Drama i 1 akt.
Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1857
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
De Handlende.
Eystein, Thorkild, Speidere fra Heklungerne (Kong Magnus Mænd).En tarvelig, liden Røgstue; Hoveddør med Skaade for; en lav Dør tilhøire og to Rum tilvenstre bag Bænken, samt en Laage i Væggen tilvenstre. Ilden brænder paa Arnen.
(En Stund tom Scene.) Halvard Gjæla, Eystein (med) Thorkild (mellem sig; alle bevæbnede og vinterklædte)Halvard.
Her er Stuen, slig jeg har den; den er ikke bygget for Gjæsteri, som I seer (bringer sammen med Eystein Thorkild til Sæde foran Ilden).
Thorkild.
Den kunde have været værre.
Halvard (tager imod hans Vaaben og Yderklæder og hænger dem op.)
Eystein.
God var den at finde, da jeg foer her ifjor, og ikke er den værre iaar (hænger sine Vaaben og Yderklæder af sig, ligesaa Halvard.)
Halvard.
Det er ikke vakkert ude ikvel (til Thorkild.) Det undrer mig, at saa gammel Mand som Du vilde tage tilfjelds paa Speideri i sligt et Uveir og Uføre.
Thorkild.
Aa, jeg var ligesæl om jeg blev efter der (sidder paa Hug og varmer sig.)
Eystein.
Det skulde Du have sagt dengang vi drog paa Dig nede i Sneefannerne.
Thorkild.
Ikke bad jeg Jer hjælpe mig.
Halvard.
Den Mand maa have store Sorger, som kan tale saa.
Eystein (skyndsomt).
Heller end at drage dem tilmindes, kan Du skaffe os lidt at drikke, Halvard, hvis det kan lage sig saa for Dig.
Halvard.
Jeg skal strax raabe.
Eystein (for sig).
Raabe? (afsides til Halvard). Er det Inga, Du vil kalde paa, tør det kanskee ikke være værdt, Du nævner hende ved Navn.
Halvard (ligesaa til Eystein).
Jeg skal jo heller ikke nævne mit eget? Er han da farlig?
Eystein.
Vel ikke, men fredløs Mand bør altid vogte sig.
Thorkild (for sig).
De To har nok snakket sammen en Gang før.
Halvard (til Eystein).
Sidst Du var her, stod vi os altid paa at følge Dine Raad. (gaar)
Eystein (sætter sig foran Thorkild).
Nu, hvorledes gaar det Gamle?
Thorkild.
Aa, som det kan gaae en gammel Elg, naar han har sat fast i Sneen.
Eystein.
Tø Dig op igjen ved Ilden og et Horn Øl.
Thorkild.
Ja, hvad bliver det til? Sneen bliver til Vand og strax derpaa til Iis; jeg har været ude for det engang før.
Eystein.
Søvnen gaar ind paa Dig, mener Du? Det skader ikke. Dub Du kun væk; vi har Natten for os (strækker sig paa Bænken.)
Thorkild.
Var du gaaet længe før Du traf mig idag?
Eystein.
Ikke saalænge!
Thorkild.
Du er vel Speider for den Flok, som kom sønderfra igaar, Du?
Eystein.
Ja!
Thorkild.
Hvor mandstærke ere I? Jeg hørte en 400 Mand?
Eystein.
Saa omtrent.
Thorkild.
Lad mig se . . . da er vi vel en 1000 Heklunger alt i alt her sydpaa nede i Dalen.
Eystein.
Det er ingen liden Magt.
Thorkild.
Sverrer har neppe samlet saamange nu . . . jeg skulde ønske han laa i Nord paa den anden Side af Fjeldet.
Eystein.
Ja, hvem veed . . .
Halvard (udenfor).
Ho . . . hoi! Svar mig!
Eystein.
Naa, hun synes at være afgaarde.
Thorkild.
Det er just ikke til Sladdersøstrene hun her skal søge.
Eystein.
Aa nei, paa Fjeldet faar En snakke med sig selv.
Thorkild.
Saa frygter Ingen Eftertale.
Halvard (udenfor paa en anden Kant raaber).
Her er Fremmenfolk inde, Du faar komme ind.
Eystein (er bleven vaer Halvards Bue, og reiser sig for at tage den ned og betragte den; for sig).
En prægtig Bue; den spænder ikke hvermand.
Thorkild (for sig).
At ville flytte tilfjelds i saa ung en Alder, . . hm . . hm . . hm . . .
Eystein (som før).
Godt at see den Mand paa sin Side i et Slag, ilde at see ham paa hiin.
Thorkild (til Eystein).
Det falder mig ind: Ræven søger blot under Roden, naar Ulven jager ham.
Eystein.
Du frygter det er en Ildgjerningsmand vi har fundet Tag hos.
Thorkild.
Ikke saa langt fra.
Eystein.
Derom fortæller neppe hans Ansigt (prøver Sværdet; for sig). Det Sværd har været brugt, men forlidet til at hænge.
Thorkild.
Det skulde ikke være galt at boe som han.
Eystein.
Da maatte man ikke have synderligt at udrette i Verden.
Thorkild.
Ja, hvad skal jeg udrette?
Eystein.
Tjene Din Konge.
Thorkild.
Det har jeg gjort længe nok for alt det jeg har faaet derfor.
Thorkild (seer nøie paa ham).
Blidere var Du, da Du gik ud.
Halvard (gaar uden at ændse ham imod Forgrunden.)
Eystein (seer paa ham).
Nu?
Halvard (svarer ikke).
Eystein.
Hvad feiler Dig?
Halvard.
Jeg finder ikke den jeg søger.
Eystein (sagte).
Inga?
Halvard.
Hun har lagt Ild paa her og endnu mere i den anden Stue. I Fjøset har de to Køer fuldtop at æde, saa hun enten maa være gaaet nylig, eller har lagt dygtig til som om hun vilde blive længe borte.
Eystein.
Her maa være skeet en Ulykke.
Halvard.
Det troer jeg neppe.
Eystein.
Du troer?
Halvard.
Jeg troer . . jeg troer Intet (sætter sig og holder begge Hænder for Ansigtet).
Thorkild (for sig selv søvnig.)
Fjeldluften er nok ikke saa reen, som man snakker om.
Halvard.
Jesus Maria! Er det kommen saavidt mellem os?
Thorkild (som før).
Naa, det var Øllet, vi skulde faae (dubber snart).
Halvard.
At hun havde Mod til den Gjerning. Alle Helgener! Hvor jeg er bedraget.
Eystein (nærmer sig).
Langt herfra til Heklungernes Hær; dyb Snee.
Halvard (reiser sig).
Hvad mener Du?
Eystein.
Den Vei gaar neppe Kvindfolk nu.
Halvard (seer paa ham).
Gud veed, hvor Du tog de Ord ifra (heftigt), men hvor kan hun ellers være? Paa denne Tid? I saadant Uføre?
Eystein (prøvende).
Hvad Ærende kunde hun ogsaa have til Heklungerne?
Halvard.
Det veed jeg nok.
Eystein (efter stille at have seet paa ham).
For langt søger Du; spørg hende.
Halvard.
Spørge hende? (med et besynderligt Smiil.) Nei!
Eystein.
Ah, saavidt er det kommen.
Halvard.
Saavidt er det kommen.
Halvard (ligesom pludselig mindes Noget, vil gaae.)
Eystein.
Du gaar?
Halvard.
Ind til Alf.
Eystein.
Saa I er bleven flere?
Halvard.
Han kom til ifjor Vaar.
Eystein (glad).
Der voxer Lykken til! den en paa sikker Kost.
Halvard (nærmere).
