To billeder.
Bjørnstjerne Bjørnson
ET æggende sabelklir i gjenlyd fra det høje glastag over stationen, stålklang rislende ind i dampfræset; sprak af latter og samtale inde i en tæt, dump lydmasse af trillebører, fodslag og godslænsing.
Hvergang nye følger af kavaleri-officerer fyldte glasdørene, skar sabelklirret hvast igjennem; mange artilleri-officerer kom også, en del infanteri var islætt; alle stilede de mod samme vogndør i toget, der en høj dame i sort og med store, halvt vemodsfulde, halvt befalende øjne stod og hilste. En langsom bøjning på hovedet og aldrig mere. Officererne kom lige fra en manøvre eller marsch, det sås. Kongen var i byen, et par af hans forvarsler viste det, d. v. s. svenske uniformer. Var han her selv? Var han ventendes? Nej, da havde officererne ikke været her alene. Men damen i vogndøren, var det hende, de søgte for at sige farvel? Altså en kavaleri-generals hustru? - Nej, hun der var neppe blet til i et lidet våbenmusæum, i omgang med heste og hestfolk. Hun blev også bare ærbødig hilset. Man samlede sig om nogen, som stod nedenunder, og som vanskelig kunde ses. Der bølgede netop et hvidt slør tilvejrs for en behandsket damehånd; - var det ligevel en dame, som paraden gjaldt?
Endnu er den længst bebudede krig med Rusland ikke udbrudt; kanske kommer den først senere, så de har god tid. Mange af disse officerer bærer ordener på forskud. Oberstens tapre bryst bærer mindst otte; han har meget at indhente. Af udseende at dømme - saaledes de to statelige svensker med sødladne hoføjne -, er nogen nok så blege; har de måske også sår på forskud?
De stimer sammen foran vogndøren. Så det virkelig er om en dame, den står, denne fredelige krig med trængsel og tryk, dette utålmodige til og fra, denne idelige ombytten af nakker og skulderremmer, ører og kindskjæg, denne enstemmige latter på kommando?
Kanske er det en prinsesse? Gud, da holdt de sig i ærbødig afstand; men her trænger de på, trænger på, - - indtil glasdørene atter fyldes af uniformer og sabelklir (denne gang udelukkende af kavaleri), og en liden mand, meget gammel, med lutter venlighed, bare venlighed, atter venlighed, kommer, fulgt af en stab af ældre og yngre officerer. Disciplin og hofunderdanighed - i en liden fredsarmé blir aldrig andre forfremmede til højere stillinger end hofmænd - havde gjort hans ansigt så korrekt som en gammel talskive. Kun at der var sat barter på den, som to hemmelige snorer bagenom drog op til smil og ned igjen til alvor.
En ropte: "Plads for generalen!" - og i et nu var der en stor bred åbning gjennem to hilsende halvkugler, som blev revet fra hverandre.
Da så man ind til centrum; det dannedes af damer, men forrest iblandt dem stod en høj, ung i lys rejsedragt og hvid stråhat, et langt hvidt slør lå frit over den. Hun havde hænderne fulde af blomster, fik flere og endda flere, som gjennem damerne gaves op til moren i vogndøren, der la dem tilside. Nu så alle det: dette var mor og datter. Lige høje, kanske datteren endnu højere, øjnene de samme, store og grå, men udtrykket vidt forskjelligt, skjønt begges bar bud fra et indre udstrakt rige. Morens fra forståelse af livets modsigelser og lidelser, datterens fra noget flammende, et uroligt forlangende, en evnernes storm, som endnu ikke havde mål; de sprakede af triumf, men skiftevis skjød lyn henover af utålmod.
Høj, slank, smidig; bevægelserne glitrede i flammen af disse øjne. De andre så hende ikke med sine, de måtte se hende i glansen af hendes egne. Det energiske ansigt hjalp øjnene til denne magt over menneskene. Morens var ovalt med rene linjer, bred tegning; datterens var længere og brattere, især panden med det vældige lysebrune hår omkring. Hos hende gik brynene lige, hendes næse var krum, hagen sterk, læberne sikkert skårne. En valkyrieskjønhed, men uden det udæskende. Den magnetiske dragning var sværmeri, hast; branden i dem var lys. Indtrykket samlede sig i, at hun bares af usynlige kræfter; alle, som kom under det indtryk, løftedes med. Hun talte til begge sider og fremad, hun hilste, tog mod blomster og lo; de, der fulgte alle disse bevægelser og overgange, forvildedes, som ved vandkrusninger i solskin.
Her var nok koketteri, men neppe en dråbe af det klæbrige, som udvælger sig en enkelt, og hvergang en ny. Ikke det sagteste nyn af en lokketone. Nok rørelser, bestemte af behagelyst, men ingen af anden lyst. Det flammende fra øjnene var netop en rustning mod blink og ønsker, som avler sligt; de gled af. Ingen art af kjælenskabets svækkelse i denne uafbrudte udstrømning af sundhed, begavelse og glæde.
Derfor var det, den tog, - det være sagt til de mødendes ære. Ingen kom udenfor, ingen blev den særskilte. Enhver fik efter sin art.
Denne enestående beundring og tilbedelse var kommet istand ifjor høst, da kavaleri-obersten (gift med hendes mors søster) kom tilbage med hende fra Paris. Den evige frier til mænds og kvinders gunst, som absolut ingen forsømte uden sin egen hustru, havde siden ifjor høst ingen større og vigtigere opgave end at præsentere sin skjønne niŨce. Det skete til hest ved hendes side, på bal ved hendes side, i teatret, på koncerter ved hendes side; der kom ingen anden. Han gjorde kavalkader til hendes ære, og hele kavaleriet var væk, han gjorde bal til hendes ære, og en god del til var væk. Han tog hende med på officerernes store fest, og hele befalet var væk. Som gammel hofmand kjendte han knebene; hun blev aldrig præsenteret uheldig eller bare forgjæves, som nu her; de var varskuet hver eneste en!
De kom i højeste grad frivillig for det; men ellers havde de simpelthen ikke vidst det, eller tjenesten var ikke blet ordnet, så de kunde komme, eller mange af dem havde endog holdt det for påtrængende. Nu var de der på kommando; hos en officer forhøjer følelsen af at bli kommanderet i høj grad velværet. Se den lille gamle generals ryg, idet han kysser hendes hånd, hilser fra Hs. Majestæt og overrækker sin buket, den, han selv har plukket til hende i denne morgen. Se denne ryg, siger jeg; den kunde klappes og strigles. Da han atter rejser sig, er han så lykkelig i hendes stråler som en stivbenet hund, der lugter kjød under servietten.
Jeg talte ovenfor om kommando, at alle havde den for officerer velgjørende følelse af at hylde hende på kommando. Det, at majestæten selv havde bifaldt hende, var en højere indvielse. I vinter havde han ude på isen værdiget at binde hendes skøjter fast. Vistnok var hun ikke ene om denne store udmerkelse eller om at bli medlem af hans kongelige skøjteklub. Det var en hel flok unge piger foruden hende. Men hver eneste tilstedeværende officer af kavaleri og artilleri - og der var mange tilstede, da han knælte og bandt hendes skøjter fast - holdt det for en udmerkelse, som vistes deres dame.
Under bistand af infanteri rendte de efter hende udover den blanke is, som da var uden mén eller stans, - svenskerne med! Der skulde ikke megen fantasi til for at se hende i tŪten for en udrykning; for at se hestene, kanonerne, krudtkasserne slingre efter over spejlfladen under fanfarer, hovslag og hingstevrinsk.
Havde det bare været denne side af hende, - al hendes skjønhed, så overordentlig den var, havde dog ikke udrettet, hvad vi nu så!
Nej, der var mere med. Hun lod sig ikke fange, fæste, stanse, hun var som at få brændende ild mellem hænderne; "hun var hverken for mænd eller kvinder," sa somme, og det sporede dem. I nærheden gled hun væk; bortefra var hun en meteor. Har mindet glans, så øges det af andres gjenglans.
