Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1864
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
DE HANDLENDE:
MARIA STUART, Dronning af Skotland.Første og anden Akt spiller i de første Dage af Marts 1566 paa Holyrood Slot i Edinburgh, den tredje Akt i Høsten samme Aar, den fjerde i Februar næste Aar (1567), begge i og ved Edinburgh, den femte paa Dunbar Slot noget over to Maaneder derefter.
Den store Sal i Holyrood Slot.
Lindsay.
Se, de dandsende Linier bugte sig som Orme i Solen! Hør, Musiken leger med Helvedets Luer! Djævelens Skoggerlatter er i den!
Andrew Kerr.
Hys, hys; Straffen vil lukke til over dem, som Havet over Faraos Hær.
Lindsay.
Se, hvor de hviske! Syndens smittende Aande! Se deres vellystige Smil, se Damernes letfærdige Klædning!
Borgeren.
Det er spildt paa dette Hof Alt det, som Knox prædiker!
Lindsay.
Han er som Profeten i Israel, han taler ikke forgjæves; thi Herren selv vil indløse hans Ord paa den ugudelige Slægt!
Andrew Kerr.
Der er David Rizzio.
Flere.
Han der tilhøjre? -
Andrew Kerr.
Den katholske Forfører!
Lindsay.
Pavens hemmelige Agent!
Andrew Kerr.
Medlem af det nye Jesu Selskab!
Borgeren.
Djævelens snildeste Rænkesmed!
Andrew Kerr.
Om otte Dage skal han ogsaa faa arbejde i sit eget Værksted!
Lindsay.
Lad os skilles. Vi vække Mistanke! -
Andrew Kerr (til Borgerne og de Andre).
Kom!
Lindsay (bag ham).
Mylord!
Darnley (svarer ikke).
Lindsay.
Mylord! (som før) Mylord, slut Eder til Herrens troende Folk! Befri os fra denne Jesabel!
Darnley.
O, hvor hun er dejlig!
Lindsay.
Af Djævelen er hun forlenet med denne Magt! Vogt Eder, Mylord, I har nu længe nok lidt og grædt under den!
Darnley.
Lidt har jeg, og grædt har jeg, men se paa hende, om hun ikke er det værd! Nej, af Himlen har hun denne Magt; thi ved hendes Beskuelse er jeg opløftet, som paa en vaarklar Dag! Se, se hver Bevægelse glimter med Sol! Naar hun bøjer sig, falder der Skygge, naar hun løfter sig, lyser det, naar hun gaar fremad, banker Hjerterne i hendes Takt!
Lindsay.
Han er sindsvag! . . .
Darnley.
Hvergang jeg ser hende paany, synes det mig, at jeg aldrig har set hende før! Hvis jeg ikke endnu een Gang vilde tale med hende, maatte jeg være Snefjeldet over Loch Linneh! Hun er mere alene end Kongemagten med al dens Glands!
Darnley.
Jeg er utaalmodigere efter en Samtale med Eders Naade, end jeg som Dreng var efter Eventyr!
Stuart.
Soupéen er serveret, vi vente Eders Naades Befaling.
Dronningen.
Saa bed Herskaberne gjøre sig tilgode. Vi selv ville vente her med Vor Gemal.
Stuart (opfordrer til Soupé, hvorpaa hver med sin Dame fjerner sig under Festmarsch).
Darnley.
Dandsen har skudt Roser paa Eders Kinder. De vare maaske ikke bestemte for mig, men mit Hjerte har gjemt dem.
Dronningen.
Mylord, dersom det er en Sag, der taaler Opsættelse . . .
Darnley.
Nej, det taaler ingen Opsættelse, mit Hjerte sønderslides, jeg kan ikke gaa den afmaalte Gang i et koldt Ceremoniel. - Maria, hvorfor ere vi komne fra hinanden? -
Dronningen.
Fordi Mylord synes bedre om andet Selskab, end Vort.
Darnley.
Jeg? - Er jeg da mig selv uden hos Eder?
Dronningen.
O, blandt Mylords Drikkebrødre, sammen med letfærdige Kvinder, er vist muntrere, end i Vore Gemakker.
Darnley.
O, nævn ikke, hvad jeg kan gjøre, for at døve Sorg og Smerte. Men den kan Ingen i Verden mere forvolde mig, uden Maria af Skotland.
Dronningen.
Er det en Anklage, I agter at fremføre?
Darnley.
Den, der elsker i Fortvivlelse, har en Anklage mod Alt, der lever, - mod Glæden, fordi den er for glad, mod Sorgen, fordi den ikke er Glæde. Jeg spilder min Tid som en Daglønner, der ikke vil arbejde under en vis Pris; men der er en Pris, under hvilken jeg ikke engang vil leve. - O, hvad skal jeg gjøre, for atter at vinde Eders Kjærlighed?
Dronningen.
Det er Skade, Mylord, jeg ingen Pris stor nok kan nævne.
Darnley.
I er af Guisernes Slægt, glimrende som Diamanten, men ogsaa saa haard.
Dronningen.
Antonius smeltede en Diamant, som Cleopatra drak.
Darnley.
Men det kostede ham mange Millioner.
Dronningen.
Det var derom, jeg vilde minde.
Darnley.
Men jeg er fattig; thi Eder har jeg givet Alt, selv min Samvittigheds Fred.
Dronningen.
Hvad jeg gav Eder til Erstatning, har I ogsaa forspildt.
Darnley.
O, Maria, de første Maaneder af vort Ægteskab troede jeg, at I elskede mig!
Dronningen.
Ved Gud, jeg troede det Samme!
Darnley.
Men nu er der kommen En imellem os!
Dronningen.
Mylord! (vil gaa.)
Darnley.
Nej, hør mig, eller det kan blive for sent.
Dronningen (standser).
Truer I?
Darnley.
Maria, du ved ikke, hvortil Kjærlighed kan drive!
Dronningen.
Jo, - til Raahed!
Darnley (heftig).
Til endnu Mere! Jeg kunde med koldt Blod . . . nej, tving mig ikke, Maria.
Dronningen.
Det er netop, hvad jeg ikke formaar.
Darnley.
Men den Dag, I formaar det, angrer I det!
Dronningen (stigende).
Nej, vis dig som en Mand; ved Gud, jeg er en Kvinde!
Darnley.
O, blot det Glimt i Øjet, blot den Bevægelse, og jeg elsker dig igjen til Raseri!
Dronningen.
Ja, elske kan du, Henrik!
Darnley.
Men du kan ikke, Maria!
Dronningen (smiler).
Darnley.
Det Smil siger baade Ja og Nej, men der er tusinde af hvert, og jeg kan ikke tælle.
Dronningen.
Det er ogsaa blot en Page, som tæller sin Herskerindes Smil.
Darnley.
Vidste jeg Nogen, som forsøgte det, saa dræbte jeg ham!
Dronningen.
Skinsyge er ogsaa en Pagefejl.
Darnley.
Det er umuligt at elske Eder uden at blive skinsyg.
Dronningen.
Heller ikke naar jeg giver Gjenkjærlighed? -
Darnley.
Nej; thi I giver aldrig anderledes, end I har noget tilbage.
Dronningen.
Stakkels Darnley!
Darnley.
Var du istand til at føle Medlidenhed, saa borttog du Sygdommens Grund - saa fjernede du den, som gjorde mig ondt.
Dronningen.
Saa maatte jeg fjerne hele mit Hof.
Darnley.
Nej, blot Een!
Dronningen.
Mylord!
Darnley.
Der er Een, som I viser mere Fortrolighed end alle os Andre tilsammen!
Dronningen.
Saa er denne Ene den værd.
Darnley.
Ikke mig alene, men hele Skotlands stolte Adel opirrer I med at fremdrage en Eventyrer.
Dronningen.
Hvad ere de Andre mere?
Darnley.
Adelsmænd!
Dronningen.
Den, jeg giver min Fortrolighed, er adlet.
Darnley.
Men Andre er den mere værd!
Dronningen.
Den, som tjener mine Planer bedst, er den bedst værd!
Darnley.
Andre elsker Eder mere!
Dronningen.
Sandelig, jeg er kommen til Skotland for Andet end for at - elske!
Darnley.
Jeg vilde ønske det var sandt, naar Talen var om - Rizzio!
Dronningen.
Mylord!
Darnley.
Thi de Rygter, som gaa, tage mig Søvnen!
Dronningen.
Vælg en bedre Hovedpude end Edinburghs løse Rygter! -
Darnley.
Nu, lad dem være løse, som Taagerne, de komme dog altid tilbage . . . lad hele min Skinsyge være enfoldig, som Fuglens viljeløse Flugt, den er dog min Tilværelse, og derfor maatte I vise mig den Kjærlighed, at agte den!
Dronningen.
Ved at fjerne Rizzio? Aldrig!
Darnley.
Er det Eders sidste Ord?
Dronningen.
Mit sidste.
Darnley.
Godt. Tager I intet Hensyn til mig, saa tager jeg heller intet Hensyn til Eder!
Dronningen.
I plager mig, Mylord.
Darnley.
Nu skal jeg ikke oftere tale derom; - men handle.
Dronningen.
Dette har I sagt saa ofte, at det kjeder mig.
Darnley.
At I spotter den Kjærlighed, som I selv har næret, undrer mig just ikke; thi jeg ved, at I endog kan bringe den paa Skafottet.
Dronningen (tier).
Darnley.
Stakkels Chatelard, ham har det kostet Livet; men der er spaaet, at hver den, som elsker Eder, skal det koste Livet.
Dronningen (tier).
Darnley.
O, Maria! - Nej, Slange i en Kvindeham, onde Spil i en Fos, der drager Menneskene til Døden og ler fælt over dem, - jeg skal dog finde det Garn, som fanger dig, og den Rædsel, som overvinder dig; jeg skal dog leve den Dag, at jeg faar dig til at græde, Skotlands skjønne Sfinx, - græde Blod!
Dronningen.
Saa bliver det ikke første Gang!
Darnley.
O, Maria, tilgiv mig, jeg er ikke ond; det er blot siden den Dag, jeg saa dig, at saadanne Tanker ere voxede i mig; men saa maa ogsaa du have Magt til at tage dem ud igjen. O, vis dig mild . . .
Dronningen.
Nu gaar jeg til Rizzio!
Darnley (alene).
Til Rizzio? Til Rizzio! Jeg gaar efter! Jeg myrder ham i den store Sal foran alle Skotlands Lorder! . . . Nej, det traf blot ham, men ikke hende. Hende maa jeg træffe, hun maa lære at frygte; thi hun elsker blot den, hun frygter! Hun sagde det selv: bliv en Mand! sagde hun. Ja, det skal jeg, og den Daad, som gjør mig til en Mand, skal skræmme dig ned til et Barn! Lethington har Ret, Morton har Ret, . . . hvor er de nu? Hvad for Noget? Taknemmelighed? Taknemmelighed mod hende? Daglig haaner hun mig, hun nægter mig Kronen, hun lader mig henleve et ørkesløst Liv som Skyggekonge, halvt til Spot for Andre, men helt for mig selv, og min Ære besudler hun, og min Ret giver hun en Anden. Min Sjels Nød og Elendighed ser hun, men hun lader mig leve i den!
Denne Musik løftede mig for sex Maaneder siden i Bryllupsrusens Dandse, nu finder den mig alene og i onde Tankers Natmørke. Men hun er bleven tilbage i Festsalens Lys - ved en Andens Arm! O, hvor kom Høsten tidlig! Afblæst og blegt er det herinde; jeg kjendte engang Blomster, men fik ingen Frugter se. (Musiken flammer op.) Men derinde - hvilken Farve og Vellyst. Vent, vent . . . jeg bryder en Kveld ind med hundrede staalklædte Mænd; da skal der blive Glands som af blaa Is, og den røde Farve skal flyde hen over den! Der er Lethington! - Have ogsaa vore Tanker Eccho?
Lethington.
Jeg kommer fra et Optrin inde i den store Sal, som har sat Alle i Forbauselse. Dronningen . . .
Darnley.
. . . Dronningen!
Lethington.
. . . kom ind, gik lige mod David Rizzio, hviskede med ham, tog saa hans Arm, og førte ham til de indre Værelser.
Darnley.
O, naadige Gud, beskyt min Forstand!
Lethington.
Jeg stod ved Siden af den franske Gesandt. Han sagde: Til hvilket Værelse mon de nu gaa?
Darnley.
Han lyver!
Lethington.
Jeg svarede strax: Om en saa høj Dames Takt kan der ikke rejses Tvivl.
Darnley.
O, altfor stor, Lethington, altfor stor!
Lethington.
Den franske Gesandt bemærkede: Igaar saa man Her David give Audiens i en blaa Slaabrok; blandt dem, der fik Entré, var ogsaa Dronningen.
Darnley.
Det er en Helvedets Løgn, hun har aldrig besøgt ham.
Lethington.
Dette er Ord til andet, hvad jeg paa Eders Vegne svarede, og den engelske Gesandt, som netop var kommen til, benægtede stærkt; thi han vidste med Sikkerhed, at Rizzio tvertimod havde været hos Dronningen i Slaabrok.
Darnley.
Ha, ha, ha!
Lethington.
Ja, det er blot til at le af.
Darnley.
Ha, ha, ha! min Ære, mit Liv er blot til at le af; min søvnløse Kjærlighed ogsaa, og min Moders knuste Lykke, og min Faders uhyre Stolthed, blot til at le af! Lethington, I er en fordømt Skurk! I fører mig levende til min Undergang, jeg føler det, og kan dog ikke staa imod. Thi det er hos hende alene, at jeg kan søge Redning mod Eder; men hun støder mig tilbage blandt Eders Rovlyst.
Lethington.
Jeg ønsker Eders Naade god Bedring!
Darnley.
Lethington, gaa ikke fra mig! Lethington! Ja, jeg er syg, jeg har ikke sovet paa mange Nætter, jeg fryg ter undertiden for at være alene; thi jeg frygter undertiden for min Forstand. O, Lethington, jeg er jo endnu næsten et Barn, nitten Aar, jeg er ikke stærk nok til at bære saa haard en Skjæbne. Og dernæst elsker jeg hende formeget! O, vilde hun blot sige mig et eneste venligt Ord, selv om det var det, at hun var skyldig, blot hun saa bad mig om Tilgivelse, jeg tilgav hende, Lethington!
Lethington.
Det forbyde Gud og Eders Ære!
Darnley.
Jeg ved det; men jeg har ingen anden Gud og Ære, end hendes Kjærlighed. Kom hun blot med Taarer tilbage til mig, jeg tog hende paa Armen og bar hende frem for Europas stolteste Hof, og bekjendte højt og dyrt den Skam, at jeg var Verdens lykkeligste Mand!
O, jeg har været det, Lethington! De første to Maaneder af vort Ægteskab, da vilde hun blot være, hvor jeg var. Denne Kvinde, Europas skjønneste, vittigste, yndigste, hun var min; den højeste Drøm, nogen Yngling havde drømt, den var mit daglige Liv, og jeg var bare atten Aar!
Men det tog saa snar en Ende . . .
(han græder.)Lethington.
En Mand hævner saadant, han græder ikke.
Darnley.
Det er barnagtigt, - jeg ved det nok; men nu har Nætternes Tomhed min Dag, men Dagens Uro er flyttet ned i min Nat. Fik jeg ikke græde engang imellem, saa spændte Tankernes syge Sus mit Hoved itu.
Lethington.
Det er altsaa bedst at lade den hele Plan fare.
Darnley.
Hvilken, Lethington?
Lethington.
Maaske ønsker I ikke engang, at Nogen af os udæsker den Nederdrægtige til en Duel . . .
Darnley.
En Duel? Give David Rizzio i Haanden et lige langt Stykke Staal, lige Luft, lige Jord? Bagfra, Lethington, med tyve Stød, og endnu nogle, naar han ligger død. Klæd ham saa af og hæng ham saa op, til al Verdens Skam og Skjændsel. Han, som har snigmyrdet min Lykke, maa ogsaa omkomme som ethvert ondt Insekt. Lethington, der er dog ingen rædsommere Forbrydelse paa Jorden end at lokke vor Hustro over i sin Fortrolighed, og saa forføre hende?
Lethington.
Har I aldrig selv gjort det, Henrik Darnley?
Darnley.
Jeg har ikke før vidst, hvad det var.
Lethington.
Men er I nu ogsaa saa vis? Skinnet er stærkt; men maaske er det Skin. Hvis hun nu forsikkrede om sin Uskyldighed?
Darnley.
Hun ler, naar jeg taler derom, ja, hun forsikkrer mig næsten om det Modsatte.
Lethington.
Hun trodser Eder?
Darnley.
Ja, ja, nu gik hun lige til Rizzio.
Lethington.
Maaske netop fordi hun følte sig stærk i sin Uskyldighed?
Darnley.
Men hvorfor bevidner hun mig den saa ikke? Hun ser dog min Lidelse?
Lethington.
Hun elsker Eder ikke.
Darnley.
Nej!
Lethington.
Og hun frygter Eder ikke.
Darnley.
Det er just Ulykken!
Lethington.
Hendes trodsige Natur elsker kun den, hun frygter!
Darnley.
Saa er det; netop saadan!
Lethington.
Dersom Eders Naade altsaa kunde bringe hende til at frygte . . .
Darnley.
Det er hvad jeg vil, Lethington!
Lethington.
Men dertil hører Mod!
Darnley.
Jeg skal forsøge; thi hele min Fremtid er Indsatsen!
Lethington.
Selv om hun forsikkrede dyrt, at Eders Paastand var falsk . . .
Darnley.
Men hvis den var falsk, Lethington?
Lethington.
Saa kunde den blive sand! Thi hun elsker ikke og hun frygter ikke.
Darnley.
Du har Ret, du har Ret!
Lethington.
Men ser I, hvor let I giver tabt.
Darnley.
Jeg skal ikke! - - Men Lethington . . . Hvis hun i Farens Øjeblik henvendte sig til mig som til sin naturlige Beskytter? -
Lethington.
Saa spørg hende, hvorfor hun ikke kom før.
Darnley.
Du har Ret . . . . nu skyr hun mig, nu trodser hun mig.
Lethington.
Giver I efter i selve Straffens Øjeblik, saa for agter hun Eder ogsaa, og siden kjender hun ingen Grændse.
Darnley.
Dette er sandt.
Lethington.
Skyldig eller uskyldig - hun maa finde sin Herre! . . .
Darnley.
Eller mit Liv er en Helvedets Kval, en blødende Gang paa hendes Luner, en snigende Tæring, som hvert Blik af hende kan gjøre værre.
Lethington.
Nu tror jeg, at I modnes for en Handling.
Darnley.
Frygt ikke, Lethington; skuffet Kjærlighed og Skinsyge er den stærkeste Hærdelse for en Sjel. Om nogle Dage er jeg istand til Alt.
Lethington.
Men hvis hun netop i disse Dage skulde nærme sig Eder med Venlighed?
Darnley.
Ak, Lethington, hun gjør det ikke.
Lethington.
Nej, jeg frygter for det. - Thi Eders Naade maa vide, at netop i de sidste Dage er der indtraadt et intimere Forhold mellem Rizzio og hende, end nogensinde før.
Darnley.
Hvoraf ved du det?
Lethington.
Han er bleven overøst med Gaver; jeg har hørt, at han alene i Klæder ejer mange tusinde Pund.
Darnley.
Skjændigt, skjændigt!
Lethington.
Hans Samling af Juveler og kostbare Stene har hun forøget af sine egne Smykker.
Darnley.
Er der da mere Tvivl! O, Lethington, jeg har kaldt Murray hjem, jeg har kaldt hele hans fordrevne Parti, med mine Fjender har jeg forenet mig, ja med Djævelen selv - hellere end at taale denne Skam og Lidelse.
Lethington.
Murray er paa Vejen . . . der maa iles!
Darnley.
Kom til mig imorgen, lad os træffe nærmere Aftale, sæt Alle igang, men skynd Eder, skynd Eder; thi hvis ikke en skarp Handling snart aarelader mig for mit syge Blod, saa finder I mig kvalt en Morgen!
Lethington.
Tal ikke saa højt, Eders Naade, der kommer Nogen.
Darnley.
Jeg vil ud, jeg maa finde Luft og Rum; Lethington, et Par af mine Tjenere, bed dem følge mig, jeg vil kaste mig paa en Hest og ride ud i Skoven.
Lethington.
Men det er dyb Nat.
Darnley.
Ja, vi passe nu for hinanden!
Lethington (til Tjeneren).
Find Kongens Tjenere, han vil ride ud. Hurtigt!
Lethington.
Stakkels Darnley! (ser Morton i Døren.) Her er Ingen.
Morton (bliver staaende).
Men her kunde komme.
Lethington.
Har De, Mylord, set det nye Portræt af Dronningen? (stiller sig foran det, Morton kommer og gjør ligesaa.) Det har en udmærket Lighed.
Morton.
Udtrykket er mig meget for trodsigt.
Lethington.
Jeg tror, det kan rettes paa.
Morton.
Har De undersøgt det?
Lethington.
Jeg er vis paa, at det vil rettes.
Morton.
Vedkommende indvilger altsaa?
Lethington.
I Alt.
Morton.
Og Tiden?
Lethington (fortrolig).
Strax, strax! - Her kan ikke ventes. De spanske Subsidier ere komne, de Landsforvistes Godser vil hun ogsaa faa. Inden otte Dage rejser hun aaben Krig mod Protestanterne og England . . . til Bundsforvandte har hun hele Europa!
Morton (sagte).
Altsaa imorgen?
Lethington (ligesaa).
Imorgen, Knox's Hus, fire Eftermiddag!
Morton (ligesaa).
Men de ere paa Spor. Kongen har været løsmundet, Lord Stuart har hørt ham true.
Lethington.
Saa maa de bringes paa Vildspor.
Morton.
I vil have Murrays Ring, for at kaste den i Italieneren?
Lethington.
Ja. - Ikke mere her.
Morton (højt).
Et udmærket Portræt isandhed; blot det bydende Udtryk bliver dæmpet.
Lethington (højt).
Og den italienske Halskrave bliver borttaget. (Morton gaar imidlertid opover og ud.) Der kommer Rizzio - aha! i Samtale med Stuart!