Men ham kan hun nænne at gaae fra? har jeg da ikke Skjel til at tænke, det maa være Storsager hun skal tage vare, som vender Ryggen til sit eget Barn, endda Ingen er hjemme, som kan give et Øie til det? (gaar, men seer paa Eystein, som om han ventede Svar.)
Eystein (alene).
Her faar jeg nok lære det med, at Skinsyge kan finde to eensomme Folk. Nu vel, jeg faar gaae frem derefter (vender sig mod Thorkild). Den gamle sover alt, Stak kel, han har ikke meget at vaage for (gaar nærmere mod ham). Jeg maa dog vide om han er let at haandtere (efterligner Lyden af en Stridsluur). Det var Andvake, Sverrers Luur.
Thorkild (farer op og famler efter sine Vaaben).
Til Skibene! sæt fra . . flygt fort! . . hvor . . hvor er jeg? Du driver nok Spot med en gammel Ufredsmand.
Eystein (leer).
Sverrer er nok kommen Eder gamle Heklunger i Blodet.
Thorkild.
Ja Du skulde have været saa ofte i Kast med ham, Du, som jeg, saa lod Du mig sove i Fred for ham, den Stund jeg kunde.
Eystein.
Godt Ord igjen . . Læg Dig nu hen i Rummet der og sov ordentlig.
Thorkild.
Skal Du ikke gjøre Følge?
Eystein.
Jeg har i de sidste 7 til 8 Aar saa omtrentlig vant mig af med ordentlig Søvn; jeg vaager og sover naar jeg vil.
Thorkild.
Det er saamænd mere end jeg gjør (begynder at gaae gispende). Jeg lurer altsaa lidt til Du kalder (standser ved Udgangen). Men siig mig først: hvor er Du egentlig fra?
Eystein.
Fra det Søndmørske har jeg sagt.
Thorkild (nærmere).
Kun det undrer mig, at saa viis en Mand blot er simpel Stridsmand.
Eystein.
Aa, saalænge Landets Mægtige regjere Kongen, har de ogsaa selv Brug for de bedste Pladse.
Thorkild.
Ja, der sagde Du et sandt Ord! Nu paa en Tid er det bleven stor Magt hos nogle Faa her i Landet, Du skal see vi tilsidst faae igjen en Flok Næskonger som før Harald Haarfagers Dage.
Eystein.
Hm! . . saalænge Magnus Konge blot husker paa at hente Liim fra Paven i Romæborg, saalænge hænger det nok sammen. Men . . blot han ikke glemmer det . . ei heller at tage fagert imod Erkebispen, naar han kommer til Things med et bevæbnet Følge paa 100 Mand; blot han og hans Store husker paa at reise sig, knæle og kysse Bispens Kjortelflig, blot han mindes at betale ham Halvparten af al Sagafald i Landet . . saa hænger det nok sammen - en Stund.
Thorkild.
Ja, det kan ofte harme en brav Nordmand at see, hvorledes de forvalter Kong Haralds Rige og Regimente. Men med Alt det (gispende) er dog Magnus Konge en vennesæl Konge . . Godnat saalænge, Krigsfælle (gispende)! Nu skal jeg da sove ifred for Sverrer Præst vil jeg troe.
Eystein (alene).
Slig er de Fleste: Vanen er egentlig deres Herre, og hverken Sverrer eller Magnus . . den vennesæle Konge . . . hm! ja der er det! han gjør hverken Godt eller Ondt; han skjænker sin Mjød for dem, og de til Gjengjæld deres Blod for ham . . . Konge! Konge! Den være Konge, som har Noget han vil være Konge for. Harald var Konge, thi han samlede Riget, Hakon Athelsteinsfostre var Konge . . han byggede det med Lov . . Begge Olaf'er vare Konger . . de kristnede det; Magnus den Gode var ogsaa Konge, thi han friede det af fremmed Aag . . Gud saa det, og han hjalp dem (seer op mod Himlen - med foldede Hænder). Herre! hør min Aftenbøn! (tager et Krucifix frem, sætter det paa Bænken foran sig.)
Halvard.
Jeg forstyrrer Dig?
Eystein (rask op).
Langtfra . . nu har jeg lagt den Gamle ind i Rummet der.
Halvard.
Det er netop hvad jeg helst vilde. Seer Du, mens jeg sad over Barnet derinde, faldt der en underlig Frygt paa mig; hvor hun saa kan være, er det farligt for hende. Natten er mørk; Veien tilføgen; Udyr kan ogsaa fare.
Eystein.
Du mener vi skal see nedover.
Halvard.
Og det saa snart som muligt (tager paa sig.) Det kom mig saa ligt for. Jesus Maria! Om der var stødt hende Noget til.
Eystein.
Har hun Mod til det, har hun ogsaa Magt til det. Hvad vil Du sætte paa, at hun alt er der? (løfter paa Laagen og seer ud). Hellige Kong Olaf, der er hun!
Halvard.
Kommer sydfra . . . ikke sandt?
Eystein (nølende).
Ja, det er sandt.
Halvard.
Hvad seer Du mere? (vil see).
Eystein (smækker Laagen til).
Nei! (for sig) Men hvad skal dette sige; saavidt jeg kan see i Maaneskinnet, et bevæbnet Følge paa 10 a 12 Mand; hun kommer sydfra . . . det maa være Heklunger.
Halvard.
Du er saa urolig (vil see i Laagen).
Eystein (raskt).
Hører Du! nu sætter hun alt sine Ski fra sig i Svalen.
Halvard (gaar hurtigt op mod Forgrunden og hænger fra sig).
Eystein (seer ud).
Følget gjør en stor Omvei . . gaar til Fjøset (lukker). Lad os see paa dette.
Inga (med et svagt Skrig, da hun seer Halvard).
Alt kommen? (seer sig om, for sig.) Ikke flere? (forfærdet) Ingen Birkebejnere? (seer Eystein). Jo, der! hvad? Eystein! Magnus's Mand!
Eystein (tager hende i Haand).
Tak for sidst, Inga!
Inga (melankolsk).
Tak for sidst! (afsides.) Saa har jeg taget frygtelig feil. (nærmer sig bange Halvard.) Godaften.
Halvard (svarer ikke).
Inga.
Godaften, siger jeg!
Halvard.
Godaften.
Inga.
Du kom tidlig hjem, Halvard.
Halvard.
Tidligere, end Du havde ventet?
Inga.
Kjær Mand kommer aldrig tidsnok.
Halvard (seer paa hende, men vender sig bort).
Inga (med et Skridt imod ham).
Halvard!
Halvard (vender sig næsten streng).
Inga (for sig).
Jesus Maria! hvilken Mine! (høit.) Sover Alf?
Halvard.
Det maa vel Moderen bedst vide.
Inga.
Jeg kommer udenfra, som Du seer.
Halvard.
Ja jeg seer det.
Inga.
Ei rettere end jeg skjønner saa mener Du, at Moderen skal være sit Barns Trælkvinde. Du har Din Gang ligefrit den hele Dag, men jeg skal være bunden fast til Vuggen. Det er saa folksomt her paa Fjeldet, at det blev et herligt Liv.
Halvard.
Inga!
Inga (for sig).
Hellige Olaf! hvad var det ogsaa, jeg sagde? Jeg maa tale til ham igjen . . jeg maa . . jeg finder ikke Ord . . jeg . . (til Eystein) siig noget, Du, tal!
Eystein (tier).
Inga.
Han ogsaa? (Seer paa dem Begge, gaar.)
Halvard (iveien for hende).
Nei, er det Trællepligt at passe vort Barn, saa skal jeg nok røgte den (vil gaae).
Inga (smerteligt).
Halvard!
Halvard (standser).
Inga.
Halvard!
Halvard (med et Skridt mod hende).
Hvad var det, Du vilde sige?
Inga.
Sige? jeg vilde sige . .
Halvard (blidt).
Tal kun, Inga, Du seer jeg hører.
