Kaptejn Mansana

En fortælling fra italien.

Bjørnstjerne Bjørnson

Kolofon

Første gang utgitt i 1879
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

I.

PÅ en rejse til Roma kjøbte jeg i Bologna dagens blade, idet jeg steg ind i jærnbanevognen. Blandt disse var en tidning fra Firenze, hvori et brev fra Roma snart tildrog sig min udelte opmærksomhed; thi jeg førtes derved en tretten år tilbage, nemlig til et tidligere romerophold og til mine værtfolk i en liden by i nærheden af hovedstaden, som den gang var pavens. Brevet meddelte, at benene af fædrelandsvennen Mansana, som lå begravne på forbryderkirkegården i Roma, nu på hans fødebys bøn vare blevne opgravne og skulde om et par dage modtages af denne bys råd og følges af udsendte fra forskjellige foreninger i Roma og nærmeste byer til A., Mansanas fødeby. Der ventede et monument og festlig modtagelse på dem; martyren skulde få sin sene løn.

Men i denne Mansanas hus havde jeg boet for tretten år tilbage; hans hustru og hans yngre broders hustru havde været mine værtinder; brødrene selv var, den ældste i fængsel i Roma, den yngste i landflygtighed i Genua.

Brevet beskrev videre Mansanas, den ældres, levnedsløb; på dets sidste del nær kjendte jeg det før, og just derfor blev lysten så meget større til at følge det tog, som førstkommende søndag skulde gå ud fra Piazza Barberini i Roma og ende i A.

Og søndag morgen kl. 7, en grå oktoberdag, stod jeg der. Samlede var en mangfoldighed af faner, fulgt af de mænd, i regelen sex, som hver forening dertil havde valgt. Jeg fæstede mig ved en fane, som bar indskriften: "Kampen for fædrelandet", og ved de skikkelser, som her fulgte, i røde skjorter, med skjærf om livet og en kappe over skuldrene, benklæderne stukne i støvleskafterne og brede hatter med en fjer på. Hvilke åsyn! Hvilke viljer! Har man set det vanlige billede af Orsini, ham, der skød med bomber efter Napoleon den tredje, så har man et italiensk typeåsyn af de mænd, der rejste sig mod statens og kirkens tyranni, trodsende fængsler og rettersteder, sammenknyttende sig i de frygtelige foreninger, moderstammerne til den hær, der friede Italien. Napoleon havde just været medlem af en slig forening; han havde som alle kammerater svoret, i hvilken som helst stilling han kom, at nytte denne til Italiens enhed og lykke eller i modsat fald at have sit liv forbrudt. Men karbonari-kammeraten Orsini var den, som mindede ham om hans ed, da Napoleon var bleven Frankrigs kejser. Orsini gjorde det således, at Napoleon vidste, hvad der ventede ham, hvis han ikke holdt den.

Mit første indtryk, den gang jeg så Orsinis billede, var det, at ti tusende slige mænd måtte kunne erobre verden. Og her stod jeg foran nogle, udrustede af den samme folkenød til samme vilje. Der var faldet et slags ro over viljerne nu; men noget mørkt over øjnene sagde, at tilfredshedens var det ikke. Medaljerne på deres bryst viste, de havde været med ved Porta San Pancrazio i 49, da Garibaldi to gange drev de i tal overlegne Franskmænd tilbage, i 58 ved Guardasøen, i 59 på Sicilien og i Neapel. Og hvad medaljerne ikke fortalte, hørte sandsynligvis også med til deres livs historie, at de havde været med ved Mentana. Det er slige, af regeringen ikke erkjendte slagpladser, som har brændt sig dybest ind i folkesjælene. Det fik den samme Napoleon at føle, da han havde sikret sig Italiens hjælp mod Tyskland; Mentana forbød konge og regering at indfri deres løfte; det vilde have kostet en krone.

Modsætningen mellem den dunkle, forfærdelige vilje i det italienske folk og ligegladhedens spotblandede eller rent lette sorgløshed er just så stor, som modsætningen var mellem slige orsiniske viljemænd, jeg her så, og de ligeglade, enten fint hånfulde eller fuldstændig bekymringsløse fjæs omkring blandt tilskuerne og blandt de repræsentanter, der fulgte faner med indskrifter som "pressen", "den fri tænkning", "det fri arbejde" o. s. v. o. s. v. Uvilkårlig tænkte jeg: det er den ene dels letsind, som har fremtvunget den anden dels vilje. Så stort, så almindeligt havde letsindet været, at så stærk, så mørk måtte gjenrejsningens vilje blive. Og gjennem mit hoved løb Italiens historie i dens letsind og i dens viljeskikkelser. Jeg drog frem og tilbage fra Brutus til Orsini, fra Catilina til Cesare Borgia, fra Lucullus til Leo den tiende, fra Savonarola til Garibaldi, da følget satte sig i gang, alle fanerne slog, udråbere skreg med blade og små hæfter, hvori Mansanas historie, og toget bøjede ind i Via Felice. Det gik tavst; de høje hus gav i morgenen få tilskuere, endnu færre, da toget bøjede ind i Via Venti-Settembre forbi Qvirinale, men nogle flere, da det kom ned på Foro Romano og gik ud forbi Coliseo til Porta Giovanni. Uden for denne ventede ligvognen. Municipiet havde givet den, og dets tjenere førte. Den sattes strax i gang. Bag efter ligvognen gik to unge mænd, den ene civilklædt, den anden i bersagliere-officers uniform. Begge var de høje, magre, muskuløse, med små hoveder, korte pander; begge lige af skabning og åsyn og dog så uendelig forskjellige; det var den afdødes sønner.

Jeg huskede dem som 13-14 års gutter, og det, hvortil mindet om dem knyttede sig, var ejendommeligt nok; jeg huskede deres gamle farmor kaste sten efter dem og gutterne stå på afstand og ærtende le! Jeg huskede med een gang så tydelig hendes stærke, harmfulde øje, de senede, men rynkede hænder; jeg huskede hendes opstående grå børstehår om det kaffebrune ansigt; og nu, ved at se på gutterne, skulde jeg næsten have sagt, at hendes sten havde truffet og sad endnu i!

Hvor deres farmor hadede dem! Havde de givet hende nogen særskilt grund? Det havde de; thi had avler had, og krig krig. Men fra først af? Ja, jeg var ikke med den gang; men vanskeligt at gætte sig til er det ikke.

Hun havde været tidlig enke, den gamle, og stærk og smuk tog hun folks yndest og deltagelse til indtægt for sig og sine to sønner, hvoraf den ene nu lå her i kisten, de eneste, hun elskede , og det med en "rasende" kjærlighed; thi den trættede sønnerne. Når de så hendes list i at nytte dette formon, hun som vakker enke havde til at nå goder for gutterne, foragtede de den også. En gang vendt bort fra hende, kastede de deres kjærlighed over ideale ting, Italiens frihed, Italiens enhed, således som unge, fyrige kammerater havde lært dem; moderens "rasende" indskrænkning på sit eget gjorde dem daglig mere begejstrede for at ofre alt for det almene. De var ikke alene stærke som hun; de var stærkere.

Der stod svære kampe, hvori hun lå under; men ikke fuldstændig, før deres forbindelser i hemmelige selskaber skaffede dem omgang, som gik langt ud over byen og det selskab, hvortil hendes familie hørte. De førte også hjem hver sin brud fra huse, mere ansete end moderens, med udstyr, større end hendes havde været, og med en medgift, hun måtte kalde betydelig. Da tav hun en stund; thi det skaffede dog også sine fordele, det at være fædrelandsven.

Men den tid kom, da begge sønnerne måtte flygte, da den ældste blev fangen og kastet i fængsel, da de forfærdeligste offentlige udsugelser begyndte, idet uredelige embedsmænd udså sig de værgeløse enker som bytte; den tid kom, da deres hus måtte pantsættes, så deres første vigne, dernæst deres anden; ja, den tid kom, da den første blev tagen af panthaveren! Og den tid kom, da de fornemme hustruer, to barndomsveninder, arbejdede som tjenestejænter på marken, i vignen og i huset; da de måtte tage logerende og opvarte, og til alt dette høre spottende ord - ikke alene af de klerikale, som under pavens herredømme også var byens absolute herrer, men af andre; thi deres tal var den gang meget lidet, som ærede hustruerne for det offer, deres mænd havde bragt, og som med disse håbede på frihed, oplysning og retfærd. Nu havde den gamle vundet! Men hvorledes? Så, at hun græd over sin forsmåede kjærlighed, sine forsmåede råd, sin tabte formue og rejste sig og bandede de sønner, der havde forladt og plyndret hende, - indtil et eneste øjekast, aldrig ord, af den ældste svigerdatter tvang hende ned igjen ved kaminen, hvor hun helst sad og var ledig, når slige anfald kom over hende. En stund efter gik hun altid ud, og traf hun da sønnesønnerne, i hvem hun desværre alt syntes at se det lyse glimt under den korte pande, som hun først havde elsket og siden frygtet hos sine egne sønner, da drog hun dem lynende ind til sig, advarede dem for fædrenes veje, skjældte pakket ud, som det ikke var værdt at ofre en skilling for, endsige velfærd, familie, frihed, og så bandte hun sønnerne, gutternes fædre; de var de herligste, men også de utaknemmeligste og dummeste, som nogen mor der i byen havde født! Og den ulykkelige rystede gutterne frem for sig: "Bliv dog fornuftigere, skarns pak, I står jo og ler! Vær ikke som eders dumme mødre der inde, der have forgabet sig i mine gutters galskab, - jeg er jo blandt bare vanvittige!" - og hun stødte dem fra sig og græd, rejste sig og gik endnu længere afsides. Senere gjorde hverken hun eller gutterne så mange omstændigheder. De lo ad hende, når hun fik anfaldene, og hun kastede sten efter dem; og til sidst blev det så, at sad hun bare alene, sagde gutterne: "Farmor, er du nu gal igjen?" - og stenene kom.

Men hvorfor turde den gamle intet sige lige over for svigerdatteren? Af samme grund som den, hvorfor hun tabte lige overfor sine sønner i fordums dage. Den gamles egen mand havde været en sygelig en, ude af stand til at drive sine ejendomme; han havde taget hende for at fuldgjøre sig selv. Hun drev vistnok ejendommen op, men ham ned. Han havde et fint smil, adskillig læsning og megen længsel, og han led nød i hendes selskab. Hans ædlere natur kunde hun ikke bryde ned, men vel hans tilfredshed og helbred. Og så hændte det, at den skjønhed, som hun foragtede, medens han levede, sejrede over hende, da han var død. Og da den viste sig begejstret igjen i sønnerne og som en bebrejdende mindelse i svigerdatterens rene blik, tabte hun aldeles.

Jeg siger, farmors sten havde truffet sønnesønnerne og sad endnu i. Se de to mænd gå der! Den yngste, den civilklædte, havde et smil om de temmelig tynde læber, også et smil i det lille øje; men jeg tror ikke, man burde tirre det. Han var fremhjulpen af faderens politiske venner, havde tidlig lært at bukke og takke, - jeg tror ikke af taknemmelighed.

Men se den ældste! Det samme lille hoved, den samme korte pande som broderen; men begge bredere. Intet smil om munden, intet i øjet; jeg ønskede ikke engang at se ham smile. Høj og slank som broderen, var han endnu mere knoklet, og medens de begge gav indtryk af en gymna stisk kraft, som kunde de have hoppet over ligvognen, gav den ældste tillige indtryk af, at han bogstavelig havde lyst dertil; thi broderens af overflødig evne halv slentrende gang var hos den ældste bleven til en utålmodig spændstighed; han gik på fjedre. Han var åbenbart ikke nærværende her; øjnene lå langt ud over alt, - og da jeg senere bød ham mit kort og mine minder fra fordum, sandede jeg, at det var så.

