
Dr. Kann.
At nu må jeg en stund leve for min familie. Helt ud.
Kongen.
Så søg permission!
Dr. Kann.
Også indenrigsministeriet trænger sin mand helt ud.
Kongen.
Men alt, som De der har sat igang -?
Dr. Kann.
Det må en anden ta sig af. Jeg har tilladt mig at nævne et navn.
Kongen.
Ingen kan gjøre dette som De! Nu er De uundværlig.
Dr. Kann.
Jeg sætter ikke mig selv så højt.
Kongen.
Da gjør vi andre det. Og vi mener desuden, at det må være et overordentligt tilfælde, når ikke fædrelandet skal gå foran.
Dr. Kann.
Sådant er altid en skjønssag, D. m. Så store kan naturligvis forholdene være. Og manden med. Men jeg mener omvendt, at det må være noget overordentligt, når familien skal forsømmes for fædrelandet.
Kongen.
Det strider da mod alt, vi har lært. Fædrelandet først.
Dr. Kann.
Ja, det siger vi, fordi den moderne stat har overta't så altfor mange af familiens hværv. Sådant forbytter begreberne.
Kongen.
Derom blir vi neppe enige.
Dr. Kann (smiler).
Jeg ved det, D. m.
Kongen.
Vi må da søge en regel. En regel, som - i al almindelighed - stiller forholdet klart.
Dr. Kann.
I almindelighed gjælder det vel, hvem som best kan bærge sig uden os, fædrelandet eller familien. I de allerfleste tilfælde kan fædrelandet udmærket vel bærge sig uden os; men ikke familien.
Kongen.
Deres familie kan altså ikke nu bærge sig uden Dem?
Dr. Kann.
Det er jo muligt. Men jeg har mine tvil. Mine bange tvil også.
Kongen.
Jeg ved ikke, hvad det kan være. Men det ved jeg, at store mænd har git os et andet eksempel.
Dr. Kann.
Jeg for min del tænker ikke højt om de store mænd, som selv går til himmels, men lar familien svømme efter på vragstumperne. Det skal vise sig, at der da også er noget hult i deres værk.
Kongen.
Om jeg nu gav Dem en håndsrækning?
Dr. Kann.
D. m. mener -?
Kongen.
Straks jeg fik høre, at Deres svogers opfindelse var forrådt til konkurrenten, lod jeg direktøren komme. De ved, jeg har aktier i "Vølund".
Dr. Kann (gjør bekræftende tegn).
Kongen.
Han meldte, at hemmeligheden var sendt dem anonymt, og at den ikke engang var betalt.
Dr. Kann.
Ja, er det ikke mærkeligt?
Kongen.
Det er enestående! -
Iforgårs, straks efter jeg fik Deres afskedsansøgning, ordnet jeg den affære. "Vølund" er villig til at overdrage alle sine aktier til brødrene Ura.
Dr. Kann.
Deres majestæt!
Kongen.
Derfor er det, jeg er her.
Dr. Kann.
Det er allerede en afgjort sag?
Kongen.
Det er afgjort. Hæderlige mænd havde intet valg.
Dr. Kann.
Jeg stod just i begreb med at foreslå dette. - Jeg takker D. m. inderlig.
Kongen.
Men så må aktierne indløses kontant.
Dr. Kann.
Selvfølgelig. Derpå har jeg ordnet mig.
Kongen.
Er De da rig?
Dr. Kann.
Nej. Men hvad er prisen.
Kongen.
200,000.
Dr. Kann.
Netop hvad jeg har tænkt mig.
Kongen.
Beholdningen realiserer vi, - hvis ikke De vil -?
Dr. Kann.
Derom kan tales.
Deres majestæt ved ikke tilfældigvis, på hvad måde hemmeligheden kom "Vølund" ihænde?
Kongen.
Jeg ved bare, at den var i maskinskrift og uden poststempel.
Dr. Kann.
Uden poststempel også? - -
Kongen.
Har De nogen mistænkt?
Dr. Kann.
Jeg er her for at komme på spor efter dette. Den hele tilstand her er blet utryg.
Kongen.
Her er mere? Som er i ulage, mener jeg.
Dr. Kann.
Ja desværre, D. m.
Kongen.
Hvis det lykkes Dem, så tar De vel afskedsansøgningen tilbage?
Dr. Kann.
Det gjør jeg. At sige, hvis alt så går i orden.
Kongen.
Vi får håbe det! Når kan handelen foregå?
Dr. Kann.
Straks pinsen er over.
Kongen.
Vi kan selv bestemme dagen!
Dr. Kann.
Ja, D. m.
Kongen.
Tillykke da! - Farvel!
Dr. Kann.
Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal takke D. m.
Kongen (idet han går, og med smil).
Det ved jeg så udmærket vel!
Prof. Inge, Hans og Knut Ura (kommer op på verandaen fra højre).
Dr. Kann.
Må jeg få lov at forestille mine søstersønner, ingeniørerne Hans og Knut Ura, fabrikernes ejere.
Kongen (idet han tar dem i hånden).
Det er mig en glæde at hilse på Dem. - Så går vi nedover til båten! Allesammen?
Dr. Kann.
Ja, D. m.
Margrete (kommer om lidt ind fra øverste dør til højre og går ud på verandaen for at se efter dem, som gik. Mens hun står der, kommer).
Maria (ned trappen).
Det var kongen, som gik?
Margrete.
Ja.
Maria.
Og jeg, som tænkte, han skulde bli.
Margrete.
Jeg ser, du har pyntet dig.
Maria.
Det var da kjedeligt! - Det er ham der i midten?
Margrete.
Ja.
Maria.
Hvad vilde han?
Margrete.
Jeg har ingen anelse.
Maria.
Tale med indenrigsministeren -? Naturligvis!
Margrete.
Kongens lyst-yacht ligger udenfor furuholmen.
Maria.
Kan vi ikke ro derud?
Margrete.
Hvad vilde kongen tænke?
Maria.
At vi var nysgjærrige. Kan han ikke det?
Margrete (vender sig og går nedover).
Jeg så, du fik brev fra Paris imorges?
Maria.
Ja.
Margrete.
Grevinden må kjede sig.
Maria.
Fordi hun vil ha sin niece hos sig? Hun behøver da ikke at kjede sig for det? Du bad jo Cecilie komme?
Margrete (svarer ikke. Hun går hen til albumet).
Maria.
Tante Lydia er nu det åndfuldeste og morsomste menneske, som jeg kjender.
Margrete.
Kom det bare an på det, så -.
Dr. Ura (på verandaen fra højre).
Margrete.
Men Ura, som du ser ud!
Dr. Ura.
Hvordan ser jeg ud? -
Margrete.
Det er jo pinsedag!
Dr. Ura.
Er det det? Hvad kommer det mig ved? Jeg sidder midt opi det aller interessanteste arbejde - og blir anden gang forstyrret. Gamle Mons kommer og mælder, at kongen er her. Er det sandt?
Margrete.
Nu gik han.
Dr. Ura.
Virkelig! Hvordan kom han hid?
Margrete.
Hans yacht ligger udenfor her.
Dr. Ura.
Hvad vilde han?
Margrete.
Han vilde tale med min bror.
Dr. Ura.
Nå - lad ham om det! (Ser Maria.) Som du surmuler? Hvad er det? - Ingen svarer! Jeg går. - Nej vist gjør jeg ej! Ved dere, hvad gamlingen videre fortalte? At imorges tidlig havde han båret penger over i kontoret.
Margrete.
Hvad for penger?
Dr. Ura.
Din brors penger. Han havde dem med igårkvæld.
Margrete (forundret).
Havde min bror penger med?
Dr. Ura.
Jeg skulde mene! To hundre tusen!
Margrete.
Nu har jeg aldrig -! Jeg vidste ikke engang, han havde så mange penger igjen. Det må være hele hans formue.
Dr. Ura.
Pengene kunde ikke komme ind i det brandfrie skab.
Maria.
Hvorfor?
Dr. Ura.
Kassereren er borte i pinseferien. Han har en af nøglerne.
T-o hu-u-ndre tu-u-sen!
(Pludselig.) Sæt nu, de kom væk?
Maria (ler).
Hvad siger du?
Dr. Ura.
Sæt de blev stjålne? Hvad?
For kan de bæres did, så kan de bæres bort igjen også!
Maria.
Nej! Derfra kan de ikke komme. Der skal for mange nøgler til.
Dr. Ura.
Nøgler?
Maria.
Ind til kontorerne.
Dr. Ura.
Hvor mange?
Maria.
Først en til husdøren.
Dr. Ura.
Den står da oppe.
Maria.
Om dagen, ja. Man bryder da ikke ind på lyse dagen? (ler.)
Dr. Ura (ler).
Du har ret! Altså først en til husdøren?
Maria.
Så en til den yttre kontordør, så en til den indre. Og den yttre kontornøgel hænger i nøgleskabet hos kontoristen. Og den indre har Hans selv i sit rum. Ofte hos sig.
Dr. Ura.
Men her, som ingen lukker sin dør om natten, blir det da ikke svært at få tag i det par nøgler?
Margrete.
I de siste nætter har jeg lagt meget vågen, og da har jeg virkelig syntes, her sommetider var nogen, som tuslet om i huset.
Dr. Ura (overmåde interesseret).
Nogen, som tuslet om her om natten? Her? (sagtere.) Ovenpå? Eller nedenunder?
Margrete.
Både oppe og nede! Jeg har tænkt at tale om det.
Dr. Ura.
Jeg skulde mene det! Her, her, som der hænder så meget rart! Her, som fabrikhemmeligheden blev stjå let! Her har du hørt det tusle om i natten - og siger det ikke!? Dette blir farligt! Så må her jo være tyver i huset -?
Margrete.
Enhver, vi hører gå, behøver da ikke at være en tyv!
Dr. Ura.
Så -! Hvordan ved du, det ikke er en tyv? Så kan da virkelig pengene stjæles? Så kan jo nogen gå hen og ta nøglerne. Tænk, om de blev stjålne!
Margrete (uvillig).
Nå, ja, så måtte du ud med dine!
Dr. Ura (i stor forbauselse).
Jeg ud med mine? - Er du blet aldeles rasende? (Munter.) Som om jeg har nogen!
Margrete.
Skammer du dig ikke, Ura?
Dr. Ura.
Nej, jeg gjør ikke det.
Margrete.
Så gjør jeg det for dig.
Dr. Ura.
Værs'go! Værs'go!
Margrete.
Jeg skammer mig over, hvad du der siger. Men enda mere skammer jeg mig over, at det skal være gutternes morbror, som kommer dem til hjælp, og ikke deres far.
Dr. Ura.
Jeg? Jeg komme gutterne til hjælp?
Margrete.
Hele sin formue gjør deres morbror om i penger og kommer så med dem! Han fortæller os det ikke engang! Så naturlig falder det ham.
Men hvad må han så ikke tænke om dig? For dette var jo først og fremst din skyldighed, Ura.
Dr. Ura.
Min? Hvad siger du. Fordi om han falder på at gi gutterne sine penger, så blir det til skyldighed for mig at gjøre det samme? - He!
Margrete.
Hvem har sat gutterne ind i verden?
Dr. Ura.
Vi - desværre! Vi vidste ikke dengang, hvad vi gjorde. Men vi må da endelig engang bli dem kvit igjen.
Margrete (vred).
Som du snakker, Ura. Vi, som i mange år har været kvit dem, som du siger. Var vi ikke i forfjor både i Tyskland, i Italien og Frankrige?
Dr. Ura.
Og i Schweiz! Hvorfor glemmer du Schweiz? Sagen er, min pige, at i vore dage blir forældrene aldrig mere kvit sine barn. Det er fare ved barn i vore dage.
I gamle dage, når barna var voksne, kunde forældrene sende dem væk, så de aldrig kom igjen. I vore dage tril ler de ned på benene vore igjen, hvor langt vi spænder dem bort.
Margrete.
Nu er du rå, Ura.
Dr. Ura.
Jeg er det undertiden.
Vi blir ikke engang kvit dem, når vi dør. For da kommer de og vil ha arv. Hvad er arv andet, end at gamle, hvidhårede barn lægger sig til mors bryst igjen for at patte?
Margrete.
Det er enda godt, at ingen hører dig. Jeg går min vej.
Vi skal ha familiemiddag idag. Jeg har en del at gjøre. (ud nederste dør til venstre.)
Dr. Ura (til Maria).
Familiemiddag! Hvorfor!
Maria.
Det er pinsedag.
Dr. Ura.
Da vil jeg pinedød ikke spise! Nej, det vil jeg ikke! Det skal hun ha til straf! Disse mennesker fortrænger mig fra mit eget bord!
Maria.
Å, du må nok til!
Dr. Ura.
For en skøjer du er! For en farlig skøjer!
Maria.
Du må udbringe skålerne, også. Det må du! Ha, ha!
Dr. Ura.
Før skal de plukke fjærene af mig! Før jeg synger op!
Maria.
Husk, din store svoger er her!
Dr. Ura.
Jeg bryr mig fanden om ham!
Maria.
Å - hå!
Dr. Ura.
"Kommer med hele sin formue," - "sin betrængte familie til hjælp!" -
Jeg kan ikke fordrage ham!
Maria.
Ikke jeg heller!
Dr. Ura.
Ved du, hvad han sa' til mig, da han kom iaftes?
Maria (skøjeragtig).
Nej?
Dr. Ura.
Nå, Ura, far, sa' han (altid denne nedladende tone!): slangerne er vel iorden? De er vel ikke overskårne?
Maria (meget overrasket).
Slangerne?
Dr. Ura.
Sprøjteslangerne! Tror han, jeg går og skjærer sprøjteslanger over? Den idiot! (stanser, besinder sig, ler.) Å -! Ved du, vi gik sammen indi byen for nogen dage siden, da de gallopperte forbi med slukningsapparaterne. Klokken kimte hele tiden. Så sa' jeg: sæt nu, sa' jeg, når de kommer frem og skal til at sprøjte, så er slangerne overskårne! Han lo svært. Der er det! Jagu, der er det!