Inga (for sig).
Tale! Ja Gud, kunde jeg blot det (høit). Har Du da Intet at sige mig?
Halvard.
Jo . . saameget . . at Sol stod op, før jeg blev halvfærdig.
Inga (koldt).
Saameget . . da er det bedst vi opsætte det saalænge vi kan.
Halvard.
Naar mener Du?
Inga.
Aa det bliver ei længe til; snart taler det nok af sig selv.
Halvard.
Det har Du sørget for?
Inga.
Jeg ikke . . men Du!
Halvard.
Jeg?
Inga.
Ja, Du!
Halvard.
Godt, Inga, godt! saa jeg . . . nu . . nu . . godt . . saa jeg har det?
Inga.
Ja, lee Du kun, jeg veed nok, hvor det græder . . jeg!
Halvard.
Ja, det veed jeg med.
Inga.
Nu vel, saa tal da, Menneske; tal!
Halvard.
Nei . . jeg har engang talt et Ord formeget.
Inga.
Du? Jeg lysted' nok at vide hvor det var.
Halvard.
Det var dengang jeg bad Dig følge mig herhid; det Ord kommer jeg nok heel lysteligt til at angre. (Gaar).
Inga.
See saa! Nu er vi længer fra hinanden end nogensinde før! Nu er der ikke en Ulvinde, der hun trasker sulten om i Sneen, som jeg ikke kunde bytte med. Staa mig nu bi, Du hellige Synneve, thi nu er Inga ulykkelig (kaster sig ned paa Bænken).
Eystein (træder til).
Saadan var det ikke jeg tænkte at see Dig igjen.
Inga.
Væk med Dig! Du er netop Ophavsmanden; Du lagde igjen Ordet, Du, der blev det Øgleværk, som krøb om her, styrred Huusfreden og stak ham de onde Raad isinde.
Eystein (tørt).
Du kan ligesaagodt sige noget, der er Mening i.
Inga.
Sandheden faar hjælpe sig med den Mening, som er i den, og det er Sandheden, at siden Du lod Ord falde om, hvad Hæder han kunde vinde ved at tage Sag i Kongestridighederne, har hans Hu vendt sig bort fra mig og Barnet til den Nidding, den ulyksalige Sverrer Præst.
Eystein.
Nidding!
Inga.
Ja, Nidding sagde jeg: har han ikke brændt min Faders Gaard? har han ikke fældet Erling Jarl og Landets gjæveste Mænd med ham, baade Sigurd Nicolausen, Jon af Randaberg, Ivar Horte, Einar Little, Botolf af Fjordene og mange Flere? O, det græder i hver en Vraa hele Landet rundt, siden han slap sin Munkehætte ud over det, fuld af et Mylder af Djævelskab og Fordærvelse. Nu behøver ikke Landet Varder meer, for at lyse, hvor Fienden bryder sig Vei; nei! hele Landet staar i Baal fra Throndhjem til Tunsberg, og Skibe og Gaarde, Landets Høvdinger og Bønder og Kongens Slægtninge og Frænder - ja! Kongens egen Fader er Veden, som han kaster paa, og altsammen brænder: men giver et Forfærdelsens Gjenskin ud over Landet! (nærmer sig Eystein). Og ham skal Halvard spænde sin Bue for? Nei, før skal Buen knuses, trampes paa, smides op i Fliser, saa smaae, saa ganske smaae . . og før skal . . .
Eystein (afbrydende).
Ogsaa Halvard.
Inga (forfærdet).
Hvad siger Du?
Eystein.
Inga! Inga! hvad staar Du ifærd med at gjøre?
Inga.
Gjøre? Jeg?
Eystein.
Skjænd ei paa Sverrer: det er Dig selv, Du mener.
Inga.
Ha der saa Du dybt.
Eystein.
Du forfærdes over, hvad Du selv har gjort og . .
Inga (mekaniskt).
Hvad har jeg da gjort?
Eystein.
Det vil snart vise sig.
Inga.
Nu vel, siden Du veed det, saa hjælp mig, hjælp mig, siger jeg.
Eystein.
Hvad har jeg med at hjælpe Dig?
Inga.
Hvad Du har med det? det har jeg sagt Dig eengang og kan sige Dig det den anden, hvis Du har glemt det. Du har baaret Ufreden ind i Huset, og jeg veed Ingen, som det sømmer sig bedre at bære den ud igjen. Halvard var ei altid slig som nu. Dengang han drog omkring paa Skytteri, og dengang han kom igjen for at føre mig med sig, da Fader min ikke vilde give sit Minde, dengang tænkte jeg mig lidet Tider som disse.
Eystein.
Det veed jeg ogsaa fra ifjor, at I har havt gode Tider her paa Fjeldet.
Inga.
Ak ja, ved vore Kveldstunder omkring Aaren her! De komme aldrig meer igjen! thi Du traadte herind en Morgen.
Eystein.
Jeg foer paa Speideri for Magnus Konge.
Inga.
Som Du sagde.
Eystein.
Herfra kunde to Dalstrøg overskues og meget Land.
Inga.
Ja desværre.
Eystein.
Og I modtog mig vel: megen Fortrolighed viste I mig, og den skal ikke bekomme Eder ilde.
Inga.
Men Du bragte Tidende om de sidste Ufredsaar. Du vidste vel at føie din Tale saaledes, at vi forstode, meget ungt Folk var kommen til Magt og Hæder i disse Stridigheder særlig hos Kong Sverrer. . Ja Du fortalte . . . og Halvard hørte . . . o jeg synes endnu jeg seer ham sidde der ved Aaren og høre paa Dig. Der var mere Ord i det, end i Alt det, Du sagde: det var Ord, som jeg forstod. Hans Tanker gik nok ikke længer omkring mig da . . nei de foer saalangt, saalangt, og Øiet lyste bortover efter dem. Du Umenneske! Du saa hvor jeg leed, og endda kunde Du nenne at sidde og kogle ham bort fra mig.
Eystein.
Jeg reiste . .
Inga (seer paa ham).
Og paa samme Tid blev liden Alf født; saalænge var han rolig, men snart drog det ind paa ham igjen, alt det, Du havde sagt: han gjorde længere og længere Vei om Dagen; blev ogsaa mere stille om Kvelden, han kunde slippe sit Arbeid just som han havde taget fat derpaa, og glemme sig bort lange Stunder. Aa, han behøvede heller ikke at tale; han var kjed af os, han længtes ned til Sverrer. Men jeg hørte, at Sverrers Folk havde brændt min Faders Gaard.
Eystein.
Sligt hænder ofte paa Sjøen, sagde Kobben, han blev skudt i Øiet.
Inga.
Ja, Dine Fædre ere ikke blevne fødte i den Stue; Din Moder har ikke pleiet Dig der, Du har ingen Julehøitid dandset der med Piger og Drenge. O mit vakkre Ligre. (Pause). Da blev jeg tilgavns vred paa Halvard: han kunde endnu tænke paa Sverrer! Den stakkels Fader, som han ikke havde Hjerte for, begyndte jeg at længes efter . . . . kan Du undres derover? Det maatte være ødt og stusle for den Gamle nu, uden Huus og Barn, som han var, og jeg havde ikke været ham nogen god Datter.
Eystein.
Men Halvard forstod hvad Du tænkte, - og blev taus.
Inga.
Han troede det var fordi jeg ikke længer elskte ham! . . han tvivlede om min Kjærlighed! . . Gode Gud! efter alt det jeg havde gjort for ham! . . Og jeg . . jeg blev ogsaa taus . . (længere Pause). Da var det Halvard begyndte at kvæde.
Eystein.
At kvæde?
Inga.