Dette indtryk styrkedes ved enkelte ord. Hun havde nemlig sådanne, som "gik". Da kongen bandt hendes skøjter, sa han galant: "De har den charmantaste lilla fot, frøken." "Ja, fra idag af," svarte hun.
En jovial artillerioberst havde sløset bort en formue på kammerater, kvinder og sig selv. "Jeg lægger mit hjerte for Deres fødder," sa han. - "Gud, hvad har De så igjen at gi bort?" - lo hun og gav ham hånden til polonæsen.
Hun inklinerte for en ung løjtnant, som blev purpurrød. "De er af dem, en kunde dø for," hviskede han. Hun tog venlig hans arm: "Ja, leve for mig vilde vist falde os begge kjedeligt."
Kavaleriets faste poet, en rask ritmester, gik hun hen til for at spise filipine med ham. "Vil De?" spurgte hun. "Der er én ting, vi vil allesammen ligeoverfor Dem," svarte han; "men vi kommer os aldrig til at si det. Hvad kan grunden være?" - "Si hvad?" spurgte hun. - "Jeg elsker Dem!" - "- Å -! man ved jo, jeg vilde le," lo hun og bød ham den halve mandel, som han spiste, og de var lige gode venner.
Men en anden række ytringer af hende gav endnu sterkere respekt. Der fortaltes foran kaminen om en vis port, som blev kaldt "sandhedens port;" alle, der gik gjennem den, måtte si, hvad de tænkte. Da brød hun ud: "Gud, der får jeg vide, hvad jeg selv tænker!" En tilstedeværende sa, at akkurat de ord havde den danske biskop Monrad brugt, da han hørte om porten. "Og ham kaldte man en Sfinx," la manden til.
Hun sad lidt, blev blegere og blegere og rejste sig. En stund efter fandt man hende igjen i et sideværelse, grædende.
Ved et middagsbord sa en lærd mand: "Den, der er bestemt til noget stort, ved det fra barn af." - "Ja, at han er bestemt til noget, men ikke til hvad!" svarte hun rask. Men herover blev hun skamfuld. Hun skulde rette på det og sa: "Nogle ved det, andre ikke." Blev så endnu mere skamfuld, og undseelsen gav hende en uimodståelig ynde. Folk elsker at føle store længsler, der ikke vil røbe sig.
I en fortrolig ring taltes en kveld om en ung enke. "Hun fornyer sig i en ny kjærlighed," sa en. "Nej, heller i en gjerning, en opofrende gjerning," sa en anden, som påstod, han kjendte hende bedre. "Jeg er lige glad, hvad det blir, bare hun hengir sig til noget," sa den første. "Det er i hengivelsen, at frelsen findes, - kald den fornyelse, eller hvad I vil." -
Dette havde hun hørt på. Hun var først ligegyldig, men blev årvågen og tilsidst spendt. Så brød hun ud: "Nej, det gjælder netop ikke at hengi sig!" Ingen svarte; det føltes så besynderligt. Var der noget hændt, eller var det en forudanelse?
Eller tænkte hun på noget særskilt, som ingen her var medvider i? Eller på noget stort, for hvis skyld det var værdt at vente? - -
Det, man ikke forklarer sig, optar sindene. De bedre sæder, de finere naturer blandt ridderne følte respekt. Fra dem forplantede den sig videre. Blandt opdisciplinerede viljer forplanter intet sig hurtigere end respekt, - ofte den mest vetløse.
Der var sikkert nok dem, som i hende fa'en rive så det fineste fuldblodsdyr i Norge. Der var også dem, som herren forsørge skulde ha git sin sjæls salighed for -, jeg tør ikke si for hvad. Men der var også dem, som tænkte på riddertidens dame og så i ånden den sløjfe, hun fæstede på sin ridders bryst til indvielse. Et øjekast, et ord af hende, en dans med hende var sløjfen. De kjendte sig overstrålet, der var noget højere og skjønnere i dem da.
Hvor mange prøvede ikke på at tegne hende efter hukommelsen; hun vilde nemlig ikke la sig fotografere. Det blev en almen sport at drage hendes profil; somme nådde den største færdighed i det. Med svepeskaftet i sneen, med en fyrstikke i cigaraske, med skøjter i isen.
I det hele tat var det til kavaleriets ære, at hun blev så alment og enestående fejret. Hendes onkel troede naturligvis, han var skyld i det; mens sandheden var den, at hans reklame vilde ha fordærvet det for enhver anden. Hun holdt reklamen ud. Nu var han kommet udenfor, han forstod selv ikke hvorledes. Han, som idag havde ordnet det hele fremmøde, han stod her og dillede af lyst efter at være i højde med situationen; men kunde ikke. Det foregik som ovenpå i anden etage.
Hans hustru gottede sig! Fra først af var hun jo blet forfærdet, da dette vidunder af en niŨce blev indført i huset. Hans pralende, forelskede udstillingsparade med hende tog imidlertid straks former, som overgik hans anelse. Toget blev stadig tættere og større; efter kongens nærvær havde deltagelsen en stund karakter af besættelse. Farten voksede med tallet, obersten travede med som en sprængt hest. Han kitlede sig selv op med overdreven munterhed, ualmindelig iver; men bagover gled han, blev overflødig, ja, rent ud ivejen. Oberstinden lo åbent ad ham. Han, som i udlandet havde stoppet sin ægteskabelige ring i lommen og nårsomhelst var parat til det samme, blev nu selv stoppet i lommen som et tomt cigaretui. - -
Anden gangs ringning, bevægelse i flokken, sabelklir og sporeklir, hænders opløftelse, højlydt hilsen. Den fejrede hilste for tusende gang, der faldt kvikke ord, der deltes ud smil og bøjninger med munter ynde, i rask takt; hun var fuldkommen ovenpå! Den storrudede rejsekjole, den lyse hat med sløret over, som atter faldt ned og atter kastedes i vejret, en stolt nakke, en fuldkommen figur, - altsammen i hyldningens solskin, . . . var det ikke op i en guldvogn med hvide duer for, at hun steg? Foreløbig ikke højere end til moderens plads i den åbne vogndør. Herfra smilede hun nedover obersten på den ene side, generalen på den anden, damerne omkring disse. Bagenom dem igjen mødte hun alle de løftede mundskjæg, alle de lyse, alle de brune, alle de sværtede, alle de sorte; hun opvartede med sine øjne de tynde mundskjæg, de tykke, de langbuede og dumme, de tungsindige og hængende, de kokkeliky opsvingende. Inde i denne låddenhedens brunst tog en del ubebartede sig ud som svenska tenorer.
"Jeg håber, frøkenen får en behagelig rejse," sa gamle generalen. Den ærlige hestetrykker var for beskeden til at ville si noget merkeligt. "Du får ha tak for i vinter da, jentami!" Det var obersten med høj røst. Tillægget skulde vise, hvor faderlig-kameratslig han turde være. "Ja, jeg har ofte havt ondt af dig i vinter, onkel," fik han til svar; "nu får du hvile dig godt ud i sommer da!"
Oberstinden lo, og det blev signalet til, at alle turde le.
Åsynene op mod hendes - de fleste ærlige, godmodige, muntre -, næsten hvert et mindte om morsomme øjeblik; tilsammen om en høst og vinter i kavalkader, skøjteløb, skirend, kjøreture, baller, middage, koncerter, - en runddans hen over blinkende is og fygende sne, eller inde i et strålehav i toner, i glassenes klang, i latter og varm tale. Ikke et eneste minde med noget klisset i, - frit og fermt som en rytterparade. Et par forsøg - blandt andre af hendes værdige onkel - var tvinet bort som en sky af fnug. Hun kjendte taknemlighedens fryd over, hvad hun havde oplevet, over alles godhed til sidste stund. Den overvældede hende, den funkede i hendes øjne, den ivrede i hendes væsen, den gaves ud til alle under hende og til blomsterne, hun holdt. Men en følelse af formeget, af så altformeget, løb hele tiden med. Derigjennem en ængstelse af tomt, som gav en ulidelig smerte. Gid det var forbi!