Maria (ler).
Så ligt dig!
Dr. Ura.
Men den mand taler sjælden alvor til en. Jeg ved aldrig, hvad han mener. -
Maria.
Hvad vil han med de penger, du?
Dr. Ura.
Kjøbe ud konkurrenten. For at sikre fabrikernes hemmelighed.
Maria.
Å -! Vølund?
Dr. Ura.
Ja. Den skal bli vor.
Maria.
Da er jo faren over, da?
Dr. Ura.
Javist.
Maria.
Så kjedeligt! - Her var slig spænding!
Dr. Ura (ser på hende).
Ha, ha, ha! - Du er god, du! Jagu, er du en god en! Ho, ho, ho!
To hu-u-undre tu-u-sen! - For en nar!
Maria.
Ja, du gir ikke dine penger?
Dr. Ura.
Ikke så længe jeg kan røre i en retorte! Nej! Det vilde også være usædeligt!
Lad dem hjælpe sig selv! Det har jeg måttet gjøre.
Maria.
Med din hustrus penger!
Dr. Ura.
Skøjer! - Å, tusen gange skøjer! Himmelhund! - Uff! Men du traf ikke dengang, lel. For hendes formue fik vi ikke, før forældrene døde. Og da var vi selvbærgede.
Maria.
Så det var I?
Dr. Ura.
Ja, du! - Å du er en skøjer! En farlig en - uff! (går, ser sig tilbage. Ud til højre.)
Maria (står lidt. Så stryger hun flere gange den ene pegefinger over den andre efter ham).
Hans (rask ind fra venstre over verandaen).
Du er her! Jeg skyndte mig for at være den første, som sa' dig det.
Maria (mod ham).
Hvad kongen vilde?
Hans.
Ja. Naturligvis er det endnu en hemmelighed. Men nu kjøber vi Vølund, - så er al den sorg over!
Maria.
Tænk, hvor prægtigt! Du er da vel glad, Hans?
Hans.
Jeg har ikke været så glad - nej, ikke siden fabrikerne brændte! Nu optar vi arbejdet i overmorgen! Med fuld kraft! Hvad synes du! (løfter, drejer hende rundt.)
Maria.
Nu kunde du jamæn være lidt snil med mig også?
Hans.
Med dig også?! Din skøjer! Hvem er ikke snil med dig?
Maria.
Det er du, det!
Hans.
Å, - hå! Jeg forstår! Du fik brev fra Paris idag? Idag igjen?
Maria (kjæler sig indtil ham).
Ja, Hans, tante Lydia ber så indstændig om, at jeg må komme nu straks i vårsæsonen; da er moroen størst. Væddeløbene og alt det der. Å, jeg har så'n forfærdelig lyst. - Og nu, når du er glad, hvorfor skal ikke jeg så få være glad! - Hans!
Hans.
Vi kan ikke være glad sammen?
Maria.
Jo -, det også. Men jeg er da lidt yngre, jeg, end du.
Hans.
Til Paris? Til Lydia? Du alene? Aldrig! - Hvad vilde mor si til det?
Maria.
Rejs med! Å, rejs med, Hans! Nu, alting går i orden, kan du så godt! For nu er jo Knut kommet hjem. - Å, Hans, rejs med!
Hans.
Da kom du lite' sammen med grevinden. For hun hører ikke til det selskab, jeg søger.
Maria.
Du har ikke forestilling om, som hun er morsom, Hans!
Hans (siger intet).
Maria.
Og vakker! Og så snil, du!
Hans.
Igrunden er du kjed af os her?
Maria.
Når jeg vil more mig, kommer du altid med det. Men du skal huske på, at jeg er ligesom udenfor. Dere hænger så sammen, dere andre.
Hans.
Er ikke det lidt din egen skyld? At du er udenfor?
Maria (går fra ham).
Begynder du nu igjen?
Hans (går et slag for sig selv, stanser. Sætter sig og siger).
Kom hid til mig, Maria?
Maria (kommer langsomt).
Hans (tar hende på fanget).
Hvorfor vil du ikke ind til byen med mor og tale med -? (stanser.)
Maria (ryster på hodet).
Hans.
Slet ikke?
Maria (ryster igjen på hodet).
Hans.
Fik du barn, Maria, så følte du dig mere sammen med os.
Har ikke mor talt med dig?
Maria (nikker).
Hans.
Du vil ikke?
Maria (rejser sig).
Hans.
Nej, vent nu! - End om du gjorde det for min skyld? Jeg, ved du, jeg savner det så.
Maria (går fra ham).
Hans (sidder igjen, ulykkelig).
Maria.
Du, Hans -? Jeg synes - (stanser.)
Hans (ligegyldig).
Du synes -?
Maria.
Jeg synes, d'er så underlig, at du vilde ha mig.
Hans (ser på hende).
Maria.
Ja, - så'n som jeg er.
Hans.
Jeg synes det også selv. Undertiden.
Maria.
Der kan du se! Du holder ikke af mig.
Hans.
Nej.
Maria.
For da tog du hensyn - ja, bitte lite' gran . . . til det, som jeg holder af.
Hans.
Jeg gjør ikke det, kanske?
Maria.
Jo -, så'n i småt.
Hans.
Den lyst-yachten, du fik, er det småt nu?
Maria.
I længden blir det kjedeligt.
Hans.
Og ridehoppen?
Maria.
Det er ingen moro at ride alene.
Hans.
Hvorfor får du ikke Knut med dig?
Maria (tier, men ser på ham).
Hans (mistænksom).
Hvorfor -?
Maria (ser ud, som vilde hun tale. Men betænker sig).
Hans (rejser sig).
Er der noget?
Maria.
Å - nej. (ser bort.)
Hans (idet stemmen dirrer).
Hvad bety'r dette?
Maria.
Du skjønner ikke, du, at jeg må bort.
Hans.
Du bort! - Nej, da er her en anden, som skal bort! -
Er det sandt, Maria? (Oprørt, sørgmodig.)
Maria (bøjer hodet).
Hans.
Også dette gjør han mig! - Å - å! Som han er blet en anden! - (hen til Maria, dæmpet:) Mener du ikke, jeg har anet det?
Maria.
Ikke si' det! Ikke si' det!
Hans.
Nej. Men så må du la mig komme over ham engang?
Maria.
Hvordan?
Hans.
Giv ham et stævnemøde! Han har da vel bedt om det?
Maria.
Ofte. -
Hans (harm, men taler dæmpet).
Sig ja! Og varsku så mig!
Maria.
Det var bedre, du lod mig rejse. Så glemte han mig.
Hans.
Du er ikke af dem, en glemmer. Giv ham stævnemøde! Og sig mig til.
Maria.
Det tør jeg ikke.
Nej, jeg vil bort!
Hans (stræng).
Alene kommer du ikke bort! Og nu, han skal væk, må jeg være her.
Det var godt, du sa' mig det. - Kan jeg tale med mor om det?
Maria.
Du må ikke!
Hans (forundret).
Heller ikke om dette her?
Maria.
Allerminst om dette! Gjør du det, så -!
Hans (går).
Nej, nej. - Dette var en besk drik. (til Maria.) Tak skal du ha ligefuldt! Det var ikke bare for at more dig, du vilde bort. Jeg har gjort dig uret.
Maria.
Det har du!
Hans.
Jeg skal søge at gjøre det godt igjen!
Maria.
Ja, det skulde du rigtig!
Hans (stræng).
Ikke som du vil! Aldrig! Dertil holder jeg formeget af dig! (går ud mod venstre over verandaen.)
Maria (står igjen. Ser efter ham, siger med beslutning).
Ja, ja!
Hans (kommer igjen, fort).
Der kommer Knut! Han taler med Cecilie. Se til at få hende bort. Træf så aftale med ham! Straks! - Dette er af det, jeg ikke kan bære længe! Knut er en farlig kar.
Maria (nikker).
Hans (iler til).
Å! Du er min! (kysser hende.) Ulig alle andre. Det er charmen ved dig. (Rask ud til venstre over verandaen.)
Maria (hopper efter og ser ud. Skynder sig tilbage og op trappen).
Knut og Cecilie (op på verandaen fra venstre).
Knut.
Så det er derfor du vil hjem? Hjem for at passe hønsene dine?
Cecilie.
Ja, du kan få det til!
Knut.
Det sa' du jo?
Cecilie.
Jeg sa', det var morsomt at stelle med hønsene, sa' jeg. Ikke mere.
Knut.
Det kan jeg slet ikke forstå. Høns? Noget så utaknemligt som høns?
Cecilie.
Holder du bare af dem, du får tak af, du?
Knut.
Mest af dem, ja. En må ligesom ha noget igjen.
Cecilie.
Ja. Men det kan være andet end tak, det. Som med de små barna?
Knut.
De ler da til en, de.
Cecilie.
De allerminste? Ikke spor! De griner og skriger, gjør de. Og de større? De glemmer en på tre dage! Jeg var borte i tre dage fra nogen. Jeg trodde, de skulde bli så glad, når de så mig igjen. Jo, pyt, sa'n, de ramskreg og gjemte sig. - Skulde jeg kanske ikke være glad i dem for det?
Knut.
Om de havde kjendt dig igjen, så havde du nu været endnu gladere i dem.
Cecilie.
Det havde jeg.
Knut.
Forresten er du nok lidt glad i alle, du. Både store og små.
Cecilie.
Nej, det ved gud, jeg ikke er!
Knut.
Men de fleste, vel? Dem du omgås?
Cecilie.
Å -, det er nu så ymse med det, sa'n!
Knut.
Som nu med mig? Du holder da lidt af mig, vel?
Cecilie (i udbrud).
Nej, nå -!
Knut.
For af mig får du da lidt igjen?
Cecilie.
En skal ikke si så'nt.
Knut.
Jaså? Det er bare et par minutter siden, du selv sa', at du likte ikke andre end dem, som var ligefremme.
Cecilie.
Ja, mener du det, da?
Knut.
Husk den store dukken, jeg gav dig?
Cecilie.
Den husker jeg nok. Men det er nå to år siden, det.
Knut.
Enda var det dem, som sa', du var for voksen til en dukke.
Cecilie.
Å nej, da!
Knut.
Er det sandt, du kaldte hende Knut?
Cecilie.
Ha, ha!
Knut.
Enda det var en pige?
Cecilie.
Det gjorde da ikke noget.
Knut.
Har du kysset hende, Cecilie?
Cecilie (i udbrud).
Nej, nå -!
Knut.
Ja, for da er det næsten, som du har kysset mig.
Cecilie.
Ha, ha!
Knut.
Så kan vel også jeg - -?
Cecilie (rask).
Få kysse dukken? Vær'sgo'!
Knut.
Den gangen sa' du . . . . ja, du har vel glemt det nu, kan jeg tænke.
Cecilie.
Hvad sa' jeg?
Knut.
At den lignet mig, sa' du.
Cecilie.
D'er sandt, det! Hun er vist en søster af dig, Knut.
Knut.
Nej, så heldig!
Cecilie.
Hvordan det?
Knut.
Jo, at jeg har en søster hos dig. En søster, ved du, lærer en at holde af sin bror. De blir snart to sammen om det, da.
Cecilie.
Å, tak! Skal jeg holde af en, så vil jeg nok være alene om det.
Knut (ler).
Nå, det vil du!
Maria (kommer gående ned for trappen).
Om forladelse!
Cecilie (skynder sig bort fra Knut).
Maria.
Jeg vidste ikke . . . I må ha talt svært sagte? (hun kommer ned og går forbi Knut bort til Cecilie. Hun siger til hende, som skulde bare hun høre det.) Du må gå med lange kjoler nu, Cecilie.
Cecilie (blodrød).
Hvorfor?
Maria.
Du har hul på strømpen.
Cecilie (forfærdet).
Har jeg -? (vil se, men tør ikke for Knut, som ser på hende. Han har hørt det.) Det er nye strømper! (Springer op trappen. Før hun når op, begynder hun at gråte.)
Knut (da hun vel er ude, hvad han neppe kunde oppebie).
Nej, dette er, pinedød, noget af det grusomste, jeg har været med til. Og så tror jeg ikke engang, det er sandt. Jeg kunde ikke se det.
Maria.
Hvad taler du om, Knut?
Knut.
Hvad jeg taler om? Ved du, det er nu hykleri! Jeg taler om det, du sa' til Cecilie.
Maria.
Kunde du høre det? - Ja, da var det galt, jeg sa' det.
Knut (oprørt).
Nej, hør nu, Maria: Du sa' det, for at jeg skulde høre det. Lad os bli enige om det.
Maria.
Så det tror du! Tak!
Knut.
Ja, dere kvindfolk -!
Maria.
Så sint, du er! Fordi jeg kom over dig, som du stod og gjorde kur til en skoletøs. Det klædte dig så.
Cecilie (stormer nedover trapperne og bent på Maria).
Det er ikke sandt!
Maria (uskyldig).
Hvad er ikke sandt?
Cecilie.
Det, du sa'. Jeg har ikke hul på strømpen.
Maria (slår ud i latter).
Knut (også).
Cecilie (rasende).
Det er du, som har hul på strømperne, mor! Det så jeg igår, vi badet sammen.
Maria (ler).
Det kan såmæn gjærne hænde.
Cecilie.
Ja, det kan det. For du er et dovendyr, som ikke gider nogenting. Ikke engang at stoppe dine egne strømper.
Maria.
Det har jeg heller aldrig gjort. Jeg går nemlig ikke med stoppede strømper. Det overlader jeg til dig.
Cecilie.
Men du går med hullede strømper, du. Og det overlader jeg til dig. Det er da meget grommere.
Knut (går leende frem imellem dem for at mægle).
Cecilie (til Knut).
Ja, du tror, hun er en engel, du. Men jeg ved, hvad hun er værd. Såpas er hun værd! (Hun lar den ene udslagne håndflade stryge rask over den andre, to gange.)
Knut (alvorlig).
Nu går du for vidt!
Cecilie.
Så? Det er nok en af os to, som går for vidt, når det gjælder hende!
Knut.
