Magnhild

Første gang utgitt i 1877
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

LANDSKABET har høje, bratte fjæld, hvorover netop nu går et bortdragende uvejr. Dalen er trang og i bestandige bøjninger. En strid elv bøjer med, og langs denne en vej. Højere oppe i bakkehældningen ligger selve gårdene, helst lave, umalede huse, men mange; slået hø og halvmodne agre omkring.

Når de sidste dalbøjninger er klarede, ses fjorden. Den ligger nu blank under opad dragende tåge. Fjælde stænger den så aldeles, at den synes en indsjø.

På vejen rusler en karjolskyds frem i den vanlige dilt. I karjolen ses en regnkappe og en sydvest, og mellem disse et skjæg, en næse og et par briller. På bagsædet er en kuffert surret, og oppe på denne, baglængs, sidder en voksen skydsjænte, ballet ind i et tørklæde. Hun sidder med dinglende ben og i grove sko. Armene er puttede ind under tørklædet. Med een gang giver hun sig til at råbe: "Magnhild! Magnhild!"

Den rejsende vendte sig efter en høj kvinde i en regnkåbe, som just havde passeret. Han havde skimtet et langt, fint tegnet åsyn under hætten, som var draget over hovedet; nu så han hende stå med pegefingeren i munden, stirrende. Da han så for længe på hende, blev hun rød. "Jeg kommer indom, straks jeg har fået sat ind hesten," råbte skydsjænten. De kjørte.

Om en stund var de komne så langt, at de kunde se fjorden og de første huse på Øren. Skydsjænten stoppede hesten og steg af. Hun pyntede først lidt på den og så på sig selv. Det regnede ikke længer, og hun løftede tørklædet, lagde det sammen og puttede det i en liden væske foran på karjolen. Under hovedklædningen stak hun fingrene ind for at ordne håret, der hang i dotter ned over kinderne.

"Hun så underlig ud, hun -" han pegte bagover. Jænten så på ham og nynnede. Så afbrød hun sig selv: "Husker du den skreden, du rejste forbi et par mil herfra, til fjælds!" - "Jeg rejste forbi så mange skred." - Hun smilte. "Ja; men denne lå på andre siden af en kirke." - "Det var en gammel skred?" - "Ja; det er længe siden, den gik. Men der lå hendes fædrenegård. Den gled ud, da hun var otte eller ni år gammel. Hendes forældre, søskende og alt levende på gården omkom; hun alene reddedes. Skreden tog hende over elven, og hun blev straks funden, da folk kom til; hun lå i uvid. -"

Den rejsende hensank i tanker. "Hun må være bestemt til noget," sagde han endelig. Jænten så op. Hun ventede længe; men deres blik mødtes ikke. Hun satte sig på kufferten, og de kjørte videre.

Dalbunden her nede ved Øren blev noget bredere; gårdene lå på selve sletten; der til højre kirken med kirkegården omkring, noget neden for den selve Øren, et ladested med en mængde huse, især på eet stokværk, hvid- og rødmalede, eller slet ikke malede; langs fjorden lå der brygger. Et dampskib røg just; længere borte ved elvemundingen sås et par gamle brigger, som tog last.

Kirken var ny og var forsøgt opbygget i den gamle norske trækirkestil. Den rejsende måtte forstå sig på det; thi han stansede, så en stund på dens ydre, steg derpå af og gik ind gjennem porten og videre ind ad kirkedøren; både port og dør stod åbne. Han var næppe kommen ind, før det begyndte at ringe; han så gjennem åbningen et brudefølge komme op fra ladestedet. Da han gik ud igjen, var følget nær ved kirkegårdsporten, og ved denne stod han, mens det drog forbi: - brudgommen, en ældre mand med et par store næver og stort ansigt, bruden en ung pige, rundladen og tung. Brudepigerne var alle hvidklædte og med handsker på; ingen af dem turde se på den fremmede anderledes end fra siden af, de fleste ludede, een var skjæv, så godt som ingen rigtig godt skabt.

Deres mandlige idealer kom senere i grå, brune og sorte filthatter, i side frakker, pjækkerter eller rundtrøjer. Håret havde de fleste snoet i en snip foran ved øret, og for så vidt de bar skjæg, var det over og under hagen. Ansigterne var hårde, mundene for det meste rå, tobakken havde farvet de fleste mundviger; hos nogle dannede den en kugle i kinden.

Den rejsende tænkte uvilkårlig på hende i regnkåben. Hendes historie var landskabets. Hendes fine, uvakte åsyn hang fuldt af længsler, ligesom fjældene af regnbyger; alt, han så, blev til hendes ramme, både landskabet og folket.

Da han kom nær vejen, gik skydsjænten til vejkanten, hvor hesten gnagede. Men endnu, mens hun drog hesten tilbage ved bidslet, så hun ufravendt på brudefølget. "Er du forlovet?" spurte han smilende. - "Den, som skal have mig, har ikke fået øjne," svarede hun med et ordsprog. "Så længes du til noget mere end det, du står i," sagde han; "kanske til Amerika?" lagde han til. Hun blev forundret; det traf sikkerlig. "Er det for snarere at tjene rejsepenger, du skytser? Drikkepengene falder rundeligt? Hvad?" Hun blev nu rød. Hun gav ikke et ord til svar, men satte sig op med ryggen mod ham, endnu før han havde steget i karjolen.

De var snart ved hotellerne, som lå hvidmalede på hver side af vejen lige ved indgangen til det egentlige ladested. De holdt uden for et af dem. Op til rækværket stod nogle sjauere, mest unge gutter; de havde vel set på brudefølget og ventede nu på rejsende, som skulde til dampskibet. Den kommende steg af og gik ind, mens jænten gav sig til at løse kufferten. Under dette må der være budt hende hjælp; thi da den rejsende kom til vinduet, så han hende skubbe en lang laban i kort trøje fra sig. Ventelig sagde han noget råt i det samme og fik svar af samme slags; thi de andre slog i en skraldende latter. Jænten kom gående med den svære kuffert. Den rejsende åbnede døren for hende, og hun lo, da hun mødte ham. Mens han tællede sammen penger til hende, sagde han: "Jeg er enig med dig, Rønnaug, i, at du bør komme afsted til Amerika så snart som muligt." Hun fik to species i drikkepenger; "jeg lægger min skjærv til," sagde han og var alvorlig. Hun så med åbne øjne og åben mund på ham, tog pengerne og takkede, foer derpå op i håret med begge hænder; thi det var atter faldet frem. Men derved mistede hun nogle af de penger, hun havde i den ene halv-knyttede næve. Hun bøjede sig efter disse, hvorved nogle hægter gik op i hendes livstykke, så tørklædet løste sig, og en snip faldt ud; thi der var knyttet noget i den, så den var tung. Mens hun stellede med dette, mistede hun atter penger. Hun kom dog endelig afsted med al sin overflod, og modtoges straks af rå spøg. Men denne gang svarede hun ikke; derimod skottede hun sky ind, da hun i rask gang drog forbi med hesten.

Han skulde se hende een gang til; thi, da han senere drog nedover til dampskibet, stod hun med ryggen vendt ud mod gaden, i en dør, over hvilken hang et skilt med bogstaverne: "Skarlie, sadelmager." Han kom nærmere og så Magnhild stå inde i gangen. Hun havde endnu ikke fået regnkåben af, skjønt det var længe siden regnen havde hørt op. Endog hætten havde hun over hovedet. Magnhild så ham først og drog sig længer ind, Rønnaug vendte sig og drog sig også straks ind i gangen.

Den kvæld blev Rønnaugs rejsebillet kjøbt; thi summen var fuld. Magnhild klædte sig ikke af, da Rønnaug sent tog hjem. Hun sad i en stor stol i det lille, lave rum, eller gik op og ned. Og en enkelt gang, med det tunge hoved mod ruden, sagde hun, halv højt: "Så må hun være bestemt til noget."

II.

Den første gang var på kirkegården hin blæstfulde vinterdag, hendes fjorten frænder blev begravne, alle de, hun havde kjær, både forældre, bedsteforældre og søskende. Hun stod der nu igjen! Blæsten havde hist og her fejet sneen af; gærdestaurerne stak skarpe frem, store sten så op, som var de hoveder på uhyrer, der lå med den øvrige krop i driven. Vinden peb bag dem i den åbne kirkegang, hvorfra skoflerne netop var tagne ud, og ned fra den gamle trærønne på taget skar klokken med skrig i skrig.

Almuen stod blåfrossen omkring med våtter på og tilknappede; præsten i sjøstøvler og skind-klæder under samarien; også han bar store våtter, som han nu fægtede rundt med. Han pegte med en af dem på hende: "- - Det stakkels barn blev stående på sine fødder, og med kjælken ved sin hånd førtes hun ned og over den islagte elv, - det eneste væsen, som Herren vilde frelse! Hvortil er hun bestemt? - -"

Hun kjørte med ham hjem, siddende i hans fang. Han havde indledet hende til menighedens omsorg og tog hende nu "indtil videre" selv med for at foregå med et godt exempel. Hun sad lunt op til hans pels, med de små frosne hænder inde i hans store våtter ved siden af hans fede og myge hænder. Og den hele tid sad hun og tænkte: Hvortil er jeg bestemt, jeg da?

Hun tænkte, hun skulde få se det, da hun kom ind. Men hun så intet her, som hun ikke havde set før, uden da hun trådte ind i de indre rum, hvor især et piano, som netop spilledes, i høj grad fængslede hende.

I dette hus var to døtre, noget tunge, med små runde hoveder og store lyse fletter. De havde nylig fået en lærerinde, en bleg en, tykladen, med mere bar hals, end Magnhild havde set, og med åbne ærmer. Hendes stemme lød, som var halsen ikke ren, og Magnhild måtte uvilkårlig et par ganger harke i stedet for hende; men til ingen nytte. Lærerinden spurte om Magnhilds navn, og om hun kunde læse, og det kunde Magnhild; thi hele hendes slægt havde været meget læselysten. Og da foreslog lærerinden, altid med den samme urene bilyd i stemmen, at så burde hun komme på parti med småpigerne for at drive disse frem. Magnhild var et år ældre end den ældste.

Fruen sad ved siden af og broderede. Nu så hun op på Magnhild og sagde: "Gjærne det," og derpå ludede hun atter over broderiet. Hun var af middelstørrelse, ikke mager, ikke tyk, havde et lille hoved med lyst hår. Præsten svær, tung, kom ned, efter at have taget samarien af; han røg og sagde, idet han gik igjennem værelset: "Jeg ser, der kommer et læs med fisk," og gik videre ud. Den yngste af jænterne tog atter fat på sine scalaer. Magnhild vidste ikke, om hun atter skulde gå ud i køkkenet. Hun sad endnu på vedkassen ved ovnen, pint af denne uvished, da man blev kaldt ind i næste rum for at spise. Alle lagde sit arbejde sammen, og den lille ved pianoet lukkede dette. Men da Magnhild var ene og hørte kniverne rasle, begyndte hun at græde; thi hun havde endnu ikke spist den dag. Midt under måltidet kom præsten ud fra spisestuen; thi man var der inde bleven enig om, at han måske havde kjøbt for lidet fisk. Han åbnede et vindue og råbte på manden, at han skulde vente, til de havde spist. Han vendte sig for at gå ind igjen i spisestuen og så den lille på vedkassen. "Er du sulten?" spurte han. Hun svarede ikke. Han havde levet længe nok blandt bønder til at forstå, at hendes taushed betød ja, og så tog han hende ved hånden med ind til bordet, hvor der stille blev gjort plads for hende. Om eftermiddagen rendte hun på kjælke med jænterne og læste derefter sammen med dem, og fik en bibelhistorielektie sammen med dem, spiste derpå mellemmad sammen med dem og legte atter, til kvældsmaden kom, som hun spiste ved samme bord. Hun sov den natten i en bænk i spisestuen og arbejdede dagen efter sammen med præstens døtre.

Hun havde bare de klæder, hun stod i; men lærerinden syede en gammel kjole om til hende; hun fik et stykke gammelt linned efter en af småpigerne og gik i fruens støvler. Bænken, hun sov i, blev flyttet fra spisestuen, da denne toges til rum for et par skomagere, som nu skulde "sy huset i stand". Den sattes i køkkenet, men stod i vejen; derpå ind i tjenestejænternes rum, men døren slog altid imod den, og så kom den op på barnekammeret. Således gik det til, at hun kom til at spise, arbejde og sove sammen med præstens døtre; og da der aldrig blev syet egne klæder til hende, kom hun til at gå i deres.

Lige så uventet kom hun til at spille. Det opdagedes nemlig, at hun havde mere anlæg for musik end døtrene; så skulde hun lære for at hjælpe disse.

For sin egen regning blev hun lang og fik en vakker sangstemme. Lærerinden øvede den, men fornemmelig i at synge efter noder, i begyndelsen bare fordi lærerinden overhovedet mest holdt sig til det mekaniske, senere tillige fordi det i deres ensomhed der oppe begyndte at more dem, at hun kunde drive det til en mærkelig færdighed i at synge fra bladet. Præsten kunde ligge på sofaen (han indtog helst denne stilling) og le højt, når Magnhild løb alle hånde øvelser op og ned som et egern i et træ. Det havde for Magnhild den følge, at hun fik lære mere - ikke af musik, som man måske skulde have ventet, men af kurvefletning.

På den tid nemlig foer det som en feber i folk, at færdighed i håndarbejde måtte få udbredelse blandt bønderne, og udsendinger kom også did til bygden. Magnhild valgtes til første elev; hun måtte have mest "færdighed". Efter kurvefletningen kom den dobbelte spinderok, efter denne vævningen, især den mere kunstmæssige, efter denne broderisøm o. s. v., o. s. v. Hun lærte det altsammen meget hurtigt, d. v. s. hun lærte med iver, så længe det gjaldt at sætte sig ind i det; den videre udvikling morede hende ikke. Men da hun nu skulde lære andre, både voxne og børn, blev det til en vane, at to ganger om ugen måtte hun møde på almueskolen, hvor mange da var samlede. Det, som een gang var ordnet ind som vane, tænkte hun ikke mere på. Huset, hun var optaget i, gav hende dette.

Fruen gik sin reglementerede tur i køkken, kjælder og fjøs, siden broderede hun; hele huset var gjennembroderet. Man skulde tro, hun var en tyk edderkop med et lidet rundt hoved, som hængte sit spind over stoler, borde, senger, slæder, vogner. Sjælden hørte man hendes stemme; sjælden taltes til hende.

Præsten var meget ældre end fruen. Hans ansigt udmærkede sig ved, at det havde så lidt af næse og hage og så lidt af øjne, men ellers meget af altsammen. Han havde i sin tid taget en uheldig examen og ernæret sig ved undervisning, til han på sine ældre dage blev gift med en af sine fordums skoleelever, en ret formuende pige. Da gav han sig til at søge præstekald, "det eneste, hvori han nogen sinde havde vist ihærdighed," som han selv spøgende plejede at sige. Efter ti års søgen fik han også (for ikke længe siden) dette præstekald, og han kunde vanskelig gjøre sig håb om noget andet. Han lå helst på sofaen og læste, mest romaner, men også tidsskrifter og aviser.

Lærerinden sad i den samme stol, hvori Magnhild havde set hende den første dag, gik den samme tur hen til kirken og tilbage igjen hver dag, og var på slaget ved sin gjerning. Hun var efterhånden bleven overmåde fed, havde fremdeles den bare hals og de åbne ærmer, havde også fremdeles hin dæmpede, urene røst af en strube, som endnu aldrig nogen bevægelse havde oprensket.

Præstedøtrene blev store og tunge, efter sin far, med små runde hoveder, efter sin mor. Magnhild og de var venner, d. v. s. de sov i samme rum, arbejdede, legede og spiste sammen. Der færdedes ikke tanker der i bygden. Kom de udenfra, så var det i al fald ikke længere end til kontoret. Præsten meddelte sig ikke. Han læste i det højeste for dem en ny eller gammel roman, at sige, når den var morsom.

En kvæld sad de samlede om bordet, præsten havde givet efter for deres bønner og læste just højt af "Pickwickklubben".

Da åbnedes køkkendøren langsomt, og ind stak et stort, skallet hoved med bred stumpnæse og smilende miner. Et kort ben i meget vide buxer sattes ind, derefter et krumt og derfor endnu kortere. Hele figuren hældede, idet den vendte sig på dette krumme ben for at lukke døren. Han forestillede dem derved bagsiden af samme store hoved med en liden rand hår nedentil, en firskåren ryg, en uforholdsmæssig bagdel, kun til hælvten dækket af en pjækkert. Atter gjorde han en hældende vending imod dem og bød atter sit smilende ansigt med stumpnæsen. Pigebørnene ludede stærkt over sine håndarbejder; en undertrykt knis kom op fra den ene søm, en do. fra den andre. "Er det sadelmageren?" spurte præsten og rejste sig. "Ja," svaredes der, og han hinkede frem og gav en næve, så overordentlig stor og med så brede runde fingerender, at præsten uvilkårlig måtte se på den, da han tog den. Næven bødes videre; og da turen kom til Magnhild, brast hun ud i latter, just som hendes hånd forsvandt i hans. Den ene lattersalve på den andre hørtes og undertryktes. Præsten skyndte sig at sige, at de læste "Pickwickklubben". "Å-hå!" svarede sadelmageren; "ja, den er nok til at le ad." - "Har De læst den?" spurte præsten. "Ja, de år, jeg var i Amerika, læste jeg de fleste engelske forfattere; jeg har dem såmænd i mit hus allesammen," svarede han, og gav sig til at fortælle om de billige folkeudgaver, man der kunde få tag i. Unge pigers latter er ikke så let at få dæmpet; den holdt på at sprute op igjen, endnu da sadelmageren havde fået en pibe, og læsningen var bleven fortsat. Nu havde de jo påskud. Præsten blev om en stund træt og vilde slutte, og sadelmageren bød sig til at læse videre, og virkelig gjorde han det. Han læste på en tør, rolig måde og med en så uvant udtale af de forekommende personog stednavne, at textens egen moro blev uimodståelig; selv præsten stemte i den latter, som nu ingen længer holdt tilbage. Jænterne gjorde sig ikke rede for, hvorfor alle måtte le; endnu da de var komne op for at lægge sig, lo de, og under afklædningen gik de efter sadelmageren, hilsede og talte efter ham, nævnte de fremmede ord med hans (engelske) udtale; Magnhild var flinkest i efterhærmingen; hun havde lagt mærke til mest.

Den næste dag var de i hver liden fritid i spisestuen, som nu ej længer var spisestue, men et værksted. Sadelmageren fortalte om et mangeårigt ophold i Amerika, og fra sine rejser i England og Tyskland; han fortalte uden at afbryde sit arbejde, og altid med indblandet spøg. En bestandig knis af hans tilhørerinder fulgte fortællingen. De mærkede næppe selv, hvorledes de efterhånden hørte op med at le ad ham og i stedet ad viddet i hans tale; ej heller mærkede de før senere, hvad de altsammen lærte af ham. Han blev i den grad savnet, da han rejste, at talen om ham optog mere end halvdelen af deres samvær mange dage efter og døde aldrig ganske ud.

To ting havde gjort det stærkeste indtryk på Magnhild. Det første var de engelske og tyske sange, han havde sunget for dem. Hun havde ikke skjønnet texten, uden måske styk kevis; men hvor havde ikke melodierne fængslet! - Under salmesangen en søndag havde de først mærket sig, at Skarlie havde en vakker røst. Nu måtte han idelig synge. Disse fremmede melodier, hidflagrende fra et fyldigere liv, friere forhold, større forestillinger hang igjen i Magnhilds sind hele sommeren. De var de første billeder, som vakte virkelig længsel. Man kan også sige, at det var første gang, hun fattede, hvad sang var. Hun greb sig selv i en dag, hun atter sang de evindelige scalaer, for derpå at begynde nodesyngningen, at hun følte denne melodiøse sang som vinger mod et bur, at den flagrede op og ned mod væggerne, vinduerne, dørerne i bestandig og forgjæves trang - ja, til sidst, at den dalede som spindelvæv over møblerne. Hans sange kunde hun sidde alene med ude! Mens hun nynnede dem, slog skogfarverne sammen i eet billede; og dette havde hun aldrig før opdaget. Det tætte, stærke i trækrone over og under trækrone, hele fjældvæggen opover, ligesom overvældede hende; elvesusen drog.

Det andet, som havde gjort så stærkt indtryk på hende og her spillede med, var hans fortælling om, hvorfor han var bleven halt. Han havde i Amerika som ung mand bjærget en 12 års gut af et brændende hus; han var styrtet med gutten under det styrtende hus. Begge var dragne frem, Skarlie med et knust ben, men gutten uskadt. Nu var han en af Amerikas betydelige mænd. Han skulde reddes, "han var bestemt til noget."

Denne mindelse -! Tanken på hendes egen bestemmelse havde hidtil ligget i kirkegårdens vinterklædning, i frost, gråd og skærende klokkeklang; den havde været noget mørkt. Nu flyttede den over i store byer hinsides havene, mellem skibe, brændende huse, sange, store skæbner. Fra den tid drømte hun om det, hun var bestemt til, som fjærnt og stort.

III.

Sent den sommer blev alle tre jænter konfirmerede. For dem alle kom det som noget så givet, at det, som mest beskæftigede dem, var, hvad de skulde få for en klædning til den højtidelige dag. Magnhild, som endnu aldrig havde båret en klædning, der var skåren og syet for hende, undredes, om hun nu skulde få en sådan. Nej. Småpigerne fik silkekjole, hun omsyet en gammel sort kjole, som var bleven for liden til fruen.

Den var for kort både i liv og længde; men det mærkede hun næppe. Hun fik et lidet farvet silketørklæde om halsen af lærerinden og en sølje; hun lånte fruens hverdagsshawl; et par handsker lånte lærerinden hende.

Dagen gled godsligt af uden særegen bevægelse. Religiøse stemninger var på præstegården, som vel ellers i bygden, en rolig vanesag. Der blev grædt en del i kirken, præsten gav vin og en skål ved bordet, og der taltes lidt om, hvad der nu skulde blive af Magnhild. Det sidste virkede så vidt, at hun efter kaffen gik ud og satte sig for sig selv. Hun stirrede over mod den brede sten- og sandstribe midt i det klædte fjæld, til sidst mod den vældige ur midt i sletten; thi der havde hendes hjem stået.

Småsøskendene stod for hende, det ene lyse ansigt ved siden af det andre. Hendes mor kom også; det tungsindige øje hvilte over hende; furen om munden så hun atter. Hendes milde stemme, vakre salmesang flød omkring hende. De havde just i kirken i dag sunget en af de salmer, hun plejede at synge. Faderen sad atter ved bænken med sit sølvarbejde, hvori han var en mester. En bog eller et blad lå ved siden; han stansede med arbejdet nu og da, skottede ned i sin læsning eller bladede om. Hans lange, fine åsyn vendte sig imellem mod stuen og væsenerne deri. De gamle bedsteforældre sad i stuen ved siden af. Bedstemoderen ruslede efter en god bit til Magnhild, imens den anden gamle fortalte hende et æventyr. Hunden lå og strakte sig ved gruen, lurvet og grå. Dens yl var det sidste af levende røst, hun havde hørt bag sig, da hun førtes nedover. Den gruelige dag dækkede atter det hele barndomsbillede med nat, torden og rystelse. Hun dækkede sit åsyn og brast i gråd.

Sadelmagerens viser kom vuggende; savn, uklare billeder. Af de halvforståede viser og af hans fortællinger, hvortil hun ofte satte gale forudsætninger, drog det i broget mængde forbi, og træt af dagens tanker, bevægelser og længsler, tom, overgivet, sovnede hun ind.

Om kvælden kom Rønnaug, som de havde lært at kjende under forberedelsen til konfirmationen; hun tjente i nærheden og havde fri på grund af dagen. Hun førte med sig en skok af historier om elskovshandler i bygden; de lidet vidende jænter på præstegården sad med forundrede øjne og hørte. Hun voldte, at den yngste fik rift i sin nye silkekjole. Rønnaug rullede sig ned over bakkerne med en så ubegribelig hurtighed, at hun flere ganger måtte gjentage det og fik præstedatteren efter.

Siden kom hun ofte om kvælderne efter arbejdets slut. De fandt alle glæde i hendes ustyrlige overgivenhed. Hun var sund og rund som en fole, havde næppe klæder til at skjule sig med, fordi hun rev dem i stykker, og et uendeligt arbejde havde hun med håret, som altid lå hende frem i ansigtet, fordi hun aldrig havde sat det ordentlig op. Når hun lo, og det gjorde hun alt i eet, kastede hun hovedet noget bagover, så de gjennem en række tænder, hvide som et rovdyrs, så hende langt ned i halsen.

Skarlie kom igjen om høsten. Der var forskjel på den modtagelse, han fik nu og forrige gang. De stod alle tre om hans slæde, de bar ind hans sager, trods hans leende vægring, de lo, da han stod i forstuen for at tage pelsen af.

En uendelighed af spørsmål haglede ned over ham, første gang de sad hos ham i hans arbejdsrum; det var opsparede uklarheder og tvil fra det, han sidst havde fortalt, - også adskilligt ellers, som de tænkte ham i stand til at løse. Om få ting i bygden havde han den vanlige mening, - men bøjede af i en spøg, når man vilde have for nøje besked. Var han alene med Magnhild, kunde han ytre sig noget friere; i begyndelsen forsigtig, men efterhånden stærkere.

Hun havde aldrig lagt kritik på nogen af sine omgivelser; nu lo hun snart med ham over præstens sidste præken eller hans dovne liv, også over fruens edderkoppevirksomhed, fordi han skildrede det så muntert. Lærerindens "fede ro", selv venindernes "gule, runde hoveder" kunde hun le ad; thi spøgen, hvormed han tegnede, var for overraskende ny; hun mærkede ikke, at denne spøg lidt efter lidt løste jorden omkring hende.

Den på landet så vanlige tidsfordriv: at skylde en ung pige for forelskelse, vendte sig imidlertid temmelig uventet mod Magnhild; man kaldte hende "sadelmagerens kone", fordi hun altid sad hos ham. Han fik selv høre det og kaldte hende da også straks selv "sin kone", "sin lange kone", "sin blonde kone", "sin meget unge kone".

Den følgende sommer drog præstedøtrene til byen for videre at uddanne sig. Lærerinden blev "foreløbig" tilbage.

Sadelmageren kom atter om høsten for at fuldføre sit arbejde. Magnhild var følgelig nu oftere alene med ham. Han var muntrere end nogen sinde. En spøg, han ofte gjentog, var den at rejse jorden rundt med "sin unge kone". De havde en skrækkelig mængde rejseuheld, og meget mærkeligt så de, som han udførlig skildrede, og som havde selvoplevelsens værd. Men på det allermorsomste stak så billederne af de to rejsende frem, - han haltende i forvejen med en rejsevæske, og hun efter i regnkåbe og med paraply, sær over hede, over støv, over tørst, træt og inderlig kjed ham. Så hvilede de ud i hans lille hus på Øren, hvor hun gjorde alt, hvad hun lystede, og indrettede sig som en prinsesse.