Billetterne sås efter, dørene lukkedes, hun kom frem igjen i det nedfirede vindu. Hun holdt blomster i den ene hånd, lommetørklædet i den anden; hun græd. Hendes friske buste stod i vinduet som i en ramme; hodet med den lyse hat og sløret rakte sig frem af den. Hvorfor i al verden blir sådant ikke malet?
Disciplinen forbød, at nogen trængte sig frem, så længe generalen, obersten og damerne slog ring; man stod, hvor man stod. Da de nærmeste ikke talte, blev der stille. Man så hende græde, så hendes bryst bevæges. Hun så dem i en tåge, og det hele blev til pine. Kunde altsammen være ægte? Straks tørrede gråden ind. En barmhjertig sjæl nedenunder, som også kjendte pine, spurgte, om de kom hjem endnu idag, hvortil hun begjærlig svarte ja. Huskede derved på sin mor og gav plads for hende; men moren vilde ikke frem. Der var endog noget i morens øjne, som i farten gjorde ondt eller ræd, - hun glemte det, for pibing afskar toget fra følget; hele ringen drog sig et steg eller to bagover. Hilsenerne gjentoges, øgedes, hendes lommetørklæde viftede, varmen i hendes øjne kom tilbage, nu flammede de op, alt synligt af hende kaldte på dem og de på hende, de gik efter. For nu var løjtnanterne, alle de unge blet første mænd! Nu gav følelser af anden art et andet udslag, de hilste, ropte, hilste igjen og strømmede med. Klirringen af sabler og sporer, farverne, armsvingene, fodmyldret gjorde hende yr. Med busten helt fremoverbøjet slog hun ud efter dem, som de efter hende, - men farten blev for sterk, nogle ubesindige lyrikere løb dog med, resten stod, - stod igjen inde i damprøgen og kneggede. Hendes lommetørklæde sås endnu som en due i en mørk sky. -
Da hun drog sig tilbage, trængte hun til nogen; men huskede morens øjne; var de endnu de samme? Ja.
Så lod hun, som hun ikke var i hede og opstyr. Hun tog hatten af sig og la den op. Men morens øjne havde vakt den reaktion, som lurede i hende selv. Modstridende følelser brød op; hun vilde dække det, hun vilde prøve at vinde sig selv igjen, så lod hun sig falde på bænken, bortvendt, og straks efter lå hun i hele sin længde. Om lidt hørte moren hende græde; hun så det også på ryggens rørelser.
Noget efter kjendte datteren morens handskeløse hånd under sit hode. Hun skjød en pude ind under det. Dette gjorde godt; at føle moren vilde, hun skulde sove, - bare det gjorde godt. Ja, hun trængte forfærdelig til søvn. Og et par minutter efter sov hun.
Elven skar sig frem i lange sving. Fra hotellets søndre buevindu fulgte mor og datter den dernede i orekrattet og birkeskogen; sommesteder blev den borte, men blinkede frem igjen og blev tilsidst hel. Rejsen var skarp; duren af den stod op til dem.
Henne på stationen drog man på lastevognene. Bag hotellet var møllen, fabriken, sagbrugene; dæmpede stød og slag hørtes og svagt selv fossen; over alt andet den rivende lyd af bordene, hvergang de gik gjennem sagen. Dette var en af de store skogbygder; granen mørknede åsene, så langt de kunde se, og det var langt; ti dalen var bred og retlinjet.
"Kjære, klokken er alt 7. Hvor blir dog hestene af?"
"Jeg har tænkt, vi skulde sove her i nat og først rejse i morgen tidlig."
"Sove her, mor -?" hun vendte sig forundret mod moren. "I kveld vilde jeg så gjerne tale med dig." Datteren kjendte igjen udtrykket i morens øjne fra afskeden i Kristiania; hun blev rød. Så vendte hun sig ind mod stuen.
"Ja, lad os heller gå," - moren kom og la armen over hendes skulder.
Lidt efter var de nede ved elven. Luften stod mellem to muligheder, og derved dæmpedes farverne i mark og åser og gjorde følelsen usikker. Af træ og eng duftede det, og elvesusen truede sig ind på dem.
"Det, jeg vilde tale med dig om, var din far." - "Om far-?" Datteren vilde stanse; men moderen gik videre. - "Det var her, jeg først så ham. - - Du hørte ingen nævne hans navn i Kristiania?" - "Nej." - Der fulgte en nokså lang stilhed på det nej.
"Når jeg aldrig har talt helt ud om ham, har det sine grunde, Magne. Du vil få dem at høre nu. For nu kan jeg si dig alt; jeg har ikke kunnet det før."
Hun ventede, at datteren skulde lægge ind noget; men det gjorde hun ikke.
Moren vendte sig halvt og pegte op mod stationen, nemlig på de hus, som lå der ved siden af. "Kan du se det brede tag der til højre fra hotellet? Det er forsamlingshuset, biblioteket og meget mere. Din far har æren af det. Han gav alt tømmeret. Nuvel, der så jeg ham først, eller rettere derfra så jeg ham først; for jeg sad blandt folket, som skulde høre ham; hele underste stokværk er ét eneste rum med bredt skrånende galleri over; det er bygget på sin amerikansk; du ved, din far rejste didover, straks han var færdig med sin eksamen. - Kom nu, lad os gå videre! Denne sti langs elven elsker jeg. Jeg gik den med din far seks uger på dagen og timen efter jeg første gang så ham; og da var vi gifte."
"Jeg ved det."
"Du ved også, at jeg var hofdame hos dronningen, da jeg kom hid. Hun skulde længer op og længer ud mod fjorden; men først skulde vi stanse nogen dage her i fjeldbygden.
Vi kom hid en lørdag eftermiddag (ja, som vi nu) og blev over søndag. Der var en farlig mængde folk her søndag for at se dronningen; de vidste, hun skulde gå i kirke. Om eftermiddagen strømmede de så hen til forsamlingshuset; de vilde høre din far tale; jeg havde set opslag om det i hotellet. Dronningen læste det også; jeg stod ved siden af og sa: "Jeg har gruelig lyst til at gå." - "Ja, gå du," svarte hun; "men det er vel bedst, en af kavalererne følger dig." - "Her blandt bønderne?" spurgte jeg og sørgede for, at jeg blev alene.
Jeg fik plads under galleriet, men lige ved et stort vindu, derfra jeg så vejen langt bortover. Og da Karl Mander ikke kom til ret tid (han gjorde sjelden det), rakte alle hals for at få glimt af ham fra vejen; han skulde altså komme fra den kant. Da så jeg også didhen, og langt borte blev omsider tre mænd synlige, arm i arm, én stor og to mindre, den store i midten. Jeg ser meget godt og tænkte straks, nogen af dem kan det ikke være; for de der havde altfor god tid. De stod nemlig stille, ret som det var. De kom bølgende snart til højre og snart til venstre. Men folk bebegyndte at hviske og fnise. Da mændene kom nærmere, følte jeg uvilkårlig, at den store var Karl Mander, og jeg blev undselig."
"Han var fuld?"
"Han var fuld, både han og de to andre; meget fulde også, både doktoren og sagføreren; det værste var, at ingen af dem var hans venner eller meningsfæller. Det var et "trick", de havde spillet ham; for det var på moden at gjøre det med ham. De skulde sørge for at få ham fuld; men de var selv blet fuldest."
"Forfærdelig, mor!" Hun vilde stanse; men moren gik.
"Ja. Jeg havde jo læst allehånde om Karl Mander. Men det er anderledes at se."
"Blev du ikke ræd?"
"Jo. Det var væmmeligt. Men da de kom så nær, jeg kunde skjelne ansigterne, og alle i forsamlingen, som kunde se dem, skoggerlo, så friede det mig for frygten. Og helt nærved blev Karl Mander så aparte, at jeg rent ud nød ham. Jeg tilstår det."