Hvad han var for god til at sige mig, det sagde han sine Kvæder. Mens han gjorde paa sin nye Bue sad han i Sommervarmen henne ved Brønden; men jeg som var glad bare jeg saa ham, jeg gik efter ham fra Barnet og satte mig bag Enerbuskene der. Da hørte jeg ham sige, gode Gud! jeg glemmer det aldrig: "Det er tungt for gjæv Mands Søn, naar Sværde mødes, at sidde ved taus Kvindes Side, og høre hendes Rok surre; det er tungt at lægge Streng paa Buen til Haren og den kaglende Rype, naar Hærskrig lokker ifra Dalen, Bytte vindes og Magt deles; men tungere endnu at miste Freden i sit eget Hjerte og den bedste Deel i Huset".
Eystein.
Det gjorde ikke godt.
Inga.
Nei, det gjorde ikke godt. (Pause.) Han sang meget siden, men jeg gik altid efter ham, og jeg kjendte alle hans Tanker, - men han kjendte ikke mine.
Eystein.
De bleve snart raadsvangre kan jeg troe?
Inga.
Ak ja, men hellig Olaf! hvorfor var her ikke et Menneske, eet Eneste eet, som kunde gaa imellem ham og mig! hvormange Gange naar han var inde, satte jeg ikke liden Alf paa Skjødet, vendte hans blide Ansigt imod ham, at han kunde tale for mig; men nei! han forstod ham ikke . . . og dog strakte han Hænderne imod ham og raabte Fa'er . . . som jeg havde lært ham; men nei, han forstod ham ikke. (Pause.) Jeg tænkte ogsaa paa at synge; men jeg var bange han ikke vilde gaae saa trolig efter mig, som jeg havde gaaet efter ham - og jeg begav det. Jeg prøvede paa at lade Ting tale for mig; jeg gjorde en Trøie til ham saa godt jeg kunde, og gjemte den til Aarsdagen efter vor Ankomst hid. Thi jeg holdt Regning med den. Jeg lagde den paa hans Plads ved Bordet; han blev underlig til mode da han saa den: "En vakker Trøie", sagde han, "og meget Arbeide har den kostet Dig." Dette sagde han koldt, men jeg mærkede at Stemmen skjalv. Ingen af os var god for at spise noget, men heller ikke tale. Graaden kom over mig, og jeg maatte vende mig om; da laa der lige bag mig to nye varme Dragter, en til mig og en til Alf; han havde ogsaa holdt Regning med Dagen: han havde ogsaa villet faae Noget til at tale for sig; jeg vendte mig om, han græd, og da kunde jeg ikke meer; da kastede jeg mig om Halsen paa ham, og vi græd begge saalænge og bitterligt, at lille Alf ogsaa tog paa at græde. Men Ingen af os kunde spørge: Skal vi være her længere? hvorhen skal vi tage? Ingen af os turde høre Svaret: han rev sig fra mig, tog Buen, gik ud og kom ikke igjen før den anden Morgen . . . Men naar han ikke talte dengang, saa . . .
Eystein.
Der kommer Halvard.
Inga (tørrer Øinene).
Gud! han maa ikke mærke at jeg har grædt!
Halvard.
Jeg finder ikke Aftenmaalet . . . Alf er vaagnet og er urolig.
Inga (vil gaae).
Jeg skal . .
Halvard.
Nei, nei, bliv Du . . jeg skal nok passe Barnet, jeg.
Inga (for sig).
Aah!
Halvard.
Du har vistnok meget Andet at tage vare, Du (leder efter Aftenmaalet).
Inga.
Hvad mener Du?
Halvard.
Mener? Jeg mener Du har vel meget at tale om. Det er jo sjeldent her kan komme Folk, som Du kan tale med.
Inga.
Ja, det er sandt.
Halvard (studser).
Ja, det er jo sandt (leder atter).
Inga.
Hvad leder Du efter?
Halvard.
Jeg sagde Dig, at jeg leder efter Aftenmaalet.
Inga.
Ringen staar paa den øverste Hylden i den anden Stue, hvis Du har ledt, har Du ofte gaaet forbi den.
Halvard.
Det kan gjerne hændt. Jeg har slig en Værk i Hovedet, at jeg stundom ikke seer Alt.
Inga.
Nei Du seer ikke Alt.
Halvard.
Og dog sommetider altfor Meget (gaar, men idet han er ved Udgangen kommer han til at støde til et Skjold, saa det falder klirrende om med Forsiden op; han seer ned paa det).
Inga.
Hvad? min Faders Skjold?
Halvard.
Din Faders?
Eystein (raskt).
Nei, det er mit.
Inga (henimod det).
Og dog . . det er saa ligt (tager det op og betragter det). Det er som jeg ofte har leget med det . . Korset der . . det slidte Skind om Haandtaget . . det er ogsaa lige tungt . . End om nu Faders Haand havde rørt ved det!
Halvard (som den hele Tid iagttager hende, smerteligt til Eystein).
Hører Du? Seer Du?
Inga (sænker Skjoldet).
Ak jeg staar atter i den store Stue paa Ligre. Fader? (stirrer paa det, falder i Tanker).
Halvard.
Oh! (slaar Hænderne for sit Ansigt og iler ud den Vei han kom).
Inga (seer op).
Hvem gik? (Slipper Skjoldet og reiser sig.) jeg er her . . jeg har ondt . . o saa ondt . . (med Udbrud.) men heller end at leve saa . . heller end at Ingen skal faae Ord for sig . . dog: hvad har jeg gjort?
Eystein (til hende).
Hvis her kan hjælpes saa skal jeg hjælpe. Skynd Dig at sige mig: hine Mænd som Du nys bragte tilhuse, vare vel Heklunger.
Inga (mekanisk).
Ja.
Eystein.
Og Du tænkte at finde Birkebejnerne?
Inga.
Ja, jeg tænkte . . o Gud mit Hoved kan ikke tænke længer; jeg tænkte, at nu var Stunden kommen, da han vilde forlade mig og Barnet: thi Sverrers Hær ligger dernede, . . Halvards Kvad bleve saa mørke paa en Tid, og han sagde en Dag, at han kanskee bragte flere Mænd med næste Gang han kom hjem . . Da blev jeg svimmel, jeg vidste neppe, hvad jeg gjorde . . straks han var gaaet, gik ogsaa jeg . . til den anden Side . . efter Heklungerne. Naar Sværdhug skiftedes i vor egen Stue, da maatte der vel endelig tales, veed jeg! . . men skaf dem bort igjen . . her er ingen Birkebejnere . . jeg har forregnet mig . . skaf Dem bort igjen hører Du! O saa han dem, blev her aldrig en glad Dag meer i Huset: Halvard vilde aldrig forstaa, at det blot var for at faa ham og Fader forligte . . han forstaar Ingenting . . han forstaar ikke engang, at han tager Livet af mig. (sætter sig).
Eystein (tager hende i Haanden).
Vær ved godt Mod, Inga. Om det saa var den forbandede Sverrer Præst selv, skulde han neppe have bedre Raad end det jeg nu byder. Bring mig en af Mændene.
Inga (mekanisk).
Ja.
Eystein.
Bær saa Mjød ud til de Andre og beed dem være rolig.
Inga (gaaende ud).
Ja! Hellige Olaf! lad mig ikke oftere gaae saa tunge Veie som den, jeg gaar idag.
Eystein (alene).
Den Lidenskab, den Lidenskab, den render sig fast som Absalons Haar . . hm . . hm . . . det var andre Sjæletræk, jeg nu saae ind i, end dem jeg har stirret paa i nogle Aar . . Jeg har en Følelse over mig, som havde jeg været i Kirken . . Hustru og Børn, Huus og Fred . . hvad Tid er det paa Natten? Ved Middagstid staar vel Slaget . . vi faa see til at blive færdige her.
Endride.
Guds Fred i Huset! Er Du Halvard Gjæla?
