Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1901
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
En hoteltjener (banker på).
Wisby.
Herein! (Tjeneren kommer.) Ist die gnädige frau ausgegangen?
Hoteltjeneren.
Ja, gnädiger herr.
Wisby.
Ist es lange her?
Hoteltjeneren.
Ich glaube seit einer stunde.
Wisby (gir tjeneren vink om at gå).
Hoteltjeneren (fjærner sig).
Wisby (går et par gange rundt, idet han atter stanser foran brudedragten og ser atter ind i værelset til venstre. Sætter sig endelig på en stol foran bordet og falder straks i tanker. Døren i baggrunden går op, og ind træder).
Lydia (i en elegant spaserdragt og strålende. Døren lukkes bag hende. Hun stanser, da hun ser Wisby, går sagte, sagte nedover. Han ser intet, hører intet, før hun ligger på knæ ved siden af ham).
Wisby (vil rejse sig, hun holder ham nede).
Lydia.
Godmorgen!
Wisby (helt oplivet).
Godmorgen! - Du har alt gåt dig en morgentur?
Lydia (sagte).
Den skjønneste i mit liv.
Wisby (kysser hende).
Som du dufter frisk. Og som du er vakker! - Du har sovet godt?
Lydia.
Lige fra - lige fra du gik fra mig! (rejser sig.) Og til klokken slog ni! Er det kanske ikke nok? (Tar af sig hat, hansker, lægger det på bordet. Ligeså parasollen. Så løfter hun på brudesløret og kransen, ligesom kjælende. Lægger det ned igjen. Kommer til Wisby, som har set på hende.)
Du undrer dig kanske over, at jeg vilde gå ud alene?
Wisby.
Nej.
Lydia.
Jeg havde trang til det. Netop til det. Til at kjende mig igjen her, ude ved de små sjøerne, i parken. Og blandt de dejlige husene i villakvarteret. Ikke mindst blandt husene
Wisby.
Du kjendte dig igjen?
Lydia.
Jeg brugte et galt ord. Jeg vilde kjende, som de tog det, når de så mig igjen som deres ligemand.
Wisby.
Som deres -?
Lydia.
Da jeg gik her sist, betled jeg om deres gunst. Gik ræd forbi dem og tænkte på min konsert. Jeg var dengang endda bare vidunderbarnet. Tre konserter gav vi her. Gjorde jeg det ikke godt, så gud trøste mig! Og denne angst, jeg så ofte har, den er vist kommet ind i mit liv derfra.
Wisby.
Siger du det?
Lydia.
Husene i villakvarteret, de rige husene, og så de gamle trær, endnu fornemmere end husene. Og de små sjøerne! De var det faste. Og jeg var det løse. Jeg så ydmygt på dem. Og ræd.
Men idag! To fulde timer har jeg gåt iblandt dem. I to timer har jeg hoveret. Gåt forbi dem på stor udstilling. Kjendt selskabet og været kjendt igjen. (Styrter til hans fødder.) Å, som jeg er dig taknemlig!
Wisby.
Du dejlige! (Stryger hende over håret.)
Lydia.
Jeg har ikke vidst rigtig, hvem jeg selv var. Lige til denne morgen. Jeg har havt det så med at spørge om det. Indi mig selv.
Wisby.
Du også -?
Lydia.
Hvad for noget? (Springer op.) Har andre det også så?
Wisby (nikker).
Lydia.
Jeg tænkte, det var bare mig -
Nej virkelig!
Idag, ja, idag ved jeg, hvem jeg er. Idag ved de andre det også! Jeg så det på villaerne og på de gamle høje trærne og sjøerne, at de vidste det. Langt borte fra, bare de fik det første glimt af mig, gjorde de sig istand og kom imod mig og hilste.
Wisby (smiler).
Og menneskene?
Lydia.
Jeg snakker ikke om menneskene.
Å, når jeg sad oppe på forhøjningen og spilled, og aldrig kunde være alene -, å, som jeg havde det vondt! Dette at få være alene, ha noget for mig selv, og gjøre, hvad jeg selv vilde, det var mit himmerige! Menneskene, siger du? Ja, om jeg fik ta ud ét eneste ét og gå afsides i en krog sammen med det og hviske.
Disse øjnene! "Hvem er hun?" "Hvor mon hun kommer fra?" "Hvad vil hun os?"
Straks jeg havde fri, styrted jeg væk fra dem og ud i villakvarteret! Ud til trærne og de små sjøerne; dem trodde jeg mig til. De så stolte på mig, ja, - jeg måtte holde mig på afstand. Men jeg kunde dog si' dem: jeg vil engang ha det som dere! Så fast og sikkert som dere har det.
Og nu har jeg det! (læner sig over ham.) Du, min ven, du har ikke gåt rundt og spurt om mig hos andre. Du kom lige hjemmefra din gård og spurte mig: "Vil du være min hustru!" Så skal det være! Ingen eneste i hele den udstrakte verden uden du og jeg havde anelse om, at dette kunde ske. Så skal det være! Da er lykken fuldkommen!
Wisby.
Tak!
Lydia (fra ham).
Kan nogen anden vide, hvad som inderst inde fører to mennesker sammen? Ved vi det selv? Ved vi helt ud, hvorfor vi er, som vi er? Kan nogen af os huske, som vi var for to år siden? Når nogen kommer og fortæller mig, hvad jeg dengang gjorde eller sa', er det virkelig som jeg læste det i en bog. Jeg er da ikke længer den, jeg var for to år siden, end sige for fem eller ti? Det menneske, jeg dengang var, kan virkelig være mig mere fremmed, end du er mig nu.
Wisby.
Du har absolut ret.
Lydia (glad).
Du føler det, du også?
Wisby (nikker).
Lydia.
Men så kan virkelig ingen forlange, at vi skal rette os efter det idag. Vi er da mere end fortsættelser. Det ny, som kommer til, forvandler os jo.
Wisby.
Naturligvis!
Lydia.
At vi fandt hverandre, at vi nu er ét, det gir så uendelig meget nyt. Men dette ny føjer sig til overalt. Så vi blir andre, og må bære os anderledes ad.
Wisby.
Kan nogen tvile om det?
Lydia.
Nej! Men lad os også ha mod til det! (Knæler hos ham.)
Fra igåraftes bare du og jeg! Bare du og jeg! (Varsomt.) Lad ikke noget gammelt komme mellem.
Wisby (febrilsk).
Aldrig! Jeg har lovet dig det! Aldrig, siger jeg dig!
Lydia.
Ellers turde jeg ikke. De minder, du har lagt bag dig, - du skal få vederlag!
Wisby.
Jeg har alt fåt det! (Hun rejser sig.)
Som du gjør mig glad ved hvert ord, du siger. (Rejser sig også.)
Lydia.
Du er den fordringsløseste og nobleste af mænd. Derfor kan jeg si' til dig, hvad jeg vil.
Da jeg vågned idag - du må vide, jeg sov i ét, ligefra du forlod mig! -
Wisby.
Ungdom! - Du har alt sagt mig det.
Lydia.
Lige til 9 sov jeg! - Jeg sprang op. Jeg havde knap tid til at klæ' mig for at komme ud i det lyse, dejlige vejret. Til villakvarteret, parken, sjøerne! Det var for at sole mig, for at komme i samtale!
Wisby.
I samtale?
Lydia.
Ikke med menneskene! Nej, med husene, med . . . ja, jeg har sagt dig det.
Å, som jeg længes efter Paris også! Men der vil vi kjøre.
Wisby.
Vi skal holde hester. Jeg elsker hester.
Lydia.
De skal være grå. Og livréerne lysegrå. Og så kjører du selv. Du er jo sådan vakker mand! Jeg ved siden! Du kjører med mig allesteder der, jeg før - - og som jeg er lykkelig! (Hælder sig ind til ham. Han tar hendes hånd og kjæler for den.) Menneskene vil vi holde på afstand.
Wisby.
Ja!
Lydia.
Vi vil bare se dem fra vor loge i operaen, i teatrene, ved væddeløbene.
Wisby.
Der, ja!
Lydia.
Men så må vi gi et par musikalske soiréer om vinteren? Der skal det gå elegant til. Bare et par. Ellers alene.
Wisby.
Alene! Jeg elsker det.
Lydia (idet hun fører ham til sæde igjen).
Tro ikke, jeg skal misbruge dig! Jeg kjender din smag helt ud. Jeg vil være ét med dig!
Wisby.
Du kjære!
Lydia (fra ham).
Å, der er noget, som følger mig hjemmefra. På den andre siden af elven var en tøndefabrik. Alle tøndestaverne lå der, - sattes så sammen og fik bånd om. Å, denne følelse bare at være staver! Ikke kunne sætte sig selv sammen!
Wisby (rejser sig).
Lydia, min ven: på mig skal du kunne regne.
Lydia (mod ham).
Å, det er herligt, hvad du har gjort for mig. Og hvad du der siger.
Kanske er det endda det herligste, at du kan ta imod alt, jeg har at gi! Alt jeg har trang til at gi dig! Det kan de fleste ikke. De kan bare ta imod i småt. Men jeg vil oplade mig for dig, sjæl og legeme. Jeg legte som barn skjul i en dal inde i skogen. Jeg indbildte mig, at bare jeg kjendte den og ejed den. Solen og jeg. Den dalen forærer jeg dig! - Nej, sæt dig ned! - Jo, du skal sætte dig ned igjen! Jeg vil ha dig sådan. - - Så! Og så er jeg her. (hun lægger sig ved siden på knæ.)
Jeg er yngre. Du skal få ung varme med mig! Du skal midtvinters få et bord dækket, som var det sommer. Du har sagt mig, at du stundom blev træt af dine egne tanker. Det skal du aldrig mere bli. Ti så spiller jeg for dig. Du holder jo af musik.
Wisby (vemodig).
Jeg elsker musik.
Lydia.
Jeg læste nylig om en rosenbusk, som så ind ad vinduet til en syg. Nu er du ikke syg, og jeg er såvist ingen rosenbusk! Men sådan lidt på afstand vil du ha en. Selv når en vil gjøre dig godt. Sådan skal du ha mig. Jeg kjender dit væsen.
Wisby.
Du er god! Å, du er god!
Lydia.
Du siger det så vemodigt -? (Ser på ham. Opskræmt:) Er du ikke vel?
Wisby.
Jeg er bare lidt træt.
Lydia.
Du har ikke sovet godt?
Wisby.
Nej.
Lydia (rejser sig).
Hvorfor -? Gud, du har ikke -? . . . Noget med hjærtet?
Wisby.
Kjære! - Det er noget helt andet.
Lydia.
Noget som er hændt -? Inat? Det kan ikke være muligt? (Pludselig.) Du har fåt brev -?
Wisby.
Nej, nej! - Intet sådant. Det er igrunden ingenting.