Rizzio.
Jeg tror dog, at Mylord ser Spøgelser ved højlys Dag. Den landsforviste Murray er i Nød i England, hans Parti i endnu større, Elisabeth vil ikke hjælpe dem; Elisabeth hjælper kun dem, som det gaar godt. Hvorfra faa de saa Midler til atter at begynde et Oprør i Skotland?
Stuart.
Ikke Oprør, Monsieur; jeg har ikke talt om Oprør. Nej, det er værre!
Rizzio.
Hvad er værre end Oprør?
Stuart.
Snigmord.
Rizzio (forfærdet).
Snigmord! (korser sig.) Den hellige Jomfru vil beskytte sin gode Sag og dens tro Tjenere.
Stuart.
Den hellige Jomfru har sine Luner som enhver anden aparte Dame, og jeg raader Monsieur til at forstærke Slottets Vagter.
Rizzio.
Jeg takker Mylord for de skarpsindige Raad.
Stuart.
Madame, ma soeur, ved bedst selv, at der allerede tre Gange har været forsøgt et Attentat mod hendes dyrebare Person i dette raa Land. Dennegang kunde det maaske rettes mod Flere.
Rizzio.
Hvem mener Mylord?
Stuart.
Monsieur ved, at han ikke er elsket af dette Lands Adel.
Rizzio.
Den hellige Antonius af Padua, min Skytspatron, vil bevare mig mod onde Mennesker. Dronningen, min høje Herskerinde, vil naadig vaage over min Sikkerhed.
Stuart.
Tal han til Gardekaptejn Erskine; det er vistnok den, som kan beskytte Monsieur.
Rizzio.
Jeg takker, Mylord, jeg skal tale til ham.
Stuart.
Monsieur, ikke for hans Skyld, men fordi Madame, ma soeur, holder ham i synderlig Gunst, har jeg sagt ham dette. Monsieur, jeg skal opføre Borddandsen!
Rizzio.
Mylord!
Rizzio.
Snigmord!
Lethington.
Er De bange, jeg vil snigmyrde Dem?
Rizzio.
Hvem har sagt? - -
Lethington.
Jeg ønsker at tale med Dem. Det er Grev Morton, som har sendt mig. De ved, han ikke gjerne taler med Dem selv.
Rizzio.
Naar et saa artigt Bud staar til hans Tjeneste, er han vist ogsaa bedst tjent dermed.
Lethington.
Han er selv Bud fra en endnu Større.
Rizzio.
Fra hvem?
Lethington.
Fra Murray.
Rizzio.
Den landsforviste Oprører! Saa de pleje Underhandlinger?
Lethington.
Derom maa De spørge Morton selv.
Rizzio.
Murrays Sager ere mig fuldstændig ligegyldige; de, der pleje dem, ligesaa.
Lethington.
Det kunde jo være, at man gjorde Sagerne en Smule interessante for Dem.
Rizzio.
Det vil neppe lykkes.
Lethington.
Han sætter sig i min Nærværelse!
Rizzio.
Sæt Dem, Her Statssekretær!
Lethington.
Jeg er Dem ret meget forbunden, Her Privatsekretær. (sætter sig halvt med Ryggen mod ham og begge Ben paa en Stol.) Har De ingen Lidenskaber, David Rizzio?
Rizzio.
Det er farligt for en Politiker at underholde Lidenskaber.
Lethington.
En Bemærkning saa sand, at jeg netop nylig har gjort den. Ikke destomindre . . .
Rizzio.
Jarlen mener, at Ingen kan sige sig fri for Lidenskaber?
Lethington (med Vægt).
Ja.
Rizzio.
Men saa gjælder det at passe, at de paa alle Punkter falde sammen med vort Arbejde . . .
Lethington.
- - - saa ingen Haand kan komme imellem; vistnok; -
Rizzio.
Og skulde jeg sige, hvorfor det hidindtil er gaaet mig godt, saa søger jeg Aarsagen alene heri.
Lethington.
Saamænd, ikke urimeligt.
Rizzio.
Skotterne have gjerne en eller anden Arv, en Drøm, en Hævn, en Ærgjerrighed at forsørge, og rende sig derfor fast.
Lethington.
Især i denne urolige Overgangstid, hvori Gammelt og Nyt slides om Sjelene, - det er sandt.
Rizzio.
Jeg kom fremmed hertil, jeg har kun det Maal, at være min Dronning tro og nyttig.
Lethington.
Derfor vælger hun Dem fremfor os, det er ganske naturligt.
Rizzio.
Om det just ikke er naturligt, saa er det ikke uden Klogskab.
Lethington.
Nej, nej.
Rizzio.
Resultatet har ikke talt derimod.
Lethington.
Nu staar den katholske Sag godt, det er sandt.
Rizzio.
Hvad er det dog for en mageløs Ring, Jarlen der holder?
Lethington.
En kostbar, ikke sandt?
Rizzio (rejser sig).
Nu har jeg sjelden set en saadan Glands! Hvad? - Den er mere værd end den største Krondiamant!
Lethington.
Har De engang staaet i en Juvelerbutik?
Rizzio.
Naar jeg kjøber Stene, lader jeg dem hente.
Lethington.
Det glæder mig, at dog endelig En kan bedømme denne Stens Værd.
Rizzio.
Jeg elsker skjønne Stene; jeg har selv en Samling.
Lethington.
Elsker De Stene, maa De kjende denne; thi Samlere have skarpt Øje.
Rizzio (betragter den nærmere).
Jarlen af Murrays! Har De kjøbt den?
Lethington.
Nej, han vil give den bort!
Rizzio.
Denne uhyre Formue . . . til hvem?
Lethington
Til Dem, David Rizzio!
Rizzio.
Til mig!
Lethington (rejser sig).
Den stolte Grev Murray beder Dem tale hans Sag hos hans Søster Dronningen; - kan De faa et større Bevis paa, hvor forandret Stillingen er, hvor fuldstændig De har sejret! Det protestantiske Parti, som for nogle Aar siden var enemægtigt, er saa tilbagetrængt, at dets første Mand maa trygle om Naade hos Pavens hemmelige Agent ved dette Hof.
Rizzio.
Det smerter Eder, Jarl af Lethington?
Lethington.
Jeg var ikke den aabne Mand, som jeg er, dersom jeg dulgte, at det gjør mig ondt. - Her er Ringen!
Rizzio.
Jarlen af Murrays Ulykke gjør ogsaa mig ondt; men hjælpe ham tilbage kan jeg ikke.
Lethington.
De vil ikke?
Rizzio.
Jeg kan forstaa, at De med sædvanlig Finhed har fundet min Lidenskab; men dennegang falder den desværre ikke sammen med Dronningens Politik. Au revoir -!
Lethington (aabner Kamindøren, vil kaste Ringen derind).
Rizzio.
For Madonnas Skyld, hvad gjør De?
Lethington.
Den har nu ingen Bestemmelse.
Rizzio.
Det er jo en Formue, det er mere end Alt, jeg ejer!
Lethington.
Ønsker De at redde den? -
Rizzio.
Naturligvis!
Lethington.
Saa tag den!
Rizzio.
Nej. - Men giv den til hans Søster Dronningen; lad hende opbevare den for Jarlen!
Lethington.
For Jarlen - Sludder!
Rizzio.
De kjender ikke dens Værd, De ved ikke, hvad De tilintetgjør.
Lethington.
Nu, saa kan De jo selv opbevare den!
Rizzio.
Opbevare den? Nu, - det skal jeg gjerne, - men ikke som om min Handlemaade derved paa nogen Maade skulde være bunden.
Lethington.
Men dog som en daglig Erindring om, hvor ulykkelig Dronningens Broder er.
Rizzio (tager den).
Og som en daglig Erindring om et stolt Øjeblik i mit Liv! -
Lethington.
Dertil har De naturligvis Ret. Men jeg tør vel haabe, at denne Jarlen af Murrays Underkastelse ikke har været ganske forgjæves.
Rizzio.
De maa selv indse, at jeg efter dette Bevis ikke længere kan betragte Grev Murray og hans Parti som farligt. Mere kan jeg ikke sige.
Lord Stuart.
Monsieur, Madame, ma soeur, befaler ham at indfinde sig.
Lethington.
Her Sekretær!
Rizzio.
Mylord!
Lethington (gaar).
Rizzio.
Hvor er Dronningen?
Stuart.
Jeg skal føre ham.
Rizzio.
Hvad det Raad angaar, som Mylord havde den Nedladenhed at give mig, saa kan jeg nu forsikkre Mylord, at det var højst overflødigt.
Stuart.
Det skulde glæde mig for ham, Monsieur.
Rizzio.
Ikke med Mordervaaben, men med Bønner og Gaver søger man os. Og den højst morsomme Mine, hvormed enkelte Adelsmænd ved dette Hof tro at maatte omgaaes mig, har aldrig forekommet mig kosteligere end nu. Au revoir! . . . Men der er jo Dronningen selv! -
Stuart.
Hendes sædvanlige Utaalmodighed overspringer alle Etiquettens . . .
Dronningen.
Lad os være ene, Stuart. Sørg for, at Ingen forstyrrer os!
Stuart.
Men Dandsen . . .
Dronningen.
Først Forretninger, saa Dands! Luk Dørene!
Stuart.
Hvad maa man tænke!
Dronningen.
Hvad er dette, Rizzio, tredie Gang taler man til mig om et Overfald?
Rizzio.
Ogsaa til Eders Naade?
Dronningen.
Ogsaa til dig?
Rizzio.
Ja, nu netop! -
Dronningen.
Besynderligt. For en Stund siden truede ogsaa min Gemal mig.
Rizzio.
Eders Naade tror, at han staar i Forbund med . . .
Dronningen.
Med hvem? . . .
Rizzio.
Med dem, der tænker paa Overfald . . .
Dronningen.
Hvem tænker paa Overfald?
Rizzio.
Jeg kan ikke vide det . . . (Pause.) Er det de Landsforviste?
Dronningen.
Min Broder, Grev Murray? . . . Darnley skulde forene sig med mine . . . med sine Fjender? - Hvad er her da sket?
Rizzio.
Det maa Eders Naade bedst vide . . .
Dronningen.
Han fordrede nylig af mig - (standser, ser paa Rizzio, ler.) Darnley er en Nar. Det Hele er et Opspind!
Rizzio.
Eders Naade er altid tryg . . .
Dronningen.
Hvad Bevis har da du?
Rizzio.
Kjender Eders Naade denne Ring?
Dronningen.
Min Broders! -
Rizzio.
Med den vil Grev Murray lyse sig tilbage til Eders Naades Forværelser . . .
Dronningen.
Og gjennem dig skulde det ske . . . ?
Rizzio.
Man forsøgte det . . . Men her er Ringen!
Dronningen.
Man tillægger dig en høj Indflydelse hos Os, Rizzio.
Rizzio.
Blot for at gjøre mig mistænkt i Eders Naades Øjne. - Her er Ringen!
Dronningen (som før).
Hvorfor er du mig mere tro end de Andre, Rizzio? -
Rizzio.
Med større Nytte bør vi undersøge, hvorfor man samtidig med at der ymtes om Overfald, forsøger at gjøre os sikkre . . .
Dronningen.
Mange have ogsaa før dig været mig tro; men de have Alle havt sine Grunde, - Grunde, som jeg har set . . .
Rizzio.
Eders Naade, man spinder ganske vist Rænker om Eder; jeg lod, som jeg var sikker, men jeg er det ikke! -
Dronningen.
Du maa være meget sikker paa Vor Gunst, David Rizzio, siden du ikke engang svarer Os!
Rizzio.
Jeg svarer ikke, fordi jeg i Alt dette kun ser en Intrige; man forsøger paa at styrte mig hos Eders Naade, og det i et meget vigtigt Øjeblik.
Dronningen.
Jeg begynder at blive kjed af al den Vigtig hed, man tillægger dig, - og som du ogsaa tillægger dig selv.
Rizzio.
Eders Naade er uretfærdig mod mig; . . . men jeg skal forsøge at taale det, . . . saa vist som jeg daglig taaler Krænkelser for Eders Naades Skyld.
Dronningen.
Men hvorfor i al Verden gjør du det? - Der er noget Dulgt ved dig; du virker paa mig som En, der altid gaar og holder sig tilbage.
Rizzio.
Om Noget ved mig skulde forekomme Eders Naade dunkelt, saa maa mine Handlinger til Eders Naades Vel, saa maa den Politik, som til idag har baaret saa store Frugter for den katholske Sag, vidne med Klarhed, at jeg er Eder hengiven.
Dronningen.
Det er sandt . . . Men hvorfor skal jeg altid høre det, hvorfor skal jeg staa i din Gjæld derfor? Hvorfor vil du til Exempel ikke blive Adelsmand?
Rizzio.
Fordi det vilde skade mig.
Dronningen.
Men en høj Rang dog?
Rizzio.
Jeg bryder mig ikke om det, der blot er et Skin.
Dronningen.
Det er Penge, Stene . . .
Rizzio.
Ja, det er sikkre Ting.
Dronningen.
Og kostbare Klæder . . .
Rizzio.
Jeg er styg af Naturen, jeg maa bøde derpaa. Men, Eders Naade, lad dog ikke Fjendens Sæd strax gro i Eders Sjel. Lad os ikke over disse Smaaligheder tabe den store Fare afsyne, hvis første sorte Stribe ses langt borte. Lethington har Planer, han og Murray og Morton; jeg lod, som jeg var uvidende og tryg; men jeg var bange! De maa have mange Medindviede; thi Sagen er saa udbredt, at selv en saa egoistisk beskjæftiget Person, som Lord Stuart, har faaet Spor deraf . . . I Sandhed, nu maa Vagterne ride ud mod Natten; thi der ses Vagtblus i de store Skove!
Dronningen.
Jeg er nu tre Gange overfaldt, og er kommen vel derifra! Jeg bryder mig ikke derom!
Rizzio.
Eders Naade har saa meget Mod . . .
Dronningen.
Og du saa lidt; . . .
Rizzio.
Thi jeg har Omsorg for Eders Naades Vel!
Dronningen.
Men hvorfor har du det? Hvorfor taaler du mine Luner og de Andres Bagvaskelse?
Rizzio (vred).
Naar et Barn er bleven kjed den Violin, som det har spillet paa, vil det slaa den istykker, for at se den indeni! . . .
Dronningen.
Altsaa den Dag, jeg ser dig indeni? . . .
Rizzio.
Eders Naade, maa jeg nu faa gaa?
Dronningen.
Kan jeg ikke mere faa denne Violin sammen, hvis jeg engang har set den indeni? . . .
Rizzio.
Nej.
Dronningen.
Saa maa din Lidenskab omfatte en uhyre Gjenstand!
Rizzio.
Eders Naade har vist ikke mere Brug for mig idag . . .
Dronningen.
Rizzio!
Rizzio.
Ja, Eders Naade . . .
Dronningen.
Vi To kan ikke mere arbejde sammen; med en Maske kan jeg ikke tale fortroligt.
Rizzio.
Der er noget Grusomt i Eders Hjerte, det er ikke først Gang, jeg ser det!
Dronningen.
Frygter du Nogen, siden du ikke vil sige det?
Rizzio.
Jeg beder, lad mig nu gaa!
Dronningen.
- Din Fjende Kongen?
Rizzio.
Nej! -
Dronningen.
Adelen? - (da han tier) Er din Lidenskab en eller anden uhørt Ophøjelse . . . nuvel, du skal faa den - trods Adelen!
Rizzio.
Det er ikke Adelen, jeg frygter.
Dronningen.
Ak, jeg forstaar . . . det er hele den offentlige Mening i Europa. Men du ved jo, Rizzio, det morer mig, at gjøre den det broget.
Rizzio.
Ingen i Verden frygter jeg - uden -
Dronningen.
Uden? - Saa nævn det dog!
Rizzio.
- Dem selv!
Dronningen.
Mig! - Nu befaler jeg dig at tale!
Rizzio.
I er uden Grændse og Hensyn; det glæder Eder, at se mig fortæret af den mægtigste Lidenskab, - thi jeg har en, - den er det, som har oplyst mig, og den vil oplyse mig til de største Gjerninger i Eders Tjeneste, saa længe den brænder til sidste Gnist, - siden er jeg Intet.
Dronningen.
Men hvilken Veltalenhed, - Rizzio, jeg kjender dig ikke igjen!
Rizzio.
Nej, naadigste Dronning, I har aldrig kjendt mig! Min Taushed har været en daglig Løgn, og Grættenheden Segl for den. Men nu, da I har aabnet mine Læber for den fyrstelige Sandhed, nu skal I vide det: blot den, der har et stort Maal, kan forsage foran alle smaa; blot den, som en Tanke begejstrer, kan lide; blot den, som venter, kan taale Luner, Haan, Bagvaskelse, Nederdrægtighed!
Dronningen.
Men hvad er det dog!
Rizzio.
Det er, - ja, vid dog først: det er ikke som Darnley, der trætter og forfølger Eder, ikke som hine, der for Verden ville rose sig af et Blik, et Ord, en Dands, ikke som dem, der gjør Larm med en Duel for Eders Ære; . . . jeg elsker ikke det Skin, at være omtalt som Eders Elsker, men engang, - om ogsaa langt, langt frem, om et Liv fuldt af Forsagelse og Troskab skal til, - dog tilsidst at blive det, -
Dronningen.
Ha, ha, ha, ha! Ha, ha, ha, ha! Ha, ha, ha, ha!
Rizzio (fortvivlet).
Le mig ud, men husk, hvad denne tause, dybe Kjærlighed har udrettet for Eder i disse arbejdstunge Aar, medens I selv fik tumle ubekymret i Fare og Dands. - Le saa og kast mig bort, som alle de Andre, det er jo, hvad I vil!
Dronningen (pludselig alvorlig).
Tænkte jeg det ikke nok: ogsaa han lurende paa et svagt Øjeblik! Ogsaa han min skjulte Fjende! Lever ikke den, som jeg tør byde min Fortrolighed? Kan jeg Ingen i den hele vide Verden finde, paa hvem jeg tør forlade mig? Hver den, som kommer mig nær, vil min Ruin, - enten mit Lands, eller min Religions, eller min evige Sjels! Den sammensnørende Angst, som pludselig griber mig, spaar den, at det gaar ilde? ja, det gaar ilde! De, der komme for at tjene mig, ville røve mig; de, der elske mig, ere mig værre end de, der hade mig! Selv fik jeg Alt, som paa Jorden kan velsigne et Menneske; men se, de vende Gaverne mod mig! O, hvor er Skylden? Den maa dog ogsaa være hos mig! Jeg føler mit Væsen som i mange Stykker, og kan ikke samle dem. O, du for mig bestandig bønfaldende Jomfru Maria! Du, som gav mig Navn, du Kvindens evige Symbol, skin forklarende over mig! Vær hos mig, ikke alene i det Øjeblik, jeg beder, men ogsaa naar Livet trænger sig til; thi her er Ingen, som hjælper mig! Den Mand, jeg valgte, er vexelvis et Barn og en skinsyg Tyran; min egen Broder blev en Oprører, og mod mit Raad maa jeg beskytte mig som mod en Slange, med hvem jeg er indestængt i samme Rum. O, jeg trænger til Beskyttelse! Jeg har et Savn, en Længsel, men jeg ved ikke, hvor jeg tør bringe mig selv hen. (Pause.) Ogsaa den tause, taalmodige Rizzio. - Darnley, du er dog trofastere paa din Vis end alle de Andre, - og du er saa ung! Jeg var for streng før, jeg vil gjøre det godt igjen. (ringer; en Tjener kommer.) Hent Lord Stuart! (Tjeneren gaar.) Darnley elsker, og af Kjærlighed kan man gjøre Alt!
Stuart (afsides).
Rizzio er her ikke? (høit) Madame!
Dronningen.
Lad Musiken spille op, og lad Dandsen begynde!
Stuart.
Strax, strax, - Eders Naade!
Dronningen.
Hent min Gemal og sig ham, at jeg udbeder mig den første Dands.
Stuart.
Med Kongen?
Dronningen.
Ja.
Stuart.
Men Kongen er ikke til at se!
Dronningen.
O, søg ham paa hans Værelser; har han stængt sig inde, saa bank paa og raab, at jeg venter ham med Længsel.
Stuart.
Kongen?
Dronningen (strengt).
Kongen! - Men saa skynd dig!
Stuart.
Jeg iler, iler! (afsides) Skulde vi ved dette Hof begynde at gjøre Kur til Kongen?
Dronningen.
Men saa gaa dog!
Stuart.
Jeg flyver.
Dronningen.
Der jeg er sat, maa jeg virke; det, der flyder af Forholdene, maa jeg taale!
Jeg har Ungdom og Kræfter, jeg har lange Planer og store Bundsforvandte! Mit Liv flytter snart over i Handlingernes høje Raadsforsamling; det Smaalige, som plager mig, synker saa af sig selv!
(De Dandsende komme Par om Par, blandt dem Bothwell, Lethington og Morton.)Lord Stuart.
Det smerter mig, Madame, men Kongen er ikke paa sine Værelser.
Dronningen.
Saa søg ham overalt. Tag Flere med; han maa komme!
Stuart.
Han maa komme!
Lethington.
Er det Kongen, man søger?
Flere.
Ja!
Lethington.
Jeg saa Kongen ride bort.
Dronningen.
Ride bort . . . midt om Natten?
Lethington.
Jeg gjorde netop samme Bemærkning; men "vi passe for hinanden" svarte han.
Dronningen.
Stakkels Darnley! Jeg var for streng før. O, nu skulde han have været her! Nu var Øjeblikket!
Stuart.
Hvem befaler Eders Naade at beære med sit Valg?
Dronningen.
Ingen! - Jeg dandser ikke.
Stuart.
O, Eders Naade, gjør os ikke fortvivlede. Det var som at nedrive Blomsterne, og slukke Lysene.
Grevinden af Argyle.
O, Eders Naade maa ikke gjøre os denne Sorg. Vi have ventet saa længe!
Dronningen.
Nu vel, for at glæde Eder, mine Kjære . . .
Alle.
Tak, Eders Naade!
Stuart.
Hvilken Adelsmand vil Eders Naade beære?