Det er ikke til at beskrive, det ansigt, præsten fik på, da sadelmageren en kvæld kom op på kontoret og satte sig foran ham og efter en troskyldig indledning spurte: om præsten havde noget imod, at Magnhild blev hans kone? Præsten lå på sofaen og røg; han tabte piben af munden, hånden sank med den, det fede ansigt slappedes til en dejg, hvori øjnene stak tankeløse som to rosiner, - indtil han med een gang gav et ryk, det knagede og smald i en hel del springfjedrer under ham; bogen, som lå endevendt over hans knæ, gled ned, sadelmageren tog den smilende op og bladede i den. Præsten havde rejst sig. "Hvad siger Magnhild til det?" Sadelmageren så smilende op: "Jeg havde naturligvis ikke spurt, hvis hun ikke kunde tænkes at blive enig med mig om det." Præsten tog piben til munden og dampede afsted. Han blev efterhånden noget roligere, og uden at stanse sin gang sagde han: "Egentlig veed jeg ikke, hvad der skal bli af den jænten." Sadelmageren så atter i vejret fra den bog, han bladede i, og som han nu lagde væk: "Det er jo mere et slags adoption end et giftermål. Hun kan nede hos mig udvikle sig til, hvad hun selv vil." Præsten så på ham, pustede og gik - og pustede. "Ja, De er jo en formuende mand?" "Nu, om ikke formuende, så har jeg nok til at gifte mig på." Han lo.

Men der var noget i latteren, noget, som ikke ganske behagede præsten. Ej heller likte han den ligegyldige måde, han lod, som han tog sagen på. Han likte allermindst at blive så overrasket. "Jeg må tale med min hustru om dette," sagde han og stønnede. "Det må jeg," lagde han sikrere til; - "og med Magnhild," kom det efter.

En stund efter sad fruen, hvor sadelmageren havde siddet. Hun lod begge hænder hvile åbne på sit fang og stirrede efter sin op og ned dampende ægteherre. "Ja, hvad synes du?" gjentog han og stansede foran hende. Han fik intet svar og gik igjen. "Han er altfor gammel," sagde hun endelig. "Og bestemt meget slu?" lagde præsten til. Han stansede nær ved hende og hviskede. "Ingen veed egentlig, hvor han kommer fra, eller hvorfor han netop vil være her. Han kunde jo have stort værksted i en stor by. - Formuende og en flink hund!"

"Nej, at hun har ladet sig besnakke til dette," hviskede fruen. - "Besnakke! Just ordet: besnakke!" gjentog præsten og knipsede med fingrene, "besnakke!" Han dampede afsted.

"Jeg har så ondt af hende!" sagde fruen, og nogle tårer faldt. Dette tog præsten: "Hør, mutter, vi skal tale med hende, vi to!" og skred tungt afsted.

En stund efter stod Magnhild inden for kontordøren, undrende på, hvad de vilde hende. Præsten begyndte: "Er det virkelig sandt, Magnhild, at du er gået ind på at være konen til denne sadelmagerkroppen?" Præsten brugte ofte hin fællesbetegnelse: "kroppen" i stedet for at nævne navn. Magnhild blev så rød, som hun vel aldrig endnu havde været. Dette opfattede begge som en tilståelse. "Hvorfor kommer du ikke til os med sligt?" sagde præsten ærgerlig. "Det er så underligt af dig, Magnhild," sagde fruen og græd. Magnhild var rent forfærdet.

"Vil du virkelig have ham?" spurte præsten og stillede sig afgjørende op foran hende. Nu var jo Magnhild aldrig bleven vant til fortrolighed. Spurt således turde hun heller ikke nu ligefrem give sig til at fortælle, at fra først af havde det været spas; at hun siden vel havde anet alvor, men at det bestandig påny var blevet opblandet med spas, så hun ikke havde brydt sig videre med at sige imod. Hvorledes kunde hun, mens præsten stod over hende, begynde på en slig lang fortælling? Og så begyndte hun i stedet for at græde.

Nu, - pine hende vilde jo præsten ikke. Gjort var gjort. Han havde ondt af hende, og så vilde han i sin hjærtensgodhed hjælpe hende med at lægge grunde opunder hendes valg. Skarlie var jo en meget formuende mand, sagde han, og hun en fattig jænte; hun kunde vist ikke vente bedre parti for så vidt. Gammel var han; men han havde selv sagt, at han betragtede det mere som en adoption end som et giftermål; han vilde hendes lykke.

Men alt dette kunde Magnhild ikke tåle at høre på, og så sprang hun på døren. Der ude på gangen faldt hun i en gråd, som skulde hjærtet briste; hun måtte op på mørkloftet med den for ikke at gjøre styr. Og der oppe fik hendes sorg efterhånden et slags bevidsthed. Det var ikke over, at sadelmageren vilde have hende, at hun sørgede; det var over, at præsten og fruen ikke vilde have hende.

Da lærerinden blev underrettet om sagen, var hun rent uenig med fruen, der ikke kunde forstå sig på Magnhild; thi det kunde lærerinden så udmærket. Han var en åndfuld mand, virkelig vittig. Han var rig, lystig, lidt styg, ja; men det var det ikke så nøje med nede på Øren. (Hendes bogstavelige ord.) Og i den tone talte hun også med Magnhild, da det endelig lykkedes at få fat i hende. Magnhild var forgrædt og brød ud igjen i ny gråd; men hun sagde ikke et ord.

Præsten ytrede på en temmelig kort måde til sadelmageren, at da det nu engang var så, blev det bedst, han gjorde fortgang. Sadelmageren ønskede selv dette; han var også færdig med sit arbejde. Hvor meget han end prøvede på at få Magnhild i tale, fik han hende ikke engang at se. Han måtte altså rejse foruden.

Magnhild viste sig de følgende dager hverken i stuen eller ved bordet. Ingen søgte hende for at tale med hende; lærerinden fandt det så naturligt, at hun lige over for noget så alvorligt vilde være alene.

En dag overraskedes de af, at posten bragte et brev og en stor pakke til Magnhild. Brevet lød:

"For at føre vor kostelige spas til ende, kjære Magnhild, er jeg rejst hid ned. Mit hus blev malet i sommer, udvendig og indvendig, en spas, som nu næsten tager sig ud som alvor, - ikke sandt?

Senger, møbler, sengklæder o. s. v. handler jeg med, så jeg nu kan kjøbe dem af mig selv. Når jeg betænker øjemedet, bliver det den morsomste handel, jeg nogen tid har gjort.

Kan du huske, hvor vi lo, den gang jeg målte dig, for endelig at bevise, hvor meget for kort din kjole var i livet, hvor meget for vid over skuldrene, hvor meget for stut i skjørterne? Tilfældig nedskrev jeg dine mål, og efter disse lader jeg nu sy: 1 sort silkekjole (lyonertaft), 1 brun (kashemir), 1 blå (af let uldent stof). Som jeg altid har sagt dig, tror jeg, blåt klæder dig bedst.

Disse sager er ikke uden videre færdige; de kommer derfor først ved lejlighed.

Andet, du måske trænger til, har jeg telegraferet efter til Bergen, straks jeg kom ned; der er alt sligt at få færdigt. Du får det ventelig med samme post, hvormed du får dette brev.

Som du ser (og fremdeles skal se) følger der adskillig spas med det at blive gift. Jeg har således i dag opsat mit testamente og i dette bestemt dig til min arving.

Med ærbødig hilsen til præsten og præstens ærede familie, tegner jeg mig din underdanige spasmager,

T. Skarlie.

Magnhild var tyet helt op på mørkloftet med både brevet og den store pakke. Hun havde styrtet sig i brevet og kom op af læsningen forvirret og ræd, rev pakken op og fandt flere sæt af alt, som udgjør en kvindes underklædning. Hun hev det til alle sider, blussende rød, harm, skamfuld. Hun satte sig ned og storgræd.

Nu havde hun mod til at tale! Hun sprang ned til fruen, kastede sig om hendes hals, hviskede: "Om forladelse!" puttede brevet til hende og forsvandt.

Fruen forstod ikke hendes: "Om forladelse!" men vel, at hun græd og var i stor bevægelse, tog brevet og læste. Det var underligt i formen, syntes hun; men indholdet så meget klarere; thi dette var en ældre, fornuftig mands omsorg, og al ære værd. Det tiltalte en gammel husmoder, og hun gik til præsten med det. Han fandt det samme; han begyndte at tro, at med denne underlige mand måtte hun kunne blive lykkelig. Fruen søgte Magnhild overalt for at sige hende, at både præsten og hun fandt, at dette lovede godt. Man fortalte, at Magnhild var på mørkloftet, hvorfor fruen tog på sig (thi det var koldt) og gik did op. Hun traf lærerinden, som hun tog med. De så ikke Magnhild, men sagerne, som var kastede ud over gulv, kasser og kufferter. De samlede dem sammen, talte dem, mønstrede dem og fandt dem udmærkede. De forstod, at en sådan gave kunde gjøre en ung pige forlegen; men han var jo en ældre mand, som havde lov til at tage tingen faderlig. Dette sagde de hende, da de endelig fandt hende. Og hun - havde ikke længere mod til at være fortrolig. Det kom deraf, at fruen, understøttet af lærerinden, talte, hvad de selv kaldte forstandige ord til hende. Hun måtte ikke være stolt, men huske, at hun var den fattige pige, som ingen frænder og fremtid havde.

I dagerne derpå havde hun en lønlig kamp. Men hun var uden fremfærd. Hvor skulde hun også have fået den ifra? Hvor skulde hun hen, når præstens så øjensynlig var blevet træt af hende?

Noget efter kom en kasse, som havde hendes kjoler m. m. Magnhild lod den stå; men lærerinden, som forstod så godt denne blyhed, drog omsorg for at få den åbnet. Hun og fruen tog ud stykke for stykke, og ikke længe efter stod Magnhild i kjole efter kjole foran det store spejl i stuen. Dørerne var stængte, fruen og lærerinden meget ivrige. Til sidst kom den sorte silkes, og Magnhild var efterhånden ikke længer ligegyldig. Hun følte et rødmende behag i at se i spejlet sin egen figur, omfattet af fint tøj. Hun opdagede sig selv stykke for stykke. Om det var ansigtet, så havde hun ikke før i dag så helt lagt mærke til, at deres, som hun nu så ved siden af sig, var sammenflydende, mens hendes - - Hun så med den sans, som en smuk klædning, der sad godt, i øjeblikket vakte.

Dette billede af hende selv stod i dager for hende. Hun vogtede sig for at forstyrre det ved at se i noget spejl. Atter samledes de gamle drømme, de, der gik over havet til noget fremmed og stort.

Men giftermålet? Det skød hun i slige stemninger fra sig som en overgangsbro, der drages i land, når den er brugt. Hvorledes hun kunde det? - Ja, hvor mange ganger i de år, som fulgte, stansede hun ikke og tænkte efter! Men det blev hende altid lige ubegribeligt.

Hun var ikke at formå til at tage på sig en af de nye kjoler, den dag Skarlie skulde komme, ej heller til at gå ud og tage imod ham; tværtom gjemte hun sig bort. Senere og tilfældig kom hun frem. Konsekvent behandlede hun både giftermålet og ham som noget, der ikke kom hende ved.

Skarlie var munter; både fruen og præsten søgte nemlig at bøde på Magnhilds mangel på høflighed, og han imødekom dem på en vindende måde. Lærerinden fandt ham ligefrem elskværdig.

Magnhild sad den anden kvæld i spisestuen og ordnede nogle sager, som hørte til håndgjerningsskolen, og som nu skulde afleveres. Hun var alene, og Skarlie kom sagte og smilende, lukkede døren langsomt bag sig og satte sig ned ved hendes side. Hun følte sadelmagerlugten, men så ikke op. Han talte længe om ligegyldige ting, så hendes åndedræt atter begyndte at gå rolig; hun vågede til sidst endog at se ned på ham; thi han sad fremoverludet og røg. Hun så skallehovedet, et busket bryn og det yderste af klumpnæsen; dernæst hans store næver og de for samme så ejendommelige negler; de lå nemlig vel formede dybt nede i kjødet, der overalt, altså også foran, omgav dem som en rund, tyk ramme. Under deres forreste del var smuds, noget, lærerinden, der selv havde smukke hænder, havde gjort eleverne opmærksomme på som en dødssynd. Hun så på de rødlige, strittende hår, der overalt dækkede disse næver. Han havde tiet en stund; men som om han følte sig beskuet, rettede han sig, og med smil strakte han en af disse næver mod hende: "Jo, jo, Magnhild! -" han lagde den over begge hendes. Det gav et ryk i hende, og umiddelbart derefter sad hun som lam; hun kunde ingen bevægelse, ingen tanke få frem, uden den, at en stor hummer havde taget tag. Hans hoved kom nærmere; øjnene var også en hummers, de stak. Dette havde hun aldrig set i dem før, hun sprang op. Han sad igjen; hun så sig ikke tilbage, men gav sig i færd med en anden del af håndgjerningsgjenstandene, der hun stod. Hun forlod altså dog ikke rummet; en stund efter gjorde han det.

Lærerinden pyntede hende den næste dag; også fruen kom til stede, hun havde glæde af det, sagde hun. Magnhild lod alt gjøre med sig uden at røre sig, uden et ords lyd og uden en tåre.

Ligeså i stuen. Hun sad ubevægelig. Der var nu kommet noget til, som lignede trods. Nogle tjenere og husmænd sad og stod ved køkkendøren, og i denne, som var på gløtt, så hun barnehoveder. Klokkeren istemte sangen, strax præsten kom ned.

Hun så ikke på sin brudgom. Præsten rørte ved de ømme strænge; fruen græd, også lærerinden; men Magnhilds kulde kølede både ham og dem. Talen blev kort og almindelig. Bag efter tør lykønskning og pinlig taushed. Selv sadelmageren havde tabt sit smil. Det kom frelsende, at der skulde spises.

Ude i måltidet vilde præsten foreslå en skål og begyndte: "Kjære Magnhild! jeg håber, du intet har imod os - -," han kom ikke længer; thi her brast Magnhild i en så voldsom gråd, at den efterhånden drog fruen, lærerinden, ja selv præsten ind med og for en stund stansede alt. Præsten kunde langt om længe alene lægge til: "Tænk på os!" Men her igjen samme hjærteskærende gråd, så der ingen skål blev drukket. Hvad nu dette egentlig var, klarede sig ikke for nogen af dem, uden måske for brudgommen; han var stille.

Ved desserten kom en af pigerne ind og hviskede nogle ord til bruden. Det var Rønnaug, som vilde sige hende farvel; hun havde ventet, lige fra de gik til bords, og hun kunde ikke længer. Magnhild gik ud. Rønnaug stod uden for bislaget, meget forfrossen; hun havde ikke villet være i vejen inde, sagde hun. Hun så på brudens kjole og fandt den over al måde fin; hun drog en våtte af sig og strøg på den med baghånden. "Ja, han er nok rig," sagde hun, "men ikke om de havde givet mig en stak af sølv, vilde jeg . . .," og hun føjede noget til, som ikke her kan gjengives, og hvorfor Magnhild med blussende åsyn tildelte hende en ordentlig ørfig. Tørklædet bødede den noget af; men den var særdeles vel ment.

Magnhild kom ind igjen og satte sig, dog ikke på sin plads hos brudgommen, men på en stol ved vinduet; hun vilde ikke spise mere, sagde hun. Det nyttede ikke, at man bad hende i det mindste at være med, til de andre var færdige; hun kunde ikke, sagde hun.

Opbruddet fulgte kort efter kaffen. En omstændighed kom imellem, som dæmpede bevægelsen, af hvad art den end kunde blive. Det var, at brudgommen, i hasten seende ud som et låddent dyr, kom ind bærende på en skindkåbe, foer-støvler, kufte, kyse, skindhandsker, muffe. Alt lod han dale foran Magnhilds fødder, sigende med tørt alvor: "Jeg lægger dette for dine fødder!" Der udbrød en latter, som selv Magnhild måtte stemme i. Alle samlede sig om sagerne, som lå spredte på gulvetæppet, og alle tabte sig i ros. Det var øjensynlig heller ikke hende ubehageligt foran en vinterrejse, hvortil hun havde fået løfte på at låne en hel del, at se en slig foræring blive væltet ud.

Lidt efter stod hun i sin blå kjole, og så vidt barn eller kvinde var hun, at hun fandt det morsomt. Umiddelbart derpå blev det nye rejsetøj stykke for stykke taget på under alles deltagelse, der nåede sin højde, da Magnhild blev draget frem foran spejlet for at kunne se sig selv. Hesten var ført frem, og Skarlie kom netop, også rejseklædt, i hundskindspels, rensdyrsko og do. lægger og flad skindhue. Han var næsten lige bred som lang, og for at vække latter hinkede han hen til spejlet og stillede sig med tørt ansigt ved siden af Magnhild. Alle lo, hun selv med, - men for strax at blive aldeles taus. Denne taushed lå endnu over afskeden. Først da præstegården var forladt, brast hun atter i gråd.

Hun så på den snedækkede grushaug over hendes hjem, men mat, som var der også i hende selv dækket med grus og sne.

Vejret var koldt. Dalen blev trangere, vejen gik gjennem tæt skog. En enkelt stjærne sås.

Skarlie havde slået figurer i sneen med svøben, pegte nu med den på stjærnen og gav sig til at nynne, derpå synge; det var en højskotsk vise. Den fulgte som en tungsindt fugl fra den ene under sneen ludende furu til den andre. Magnhild spurte om dens indhold, og dette passede en tur dybt i en skog. Han fortalte mere om Skotland, dets historie, sit ophold der.

Een gang på gled blev han ved, og efterhånden fortalte han så muntre historier, at Magnhild måtte undre sig, da de steg af for at hvile, - undre sig over, at hun havde kunnet le, og over, at de næsten havde kjørt to mil.

Han hjalp hende af slæden og ind i gjæstgiverstuen, men gik selv strax ud igjen for at fodre hesten.

Der inde sad en fornem ung kvinde foran pejsen og varmede sig; rundt på bænkene lå hendes rejsetøj, til dels af så fint stof og skind, at Magnhild blev nysgjerrig og måtte føle på det. Den rejsedragt, damen sad i, gjorde også, hvad stof og snit angik, samme indtryk som et dyr i naturhistorien fra en anden verdensdel. Hendes ansigt havde ungdom og en vemodig blidhed; hun var lys, med smægtende øjne og en let krummet næse. Også håret var opsat på en ukjendt måde. På gulvet gik en ung, tynd mand frem og tilbage; hans rejsestøvler stod ved pejsen; selv gik han i små safians halvstøvler, forede med hvidt skind. Sirlige og lette var hans bevægelser.

"Er du den unge konen til Skarlie?" spurte værtinden. Det var en noget gammel kvinde, som satte en stol hen til pejsen for Magnhild. Før Magnhild fik svare, kom Skarlie med nogle sager fra slæden. Skallehovedet, stikkende halvt op af det uhyre lådne, rensdyr-skoene som svære rødder ud over gulvet, drog damens mest forundrede blik til sig. "Er dette konen din?" gjentog husmoderen, idet hun vendte sig mod Skarlie. - "Ja, det er konen min," sagde han muntert og hinkede videre. Den unge mand betragtede Magnhild. Hun følte, hun blev ildrød under hans blik. Der var noget hende aldeles nyt i det. Var det hån? Nu så også damen på hende; konen bad Magnhild sætte sig ved ilden. Men hun forblev i mørke borte ved bænken.

Klokken var velgåen 10, da de nåede Øren; men alle lys var der slukte, selv i det hus, de holdt udenfor. Vakt af bjældeklangen kom en gammel kone frem til gadedøren, åbnede og så ud, gik derpå tilbage og tændte. Hun mødte Magnhild i gangen, hun lyste op på hende og sagde endelig: "Du lyt vera velkomen!" En stram sadelmagerlugt fyldte gangen; thi værksted og udsalg var til venstre. Den modbydelige lugt hindrede Magnhild i at svare. Til højre gik de ind; hun tog ilsomt af sig, hun kjendte kvalme. Ikke var hun vel færdig, før hun uden at kaste et blik omkring sig eller sige noget til konen, som stod og så på hende bag lyset, gik hen og åbnede en dør, hun straks ved indtrædelsen havde mærket sig. Hun lyste først ind og gik så selv efter. Hun lukkede døren bag sig. Konen hørte, at det begyndte at ramle der inde, og gik til døren. Der hørte hun, at der droges på en af sengerne. Straks efter kom Magnhild ud igjen med lyset. Hendes ansigt rødmede i lysskinnet. Hun så bestemt ud.

Sadelmageren kom først længe efter; thi han sørgede for den hest, som han havde lånt for rejsen. Lyset stod på bordet i stuen. Der var ingen oppe.

IV.

Præsten var inde hos hende en tre-fire ganger om året; han sov på rummet over værkstedet, hvor ellers også Skarlie sov, når han var hjemme. Han var om dagen hos kaptejnen eller toldbetjenten eller lensmanden. Det kaldtes præsteriden, når disse dager kom.

Da spilledes skak om dagen og kort om kvælden. Fruen og frøknerne havde også set der ned et par ganger. I selve ladestedet var der så godt som ingen, som Magnhild omgikkes.

Til Bergen havde Skarlie og hun foretaget en rejse. Hvad der på den var hændt eller ikke hændt: - de foretog ingen anden, hverken til Bergen eller noget andet sted.

Skarlie var mere ude end hjemme; han drev spekulationsforretninger; håndværket var omtrent nedlagt; dog holdt han udsalg. Magnhild selv havde en stund efter sin ankomst, sandsynligvis på Skarlies mellemkomst, fået opfordring af skolekommissionen til at sætte sig i spidsen for en håndgjerningsskole. Nu havde hun en time eller to hver dag på den store almindelige skole; desuden gav hun særskilt undervisning til voxne piger. Tiden gik for øvrigt med spadsereture og sang og lidt søm; hun læste næsten ikke. Det kjedede hende.

Rønnaug var straks efter hende kommen ned til Øren. Hun havde fæstet sig på nærmeste skydsskaffer-sted for hurtig at tjene penger til en Amerikabillet. Hun vilde ikke længer gå her som et udskud, sagde hun.

Magnhild modtog og gjemte Rønnaugs penger og forfærdedes over, hvor hurtig de voxede; thi hun havde sine egne tanker derom. Nu var billetten kjøbt; Magnhild skulde være aldeles alene.

Det jog jo mange tanker op, at rejsen over havet til det fremmede og kanske til det store skulde gå så let for den ene og ikke for den andre.

Morgenen efter den gjennemvågede nat gik hun sin vanlige tur til bryggen for at se dampskibet komme; hun så det vanlige tal handelsrejsende stige i land, det vanlige tal kufferter bæres efter dem; men hun så i dag desuden en bleg mand med blødt, langt hår og store øjne gå omkring en kasse, som han endelig fik op på vognen. "Forsigtig, forsigtig!" gjentog han atter og atter. Det måtte være et piano.

Da hun havde været indom på skolen, så hun den samme blege mand og kassen bag ham stå foran døren til hendes hus. En af hotelværterne var med. Skarlie havde indredet rummene over stuen og soveværelset for at modtage rejsende, når hotellerne var fulde. Denne rejsende var en sygelig en, som helst vilde bo alene.

Magnhild havde ikke tænkt at leje ud på længere tid og altså overtage et slags omsorg. Hun blev tvivlrådig. Manden kom nu nærmere. Slige øjne havde hun aldrig set, aldrig heller et så fint og åndigt ansigt. Rent fortryllende hvilede hans øjne på hende. Der var ligesom på een gang to udtryk i dette blik, det ene bag det andet. Hun ejede ingen evne til nøjere at grunde det ud; men hun optoges i den grad, at hun puttede pegefingeren i munden og glemte at svare.

Nu skiftede hans åsyn; det blev iagttagende. Hun følte det, vaktes, rødmede, svarede og gik. Hvad svarede hun? Var det ja eller nej? Værten gik efter. Det var ja. Hun skulde først op og se, om der var i stand; thi hun stolte just ikke særdeles på sin egen orden.

Der blev et svært brot, da pianoet skulde op; det tog også tid med seng- og sofaflytningen m. m. Men det tog dog alt en gang ende, og der blev stilt. Den blege mand måtte være træt. Hun hørte snart ikke et skridt, ikke en lyd over sig.

Heller ikke hun turde røre sig. Hun ventede, hørte. Skulde pianoet lyde? Han var jo en tonedigter, havde værten sagt. Hun syntes også, hun havde læst det navn i avisen. Hvorledes var det, når en sådan spillede? Der måtte vel ligesom ske undere? I alle fald måtte noget lyde ind i hendes fattige liv, som siden gav klang. Hun trængte til en åbenbarelse af myndig ånd. Hendes blik gled over blomsterne, som prydede hendes vinduer, og som solen spillede på; med øjnene over "Karavanen i ørkenen", som hang i glas og ramme ved døren, og som med een gang syntes hende så livlig, så skjønt ordnet i alle grupper og skikkelser - med øre for fuglesnakket i gjenboens have og skjorlegen længere borte på marken, sad hun i fryd og ventede. Tværs gjennem fryden skar spørsmålet: "Er Skarlie nu tilfreds med, hvad du har gjort? Den ny sofa kan skades, den ny seng ligeså? . . . Manden er sygelig, ingen kan vide . . ." Hun rejste sig, tog pen, blæk og papir frem og skrev til Skarlie for første gang i sit liv. Mer end en time holdt hun på, før brevet var færdigt. Det lød:

"Jeg har lejet bort rummene over dagligstuen og soveværelset til en syg mand, som spiller piano. Prisen er overladt til dig.

Jeg har ladet bære op en af de nye sofaer (den hestehårs) samt en af sengerne på fjedre. Han vil have det mygt. Kanske var det ikke rigtigt.

Magnhild."

Hun havde strøget ud: "Nu får jeg høre musik." Overskriften havde voldt bryderi; hun valgte ingen at bruge. "Din hustru" havde hun skrevet i underskrift, men strøget det. - Således formet blev brevet afskrevet og sendt; det lettede. Hun satte sig atter stille hen og ventede. Hun hørte, han fik middagsmad; hun spiste da også selv lidt og sovnede; hun havde jo næsten ikke sovet den foregående nat.

Hun vågnede; han spillede endnu ikke; hun sovnede igjen og drømte, at der var en bro slået fra fjæld til fjæld. Hun sagde sig selv, at det var broen ved Køln, hvoraf et stort litografi hang på væggen mod soverummet. Men alligevel gik den nu fra det ene høje fjæld tværs over dalen til det andre, byggende sig i kvadrater opover fra bunden. Jo længere hun så på den, des finere, farverigere blev den; thi se, den var vævet af regnbuetråde og stod gjennemskinnet og strålende helt op til den snorlige linje fra fjældkam til fjældkam. Men over denne spændtes i kors en anden bro, begge tog så på at gynge og det i langsom todelt takt, og snart efter var dalen et strålehav, hvori alle farver spillede og gyngede, men broerne var borte. Heller ingen fjælde var der mere; de henrindende farver fyldte al optænkelig udsigt. Hvor stor var den, hvor langt kunde hun nu se? Hun blev angst i uendeligheden og vågnede . . . Det spillede over hendes hoved. Uden for huset stod fuldt af folk, stille seende op.