Lydia.
Og du, som var så lykkelig. Igår, da du gik fra mig?
Wisby.
Jeg er det også. Vær tryg på det.
Lydia.
Jeg vil bli tryggere, når du siger mig, hvad det er.
Wisby.
Hvis det var noget! Men det er det ikke!
Lydia.
Du er kommet til at tænke på -? På hvad?
Wisby.
Spør mig ikke mere, så er du snil.
Lydia.
Å, nu ved jeg det: Du har drømt? -
Wisby (ser en stund på hende, nikker så).
Lydia.
Så tung en drøm?
Wisby.
Kanske var det ikke en drøm.
Lydia.
Det var ikke -? Nej, nu må du sige mere!
Wisby.
Jeg siger intet. For det var intet. - Tal ikke om det, - så er det borte!
Lydia.
Og jeg, som var så glad. Og la ikke mærke til, at du var bedrøvet.
Wisby (rejser sig).
Det er jeg slet ikke! Jeg forsikrer dig! Vi har sagt det fra første dag, vi har ta't det igjen nu: fortiden kommer os ikke ved! Den skal ikke komme os ved!
Lydia.
Altså det var noget fra fortiden? Som et besøg -?
Wisby.
I en drøm - eller noget sådant. Ja. Det er dumt, at det har ta't søvnen fra mig. Men mere skal det heller ikke kunne! Jeg siger dig, - jeg siger dig, - spøgelser skal kyses! Tilbage i natten skal de!
For nu er her dag, ny dag! Jeg går ind og klær mig, så spiser vi og kjører. Vejret er så dejligt.
Lydia.
Vejret er dejligt nok.
Men den skygge, som faldt over dig, - nu falder den over mig.
Wisby.
Lydia -? Hjælp mig heller! Det er jo som vilde du dra' mig ned i en grav!
Lydia.
Ser du -? Så dybt sidder du i det! Du ber om hjælp for at komme op? Og det skulde jeg ta let?
Wisby.
Hvert ord, vi mere siger om det . . . (stanser, går opover. Da han kommer ned igjen, går Lydia mod ham.)
Lydia.
Du har inat havt besøg af din afdøde hustru.
Wisby (stanser forfærdet, tier).
Lydia (blir selv grebet).
I drømme - eller -?
Wisby.
Jeg ved ikke.
Lydia.
Hvad vilde hun dig? - - - -
Hvad vilde hun dig?
Wisby.
Jeg var netop kommen tilbage fra dig. Jeg havde såvidt lagt mig. Da . . . stod hun der!
Lydia.
Sa hun noget?
Wisby (strækker hånden ud).
Nu ikke mere!
Jeg skulde intet ha sagt.
Lydia.
Det må være. Men her kan du ikke stanse.
Wisby.
Jeg kan heller ikke gå videre.
Lydia.
Så gjør jeg det. Hun har sagt noget, du ikke tør gjenta'.
Wisby (fortvilet).
Det tilhører ikke dagen, det der! Lad det ligge!
Lydia.
I din sjæl? I dine tause stunder?
Wisby (energisk).
Jeg skyver det fra mig - sådan! (han stryger den ene flade hånd i den andre. Så denne i den første, og således flere gange. Hver gang med et stærkt.) Sådan!
Lydia.
Men du skyver det ikke fra mig! Herefter kan jeg umulig se dig uden at tænke: hvad mon hun sa' ham?
Wisby.
Dette er syndigt! Sålænge det ikke gjentages, blegner det - lidt efter lidt. For hver dag. Tilsist er det en skygge.
Men gjentages det -? (stanser, vender sig, går.)
Lydia (efter).
Men gjentages det -?
Wisby (vender sig mod hende).
Du må forstå, at da gir vi det liv! Da vokser det siden! Jeg siger dig, jeg siger dig: forstandigt folk løfter ikke drømme og spøgelser op iblandt sig. - -
Vi rejser herfra i kvæld.
Lydia.
Du er sikker på, der så ikke rejser en med?
Wisby.
En med -?
Lydia.
Og sidder mellem os? Og snakker med?
Wisby.
Men Lydia -?
Lydia.
Det er jeg sikker på.
Jeg ser hende alt bag dig.
Wisby (gjør en bevægelse).
Lydia.
Jeg vil bestandig se hende bag dig. Kom ikke mere til mig! Du kommer ikke alene.
Wisby.
Men Lydia dog -!
Lydia.
Hun jager mig ud af huset. Hvem kan sove, der du sover? Med hende over dig?
Wisby.
Men om jeg så siger det -?
Lydia.
Så er vi to om det. Så tar vi hverandre i hånd og går mod det. Hvad det så er, og hvor det så kommer fra.
Wisby (efter at ha tænkt sig om).
Vel. - (Pludselig.) Nej. - Jeg siger det ikke. - - - -
Lydia (sagte).
Så var det om mig?
Wisby (tier).
Lydia (stivner).
Wisby (ser det; de stirrer på hverandre).
Lydia.
Nu skal du gå ind og klæ' dig.
Wisby (går ind til højre).
Lydia (står en stund urørlig. Ser så hen til venstre, der brudekjolen ligger. Hun går derhen, tar den og kaster den på gulvet. Hun kaster slør og hansker ovenpå. Så tramper hun på altsammen. Derefter tar hun brudekransen og strør den udover. Kaster sig ned på en stol foran bordet med armene på dette og hodet over sine armer og brister i hulkende gråd).
Wisby (havde ladet døren halvåben efter sig. Nu står han helt inde på gulvet. Han er uden slobrok).(Tæppet.)
Wisby (træder ind med et kort i hånden. Efter ham en hoteltjener).
Hoteltjeneren.
Oui, monsieur.
Wisby.
Madame, est elle levée?
Hoteltjeneren.
Je ne crois pas, monsieur. Je vais demander.
Wisby.
C'est inutile. Faites entrer.
Hoteltjeneren (går, lukker efter sig).
Wisby (hen til skabet, deri en række karafler og glas sees. Han tar en karaffel og et glas ud og skjænker sig rask to glas. Lukker).
Hoteltjeneren (åbner døren. Fra venstre sees en overkelner gå rask forbi med en liste i hånden og roper indover gangen: Quarante deux, quarante trois et quarante quatre! Et rejseklædt herskab. En herre roper efter tjeneren: Not too far, please! En ældre dame ligeså. On the sunny side please! Når disse er borte, da fra højre).
Dr. Kann (med et stort etui under armen).(Tjeneren lukker.)
Wisby (går mod ham, rækker hånden ud, som dr. Kann griber. Ingen siger noget. Dr. Kanns øjne hviler vedholdende på ham. Wisby bøjer bort. Dr. Kann sætter etuiet fra sig).
Wisby.
De kommer fra Norge?
Dr. Kann.
Over England.
Wisby.
Vil De behage at ta plads?
Dr. Kann (ser sig om).
Her bor De herskabeligt. - Har de bod her hele tiden?
Wisby.
Om sommeren rejser vi.
Dr. Kann.
Jeg hørte, I var i Schweiz. - -
Wisby (sidder bagoverlænet med armene overkors).
Er det længe siden De forlod Norge?
Dr. Kann.
En uges tid.
Wisby.
Der var vel fuld vinter?
Dr. Kann.
Fuld vinter: - Og da smager våren.
Wisby.
Hvorlænge blir De her?
Dr. Kann.
Det kommer an på. Jeg er her ikke for min fornøjelse.
Wisby (skarpt).
Jeg har ventet på Dem.
Dr. Kann.
Han er ung. Og det er bedre at gjøre galskaben fra sig, mens man er ung. - - -
Wisby.
Han har været borte en måneds tid. -
Men igåraftes kom han igjen. (Forundret.) De ved det?
Dr. Kann.
Jeg kommer fra ham.
Wisby.
Det gjør De?
Dr. Kann.
Jeg bor her på hotellet. Ved siden af ham.
Wisby.
Så? (rejser sig, går til døren til højre, kjender, om den er lukket.)
Dr. Kann.
Er der nogen derinde?
Wisby.
Det tror jeg ikke. (sætter sig.) Men værelserne der indover er vore.
Dr. Kann.
I gir jo musikalske soiréer her?
Wisby.
Ja.
Dr. Kann.
Spiller hun lige godt?
Wisby.
Bedre end nogensinde! Jeg siger Dem -! (stanser, idet han bøjer sig fremover, kaster sig så bagover med armene atter i kors over brystet. Han ser bent foran sig.)
Dr. Kann.
Det var jo således de mødtes?
Wisby (i uforandret stilling).
Her.
Dr. Kann.
Hun spillet for ham? Hans rondo?
Wisby (vender hodet mod dr. Kann).
De skulde ha set det syn!
Dr. Kann.
Det er ikke længe siden? Et par måneder?
Wisby.
Så omtrent. - Omtrent så. - (Vender hodet mod dr. Kann.) Tar De ham med hjem?
Dr. Kann.
Jeg har ingen myndighed over ham.
Wisby.
Så -? Hans onkel og værge?
Dr. Kann.
Selv om jeg havde nogen, så blandet jeg mig ikke ind.
Wisby (springer op).
De blandet Dem ikke ind? De blandet Dem ikke ind?
Dr. Kann.
Ikke så han mærket det.
Wisby.
Å -! (sætter sig.)
Dr. Kann.
Men De Wisby -?
Wisby (usikker).
Hvad jeg -?
Dr. Kann.
Hvorfor tar ikke De hjem? Det var dog den beste løsning.
Wisby (kaster sig fremover med begge hænder på sine knær, som vilde han nu sige noget. Lægger sig bagover igjen).
Dr. Kann.
Lige før jeg rejste, var jeg på gården. (Wisby svarer ikke.) Da jeg kom, blev hundene Deres som gale. De trodde vist, at så var De heller ikke langt borte. (Wisby blir urolig.) Hører De ikke sommetider losen? Losen oppi åserne? I den prægtige skogen Deres? - Det klare målet til Diana?
Wisby.
Hvordan, - hvordan havde hundene det?
Dr. Kann.
Ja, det var det værste! Eller rettere: det eneste jeg havde at udsætte. Diana var blet fed, hun som de andre. Også hestene var rent for fede.
Wisby (bruser op, idet han rejser sig).
Den dovningen, Ole! Den stordovningen! Har jeg ikke sagt ham det? Har jeg ikke skrevet det også: lad ikke hundene bli fede! Jeg har skrevet det opigjen, at hestene skal han røre hver dag! - (han jager afsted.) Det er dog uudholdeligt! Jeg siger Dem, - jeg siger Dem, jeg har ingen at stole på!
Dr. Kann.
De tænker dog på at komme hjem?
Wisby (svarer ikke).
Dr. Kann.
De spør ikke om, hvad jeg vilde på gården?
Wisby (stanser).
Var nogen blet syg?