Dronningen (overser dem, siger bortvendt).
Er der blandt dem Alle en Eneste, som ikke i en vanskelig Stund har forraadt mig, eller kan gjøre det? - - Jo, der er En! (til Stuart) Jarlen af Bothwell!
Knox (gaar op og ned sin regelmæssige Gang og med begge Hænder paa Ryggen. Det banker).
Kom!
Lindsay og Morton (træde ind).
God Dag!
Lindsay.
Vi ere stævnede hid Klokken fire.
Knox (som før).
Jeg ved det.
Morton.
Er Ruthwen istand til at komme med?
Knox.
Jeg ved ikke.
Lindsay (til Morton, idet de gaa mod Forgrunden).
Hvor mange Folk har Mylord samlet?
Morton.
Fem hundrede Bueskytter.
Lindsay.
Det er ikke mange.
Morton.
Jeg stoler paa de Karle; de have før været med, hvor der er flydt Blod. Somme af dem oftere end nogen af os.
Lindsay.
Slotsvagten er liden, saa den er snart bunden. Men bag efter kunne Borgerne komme.
Morton.
Mine Karle agte ikke en Borger mere end en Oxe. De fleste have tjent i Frankrig eller Tydskland eller Danmark; Krig er deres Haandværk og deres Fornøjelse.
Lindsay.
Var jeg Konge, saa forbød jeg disse Hvervinger til fremmede Lande. Det skjæmmer Folket ud.
Morton.
Tvertom, det øver Folkene op.
Lindsay.
Jeg var altid uenig med Jarlen af Murray om disse Ting. Han solgte formelig Landets Børn til Fremmede.
Morton.
Han solgte Drenge og fik Mænd igjen. Murray ved altid, hvad han gjør.
Lindsay.
Tror De, han naar frem til rette Tid? Det stunder til nu.
Morton.
Den, som skal rejse hemmeligt, maa ofte gjøre Omvej. Skulde Nogen have faaet Bud fra ham, maa det være Knox.
Lindsay (til Knox).
Har I hørt Noget fra Murray?
Knox (som før).
Ja.
Morton.
Kommer han?
Knox.
Strax.
Lindsay (til Morton).
Det var godt, saa sidde vi ned, mens vi vente. Jeg nægter ikke, mit Blod er noget i Oprør. Man tvinger det bedre, naar man sidder.
Morton.
Saa er mit ganske roligt. Jeg ærgrer mig kun en Smule over, at Knox ikke taler til os. Jeg tror, jeg vil tale til ham.
Lindsay.
Nej, lad det være.
Morton (til Knox).
Hvad synes saa Knox om Landets Tilstand?
Knox.
Intet.
Lindsay.
Nej, hvortil dette, Morton?
Morton.
Hvad siger saa Knox om vort Forehavende?
Knox.
Heller Intet.
Morton.
Tror I, at vi tjene Gud dermed?
Knox.
Alt tjener Gud.
Morton.
Dersom denne Italiener, David Rizzio, ganske fik udrydde den evangeliske Lære her i Skotland, tjente da han ogsaa Gud?
Knox.
Alt, som sker, er forud bestemt, og da var det bestemt, at en anden og bedre Slægt skulde modtage Velsignelsen, men denne gaa tilgrunde.
Lindsay.
Hold nu op, Morton!
Morton.
Da kunde vi jo lade være at gjøre Noget; - thi det, som skal ske, sker jo alligevel?
Knox.
Ganske vist. I lægger intet Straa til hans Bestemmelse, tager heller Intet fra. Hvad I gjør, gjør I kun til Eders egen Frelse.
Morton.
Men hvis jeg nu fra Evighed af er bestemt til Fordømmelse, saa kan jeg jo ikke blive frelst?
Knox.
Den, som fra Evighed af ved, at I skal blive fordømt, ved ogsaa fra Evighed af, at I gjør Eder fortjent dertil.
Lindsay.
Dette er Gudsbespottelse, Morton.
Morton.
Det maa være kjedsommeligt for Gud at se paa alt det, som han ved forud lige fra Evighed af.
Knox.
Han har nok sine Tanker derved, som jeg ved Eders Tale, - skjønt jeg ogsaa vidste den forud.
Knox.
Kom!
Morton.
I overanstrenger Eder, Ruthwen. Det var bedre, I holdt Sengen.
Ruthwen (til Tjeneren, da han er bragt til Sæde).
Gaa. Vent udenfor!
Lindsay.
Dette var ikke Meningen, Lord Ruthwen, at I syge Mand skulde ulejlige Eder!
Ruthwen.
Men jeg stoler ikke paa Eder!
Morton.
Saa er der dog mange nok af os.
Lindsay.
Og Alting rede.
Ruthwen.
Naar Dronningen begynder at græde, saa lader I Hænderne falde. Jeg kjender Eder.
Lindsay.
Det forbyde Gud, at vi ikke skulde agte dette Lands Vel højere end hendes Taarer.
Morton.
Mylord agter dog ikke selv at gaa med til Slottet?
Ruthwen.
Jo, om I skulde bære mig derhen!
Lindsay.
Men hvad vil I der saa syg, som I er.
Ruthwen.
Passe paa, at den Kjeltring bliver ordentlig dræbt. - Hvor er Lethington?
Lindsay.
Den Dag, vi Alle skulde underskrive, var han rejst fra Byen.
Ruthwen.
Der ser I! Der ser I! Kan jeg stole paa Slige?
Morton.
Lethington er forsigtig.
Ruthwen.
Er det nu Tid til at være forsigtig? Se paa mig, Faren er saa stor, at selv Syge maa rejse sig for at kjæmpe!
Morton.
Hver til sit Brug. Lethington har gavnet vor Sag, naar Ingen Anden kunde. Og det har han netop gjort derved, at han aldrig har blottet sig.
Lindsay.
Hvor I er daarlig, Ruthwen.
Ruthwen.
Ja, Natten slem, Dagen værre. - Hvor er Knox?
Knox (standser et Øjeblik).
Ruthwen!
Ruthwen.
Naa, er du der! - Jeg har det ondt, Knox.
Knox.
Jeg ser det.
Ruthwen.
Hvorfor kommer du ikke til mig?
Knox.
Fordi du endnu ikke har mig behov.
Ruthwen
Jo, Knox, du ved ikke, hvad det er at ligge uden Søvn og se paa sit Liv. Du skulde være kommen, Knox.
Knox.
Det var for tidlig.
Ruthwen.
For tidlig? Hvad mener du dermed, Knox?
Knox.
Naar du er kommen saa langt, at du ønsker at dø, Ruthwen, saa skal jeg komme.
Ruthwen (rejser sig i Forfærdelse, falder tilbage igjen).
Du tager fejl af min Sygdom, Knox. Det er ikke Sygdom til Døden, det er Gigt mod Helvedets Kvaler; en Krøbling kan jeg blive, men dør ikke. - - Hvorfor tier du, Knox?
Knox.
Fordi Svar er ufornødent.
Ruthwen.
Vidste jeg, det var Døden, da ventede jeg ikke, jeg gjorde det selv af.
Knox.
Det er den lige Vej til Helvede.
Ruthwen.
O, Knox, sig ikke det! - Naar du vilde læse Messer, - nej, det er sandt, der er ingen Messer mere. Knox, kom og sæt dig, og tal med mig.
Knox (stiller sig foran ham).
Hvad vil du mig?
Ruthwen.
Du er for streng, Knox, - hele din Religion er for streng, - vi faa ingen Hjælp.
Knox.
Nej, i dig selv maa det ske.
Ruthwen.
Jeg ved det, derfor trodser jeg Sygdom og gaar med til Slottet. Faa vi ryddet afvejen hin ugudelige Kvinde, hele Kirkens Pest, og dræbt hendes Forfører, Belzebubs Tjener, saa bliver det dog regnet mig til en liden Smule Fortjeneste paa hin Dag, - ikke sandt, Knox?
Knox.
Det ved jeg ikke.
Ruthwen.
Ved ikke du det, Knox? Du opmuntrer jo dertil, vi ere jo her i dit Hus.
Knox.
Jeg har aldrig opmuntret dertil!
Ruthwen.
Men hvad er din Mening? Du forfærder mig.
Lindsay (træder frem).
Ogsaa mig, Knox! Jeg kjender ikke de Andres Bevæggrunde; men min er Nidkjærhed for Kirken.
Ruthwen.
Saa sig os din Mening, Knox! Vi skjælve for den.
Knox.
Ikke min Mening, men Bibelens Mening om ugudelige Konger og deres Hus skal jeg sige Eder. Saa hører: Profeten Achaia sagde til Kong Jeroboam: "Du har gjort dig fremmede Guder, derfor skal dit Hus udryddes." Profeten Elias sagde til Achab: "Jeg vil udrydde dit Hus ligesom Jeroboams." - Profeten Elias salvede Undersaatten Jehu til Konge "forat han skulde slaa Achabs Hus." - Men Jehu er som en af Eder, ikke ren for Herren, dog et Straffens Ris i hans Haand. - Herrens Dom er tydelig; men hver den vogte sig, som paatager sig Udførelsen! Thi Herrens Dom er som et tveegget Sværd, der saarer til begge Sider. Ve over den, som svinger det af Kjærlighed til Kirkens Gods, det træffe ham selv til Døden! - Ve over den, som løfter det for at hæve sin egen Slægt, - det fælde og styrte ham som Himlens Lyn! Ve over den, som gjør det af Hævn og Had, ve, ve, over alle dem, som gjør det i Vantro og Forhærdelse! - Anden Opmuntring kan jeg ikke give Eder.
Ruthwen.
Naar En i gamle Dage søgte til en katholsk Præst, gik han trøstet og lettet fra ham. Men du giver Stene, naar vi bede om Brød. - Jeg tror, jeg vil gaa hjem igjen.
Lindsay.
Nej! Disse Ord have mægtigen styrket mit Forsæt, ja, saa at sige knyttet Sværdet til min Haand. Selv om jeg skulde omkomme, selv om min Hensigt ikke var saa ganske ren, hvad vel er umuligt for et Menneske, - hvor Herrens Dom er udsagt saa tydeligt som her, der er det Pligt at tage den paa sig.
Ruthwen.
Saa har jeg ikke ret forstaaet hans Ord.
Morton.
Det synes ogsaa mig at gaa til begge Sider; men jeg gjør her som altid, naar Ord synes mig uforstaaelige, jeg holder mig til Handlingen. Og Knox er jo selv med.
Ruthwen.
Nej, Knox gaar ikke med.
Morton.
Ikke med Sværd i Haand; han er en Fredens Mand. Men i Planen er han dog med.
Alle.
Det er Murray!
Morton.
Ja, det er Murray!
Lindsay.
Nu er der titusinde Mand mere i Skotland! Nu først er jeg rigtig rolig! Velkommen!
Murray (til Ruthwen).
God Dag, mine Venner! Du er syg, Ruthwen.
Ruthwen.
Ja, saa syg, at jeg ikke engang bliver frisk ved at se dig! Velkommen til Skotland! (de omfavne hinanden.) Men her staar ikke Alting vel.
Murray.
Det skal blive bedre! (han ser Knox, gaar imod ham.) Eders Velsignelse! (han bøjer Knæ for ham.)
Knox (med Haanden paa hans Hoved).
Gud give dig en enfoldig Tro og en hel Vilje. Gud tilgive dig, hvad du har forbrudt.
Maria Stuarts cabinet de repos.
Idet Teppet gaar op, høres fra den ene Kant Latter, som ledsages af spansk Sang til Harpespil. Fra den anden Kant ruller samtidig ind et dækket Aftensbord. Tjenere komme og stille sig op. Fra den første Kant kommer Dronningen, ført af Stuart, Grevinden af Argyle, ført af Kaptejn Erskine, og Rizzio alene.Dronningen.
Til denne Sang maa den kosteligste Vin komme. (Alle sætte sig; til Tjeneren, idet man sætter sig.) Er dette den nye Cypervin, som Kongen af Spanien har sendt?
Tjeneren.
Ja, Eders Naade!
Dronningen.
Verdens berømteste Vin!
Stuart.
Hvor jeg længes efter det første Glas!
Grevinden.
Ja, mere end Sultanen, der offrede 18,000 Krigere for at faa den fat.
Stuart.
God Vin kommer som et længe ventet Festskud. Stemningen ruller ind, Lystigheden spredes.
Grevinden.
God Vin er som en Vittighed, den forbrænder og befrier.
Dronningen.
God Vin er som Sol gjennem Regn, den er Bud fra Glædens evige Væld.
Grevinden.
God Vin hvælver Regnbuen over vore Tankers Landskab med Forgjættelse og Skjønhed.
Stuart.
God Vin er som Musik, siger Ronsard; den risler melodisk gjennem vort Væsen.
Dronningen.
God Vin er som en sød Hemmelighed, siger jeg, den hvisker og ler i vort Indre.
Grevinden.
God Vin er som Ros, den fordobler vore Kræfter.
Stuart.
Eller som Smiger, der forfører dem.
Dronningen.
Det første Glas løfter os op paa vor Ganger til muntert Ridt.
Grevinden.
Det andet danner dejlige Landskaber omkring os.
Stuart.
Det tredie kaster os af.
Dronningen.
Men om vi efter denne Eloge lod det første Glas staa?
Grevinden.
Det var større Forsagelse, end Eva kunde paatage sig.
Rizzio.
Til at kaldes Forsagelse er det dog for lidt.
Grevinden.
Det er ofte sværere, Rizzio, at vise Forsagelse i det Mindre end i det Større.
Dronningen.
Maaske Rizzio kjender til Forsagelse, - giv os en Definition.
Rizzio.
Eders Naade!
Stuart.
Men hurtig!
Grevinden.
Han maa ikke hente den saa langt som Vinen.
Dronningen.
Hvad er Forsagelse, Rizzio?
Rizzio.
Hm, - det er jo at renoncere paa det, hvortil man har mest Lyst.
Stuart.
Hvor gik han paa Skole, Monsieur?
Dronningen.
I Turin, Definitionen er fra Piemont.
Rizzio (peger paa Vinen).
Jeg tænkte netop at holde mig til det Nærstaaende.
Grevinden.
Eller til det - Nærsiddende.
Rizzio.
Skulde jeg tage det fra mig selv, saa føler jeg det som den sværeste Forsagelse at holde sig fra at lade egen Modgang gaa ud over Andre.
Stuart.
Monsieur mener at lade være at hævne sig.
Rizzio.
Nej. Sjelden har jeg følt Fristelse til at slaa igjen, men ofte til at lade Slaget gaa videre.
Stuart.
Nej, tilbage!
De Andre.
Ja, tilbage!
Dronningen.
Hævnen er som sød Vin, - dette være vor sidste Lignelse. - Skaal!
Dronningen (idet hun drikker).
Men Rizzio maa øve sig i Forsagelse! (de drikke.) Den første Vin, jeg nogensinde har drukket!
Stuart.
Charmant!
Grevinden.
Magnifique!
Dronningen.
Rizzio drak virkelig ikke. Ha, ha, ha! - Min Ven, det var dog ikke Meningen.
Grevinden.
Forsagelsens Skaal, drikkes bedst saaledes.
Dronningen.
Var det Forsagelsens Skaal, vi drak? Var det ikke Hævnens?
Stuart.
Jo, den skjønne Hævns!
Rizzio.
Kjær kan Hævnen være os, men ikke skjøn.
Alle de Andre.
Jo, jo!
Dronningen.
Hævnens Skjønhed er som, - ja, lad mig dog finde et levende Billede, - - - som Bothwells! Bothwell er som Hævnen, Hævnen er Bothwell!
Alle de Andre.
Bothwell er dog ikke skjøn!
Dronningen.
Bothwell! - Der er en Skjønhed, jeg vil kalde forfærdelig, og den har Bothwell.
Grevinden.
Det er altsaa den med det ene Øje.
Dronningen.
Nu ja, at han kun har et Øje, hører til. I det markerte Ansigt ligger en dunkel Skrift, hvis Gaade beskjæftiger. De hundrede Rygter, der følge ham som en Flaade, hvor han sejler op, samle Tilskuere. Det Hurtige, Heftige i hans Væsen skræmmer dem atter fra hverandre, det Vovelige i alle hans Domme forbauser, og saa dette, at hans Kulde har noget Varmt, hans Varme noget Koldt . . . ja, det er lutter Modsætninger; men Bothwell er saa, og saadan er ogsaa hin Slags Skjønhed.
Alle (undtagen Dronningen).
Kongen!
Darnley.
Bliv siddende, bliv siddende, Glædens skjønne Forbund! Jeg kommer blot paa Besøg hos min egen Kone, jeg vil blot omfavne Dig, du vidunderlige Forførende.
Dronningen.
Mylord!
Darnley (idet han tager en Stol og sætter sig bag ved Dronningen).
Smager mine Kys ikke Eders Naade? Tænker I paa det, Judas gav? (idet han læner sig fortrolig paa hendes Stol.) Jeg tænker paa alle dem, som I gav i sødt Forræderi. O, hvor jeg er glad, saa glad; thi fremtidig skal du aldrig mere kysse nogen anden end mig, du Skotlands vilde Svane!
Dronningen (rejser sig).
Tak for i Aften, mine Damer og Herrer; jeg er ikke ganske vel. Undskyld, Mylord!
Darnley.
O, nej, nej, du kommer ikke forbi, du Kostbare, nej, nu først skal du bestandig blive hos mig. Her kommer flere muntre Folk, se ham der, hvor lystig han ser ud!
Dronningen.
Hvad er dette? Hvortil væbnede Mænd?
Dronningen (frem).
Lord Ruthwen? Hvem giver Eder Tilladelse til uanmeldt at træde ind i Dronningens Værelse?
Ruthwen.
Vi komme, fordi den David Rizzio er her, - og har været her altfor længe.
Dronningen.
Uforskammede!
Ruthwen.
Hvis Eders Naade ikke vil fjerne ham, saa maa Skotlands Adel gjøre det; thi den skal vaage over Thronens Værdighed.
Stuart og Arthur Erskine (drage sine Kaarder og ile frem).
Dronningen.
Garden herop, arrester dem alle!
Ruthwen.
Stille, Arthur Erskine, rolig Stuart. Garden er arresteret, Morton og Lindsay holde Slottet besat.
Dronningen. Erskine. Stuart. Grevinden.
Højforræderi!
Stuart.
Ingen brav Ridder tør se sin Dronning krænket; Arthur Erskine, kunne vi ikke beskytte hende, saa kunne vi dog falde! - Sacrement!
Stuart.
Den fordømte franske Paradekaarde! Havde jeg kun et skotsk Vaaben! O, Madame, Gud beskytte Eder! -
Grevinden af Argyle (frem til Dronningen).
Jeg vil finde James Melwill, Stormklokkerne skulle gaa! Borgerne skulle komme!
Dronningen.
Gud i Himlene lade ogsaa sine høre.
Grevinden (idet hun forhindres i at komme ud).
Er jeg David Rizzio? Har den Karl Øjne i Hovedet?
Ruthwen.
Lad hende passere, hun kan Intet gjøre. (hun kommer ud.) Nu til vor Gjerning, det forfranskede Slæng er os af Halsen.
Dronningen.
O, Maria! Maria! Hvilket Land du har sendt mig til!
Ruthwen (til Krigerne, som komme ind igjen).
Griber David Rizzio!
Rizzio, (som har staaet længst fremme i den ene Krog ganske stille, nu heftigt over til Dronningen, kaster sig på Knæ).
Retfærdighed, Eders Naade, de ville myrde mig!
Dronningen.
Dette er Majestætsforbrydelse. Ingen vove sig hid!
Ruthwen.
Griber David Rizzio!
Dronningen.
Men hvad har han da gjort?
Ruthwen.
Han har krænket Eders Majestæts Ære, og dermed Kongen, Eders Ægtefælles, og den Adels og det Folks, som I regerer! -
Dronningen.
Ved den evige Sandhed, det er fræk Bagvaskelse, som I skulle undgjælde for!
Ruthwen.
Hm! - vi skulle nok sørge for, at Eders Naade aldrig mere faar Magten i dette Land, - frem, tag ham!
Rizzio (bag hende paa Knæ).
O, jeg sagde Eder, her var Fare, men I vilde ikke høre mig. I har været uretfærdig mod mig, - nu maa I beskytte mig!
Dronningen.
Har I en Anklage mod ham, saa skal jeg føre den for Lordernes Parliament. Jeg siger Eder, gaa Lovens Vej, vælt ikke dette Lands Orden, saadan som I trænge ind og vælte Alt i Eders Dronnings Værelser! Sandelig, der kommer en Dag efter denne!
Ruthwen.
Ja, paa Regnskabens Dag vil Alt dømmes! I Kirkens og Lovens Navn, frem mod denne Afgudsdyrker og Forfører!
Rizzio.
Retfærdighed! Jeg har tjent Eder med Troskab!
Dronningen.
Men er der iblandt Eder ikke en Eneste, som vil adlyde sin Dronning? Hent mig Bothwell, hent mig Huntley, her er dog Mænd paa Holyrood Slot!
Ruthwen.
Deres Værelser ere spærrede!
Dronningen (stærkt).
Men er jeg ikke Herrens Salvede! Og I ville lade mig staa hjælpeløs alene! - Tænk paa, hvad I gjøre, I myrde Lovene, I oprøre Eder mod den af Gud indsatte Kongeværdighed, I tilsudle det hellige Purpur, I sønderrive Herrens Skrift! - Tilbage, Afsindige!
Ruthwen.
Det var, som jeg sagde, denne Kvinde vilde snart overvinde Eder.
Rizzio.
Hjælp! Hjælp!
Dronningen (bønligt).
O, I krænke mere, I krænke Kvindens Ret fra Evighed af. Den største Synd, som Mænd kunne begaa, er at lade en Kvinde føle sin Afmagt; Hensyn og Skaansel skal slaa Vagt om hende, Medlidenhed være hendes Forbeder, og hendes Svaghed blive en Skranke mod Lidenskabernes raa Vold! Bryde I den ned, o, saa er der ingen Grændse længer paa Jorden, Alle gaa mellem hverandre som Dyr. - Begynd ikke med Eders egen Dronning, hvor vil det saa ende! -
Flere.