Å! Nu skjønner jeg!
Cecilie.
Endelig! Det var da bra! For jeg holder ikke ud at se på, som hun forgjør dere allesammen.
Knut.
Det kan du opdage, du, som bare har været her nogen få dage?
Maria (til Knut).
Du må endelig ikke forsvare mig, Knut. Kjære, ser du ikke, hun er så forgabet i dig, at hun ikke ved, hvad hun selv siger?
Cecilie (mod hende).
Hvad vover du -? Jeg spør: hvad er det, du tør -! (kan ikke få ordene frem.)
Knut.
Styr dig nu, Cecilie!
Cecilie (ser på ham).
Du har ret. - Det vil jeg. (Går ud til højre.)
Begge (ser efter hende).
Knut (følger hende. Åbenbart uden at vide det).
Maria.
Følger du hende?
Knut (vender).
Nej. - - Var det noget?
Maria (tier).
Knut (nærmere).
Vil du mig noget?
Maria.
Din bror var her netop.
Knut.
Jeg så det. Hvad sa' han?
Maria.
Jeg må tale med dig, Knut.
Knut.
Nu ja!
Maria (ser sig om).
Nej, ikke her!
Knut.
Hvor da?
Maria.
Mød mig nede ved elven. Lysthuset.
Knut.
Ikke ikvæld. Jeg vil sejle.
Maria.
Du var vist ikke så uvillig, om det var Cecilie.
Knut.
Det var også en anden sag.
Maria (ser på ham).
Som du er galant!
Knut (svarer ikke).
Maria.
Så du tror, Cecilie er så uskyldig? - Du skulde høre, hvad hun kan si. Sådan ved badet. På tomands hånd. Og fortælle!
Knut.
Du er et farligt menneske, Maria!
Maria.
Det kan jeg også si om dig.
Knut (vil til hende. Stanser. Vender og går).
Maria (ler. Da Knut næsten er ude, siger hun).
Du vil altså ikke vide, hvad din bror sa'?
Knut (stanser. Spør halvvendt).
Ja, var der noget i det?
Maria.
Å bare det, at nu skal du væk.
Knut (rask nedover igjen).
Jeg? Skal jeg væk? (Tørt.) Der kommer han!
Maria (rask).
Du må ikke si noget, Knut!
Hans (til Maria).
Onkel spurte mig, hvor du var.
Maria (færdig til at gå).
Vil han tale med mig?
Hans.
Jeg sa', du var her med Knut. Da bad han mig gå hid for at spørge Knut, om han virkelig havde assureret, igår han var i byen?
Knut.
Om jeg har assureret? Javist har jeg assureret. Hvordan kan han tvile på det!
Hans.
Ja, det ved jeg ikke. Han bad mig gå ind og spørge.
Knut.
Det var da besynderligt. Kan nogen glemme sligt?
Hans.
Det er ikke så besynderligt. Når vi kjender dig. Vi kom til at tale om, at bygge-assurancen løb ud igåraftes. Havde du glemt at assurere, så stod vi der net! Kontorerne åbnes jo først igjen iovermorgen.
Knut.
Hvordan faen kan han falde på, at jeg ikke havde assureret?
Hans.
Ja, jeg ved ikke det, hører du.
Knut.
Jeg var enda inde og havde en lang samtale med direktøren. Om hans patenterte slukningskasse. Hvorfor skulde jeg så ikke ha fornyet policen? Betjenten var enda med. Jeg tror, det var ham, som imidlertid gjorde det.
Hans.
Du er ikke sikker, kan jeg høre.
Knut.
Er jeg ikke sikker? Papirerne gav jeg allesammen til kassereren, straks jeg kom. Der var en hel hoben.
Havde policen ikke været blandt dem, så havde han vel straks set det.
Hans.
Er det så sikkert? Han stod jo færdig til at rejse, da du kom.
Knut.
Hvorfor sa' ikke onkel dette til mig selv?
Hans.
Han syntes vel, du var for opta't.
Knut.
Å, kom ikke med sligt sludder! At også kassereren skal være borte.
Hans.
En anden en havde jo konfereret med ham, nummer for nummer, før han gjorde noget andet.
Knut.
Det har du ellers ret i. Men det var sent, og jeg var sulten. Og så kom der noget ivejen. Jeg husker ikke mere, hvad det var. Vi opsatte det. Han skulde rejse.
Jo, nu husker jeg det. Det var jo onkel, som kom. Og samtalen med ham drog ud.
Hans.
Sluskeri er det. Men vi får håbe, det ingen fare har på sig.
Knut.
Så du ikke også fik sætte den lyte på mig!
Hans (vender sig, forbauset).
Sætte lyte på dig? Jeg? Når har jeg nogensinde gjort det?
Knut.
Nej, dette er det frækkeste, jeg har oplevet. Er det andet, du har gjort overfor mig, - næsten lige siden jeg kom hjem igjen?
Hans (forarget).
Jeg?
Maria (går imellem).
Å nej, kjære!
Knut.
Kom nu ikke med denne dux-minen fra skolen! Den imponerer ikke længer.
Hans.
Men så forklar dig!
Maria (bønfaldende).
Knut, svar ikke.
Knut (uden at ænse hende).
Ja, hvad er det andet, som har skilt os?
Hans.
Andet end det, jeg har sagt om dig?!
Maria (skriger over).
Du får ikke svare, Knut!
Knut (til Maria).
Men så lad mig dog være i fred!
(Til Hans). Jeg har aldrig sagt ét ondt ord om dig til noget menneske - uden til dig selv. Når du var tyrannisk og dum.
Hans (nær ind på ham med dæmpet raseri).
Når du siger, du ikke har sagt sligt til andre, så svarer jeg, så Maria hører på det, at du lyver.
Maria (gråter).
Dere gjør mig aldeles fortvilet!
Knut.
Hvor i al verden har du fåt fat i dette, at jeg lyver? Hverken har du før trodd det, eller har noget andet menneske sagt det. Så langt jeg har faret. -
Hans.
Jeg siger mere; jeg siger: du er en hykler!
Knut.
Du må være blet gal.
Maria.
Men Hans, husk -!
Hans.
Komediant! Du skal væk herfra!
Knut.
Nej, dette tåler jeg ikke!
Maria (skriger og styrter på ham for at skyde ham væk, og så pilsnart tilbage til Hans for at dække ham. Siger så til ham).
Nu går du med mig! Du er styg! - Nej, nu går du med mig. Du får ikke svare! Kom, siger jeg!
Hans (kjærtegner hende, lyder og går. Med hende ud verandaen til venstre).
Cecilie (styrter ind på verandaen fra højre, netop tidsnok til at se dem forsvinde).
Margrete (kommer ovenfra trappen. Hun er pyntet til middagen og fæster netop noget til sit bryst).
Hvad er det?
Knut (op mod hende. Tar hende ind i sine armer).
Mor!
Margrete.
Som I gjør mig ulykkelig, barn!
Knut.
Du må ikke tro noget ondt om mig, mor!
Margrete.
Nej, det er vist, jeg ikke gjør, gutten min!
Knut.
Når jeg bare er sikker på det, så skal jeg holde ud. Til alt her blir klart!
Samme sted sent på kvælden; men kvælden er sommerlys; dog tiltar skumringen mod slutten. Der høres vindstød og gjennem dem dansemusik, fjærnt fra højre.
Margrete og Dr. Kann (kommer om lidt ind på verandaen fra højre).
Margrete.
At ikke vinden lægger sig.
Dr. Kann.
Jeg tror, den heller slår om. Der er tegn til det.
Margrete.
Jeg frygter så for Knut.
Dr. Kann.
Han har en ypperlig båt. Knut er jo en første rangs sejler.
Margrete.
Han var ikke hjemme inat. Hvor er han, tror du?
Dr. Kann.
Kjender jeg ham ret, sejlte han lige ind til byen for at forvisse sig om, at her var assureret.
Margrete.
- Som de morer sig derborte! Det var et godt indfald af dig det med ballet. Ovenpå øvelserne.
Dr. Kann.
Det gik godt, ikke sandt?
Margrete.
Udmærket. (Med smil.) Du hører ikke til "ødelæggelses-korpset".
Dr. Kann (med engang ivrig).
At du ikke forstår, hvad jeg mener med det?
Margrete.
Jeg har ikke engang tænkt en sådan tanke. Vi skulde ha "et ødelæggelses-korps" iblandt os?
Dr. Kann.
Javist! Du har da set sådanne, som har sin fryd af at ødelægge?
Margrete.
Virkelig? Af at ødelægge?
Dr. Kann.
Det har du ikke set?! (Ironisk.) Har du heller aldrig hørt nogen ha sin fryd af at tænke sig, hvordan der kunde ødelægges?
Margrete (ler).
Jeg forstår dig nok.
Dr. Kann.
Men det er akkurat det samme! Bare et par grader mindre.
Margrete.
Det er jo bare moro!
Dr. Kann.
I formen. - Men der stikker ødelæggelseslyst bag. Vær sikker på det!
Margrete.
Tror du?
Dr. Kann.
Om jeg tror? - Det er en meget oprindelig drift, den der. Har du ikke set den hos barn?
Margrete.
Hos barn har jeg set den. Barn vil ødelægge.
Dr. Kann.
Og fulde folk vil ødelægge. Og overstadig glade vil også ødelægge. Ofte. Misundelige vil jeg ikke engang tale om.
Margrete (smiler).
Du har kanske ret.
Dr. Kann.
Og kåde folk. Ofte bare for at syne sig!
Så det er urgammelt i os. Og bryder op.
Maria (høres langt borte til højre).
Brand! Men så se dog! Brand! Brand!
Dr. Kann og Margrete (ud på verandaen).
Margrete.
Borte ved fabrikerne! Eller er det selve fabrikerne?
Dr. Kann.
Vi må derhen.
Margrete.
Å, bare det ikke -!
Maria (nærved).
Brand, brand!
Margrete.
Hvad brænder?
Maria (lige ved).
Familiehuset.
Margrete.
Å, de stakkarne! Så sent på kvælden. De må ha lagt sig!
Maria (samtidig forbi dem som et lyn over verandaen, roper nu på venstre side).
Brand! Brand! Familiehuset brænder!
Cecilie (har imidlertid fulgt lige i hælene på Maria).
Margrete (idet hun iler til højre).
Kom med, Cecilie.
Dr. Kann.
Nej, du følger hende!
Cecilie (rask ud til venstre).
Dr. Kann.
At også vinden skal stå på.
Hans (høres udenfor til venstre).
Hvad fløj af huset brænder? Kontorerne eller -?
Maria (udenfor, men lige ved).
Familiefløjen.
Hans (kommer løbende opover verandaen).
Hvorfra så du det.
Maria (som kommer lige efter).
Fra broen. (begge ud. Lidt efter falder en stor glans over scenen og et samlet udrop af mange mennesker følger. Bestandig fjærnt.)
Cecilie (som kommer noget efter de andre, står netop på verandaen).
Hvad var det? (ud til højre. Under løbet:)
Nu slog vist ilden gjennem taget!
(Til højre høres udenfor:)Josefine (i svag klynk).
Cecilie (udenfor).
Kjære, hvad er hændt?
Margrete (lige ved).
Å, - af rædsel - har hun villet - -.
Margrete (i en ømt klagende tone).
At du kan falde på sådant? Du kjære, snille! At skræmme os så -
Josefine.
Å, her er jo så meget . . . Dere har nok - foruden mig!
Margrete.
Hvad tror du, vorherre siger til sådant?
Josefine (mere og mere bevæget).
Han ved det, han. Han blir ikke sint på mig. Det er jo til ham, jeg vil.
Margrete.
Og Mathilde! Se, som hun gråter.
Josefine.
Gud velsigne dig, mit barn! - men du får det meget bedre.
Mathilde.
Jeg vil ikke ha det bedre. Jeg vil være hos dig.
Josefine.
Dertil har jeg ingen ret. Jeg plyndrer dig for din ungdom.
Mathilde.
Ja, når du bestandig gjør mig så ræd, da ødelægger du mig.
Margrete (til Mathilde).
Hvordan kom hun fra dig, barn?
Mathilde.
Jeg forstår det ikke. Vi var sammen der ved dansen. Men det var vel i den første forskrækkelse.
Alle (ser ud).
Margrete.
Hvad var nu det igjen? - Å, Cecilie, gå og se efter!
Cecilie.
Ja! (iler ud.)
Josefine.
Ved dere, hvad vorherre nu siger? Jeg brænder huset af, siger han; for dere er så unyttige.
Margrete (sagte til Mathilde).
Der er det? Jeg tænkte det! (Højt.) Nej, ved du, hvad han siger? Det var et ubekvemt hus for gamle folk, det der. Jeg skal bygge dere et bedre! Det siger han.
Josefine.
Å, du Margrete, du kjære Margrete! - - Men der er ét, du ikke ved. For du har ikke prøvd det.
Margrete.
Og det er?
Josefine.
Hvad det koster på at spise nådsensbrød. (brister i gråd.)
Margrete (bedrøvet).
At du kalder det så!
Cecilie (kommer igjen).
Vinden lægger sig. Og de har fåt sejl op for fabrikerne, sa' en, jeg mødte. Det blir bare familiehuset, som brænder af. Og en vedstabel, som står op til.
Margrete (rejser sig).
Gud være takket! Der kan du høre, Josefine! - Og de andre? Jeg ved, de er frelste; men hvor er de?
Cecilie.
De kommer, tante.
Margrete.
Ja, jeg vil nu did bort ligevel. (Til Cecilie:) Kom med mig!
Cecilie.
Ja.
Margrete (til Josefine).
Vær nu rolig her, så er du snil. Jeg kommer straks tilbage. Så skal jeg hjælpe dig tilsengs. Det er det, du nu trænger. (ud med Cecilie.)
Josefine.
Å, jeg får jo ikke sove.
Margrete (høres udenfor).
Nej, er dere der? Gud ske lov!
Kaja (jamrende udenfor).
Men du ser, hvad vi har på os. Vi må da få klær!
Margrete.
Bare vent et øjeblik!