Dr. Kann.
Nej. De befinder sig vel, allesammen.
Jeg tænkte, da jeg nu skulde herned, at jeg burde ta noget med til Dem. - -
Wisby.
Til mig?
Dr. Kann (rejser sig).
Jeg gik ind i Deres arbejdsrum - og tog med dette her. (går hen til etuiet.) Jeg lod gjøre et vakkert etui til det. (Han løfter det op og sætter det på bordet, idet han spænder ud en stiver, som er fæstet bagtil.) Kanske, tænkte jeg, kunde det glæde Dem at se hende igjen.
Wisby.
Det er dog vel ikke -?
Dr. Kann.
Jo, det er. Det er hende selv. (åbner for et kvindeportræt i hel størrelse. Hodet er ædelt og af stor skjønhed. Bare det øverste af skuldrene sees. Hun bærer en højhalset sort kjole med en hvid, bred kniplingskrave over. Det hele ligner påfaldende et portræt af van Dyck.)
Wisby.
Amalie! - (Han går langsomt, ræd, hen til det og falder så på knæ. Når han rejser sig, tar han sit lommetørklæde og tørrer portrættet varsomt, især på den ene side.)
Dr. Kann.
Jeg tror ikke, det er støvet. Men det trænger at ferniseres.
Wisby.
Ja. (han går langsomt fra det, brister i gråd og sætter sig.)
Dr. Kann.
Og Deres datter, Wisby?
Wisby.
Jeg har ingen datter. (nyt udbrud.)
Dr. Kann.
Hvad vil nu det sige?
Wisby.
Hun er så langt borte. - Og hun svarer ikke på mine brev.
Dr. Kann.
De har skrevet hende til?
Wisby.
Jeg har skrevet gang på gang.
Dr. Kann.
Da ved jeg med bestemthed, at hun også har skrevet.
Wisby (forundret. Sagte).
Hvad siger De?
Dr. Kann.
Gjentagende har hun skrevet. Og hun siger det samme: at hun aldrig får svar.
Wisby (rejser sig, ser uvilkårlig mod højre. Går et par steg derhen, vender).
Vil De - - vil De være oprigtig med mig?
Dr. Kann.
Naturligvis.
Wisby.
Jeg har, - - jeg har ondt for at få det frem . . . men jeg har ingen at spørge! Og jeg vil ikke skrive. (Ser sig for, før han tilføjer:) Hvem er - - (han ser mod døren til højre, siger med møje:) ja, - hvem er hun? (Da dr. Kann ikke straks svarer.) Jeg er så ræd - -, jeg er så ræd, at alle ved det uden jeg.
Dr. Kann.
Det kan slå til.
Wisby (bevæget, forbitret; men dæmpet).
At ingen sa' mig noget! Ikke engang De!
Dr. Kann.
Fik vi tid til det? Hvem havde anelse om, hvad De havde for?
Wisby.
Det kan være. Det kan være. Men ligevel: at ingen sa' mig noget! Hun havde jo dog været hos os!
Dr. Kann.
Det havde hun.
Men da De så pludselig rejste, tænkte vi alle, det var for at hente Deres datter hjem igjen. Huset var jo gjort frit for smitte.
Istedetfor det dukker De op i Paris som gift!
Wisby.
Lad os ikke tale om det! - - - -
Hvad siger folk? - - Spar mig ikke! Hvad siger de?
Dr. Kann.
Skal vi sætte os?
Wisby.
Ja. - Men hvorfor egenlig det?
Dr. Kann.
Jeg vil fortælle Dem noget. Noget, som varer en stund.
Wisby (idet han atter rejser sig).
Vent lidt! (går hen og lukker etuiet. Kommer igjen og sætter sig.)
Nu!
Dr. Kann.
Det daterer en del år tilbage. Og fra et bad i Norge. Did kom en dag, midt i sæsonen, en ung, vakker dame, elegant som ingen anden, en berømt pianistinde.
Wisby.
Sådan!
Dr. Kann.
Ved et underligt tilfælde var hun blet lam.
Wisby.
Hvem var blet lam?
Dr. Kann.
Hun. - Hun kunde bare med nød såvidt sætte fødderne under sig.
Hun måtte løftes og bæres og kjøres rundt i en rullestol.
Wisby.
Nu har jeg aldrig -!
Dr. Kann.
- Vent lidt!
De kan tænke Dem, hvor gjærne herrerne gjorde det!
Wisby.
Men -! Det har hun aldrig talt om!
Dr. Kann.
De bar hende til og fra bordet, til pianoet, fra pianoet. De løfted hende op i rullestolen og af den igjen. Og for at få trille hende - jeg vil ikke netop si', at de slogs (skjønt nordmænd kan slås for mindre!); men hele hendes magt over dem måtte til. Hun tålte nemlig ingen skandale. Hun var meget ærbar, endog nøje på det. Hun foretrak absolut ingen. Så alle havde de håb, alle vilde de tjene sig op hos hende.
Men efterhånden blev spændingen for stærk, der dannet sig partier. Gamle mænd gjorde sig til narre, gifte folk vilde skilles, damer forlod badet, - da der hændte noget.
Wisby (som har tørret sveden).
Nå -!
Dr. Kann.
Den yngste badelæge, den mest tullede for resten af dem allesammen, måtte overlade sit rum til en syg. Han fik så et rum ved siden af hendes. I stueetagen, som vi siger hjemme. Han sov naturligvis ikke. Han lå og lytted efter hende, - om hun rørte sig, om hun kræmtet, sukket, om hun - -, da han ud på natten hørte, at hun rejste sig op og gik.
Wisby.
Hun gik?!
Dr. Kann.
Naturligvis. Frem og tilbage. En hel time. Næste nat danset hun! For mennesket var sundt som en spurv; hun trængte til at røre sig.
Den tredje nat hørte han ingenting; for da var hun rejst. I al stilhed; han havde selv varskud hende.
Wisby.
Nu har jeg i mine levedage -!
Dr. Kann.
Han var så skamfuld, rent ud sagt, at han taug med det. - Lige til De blev gift med hende, Wisby. Så talte han.
Wisby (rejser sig, går).
Dr. Kann.
Den er nokså fornøjelig, den der!
Wisby (ler med en underlig latter. Kommer igjen).
- - Er der mere? Naturligvis er der mere?
Dr. Kann.
Det er dette med gamle Stephansen.
Wisby.
Stephansen oppi -?
Dr. Kann.
Javist! Rikingen.
Wisby.
Er han ikke død?
Dr. Kann.
Jo. Nu er han død. Men han var længe levende, den mand. - Hun har en livrente efter ham.
Wisby (opmærksom).
Efter ham? - Er den fra ham? Hun siger . . . (stanser, tvinger sig. Tvinger sig også til at ta plads igjen.)
Hvad var det med gamle Stephansen?
Dr. Kann.
Sytti år, eller kanske mer, var gubben, da han blev så forelsket i hende, at han rejste efter hende Europa rundt! Han bodde bestandig i samme hotel som hun. Det varte år og dag. Han vilde absolut gifte sig med hende. Men slægtningerne la' sig imellem. Som ventelig var. De vilde ikke miste pengene sine. Han måtte opgi' det. - Den gamle var ikke menneske siden.
Wisby (efter lidt).
Så livrenten er efter gamle Stephansen! - -
Er der endnu mere?
Dr. Kann.
Jeg kjender ikke alt, - men jeg læste for et par år siden om en ung engelsk officer; - han skjød sig i et hotel i Amsterdam. Udenfor en kunstnerindes dør, stod der. Det vakte stort opstyr dengang. Alle aviser trykte det af.
Wisby.
Det -? Det var endnu, mens min hustru levede? Vi læste det sammen, tror jeg. Javist! - -
Skulde det være hende?
Dr. Kann.
Navnet stod ikke, eller det stod ikke udført. Men nu har jeg al grund til at tro, at det var hende.
Wisby.
Udenfor. Altså dog ikke indenfor!
Dr. Kann (ser forundret på ham).
Men Wisby -?
Wisby (rejser sig).
Lad mig være! (går.)
Dr. Kann (ser efter ham).
Officeren havde vist ingen formue.
Wisby (stanser tvært. Kommer så).
Synes De, jeg nogensinde kan komme hjem?
Dr. Kann.
Alene? Ja. (Rejser sig.) Rent ud sagt: vil De fortsætte?
Wisby (går fra ham i stærk bevægelse, kommer igjen, prøver at sige noget, går atter. Endelig).
Dengang hun rejste fra os . . . det var en isnende kold vinterdag uden sne . . . min hustru lå derinde, hun var atter blet så dårlig, og herude, - herude holdt hun på at sætte sig i vognen, hun, som havde gi't os musikken, håbet. Det var som selve livet rejste. Jeg bad hende bli. Men hun vilde ikke. Dengang . . .
Dr. Kann.
Undskyld, at jeg afbryder. Hun rejste ikke frivillig.
Wisby.
Hvad siger De?
Dr. Kann.
Hun rejste ikke frivillig, siger jeg.
Wisby.
Hvorledes? - - De - -?
Dr. Kann.
Ja, jeg! Jeg jog hende.
Wisby (ræd).
Hvorfor?
Dr. Kann.
Hun vilde dræbe hende derinde!
Wisby.
Dræbe hende?!
Dr. Kann.
Ikke med dolk eller gift. Eller kvæling. Med øjnene, med viljen. Hun vilde ha hendes plads.
Wisby.
Å gud -!
Dr. Kann.
Det følte den syge. Og det var nok. -
Hvad følte ikke hun, Wisby?
Wisby.
Hvad - hvad følte hun?
Dr. Kann.
De aner det, ser jeg.
Wisby.
Så sandt der er en gud til, jeg forstod det ikke dengang! Så sandt der er en gud til, ikke med ét ord, ikke med så meget som det mindste tegn forrådte jeg min stakkars hustru!
Dr. Kann.
Nej. - Nej, det behøvdes heller ikke. Hun følte, hvad De tænkte. Og det var nok. Uden det havde den andre ikke sejret.
Wisby (ser på ham, til han synker ned i den stol, han står ved).
Dr. Kann.
Ingen må si', hun havde bukket under, hvordan det så var gåt. Dersom jeg ikke trodde, hun kunde leve, at hun var på bedringens vej, - havde jeg så rejst fra hende? Og overladt hende til mine kolleger? Nej.
Da jeg kom igjen, var det værste hændt. Da var det for sent.
Wisby (springer op og omkring. Med engang husker han skabet, går hen og åbner. - Men mindes så, at en anden er tilstede, klasker døren til, iler hen mod stolen igjen, sætter sig og overvældes).
Hvorfor sa' De mig det ikke?!
Dr. Kann.
Jeg vilde skåne Dem, mand! Fatter De ikke det?
Wisby.
Skåne mig?! Havde De talt, så havde De skånet mig for dette!