Ruthwen, lad det saa være nok!
Ruthwen.
Nu er hun myg, men i Morgen bringer hun os paa Skafottet.
Lindsay.
Er der Ingen, som frygter Gud og Landets Ære mere end denne Kvinde, saa gjør jeg!
Dronningen (i Vejen).
Over mit Lig skal du komme til ham!
Lindsay.
Behøves ikke!
Dronningen (tilbage).
Hvem vover at lægge Haand paa sin Dronning?
Lindsay (viger).
Dette sagde hun ikke af sig selv!
Andrew Kerr (trænger sig frem og spænder en Pistol).
Tør Ingen røre hende, saa skyde vi hende heller ned!
Dronningen (frem).
Ja gjør det! Men vid, jeg bærer to Liv, og begge Skotlands første!
Ruthwen.
Saa maa Kongen, hendes Ægtefælle, gribe hende, ham kan ingen forbyde!
Dronningen (til Darnley, som staar ved Bordet).
Det forbyder hans første Pligt som Ægtefælle; thi den er at beskytte mig! Det forbyder hans anden som Konge; thi den er at jage Eder! Henrik Darnley, befal disse Mænd at fjerne sig. Ved Gud, her er Lejligheden endelig til at vise, du er en Mand!
Darnley.
Nu vil jeg vise det, - ved at staa imod alle Eders Bønner for denne Rizzio! -
Dronningen.
O, de have benyttet din skrækkelige Enfoldighed. Husker du da ikke, at det er denne Rizzio, som har hjulpet dig op paa Thronen! - Gud tilgive ham det, nu lide vi begge derfor!
Darnley.
Jeg husker mere end det.
Dronningen.
Det er Bagvaskelse, ved Alt, hvad du har helligt, det er Usandhed! (imod ham.) O, Darnley, du har forspildt min Kjærlighed, vær nu Mand, og du har den igjen!
Rizzio.
Hjælp! Hjælp!
Dronningen.
O, Jesus Maria, jeg glemte ham! (vil efter, men Darnley stiller sig ivejen.) Understaar du dig at spærre mig Vejen!
Darnley.
For Eders egen Frelses Skyld; thi her er Eders Liv i Fare.
Dronningen.
Hvad er mit Liv, naar de have nedbrudt min Værdighed som Dronning og Kvinde!
Darnley.
De skulle intet Ondt gjøre ham!
Rizzio (har hele Tiden raabt om Hjælp, forsikkret om sin Uskyldighed; nu raaber han til Dronningen).
O, for min Troskabs Skyld lider jeg dette! Red mig!
Dronningen.
Jeg kan ikke!
Dronningen.
O, hvorfor kom jeg til dette Land! Ingen Ven, ikke en Beskytter, alle Forrædere mod mig, og jeg er blot en Kvinde!
Darnley (idet han ser efter ham).
Det er Ret, det er Ret! Med min Dolk maa han dræbes! (han ser paa Dronningen, som ligger afmægtig.) Der er dog altsaa det, som overvinder hende! . . . (læner sig over hende.) Maria, hør mig! - (hun gjør en afværgende Bevægelse med Haanden, som er han hende modbydelig.) Maria, forstaa det: - ikke dig, men ham! - - Du er mig altid lige kjær! (Dronningen gjør paany den samme Bevægelse, og ser ikke op. -) Tænk dig om, Maria, hvor ondt du har gjort mig! - - Der maatte Noget til, - - Maria - - fatter du nu, hvor jeg elsker dig! -
Ruthwen (kaster sig paa en Stol).
Vin, jeg ryster!
Dronningen (som ser op).
Rizzios Glas! Det var skjænket for Hævnen!
Ruthwen.
Kan være det Samme; nu er han dræbt!
Dronningen (springer op).
O, det Blod skal blive dyrt for Somme af Eder!
Ruthwen.
Ret saa! Jo værre Eders Smerte raser, desto stærkere Næring giver I vor Mistanke!
Dronningen (standser og besinder sig).
Jeg forstaar din Mening! Men, om det var den simpleste af mine Tjenere, jeg lod hellere mit Liv, end jeg vilde se ham dræbt i min beskyttende Nærhed. Fordi jeg har lidt denne Ydmygelse, fordi I have fravristet mig min Stolthed, fordi I have nedtraadt min kongelige Selvtillid, derfor græder jeg nu, skjønt uden Taarer!
Ruthwen.
Dertil maatte det komme! Naar Herskeren ikke gaar efter Loven, kommer Loven til Herskeren! Dette Lands Svøbe har I været, nu svinges den i Eders eget Hus.
Dronningen.
O, at Nogen vover at sige mig dette!
Lindsay.
Ruthwen, de ere undkomne!
Ruthwen (springer op).
Hvem, hvem?
Lindsay.
James Melwill, Grev Athole!
Ruthwen.
Er ligegyldigt, naar blot ikke Bothwell . . .
Lindsay.
Bothwell er ogsaa undsluppen! Han er sprungen ned fra sit Vindue i andet Stokværk!
Ruthwen.
Efter ham, efter ham! -
Lindsay.
Saa kom selv og giv Befaling; her er Strid.
Dronningen.
Bothwell er som Hævnen, Hævnen er Bothwell!
Ruthwen.
Glæd Eder ikke for stærkt! I kommer ikke med! I er en Fange, en afsat Dronning! Darnley er Eders Herre, men den stærke Murray er Begges Regent! (nærmere.) Nu er mit Ærinde her tilende! (endnu nærmere.) Nu tænker jeg, at jeg har hævnet den Forsmædelse, I engang tilføjede mig, ved at forskyde min Søns Ægteskabstilbud - tænker ogsaa, jeg har gjort Noget for den sande Religion!
Dronningen (efter Ruthwen).
For den sande Religion? Ja, du har gjort, at den fordømmer dig i al Evighed! Og dit Navn har du nedstyrtet i Forbandelsernes Afgrund, og der kommer ingen Tidsalder, som vil forløse det derfra!
Ruthwen (standser i Døren, vil vende sig, men vakler til Fald, da Lindsay griber ham).
Dronningen.
Ser du, der sker et Mirakel paa dig! Sandelig, fra nu af skal du ikke mere blive frisk, - snart har du mødt Rizzio for den evige Dommer!
Ruthwen.
Før mig bort! Kald paa mine Tjenere!
Lindsay.
Lord Ruthwen er syg, Ruthwens Tjenere!
Dronningen (gaar op og ned i heftig Bevægelse, standser nu og da).
Darnley (staar rolig og betragter hende).
Nej, hun er stærk endnu. Hun slaar med Vingerne som en Ørn, hvis Klør ere bundne. Hvor skjøn hun er! Men jeg giver ikke tabt; hun skal skjælve af Raseri, men siden af Frygt! Maria!
Dronningen (standser).
Kald mig ikke med det Navn! I maa forstaa, at jeg ikke længer kan være Eders Hustro.
Darnley.
Før var I det ikke, det er sandt. Men nu skal I blive det! Den katholske Kirke kjender ingen Skilsmisse; til Døden er I min, fra idag af ene min!
Dronningen.
Gud i Himmelen, du kan da ikke ville have mit Liv bundet til dette Menneske! - O, hvilken Fremtid!
Darnley.
Ser I, der er ingen anden Vej. Jeg er nu Eders Herre! Sig et Underkastelsens Ord! I kommer ikke fra dette Slot, før det er sagt, - ikke om det skal vare Aar!
Dronningen.
Jeg skal sige et Underkastelsens Ord?
Darnley.
Ja.
Dronningen (tæt ind til ham).
Forræder! Forræders Søn! Jeg bliver aldrig glad, før din Sjel gjennemskjæres af samme Kval, som min lider i dette Øjeblik!
Darnley (alene).
Denne Kamp vil blive baade haardere og længere, end jeg har tænkt. - Har den kloge Lethington bedraget sig? Eller bedraget mig? Det er ikke Skræk, som overvinder hende. Jeg har dog vel ikke taget fejl? Jeg har dog vel ikke idag mistet hende for evigt? Nej, Noget maa der være, som giver Vej til hende, - Kjærlighed, den mest ydmyge, opoffrende, bønfaldende, gjør det ikke, - saa maa det dog være dette! Ja, det maa være Skrækken; lad os vente, lad os bare vente! - Hesten stejler og slaar, til den er skumvaad; men da giver den sig, lad os blot holde ud! - - Jeg vil se Rizzio! Jeg vil se, om der er Smerte i hans Dødstræk!
Morton.
Hvilken Djævel har sendt os Borgerne paa Halsen?
Lindsay.
Hvad skulle vi gjøre med dem?
Morton.
Skyde dem ned!
Lindsay.
Nej, ikke Skud; thi det var at vække hele Skotland! Vi maa tale til dem. Vi maa forsikkre dem, at det, der er gjort, er gjort til den reformerte Kirkes Sejr.
Morton.
Aa, den Snak tror Ingen paa.
Lindsay.
Naar jeg siger Jarlen af Morton, at den Grund har været min, saa vil jeg gjerne høre, om han endnu kalder den Snak?
Morton.
Hav hvilken Grund I vil, men prøv den ikke paa Borgerne. Thi de have et Slags Sværmeri for sin unge Dronning. Taler hun til dem, storme de Slottet!
Lindsay.
Saa tale ogsaa vi til dem i Religionens Navn.
Morton.
Ja, prøv, hvad der er stærkest, enten Eders Religion, eller en smuk Kvinde, som græder!
Lindsay.
Saa maa hun ikke tale med dem.
Morton.
Men naar de forlange det?
Lindsay.
Saa maa hun dog ikke.
Morton.
Hendes Vinduer vende ud imod dem. Hvem kan forbyde det?
Lindsay.
Hun maa ikke!
Morton.
Vel, - saa kjender jeg kun eet Middel -
Lindsay.
Ikke Skud, ikke Skud!
Morton.
Ikke paa Borgerne, men -
Lindsay.
Hvad mener I?
Morton.
Føler I, at, dersom hun taler, saa brænder dette Slot, vore Godser og vore Liv i een Flammehob?
Lindsay.
Jeg føler, at her er Fare.
Morton.
Har jeg Kommandoen her?
Lindsay.
Jeg tænker, vi har den Begge.
Morton.
Jeg tænker, at To kan ikke have den.
Lindsay.
Saa er jeg den Ældste.
Morton.
Saa drag, Lindsay; thi jeg vil blive den Ældste!
Lindsay.
Gaar I fra Forstanden?
Morton (rolig).
Nej, men fra dette Kompagniskab gaar jeg. Drag, Lord Lindsay!
Lindsay.
Lord Lindsay lader sig ikke skræmme!
Morton.
Og en Douglas ikke trænge tilside.
Lindsay.
Hvem trænger Eder tilside?
Morton.
Død og Helvede, I gjør det Alle! Var det ikke mig, som fik det iværk, men Lethington tog Æren? Var det ikke mig, som bragte Folkene sammen, men Ruthwen tog Kommandoen? Nu er Turen til mig; jeg vil gjøre, hvad Ingen af Eder tør: ende dette Røre med eet Hug, een Hals! - Drag, I staar mig ivejen!
Lindsay.
Han er gal!
En (hurtigt).
Her er Fare, her er Fare! Borgerne forlange at se Dronningen, de storme Slottet!
Morton (rolig).
Spræng Dronningens Dør, stil Vagt ved Vinduerne. Hvis hun nærmer sig, skyder I hende.
Lindsay.
Men den, som vover det, vil Patrick Lindsay skyde!
Morton.
Saa kan det blive mig! - Følg mig, Soldater!
Lindsay.
Jeg tager Eder og Himlen til Vidne paa, at dette Menneske har jeg aldrig kjendt! Der slumrer uhørte Rædsler i ham! Op, udryd ham, før han faar Smag paa Blod!
Murray.
Hvor er Dronningen? Folket forlanger at se Dronningen! - I svare ikke, - er hun i Fare?
Dronningen (i forstyrret Natdragt).
Hjælp, hjælp, Skotlands Mænd, dragne Kaarder ere satte paa mit Bryst! (hun ser en blottet Kaarde og udstøder et Skrig.) Gjem, gjem! jeg taaler ikke se det! (hun græder.) Skotlands Mænd, skjærm Eders Dronning! (paa Knæ.) eller vær barmhjertig og dræb mig, men ikke, saa jeg selv ser det! Der, - der igjen! (hun farer op, ser sig forvirret om.) O, hvorfor kom jeg til dette Land? Jeg forstaar Eder ikke, jeg frygter Eder; lad mig faa rejse hjem igjen! - - O, da jeg saa Skotlands Kyst i Taage og Kulde, jeg stod paa det vaade Dæk og frøs, da kjendte jeg Noget risle som Ild gjennem mit Bryst, og nu, nu føler jeg det igjen! O, lad mig faa rejse hjem igjen til Frankrige! Hu, hvor her er forfærdeligt! Jeg red ind i Eders mørke, tunge By, I kom i lange Optog med bibelske Tegninger over Eders Hoveder, blot Tegninger med Mord og Brand og Baal; I gned paa Instrumenter uden Lyd, I sang mørke Psalmer - o, lad mig faa rejse hjem igjen til Frankrige! Der er Sol i Frankrige, der er Medlidenhed med Kvinden, der er stille Hensyn og Agtelse for Lovene, og der er Godhed mod den, som er forladt, og der er min Slægt og mine Barndomsdage; o, lad mig faa komme hjem igjen til Frankrige! (paa Knæ.) (Morton og Følge kommer; da rejser hun sig skræmt og flygter.) Der ere de! Nu ville de dræbe mig!
Murray (frem).
Gjem Eders Kaarde, Jarl af Morton! (han gjør det strax, men Mænd bag ham gjøre det ikke.) Jarl af Morton, arrester de Mænd bag Dem, som ikke have gjemt sit Værge! (Morton gjør det, de omringes strax og føres ud. - Til Lindsay, som ogsaa er kommen) Lord Lindsay, De overtager Slottets Vagt! Ingen Væbnet vover under Dødsstraf at træde ind i Dronningens Værelser! - Helt om, Marsch!
Dronningen, (som med Forbauselse bliver Murray var, og nu har hørt paa ham).
James! (i hans Arme.) O, havde du været her, var Alt dette ikke sket!
Murray.
Havde jeg været her, saa var Henrik Darnley ikke Eders Ægtefælle, og Skotlands Lorder ikke Eders Fjender!
Dronningen.
O, James, havde jeg fulgt dine Raad!
Murray.
Dertil er endnu Tid!
Dronningen.
Nej, nu maa jeg rejse! - Her vil jeg ikke længer være, og jeg er syg . . . o, saa syg!
Murray.
Eders Naade trænger til Ro . . . Jeg skal overtage Regeringen.
Dronningen.
Saa maa du hævne mig, James!
Murray.
Tænk ikke paa Hævn, tænk blot paa, at I om tre Maaneder skal føde; giv Eder selv Fred!
Dronningen.
Ja, Fred siger du . . . saa ydmyget, som jeg er, kan jeg ikke nyde den!
Murray.
Drag til Slægt og Venner, læg alle saare Tanker fra Eder . . . jeg skal sørge for, at I nyder Oprejsning!
Dronningen.
O, denne Last af Skam; denne Taarepres her under Brystet, som jeg ikke kan faa græde ud, den kan jeg ikke lægge fra mig! - - Nej, der maa først ske Noget!
Rytteren (holder et Brev frem med ærbødig Hilsen og paa Knæ, hun tager det; han gaar).
Dronningen (læser).
"Om tre Dage tre tusinde Mand - Bothwell" . . . (hun fatter det ikke, hun læser om igjen.) "Om tre Dage tre tusinde Mand - Bothwell"! "Om tre Dage tre tusinde Mand! Bothwell! . . ."
Dronningen (vender sig, ser Darnley i Døren, stormer op mod ham og fører ham frem).
Vil du befri mig?
Darnley (forfærdet, slipper hende).
Befri Eder!
Dronningen (idet hun holder Brevet op).
Bothwell har om tre Dage tre tusinde Mand, - Flugt og Skjændsel vente alle Oprørere! - Paa hvad Side vil du staa?
Darnley.
Er Bothwell undsluppen!
Murray (afsides).
Jesus, er han undsluppen!
Dronningen (til Darnley).
Nu kan I holde mig fast, og tage mig med paa Eders Flugt; men aldrig skal Nogen naa Andet derved end hele Skotlands Harme, og hele Verdens Forbandelse! - Og du, Henrik: du skal ikke faa saa megen Kjærlighed som Jernstangen for mit Vindue!
Darnley (forfærdet).
Hvem har ladet Bothwell undslippe!
Dronningen.
Ja, nu kommer Angeren, Henrik! Men vil du lade Vagterne drage bort, vil du hemmeligt, hurtigt føre mig ud til Bothwells Lejr, saa tror jeg, at vi endnu paa Flugten inat kan se et Gry af en Tilgivelsens Morgen!
Darnley.
O, Maria!
Dronningen.
Saa sandt, som Himlen over dig nu ligger fuld af Hævnens blanke Lyn, vil du høre det brage omkring dig forfærdeligt en Nat, hvori du nedstyrtes i Samvittighedskvalernes Helvede, - - eller du tager mig op i dine Arme og rider tyst herifra, - over til Dunbars faste Slot. - - Nu maa du skynde dig at vælge, Henrik!
Darnley.
O, Maria! . . . De Mænd, som ere mine Forbundne, har jeg svoret, ikke at opoffre!
Dronningen.
Forrædere skulde man ikke forraade? - Men mig, som du elsker, mig kan du forraade! - Hør mig nu: Eders Sag er en tabt Sag; vil du hellere med dem blive dømt for Majestætsforbrydelse, nu vel, det er en kort Vej at blive Enke paa!
Darnley.
O, Maria, for din Skyld opgav jeg mit Fædreland, for din Skyld min Religion, for din Skyld er jeg nu bleven Morder; skal ogsaa den vanvittige Kjærlighed faa mig til at blive Forræder? - Nej, jeg vil ikke!
Dronningen.
Det føler jeg, der er Flere, som tage Skade paa sin Sjel i denne Nat, - men lad os først komme op af den! - Henrik, flygt med mig, og hvad du kan vinde, det ved alene den kommende Vaar under de gamle Træer ved Dunbars Slot! (han oplives.) - - - Men love dig kan jeg Intet, - Intet; - - jeg vil ikke bedrage dig -: der sidder en Smerte her, som du først maa kunne opløse!
Darnley.
Murray, - er vor Sag tabt?
Murray.
Forsaavidt det Hele har været beregnet paa en Overraskelse, er den visselig tabt.
Dronningen (til Murray).
Du -, James, du kom hjem for at tage Regeringen i Darnleys Navn; - men nu giver han ikke længer dette Navn . . .
Murray.
Jeg ser det!
Dronningen.
Men vil du regere i mit Navn?
Murray (efter en Pause).
I dit Navn? - Under Betingelser nok!
Dronningen.
Giv du Bothwell og mig de Sammensvorne, og jeg giver dig Landet at styre.
Murray.
Religionsspørgsmaalene?
Dronningen.
Kan hvile saa længe. - Naar jeg atter tager dem op, kan du jo gaa.
Murray.
Jeg vil gjerne være mit Land til Nytte. - Jeg skal overveje Eders Tilbud!
Dronningen (hurtigt).
Men du varskoer ikke de Sammensvorne?
Murray.
Eders egen Flugt vil nok varsko dem.
Dronningen.
Men du hjælper dem ikke?
Murray.
Deres Sag er falden.
Dronningen.
Du overlader dem altsaa til deres Skjæbne?
Murray.
Som de selv overlode mig til min, idag for et Aar siden.
Dronningen.
De ere dømte! - Nu, Henrik Darnley -!
Darnley.
Ogsaa jeg er dømt!
Dronningen.
Henrik, jeg tror, at hvad du har forbrudt mod mig, det har du syndet af Kjærlighed; men saa maa den samme Kjærlighed have Lægekraft. Henrik, paa Dunbar Slot, alene, have vi To meget at tale om. - I tre Maaneder maa jeg nu holde mig rolig. Henrik, længes du ikke til at blive tre Maaneder alene med mig? -
Darnley.
Om jeg længes -?
Dronningen.
Vi have aldrig været alene.
Darnley.
Ikke siden vi bleve gifte.
Dronningen.
Det var Djævelen i vort Ægteskab.
Darnley.
Det var det.
Dronningen.
Har Adskillelsen ført til saa stor Forvildelse, saa maa vi haste med at komme sammen.
Darnley.
Ak, det bliver forgjæves.
Dronningen.
Nej, - før mig bort herifra til Dunbars faste Slot!
Darnley.
De, der følge med, tage dig snart ifra mig.
Dronningen.
Der skal Ingen følge med.
Darnley.
Ingen uden mig?
Dronningen.
Ingen!
Darnley.
Er det fuld Sandhed?
Dronningen.
Jeg har sagt det.
Darnley.
Da tænde dine Ord tusinde Fakler paa begge Sider lige til Dunbar!
Dronningen.
Men saa maa du ogsaa værne for mig, Henrik!
Darnley.
Som en Eventyrets Prindsesse bag et fortryllet Slot! - Ingen uden mig, - og i tre Maaneder, - lov det!
Dronningen.
I tre Maaneder - og nu kommer Vaaren!
Darnley.
Maria, kunne vi være sammen i tre Maaneder, - -
Dronningen.
Saa kunne vi være sammen et helt Liv! Men da maatte du blive en anden. -
Darnley.
Før Ordet bliver et Ønske, før Blikket bliver Ord, før Tanken bliver Blik, skal jeg have fanget og udført den! Et Liv i Opoffrelse er det skjønneste, jeg kan tænke mig! Men du tillod det jo ikke før. Ja, jeg tænkte tilsidst, at det var det rent Modsatte, du vilde, - derfor kom denne Nat . . .
Dronningen (afbrydende).
. . . som vi saa hurtig ville flygte bort ifra, at ikke engang vor Tale mere maa hefte ved den! Darnley! Murray! (hun gaar imellem dem, og tager hver deres Haand.) Vi have alle Tre at glemme og at tilgive. Vi have alle Tre ogsaa lært og lidt - - - Nu, James, min Broder, nu lover du mig at blive rolig og taus.