I følget talte jeg med flere fra byen; jeg spurgte efter farmor Mansana; man smilte og fortalte ivrig, flere på een gang, at til i fjor levede hun, hun blev 95 år gammel. Jeg mærkede, at hun var opfattet. Der blev med samme iver fortalt, at før sin død havde hun oplevet, at huset var blevet gjældfrit, den ene vigne tilbagekjøbt, begge gjældfri, ligesom markerne. Alt var gjort af taknemmelighed mod fædrelandsmartyren, hvis hæder nu var på alle læber; thi den var bleven byens stolthed; hans og broderens liv var i grunden dens eneste tribut til befrielsesværket.

Så det havde hun alt sammen oplevet!

Og jeg spurgte efter de to martyrers hustruer. Jo, den yngste var bukket under, mest af sorg over, at hun havde tabt deres eneste barn, en datter. Men den ældstes, de to unge mænds mor, hun levede. Fortællernes åsyn fik alvor, stemmerne stilhed, talen førtes snart af en enkelt med udfyldende tillæg af de andre, alt i en vis langsom højtidelighed. Hun havde øjensynlig fået magt over dem, denne rene kvinde med den store sjæl. Jeg hørte, hun havde skaffet sig forbindelse med sin mand, medens han endnu var i fængsel, havde underrettet ham om, at Garibaldi tilæmnede en opstand i byen og et anfald udenfra, og at de ventede, at Mansana skulde blive fri; han skulde så føre foretagenderne i Roma. Og han blev fri! Han skyldte det sin egen sælsomme viljestyrke og hendes kloge troskab. Han forestillede sig vanvittig, det var på hendes råd; han skreg, til han ingen stemme længer havde, derpå, til han ikke mere kunde af kraftløshed; thi samtidig tog han ikke en bid eller dråbe nærende til sig. Helt ind i døden blev han således ved, så han flyttedes til et sindssygehospital, hustruen kunde besøge ham, - og der fra flygtede de - ikke ud af byen; nej, de store forberedelser krævede hans nærvær, og hun plejede ham først, siden delte hun hans vovsomme foretag. Hvem vilde i hans sted, efter så langt fængselsliv, ikke have søgt frihedens jordbund, når den bare var to, tre mile borte! Men en af dem, for hvem han vågede liv og alt sit, forrådte ham; han blev atter fangen, med ham store dele af planen, som blev til intet, d. v. s. til nederlag på grænsen, til tusenders domfældelse, fangenskab eller død i hovedstaden og provinsen. Før befrielsens time slog, var han halshugget og begraven blandt sine døde fængselskammerater, tyvene og morderne, på hovedstadens store forbryderkirkegård, hvorfra han i dag var opstanden!

Nu stod enken, hyllet i et langt, sort slør, og ventede ham, fremst i mængden, på hans fødebys flagsmykkede kirkegård ved det allerede færdige monument. Samme dag, efter den ny jordfæstelse, skulde dette afdækkes under kanonernes torden, hvortil tændte festblus på bjærgene senere i kvælden skulde give svar.

Det gik over den gulgrå Kampagne op mod fjældene. Og vi kom frem, først til den ene fjældby, så til den andre; overalt en uoverskuelig menneskemasse med blottede hoveder. Almuen fra nabobygderne havde ilet til; musikkorene klang i de trange gader, tæpper og flag hang ud af alle vinduer, kranse faldt, blomster strøedes, lommetørklæder viftede, og tårer blinkede; vi kom frem til hans fødeby, hvor modtagelsen blev endnu mere gribende, og hvor hen de store masser fra de andre nu for en ikke ringe del vare fulgte med; men størst blev trængselen ved og på kirkegården.

Jeg var dog som fremmed begunstiget og fik plads ikke langt fra enken. Mange græd ved at se hende, der hun stod med de stille blik på kisten, blomsterne, skaren. Hun græd ikke; thi dette alt sammen gav hende dog ikke igjen, hvad hun havde tabt, og mere ære gav det ham ikke hos hende. Hun så på det, som på noget, hun vidste fra år før i dag. Hvor var hun ikke skjøn! Jeg tænker ikke derved alene på de ædle linjer, som aldrig går under i et ansigt, eller på øjnene, som en gang havde været byens skjønneste, ja, var det endnu for tretten år siden, da jeg så hende, skjønt de alt da havde grædt for meget. Nej, jeg tænker på den virkelige glorieglans af sandhed, der omgav hendes skikkelse, bevægelse, åsyn, blik. Den forkyndte sig ligesom lyset, og den forklarede ligesom dette der, hvor den faldt. Den, som var i usandhed, måtte føle det, strax hun så' på ham; hun behøvede ikke at tale.

Jeg glemmer aldrig mødet mellem hende og sønnerne. Begge omfavnede og kyssede hende, hun holdt hver af dem længe mellem sine arme, som bad hun over dem. Alle omkring tav, enkelte tog uvilkårlig hatterne af. Den yngste, som hun omfavnede først, drog sig tilbage med lommetørklædet for øjnene. Den ældste blev stående; thi hun så på ham, ja så på ham; alle måtte se på ham, og han rødmede dybt. Der lå en usigelig smerte i hendes blik, en uudgrundelig spådom. Hvor ofte jeg siden har husket det! Han så, mens han rødmede, stærkt igjen på hende, og hun så bort for ikke at ægge trodsen i ham; det var aldeles tydeligt, at så var. Familiens to retninger stode overfor hverandre.

II.

På tilbagevejen blev i alt, jeg havde oplevet, ikke moderens gribende åbenbarelse, men bersagliereofficerens trodsige åsyn, høje, knoklede skikkelse og atletiske gang det foranstående. Og så gik det da til, at jeg måtte spørge om ham. Til min overraskelse mærkede jeg, at det var denne søns forvovne bedrifter, som atter havde draget opmærksomheden hen på faderen og kaldt på den sene hæder, hans minde nu fik. Jeg havde rørt ved noget ægte italiensk. Faderen, moderen, talerne, modtagelsen, naturskjønheden over den sidste højtidelighed på kirkegården og blussene i fjældene, - om alt dette ikke et ord mere! Lige til vi skiltes i Roma, underholdtes vi af historier om bersagliereofficeren.

Allerede som gut havde han været med Garibaldi og havde i den grad vundet yndest, at han senere af hans og faderens venner var bleven holdt på en officersskole.

Der blev betroet ham, som så mange i Italien i de år, en kommando, før han endnu havde bestået en udgangsexamen, og han havde strax således udmærket sig, at han fik fast ansættelse. En enkelt dåd bar hans navn over Italien, endnu før det kom til slag. Han var med på et spejdertog; under dette bøjede han rent tilfældig og alene op på en skoghøj, bag hvilken han inde i tykningen så en hest, snart en til, gik nærmere, så en rejsevogn, gik længre og så et selskab, en dame og to tjenere, lejrede i græsset. Han kjendte dem strax. Damen var dagen i forvejen kommen kjørende imod avantgarden, søgende ly for fjenden, som hun frygtede. Man havde ladet hende passere; og nu var hun vendt tilbage ad en anden vej, og hun og tjenerne hvilte her! Hesterne så ud til at være ilde medfarne, de havde kjørt hele natten og det så stærkt, at de ikke kunde fare længre uden først at hvile. Dette opfattede han så at sige med eet blik.

Det var en søndag morgen; de italienske tropper hvilte, messe var just bleven læst, og man spiste, da forposterne så den unge Mansana sprænge frem med en dame på sadelknappen og to løse hester fæstede til sin sadel; damen var en fjendtlig spion; hendes "to tjenere", to fjendtlige officerer, lå sårede tilbage i skoven. Damen kjendtes strax igjen, og Mansanas "evviva!" gjensvaredes af tusender. Man brød op; fjenden måtte være ganske i nærheden, og det fandtes snart, at dette Giuseppe Mansanas åndsnærvær havde frelst hele avantgarden fra at gå i en fælde.

Jeg skal fortælle flere historier om ham; men for at de skal forstås, må jeg forudskikke, at han almindelig holdtes for at være den første gymnastiker og fægter i armeen; jeg hørte både nu og senere derom kun een mening.

Umiddelbart efter krigen lå han i garnison i Firenze. Der fortaltes den gang på en officerskafé, at en belgisk officer, som for et par uger siden havde siddet der med dem, i virkeligheden var en pavelig officer og havde nu blandt sine kammerater i Roma gjort sig til gode over de italienske officerer, der på få undtagelser nær syntes ham nogle uvidende paradedukker, hvis hovedegenskab var barnagtig forfængelighed. Dette vakte stærk harm blandt garnisonens officerer i Firenze, og lige fra kaféen, hvor det blev fortalt, gik den unge Mansana op til obersten og bad om frihed for sex dage. Denne fik han. Han gik hjem, kjøbte sig civile klæder og gik på stedet den lige vej til Roma. Over skogerne passerede han grænsen og stod tredje dag i Roma på officerskaféen ved Piazza Colonna, hvor han strax så den belgisk-pavelige officer sidde. Han gik til ham og bad ham stille om at gå udenfor med sig. Her sagde han ham, hvem han var, bad ham tage en ven med og følge uden for porten for at give det italienske officerskor oprejsning i en duel med ham. Så åbent og helt betroede han sig til mandens ære, at denne ikke kunde svigte. Han gik strax ind efter en ven, og tre timer efter var han et lig. Men den unge Mansana begav sig umiddelbart på tilbagevejen over skogerne til Firenze. Ikke ved ham blev det kjendt i Firenze, hvor han i mellemtiden havde været, men fra Roma af, og han fik længre tids arrest for at have forladt byen uden tilladelse og oven i kjøbet været i et andet land; men officererne gjorde et festmåltid for ham, da han kom ud, og kongen gav ham et hæderstegn.

Kort efter lå han i garnison i Salerno. Smugleriet på kysten havde taget stærkt overhånd, og tropperne hjalp til med at få det stoppet. Civil klædt går han om for at spejde og opsnapper på en osteria, at et skib med smuglergods lå uden for synsvidde, men skulde ind under kysten til natten. Han går hjem og klæder sig om, tager to udvalgte mænd med, og de ror alle tre ud over mod kvælden i en liden, let båd. Jeg hørte denne historie fortælle og blive bekræftet på stedet; jeg har hørt den siden af andre, og jeg har ved en senere lejlighed læst den i aviserne; men det er mig desuagtet lige ufatteligt, hvorledes han, entrende op med sine to mænd, tvang 16 sexten - mand til at lystre og til at lægge skibet på rheden!