Hun rørte sig ikke. Tonerne flød rigt, en lys ynde var over hans musik. Hun sad lyttende, til hun følte den som at drysse over hoved, hænder, fang. Dette var velsignelse over hendes lille hus, tåreverdenen der inde var gjennemskinnet. Hun skød stolen længer tilbage i krogen. Men, der hun sad, følte hun sig funden af det algode forsyn, som havde hendes bestemmelse gjemt. Det spillede ud af en viden, hun ikke ejede, men til en lidenskab, som vaktes i det samme. Hun strakte sine armer ud, drog dem ind igjen og brast i gråd.

Længe efter at det var forbi - mængden var gået, og han stille - sad hun der. Livet havde mening; også hun måtte få gå ind til rig skjønhed. Som det nu sang i hende, skulde det engang synge om hende! Endnu da hun klædte sig af, brugte hun både stue og kammer dertil og mer end en halv time; hun lagde sig for første gang i følelsen af, at hun havde noget at stå op til. Hun hørte hans fodtrin ovenpå; de var lettere end andres. Også hans berøring af møblerne var varsom; hans øjne med velvilje over som en glans og det dybe dragende bag var det sidste, hun så tydelig.

Der fulgte ubeskrivelige dager. Hun gik til sine undervisningstimer, men ilte så hjem, hvor musiken modtog hende, og huset stod omgivet af lyttende. Hun forlod det næsten ikke mere. Enten var han hjemme, og hun ventede på, at han skulde spille, eller han gik en tur, og hun ventede på hans hjemkomst. Hun rødmede, når han hilsede ind, og drog sig tilbage. Kom han i stuen for at bede om noget, foer det bævende gjennem hende, når hans fod hørtes nærme sig; hun stod i forvirring og fattede næppe, hvad han bad om, når han stod der. Hun havde kanske ikke talt ti ord i ti dager med ham. Men hun kjendte allerede hans mindste vane, hver særegenhed ved hans påklædning. Hun så, når hans brune, bløde hår lå bag øret eller når det var kommet frem; når den grå hat stod bagover eller i panden; når han bar handsker eller ikke; når han havde et shawl over skuldrene eller ej. Og hun selv? To nye sommerkjoler havde hun bestilt og gik alt i den ene. En ny hat havde hun kjøbt.

Hun troede, at musik var hendes bestemmelse, - men hun følte ingen trang til noget slags begyndelse. Hun havde nok i hans spil og nærhed.

Hun voksede dag for dag ud i en knoppefylde af tanker; den havde forberedt sig i hendes drømmeliv, men musik var luften, hun trængte for at leve, det følte hun nu. Hun forstod ikke, at hans fine væsen, som sygdommen gjorde endnu mere åndigt, var noget i hendes liv nyt, kjært, tankevækkende; det velbehag, han indgød, og som hun rødmede ved, gav hun alene musiken æren for.

På skolen fik hun omsorg for den enkelte, som hun aldrig før havde haft; selv matroskonen, som gjorde rent i hendes hus, gav hun sig i tale med. Der brast et hylle i hendes sjæl for hver dag; hun blev myg som en kvinde i overgangsalderen, den hun aldrig havde kjendt. Bøger, hun havde hørt læse eller læst i præstegården, stod op igjen som ny. Skikkelser rejste sig, hun da ikke havde set; de fik blod, farve og gang. Begivenheder af liv som læsning, gledne forbi som en sky, opløste sig pludselig og gav billeder. Hun vågnede, som en østerlandsk pige, indestængt i seraljet, vågner en dag ved sang under vinduet og glimtet af en turban.

Da Magnhild en morgen glad, smånynnende gik påklædt ind i stuen for at åbne vinduet til gaden, stod der en dame i det åbne vindue på den andre side af gaden.

Huset i en omliggende have var temmelig lavt; det ejedes af en fraflyttet embedsmand; løvværk var flettet op om vinduerne og hang nu til dels ned over dem; damen rettede just ved fletværket, som var i vejen. Hun havde et hoved omgivet af lokker, mere sorte end brune. Øjnene glimrede, panden var kort, men bred, tegningen over øjnene temmelig lige, næsen også lige, men ret kjødfuld og rund, munden fyldig, halsen stod så skjønt på skuldrene, at selv Magnhild måtte blive opmærksom; de åbne kjoleærmer var nedgledne under arbejdet med fletværket og viste armerne; Magnhild kunde ikke få øjnene tilbage. Da damen opdagede hende, nikkede hun over og smilte.

I det samme kom et barn frem til damen, som bøjede sig ned mod det og kyssede det. Også barnet havde lokker, men lyse; åsynet var ikke moderens, og dog moderens; det var farven, som vildledede; thi barnet var lyst. Barnet krøb op på en stol og så ud. Moderen tog atter fat på fletværket, men så efter Magnhild; det var et forunderligt blik. Magnhild tog sin hat på; hun skulde på skolen; men hint blik gjorde, at hun gik bagvejen ud og kom en time senere samme vej tilbage.

Han spillede; hun stod en stund i sin lille have og hørte på; men hun måtte ind for at se, hvilken virkning dette spil gjorde på den skjønne frue. Hun gik ind i køkkenet og derfra i stuen, men holdt sig skjult. Nej, der var ingen fremmed dame i vinduet på den andre siden. Magnhild følte sig lettet og gik frem. Hun skulde flytte et par blomster efter solen, hendes daglige arbejde. Hun havde nær sluppet blomsten ned på gaden; thi der stak den fremmede frue hovedet ind af det åbne vindue. "Bliv ikke bange!" lo hun med en så overtalende bøn om undskyldning, at det overgik alt af blidhed og bøn, som Magnhild nogen sinde havde hørt. "Jeg må få komme ind til Dem, ikke sandt?" Og førend Magnhild tænkte på at svare, var hun alt på vejen. I næste øjeblik stod hun høj, fager foran hende. En ukjendt duft svømmede om hende, mens hun gik der inde, snart talende om litografierne på væggen, snart om dalen, fjældene eller folkets forhold. Røsten, duften, gangen, øjnene, ja klædningens stof og smag, især dens dristige farveblanding tog sanserne. Fra det øjeblik hun trådte ind i stuen, ejede hun den; lugtede hun til en blomst og gav en bemærkning om den, var den bleven blomst een gang til; det, disse øjne så på, fik just så meget værd, som hun gav det.

Det gik ovenpå. Fruen stansede, Magnhild blev rød. Fruen smilte, Magnhild skyndte sig: "Det er en logerende . . . som . . ." "Jeg veed det; han tog mod mig i går aftes pa bryggen." Magnhild gjorde store øjne. Fruen kom nærmere: "Min mand og han er to rigtig gode venner." Hun vendte sig nynnende, hun så på slaguret i krogen mellem sovekammervæggen og vinduet. "Er klokken her alt så mange?" Hun så på sit eget ur. "Vi skulde gå ud klokken 11 i dag. De må gå med, ikke sandt? Vis os de smukkeste steder i skogen bag kirken og op over fjældbakkerne!" Magnhild svarede straks ja. -

"Hør, veed De hvad? Jeg springer op til ham og siger, at De går med, og så går vi straks, straks!" Hun gav hendes hånd et let tryk, åbnede døren og sprang op ad trapperne til ham. Magnhild stod tilbage - aldeles bleg.

Det tumlede, susede, faldt. Men ikke med brag; nei, der var straks efter så tomt, stilt. Et par knirkende skridt der oppe; derefter intet.

Hun stod vist længe så. Det tog i døren, og hun foer med begge hænder til hjærtet. Derpå vilde hun fly; men det lille lyslokkede barnehoved stak ind, og disse øjne var så bløde og alvorlige: "Er mor her?" sagdes forsigtig. "Hun er ovenpå," svarede Magnhild, og ved lyden af sin egen stemme og ved selve ordenes indhold følte hun gråden og måtte vende sig. Barnet havde draget hovedet tilbage og lukket døren.

Hun fik ikke straks tid til at klare sig, hvad som var hændt; thi barnet kom ned igjen og ind til hende: "Mor kommer; jeg skulde gå ind til dig. - - Hvorfor græder du?" Men hun græd ikke. Hun svarede ikke barnet. "Nu kommer mor." Og Magnhild hørte hende i trappen. Da gik hun ind i soverummet. Hun hørte, der veksledes ord i stuen imellem barnet og moderen, og derpå til sin forfærdelse, at det tog i sovekammerdøren; fruen kom ind. I disse øjne var intet skimt af brøde; de lagde over hele kammeret lykke, varme, åbenhed. Men ved at møde Magnhilds, skiftede de udtryk, så denne forvirredes og slog sine ned.

Fruen kom helt frem. Hendes ene hånd lagdes om Magnhilds liv; hendes andre over Magnhilds skulder. Magnhild måtte se op igjen og mødte da et smerteligt smil. Det var samtidig så godt, så fast og derfor så overtalende, at hun lod sig tildrage, og snart blev hun kysset, - først sagte, som blev der åndet på hende, mens den ukjendte duft, som altid fulgte, omgav dem, og silken knitrede som en hvisken, - derpå heftigt; brystet bølgede mod hende, og ånden droges dybt som i en livssorg.

Atter stille, og da hviskedes: "Kom nu!" Hun gik foran, førende Magnhild ved hånden. Magnhild var jo et barn i erfaring. Med modstridende følelser stod hun i det smukke, lave hus, fruen beboede, foran åbne kufferter og en over to stuer oplagt garderobe.

Fruen søgte i en af kufferterne, kom op med et hvidt kniplingstørklæde: "Dette passer Dem bedre end det, De har, for det passer slet ikke;" hun knyttede det af og bandt det andet på med en sløjfe, og Magnhild følte selv, at det passede godt mod den røde kjole. "Hvorledes har De håret? De har jo et langt ansigt - og så denne hårsætning? Nej -" og før Magnhild fik gjøre modstand, var hun trykket ned på en stol. "Nu skal jeg -!" Fruen gav sig til at løse op. Magnhild rejste sig, ildrød og forskrækket, og sagde noget, men blev mødt med et fast: "Vist ikke!" Det var, som der udgik vilje af fruens ord, armer, fingre; Magnhilds hår blev løst, udslået, ordnet, derpå bundet i en knude i nakken og ellers givet frit. "Se nu!" og et spejl blev holdt frem. Alt dette øgede den unge kvindes forvirring i en sådan grad, at hun næsten ikke vidste, hvem hun selv så på, da spejlet holdtes op. Den fornemme dame foran hende, duften om hende, og barnet ved hendes knæ, som med alvorlige øjne sagde: "Nu er du vakker!" - og ham i vinduet, som også så ned og smilte, - hun rejste sig og vilde fly, men bare for at omfattes af fruen og drages dybere ind i rummet. "Vær ikke undselig! Vi skal have det hyggeligt sammen," og hendes hengivelse havde atter denne hjærtensgodhed, som Magnhild aldrig havde følt mage til. "Spring nu over efter Deres hat, og vi skal gå!"

Magnhild gik. Hun var ikke før ene, - og en beklemmelse, en sorg snørede hjærtet, og fruen stod afskyelig, påtrængende, selv hendes godhed vrængt til mangel på mådehold, hun kunde ikke finde ord for det, som pinte hende.

"Nu? Kommer De ikke?" Det var fruen, som i en opkrammet hat med gyngende fjer strålede ind gjennem vinduet. Hun slog lokkerne tilbage og drog handsker på. "Den hat klæder Dem ikke så dårlig endda. Kom nu! -" Og Magnhild kom.

Den lille klyngede sig straks til hende: "Jeg skal gå med dig!" sagde hun. Magnhild hørte det ikke, fordi hun hørte, at det gik i trapperne; Tande, komponisten, skulde også være med. "Du skjælver i hånden?" sagde den lille. Et hurtigt blik af fruen, hvorved hun følte rødmen stige over hals, kinder, tindinger, - nok et af Tande, som nu stod på gadetrappen, ikke fri for forlegenhed; han hilste. "Skal vi op i skogen?" sagde den lille, som holdt hende fast ved hånden. "Ja," svarede fruen; "er her ikke en gjenvej over markerne bag huset?" - "Jo." - "Så går vi den."

De gik ind i huset igjen og ud bagvejen gjennem haven over markerne. Skogen lå der oppe til venstre for kirken og dækkede fladen og de nederste fjældbakker. Magnhild og barnet gik foran, fruen og Tande kom efter. "Hvad hedder du?" spurte den lille. "Magnhild." - "Det var morsomt, for jeg hedder Magda; det er næsten det samme." Straks efter sagde hun: "Har du set far i uniform?" Nej, hun havde ikke det. "Han kommer her snart, han også, så skal jeg bede ham tage den på." Hun blev ved at fortælle om sin far, som hun syntes at elske over alt på jorden. Somt hørte Magnhild, somt ikke. De der bag talte så sagte, at hun intet ord kunde fornemme, skjønt de kom lige efter. En gang hun hurtig så sig tilbage, mærkede hun, at fruens udtryk var bekymret, hans alvorligt

De var i skogen. "Nej, her er jo straks den alleryndigste plet!" udbrød fruen, og nu strålede hun igjen, som havde hun aldrig været i noget andet lune end det mest jublende. "Her slår vi os ned!" og i det samme sad hun med et lidet udråb og en latter. Han satte sig langsomt og lidt fra, Magnhild og den lille på den andre siden. Den lille sprang straks i vejret igjen; thi fruen vilde have blomster, græs, strå, mos; hun begyndte at binde buketter, og det måtte ikke være første gang, at den lille samlede sammen for hende; thi hun kjendte alle sorter ved navn og kom med glædesudråb, når hun havde fundet noget, som moderen ikke havde set, men som hun vidste var kjært.

Tanker henkastedes; nogle, ikke alle, opfangedes af Tande, som strakte sig i græsset og syntes at ville hvile; men fra det øjeblik de kom ind på, hvad der just var hændt i de dager, at en hustru, som havde forladt sin mand, senere blev forladt af sin elsker, tog han ivrig del, idet han på det stærkeste angreb elskeren, mens fru Bang undskyldte ham: det var ikke godt at handle ud af en kjærlighed, som ikke længer var til. Men ud af pligt i det mindste, mente Tande. Ak, med pligten havde de jo taget farvel, svarede fruen og satte blomster i Magdas hat. Den videre samtale røbede lejlighedsvis, at fruen havde landets bedste omgang, at hun var meget berejst og måtte have midler til at leve, hvor og hvorledes hun vilde. Og dog sad hun ned her i stille omsorg for Magnhild, for Tande, for barnet. Om alle, de nævnte, havde hun et kjærligt ord; den mindste bemærkning tog hun op i sin tanke og fik noget ud af den, ligesom af de græsstrå, hun nu stak ind i en af sine buketter, og det, så de tog sig ud og ikke forsvandt.

Tandes lange, blege åsyn med det vidunderlig fine smil, det bløde hår, der lå om åsynet ligesom kjælende, var efterhånden blevet oplivet.

Den farverige, varme kvinde, hos hvilken han nu sad, var jo et stykke af den verden, han levede og digtede i.

Pletten, de sad på, var omgivet af bjørk og asp. Furuen havde endnu ikke nået til at undertrykke dem, skønt skuddene alt stod der. Så længe fik også blomsterne og græsset leve, - men ikke længer.

VI.

Magnhild vågnede den næste dag - ikke til en glad erindring, således som hver dag i de næst foregående uger. Der var noget i dette, hun skulde stå op til, som hun var ræd, foruden at det gav smerte. Og alligevel drog det; - hvad skulde hun opleve i dag?

Hun havde sovet længe. Da hun kom ind i stuen, så hun fruen ved det åbne vindue og fik straks en hilsen og et vink. En hat blev holdt op og drejet. Lidt efter var Magnhild så dybt inde i fortryllelsen af hendes hjærtensgodhed, skjønhed, livfuldhed, at hun nær havde glemt sin skoletime.

Et samlet råb mødte hende på skolen, da hun kom med en ny hårsætning og ny hat og et hvidt kniplingstørklæde over den røde kjole! Magnhild havde selv været forlegen ved det, og blev det nu endnu mere. Men det uforfalskede bifald, som mangestemmigt fulgte, trøstede hende snart, og hun gik derifra med samme følelse som en embedsmand, der er løftet en grad i rangen.

Også den dag var det godt vejr; derfor bestemtes, at om eftermiddagen skulde man gjøre en udflugt. Om formiddagen spillede Tande. Vinduerne var overalt åbne, og fruen sad i sit og græd. Der gik folk forbi og stirrede; men hun ænsede det ikke.

Der var også noget lidenskabeligt bevæget og undertiden smerteligt i hans spil i dag; Magnhild havde ikke hørt det så før. Måske følte han det også selv som en uvilkårlig forvildelse; thi han tog sig i det og jog op et væld af lyse, glimrende billeder, der fløj lige ind i solskinnet og insektsurren. Synet ud over den af dug fugtige eftersommerdag var med een gang så rigt på opdagelser; i gadestøvet, som tog på at tørre, glitrede det, over engen spillede farverne i grønt, hvor der stod anden gangs vækst, gult og brunt, hvor der ingen stod. Skogens farvespil i gult, rødt, brunt, grønt vekslede overalt. Den blå tone i det øverste af det mægtige fjæld havde aldrig været mere mættet. Den stod stærk mod det glitrende grålige i de revne fjælde om sjøen. Musiken samlede sig, smerten var atter oppe, men som ekko, eller ligesom opløst i dråber, der nu og da dryssede ned i den nye stemnings solkraft. Fruen havde lagt hovedet over sin arm. Magnhild så på skuldrenes bevægelse; selv drog hun sig tilbage. Hun likte ikke hendes udstilling.

På eftermiddagsturen måtte Magnhild atter foran med barnet, og de to kom hviskende efter. De samledes i dag på et andet sted, et stykke oppe på fjældet; fruen havde da grædt. Tande var taus, men så måske end mere åndig ud end vanlig.

Samtalen gik i dag ud fra det norske fjordlandskab, at de fjælde, som overalt stængte, gav et tryk på sindet. Alle stængsler for folkets åndsliv nævntes: vedtægtens, vanelivets, fremfor alt vanekristendommens, skinhellighedens drog i morsomt følge forbi; kjærligheden blev der givet en uendelig ret - - "Se, nu sidder hun med pegefingeren i munden igjen!" lo fruen; Magnhild blev yderlig forskræmt, og munterheden steg.

Noget længere hen lod Magnhild Magda sætte blomster og græs i sit hår. Hun smånynnede, som hendes vis var fra nodesyngningen på præstegården. Denne gang fik hendes uregelmæssige sang mere fart end ellers, i det tankerne fyldte den som vinden et sejl. Jo højere hun kom, desto stærkere sang hun, til Magda sagde: "Der kommer mor!" Magnhild taug. Fruen kom ganske rigtig, og lidt bag hende Tande: "Men, barn, du synger jo?" De var i dagens løb blevne "dus", d. v. s. fruen sagde du; Magnhild kunde ikke. - "Det er den højeste og klareste sopran, jeg på længe har hørt," sagde Tande, som nu også kom nærmere, og som blussede af at have gået de par skridt fortere end vanligt. Magnhild rejste sig, så blomster og græs dryssede, og samtidig tog hun i håret for at tage Magdas pynt af, hvorved denne klagede forskrækkelig. Men Tandes ord, udseende og de øjne, han nu fæstede på hende, forvirrede hende, og det var snildt af fru Bang, at hun ligesom søgte at dække hende.

En stund efter var de på vej hjem, - og de gik lige på Tandes rum for at prøve Magnhilds røst.

Fruen stod og holdt hende ved hånden. Magnhild traf med påfaldende sikkerhed alle noder og tog scalaer, så Tande stansede og så op. Hun måtte da fortælle, at hun havde sunget før.

Hun kjendte efterhånden lykke; thi hun var afholdt, det var ikke til at tage fejl af. Og da man skulde prøve en liden tostemmig sang, og Magnhild kunde synge sopranen fra bladet, og ligeså med en anden, en tredje, blev der slig glæde i den lille ring, at Magnhild ildnedes deraf og gav en skjønhed, som hun visselig ikke før havde besiddet i noget øjeblik i sit liv.

Fruen havde en god alt; stemmen var ikke så uddannet, som den var sympathetisk; den var heller ikke stærk, men passede derved Magnhilds så meget bedre; thi om dennes mulig var stærkere, så havde hun aldrig brugt den anderledes end svagt og gjorde heller ikke så nu.

Efter hvert som de vandt kjendskab til sangene, øgede Tande det ledsagende tonespil.

Gaden stod fuld af folk; sligt havde de aldrig hørt på det lille sted. Der slap utvivlsomt en sværm af nye forestillinger ud over disse hoveder. Der blev bestemt tænkt og talt finere den kvæld end vanligt. Børnene anede sikkerlig fremmede lande. En småregn faldt, de høje fjælde på begge sider dalen og omkring fjorden stod med dækkede toppe, men steg for forestillingen, så meget større i det halv gjemte. Skogens farver, den rolige sjøflade, mørknet af regnen, engens friske efterslæt, elvens vilde gang, og ellers ikke en forstyrrende lyd. Kom en vogn, så stansede den.

Da de endelig sluttede, sagde Tande, at hver dag måtte han en times tid få lære Magnhild at bruge stemmen, så hun kunde øve videre på egen hånd, når de var rejst. For øvrigt skulde de vedblive at synge sammen; thi det gav smag. Fru Bang tilføjede, at af den stemme måtte der kunde gjøres noget.

Tandes øjne fulgte hende ligesom spejdende, så hun var glad, da de skulde gå.

Hun glemte et nodehæfte af sine egne og vendte i døren og gik tilbage efter det. Tande stod ved døren; "tak for i dag!" hviskede han og smilte. Hun snublede derved i tærskelen, og over al måde skamfuld havde hun også nær taget fejl af trappens første trin; hun kom ned meget forvirret. Fruen så på hende; thi hun stod endda og ventede for at sige "god nat!" Hun stod lidt, før hun sagde det, og da køligt, tankespredt. Men hun havde ikke gået nogle skridt, før hun vendte, så Magnhild stå forundret, sprang straks tilbage og trykkede hende stærkt ind til sig.

Nylig havde der været en kvæld, om hvilken Magnhild havde tænkt, at den var den lykkeligste i hendes liv. Men denne -?

Når det gik der oppe, sitrede det i hendes legeme. Hun så hans store blik, når han løftede øjnene under spillet. Diamanten på hans venstre hånd skar lysende ringe over pianoet, de blå-årede hænder, - det lange hår, som randt frem over, - den fine, grå klædning, det tause væsen flød over i melodierne og harmonierne og hans hviskende "tak for i dag!" - Over hos fruen var der mørkt.

Ikke før ved midnat var Magnhild i seng og heller ikke da for at sove; han der oppe sov heller ikke, tvært om, han begyndte netop nu at spille. En vemodig, enkel sang spillede han, først som en sopran-solo, så som et kvindekor; harmoniseringen var så skær. Uden at mærke sig tankeovergangene, sad hun på bakken hin konfirmationseftermiddag og så over, hvor hendes hjem havde stået. Alle små-søskendene kom omkring hende. Han spillede det samme på forskjellige måder; men bestandig gav det hende samme billede.

På skolen næste morgen modtoges hun med mange spørsmål om gårskvælden, om hun havde sunget med, om hvad de havde sunget, om de andre to, om de skulde synge oftere.

Spørsmålene fyldte hende med glæde: en stor hemmelighed, hendes hemmelighed sad inderst inde i den. Hun kjendte spændkraft. Hun havde aldrig ilet hjem som denne dag. Hun skulde jo endnu samme formiddag synge med ham! -

Og det gjorde hun. Han sendte bud ned med matroskonen, at han ventede hende kl. 12. Lidt før hørte hun endnu en gang hint vemodige skære stykke fra i går.

Han tog mod hende uden at tale. Han bare hilste og gik lige til pianoet og vendte hovedet, som for at bede hende træde nærmere. Hun sang scalaer, han gav vink, i regelen uden at se på hende; hele timen gik over som en rolig forretningssag; hun var taknemmelig for det.

Hun gik fra ham over til fruen. Fru Bang sad eller rettere lå i sofaen med en opslået bog over fanget, men med Magda foran sig, som hun talte med. Hun var alvorlig, eller rettere sørgmodig; hun så op på Magnhild, men talte videre med barnet, som om ingen var kommen ind. Magnhild blev, stående, betydelig skuffet. Da skød fruen barnet fra sig og så atter op. "Kom nærmere!" sagde hun mat og gjorde en bevægelse med hånden, som Magnhild ikke forstod. "Sæt dig på den skammel, mener jeg." Det skete. "Du har været hos ham?" Hendes fingre havde opløst Magnhilds hår: "Knuden er ikke rigtig slået" - og lidt efter, i det hun klappede hende: "Du er et sødt barn." Hun rejste sig i sædet, så hende i øjnene, bøjende hendes hoved i vejret. "Jeg har besluttet at gjøre dig smuk, - smukkere end mig selv. Ser du, hvad jeg har kjøbt i dag?" Bag Magnhild, på bordet, lå et sommertøj. "Dette er til dig; det vil klæde dig!" - "Men frue!" - "Ikke sig noget, min ven! Jeg er ikke lykkelig, når jeg ikke kan få gjøre sådant noget, - og her har jeg oven i kjøbet min egen grund." Hendes store, underlige øjne svømmede bort. "Se så!" sagde hun og rejste sig hastigt. "Nu skal vi spise middag sammen; men først en liden tur, og i eftermiddag en stor tur og derpå sang og derpå en dejlig siesta; han synes om sådant! -"

Men der blev hverken stor eller liden tur; thi der kom regn. Da tog fruen straks fat på Magnhilds kjole; hun fik den efter sine mål syet der i nærheden.

De sang sammen og mer end forrige dag. Der blev telegraferet efter sangnummere for to stemmer; et par dager derefter var de der. I de følgende dager blev de fleste med nøjagtighed gjennemgåede. Magnhild havde hver dag sin regelmæssige time. Tande gik til den med den samme forretningsmæssige taushed som første dag. Hun vandt mod.

Vidunderlige dager! Sang og atter sang og samvær, mest hos fruen, hvor de som oftest både spiste middag og aftensmad. Den ene dag var hun i det mest strålende lune; den næste dag var hun plaget af hovedpine og viklede da et sort-rødt-brunt tørklæde om hovedet som en turban og sad eller lå i et mat drømmeri.

Som de en dag sad sammen, og Magda stod i vinduet, sagde den lille: "Der går en mand ind til dig, Magnhild; han er halt." Magnhild rejste sig meget rød.

"Hvad er det?" sagde fruen, som lå med hovedpine i sofaen og talte hviskende med Tande. "Å, det er -" Magnhild ledte efter sin hat; hun fandt den og gik. Hun hørte fra det åbne vindue barnet: "- - en halt, styg mand, som -"

Skarlie arbejdede det år ude ved havet. Et udenlandsk skib havde forlist der, Skarlie og et par mænd i Bergen havde kjøbt det; thi det kunde repareres med langt mindre udlæg end oprindelig skjønnet. De havde gjort en ualmindelig god handel. Skarlie forestod snedker-, maler- og sadelmagerarbejdet ved skibets istandsættelse. Nu kom han hjem efter ny proviant til arbejderne.