Eystein.
Ikke det heller . . Du faar see til at Du kan sidde ned.
Endride.
Tak, det var vel fornø'n; vi har gaaet en lang Vei, skal jeg troe.
Eystein.
Et slemt Veir nu om Dagene.
Endride.
Ja rigtig et slemt Veir: Sneefog og det Slags Ilt, men En faar vel troe, han snart letter paa sig, veed jeg.
Eystein.
En tør troe det, ja. Der er bleven Uveirstider baade inde og ude nu i Landet paa en Stund.
Endride.
Ja det var nok saa. Vorherre veed hvad Ende det skal tage.
Eystein.
Det seer ikke godt ud.
Endride.
Nei Du kan sige det, saalænge den Djævels Sverrer Præst faaer leve, saa . .
Eystein.
Han blev da ogsaa til i en usæl Stund.
Endride.
Ja det var nok saa. Gud bevare baade Folk og Eiendom, siger jeg. Det er tungt for Smaafolk, naar de Store strides.
Eystein.
Jeg undrer mig paa, jeg, om ikke Du ogsaa er ude paa slig en Færd.
Endride (undvigende).
Aa det kan være saa ymse med det: hvad er Du for en Karl, om jeg tør spørge?
Eystein.
Tager jeg ikke Feil, saa tjener vi samme Mand. Jeg er Magnus Konges Mand paa Speideri her nordpaa, som Du seer.
Endride.
Saa Du tjener den Mand? Ja det er en velsignet Herre.
Eystein.
En vennesæl Konge.
Endride.
En vennesæl Konge. Ja det var nok saa! Nei det var den Kjærringen da, som førte os her op: hun hilste fra Halvard Gjæla.
Eystein.
Fra Halvard Gjæla?
Endride.
Fra Halvard selv, ja han vil nok lægge sig ind hos Magnus Konge igjen, for ad den Vej at faae Fred med Svigerfaderen sin, kan jeg skjønne. Og dertil vilde han vel bruge en eller anden Storbedrift da; Noget maatte der ogsaa til . . ja Du veed vel, at han er dømt fredløs for sin sidste Gjerning.
Eystein.
Saa han er det? Hvad var det for en Gjerning?
Endride.
Veed Du ikke det? han røvede en gjæv Mands Datter og førte hende langt Fanden i Vold hid nordpaa, medens Faderen var paa Ledingstog . . . Saa Du har ikke hørt det?
Eystein.
Jeg synes nok de har fortalt mig det engang. Men siig mig, hvorledes tænkte han nu da at faae Fred med Magnus Konge og Svigerfaderen paa eengang?
Endride.
Ja seer Du, nu skulde han have lokket hidop nogle Birkebejnere, og den ene af dem kunde endda være en Høvding, sa'e hun.
Eystein.
Saadan! se! se! en snild Plan. Der er flere af Jer.
Endride.
Vi kan være en 12-13 Stykker.
Eystein.
Kun Skade, at Birkebejnerne ikke ere komne.
Endride.
Jeg hører det; men de komme vel.
Eystein.
Jamænd kan det være uvist.
Endride.
Det var som Djævelen.
Eystein.
Du synes vel Veien er for lang til at gaae forgjæves?
Endride.
I Mørke og Sneekave; ja det var nok saa (med Betydning). Jeg er bange for de Andre ville tykkes lidet godt om denne Færd.
Eystein.
Og Krigsfolket i Bygden med. Jeg veed nok hvad han Einar Veiten vil have at sige.
Endride.
En slig Spottefugl, jo! han rager nok paa det.
Eystein.
13 Mand reiste tilfjelds for at fange Hoste vil han sige; den var der ogsaa god Raad paa i Dalene.
Endride.
Jagu tør han nok sige det. Nei . . jo mere jeg tæn ker paa dette jo harmere bliver jeg baade paa Kjærringen og han Halvard.
Eystein.
Og desuden Løsepengene, som I kunde faae for Fangerne, dem gaae I ogsaa Glip af.
Endride (endmere opægget).
Ja vist gjør vi saa, ja! Jeg frygter for, de vil holde sig til Halvard selv.
Eystein.
Den Stakkel har ikke stort; at dræbe ham vilde ogsaa lidet baade Jer . . . Nei! om I saae til at bøde det?
Endride.
Hvorledes?
Eystein.
Jeg har et Raad, hvis Du har Tid at høre paa det.
Endride.
Nu da?
Eystein.
Om I selv gjorde hvad Halvard skulde have gjort: lokke nogle fornemme Birkebejnere herhid.
Endride.
Jeg skjønner ikke rigtig.
Eystein.
Midlet har jeg hos mig. Du tager ned til Sverrers Leir og spørger efter Gudlauk Stallar; her er en Ring, som Du kan give ham, og det Første Du maa gjøre er at bede ham dølge fra hvem den kommer.
Endride.
Men den Ring . . .
Eystein.
Er ikke min . . lad den staae sin Prøve . . Jeg har været ude en Uveirsnat før, jeg, skjønner Du.
Endride.
Ja det saa jeg pinedød strax, at Du ikke holder i Din Moders Kjole.
Eystein.
Saa beder Du ham da fra den, som eier Ringen, om straks og heller skyndsomt at følge Dig med 10 Mand . . saa er kanskee Veien ikke gaaet forgjæves.
Endride.
Aldrig havde jeg tænkt at finde slig snild en Plan saa høit tilfjelds . . Men . .
Eystein.
Sverrer er ikke saa langt borte, som Du troer. Stig nedover for et lidet Stykke i lige Linie, og Du vil see Ilden fra hans Leir.
Endride.
Saa nær? Det skulde vore Høvdinger vidst.
Eystein.
Det Bud kan Du selv bringe dem, før Dagen rinder, og naar Du fører Gudlauk Stallar med som Fange, saa tænker jeg Nogen og hver vil sige, at Du bringer baade god Tidende og god Sending fra Fjeldet.
Endride.
Snildere Raad har jeg aldrig hørt! . . men alligevel . . 10 Mand sa'e Du? . . . jeg tænker, det bliver noget for -
Eystein.
For lidt mener Du . .
Endride.
Nei . .
Eystein (uden at ændse det).
Jeg tænkte ogsaa paa at nævne flere, da jeg vel vidste, at en Heklunger er god for 2 Birkebejnere; men saa mindtes jeg i rette Tid, at Gudlauk er en Kjæmpe, og da det desuden er bedre at fare varligt frem, saa tænker jeg 11 Birkebejnere mod 13 Heklunger er nok.
Endride.
Det forstaar sig, og det ogsaa vist som Du siger, at hvor vi staae Mand mod Mand, og ikke den fordømte Sverrers Djævlekunster med i Spillet, der skal Ingen sige de tør maale sig med os; men alligevel . .
Eystein.
Du synes kanskee det er formange?
Endride.
Jeg synes det, ja, særlig naar Gudlauk er med, og forresten saa er det rigtigt, som Du siger, at fare varligt frem og særligt da Gudlauk . . .
Eystein.
Saa er nu jeg her.
Endride.
Vistnok, og Du er saare vaabendjærv, det seer jeg nok, men alligevel . . naar En skal fare varligt frem, og Gudlauk selv er med . .
Eystein.
Du glemmer Halvards Bue. Han var den bedste Bueskytter vestenfjelds, som kanskee Du selv veed, og knap findes hans Mage nordenfjelds.
Endride.
Saa er rigtignok Halvard med . . ja! . . men . .
Eystein.
Før Birkebejnerne ere komne nær Huset har han fældet mindst tre.
Endride.
Er han saa sikker?
Eystein.
Han feiler intet Skud.
Endride.
Han feiler intet Skud?
Eystein.
Fuglen skyder han i Luften, Haren i Spranget, mindst tre siger jeg, kanskee 4-5 fælder han, før de kan see Huset engang.