Dr. Kann.
De var så fortvilet, at jeg trodde, De selv anet sammenhængen.
Wisby.
Nej, nej, nej!
Dr. Kann.
Hvordan gik det så op for Dem!
Wisby (rejser sig i ekstase).
Jeg siger Dem, jeg siger Dem, hun kom ind til mig, som hun gik og stod i levende live i sin sorte kjole med kniplingskraven over . . .
Dr. Kann (hvisker).
. . . Amalie? Deres afdøde -?
Wisby.
Brudenatten! Jeg sad i min seng, i alle fald syntes jeg, at jeg sad lysvågen i min seng, da hun kom og så sørgmodig på mig: "Hun, som du kommer fra, hun har ta't livet af mig!" sa hun.
Dr. Kann (som før).
Det sa' hun?!
Wisby.
Og siden, - ja, siden har alt været fortvilet. Jeg har ikke tænkt på andet. (Går fra ham, kommer igjen.)
Men er jeg hendes medskyldige, - nu ja, så, så - - -
Dr. Kann.
Dette kan ikke fortsætte!
Wisby.
Det må! Netop derfor!
Dr. Kann.
Der er en, som kan hjælpe her.
Wisby.
Mig -? Hjælpe mig? Tror De, jeg vil hjælpes? Tror De, jeg vil tilgi' mig selv?
Der er et ordsprog, som lyder: vi høster, hvad vi har såd. Men jeg siger Dem, - jeg siger Dem -: vi høster, fordi vi ikke har såd! Ugræs høster vi! Jeg har ingenting bestilt i mine dage. Det gir usunde instinkter.
Dr. Kann (afbryder).
Dette kan ikke fortsætte! Kort og godt!
Der lever en, som har tilgivelsens magt. Hun kan gi Dem den - dag for dag - i Deres eget hjem.
Wisby.
Borgny?! Jeg tør ikke se hende igjen! Efter denne dag, efter hvad jeg nu ved -?
Dr. Kann.
Hun tør! Og det er hovedsagen! Hun vil ta Dem i sine armer!
Det var for at få det istand, at jeg tog dette med.
(Går hen til portrættet.)Wisby.
Ja, åbn igjen! Et øjeblik!
Dr. Kann (gjør det).
De ligner hverandre, mor og datter, som to - -
Wisby (med øjnene på portrættet; uden at høre ham taler han samtidig).
Herregud! - Jeg siger, jeg siger: tilgiv mig!
Dr. Kann.
Vil De beholde det, Wisby?
Wisby (ræd).
Nej, nej! - Tag det med! (han går mekanisk mod døren til højre. Sagte.)
Den er jo åben?! - Ikke nu længer! - - Men den var!
Dr. Kann.
Døren har været åben længe.
Wisby.
Er det muligt?! - Men da jeg så efter . . .
Dr. Kann (står ved portrættet).
De vil altså ikke beholde det?
Wisby.
Nej! Tag det med! Det må ikke være her!
Dr. Kann (lukker rask til. Tar det til sig og henter sin hat).
Så går jeg. Farvel!
Wisby (står atter rent mekanisk ved døren til højre. Da han vender sig, opdager han, at dr. Kann er borte. Han ser, at dr. Kann har ladet døren stå åben efter sig, går for at lukke den. Udenfor den åbne dør står en kvinde, nøjaktig klædt som portrættet og med samme åsyn. Wisby vakler bagover og roper af al sin magt).
Lydia! Men Lydia!
Lydia (kommer styrtende ind fra højre i en elegant løs morgenkjole og udslaget hår. Hun ser det samme og farer mod sin mand. De to står tæt op til hverandre. Kvinden derude, som syntes at ville ind, går videre).
Wisby.
Dette - dette er anden gang! Nu kan ingen ta fejl.
Lydia.
Men hvad er det?
Wisby (oprørt).
Siger ikke din samvittighed dig det?
Lydia (fatter sig).
Min samvittighed? - Gå op og luk døren!
Wisby.
Det tør jeg ikke.
Lydia.
Jeg tør! (hun går rask opover; men deroppe stanser hun og viger bagover. I det samme lukkes døren udenfra.)
Wisby (nærmere).
Hvad så du?
Lydia.
Intet. - Der er intet. Absolut intet. Du er naturligvis drukken.
Wisby.
Hvad er jeg -?
Lydia.
Dette har dr. Kann fundet på!
Wisby.
Dr. Kann -? Men Lydia -!
Lydia.
Jeg har hørt hvert ord, I har talt sammen.
Wisby.
Det har du?!
Lydia.
Du har udleveret mig! Du har bedraget mig. - Du, som sa', vi skulde begynde livet fra nyt af! Intet skulde mere være til af det, som havde været. Ikke for dig, ikke for mig. Det lovet du! Og brød det første morgen! Og altid siden! - Altid siden! - Har du endnu ikke pint mig nok?
Wisby.
Men Lydia -?
Lydia (stamper).
Har du endnu ikke fåt sagt mig alt? Er det endda ikke slut.
Wisby (med værdighed).
Jeg skal gå. Men jeg siger dig, - jeg siger dig -! (går.)
Lydia (efter).
"Jeg siger dig -, jeg siger dig," at du er en usling! Skjændig har I løjet på mig! Å, skjændig, skjændig!
Wisby (har i sit sindsoprør glemt at lukke døren, så den atter står åben).(Nu høres en melodi nynnet udenfor. En ung, blond mand stanser i døråbningen.)
Langfred.
Står du der? (han træder ind og lukker døren efter sig. Så går han langsomt, forudnydende, nedover mod hende.)
Lydia (havde ved første nyn stanset, lysnet. Fører begge sine hænder op til hjærtet. Sådan blir hun stående. Hun vender sig ikke).
Langfred (stanser bagved hende og hvisker ind i hendes øre).
Tak for igåraftes!
Lydia (kaster sig om og ind til ham. Gjemmer hodet mod hans skulder).
Langfred.
Lydia!
Lydia (brister i gråd).
Langfred.
Har noget hændt?
Lydia.
Slip mig ikke, Langfred! Gjem mig!
Langfred.
Hvad er det, min ven?
Lydia (svarer ikke; men vi ser på trækningerne gjennem hendes legeme, at hun gråter).
Langfred.
Noget ondt for min skyld? (Hun svarer ikke). - Har nogen sagt dig noget?
Lydia (ryster på hodet).
Langfred.
Ved du, at onkel er her?
Lydia (heftig).
Ingen må skille os, Langfred!
Langfred (rask).
Har han sagt noget? (Hun svarer ikke.) Har han talt med dig?
Lydia (ryster på hodet).
Langfred.
Vi talte længe om dig idag. Onkel og jeg.
Lydia (løfter rask hodet, idet hun halvt løser sig fra ham. Ser på ham).
Hvad sa' han?
Langfred.
Han kjendte dig. Det vidste jeg ikke.
Lydia.
Hvad sa' han?
Langfred.
Bare det, som godt var.
Lydia (tænker sig lidt om).
Å, hvor han er klog!
Langfred.
Hvorfor siger du det?
Lydia.
Fordi du ikke er klog. - Å, lad ham ikke kunne skille os, Langfred!
Langfred.
Onkel?! Nej, hvordan falder du på sådant?
Lydia.
Ingen i verden kan være det for dig, som jeg er, det har du selv sagt mig. Sig det igjen! Sig mig det!
Langfred.
Ingen i verden!
Lydia.
For ingen elsker dig som jeg. Ingen kan elske dig som jeg. For ingen forstår din musik og dig selv som jeg. Du har sagt det. Ikke sandt, du har sagt det?
Langfred (kysser hende lidenskabelig).
Er det svar nok! -
Lydia.
Aldrig nok! -
Å, sådan som jeg nu slynger mig om dig, vil jeg være inde i alt, du tænker. Der vi arbejder, der har vi også vor kjærlighed. Det har du sagt mig. Husker du? Du sa' det om sunde mennesker. Af samme instinkt, som vi væl ger arbejde, vælger vi kone, - det har du sagt til mig!
Langfred.
Det har jeg kanske.
Lydia.
Du har, du har! Intet har gjort mig så stolt.
Jeg, som var forelsket i din rondo, længe før jeg så dig! Er ikke det et tegn? Og sad og spillet den, da du kom ind? Første gang! Uventet! Det må da betyde noget? Være ordnet for os to? Hvad?
Langfred.
Ingen har spillet min rondo som du dengang.
Lydia.
Det også! Det kan da ikke bare være et tilfælde?
Langfred.
Det ved jeg ikke. Men det ved jeg, at siden kunde vi to ikke være fra hverandre.
Lydia (ivrig).
Også det! Også det! Og at så rondoen vokset og blev til opera?
Langfred.
Nej, det var den alt.
Lydia.
Så -?
Langfred.
Husker du ikke -? Det var det første, vi talte om. Rondoen som opera, - for at forløse den store naturlængsel i eventyret?
Lydia.
Jo kanske. (Indsmigrende.) Det er operaen, vi nu skal leve for.
Langfred (varmt).
Naturligvis!
Lydia.
Men så må ingen skille os.
Langfred (ser forundret på hende).
Hvad mener du?
Lydia.
Å, her er fare! Jeg ved det bestemt. D. v. s. jeg føler det. Jeg føler altid sådant forud.
Langfred, lad os rejse!
Langfred.
Nu?
Lydia.
Endnu inat! Jeg ved ikke, - men jeg føler, at vi må! Å, lad os rejse, jeg ber dig!
Langfred.
Så må jeg sige det til onkel.
Lydia.
Nej, nej, nej! Det er jo ham!
Langfred.
Som vil skille os?
Lydia.
Han er her bare for det.
Langfred.
Onkel?!
Lydia.
Alt sådant har jeg på følelsen. Jeg er så sikker! -
Langfred.
Men han har sagt mig det stik modsatte! - På min ære!
Lydia.
Hvad har han sagt?
Langfred.
At vi to holdt af hverandre, det forstod han så godt.
Lydia.
Det er nokså tvetydigt, det, Langfred.
Langfred.
Onkel er åbenheden og sandheden selv.
Lydia.
Har jeg sagt andet?
Langfred.
Han er min bedste ven. Lige siden min fars død. Han siger mig alt. Uforbeholdent.
Lydia.
Det tviler jeg ikke om.
Langfred.
Herregud, kan vi ikke få lidt musik? Jeg tørster efter musik. Jeg kom for det. Jeg har jo endnu ikke hørt dig spille.
Lydia.
Så måtte jeg være oplagt.
Langfred.
Du er ikke -? Å, som det var skade!
Lydia.
Første gang jeg igjen skal spille for dig? Det må du da skjønne, - at da må jeg føle mig rigtig . . .
Langfred.