Hans forundring ved at træde ind i sit hus var ikke liden. Alting i orden! Og rummene fyldte af megen duft. Magnhild kom, - det var en dame, som trådte ind! Selv hendes åsyn forvandlet! Det var lige som opladt, og det løse hår over hendes hals og noget ludende skuldre lagde en lys glans omkring hoved og figur. Hun blev stående på dørtærskelen med hånden på låsen; han havde sat sig i den brede stol i krogen, han sad og tørrede sveden af det skallede hoved. Da hans første forundring var over, sagde han: "god dag!" Intet svar. Men hun trådte ind og lukkede efter sig. "Hvor her er pyntet? Er det din logerende -?" Munden spidsede sig, øjnene blev små. Hun så koldt på ham. Men han fortsatte godsligere: "Har han også syet dig en ny kjole?" Nu lo hun. "Hvorledes har du det?" spurte hun om lidt. "Å jo, jeg er snart færdig nu." Han havde fået lidt af det brede væsen hos den, som gjør lønnende forretninger. "Her er varmt," sagde han; solen havde netop brudt frem efter lang regn og stegte, som den kan først i september. Han gav benene fra sig, så vidt det krumme tillod det, og lagde sig bag over, ladende begge de svære næver hænge over stolarmerne, et billede af svømmeluffer på et sjøuhyre.

"Du ser på mig?" sagde han med sit mest komiske fjæs. Hun vendte sig med et spejdende blik mod vinduet.

Stuen var straks fuld af den sadelmagerlugt, som fulgte ham; hun havde villet åbne, men betænkte sig og gik tilbage.

"Hvor er din logerende?" - "Han er der over." "Bor der nogen også der?" - "Ja, en fru Bang med datter." - "Det er altså dem, du omgås?" - "Ja."

Han rejste sig og tog frakken af og så vest og halsklud. Han stoppede sin snadde, tændte og satte sig atter, denne gang med den ene arm støttet på albuen og rygende. Han så lunefuldt smilende på sin ægtehalvdel: "Så du vil blive en dame nu, Magnhild?" Hun svarede ikke. "Ja, - jeg får vel begynde at blive kavaller, jeg da!" Hun vendte sig og så leende på ham; brystet, dækket af dunkelrødt hår af tætteste slag, var bart; thi skjorten var oppe; ansigtet var solstegt, og skallen hvid. "Pokker, som du ser på mig! - Jeg er vel ikke nær så pen som din logerende, kan jeg tænke?" - "Skal du have noget at spise?" spurte hun. "Jeg spiste på dampskibet." - "Men drikke?" Hun gik ud efter en flaske øl og satte på bordet tillige med glas. Han skjænkede og drak og så derved over. "Det var et satans fruentimmer! Er det fruen?" Magnhild blev ildrød; thi også hun så fruen stå i vinduet - med stirrende øjne på den halv nøgne!

Hun havde vel siddet der nogle minutter, da hun hørte, at det gik i sengkammerdøren, derpå i køkkendøren, og straks efter åbnedes døren til haven af hendes mand: "Magnhild? - Jo, der er hun!" Lille Magdas lyse lokkehoved stak frem og så sig om til alle sider, indtil hun opdagede Magnhild og kom da langsomt mod hende. Skarlie var gået tilbage.

"Jeg skulde spørge, om du ikke vilde komme over og spise?" - "Hils og sig tak; jeg kan ikke det - nu." Barnet stod forskende og stille, spurte så: "Hvorfor kan du ikke det? Er det for den mandens skyld?" - "Ja." - "Hvem er han?" Magnhild havde i hovedet: "Han er min" - men det kom ikke over læben; i dets sted vendte hun sig for at skjule sin bevægelse for barnet. Dette stod længe stille; men endelig: "Hvorfor græder du, Magnhild?" Det sagdes så sødt; det klang med minde om hele den lyse verden, som nu atter lukkede sig; Magnhild tog dens lille stedfortræder ind til sig og græd over hendes hoved. Derpå hviskede hun: "Spørg mig nu ikke mere, lille Magda; men gå hjem igjen, her, gjennem haveporten, og sig mor, at jeg kan ikke længer komme." Magda gik, seende sig tilbage et par ganger.

Magnhild fjærnede alle spor af gråd og gik ud for at gjøre indkjøb; thi hendes spisekammer var omtrent tomt.

Da hun kom hjem igjen og gik gjennem stuen, sad Skarlie endnu i sin stol, han havde nok taget sig en lur; nu gispede han og begyndte at stoppe sin snadde. - "Hun var jo gift, hun der over, sagde du?" - "Ja." - "Er han også gift?" - "Jeg veed ikke." - "Jeg så dem kysses," sagde han.

Magnhild blev bleg, derpå rød. "Det har jeg aldrig set!" - "Nej, nej; de troede nok ikke, jeg heller så det," sagde han og tændte. Magnhild kunde have slået ham.

Hun gik ud i køkkenet; men det kunde imidlertid ikke undgås at komme ind igjen. Han sagde: "Det er intet under, de må holde af dig; du er jo ansat der som forklæde."

Hun kom med en dug for at lægge på bordet. Den kylede hun lige mod hans leende åsyn. Men han fik gribe den og lo des mere, virkelig så tårerne stod ham i øjnene; han kunde ikke holde op.

Hun var sprunget tilbage i køkkenet og stod foran smørret, osten og mælken, som hun skulde bære ind, - stod og græd.

Døren åbnedes; Skarlie kom hinkende. "Jeg har lagt dugen på," sagde han, endnu ikke fri for at le; "for det var vel meningen med den?" - og nu tog han, hvad der var sat frem, stykke for stykke, og bar ind. Han spurte godmodig efter noget, som manglede, fik også svar. Lidt efter rejste hun sig selv og satte vand over til the.

En halv times tid senere sad de lige over for hinanden ved det tidlige kvældsbord. Nu ikke et ord om dem på den andre siden. Han fortalte om sit arbejde på dampskibet, men stansede pludselig; thi Tande begyndte at spille. For musik havde han sans. Det var et uroligt, næsten vredt spil, som begyndte; men hvor det klarede! Og det endte i den lille melodi, ved hvilken Magnhild altid blev hensat til sine forældres hus med alle søskendenes lyse hoveder omkring sig. Skarlie frydede sig øjensynlig, og da det sluttede, roste han spillet på det stærkeste. Da fortalte Magnhild, at hun sang med Tande; han fandt, hun havde stemme. Hun kom ikke længer; thi spillet begyndte igen. Da det atter sluttede, sagde Skarlie: "Veed du hvad, Magnhild? Lad du den mand give dig al den undervisning, du kan få af ham; thi han er en mester - og med resten har jo du intet at bestille!" Skarlie var i udmærket lune, endnu da han, træt efter rejsen, gik op på salen over sadelmagerværkstedet for at lægge sig.

Magnhild luftede ham forsvarlig ud, idet hun åbnede alle vinduer efter ham. Hun gik længe frem og tilbage i mørket, før hun lagde sig.

Der, på skolen, var ellers stor glæde over en tidende, Skarlie netop havde bragt dem, at en hel del håndarbejde, som han havde påtaget sig at skaffe kunder for i byerne, var afsat med uvant fordel. Han havde vel også fortalt hende det i morgenens løb; men så optaget havde hun været af sine egne ting, at hun knap nok havde mærket det. Næppe var dette æmne til ende, så undrede en af jænterne sig (der var i denne time både børn og voksne tilsammen) over Magnhilds udseende, så forskjelligt fra det, hun havde haft de foregående dager. De spurte da, om noget fejlede hende. Hun bar heller ikke den kjole, der havde klædt hende så godt, d. v. s. fruens. Det var især den pukkelryggede Marie og den lange, storøjede Ellen, som var de mest højrøstede både med glæden og forundringen. Magnhild følte sig ikke vel blandt dem og gik tidlig. Straks hun kom hjem, meldte matroskonen hende, at Tande ventede. En kort kamp, - og hun tog atter den kjole på, som klædte hende bedst. Hun blev modtagen som i går, i forgårs og alle dager; han hilste ved at bøje sig let og satte sig til pianoet og gjorde anslag. For hans tilbageholdenhed, og det særlig i dag, var hun ham så taknemmelig, at hun - - trangen til at gjøre ham godt fandt intet.

Da hun kom ned ad trappen, så hun Skarlie og fruen stå i samtale henne ved fruens dør. De lo begge. Magnhild listede sig uset ind og iagttog dem videre.

Det spillede over begges åsyn, deri var de lige; men dermed hørte også al lighed op; thi så styg havde han dog aldrig været, som nu foran fruen! Den blanke hat, han bar, skjulte oven i kjøbet panden, så hele åsynet fik noget sammentrykt; thi panden var næsten alene så stor som det øvrige. Hun følte ham i dette øjeblik ude i de yderste spidser af sine fingre.

Fruen var idel bevægelighed; det glimtede af hende, der hun kastede hovedet, så lokkerne bølgede, eller byttede fod, bøjende overkroppen efter, eller stødte en tanke fra sig med hånden eller tegnede en anden med en livlig bevægelse.

De hastige, sikre blik, begge byttede, gav indtryk af kamp. Han leende, lurende, hun funkende af kampglæde. Det tog ingen ende; fandt de behag i hverandre? Eller i at kæmpe? Eller i æmnet? Var ikke Tande kommen ned, så havde de næppe endt den formiddag. Men da hilsedes der, Skarlie kom hinkende og endnu smilende, og de to gik ind til fruen, den sidste helt og højt leende.

"Et satans fruentimmer!" sagde Skarlie opspillet; "vist kan hun gjøre hovedet kruset på en mand!" Og mens han kradsede sin snadde, lagde han til: "Var hun ikke så god, vilde hun være aldeles djævleblændt, - hun ser alt!" Magnhild stod og ventede mere. Han så et par ganger på hende, mens han stoppede af sin skindpose; han så omtrent som den, der tænker: "Skal jeg sige det eller ikke?" Hun kjendte blikket og gik. Men måske netop denne bevægelse lod den tirrende magt sejre. "Hun havde såmænd set, at der var lys på værkstedssalen i nat. Jeg tænkte, hun også vilde spørge, om - -." Magnhild var alt i køkkenet.

Om middagen kom en vogn for døren; Skarlie skulde kjøre op på landet for at gjøre indkjøb af slagt for sin arbejdsstok ude ved havet.

Efter at han var rejst, kom fruen springende over gaden. Det gik som altid: hun stod ikke smilende i stuen, før alle onde tanker, som Magnhild havde haft om hende, skamfulde krøb sin vej, og hun bøjede sig stille afbedende under den hjærtelighed, hvormed fruen nu tog hende ind til sig og kyssede hende og lagde hendes hoved kjærtegnende ned på sin skulder, - denne gang uden at sige et ord. Men Magnhild kjendte medfølelse ud af hvert håndstrøg, ligesom af omfavnelsen og kysset før. Da fruen slap hende, gik hver af dem til sin kant; Magnhild brød nogle visne grene af en blomst i vinduet.

Da kjendte hun fruens varme ånde over kind og hals. "Min ven," hvisker det sagte ved hendes øre, "min søde, rene, lille ven! Du fører et rovdyr med barnehænder."

Magnhild sitrede ved ordene, ved den varme ånde, der ligesom overgød dem med trolddom. Fruen så, der faldt tårer ned over Magnhilds hånd: "Sørg ikke!" hviskede hun. "I sangen har du en tryllering, du kan dreje på, når du ønsker dig bort! - Ikke græd!" Og hun vendte hende og bøjede hende ind til sig: "I eftermiddag er godt vejr, i eftermiddag skal vi være sammen i skogen og i stuen og synge sammen og le sammen. Ak, vi har ikke mange dager igjen!" Det stak Magnhild i hjærtet; høsten var nær, - og så skulde hun atter være ene.

VII.

De stod om eftermiddagen ovenpå ved pianoet og sang, da de hørte Skarlie komme hjem og ind i stuen nedenunder. Men de vekslede intet ord derom, blev bare ved. De sang til sidst med lysene tændte, men for åbne vinduer.

Da Magnhild kom ned, havde også Skarlie vinduerne åbne; han sad i hjørnestolen. Han rejste sig, lukkede; hun lod gardinerne falde, og under dette tændte han lys. Men endnu i mørket begyndte han at beundre sangen, han havde hørt, men især musikledsagelsen. Han roste også hendes stemme ligesom fruens alt, men gjentagende Magnhilds sopran; "den er ren, - som du er selv, mit barn," sagde han; han havde i det samme fået fyrstikken til lyset og stod over det og så næsten vakker ud. Så stille og alvorligt var hans kloge åsyn. Men ikke længe efter begyndte andre tanker at spille i det. Der vilde komme et omslag.

"Mens I sang, kom hendes mand, ingeniør-kaptejnen." Magnhild troede, han spadsede. Men Skarlie tilføjede: "Han lå over i vinduet og hørte på." Derpå lo han.

Det skræmte Magnhild op, så hun den kvæld ikke på længe kunde sove. For første gang så hun på fruens forhold fra den side, at hendes mand måske var hende modbydelig. Når så de to virkelig elskede hinanden! - Sæt, det var hende selv! - Hun kjendte sig blussende hed; thi Tandes billede stod straks for hende.

Da hun vågnede næste morgen, lyttede hun uvilkårlig; var uvejret allerede brudt løs? Hun kom hurtig i klæderne og gik ind, hvor Skarlie just gjorde sig rejsefærdig. En del af det, han skulde haft med, var ikke kommet; han måtte rejse med det, han havde, og om nogle dager komme igjen. Han tog venligt farvel.

Hun fulgte ham nedover til skolen. Næppe var hun kommen tilbage derfra, før hun så en mand med rødt skjæg og lyst hår komme ud fra fruen; han førte Magda ved hånd. Det måtte være Magdas far; pigen havde hans hårfarve og noget af hans udtryk, men ingen af hans drag, ej heller hans figur; han var noget tung. De kom over gaden, gik ind og op ad trappen, - der kunde dog ingen strid blive, når barnet fulgte med? Magnhild hørte Tande gå og klæde sig, og hun hørte et lydeligt "God dag! Er du her?" sagt af Tandes stemme. Derpå intet mere; døren blev sagtens lukket. Så inde i sin frygt var hun, at hun lyttede efter den mindste usædvanlige lyd deroven fra. Men hun hørte dem alene gå, snart en, snart begge, - nu åbnedes døren, hun hørte stemmer, men ikke strid. De kom ned alle tre og gik ud. Der, på gaden, var allerede fruen, strålende påklædt og med smil af sit festlune. Tande hilsede hende; hun rakte hjærtelig hånden ud. Alle fire gik forbi husdøren og ind ad havevejen for at gå den vanlige sti over jordene til skogen og fjældet. Først gik de i gruppe og langsomt; siden gik faderen med barnet, som syntes at ville føre an, og efter dem fruen og Tande, meget langsomt, meget fortrolig. Magnhild stod tilbage i den yderligste forbauselse.

Om eftermiddagen kom Magda over med sin far. Han smilte mod Magnhild og gjorde undskyldning; den lille vilde endelig, at han skulde hilse på hendes veninde, sagde han.

Han blev bedt om at sætte sig, men gjorde det ikke straks. Han så på hendes blomster, talte om dem med en kyndighed, hun aldrig før havde hørt, og bad om at måtte få sende hende nogle andre, hvis behandlingsmåde, han lagde ud. "Det er egentlig lille Magda, som sender dem," sagde han med et smil, idet han vendte sig mod Magnhild. Denne gang følte hun, at han med skyhed iagttog hende.

Han så på billederne over væggen, broen over Køln, fossefaldet ved Niagara, det hvide hus i Washington, karavanen i ørkenen og Judith af Horace Vernet; så også på nogle fotografiportrætter af ukjendte, ofte klodsede mænd og kvinder, til dels i fremmede kostumer. "Deres mand har nok rejst?" sagde han, og øjet gled fra portrætterne tilbage til Judith, mens han stod og drog sig i skjægget.

"Har De længe været gift?" sagde han og satte sig. "I snart tre år;" hun blev rød. - "Du skal tage på dig uniformen, så Magnhild kan få se dig i den," sagde den lille; hun havde stillet sig mellem hans knæ og stod og pillede snart ved hans brystknapper, snart ved hans skjæg. Han smilte; et par streger ved øjnene og noget ved munden blev i smilet mere synlige og vidnede om sorg. I tanker klappede han den lille på håret; hun lagde hovedet ind til ham, så godt, så trygt.

Han vågnede af sine drømmerier med et stort, sky blik hen på Magnhild og begyndte at stryge sit skjæg og sagde: "Her er meget smukt, her." - "Når skal Magnhild få de blomster, du talte om?" afbrød den lille. - "Straks jeg kommer til byen igjen," sagde han og kjælede for hende. "Far bygger fæstning," forklarede den lille, ikke uden stolthed; "far bygger også hjemme," lagde hun til, "far bygger bestandig, og nu har vi tårn på huset, og stuerne er ble't så vakre, - du skulde se!" Og hun gav sig til at beskrive dem for Magnhild, hvad hun dog for resten også havde gjort før. Han hørte på hende med hint smil, som ikke var smil. Og som for at komme fra det, sagde han hastig: "Vi var en tur ude i formiddag, et stykke oppe på fjældet (den lille forklarede straks, hvor det var), og derfra -" - han vilde vist have sagt noget; men en anden tanke måtte have skåret den første over.

Han sank hen. Da begyndte Tande at spille der ovenpå. Hans åsyn vaktes, et stort, sky blik kom, derpå sænkede han hovedet og gav sig til at stryge den lille på håret. "Han spiller overmåde vakkert," sagde han og rejste sig.

Næste dag rejste kaptejnen. Han skulde muligens komme igjen for at træffe ingeniørgeneralen, med hvem han skulde foretage en inspektionsrejse. De tilbageværendes liv gled ind i sit vanlige løb.

En kvæld hos fruen mødte Magnhild med en påfaldende uorden i sin påklædning.

Straks fruen opdagede den, gav hun et vink og dækkede selv hendes tilbagetog. Magnhild blev så skamfuld, at hun ikke vilde gå ind igjen. Og midt under fruens leende trøstegrunde blev Magnhild rørt over hendes uafladelige godhed, hendes elskelige omsorg. Det var så uvant at høre Magnhild tale helt ud, at fruen omfavnede hende og hviskede: "Ja, barn, du kan sige, jeg er god mod dig; thi du dræber mig!" Magnhild rev sig hurtig løs; hun bad ikke med ord om nogen forklaring, thi dertil var hun alt for overrasket; men øjne, miner, holdning - døren var åbnet, hun faldt fra overraskelse i skamfuldhed. Tande vendte sig imidlertid smånynnende hen til Magda, som havde han intet mærket; han gav sig til at lege med den lille. Senere talte han til Magnhild om hendes sang, som hun ikke mere måtte afbryde. Kunde det ordnes så, at hun fik bo i byen (og det måtte med lethed kunne ordnes så), skulde han både selv hjælpe hende og skaffe hende bedre hjælp end hans.

Fruen gik af og til, ordnende for kvældsmaden. Pigen kom gående med et bræt, hvorpå fløde m. m., og hvorledes det gik til, stødte fruen til brættet lige foran de to, og fruens forsøg på at stanse sagernes fald, strandede på, at de to ikke hurtig nok var med, - altsammen væltede. Begge damernes kjoler blev oversmurte; Tande greb straks sit lommetørklæde og tørrede Magnhilds. "De er mindre opmærksom mod mig end mod hende," lo fruen, som var meget mere tilsølet end Magnhild. Han så op: "Jeg kjender også Dem bedre end hende," svarede han og tørrede videre.

Hun blev gråbleg. "Hans!" råbte hun og brast i gråd. Hun ilede ind i næste rum. Magnhild forstod dette lige så lidt som det nys foregående. Ja, der hengik måneder, indtil hun en dag, som hun gik alene på landevejen i vintersjasket, og hendes tanker var tusend mil fra fruen og det hele optrin, pludselig stansede: - det, fruen havde lagt i ordene, var sprunget op for hende!

Tande havde rejst sig; thi Magnhild havde draget sig tilbage for ikke mere at modtage hans hjælp. At hun skulde gjøre så, og at han hedte Hans, var det eneste, hun endnu forstod. Tande gik op og ned i stuen. Han var meget bleg, så vidt Magnhild kunde se, thi det var begyndt at blive mørkt. Skulde hun gå ind efter fruen, eller overhovedet gå? Magda var i køkkenet; hun fandt endelig på at gå til hende. Og der ude hjalp hun den lille med at lægge syltetøj på fad af nogle krukker. Fra kammeret, som stødte til køkkenet, hørte hun snart dæmpet samtale og hulken. Da Magda og hun gik ind i stuen med sine fade, var Tande der ikke. Der ventedes så længe med aftensmaden, til Magda sovnede og Magnhild gik.

Ikke længe efter hørte hun også Tande komme. Næste formiddag sang hun med Tande; han var ganske som vanlig. Fruen traf hun lejlighedsvis om eftermiddagen på gaden; denne gjorde en liden rettelse ved Magnhilds frihåndsøvelser, som hun for lidt siden havde hørt på gjennem det åbne vindue; hun rettede samtidig på hendes hat: den sad ikke rigtig på hovedet.

Skarlie kom tilbage. Han fortalte, at han på en tur til Bergen havde rejst sammen med kaptejn Bang.

En om bord, sagde han, kjendte fru Bangs forhold til Tande og bragte dette på tale. Magnhild havde stærk mistanke om, at denne ene var ham selv; thi efter hans forrige ophold havde hun hørt hentydninger til hint forhold både af Tandes opvarterske, matroskonen, og af et par andre.

"Kaptejnen var snild," fortalte Skarlie; "han holdt sig selv for alt for uværdig til at elskes af så megen ånd. Han var derfor glad ved, at hun nu endelig havde fundet en jævnlige." Magnhild sagde: "Du ser fornøjet ud; du synes mig endnu smudsigere end det, du - -" Hun stod færdig til at gå over til fruen og gik uden at værdiges at fuldføre.

Hun skulde følge Magda til en "forestilling", som en gammel svensk tusendkunstner med hustru og barn netop skulde give der borte bag huset på engen.

Da Magnhild kom ind, stod også fruen færdig; hun vilde gå med. Opløsningen herpå kom straks, d. v. s. Tande kom for at følge. Han berettede, at generalen var kommen.

Så drog de da afsted, Magda og Magnhild, fruen og Tande. En mængde mennesker havde samlet sig, de fleste dog uden for indhegningen, hvor der nemlig betaltes "efter behag". Inden for indhegningen var der en "reserveret" plads, d. v. s. bænker, og til disse stilede da fruen med følge.

Den gamle "kunstner" var alt på pladsen, hvor han ved hustruens hjælp ordnede sine ting. Han havde en komisk lighed med Skarlie, var skallet, stumpnæset, stærkt bygget, og hans åsyn var ikke frit for lune. Og næppe havde Magnhild opdaget dette, før hun hørte Magda hviske til moderen: "Du, han ligner Magnhilds mand." Fruen smilte. I det samme kom den gamle hen imod dem. Thi blandt de "reserverede" pladser havde han endnu en "reserveret", nemlig en bænk med rygstød. Han var meget hæs, og sproget, så vidt det hørtes, en så snurrig blanding af svensk og norsk, at de nærmeste lo, og den klownhøflighed, han da straks lagde til, fik også de fjærnerestående til at le. Men straks der blev let, trak Tande sig et par skridt tilbage. Fruen gik frem, og Magnhild fulgte.

Den gamle "kunstner" havde en meget yngre hustru, et sorthåret, huløjet, magert væsen, hvorover der lå noget forulykket. Nu hoppede der ud af teltet en gut med krushår, livfulde øjne og et drag af fint over åsyn og skikkelse, som han ikke havde fra moderen, endnu mindre fra den gamle klown. Han var klædt som nar, men var alt andet. Han stod stille hos moderen og spurte hende om noget; det var på fransk. Fruen, som var ubehagelig stemt over Tandes forfængelige skyhed, talte til barnet i hans modersmål. Gutten kom frem, men bare for i afstand at se fornemt på hende. Dette morede hende, og hun tog sin pung og gav ham en større mynt. "Merci, madame!" sagde han og bukkede.

"Kys på hånden!" kommanderede den gamle. Gutten gjorde det med sky hurtighed. Han sprang tilbage i teltet, hvorfra man hørte et par hunde gø.

En bevægelse opstod i mængden bag de siddende. Det var en kone med et tre-fire års barn på armen, som vilde frem. Hun kunde ikke stå og holde barnet i evindelighed, sagde hun; hun vilde sidde. Hun var så god, hun, som nogen anden.

Men der syntes ingen plads ledig uden på første bænk. Altså gik hun til første bænk under mængdens munterhed; thi hun var kjendt. Det var jo Maskin-Martha. For to år siden var hun kommen did med et barn og en større og en mindre symaskine, hvorved hun nærede sig; thi hun var flink. Hun havde forladt sin mand og var rejst med en handlende, som blandt andet "gjorde i symaskiner". Han havde sveget hende. Hun havde siden lagt sig til den ulykkelige fejl at drikke sig fuld en gang imellem, og da var hun et groft, hårdt menneske. Hendes åsyn var nu oprevet, lige som hendes hår. Men hun syntes endnu at have adskillig kraft at rase bort. Hun satte sig lige ved siden af fruen, som flyttede sig en smule; thi der stank bayersk øl af hende.

Den gamle "kunstner" havde set hin ufrivillige bevægelse, som fruen gjorde. Straks var han ved hånden og befalede Martha, hæst og barskt, at tage en anden plads.

Hun blev måske selv skræmt ved al den silke, hun var kommen i samfund med; thi hun rejste sig virkelig og gik.

Magnhild så efter hende og opdagede Skarlie. Lige ved ham stansede konen. Snart kom hun frem igjen. Hun sagde: "Jeg sætter mig nu her alligevel, jeg!" Hun satte sig og lod barnet bænkes ved siden.

Den gamle forlod sine præparater. Han var bleven vred. "Dit förbannade -" han huskede vel på det fine selskab, han stod foran; thi han fortsatte: "Det kostar penningar at sitta här!" - "Her er en mark!" sagde konen. Hun holdt den frem.

"Mycket bra!" sagde han hæst; "men sätt dig på en annan bänk! Vil herrskapet flytta tättare ihop!" bad han dem, som sad på de nærmeste bænker. Enten dette blev gjort eller ej, Martha rørte sig ikke: "Nej, så Fanden, om jeg gjør!" sagde hun. "Lad hende sidde!" hviskede fruen. "För ingen del!" svarede den galante gamle; "här sitter de höga herrskaperna!" og han tog fat i barnet. Men da rejste Martha sig som besat: "Dit svenske trold! Vil du lade ungen min være i fred!" Nu stormlo mængden, og dette opmuntrede hende, og hun fortsatte: "Højt herskab? Å skidt! Hun er en -, hun, så godt som jeg!" Navnet skal være uskrevet; men hun så på fruen. En hærsalve af latter, og derpå, som på et kommandoslag, gravstilt.

Fruen havde rejst sig, stolt og skjøn. Hun så sig om efter sin kavalleer. Hun vilde gå. Tande stod heller ikke langt ifra mellem et par rejsende, som havde bedt om at få forestille sig for den kjendte komponist.

Fruens flammende øjne traf hans. Han så tilbage på hende, ufravendt. Alle så på ham. Men ingen kom dybere i hans blik end i en sleben stålkugle.