"Hvordan aparte?"
"Han var den skinnende fryd i person! Om man tar en hel kavaleribrigade i lystigste gallop, - du får ikke slig fryd istand! Denne svære skikkelse med det vældige hode holdt disse to små, een i hver arm, som to faldskjøter, der slæbte. Og derunder lo og jubilerede han som det viltreste barn. Han så så snild og glad ud som årets længste dag ved nordpolen. De andre, som havde lagt an på at få ham fuld det var de dannedes sport dengang at få Karl Mander fuld, siger jeg dig! - dem kom han i triumf med. Han var forfærdelig stolt af det. Høj og skulderbred i lystærnede uldne klær så tynde og fine; for han tålte ikke hede, han var en koldtvandsvasker af første rang, badede endnu, når isen kom. Han holdt hatten, en let en, som kunde lægges sammen, i venstre hånd. Som regel gik han således, han havde aldrig hat på hjemme, og ude havde han den i hånden.
Stort busket hår, et uhyre hår, brunt; nu væltede det ned over den bratte panden - ja, du har hans pande - og så skjægget! Jeg har aldrig set så dejligt skjæg. Det faldt i det lyse og var meget tæt, men det ejendommelige ved det var den fine krusningen. Det var rent ud lækkert, hvad skjæg sjelden er.
Og så disse dybe øjnene, så strålende - noget af dem har du - og op fra dem næsen, så fint bøjet, for han var en fin mand!"
"Var far -?"
"Du evige gud, har jeg ikke engang git dig indtryk af det?" -
"Jo, - men - de andre har -." Hun taug, og nu stansede moren.
"Magne! Jeg har ikke kunnet, jeg har ikke villet værge dig mod alt det af andre. Sålænge du var barn eller halvvoksen, kunde jeg ikke forklare dig alt, som det var. Det vilde også ha ledet dig til at forsvare, hvad du endnu ikke havde evner til at forsvare. Og det kunde skade dig. Så var det noget andet også.
Men nu skal du vide det: fra du var barn, har jeg aldrig git dig et råd, som ikke kom fra din far. Du har aldrig sét ham; men jeg kan også si, at du aldrig har set eller hørt nogen anden end ham. Gjennem mig, skjønner du."
"Hvorledes, mor -?"
"Vi kommer til det. Nu skulde jeg gi at forstå, hvordan jeg kom til at ægte ham."
"Ja, kjære -!"
"Han stod der på katedret og hældte vand i sig, glas efter glas. Han hældte i sig hele karaffelen og fik mere. Folk lo, og han lo. Måden, han greb om karaffel og glas på, var en fuld mands, og han så op og omkring sig, som kunde han ikke rigtig finde hverken sig eller os. Og lo. Men ligevel . . . gjennem det der altsammen så jeg guden.
En fri mands åbne, glade sjæl, du. Ubekymret selvtillid i greb ud efter det, han havde behov. Og så skulde du set hans faste, greje hænder, arbejdsnæver. Også ansigtet, en mands, som har til overflod alting."
"Hvad sa folk?"
"De kjendte ham, de bare morede sig. Og han morede sig. Da han begyndte at tale, adlød tungen ham fuldstændig. Kun troede jeg, røsten var unaturlig; den lød ligesom langt indefra. Men det var hans rette røst. Han havde ikke før begyndt, så hændte noget. Der drev en flok herrer og damer forbi, deriblandt også nogen af dronningens følge. Vi kunde se dem, vi, som sad ved vinduet, og han så dem også; vi så, at de pegte ind.
Da stansede han, aldeles bleg, drog pusten så tungt, at vi alle hørte det. Endelig drak han mere vand. Før han atter kunde tale, drøjede det. Alle så på ham, nogen hviskede sammen.
Hidtil havde han talt, som en svær maskine gjør de første uregelrette slag med stansninger. Men nu rejste han sig, og da han atter talte, var han ædru. Jeg siger dig, han var aldeles ædru.
Den mand, som nu stod der, . . . ja, lad mig ta det stykkevis. Du vil ellers ikke forstå.
Hans foredrag, - ved du, hvad det kunde ligne? En fuga af Bach. Noget durende, men rigt; noget uafladelig rigt og ofte så mildt. Men der var den store forskjel, at inde i det famlede han ofte efter ord, byttede ord, byttede igjen. Uafladeligt og durende trods det, det var det besynderlige. En ustanselig, rivende iver og hast. En undredes, om der endda var mere, og der var altid mere, og næsten altsammen merkeligt.
Jeg havde så ofte hørt folk karakteriseres som besat af en naturmagt; men jeg havde aldrig set det. Allermindst ved hoffet, der findes knap nok en personlighed. Her sad jeg endelig foran en! Han der måtte tale - sandsynligvis som han ved et godt bord måtte drikke. Jeg vidste, han selv ledede sine to gårde og selv arbejdede med, når han fik tid til det, og jeg syntes, jeg så denne kjæmpe svale sig i arbejdet; men skjønte tydelig, at hodet ikke vilde gi op for det, så hode og hænder kappedes om, hvem som kunde trætte hverandre ud.
Det var om arbejde, han talte. Begyndte med, at dronningen nu var her.
"Hvem er hun?" spurgte han. Han svarte da med nogen gode, følte ord om hende. Men så spurgte han igjen: "Hvem er hun?" Han svarte med et nyt spørsmål: "Tjener hun selv sit brød?"
Det mente han var første livskrav til alle voksne mennesker, som var istand til det. Det var det første mål, vi skulde måle hverandre med.
Tjener hun selv sit brød? Tjener de deres, som er i hendes følge?
Nej, svarte han, de tjener det ikke selv, de lever af det, som andre har tjent, og af det, som andre tjener.
Hvad bestiller de da? Gjør de åndsverk? Nej, de lever af det åndsverk, som andre har gjort, og det, de andre gjør. Hvordan tilbringer de så dagen?
I nydelse, åndeligt og legemligt - bestandig af det, andre har gjort, og af det, andre gjør. I overdåd, i raffinement, i lediggang, i selskab, i hyldning, på rejser, i hvile lever de. Han holdt på her at bytte ord og atter bytte, men det kom frem.
Deres højeste anstrengelse, mente han, var nyt selskab og ta imod mere hyldning. Deres højeste fare, mente han, var en forkjølelse eller overlæsset fordøjelse.
Og for at være sikre på, at frugten af de andres arbejde aldrig tas fra dem, - hvad gjorde de så?
De modsatte sig alt, som truer med en anden ordning; de modsætter sig også al nødvendig omdannelse. De modsætter sig frigjørelse for dem, som intet har nået. De handler, som var samfundet fra evighed af ordnet for dem. Hid og ikke længer.
Du forstår, jeg kan alle disse tanker fra samlivet med ham; jeg kunde på min vis holde alle hans taler, og i alle fald mere flydende. Men jeg tror, at hans bytten ord og hans idelige hakking i det gjorde det, som endelig blev valgt, mere betydningsfuldt. Jeg for min del, jeg har skrevet det op; alt i vort korte samliv har jeg skrevet op."
"Alt -?"
"Jeg siger dig alt, som der var noget ved. Alt, alt. Han skrev jo ikke en linje; han havde ikke tid, sa han. Han foragtede det. Da han så døde fra mig og os alle, hvad havde jeg bedre at gjøre? - Nej, sig ingen ting, nu skal du lade mig fortælle! Han tog samme tanke religiøst. Det var hans vis at ta en tanke fra alle sider. Han sa, at idag var han hos en gammel kone, som klagede over, hun kunde ikke komme i kirke, hun havde ikke sko. Det var en evig sjau med at få sko til hende, for de to butikker, som havde færdige sko, vilde ikke sælge om søndagen. Men hun fik sko. Han så hende siden gå til kirke - akkurat samtidig med dronningen og hendes følge.