Efter Romas indtagelse, hvor han atter var med, og hvor han navnlig ved den kort derpå følgende oversvømmelse gjorde underværk, sad han en kvæld på den samme officerskafé, uden for hvilken han en gang havde udæsket den pavelig-belgiske officer. Da hørte han nogle kammerater, som netop kom fra et selskab, fortælle om en ungar, der havde drukket vel meget af den italienske vin, og som i vinbegejstringen således havde skrydt af ungarerne, at han på en sagte modsigelse havde drevet det op til at påstå, der måtte så gjærne komme tre italienere mod een ungar! Alle officererne lo med dem, som fortalte det, - alle med undtagelse af Giuseppe Mansana. "Hvor bor denne un gar?" spurgte han. Det faldt ganske ligegyldigt; han så heller ikke op eller tog cigaretten af munden. Man havde just fulgt ungaren hjem, så det fik han strax at vide. Mansana rejste sig. "Går du?" spurgte de. "Naturligvis," svarede han. "Dog ikke til ungaren?" spurgte en godmodigt. Men Giuseppe Mansana havde ingen godmodighed. "Hvor hen ellers?" svarede han og gik. De andre rejste sig strax for at følge. De søgte på vejen at få ham til at indse, at en fuld mand kunde man ikke kræve til regnskab. "Frygt intet," svarede Mansana; "jeg skal just behandle ham derefter." - Ungaren boede i primo piano, som italienerne sige, d. v. s. i anden etage, i en stor gård i Fratina. Foran vinduerne i første etage (parterre) er i hver italiensk by jærnstænger, og i disse tog Giuseppe Mansana fat, svang sig op og stod snart på balkonen uden for ungarens kammer. Han slog ruderne ind i balkonvinduet, lukkede op og forsvandt. Der blev tændt lys der inde, det så kammeraterne, som stod nedenfor. Hvad ellers foregik, kunde de ikke komme efter; de hørte ingen støj, og Mansana har aldrig fortalt det. Men han og ungaren, den sidste i skjorten, kom efter nogle minutters forløb ud på balkonen, hvorpå ungaren forklarede på godt fransk, at han havde været fuld den kvæld, og bad om forladelse for det, han havde sagt; en italiener var naturligvis lige så god som en ungar. Mansana kom ned igjen samme vej, han havde steget op.

Større og mindre historier, fra krig som fra garnisons- og selskabsliv (og deriblandt nogle væddeløbshistorier, som vidnede om en udholdenhed i spring, jeg aldrig har hørt mage til), haglede ned over os; men jeg tænker, at de fortalte give billedet af en mand, hvis åndsnærvær, mod, ærekjærhed, hvis legemskraft og energi, færdighed og snuhed i høj grad spænder forventningen om, hvad han i fremtiden kan drive det til, - men samtidig fylder os med bekymring.

Hvorledes Giuseppe Mansana den påfølgende vinter med forår kom til at beskjæftige tusender, og deriblandt fortælleren, det vil fremgå af selve fortællingen.

III.

Da Giuseppe Mansana fulgte sin faders ben til deres æresgrav og derved så' ud, som kunde han hoppe over ligvognen, gik han - det viste sig snart - i sin første, flammende kjærlighed. Han satte sig endnu samme kvæld på det jærnbanetog, som førte til Ankona, hans station; der levede hun, og alene synet af hende kunde dæmpe de luer, som brændte fortærende.

Han var forelsket i en, som havde hans natur, en, som måtte tages, en, som selv havde taget hundreder, uden selv at tages, en, om hvem en elskovsgal Ankonaskald havde sunget:

Hun var datter af en østerrigsk general og af en dame, som tilhørte en af Ankonas ældste slægter. Det vakte i sin tid harm, da en slig vilde ægte høvdingen for den forhadte, fremmede besætning.

Harmen øgedes, om muligt, derved, at han var nær på en olding, og hun atten år og meget skjøn. Men generalens umådelige rigdom kunde have forlokket hende; thi hun sad i virkelig fattigdom midt i sit herlige palads, - et i Italien meget almindeligt forhold. Slægtens palads danner nemlig ofte et fideikommis, som den, der sidder i det, stundum ikke kan holde vedlige. Omtrent så stod sagerne også her. Der måtte dog også have været noget andet med end generalens rigdom; thi da han kort efter datterens fødsel døde, sørgede enken i fuldstændig tilbagetrukkenhed. Alene kirken og præsten så hende. Vennerne, som hun havde brudt med, den gang hun giftede sig, men som dog nu gjorde sig adskillig umage for atter at nærme sig den stenrige og skjønne enke, flygtede hun for.

Ankona blev imidlertid italiensk, og fra festerne, illuminationerne og jubelen flygtede enken endnu længre, nemlig til Roma, medens hendes palads i Ankona ligesom hendes villa ved havet stod lukket og øde som en stum protest. Men i Roma kastede fyrstinde Leaney det sorte slør, uden hvilket ingen havde set hende siden mandens død, åbnede salon, hvori alle det pavelige herredømmes ypperste sås, skjænkede årlig svære summer i peterspenge og til andre pavelige øjemed. Det første som det sidste øgede hadet til hende i Ankona, hvilket gjennem de liberale også overførtes til Roma, - og selv kunde hun på Monte Pincio, når hun i al sin skjønhed og pragt kjørte der med sin lille datter, se det i de blikke, som kjendte åsyn fra Ankona og ukjendte fra Roma kastede. Hun trodsede det og indfandt sig regelmæssig ikke alene på Monte Pincio, men også på ny i Ankona, når sommeren jog bort fra Roma. Hun åbnede atter sit palads og sin villa dersteds og boede især i den sidste for at bruge bade. Hun gik og kjørte gjennem byen til sit hus i Corso eller til kirke uden at hilse eller hilses; men desuagtet gjorde hun hver dag den samme tur. Da datteren blev større, lod hun hende optræde i de aftenunderholdninger med skuespil og tableauer, som byens præster under biskoppens beskyttelse fik i stand til indsamling af peterspenge i Ankona, og så stor var barnets skjønhed og moderens tiltrækning, at mange gik der hen, som ellers aldrig havde villet. Således lærte datteren trodsen af sin mor, og da hun fjorten år gammel mistede hende, førte hun den videre for egen regning og med det tillæg, som ungdom og mod uvilkårlig frister til.

Hun blev snart endnu mere og endnu stærkere omtalt, end moderen nogen sinde havde været, ligesom hendes rygte fik større omfang. Thi med en ældre dame, som hun tog til sig, et stift, sirligt værktøj, der så alt, men talte om intet, strejfede hun om i andre lande, fra England til Ægypten, dog således, at hun altid tilbragte sommeren i Ankona og efteråret i Roma.

Denne sidste by blev også en gang italiensk; men i begge vedblev hun at føre, hvad man måtte kalde et udfordrende liv, lige over for dem, der nu herskede, og som på alle måder søgte at vinde den rige, skjønne kvinde. Ja, man forsikrede, at unge adelsmænd havde sluttet pagt om at erobre hende eller knuse hende. Det være nu sandt eller ej, så troede hun det selv. Hun lokkede derfor dem, hun mistænkte, til sig og stødte dem derpå ubarmhjærtigt ifra. Hun gjorde dem gale, først af håb og siden af skuffelse. Hun kjørte i Corso og på Monte Pincio selv sine hester; triumferende kjørte hun med de undertvungne bundne til vognstangen; - ikke just alle kunde se det, men hun så det, fordi hun følte det så, - og de følte det med!

Hun vilde være bleven dræbt eller noget endnu værre, var der ikke for mange, som beundrede hende og trods alt dannede en livvagt af evig tilbedelse omkring hende. Til denne hørte skalden fra før.

I Ankona blev hun især de garnisonerende unge officerers hemmelige håb og åbne had.

Just i den tid Giuseppe Mansana blev flyttet med sine bersaglieri til Ankona, havde hun dersteds fundet på noget nyt. Hun vægrede sig standhaftig for at pryde det selskab, som om kvælden samler sig i Corso, for under måne-, stjærne- og gasskin at gå, damerne balklædte bag viften den de så underfuldt kan bruge! - herrerne sværmende i allernyeste sommermode eller uniformerede, op og ned, ned og op, mødende, leende, samlende sig om borde, hvor nogle have sat sig for at nyde is eller kaffe, så atter fra disse for at gå til andre eller for selv til sidst at slå sig ned, medens en kvartet stemmer i, eller et vandrende kor med cither, fløjte og guitarre spiller op, - Theresa Leaney vægrede sig standhaftig for at øge pragten, nysgjerrigheden, fornøjelsen, ædelheden ved disse byens daglige udstillinger: - hun havde i dets sted valgt at forstyrre dem.

I solnedgangen, når det øvrige kjørende rigfolk vendte hjem, da kjørte hun ud. Med to ualmindelig små hester, korsikanere kaldede, som hun denne sommer havde lagt sig til og selv, som altid, styrede, kjørte hun gjennem byen i trav. Når så Corsoen var bleven oplyst og mødet var begyndt, det almindelige møde mellem familier og venner, det stjålne mellem ungmø og bejler, det stille mellem lediggængeren og hans skygge, det sukkende mellem den i det fjærne forlovede og hans herværende fortrolige, det korte mellem officeren og hans kreditor, det overordentlig høflige mellem embedsmanden og ham, hvis post han skal arve efter hans død; just som de unge damer havde fået vise deres ny kjoler fra Paris to ganger, d. v. s. på een tur op og een tur ned, og den beundrende handelsbetjent var kommen over indledningen, og officererne havde dannet sin første kritikklynge, og adelen netop havde nedladt sig for at modtage kur, - sprængte den overmodige unge pige med sin stive, aldrende veninde ved siden ind i klyngen! De to små barnehester var i stærkeste trav, og officerer og frøkener, adel og handelsbetjente, familiegrupper og hviskende par føg fra hverandre for ikke at blive overkjørte. Et system af bjælder over hesternes seletøj råbte jo varsko et stykke fra, så politiet havde intet at sige, men desto mere de, hun tvefold fornærmede, først ved sit fravær og så ved sit nærvær!

To kvælder havde Giuseppe Mansana været i Corso, og begge ganger var han nær bleven overkjørt. Han havde ikke tænkt sig muligheden af hendes dristighed. Han fik da også høre, hvem hun var.

Den tredje kvæld, da Theresa Leaney på sædvanligt sted tæt uden for byen på tilbagevejen lod hesterne vande og hvile for så at begynde travet mod byen og dens Corso, trådte en høj mand frem og hilsede; det var en officer. "Jeg tager mig den frihed at præsentere mig selv. Jeg er Giuseppe Mansana, officer ved bersagliererne. Jeg har gjort det væddemål at løbe om kap med Deres små hester her fra og til byen. Har frøkenen noget derimod?" Det var mer end halvmørkt, så hun under almindelige omstændigheder ikke vilde have kunnet se ham; men en stærk bevægelse øger stundum vort øjes sekraft. Forbavselsen og dertil en smule frygt - thi der var noget i stemmen og holdningen, som uvilkårlig gjorde hende ræd - gav hende mod; vi blive meget ofte modige af frygt. Hun sagde derfor, vendt mod det lille hoved og korte ansigt, som hun skimtede: "Det forekommer mig, at en dannet mand vilde have spurgt mig om tilladelse, før han tillod sig at indgå et sådant væddemål; men en italiensk officer -". Hun vedblev ikke, thi hun blev selv ræd for, hvad hun havde begyndt på, og der opstod en uheldsvanger stilhed, hvori hun blev endnu mere hed. Da hørte hun fra en mere hul stemme (Mansanas røst havde altid noget hult): "Væddemålet har jeg alene indgået med mig selv. Og, oprigtig talt, agter jeg at forsøge, enten jeg får lov til det eller ej." "Hvad for noget?" sagde hun og greb i tømmerne, men gav i det samme et skrig, og hendes stive veninde et endnu højere, idet begge var ved at falde ud; thi med en lang pisk, som ingen af dem havde mærket, lagde officeren et frygteligt drag over begge de små hesters rygge, så de med et hop raste afsted. To tjenere, som sad bag på, og som netop havde rejst sig for på et vink af frøkenen at hjælpe hende, faldt begge på jorden. Ingen af dem kom med på den kjøretur, som nu begyndte, og som var mere begivenhedsrig end lang.