Men hvor uudgrundeligt blikket var, eet sagde det tydelig nok: "Frue, jeg kjender Dem ikke!" Og hans fint buede pande, den i lige linje løbende næse, mundens lukkethed, den indadbuede kind, ja, de blinkende diamantknapper i hans linned, hele klædningens fornemhed sagde: "Rør mig ikke!" Øjet drog slør over slør.

Alt var sket i et nu. Fruen vendte sig mod Magnhild, som for at tage til vidne. Og dog ikke! Thi ingen i verden uden han og hun kunde vide, hvilke ofre han nu lod rygende fortære sig, hvor stor kjærlighed han nu stødte bort.

Atter vendte hun sig mod ham, så kort, at det foer forbi som et blink. Hvilken harm, hvilket skrig, hvilken sværm af minder, hvilken stolthed, hvilken foragt slyngede hun ikke ud! Magnhild fik den dalende rest endnu, da hun vendte sig for at - ja, hvad skulde hun nu? Åsynet viste pludselig den jammerfuldeste forladthed og derpå en rørende bøn som et barns. Tårerne trillede. Magnhild, aldeles opgået i hendes stemninger, gav hånden helt ud mod hendes. Hun greb den og knugede den, så Magnhild måtte kæmpe for ikke at skrige. Den krænkede, forskudte kvinde tvang ved et udvortes tryk al sin kraft sammen, og da løftede den hende. Thi i samme øjeblik smilede hun. Se der! Kommende over den del af marken, over hvilken selskabets stramme line var spændt, og som skulde holdes fri, skred tvende officerer frem, sete af alle; men hvem nægter en generalshue adgang? Og en sådan bar den vældige, som her med lange skridt og bredt svingende armer, som var han selv både hærfører og hær, togede op med adjutanten på venstre fløj. Allerede fra det fjærne hilsede han på det ærbødigste sin kaptejns skjønne frue. Hun ilede den frelsende i møde. Ved generalens arm førtes hun tilbage til sin plads, mens han selv tog sæde ved hendes side. Adjutanten faldt på Magnhilds lod, efter at fruen havde forestillet. Generalen så ofte på Magnhild, og adjutanten var høfligheden selv. Dette var omtrent det eneste, hun fornam. Hun skalv.

Fruen glimrede af ånd, munterhed, skjønhed. Bare at hun nu og da greb Magnhilds hånd, den hun trykkede med samme ubønhørlige kraft. Hun styrkede sig i et øjebliks sandhed. Den legemlige smerte, Magnhild derved følte, svarede til den åndelige. Hun hørte adjutanten ved sin side og Magdas beundringsråb. Hun så også selv nogle kugler glimte i luften, og hun så en stor blive vejet af en tilskuer og derpå af den gamle kæmpe kastet som en bold og taget igjen på arm, skulder eller bryst; - men hun hørte i det samme fruen sige til generalen, at næste morgen fulgte hun ham; hun havde bare ventet på ham, siden hendes mand ikke kunde komme.

Magnhild vidste det jo, at nu var alt forbi; - men allerede næste morgen! Et udråb, især af gutter, skar gjennem hendes smerte. Den gamle havde med begge hænder kastet den svære kugle op i skifte med en ganske liden og kunde således blive ved. For Magnhild blev den lille kugle hende selv; - og den store -? Det var ikke for at finde billede, hun førte det heller ikke ud; men alt blev til billede. Således blev den stadige blinken i luften af kuglerne til det iskolde blik, hun nylig havde skælvet ved.

"Den gamle mand er overmåde stærk," sagde adjutanten. "Jeg så en gang en mand i Venedig, han stod og bar en anden mand på sine skuldre, og denne bøjede sig og tog mod nok en, som stillede sig oprejst på ham igjen, og tænk, de tog mod en fjerde, som stillede sig oprejst på den tredje. Den underste gik med dem alle, mens den øverste spillede med kugler -"

"- Om jeg døde i dette øjeblik," sagde fruen på den anden side, "og sjælen glemte alt her og fik et nyt sæt af vidunderlige opgaver, uendelige syner, så jeg henrykkedes i opdagelser på opdagelser, - hvad kunde komme herligere?" - "Så langt tænker jeg ikke," svarede generalens faste stemme; "jeg vil give mit hoved på, at det at leve og dø i sin pligt er den største lykke, som et vel organiseret menneske kan føle. Resten er ligegyldigt." Magnhild fik et svidende håndtryk.

"Klappa, mine herrskaper, klappa!" sagde klownen hæst og godmodigt. Man lo lidt, men rørte sig ikke.

"Hvorfor kommer ikke snart hundene frem?" spurte Magda, hun hørte dem utålmodigt gø der inde i teltet.

Fjældene stod krusede af skyer øverst oppe; et jag i luften bebudede skifte; fjorden sortnede alt af bris på bris. Der var noget uendeligt højt over landskabet, noget skrækindjagende.

Det begyndte at blive koldt. Folket føltes dystert og tungt der bag. Nu kom klownens hustru frem; hun skulde gå på linen. Den magre fordums skjønhed havde udringet kjole og korte ærmer. Fruen rystede, i det hun så på hende, klagede over kolde fødder og rejste sig. Dermed generalen, dermed adjutanten og følgelig også Magnhild; alene Magda blev siddende med bønlige blikke, hun ventede på hundene. Et eneste øjekast af moderen var nok; hun rejste sig og sagde intet.

Man gik ud samme vej, som officererne var komne; ingen så sig tilbage. Fruen lo med sin klareste latter, den rullede vellyd ud over hele forsamlingen. Alle så efter hende. Generalen gik hurtig, så hendes lette, friske gang ret tog sig ud. Generalens højde gav hendes et eget behag; hans hårde holdning og figur fremhævede hendes bøjelige. Farve-modsætningen i hendes dragt, fjederen over hendes hat, et indtryk af hendes latter gav en enkelt mand i hoben stemning som af bortdragende musik.

Da officererne ved fruens dør tog farvel, sagde denne intet til Magnhild; hun så ikke engang på hende, idet hun gik ind. Magnhild kjendte sin dybe medfølelse tilbagevist. Hun gik bedrøvet over til sit eget hus.

Tande kom sent. Hun hørte ham gå op og ned, op og ned, hurtigere, end han plejede. De lette skridt der oppe fik det samme: "Rør mig ikke!" frem, til sidst i takt; - diamantknappernes blinken, klædningens fornemhed, åsynets dybe lukkethed forfulgte hende. Fruens hengivelsestrang skreg under disse skridt. Hvad måtte hun ikke nu lide? At hun midt i smertens torden og lyn skulde huske på mig, tænkte Magnhild, vilde være unaturligt. I første skræk havde hun ilet ind under hende som under et tag, men naturligvis i næste glemt alt.

Der kom nogen i gangen. Var det bud fra fruen? Nej, det var Skarlie. De trin i tredjedels takt kjendte hun. Han så kort, spejdende på hende, da han kom ind. "Det er nok tid for mig at rejse," sagde han. Han var venligheden selv og begyndte at samle sit tøj. "Har du ventet på skydsen?" spurte hun. - "Nej, men på det kjød, jeg havde bestilt og sidst måtte rejse fra; det kom for lidt siden." - Hun sagde ikke mere, og han var færdig. "Du får leve vel så længe!" han havde taget sine ting og så på hende.

"Skarlie," sagde hun; "var det dig, som gav MaskinMartha marken?" Han blinkede et par ganger: "Kjære, hvad ondt var det deri?" - Magnhild blegnede: "Jeg har ofte foragtet dig," sagde hun, "men aldrig som i dette øjeblik." - Hun vendte sig og gik ind i sit sovekammer, skydende skodden for. Hun hørte ham gå. Derpå lagde hun sig på sengen.

Nogle takter på pianoet blev slåede der oppe; men ikke flere fulgte; ventelig var han selv bleven skræmt ved lyden.

Hende havde disse takter uvilkårlig stanset. Hun måtte nu følge skridtene, som atter begyndte.

Et nyt skjær af hemmelighedsfuldt, uberegneligt var faldet over Tande. Hun var bleven ræd ham.

Hun havde også før følt en skælven i hans nærhed; nu følte hun den bare ved at tænke på ham.

Skridtene stansede, og hun gled fra det uudgrundelige over på Skarlie; thi her var hun klar. Hvor hun hadede ham! Og når hun tænkte på, at om fjorten dager kom han igjen og teede sig, som var aldeles intet forefaldt, knyttede hun sine hænder i raseri og åbnede dem igjen; thi som hundre ganger før, så vilde det atter gå: hun vilde glemme det, fordi han dog også var snild og lod hende leve og være, som hun vilde.

En dybt følt sorg over hendes udygtighed dækkede hendes forestilling som en nat. Hun brast i gråd. Hun var ikke i stand til at klare sig et eneste forhold, ikke andres, ikke sit eget, ikke i stand til at tage frelsende beslutning. Hvilken skulde den også være?

Skridtene begyndte igjen, endnu hurtigere, endnu lettere. Og atter indfandt sig hin uforklarlige, ikke ubehagelige bæven for Tande.

Det var endelig blevet mørkt; hun stod op og gik ind. Hos fruen var lys; gardinerne var nede. Magnhild måtte også tænde lys. Ikke før havde hun gjort det, så hørte hun skridt i gangen, og det bankede på. Hun lyttede; det bankede igjen. Hun gik selv til døren. Det var bud fra fruen, at hun måtte komme over. Hun slukkede og fulgte.

Her var alt forvandlet. Åbne, pakkede kasser, kufferter, æsker, væsker, Magda sovende over sin egen lille kurv, en leje-kone beskæftiget, ligesom jomfruen, med yderligere ordning. Jomfruen rejste sig op, idet hun sagde: "Fruen er for et øjeblik siden gået ind for at lægge sig. Jeg skal varsko." Magnhild bankede på og gik ind.

Fruen lå bag hvide senge-omhæng i en knipling-ringet natdragt. Hun havde det tyrkiske tørklæde om hovedet; det hørte uopløselig til hendes hovedpine. Lampen stod lidt tilbage med en skjærm over af rødt, blødt papir, der bevægede sig. Hun lå støttet på den ene albue, dybt i puderne; den fri, venstre hånd gav hun mat ud; et træt, smertefyldt blik fulgte. Hvor var hun skjøn. Magnhild var atter hendes, og det så stærkt, at hun kastede sig over hende og græd. Som var den syge herved bleven elektrisk rørt, rejste hun sig i sæde, og med begge armer knugede hun hende ind til sin varme, fulde skikkelse. Hun vilde med det allerstærkeste tag drage forståelsen og medfølelsen ind til sig. "Tak!" hviskede hun over Magnhild. Hendes fortvilelse kjendtes sitrende gjennem alle legemsdeler, som rørtes. Taget slap, Magnhild rejste sig, fruen lod sig falde og bød Magnhild at tage en stol og sætte sig lige ved. "Her er lydt," hviskede hun, visende mod døren. Magnhild kom med stolen. "Nej, her på sengen," sagde fruen så og flyttede sig. Stolen blev atter bortsat. Hun tog Magnhilds hånd og holdt den mellem begge sine. Hun så hende ind i øjnene, som endnu hang fulde af tårer. Hvor godt, sandt, hvor forstående hun så. Magnhild bøjede sig og kyssede hende. Læberne var matte.

"Jeg har kaldt på dig, Magnhild," sagde hun sagte. "Jeg har nogle ting at sige dig. - Bliv ikke ræd" - et håndtryk fulgte; "det er ikke min historie, - - det er også hel kort; thi jeg trænger til at være ene." Tårerne trillede ved de sidste ord ned over kinderne. Hun kjendte det og smilte.

"Du er bleven gift, - - - jeg forstår ikke hvorledes, - - og jeg vil ikke vide det!" - Det bævede gjennem hende, og hun stansede. Hun vendte en stund hovedet bort. Så blev hun ved: "Prøv ikke på -" men hun kom ikke længer, hun drog begge hænder til sig, dækkede sig, rullede sig helt om og græd i puderne; Magnhild så bevægelsen gjennem ryg og armer. Selv rejste hun sig.

"Det var dumt af mig," hørte hun omsider; fruen havde vendt sig og gned øjnene og panden med en essens, som fyldte kammeret med vellugt. "Jeg har intet råd at give; - desuden hvad nytter det til? - Sæt dig igjen!" Magnhild satte sig; fruen lagde flakonen fra sig og tog hendes hånd med begge sine. Hun klappede og strøg den, et langt forskende blik fulgte. "Veed du, at du er skyld i, hvad som hændte i dag?" - Magnhild blev blussende som foran en stor ild; hun vilde rejse sig, men fruen holdt fast. "Stille mit barn! Jeg har følt hans tanker, når vi var sammen. Du er ren og fin, - og jeg -!" hun lukkede øjnene og blev liggende stille som en død. Ikke et åndedrag hørtes, - før hun omsider drog et langt, langt, og så op med et blik, så fuldt af lidelse -!

Magnhild hørte sit eget hjærte; hun turde ikke røre sig, dæmpede sit åndetag. Hun kjendte, at hun svedede. -

"Ja, ja, Magnhild; - vogt dig nu, du!" Magnhild rejste sig. Fruen vendte hovedet efter hende: "Ikke stolt!" sagde hun. "Har du et sted, du nu kan tage hen?" Magnhild hørte ikke, hvad hun sagde. Fruen tog det lige roligt op igjen: "Har du et sted, du nu kan tage hen? - Svar mig!"

Magnhild kunde næppe samle tankerne, men svarede "Ja," - bare af tilvant lydighed mod fruen. Hun tænkte ikke på at tage nogensteds hen, uden på at gå derfra, nu, straks. Men før hun kunde, sagde fruen, som den hele tid betragtede hende: "Jeg skal sige dig een ting, som du ikke veed. Du elsker ham."

Magnhild rettede sig lynsnart, med øjnene fast i hendes. Der blev en kort kamp, hvori fruens øjne ligesom åndede på hendes. Hun forvirredes, rødmede og bøjede hovedet mod sine hænder. Fruen rejste sig i sæde og tog ved hendes arm. Hun stod endnu imod; brystet steg og sank, - hun vaklede, som søgte hun stød, og hældede endelig did, hvor hun kjendte trykket af fruens hånd.

VIII.

Allerede på sengen næste morgen bragte matroskonen Tande et brev. Der var en sirlig, gammeldags, noget gulnet glans-konvolut om brevet, og udskriften var af en uøvet damehånd med fine bogstaver, og på hver, som gik neden for linjen, en liden overflødig sving, for ræd til at blive rund, men dog med forsøg på det. "Hvem kan det være?" Han åbnede. Under stod "Magnhild". Han kjendte sig lidt varmere og læste:

"Hr. H. Tande!

Jeg takker Dem meget for Deres godhed mod mig og for den undervisning, De så overbærende har givet mig. Min mand har sagt, at De har ingen leje at betale.

Jeg må tage bort uden at få sige Dem dette. Endnu en gang min bedste tak.

Magnhild."

Han læste det vel fem ganger. Så studerede han hvert ord, hvert bogstav. Det brev havde haft ti udkast og kasserede afskrifter, det følte han. "Magnhild" var færdigere skrevet end det øvrige; det måtte være oftere øvet fra før.

Men med slige mindre opfindelser dulmede han ikke den store anklage, som så på ham af dette brev! Han lå længe stille efter at have ladet brevet falde. -

Han begyndte om en stund at tromme på lagenet med højre hånd, det var diskanten i en melodi; havde den nået pianoet, og Magnhild havde hørt den, havde hun også kjendt den igjen.

Pludselig sprang han ud af sengen og ind i næste rum. Stående bag gardinet så han forsigtig over. Ganske rigtig: der var alle vinduer åbne, to kvinder vaskede; huset var tomt. Han gik op og ned og blistrede.

Han gik, til han frøs. Da begyndte han at klæde sig på. Det tog vanligvis en times tid, under hvilken han nu og da var ved pianoet. I dag tog det to, og han var dog ikke ved pianoet.

Han gik en meget lang tur den formiddag, dog ikke til de steder, de sammen havde gået. Allerede på den tur be gyndte det oplevede at ordne sig således, at han selv fik mindre skyld. Dagen efter havde han så godt som ingen. Den tredje slog det op igjen mod kvælden. Men næste morgen stod han med smil over den hele historie.

Den første dag havde han to ganger begyndt på et brev til Magnhild, men begge ganger revet det itu. På den fjerde dagen fandt han i stedet for et musik-motiv. Det kunde blive et rigt, broget instrumenteret stykke, fuldt af pragtfuld uro. Nogle takter af den enkle, fine melodi, som havde givet Magnhild billeder fra hendes barndom, kunde dynke det. De kunde jo brydes?

Men da det aldrig vilde ordne sig, fattede han, at ikke her og ikke nu kunde det lade sig gjøre. Han gik der endnu en uges tid; så pakkede han ind. Pianoet lod han stå og nøglen i. Han strøg til Tyskland.

IX.

Ud på det femte året derefter, en søndagskvæld om våren, gik en del jænter op efter ladestedets eneste større gade; de gik arm i arm, flere og flere samlede sig; thi jænterne gik med trestemmig sang.

Uden for sadelmagerhuset (som for resten intet skilt og ingen butik længer havde) gik de langsommere, som skulde sangen der til gagns høres. Kanske ventede de også på at få se et åsyn i de lave vinduer; men de så intet og togede snart videre.

Da de sidste var dragne forbi, rejste en kvinde sig af den store stol i krogen. Hun var ikke mer end halv påklædt, gik med slæbetøfler og uredt hår. Da hun vidste, at ingen boede lige overfor, og hun ingen så i gaden, vågede hun sig hen til vinduet, faldt der i tanker med hovedet lænet mod armen og denne til vindusskillet. Hun lyttede til harmonierne, som nu og da nåede ned.

Dette kor var en erindring om, at Magnhild engang havde elsket sang og tænkt sin bestemmelse i den. Det var hende selv, som nu stod her, og som, trods søndagen, eller kanske just fordi det var søndag, ikke havde fundet det umagen værdt at klæde sig; klokken var seks om eftermiddagen.

Hun vaktes af vognrammel fra den anden kant. Dampskibet var altså kommet. Så tilvant var hun den eneste afbrydelse i ladestedets øde, at hun glemte, hun ikke var påklædt; hun måtte se, hvem som kom. Det var to damer, den ene med et barn i armen og en solskjærm, den anden med flagrende slør, livlige øjne i et noget rundladent åsyn; hun bar skotsk rejsedragt; - idet vognen ilede forbi, nikkede hun ind til Magnhild, det rejse-brune åsyn strålede; nu vendte hun sig og vinkede med sin behandskede hånd.

Hvem i al verden kunde dette være? Magnhild var af overraskelse, der hos hende altid blev til undseelse, vegen langt ind på gulvet. Hvem kunde dette være?

Der var noget kjendt, som vilde frem, men ikke kunde, - da den samme dame i løb kom nedover igjen. Hendes raske dragt gav fart; nu hoppede hun op på trappen og stod i den opslagne dør; de så begge på hverandre.

"My dear! I am here bærre for di skuld. I will seje deg, at all those years I have tænkt meget på denne stund. My dear Magnhild!"

"I have spoken norsk bærre a couple of months only og kan inkje tale godt."

Hendes åsyn var udfoldet; øjnene flammede endnu varmere end før, munden havde formet sig, fyldig som den var, til at gjengive lune, godhed, vilje i rigt skifte. Hendes figur var bleven endnu yppigere; men hendes raske bevægelser og elegante rejsedragt lod det glemmes. Hendes brede hænder, som bar dette mærke af hendes arbejdstid, tog så varmt begge Magnhilds mellem sine, og straks efter sad de sammen, mens Rønnaug i en fart fortalte disse fire-fems års sælsomme historie. Hun havde ikke villet skrive; thi man havde så alligevel ikke troet hende. Og hvorfor hun ikke havde skrevet straks efter overfarten, som løftet havde været, var simpelt hen, fordi hun allerede på overfarten kom fra tredje til første plads, og det, som havde voldt dette, vilde af alle være blevet mistydet.

Hun havde, da de rejste ud fra Liverpool, siddet fremme på rælingen af det store skib. En mand trådte da hen til hende og sagde på dårligt norsk, at han kjendte hende; thi som hun der sad, havde hun siddet bag på hans karjol for en måneds tid siden. Rønnaug huskede også ham, og de talte sammen den dag og flere. Så kom han med en dame. Dagen derpå kom han med samme dame og spurte Rønnaug, om hun vilde følge dem over på første plads. Der begyndte damen og hun så en engelsk samtale ved hjælp af manden. Der blev megen moro, flere kom til, og det endte med, at Rønnaug skulde være der på første plads; hun vidste i grunden ikke hos hvem. Hun tog bad og fik nye klæder fra top til tå, hvormed flere damer hjalp til, og så var hun siden som en gjæst iblandt dem. Alle var gode med hende. Hun fulgte damen bort fra skibet; det var en tante af den mand, som først havde talt til hende, og snart lærte hun, at det var på hans kost, hun havde rejst og nu siden nød undervisning og det rigeste underhold. Det var også på hans kost, at de siden sammen gjorde lange rejser. I to år havde hun nu været hans hustru; et barn på vel et år havde hun med her. Og det barn måtte Magnhild se, - ikke "i morgen", heller ikke "siden", men nu, straks! Magnhild var ikke klædt; vel, så måtte hun skyndsomt blive det, Rønnaug skulde hjælpe til, - og trods Magnhilds vægring stod de begge i hendes soverum.

Så snart Magnhild vel var i gang med påklædningen, gik Rønnaug omkring i stuerne; hun gav under dette Magnhild et eneste spørsmål, og det var, hvorfor Magnhild ikke var påklædt så sent på dagen, men fik et langtrukkent "å-" til svar. Rønnaug begyndte at smånynne, mens hun gik i den ydre stue. Lidt efter kom der ord med; de var engelske, og eet hørte Magnhild tydeligt, det var "disappointed". Magnhild kunde engelsk; de tre sidste vintre havde Skarlie læst sproget med hende; hun kunde allerede forelæse for ham af det amerikanske ugeskrift, som det siden hans ophold dersteds var blevet ham et livsbehov at holde. Hun vidste altså, at "disappointed" betød "skuffet". - Der foregår undertiden en ændring i vor stemning derved, at solen, som fyldte hele rummet, pludselig er borte, og luften grå, kold, inde som ude. Lige så uvilkårlig fik Magnhild en ubeskrivelig frygt, og ganske rigtig: næste gang Rønnaug gik nynnende forbi den åbne dør (hun så på vægbillederne), kastede hun et kort sideblik ind på Magnhild; det var ikke egentlig uvenligt; men det kjendtes dog af Magnhild, som fik hun et skud. Hvad i al verden var hændt, eller rettere: hvad var opdaget? Det var hende ikke muligt at fatte det. Hun spejdede, da hun var færdig og kom ind, rundt hele stuen. Men hun spejdede forgjæves efter en ting, der kunde have angivet, hvad hun selv vilde have skjult, eller fortælle noget, der kunde vække mishag? Hvad var det? Rønnaugs åsyn var nu et andet, - nej, hvad var det?

De gik; begge var blevne tause. Selv på gaden, hvor så meget kjendt måtte minde, kunde hun, som nylig havde talt i tre sprog, tie i dem alle. De mødte en mand i en karjol, som talte lidenskabelig med en yngre mand, han havde stanset; begge hilsede Magnhild, den ældre ligegyldig, den yngre med triumf i det finnede fjæs og de gnistrende øjne; - først da vækkedes Rønnaug. Til trods for, at snart fem år var gangne, siden hun skydsede den ukjendte mand, som havde talt om Magnhilds bestemmelse, og som havde set hende selv i forhold, hun skammede sig ved, - hun kjendte ham straks! Hun greb hurtig Magnhilds hånd: "Do you know him? What is his name? Does he live here?" hun glemte i sin iver at forsøge sit modersmål. Magnhild svarede alene på det sidste spørsmål: "Ja, siden i vinter." - "What heiter'n." - "Grong." - "Have you tålå ve'n?" - "Mere med hans søn; det var ham, som stod der." Rønnaug så efter Grong, som just nu kjørte rask - man kunde sige vred - forbi dem.

De kom til det andet hotel på højre hånd; en pige spurtes, om ikke her en dame var tagen ind med et barn. De blev vist ovenpå. Der stod den dame, som havde ledsaget Rønnaug. Denne spurte hende på engelsk, hvor barnet var, samtidig med at hun forestillede miss Roland for mrs. Skarlie, hvorpå alle tre gik ind i næste værelse til det sovende barn. "Nej, har vi fået en vugge!" råbte Rønnaug på engelsk og kastede sig på knæ ved vuggen. Magnhild blev stående foran, ikke ganske nær. Det var et vakkert barn, så vidt hun kunde se. Rønnaug bøjede sig over barnet, ikke så hun op, ikke talte hun. Men Magnhild så, at der trillede store tårer over det fine tæppe, der lå på vuggen. Der blev pinlig stilt.

Rønnaug rejste sig, og med et sideblik på Magnhild gik hun fort forbi hende ind i forreste rum, hvor hen Magnhild endelig også måtte gå efter. Da stod Rønnaug ved vinduet. En vogn stansede i det samme udenfor, Magnhild så, at den blev dragen af tre mænd; det var en ny, vakker rejsevogn, den vakreste, hun havde set. "Hvem ejer den?" "Det er min," svarede Rønnaug.

Betsy Roland kom ind og spurte om noget; Rønnaug fulgte hende ud. Da hun straks efter kom igjen, gik hun lige hen til Magnhild, der endnu sad og så på vognen. Rønnaug lagde den ene arm over hendes hals. "Will you go with me in this carriage through the country, Magnhild?" Allerede ved berørelsen var Magnhild bleven ræd, hun kjendte Rønnaugs øjne, følte hendes ånde, armen lå over hende som en jærnstang, skjønt den vist ikke trykkede. "Vil du rejse mæ meg op gjønno lande' in this - i denne vogn, Magnhild?" hørte hun een gang til, og røsten bævede. "Ja," hviskede Magnhild.

Rønnaug slap hende, gik til det andet vindue og så ikke mere ind. "Er den vogn fra Amerika?" - "London." "Hvad gav du for den?" - "Charles bought it." - "Er din mand med dig?" - "Yes - ja," - og hun tilføjede: - "Not here; Constantinople, - delivery of guns. - September we are to meet - Liverpool." Og da så hun op på Magnhild med et stort blik. Hvad mente hun med det?

Magnhild vilde gå. Rønnaug fulgte hende ned ad trappen. De gik begge bort til vognen, om hvilken der stod flere folk, som nu drog sig noget tilbage. Rønnaug viste frem en del bekvemmeligheder ved den, og idet hun havde hovedet inde i den, spurte hun: "Dine rum up stairs are they to be let?" - "Nej, der er bryderi med sligt." Rønnaug sagde rask godnat og hoppede op ad trapperne.

Magnhild havde ikke gjort mange skridt, før hun følte, at hun bestemt burde have budt Rønnaug at bo ovenpå. Skulde hun vende om? Å nej.

Dette blev en af Magnhilds vågne nætter. Rønnaug havde skræmt hende. Og denne rejse? Den vilde hun aldrig i verden foretage!