Lena (udenfor).
De snøret os ind i det første, det beste.
Margrete (udenfor, længer bort).
Jeg kommer straks igjen. Cecilie! Kan du ikke bli og hjælpe dem!
Cecilie (udenfor).
Nej, tante, jeg vil gå med dig!
Margrete.
Ja, ja!
Josefine (har rejst sig, straks hun hørte dem udenfor. Hun siger samtidig, dæmpet).
Jeg vil ikke møde dem! Jeg vil ikke, de skal se mig!
Mathilde (også dæmpet).
Nej, nej!
Josefine (meget angst).
Gjem mig, gjem mig, Mathilde!
Mathilde.
Ja, mor! (de går ind til højre, nederste dør).
Kaja og Lena (to gamle kvinder, kommer indhyllede i tilfældige plag).
Kaja.
De ler af os, Lena!
Lena.
De ler af ulykken, Kaja!
Kaja.
Og den tossede tøs, som ikke vilde hjælpe os til klær!
Lena.
Men vi må da takke gud, Kaja, at vi kom fra det med livet.
Kaja.
Jeg ved ikke det! - Når vi ikke engang ejer det, vi har på! (gråter.)
Lena.
Det værste er dog mors gamle Brysselerkniplinger!
Jeg fik ikke ta dem med! (gråter.) Brysselerkniplingerne!
Kaja.
Sånt et indfald, Lena! Det havde jo nær kostet dig livet!
Lena (gråter).
Men når jeg nu har havt dem med mig, lige siden mor døde!
Kaja.
Hvad skulde du med dem, Lena?
Lena.
Det var jo mors, da!
Kaja.
Hvem var det, som sprang ind og tog dig og bar dig ud på stigen?
Lena.
Det ved jeg ikke. For en pøbel!
Kaja.
Ja, jeg må si dig, at jeg måtte vende mig. Folk skoggerlo. Jeg vidste knap, hvor jeg stod.
Lena.
Det skrækkelige mandfolk! Der skulde rent ud ikke være mandfolk med ved sådan lejlighed.
Kaja.
Mandfolk er vel ikke til at undgå.
Lena.
Der skal være et redningsmandskab af kvinder, skal der være. Det vil jeg vække motion om.
Kaja.
Men der må da også være et af mandfolk. Gud bevare os vel! Hvordan skal de så fordeles?
Lena.
Mandfolk skal redde kvindfolk, og kvindfolk skal redde - vil jeg sige, mandfolk skal redde mandfolk og kvindfolk skal redde kvindfolk. Naturligvis!
Kaja.
Skal vi slet ikke få vederlag for alt, vi har mistet?
Lena (gråtende).
Hvem skulde gi os det?
Dr. Ura og fætteren Anton Dag (kaldet "Amor på pinden", fordi det ene ben er kontrakt, så han går på en pinde og med en krykke under armen. Han er en vakker gammel mand; taler vestlandsk dialekt i brydning med rigsmålet).
Anton.
Du kan 'kje seje slikt! Eg var netop kommen hem frå dansen.
Dr. Ura.
Du var fuld, kan jeg tænke, så du kunde ikke se. Og du har ingen lugt, så du kunde ikke lugte heller. Din tull! Du røger formeget tobak.
Anton.
Alletier snakker du om den tobakken, eg røker. Har en stakkar som eg noken annen moro då?
Dr. Ura.
Og så tænder du bestandig. Tænder og tænder. (pludselig.) Kanske er det dig, som har tændt ild på?
Anton (som var blet igjen et stykke fra ham, humper nu hen til dr. Ura aldeles forfærdet).
Ka-, ka- ka e' det, du sejer? Eg, som ikkje var der?!
Dr. Ura.
Ilden har naturligvis lagt længe og ulmet. - Gnisten af snadden din, far. I den stormen!
Anton (gråtefærdig).
Eg -? Eg -? Eg skulde ha sat varme på?
Dr. Ura (uden at ænse ham får øje på Kaja og Lena, som skjulte sig bag trappen).
Nu har jeg aldrig set to slige fugleskræmsler! Ha, ha, ha! Ha, ha, ha!
Kaja.
Du skulde heller hjælpe os, far, end at le.
Lena (gråtende).
Du er jo vor bror!
Dr. Ura.
Ha, ha, ha, ha!
Kaja.
Var vi to unge piger, så lo du nok ikke! Var en af os Maria -?
Dr. Ura.
Åhå! Dere har ikke brændt op ondskaben! (pludselig.) Men huset har dere brændt op!
Kaja og Lena.
Har vi brændt op huset?
Dr. Ura.
Ja, hvem ellers? Det var jo dere, som bodde der. Ingen anden!
Anton (humpende ned til dem).
Han sejer, eg har sat varme på med snadden min.
Dr. Ura.
Enten du med snadden eller de med Beatricen!
Alle tre.
Han siger, vi har sat ild (varme) på!
Dr. Ura.
Ja, så alle hører det, siger jeg det. For retten skal jeg si det. Her blir nemlig forhør. Ingen anden var der end dere!
Anton.
Han vil gjøre os evig uløkkeli!
Mathilde (kommer styrtende fra nederste rum til højre).
Kjære, hold op! Mor er derinde. Hun tåler det ikke!
Dr. Ura.
Så luk døren, du!
Josefine (i det samme fra højre).
Å, at dere kan bære dere sådan ad! Skjønner dere da ikke, at guds straffedom er over os?
Kaja, Lena, Anton (hen mod Josefine).
Han siger (sejer), vi har sat ild (varme) på!
Lena.
Han vil af med os, det er sagen!
Anton.
Han vil gjøre os evig uløkkeli.
Josefine (holder sig for ørene og ser hjælpeløst på dem).
Mathilde.
Nej, dere må ikke!
Dr. Ura.
Den Beatricen deres har exploderet engang før. For dere idest ikke engang at holde den ren.
Kaja (mod ham).
Nej, det er, ved gud, så længe siden!
Dr. Ura (afbrydende).
- at dere nu måtte gjøre det op igjen?
Kaja.
Du er ond! Å, som du er ond!
Maria (står på verandaen. Hun kom netop).
Dr. Ura (får øje på hende og derved en idé. Han styrter hen mod nederste dør til venstre og kommer straks ud igjen med fanen).
Alle (skriger op, selv Josefine. De kommer alle mod ham).
Dr. Ura.
De stiller sig under fanen! De skal også følge den! (Marcherer mod øverste dør til venstre, syngende.)
Dengang jeg drog afsted, dengang jeg drog afsted, min pige vilde med, ja, min pige vilde med - (ud af døren, alle efter, undtagen Josefine, som står igjen fortvilet. De er ikke før ude, så vil hun prøve at liste sig væk, men opdager Maria på verandaen. Drar sig så ræd til højre, i ly af trappen.)
Maria (oppe på verandaen, ler efter de bortdragne med en latter uden lyd).(Da falder en stærk glans over scenen, større end nogen af de foregående. Et udrop af mange mennesker stiger næsten samtidig i det fjærne.)
Maria.
Nu faldt tårnet! Dr. Uras tårn! - Nej, se skyggen! (Hun ser sin egen skygge og danser med den. Stanser pludselig op og lægger ansigtet i sine hænder. Hører nogen ved siden af sig og ser op.)
Cecilie (står der).
Maria (skræmmes, fatter sig straks og rækker tunge ad Cecilie. Løber så ud til venstre. Derfra høres toget at vende tilbage).
Josefine (rejser sig).
Mathilde (idet de kommer ind).
Nu må dette ha slut!
Kaja.
Du har intet hjærte.
Lena.
Bare en retorte.
Dr. Ura.
Retorte er godt! - Se, som de hænger på! Familiefølelsen!
Anton.
Havde jeg kræfter til det, jagu slo' eg deg ihæl!
Dr. Ura.
Amor på pinden! Amor på pinden! Hvem skulde så fø' dig?
Margrete (står pludselig på verandaen. Myndig).
Hvad er dog dette?
Josefine (rækker armene ud).
Kom, å kom!
Mathilde (op mod Margrete, dæmpet).
Se på mor! Hun tåler ikke mere.
Kaja (op mod Margrete, som nu går nedover).
Han er så ond! (Gråter.)
Lena (ligeså).
Han vil ha os væk.
Anton (kommer humpende, alt næsten samtidig).
Han sejer, me har sat på varmen.
Cecilie (tæt hen til Margrete).
Se den fanen!
Margrete (går rask nedover mod dr. Ura og tar fanen fra ham).
Cecilie, gå ind i kjøkkenet med den og brænd den!
Anton, Kaja, Lena, Mathilde.
Endelig! Bravo! Så ja!
Margrete (vender sig).
Stille! Nu ikke mere om det!
Maria (står atter på verandaen).
Dr. Ura.
Nej! For enten skal de der væk, eller så rejser jeg.
Nu er det alvor.
Anton, Lena, Kaja (tyr sammen i stor skræk).
Josefine og Mathilde (gjør det samme på sin side).
Cecilie (løber ud til højre for at hente dr. Kann).
Margrete (nærmere mod dr. Ura).
Hør mig, Ura!
Dr. Ura (fra hende).
Nej. Nu hører jeg ikke længer! Enten skal de væk. Eller så rejser jeg. Og det den dag idag.
Margrete (efter ham, indtrængende).
Ura!
Dr. Ura (fra hende).
Ikke tale om, at jeg gir mig oftere! Nu er familiegården nedbrændt, - og dermed det experiment slut.
Margrete.
Det gik jo godt, Ura!
Dr. Ura.
Det gik ikke. Og det skal ikke gå!
Hvad siger den branden? Den siger så tydelig som bare muligt: væk med dere!
De andre (frygter).
Margrete.
Det siger den, ja. Men den branden kan alene si ondt. For den er selv ondskabens værk.
Dr. Ura (opmærksom).
Hvorledes?
De andre (spændte; de kommer nærmere).
Margrete.
Det viser sig nu, at ilden ikke er opkommet i familiefløjen; den er kommet op i kontorerne. (Almen forundring.) Der var skodderne for, der lå den og ulmed, og ingen mærked noget, før den slog ud i lys lue.
Dr. Ura.
Den er påsat?!
Margrete.
Den er påsat.
Dr. Ura.
Men - hvem kan -?
Margrete.
Den samme, som har skåret slangerne over.
Alle.
Er slangerne skårne over?
Margrete.
Og det må være gjort lige før. Sprøjterne var jo nylig prøvede. Havde vi ikke havt en reserve-slange, så vi kunde dynke sejlene, så var nu de nye fabriker brændte.
Alle (gir et udrop af forfærdelse).
Maria (som efterhånden er draget til).
Men - hvem - kan -?
Dr. Ura.
Ja, ikke sandt? Dette er - dette er - -! Men interessant! Hvem er så infernalsk ond iblandt os? For dette må jo være en her - i fabriken - eller i kontoret? En vi ser daglig! Det er interessant!
Josefine.
For en ulykke! Å -!
Margrete.
Nej, min ven, tværtom!
Var jeg ikke på vej at bli forsagt? Begyndte jeg ikke at tænke, skylden var vor egen? Jeg bøjed ryg og vilde gjemme mig for slagene. Jeg følte det, som var vi udvalgte til ulykke.
Men efter at et ondt øje er rettet lige i mit, - for det må det jo nu være! - så rejser jeg mig! Jeg lar mig ikke slagte ned. Og ikke skræmme. Det bestialsk onde skal da ikke få råde her på Storhove! Så længe jeg lever!
Dette samler os, ikke sandt? Nu må her være enighed! Nu alle mod denne ene onde, - hvem det end er! Nu skal her igjen bli godt på begge sider elven; det kjender jeg dybt indeni mig.
Dr. Ura.
Ja, det kan være. Men her blir ikke godt, før vi er alene igjen! De forstyrrer mig. Bare synet af dem irriterer mig. Ja, det nytter ikke, at det gjør dem ondt. Jeg må si det. For også jeg er til; også jeg har min ret her. Min opgave. Og den skal pinedød respekteres!
Margrete (indtrængende).
Ved du, hvorfor her er sat ild på?
Dr. Ura (studser. Alle kommer nærmere).
Margrete.
Fordi det var blet kjendt, at min bror havde bragt 200,000 kroner til kontoret, og at pengene ikke var i brandfrit skab. Kassereren var borte. Der har du det.
Dr. Ura.
De er brændte?! Alle de -?
Margrete.
De er naturligvis brændte. - Og nu må vi ud med dem, Ura! Vi lar os ikke slå ned af sådant, vi to!
Dr. Ura.
Vi to, d. v. s. jeg? Jeg skal ud med 200,000. Fordi han ikke har assureret! Er det en statsmand, som rejser afsted med 200,000 uassureret?
Margrete.
Du tænkte heller ikke på assurance igår, da du stod her og udmalte for os alle følgerne af, at de kunde komme bort. Der kan du se!
Dr. Ura.
Ja det, det var et experiment, det. Men virkeligheden, min pige, virkeligheden, det er noget kommanderende, det. Du kan tro, jeg havde assureret, om det var mig.
Margrete.
Pengene skal ud! De må skaffes! Han har lært os at gjøre vor skyldighed.
Dr. Ura (uvilkårlig).
Han har lært os, hvordan 200,000 kan kastes væk? Og den lære skal jeg ta efter? Nej, min pige!
Margrete.
Løb ud så langt du vil, - du hales ind igjen! Du skal gjøre din skyldighed.
Cecilie
(kommer og tar Maria med ud til højre).
Dr. Ura.
Jeg har ikke pengene! Det har jeg jo sagt dig før.
Margrete.
Du har dem!
Dr. Ura.
Jeg skal, når du vil, aflægge min korporlige ed på, at jeg ikke har penger.
Margrete.
Her, nej! Tøv med dig, Ura. Jeg så bankbøgerne nu nylig i skabet.
Dr. Ura.
Går du i mine skab? Og fortæller andre, hvad du der finder? Du er jo, . . . du er jo en forbrydernatur!
Josefine (rejser sig forfærdet).
Men Ura -!
Alle (i forargelse over ham).