Til Giuseppe Mansanas idrætter - og måske det var den mest opøvede blandt disse - hørte, som før sagt, den kunst at springe. De to små hester var ikke de værste at holde følge med, især i førstningen, da de bleve stærkt holdte tilbage og altså var uvisse, om de skulde rigtig trave. Theresa vilde i sin harm vove alt, heller end at tåle en slig ydmygelse. Hun vilde desuden have sine tjenere op. Men just som hesterne skulde tvinges til at stå, faldt pisken hvinende over deres rygge, og de med et hop atter af sted! Hun sagde ikke et ord, men holdt igjen, og det så utrætteligt, at hesterne atter vilde stå; men også atter faldt pisken, og nok en gang og nok en gang. Og nu opgav både hun og de det. Hendes gamle veninde, som den hele tid havde skreget og holdt sig fast med begge arme om fyrstindens liv, faldt i et slags døvelse, så hun måtte støttes. Harmen og forfærdelsen overvældede Theresa: en stund så hun hverken hesterne eller vejen, og til sidst vidste hun ikke en gang, om hun holdt tømmerne. Hun havde virkelig også tabt dem, men fandt dem igjen i sit fang og prøvede endnu en gang, holdende om veninden med den ene arm, men desuagtet med begge hænder i tømmerne, at få magt over de små forskræmte dyr. Hun følte snart det umulige deri. Det var mørkt; de høje popler travede med i luften, fod i fod over buskadset mellem dem. Hun vidste ikke, hvor hun var. Det eneste, hun foruden hesterne skimtede, var den lange skikkelse ved deres side, der som et spøgelse ragede op over disse, altid i samme linie og afstand. Hvor hen går det? Og som et lyn slog ned i hendes sjæl: "Ikke til byen, han er ingen officer, men en røver; jeg føres afsides, . . . . . snart kommer flere!" Og ud af den yderste nød, med dennes pludselige indskydelse, skreg hun: "Stands, for himlens skyld! Hvad vil De? Ser De ikke -." Hun kom ikke længre; thi hun hørte det hvine i luften, smælde mod hesternes rygge, og værre end før suste det i vej.

Som det jog, så jog også hendes tanker: "Hvad vil han? Hvem er han? En, jeg har fornærmet?" og den skyndsomste række af disse pilede forbi. Hun fandt ingen, det kunde ligne. Men tanken på hævn fulgte den skræmte samvittighed; det kunde jo være en, hun ikke kjendte, men som nu vilde tage hævn for alle. Men var det hævn, så havde hun det værste i vente. Bjælderne skar gjennem vognramlen; de korte, skarpe lyd hoppede som angstskrig omkring hende, og hidset af rædselen til det yderste vilde hun våge et sprang fra vognen. Men ikke før slap hun veninden, før denne rullede som en livløs ting, og i endnu større angst samlede hun hende op igjen og sad med hende over sit fang, længe uden en klar tanke. Da ser hun, idet vejen svinger, lystågen over byen. Hun føler frelsens glæde, men bare et øjeblik, så kort som et blink; thi i næste fattede hun det hele: han var en hævner fra Corso! "Å, ikke længre!" sagde hun, endnu før hun havde tænkt tanken ud; "å, nej!" Or dene gjentog sig for hendes øren, bjældelyden hoppede skrigende omkring dem, poplerne travede med dem, men det var det hele; toget gik, intet svar. Hun så forud sit jammerlige optog gjennem byen, pisket frem med den besvimede veninde i sine arme og publikum på begge sider, med officererne fremst, håndklappende og hånleende. Thi dette var officerernes hævn, det følte hun nu. Hun dukkede sit hoved, som var hun der alt. Da kjendte hun og hørte, at hesterne sagtnede; de måtte være lige ved; men skulde det standse forinden? Atter med pludseligt håb så hun op. Han var gleden bag ud, det var årsagen; han var lige ved hendes side, snart hørte hun hans hastige, overanstrængte åndedrag, hørte til sidst intet andet end dette, så det tog al hendes angst til sig: end om han faldt blodstyrtende midt på Corso! Hans blod kom da over hende; thi hendes udfordrende trods havde opkaldt hans. Man vilde kaste sig over hende og rive hende i stykker. "Skån Dem selv!" bad hun. "Jeg gi'r mig!" bad hun. Men, som vakt af det listige forsøg, gjorde han en sidste anstrængelse, var i to, tre længre sprang atter ved hesterne, som bare ved fornemmelsen deraf øgede deres trav, men fik desuagtet to hvinende piskeslag.

Nu så hun tydelig lysene, de første gaslygter ved Cavourmonumentet; snart bøjede toget ind i Corso, skuespillet skulde begynde! Hun følte en uovervindelig trang til gråd og kunde dog ikke, bøjede derpå sit hoved for ikke mere at se. Men da hørte hun hans stemme, dog ikke, hvad han sagde; vognen var kommen på brostenene, og han kunde vel heller ikke tale. Hun så atter op, men han var der ikke. Store Gud, var han styrtet? Alt hendes blod standsede . . . Nej, der gik han bort fra Corso, forbi Kafé Garibaldi, langsomt. Just nu kom hun selv i Corso, hesterne travede, mængden veg, hun bøjede hovedet endnu dybere ned over den besvimede veninde, som lå over hendes fang, skrækken og skammen jog piskende bag efter.

Da hun nogle øjeblikke efter holdt i paladsets gård, gjennem hvis åbne port hesterne i fuldt sprang havde svinget, så det var et under, at vognen ikke havde væltet eller stødt, - da besvimede også hun.

En gammel tjener stod og ventede. Han råbte på flere; de blev begge opbårne. Kort efter kom også de, der var afkastede, og fortalte, hvad der var hændt, så vidt som de kjendte til det. Den gamle tjener tog dem dygtig i skole for deres kejtethed, så de selv følte skammen og så meget heller gjorde, hvad han bød dem: tav.

Hesterne havde løbet ud, just som tjenerne efter en kort stands skulde stige op. Det var det hele.

IV.

Da fyrstinde Theresa Leaney kom til sig selv, var det, som hendes kræfter var brudte. Hun stod ikke op, hun spiste næsten ikke; ingen måtte være hos hende.

Hendes veninde gik lydløst gjennem den store spejlsal, som lå mod forværelset, lydløst tilbage igjen, når hun havde forrettet sine ærender. Lige så lydløst ind i de gotiske små rum længre inde i paladset, hvor fyrstinden holdt til. Tjenerne som hun. Veninden var opdragen i et kloster, var kommen ud med stærke fordringer på grund af sin stand og sine kundskaber, fordringer, hun holdt oppe i 10 - ti år, og i 5 - fem - til, fornærmet over ungdommens uskjønsomhed og havesyge. Tog så som standsdame til en højfornem familie; holdt fremdeles fornærmelsen oppe, men i tavshed; - blev så ældre og fandt sig, uden dog at slippe fornærmelsen, i et og andet, tavs til alt, men lagde sikkert an på at samle formue. Dette skete bedst ved at kunne sine høje herskaber udenad - og ved at nytte denne kundskab til begge parters fordel.

Altså: der tiedes. Efter nogle dages forløb kom det lille knappe ord ud fra fyrstindens gotiske rum: "Indpakkes!" På nogle senere tillæg forstodes, at rejsen skulde gå langt bort. Atter om et par dage kom hun selv, gik langsomt og tavst omkring, idet hun ordnede nogle småting og skrev et par breve. Forsvandt derpå atter. Et bud ud den næste dag: "I aften klokken syv." Paa slaget sex kom hun selv i sort rejsedragt, fulgt af sin kammerfrøken, også rejseklædt. Veninden stod færdig ved kufferterne, som den ligeledes færdige tjener skulde lukke, efter at fyrstinden havde kastet et bifaldende blik på deres indhold.

Det første ord, veninden sagde til hende lige siden kjøreturen, sagde hun nu. Som tilfældig stillede hun sig ved fyrstindens side, og seende ud i gården ytrede hun sagte: "I byen veed man alene, at vi har kjørt løbsk; - intet mere." Et fortørnet blik traf hende; det gik lidt efter lidt over til et forundret, og dette igjen til et forfærdet: "Er han da død?" Angsten pustede på hvert ord. - "Nej, jeg så ham for en time siden." Veninden mødte ikke fyrstindes blik, hverken før eller nu; hun så i gården hen imod staldene, hvor vognene var dragne ud, og hesterne just blev førte frem. Da hun endelig fandt det rådeligt at vende sig (og det var længe, før hun fandt dette rådeligt, såsom fyrstinden tav og tjeneren ikke rørte sig; han måtte vel se noget lige foran sig, som bandt ham til pletten); da veninden endelig fandt det rådeligt at vende sig, så hun i et nu, at virkningen af hendes oplysning havde været fuldstændig. Fyrstindens opskræmte fantasi havde naturligvis i disse feberdage udmalet sig den jublende spot, hvoraf byen nu måtte være fuld; hun havde tænkt den udbredt lige til Roma, ja, gjennem aviserne til hele verden; hun havde kjendt sin hidtil ubøjede, glansfulde trods tilintetgjort i nogle få forfærdelige minutter; det havde været for hende, som var hun bleven draget gjennem skarnet efter sit hår. Og så vidste ingen uden han og de, hvad der var sket? Han havde fuldstændig tiet? Hvilken mand!

Fyrstindens store, skjønne øjne lå flammende over rummet, men lidt efter lidt fik de leende glans, hun løftede hovedet og hele figuren, gik nogle slag frem og tilbage, så vidt kufferterne og de øvrige rejsesager gav rum, derpå, idet hun smilte og svang med parasolen: "Pak ud! - Vi rejser ikke i dag!" Og hurtig forlod hun rummet.

En stund efter kom kammerfrøkenen og bad veninden at klæde sig for en spadseretur.

Det var første gang, så ofte og så længe de havde været i Ankona, at fyrstinden vilde deltage i den elegante verdens aftenpromenade. Veninden havde altså haft lejlighed til nogle forundrede ord som svar på det forundrede blik, hvormed kammerfrøkenen gav denne besked; men allerede dette blik var en næsvished, så der ytredes intet. Da Theresa kom, færdig klædt, i den store spejlsal med søjler, så hun gjennem den åbne dør ind i det svagt oplyste forværelse, og der så hun veninden stå færdig. Alene fyrstindens påklædning kunde have retfærdiggjort det blik, hvormed kammerfrøkenen fulgte for at åbne og lukke; men veninden sluttede sig til, som var de hver dag vante til denne tur og hver kvæld til fyrstindens elegante påklædning.

I en lilla silkekjole, rigt besat med kniplinger, raslede hun ned over trapperne. Hendes kraftfulde, allerede noget for fyldige figur gav desuagtet indtryk af smidighed, fordi hun tillige var så høj og førte sig med livlighed; mod sædvane bar hun håret opsat i fletninger, og et langt kniplingsslør svævede efter hende, fæstet på den ene side af hovedet ved en agraffe, på den anden ved roser. Kjolens ærmer vare så åbne, at de lange handsker ikke ganske skjulte armene, når hun brugte sin vifte. Hun tog ikke veninden op, men skred rask frem; det blev den andens sag altid at være ved siden.