Så tænkte han: der sidder mange i kirken med svært dårlige sko, og mange er hjemme, som ikke tør vove sig did; de har for usle sko og er for usselt klædte ellers også. Hvem er det, som især har så dårlige sko og klær? De, som har arbejdet mest, arbejdet, så de er blet helseløse.
Men de, som ikke har arbejdet, de har ti par sko, de kunde ha tusen. Og klær også i største overflod. Han var ikke i kirke, sa han, men han vidste, at der blev præket, som om den naturligste sag af verden netop var, at de, som havde sko, skulde gi dem, som ikke havde. Der blev præket, som om Jesus havde lært dem netop det. Jesus var kommet for at gjøre alle lykkelige, og her er bedste måden! "Han gik om og gjorde godt," står der.
Men fra kirken gik de alle hjem, som de kom til kirken; der skede ikke noget skobytte, ejheller noget klædesbytte. De ene gik tilbage til sin overflod og sin hvile, de andre til sin fattigdom og sine savn. De, som ikke kunde gå, fordi fattigdommen var for svær, de sidder der, som de sad før kirketjenesten.
Således er nemlig vor kristendom, sa han. Og han havde ret til at tale om det, kan jeg si dig, for han delte af sin "overflod"."
"Men I levede jo i en vis velvære?"
"Ja, det mente han var alle menneskers ret. Den, som kjendte sig kaldet til at ofre også velværet, måtte gjøre det; men for de fleste dannede mennesker var velvære arbejdets og hjælpens vilkår, grundlag for glæde. Der var også skjønhedsdragning i det, og den er en sjelden spore.
Nej, hvad han krævede, var, at hver en, som kunde, skulde ernære sig selv - hør det, min datter! - og at hver den, der havde overflod, skulde sætte den i arbejde, frugtbart for andre. Han kaldte kirken fejg og skamløs, som ikke krævede dette uden persons anseelse."
"Altså som Tolstoj -?"
"Nej, de var meget forskjellige. Tolstoj er født af det slaviske folk. Ivan den grusomme og Tolstoj, begge to; thi de er modsætningerne i det, de, som betinger hverandre. Den ene gjorde alt med vold, den anden vil ikke engang gjøre modstand. Den ene måtte kue al vilje for at få plads, den anden vil gi ham den godvillig, sikker på, at så dør hans begjær ud. Den slaviske tyran-trang, den slaviske martyr-trang, den lidenskabelige grænseløshed til begge sider. Født af samme folk og samme forhold.
Al den frihed, vi i Vesteuropa ejer, har vi vundet ved at holde grænser, ikke for os selv alene, men for andre. Altså ved at gjøre modstand. Det svage er grænseløst, det sterke sætter grænser og holder dem."
"Men bibelen lærer jo også -"
"Javist; den er jo også fra Østerlandene. Vesterlandene handler mod bibelen.
Hvad jeg her siger dig, er fra din far."
"Han kjendte Tolstoj?"
"Nej; men det der er ældre end både bibelen og Tolstoj."
"Han var altså en stor taler?"
"Det tør jeg ikke kalde ham; han hørte ikke blandt forkynderne, men blandt seerne. Ja, forstyr mig nu ikke! Han mente, at om hundre år vilde det at leve i lediggang og overflod ses på af den store mængde, som vi nu ser på bedragere og skjørlevnere."
"Å, mor, - hvordan var du tilmode?"
"Det ligesom durede og dirrede i mig efter hans røst dag og nat. Jeg sad som inde i en tordensky. Ikke, som om han skreg og regjerte. Nej, hans personlighed var det og noget ved røsten. Den var indelukket og dyb, ja, som fra en hulning. Det kom stødvis, men det kom bestandig. Jeg tror, han talte i over to timer. Den, han kom til at se på, så han på, og dersom han så ud af vinduet, blev han ved med det. Ubehjælpelig, skjønner du. Øjnene fyldtes indenfra med brand, han stod foroverludende som et træ i en bakke. Jeg tænkte rent ud sagt på skogen. Senere, da jeg kom ham nær, duftede også skog af ham. Og så var han så skjær i huden, du. Således det parti af halsen, som ikke blev solbrændt, fordi han ludede, - når han løftede hodet, - du kan ikke tænke dig, som det var fint og skjært. - -
Ja, hvordan kom jeg ind på dette? Men det er det samme, nu er jeg der, og vil være der, det er hos din far! Gud, Magne, som jeg elskede ham, og som jeg evig elsker ham!" - Hun brast i gråd, og de lå bryst ved bryst. De dæmpede farver af skog og mark i den usikre luft og den hårde elvesusen afskar dem fra sig. Omgivelserne stod fiendtlige mod deres stemning. Så meget trofastere slyngede de sig ind i hinanden og gav al sin styrke til hverandre.
"Magne, det kommer uden orden, det, jeg her har at si dig. Jeg ved bare, hvor jeg vil hen.
Ja, han var naturen her omkring, storladen med gjemsler i, jeg anede så meget. Altsammen var nyt for mig, også naturen; jeg havde rejst, men ikke i Norge.
De siger om os kvinder, at vi kan ikke karakterisere dem, vi elsker, bare abstrakt lovprise. Ja. Men han havde en ven, hans bedste ven, han kunde karakterisere, digteren - [1] . Han var med på Karl Manders sidste møde, og han kom til mig derfra, da din far var død. Vi talte sammen om alt det, jeg da kunde. Han skrev om ham det vakreste, som er skrevet. Jeg kan det udenad; jeg kan alt det udenad, som er skrevet med højsind om din far.
"Ved I, hvad han var?" skrev han. "Dersom landskabet, jeg ser om mig her, skulde si noget på menneskevis; dersom den mørke høje skogåsen åbnede sig for at svare elven derude, og de to gav sig til at tale sammen, over hoderne på småkratlet, så blev det vel som det indtryk, en sad i, når Karl Mander havde talt så længe, at duren af hans dybe røst og tankerne, den førte, var blet til ét.
Stødvis og ikke let, ligesom dybt inde fra, ubehjælpeligt, så han ofte byttede ord, kom han fra alle sider til det samme. Tanken blev tilslut så gjennemskuelig som et fint birkeblad mod solen."
"Var det således -?"
"Nej, afbryd mig ikke! "Karl Mander syntes mig ofte så ulig alle andre, som tilhørte han ikke samme orden. Han var ligesom ingen enkelt mand; men et stykke folk. Han gik forbi en som strømmen. Efter lejlighed og landskab, men uden afladelse. Sådan både i liv og tale. Røsten var heller ikke personlig, den havde noget af en dur. En melankolsk fangende vellyd, men ensformig, uavladelig."
"Det er jo indtrykket af hav, mor!"
Moren var så helt væk i sine minder, så ivrig i sine bevægelser, så livlig i tonefald og øjne som en ung pige. Nu stansede hun.
"Som havet, siger du? Nej, nej, nej, ikke som havet. Havet er jo bare øje. Nej, kjære, ikke havet! Dybder og gjemmesteder med hygge i, det har da ikke havet. Fortroligt og lunt var det hos ham, den allerstørste hengivelse var hans. Hør videre: "Karl Mander var valgt," skrev han, "valgt til forebud, før folket selv kunde komme. Valgt, fordi han var god og uskyldig; ærindet til fremtiden grumsedes ikke i hans sjæl." - "Det er vakkert."
Barn, kan du skjønne, hvordan jeg rykkedes med! Jeg, som havde havt uklare fornemmelser af, at det, jeg gik i, var uægte. Her var noget, som var ægte!
Og han selv! Vi kvinder elsker ikke det, som er højbåret, bare fordi det er højbåret. Nej, det må være svagt tillige, det må ha noget, vi kan hjælpe, vi må se en missjon. Og du kan ikke tænke dig, som han var mægtig og vanmægtig."
"Hvordan vanmægtig, mor?"
"Jo, end at komme der fuld -?"
"Ja, naturligvis!"