. . . Lad os prate musik, da? Ja, lad os det! I hele denne måned har jeg ingen havt . . . vi sætter os! Vi har jo i grunden ikke talt med hverandre endnu? For igåraftes - -
Lydia.
Nå, nå!
Langfred.
Jeg skal tie med igåraftes. Det er for godt til at tales om.
Lydia.
Vi sætter os!
Langfred.
Men som vi plejer! Du der (peger på chaiselonguen) og jeg ved siden af.
Lydia (lader sig føre).
Langfred.
Å, som dette er længe siden! (Han lægger hende. Hun vælger selv stilling med den ene arm under hodet, den andre langs efter legemet. Han ordner lidt ved benene, rejser sig, ser på hende.) Som en bølge! Jeg har engang set en bølge på et maleri. En eneste en. Den kom imod os - -
Lydia (ler).
- for at begrave os?
Langfred.
Ja, suge os i sig!
Lydia.
Undinen! Altid undinen!
Langfred (idet han tar en stol).
Hvad vil du, jeg ellers skal tænke på? (han sætter sig.)
Lydia.
- - Jeg havde en oplevelse, mens du var borte.
Langfred.
En oplevelse?
Lydia.
Det er kanske ikke ordet. Lad os si': et syn.
Langfred.
Befatter du dig med syner?
Lydia (ler).
Også det er galt! Jeg vil fortælle, som det var. Jeg så snekrystaller i solklar luft.
Langfred.
Det snedde i solklar luft?
Lydia.
Ikke snedde, nej snekrystaller var det, de allerfineste, de drysset . . . .
Langfred (betagen).
. . . i solklar luft?
Lydia.
. . i solklar luft! Jeg har aldrig set noget så tindrende rent. De glimtet i luften, i solen, millionvis, og faldt uden lyd .
Langfred.
Hvorledes skulde det gjøres om i musik? For det gir musik. Ikke sandt?
Lydia.
Gjæt nu, hvad jeg gjorde det til?
Langfred.
Å, - et seraf-kor! Fjærnt, usynligt?
Lydia.
Nei! - Jeg var nærmere ved. Nærmere her. Jeg tænkte på dig og mig.
Langfred.
Hvad for noget?
Lydia.
Hvis du kunde få det, som du vilde, da skulde jeg være fordelt i din musik som atomer. Jeg skulde glimte i den som snekrystaller og gjøre den fin. - Forstår du?
Langfred.
Nejgu, om jeg gjør!
Lydia (rejser sig i sæde).
Du elsker mig bare i din musik.
Langfred.
Ulegemlig?
Lydia.
Nå - nå! - Nu for tiden er jeg undine. Du ser i mig bare din undine!
Langfred.
- Om så var?
Lydia (ivrig).
Om så var?! Det er jeg ikke nøjd med. Jeg elsker dig!
Langfred.
Jeg kan ikke se forskjellen.
Lydia.
Du kan ikke?! (lægger sig igjen.) Nå, du gode -!
Langfred.
Du tror kanske, du elsker mig uden min musik?
Lydia.
Ja! Ja, siger jeg dig!
Langfred.
Uden den kjendte du mig ikke engang! Så fuldstændig var jeg blet en anden.
Lydia.
Men jeg vil være mere for dig end din undine! Du gjør mig ræd.
Langfred.
Så? Hvad tror du undinen er for mig?
Lydia.
En operatekst! En mængde motiver. Et inspirations tema! Uudtømmeligt kanske; men deri er ikke du og jeg.
Langfred.
Jo, så sikkert, som at der er vor natur! For pokker, det er da den, som har valgt! Har valgt netop dette! Senere vælger vi kanske andet og mødes i det. Kanske! Men nu er vi her! Således forløses vor natur! Således udvider den sig. Det står fast! Ikke sandt?
Lydia (hvisker).
Kanske. - Tildels.
Langfred.
Hvad er undinen andet end selve havet? Et digt om havet? Havet, som vil i land, uroen omkring det faste? Husk, at havet spejler også himlen; husk det! Spejler også himlen. For en længsel, du? Hvor må det ikke, - hvor må ikke havet se tungsindig ind i uendeligheden? Ikke sandt? For en længsel? Landet kan det ikke rokke, himlen kan det ikke nå.
Lydia (hvisker).
Nej.
Langfred.
Men det er jo musikken, kjære! Musikken omkring livet. Som havet omkring landet. Det, som går ud fra det på eventyr. Fortsættelsen ligesom. Det, som ikke kan holdes. Ikke indhentes. Men heller aldrig få ro.
Lydia (hvisker).
Undinen.
Langfred.
Undinen, som rækker hænder mod himlen efter mere! Spejler himlen, men har den ikke. Derfor udover! Udover fra alt fast og uopnåeligt. Både omslynger og flygter. Ikke sandt? Både attrår og viger.
Lydia (har rejst sig i sædet, sitrer, vil drage ham til sig).
Langfred (rejser sig).
Altid på grænsen! Mellem kjendt og ukjendt. Længer end den selv ved, går musikken. Når alt er sagt, fortsætter musikken. Men den ender i det, som heller ikke den kan si'.
Lydia (har også rejst sig).
Langfred!
Langfred.
Forklarer og sætter gåder. Øjnene fulde af himlen vender den tilbage i sig selv og hulker.
Å, der er øjeblikke så forfærdelige, at jeg kunde kaste mig bagover fra alt, jeg også. Som bølgen, skumknust.
For jeg når ikke! Jeg når ikke!
Lydia (ind til ham).
Langfred (da han samler sig).
Nej, gråt ikke! Dette gjælder mig, ikke dig!
Lydia.
Os begge!
Langfred.
Gråt ikke! Jeg vilde bare, du skulde skjønne, det er ikke så lidet endda, når jeg kalder dig "undine".
Lydia.
Jeg har denne angst. Tag den fra mig. Tag mig op til dig! Lad mig få være med! Gjem mig hos dig!
Langfred.
Jeg slipper dig aldrig.
Lydia (lidenskabelig).
Å, Langfred! - Det navn har du fåt for min skyld. Du skal gi mig den lange fred. (trykker sig tæt ind til ham.)
Langfred (fortrolig, idet han ser hende ind i øjnene).
Tror du ikke, jeg forstår -?
Lydia.
Fra jeg var seksten år, - å før, længe før! - sad jeg deroppe på podiet, spillet, spillet . . . og tænkte: bare nu en kom og tog mig og bar mig bort! Til et overskygget sted! Så ingen så mig og jeg ingen. Det tænkte jeg, mens jeg sad og spillet. Men der kom ingen.
Langfred.
Lydia! -
Lydia.
Der kom nok! men ikke den, som kunde bære mig bort. Ikke du!
Langfred.
Undine, - som du har kjedet dig? Ikke sandt?
Lydia.
Å -!
Langfred (fortroligere).
Og gjort gale streger -? Ikke sandt? Af kjedsomhed? Ikke sandt?
Lydia (løser sig rask).
Ved du noget? Har du hørt -?
Langfred.
Ikke det bitterste! Nej, jeg skjønner det.
Lydia.
Du skjønner det!
Langfred.
En kan ikke spille som du uden at ha havt . . .
Lydia.
. . . stærke længsler, Langfred!
Langfred (som før).
. . . Mere end længsler! Ikke sandt? Dengang jeg først hørte dig, tænkte jeg -, ja, ved du, hvad jeg tænkte?
Lydia (svarer ikke).
Langfred.
"Hun der har dukket dybt! De energiske grebene ned i det hemmeligste, de har hun ikke for intet. Hun der har været i suget selv, hun. På vej at gå tilbunds. Hjærteskrig!"
Lydia.
Å -!
Langfred.
Men hun har kravlet sig op igjen. For en kraft!
Lydia.
Den fik jeg, da jeg så dig!
Langfred.
Nej, - du så mig ikke.
Lydia.
Jeg så dig, straks du trådte ind! Tror du, jeg kan ta fejl af sådant?
Langfred.
Du så mig ikke! Det står fast! Du så slet ikke op. Jeg stod og ventet på det.
Lydia.
Så kjendte jeg, at du var der! Når jeg spiller, fornemmer jeg alt.
Langfred.
Det kan være.
Lydia.
Å, Langfred! Det blev dog, som jeg havde drømt! Jeg sad og spillet, og så kom du! Kom og tog mig og bar mig bort. Til et overskygget sted. (lægger sig ind til ham.) Nu skjønner jeg, hvorfor det ikke kunde hændt før. Du er jo yngre end mig. - Det gir mig ofte slig angst, det også.
Langfred.
Af os to er du den yngste, den stærkeste, den vildeste!
Lydia (kaster sig om hans hals med et let skrig).
Langfred.
Er det ikke sandt, kanske?
Lydia (hvisker).
Det udretter kjærligheden, Langfred!
Langfred.
Så den gjør det?
Lydia.
En blir større på den! Det er ikke andet vi vil, når vi elsker, end selv at bli større.
Langfred.
Som du er vis idag!
Lydia.
Du kunde da ingen anden elske end en, som gav dig musik? Mere musik?
Langfred.
Nej.
Lydia.
Ser du? Hun må være musik, den du elsker.
Langfred.
Det må hun. Men det kan hun være uden at spille.
Lydia.
Hun kan være musik uden det?
Langfred.
Det kan hun.
Lydia.
Tror du?
Langfred.
Jeg ved det.
Lydia.
Har du truffet nogen, som -
Langfred.
Det har jeg. Å, flere!
Lydia.
Som gav dig musik? Uden at kunne musik!
Langfred.
Javist! - Hør, - end om du nu var oplagt?
Lydia.
Til at spille?
Langfred.
Ja? - Å, spil lidt!
Lydia.
Netop som du siger mig, at det er ikke noget det at kunne spille?
Langfred.
Det var ikke, hvad jeg sa'. -
Men er det ikke muligt at tale om andet end os selv?
Lydia.
Det er det vist.
Langfred.
Ja, undskyld mig! Men jeg pines af noget, jeg ikke fik sagt dig igår. Jeg vilde ikke, det skulde forstyrre os. Første gang.
Lydia (angst).
Hvad mener du?
Langfred.
Jeg har ikke arbejdet. Jeg kan ikke mere arbejde.
Lydia (forskrækket).
Du kan ikke arbejde?
Langfred.
Jeg kan ikke!
Lydia.
Du? - Du, som er rigere end alle de andre tilsammen!
Langfred (heftig).
Sig ikke sådant til mig! -
Undskyld mig! - -
Sist vi var sammen, fik jeg så mange idéer. Det er sandt. Jeg har aldrig været rigere. Men jeg kunde ikke gjøre noget ud af dem. Jeg fik ikke ro til det.
Lydia.
Du rejste jo for at få ro?
Langfred.