Kvælden var livlig, da det var den første godvejrsdag efter nogle dages blæst. Men hvor hun skred frem, standsede al samtale for at strømme efter som en opdæmmet og atter løst flod, når hun var forbi. Fyrstinde Theresa Leaney deltager i aftenpromenaden! Fyrstinde Theresa Leaney på Corsoen! Og hvorledes? Strålende af skjønhed, rigdom, huldsalighed så hun venligt mod alle, hilsede til alle damer, hun havde set fra barn, kjøbmænd, hun havde handlet med, adelsmænd og officerer, hun havde talt med. I denne for sine skjønne kvinder mest berømte italienske by bar hun vistnok ikke prisen; men hun havde alligevel nær og fjærn båret tilnavnet "Skjønheden fra Ankona", og staden havde i flere år stået færdig til at sænke fanerne og istemme hyldningshymnen, bare hun havde villet. Og nu vilde hun! Der var noget af en indsmigrende bøn i de øjne, hvormed hun hilsede på "sit" folk, noget afbedende i den bøjning, som ledsagede. Allerede da hun kom ned over igjen, mærkede hun den ændrede stemning blandt sine undersåtter og turde standse og tale med en af byens ældste adelsfamilier. Den havde slået sig ned foran en kafe midt i Corso. Den modtog hende overrasket, men høfligt; for resten sørgede hun selv. Den gamle herre, som var dens hoved, blev mere henrykt, jo længere hun sad, og gjorde sig en ære og glæde af at forestille al verden for hende. Venlig hilsede hun, var vittig, glad, fordelte sig ligeligt mellem damer og herrer, så der kom en stemning i stand, der steg til lystighed. Klyngen øgedes derfor også uophørligt, og da hun rejste sig, fulgte den i stort triumftog og højrøstet samtale. Man kunde sige, at Corso den kvæld blev scene for en almindelig forsoningsfest mellem byens bedste selskab og dens smukke barn, og det så ud, som var begge parter lige lyksalige derved.

Det led på kvælden, da hun atter rejste sig, og følget med hende, fra champagne og is; det var for tredje gang. Hun havde ikke længe ro noget sted. Nu gik det med lystighed, men langsomt op over gaden igjen. Tre officerer kom gående, lidt støvede og hurtigt; de måtte være komne hjem fra en længre tur. Veninden var som tilfældig ved fyrstindens side og hviskede; denne så op og gjenkjendte strax figuren: der kom Mansana!

Ganske naturlig gled veninden over på den anden side og Theresa endnu længre til den, veninden havde forladt, så nær officererne, at den nærmeste næsten måtte stryge hendes kjole med sin sabel, hvis han ikke havde valgt at gå til side; men den nærmeste var Mansana. Hun så, han kjendte hende; lyset faldt på det sted meget stærkt. Hun så, han forbavsedes. Men hun så, at det korte, kraftfulde åsyn ligesom lukkede sig, at de små, dybe øjne drog som et slør for; - han havde den hensynsfulde takt ikke at ville kjende hende. Hun gav ham et blik for det og for hans tavshed til da - de store, mørke øjne tindrede -, et blik, som nåede ham. Det tændte med ild, der slog i luer over hans kinder. Han kunde ikke mere samle tankerne til kammeraternes tale, men gik. Han skulde også tidlig på natten tage med iltoget for næste dag at følge sin faders ben fra forbryderkirkegården til æresgraven i hans fødeby. Ingen fandt det underligt, at han gik tidlig hjem.

V.

Han gik dagen derpå efter faderens båre, just som det havde set ud: med lyst at tage et sprang langt over den. Dette ene blik af fyrstinde Theresa Leaney, som var blevet sendt ham, der havde fornærmet hende, og i hvem han med stolt trods ventede at have en dødsfiende, dette ene blik ud af al hendes skjønhed, og midt i hendes triumftog i Corso, havde støbt og rejst et nyt billede i hans sjæl. Det var billedet af hende selv som livets egen sejerssmilende gudinde. For dettes rene højhed sank al bagtalelse ned som små sjæles vanmagt, og hans egen færd som en formastelig, smudsig råhed. Var det hende, han havde våget at skræmme og forfølge!

Og den udvikling, der havde ført ham frem til slig vanhelligelse, d. v. s. hans egen hårde livsførelse, den brød han nu sønder, led for led, mens han gik efter sin fars båre, - begyndende fra faderen selv! Thi fra faderen var denne farlige trodsens arv lagt ned i hans sjæl, hvor den havde voxet. Den havde indgivet ham en egenkjærlig, rå vilje; han havde jo i grunden i alt alene været sit eget mål. Havde faderen haft noget synderlig andet?

Hans ædle og skjønne mor havde så ofte grædt, når hun sad ene med børnene; disse tårer randt, anklagende den mand, som havde forladt hustru, barn og ejendom for at følge - hvad? - sin trods, sin ærgjerrighed, sin hævn, der så ofte er fædrelandskjærlighedens balstyrige kammerater og så til sidst dens herrer. Han kjendte det nu fra sig selv og fra hundre andre, som nu blev mønstrede, een efter een!

Musikken brusede, kanonerne dundrede, luften lå fuld af evviva's og blomster over faderens minde.

Hvilken tomhed i et sligt liv, tænkte sønnen; af sammensværgelse i fængsel, af fængsel i sammensværgelse, mens mor, hustru, barn kommer på fattigstien, ejendommen sælges, og intet vindes uden det urolige hjærtes hast fra lidelse i hævn, fra hævn i lidelse igjen. Og denne lidelse og hævn var barnearven til mig - og livstomheden med den!

Og faderens gamle venner omringede ham for at trykke hans hånd. De lykønskede ham med faderens ære, de lykønskede ham selv som den værdige arvtager.

Ja, tomt har mit liv været som hans, blev han ved. En hævnglæde, så længe her var krig, en urolig higen efter bedrift måtte fortsætte den, en forfængelig ærekjærhed, en kry uovervindelighedsfølelse kom til at bære hele livet, råt, selvsygt, tomt alt sammen. Og han svor, at kammeraterne skulde få noget andet at tale om end Giuseppe Mansanas sidste bedrift, og at han selv skulde stræbe til en højere stolthed end den: at mætte sig i den selvfølelse, at han aldrig talte om sig selv!

Jubelen blev større, jo nærmere de kom fødebyen, også trængselen efter at få se Giuseppe, den berømte søn. Men just her, på sin ungdoms legepladser, var det, som bedstemoderen atter sad i grøftekanten og kastede sten efter toget; hun sad og kastede efter det, der havde trampet ned hendes liv med alt, det havde samlet for at blive lykkeligt.

Men da han stod under moderens alvorsfulde, bekymrede øje, følte han dette blik næsten som en fornærmelse. Hun vidste jo ikke, hvad han just tænkte om alt dette og om sit eget liv som en fortsættelse af faderens. Hvorfor se så bekymret på ham, når han netop havde sagt farvel til æresygens fristelser? Og han mødte trodsigt hendes blik; thi det rammede ham ikke!

VI.

To dage efter stod han højt oppe ved muren omkring den gamle dom i Ankona. Han så ikke på de næseløse, røde marmorløver, som bære portalsøjlerne, ej heller på den herlige bugt, som han dog virkelig stod over. Han lod vel øjnene glide hen ad skibsdækkene og lastebådene neden under, så vel som over travelheden i arsenalerne og ved bryggerne. Men tankerne var tilbage i kirken, hvor han just selv havde været; thi der havde han set hende! En stor højtidelighed havde kaldt hende did. Han havde set hende knæle, og hvad mere er, hun havde set ham! Ja, hun var åbenbart bleven glad ved at se ham og havde givet ham det samme usigelige blik som hin kvæld. Han kunde ikke se mere på hende uden at være påtrængende eller vække opmærksomhed, og da blev kirkens røgkvalme mørke ham uudholdeligt. Her var dog friskt og frit, og tankerne kunde svæve om i skjønheden med noget skjønt. Han hørte mængden bag sig forlade kirken, han så den igjen neden under sig i vejslyngningerne, til fods og til vogns, han vilde ikke se sig om, men ventede, til han også kunde se hende her neden under sig. Da hørte han fodtrin bag, af een, af to; hans hjærte slog, hans øjne dunkledes, han turde ikke for alt i verden vende sig. Man standsede ved hans side, også foran muren. Han følte, hvem det var, og kunde nu ikke lade være at vende sig uden at synes uhøflig. Også hun stod og så ud over skibene, bugten, havet, men så dog strax, at han vendte sig. Hun var rød, men rødmede endnu dybere, idet hun smilte og sagde: "Undskyld, at jeg griber lejligheden. Jeg så Dem, og jeg må sige Dem tak." Hun holdt inde. Hun vilde sige noget mere, han kjendte det. Det kom ikke strax, det blev en ren evighed, før det kom. Men så hørte han: "Tavshed er undertiden det største højmod, som kan vises. - Tak!" Hun bøjede sig, og han vågede atter at se op. Hvilken bøjning! Hvilket smil, idet hun vendte sig, fulgt af veninden! Hvilken gang, hvilken figur! Det lange slør bølgede omkring i vinden, spillende mod den røde fløjelsklædning.

Vejen går i slyngninger ned over; nu kjørte hendes vogn, som havde holdt længre borte, op mod hende og vendte under den øverste mur. Men hun havde ikke nået den, før også hun hørte trin bag, næsten løbende trin; hun standsede og vendte sig; hun vidste, hvem det var. Hun smilte mod hans ilfærdighed, måske for at hjælpe ham.

"Jeg fattede det ikke strax," sagde han, idet han hilsede; hans brune åsyn var brunrødt. "Men jeg har slet ikke tiet af hensynsfuldhed, bare for at have den stolthed for mig selv. Jeg vil ikke stå med en ære, jeg slet ikke fortjener. Og tilgiv mig så min råhed!" Hans dybe stemme skalv; altsammen kom hovedstupes; Mansana var ingen ordets mand. Da han tog til huen for at hilse og gå, bævede hånden; og der ved, og ved det, som var gået forud, gjorde han dog indtryk på fyrstinden af stor veltalenhed.

Og således gik det til, at fyrstinde Theresa tildroges af denne åbenhed og fik lyst til at lønne den; thi hvad havde ikke også hun nu gjort for opdagelser om sig selv! Og således gik det videre til, at fyrstinde Theresa ikke steg op i vognen, men gik forbi ved kaptejn Mansanas side, fulgt af veninden på den andre. Således gik det til, at hun kom tilbage, også ved hans side, og at de i over en time gik frem og tilbage under den øverste mur med den herlige udsigt ned under sig.

Og da hun endelig sad i vognen, og da hun, idet denne nåede svingen, hvor det går ind på den lavere, parallelt løbende vej, endnu en gang bøjede sig og hilste op, besvarende hans fornyede hilsen, - så blev han gående der en time til. Bugtens skarpe linie, fjældets friske stigning, havets blånende uendelighed, sejlene ud over og dampsøjlerne i horizonten, - - den er vakker, den bugt ved Ankona!

Hun havde jo af deres ufrivillige møde hin forfærdelige kvæld lært omtrent det samme, som han havde lært; hendes fortids historie havde omtrent været som hans, det havde hun nu sagt ham, idet hun havde tilstået sin tomme trods, sin kampsyge ærgjerrighed; - det var med undertrykt jubel, han havde modtaget dette, ord for ord, af hendes egen mund!

Hint skjønhedsbillede, højt, højt over hans tilværelse, svævede nu smilende omkring ham, fulgt af fejl og længsler som hans, men i en ring af ynde og herlighed, hvori han følte sig medoptagen.

Å, den bugt ved Ankona, hvor kjækt den buer, hvor skarp blåsort er havfladen i brisen, hvor bløde farveovergangene ud over havet, endende inde i en lyståge!

VII.

Hvad var det, som gjorde, at han ikke strax stod i hendes palads? Et hemmeligt håb om, at hun skulde komme een gang til. En så længe indesluttet, i stilhed opelsket forfæn gelighed som Mansanas kan overraske med det utroligste; den er nemlig på een gang både sky og dristig. Han var virkelig for sky til at søge hende, trods hendes indbydelse. Og han var på samme tid så dristig at tro, at så måtte hun komme did, hvor hun havde mødt ham sidst. Han gik hver dag til messe; men ikke hun, - og da han tilfældig mødte hende ved havet og til fods, så han, at hans udeblivelse havde gjort hende forlegen eller vred; han kunde ikke forstå hvilken af delene.