"Og udtryksmåden? Han fandt jo ikke straks de rette ord, stod og byttede midt i strømgangen! - Havde han imidlertid fåt noget i hånden, så stod han med det. Var det vandglasset, og det var oftest vandglasset, så havde han det i fuldt fast greb, og holdt for vandglassets skyld hånden urørlig et kvarter. Hans væsen var helt ud så rørende enfoldigt, eller hvad skal jeg kalde det? Han var en seer, han var ingen forkynder, - ja, det har jeg vist sagt dig før. Men det er helt andre slags folk, seerne. De ved ikke så god besked med sig selv, de er absolut ikke forfængelige. Gud, som jeg skulde ha lyst til at gå hen og ta af ham mansjetterne! En kunde sé, han var ikke vant til at bære mansjetter. Nogen måtte ha sagt ham, det gik ikke an at tale fra et kateder uden mansjetter. Nu havde han krøllet dem fordærvet, de havde løsnet eller kanske aldrig været fæstet, de lå ivejen fremover hænderne på ham. Han strævede med dem. Der var noget galt med hans vest også; skjævt knappet, tror jeg, den slog pose på ene siden og viste op den ene sæle - i alle fald for mig, som havde ham fra siden og lyset like på ham. Og denne svære kar'en, du, med det ludende hode . . . Tårer steg mig i øjnene. Thi hvem kunde ikke gå afsted med ham?
Jeg følte det så sterkt, som det kunde føles, at han måtte hjælpes. Jeg forstod ikke, at jeg skulde hjælpe ham, jeg stansede ved, at han måtte holdes af og hjælpes."
Her brød mindet så sterkt ind på hende, at hun ikke kunde bli ved, men vendte sig bort.
For datteren var hendes mor blet ny.
Det var ikke den, som stellede og styrede hjemme, ikke den, som sendte hende kloge brev i stille vejede ord. For en lidenskab, og som den gjorde hende vakker!
"Hvordan gik det dig, kjære mor?"
"Sådan, at jeg ikke vidste af mig. Vi rejste derifra dagen efter, og did vi kom, der lå hans to gårde.
Så meget sansede jeg dog, at da nogen af os måtte sove på nabogårdene, valgte jeg at komme på den, der lå nærmest hans.
Og da stormen i mig ikke længer var til at stå imod, så skrev jeg til ham uden navn. Jeg bad ham om en sam tale. Han måtte møde mig på vejen mellem ham og os, den gik gjennem hans skog. Brevet slap jeg i hans egen kasse ved vejen.
Du kan skjønne, som jeg var, når du hører, at jeg satte klokken ti aften, for jeg trodde, at da var det mørkt! Jeg havde ikke lagt mærke til, at det endda var lyst, så langt nord som vi nu var komne! Følgen var, at jeg ikke turde gå ud før elleve, og var da sikker på ingen at træffe.
Men der gik han! Svær og ludende med hatten i hånd, brættet sammen i en bal, kom han stød i stød, undselig glad og kejtet. "Jeg vidste, det var Dem," sa han.
"Gud, mor, hvad gjorde du?"
"Jeg forstod med én gang ikke, hvor jeg havde fået modet fra! Ja, jeg vidste ikke, hvad jeg vilde ham! Da jeg så ham, kunde jeg ha vendt om, løbet. Men hans underlige gang, disse sikre, lange steg og hatten i hånden og lurvehodet, . . jeg måtte ligesom se. Og det besynderlige, han sa: "Jeg vidste det var Dem." Hvordan kunde han vide det? Jeg husker ikke, om jeg spurgte, eller om han bare så min forundring; men han fortalte, at han havde set mig, da vi gik fra foredraget; han havde hørt, hvem jeg var. Den dybe røsten, som for mig betød det usædvanlige, ligesom langt inde fra fremtiden, var det underligt at høre holde på med forlegne undskyldninger for, at han havde sagt, hvad som kunde fornærme mig. (Før han fik sagt "fornærme Dem, frøken," sa han: "fornærme dronningen, - jeg vil si: fornærme dronningen og hendes damer, - jeg vil si: fornærme Dem, frøken!") Han havde så mange andre emner han kunde ha tat, sa han, og så mange andre veje at komme til det på. Han kunde ha sagt meget godt om dronningen, som han virkelig kjendte til; nu glemte han det. Sådan blev han ved med øjnene tæt ind i mine. Troskyldige, men sterke øjne, som jeg droges ind i. Det durede der i den stille skog af hans uudgrundelige, kejtede ærlighed. Øjnene sa ligesom bestandig: Tror ikke De også det, frøken? Ingen kan forestille sig, som de var uvidende om, hvad de gjorde.
Han talte, og jeg hørte, og nærmere og nærmere gik vi hverandre. Men den fryd, jeg følte, og som ikke fik ord, - hvad skulde jeg også ha sagt? - Tænk, den var til sidst ikke til at styre, den slog sig rabalsk. Jeg hørte med éngang mig selv le! Så skulde du ha set, - uden nogen overgang lo han sammen med mig! Lo, så det svarte i skogen! Fiskerne drog netop forbi for at være på pletten, når solen randt; de hvilte på årerne og lyttede; hans latter kjendte alle. Jeg kjendte den også, fra han kom med sine to slaver. Der var en faun i ham. Naturligvis en nordisk faun, en uhyre skogmand, vildmand, overgiven, men uskyldig, førende to bjørne, en under hver arm! Ja, sådant noget. Ikke trold, skjønner du, de er så dumme og onde."
"Du siger "uskyldig", mor? Hvad forstår du ved, at han var uskyldig? Han, som tillige kunde være så vild?"
"At intet skadede ham. Hvad han så havde prøvet eller kjendt, - han var lige stort barn for det. Jeg siger dig, lige fin og lige udenfor. Han havde en så sterk omdannelsesevne i sig, at hvad som ikke høvede hans natur, kom væk i den. Siden var det ikke med."
"Mor, hvordan gik det? - Å, hvorfor har du oplevet det der og ikke jeg?" - Hun havde ikke før sagt det, før hun var borte.
Moren lod hende være. Selv satte hun sig på en sten og ventede. Det var godt at få hvile i sine tanker. Hun sad længe alene og havde gjerne siddet længer; men skyerne begyndte at drage sammen. Da kom Magne tilbage med en buket, en del af de skjæreste skogblomster og fint græs, ordnet pent omkring en furukvist med kongler på, grågrønne unge kongler. "Du mor? Sådan var han vel? - Nej, kjære mor, græder du?"
"Af lykke, barn, lykke og savn på éngang. Du vil engang forstå, at det er jordens mest velgjørende gråd!"
Men Magne havde lagt sig i græsset hos hende. "Mor, du ved ikke, som du idag har gjort mig lykkelig!" - "Jeg ser det, kjære barn. Jeg gjorde ret, da jeg ventede! Det har kostet, kan du tro, men jeg gjorde ret."
"Mor, kjære mor! Lad os flytte tilbage igjen til skogen hjemme, til landevejen gjennem skogen vor! Lad mig høre mere! Der var det altså! Mor, fortæl! Hvordan gik det dig, søde mor! Gud, hvor du er dejlig! I dig opdager man da bestandig noget nyt."
Moren strøg hende over hendes hår og stilnede af.
"Mor, jeg kjender den skogvejen om sommernatten. Laura gik den med mig, da hun var blet forlovet, gik og fortalte, hvordan det var gået til. Fiskerne roede også dengang forbi, just som vi kom frem til en åbning. Vi gjemte os bag en stor sten. Og måltrosten begyndte, og en hel del andre fugler; men det, som mest betog mig, var duften."
"Ikke sandt? Og det er vel derfra, at jeg bestandig siden syntes, det duftede skog af Karl. - Nej, jeg må fortælle dig, som han var "umedvidende" - ja, hvad andet ord skal jeg bruge? Vi stod stille og så udover søen. "Å, sådan længsel det gir," sa jeg. "Ja, efter at bade, ikke sandt?" sa han."