Den første, hun så, da hun klokken over ti kom frem af sit soverum, var atter Rønnaug, som da kom nede fra ladestedet, og netop nu ind til hende, - nej, ikke til hende, men til præsten, den unge kapellan, som boede hos Magnhild i det forhenværende sadelmagerværksted. Rønnaug hos præsten? Endnu klokken 11 var hun der. Og da hun kom ud, fulgt af præsten, en ung, bly mand, stak hun bare hovedet ind til Magnhild, hilsede og forsvandt igjen, fulgt af præsten. - -

Magnhild fik endnu mere at undre sig over; thi senere på dagen så hun Rønnaug i følge med Grong. Det krænkede hende, uden at hun rigtig gjorde sig rede hvorfor. Dagen derpå søgte Rønnaug hende, men rent i forbigående; der blev talt noget om forskjellige folk i ladestedet, som det havde moret Rønnaug at finde igjen, ikke et ord om rejsen. Der gik flere dager, og den nævntes ikke; kanske havde hun opgivet den!

Men så hørte Magnhild om denne rejse af andre: først af matroskonen, som gjorde rent hos hende, så af den, hun kjøbte fisk af, til sidst af alle. Hvad skulde hun gribe til? Thi hun vilde under ingen omstændighed følge.

Rønnaug fortalte hende, at hun læste norsk med Grong, også med præsten, for ikke at plage een ad gangen for meget; hun skrev også stiler, sagde hun og lo. På samme korte måde rørte hun ved personer, forhold, nævnede dem med en karakteristik, - og straks til noget andet! Magnhild blev ikke bedt op til hotellet. Rønnaug trillede ofte sit barn i en liden vogn, hun havde kjøbt; hun stansede da og viste barnet for alle mennesker, hun mødte; men hun kom ikke ind til Magnhild med det.

Rønnaug gjorde den overordentligste opsigt i ladestedet. Det var ikke ualmindeligt i en havn at møde mærkelige omskiftelser i livsvilkår. Men at dømme efter de gaver, Rønnaug gav, efter hele hendes optræden, måtte hun være meget rig, og desuagtet var hun den grejeste, omgængeligste af alle. Magnhild hørte idelig hendes ros; alene præsten ytrede lejlighedsvis, at hun bestemt havde det utålmod, som karakteriserer lykkebarnet.

Men hvad hørte så Rønnaug om Magnhild? Thi det kunde vel sættes ud over al tvil, at hun spurte sig for andetsteds, når hun ikke spurte Magnhild selv. Det gjorde hun også, men meget forsigtig. Der var egentlig bare to, hun spurte bent frem: den ene var præsten, den andre var Grong.

Præsten sagde, at i al den tid, han havde været der, og det var nu snart i et år, havde han aldrig hørt eller set andet end godt. Skarlie var en uklarere person; efter enstemmigt vidnesbyrd havde han bosat sig her alene for til bunds at studere forholdene og så udnytte dem - "uden konkurrence og uden kontrol." Han var "ironiker og cyniker"; men præsten kunde ikke nægte, at det undertiden var morsomt at tale med ham. Præsten havde aldrig hørt andet, end at Skarlie var hensynsfuld mod sin hustru - eller rettere sin plejedatter; thi i noget andet forhold stod de næppe. Og den unge, bly præst syntes selv meget forskrækket over at måtte sige dette.

Grong derimod kaldte Magnhild en doven, egenkjærlig, fordringsfuld tøs. Hun gad ikke engang binde sine strømper op; det havde han selv set. Det håndarbejde, hun havde sat i gang der, var længst overladt til en pukkelrygget pige, som hed Marie, og en lang en, som hed Lovise. Magnhild lærte dem en og anden gang noget nyt, og ikke engang dette skyldtes hende selv, men hendes mand, som fik fat i det på rejser og drev hende i vej med det her hjemme. Skarlie var overhovedet en dygtig, driftig fyr, som havde blæst liv i hele denne dovne, uvidende bygd, kanske også snydt folk; men lærepenger fik man betale.

Magnhilds bestemmelse? Bah! Han havde længst opgi vet alt dette med bestemmelser. Han havde for tre år siden i Nordlandene set en gammel mand, som i sin barndom var bleven den eneste reddede af en liden bygd; sneskreden havde taget de andre. Manden var en stor torsk; han var bleven 66 år uden at gjøre en døjt andet end at ro, og han døde i fjor på fattigvæsenet. Hvad var så det for en bestemmelse? Det er de allerfærreste, som har en bestemmelse.

Grong var i denne tid i slet lune: han havde troet sin begavede søn bestemt til noget; det var alene for hans skyld, at han levede, - og så bestilte gutten ingen anden ting end at forelske sig! Men Rønnaug, som ikke kjendte noget til Grongs egen skæbne, blev såre forskrækket over hans hårde dom. Hun kunde heller ikke få drøfte den med ham; thi han erklærede rent ud, at Magnhild kjedede ham.

Så søgte hun da atter Magnhild selv, men fandt hende så forholdsløs, at det var umuligt at komme hende nær.

Vilde hun holde sit forsæt fast, var altså intet andet at gjøre end at liste sig på hende.

I den ligegyldigste tone af verden meldte hun så Magnhild en dag, at i overmorgen agtede hun at rejse; Magnhild behøvede ikke at tage noget videre tøj med; thi stansede de nogensteds, så kunde de lade det kjøbe der. Så gjorde hun selv.

Dette var omtrent klokken 9 om formiddagen, og lige til klokken 12 strævede Magnhild med et telegram til sin mand, som netop havde meldt hende, at han var kommen til Bergen. Telegrammet blev slutteligen dette:

"Rønnaug, gift med den rige Amerikaner Charles Randon, New-York, er her; vil have mig med på en lang tur.

Magnhild."

Hun følte det som forræderi, da hun lige på slaget 12 leverede dette telegram ind. Forræderi? Mod hvem? Hun skyldte jo ingen regnskab. - Imidlertid gik hun bort den eftermiddag for ikke at findes. Der lå et telegram, da hun om kvælden kom tilbage:

"I morgen med dampskibet hjemme.

Skarlie."

Rønnaug søgte Magnhild klokken 8 næste morgen: hun vilde overraske hende med en fuldfærdig rejsedragt, som lå i hotellet. Men der var stængt hos Magnhild. Hun gik rundt og så ind ad sovekammervinduet, hvor et gardin var oppe. Magnhild var ude! Hun, som sjælden stod op før klokken 9!

Vel; derhen igjen klokken 9. Stængt. Kl. 9 1/2. Stængt. Kl. 10 ligeledes; siden derhen hvert kvarter, men altid stængt. Da fik hun mistanke. Og klokken 11 gav hun to gutter god betaling, for at de skulde stå vagt og melde hende, når Magnhild kom hjem.

Selv var hun i hotellet og ventede. Klokken blev 1, 2, 3 - intet bud. - Hun inspicerede sine vagter; alt i orden. Klokken blev 4, den blev 5. Atter inspektion. Den blev 6; da kom en gut styrtende, og Rønnaug med hatten i hånd ned ad trappen imod ham.

Hun fandt Magnhild i køkkenet. Magnhild havde så travelt, at Rønnaug ikke kunde få hende i tale. Hun gik uden ophold mellem køkken, gårdsrum, stuer. Hun var også i kjælderen, var der meget længe. Rønnaug ventede; men da Magnhild aldrig kom til ro, søgte hun hende i spisekammeret. Hun spurte hende, om hun kunde følge med et øjeblik til hotellet. Magnhild havde ikke tid. Hun lagde netop smør på en asiet. "For hvem steller du?" - "Å -." Hun skalv på hånden, som holdt skeen; det så Rønnaug. "Kommer Skarlie med dampskibet - nu?" Magnhild kunde ikke sige nej; thi det vilde jo snart have vist sig at være usandt, og derfor sagde hun ja. - - "Så har du sendt bud efter ham?" Magnhild lagde skeen fra sig og gik ind. Rønnaug efter.

Det kom nu for en dag, hvor meget godt, kraftigt norsk Rønnaug havde lært i denne tid, om det end ikke var rent eller fejlfrit. Hun spurte først, om dette betød, at Skarlie skulde hindre hendes rejse. Og da Magnhild i stedet for at svare tyede ind i soverummet, gik Rønnaug efter; hun sagde, at i dag slap hun hende ikke.

Dette "i dag" fortalte Magnhild, at Rønnaug længe havde haft lyst på hende. Dersom vinduet, som Magnhild nu stod ved, havde været noget større, var hun bestemt steget ud af det.

Men før Rønnaug for alvor fik begynde, hændte noget. Fra gaden hørtes støj og latter og derigjennem en rasende mandsrøst. "Og du vil nægte mig at gå til alters, din skinhellige satan?" Med een gang taushed og derpå bragende latter. Ventelig blev manden i det samme greben og ført væk; hujende, leende stemmer, gutters og kærringers, faldt ind og lød fjærnere og fjærnere.

Ingen af de to i kammeret havde forladt sin plads. De havde begge set ud gjennem døren mod vinduerne i stuen; men de havde også begge vendt sig ind igjen, Magnhild mod haven. Men Rønnaug var ved denne afbrydelse mindet om Maskin-Martha, som i hendes tid havde været ladestedets skræk og jubel. Ikke før var derfor larmen stanset, så sagde hun: "Husker du Maskin-Martha? Husker du, jeg sagde dig noget om din mand og hende? - Jeg har nu spurt mig for, og jeg veed mere. Men det er uværdigt af dig at leve under tag med en mand som Skarlie."

Magnhild vendte sig, bleg, stolt. "Det kommer mig ikke ved." - "Det kommer dig ikke ved? Du sidder i hans hus, æder hans mad, bærer hans klæder og hans navn, - det kommer dig ikke ved?"

Men Magnhild strøg forbi hende ind i stuen, uden at værdige hende et svar. Hun stillede sig ved et af vinduerne til gaden.

"Ja, føler du ikke skammen ved det, Magnhild, så er du dybere sunken, end jeg tænkte."

Magnhild havde netop lænet hovedet mod vindusstolpen. Nu lettede hun det så vidt, at hun kunde se på Rønnaug og smile; så lagde hun det ned igjen. Men det smil jog rødmen op i Rønnaugs kinder; thi hun følte deres fælles ungdom sammenlignet i det.

"Jeg forstår, hvad du tænker, -" hendes røst dirrede, "og så ond troede jeg ikke, du var, - skjønt jeg rigtig nok straks i første møde så, at jeg havde taget fejl, da jeg længtes efter dig."

Men dette syntes hende selv for stærkt, og hun stansede. Det var jo desuden ikke hendes agt at bryde med Magnhild; tvært om! - Og så forargedes hun over Magnhild, at hun kunde få hende til at glemme sig i den grad! Havde hun ikke gjort det lige fra begyndelsen? Hvor varmt var hun ikke kommen, og hvor koldt var hun ikke modtagen! Og ud af denne tankerække begyndte hun at tale højt:

"Jeg vidste intet skjønnere på jorden end at få vise dig mit barn! Jeg havde jo ingen anden at vise det til. Men du vilde ikke engang se det, - for du vilde ikke for så lidt klæde dig om!" Hun havde begyndt lemfældigt; men før hun sluttede, skalv røsten, og hun faldt i gråd.

Pludselig foer Magnhild op af sin stilling og gik - først mod køkkendøren, men der var just Rønnaug, - så mod sovekammerdøren, men huskede, at det nyttede hende ikke at ty did, vendte så om, mødte Rønnaug, vidste ikke hvorhen - og tog flugten tilbage til sin gamle plads.

Men dette så i grunden ikke Rønnaug; thi nu var hun selv i stærk bevægelse. "Du har intet hjærte, Magnhild, det er forfærdelig at sige det! Så længe har du ladet dig slæbe i skarnet, til du har tabt al følelse, - ja, det har du! Da jeg tvang dig til at se mit barn, gad du ikke engang kysse det! Du bøjede dig ikke engang ned til det, du sagde ikke et ord, nej, ikke et eneste ord, du så ikke, hvor vakkert det var!" - Gråden stansede hende på ny.

"Men det forstår sig," fortsatte hun, "du har jo selv ikke haft noget barn. Og det kom jeg til at huske, - for ellers var jeg rejst igjen - straks! - Så skuffet som jeg blev, nu, det har jeg også skrevet til Charles!" - Med andet og stærkere tonefald afbrød hun sig selv: "Jeg veed ikke, hvad du tænker på. Eller også må alting være dødt i dig! Når du kan få din fulde frihed - og så vælger Skarlie! Skrive efter Skarlie!" - Hun gik hurtig op og ned, sagde så: "Nej, nej, så dette er Magnhild, som var så fin og ren, at hun reddede mig!" Hun stansede og så på Magnhild. "Men det skal jeg heller aldrig glemme, og du skal følge mig, Magnhild!" - - Og med pludselig bevægelse: "Har du da ikke et ord til mig? Kan du ikke skjønne, at jeg holder af dig? Har du rent glemt, Magnhild, hvor jeg bestandig har holdt af dig? - - Bryr du dig slet ikke om, at jeg er kommen her efter dig lige fra Amerika?"

Hun lagde ikke mærke til, at hun sagde ud sit hele ærende; hun stod og ventede på at se Magnhild vågne og vende sig. Hun stod ikke nær nok til at se, at nu faldt der tårer i vinduskarmen. Hun så bare, at Magnhild ikke rørte sig, ikke med den sagteste bevægelse; dette oprørte hende, og hastig i sine bestemmelser, når hjærtet var fuldt, gik hun. Magnhild så hende ile grædende op ad gaden uden at se ind.

Og Rønnaug stansede ikke i sin gråd, ikke engang, da hun lå over sit barn og kyssede det. Hun tog det atter og atter op til sig, som vilde hun være vis på sit livs erhvervelse.

Hun havde ventet, at Magnhild kom efter. Klokken blev 8, der kom ingen Magnhild; den blev 9, endnu ingen; hun kastede et shawl over hovedet og listede forbi sadelmagerhuset. Manden måtte være kommen for længe siden. Der var ganske stilt, og ingen ved vinduerne. Hun gik hjem igjen og overvejede, idet hun lagde sig, hvad hun nu skulde gjøre, om hun virkelig skulde rejse uden Magnhild, - det var bare et øjeblik hun tænkte så, - - nej, hun vilde blive og tilkalde hjælp! Hun vilde våge et slag, og det med selve mr. Skarlie, understøttet af præsten og Grong og andre hæderlige folk. Hun tænkte måske noget amerikansk om sagen; men bestemt var hun.

Hun lå og drømte, at mr. Skarlie og hun sloges. Han havde med sine store, hårede hænder fået hende fat i hovedet, skulderen, hånden; hans ækle ansigt med de nøgne gummer så leende ind i hendes øjne. Hun kunde ikke tage fra sig . . . atter i hovedet . . .; da råbte Magnhild på hende, i gjentagende, højt, - hun vågnede. Magnhild stod foran hendes seng. "Rønnaug! -" "Ja, ja!" - "Det er mig Magnhild!" - Rønnaug satte sig op i sengen, halv drukken af søvn: - "Jo, jeg ser - du - det er dig? - Nej virkelig dig, Magnhild! Vil du følge?" - - "Ja!" Og Magnhild kastede sig over hende og brast i gråd, - hvilken gråd! Som et barns, der efter lang skræk finder sin mor. - "Herre gud, hvad er hændt?" - "Jeg kan ikke sige det!" og atter den lange inderlige gråd. Og så gjorde hun sig stille løs og gik hen for sig selv. - "Men nu følger du mig?" - "Ja," hørtes hun hviske og derpå atter græde. Og Rønnaug strakte sine armer ud; men da ingen kom i dem, hoppede hun selv ud og tog glæden praktisk ved at klæde sig på i en rivende fart. Der var glæde, ja triumf i hendes sjæl.

Mens hun sad på sengkanten og klædte sig, så hun nøjere på Magnhild; sommernatten var aldeles lys, og Magnhild havde hejset et gardin, åbnet et vindue og stod der. Klokken måtte være som tre. Magnhild var i underskjørt med en kåbe over; en pakke lå på en stol; det var kanske hendes kjole. Hvad kunde være hændt? - Rønnaug gik ind på salen for at klæde sig videre, og da Magnhild kom efter, lå hendes ny rejsedragt der og blev vist frem. Hun sagde ikke tak, hun så næppe på den, men satte sig ved siden og græd på ny. Rønnaug måtte klæde hende på. Herunder hviskede hun: "Har han villet bruge vold?" - "Det har han aldrig," sagde Magnhild; "nej, der er andre ting," og gråden tog hende så stærkt, at Rønnaug intet videre sagde, men gjorde både hende og sig selv færdige på kort tid. Hun skyndte sig ind igjen for at vække sin amerikanske veninde, derpå ned for at vække i hotellet; hun vilde rejse om en time. Hun fandt Magnhild i den stilling, hvori hun havde forladt hende. "Nej, tag dig nu sammen! Inden en time skal vi være herifra!" Magnhild sad dog: det var som hendes kraft var udtømt med den kamp og den beslutning, hun nylig kom fra. Rønnaug lod hende være; selv havde hun nok at gjøre. Alt blev færdig pakket, og til sidst barnet omgivet af sine rejsetæpper uden at vågne. Inden en time var ganske rigtig både de og deres sager stuvede i hendes prægtige rejsevogn. Alt sov omkring dem. Afsted gik det i den lyse morgen forbi kirken. Solen sås ikke; men himlen rødmede over fjældene i øst, landskabet lå i mørke skygger, fjældenes øverste skråninger i et sort-blåt af dybeste dybde; elven, uden strejf af lys over sin kamp, skar frem som et tog af vrede, vilde besøgende fra fjældene, der kom nedover netop i dette opvågnelsens øjeblik, strygende frem uden stans, uden skånsel, med skogrende røster over sine vilde forsæt og det held, der fulgte dem.

De naturindtryk og de følelser, Magnhild ellers kunde have haft ved færden - som rejse fra mange års lidelser, eller som den første mil på en ny livsbane, i sin barndomsvenindes pragtfulde vogn, - - det dovnede alt af i en træt, tom døs. Hendes liv til daglig havde jo været mangeårig hvile i vaner, så en kvælds bevægelse havde aldeles tømt hendes kræfter. Hun længtes til intet som til en seng. Og Rønnaug, som vilde have modsætningens under helt gjennemført, hun vilde ikke alene komme i sin egen vogn med to hester for (når stigningen begyndte, vilde hun have fire); men hun vilde også sove i en af gjæstesengene på det skyds-skifte, hvor hun havde tjent som jænte. Så gjorde de også, og tre timers søvn blev her tagen. Konen i huset kjendte Rønnaug; men da Rønnaug ikke likte hende, blev intet prat af.

Efter at have sovet, spiste de og betalte, og så måtte Rønnaug egenhændig skrive i skydsbogen. Det var alt for morsomt. Da læste hun, sidst skrevet i den, følgende: To personer, 1 hest, næste skifte, - og tilføjet i margenen:

"Hvad er dette for løjer?" Begge de andre til; for Betsy Roland blev det oversat.

Nu mindedes de alle, at de, just som de kjørte ind, havde set en vogn med en herre og dame i kjøre ud og opover fort forbi. Herren havde vendt sig bort, som vilde han ikke ses; damen havde været tilsløret.

De talte om dette endnu, da de sad i vognen og kjørte videre, mens alle folk på gården havde samlet sig. De rejsende fandt ud, at verset måtte skrive sig fra to lykkelige nygifte, - og Magnhild kom, ved den sort tankeforbindelser, man ikke råder for, til at huske hine to unge, ham i saffiansstøvlerne og hende med det særegent opsatte hår, som hin kvæld på hendes bryllupsrejse modtog dem på næste skifte. Derved kom hun til at mindes brylluppet, derved til at tænke på, hvad hun i alle disse år havde gjennemgået, og hvor planløst hendes liv lå, planløst, enten hun så bagover eller frem.

Det var imidlertid blevet en vidunderlig dag; solen havde nu nået over de her så høje fjælde. Dalen lå således til, at den helt blev overskinnet, skjønt den var trang. Elven gik her i smallere, men stenrigere leje, gik skumhvid, hvor kampen stod, græsgrøn, hvor denne ophørte, blå, hvor liden skyggede, og grå her, hvor den dannede veje over en leragtig bund. Græsset der nede stod med stive børster, længere oppe med gule æggeblommer, de største, de havde set.

Fjældene øverst oppe glitrede; den mørke furuskog på barm og i fang stod med slig mæt frodighed, at den, som rigtig så, uvilkårlig blev opfrisket. Her, nærmest vejen, stod løvskog; thi her var furuen borthugget, men brød ellers erobrende frem igjen fra sit mægtige hovedland der bag. Vejen var støvfri. I skogbrynet stod fjældblommer med det sidste dugglimt for i dag. De rejsende lod holde og plukke, sad siden og forlystede barnet med blomsterne og bandt kranse og prydede det med. Lidt længere oppe, da elven sank dybere under dem, så dens dur ikke tog al lyd ind under sig, var der jublende fuglekor. Trosten vippede, enkelt- og flokkevis, fra det ene træ over i det andet, dens kraftige snatren vederkvægede; en opskræmt tiur turede med stærke vingeslag bort mellem grenene. En hund, som fulgte hesterne, skræmte ryper op; de skreg, flaksede, gjemte sig i lynget, skreg og skræmtes atter op, men søgte ad omveje tilbage. De måtte have reder her: her stod også så fuldt af bjørk rundt om den lille lyngplet.

"Å, hvor jeg har længtes til denne rejse! Og Charles, som gav mig den!" - Tårerne stod Rønnaug i øjnene; men hun afbrød sig selv efter at have kysset sit barn: "Ingen tårer! Hvorfor?"

"Du skal få det godt, Magnhild. Charles er så god! Han vil gjøre alt for dig."

Den soldag, de rejste frem igjennem, den friske krydrede fjældluft, de indåndede, den jubel, der slog ud af skogen, barneminderne i dette, blev Rønnaug for stærke. Hun glemte Magnhild og sang igjen. Så tog hun barnet og talte overgivent med det og med miss Roland. Hun overraskedes ved, at Magnhild spurte: "Elsker du din mand, Rønnaug?" "Om jeg elsker ham? Nu -! Da mr. Charles Randon sagde til mig: Jeg vil sørge for Deres udvikling, Rønnaug; jeg håber, De gjør mig glæde, - vel, så gjorde jeg ham glæde. Da mr. Charles sagde til mig: Min kjære Rønnaug, jeg er adskillig ældre end De; kunde De alligevel ville være min hustru, så er jeg vis på, at jeg blev lykkelig; - vel - så blev han lykkelig. Og når mr. Charles siger: Min kjære Rønnaug, lad mig se, du våger over lille Harry, så jeg finder eder alle i Liverpool i september, og din norske veninde med, - så finder han os i Liverpool i september og lille Harry frisk, og min norske veninde med!" og hun kyssede barnet og fik det til at le.

De skiftede hester på gjæstgivergården; de to blev siddende i vognen. Rønnaug stod af, dels for at se gamle tomter igjen, dels fordi hun vilde skrive i skydsbogen. Det hørte til, sagde hun. Straks efter kom hun leende med skydsbogen. Under samme adresse, nemlig: "To personer til næste skifte" - betegnende for disse "to personer", i deres forhold til virkeligheden, at de ikke engang så efter, hvad næste skifte hed! - stod følgende:

Rønnaug oversatte det for Betsy Roland, og på norsk og engelsk tog de alle tre ud sine forskjellige gisninger. Deri stemte de, at her måtte være to elskende på rejse, og det under særegne forhold; men hvilke: om de var nygifte, eller bare elskende, om de var på en flugt, eller bare drev morskab efter vel overstået kamp, eller - - ja, der var flere muligheder! - Rønnaug vilde skrive verset af, og Magnhild bød blad af sin lommebog. I det hun tog denne op, faldt et brev frem; hun blev selv forundret. Men så huskede hun, at hun havde fået det med posten en times tid efter hendes mands komme i går aftes. Optagen af kampen med ham havde hun lagt det i bogen så længe. Hun fik aldrig breve, så hun kunde ikke skjønne, fra hvem dette kunde være. De to, som kom fra Amerika, opdagede ikke, at brevet bar fremmede frimærker; det gjorde Magnhild straks. Hun åbnede; det var et fint skrevet brev på fint papir, et langt brev. Der stod München over, og derunder - læste hun også ret? - Hans Tande! Hun slog brevet sammen uden selv at vide af det, mens en heftig rødme skyllede over hendes åsyn og hals. Begge de andre lod, som de intet havde set; Rønnaug gav sig i færd med at skrive af verset.

De kjørte hurtig videre, og under dette lod de Magnhild være. Men dennes forlegenhed tiltog i så høj grad, at det pinte hende selv at sidde i vogn med de andre. Hun bad ydmygelig om at måtte få stige ud og gå et stykke. Rønnaug smilte og bad kusken holde; - her var en slette, hvor hesterne kunde hvile så længe. Da de rejsende var stegne ud, tog hun Magnhild og førte hende et par skridt mod skogholtet bag dem: "Så, - gå nu der ind og læs dit brev!"

Da Magnhild stod i skogen, stansede hun. Hendes bevægelse tvang hende dertil. Hun spejdede, som frygtede hun selv her folks nærværelse. Solen spillede hist og her på de faldne gule nåler, de faldne rådne stammer, på den dybgrønne mos over stenerne og på lynget i åbningerne. Der var aldeles stilt; borte fra den sollyse skogkant nåede et enkelt fuglekvidder og barnets lallen og Rønnaugs latter. Det klang så klart imellem stammerne.

Magnhild vågede atter at tage brevet frem; hun viklede det ud. Det havde fået falske folder. Hun lagde det åbent foran sig og så i det, som en ældre kvinde ser ud over et kistegjemt klæde fra brudefærden. En enkelt gjennem grenene faldende stråle legede på det, urolig, snart rund, snart aflang. Hun så i dens lysende ring et ord, to ord tydeligere end de andre: "store håb - og veg" stod der; - "store håb - og veg;" hun læste det og skjalv. Ak, ak, ak! Op igjen og op igjen læste hun det og blev så rig på forventning, på frygt, på minder af salighed og kamp, - - hun kunde ikke sidde, hun rejste sig, men for atter at sætte sig og prøve. En lang, lys latter fra Rønnaug kom skydende ind som en stav, hun greb til støtte. Hun fik mod af hendes mod og så hist og her i brevet, ikke for at læse, men for at gætte, om hun turde. Men hun var selv for oprevet til at kunne lægge brudte sætninger sammen til mening og førtes uden at vide det ind i den sammenhængende læsning. Hun fattede ikke alt, hun læste. Men det var dog et samkvem; det var som et håndtryks berøring. Der summede noget om hende af musik, hans musik; hun var i hans omgang igjen, den duft, det blik, den undselige taushed, hvori hun hos ham havde levet jordens højeste fryd. Diamanten skar lysringe over pianoet, hans fine hånd legede "blomster i enge". Fuldstændig hos ham gav hun sig i henførelse til at læse anden gang, fattede mere, stansede, jublede uden ord, læste, mens tårerne trillede. Hun stansede uden at vide det, bare fordi hun ikke så, begyndte på igjen uden at mærke det, afbrød, græd ud, læste, endte for at begynde på ny. Tre, fire, fem ganger op igjen. Hun kunde ikke mere! -

Hvad var imidlertid ikke gjennemgået af tanker og følelser, hun tusende ganger havde haft, og af tanker og følelser, hun aldrig havde anet.