Men jeg fik ikke! Jeg kan ikke mere arbejde! - -
Kanske har emnet også nogen skyld. Det har ikke fuld sandhed for mig. Og så er det så ensformigt. Bare denne længsel, denne uafladelige længsel -
Lydia.
- efter en sjæl, Langfred! Til højere liv.
Langfred.
Javist. Men det vender allevegne tilbage til den samme endeløse hiving - som hos Wagner. Og det ligger ikke for mig.
Lydia.
Ingen, ingen kan variere et emne som du!
Langfred (fortvilet).
Sig ikke sådant til mig! - -
Du skal få den hele sandhed. Når jeg er borte fra dig, går alt op i længsel efter dig. Og når jeg er hos dig -
Lydia (rask afbrydende).
Lad os gå til flygelet!
Langfred.
Ja, lad os det! - - Hvis jeg nu tør -?
Lydia.
Tør?! Det var jo, hvad du vilde?
Langfred.
Jeg skal si' dig - - (tar i lommen) jeg har noget med.
Lydia (iler til flygelet).
Og det sa' du ikke straks?!
Langfred.
Jeg føler mig ikke tryg! Det er vist ikke -
Lydia (har åbnet flygelet).
Kom nu! (Slår nogle takter an af hovedemnet i "Undinen".)
Husker du -?
Langfred (bestemt afbrydende).
- Nej! Jeg vil ikke! Det er ikke på højde med det der. (putter manuskriptet dybere i lommen.)
Lydia (rejser sig, går hen til ham og siger ømt).
Langfred!
Langfred.
Du ved ikke, som jeg har havt det vondt.
Lydia.
Og du skrev ikke til mig. Så var jeg jo kommet!
Langfred.
Jeg vilde ikke tilstå det. - Ikke sandt? Og så var jeg ikke klar.
Lydia.
Tak for det du så tyet til mig! Ligevel! Du skal ikke bli skuffet!
En bred, bred stilhed vil jeg skabe om dig. Som bodde du i en skog. I en stor skog, Langfred.
Langfred (opmærksom).
Hvad mener du med det?
Lydia.
Hele kunsten er at komme alene. Væk fra alt udenom.
Langfred.
Naturligvis!
Lydia.
Sist kunde vi ikke. Hele tiden gik tabt med det. Med hvad vi skulde finde på for at bli alene. Det var det, som gav uroen. - Skjønner du ikke det?
Langfred.
Kanske -? Ja, ved du -
Lydia (afbrydende).
- Lad os rejse, Langfred! - Ja, der gives ikke noget andet!
Du og jeg, jeg og du, - og stilhed, stilhed, ingen, ingen andre og intet andet, så skal du se!
Langfred.
Ja, gid det gik! - Jeg er kommet langt ned!
Lydia.
Lad os rejse, Langfred!
Å-! Å, gå med mig i byen! Nu straks?
Langfred.
I byen?
Lydia.
Jeg bare springer ind og klæ'r mig om, så går vi ud i byen og gjør os færdige.
Langfred.
Hvad har byen med det at bestille?
Lydia.
Jeg skal dog ha lidt til min rejsegarderobe!
Langfred.
Har du ikke nok garderobe!
Lydia.
For rejsen? Nej.
Langfred (ler).
Vi, som skal bort for at være alene -?
Lydia.
Du skjønner vist ikke, hvad en garderobe er, du?
Langfred.
Jo! Mange kufferter! Store, uhåndterlige bæster! Fandens hefte!
Lydia.
Men der er noget i alle de kufferter, som kan bli til kunst. Omtrent som dine nodepakker.
Svar mig: hvad ved en maler?
Langfred.
En maler? - I regelen ikke stort.
Lydia.
I sin kunst mener jeg; i sin kunst?
Langfred.
Å! - Jeg tænker: en del om tegning og om farver . . .
Lydia.
Og en billedhugger?
Langfred.
En del om linjer og former.
Lydia.
Og en musiker?
Langfred.
Hvad skal dette . . ?
Lydia (afbrydende).
Og en musiker?
Langfred.
Nu, - en del om en klang og . . .
Lydia.
En garderobe er alt dette tilsammen! En del af os selv - at sige, når vi har den på. Og vi selv, du? Vi selv -
Langfred (kysser hende).
Henrivende! - Jeg går med dig! (de står nede ved døren til højre.)
Lydia.
Nu er du varmere.
Langfred.
Finder du?
Lydia.
Ja, ikke som du skulde være!
Du -, at elske en som dig, gir angst. Kan du si' nej til det?
Langfred.
Ja.
Lydia.
Jeg vil ikke smigre dig med at forklare dig det.
Langfred.
Farvel da! (går.)
Lydia (hvisker efter ham).
Du må ikke la' din onkel vide om det!
Langfred (vender sig leende).
Naturligvis måtte onkel komme tilslut. (Går.)
Lydia (som nu står ved døren til højre).
Går du den vej?
Langfred.
Er der nogen anden? - Som er fri? -
Lydia (glider baglængs ud til højre).
Langfred (efter).(Tæppet.)
Langfred.
Kom ind!
Dr. Kann (kommer ind; han har en liden æske i hånden).
Nå -? Du pakker?
Langfred (ivrig).
Det er en del noder, som har ligget igjen her siden sist. Sommetider må de sorteres. (Fortsætter arbejdet.)
Dr. Kann (har gjort en tur op til den store kuffert; nu over til klædesskabet, som står halvåbent. Han ser ind).
Du har jo tømt klædesskabet også?
Langfred.
Jeg kom igåraftes. Og har endnu ikke pakket ud.
Dr. Kann.
Her har jeg noget til dig. (Langfred vender sig.)
Du ved, vi kunde ikke finde din fars signet -.
Langfred (glad).
- Har du fundet det?
Dr. Kann.
Det var gåt istykker. Din far havde netop sendt det væk for at få det gjort istand, dengang han blev syg.
Men kobberstikkeren havde forlagt adressen. Det blev ikke krævet, og han vidste ikke, hvem det tilhørte. Så får han tilfældig en bestilling af mig - og ser samme segl. Sådan kom det frem igjen. Her er det!
Langfred.
Inderlig tak! Noget kjærere kunde du ikke bringe mig. (Han har taget det op af æsken og læser i det:) Laboremus!
Der er det!
Dr. Kann.
I vort segl.
Langfred.
Jeg håber i vort blod.
Dr. Kann.
Du ved, jeg er her ikke alene. Jeg har en ung pige med.
Langfred.
Som du hentet i London? En amerikanerinde?
Dr. Kann.
Nej, hun har opholdt sig i Amerika; men hun er norsk.
Langfred.
Og taler norsk?
Dr. Kann.
Javist. Hun er ganske ung. Bare sytten år.
Langfred.
Ja, hvad hun? - Jeg har så liden tid.
Dr. Kann.
Det har du?
Langfred.
Ikke sådan at forstå! - Hvad er det med hende?
Dr. Kann.
Jeg kom til at fortælle hende fabelen i din "Undine". - Du har vel ikke noget imod det?
Langfred.
Nej!
Dr. Kann.
Ved du, hvad hun så sa'?
Langfred.
Nå -?
Dr. Kann.
"Den synes mig noget ensformig".
Langfred.
Den syttenårige! Men det har hun ret i! Er hun klog?
Dr. Kann.
Nokså ejendommelig. "Jeg ved, hvad en undine er," sa' hun. "Jeg kunde fortælle ham om én."
Langfred.
Hun? - Hun mener fra et eventyr?
Dr. Kann.
Nej, fra en virkelig begivenhed. "Det kunde vende op og ned på hele hans plan," sa' hun.
Langfred.
N-å?! Du har vel hørt det? Kan du ikke fortælle mig det?
Dr. Kann.
Vil du ikke heller høre hende selv?
Langfred.
Ja, kan jeg det?
Dr. Kann.
Naturligvis.
Langfred.
Men når? Nu straks!
Dr. Kann.
Hvorfor ikke? Kan hun ikke komme herind?
Langfred.
Går det an?
Dr. Kann.
Du tror, hun er ræd? Amerikanerinde og norsk på én gang!
Langfred.
Formodentlig er det jeg, som må være ræd?
Dr. Kann (idet han går).
Heller det. Hun er indenfor her. (Han går til døren.)
Langfred (skynder sig at bringe lidt orden tilveje).
Dr. Kann (høres sige udenfor døren).
Kom bare med.
Borgny (i en sort kjole med kniplingskrave over og med kniplingsmanchetter, frisure o. s. v. som på portrættet fra anden handlings første del).
Dr. Kann (følger).
Må jeg forestille Miss Auclaire - min nevø, Langfred Kann.
Langfred.
De ser Dem så om, frøken?
Borgny.
Jeg trodde, her var et piano.
Langfred.
De spiller?
Borgny.
Ikke stort. Men jeg tænkte, De spillet?
Langfred.
Jeg er her bare på gjennemrejse.
Borgny.
De skal rejse?
Langfred.
Ja. - Ja, ikke straks!
Borgny.
Jeg havde glædet mig så til at høre en komponist spille.
Langfred (ærgerlig).
Hvem kan nu det være?
Dr. Kann.
Å, det er vist til mig. Tillader du? (går mod døren, åbner den, en tjener med et kort på en bakke.)
Dr. Kann (ser på kortet).
Tjeneren.
Cette personne dit que monsieur l'attend.
Dr. Kann.
C'est bien. - Å, undskyld! (går, tjeneren efter.)
Langfred.
Behager ikke frøkenen at sidde ned?
Borgny.
Tak.
Langfred.
De har jo noget at fortælle mig?
Borgny.
Kan jeg begynde?
Langfred.
Som De vil.
Borgny.
Jeg ønsker at fortælle Dem om noget, som er hændt i min slægt. En dame, en af de ædleste kvinder, som har levet, blev meget syg. Hun sad i sin stol eller lå i sin seng, hun kunde ikke mere, ikke spille, som var det kjæreste hun vidste, og ikke længer ha sin datter hos sig.
Langfred.
Hvorfor kunde hun ikke ha sin datter hos sig?
Borgny.
Sygdommen var smitsom.
Langfred.
Å!
Borgny.
Denne længsel, efter musik og efter datteren, forværret sygdommen. Lægerne fandt på, at hun i det minste skulde høre musik. Familjen bodde på landet, men var meget rig. Så averterte de gjennem musikbureauerne efter en udmærket pianistinde.
Langfred.
Sygdommen var jo smitsom?
Borgny.
Derfor varte det længe, før nogen meldte sig. Men så var der en, som turde.
Langfred.
En dygtig en?
Borgny.
En overmåde dygtig. En med ry sogar.
Langfred.
Dette interesserer mig: Musik som lægedom! Hvordan gik det?
Borgny.
Udmærket! Hun rent betog. Det var ved hendes person og ved hendes spil noget, - noget, som hypnotiserte. Den syge levet op igjen, appetitten tog til, søvnen kom. Livsmodet vokste, så lægerne fik håb. Der gik ord af det! Her havde musikken virkelig gjort et under.