For sent opdagede han, at han i sit forfængelighedshåb endog havde tilsidesat almindelig høflighed; - han ilede til paladset for at give sit kort.

Et gammelt italiensk palads, som ofte har en grundmur, der er lagt i den store kejsertid, en indre del, som står tilbage fra middelalderen eller overgangstiden, en ydre faŧade og porticus fra renaissancen eller den derpå følgende tid, og hvis ornamentik og indredning går gjennem lige så mange aldre, mens statuerne, billedværkerne, møblerne kan stamme, de første endog fra korsfarerplyndringerne på de græske øer og i Konstantinopel, de andre fra den byzantinske periode, og kan fortsætte sig til i dag! - et sådant italiensk palads, som helst findes i sjøstæderne, er et stykke kulturhistorie, foruden at være slægtens, og virker stærkt på den indtrædende, når han er født i folket, men med skjøn på, hvad han ser. Det forlener også hende, der står som herskerinde i sin slægts triumfhal, med en bevidsthed, som giver venligheden noget nedladende, høfligheden noget fornemt; og ikke en gang dette behøves, for at hun skal rykke tilbage i en betydelig afstand, når man kommer ind til hende der med en slet samvittighed. Omgivelserne kuer da frygteligt; selv et par forudgående møders fortrolighed kan ikke holde oppe, når man med en uopdragenhed på samvittigheden går gjennem portalen, de storartede opgange, de høje rum, den tusendårige historie frem for at bøje sig. Har oven i kjøbet ens fantasi fået hende endnu nærmere, - her skræmmes den samme fantasi just derved længre bort end nødigt.

Således gik det til, at det første møde glap. Bedt om at komme igjen gjorde han det med trykket over sig af, at det første møde havde været kejtet; derfor gik det andet slet. Siden mødte han med den krænkede forfængelighed som vagt - og så hende smile.

Hele hans stolte trods vendte da tilbage. Men hvad kunde han gjøre? Her turde han ikke bande, ikke en gang tale; han tav, han led, gik, kom igjen - og oplevede, at hun legte med hans pine! Havde hun een gang følt sig overvunden, hun følte nu, hvorledes det smagte at sejre over sejerherren: hun gik kjendte veje, derfor med henrivende overlegenhed.

Aldrig har nogen indfangen løve således slidt i jærnstængerne som Giuseppe Mansana i det fine net af ceremoniel og spillende overlegenhed. Han kunde alligevel ikke blive borte. I nætternes raseri og dagenes sindsfortærende jagen om inden samme ring opbrugte han sin kraft. Ydmygelsen var kommen til ham.

Han tålte ikke at høre hende omtale af nogen anden, og selv turde han ikke nævne hendes navn for ikke at røbe sin lidenskab og blive til latter. Han tålte ikke at se hende sammen med nogen anden, - og selv turde han ikke være sammen med hende for ikke at undergå nogen ydmygelse. Ikke en, men hundre gange kjendte han lyst til at myrde både hende og den, hun i øjeblikket foretrak for ham, men måtte tie og gå. Han fik selv den bestemte følelse, at dette måtte føre til vanvid eller død, eller til begge.

Men så fuldkommen var han ude af stand til at stride imod, at han, i følelsen også heraf, stundum lagde sig plat ned for ligesom selv at give et hjælpløshedens billede af sig selv.

Hvorfor ikke gå under i en dåd, en hævnens lysende, værdig hans fortid? Men slige og andre tanker gled over hans sjæl som tordenskyer over et fjæld; den lå fastbunden i en naturlov.

Da blev han højtidelig indbudt til fyrstinden. En af Evropas berømteste musikere vendte i høsten tilbage fra endnu sydligere lande og tog vejen over Ankona, hvor han hilsede på fyrstinden, som han kjendte fra Wien. Hun samlede Ankonas noblesse om ham i en skjøn fest, den første i hendes palads. Tilstelningen var hendes rigdom og stedet værdig; glæden var almindelig, rev også den syge mester med, så han satte sig til pianoet og spillede. Allerede hans første anslag havde den magt at gjøre hele selskabet til en stor venneflok, som det sker, når skjønheden frigjør.

Også Theresas øjne søgte andres for at give og få; længer hen kom hun derved til at se på Mansana, som i fuldstændig selvforglemmelse stod langt fremme, næsten lige ved pianoet. Mesteren spillede et stykke, der hed "Længsel", og som ud af den dybeste smerte søgte op efter trøst. Han spilte som den, der selv har savnet indtil fortvivlelse. Aldrig havde fyrstinden set et åsyn som Mansanas nu. Det var hårdere end vanligt, ja, modbydelig hårdt; men samtidig så hun tåre på tåre, den ene tæt i følge af den andre, trille ned over hans kinder. Han så ud, som knyttede han med den stærkeste vilje sit væsen sammen for ikke at give tabt, og samtidig kom det indtryk, han stængte for, tåre på tåre. Noget i sig selv så stridigt og ulykkeligt havde hun aldrig set. Ufravendt stirrede hun på ham og betoges i bogstavelig forstand til sidst af et slags svimmelhed, som ytrede sig også deri, at hun troede, det var han, som netop måtte falde om, og hun rejste sig. . . . . En bragende bifaldssalve bragte hende til besindelse, drog også så vidt øjnene bort fra hende, at hun fik tid til at holde sig fast og vente, så hun atter uden fare turde se op og prøve at få puste langt ud.

Musiknumret var ikke forbi, men hun så Mansana liste sig mod en udgangsdør; ventelig havde bifaldet også skræmt ham op og ladet ham opdage, at han ikke kunde styre, hvad han følte.

Med angsten fra før endnu stikkende, iler hun til alles forbavselse uden videre gjennem den lyttende mængde ud af nærmeste dør, skynder sig, som kunde hun hindre en ulykke, - ikke uden følelse af skyld, ikke uden følelse af ansvar. Han stod ganske rigtig i forværelset, hvor han just kastede kappen over skuldrene; huen havde han allerede på. Der stod ingen tjenere, da også de havde taget sig den frihed at ville høre musik. Hun gik derfor rask frem. "Signore!" Han vendte sig, traf hendes varmeste øje, og det i et slags ophidselse, mens hun med begge hænder strøg det løse hår tilbage fra kinder og hals, en bevægelse, som altid betød beslutning, men også gav figuren al dens skjønhed. "Jeg fik i går med banetoget det ny ungarske spand, jeg sidst talte med Dem om. I morgen må vi prøve det. Ikke sandt, De vil vise mig den venlighed at styre det, - ikke sandt?"

Han blev bleg under den brune hud; hun hørte hans hurtige åndetag. Men hverken så han op eller talte, bare bukkede samtykkende. Derpå lagde han hånden over den store, kunstfærdig smeddede dørvrider, som gav efter med en klangfuld lyd.

"Klokken fire," føjede hun skyndsomt til. Han bukkede nok en gang uden at se op; men i den åbnede dør vendte han sig helt mod hende med huen i hånd, men rank. Det var hans afsked. Han så hende se spørgende på sig. Hans åsyn måtte vel have voldt det. Det kunde vel heller ikke skjule det indskydelsens lyn, som nu oplyste hans mørke sind; thi nu havde han jo fået vide, hvorledes det skulde ende.

VIII.

Klokken fire næste dag førtes han af en tjener gjennem forværelset og spejlsalen ind i koncertsalen og videre til et af de indre gotiske rum, hvor fotografierne lå fra fyrstindens sidste rejse. Det meldtes, at fyrstinden strax var færdig.

Hun kom i et slags ungarsk eller polsk dragt; vejret var lidt køligt nu i november, og især den dag. Hun bar en tæt sluttende fløjelsklædning, hvis øvre, sobelkantede del nåede til knæene, på hovedet en sobelkantet, høj hue, håret løst.

Da hun gav ham sin hvidhandskede hånd, omrandet af kniplinger under sobelkanten, var det med fast, fortrolig tillid, hvortil øjne, åsyn, ja, den fyldige figur ligesom stod og gav vidne. Det skulde være! I alt fald opfattede han det så, at hun vilde vise tillid uden at eje den. Det støttedes af, at strax efter kastede hun let hen, at måske burde turen opsættes; hesterne var endnu skræmte efter rejsen med jærnbanen. Med kold spøg afviste han hendes frygt. Hun spejdede i hans åsyn; det var spændt og lidende, men det var lukket, - hvad det for resten havde så godt for. Hans væsen var fjærnt, men bestemtere, end det længe havde været. Det meldtes, at hesterne var fremkjørte; veninden kom sam tidig ind. Han bød fyrstinden armen; hun tog den. I trappen så hun atter op i hans åsyn og troede at mærke, det lyste. Nu blev hun ræd. Ved vognen sagde hun derfor een gang til, idet hun tog lejligheden af, at hesterne måtte holdes, mens de steg ind: "Det er bestemt for tidlig at kjøre med dem? Skulle vi ikke opsætte det?" Hendes stemme var bedende, hun lagde også hånden bedende på hans arm og så ham fortrolig ind i øjnene. Hans åsyn forvandledes under hendes blik, øjnene dunkledes. "Jeg kunde nok tænke, at De ikke turde gjøre den tur med mig - een gang til!"

Blussende rød sprang fyrstinden i vognen. Ligbleg, stiv som en stang veninden bagefter; men som til dans Mansana op på bukken. Ingen tjener fulgte efter; det var en let halvvogn.

Strax hesterne blev slupne, viste faren sig; dyrene stod på bagbenene, den ene vilde ud, den andre ind. Farten gjennem porten tog sikkert over et minut. "Gud, at du vil dette!" hviskede veninden, i dødsangst stirrende på de to dyr, som stejlede, rykkede, stejlede igjen, fik rap og slog bag ud, vilde kaste sig til side, fik rap igjen og gik bag over, så atter rap og endelig frem. Systemet med at slå måtte i hvert fald ikke være det bedste.

Da de kom på gaden, skalv de to fremmede dyr og trampede; de ny gjenstande, de ny lyd, de ny farver, sydens stærke lysning over alt og alle forfærdede dem. Men Mansanas øvelse og arme holdt dem i sagte gang lige til forbi Cavours monument; der begyndte han at slippe løs, lidt efter lidt. Han så bagover og traf fyrstindens blik; nu var det han, som var glad, og hun, som led.

Hvad havde bragt hende på den ulyksalige tanke at få denne tur i stand? I samme stund hun havde foreslået den, havde hun angret det. Hun var, lige fra hun i går så glimtet i hans øje, vis på, at han vilde bruge kjøreturen til en afstraffelse, og det med samme vilde ubarmhjærtighed som sidst. Hvorfor sad hun så her? Mens hun agtede på hver bevægelse af ham, af dyrene, spurgte hun sig op igjen og op igjen, - ikke for at få svar, men fordi tankerne måtte.

Fremad gik det, endnu i sprang, men i det stærkeste, som kunde nås, og det tog aldrig slut. Han så sig endelig om. Det var en bevægelse af jubel; hans øjne flammede. Men det var alene den blinkhurtige indledning til det, som nu fulgte. Han hævede nemlig svøben, og med en bred, kunstmæssig svingning lod han den falde susende over begge dyr. Bare disse hørte den i luften, lagde de med et langt byx ud i galop.

Ikke en lyd fra de to, som sad i.

Så gjorde han det een gang til, - og dermed var hesterne blevne vanvittige.

Just her begyndte vejen at skære ind i en stærkere og stærkere bakke. Og just da løftede han svøben for tredje gang, lod den svinge over sit hoved som en lasso, og så falde.