Hvad er det, du siger? Ka e'de', du sejer?
Dr. Ura.
Ved du, om de bankbøger var mine? Ja -, se der er det! Vi har jo dannet et konsortium på mine opfindelser.
Margrete.
Jeg svarer dig ikke! Du ved, hvad du skylder dine barn. Dine egne barn.
Dr. Ura.
Skylder dem? Mine barn? Mine egne barn? Jeg havde nær sagt: hvem er mine egne barn? Er det, er det dem, som ruinerer os? Eller, . . . eller er det det arbejde, som fortsætter vort liv? Jeg er mine egne barn, skal jeg si dig!
Alle (bryder ud).
Nå! Ha, ha!
Lena.
Han kan bevise, han er sin egen kone, også han!
Margrete.
Stille! I forstår ham ikke!
Kaja (sagte).
Nu gjælder det!
Dr. Ura (idet han passerer Margrete, dæmpet).
Jeg gjør det ikke!
Margrete (også dæmpet).
Du ejer mer end én million, Ura!
Dr. Ura (stanser, vil svare).
Margrete (dæmpet).
Nu tier du!
Du har mer end én million. Du indbilder ingen, at du er kasserer for et konsortium.
Dr. Ura (med lune, dæmpet).
Jo - for vort konsortium, dit og mit!
Margrete (hele den følgende samtale er dæmpet).
Og barnenes!
Dr. Ura.
Barnenes! Barnenes! De har jo fåt fabrikerne. Hvad fan har vi mere med dem?
Margrete.
De har forbygget sig, det ved du. Og det var ikke frit for, du var med på det.
Dr. Ura.
Skal jeg gjøres ansvarlig for deres fejl?
Margrete.
Ja, når de er arvede fra dig?
Dr. Ura (ler. Siger så:).
- - Du -? (Stanser, ser på hende.)
Margrete.
Nå -?
Dr. Ura.
Lad os gjøre en handel!
Margrete (rask).
Ja!
Dr. Ura.
Gutterne skal få, - dersom vi blir kvit dem der?
Kaja (til de andre, dæmpet).
Dette går ud over os!
Lena.
Tror du?
Margrete.
Ura -!
Dr. Ura (med udbrud).
Jeg tåler dem ikke!
Margrete.
Min ven, det har du da gjort i mange, mange år.
Dr. Ura.
Men nu ikke længer!
Margrete.
Hvem har sat dette i dig?
Dr. Ura.
Sat det i mig? Sat det i mig? Det er rundet af urgrunden i min natur! Kan du da ikke føle, hvor ubehagelige de er?
De andre (trykker sig nærmere sammen).
Lena.
Gud hjælpe den, som fattig er!
Margrete.
Før lo du af sligt, Ura?
Dr. Ura.
Jeg? - Nej! Aldrig! De har altid sat vansmag på alting her.
Margrete.
Nu husker du det ikke mere. Som du fandt det morsomt "med disse to gamle høns, som aldrig la' æg."
Dr. Ura (først ler han. Så siger han).
Jeg har aldrig fundet dem morsomme!
Margrete.
Og som du lo af Amor på pinden, når han fik erotiske anfald.
Dr. Ura.
Overfor tjenestepigerne! Ha, ha, ha! Han får dem sågu endnu! Jeg så det iforgårs. Ha, ha, ha! (Ser på ham.)
Anton.
Nå e' det meg!
Margrete.
Kan du huske, da det gik os så godt, og vi fandt, at vi skyldte at ta os af din fattige familie? Da var du snil, da!
Dr. Ura.
Men nu vil jeg ikke være snil længer. Nej jeg vil ikke. Dessuden, - det har jeg aldrig været.
Margrete.
Ura -!
Dr. Ura.
Det var slet ikke mig, som fandt på denne filantropiske pølsestopping. Det var du, det. (Han gjør et slag forbi familien, og kommer igjen, siger dæmpet:) Det er sandt: de ligner i det kostyme to gamle høns! Grangivelig!
Margrete.
De har ingen at holde sig til uden os, Ura!
Dr. Ura (ser på dem).
De er så u-be-ha-ge-lige!
Margrete (intimt).
Du, Ura?
Dr. Ura.
Næ?
Margrete.
Tror du, at du bestandig har været behagelig?
Dr. Ura (ser på hende, ler).
Jeg har da ikke bare været ubehagelig, vel?
Margrete.
Det har heller ikke de.
Dr. Ura.
Jo! - De skulde nu flytte ind her? Aldrig i livet! Amor på pinden trampe om i stuerne her -?
Margrete.
Dig generte det ikke. Du er jo hele dagen på laboratoriet.
Dr. Ura.
Så meget morsommere at være lidt alene med dig!
Margrete.
Vi to friske mennesker, Ura, vi skulde ikke kunne ta på os lidt bryderi? Gjør dig nu ikke mindre, end du er!
Kan du huske, som vi basket, før vi blev kvit gjælden? Også vi havde forbygget os. Det ligger til dere, det.
Dr. Ura.
Kan du huske, den dagen vi betalte den siste gjælden? Kan du?
Margrete.
Og havde vin på bordet. Første gang.
Dr. Ura.
Den var ikke god. Den snærpet. (Ser bag sig.) Nej, det der får du mig ikke til!
Dr. Kann, Maria, Cecilie (alle fra højre på verandaen).
Margrete (ræd).
Er der noget nu igjen?
Dr. Kann.
Jeg lod Maria syne mig, hvor nøglerne til kontorerne hang.
De lås kunde vanskelig dirkes op. I alle fald ikke midt på dagen; det vilde da ta't for lang tid.
Margrete (spændt).
Nu - hvad så?
Dr. Kann.
Det må være nøglerne, som har været brugt. Selve nøglerne.
Dr. Ura.
Var de ikke på sin plads?
Dr. Kann.
Jo, de var.
Dr. Ura.
Men da -?
Dr. Kann.
De må altså være brugt og bragt tilbage igjen. Midt på lyse eftermiddagen! For da blev ilden sat på.
Dr. Ura.
Altså af en her i huset? Her, hvor vi står?! Det var som fanden!
Margrete (forfærdet).
Af en inde? Hos os? Her?
Dr. Kann.
Af en, som lever her. Som kan gå ud og ind i alle rum her, uden at nogen tænker noget ved det.
Margrete.
Nej, dette er enda værre end alt andet. Dette var jeg ikke forberedt på! Nu blir det mig for nær! Det er næsten, som jeg ikke tør se op: jeg kunde jo møde den, som det var! Jeg kjender det, ved gud, som jeg havde gjort det selv.
Så kan jeg jo ikke længer leve her!
Josefine (er straks blet så forskrækket, så hun kan ikke mere holde sig stille. Hun snurrer rundt).
Margrete.
Og så er det jo rettet mod mig! Her er jeg med alt mit og alle mine! Hvem vil mig så ondt?
Kaja og Lena (frem).
Margrete, kjære, kjære Margrete.
Mathilde (frem samtidig).
Tante, kjære, kjære tante!
Dr. Kann.
Det kan jo hænde, vi opdager, hvem det er. Så blir her trygt igjen.
Margrete.
Måtte det helst ikke ske! Måtte det aldrig opdages!
Maria (hen til Margrete).
Jeg vil si dig noget.
Margrete (går mod hende).
Maria (dæmpet).
Du kan ta fejl.
Margrete.
Ta fejl? - Af hvad?
Maria.
Af at nogen har villet dig noget ondt.
Margrete.
Hvordan det, mit barn?
Maria.
Jeg så Cecilie gå ind der. I eftermiddag.
Margrete (står en stund uden at fatte).
- Cecilie -?
Maria.
Du ved, hun er i den alder. - Ja, der er mange i den alder, som må se ild. Jeg havde det så. Jeg måtte se ild. Jeg brændte op en udlade. Og vedstabler i skogen.
Margrete.
Du satte ild på, barn?
Maria (nikker. Om lidt).
Jeg måtte. Jeg måtte se ild.
Margrete.
Men Cecilie? Cecilie er over den alder. Og så sund. Så sund!
Maria.
Tror du? - Jeg så hende gå ind i gangen der i eftermiddag.
Margrete.
Til kontorerne?
Maria.
Nej, bare ind i gangen. Om til den ene siden, eller til den andre, det ved jeg ikke. Jeg gik bare forbi, jeg. Og tænkte ingenting videre ved det.
Margrete (ser grundende på hende).(En lysning falder atter over scenen, dog ikke så stor som den siste.)
Alle (vender sig).
Dr. Kann.
Nu er det vedstablen, som brænder. Det er det siste.
Mathilde (sætter i et stort skrig).
Margrete.
Men barn -!
Mathilde.
Mor er borte.
Margrete.
Å, gud!
De andre (samtidig).
Er hun borte? - Hun er borte!
Mathilde (ud øverste dør til højre).
Her må hun være gåt!
Cecilie, Maria (begge fort efter).
Kaja (ud verandaen til højre).
Elven, elven!
Lena (efter).
Vi må skynde os!
Anton (var allerede på farten).
Dr. Ura.
Til broen! Gå til broen! (ud.)
Dr. Kann.
Naturligvis! (ud.)
Margrete (står igjen).
Jeg kan ikke røre mig! - Å, jeg vidste, dette blev formeget for hende!
Maria (kommer ind igjen fra øverste dør. Stanser ved at finde Margrete).
Margrete.
Skal du ikke søge, barn?
Maria.
Jeg tør ikke.
Dr. Ura (kommer tilbage over verandaen).
Jeg kan ikke nu gå fra dig, min pige! (Til hende.)
Margrete.
Å, det var snilt af dig, Ura. Jeg trodde, jeg var stærk. Men dette er mere på en gang . . . end jeg kan med.
Margrete.
Å, gud, nu hændte det! - - - -
Ura! Å, Ura, er ikke dette tilsist min skyld! Jeg har jo ikke kunnet holde dere sammen. Alt, alt, jeg har tænkt til godt, blir til ulykke! (brister i gråd.)
Dr. Ura.
Ikke alt! Ikke alt! Kjære -! Ikke alt!
Margrete.
Å, for en smerte! Ingen, nej, ingen skal si, han har kjendt den største smerte! For der er altid mere.
Dr. Ura.
Margrete! Hør, Margrete! Hør nu: Som du vil! . . . Det skal bli, som du vil! Altsammen! Hør nu: Altsammen!
Margrete.
Ja, vær snil med mig, Ura! (brister i gråd igjen.)
Dr. Ura.
Ja, jeg? Jeg snil med dig? Jeg? - Du! - Du! - Du: når Amor på pinden tramper i stuen, skal jeg sætte mig i en krog og læse bønner.
Margrete (træt).
Å, du kjære Ura! (Opblussende.) Men er det ikke, som vort hus er forbandet. Hvad kan grunden være?
Dr. Ura.
Du! - Hør nu! - Nej, hør nu! Der var engang et helt land, som blev hjemsøgt. Af ulykker, den ene på den andre. Så blev der sagt: er der bare én retfærdig blandt dere, så skal dere leve! Om der bare var én, hører du!
Margrete (som hører sløvt).
Men hvem ? -
Dr. Ura.
Det er du, det! Det er du! For din skyld blir det godt igjen. Altsammen. Altsammen.
Cecilie (kommer springende og gråtende).
Nu må du komme, tante!
Margrete (rejser sig straks).
Ja, barn! - Har dere altså nu -?
Cecilie (nikker, gråter, og går foran ud).
Margrete (går efter, støttet af Ura).
Hun var det elskeligste menneske, jeg har truffet. -
Det er sådanne, det går ud over.
Maria (efter, fordi hun kan ikke andet. Men just som hun skal ned trappen fra verandaen, vender hun).
Nej! Jeg tør ikke se hende! (Hun gjør et udrop af glæde.) Knut! Du her?
Knut (svarer nedenfor verandaen uden at ses).
Jeg kom netop.
Maria (skyndsomt, læner sig over rækværket).
Å, kom herop, Knut!
Knut (allerede længer mod højre).
Jeg må da bort til branden!
Maria.
Den er straks over. Der er bare vedstablen, som brænder.
Knut (høres nærmere foran verandaen).
Jeg ved det. Men hvad foregår borte ved broen.
Maria.
Kom op, skal jeg si dig det!
Knut.
Ja. (entrer op verandaen forfra.) Hvad er det, Maria?
Maria.
Det er Josefine, som har kastet sig udfor.
Knut.
Så det endelig har lykkets hende? Stakkar!
Maria.
Ja. Og jeg er så ræd, jeg tør ikke gå derhen!
Knut (som der er stor hast over).
Vi skal ikke sørge over det. Hun kan ikke for det. Og det er bare godt.
Maria.
Tror du?
Knut.
Ja, ja! - Ved du, hvor jeg har været?
Maria.
Nej.
Knut.
I byen. Hos direktøren. Jeg har assureret.
Maria (forbauset).
Du har assureret! - Men hvordan kunde så -?
Knut (afbrydende).
- Onkel tvile om det? Ved du, jeg tror, han har experimenteret med os?
Maria (står lidt).
Å, Knut, jeg blir så ræd.
Knut.
Hvad er du ræd?
Maria.
Alt dette. Å, jeg er så ræd! Det blir så umuligt at være her. Ingen kunde tænke sig sligt!
Knut.
Det synes jeg nok. Hun var jo altid slig?
Maria.
Jeg kan ikke stå i det. - Å, Knut, om jeg fik komme bort! Og var borte, til dette er over.
Knut.
Ja, hvorfor kan du ikke det?
Maria (svært ivrig, idet hun går ind til ham).
Ikke sandt? Hvorfor kan jeg ikke komme bort?
Knut.
Det er til Paris, du vil?
Maria.
Til tante Lydia. Hun vil endelig ha mig. (tættere til ham.) Knut, kan du ikke hjælpe mig?
Knut.
Jeg?
Maria.
Netop du?
Knut.
Hvordan kan jeg det?
Maria.
Mød mig imorgen kvæld, sån ved titiden, - mød mig ved lysthuset mod elven! Knut!
Knut.