Magne kom i den sterkeste latter; moren smilte. "Nu er det mig ikke længer så underligt. For ham var vandet mer end for os. I bad styrtede han sig til de urimeligste tider; når han ikke fandtes i marken eller på kontoret, så var han der. For ham var det den sterkeste naturfølelse; han vilde kjende koldt af jordomfavnelsen, sa han.
Du kan ellers tro, han lo med selv, da han så, hvor jeg lo. Ja, vi lo, så det blev til koncert."
"Men mor, hvordan gik det? Nu kan jeg ikke vente længer!"
"Jeg kom hjem, som folkene skulde stå op. Og som denne nat den næste, og som den den næst-næste og næst den næst-næste! I en af dem regnede det, vi gik sammen under én paraply. Det var vel det, som gjorde udslaget."
"Udslaget -? Hvordan?"
"Jo, havde vi én gang gåt arm i arm, så blev det siden også arm i arm."
"Men de andre, mor? Var I da ikke ræd de andre?"
"Nej, de andre var ikke til for os. Hvad jeg ellers levede, husker jeg ikke. Det gik sådan, at en nat havde vi sat os ned . . ."
"Å, nu kommer det!"
"Jeg bad om at få sidde; jeg kunde ligesom ikke længer. Natten så herlig, stilheden og vi to - han talte bestandig lige ind i øjnene på mig, og han vidste ikke selv, som disse øjne nu strålte af lykke. Jeg havde ikke ord, tilsidst ikke pust, jeg måtte hvile. Og det var ikke mange stunder efter, så sad jeg på hans fang."
"Var det han, som -?"
"Jeg husker ikke rigtig; jeg husker bare første gang, jeg havde armene om hans hals og ansigtet ind i hans hår og skjæg . . . for en vellyst, noget absolut nyt, ind til det inderste saligt. At kjende disse kjæmpearme omkring mig, jeg blev båret langt, langt bort. Men vi sad på stenen."
"Var du som fra dig -?"
"Ja, se der er det! Det kaldes nemlig så; men det er omvendt at komme med al sin forstand op i en højere orden. Hos ham var jeg én gang til mig selv. Det er kjærligheden, alt andet er ikke kjærlighed."
"Mor, mor, så var det dig, som flyttede dig op på fanget til ham? Det var dig!"
"Jeg er bange for, det var mig. Han var vist for beskeden og blyg til at begynde på noget sådant. Det var vist mig. Ja, igrunden så ved jeg, det var mig. For en må jo bærge livet. Det gjaldt ikke mindre. Dette at få hjælpe ham, at følge ham, og dyrke ham, at gi mig helt til ham, det eller ingenting mere. Jeg tror vist, det var noget sådant, jeg sa også, hvis jeg sa et eneste ord."
"Å, du ved, du sa det!"
"Jeg tror, jeg sa det. Men fra slige stunder ved en ikke forskjel på, hvad som føles og siges."
Hun så ud i det lange dalføre. Hun stod som en, der vilde til at synge. Hodet løftet, åben mund, lyttende til tonerne, før de kommer. Men det var ikke så; det var de toner, der var gåt, hun hørte igjen.
Lidt efter sa hun helt sagte - datteren måtte nærmere, for elvesusen tog enkelte ord -: "Nu skal du høre noget, Magne, - - du har aldrig hørt det af mig, og andre har vel heller ikke sagt dig det - -."
"Hvad er det, mor? Du gjør mig næsten ræd."
"Dengang jeg mødte din far, - - var jeg forlovet."
"Hvad siger du? - Du, mor?"
"Forlovet og skulde gifte mig; ja, det var min sidste måned hos dronningen. Forlovelsen var sket og skulde fuldbyrdes under højeste protektion."
"Med hvem -?"
"Der er det! - - Sa jeg dig før, at den gang jeg traf din far, havde jeg i grunden opgit mig selv?"
"Du, mor? - Nej."
"Jeg troede ikke, livet havde noget at by på; eller at jeg havde noget at vente efter. De fleste piger, som bliver 28 år, uden at der sker noget, - ja, sker noget, som det er værdt at rejse sig op for, de tror, at alting er det samme. Den alder, eller årene omkring den alder, er den farligste."
"Hvad siger du?"
"Da gir de fleste piger op."
Hun tog sin datters arm, som hun trykkede, og så gik de.
"Jeg får da tilstå dig det." Men derpå taug hun.
"Hvem var det, mor?"
Hun sa det så sagte, at moren ikke hørte det, men hun vidste, hvad det gjaldt.
"Han var en, du har liden agtelse for, min pige. Og med rette."
"Onkel?!" - - -
"Hvordan falder du på det?"
"Jeg ved ikke.- - Men var det ham?"
"Det var ham. Ja, jeg ser, du forstår det ikke. Det har jeg aldrig gjort selv heller. Tænk, din far - og ham! Og omtrent samtidig! - Hvad synes du om mig? Men vogt dig selv, du, min pige! -"
"Mor!"
"Nå, nå. - du har en mor, det havde ikke jeg. Og så var jeg ved hoffet. Og i den farlige alder; jeg har sagt dig det. Da man omtrent er blet ligeglad med alt.
Jeg havde jo også legt den leg, jeg så på idag. Ikke med dine anlæg. Ja, vend dig bort! - Jeg havde fåt endel væmmelse i livet, blandt andre for mig selv. Og gik der så og vragede, til det blev sent på dagen."
"Men - med onkel!" brød Magne ud igjen.
"Vi så anderledes på ham dengang. Men jeg gider ikke nu rode op i det; jeg bare tilstår, at det var ækelt.
Så kan du tænke om det, hvad du vil, - jeg mener om grunden til, at det blev."
Datteren slap hendes arm og så på moren. - -
"Ja, Magne, vi handler ikke altid, som vi har mål til. Jeg har sagt dig, jeg var i den farlige alder.
Så forstår du også, hvad jeg følte, da jeg så din far. Thi der er nu ikke bare småskillinger i mig heller."
"Men de andre, mor? Hvordan klarte du fra dig de andre, - hoffet, vore slægtninge, onkel og alle hans? Det må da ha været et opstyr og en skandale, så du måtte løfte nakke mod det!"
"Ved du, Magne - alt det skal vi la ligge til senere. Der var slet ingen "andre"! - Nogen fiskere havde set os, og de havde lagt sig ud for at få vide, hvem jeg var. Men før det blev kjendt, var jeg rejst, og inden én måned var jeg hans hustru. Jeg var kommen i den mands hænder, som gjorde alting helt og gjorde det straks. Han var alt for ubehjælpelig til at forstå andet end ret frem. Det gik uden hindringer."
"Men hvad sa folk?! Du godeste Gud! Hjalp det far -, jeg mener i folks omdømme - at du blev hans?"
"Du mener det, at han ægtede en hoffrøken?" Hun smilte.
"Ved du, hvordan det lød? Jo, Karl Mander havde på et møde bagvasket dronningen, en hoffrøken havde hørt på, og en måned efter var hun løbet bort med Karl Mander. Sådan omtrent. Landets råeste mand havde hun foretrukket. Sådan lød det."
"Naturligvis. De har altid ret."
"Året efter skrev en turist i et blad, at han havde set den forlorne hoffrøken i en vaskebalje. Ha, ha! Det var ellers sandt. Du var kommet til, og det var i ånnetiden; jeg måtte nok ta i. Det gjorde vi begge."
"Mor, mor, hvordan var han hjemme? Da I kom sammen, mener jeg? For en herlighed! Det var da vel det mest storartede, som er levet på jorden? - Mor, mor, hele mit liv må jeg være dig taknemlig for, at du har sparet op dette for mig til nu! Før havde jeg ikke forstået det."