Men af denne bevægelse under denne fart og på dette sted slog lynklarhed ned: - ikke afstraffelse søgte han, men døden, - døden med hende!

Er der nogen evne i vor sjæl, som kan vidne om dens evige udspring, så er det den: hvilket omfang af tid og begivenhed den kan omspænde i et sekunds sekund. Fra svøben skrev hin jublende bue, og til den faldt, havde hun ikke alene gjort opdagelsen, men gjennemlevet deres samliv, opklaret af det ny lys, og i dette fået vished om hans tavse, stolte kjærlighed, der tog døden med jubel, når han kunde dele den med hende, - og i samme sekunds sekund havde hun taget sin beslutning samt udført den.

Thi samtidig med svøbens fald hørte han bag sig: "Mansana!" - ikke af frygt eller forbandelse, nej, det var et vildt fryderåb. Han kastede sig om: midt i den orkanagtige fart stod hun oprejst med lysende åsyn og en udstrakt arm. Hurtigere, end det kan siges, var han atter vendt mod hesterne, svøben kastet, tømmerne tre ganger snoede om hans arme, og et spændtag af al hans styrke sat mod vognens bræt. Han vilde leve med hende!

Nu blev der en kamp. Han vilde bøje dødens brudefart tilbage til at være livets.

I en ophvirvlet støvsky, på skråningens rand rasede det frem; de skummende hester kunde bringes til at holde hovederne højere, så manen bølgede efter dem som sorte vinger; men det var alt. Da fattede han med begge hænder om højre tømme for at få det vilde tog midtvejs, - ladende det så komme an på, om nogen eller noget mødte; thi i så fald holdt toget stadseligt ind gjennem dødens porte. Han fik dem midtvejs; men farten var ikke hæmmet, - og der langt fremme syntes han at skimte mødende, flere og flere, den hele vej var spærret deraf. Nærmere, - og det viste sig at være en af de endeløse høstdrifter mod havet.

Da rejser han sig, kastende tømmerne fremover. Et stort skrig der bag! Han tar sprang, nok et skærende skrig; men han sidder alt over den højre hests ryg med tag i den andens bidsel. Den, han sidder på, gjør et hop midt i løbet, hvorved den rives over ende af den andre. Den føres alligevel et stykke med på den ydre skåk, indtil denne brister under byrden, slæbes så med, til fæstet mellem begge også brister. Mansanas tag i den andens bidsel reddede ham selv og bragte, sammen med den styrtede hests tyngde, alt til at standse. Men den styrtede føler vognen over sig og spænder vildt ifra sig; den stående stejler; vognstangen knækkes, stumpen slår Mansana til side; men han holder fast og er nu foran den stående hest, eller rettere under den, med et grusomt greb i dens næsebor, til den atter står stille som et fanget, skælvende lam. Han er kommen op; den liggende hest, som har gjort flere farlige forsøg på at rejse sig, blir hjulpen. Først nu, overdænget af støv, sønderreven, blødende, uden hue, ser han op og omkring sig.

Theresa stod oprejst foran den åbnede vogndør. Hun må have villet kaste sig ud, være falden tilbage ved et af de heftige stød, atter have rejst sig - eller noget lignende; hun vidste selv intet derom. Men hvad hun nu fattede, det var, at han stod der, frelst, med de rystende hester ved bidslerne.

Ud og imod ham, - og han vendt mod hende med åben favn; hun ind i den! Barm mod bryst, læbe mod læbe, de høje skikkelser omslyngede af hinandens arme. Det tog ingen ende. Ikke slap armene, ikke en gang for at forny sit tag, ikke læberne, ikke øjnene, kun at hendes sank i.

Det første, som blev sagt, var et hviskende: "Theresa!" Læberne sugede sig atter sammen.

Aldrig har nogen kvinde med større jubel indtaget hersker indens stilling, end hun den undergivnes, da dette favntag endte. Aldrig har nogen flygtning bedt med to så vidunderlige, af fryd strålende øjne om forladelse for, at hun vilde værge sin frihed. Aldrig har en fyrstinde før med så brændende iver styrtet sig over sin slavindetjeneste, da hun opdagede hans sår, hans forrevne og støvede tilstand. Med de fine, hvide hænder og det rige lommetørklæde og sine nåle begyndte hun at tvætte, forbinde og sammenføje, og med sine øjne lægede og helede hun - ikke netop sårene, men alligevel sårene; thi han følte dem ikke.

For hver liden afdeling blev det til ny omfavnelse, ny stum eller talende fryd. Til sidst glemte de så ganske vognen, hesterne, veninden, at de begav sig på vejen indover, som var intet i verden mere til uden det at komme bort med sin nyfundne lykke. Venindens angstråb og den langsomt kommende drift vakte dem.

IX.

Rusen endte ikke den dag eller de næste. Ankonas højere selskab droges ind med, idet fester med udflugter fejrede forlovelsen. Der lå jo noget overraskende æventyrligt over den. Mansanas ry, hendes rigdom, stand og skjønhed; hun, den bestandig ubesejrede, han, den stadig sejrende, og så selve forlovelsesakten, som i folkemund fik den utroligste udsmykning, - dette alt sammen hævedes endnu en grad ved fyrstindens lyksalighed. Den kastede virkelig en magisk glans.

Når man så dem sammen, frembød de en modsætning. De var begge høje, begge havde de den elastiske gang og stolte holdning; men hendes åsyn var langagtigt, hans kort; hendes havde store, åbne øjne, hans små, dybe. Man måtte beundre hendes fine, lange næse, svulmende mund, ædle hage, skjønt buede kinder, indringede af det sorte hår; men hans korte pande, lille sammensluttede mund, trodsige hage, kort klippede hår gjorde ham ikke smuk. Lige så forskjellige var hendes udad vendte glæde, spillende åndfuldhed og hans ordknappe væsen.

Men hverken hun eller andre vilde have ham anderledes, selv ikke i disse dage; thi slig var han jo! Han gjorde jo endog det, hvorpå han satte livet ind, til en kort hverdagssag, når han overhovedet gad tale om det; men i regelen talte han ikke.

Derfor kunde hverken fyrstinden eller selskabet mærke, at der nu, ja netop nu foregik en stor ændring i ham.

Der er en grænseløs underkastelse, en skinsyg tjenesteiver, som omgjør den modtagende til en slave eller en ting. Ikke et minuts frihed, ikke en stump egenvilje beholder han. Den mindste ytring af en sådan fremkalder nemlig tyve ny planer i forlængning af det forlangte - og et ustyr af stormende handling.

Der er også en måde at give fortrolighed på, som trænger sig ind i enemærker af vor sjæl, hvori ingen før har været, - gætter tanker, fremdrager overvejelser, som gjør den sky, der har været vant til at holde lukket.

Dette og andet var tilfældet med ham. Inden nogle dage var han overmæt; hans usigelige træthed efter ophidselsen, fortvivlelsens som glædens, gjorde ham tvefold pirrelig. Der var øjeblikke, hvori han afskyede både hende og selskabet. Han forfærdedes selv derover som over den sorteste utaknemmelighed, og ærlig som han var, sagde han hende det tilsidst. Han lod hende ane, hvad han havde lidt, og hvor nær han havde været ved at gå under, og at det overmål af vild, offentlig forlystelse, som han nu var kommen op i, var det modsatte af, hvad han trængte til. Han kunde ikke mere.

Hun grebes stærkt af denne opdagelse. Midt i en sky af de vildeste selvanklager bestemte hun ro for ham, afrejse for sig selv. Hun skulde til Roma og Ungarn for at ordne sig for giftermålet; han skulde til en liden bjærgfæstning syd på, hvor han kunde bytte for et par måneder med en officer, som vilde være her. Stærk som hun var, fik hun det ordnet i hast. Inden to dage var både han og hun rejste. Afskeden var fra hendes side gribende, fra hans virkelig hjærtelig; hendes kjærlighed og iver rørte ham.

Men ikke før var han ene, først på rejsen og siden i garnisonen, før han sank ned i slaphed. Han havde næsten ingen anden erindring af hende end en forfærdelig støj. Han gad ikke en gang åbne de breve, der kom fra hende; han var bange for deres heftighed. Hun telegraferede og skrev nemlig mindst een gang hver dag, og da svarpligten blev for trykkende, flygtede han fra sine egne rum, hvor alt dette uopfyldte lå og ventede. Uden for tjenesten drev han derfor om i skogerne og bjærgene over byen; thi egnen havde en ualmindelig vild skjønhed.

På disse ture kunde han opløse alt til et slags blændværk. En principessa-herlighed har ikke det tiltrækkende i Italien som andetsteds; der er for mange af dem, og til dels i tvivlsomme forhold. Theresas fra faderen arvede rigdom havde heller intet tillokkende; thi moderen havde jo vundet den ved at forråde sit fædreland i dets fornedrelsesperiode. Theresas skjønhed holdt heller ikke mål; thi den begyndte at blive overmoden. Deres vidunderlige møde udslettede ikke længer den lange ydmygelse, hun først havde ladet ham gjennemgå, og hendes ustyrlighed bag efter efterlod lede. I stærkere øjeblikke vilde dog billederne blive andre, men da mødte hans stolthed op og sagde ham, at han i denne forbindelse dog altid måtte blive den underlegne, måske tilsidst gjenstand for hendes luner; thi havde han ikke alt været det?

Fra sine morgenture hvilede han i regelen på en bænk under et gammelt oliventræ noget oven for byen. Der fra gik han så ned og spiste frokost. En morgen, idet han rejste sig, så han to, en ældre mand og en ung dame, tage bænken. Det samme skete den næste morgen og til samme tid. Atter den næste sad han noget længer, ikke ufrivilligt, og kom derved til at få se damen og tale med den gamle herre. Den lethed, hvormed italienere indlede samtale og kjendskab, lod ham snart vide, at manden var en pensionist fra den forrige regering, damen hans datter på omtrent femten år, netop kommen af kloster. Hun holdt sig tæt til faderen, sagde kun et par ord, men disse med den allersødeste stemme.

Senere mødtes de hver dag, og ikke tilfældigt. Han ventede så længe ovenfor, til han så dem komme nedenfra, og gik så til bænken. De var begge så venlige og stille. Den gamle talte gjærne hver dag lidt frygtsomt om politik; når han var til ende hermed, talte Mansana nogle ord med datteren. Hun var sin fars gjenopstandne billede. Han havde været fed; hans åsyn bevarede endnu en vis rynket fylde. Hun måtte blive lige så; thi hendes lille, buttede figur lovede det; den havde imidlertid nu hin knoppefylde, som klæder så godt i en morgenkjole, og han så hende aldrig i nogen anden. Faderens øjne var matte og vandfyldte, men hendes var halvlukkede; hun holdt også hovedet lidt ludende. Det lille menneskes åsyn og figur havde tildragende magt sådan i det stille. Håret var ængstelig opsat den ene dag som den andre, på allernyeste måde; det forrådte klosterbarnets lyst til at være med i denne slemme verden. De små buttede hænder, der sad så godt på tætte håndled, holdt også altid på med noget pynt-småtteri, som hovedet ludede over, og de halv lukkede øjne fulgte. De så op, når han talte til hende, men mest på siden, skjønt ikke bort. En uoplukket barnesjæl tittede, halv sky, halv glad, men helt nysgjerrig ud af dem - på den ny verden og dette dens ny menneske. Jo mere man ser på slige halv lukkede øjne, des mere beskæftiger de, såsom de aldrig udleverer hele sit indhold. Hvad hendes vedkom, så sad der ofte skjælmer i krogene, og hvad de egentlig tænkte om ham, - ja, det skulde han have givet meget for at få at vide. Og just for at lokke på hende, fortalte han mere om sig selv, end han nogen sinde havde fortalt en og samme person. Det morede ham at se hendes to smilehuller arbejde derved og rørelsen af den lille mund, der aldrig kom rigtig op, - rød og sød som et urørt bær.