Murray.
Rolig og taus! . . .
Dronningen.
Og du, min -, du, Henrik, skikker Vagterne bort, du rider med mig - alene til Dunbars faste Slot? -
Darnley.
Det, som du vil!
Dronnigen.
Henrik, de Sammensvorne maa bort, og to Heste sadles! - - -
Darnley.
Jeg iler! . . . Men . . . maa jeg som et Varsel, som et Forskud . . .
Dronningen.
Hvad er det?
Darnley.
Maa jeg faa et Blik og et Kys? . . .
Dronningen.
Ikke Kysset . . . jeg mindes det sidste . . .
Darnley.
Men Blikket, o, jeg fik det . . . jeg har det over mig som en Morgenstjerne! Godmorgen, min Nyforlovede! -
Dronningen.
Jeg er saa træt, saa nerverystet . . . Men alligevel: nu er jeg atter Skotlands Dronning, Guds Naade mit Kongesæde og Loven mit Sværd! -
Knox.
Kom!
Taylor.
Min gamle Lærer og Velgjører! Har I Tid at unde mig en Samtale?
Knox.
Gjerne.
Taylor.
Jeg er bleven Page hos Kongen, den ulykkelige Henrik Darnley. - Jeg søger Hjælp for ham.
Knox.
Hos mig?
Taylor.
Hos en Guds Mand. Ingen kan i Skotland være syg paa Sjelen uden at længes til John Knox.
Knox.
Henrik Darnley længes hid?
Taylor.
Ja; - det gik daarligt paa Dunbar Slot! - Han er skuffet og forladt af alle Mennesker, ogsaa af sig selv.
Knox.
Et enkelt flagrende Suk fra en sønderreven Sjel kan Ingen give Agt paa.
Taylor.
O nej, dette er mere. Han er haardt behandlet af Dronningen og alle Omgivelser; hans naturlige bløde Sind er hensmeltet i Fortvivlelse. Nu maatte Nogen komme ham til Hjælp, nu er Udsædens Tid.
Knox.
Til en alvorlig Anger, til en streng Bod er han ikke istand. Han er et Rør.
Taylor.
Hans Kjærlighed til Dronningen har dog været hel. Den maatte kunne udvikles mod en Højere.
Knox.
Ja, dersom hun ikke mere blandede sig ind.
Taylor.
Det har ingen Fare. Hun afskyr ham.
Knox.
Hvad er nu atter hændt?
Taylor.
Hun har forlangt af ham, at han offentlig skulde fralægge sig al Delagtighed med de Sammensvorne; thi ellers kunde hun ikke straffe disse; - det har han været svag nok til at gjøre. Men de Sammensvorne hævnede sig og beviste, at han i sin Tid endog havde undertegnet hendes Thronfrasigelse. - Dette kan hun ikke glemme.
Knox.
Ja, se dog, hvad han er for en Usling.
Taylor.
Om hun krævede, at han skulde forbande sin egen Moder, saa gjorde han det!
Knox.
Han har altsaa Evne til Hengivenhed?
Taylor.
Vidunderlig! Men han kan ikke styre den, - saaledes plagede han hende fremdeles med Skinsyge.
Knox.
Nu er jo Rizzio død?
Taylor.
Saa var han skinsyg paa den døde Rizzio. Han tillod ikke Dronningen at hædre Rizzios Minde. Deraf kom det Værste: dengang Dronningen fik sin Søn, var hun bevæget som alle unge Mødre og forlangte at se Faderen; men i et Anfald af Hævnlyst, lod han, som han ikke vidste, det var hans Søn! - Dette tilgiver hun ham aldrig!
Knox.
Han er en Blanding af et trodsigt Barn og af en uredelig Svaghed.
Taylor.
Men dette Barnlige var engang saa fuldt af Erotik, - deraf blev ogsaa Dronningen fortryllet. Havde hun saa havt den Karakterens ranke Væxt, hvorom hans Sjel kunde slynge sig, saa var han nu en Mand. De have begge Skyld.
Knox.
Han vugger paa hendes Luner som de Fliser, Børn kaste i en Dam, og hvortil de selv gjøre kunstig Storm. Hør, William, med dette vil jeg ikke befatte mig. Jeg har alvorligere Ting.
Taylor.
Tilgiv mig, Herre, jeg har selv indgivet ham denne Tanke; han længes nu.
Knox.
For din gode Hensigts Skyld er du tilgivet; men du burde have indset, at for den Sort usikkre Længsler har jeg ingen Tid.
Taylor.
Jeg var selv ligesaa ussel, da jeg første Gang kom til Eder.
Knox.
Det grønne Træ kan jeg omplante, men ikke det tørre.
Taylor.
Saalænge der er een frisk Gren, er der Haab mod Vaaren.
Knox.
Saa maatte jeg først se den. Gaa nu William! Mit Liv har ikke mange Timer tilbage; dem, jeg har, maa jeg bruge.
Taylor (afsides).
Han venter udenfor! - Skal han gaa skuffet ogsaa fra denne Dør, saa er den næste Dødens.
Knox.
Er der noget Andet, du vil mig?
Taylor.
Nej, Herre!
Knox.
Du er kommet i et fordærvet Hus, William, du skulde - ikke opsøge Fristelsen.
Taylor.
Jeg har kun opsøgt En, som alle Andre forlod.
Knox.
Nu, det gjør dig Ære. - Men lad mig have Ro.
Taylor.
Farvel, Herre! (sagte.) Jeg tror dog, jeg vover det!
Knox.
Farvel, William! (Taylor gaar, Knox læser, standser.) Hvilken Visdom! Digterens Ord er som Mynt af ædelt Metal; det beholder sit Værd, men Præget slides, og snart er det ikke mere gangbart. Herrens Ord er som Diamanten, det slides aldrig og tindrer med samme Glands til Herrens sidste Dag. (det banker.) Kom!
Darnley.
Er I alene?
Knox.
Ja!
Darnley.
Vil I tale med en Ulykkelig?
Knox.
Altid.
Darnley (kaster Kappen).
Kjender I mig?
Knox (rejser sig).
Kongen!
Darnley.
Nej, ikke mere! Kun den stakkels Henrik Darnley?
Knox (koldt).
Hvad vil I her?
Darnley.
Søge Raad, Trøst, Hjælp! - ja, jeg ved ikke, hvad jeg vil; men jeg har ingen Anden at gaa til.
Knox.
I har forladt vor Kirke, er gaaet over til den katholske; - søg nu dens Trøst.
Darnley.
Den har ingen; nu vender jeg tilbage!
Knox.
Men denne Kirke er strengere end hin.
Darnley.
Det er ikke Kirken, jeg søger, det er en stærk Mand; thi jeg er i Nød!
Knox (lægger sin Bog, gaar til ham, ser ham i Øjet).
Hvad vil I?
Darnley.
Have Hjælp mod mig selv; jeg fristes Nat og Dag til Selvmord.
Knox.
For at flygte en kort og timelig Kval, vil I opsøge en evig?
Darnley.
Gud kan ikke ville straffe den længere, der har lidt saa meget paa Jorden.
Knox.
Han straffer ikke Mennesket, men Synden; naar I slæber den over med Eder, maa han ogsaa videre straffe den. -
Darnley.
Hvor skal jeg saa hen? Hele Jorden, hele Livet har kun Bebrejdelse, Haan og Pinsel.
Knox.
Sæt Eder, jeg vil tale med Eder.
Darnley.
Men vær ikke streng!
Knox (han taget en Stol og er flyttet hen til ham).
I har brudt med Eders Dronning, Elisabeth, og med Eders Fædreland for at komme til denne Kvinde.
Darnley.
Ja.
Knox.
I har forladt Eders Barndoms Tro for Marias Skyld.
Darnley.
Ja.
Knox.
Og siden har I haanet den.
Darnley.
Ja.
Knox.
Men strax, I tænkte Maria utro, haanede I ogsaa hende og kastede Eder i Udsvævelse og Trods.
Darnley.
Ja.
Knox.
I blev til Majestætsforbryder mod hende og solgte hende til de Sammensvorne.
Darnley.
Ja.
Knox.
Saa solgte I atter de Sammensvorne til hende.
Darnley.
Ja.
Knox.
Men saa hævnede de Sammensvorne sig og meddelte Dronningen, at I endog havde undertegnet hendes Thronfrasigelse.
Darnley.
Ja.
Knox.
De Sammensvorne havde forlængst foragtet Eder, nu gjorde ogsaa hun det, - og med hende alt Folket! Da tænkte I paa at rømme, men til England kan I ikke komme, thi der er Eders Fjender; ej heller til Frankrige, thi der er hendes Venner; til intet katholsk Land, thi der er hun elsket; til intet protestantisk, thi der er I selv foragtet.
Darnley.
Ja, Herre Jesus! saadan er det! Den hele Verdens Lande er stængt for mig og hvert eneste Menneskehjerte - o, hav nu I Medlidenhed!
Knox.
For den, som har faaet det saa mørkt og stængt paa Jorden, tændes hurtigst Lys i Himmelen. Sandelig, min Søn, jeg skal hjælpe dig!
Darnley.
Men jeg tænker endnu blot paa hende! -
Knox.
Den, som for en Enestes Skyld er falden saa dybt, kan ogsaa for en Enestes Skyld rejses!
Darnley.
Hvorledes, hvorledes?
Knox.
Den, som for en Enestes Skyld har tabt Alt, har lettere end nogen Anden ved at finde den Eneste, som kan gjengive Alt!
Darnley (paa Knæ).
Hvorledes?
Knox.
Min Søn, dit Sind er allerede opdraget til kun at tænke paa Et, - (rejser sig.) nu flytte vi kun Gjenstanden, - og saa er du reddet og rejst.
Darnley (om hans Hals).
O, lær mig det, for Jesu Skyld!
Knox.
Det skal jeg! (frigjør sig fra ham, klapper Haaret fra hans Ansigt.) Ja, for hans Skyld! Der skal endnu komme den Dag, hvorpaa du skal føle dig lettet og rolig.
Darnley.
Her paa Jorden?
Knox.
Her paa Jorden! Undertiden bliver man saa elendig som nu du, forat man baade selv og Andre ret kan føle: der er en Evighed og en Forbarmer til; - thi ellers kom vi nu ikke længer!
Darnley.
Du er den Stærkeste, jeg i mit Liv har mødt; og jeg er den Svageste.
Knox.
Den Stærkeste og den Svageste skal slaa sig sammen, mener du; det skal vi ogsaa! Ellers grændse de tæt til hinanden, de To, - men det skal du siden lære.
Darnley.
Nu vil jeg aldrig mere forlade dig!
Knox.
Det maa du dog, min Søn!
Darnley.
Nej, du alene kan lære mig at glemme hende, og gjør du det, o, hvor jeg skal elske dig gjennem et helt Liv; thi jeg kan elske, maa du tro!
Knox.
Ikke mig, ikke mig! Jeg gaar snart ifra dig, men Han bliver her alle Dage!
Darnley.
O, jeg forstaar dig!
Knox.
Og Han skal sende dig en Hjælp, du ikke aner!
Darnley.
Men du maa være hos; dig suger jeg Ord for Ord ind, som den Kvalte suger Luft; du maa fortsætte med mig!
Knox.
Min Søn, du har en mærkværdig Evne til at tro; jeg siger dig, du skal blive frisk!
Darnley.
O, Knox! Tør jeg altid komme til dig som en Søn?
Knox.
Vær frimodig, - fra denne Stund er du det!
Darnley (om hans Hals).
O, jeg trænger saa til Kjærlighed!
Knox.
Til en Større skal du lære at give den. Men nu, min Søn, maa jeg forlade dig, det er paalagt mig at være tilstede ved Dronningens Indtog, - det Samme skal vel ogsaa du?
Darnley.
Hvorfor nævnte du hende? Nu havde jeg en Fred, som jeg i mange Maaneder ikke havde kjendt.
Knox.
Du bedrager dig stærkt, min Søn, hvis du tror, at du kan vinde den uden Kamp. Under Øjnene maa du kunne gaa baade Haan og Straf, før nytter ingen Læge! Skal du ikke til Slottet?
Darnley.
Jo!
Knox.
Saa vær tilstede!
Darnley.
O, det er blot for at modtage nye Ydmygelser, jeg ved det.
Knox.
Saa tag dem! Du kjøber ikke Modet, ej heller Tilgivelsen billigere!
Darnley.
O, Knox, du forstaar ikke, hvad det er; du, som er bestandig stærk . . . .
Knox.
For at sige dig det Hele i een Sum: kan du ikke paatage dig din selvforskyldte Ydmygelse, saa kan du heller ikke gjøre dig bekvem for Naaden - og jeg ikke hjælpe dig!
Darnley.
O, hvis Modet svigter i den afgjørende Stund . . .
Knox.
Saa skulle vi bede!
Darnley.
Vil du da hjælpe mig?
Knox.
Af alle mine Kræfter! Kom nu . . .
Darnley (tager Kappen).
Jeg maa indhylle mig.
Knox.
Hvorfor? Sommerdag!
Darnley.
O, man maa ikke se mig komme herifra.
Knox.
De saa dig i gamle Dage komme ud fra Vinhusene; er du mere skamfuld for at . . .
Darnley.
Du beskjæmmer mig. Jeg gaar uden Kappe!
Knox.
Ret, min Søn!
Darnley.
Saa gaa vi da!
Knox.
Ja. (gaar.)
Darnley (standser).
Men Folket . . . o, Knox, du ved ikke, men naar de se mig, hviske de og le . . .
Knox.
Ikke naar du gaar med mig!
Darnley.
Jeg følger dig! (de gaa.)
Thronsal paa Holyrood.
(Musik, Hurraraab, som nærme sig, saa Tog af Borgere og Hof, saa Dronningen under en Thronhimmel, Jarlen af Murray næst efter hende. Tronhimmelen fæstes over hendes Stol; stor og pragtfuld Forsamling. Borgerne synge:)Borgerne
Giv mig Styrke, ræk mig Vaaben, hold for Nødskrig Himlen aaben! Herre, er den din, min Sag, Skjænk den saa en Sejrens Dag! Styrt dine Fjender! Styrt dine Fjender! Rul frem din Tordensky, Lyn falde af den, i deres Synders Afgrund begrav dem, svid deres Sæd, vælt om og træd! Lad saa paa snehvide Duevinge over din Troende Trøsten svinge, lad ham se Oljeblad fra den Sommer, som efter Straffens Syndflod kommer!
En Borger (knælende).
Denne presbyterianske Forsamling af Edinburghs Borgere vil bringe Eder sin Hylding! Idet vi bede om Beskyttelse for vor kjæmpende Kirke, lykønske vi Eders Sejer over Forrædere og Fjender, nedbede Guds Velsignelse over det Barn, som netop er født af Eder til Forening af tvende Riger, hvis rette Arving han alene er. (rejsende sig.) Gud velsigne Skotlands Dronning Maria!
Dronningen.
Sammen med vore Borgere takke vi det høje Forsyn for, at Vort Indtog her blev et Sejrens. De, der rejste sig som Majestætsforbrydere, ere enten omkomne ved Lovens Sværd, eller fængslede, eller landflygtige. Gud har endnu engang villet aabenbare paa Vore Fjender, at Vor Ret er fra ham, og at han selv vaager derover. Derfor har han ogsaa i Farens Tid naaderigt skjænket Vor Magt en Arving, - hvis Ungdom jeg betror Eder, skotske Mænd! - Saa er igjen at takke de Mænd, som i disse Dage have staaet Os bi, - først og fremst Jarlen af Bothwell, Skotlands Storadmiral, Vor Lordløjtnant paa Grændsen. Gud har forundt denne Mand anden Gang at frelse Vor Ære og Vort Rige! Han har slaaet Oprørerne og kaldt Loven tilbage til Skotland. Vi beklage, at han ikke er her for personlig at modtage Vor Erkjendtlighed. Vi pligter at give Vor Tak til Jarlen af Murray, Vor Broder. I Farens Stund tog han Vor Sag, og den Orden i det Indre, som nu Landet nyder, skyldes ham. Mange Troe har jeg at takke, ogsaa Eder, Edinburghs Borgere! Vi kjende nu hverandre! Skjønt en Kvinde, lader Vor Majestæt sig ikke ustraffet krænke, og Eders Troskab er min Æres stærkeste Skjold!
Alle.
Leve Dronningen!
Borgeren (knælende).
Edinburgh har villet fejre denne Dag med en stor Fest. Vi ønske i Underdanighed at udbede os Eders Naades Nærværelse om kun en Stund.
Dronningen (glad).
Jeg takker Edinburghs Borgere. Om en Time venter jeg Eder her for at give Følge! Jeg takker! (man trækker sig tilbage.) Vi ønsker at have en Samtale med John Knox!
Darnley (frem, bøjer Knæ).
Jeg knæler her med Bøn for Eders Fremtid og med Velkommen til dette glædelige Indtog!
Dronningen.
Vi takker Eders Naade, som Vi forgjæves ven tede at se ved Vor Side under selve Indtoget. - Nu haabe Vi paa Eders Førelse til Borgernes Fest, - for Øjeblikket give Vi Audiens.
Knox (til Dronningen, som er falden i Tanker, idet hun ser efter Darnley).
Hvorfor er jeg kaldt?
Dronningen (fatter sig sammen).
Hør mig, under disse Festklæder banker mit Hjerte i Sorg og Tvivl. Sorg har jeg i mit Hus, Sorg, som aldrig kan blive til Glæde (hun standser et Øjeblik), og Tvivl har jeg i min Regering, Tvivl om det Første, nemlig hvorhen jeg skal gaa. - Jeg vil ikke dølge Eder det i denne for mig saa vigtige Stund, at Rizzio faldt som Offer for min egen Uforsigtighed i mere end een Henseende. Med ham faldt min hele Politik; thi han alene havde alle Traade. - Men, forinden jeg optager Underhandlingerne med de katholske Magter paany, vilde jeg dog endnu een Gang søge en Overenskomst med Eder. Stød mig ikke tilbage; vær nu, om kun en eneste Gang, mild og god mod mig, og sig mig: er da en Forsoning slet ikke mulig?
Knox.
Derpaa har jeg svaret Eders Naade saa mangen Gang.
Dronningen.
At fremsætte lutter Fordringer er ikke Forsøg paa Overenskomst. -
Knox.
Eders Naade ved det: halvere, kjøbslaa om Sandheden kan jeg ikke.
Dronningen.
Nej, nej! Men sig, hvad der skal til.
Knox.
Dette skal til: I skal afsværge den katholske Religion, sky Pavens Forførelse; thi han er den store Antikrist!
Dronningen.
O, tal ikke saa! Husk, at min Barndom er døbt i den katholske Tro, min Ungdom gift i den, mine Døde begravede i den, - alt mit Hjerte er hos den!
Knox.
Saa er det intet Under, at I staar raadvild; thi som Martha har I ikke valgt den bedre Del.
Dronningen.
Skaan mig selv, - lad os tale om Forholdene og om Fremtiden; thi jeg er nærved at fortvivle!
Knox.
Thi Gud har villet advare Eder!
Dronningen.
Hvad mener I?
Knox.
At I, efter hvad I nu har oplevet, endnu forsøger en Halvhed, en Overenskomst istedenfor en hel Handling, - det siger jeg er at trodse Gud.
Dronningen.
Jeg forstaar Eder ikke!
Knox.
Saa vil jeg tale tydeligt. Da Manasse trodsede Gud, blev han bortført i Fangenskab til Assyrien. Først da han ydmygede sig, kom han tilbage til sine Fædres Throne. Men hans Søn Amon ydmygede sig ikke for Herren og blev dræbt af sine egne Tjenere.
Dronningen.
Jesus Maria! dette er at prædike Oprør.
Knox.
Dette er at prædike den hellige Skrift.
Dronningen.
Dette er imod al kristelig Lære; thi Kongen er Herrens Salvede.
Knox.
Manasse var ogsaa Herrens Salvede.
Dronningen.
O, Knox! I bliver Skyld i al min Ulykke!
Knox.
Thi Skriften kan jeg ikke bøje!
Dronningen.
Men Menneske kunde I være!
Knox (mildt).
O, gid der var den rette Sønderknuselse i denne Graad, saa jeg kunde sige med Profetinden Hulda: "Fordi dit Hjerte bevæges af de Ord, som du hørte, og fordi du ydmygede dig for Herrens Aasyn og græd for mig, derfor skal du i Fred samles med dine Fædre, saa dine Øjne ikke skulle se al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted."
Dronningen.
Jeg vil ydmyge mig, jeg vil ikke trodse min Tro ind iblandt dette Folk. Jeg vil ikke atter opleve en Nat som den, hvori Rizzio blev dræbt. Men Overbærenhed kræver jeg, Tolerance; thi jeg viser den selv. Det er et Offer, jeg gjør: lad det dog blive regnet mig til Fortjeneste.
Knox.
Da Kong Saul vilde beholde Noget for sig selv og offrede til Herren for at forsone ham, sagde Samuel: "Mener du, Herren har større Lyst til Offer end til Lydighed? - Gjenstridighed er Ugudelighed og Afgudsdyrkelse."
Dronningen.
Er jeg da en Afgudsdyrker?
Knox.
Ja.
Dronningen.
O, Knox, I har Synd af at sige mig dette.
Knox.
Hvis jeg taug, havde jeg større Synd. Ypperstepræsten Eli var en retfærdig Mand; men, fordi han ikke afholdt sine Sønner fra Synd, blev han udryddet af Jorden.
Dronningen.
Hør mig: min Tro er mig lige saa hellig, som Eders er Eder. Men jeg skal indrømme Eder fri Religionsøvelse med lønnede Præster og alt Tilbehør under Lovens Tilsyn. Indrøm mig saa det Samme for Katholikerne! Lad ikke disse forfærdelige Scener gjentages, som er til Skjændsel for den hele Menneskehed! Lad os fordrage hverandre, Kristendommen er dog Kjærlighed! I selv, Knox, maa bestræbe Eder for at vise denne Kjærlighed, ikke tordne mod mig, Eders af Herren beskikkede Dronning, fra Prædikestolene, ikke ophidse Parliamentet mod dets salvede Overhoved; vær hellere med at bygge Agtelse for Øvrighed og Lov i dette forvildede Land.