Endride.
Det var som Djævelen! ja da kan det vel ingen Fare have.
Eystein (leer).
Det værste kunde være han dræbte alt formange for Jer.
Endride.
Nu vel, saa staar jeg paa Ski nedover, og jeg skal ikke gjøre lang Vei, det er sikkert.
Eystein.
Nu lad mig see, Du skynder Dig.
Endride.
Ja det skal være sikkert det! Saa faar Du leve vel saalænge da.
Eystein.
Dig det samme og Lykke paa Reisen.
Endride.
Tak . . . he! he! he! jamænd maa jeg lee, saa snildt det var.
Eystein.
See nu til Du kan faae et Glimt af Sverrer Præst med det Samme.
Endride.
He! he! he! Er det ikke akkurat det, jeg staar og tænker paa. Jeg kan rigtignok ikke nægte, at jeg har en overstadig Lyst til at see ham . . der er ikke noget galt i at see ham, veed jeg?
Eystein.
De siger rigtignok han er besat af Djævelen.
Endride (hemmelighedsfuld).
Tal aldrig om det, Fa'r! Mit Sødskendebarn har seet ham sidst i Slaget paa Ildvolden . . han skal have et Par Øine, Fa'er . . . Brrr!
Eystein.
Saa? Men nu tænker jeg Du tager nedover til dem?
Endride.
Ja, Farvel. (vil gaae).
Inga (standser Endride i Døren).
Hvor skal Du hen?
Endride (i Døren).
Til Sverrer!
Inga.
Til Sverrer! (til Eystein). Hvad Raad har Du nu givet?
Endride.
Det bedste, jeg i mine Levedage har hørt, slip mig Kjærring. (gaar).
Inga.
Jeg har ofte tænkt, om Du ogsaa kunde være Magnus's Mand.
Eystein.
Det vil vise sig.
Inga.
Men hvem Du end er, staar det i min Magt at lønne Dig, saa . .
Eystein.
Det synes dog som at Du først bør vide hvad der er gjort.
Inga.
Alt nok . . naar deres Maal er et andet.
Eystein.
Har Du beværtet dem?
Inga.
Ja . . men jeg er bange for, at det Raad var det mindst kløgtige: de støier alt saa meget, at Halvard snart kan høre dem.
Eystein.
Aa, det har ingen Fare.
Inga.
Du er i godt Lune som det lader.
Eystein.
Giv mig Din Haand.
Inga.
Hvortil? (giver ham den).
Eystein.
En fager Haand.
Inga.
Anderledes saa den engang ud.
Eystein.
I den staar Din Lod skreven.
Inga.
Du er en Spaamand kan hænde?
Eystein.
Det ikke . . . men det bærer mig saa underligt for . . .
Inga.
Sig mig . . hvad seer Du?
Eystein.
Jeg seer . .
Inga.
Sig det . . det er saa stængt for mig til alle Sider: Du veed ei, hvor jeg længes efter Lys.
Eystein.
Dine to bedste Ønsker skal gange i Opfyldelse.
Inga.
Jeg skal prøve Dig: hvilke ere de?
Eystein.
At blive forligt med Din Fader og Din Husbond og faae dem selv forligte.
Inga.
O det kunde Du vide før: men ligemeget . . naar?
Eystein.
Endnu før Døgnet er ude.
Inga.
Ak jeg vidste nok, Du blot skuffede mig.
Eystein.
Jeg seer mere.
Inga.
Sig kun!
Eystein.
Før Døgnet er ude, er baade Du og lille Alf og Din Mand paa Veien herfra!
Inga.
O var det sandt!
Eystein.
Og Du kommer til en Kongsgaard.
Inga (raskt).
Det er ikke Sverrers.
Eystein (slipper Haanden).
Hvem veed? jeg har spaaet.
Inga.
Ak nei, jeg har ingen Lid til Dig. Jeg staar endnu her i Fjeldtaagen og stirrer, men seer ikke Haandsbredden for mig, og tungt lægger den sig over Sindet . . og (barnagtig) . . gid jeg var død!
Eystein.
Du er et Barn, Inga, det mener Du ikke.
Inga.
Jo det mener jeg: saa forstod først Halvard mig rigtig: saa klagede lille Alf og Fader og Allesammen . . og jeg var lykkelig.
Eystein.
Blot en liden Solstribe og al Din Sorg er Dug, som dufter væk . . tro mig! den Sorg, som klager, den har stakket Liv . . det aabne Saar er snart lægt.
Inga.
Ak nei . . jeg seer ikke Udgang paa den.
Eystein.
Saa liden Skræmsel er det med Din Sorg, at den endog lokker som en liden hvidklædt Pige den, som har den værre.
Inga (deeltagende).
Har Du det værre da?
Eystein.
Jeg ikke! nei! det er andre, som jeg tænker paa.
Inga.
Andre? Du falder i Tanker.
Eystein.
Ja rigtig, . . som en liden hvidklædt Pige . . bleg men blid . . lokker den.
Inga.
Du talte om andre? . . hvem mener Du?
Eystein (halvt til hende, siden ganske for sig selv).
Der kan være dem, som er sat over meget Folk, hvis Hoved og Støtte de er. De maa lukke vel til over Sorgen, selv om den gnager sig ind under Hjerteroden . . jo . . medens det slider og river som værst maa de lægge Smiil over deres Aasyn og Skjemtsord paa Læben; thi de skal give Mod til alle, selv om de intet har. Der kan være Høvdinger, som bære paa en tung Skat af gode Raad for sit Land, men møder Misforstand og kjøber sig den Ret at gjøre godt for mange Mænds Drab og stort Mandefald. Med Sandhed kan saa forfærdelige Ting siges om dem, som at de øder den Syges Hjerteblod, som de tænkte at give Helse til. Jeg kjender slig en Høvding, jeg, som vilde være sit Lands Velsignelse, men bliver dets Forbandelse. Han ræddes over sin egen Vanskjæbne og vilde flygte for alle de fortrukne Lig, som stirrer paa ham fra Landsgrændse og til Landsgrændse - flygte som en Banlyst fra sit eget Arverige . . var der ikke dem som holdt sig fast i Kappen! Saa føres han da som en ubøielig Skjæbne fra Blodvold til Blodvold, fra Brand til Brand over rygende Lig og Gruushobe, og Skrig og Jammer følge ham og hele Helvede er løst omkring ham, og de sige Djævelen gaar ved Siden af ham, ja Somme siger at han selv er Djævelen! . . Jeg veed . . ja . . jeg veed, at medens de slagte hinanden som Kvæg, nænner han ikke at lægge Haand paa en eneste Mand for ikke at øge sin egen Ulykke. Mens Slaget vindes fremme i Løftningen, ligger han selv i svare Bønner bag paa Skandsen for ikke at segne om. Og Messen sjunges før Slaget, og Messen efter, og han soner og læger, han gjør vel og mildner, han giver Fred til alle dem, som bede, men der er En, han senest kan give Fred og det er sig selv. Men jeg veed ogsaa En, jeg, som holder ud trods al Helvedes Kvide, og bider sig i Skjæget og svælger Smerten, sender Spot og Skjemt til alle Sider og staar paa sine egne Blodvolde og holder lystige Ligtaler og leer desbedre, jo flere der falder, og reiser sig i Raadet med Værdighed i Lader og Ro i Talen: thi jeg kjender Een, jeg . . ja jeg kjender ham, som er saa sjælestærk, at han kan holde ud saalænge, at baade Gud og Mennesket tilsidst skal see, at det var dog det Gode han vilde!
Inga.
Fromme Synneve!
Eystein (uvilkaarlig med Haanden til Sværdet).
Ah, jeg glemte Dig! . . jeg talte over mig. . seer Du . . det er paa den Tid af Døgnet . . .