"Ikke sandt? Sligt kan umulig fortælles til et barn eller til en halvvoksen. Men jeg fortæller nu ikke bare for at fortælle. - -
Hvordan vi havde det sammen, spørger du. Tænk dig ham først! En hengivelses-natur, som var meget lidet forstået. Nok af nogen få og på en vis; men ikke så det frydede en selv. Følgen deraf blev, at når han troede, han fandt gjenklang, gav han sig så hen, at han blev til nar. Var det ved et selskab, så drak han sig fuld, eller rettere blev drukket fuld og slap så sin ubændige natur løs. Ved du, - jo, jeg vil fortælle dig det! Å! - I et selskab gjorde en dame (hun er nu gift med kaptejnen her) - hun gjorde sig til for ham for at more de andre. Hun var meget kvik, nokså vittig også, hun lod, som hun var aldeles væk i ham, så hun aldrig kunde høre nok, aldrig få spørge nok, og samtidig listede hun mere og mere vin i hans glas, hun drak med ham, fik alle til at drikke med ham."
- "Gud, mor!" -
"Ved du, hvorledes det endte? I fjøset. De fik stængt ham ind i fjøset, ham alene. Af raseri fik han slag. - Det var hende, han så gjennem vinduet, da han stod på talerstolen. Det var da, han blev ædru."
Mor og datter gik tause.
"Du vidste ikke noget om dette dengang, du, mor? Ikke før senere?"
"Nej. Havde jeg vidst det, så havde jeg, tror jeg, gåt lige mod ham, tat ham i hånd og hilst hjærtelig på ham, første gang jeg så ham."
"Jeg også, mor!"
"Efter samlivet med ham har jeg tænkt så meget. Ved du, jeg tror, at genier har dette troskyldige og ubændige. Det kommer derfor så altfor meget an på folk og forhold, hvordan det går dem. Men fremfor alt på, om de får en kvindes hjælp. Som hjælpen er, så går det.
Karl Mander var blet en enetaler; han trivedes bedst mellem bønder, de forstyrrede ham mindst. Bøgerne og tænkningen og jordbruget og badene, . . . og så engang imellem en orgie, en tale, helst begge lige efter hverandre, - det var hans liv til da."
"Men han drak ikke, mor? Det var ham ikke noget behov at drikke? Var det?"
"lkke mere, end det er dig og mig! Det var alene et udbrud af livsfryd, af sammenklemt savn. Således den sidste gang . . . "
"Ja, den -! Gud, hvorfor var ikke du der - ?"
"Da var du jo kommet til, barn, jeg kunde ikke. Jeg havde jo dig ved brystet. Det hele vilde ha gået bra, hvis ikke en mand efter mødet ved fællesspisningen havde været så uforsigtig at udbringe min skål! Da slap han sig løs! Der var emnernes emne, og det havde han endnu ikke fåt talt ud om med nogen! Det skal ha været som at tænde den største glædesild, han holdt taler for mindst tyve egenskaber ved mig og ved ægteskabet og faderglæden, han . . ."
Hun kunde ikke mere. Hun satte sig ned og datteren hos hende. De græd begge. Elvesusen strøg over dem med hård hånd; men trøstede på sin vis. Det nytter ikke alt det, vi græder. Den går, som den går, og den stanser ikke, den strenge gang mod havet.
Gjennem naturtalen hviskede mindet om hans sørgelige endeligt. Det fortalte sig selv dystert i dem begge, at han efter måltidet vilde svale sig i et bad, at alle frarådede det, at det nyttede ikke, at han hoppede ud fra den største højde, gjorde længer og længer tag udover, som vilde han hjem med det samme, fik krampe og sank. - -
"Mor - - jeg har endnu tilgode at høre, som I levede sammen?" Atter om en stund: "Mor, du må gi mig det også! Du har jo nok fortalt det, ja fortalt så uhyre meget om det. Men ikke det, jeg nu vil vide! Kjærligheden, mor, hengivelsen mellem dere to! Mor, den må jo ha været, så vi andre ikke kan sove for det."
"Over al forstand, barn. Over al forstand! Og ved du, bagvaskelsen om os, især de skidne anonyme breve, nederdrægtigheden, . . . den hjalp til! For hver gang gjemte vi os bestandig tættere i hverandre. Han havde ikke så fin hud for sådant som jeg. Han forstod det først gjennem mig. De, der styrer dette lille folk i det selskabelige, er ikke afkom af nordmænd, men af indflyttere. En som han kunde aldrig komme i fodlag med dem. Men jeg var en af dem, og gjennem virkningen på mig, forstod han! Blev han først sat på et spor, ja, da kan du tro -! Af natur var han en opdager. Og når han nu først rigtig fandt ud, hvad jeg havde udsat mig for ved at vælge ham, . . . nå, det gav fart! Ja, har der været løn på jorden, så gav han den! Nat og dag, hele sommeren, hele høsten, hele vinteren, hele våren var vi ikke fra hver andre. Vort liv var jo en flugt fra de andre, men det var en flugt ind i et paradis. Han afslog alle indbydelser, han havde knapt tid til at tale med folk, som kom; han vilde ikke ha dem her. Han og jeg og jeg og han i de store stuerne og de små kamrene, han hos mig, eller jeg hos ham. Og på landevejen, i marken, på sæteren, på sjøen, på isen, i arbejde, i tilsyn sammen, sammen, eller, om borte fra hverandre, så bare for at komme sammen igjen snarest. Men jo mere vi var sammen, jo rigere blev han. Det største for mig var ikke tankestrømmen, men manden. At se ned i hans oprigtighed, som var klar tilbunds, det var for mig de herligste stunder, jeg har levet. Hans hengivenhed for mig, eller hvad jeg skal kalde det, det samler sig i et eneste billede: hans store hode i mit fang! Der la han det ofte ned og sa hver gang: her er godt at være!"
Og datteren la nu sit hode ned i morens fang og hulkede.
Det tog på at regne, de rejste sig, de måtte gå hjemover igjen. Den lille samling hus deroppe ved stationen lå i regnen fjernere, men blev fortroligere. Også landskabet fik mere samfarve og venlighed; bjørken duftede trefoldigt.
"Ja, nu, mit barn, tror jeg, at jeg har git dig noget af hans længsel. Ikke sandt?" Hun bøjede sig mod hendes ansigt.
Istedetfor svar gjemte datteren sig hos hende.
Det varede en stund, før de atter gik.
"Du havde længselen; den er arv, og jeg har øget den i dig fra ham. Store mål, ædle mænd og kvinder har jeg sat op for dig. Så gjorde han. Højsindede tanker har jeg badet dig i, som han badede sig i naturen for at svale sine.
Jeg vidste, da jeg sendte dig ud, at jeg handlede i hans ånd. Men jeg kjendte selv bedst rustningen, du havde på. Den var fra ham.
Og dog - Magne!"
Datteren løste uvilkårlig sin arm ud fra morens og stansede. Hun ligesom støttede sig på sig selv.
"Ja, jeg ser det. Det er tredje gang idag. Du føler, jeg vil angribe dig. Og jeg vil angribe dig.
Det var i selskabet hos din onkel, at du sa til mig, da jeg skulde til med soupéen: "Mor, du kan så godt beholde handskerne på." - Du skammede dig over mine arbejdshænder."
"Mor, mor -!" hun dækkede sig, hun vendte sig bort.
"Jeg vil si dig, mit barn, at uden disse arbejdende og disse ordnende hænder, var du ikke det, du nu er. Har du levet i et selskab, der det er en skam for en dame at ha slige hænder, så er det et slet selskab.
Idag nød du selskabet, - nød det, som troede du, at du selv var blet noget stort!"
"Nej, mor! Nej, nej!"
"Du gjorde det! Kanske også du kjendte samvittighedsnag ved det, eller frygt; det kan være; jeg stod jo der.
Men nu er valget for dig kommet. Jeg vilde, det skulde være gjort, før du trådte ind i din fars hus, mit barn.
Arbejde, eller det der, - det andet."
"Gud, mor, du gjør mig uret! Dersom du vidste - !"
"Kan jeg få dig til at elske din far, - og jeg skal gi dig alt, og evnerne har du, - kan jeg få dig til rigtig, rigtig at elske ham, ja, da ved jeg, hvad du går frem til. Vi kvinder må elske for at tro."