Knox.
Den katholske Lære har ødelagt dette Folk. Den katholske Kirke giver Syndsforladelse for Alt, hvad deres Vildhed, Hævnlyst, Forfængelighed, Gjerrighed finder paa! Vi ere komne tilbage til Hedenskabet! Nu stiller Herrens Engel sig ved Porten: Indgangen stænges, ogsaa enhver Sidevej, hver Gjenvej, hver Omvej stænges. Men saalænge en katholsk Kirkedør staar aaben, saalænge er der dog en Gjenvej, en Sidevej, en Omvej aaben. Dette er min Mening, høje Frue, og den er uigjenkaldelig.
Dronningen.
Forfærdelige Mand! I gjør Eders Lære til en Livssag for Skotland, til en Nationalsag!
Knox.
Saadan er det. Se Lærens exempelløse Udbredelse, der kun er at ligne med den Hast, hvormed Israel i Ørken kastede sig over Herrens Manna! Nu ved jeg det: denne Slægt kan ødelægge sig, vore egne Fyrster kjæmpe mod os: den kommende Slægt vil gjenrejse Landet; thi Frelsen er iblandt dem!
Dronningen.
Og den, som ikke kan gaa med . . .
Knox.
Gaar tilgrunde!
Dronningen.
O, jeg svage Kvinde, kastet op i denne Tid, og blandt dette Folk! Skjønt gift, er jeg som en Enke, skjønt Dronning, tiltales jeg som en forbrydersk Undersaat; jeg forstaar ikke Eders Haardhed.
Knox.
Nej, I forstaar hverken Eders Tid eller Eders Folk. Det er i Modstand, at Herrens Gjerninger virke stærkest, - tænker, det er derfor, I er kommen hidop. Thi Eders Modstand vil gjøre, at selv den Søvnige vaagner, den Lunkne bliver varm, - saaledes er I trods Eder selv en Velgjerning for dette Land.
Dronningen.
Nej, dette gaar forvidt! Jeg, Eders Dronning, tilkalder en Fredens Apostel for af ham at faa Raad og Trøst. Men han overøser mig med Trusler og min Religion med Spot! Han siger, jeg lever min Nation til Ruin, som blot ved Herrens Naade bliver vendt til Velgjerning. Han sammenligner mig med Bibelens ugudelige Regenter og giver mit Folk Lov til at rejse sig mod mig!
Saa tager jeg da Himlen til Vidne paa, at gjentagende har jeg villet Forsoning; men paa Eder er den strandet! Bær Ansvaret derfor, mit Hjerte anklager Eder, og min Historie vil gjøre det til evige Tider! - Kom ikke mere for mit Aasyn, sky dette Land! I var med i den sidste Sammensværgelse, jeg ved det, og Præster, som rejse Folket mod deres Øvrighed, er Herren en Vederstyggelighed, - og Vi ville ikke taale dem inden Vore Grændser!
Knox.
Har Eders Naade en Anklage mod mig, saa tør jeg i Underdanighed forlange at stedes for Landets Parliament.
Dronningen.
Selv har I lært, at mod Os kan begge Dele overspringes, vent saa ikke selv bedre Vilkaar! Thi Regimente skal her være, Dronning vil jeg være - gaa!
Knox.
Jeg beder, i Rolighed . . . .
Dronningen.
Nej, ikke et Ord mere . . . Hvad har jeg ikke taalt, og hvor har jeg ikke tigget om Forsoning! Men, skjønt jeg er den Forurettede, o, saa oprørende Mishandlede, er I saa streng, saa hovmodig, saa haard, . . . o, I opfører Eder skammeligt mod mig!
Dronningen.
Jeg kan ikke drage Aande i samme Land, hvori denne forfærdelige Mand tænker, - nu skal han bort! Mine Planer, hele mit Liv kan ikke faa komme frem for ham, det er som at rejse mod Storm paa en Hede. Nu skal han drives! Og med ham hans Lære; thi den er som han, den er Intolerance, Agitation, Oprør, egenmægtig Bibelforklaring, der vælter borgerlig Lov og Orden. Med Avsky vender jeg mig fra den! - Men med hvem skal jeg saa gaa videre . . . og hvorhen?
Hofmanden.
Jarlen af Bothwell er kommen!
Dronningen (overraskes, taber næsten Fatningen).
Bothwell her! Jeg tænkte, han var paa Grændsen?
Hofmanden.
Grændsekrigene ere endte, og han er Sejerherre!
Dronningen.
Velkommen!
Bothwell.
Vi have ilet for at være med i det almindelige Indtog; men ere dog komne for sent!
Dronningen.
Til at modtage Vor Tak og Belønning kommer I ikke for sent!
Bothwell.
Jeg tillader at anbefale til begge Dele de Herrer Officerer i mit Følge.
Dronningen.
Lordløjtnantens Anbefaling er mere end nok! Mine Herrer, jeg skal erindre Eder.
Dronningen.
O, Bothwell, De er Skotlands Sværd og Deres Dronnings Ære!
Bothwell.
Jeg er Eders Tjener og intet Videre!
Dronningen.
De minder Os i Dag saa levende om, da Vi første Gang saa Dem. De havde som ganske ung kjæmpet for Vor Moder, men fordrevet af Overmagten kom De som Flygtning til Vort Hof i Paris. Fjeldfrisk og stærk kom De ind i de fine Rum! Hvilken Hjemlængsel De gav mig!
Bothwell.
Jeg kom fra Slag og Farer, det giver naturlig Overlegenhed i en Dandsesal.
Dronningen.
Deres store Evner løftede Dem op over Hoffets Mylder; vi saa alle den Mand i Dem, som siden slog Murrays oprørske Parti, og nu anden Gang har frelst Os og Skotland! De har været Os tro gjennem alle Omskiftelser, - der er neppe een skotsk Adelsmand, om hvem Vi kan sige det Samme!
Bothwell.
Eders Naades Tak er mig ikke saameget værd som Eders Tillid! -
Dronningen.
Ja, jeg stoler paa Dem, - trods al Bagvaskelse: jeg stoler paa Dem!
Bothwell.
Prøv mig, prøv mig!
Dronningen.
Jeg har ingen Anden! - O, sig mig, Bothwell, hvorledes skal jeg blive de ulyksalige Religionsstridigheder kvit?
Bothwell.
Ved ikke at bekymre Eder om dem!
Dronningen.
Det er ogsaa et Raad! Ha, ha, ha!
Bothwell.
Drag Anførerne tæt ind til Eder, giv dem Embeder og Godser!
Dronningen.
Jeg kan ikke vise deres Anførere Yndest; thi de ere landsforviste.
Bothwell.
Saa lad dem komme hjem igjen!
Dronningen.
Majestætsforbrydere!
Bothwell.
Hvem er ikke det i Skotland! Hvad skader det, om de urolige Hoveder gjør Spektakel, naar de blot blive overvundne? Det er stolt, saaledes at leve mellem lutter Overvundne!
Dronningen.
De er bestemt ingen mørk Protestant, De er vist Katholik?
Bothwell.
Selv har jeg ikke egentlig beregnet Forskjellen, men det har jeg lagt Mærke til, at der er Kjeltringer mellem begge.
Dronningen.
Ha, ha, ha!
Bothwell.
Men, siden Dronningen spørger mig, maa jeg faa Lov at spørge Dronningen: hvad Løn har I for at sysle med disse Ting?
Dronningen.
Hvad Løn?
Bothwell.
Ja, jeg mener ikke den indvortes: thi det har jeg set paa Eder, at den har bare været Suk og Taarer, men udvortes, i Riget eller som Dronning?
Dronningen.
Den er vistnok ikke stor til Dato.
Bothwell.
Hvis I ikke kalder det Løn, at være saa rigt forsynet med Oprør, Forræderi og Overfald, som Eders Naade har været i alle disse Aar.
Dronningen.
Men jeg faar Hjælp!
Bothwell.
Hm - det bliver vel ikke mere end, hvad mit Rytterregiment kan brandskatte paa en lystig Dag! Af Paven maaske en Krands af Kugler, af Kong Philip nogen Cypervin, af Catharina - naar det skal komme højt en Flaske Gift.
Dronningen.
Ha, ha, ha! Der er mere Sandt i dette end i hele Aars Underhandlinger.
Bothwell.
Saa Noget til, - hvis jeg faar Lov . . .
Dronningen.
Tal, tal!
Bothwell.
I er ung, skjøn, begavet, og kommer for disse Historiers Skyld dog aldrig til at leve! - Fire Oprør have rystet Eders korte Regeringstid. Fastlands-Intriger, engelske Intriger slide Eders Tid itu. Snart vil man tage Eder til Fange paa en Ridetur, snart bryder man ind i Eders Kirke under Gudstjenesten, snart ind i Eders Værelser ved Nattetid, snart myrder man Eders tro Tjenere langt ifra Eder, snart i Eders kongelige Nærhed! Og til Alt dette Religionen som Fribrev og Paaskud! Se, hvormed Eders Omhu for disse Sager lønner Eder, - medens Eders skjønne Ungdom gaar, taber Blade som et Rosentræ i Storm!
Dronningen.
Ja, det er sandt, det er sandt!
Bothwell.
Dersom I endnu kunde udrette Noget derved, saa oversaa I, som enhver brav Natur, al Fare og Møje. Men hvori er den religiøse Stilling forandret, siden I satte Eders Fod paa skotsk Grund? Samme Forvirring, samme Løgn! -
Dronningen.
Ja, ja, ak ja! -
Bothwell.
Den, som engang er begyndt at gaa mod et Maal, lægger ofte ikke Mærke til, at han gaar rundt, istedetfor frem. Der maa en Fremmed komme for at se og varsko. Jeg er denne Fremmede, jeg siger Eders Naade: Alt, hvad I til idag har tænkt og handlet i dette Lands religiøse Sager, har kun ført Eder til Randen af en Afgrund. Lad derfor disse Sager skjøtte sig selv; bliv Menneske, Kvinde, Ungdom, Dronning! Verden har dog andre Melodier end Psalmer og andre Steder end Grave! - Kom, jeg vil tage Eder ved Haanden og føre Eder til Dands! Eller til Slagets Tummel paa en dampende Hest! Tag Livets Krands og sæt den i Eders vaarfriske Haar, I er dejligere end Skovens Fe, tag som hun Naturen i Besiddelse, medens den endnu har Duft, - Høsten kommer tidsnok!
Dronningen.
Mand, I bryder ind i mit Hus som Solstraaler! Jeg fornemmer Eder som Sang under Vinduet; jeg staar selv i det middelalderlige Klosterslot, de gamle Malerier paa de dybe Hvælvinger faa Liv, mine Barndoms Drømme vækkes, og jeg springer til den aabne Altan. Der er Udsigt som paa en klar Dag i Glædens blaa Farver, og der sidder I selv under Altanen og giver Haanden op fra Eders Ganger, og ved Siden staar min egen sadlet, - da bøjer jeg mig ned til Eder, og afsted gaar det, gjennem min Barndoms drømte Lande! Omkring mig er atter det franske Hof, Troubadoursangenes glade Kor flagre hen med Damernes lange Slør, de raske Kavalerer tumle sine Gangere, Fanerne vaje, jeg er Dronning i denne Kreds, og Glæden over mit Hoved! - Ja, tag og før mig ud til mit Foraars Længsler! Før man dør, maa man dog leve!
Bothwell.
Ja, ja!
Dronningen.
Og forlad mig saa ikke som alle de Andre; det er just en stærk Mand, jeg trænger til ved min Side; thi jeg staar frygtelig alene!
Bothwell.
Ikke Mismod!
Dronningen.
O, det gik mig nu som altid, naar min Tanke tager Flugt ind i Fremtiden, jeg følte Ryk af en Lænke, som aldrig mere slipper.
Bothwell.
Ah, - jeg forstaar . . . Darnley!
Dronningen.
Ja.
Bothwell.
Er jeg ikke selv gift, men føler det dog aldrig som en Lænke.
Dronningen.
Nej, thi I elsker Eders unge, smukke Hustro - -
Bothwell.
Dertil er hun vel kold og egenraadig . . . Men jeg fornærmer hende ikke, jeg undgaar hende. Jeg skaffer mig Arbejde; en sysselsat Aand savner ikke, den sørger heller ikke!
Dronningen.
Ja, hvis jeg havde Deres Styrke . . .
Bothwell.
Jeg er vis paa, at Eders Naade har den, men I har slet ikke forsøgt! Begynd med at fjerne ham.
Dronningen.
Dermed har jeg begyndt . . .
Bothwell.
Saa fortsæt med at glemme ham. Arbejde og Adspredelse, og godt Mod og god Lykke - det Ene afhænger af det Andet! Rejs i Eders skjønne Land, gjæst Eders Lorder, bestig Fjeldene, jag, dands, - saa ned paa Fjordene, eller ud paa Havet, der er jeg opdraget: der er skjønt paa Havet! Der blæse Sorgerne hen i det Uendelige, og Modet spændes som et Sejl! Der kan I undfange store Planer, og indaande den Styrke, som skal udføre dem!
Dronningen.
Ja, i Deres Omgang kan jeg glemme, kan jeg endnu blive lykkelig! Jeg føler det! Sandelig, Naturen har ogsaa sit Altar, paa det skal Sorgerne offres! - Jeg kjender ved Deres Ord en Livslyst, som jeg ikke agter at give hen! Der er andre Krav i et ungt Blod end dem, som læres af Munke. Vi fik et Kys af Naturens stærke Magter, vi maa give det igjen, før vi dø! - Den, der er forklemt og syg, skal gjøre et Tag ned i Livet efter Foryngelse! Den, hvis Nerver begynde at skjælve, skal gaa Morgenture i Beslutningernes stærke, friske Luft! - Kom, jeg vil gaa min første!
Lord Stuart.
Hoffet saavelsom Borgerne venter Eders Naade!
Dronningen.
Giv Foretræde!
Borgeren (knælende).
Vi ere komne for efter Befaling at hente Eders Naade!
Darnley (træder stille frem).
Paa Eders Naades Befaling indfinder jeg mig for at føre Eder til den store Fest!
Dronningen.
Jeg er saa lykkelig, Mylord, at kunne undvære Eders Hjælp - (dæmpet) for bestandig! (Darnley tumler et Par Skridt tilbage, saa han bliver staaende helt fremme i Krogen tilhøjre.) Vil Jarlen af Bothwell føre Os til denne Fest, som i dybeste Grund er hans Værk!
Bothwell (frem, knælende, tager hendes Haand; Musiken stærk).(Man ordner sig parvis, først Dronningen, ført af Bothwell; de gaa forbi Darnley uden at se paa ham, saa Par efter Par forbi ham; Nogle se paa ham med Smil eller Haan, Andre slet ikke; der bliver tomt paa Scenen, Musiken høres længe.)
Darnley (staar længe ubevægelig, bag ham hans Page, William Taylor; da synker han i Knæ og gjemmer sit Ansigt; Pagen frem ved Siden af ham i Bøn. Da kommer Knox langsomt ind, stiller sig imellem dem og beder).
Knox.
Tag denne syndefulde, men haardt straffede Sjel, tag den gjennem Angerens Ildrenselse op i din Naade!
Knox.
Min Søn, har du nu faaet nok af Livets lystige Gaver?
Darnley.
Nu har jeg faaet nok!
Knox.
Vil du nu vende did, hvor Alting er evigt? -
Darnley.
Nu vil jeg vende did, hvor jeg kan faa Kjærlighed; jeg trænger til En at elske!
Knox.
Saa skal du finde ham! - Du, William, som selv har gaaet Vejen, du maa nu hjælpe mig at føre ham til den evige Kjærlighed.
Darnley (til Taylor).
Du er ikke gaaet fra mig? Den, som ikke gik fra mig idag, maa blive hos mig, til jeg dør! -
Taylor.
Til I dør!
Knox.
Det er paa Tide at gaa bort herfra.
Darnley.
For aldrig mere at vende tilbage!
Taylor.
Ak, det holder han ikke!
Darnley.
Nu skjælver Grunden ved hendes Fodtrin. Nu har hun sejret! - Og jeg har tabt!
Knox (ser en Stund paa hans Bedrøvelse).
Om du sejrer, det ved jeg ikke; - men at hun taber, det ved jeg!
En gammel Skov.
Dronningen.
Ene mellem høje Træer er det mig som i Stilheden efter et Kanonskud.
Bothwell.
Nej, som jeg stod paa Lur i et Baghold.
Dronningen.
Bothwell, Bothwell! Skoven er den Ulykkeliges Fristed. Alt, hvad der paa Jorden var forfulgt, har hvilet ud i de store Skove. Husker I ikke David forfulgt af Saul, Jotham flygtende for Abimelech, eller Profeten Elias alene med sine Aabenbaringer paa Horebs Bjerg.
Bothwell.
Men husker I ikke vore Forfædre? Skovens Dyr klædte dem, Skovens Tykning skjulte dem; de offrede Blod paa Træernes Rødder med Bøn til Skovens hævnende Guder. Det er Hævnen, Skoven gjemmer. Eders Farfader Robert Bruce lod hver Vaar Skotlands Skove falde over England, som Macduff bar Birnam over den mørke Macbeth. Husker I Douglas's natlige Hævn? Skotlands Historie drømmer i dets Skove; der kunne vi vække den, naar vi ville!
Dronningen.
I Skovene har jeg ofte lyttet og ofte hørt Stemmer; men de vare ikke disse.
Bothwell.
I Skoven skjød jeg Dyr som Dreng, men Røvere som Voxen. Naar her er stille, maa jeg spejde; naar en Gren knækker, tager jeg til mine Vaaben.
Dronningen.
I Verden er der to Partier, det forfølgende og det forfulgte. I hører til det første.
Bothwell.
Ja, to Partier; - men det er et, som har Planer, og et, som ingen har.
Dronningen.
Lad det være som det vil. Planernes Hvirvelvinde høre til derude; her er Ly.
Bothwell.
Nej, her begynder det! Naar Hundene slippes og gjø mod Luften, er der Noget i min Natur, som vil det samme. - Skoven hidser til Begjær; thi den har Skjul.
Dronningen (rejser sig).
Jarl, hvor er Vort Følge; Vi ville videre.
Bothwell.
Bortsendt, Eders Naade; thi det var overflødigt.
Dronningen.
Eders ene Øje blinker som en Høgs; er det mig, I forfølger?
Bothwell.
Ja, med en Kjærlighed heftigere end Sommerheden, I søgte Ly mod.
Dronningen.
Bothwell, jeg har betroet mig til Eder.
Bothwell.
I har betroet mig saameget, at I maa betro mig Resten.
Dronningen.
Det bekom Ingen af os vel.
Bothwell.
Jeg vil ikke paa Skafottet som Chatelard, eller myrdes som Rizzio, eller bortkastes som Darnley.
Dronningen.
Lad de Dristiges Skjæbne minde Eder.
Bothwell.
Ja, ja! Eders Øjnes Vrede glimrer som Stjernerne i en sydlandsk Nat!
Dronningen.
Bothwell, I var den Stolteste, den Stærkeste, jeg havde til mit Forsvar.
Bothwell.
O, jeg skal ogsaa forsvare Eder mod al Verden!
Dronningen.
Ikke mod min egen Samvittighed!
Bothwell (paa Knæ).
Nævner I alt den, saa elsker I mig!
Dronningen.
Jeg nævner og besværger Alt mellem Himmel og Jord mod Eder!
Bothwell.
Men det møder ikke!
Dronningen.
I overvælder Forstand og Lov, I sætter Livet paa et Øjeblik!
Bothwell.
Thi jeg elsker.
Dronningen.
Rejs Eder, Bothwell, slip Lidenskabernes Vildelse, stig mod Ærens Morgen, som Falken fra min Haand, - og der kommer maaske en Dag, hvorpaa jeg kalder tilbage!
Bothwell.
Saa skjænk mig et Pant herpaa!
Dronningen.
Nej, da drog I mig helt over; thi I er for stærk.
Bothwell.
Maria, Ingen har tjent Eder som Bothwell, Ingen bedet som nu jeg. De, der elskede Eder før, vare ikke Mænd.
Dronningen.
Det er sandt; - I er den Stærkeste, jeg har kjendt!
Bothwell (vaagner som af en Rus).
Nu maa Henrik Darnley dø! (han vender sig, da kommer Lethington i det Samme frem bag et Træ.) I her?
Lethington.
Ja.
Bothwell (stigende).
I saa Dronningen? - - Saa hende her? - - Saa, hvad der skete?
Lethington.
Ja!
Bothwell.
Saa drag, Jarl af Lethington!
Lethington (ligesaa).
Ja, nu drager jeg mit Sværd mod Henrik Darnley, Konge af Skotland; thi nu staar han ivejen!
Bothwell.
Henrik Darnley!
Lethington.
Nu rask paa, mens I har Varmen, - en Tønde Krudt under hans Kammer inat, og der er imorgen ikke et Barn i Skotland, som spørger efter ham.
Bothwell.
Død og Helvede, Lethington, I vil bedrage mig!
Lethington (standser ham).
Menneske, brug Besindelse! Dette er, hvad hver Adelsmand i Skotland hemmelig ønsker, og hvad de bedste have talt om endnu idag ved at se Eder sammen.
Bothwell.
Jeg er endnu ikke ædru af det Kys, hun gav; er dette ikke et Baghold?
Lethington.
Saa gid Gift langsomt fortære -, om ikke hundrede af Landets bedste Adelsmænd skulle møde til Eders Forsvar for Dommer eller i Tvekamp, hvorsomhelst I maatte anklages for dette.
Bothwell.
Ha, ha, ho, ho! (hopper op, saa Sporerne klirre.) Darnley har kun en Nat til!
Lethington.
Ikke en hel Nat! Giv ikke Maria af Skotland en hel Nats Betænkning!
Bothwell.
Lethington, tror I, der er Magter over os?
Lethington.
Jeg ser ikke stort til dem.
Bothwell.
Men under? -
Lethington.
- ere Ormene.
Bothwell.