Langfred.
At musikken har lægekraft, - hvem kan tvile om det?
Borgny.
Foruden den syge var der en til, som hørte på. En sky mand, skjult i en krog.
Langfred.
Den syges mand?
Borgny (nikker).
De havde levet ensomt derude på godset, disse to. Han vilde ha det så, og hun føjet ham, skjønt hun selv var livlig af sind, rigtig munter.
Langfred.
Han var en særling?
Borgny.
En passiv natur. Han levet mest med sine tanker. Og med naturen. Han elsket musik, han også. Nu frydet han sig over spillet, og især over, at hans hustru kom sig. Han beundret kunstnerinden, hans taknemlighed kjendte ingen grænser. Det så hun, - og det benyttet hun sig af.
Langfred.
Til at overliste ham -?
Borgny.
Hun havde mange midler. Og han slet ingen erfaring. Så han var let at ta.
Langfred.
Hvad siger De?
Borgny.
Hun vilde ikke længer helbrede hans hustru, hun vilde ha hende afvejen. Hun vilde ha hendes plads!
Langfred.
Men den syge -?
Borgny.
Forstod alt. Å, straks! En åndig, sensitiv natur.
Langfred.
Og talte ikke?
Borgny.
Det vilde heller ikke jeg ha gjort. -
Snart kunde hun heller ikke.
Langfred.
Hvorledes?
Borgny.
Den andre tog jo kræfterne fra hende. Tommevis! Med sine ønsker, med sine øjne. Med sin musik. Hun vendte også musikken mod hende!
Langfred (rejser sig).
Nu har jeg aldrig -!
Borgny.
Den stakkars syge havde fortrolighed til en af lægerne fra gammelt. Men han havde været borte. Da han kom tilbage, kunde hun ikke længer si' noget. Hun skrev. Et par linjer nu . . . et par linjer da . . . og bad om at få dø.
Langfred (stille).
Og døde?
Borgny (nikker).
Langfred.
End at være så hjærteløs! At bruge musikken således?! (gjør en sving bortover.)
Dette skulde De ikke ha fortalt mig. Jeg er af dem, som aldrig mer blir det kvit.
Borgny (rejser sig, roligt).
Det skal De heller ikke bli.
Langfred (stanser op).
Borgny.
Her har De jo undinen!
Langfred.
Undinen -? Dette?
Borgny.
Så mørk, så lidenskabelig. Hun har farve af sit element.
Langfred.
Det har hun også hos mig! Tvil ikke om det. Men så kold?
Borgny.
Bølgen er kold.
Langfred.
Hun elsker. Og hun vil op.
Borgny.
Ja. Men når noget kommer ivejen, dræber hun.
Langfred (i et glimt).
Naturligvis -! Altså: han skal være gift?
Borgny.
Ja.
Langfred.
Den, undinen elsker, skal være gift? - Undinen - undinen ser dem en morgen sammen på stranden. Javist: ser dem omfavne hverandre. Da beslutter hun at dræbe. Straks! - Pinedød!
Borgny.
Så indsmigrer hun sig for hende, lokker.
Langfred.
Drar hende til sig, kamp, den mørke røst og den hvide! Og åndekorene! De fra havet, og de fra verdenen ovenover. For farver!
Borgny.
Men da må han ikke mere ville vide af hende?
Langfred.
Det står fast! Naturligvis! Undinen har krænket love, hun ikke kjender. Stængt for sig den verden, hun vil op i. Forstår intet.
Borgny.
Så stødes hun vel tilbage i havet?
Langfred.
Tilbage i havet. - Formerne blir større og de to uforenelige elementer . . . (mere for sig selv.) Dette vil jeg straks fortælle.
Borgny.
Ja, De arbejder jo sammen med en?
Langfred.
Nej, det gjør jeg ikke. Jeg arbejder alene. Men jeg har en, jeg rådfører mig med. En stor pianistinde. (Han stanser ved ordet.) Hende vil jeg fortælle det til. (Med rask overgang.) Og De er bare sytten år?
Borgny.
Nej, jeg er mere. Jeg er sytten år og tre måneder.
Langfred.
Ja, det kunde jeg tænke, - at De var mere.
Borgny.
Jeg vilde gjærne si' en ting til?
Langfred.
Hvorfor bare én?
Borgny.
Fordi jeg kan ikke flere. -
Han, - ja, han, som undinen elsker, må være en sværmer.
Langfred.
Sådan har jeg det. En natursværmer.
Borgny.
En digter, en musiker f. e.?
Langfred.
Hvorfor?
Borgny.
Jo, sådanne folk er lettere at ta.
Langfred.
Og De er bare sytten år og tre måneder?
Borgny.
Og fem dage.
Langfred.
Ja, det kunde jeg tænke! For sytten år og tre måneder var altfor lidet. -
Har De slet ikke mere at si'?
Borgny.
Bare det ønske for Dem, at der De arbejder, må der være ren luft. - Farvel!
Langfred.
Et meget beskedent ønske.
Borgny.
De kan ikke forlange mere af en, som bare er 17 år, 3 måneder og fem dage. (hilser.)
Langfred (samtidig).
Og fem dage! Jeg gad vide, om der ikke skulde være nogen timer til?
Borgny.
Jeg skal gå ind og regne efter.
Når jeg har gjort det, må jeg så få komme igjen?
Langfred.
Ja, naturligvis!
Borgny.
Så fik jeg kanske med det samme høre, hvad Deres dame siger til forandringen? Ja, De fortæller hende vel historien?
Langfred.
Kan De spørge! Det er altså ikke mere?
Borgny.
Nej, tak. Det er nok. (hilser igjen.)
Langfred.
På gjensyn altså! (følger hende til døren. Vender sig strålende.)
En hoteltjener.
Madame Wisby fait demander, si monsieur peut l'accompagner en ville pour faire des emplettes.
Langfred.
Annoncez moi Å Madame Wisby. Dites que j'ai Å lui parler.
Hoteltjeneren.
Madame Wisby est lÅ .(han skyver døren helt op; den har ikke været lukket.)
Lydia (sees i elegant spaserdragt. Hun drager netop sine hansker på. Tjeneren går. Lydia træder ind).
Hvad er kommet ivejen? Dr. Kann?
Langfred (idet han går op og lukker).
Nej, nej, nej! - Noget helt andet! Helt, helt andet! (Kommer.) Det gjælder undinen. Hun er blet mere naturmagt. Det sentimentale er væk! Frygtelig er hun blet! Større!
Lydia.
Et andet sujet?
Langfred.
Nej, det gamle, men udvidet! - Han, som undinen forelsker sig i, han, som skal hæve hende op, han har en hustru.
Lydia.
Han skal være gift -?
Langfred.
Vent nu! Tusen gange bedre! Vent bare!
Undinen ser dem sammen på stranden -
Lydia.
Ham og hustruen?
Langfred.
Ham og hustruen. Ser hustruen kjærtegne ham. Ser ham omfavne hustruen. Ser dem gå bort sammen med armene om hverandres liv.
Du kan tænke dig hendes raseri? Ikke sandt?
Lydia.
Men dette er jo noget -
Langfred.
Nej, vent nu! Så først begynder det egentlige! En undine, - en undine vil frem, hun. Vildt frem. En undine tåler ingen modstand. Hele hendes hær er omkring hende. Næste gang hustruen er på stranden, lyder lokkesange allevegne fra. Lokkesange! Og midt op af disse lydbølger stiger så undinen selv. Denne mørke store røst, - du kan høre den, ikke sandt? - Den forkynder naturen. Forkynder sundheden for hustruen, som er sygelig og mat. Helbred skal stryge ind over hende fra havet! Kom, synger koret, allevegne fra. Lokkende, lokkende. Kom, så blir du din mand til behag, synger undinen. I min favn venter sundheden dig.
Lydia.
Hun dræber hus -? (stanser.)
Langfred.
Det slår dig - ikke sandt? Det åbner nye vidder! Hun ved jo ikke, hvad hun gjør; hun er undine.
Så kommer han, netop som det sker. Hans fortvilelse først, så hans afsky, hans had! Og undinens forfærdelse. Hun forstår det jo ikke!
Så korene! De store korene, - nu vokser de! Undinens kor, som kjæmper hendes sag, og vil løfte hende op. Og den moralske verdens kor! Å, som de nu samler sig! De stormer til, de styrter hende og hendes under torden og forfærdelse!
Tilbage i havet! - - - - -
(Sagte.) Jeg synes ikke, jeg har tid til at vente!
Lydia.
Hvordan har du faldt på det der?
Du har ikke læst det?
Langfred.
Nej, - en historie, som blev fortalt mig netop nu, - den har skabt det! En virkelig begivenhed. Græsselig.
Lydia.
En historie -?
Langfred.
En historie om en syg hustru, som var så musikalsk. De tænkte: kanske musikken kan helbrede! En sublim idé, ikke sandt? Og så hentet de en stor pianistinde - - -, en pianistinde til hende. Hun skulde daglig skjænke i denne styrkedrik.
Og det gjorde hun med underbar virkning. Den syges kræfter vokste. Vokste i musikken. Som blomster, de bærer op af kjælderen og sætter i varm luft.
Lydia.
Det var jo prægtigt.
Langfred.
Prægtigt? Du siger prægtigt? Ved du, hvad hun gjorde?
Lydia.
Pianistinden?
Langfred.
Hun dræbte hende!
Tænk, du, at kunne helbrede med musik, og så bruge den til at dræbe med! Hun vendte den om! Hun tog manden! Hun myrdet hende, som lå der, afmægtig. Med tusen hemmelige kunster.
Lydia.
Hvem - hvem har fortalt dig det? Dr. Kann?
Langfred.
Onkel? Ikke ét ord har han sagt. Ikke det allermindste! Dette med onkel blir en fiks ide! - -
Tænk dig nu orkesterforingen omkring denne nye, hvide røst! Afmagtens rop, uskyldens hvide klage! Og så naturkulden, som den går under i! Den mørke røst.
Lydia.
Men sådan kan det umulig være gåt til.
Langfred.
Hvad mener du -? Hvad taler du om?
Lydia.
Hende, - hende, som de skal ha dræbt.
Langfred.
Den syge? Hvordan falder du på det? Hvordan er det gåt til?
Lydia.
Hvad ved jeg? Hvem kan også vide det? Skjønner du ikke, de har narret dig?
Langfred.
Nej. - Hvem fanden skulde også ha interesse af det?
Lydia.
Denne blegsottige kvinde, som de vil dra' ind i din opera! Hvad har hun der at gjøre? I naturmagternes hjem? Hun, den syge? Male "hvidt", siger du. Det blir gustent "hvidt", det. Måne - måne!
Langfred.