Det første hele indtryk, hun samlede, i den halvklamme skogskygge, der hun sad gjemt, var som en bundt af bævende stråler. Det var den anelse, hun fik - den var ikke udtalt, og dog åndede den op af hver linje (tusende ganger sødere således!), den anelse, ja vished, at han, ja, han havde haft kjærlighed for hende! - og dernæst den fulde kundskab, han samtidig havde haft om hendes kjærlighed, - længe, længe før hun havde fattet den selv! - og som han dog ikke havde rørt ved, nej, ikke med et blik. - Hvor overbærende han havde været! Og hvad havde han dog ikke altsammen set hos hende! Var det sandt, kunde det være sandt?

Å, det var det samme! Men at få føle alt dette til bunds, som han havde følt, det var i hendes sorg ligesom solen bag den våde luft, - efterhånden glidende ind i dunstlagene med tusende aldrig anede lysvirkninger oppe og nede. Hvilken opånden igjen efter års tomhed, savn, rugen!

Først senere trængte de enkelte tanker frem, men i grunden ikke før Rønnaug kom til. Det var også så tunglæst, dette brev; det klang hist og her som oversættelse fra et fremmed sprog. - Men nu brevet.

"Jeg kommer tilbage fra syden. Jeg troede mig stærk nok. Ak! - Bladene har vel sagt Dem, at jeg er syg; men bladene veed ikke, hvad jeg nu veed.

Det første, jeg gjør i den ny vished, er: at skrive Dem til, kjære Magnhild.

De vil naturligvis blive smertelig forundret ved at se min underskrift. Jeg vakte store håb - og veg, da de skulde fuldbyrdes.

Tusende ganger har jeg siden tænkt mig, hvor det har budt imod for Dem at gå til pianoet og prøve på at gjentage en sang, vi tre sammen havde studeret, eller en øvelse, vi to havde gjennemgået. Der skulde et under til, om De kunde komme Dem til.

Tusende ganger har jeg også overtænkt, om jeg skulde skrive Dem til og sige Dem, hvad jeg nu endelig siger Dem, at min dybeste sorg i livet har dette været.

De udfriede mig af et engang rigt, men siden uværdigt forhold, og dette blev mig til oprejsning. Uskyldsspiren i min sjæl havde atter fået luft. Hele omfanget af denne udfrielse kjendte jeg ikke, så længe vi var sammen.

Og til tak for, hvad De har gjort mod mig, har jeg brudt Deres liv ned, så vidt jeg kunde. Men jeg har også længtes til at sige Dem, hvad jeg nu tror, nemlig: vor bestemmelse på jorden er ikke alene den, vi selv kjender, ikke alene den, vi tror er vort livs hovedsag. Da De uden selv at vide det gav mig en renere, højere retning, fyldte De også en bestemmelse, kjære Magnhild. Den var kanske liden; men kanske var den også bare en hundrededel af en større, som De har øvet mod mange flere uden selv at ane det.

Magnhild, nu kan jeg sige det, uden at mistydes, og tillige uden at skade; thi De er bleven halvfemte år ældre, og jeg går bort; - ja, nu tror jeg, det vil hjælpe Dem at få høre det. Altså: Uskylden i Deres sjæl var i Deres særegne skæbne bleven til en sædelighed, der hos Dem fremfor hos nogen, jeg har mødt, forkyndte sig som en magt. Den var så meget skjønnere, som den ikke var sig sine ytringer bevidst. Den åndede af hver rørelse i al Deres bange kejtethed. Den nåede mig ikke alene i Deres rødme, Magnhild; nej, også i Deres stemmeklang, i det umiddelbare forhold, De indtog til hver, De talte med eller så på eller bare hilsede. Det menneske ved Deres side, som ikke var rent, gjorde De afskyeligt; De lærte selv den frafaldne, hvilken skjønhed sædelighed ejer.

De har den fulde ret til at glæde Dem over dette, som jeg her siger. Ja, gid det måtte mere end glæde Dem! Det er ikke godt at ruge over en tabt bestemmelse, Magnhild, og af breve fra Grong kan jeg forstå, at dette gjør De nu. Den, som ikke når det første eller største, han vil nå, tør ikke straks synke hen i skjødesløs uvirksomhed; thi derved hæmmer han den tusendbladede bestemmelse, livstræet har? Kanske selve skuffelsen skulde være med?

__________

Fem dager senere.

Magnhild, jeg siger ikke dette for at undskylde mig. Hver gang jeg tænker på Deres sang, veed jeg, hvad jeg har stanset. Den havde en renhed, urørt af lidenskab; derfor strøg den renskende over min sjæl. Duften af gode minder var i den, minder om min barndom, min mor, min gode lærer, mine første forestillinger om musik, mine første længsler i kjærlighed eller skjønhedstrang. Også de første skære farver over livet gled frem igjen, de, som endda ikke var stærke, men heller ikke smudsblandede.

Jeg tænker mig denne sang kunstmæssig bøjet, åndig gjennemstrålet, - hvilken forkyndelse! Og dette har jeg stanset.

Jeg kjøbte, mens vi var sammen, nogle søljer, som Deres far har gjort. Jeg synte dem for ingen. I mine daværende omgivelser vilde det have vakt mistanke og derved ufred. Men i disse søljer følte jeg slægtsopgaven, Magnhild, slægtsarbejdet, som Deres anlæg skulde fortsætte. I Deres fars arbejder er der uskyldig fantasi, tålmod, i det ufuldkomne ligesom suk fra endnu betydeligere, uløste kræfter.

Er alt dette nu stanset, derved at De er stanset, som er den sidste af slægten, og uden børn? Nej, jeg undskylder mig ikke.

__________

(Jeg har atter flere dager været stanset. Nu må jeg prøve at fuldføre.)

Lad ikke det, jeg har gjort ondt mod Dem og derved desværre mod flere både i samtid og eftertid, blive brugt af Dem som en undskyldning til aldeles intet videre at gjøre! De kan jo, hvis De vil, forløse, hvad der er evne i Dem, om ikke på den ene måden så på den andre. Og gjør nu det, også fordi jeg ber Dem om det! De kan gjøre min brøde mindre tung for min tanke nu i de sidste livets timer.

Ja, idet jeg skriver dette, letner det. Den godhed, De trods alt vistnok har for mig, (jeg føler det!) giver mig bud.

De vil, så vidt De kan, redde mit livs virksomhed også der, hvor den ikke fuldførte; hvad den begyndte; De vil opbygge og udbedre. Magnhild!

De føler dog denne bøn tillige som en trøst?

__________

(Jeg kom ikke længer. Men i dag er jeg bedre.)

Hvis dette hjælper til at åbne Dem verden igjen, så De træder ind og tar fat; ja, hvis alt det, som De enten helt forsømte eller halvt gjorde, kan få rang af led i en opgave og altså blive kjært, - da gjør De godt mod mig; husk det! Lev vel!

Ak ja, lev vel! - Jeg har andre breve at skrive og kan ikke meget. Lev vel!

Hans Tande.

(Otte dager senere.) Jeg sætter over i brevet til Dem følgende fra et andet brev til en anden:

"Det er ikke sandt, at kjærligheden for alle er gjennemgangen til livet. Kanske er den det ikke for halvdelen selv af dem, som når frem til et virkeligt liv.

Der er mange, som øder sin tilværelse i savn af kjærlighed eller for at følge sin kjærlighed. Nogle af dem kunde måske ikke andet (menneskene er så forskjellige, forholdene ofte så undskyldende); men de, jeg har set gjøre det, kunde ubetinget have hersket over sig selv og derved vundet en ny kraft. De lod imidlertid alt forsøg herpå fare, dertil opmuntret af en litteratur og en kunst, hvis kortsynethed kom af, at den var smittet i viljen."

XI.

Magnhild og Rønnaug kom arm i arm ud af skogen, hvor Rønnaug endelig havde måttet hente hende, og hvor så meget var blevet fortalt, gjennemgået, vejet. De trådte helt ud på sletten. I hvilken blå luft stod ikke fjældene, og i denne ramme furuskogen der borte, lynget her fremme, og så sletten med miss Roland og barnet; de sad på blå og røde tæpper ved vognen. Fra denne forgrund gik moderens øje fantasirigere ud igjen og tog endnu stærkere indtryk af linjerne, lysningen, farverne.

"The summer-travels in Norway; the summer-travels in Norway!" sagde hun hen for sig.

Man kunde ane det ud af hvert ord, at de var de med størst fantasi gjentagne af hele hendes engelske ordforråd.

De gik langsomt videre omkring. For Rønnaug var Magnhild bleven ny, hendes bevidsthed mangfoldiggjort, hendes åsyn gjennemstrålet og derved et andet. Magnhild havde jo snart i fem år hemmelig ruget over sin tabte bestemmelse og sin tabte kjærlighed, de to søskende, som levede og døde sammen. Hun havde nu åbnet sin sjæl for en anden; - dermed var sket noget!

De lod spænde for og drog videre. Men middagshvilen i naturen forstyrredes ikke af dem, næppe engang af vognramlen; thi de drog langsomt frem i liderne.

Men ikke-samtonig glæde forstemmer, - og her blev desuden verset til forvarsel; thi de havde jo bare holdt frem et lidet stykke fra gjæstgivergården, så mødte dem kirkespiret på højen, hvor Magnhilds forældre og søskende lå, og stenvejen til venstre i fjældet, hvor hendes barndomshjem havde ligget.

Den golde stenvej havde steget op i Magnhilds minde, så ofte som det syntes hende, at hendes spildte, lange livs leje lå som en sådan. Her mødte det atter således. Den trøst, hun nylig havde fået, kunde længe ikke tale. Thi der fulgte hende jo så meget uløst og usikkert. Hun nærmede sig nu udgangspunktet for altsammen; fra højen kunde præstegården ses.

Det var aftalt, at de skulde tage ind her. Vognen gled nedover mod den venlige gård gjennem en bjørk-allee. Rønnaug fortalte miss Roland om præstefamilien og gjorde det morsomt. Da skræmtes de alle op, ved at vognen vilde vælte. Lige ved svingen op mod trappen havde kusken kjørt op på en stor sten, som lå og bød sin laveste side frem netop på denne kant. Både Rønnaug og miss Roland gav et let skrig, - og da alt var overstået uden videre fare, lo de. Til deres glæde lo Magnhild med. Så lidet tilfældet var, det hjalp til at flytte hende. Nu var hun med een gang på præstegården! Denne sten, - hvor mange hundrede vogne havde ikke kjørt op på den; men kom den nogensinde væk? Der stod gamle Andreas, gamle Søren, gamle Knut! Der så også gamle Ane ud! En hund gøede fra stuen; Magnhild spurte: "Har de fået hund?" Rønnaug svarede: "Så skal jeg vædde, den er kommen af sig selv!"

Gamle Ane tog tøjet, Rønnaug barnet, de blev alle fra gangen vist ind i dagligstuen; men der var ingen uden hunden, en stor lurvet en, som for det første gode ord opgav sin vrede og gik mageligt snusende og logrende fra den ene til den andre, derpå tilbage til ovnen, - lagde sig, fed, forsørget.

Det knagede og bragede ovenpå; det var præsten, som rejste sig af sofaen. Denne springfjersmusik kjendte Magnhild så godt. Hunden kjendte den også; han rejste sig, han vilde ud for at følge sin herre. Men denne, som hørtes i den sukkende trætrappe, gik ikke ud, men kom ind, så hunden bare hilste på ham, logrede og gik atter tilbage til ovnen, hvor han væltede sig stønnende efter så stor bevægelse.

Præsten var den samme i alle mulige måder. Han havde hørt om Rønnaug og var glad ved at se hende; hans fede hænder holdt hendes så venlig og længe, og endnu længere Magnhilds. Han hilste på miss Roland, og barnet havde han moro af; det var blevet livligt ved de ny ting i stuen, især ved hunden.

Og da han havde tændt piben og fået de andre og sig selv til sæde på de broderede stoler og sofaer, var det første, han måtte fortælle (thi det var netop for en månedstid siden så heldig tilendebragt), at "småpigerne" var blevne forsørgede. De havde nemlig fået hver sin livrente. Det var virkelig på udmærket sikre vilkår. Gud havde i sin ubegribelige nåde været så god imod dem. - Mere bekymret havde de været for "frøkenen" (den fordums lærerinde kaldtes så). De havde jo tænkt også at gjøre noget for hende, skjønt det næppe var blevet tilstrækkeligt; dertil strakte deres midler næppe, og selv kunde hun intet mere have fortjent sig; thi hun var bleven så besværlig. Men Gud havde i sin uransagelige nåde også tænkt på hende. Hun behøvede ingen livrente mere. Hun havde været i besøg hos en slægtning ikke så mange mil herfra; der havde Gud kaldt hende til sig; hun havde ikke tålt rejsen. Efterretningen var kommen til dem for et par dager siden, og præsten var i stor uvished, om han kunde rejse til begravelsen; det beroede på et brudepar, om det kunde opsætte vielsen et par dager. "Således går det, kjære Magnhild, omskiftende i livet. Den ene til graven, den andre til brudeskamlen. Ak ja! - Det var da en vakker kjole, du der har, mit barn. Skarlie er sandelig en god mand mod dig. Man tør ikke sige andet."

Endelig kom fruen og de to døtre. Det lidt våde hår, de rene manchetter, de nystrøgne kjoler viste, at de havde gjort toilette. De talte ikke, det besørgede præsten; de nejede bare, idet de tog i hånd, fandt sit broderi og satte sig på hver sin broderede stol. Den ene af døtrene rejste sig dog snart og hviskede til moderen; man kunde af retningen, som først hendes, så moderens blik tog, slutte sig til, at det var et spørsmål, om flordraget over spejl, billeder og et par gibsfigurer skulde tages af. Da pigen atter satte sig, var det sandsynligvis besluttet, at det ikke skulde tages af. "Og frøkenen, som er død?" sagde Magnhild. Alle tre sænkede på een gang broderierne og løftede hovederne. "Hun døde af slag," sagde fruen. De sad lidt; derpå broderede de videre.

Præsten rejste sig for at få hunden ud. Den gik overmåde skamfuld, hvilket præsten roste den for. Derefter fulgte flere af dens dyder i langsom fortælling. Den var kommen til dem for tre år siden; Vorherre alene vidste, hvorfra; men også han alene vidste hvorfor; thi allerede i næste sommer havde den frelst frøkenens liv, da Ole Bjørgans gale okse var kommen imod hende på hendes vanlige spadseretur til kirken.

Den tredje store begivenhed: at gamle Andreas hug sig i foden, kom dernæst i lige langsom fortælling. Præsten gav just, hvad gamle Andreas sagde, da præsten havde båret ham ind på sengen, så blev fortællingen afbrudt ved, at det skrabede ydmygeligen på døren; det var naturligvis hunden. Den svære præst rejste sig straks for at lukke ham ind, gav ham gode, advarende ord, der blev modtagne med logrende tilbageholdenhed.

Hunden så sig rundt. Og da fruens øjne åbenbart så mildest på den, gik den straks did og slikkede den hånd, hun gav ned.

I det samme rejste Magnhild sig, gik lige hen til fruen, strøg hendes hår; hun følte, at alle så på hende, men mest fruen, i forlegen forundring - og Magnhild havde ikke evne til videre at klare, hvad hun her havde påtaget sig, skyndte sig derfor ud. Der blev stille i stuen efter dette.

Hvad var det? Hvad var hændt? Det var hændt, at Magnhild havde om formiddagen fået et brev, som vi kjender; men derefter så hun på præstegårdslivet med ny øjne.

Det kjedsommelige oplod sig; hun så bag det ind i en hjærtelighed og en uskyld, hun altid havde overset, og hun begyndte at ane noget.

I præstens fortællinger, fra den første til den sidste, ikke et ord, der gav mindelse om, at han eller nogen af dem havde gjort noget godt. Man måtte selv opdage det. Men det havde hunden gjort, før Magnhild havde gjort det.

Den takkede; havde hun nogen sinde gjort det? Og det strømmede så stærkt ind på hende, at hun måtte der hen, hun også. Først i færd med det, følte hun i alles forundring, hvor uvant de var til tak eller takkens tegn fra hende, og dette skræmte hende, så hun gik.

Hun gik vejen bortover mod kirken, måske fordi denne netop var omtalt. Selv optoges hun helt af sit ny syn. Hun havde til dette øjeblik nøjagtig set alle deres naragtigheder, det var sandt. De havde ærgret, moret eller kjedet hende. Men hun havde ikke før nu set, at det, som nylig var blevet rost hos hende selv, havde hun fået i dette hus; det havde her bredt sig beskyttende over hendes sjæl, som broderierne over møblerne i deres stuer. Havde Skarlie kunnet nytte alle husets svagheder til at liste sig ind på hende, hun havde dog også i dette hus fået den styrke, hvormed hun havde holdt imod ham til i dag.

Hvis hun her levede forholdsløst, så var skylden ikke bare husets rolige vanegang, men mest hendes egen, som allerede her havde stængt sig ind i sine drømme. Det skulde hele den overbærenhed til, som også var huset egen, for alligevel at tage hende så vidt med, som hun var kommen. I et andet hus vilde hun være sat på porten, - tung, uskjøn, utaknemmelig som hun havde været!

Ja, utaknemmelig! Hvem havde hun nogen sinde takket? Jo, een, - ham, som havde gjort hende mest ondt, - men også mest godt; thi ham elskede hun. Dette kunde ikke regnes.

Men hvem ellers? Ingen her! Ikke Skarlie, skjønt han havde været vedholdende god mod hende i meget, også han. Ikke fru Bang, og hvor havde hun dog ikke været god! Ikke Rønnaug, nej, ikke Rønnaug heller!

Hun forfærdedes. Hun talte jo første gang i sit liv rigtig med sig selv; og dog havde hun næsten intet andet gjort.

Nu fattede hun det, skjønt det engang før, men så forbigående, havde skræmt hende, - nu først fattede hun det, hvad det måtte have været for Rønnaug, i mange år at længes til Magnhild for at fortælle hende sit rige livsskifte, for at vise hende sit barn, for at fri hende selv ud og gjøre hende lykkeligere, - og så møde en, som ikke engang gad følge hende bort til hotellet, hundrede skridt derifra, - fordi hun ikke havde gidet klæde sig på!

Hun sad atter på højen foran forældrenes ødelagte hjem; hun dækkede sit åsyn i skam.

Fra de tanker, som her fødtes, gik hun ikke før mod kvælden, træt på sjæl og legeme.

Da hun sent om kvælden sagde godnat til Rønnaug, lagde hun sin arm om hende og lænede sit hoved op til hende. Men hun fandt ingen ord; thi man finder ikke dem første gang.

XII.

Rønnaug drømte næste morgen om sang; hun hørte den endnu, da hun vågnede, og lidt efter samlede hun sig så vidt, at hun spurte sig selv, om det virkelig kunde være Magnhild, som sang! Denne tanke fik hende lysvågen og ud af sengen.

Hun var ikke før kommen i sin morgenkjole, så åbnede hun et vindue. Fra dagligstuen, d. v. s. nedenfor i den anden ende af huset lød sang til et svagt pianospil. Sangen var ren, høj; det måtte være hende!

Hun skyndte sig for at blive færdig og komme ned. Ude på gangen tog hun sine støvler, som stod der, for at drage dem på der ude, da hun frygtede for at vække miss Roland og barnet. Der kom nogen op ad trapperne; hun satte rask støvlerne ned og stillede sig foran; thi det hoved, som stak op, var Grongs. Han her?

Han hilste med et skarpt, kort blik på hende og gik uden et ord ind på et værelse ved siden af.

Rønnaug sad og hørte på sangen, mens hun gjorde sig færdig. Den flød så ligelig og stille; der var vistnok glæde i den, men dæmpet, man kunde kalde den skær.

Hun holdt sig rolig, til Magnhild sluttede og stod endnu lidt. Så gik hun ned. Døren var halv åben, derfor havde hun hørt så godt. Magnhild havde vendt sig med pianostolen og sad og talte med sine to veninder fra barneårene; de sad en på hver side af hende. Det var for dem, hun havde sunget, lod det til.

De rejste sig alle, da Rønnaug trådte ind. Magnhild lod hende se på klokken. Sandelig, den var ti! Magnhild havde længe været oppe. - Og sunget?

Pigerne fjærnede sig for at bringe kaffe, æg o. s. v. ind i spisestuen. Straks Magnhild så, de var ene, skyndte hun sig med at spørge Rønnaug, om hun vidste, at Grong var her. Rønning fortalte, hun havde netop mødt ham. "Jo," hviskede Magnhild, "han er på rejse efter sin søn. Tænk, han er flygtet med sin forlovede! Han er 20 år og hun er vel 16!"

"Altså versene?" - "Var naturligvis af ham. Grong raser. Han havde jo villet opdrage ham til digter!" De lo begge. Gutten var virkelig overmåde begavet, fortalte Magnhild videre, og faderen havde for hans skyld læst alt muligt og havde rejst med ham i Tyskland, Frankrig, Italien, England. Nu skulde han få et indtryk af fædrelandets natur og folkeliv, og så - vips! - borte er han!

Grong hørtes i trapperne, så mere blev ikke fortalt. Men de fik et hvast blik, da han kom ind. Han gik frem og tilbage, gjemt i sit skjæg som i en skog og dulgt bag brillerne som et billede i en brønd.

Man satte sig til det sene frokostbord, hvor fruen forlegenvenlig modtog een for een. Præsten var nede i skolehuset i et møde.

Efter bordet, hvor Grong ikke oplod sin mund til andet end mad og drikke, gik han gjennem dagligstuen og gangen lige ud på trappen. Rønnaug gik tappert efter; thi hun vilde tale med ham. Han mærkede det og vilde komme bort, blev indhentet og måtte med hende gå bort over vejen. Men da han hørte, hvad det galdt, skreg han op: "Jeg er pinedød så kjed den lange kone og hendes kjedsommelige bestemmelse, at af mig får De ikke et ord! Jeg venter desuden på min skyds." Han vilde vende; men Rønnaug holdt ham leende og førte ham tilbage på æmnet. Men før hun fik fortælle, hvad han måtte vide, afbrød han:

"Hun har tørt hen ingen som helst bestemmelse; det er hemmeligheden! - Hendes sang? Tande har skrevet så ofte til mig om den sang. Nu har jeg hørt på den her i morges, - og veed De hvad? Korrekthed, teknik, ren tone, ja vist; men ingen fantasi, intet gjennembrud, intet indhold, - hvor Pokker skulde hun også have fået det ifra?

Havde hun haft fantasi, så havde hun haft energi, og med hendes sangmiddel, hendes tekniske sans været sangerinde, - enten der var en Tande til eller ej, enten hun havde været gift med Skarlie eller Farlie."

Trods den hårde og plumpe form kunde der være så vidt sandt i, hvad han sagde, at det var værd at få Magnhilds historie lagt helt til rette for ham. Grong kunde ikke modstå drag af et sjæleliv. Han blev lutter øre, glemte både sin vrede og sin skyds.

Han hørte om den Magnhild, som næppe gad klæde sig på, og som lod Skarlie gjøre og sige, hvad han lystede, men som, i det øjeblik Skarlie nævner Tandes og hendes navn sammen - d. v. s. bryder ind, hvor hun sidder gjemt straks flygter fra ham lige til Amerika! Der var kanske ikke energi i det?

Han fik høre om den Magnhild, som, stanset i det største, intet mere vilde. Forholdet til Tande blev lagt åbent: Grong kjendte det jo til dels fra Tande selv. Rønnaug troede det rigtigt også at fortælle ham Tandes brev; hun huskede det; thi det havde gjort et stærkt indtryk.

Hvad måtte det ikke have kostet denne mand i sin tid at opgive, hvad han først havde troet sig bestemt til? Og nu igjen at opgive sønnen? Hvor kunde hun og Magnhild have let ad sådant, - som de havde gjort det den samme morgen!

"Trøst i at tænke sig, at vor bestemmelse er større og mangfoldigere, end vi selv ser? Ja, for den, som viljeløst og blindt underordner sig den ukjendte styrelse! Jeg kan det ikke!" Han løftede sin knyttede hånd, men lod den stille synke. "Er det en forbrydelse at styre mod bestemte mål, sætte sin vilje, sit ansvar på det? Se det insekt der! Det går bent frem; det vil noget vist. Nu træder jeg det ihjel. Se så!"

Om lidt blev han ved: "De skulde have set min hustru! Hun ilede afsted med flagrende slør; øjne, tanker funkede. Hvorhen? Just som hun ved min hjælp begyndte at klare sine evner, sluknede hun. Stjærneskud!

Jeg havde en ven. Hvilken begavelse, og hvilken længsel! Hvor var han ikke skjøn! Nogle og tyve år gammel faldt han på en dansk skanse, næppe omtalt, næppe erindret. Stjærneskud!

Men hvilken omhyggelighed for tilværelser, som ikke vil eller kan noget! Hin fisker i Nordlandene blev reddet, han alene, da en hel bygd gik under. Og han fik leve i over 60 år, dum som den torsk, han drog op af havet.

For andres skyld? Til de medlevendes opdragelse? Til frugtbarhed for efterslægten? Jaja, trøst jer med det! For at jeg skal kunne det, må jeg selv se det, selv føle det. Muldvarpens liv i mørke og tilfældighed kan jeg ikke leve, selv med attest på, at engang skal det lyse op, nemlig hinsides. Jeg beundrer dem, som kan det!"

"D. v. s. foragter dem!" indkastede Rønnaug. Han så på hende, men svarede ikke.

Rønnaug vilde gjærne vide, hvad man nu skulde råde Magnhild til. Han svarede rask: "Til at arbejde!" - "Uden mål? Bare arbejde?" - Han stansede. "Jeg skal sige Dem eet, gode frue. Magnhilds ulykke har været den, at hun sit liv igjennem har fået alt, hun skulde have, hvert måltid, hver kjole. Havde hun været i strængt arbejde eller opdraget børn, så havde hun ikke hængt efter drømme." "Altså arbejde uden mål?" gjentog Rønnaug. - "Der er så mange slags mål," sagde han grættent, og siden taug han. Det var åbenbart, at han havde løbet ringen rundt og stod atter i vrede over det, der var hændt ham selv.

De havde vendt om og var i den venlige bjørk-allee ved gården. Derfra hørte de sang, gik nærmere, stansede og hørte nøje på. Thi vinduerne var åbne, og hver tone kom klar og ligelig. "Jo, der er uskyld i den røst," sagde han, "det er sandt. Men uskyld er en passiv egenskab." De gik videre.

Herpå svarede han ikke. Han var kommen i en anden tankerække. Idet de stod foran huset, stansede han: "Hun som jeg er vel bærere af halvfærdigt slægtsarbejde. Dog - hendes slægt dør jo ud med hende, - og min? - Nej, man kan blive gal af dette! Hvor er min skyds?" -

Han strøg forbi hovedbygningen bag mod gårdspladsen; Rønnaug langsommere efter. Skydsen var ikke kommen. Han brummede en del og slentrede op mod vognskjulet, som stod åbent, og hvor han så Rønnaugs vogn. Hun kom til, og han talte med hende om vognen. Den var dog for let til rejsevogn, mente han. Det ene forhjul måtte allerede være blevet beskadiget; thi det var aftaget. Altså beroede det på smeden, hvor længe damerne skulde blive her. Men han rejste straks; thi der - endelig! - kom skydsen.