Inga.
Sig mig . . det var dog vel aldrig Sverrer Du meente?
Eystein.
Sverrer? Nei, han lever saa meget for sig selv, trods de hundrede omkring ham, at endnu er der vel neppe Mange, som veed, hvad han tænker eller føler.
Inga.
O, det var som om en Sneeskred styrtede ud over mig . . men tys . . det synger . .
Eystein.
Hvad er det?
Inga.
Ah, det er Mjøden, jeg sagde det nok; det Raad var daarligt; Halvard bliver dem vaer.
Eystein.
Hvad vil Du?
Aslak (fuld).
Dig vil jeg aldrig det Slag . . men hvor er Kjærringen? . . seer Du som der staar i Visen (synger):
Naar Mjøden er drukken, Saa vil man ha' meer.
Eystein.
Rølende Mand har nok Mjød, tause kan tage.
Aslak.
Stik han sin Raad i egen Sæk! meer Mjød, Kjærring! eller vi gjør en Ulykke paa Dig.
Inga.
Halvard hører det!
Eystein (tager ham i Kraven).
Ud med sig Karl! Ei den Støi og Skrig!
Aslak.
Om Forladelse . . thi som der staar i Visen: (synger)
Naar Mjøden er drukken, Saa vil man ha' meer.
Inga.
O han hører det, han kommer.
Eystein (som før mod Døren.)
Væk med Dine fulde Viser, siger jeg.
Aslak.
Nei, om Forladelse! er der nogen som er fuld, saa er det mig. (klamrer sig fast ved Døren.)
Halvard.
Hvad er dette for en Ufred?
Eystein (slipper ham).
Saa for en Ulykke; det gaar vel hastigt frem (mod Forgrunden).
Inga.
Staa os nu bi, alle Helgene!
Aslak (synger).
Naar Mjøden er drukken, o. s. v.
Halvard.
Hvem er Du? Hvad skal dette sige? Ud! Lad mig høre! (støder ham ud).
Inga.
Ha Dine Raad vare usle; der var ei Frelse i dem. Jeg tænkte Du var en raadsnild Mand med Helsebod for den, som havde Sorg; men slig Usseldom; jeg raader bedre selv, havde Du aldrig været her . . o hvad vil Halvard tænke?
Eystein (har sat sig).
Kvinder ere som Børn, de tude strax.
Inga.
Ah, ha! Du spotter endog! I milde Helgener! see nu hvor han sidder kold og fræk! Ja! Du vover endog at lee? Jeg foragter Dig! . . hører Du? . . jeg foragter Dig!
Eystein.
End seer Du ikke Enden.
Eystein.
Blev Du ham kvit?
Halvard (mørk).
Dette er hans eget Sværd.
Eystein.
Og Manden?
Halvard.
Kom nok til Skade her udenfor.
Eystein (for sig).
Det var ilde gjort.
Halvard (til Inga).
Han var saa fuld af Ondt, at han sagde Du havde lovet dem fra mig (forsøger at lee) . . men det var ogsaa for frækt . . lovet dem fra mig, at han og Flere her skulde finde en Birkebejnerhøvding med hans Folk, som godt Bytte . . . sligt tør ingen Mand sige Dig ustraffet paa . . det var hans sidste Ord.
Inga (for sig).
Gud!
Halvard.
At Du skulde ville gjøre mig til en Forræder . . min værste Fiende kunde neppe tænke det ud . . men som sagt . . mit Sværd var for godt for ham . . han faldt for sit eget.
Inga (for sig).
Hellige Olaf! det har jeg fortjent!
Halvard.
Du Inga, gjøre mig til en Forræder . . og det mod Sverrers Mænd; men han fik ogsaa sin Løgn tilbage midt i Struben.
Inga (ømt næsten knælende).
Halvard!
Halvard.
Nei, nei, forsvar dig ikke . . jeg troer Dig . . jeg har jo dræbt ham for det . . seer Du . . Sværdet er endnu blodigt . . (kaster det) jeg veed nok Du aldrig kunde gjøre Sligt, Du . . som elsker mig (slaar sig med begge Hænder for sit Ansigt).
Inga (nærmere ved ham, paa Knæ).
Halvard! Halvard! hør mig!
Halvard.
Nei jeg har sagt, det behøves ikke . . Det er sandt, det behøves ikke.
Inga.
Ved den hellige Olaf og den fromme Synneve, ved Alt . .
Halvard.
Sværg ikke!
Flere Stemmer (udenfor).
Dræbt! Er han dræbt? dræbt!
Halvard (væbner sig).
Inga.
O kunde ogsaa jeg kjæmpe!
En Stemme (udenfor).
Inde i Huset! Inde i Huset! (trænger paa.)
Halvard (slaar Skaaden for).
Her slipper ingen ind.
Stemmer (udenfor).
Op med Døren!
Flere.
Op med Døren!
Halvard.
Vogt Jer, godt Folk! (for sig). Dog, hvorfor ikke? (vil slaa Skaaden fra). Nu vel!
Inga (springer til).
Nei, nei, nei!
Halvard (standser).
Og Du hindrer mig? hvad troer Du jeg har at leve for?
Inga.
Vil Du døe saa tag mig med.
Halvard (springer tilbage).
Hvad siger Du?
Inga.
Tag mig med; jeg er tifold ulykkeligere end Du.
Halvard (staar som om han tvivlede).
Inga.
O Halvard prøv det og Du skal see.
Halvard.
Nei, nei, jeg kan ikke rigtig høre.
Inga.
Fader! Fader! Himmel er Du der?
Thorkild.
Inga, mit Barn (de omfavne hinanden).
Halvard.
Hvad? hendes Fader?
Eystein.
Ja det er Thorkild Lejre; jeg vidste at Du aldrig havde seet ham.
Halvard.
Nu forstaar jeg. Nei, - nu forstaar jeg Ingenting!
Inga.
O saa kom Du da i rette Tid, Fader min!
Thorkild.
Tak være Herren! at jeg fandt Dig. Jeg skjønnede at Du maatte være tilfjelds etsteds, og hvor der har været Fjelde at speide, der har jeg ogsaa været paa Speideri; o Gud! Barn, hvad ondt Du har gjort mig . . Nu vil jeg aldrig mere slippe Dig fra mig.
Inga.
Og jeg gaar aldrig, aldrig mere fra Dig.
Halvard.
Ha, der fløi Pilen fra Buen.
Inga (paa Knæ).
Kan Du tilgive mig?
Thorkild.
Ja, mit Barn, Du veed ikke, hvor jeg har savnet Dig. Men Du seer saa ulykkelig ud . . Du har grædt . . Dit Haar er i Urede . . (glatter det ud.) hvad fattes Dig, mit Barn? . . ha . . . jeg forstaar . . den Nidding! hans Navn skal være urørt.
Inga (reiser sig).
Fader! Fader!
Halvard (træder frem).
Her er han! Halvard Gjæla hedder han.
Thorkild.
Min Hjælpermand fra iaftes, det var næsten for god Gjerning for saa slet en Karl.
Halvard.
Du tykkes?
Thorkild.
Men saa vilde vel Vorherre det, at jeg kunde redde mit Barn ud af Din Vold.
En Stemme (udenfor).
Nu har vi overlagt det: saafremt Du ikke lukker op, brænder vi Hytten af.
Halvard (samler sig).
Ja jeg skal lukke op.
Eystein (stiller sig for Døren og holder ham tilbage).
Halvard.
Væk med dig, Nidding! Dig var det, som førte ham hid! Du staar selv i Pagt med hine udenfor. I staa Alle i Samraad! Men ikke behøvede I at være saa mandstærke . . for seer I . . (lægger Haanden paa Hjertet) Det er alt gjort. (vil ud).