Der er slig fossedur der. En kan næsten ikke høre sine egne ord.
Maria.
Nej, elven er ikke så stærk nu længer.
Knut.
Men hvorledes skal jeg kunne hjælpe dig?
Maria.
Bare mød mig du! Så går det.
Knut.
Så går det, siger du?
Maria.
Så skal du høre, mener jeg.
Knut.
Jeg skjønner ikke. - Og du er farlig at møde, Maria!
Maria (idet hun slår armene om hans hals).
Å, det var dig, jeg skulde ha været gift med, Knut.
Knut (rask mod verandaen).
Maria.
Du møder, Knut?
Knut.
Jeg møder.
Cecilie (viser sig i nederste dør til venstre).(Tæppet.)
Åben plads ud mod elven, som går bred og med ikke rolig overflade, uden netop at kunne kaldes strid.
Et lysthus skyder frem til højre. Rundt om store trær. En vældig lind midt på pladsen; en bænk står ved den. Også en bænk nærmere elven.
Op til højre høres duren af en foss, stærkere og svagere, eftersom luftdraget er til.
Cecilie og Mathilde (kommer arm i arm. Begge sørgeklædte. Cecilie i rejsedragt).
Mathilde.
Tror du, hun kan se os?
Cecilie.
Vi føler det, som hun kan.
Mathilde.
Ikke mere?
Cecilie.
Jeg ved ikke.
Mathilde.
Hun ser os! Det store rum mellem stjærnerne deroppe, du, - og mellem stjærnerne og os, det er da ikke tomt?
Cecilie.
Det er det vel heller ikke.
Mathilde.
Ja, men da -?
Cecilie.
Der er vist andet til . . .
Mathilde.
End os?
Cecilie.
Vi ved det ikke.
Mathilde.
Ønsker du at være med der?
Cecilie.
Deroppe?
Mathilde.
Hvor stjærnerne er? På en af dem?
Cecilie.
Og forlade alting her? - Nej.
Mathilde (bevæget).
Jeg ønsket det. Jeg ønsket at være hos mor.
Jeg kjender mig ikke løst fra mor.
Cecilie.
Du tror, hun er der? (peger op.)
Mathilde.
Eller her. Jeg ved ikke. Jeg kjender det, som ordnet hun nu mine tanker.
Cecilie.
Gid det var så!
Mathilde.
At de godes ånder var om os? Det er så. Vær tryg!
Cecilie.
Gid de tog rummet op! Så de onde ikke slap til.
Mathilde.
Ja, for de onde er her også.
Cecilie (ser sig om, dæmpet).
Jeg ved om noget ondt, noget forfærdeligt ondt. Jeg alene.
Mathilde (forskrækket).
Er det muligt?
Cecilie.
Jeg vil ikke si det. Jeg er ikke så aldeles sikker. Men bare mistanken, du, bare mistanken brænder. Sligt satanstøj er det! Siden jeg ved dette, får jeg ikke tænke på andet. Ikke engang din sorg får jeg lov at tænke på.
Nu rejser jeg.
Mathilde.
At du gjør det, Cecilie!
Cecilie.
Jeg kan ikke bli!
Å, var her ånder, som du siger, gode ånder, hvorfor kommer de så ikke og hjælper os!
Jeg har stridt så. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gjøre.
Mathilde.
Tal med dr. Kann! Han ved alt.
Cecilie.
Jeg har fortalt ham om noget ondt, som skal ske. Men dette kan jeg ikke si. -
Å, Mathilde, at det onde får lov at være? Er det ikke forfærdeligt, at en engel som din mor skal det onde få lov at mishandle hele hendes liv?
Mathilde.
Ja, det er forfærdeligt.
Cecilie.
Og tilsist jage hende i elven!
Nej, var jeg gud, så vilde jeg nu ikke være slig en halvgud. Jeg vilde ikke slippe nogen anden til. Jeg vilde være alene.
Mathilde.
Men om det andet ikke var, kanske mor ikke var blet så god? Og fik det ikke så godt, som hun nu har det?
Cecilie.
Hvad ved vi om det?
Mathilde.
Jeg føler det, at nu har mor det godt.
Føler ikke du også det? Når du ser op mod himlen? Og tænker på mor?
Cecilie.
Nej.
Mathilde.
Besynderligt.
Cecilie.
Ved du, hvad jeg føler? Den fosseduren der, den taler strængt. Det er, hvad jeg føler.
(Skyndsomt dæmpet.) Der er han. Nu må du gå. (skyver hende mod højre.)
Mathilde.
Men du får da ikke rejse, uden jeg har sagt dig farvel?
Cecilie (skyver hende bestandig mod højre).
Nej, nej! Skynd dig!
Mathilde.
Hvor skal jeg finde dig igjen?
Cecilie.
På bryggen. Ved båten.
Cecilie (blir på højre side af det store træ).
Knut (kommer fra venstre i sjømandsklær. Han vil gå rask over pladsen).
Hvad for noget? (dæmpet glad.) Er du alt her? Jeg kommer fra båten og skulde hjem og klæ' mig. Det er jo længe før tiden, kjære! (ser, at det er Cecilie.) Er det dig, Cecilie? -
Cecilie.
Hvem trodde du, det var?
Knut.
Skal du ikke rejse?
Cecilie.
Jo.
Knut.
Jeg vilde komme på bryggen og si dig farvel.
Cecilie.
Vilde du?
Knut.
Jeg synes, det er så vondt, at du skal rejse, Cecilie?
Cecilie.
Har du ikke mod mig, da?
Knut.
Jeg mod dig? Hvorfor?
Cecilie.
Å -, for som jeg var sist? . . .
Knut.
Mod Maria? - Det var du, som havde ret. Absolut!
Cecilie (glad).
Siger du det?
Knut.
Du var for stræng. Og det sa' jeg dig. - Men jeg glemmer dig aldrig, som du var!
Cecilie.
Var jeg så fæl.
Knut.
Skrækkelig! Du var slig, og du så ud slig, at jeg kunde omfavne dig. (hen til hende.)
Cecilie (viger. Alvorlig).
Ja, men det må du ikke, Knut.
Knut.
Hvorfor kom du hid? -
Cecilie.
Fordi jeg vidste, du var her?
Knut.
Men da? (vil nærme sig.) Kan ikke vi to være lidt sammen nu, da?
Cecilie (som har veget).
Jo.
Knut.
Og enda vil du ikke gi mig armen engang. Så vi kan spasere? Kvælden er så vakker.
Cecilie.
Du får ikke røre ved mig!
Knut.
Det, synes jeg, er underligt af dig.
Cecilie.
Å, du skjønner det nok.
Knut.
Du vilde jo møde mig, siger du?
Cecilie.
Ja.
Knut (ler).
Det var da ikke bare for at se mig? Vel?
Cecilie.
Nej, det var det ikke. Det var for at si dig noget.
Knut.
Så sig mig det da!
Cecilie.
Jeg har talt med din mor.
Knut.
Du er en udsending fra mor? - Se, se!
Cecilie.
Nej, det er jeg ikke. - Men din mor sa' mig, at du har gjort en opfindelse, du også.
Knut.
Det har jeg. Men hvad pokker -?
Cecilie (afbrydende).
Hun sa', den var ligeså stor som nogen af din fars.
Knut.
Det tror jeg.
Cecilie.
Og at det var derfor, du har været i udlandet så længe.
Knut.
Men hvad så? Hvad mener du med dette?
Cecilie.
Jo, da synes jeg nok, det er uforsvarligt af dig, Knut, som du nu bærer dig ad.
Knut.
Som jeg bærer mig ad?
Cecilie.
Om din mor vidste, hvem det var, du skulde ha stævnemøde med?
Knut.
Hvad er det, du vover?
Cecilie.
Jeg vilde ikke rejse, før jeg fik sagt dig det. Den, du går her og venter på, er ikke så uskyldig, som hun har øjne til. - Du blir sint, ser jeg. Men det får ikke hjælpe. Du skal engang sande mine ord.
Og selv om jeg tar fejl, - å, Knut, det er lige skammeligt, det du nu gjør. Jeg siger endnu én gang: tænk, om din mor vidste det!
Knut.
Men Cecilie -!
Cecilie (blir nu mer og mer bevæget).
Ja, for her går vi allesammen og venter på dig . . . og har tillid til dig. Og så er du ifærd med at kaste dig væk. Med at bedrage din bror og os allesammen.
Det var, hvad jeg vilde si dig, Knut. (Løber ud til venstre.)
Knut (står igjen og ser efter hende. Vender sig, går, stanser).
Hun der nu svor Knut Ura! - hun skal bli min hustru.
Knut (vil gå ud til højre. Men netop som han har nådd til udkanten af pladsen står).
Hans (foran ham).
Knut.
Også du her?
Hans.
Du vented ikke det?
Knut.
Nej, det må jeg si -!
Hans.
Hvem kom du for at møde?
Knut.
Ikke nogen. Jeg vil hjem. (Går.)
Hans (nær ind på ham).
Din frække hund.
Knut.
Nu da -?
Hans.
Ti! - Eller jeg formår ikke at -!
Knut (viger).
Men hvordan i al verden - -!
Hans.
Bort herfra! Ikke svar! Bare bort! Straks!
Knut.
Styr dig lidt! For du mistar dig.
Hans.
Tør du endnu, når jeg træffer dig her -? Jeg ber dig: tag dig iagt!
Knut.
Det er ikke mærkeligt, at du træffer mig her. Men at jeg træffer dig (med foragt), det er mer end mærkeligt!
Hans (springer i struben på ham).
Du er en dristig skurk, en bedrager! Jeg kunde kvæle dig mellem mine to hænder.
Knut.
Så gjør det, da!
Hans (ude af sig selv).
Du håner mig også? Det vover du? Bedrager mig og håner mig. (Bryder ham ned over bænken.)
Knut.
Hans!
Hans.
Det sa' du som i guttedagene. (slipper.)
Knut (har rejst sig, ordner sig).
Så du kan huske dem?
Hans (i smerte).
Ja!
Knut (som har ta't sin hat på).
Så skulde du også huske, Hans, at vistnok var du ældre og stærkere; men aldrig var jeg ræd dig.
Hans (hånlig).
Nej, for du havde mor i baghånd.
Knut.
Også det. Men jeg havde slig en retskaffen bror. Han var svært hidsig; men han gjorde mig aldrig uret, Det kunde jeg stole på. Derfor løj jeg heller aldrig. Jeg behøvde ikke det.
Hans.
Udlandet har forgjort dig, Knut.
Hvad kalder du det: midt i vor ulykke at holde på med sligt, som jeg tar dig i her?
Knut.
Du tar mig ikke i noget. Jeg vilde netop gåt hjem. Og ikke kommet igjen.
Hans (opfarende).
Tør du virkelig nægte, at om en stund skulde du ha et stævnemøde her?
Knut.
Nej.
Hans.
Altså du tilstår det?
Knut.
Ja.
Hans.
Det var heldigt for dig, Knut. Jeg siger ikke mere.
Knut.
Men jeg havde ikke mødt.
Hans (atter opfarende).
Hvad er nu dette for udflugter igjen?
Knut.
Ja, vent lidt! -
Hvem har sagt dig, at jeg skulde mødes med en her? Cecilie?
Hans.
Cecilie? Ved hun om det?
Knut.
Altså dog Maria? (nærmere.) Har virkelig Maria gjort det?
Hans (med højhed).
Kan du tvile på det?
Knut (viser en forbauselse og skræk så stor, at Hans blir slåt af det).
Hvad var det dog, hun sa', hun, som nylig var her? (Mod Hans.)
Ved du, hvordan det stævnemøde kom istand? Det, som jeg ikke mere vilde til? Det kom istand, fordi Maria bad mig om det.
Hans.
Det ved jeg godt. For det overtalte jeg hende til.
Knut (kan først intet si; så endelig).
Du?! - Du har fåt det istand?
Hans.
Ja. For endelig at skaffe hende fred. For dig. For dit overhæng. Hun er kjed af dig. Derfor vil hun bort.
Knut (samler sig, spør så).
Er dette sandt?
Hans.
Ja, jeg lyver ikke!
Knut.
Nu vender jorden sig. Nu står fjældene på hodet, og elvene springer opover som gjeita. Fisken er i grantoppen og fuglene på havsens bund. Det er faen ikke fossen, vi hører; det er en liden jente, som spiller på luth.
Hans.
Hvad skaber du dig for?
Knut.
Herefter kan du si mig, hvad du vil. Du kan slå mig, du kan jage mig. Jeg skal bare svare dig med to ord: Kjære Hans! Kjære bror! (overvældes.)
Hans (bestyrtet).
Nej, men Knut -!
Knut.
Du er den samme trofaste, staute karen, som du altid har været; mors søn! Jeg har set op til dig fra liden af. Du er nærmest den, som har opdraget mig. Du og mor. Jeg holder så af dig. At jeg har kunnet være så sint på dig! At jeg ikke har skjønt, her var falsk spil! For du har bare været dig selv, du. Hidsig på det, du holdt for ret, men grej. - Å, du har været ude for den nederdrægtigste komedie. Jeg har forfærdelig vondt af dig.
Hans (åndeløst).
Hvem taler du om -?
Knut.
Vi har trodd, både du og jeg, fordi folk sa' os det, og fordi vi var fars sønner, at vi var nokså stærkt begavede.
Men her er et ungt fruentimmer, og for hende var vi lette som sprællemænd. Hun drog i snoren, så danset vi, gut, mod hverandre som to drukne matroser. Vi tør nok uden selvros si, at hun har gjort sine sager godt.
Hans.
Hvem taler du om?
Knut.
Om Maria, om din højtelskede Maria!
Hans (nærmere).
Da ber jeg dig tæmme din tunge.
Knut (med stor overbevisning).
Nej, den kan jeg ikke mere stanse. Og endnu mindre du. For nu skal maske for maske springe i garnet, som er kastet over dig, min bror!
Hans.
Er jeg i et garn?
Knut.