Han tog let farvel, som skulde han bare om næste hjørne; han gik ind efter sit tøj. Rønnaug vilde dog vente, til han kom ud igjen.

Hun havde godhed for ham. Det var kanske ikke så galt med sønnen, som faderen nu så det. Der var slig uro i Grong. Kom det ikke af, at han havde så mange slags "begavelser", men ingen bestemt begavelse; hun havde just engang hørt ham bruge dette udtryk halvt i spøg om en anden. Men samlet i een hovedevne måtte det være, det følte hun. Så var det dog med Magnhild; men kanske var den for liden? Det tekniske? Ja, var dette hendes hovedevne, så kunde den vel søge sit udslag i sangen!

Klart blev det hende ikke. Og det var så trøstesløst; thi her skulde jo gives råd, tages beslutning. Hun bad til Gud for veninden og for ham, den mørke mand, som nu kom ud, fulgt af fruen, den eneste, han syntes at have sagt farvel.

"Hils så min gamle lærer," sagde han ned fra karjolen, idet han greb fruens hånd. "Sig ham, - - sig ham ingen ting!" han slog til hesten så pludseligt, at skydsgutten nær ikke var kommen med.

Fruen sagde noget om, at han vist ikke var lykkelig. Hun blev stående og så efter ham. Da kom en kone den samme vej op mod dem. Hun hilste smilende på fruen, idet hun gik forbi mod køkkenet. "Du fik solgt det?" - "Ja." "Jeg kan se det på dig." Og vendt til Rønnaug sagde hun: "Den kone, kan De tro, gjorde Magnhild lykkelig i morges." - "Hvorledes det?" - "Jo, hun skulde til kræmmeren med sit håndarbejde; han er opkjøber for en kjøbmand i byen. I det samme kom Magnhild ned i køkkenet. Da konen fik se hende, hilste hun - hun har så godt for at snakke! - og gav til at græde og fortælle, fortælle og græde, hvor fattig hun havde været, men hvor godt hun nu havde det, både børnene og hun. Magnhild har nemlig i flere år haft en håndgjerningsskole her oppe, og denne kone var en af de flinkeste. De kan tro, dette med håndarbejdet har grebet om sig; der findes knap nogen fattig her i bygden længer."

"Men Magnhild, - blev hun glad?" - "Hun blev så glad; thi snart derefter hørte vi hende synge. Og sidst hun var her - for en fire-fem år siden - kunde vi ikke engang få hende til pianoet."

Rønnaug hilsede på miss Roland og sit barn, som netop kom. Noget senere vilde hun fra gangen gå ind i stuen; da sang det atter der inde. De to præstedøtre sang tostemmig med spæde røster, den ene noget uklarere end den andre. Det lød slæbende:

Døren stod åben. Den ene af pigerne sad ved pianoet, den andre stod ved siden; Magnhild sad foran dem, lænet til pianoet.

Der skinnede fred ud af den lille salme, fordi de havde fred, de, der sang den. De små gule hoveder over kjolekraverne gjorde ikke en bevægelse, pianoet næsten hviskede. Men solskinnet over de broderede møbler og broderede overdrag gav samspil fra det fjærne.

Da de var færdige, fortalte den ene, at en rejsende dame havde lært dem salmen, og den andre, at frøkenen havde sat hendes stemme til. Magnhild gav uden at tale eller ændre stilling den ene hånd ud, som den nærmest stående tog.

Der hørtes røster udenfor; det var præsten, som kom, fulgt af flere mænd. De stilede lige på trappen, så Rønnaug gik ind. Snart hørtes det stampe i trappen; de der inde rejste sig, Magnhild gik hen til Rønnaug. Da holdt først hunden, så præsten sit mægtige indtog, og efter ham seg langsomt ind, mand efter mand, tunge, arbejdsslidte folk, en 6-7 gårdbrugere i den lille fjældbygd. Magnhild trykkede sig op til Rønnaug, der også veg lidt, så de blev stående foran det store, flordækkede spejl. Præsten hilste godmorgen først på fru Randon, så på Magnhild; han spurte efter deres befindende. Derefter kom bonde efter bonde, tog i hånd, gik rundt og tog alle i hånd, som var i stuen. "Kald mor ind!" sagde præsten til en af pigerne og rømmede sig. Fruen kom; atter bonde efter bonde hen til fruen, tog i hånd og tilbage igjen. Præsten tørrede sit åsyn, stillede sig foran den forskrækkede Magnhild, bukkede og sagde:

"Kjære Magnhild, bliv ikke bange! Vor lille bygds repræsentanter er i dag tilfældig samlede i skolehuset. Og der kom jeg til at fortælle, at du var her på gjennemrejse, og da var der en, som sagde: Hende skylde vi, at her kræves så liden fattigskat. Og da sagde flere det samme. Og så sagde jeg, at dette burde vi sige hende selv; deri var man enig. Du har vist aldrig fået tak, mit kjære barn, hverken her eller nede på Øren, skjønt der nede er virkningen af dit arbejde endnu større og har derfra udbredt sig til bygderne på begge sider fjorden.

Kjære barn, Guds veje er uransagelige. Så længe vi ser dem i vor egen lille skæbne, er vi lykkelige; men når vi ikke ser dem, er vi såre ulykkelige." (Her brast Magnhild i gråd).

"Da du med kjælken i din lille hånd førtes frelst ned ad skreden, var det, for at du skulde blive til velsignelse for mange.

Forsmå ikke takken fra denne fattige bygd; den er en bøn for dig til den almægtige. Du veed selv, hvad han har sagt: Så meget som I have gjort for en af disse mine mindste brødre, have I gjort for mig. Måtte du føle det!"

Præsten vendte sig, og i samme højtidelige taletone sagde han til sin hustru: "Lader disse mænd blive trakterede!"

Han skridtede omkring iblandt dem med spøgende tale; men det drønede i huset af den. Jo mere bevæget Magnhild var bleven, des lykkeligere var han bleven.

Magnhild havde trang til at tale til præsten; thi var hun ikke kommen i hans hus, var intet af dette blevet gjort, hvorfor hun nu selv så ufortjent fik tak. Men hans voldsomhed holdt hende tilbage.

Mændene blev trakterede; de tog atter alle husets folk i hånd, og de fjærnede sig, førte af præsten, hvis stemme lød op til dem næsten lige fra skolehuset.

XIII.

Ud på eftermiddagen kom posten fra Øren, og med den et brev til Magnhild. Hun blev ræd og gav det til Rønnaug, som snart gav hende det tilbage med den besked, at dette kunde hun nok læse. "Her skal du få se, hvad din rejse har udrettet," lagde hun til. Brevet var fra den lange Lovise.

"Kjære Magnhild!

Jeg skulde i dag op til dig efter det mønster, som du lovede at greje for os. Men så traf jeg Skarlie alene hjemme, og han var ikke rigtig - ja, hvad skal jeg kalde det, for jeg har aldrig set et så ulykkeligt menneske. Han sagde, du var rejst.

Jeg hørte siden, at det var med fru Randon, du var rejst, og så tænkte jeg, at nu må du være på præstegården der oppe, og did op skriver jeg. For du må ikke rejse fra os, Magnhild! Eller også rejse, men komme igjen til os!

Vi har nok skjønnet, allesammen, at du ikke var lykkelig; men du har ikke villet tale; så har heller ikke vi. Men kan du ikke være hos os?

Hvor skal det gå os med det nye arbejde, som vi netop nu er komne ind på! Vi grejer os ikke alene. Og så sangen! Kjære Magnhild, mig og Marie takker så mange; det er jo nu vi, som står for det. Men vi veed alle, hvem vi skylder, at vi har vort gode udkomme, har det hyggeligt sammen og kan støtte, den ene den andre. Nu, du er rejst, kommer det så frygtelig på os, at vi vist aldrig har gjort dig nogen rigtig glæde, så du kjender os ikke.

Vi skulde kunne gjøre meget for dig igjen, kan du tro, hvis vi bare fik lov. Rejs ikke fra os! Eller kom tilbage til os, når du har rejst!

Din inderlig, inderlig taknemmelige Lovise."

"Jeg blev så bedrøvet, da Lovise fortalte mig det. Hun har mere fremfærd end jeg pukkelryggede stakkel. Hun har alt skrevet og sagt, hvad vi alle, ja alle tænker ved det.

Men jeg har den største grund til at skrive! Hvad var der blevet af mig i verden, om du ikke var kommen på skolen og havde fået mig flink i det, som just ligger for mig? Uden dig havde jeg været andre til byrde, eller jeg havde arbejdet uden glæde. Nu er det, som jeg er med på noget, som bestandig skal vokse. Ja, nu er jeg glad!

Så har jeg sagt det! Hvor ofte vilde jeg det ikke; men en turde ikke rigtig, for så blev du sky!

Vi kunde i grunden have haft det så godt sammen. Men kunde det ikke blive så endnu?

Din Marie

Efterskrift: Du vil kanske tro, jeg mener, at du har overset os. Nej, det har du ikke. Du har været for tålmodig med os til det. Men det lod, som alting var dig det samme, og menneskene med; det mener jeg. Kan du ikke, som Lovise siger, komme til os? Vi skal slå os sammen om dig som en bisværm om sin dronning. Kjære Magnhild!"

Der er intet bedre udtryk for det, som nu hændte Magnhild, end at nye livskilder vældede op. Denne hjælp af det, hun aldrig havde tænkt anderledes på, end at det var tidsfordriv og vanegang, gjorde sin gjerning. Hun vilde dog prøve at fortjene denne hengivenhed; hun vidste nu, hvad hun skulde.

Hun gik og talte med Rønnaug ude på gården. Det begyndte at blive kvæld; hønsene var gået ind og satte sig just kaglende op; hjemmekøerne var hentede fra marken og drog forbi. Høduft slog dem nu og da i møde; thi der kjørtes i lade.

Rønnaug kjendte sig så sikker, at hun turde sige Magnhild, hvad samme post havde bragt, nemlig blade, som havde telegrammer fra München, at Tande var død. Det bevægede ikke Magnhild anderledes, end at de stansede en stund og længe gik tause; thi han havde jo altid været tænkt som noget fjærnt; han føltes heller nu nærmere. Og det, han nylig havde sendt hende til vejledning, blev dybere sandt.

Det næste, hun tog op at tale om, var heller ikke Tande, men Skarlie. Det blev dog måske rigtigst at sende bud på ham, så de kunde få opgjør, før hun rejste. Rønnaug var ikke utilbøjelig til at gå ind herpå; kun vilde hun, at ikke Magnhild, men hun skulde besørge opgjøret. Der var jo ikke mere at sige, end hvad Magnhild nu havde bestemt sig for.

Samtalen gik af og til, ligesom de selv. Alt husets folk var ude på høing; der var også miss Roland med barnet. De vilde også selv did hen. Da kom der en gut ind på gården, blistrende, med begge hænder i lommen. Ved at se de to damer stansede han både gangen og blistringen. Han indtog stilling på højre fod; den venstre satte han frem på hælen, idet han bevægede benet, sa fodbladet stod og viftede.

Snart kom han nærmere. "Er det du, som hedder Magnhild?" spurte han i bygdens klingende dialekt. Han så på den rette, som også svarede ja. "Jeg skulde bede dig komme ned i pladsen vor, Synstevolden; for der sidder en krop og venter på dig." -

"Hvad hedder han?" spurte Rønnaug. - "Det skulde jeg ikke sige," sagde gutten; han satte atter venstre fod frem, viftede med fodbladet og glante opefter låven. Så slog Rønnaug over i dialekten, idet hun spurte, om "kroppen" ikke kunde være låghalt. "Jagu' tør det hænde," svarte gutten og lo.

Da sprang Rønnaug hen til gamle Andreas, som netop kom fra låven med tom vogn for atter at kjøre ud; vognramlen voldte, at han ikke hørte hende råbe; hun måtte indhente ham. "Er det du, som har taget det ene forhjulet af min vogn?" spurte hun. - "Forhjulet af vognen?" spurte gamle Andreas; "er det taget af? - Stå stille, din tull!" råbte han, rykkende så hårdt i tømmerne, at den ene hest nu vilde bagover i stedet for frem; thi det var en ung hest.

Men under dette var Rønnaug bleven klar i sin sag og havde forladt ham. På langsomt engelsk fortalte hun Magnhild, hvad hun troede at have opdaget; gutten, som endnu stod der, skulde ikke høre det. Andreas kjørte videre.

Magnhild lo: "Ja, han er kommen. Dette er ham!" og vendt til gutten sagde hun, at hun straks skulde følge.

Rønnaug prøvede at få Magnhild til at blive og at tillade hende at gå. Nej, Magnhild vilde gå selv. Hun var allerede på vejen, da Rønnaug råbte efter hende, at hun kom efter om en stund for at se, hvorledes det gik. Den anden vendte sig smilende: "Det kan du gjærne!" -

En tid derefter gik Rønnaug bort over mod Synstevolden. Hun vidste nok, at Skarlie intet kunde byde, som fristede Magnhild; men han kunde være ubehagelig, kanske rå. Forhjulet gav varsko! -

Det var vel ingen, for hvem Skarlie var så modbydelig som for Rønnaug. Hun kjendte ham! Ingen uden Rønnaug kunde ane, hvad han alt havde prøvet med Magnhild, fejg som han var, for at smitte hendes fantasi, for at få hendes hæderlige følelse brudt. Magnhilds hyppige rødme havde sin historie.

Hvad var det, som bandt ham så til hende? Fra først af naturligvis håb, som slog fejl. Men siden? Præsten havde i går kvæld, da talen var om de katholske klostre, ytret, at Skarlie, - som var en berejst og tænksom mand, - Skarlie havde sagt, at i klostrene bad munkene nat og dag for at bøde på, at det øvrige folk tit forsømte bønnen. Derfor betalte folket så gjærne til klostrene; det var kontant afbetaling på syndegjæld.

Ved dette havde Rønnaug siddet og tænkt: mon ikke Skarlie her havde skriftet sit eget forhold til Magnhild? Han havde hende på afbetaling!

Havde han bare været hård og utålmodig, så havde Magnhild øjeblikkelig forladt ham. Det var just ulykken, at han var fejg, og at han aldrig kunde helt opgive hende. Han var afbøjende, straks han havde været forsøgende, rigtig så venlig og interessant, straks han havde været ondskabsfuld. Og det var dette, som havde holdt det gående.

Under disse og lignende opgjør havde hun taget vejen over markerne for ikke at ses fra pladsen. Her var græsset ikke slået; hun trådte det ubarmhjærtig ned, men stansede foran en blomsterplet, hvis farve- og bladveksel hun måtte overskue. Da hørte hun stemmer. Foran hende var flere kjærr; igjennem dem skimtede hun de to, hun søgte.

Halv ræd for Magnhild og uden den ringeste agtelse for ham gik hun straks på lur. Hun skjultes ved, at hun satte sig mellem to kjærr; de to sås godt, da pladsen bag dem var åben.

"Så slutter jeg op nede på Øren, jeg og. Jeg rejser efter." - "Det må du gjærne. Men slut nu engang med alle trusler. For sidste gang: jeg rejser! Jeg gjør det for at se og lære. Så kommer jeg tilbage og lærer andre." - "Kommer du så til mig?" - "Det veed jeg ikke." - "Å, du veed det godt!" - "Ja, jeg veed det kanske også. For har du ændret dig, kommer jeg nok til dig; men jeg tror ikke, du formår at ændre dig; derfor kan jeg gjærne straks sige, at jeg ikke gjør det." - "Du veed ikke alt, jeg vil gjøre for dig!" - "Nu igjen testamentet! Lad os komme bort fra alt sådant."

Hun sad og drejede en blomst, som hun så på. Han havde lagt den kortere fod ind under sig; ansigtet var sammentrukket, øjnene stak. "Du har aldrig skjønnet på mig!" - "Nej, det er sandt. Jeg har meget at takke dig for, som jeg har taget uden tak. Vil Gud, skal jeg engang gjøre det." - "Kunde det ikke blive godt? Hvad vil du? Rejse? Vi skal rejse; vi har råd til det." - "Som sagt, lad os slutte med alt sådant." - Han sukkede, han tog sin snadde op og lagde pegefingeren over den. Den var fuldstoppet; han tog stikæsken frem. - "Når du kan ryge, står det nok til redning," sagde hun. - "Å, jeg ryger ikke; det er bare gammel vane;" han sukkede sårt. "Nej, Magnhild, det er ikke så, at det står godt til med mig, hvis du rejser. For dette er det samme som at stænge mit hus og forjage mig. Folkesnakket vil blive for svært." Han så nu virkelig ulykkelig ud; Magnhild tog efter flere blomster; men hvis han ventede svar, så var det forgjæves. - "Det er ikke godt for den, som har en stærk natur," sagde han; "djævelen vinder på en i mange stykker. - Jeg tænkte, du skulde have hjulpet mig. Jeg vil bare sige som så: hvis vi havde fået et hyggeligt hus og barn -". - Hun rejste sig hurtig op, så blomsterne gled af hendes fang. "Jeg siger: slut med alt sådant! En, som vil noget godt, begynder ikke som du. Og trods begyndelsen - - du kunde kanske endda have - - Men hvorledes bar du dig ad! Jeg siger: slut med alt sådant!" Hun gik et par skridt og kom igjen: "Nej, jeg fejlede ikke, den gang jeg gav mig til dig, for du lovede jo, at jeg skulde få leve og gjøre akkurat, som jeg vilde. Og jeg var et så uerfarent barn, at jeg slet ikke forstod, at da overlistede du mig. Men jeg fejlede, da jeg hørte, hvorledes det egentlig var, og så ikke straks forlod dig. Og ikke siden heller, men lod det gå! Men dette hænger sammen med så mange ting, - - og derom skal vi nu ikke tale. For nu gjælder det bare, at vi hver på vor kant gjør det godt igjen. Opgiv mig og prøv at gjøre din skyldighed mod andre."

"Hvad mener du med det?" Hans øjne plirede, og ansigtet spidsede sig. - "Jeg mener, hvad jeg har hørt, at du har overlistet andre her for fordelens skyld. Prøv at gjøre det godt igjen, - hvis du virkelig længes så til forbedring." - "Dette er ikke sandt. Det kommer dig desuden ikke ved." - "Nej, nej, så blir det vel med forbedringen derefter - i dette stykke som i andre! - - Ja, så får du leve vel! Det blir, som jeg har sagt." Han så op og trak ansigtet sammen i et grin, så øjnene næsten kom bort under de stærke bryn. "Du kan ikke komme herifra, hvis jeg ikke vil!" - "Å." - "Desuden, har du tænkt over, hvad du gjør? Har du ret til det for Gud?" - "Du veed, hvad jeg mener om den ting." - "Pyt! dette med de usædelige ægteskaber, det er rent ud vås. Der står ikke et ord om det i bibelen. Jeg har set efter." - Hun strøg just håret fra sin pande: "Så står det her da," sagde hun og vendte sig for at gå. Da begyndte Skarlie at rejse sig. Han var meget opbragt.

Rønnaug gik med blid, sød mine lige hen til Skarlie, tog ham hjærtelig i hånd og sagde på engelsk, at hun ret havde glædet sig til at se ham; han havde været så overvættes god mod hende tit. Og så begyndte hun at spøge; det var indsmigrende og kjækt på een gang: han måtte le og svarede noget, også på engelsk, så sagde hun en vittighed, som han kunde besvare; snart lo de rigtig friskt. Indtrykket af den smukke, stærkt udviklede kvinde flyttede ham, før han vidste det, ligesom til et andet sted og spændte et nyt sæt tanker over hans sjæl. Spøgen blev altid livligere. Det gik på engelsk, som det morede ham at få tale; det morede ham også at få vise slagfærdighed; for den havde han. Hun holdt ham i et slags højere fortryllelse og gjorde ikke noget ublandet godt indtryk på Magnhild. Thi denne blev ræd ved at se de kræfter, hun rådede over. Hun syntes vinde sig om ham med sine blik, sin tale, sin udfordrende figur; men det gnistrede af hendes øjne under latteren: hun måtte kunne give ham en ørfig! Der er samholdsmagt mellem kvinder, når de skal værge eller hævne hverandre.

Hun fik ham under den strømmende samtale til at hinke med sig rundt kjærret. Og da de stod på den anden side af dette, vendte hun sig mod det kjærr, som bagfra havde dækket hende, den gang hun lyttede. Der bøjede hun et par grener til side og spurte ham leende, om han ikke var kavaller nok til at hjælpe dem og trille hjem det hjul, som lå gjemt der. Han kunde dog umulig lade damerne gjøre det alene!

Han blandede uden videre sin latter i hendes, men rørte sig ikke til nogen hjælp. Han var i skjorteærmerne, sagde han; han måtte hente sin frakke, hvis han skulde følge med til gården.

Å! - Efter frakken kunde skikkes bud, og i skjorteærmer trillede man bedst, mente Rønnaug, - hun gav sig til at rejse hjulet alene, syngende: "Å-hoj!" Straks, hun fik det frem, faldt det på siden; "thi der måtte være to om det!" Hun bøjede sig ned efter det, og i denne stilling så hun op på ham med skjælmske øjne; de drog uimodståelig hans ned til hendes åsyn og yppige figur. Han tog øjeblikkelig fat. Hjulet blev rejst. De trillede det frem, stødende fra hver sin side, hun hoppende, han hinkende. Muntre ord og megen latter ledsagede færden. Magnhild kom langsomt. Hun fik et blik over Skarlies skallede hoved, det lynede af lystighed og sejer. Men da det droges tilbage, burde det have efterladt to striber, brun-brændte over hans ryg og nakke.

Vejen var ikke ganske kort; han stønnede. Snart følte hun hans sveddråber over sine hænder. Desto hurtigere trillede hun. Hans sætninger blev til ord, disse til stavelser; han forsøgte at le for at dække forkommenheden. Endelig kunde han hverken rulle sig selv eller hjulet, men lod sig falde i græsset, rød som en klase rågnebær, øjnene stive i hovedet og vidåben mund. Han gispede efter luft og forstand.

Rønnaug råbte på gamle Andreas, der netop kom forbi på vejen med et hølæs, at han skulde komme did og tage hjulet. Så stak hun sin arm ind under Magnhilds, hilsede og takkede - altid på engelsk - så mange tusende ganger for den fortræffelige hjælp; nu kunde de rejse i morgen tidlig. - Farvel!

Oppe på vejen så de tilbage. På Andreas's stilling kunde de skjønne, at han spurte Skarlie, hvorledes hjulet var kommet did. Skarlie gjorde en vred bevægelse med hånden, som vilde han feje både hjulet og Andreas langt bort, eller kanske ønskede han dem samtidig et steds hen, hvor det i Norge ikke er ualmindeligt at ville hensætte sine mindre gode venner. De så ham vende sig mod vejen; Rønnaug viftede straks med sit lommetørklæde og råbte et levvel henover. Det gav gjenlyd i kvælden.

Men de havde bare gået nogle skridt til, så stansede hun for at give resten af sin harme luft. Det skete i en strøm af ord, næsten hviskende; Magnhild hørte ganske få af ordene; men de, hun hørte, var fra tjenestepigetiden langs landevejen: de forholdt sig til det vanlige ordforråd som flodhester til fluer.

Magnhild drog sig tilbage. Rønnaug stirrede på hende rent vildt, fattede sig: "You are right!" - men der kom et nyt udbrud af harme, af forfærdelse; thi hun var jo nu mindet om den tid, da hun kavede fra sig, så godt hun kunde, nede blandt folkeafgrundens slimede dyr, i det mørke, der råder, og hvor slige som han der nede på bakken sad på randen og fiskede. - - - Hun tog ned i sin lomme efter Charles Randons sidste brev, som hun altid bar løst hos sig, til hun fik det næste, og hun trykkede det til sine læber og brast i gråd og vedblev dermed, så hun måtte sætte sig.

Det var første gang i deres liv, at Magnhild havde set hende græde. Selv på dækket, da hun drog til Amerika, havde hun ikke grædt: nej, tværtom!

XIV.

De blev i præstegården i flere dager. Thi da det var fortalt, at Magnhild skulde med til Amerika, blev de gode mennesker så forskrækkede, at man måtte lade dem få tid til at gjøre sig mere fortrolige med det. Magnhild ønskede også at få være sammen med dem.

En dag gik alle damerne hen over vejen; Rønnaug og miss Roland havde lille Harry mellem sig, så det gik ikke fort. Just for hans skyld gik alle godt af vejen for en stor rejsevogn, som kom efter. Thi det er ofte så, at man af omhu gjør bevægelsen med.

"Magnhild!" råbtes der fra vognen, inden de spadserende ret havde fået vendt sig mod den.

Magnhild så op; en dame i sort smilede over til hende. Magnhild sprang straks mod hende; kusken stansede. Det var fru Bang.

Fruen tog hende ind til sig og kyssede hende. En fed militær ved hendes side hilsede.

Fruen var mager; hun sad i en sørgedragt efter moderneste snit. Sorte perler, strøede over dragten, glimtede ved hver bevægelse; fra den opkrammede hat med bølgende fjer flød et sort slør ned og var slynget om halsen; hun så frem af en nat med funkende øjne; thi de fik just i denne indfatning en fængslende glans. Vemodig hengivelse syntes ligesom at befale over åsynet, at drage i alle dets nerver, at bøje mundens smil, at smægte i dets øjne. "Ja, jeg er forandret," sagde hun mat.

Magnhild så fra fruen til den fede militær. Fruens øjne fulgte: "Kjender du ikke Bang igjen? Eller så du ham ikke?"

Han sad i et tifoldigt overdrag af fedme, som i svære puder; han indtog to tredjedeler af vognen, fruen sad trykket; thi hans ene skulder og arm dækkede hendes. Han så godmodig ud og ret tilfreds. Men når man så fra hans kjød-tunge åsyn og krop tilbage på fruen, så hun gjennemåndet ud - lige ud i den hånd, hun nu drog handsken af.

Bestandig følgende Magnhilds øjne strøg hun en lok, som var krøben frem, tilbage fra Magnhilds pande og lod hånden glide langsomt, lindt over hendes kind. - "De bærer sorg?"

Hun så ikke op ved ægteherrens ord: hun havde travelt med den lok, hun nys havde fået til side. Bang gav kusken tegn, vognen begyndte at gå.

"Jeg skal til Amerika," hviskede Magnhild, idet hun lod sig glide ned fra vogntrinet.

Fruen så efter hende, syntes dernæst at fatte i hele sit omfang, hvad det indeholdt, at Skarlies hustru skulde bort, langt bort, - hvilke forudsætninger det måtte have og hvilke følger. Thi hendes åsyn fik noget af den gamle glød, hendes legeme kraft: hun var i et nu oppe, vendte sig helt og viftede. Med hvilken ynde!

Manden lod ikke vognen atter holde. Han indskrænkede sig til at tage op efter hende med den ene hånd. Bevægelsen måtte være ledsaget af en formaning om at sætte sig; thi det gjorde hun straks.

Fjeren sås vifte lige ved hans skulder. Mere sås ikke; hun måtte have ladet sig glide.