Du tar parti mod hende?!
Lydia.
Når der står en mand imellem? På den ene side en kvinde, som hverken kan leve eller dø. På den andre en sund og stærk en. Vil du, jeg da skal ta parti med den syge?
Langfred.
Men Lydia -?!
Lydia.
Du vil tvinge mig til det?! Til at ha medlidenhed med hende, som ikke kunde være hustru. Og vel ikke havde været det på mange år.
Langfred.
Hvorledes ved du det?
Lydia.
Du sa' det jo!
Langfred.
Jeg?
Lydia.
Eller jeg så det for mig, mens du fortalte. Det følger jo af sig selv.
Langfred.
Du bare glemmer én ting: Hun, den andre, pianistinden, var kommet der for at helbrede. Helbrede den stakkars syge med sin musik.
Lydia.
Og mens hun gjorde det, fik manden attrå til hende. - Det er da til at forstå, synes jeg.
Langfred (sees at ha møje med at bekjæmpe sig. Endelig siger han).
Men når hun mærket det -?
Lydia.
Ja, hvad så? Jeg ved ikke, hvad skede. - Men jeg tænker mig, at hun tog ud sin ret.
Langfred.
Sin ret? Mener du rovdyrets ret?
Lydia.
Går det ikke an at tale om dette - om dette, som hverken angår dig eller mig, - at tale, -
Langfred.
- roligt om det? - Orker du det, så værs'go!
Lydia.
Du elsker bare de lykkelige, Langfred. De, som har sine kræfter i orden. Så de overalt passer ind.
Langfred.
S-å? Det var derfor, undinen blev min første kjærlighed? Fordi hun har sine kræfter i orden?
Lydia.
Nej; det kan ikke siges.
Langfred.
Jeg tror heller ikke, det kan siges.
- - - - - -
Men det var jo egentlig ikke om dette. Det var operaen. Du har imod ændringen?
Lydia.
Har imod den? Det er for lidet: Jeg hader den! Dette sentimentale juks!
Langfred.
Sentimentalt? Dette?!
Lydia.
Det blir jo en kamp mellem kjærlighed og moral! Som om vi ikke havde nok af det!
Langfred.
Jeg er ikke filosof -
Lydia.
- Ikke jeg heller! -
Langfred.
- men det forstår jeg da, at her møder undinen, hvad menneskene har vundet. Kunde hun fatte det, så havde hun sjæl, hun også!
Lydia.
Hvad skulde hun fatte?
Langfred.
At menneskelivet går efter højere love! Hun krænker dem og stødes tilbage. Kan du ikke høre havmyldret omkring hende, hvor det uforstående stormer på! Trodser! Og så svarene ovenfra, strålesvarene, de sejerslysende lansekast. Og tordenen!
Lydia.
Det blir for stort for mig.
Det, jeg forstod mig på, var hendes savn. Hendes smerte ved det, hun levede i. Hendes længsel op til, hvad hun ikke kunde nå. Hendes higen efter højere livsform. Hendes tro på at nå den ved at vinde en mands sjæl. Og så del i livet gjennem ham! (hun bevæges.)
Langfred.
Det er der! Og det blir der, altsammen!
Lydia.
For at forrådes! For at kastes tilbage i det, hun vil op af!
Langfred.
Fordi hun vil nå det gjennem forbrydelse! Hun bryder den højere verdensorden, som hun vil op i! Det går ikke! Dette er det ny, som kommer til.
Lydia.
Forbrydelse -? Jeg ser ingen forbrydelse i undinen. Eventyret om undinen er den store naturlængsel. Den store kjærlighed til det ovenfor. Det, som frelser, hvad så hænder.
Langfred.
Himlen i havspejlet. En drøm. En drøm frelser ingen.
Lydia.
Jo, hvis den mødes af en lige stor! Så stor en kjærlighed, at den kan ta den sværeste synder op! Ta hende i sine armer og hviske: jeg skal to dig ren! Mine øjne skal gjøre det, de alene; så fulde af godt er de for dig. Alt, du har skåret dig på til idag, skal smelte. Intet, intet skal kunne stå sig imod mine hænder, når de strækker sig ud for dig. Jeg skal bære dig op blandt englene. Så elsker jeg, at jeg kan det. Ja, hvis det forlanges; hvis vi ikke kan komme frem uden det, - jeg skal dø forsoningsdøden med dig, med dig i mine armer, da slipper de os frem.
Langfred.
Det der har også jeg læst om.
Lydia.
Det er den store kjærlighed! Den var det, jeg vilde, du skulde digte. Den var det, vi mødtes i.
(fortvilet.) Hvorfor så ikke holde fast, Langfred.
Langfred.
Fordi det eventyr har sprunget itu for mig. I hundre tusen stykker!
Lydia.
Hvorledes?
Langfred.
Denne blanke havflade, denne blinde naturkraft, undinen, som vil til himmels, - når en for alvor skal til med det, så går det ikke! For da rejser alt sig imod, som et menneske har nåd, som det føler og ved idag.
Lydia (smerteligt).
Du kan ikke -?
Langfred.
Ingen kan! Afstanden er for kolossal. Ikke en forvandling, nej hundre tusen i millioner af år må til, før en slig når himlen! Ingen buestrøg kan udrette det! Det vil ikke længer ind i en moderne fantasi.
Lydia (overgit).
Så har du sluppet undinen -?
Langfred.
Dette var ikke undinen! Nej, hun, som hjærteløst dræber for at nå frem, - det er undinen. Det gir afstanden.
Lydia (som før).
Så du vil ikke! Så du vil ikke!
Langfred.
Tænk dig livet! Al digtning er da bare en forlængelse eller en forkortning af livet. Vi kjender intet andet.
Lydia (oprørt).
Som om livet ikke har tusener, som gjør værre ting for at nå op! Langfred! Langfred!
Langfred.
Men de kommer ikke op!
Lydia.
Det vover du at si' mig?!
Langfred.
Ikke til himlen! Ikke til det, som himlen er billede på for os!
Tænk dig om!
Lydia.
Men hint hysteriske skelet, som strækker sine knokler ud efter det levende liv, - hører hun himlen til? Hun, som gisper sin giftånde ind i tilværelsen? Og vil ikke slippe! Tæringslystenheden? Skal hun til himmels?
Skal livskraften, skal naturmagten fordrives af hende! Jeg hader hende. Ved gud, jeg kunde hade dig også, når du glider ind på slige afveje, slimer dig til i slig sentimentalitet. Forræderi er det!
Se ikke sådan på mig! Jeg kunde . . . jeg kunde . . .
Langfred (forbliver rolig).
Lydia.
Er dette dig, tænker du?
Langfred (sagte).
Ja.
Lydia.
Nej, det er ikke mig, Langfred! Det er bare min fortvilelse! Kan du forstå det, af mit sindssyge snak må du forstå det, som vor drøm var mig kjær! Og hvad det kunde være blet til, om vi to fik arbejde sammen, - jeg mener ikke arbejde sammen, nej, om jeg bare fik være med! Tilgiv mig, hvad jeg har sagt. Det er jo intet andet, jeg vil, end at holde fast. Holde fast, at undinens store kjærlighed er af evighed og gir evighed. Hvorfor skal hun skuffes i sin tro, Langfred!
Du skal redde hende, Langfred - også lidt for min skyld?
Langfred.
Skal vi tale om det?
Lydia.
Ja!
Langfred.
For dette er jo ikke at tale om det, - vel?
Lydia.
Nej! Tilgiv mig!
Langfred.
Så sætter vi os?
Lydia.
Ja!
Langfred (peger).
Heller der!
Lydia.
Alt, som du vil! (hun sætter sig på den plads, han havde, da han talte med Borgny. Langfred på den, Borgny havde.)
Langfred.
Jeg er blet så klar! Nu skal du høre. - Det er jo fred for al sin længsel, undinen søger, - ikke sandt?
Lydia.
Jo, jo!
Langfred.
Men det står fast, - at tar hun hans, så har han ingen at gi.
Lydia.
Men kjærligheden!
Langfred.
Det er det samme med den! Han kan ikke ta den i sine armer, som gjør ham kold.
Lydia.
Er hun kold?
Langfred.
Jeg mener den varme, som efterhånden er kommet ind i menneskelivet. - Den har hun ikke. Den står hun udenfor. De er fra forskjellige verdener, han og hun. Tusen af år imellem dem.
Lydia.
Hun føler ikke som han? Eller hvad mener du?
Langfred.
Hun kan ikke føle som han!
Lydia.
Om ikke i alt, - hvad gjør så det?
Langfred.
Tænk dig en mand, som havde en opgave. Og så en ved siden, som la' sig ivejen?
Lydia.
Hvorfor skulde hun lægge sig ivejen?
Langfred.
Vi har ligesom et forspand. Altsammen blir til inde i vor fantasi. Længe før . . . længe før vi for alvor undersøger, samler, former. Men derinde i fantasien, deroppe på forspandet, der gjælder det! (Som fraværende.) Der, der må . . .
Lydia (bange. spændt).
Hvad? Hvad der?
Langfred (bestemt).
Der må intet stanse, intet lede på afveje. Der må være ren luft! Der må være ren luft i stuerne!
Lydia.
Vi talte om følelsen.
Langfred (som før).
Fred må der være! Og det blir der ikke, når to føler forskjellig. (Rejser sig.)
De vredladne åndekor ovenfra! De blir nu det største, som jeg kan gjøre.
Lydia (rejser sig).
Det største - det? At forvanske et stort antikt emne? Med små psykologiske hak! At ville modernisere en ærværdig marmorkolos? Som de har fisket op af floden, der den blev skuret af sandet og vandet i tusen år.
Du blir aldrig stor ved at gi dig hen til sligt.
Langfred.
Og endnu mindre, hvis jeg svigter min følelse.
Lydia (rasende).
Dette kristelige . . . ! Er her nogen? Nogen, som lytter ved dørene?
Borgny (træder ind).
Lydia.
Atter hende! (bent på.) Hvem er du?
Borgny.
Min mors datter.
Langfred.
Hvad -?
Lydia (mister hele sin styrke. Vender sig og går langsomt. Vender sig atter i døren og ser på Langfred. Går).
Dr. Kann (er kommet ind. Lægger sin hånd på Langfreds skulder).
Lad det være forbi!
Langfred.
Men dette skrig, onkel? Dette hjærteskjærende skrig?
Dr. Kann.
Vil følge dig længe; til det blir musik.
Langfred (i stærkt oprør, vil svare, men ser Borgny og tier).
Borgny (generes).
Kan jeg nu gå til far?
Dr. Kann.
Det må du. Jeg blir her.
Dr. Kann.
Nu vil du kunne arbejde.
Langfred.
Ikke straks. Å, ikke på længe!
Dr. Kann.
Nej, nej. Men så meget bedre, når det kommer.