Som først var bestemt for mig! Det er næsten skade, at det ikke har fanget mig! For det var virkelig mig, hun vilde ha i det. Endnu før jeg rejste ud. Men der var noget i mit instinkt imod hende. Jeg kom mig undaf.
Så blev det dig!
For du er trohjærtigere. Der er mere af far i mig end i dig (muntert.) - desværre! Skjønt du er ikke helt fri, du heller; ellers var du ikke kommet op i dette.
Du ser på mig. Tror du mig ikke?
Hans.
Nej.
Knut.
Kjære, sig rent ud, at jeg lyver. Det er jo nu den faste formel for alt, du ikke vil høre. Og et sligt grejt ord er næsten vederkvægende midt i al uredigheden.
Hans.
Hvad mener du at ha sagt mig med dette?
Knut.
At hun hverken holder af dig eller af mig.
Hans.
Maria?!
Knut.
Den tone, du endnu lægger i det navn!
Det gjør mig ondt for dig, Hans! - Nej, det nytter dig ikke at bli sint! Du skal vide det: Hun la' sig efter mig igjen, straks jeg kom hjem. Ikke fordi hun holdt mere af mig end af dig; men fordi hun kjedet sig.
Hans.
Det var hun, som la' sig efter dig -?
Knut.
Jagu var det så! - Og du opførte dig ikke netop slig, at jeg behøvde at ta hensyn.
Hans.
Det siger du mig ligefrem?
Knut.
Det gjør jeg. For jeg lyver nemlig ikke.
Hans (i feber).
Vil du dermed ha sagt, at I -? (Nærmere, dæmpet.) Jeg spør dig!
Knut.
Og jeg svarer! Helt uskyldig er jeg ikke.
Hans (kan neppe styre sig).
Du er ikke det! - Du har - havt stævnemøde med hende før?
Knut.
Nej.
Hans (truende).
Ja, vær nu oprigtig, Knut!
Knut.
Det skal jeg være.
Hans.
For . . . for . . . Ja, vær nu oprigtig!
Knut.
Helt uskyldig er jeg ikke. Jeg har det ikke med det.
Hans.
Så skal du væk. - Og du skal ta hende med dig.
Knut.
Nej, pinedød, om jeg vil!
Hans.
Da er du en usselryg! En bedrager - både mod mig og hende. - Og du gjør det, ellers -!
Knut.
Du misforstår altsammen! For du er gal!
Mellem mand og kvinde kan der være andet end det, du tænker på. Det kom ikke til det.
Hans.
Du siger sandt?
Knut.
Forstår du endnu ikke såpas, at jeg siger aldrig andet?
Hans.
Å! - Å, gud! - Jeg tror, jeg havde dræbt dig.
Knut.
Jeg så det nok. Men det var hun ikke værd.
Hans.
Tal ikke så, jeg ber dig! Jeg tåler det ikke. - - (Efter at ha vundet mere selvbeherskelse.)
Du kjender hende ikke som jeg. Jeg skal forklare mig. - Det er ikke det alene, som du siger, at hun kjeder sig. Hun er så for sig selv. Så rent for sig selv. Hun har en kunstners opfindsomhed - for skøj og dristige streger. Ja, for kommers i det hele. Som kan være helt på grænsen, jeg indrømmer det. Og kan derfor misforstås.
Du har misforståt hende! Hun har bare villet more sig med dig. Tro mig! Det kan være slemt nok. Men mere er det ikke!
Hvergang du tviler på Maria, skal du gjøre som jeg: huske på, for uskyldige øjne hun har.
Knut (efter at ha set på ham).
Det kan vist ikke nytte . . .
Hans.
Hvad kan ikke nytte?
Knut.
At tale med dig om Maria. - - - -
Skal vi gå til mor? Og fortsætte der?
Hans.
Jeg har den hele tid villet skåne mor. Og nu er det blet endnu mere nødvendigt.
Knut.
Du har ret. - Ja, hvad så -?
Hans (mistænksom).
Har du da andet at si mig?
Knut.
Du sa', du har skånet mor. Hvad har du skånet hende for?
Hans.
For . . . for vor strid. Din og min.
Knut.
Der er det! Det, jeg har at si. Men først må du svare mig.
Hans.
Ja vel!
Knut.
Hvem har fortalt dig om mig? Fortalt dig det, som satte ondt i dig?
Hans.
Hvem?
Knut.
Et det nogen anden end Maria? - - Nej, svar mig nu, Hans!
Hans.
Hvorfor kom du ikke og sa' det til mig, hvis du havde den mistanken?
Knut.
Fordi jeg ikke skjønte det dengang. Nu først skjønner jeg det. Ingen har sagt et ondt ord om mig til dig uden Maria.
Hans.
Så du da ikke, hvor jeg led, Knut?
Knut.
Jovist.
Hans.
Og du kunde ikke tale til mig?
Knut.
Skal jeg si dig grunden? Hvorfor jeg ikke gjorde det?
Hans.
Ja.
Knut.
Det vil gjøre dig ondt.
Hans.
Ligefuldt.
Knut.
Hun havde forbudt mig det, Maria. Jeg skulde intet si til dig.
Hans (efter en stund, tonløst).
Maria havde -?
Knut.
forbudt mig det. (nærmere.) Som hun havde forbudt dig at si noget til mig. Ikke sandt? - Nu skjønner jeg det nemlig.
Hans (står en stund. Han ved åbenbart ikke af sig. Vågner så, går hen og sætter sig, som må han læsse af sig).
Knut.
Hun har ordentlig . . . Nej, jeg skal ikke si mere!
Hans.
Men Knut, iforgårs kvæld, da vi to blev uvenner, som hun gråt. Og gik imellem os. Rent fortvilet. Det var da ægte! - - -
Og bagefter, da vi kom alene, hun og jeg, ja, hun var så god mod mig. Hun lovde mig da noget, hun aldrig før havde villet.
Knut.
Jeg tænker, hun var blet alvorlig skræmt.
Hans (ser op).
Skræmt?
Knut.
Det var jo nær kommet til forklaring mellem os brødre.
Hans (rejser sig og stirrer på ham, sætter sig igjen og gjemmer sit åsyn).
Knut (mer og mer deltagende, ser på sin bror).
Det kan ikke lægges anderledes ud, - synes jeg. - Men naturligvis -. Måske er der ting, vi ikke kjender. Jeg kan jo ta fejl.
Hans (ser op).
Du tar fejl! Hun gik jo ind på, at vi skulde mødes her ikvæld. (Rejser sig.) Så er hun ikke ræd for, at det skal komme til forklaring mellem os brødre? Så ønsker hun den tværtom.
(Går mod Knut.) Ja, svar mig på det!
Knut.
Hans, - min bror! Jeg skal heller rejse igjen.
Hans (overvældet).
Hvad siger du, Knut?
Knut.
Heller det. Så har dette slut. Jeg skal rejse. Om du vil: ikvæld.
Hans.
Jeg har hele tiden havt mistanke til dig. Lige til nu. Jeg nægter det ikke. Men med det gjør du til sandt alt, du har sagt. (bevæges.)
Så er det sandt! - - Og så er det ikke slut! Så begynder det netop! (Dækker sit åsyn.) Gud hjælpe mig nu! - - -
Nu går vi begge to til hende!
Knut.
Ikke som du er nu. - Nej, det vil jeg ikke være med til! Så heller til mor!
Hans.
Mor har så altfor meget!
Knut.
Jeg tror ikke, det går an at skåne hende længer nu. Hvad hun så har. Vi vidste jo hele tiden, både du og jeg, at det var indfor det altaret, vi tilsist måtte mødes.
Hans.
Det vidste vi. Men først må vi mødes med Maria! Først med Maria!
(Slår om.) Å, Knut, jeg har kanske handlet urigtig mod hende? Hun skulde ikke ha været her. Kanske er det ulykken? Ja, kanske kommer det deraf, altsammen?
Men det var så forlokkende at ha hende. Mens en stod i arbejdet. At vide, at der var et så vidunderligt væsen i nærheden, der ligesom ikke var til for nogen anden. Ha hende dansende omkring sig. Ligesom i lange skjønne ringer, og sommetider tæt hen til med unævnelig fryd. Så væk igjen; langt væk, - så langt, at det gav kval. Men hun kom tilbage, næsten nær. Ikke helt nær. En gik altid i længsel. Sød længsel, som kunde bli vild. Da trivdes hun.
Et arbejde med et eventyr i, som aldrig nogen anden har havt det. (Brister i gråd.)
Men du svarer mig ikke, Knut! Hvorfor gik hun ind på, at vi to skulde mødes ikvæld?
Knut.
Jeg tror, hun mente -. Å, nej!
Hans.
Jo, jo!
Knut.
Hun mente, at du skulde gjøre en ulykke på mig. Så fik hun et påskud til at rejse.
Hans (farende om).
Nej, det er formeget! Det kan ikke være! Hvad finder du på? Så var hun jo en djævel. Og det er hun ikke! Nej, nej, nej, nej! Du hader hende!
Knut.
Iforgårs så hun, hvor aldeles rasende du blev. At du ikke tålte at høre mig tale.
Så gjorde hun regning i det. Og la' sin plan. Ja, det tror jeg er så.
Hans.
Så må vi gå til hende! For jeg tror det ikke! Jeg kan ikke tro det.
Jeg mener, du tar livet af mig. - -
Knut.
Hør nu, Hans!
Hans.
Jeg kan ikke høre! - (Ræd.) Er der mere endnu?
Knut.
Nej, nej!
Hans.
Nu, gudskelov -!
Men jeg tror det ikke! Jeg tror det ikke! Jeg tror det ikke!
Knut.
Om vi går til onkel?
Hans.
Det har du ret i! Det skal vi! At vi ikke kom på det før! Vi går til onkel!
Dr. Kann (kommer frem fra højre).
Han er her.
Begge.
Onkel?
Dr. Kann.
Jeg gik på vagt. Ikke fordi jeg tvilte på dere, gutter. Men for at være ved hånden.
Knut.
Så har du hørt det?
Dr. Kann.
Nej. Men jeg forstår, hvad det gjælder.
Hans (indtrængende).
Hvad siger du så?
Dr. Kann.
Jeg siger, at I skal gå til deres mor, og ikke til mig.
Hans.
Om Maria, mener jeg! Hvad siger du til det, Knut beskylder Maria for?
Dr. Kann.
Netop om det skal I gå til deres mor. Jeg talte just med hende.
Hans (fortvilet).
Men det er ikke svar! Hvad er din mening, onkel!
Dr. Kann.
At du skal la mig være udenfor! Men gå til din mor! Jeg vil tale med Maria.
Begge.
Du?
Knut (ivrig).
Ja, det er rigtigt!
Hans.
Jeg skjønner, du tviler, du også! Å, vær ikke hård mod hende! For du tar fejl.
Dr. Kann.
Jeg kan ikke tale med dig om dette, kjære Hans. Du er rammet i hjærtet.
Hans.
Jeg er rammet i hjærtet. Der er ordet.
Dr. Kann.
Gå til din mor, du. Hun kan med det. Ikke jeg.
Hans.
Kanske mor vil forstå! I tar fejl af Maria. Hun er ikke sådan. Å, jeg skal forklare for mor, hvordan hun er!
Det er ikke ond, hun er. Det er noget andet.
Dr. Kann.
Det tror jeg også, Hans.
Hans.
Så det gjør du?
(Tryggere.) Ja, da går jeg med dig, Knut. (Brødrene går ud hånd i hånd.)
Dr. Kann (går lidt, ser på uret).
Nu er det langt over tiden. Hun må være nysgjærrig på, hvad dette er blet til. (Han sætter sig på bageste bænk.) Jeg hører nogen gå. - Der er hun bestemt?
Ganske rigtig!
Maria (kommer forsigtig ind. Ser sig om. Nærmer sig lysthuset for at se ind der. Vender sig, får se dr. Kann).
Dr. Kann.
Er du her?
Maria.
End du da?
Jeg går ofte her om kvælden.
- - - - - - - - - - - - - - - -
Dr. Kann.
Søger du nogen?
Maria.
Nej.
Dr. Kann.
Du så dig om?
Maria.
Kvælden er så vakker.
Dr. Kann.
Og den duren, du!
Maria.
Den?
Dr. Kann.
Jeg liker at sidde i den duren.
Maria.
Ikke jeg. - Jeg går omkring her så længe.
Dr. Kann.
Å nej, kom og sæt dig!
Maria.
Med ryggen mod elven? Nej!
Dr. Kann.
Siden skal vi vende os mod elven.
Maria (pludselig).
Hvad er det, du vil mig?
Dr. Kann.
Jeg vil spørge dig om, hvorfor du er rejseklædt.
Maria.
Jeg er ikke rejseklædt. Det er min almindelige dragt.
Dr. Kann.
Hvorfor har du bragt to kufferter ned på bryggen?
Maria.
Så det ved du?
Dr. Kann (nikker).
Du har også bestilt båt.
Maria.
Agter du at fortælle det?
Dr. Kann.
Nej. - Til Paris?
Maria (svarer ikke).
Dr. Kann.
Synes du virkelig, det er en karriére, den, grevinde Lydia har gjort?
Maria.
Ja, synes ikke du?
Dr. Kann.
Kunde du ønske at gjøre en sådan?
Maria.
Jeg? Det ligger for højt for mig. Tante Lydia er et geni.
Dr. Kann.
Og lidt til.
Maria.
Det ved jeg intet om. -
Har du imod, at jeg kommer bort?
Dr. Kann.
Nej, tværtom! Jeg synes absolut, du skal bort nu, Maria!
Maria.
Er det sandt?
Dr. Kann.
Om ikke netop til Paris.
Maria.
Men jeg vil til Paris.
Kan ikke det være dig det samme?
Dr. Kann.
Det vil jeg ikke si.
Maria.
Hovedsagen er at få mig bort. Ikke sandt? (ler.) Jeg er farlig.
Dr. Kann.
Du er det, Maria.
Maria.
Ja, hvad mener du egentlig med det?
Dr. Kann.
At du ser alle svaghederne her.
Der behøvedes ikke mere.
Maria.
Kan jeg for det?
Dr. Kann.