Inga (klyngende sig optil Faderen).
Styr ham, styr ham!
Eystein (for Døren).
Du slipper ikke ud. Nu er Stunden kommen, da I Alle skal blive - og tale.
Alle.
Tale?
Eystein (forfærdet for sig).
Her kan det da sandes, at Taushed dræber meer end Ord (høit og heftigt.) Tal, siger jeg, forfærdelige Mennesker! Seer I da ikke Guds Dom er over Eder! Ilden lægges til, og Hytten brænder, men ved den hellige Olaf, før skal den svides af over Hovedet paa Jer, end jeg slipper Jer ud, før I har talt.
Halvard (mørk).
Har vi tiet saalænge er det vel lidt værdt at tale den Stund vi har igjen.
Eystein.
Husk paa Alf!
Inga og Halvard.
Alf! Alf! (vil begge gaa ud til ham).
Halvard (stanser først).
Nu vel da! En af os maa leve med ham . . og det er snart en Time jeg har valgt . . men hør det, Kvinde: blot en Time siden. Vel stod min Hu alt længe til Sverrer og hans Birkebeiner, og mangen en Nat drømte jeg at vinde stor Hæder hos ham, og mangen Dag drømte jeg vel det Samme. Men aldrig uden dit Minde spændte jeg Buen for ham, selv om hans Mænd fylkede her lige udenfor, og jeg hørte hans mægtige Ord lægge Staal i Sværdene. Aldrig! aldrig! . . hører Du? Men det tænkte Du . . og Du tænkte Mere! Du tænkte at forlade mig . . . Du lagde Raad op imod mig i Dit stille Sind . . Du græd i Løn over den Dag, Du fulgte mig hid . . Du elskede Din Fader mere end mig . . jeg vidste det, og dog vovede jeg ikke at høre det . . men nu har jeg levet den Dag, jeg baade har seet og hørt det . . og skjøndt jeg vidste det . . saa var det dog bedre at vaagne i Hel. Vid da! at denne ene Time har slidt al Kjærlighed ud af Brystet paa mig, at jeg forbander den Stund, jeg første Gang saa Dig . . at jeg vil udslette Mindet derom her udenfor blandt Heklungerne, og hvis ikke der, saa nede hos Kong Sverrer, thi der siger man er Døden den Gjæst, som kommer oftest . . og nu gaar jeg did! (vil gaa; men vender sig for at see paa Inga, der staar ubevægelig, overrasket og stanser med Blikket uafbrudt fæstet paa hende).
Thorkild.
Ikke er jeg af mange Ord, som vel I veed, men dette maa jeg dog nu sige til Datter min, at hans Foragt er let at bære: kom, stakkels Barn, er Du forstødt af ham . . tag Barnet med og skjøndt det er hans - saa skal det ogsaa blive mit (tager hende ved Haanden og vil gaae).
Eystein.
I slipper ikke ud!
Thorkild.
Det skal vi være To om (griber et Sværd).
Eystein.
Spørg hende om hun vil med.
Thorkild.
Det bliver min Sag.
Eystein.
Spørg hende!
Alle (see paa Inga, der staar ubevægelig som før).
Thorkild (efter en Pause).
Svar Barn! . . men det siger jeg Dig . . Eengang har Du valgt mellem ham og mig, og nu har Du faaet Tid nok, tænker jeg, til at prøve det Valg. Nu er Stunden kommen, at Du kan vælge om igjen . . ham eller mig!
Inga (mekanisk).
Dig eller ham!
Thorkild.
Ved St. Olaf; her er Valg!
Inga.
Nu vel! jeg elsker Eder begge! det er sandt . . jeg tænkte, at jeg magted at forene Jer, og det er alt det Onde, jeg har gjort. Men da det ikke kan være saa . . og jeg skal vælge . . da . . skjøndt jeg er forstødt . . skjøndt han vil døe . . saa . . fromme blide Sanct Synneve! jeg kan ei andet; jeg vælger som jeg valgte før, igaar, idag og alle Dage: jeg vælger Alf . . og Dig, Du strænge Halvard. (styrter paa Knæ og omfatter hans.)
Halvard.
Inga! (løfter hende op og omfavner hende, Thorkild lader Sværdet falde sig af Haanden.)
Eystein (træder frem).
Nu er Døren fri; nu kan Du drage, Gubbe, hvis Du tilgavns er rigtig hjerteløs.
Inga (strækker Haanden ud mod Thorkild).
Fader! Fader! (Larmen, som hidtil har været vedholdende, blander sig med Vaabengny).
Eystein.
Stille!
Halvard.
Vaabengny?
Eystein.
Der komme de!
En stærk Røst (udenfor).
Frem Krigsmænd, Korsmænd, den hellige Kong Olafs Mænd!
Thorkild.
Sverrers Krigsraab!
Eystein.
Og Gudlauk Stallars Røst? (Vaabengny med korte Mellemrum under den hele paafølgende Scene).
Eystein.
Nu kommer Mjøden tilgode. De drukne Karle er snart væk og Frelsen nær.
Inga.
Frelsen nær siger Du? Ah jeg forstaar det! Du er ikke Kong Magnus's Mand! (med en Anelse) Men hvem er Du?
Halvard.
Hvem er Du?
Thorkild.
Ja, hvem er Du?
Eystein (træder længer frem).
Aa . . Somme kalde mig en forbandet Munk, som lyver sig ret meget til; Andre sige, jeg er Djævelens Tjener; atter Andre, at jeg er Djævelen selv, men Nogle sige ogsaa: "jeg er Sverrer, Sigurds Søn, ætbaaren til Norriges Kongestol!" det kommer da an paa hvem der har Ret?
Alle.
Kong Sverrer!
Halvard og Inga (paa Knæ).
Sverrer.
Op Børn! Liden Tid er her til Hyldning. Jeg drev om paa Speideri efter gamle vante Viis: thi man er selv sikkrest. Da traf jeg ham der (peger paa Thorkild) og troede jeg, det var god Løn for Eders Gjæstevenskab fra ifjor, om jeg tog ham med hid. Tænker jeg nu at Nogen og Hver kan see at selve Djævelen sommetider males for sort.
Inga.
Herre Konge!
Sverrer (til Thorkild).
Og Du Gubbe; mine Folk brændte Din Gaard . . man kan ei heller altid ave dem . . men et Stykke nordpaa i Thrøndelag har jeg en bedre.
Thorkild.
Herre Konge!
Sverrer.
Den kan Du tage til Vederlag: Du er gammel, træt af at stride; slaa Dig til Ro, og tag Din Datter til Dig for det Første (til Inga) hvis jeg ellers maa faa -
Inga (skyver Halvard henimod ham).
Tag ham! En slig Mand maa han tjene.
Gudlauk.
Nu mener jeg at Heklungerne ville stege Kongen vor. Nei, saa feed en Steg skal de aldrig vende paa sit Spid. Godmorgen, Herre Konge!
Sverrer.
Du er alt færdig?
Gudlauk.
Meer end det.
Sverrer.
Her har Du en 3-4 Mand til min Hird; Halvard Gjæla hedde de.
Gudlauk.
Saa fik Du ham endelig (til Halvard) velkommen skal Du være.
Sverrer (paa samme Tid til Thorkild).
Snart skal Din Maag have en Stand, som anstaar Din Datter, og Alt til Alt, saa troer jeg Du gjør rettest i at føie Dig.
Inga og Halvard.
Fader!
Thorkild.
Mine Børn! (omfavner dem.)
Sverrer (til en Birkebejner).
Skynd Dig! hent en liden Dreng derinde.
Birkebejneren (gaar.)
Gudlauk.
Skal vi have mere af dette, Herre Konge, saa brænde vi inde.
Sverrer.
Du har Ret! Det begynder at blive noget hedt. (gaar.)