Men der er Magter i os, - evige eller timelige, hvorfra eller hvorhen, - men fra den Stund, min Vilje har slaaet Rod i Begivenhederne, har jeg set den voxe udover dem med blodrød Stamme, men stærke Grene. Den norske Vikingeæt, som drev tillands her, og hvorfra vi nedstamme, var ogsaa et saadant Viljetræ, der bed Rod i Klippen, og i dets Ly bygger nu Folket. Paa sin egen Styrke troede de, men troede, saa den blev almægtig. Jeg søgte engang i Uvejr ind med Flaaden under Orknøjøerne, Havet kastede os, Skyerne drev som vaade Sejlstumper, Brændingerne brølte, paa Kysten træløst og skarpt; da følte jeg min Slægt nærværende, tænkte, jeg vilde bide mig fast som de, og i Uvejr bøje de mindre Viljer under min. Og dette er det, jeg prøver. Denne Vilje slog Dronningens Fjender, af den skjænkede jeg hende selv de hemmelige Trylledrikke, som berusede hendes Sands, - hun flygter for den, men falder og anraaber den! Lethington, slut Forbund med den, prøv ikke Styrke med den! Alt, I begjærer, skal I faa paa min Hædersdag; thi vi To høre til samme Parti. Det er ikke Knox's eller Dronningens, Protestanternes eller Katholikernes, det er Modets fri Forbund, Ærgjerrighedens Ridderskab. - Farvel! Naar vi atter mødes, er der kun En over os i Skotland, og den Ene er min!
Lethington (alene).
Hvad? Om jeg virkelig satte Noget paa denne Vilje? Den har tre Gange slaaet os, og den første var han kun en Dreng. Han har den tætte Fjeldbirks Natur; den gror højere op end alt Træ, men den vil saa højt, at den fryser ihjel. - Derfor, driv ham altid tilvejrs, - men følg ikke!
Hos Murray er Middeltemperatur; i den kan alle Meninger gro; det er ogsaa den, som giver ham Magt over Sindene.
Nej, saa hun kyssede ham! - Men med dette Kys indviede hun ham ogsaa til Døden! - Hun tog Flugten, som fra en ond Gjerning; - men ham kommer hun ikke forbi; - over den Sten falder hun! - Ja, hun kan sige, at vi elskede hende Allesammen; der var kun En, som hadede hende; men han var ogsaa hendes Broder.
Murray.
Det var en kort Underhandling.
Lethington.
Men tilstrækkelig.
Murray.
Hans Ærgjerrighed -?
Lethington.
- har en Sprængkraft større end Krudtets. Darnley gaar i Luften i Nat.
Murray.
Virkelig! - Det hænder ham som Krudtet: han gaar selv med!
Lethington.
Nu kan jeg ikke mindes at have set Eders Herlighed saa glad.
Murray (strax alvorlig).
Maatte I love ham Bistand?
Lethington.
Med Dokument og Segl.
Murray.
Det var farligt.
Lethington.
Er I maaske saa god at forfatte det?
Murray.
Det gjør I meget bedre.
Lethington.
Men I er maaske saa god at tale med Lorderne; I kan bedst samle dem.
Murray.
I tiltror Eder selv for lidt, gode Jarl. - Der er desuden visse Ting, som i Øjeblikket forbyder mig det.
Lethington.
Jeg turde maaske indvies i dem.
Murray.
Til noget belejligere Tid og Sted skal det være mig en stor Fornøjelse.
Lethington.
Jeg kjendte engang en Mand, som var halvt født, halv kongelig, halv ægte; han var ogsaa halv Protestant, og stod halvt paa Folkets Side, halvt paa den kongelige Myndigheds. Han var mod sin Søster en halv Broder, han forsvarede hende altid, naar han ikke kunde angribe hende. Den Mand fik tillige halve Venner; thi han viste kun halv Fortrolighed. Men den Mand gik det ikke godt.
Murray.
Jeg kjender ogsaa denne Mand - men kjender ham bedre. Han fik kun halv Ret i Verden, og maatte derfor være meget varsom for ikke tillige at faa halve Sympathier. Han er ikke halv Protestant, ikke halv folkelig; men en klog Politik bruger saadanne Ting; den bruges ikke. Hans Maal ere altid hele, men Tiden og Omstændighederne ere det ikke. I kjender ikke den, han maa tjene; - I kjender ikke Dronningen! Hun lyder hverken Planer eller Personer; thi hun har ingen Hengivenhed. Hun tager vort Arbejde, vor Kjærlighed, vor Opoffrelse til Døden, - næste Dag staar hun fri! De Baand, hun har, bryder hun; det, der kan blive Baand, nægter hun. Guld, Gods giver hun, ikke af Taknemmelighed; thi den ejer hun ikke; men i Kjøb, for at slippe for Afhængighed, for at føle sig uden Pligt. Paa den anden Side kalder hun gjerne hjem sin værste Fjende, ja arbejder med ham, som om Intet var sket. Se nu til Morton! Thi Sagen er, hun hverken elsker eller hader længere end et Øjeblik. Naar et saadant Væsen har Magten, er Tilstanden utaalelig; Planer og Personer skifter; man ved aldrig, hvad næste Dag bringer. Hele Landet er en Lejr, hvori hver Mand sover med Sværd ved Siden, ventende Allarm! - Vi kunne fjerne Rizzio, Darnley, Bothwell, - men saalænge -
Lethington.
- saalænge hun ikke fjernes -?
Murray (hæver Skuldrene).
Fjernes -?
Lethington.
Fjernes - een Gang til.
Murray.
Ikke røre hende selv!
Lethington.
Jeg mener: gjøres umulig . . .
Murray.
Blot giftes med Bothwell -
Lethington.
Det gjør hun aldrig!
Murray.
Bothwell slipper ikke sit Bytte, - og I maa hjælpe ham.
Lethington.
En stor Del af Adelen gaar heller ikke saa langt. Den forstaar ikke hvorfor.
Murray.
Den maa tvinges eller bestikkes, - Skotlands Adel! -
Lethington.
Og hvis hun gjør det?
Murray.
Den, som har ægtet sin Mands Morder, kan ikke regere! -
Lethington.
- Men I kan regere - i hendes Søns Navn? -
Murray.
- Og derfor maa jeg nu holdes udenfor!
Lethington.
Ja.
Murray.
I ser, at jeg ikke giver halv Fortrolighed.
Lethington.
Ja.
Murray.
I ser ogsaa, at det er nødvendigt, at jeg strax rejser. - Det, der er betroet til Eders Klogskab, behøver jeg heller ikke at understøtte. Jeg skal huske Eder paa min Hædersdag!
Lethington.
Ja.
Murray.
Farvel!
Lethington.
Alle bruge Lethington! Først Bothwell; - saa falder Bothwell, - med ham Dronningen; - saa Murray. - Murray falder. Og saa? - Hvem kan saa regere Skotland i den Umyndiges Navn? (i det samme vender han sig, ser Morton jagtklædt og højt oppe paa en Klippe i Baggrunden; han forfærdes.) Mor ton? Han? . . . Skulde tage mit Livs Krone, netop som den sænkede sig? Staa stolt deroppe, idet jeg endelig naaede? Nej, før en liden Mine under Stenen, han staar paa! (hilsende.) Godaften, Eders Herlighed! Er I kommen saa højt op?
Tarveligt lidet Værelse hos Darnley.
Darnley og Taylor komme ind, den Første støttet paa den Anden og meget langsomt.Darnley.
Aftensolen! - Her er bedre . . . Lad os gaa lidt omkring. - Siden jeg er syg, kommer hun atter til mig. Tror du, hun kommer iaften?
Taylor.
Det gjør hun vist.
Darnley.
Men det bliver saa sent; hun skal til Margarethas Bryllup; hun faar ingen Tid til mig.
Taylor.
Ak, Herre, hvis I tænkte mindre paa hende!
Darnley (standser).
Bliv ikke træt, William! Jeg er en svag, en ussel Sjel, jeg glider ned igjen fra Knox's Højde. - Jeg frygter Knox. Han kuer mig, han bortfører mig, - men han forstaar mig ikke. (gaar lidt, standser.) William, Verden foragter den Svage; thi den beundrer Kraften, selv om den er Kraft til Ondt. De beundre Djævelen.
Taylor.
Herre, tal ikke saa! Desuden er Verdens Dom ikke Knox's.
Darnley.
Saalænge Forstand og Følelse ere enige, er Mennesket sundt. (standser.) Men Ondskab er Forstandens Krig mod Følelsen; Svaghed er Følelsens Krig mod Forstanden. Men Verden tager Forstandens Parti - bestandig.
William.
Ikke bestandig.
Darnley (standser).
Ak, hvis de forstod den Svage! Han er svag, fordi der er Noget inderst inde, mod hvilket han er trofast, en Længsel, et Minde, en Kjærlighed. Han ved, det er hans Undergang, han gjør tusinde Forsøg paa at komme løs; men hans Følelsesliv er for dybt, han synker og holdes fast.
William.
Denne Selvbeskuelse afkræfter Eder, den stjæler fra Viljen.
Darnley (efter en liden Pause).
Den Ondes Bestandighed er ikke Trofasthed, men Trods, og dog beundre de den. Den Onde, (standser) han forhærder sig i en Monomani, han befæster sig bag Had og kaster alle Broer af. Dette beundrer Verden!
Taylor.
I skræmmer Eder selv! I stænger for Eder med Frygt til alle Sider.
Darnley.
Menneskene ville have stor Kamp med stor Sejer eller stort Fald! (standser.) De overse den uendelige Straalebrydning i den Svages Sjel, de tusinde Glimt, der komme og gaa, indtil Draaben er fordunstet. - - - - Der gik Solen ned! Hvilken sælsom Himmel, William, jeg bliver saa angst, se, se! Er det Tegn, er det Himlens Vrede, jeg skjælver, o, William, sæt mig!
William.
Herre, kjæmp dog en liden Smule imod!
Darnley.
Jeg kan ikke, denne Skjælven! O, læs lidt, hjælp mig lidt, skynd dig, jeg har saadan Angst!
William (læser av en opslagen Bog).
"Herre, hvorlænge vil du glemme mig, hvorlænge vil du skjule dit Aasyn for mig? Hvorlænge skal jeg raadslaa i min Sjel, og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? Hvorlænge skal min Fjende ophøje sig over mig? . . ."
Darnley.
. . . Jeg fatter det ikke, Ordene true mig, og skiftende mørke Farver kaste de sig over min Sandsning.
William (vil atter begynde, men idetsamme høres Horn og Pibers Musik, som standser).
Det er Dronningen!
Darnley.
Ja, det er hende, det er Maria, som ikke glemmer mig! Tænd Lys, mange Lys, hun kommer, den forfærdelige Skjønne, som tager mit Liv, - den Ildfulde, som fortærer, mens hun varmer! O, gjør lyst her, drag Gardinerne for! Har du ikke Røgelse? Kast med lugtende Vande, sæt Fakler foran Huset!
Tjeneren.
Dronningen spørger, om I har en Stund at skjænke Hendes Naade.
Darnley.
Alle mine Stunder.
Darnley (paa sin Løjbænk).
Er du der? Skjøn, harmonisk som Musiken, hvoraf du bares hid, festlig klædt som Følelser til et Stævnemøde; velgjørende, naar du er nær, men givende Kjærlighedens Angst, naar du gaar. Kom dog hid til mig; - nej, staa, mens jeg betragter dig. - Nej, kom! (hun sætter sig paa en lav Stol ved hans Side, han griber hendes Haand og kysser den ømt; han ser paa hende.) Jeg drømte inat, at jeg toges op i megen Sol. Jeg følte den Vellyst, jeg som Barn følte, naar jeg drømte, at jeg bares gjennem Luften. Det syntes mig, at jeg vaagnede paa et dejligt Sted, men du var der ikke. Da bad jeg, du maatte komme efter, og du kom, du og min Moder sammen, og i endnu mere Lys. Hvad var det, tror du? Der er Engle i vor Drøm, Natten er Dagens Fortrolige, men den mindes bedre alle Ting end Dagen, og den retter hin.
Igaar læste William Salomons Højsang. Den suser siden lig milde Vinde om mit Hoved, førende Vellugt fra Libanon. William siger, den er om Kirken og dens Brudgom. Nej, om Kjærligheden er den, den er Kjærlighedens Højsang; der er paa Jorden ikke skreven nogen anden. Sydens Sol maatte til, Vingaardene i Jødefolkets Fantasi, Salomons Herlighed i al sin østerlandske Varme. Jeg tænkte, mens han læste, bestandig paa dig. Du, min Veninde, er skjøn som Thirza, liflig som en stor By, forfærdelig som de, der ere under Bannerne. Dine Øjne er en Dues mellem dine Lokker, der er Honning og Mælk under din Tunge, din Højde er et Palmetræ, dit Væsen en tillukket Have.
Kjærligheden, siger han, er stærk som Døden. Mange Vande kunne ikke slukke Kjærligheden, dens Glød er gloende Gløder, en hellig Lue.
Hvor du er god, at du sidder saa tro hos mig og taler saameget med mig.
Dronningen.
Har du da ikke mærket, at jeg endnu ikke har sagt et Ord?
Darnley.
Saa maa det være dine Øjne og mine Tanker i dem. - Nu gaar du til Bryllup.
Dronningen.
Ja.
Darnley.
Da maa du tænke paa mig og paa min Kjærlighed, og for dens Skyld tilgive mig, - hvad jeg kan have forbrudt imod dig.
Dronningen.
Jeg har tilgivet dig.
Darnley.
Alt? - - Sig Alt!
Dronningen.
Alt, - lige til Rizzios Mord!
Darnley.
O, Maria, at du nævnede dette Navn. - Du har ikke tilgivet mig!
Dronningen.
Jo, Alt, - siden jeg ret forstaar dig.
Darnley.
Nej, du forstaar mig ikke, forstod du mig, saa, o, da nævnede du ikke dette Navn!
Dronningen.
Jeg nævnede det, fordi det denne Aften trænger sig ind med sin mørke Erindring. Det var just paa denne Tid for et Aar siden, og i denne Time!
Darnley.
O, Maria, du dræber mig!
Dronningen.
Hvad er det!
Darnley.
Angsten kommer igjen, denne Rysten og Skjælven.
Dronningen.
Min Ven, du er ikke vel. - Hvor bleg du bliver, og hvor du sveder.
Darnley (smiler).
Dronningen.
Er du bedre?
Darnley.
Ja (gjør Tegn, at han ønsker at holde hendes anden Haand; hun giver ham den, tager lidt efter den første fra Panden.) Nej, lad den ligge. Det er den, som forjager Angsten. (hun lægger den atter der.) Hvor du er god. - Du tilgiver mig Alt, ikke sandt?
Dronningen.
Jo.
Darnley.
Det er saa skjønt at tilgive. Jeg tænker ofte, naar jeg ligger her og ved ikke, hvor du er, eller hvad du gjør: - jeg tilgiver hende, hun kommer igjen, hun er god. Jeg har tilgivet dig Alt, o Alt! Maria, hvor du nu er smuk. Du ser saa blødt, saa rørt paa mig, kys mig! (Dronningen ryster paa Hovedet.) Jo, som et Pant, - at vi tilgive.
Dronningen (ryster atter paa Hovedet).
Darnley.
Men du har Taarer?
Dronningen (brister i Graad og kaster sig over hans Bryst).
Darnley.
Er de onde mod dig? Betro dig til mig, jeg kan ikke forsvare dig, men dele din Smerte med dig, kan jeg.
Dronningen (rejser sig og tørrer sine Taarer).
Jeg maa nu gaa. De vente mig ved Brylluppet.
Darnley.
Ak, allerede!
Dronningen.
Men i Kirken vil jeg bede - for os begge To!
Darnley.
Naar kommer du igjen?
Dronningen.
Strax imorgen; - jeg vil herefter komme oftere til dig.
Darnley (næsten hviskende).
Tak! - Tak for denne Stund!
Dronningen (bøjer sig ned og kysser ham paa Panden).
Lev vel!
Darnley.
Tak!
Dronningen (gaar, standser ved Døren, ser paa ham, siger blidt og sagte).
Til vi ses!
Darnley (ligesaa).
Til vi ses!
Taylor.
I beder, Herre.
Darnley.
Ja. - Er Kjærlighed Synd, saa er jeg en stor Synder.
Taylor.
Hun har været god mod Eder idag.
Darnley.
O, saa god; - kun een Gang nævnede hun Rizzios Navn.
Taylor.
Herre, vil I spise; det er Tid.
Darnley.
Jeg trænger til Intet.
Taylor.
Skal jeg gaa fra Eder?
Darnley.
Nej, - - syng for mig, - Musik, - men mildt.
Taylor.
Ak ja, jeg ved en Sang, jeg helst synger.
Darnley.
Taylor, hvad er dette?
Taylor.
Jeg skal se. (springer til Døren, den er stængt.) Døren er stængt!
Darnley (rejser sig i siddende Stilling).
Er den stængt?
Taylor (bryder paa, men kommer ingen Vej).
Darnley.
Kom til mig, dette betyder Ondt!
Taylor (kommer, Darnley rejser sig, de omslynge hinanden; atter høres Larm).
Herre, lad os gaa i Eders Kammer, derfra kunne vi komme i Haven!
Darnley.
Jeg kan ikke!
Taylor.
Jeg, jeg skal hjælpe Eder ned; kom!
Darnley (gaaende med ham).
Hvad kan de ville mig? Hvad har jeg nu igjen gjort?
Taylor (idet Døren til Kammeret aabnes).
Her er mørkt.
Darnley.
Hjælp, Hjælp!
Taylor (ligesaa).
Hjælp!
To Maaneder senere. Dunbar Slot. Gammelt Værelse med Forhal.
Dronningen.
Hvad skal Alt dette betyde? Vi omringes med Vort Følge paa Vejen, Vi føres til Eders faste Slot og stilles under Bevogtning; - Jarl af Bothwell, forklar Eder!
Bothwell (paa Knæ).
Tilgiv mig, Eders Naade, min Kjærlighed har vovet det Sidste.
Dronningen.
Dristige, hvad er Eders Hensigt?
Bothwell.
At sikkre mig, at I hører, mens jeg bønfalder: Giv mig nu det, hvorpaa I gav mig Pant!
Dronningen.
Bothwell, I vover?
Bothwell.
Jeg truer jo ikke, jeg beder, - jeg fordrer ikke, jeg minder kun om et Løfte - og om flere siden!
Dronningen.
Min Venlighed var intet Løfte, min Eftergivenhed for Eders stærke Vilje var Svaghed, maaske Beundring, men aldrig Mere.
Bothwell.
Men mig gav den Mere! Fra den Stund, I tillod mig at elske Eder, er jeg født anden Gang; mit første og mit andet Menneske ere neppe Brødre. Nu er min Kone forskudt, nu kjender og vil jeg kun Eet! -
Dronningen.
I forfærder mig, - hvorledes kan jeg da elske Eder?
Bothwell.
Vær ikke ræd mig, sorte Due; vi To skulle flyve godt tilsammen.
Dronningen.
Som Fange mellem Eders Klør?
Bothwell.
Nej, nej; jeg er Eders Fange. - Gjør med mig, hvad I vil; overgiv mig til Vagten; frygter I mig, saa befal, at jeg skal skydes, - saa er det forbi!
Dronningen.
Dette er kold Haan; jeg kan ikke frit bestemme, omringet af Eders Soldater.
Bothwell.
Saa byd dem gaa!
Dronningen.
Bring dem selv herifra, - og vend ikke mer tilbage!
Bothwell (rejser sig).
Som I ønsker. (han gaar.)
Dronningen.
I gaar virkelig! - I gjør mig angst. - - Hvad vil I?
Bothwell.
Intet.
Dronningen.
Hvor gaar I da hen?
Bothwell.
I Landflygtighed.
Dronningen.
I! - Ja, det er Ret; I kan ikke længere tjene Os.
Bothwell.
Det gjør mig ondt; men jeg maa nu overlade Eder til Lorderne, til de Hemmelighedsfulde, som have dræbt Rizzio og siden Darnley.
Dronningen.
O, hvorfor kaldte jeg dem hjem igjen! Skotlands Mænd ere en Samling af Dyr, vilde af Grusomhed eller Vellyst, gjennembrølende Skovene, - og jeg er ikke stærk, som da Rizzio blev dræbt, og jeg har ingen Støtte!
Bothwell.
Dengang havde I Bothwell!
Dronningen.
I har været min Frelse og Tilflugt; men nu maa jeg ogsaa frygte Eder!
Bothwell.
Mig! Hvad jeg har gjort idag, har jeg gjort til Eders Beskyttelse!
Dronningen.
Til min Beskyttelse?
Bothwell.
Thi imorgen vilde en Ringere have gjort det Samme! Som Enke kan I ikke leve trygt i dette Land, hvor hver højbaaren Adelsmand vil eje Eder. Da tænkte jeg ved en rask Daad at gjøre en Ende derpaa; thi jeg har Kjærlighedens Ret dertil, og tillige den, at jeg er den Eneste, som gjennem alle Omskiftelser har været Eder tro. Jeg kjæmpede ogsaa for Eders Moder. Og mod hvem? Bestandig mod de Samme, som nu sidde i Eders Statsraad, - og som I har tilbage, naar jeg gaar.
Dronningen.
O, Bothwell, - reis ikke!
Bothwell.
Men hvis jeg bliver -?
Dronningen.
Tjener da ogsaa I mig kun for Lønnens Skyld?
Bothwell.
Først tjente jeg for Ærens, siden for Magtens, men nu for Mere!
Dronningen.
Rejs.
Bothwell.
Ja, jeg har for Eders Skyld været to Gange i Landflygtighed; jeg skal gaa den tredje!
Dronningen.
Bothwell, jeg er et Øjeblikkets Barn; jeg glemmer jo, at jeg lever blandt lutter Fjender: rejser I, saa synker jeg sammen!
Bothwell.
Men bliver jeg, saa støder I mig snart bort!
Dronningen.
Jeg - Eder?
Bothwell.
Saa giv den Sikkerhed, som binder ud over alle Eders Øjeblikke!
Dronningen.
I mener -?
Bothwell (gaar til Bordet, lægger et Dokument derpaa, breder det ud og gaar tilbage).
Dronningen (nærmer sig og læser deri).