Det ligger vel i din natur.
Maria.
Jeg passer ikke her. - Å, lad mig komme bort!
Dr. Kann.
Det er vi enige om.
Men først: du har sagt til min søster, at du tror, Cecilie har sat ild på?
Maria.
Har jeg? - Åja! - Jeg så hende gå ind der. Det var det hele.
Dr. Kann.
I kontorerne?
Maria.
Nej, i gangen imellem kontorerne og familiefløjen.
Dr. Kann.
Ikke videre?
Maria.
Nej.
Dr. Kann.
Det kan ikke være Cecilie. For den, som har sat ild på, har gjort det for pengenes skyld. For at ødelægge pengene.
Maria.
De var jo ikke assureret?
Dr. Kann.
Jovist var de!
Maria.
De var assureret?!
Dr. Kann.
Kan nogen tænke sig, jeg rejser ud med mange penger uden at assurere?
Desuden: det meste var jo værdipapirer.
Maria.
Som ikke behøver at assureres?
Dr. Kann.
Så er det.
Maria.
Jeg blir så ræd. At nogen skal hindre mig i at komme bort.
Kan ikke du hjælpe mig?
Dr. Kann.
Jeg skal hjælpe dig.
Maria.
Kan jeg sikkert stole på det?
Dr. Kann.
Det kan du. - Men den første ildebrand -?
Maria.
Skal vi virkelig ha mere om dette?
Dr. Kann.
Nej. Jeg vilde bare si, at da var også Cecilie her.
Maria.
Det er jo netop det, som er så besynderligt.
Dr. Kann.
Var den da påsat, den også? Det har endnu ingen tænkt.
Maria.
Det ved jeg ingenting om. - -
Men nu må jeg gå.
Dr. Kann.
Vil du da ikke, før du går, høre noget om brødrene?
Maria.
Om brødrene?
Dr. Kann.
Hvordan det gik dem.
Maria (efter lidt).
Hvor er de?
Dr. Kann.
Hos sin mor.
Maria.
Er de da -, er de blet forligte?
Dr. Kann.
Ja.
Maria (beslutsomt).
Hvad skal vi så spille komedie efter?
Dr. Kann (ler).
Du kan så si!
Maria.
Jeg udstår ikke at være her.
Dr. Kann.
Du skulde heller aldrig ha været her.
Maria.
Jeg er ikke skabt for familieliv og alt det der.
Dr. Kann.
Ikke spor! Jeg skjønner dig så godt.
Maria.
Å, det er så let at tale med dig. -
Hvad tror du egentlig om mig?
Dr. Kann.
Hvad du er sammensat af -?
Maria.
For eksempel det, ja?
Dr. Kann.
Af flyvesand.
Maria.
Af flyve - ha, ha, ha!
Det er godt! Men hvad skal jeg gjøre?
Dr. Kann.
Ja, det var det, da.
Maria.
Jeg er ikke ond. Du tror det, du, kanske?
Dr. Kann.
Nej.
Maria.
Men jeg kan bli ond her.
Dr. Kann.
Det er heller ikke småtterier, det, du har ta't dig for her.
Maria.
Hvorfor lar de mig ikke rejse? - (Af hjærtets dybe grund.) Jeg hader dem allesammen!
Dr. Kann.
Du tænker ikke på at komme igjen?
Maria.
Aldrig! Aldrig! - Og det ved Lydia.
Dr. Kann.
Så det er derfor? - Men hvad vil du ta dig til hos hende, da?
Maria.
Der er morsomt, der.
Dr. Kann.
Du vil more dig?
Maria.
Ja, hvad andet?
Dr. Kann.
Nej, du duer vist ikke til andet.
Maria.
Å, tak, der er meget godt ved mig!
Dr. Kann.
Ja, hvad nytter det? Der skal vilje og udholdenhed til for at gjøre noget godt.
Maria.
Nu præker du. Alle her præker! - Huf; la' mig komme væk!
Dr. Kann.
Jeg er ræd, du kommer ikke væk, jeg - hvor langt du rejser.
Maria (ræd).
Hvad vil du si med det?
Dr. Kann.
Du har det hos dig, det, som du vil væk fra. Det er ikke hos os.
Maria.
Så'nt tøv! Jeg skal nok bli lykkelig, skal du se!
Dr. Kann.
Når du gjør andre ulykkelige?
Maria.
Hvorfor skal jeg det?
Dr. Kann.
Du kan ikke andet.
Maria.
End at gjøre folk ulykkelige? Ha!
Dr. Kann.
Det er i din natur. Du må!
Maria.
Jaja! Men når jeg er lykkelig ved det?
Dr. Kann.
Er du lykkelig nu?
Maria.
Nej. Men derfor vil jeg også væk. For at bli det.
Dr. Kann.
Og sådan bestandig! Op igjen og op igjen!
Maria.
Præk! Å, så'nt præk! - -
Du tror mig ikke istand til noget godt, du?
Dr. Kann.
Nej.
Maria.
Gud bevare mig!
Dr. Kann.
Ja, det kan du si! For du er det ulykkeligste menneske, jeg kjender.
Maria.
Å tøv med dig! - Du vil bare skræmme mig!
Dr. Kann.
Ja, det er sikkert. - Du er så uvidende om dig selv, om hvad du har gjort, om hvad du kan gjøre og må gjøre, at det går mig til hjærte.
Maria.
Ved gud, du gjør mig ræd.
Dr. Kann.
Ja, hvis jeg kunde det! (dæmpet, idet han går nærmere.)
Jeg vil si dig, Maria, jeg ved alt.
Maria (stivner).
Hvad alt -?
Dr. Kann.
Skal jeg regne op? Stykke for stykke!
Maria.
Nej, nej! - Når du vil, jeg skal komme væk, så er det jo det samme, da! Hvad det så er. -
Jeg går nu, jeg. Farvel!
Dr. Kann.
Hvorhen?
Maria.
Ned til bryggen. Båten må være kommen.
Dr. Kann (ser på uret).
Endnu ikke.
Maria.
Jeg går ligevel.
Dr. Kann.
Det vil jeg råde dig ifra. (Maria stanser.) For der nede står to fra byen. Som venter på dig!
Maria (tomler lidt).
Tøv med dig!
Du er da ikke dum?
Dr. Kann.
Hvordan det?
Maria.
Det navn, jeg bærer - og skandale? Pyt sa'n!
Jeg er ikke dum jeg heller. Ingen ved noget sikkert.
Dr. Kann.
Er du viss på det?
Maria.
Ja, viss? - Å, du vil bare prøve mig!
Jeg ser det på dig! - Der er ingen dernede!
Dr. Kann (tar en sølvpibe frem og fører den mod munden).
Vil du se dem?
Maria (farer til, lægger hånden over piben).
Nej, nej! Hvad tænker du på?
Det er ikke honnet. Det er overfald. På en liden forsvarsløs pige. Og det er mod dit løfte. Du bryder dit løfte til Maria.
Dr. Kann.
Nej. Du skal komme væk.
Maria.
Men ikke til Paris? Det er netop did, jeg vil!
Jeg skal si dig, hvad du skal gjøre. Du skal selv følge mig. For navnets skyld. Du vil da ikke blande din søsters navn op med politi?
Du skylder at dække mig. Rejs med det første stykke!
Vi skal ha det hyggeligt. Tviler du. Å, gjør det, onkel Kann! Du har altid kunnet like mig. Når vi var sammen, der kunde være så mange der vilde, så var det mig, du talte med.
Dr. Kann.
Det er sandt.
Maria.
Ser du! Rejs med! Bare det første stykke! For de andres skyld og for at gjøre mig tryg. Å, vi skal ha det så morsomt, du og jeg. Og så er jeg borte da, og blir borte. Og så får dere det hyggeligt her, dere også. For så er hver i det, han passer for. Og så er det ikke mere, da! Forbi. Godt altsammen!
Å, onkel Kann, du kan ikke ville gjøre et lidet svagt fruentimmer som mig noget ondt, du? Hvad skulde også det være godt for? (strækker sig på tå og kysser ham.)
Du, som er så morsom. Den eneste morsomme her.
Dr. Kann.
Du er en stor kunstner, Maria?
Maria (ler).
Og en nokså hyggelig liden pige. Ikke sandt? Bare de er snille mod mig.
Hvorfor skal menneskene pine hverandre? Jeg skjælver, kjend her! (hun lægger hans hånd på sit hjærte.)
Dr. Kann.
Jeg har ondt af dig, Maria!
Maria.
Ja, har du ikke det! Jeg har så ondt af mig selv også. (Lægger hodet ind til ham og gråter.)
Dr. Kann.
For dette vil hænde dig op igjen. Og op igjen.
Maria.
Å, tøv med dig! Tøv, tøv! Hvor kan du si så'nt, onkel Kann? Bare jeg er over dette! Så aldrig mere! Aldrig! (gråter.)
Dr. Kann.
Op igjen og op igjen!
Maria.
Å, så lidet du kjender mig! Jeg, som bare, bare vil more mig. Ikke mener noget ondt med nogentingen. Men er så uforståt af alle! (gråter.)
Tænk dig i mit sted, onkel Kann?
Dr. Kann.
Jeg har gjort det. Hele tiden.
Maria (spændt).
Nu -?
Dr. Kann.
Ja, jeg vilde langt længer, jeg, i dit sted, end til Paris.
Maria (ser på ham).
Længer end til Paris?
Dr. Kann.
For at det aldrig mere skulde kunne komme igjen. Det, som gjør en så ulykkelig tilslut.
Og så for én ting til.
Maria.
Og det er?
Dr. Kann.
At menneskene siden kunde tænke på mig ja, uden ondt. Huske mig med venlighed.
Maria.
Kan det ske -?
Dr. Kann.
Ja, når du rejser rigtig langt bort. Når du har mod til det, Maria!
Maria.
Hvorhen, onkel Kann?
Dr. Kann (peger mod elven).
Maria (sætter i et stort skrig, løber omkring og roper).
Hjælp! Hjælp!
Cecilie (et stykke borte til højre, svarer).
Ja! -
Maria (som før).
Hjælp! Hjælp!
Cecilie (nærmere).
Ja!
Maria.
Han dræber mig! Han vil dræbe mig!
Dr. Kann.
Du burde ikke rope fuldt så højt. Der kunde komme andre til.
Maria (fortvilet).
Men hvorfor kommer hun ikke? (enda mere.) Hvorfor kommer hun ikke? (gråter.)
Dr. Kann.
Hun løb naturligvis efter hjælp.
Maria.
Ja, Hans, Knut! Kom, kom! -
Hvad er det også med den elven? Holder den ikke på at stige? Vil den hid?
Dr. Kann.
Det er duren, som forvilder dig.
Maria.
Den stiger, den også!
Jeg er ikke modig. Alt andet end det. Kommer her ikke snart nogen, som hjælper mig, så dør jeg, her jeg står. Af bare skræk.
Margrete (står på scenen fulgt af Cecilie. Oppe til højre).
Mit barn! Mit forvildede barn! (Hun åbner sine armer.)
Maria (styrter sig i dem).
Margrete.
Å, min lille Maria! . . .
Maria (glider, falder sammen).
Margrete.
Hun får ondt!
Dr. Kann (iler til).
Cecilie (tar hende over i sine armer).
Dr. Kann (støtter og gir hende en essens at lugte til).
Maria (slår øjnene op. Vinker af med hånden).
Nej, nej! Det behøves ikke! Det var bare - (rejser sig.) Lad mig så komme bort! (gråter.)
Margrete.
Det skal du få, mit barn!
Dr. Kann.
Hvad siger du?
Margrete.
At hun skal rejse. Naturligvis.
Maria.
Er det sandt?
Margrete.
Følg med Cecilie! Hun skal en hel dag med samme dampskib.
Cecilie.
Båten er der alt.
Maria.
Er den det? (løber ud til venstre.)
Cecilie (roper efter hende).
Vil du ikke si farvel til tante?
Maria (udenfor).
Det er sandt!
Margrete (vinker af).
Behøves ikke! - Skynd dig!
Cecilie (til hendes favn).
Farvel igjen!
Margrete.
Gud velsigne dig! - Lad os ses igjen på en lykkeligere dag!
Cecilie.
Farvel onkel! Og tak!
Dr. Kann.
Det er vi, som skal takke dig! (drar hende ind til sig.)
Margrete.
Tag dig nu af hende, kjære barn!
Cecilie.
Det skal jeg! (rask ud.)
Dr. Kann.
Er dette rigtigt?
Margrete.
Du vil ha hende i straf?
Dr. Kann.
Nej. Men i forvaring. Helst i den store.
Margrete (oprørt).
Det vil hun jo ikke!
Dr. Kann.
Så i den mindre. Vi må dog værge os.
Margrete.
Å, livet er ikke forsvarsløst. Desuden - så sikre vi selv er: retslig bevis er vanskeligt.
Dr. Kann.
Det får stå sin prøve.
Margrete.
Nej. Det, hun har gjort, vedkommer alene os.
Dr. Kann.
Og assurandørerne.
Margrete (bestemt).
Her må ingen assurance kræves.
Dr. Kann.
Det er en anden sag. (Smiler.) Som tildels går ud over undertegnede.
Margrete.
Slet ikke. Hans betaler for sin hustru.
Dr. Kann.
Stakkar Hans! Så blir han også en stærkt gjældbunden mand.
Margrete (i udbrud, bevæget).
Men han får sin arbejdsfred igjen.
Som alle vi andre.
Cecilie (udenfor).
Tante! Å, tante, kom! (ind forfærdet, dæmpet.) De vil arrestere hende!
Margrete (ser på sin bror).
Hvad skal det til?
Dr. Kann.
For sikkerheds skyld, dengang jeg endnu ikke havde talt med hende . . . .
Margrete (afbrydende).
Men ikke én af familien vil det! - -
Vi går derned, du!
Dr. Kann.
For at skibe hende ud? - Vel. (vil gå.)
Margrete.
Å, havde jeg tid, og havde jeg hende alene! Alt er muligt!
Dr. Kann.
Det tror I kvinder.