Ja vist - en Ægteskabskontrakt: - aldrig!
Bothwell (tier).
Dronningen.
Jeg skulde ægte Eder, en af mine Adelsmænd, Jarlen af Bothwell - ha, ha, ha! - Nej, jeg lo ikke! (længere Pause.) Der er en Storhed i Eders Aand og Vilje, som undertiden henriver mig, men undertiden igjen, - ja, nu, som I staar der, - frygter jeg Eder, frygter Eder mere end alle Lorder tilsammen!
Bothwell.
Saa maa I have Grund dertil.
Dronningen.
Nej, saa hellere ud til alle hine og betro Gud min Skjæbne!
Bothwell.
Da er den vis.
Dronningen
Saa lad den være vis; thi før jeg nu igjen giver min Frihed, giver jeg Livet!
Bothwell.
Hvilken Frihed tabte I med Darnley?
Dronningen.
Fred være med ham! Men om jeg fik ti Kongeriger, jeg ægtede ham ikke anden Gang.
Og desuden nu, her, saadan, og med Eder! - Hvad vilde Skotland, hvad vilde Europa sige, hvis I førte mig ind som Eders Fange og ud igjen som Eders Hustro? Vilde de ikke sige, det Hele var et aftalt, vanærende Spil?
Bothwell.
Muligt - men ligegyldigt.
Dronningen.
Ligegyldigt! Er min Ære Eder ligegyldig?
Bothwell.
Nej; - thi hvad ville de sige, dersom I gaar ud herfra uden at være min Hustro?
Dronningen.
Alle Helgene! Er det sandt? Ved I, Mylord, at Eders Opførsel er lav, - at den Gang I lagde Haanden paa min Gangers Bidsel, besudlede I mit Rygte!
Bothwell.
Jeg bragte Eder til en Beslutning - det er det Hele.
Dronningen.
Det er det Hele! Min Frihed og min Ære, det er det Hele! - - - Men dette bliver forfærdeligt, den kolde Sved bryder frem og jeg skjælver som til Døden; thi her er intet Valg!
Bothwell.
Nej, her er intet Valg!
Dronningen.
Ikke Valg . . . Jesus Maria, hvorledes er dette gaaet til? - Ikke Valg mellem Skammen og ham; - ikke Valg - o, naaderige Gud, se, hvor han staar kold og ond og venter; . . . ikke Valg - jo! (til ham) Fra denne Hule, hvorind jeg er slæbt, skal jeg hverken gaa erobret eller beskjæmmet ud; jeg gaar ikke ud; jeg har et Mod, som du ikke har gjort Regning paa: jeg har Mod til at dø; deroppe er Tilflugt, - men derfra skal ogsaa som en Døendes sidste Bøn min Ære gaa hjem igjen til mit Folk og møde det paa Vejen, i Huset og i Kirken, til det rejser sig og hævner!
Bothwell.
Hvad bliver der saa af Eders Søn?
Dronningen (standser).
Min Søn! (et Par Skridt.) Min Søn! (synker i Knæ.) Din Fader gav mig kun Angst og Taarer, skal nu du fortsætte? Fik jeg dig til Baand og Trængsel paa denne Dag? Er du flettet ind i mit Liv som Kjærligheden i Synden?
Bothwell.
Om I for hans Skyld offrede Eders Frihed, saa burde I ikke klage.
Dronningen.
O, han er den Eneste, jeg elsker paa Jorden, han vil dog ikke volde mit Livs Ruin?
Bothwell.
Men I vil volde hans.
Dronningen.
Jeg hans? (forfærdes, rejser sig.) Jeg hans Ruin? Det, jeg elsker, skulde jeg omkomme? O, Herre, beskyt min Forstand, jeg føler, jeg er ikke længere stærk, disse evige Rystelser . . .
Bothwell.
I har Eders hele Liv aldrig villet offre Eder for Nogen eller Noget. - Nu maa I prøve!
Dronningen.
O, det er haardt; jeg havde som Barn saa mange Haab, og jeg har efter hver Skuffelse taget dem op paany! - Nej, - nej! Nej, dette er den levende Død! - Jeg vil hellere frasige mig al Magt, tage min Søn og gaa fattig herfra!
Bothwell.
Det var at røve ham hans Throne, og dertil har Ingen paa Jorden Ret.
Dronningen.
Jesus Maria, det er sandt, det kan jeg ikke! Men dette kan jeg heller ikke! O, hvorfor kom jeg til dette Land, hvor jeg skulde blive saa forladt af Alle!
Bothwell.
I har altid flygtet Eders Pligter, naar de begyndte at blive ubehagelige. Men paa en Dag i vort Liv vende de tilbage i samlet Sum; denne er nu kommen. Skyd dem nu fra Eder, nedbryd Eders Fremtid, nedbryd ogsaa Eders Søns, kast Eders Land op i Borgerkrigenes Blodstrøm, - eller underskriv! Der gives ingen anden Frelse paa Jorden! Jeg har Adelen i Forbund med mig, jeg har Herredømmet over den, og jeg har Viljen!
Dronningen.
O, Bothwell, lover I at beskytte Os, lover I at sikkre Os Lordernes Troskab?
Bothwell.
Jeg har den!
Dronningen.
Lover I at værge min Søns unge Liv og hans Fødsels Ret?
Bothwell.
Jeg lover det.
Dronningen.
Lover I, aldrig at nægte mig hans Selskab?
Bothwell.
Det lover jeg.
Dronningen.
Lover I at være god mod mig, - jeg har lidt saameget, og jeg har nu ingen Glæde igjen.
Bothwell.
Jeg lover det.
Dronningen (tagende Pennen).
For min Søns Skyld, - min Æres - og mit Lands, - idet jeg opgiver Alt, hvortil jeg har længtes, . . . min hele Fremtids Haab . . . de tusinde lyse Længsler . . . min Ungdom . . . nej, jeg kan ikke!
Bothwell.
Det Uundgaaelige maa man kunne.
Dronningen.
Lover I mig, at jeg faar sende min Søn bort i Sikkerhed, - lover I mig, at jeg da ofte, ofte faar besøge ham?
Bothwell.
Det lover jeg.
Dronningen.
O, lov mig, at være god mod mig!
Bothwell.
Det har jeg lovet!
Dronningen.
- Var jeg stærk, som dengang Rizzio blev dræbt, det skulde dog ikke ske! - - O, min Slægt, hvad vil den sige, Guisernes stolte Kongeadel og alle mine Venner i Frankrige? - - O, fik jeg først tale med En af dem . . . Mylord, I giver mig Betænkningstid, - Barmhjertighed!
Bothwell.
Det er ikke mig, der tvinger. I har selv sagt det: det er Eders Søn, Eders Ære og Eders Land. Give disse Betænkningstid, saa har I den!
Dronningen.
O, jeg har et Angstens Gys . . . det er, som var det min Dødsdom jeg underskrev!
Bothwell.
Det, der falder haardt, bør gjøres hurtigt.
Dronningen.
O, Maria, min himmelske Forbederinde, du ser, hvorfor jeg gjør det!
Bothwell (gaar ogsaa til Bordet, skriver, lægger Dokumentet sammen og tager det til sig. Derpaa bøjer han Knæ for Dronningen, tager hendes Haand, kysser den og ser op paa hende).
Græd ikke mere, Maria. - De Taarer, I fælder over mig, gjør ikke godt.
Dronningen.
Nej, det er over mig selv, - og jeg kan ikke, jeg maa græde!
Bothwell.
Disse Taarer fryse til Is i mit Hjerte.
Dronningen.
Lad mig faa græde, - græde! Det er min første Bøn til Eder som min Ægteherre.
Bothwell.
Jeg vil ikke nægte Eder den; - (sagtere) men I angrer den.
Dronningen (ser Skotlands Banner, som hænger over hende).
O, Skotlands Banner, hvor ilde du har beskyttet mig!
Bothwell.
Sig ikke det: den springende Løve deri skal jeg blive Eder.
Dronningen.
O, den har sat Kløerne i mit Hjerte.
Bothwell.
Maria!
Bothwell (læser det, blegner, læser det igjen, men roligt).
Eders Taarer ere ikke spildte; - her kommer Aarsag!
Dronningen.
Der kan Intet komme, som er værre end det, jeg alt lider.
Bothwell.
Saa hør dog dette (læser): "Til Dronningens Beskyttelse og til Rigets Frelse opsige vi herved ethvert Forbund med Eder. Paa Marschen mod Dunbar Slot, i de forenede Lorders Navn: Maitland, Jarl af Lethington."
Dronningen (ligegyldig).
Skulle vi vente dem her?
Bothwell.
Ja, naar vi have Hærmagt.
Dronningen.
Borgerkrig skal begynde?
Bothwell.
Vil I, at Forrædere skulle sejre?
Dronningen.
Hvem der end sejrer, saa har jeg tabt.
Bothwell.
Saaledes. - Jeg er paa een Dag forladt baade af Adelen - og af Eder!
Bothwell.
Nu begynde Ravnene at komme! - Skrig ud!
Rytteren.
Alle Marker dækkes af Rytterflokke, som i Galop søge mod Slottet.
Bothwell.
Op med Broerne, Hestene færdige!
Dronningen.
Skulle vi flygte?
Bothwell.
Ja, for at vende saaledes tilbage, at selve Djævelen ikke skal kunne holde Skjold over dem. Det mente du, listige Lethington, at jeg skulde rydde Vejene, men du bestige Fæstningen? Det mente I, alle Skotlands Adels mænd. som brugte mig, at I selv vilde komme først; men jeg red Eder nok forbi!
Nu Vilje mod Vilje med Slag mod Slag, nu Kamp i de gamle Hulveje! Rejs dig nu, lystige Højlænder, hop ned i de dorske Dale med Sang, med Brand og Dødens Latter, - den, der sejrer, favner Dronningen og Landet!
Dronningen.
Saa dette var den Beskyttelse, I lovede mig og min Søn?
Bothwell.
Klag over Forræderne og ikke over mig. Eller har I nogen bedre?
Dronningen.
Nu er det forbi med Maria af Skotland, - nu begynder Historien om Maria Stuart!
Bothwell (heftig, hurtig).
Nej, samme Dag, jeg naaede det Højeste, giver jeg ikke tabt! Jeg samler Tropper, hvor jeg samlede dem før, og jeg slaar dem, hvor jeg slog dem før! Nu lægger den skotske Løve sig til Sprang, Skovene give snart Gjenlyd af Skrig. Kom, Maria af Skotland, tilhest og bort; - bag Fjeldene gro Spyd!
Dronningen.
Ja, i Blod og Taarer. - Lad det nu være nok.
Bothwell (forfærdet).
I vil ikke bort? I vil ikke kjæmpe? I vil overlade Landet, Eders Søn og Eder selv til Forrædere? -
Adelsmanden.
Lorderne have sendt en Parlementær med Udfordring til Jarlen af Bothwell.
Bothwell.
Til Tvekamp med mig? Ja, Mand efter Mand hele Rækken ud! (Adelsmanden bort.) Dette huer min Sjel! Paa de Gamles Vis, tilhest, i Harnisk mod Forræderi og Løgn! Støde i Mulden hver, der vover at træde op som Klager, faa Guds egen Dom paa Landsespidsen og kaste den haanende ind i en Sanddynge. - Det skal I se paa fra Højen!
Dronningen (med Afsky).
Jeg vil ikke se derpaa!
Bothwell.
Frist ikke nu min Taalmodighed over Evne! Husk, jeg er nu den eneste Mand i Skotland, som gider kjæmpe for Eders faldende Throne!
Dronningen.
Styrke og Skjønhed have undertiden øvet Magt over mig; - Raahed aldrig!
Bothwell.
Tilgiv, hvis mit Sprog bliver den utaalmodige Krigers; men I forstaar ikke at handle. I har Modet, men ikke Udholdenheden, Forstanden, men ikke Fremsynet. Gjemmer I Eder bort, hvor der slaas for Eders Sag, saa er den halv tabt. Og vi skulle ikke alene sejre, men tilintetgjøre Fjendens moralske Mod; thi hvor I viser Eder, minder I om brudte Eder, om søndertraadte Pligter mod Fædreland og Familie. Derfor sid paa Højen, mens jeg kjæmper!
Dronningen.
Nej.
Bothwell.
Tør I ikke tro paa Eders Sag, - eller vil I ikke tro paa mig? Husk, Enhver dømmes efter sin Færd. Viser han det aabne Aasyns Ro, siger Mængden: han har maaske Ret! Viser han Glædens Mod, siger den: han har ganske Ret! - Kom med!
Første Rytter.
Herre, de ville ikke kjæmpe!
Anden Rytter.
Det var en List, man vilde blot hale Tiden ud, saa Dronningens Mænd kunde faa Lejlighed til at gaa over.
Første Rytter.
De ere gaaede over, og vi omringes!
Bothwell.
Forrædere til det Sidste! (til Rytterne.) Sid op, nu komme vi. (Rytterne gaa.)
Nu maa I følge mig længere ud og til større Kampe! Ved Alt, hvad I har kjært paa Jorden, hvis I fanges her, da regerer I ikke en Time længer i Skotland!
Dronningen.
Jeg kan heller ikke regere over dette Land!
Bothwell.
Men Eders Søn, Eders Søn!
Dronningen.
Det har jeg set i denne Time, at han er ligesaa sikker hos Lorderne som hos Eder!
Bothwell.
Altsaa mig vil I svigte - efter Alt det, jeg i mit Liv har vovet for Eder!
Dronningen.
I har taget Eder betalt idag.
Bothwell.
Nu vel, - binder Intet af dette, saa dog Selvopholdelsesdriften! I denne Haand ligger Eders Krone, sæt Eders Tro paa den! I Højfjeldene finde vi Hamilton, Sea ton og mange tro Katholiker; derfra slaa vi Forræderne, saa sandt Bothwell endnu ikke har tabt et Slag. Alt i Verden har I gjort halvt, - gjør nu dette helt! -
Dronningen.
Ja, meget Godt har jeg kun gjort halvt, - derfor vil jeg nu ogsaa standse ved en halv Synd!
Bothwell.
Der er blot een Synd til; men den er rigtignok ogsaa utilgivelig: det er at tabe! Hvem, der vinder, har Ret; thi han skriver selv Lovene. Men jeg kan ikke uden Eder faa Ret; thi jeg samler ingen Hær uden Eder. Skin paa Eders hvide Hest foran Tropperne kun i een solklar Time; - Resten skal jeg gjøre! -
Dronningen.
I skulde ikke før have taget min Tillid, Bothwell!
Bothwell.
O, fordømte eggende Stivsind, Hævnlyst, egoistiske Træthed, - hvad det Altsammen er; - du spiller daarligt Tærninger med dit Liv. - Men hvor skjøn du staar der i din Trods, Uudgrundelige! . . . Jeg tager dig med Magt, . . . du skal frelses . . . og frelse mig!
Dronningen.
Prøv!
Bothwell.
Hun ejer endnu en Styrke, jeg ikke raader med. - - De ere alt i Gaarden! Her er ikke . . . o, Maria, for sidste Gang, i mig blinker dit Livs Stjerne op igjen, der suser endnu en Medbør forbi . . . giv Haanden hid til en Stormfart efter Lykken!
Dronningen (tier, men ryster paa Hovedet).
Bothwell.
Støjen dernede nærmer sig . . . Jeg prøver alene! Ikke enhver Mand, som springer i Søen fra det synkende Skib, drukner. Men for dig kommer der en Dag, hvorpaa du angrer, at du slap Taget i den stærke Svømmer, hvorpaa du fra dit Fængselsvindue skal følge Fuglene over Fjeldet og tænke paa mig, - skal skjælve lyttende ved hvert Trin, der giver Eccho i de lange Gange, om det skulde bringe Bud fra Bothwell, Bud fra Livet, Bud fra Hævnen!
Og bliver det borte, - maa du sidde til du bliver gammel, gusten . . . endnu vente, - da band Bothwell, da sig: han blev Hævnen, - Hævnen over al din Troløshed!
(Der raabes nedefra ved Altanvinduerne: Bothwell!)Ja, nu kommer jeg! - - Skal jeg aldrig se dig mere, du høje Sirene i Magtens stjernestrøede Omgivelse! Du har sunget mig ned i Afgrundene! Hvormange skulle endnu hvirvles med i Dødningedandsen om dit Navn? Du bestandig Brudeklædte, jeg burde dræbe dig, før jeg gik; thi Ingen maa eje dig, naar ikke jeg fik dig!
(Nedefra raabe Flere: Bothwell, Bothwell!)Jeg kommer, jeg kommer! - Aldrig mere se dig . . . o! (han styrter mot hende, omfavner hende og hvisker:) Hvis vi nu Begge døde? . . . Saa skiltes vi ikke! . . . Nej: (slipper hende.) Livet, Friheden, og Haab med den!
(ud.)Dronningen (alene).
Fuglen fra Ørnereden!
Hos ham var Undergang; fra ham ogsaa.
Nu maa jeg vel være færdig i Skotland, siden jeg ikke har en eneste Ven tilbage.
(Bothwells Stemme nedefra: Kom ned, Maria, kom ned!)Dette var Sangen fra Altanen! Saaledes skulde han vinke fra den sadlede Hest!
Jeg hører dem komme . . . de, som ville have min Krone! Men jeg giver den ikke, . . . ikke for alle Pinsler i Verden! . . . De kunne tage den, hvis de ville, - saa have de en Synd mere!
Skotlands Banner, du er vædet af mine Taarer, og de skulle aldrig tørre ind i din Dug. - Springende Løve, hvorfor kaster du mig saa haardt tilside, hvorfor træder du paa mig? Hvor vil du hen, Forfærdelige, at du ikke kan tage din lette Byrde med?
De nærme sig . . . jeg vil søge mine Mænd, for at sikkre mig mod Vold, naar jeg overgiver mig.
O, min Frihed og mit unge Kongedømme - Farvel! Det er for tidlig at skilles, jeg har endnu Livssaft igjen for Eder at gro i, - de have endnu ikke faaet gjort Ende paa det altsammen!
Men nu skal jeg bruge den til at staa imod med. De skulle ikke se mig græde; de skulle nødes til at vidne: Kunde hun ikke Lykken regere, o, saa kunde hun Ulykken bære!
(gaar.)De smaa Pager (komme forskrækkede ind).
Dronning, Dronning, hvor er du, de komme, de komme!
Den Første.
Hun er borte!
Den Anden.
O, er hun rejst uden os!
Den Første.
O, at hun kunde glemme sine Pager.
Den Anden.
Jeg er saa bange, jeg vil til hende! Der komme de!
Den Første.
Lad os gjemme os!
Lindsay.
Heller ikke her? Er hun da bortført? (faar se Pagerne.) Der ligger to Fjedre af hendes Vinge: her slog han altsaa ned! -
Pagerne.
Naade, Naade!
Anden Page (grædende).
Lad mig faa komme til hende!
Lindsay.
Hvor er Dronningen?
Første Page.
Hun er ikke her; vi ved ikke, hvor hun er!
Lindsay.
Sig det!
Begge.
Strenge Herre, vi ved ikke!
Lindsay (til Nogle).
Ud og søg rundtomkring!
Første Page.
O, vær god mod Dronningen, naadige Herre!
Den Anden.
Ja, vi bede for hende, naadige Herre!
Lindsay.
Herre Gud, er dette nu hendes eneste Armee.
Morton (kommer).
Bothwell er atter undkommen! Men Dronningen skal ikke have fulgt ham.
Lindsay.
Saa findes hun.
Morton (ser Pagerne).
Der er to af hendes franske Narrestreger.
Lindsay.
Lad dem være, de ere bange. - Gaa I, Børn, søg hende; I skulle faa være hos hende.
En Adelsmand.
Dronningen har overgivet sig til Kirkaldy of Grange.
Lindsay.
Saa er hun i brave Hænder. - Hvor er Murray?
Adelsmanden.
Nu kommer han.
Murray.
Mine Herrer, Maria Stuart har overgivet sig til Skotlands Lorder. Jeg ved, hun bliver modtagen og behandlet med al den Agt, man skylder en kongelig Person og en Kvinde.
Alle.
Ja.
Murray.
Men jeg ved ogsaa, at fra denne Dag af har Maria Stuart af Skotland ophørt at regere.
Alle (og meget stærkere).
Ja, ja, ja, ja!
Murray.
Jeg tænker derfor, det er alle Lorders Mening, som det var vor Beslutning, før vi begyndte dette, - selv at tage Magten i den umyndige Søns Navn.
Alle.
Ja, ja, ja, ja!
Murray.
Leve Jacob den Sjette, Konge af Skotland!
Alle.
Han leve!
Murray.
I hans Navn, og i den Regerings, som Skotlands Parliament udnævner, tager jeg herved Skotlands kongelige Banner . . .
Lindsay (mægtigt).
Holdt!
Flere.
John Knox og Folket med ham!
Lindsay.
Stille, Knox taler!
Knox.
Folket, som hørte, at her skulde handles om Skotland, vilde gjerne være med. Men i Skotland er Kirken det Vigtigste, derfor vilde ogsaa jeg være med.
Folket (ikke uden Trusel).
Leve Knox og Kirken!
Knox.
Hvad Skotlands Adel har gjort idag, er visselig til det Gode; thi Alt er til det Gode.
Men have de gjort det til egen Forherligelse, da bliver det dem visseligen til Fornedrelse.
Men have de gjort det for det Godes Skyld, da skulle de idag ikke lægge Kampens urene Hænder paa dette Banner; thi det er ikke Murrays, ikke Mortons, ikke Lethingtons, det er Skotlands, det er det nationale Tegn, hvorunder Skotland skal sejre over al sin Jammer; thi Løven deri er Herrens Kraft.
Men da tager jeg paa Hans Kirkes Vegne idag dette Banner og bærer det foran Folket.
(Under ustandselig Jubel tager han det. Musiken falder atter ind, og idet Knox knæler med Banneret og alt Folket og alle Adelsmænd omkring ham med Undtagelse af de Tre, der en Stund betænke sig, men endelig ogsaa gjøre som de Andre, istemme de:)Note 1:
"Den Dands, hvori der tales hemmeligt. John Knox".
[tilbake]