Men det morede ham endnu mere, når hun med en stemme, hvis uskyldige klang gik i hans sind som fugletriller i en tør sommermorgen, gav sig til, undseligt, men nysgjerrigt, at spørge om hans forestående giftermål. Hendes tanker om forlovelse og bryllupsrejser, som ikke ligefrem sagdes, men tittede op af spørgsmålene, var ham så kostelige, at de atter gjorde tingen kjær for ham selv.

Hende skyldtes det altså, at Theresa ti til tolv dage efter hans didkomst virkelig fik et brev fra ham og derpå flere.

Han var ingen mester i pennen; de blev derfor korte som hans tale; men at de blev ret varme, det skyldtes atter den lille. Hver morgen efter frokosten skrev han; hver morgen havde han nemlig i de uskyldige samtaler med hende, med øjnene over hendes friske former, hændernes arbejdsleg og samspillet mellem mund, øjne og smilehuller, i nydelsen af hendes stemmes klang fundet et muntert velbehag og fået længsel vakt.

Just modsætningen til den lille satte Theresa så storslagen hen, i al hendes indre og ydre pragt, når han bagefter ved pulten samtalede med hende. Han kunde endnu ikke smile til hendes heftighed; men hvor storladent tog hun ikke hans tavshed. "Jeg har jo slet ikke tænkt over det; du bør naturligvis ikke skrive! Du bør have ro også for mig; mine breve burde du vist også være fri for, i alt fald deres heftighed. Men tilgiv mig! Dette er ene din skyld, som det ene er min, hvad du endnu lider, og hvad jeg aldrig skal tilgive mig selv, men i et liv søge at gjøre godt!"

Ikke een af tusende vilde have tænkt og skrevet så, det måtte han sige sig selv, - og dog samtidig, at hun altid anstrængte ham. For at få det mere jævnt, mere stille fortalte han hende om Amanda Brandini; så hed den lille.

Han gjengav en samtale, denne lille havde haft med ham om bryllup og ægteskab. Den forekom ham selv så indtagende, og ret godt gjengivet; han måtte læse det om igjen.

De muntre morgenmøder, hvortil han hele dagen glædede sig, fulgtes aldrig af nogen indbydelse til at søge dem i deres hjem. Denne ærbare tilbageholdenhed behagede ham. Men møderne drev større og større længsel op til Theresa, - og hvor usigelig overraskedes ikke fyrstinden, da hun fik telegram om, at han vilde møde hende i Ankona om tre dage; han længtes.

Den dag, han havde sendt dette telegram, stod han på en liden plads, hvor der lå en kafé, og gik ind i denne, da han var tørst. Han sad og så ud på pladsen, mens han ventede; han havde aldrig været der før. Da opdagede han Amanda Brandini på en balkon lige imod. Altså der boede hun.

Men ved siden af hende og som hun lænet til rækværket, og det så nær hende, at han måtte kunne drikke hendes ånde, stod en ung, smuk løjtnant. Han var samme formid dag bleven forestillet for Mansana, som da havde hørt, at han var fra nabogarnisonen, og at han almindelig kaldtes "Amorinen".

Men nu lå "Amorinens" øjne i hendes; de smilte begge, mens deres læber bevægede sig, og da ordene ikke kunde høres, så det for Mansana ud, som de fortroligt hviskede. Det hørte aldrig op.

Giuseppe Mansana kjendte blodet strømme mod hjærtet og en stikkende smerte. Han rejste sig og gik, huskede, han ikke havde betalt, hvad han urørt satte efter, vendte om og gjorde det. Da han atter kom ud og atter så op, overraskedes han ved, at de to der oppe var komne i håndkamp. "Amorinen" trængte på, og hun værgede sig, rød som blod. Brydestillingerne fremhævede hendes figur, iveren hendes åsyn. "Amorinens" skjødesløs-sikre pågåenhed dannede en oprørende modsætning. Hvem havde sluppet en slig hustyv ind? Hvor var faderen henne?

X.

Næste morgen sad han tidligere end vanligt ved bænken; men også de to kom tidligere end vanligt. Også de måtte finde behag i møderne og ville forlænge dem nu, da de bare havde to tilbage. Fra den nødvendige politiske indledning med faderen vendte han sig pludselig om mod Amanda: "Hvem var det, De brødes med i går på altanen?" Hun overgødes af den skjønneste rødme, mens øjenlågene sank endnu dybere i. Dog prøvede hun at se på ham.

En ung pige rødmer jo ved alt; men det vidste Mansana ikke. Han blev lige så bleg, som hun blev rød. Dette forskrækkede hende, det så han - og mistydede også dette.

Faderen, som havde siddet med åben mund, brast ud: "Å, nu fatter jeg det! Luigi, min søstersøn, Luigi Borghi! Ja, han er i byen på et par dages besøg, - skal overvære byens fest. - - Ha, ha, det er en galning!"

Men Giuseppe Mansana gik lige fra mødet op til sin ven major Sardi, ham, for hvis skyld han havde valgt netop denne garnison, og spurgte ham om Luigis rygte. Det var slet.

Derfra gik han til denne, som boede på et hotel og netop var opstået. Luigi Borghi hilsede ærbødigt og undskyldende den overordnede officer. De tog begge plads. - "Jeg rejser i morgen herfra for at gifte mig. Dette siger jeg, for at det næste skal forstås, - som det er. Jeg har nemlig under mit korte ophold her fattet megen godhed for en ung, uskyldig pige. Hun hedder Brandini."

"Ah, Amanda!"

"Hun er Deres søskendebarn?"

"Det er hun."

"Står De ellers i noget forhold til hende? Agter De at ægte hende?"

"Nej; - men -"

"Jeg har ingen anden bevæggrund til at spørge Dem derom end en gentlemans. De kan lade være at svare, hvis De så synes."

"Vist ikke! Jeg gjentager det så gjærne, at jeg ikke agter at gifte mig med Amanda; - hun er meget fattig."

"Vel. Hvorfor går De så i huset der? Hvorfor vækker De på den måde følelser hos hende, som De ikke agter at gå til møde, og som det er let at føre på vildspor?"

"Det sidste synes mig at indeholde en beskyldning."

"Ganske vist. De er kjendt for at være en hensynsløs libertiner."

"Signore!" han rejser sig. Straks også den lange kaptejn.

"Jeg, Giuseppe Mansana, siger det og står til tjeneste."

Men lille Luigi Borghi havde ingen lyst til i en så tidlig og morsom alder at blive dræbt af armeens første fægter. Derfor tav han og slog øjnene ned.

"Enten lover De mig aldrig mere at træde ind i hendes hus, ikke at søge hende, - eller De må stå mig til ansvar. - Dette vil jeg have ordnet, før jeg rejser. - Hvorfor betænker De Dem?"

"Fordi jeg som officer nødig kan være kjendt for at blive tvungen -"

"Til en god handling? Tak De Deres Gud, om De det blir! - - Måske tager jeg sagen galt. Thi jeg skulde sik kerlig først have sagt Dem: Gjør De, hvad jeg beder om, så er De min ven og kan regne på mig, i hvilken nød De end kommer!"

"Jeg vil gjærne være ven med en så berømt officer, og endnu heller vil jeg kunne regne på Giuseppe Mansanas hjælp."

"Vel; - så lover De mig det?"

"Jeg lover Dem det!"

"Tak! - Deres hånd!"

"Af hjærtet."

"Farvel!"

"Farvel!"

To timer efter går Mansana ned ad den lille bys Toledo. Der, uden for en butik, står Amanda og Luigi sammen i en meget morsom samtale; thi de ler begge meget. Faderen står i butikken og betaler. Ingen ser Mansana, før han står blandt dem. Hans gulblege åsyn er nok til at skræmme Amanda ind til hendes far; men den endnu mer forfærdede løjtnant blir stående og siger, idet han træder et skridt tilbage: "Jeg forsikrer Dem, Signore, der blev kaldt på mig! - Og vi - vi lo slet ikke ad Dem!"

I det samme gav Amanda inde i butikken et skrig. Det var over Giuseppe Mansanas udseende, idet han, uden et ords lyd, uden en bevægelse for resten, gjorde et skridt, et eneste, frem mod den lille fætter. Det var en leopards syv alens sprang i dette skridt; i næste øjeblik måtte Luigi være dødsens.

Men alle i butikken og på gaden vendte sig mod den, som skreg, og som selv stod trykket op til sin far. Man så fra hende rundt om. Intet var at opdage. To officerer stod stille ude på gaden og talte sammen. Hvad var det? - De, som var udenfor, kom ind i butikken, og alle samledes omkring Amanda. Hvad var det? Men hun, første gang i sit liv udsat for manges blikke og spørgsmål, blir forfærdet, og faderen, som intet svar kan få, blir forfjamset. Da skiller Mansana gruppen om hende, byder hende sin arm med tavs befaling; hun skynder sig at tage den og er borte; faderen efter.

Da de tre var uden for hørevidde, sagde Mansana: "Det er min pligt at sige Dem, at Deres slægtning, løjtnant Borghi, er en usling, som fortjener og skal få sin tugt."

Hvor blev Amanda atter opskræmt, først over at Luigi var en usling, skjønt hun ikke ret vidste, hvad det var, og dernæst over, at Luigi skulde have tugt, skjønt hun ikke vidste hvorfor. Hun stirrede denne gang med fuldt åbne øjne op i Mansanas og så slet ikke klogere ud derved. Munden var også kommen op, dog ikke for at tale. En stor nysgjerrighed begyndte at bryde frem af forfærdelsen; han opdagede den, - og så vred han nylig havde været, han måtte dog nu smile til en uskyld, så inderlig dum, og til dens komisk skjønne udtryk. Og så pludselig i godt humør igjen opfattede han tillige faderen komisk. Denne så virkelig også ud som en skolegut, man fortæller spøgelseshistorier i halvmørke. For at vise Mansana, at han forstod det gyselige, lagde han en dyb taknemmelighed for dagen, som endte i, at han bad ham følge med op.

Det gjorde Mansana, og Amanda, som tænkte at få vide noget mere, holdt sig til ham, trofast og indsmigrende. Han begyndte med at ane hensigten og morede sig, men endte med at glemme den og føle sit hjærtes jubel ved hendes stemmes melodiske rislen hen over skjælmske ord, og ved at hendes søde mund, omflagret af smilehullerne, ved at de halvlukkede øjne i sin gådeleg, ved at hendes harmoniske væsen et øjeblik helt var helliget ham, og at denne friske formfylde åndede i hans nærhed.

Næste morgen skulde deres sidste møde finde sted; dog nej, det fik ikke lov til at være det sidste; han måtte også komme til dem den næste eftermiddag; thi han rejste jo først om kvælden. Fortryllet gik han der fra.

Den fred, som flyttede ind ved hendes omgang, viste sig også deri, at han samme eftermiddag stod på den ulykkelige Luigis rum og bad ham om undskyldning. Han kunde jo ikke for, at han mødte sin slægtning på gaden, og at hun talte til ham. "Og om I lo ad mig" -

"Men det gjorde vi ikke!" forsikrede den skræmte Amorin.

"Så havde I måske ret til det. Min iver var lidt komisk. Jeg indser det nu. Her er min hånd!" Den blev greben med hast, nogle usammenhængende ord blev sagt, og Mansana gik - i urokkelig overhøjhed, som han var kommen.

Den lille løjtnant, som havde siddet med døden til selskab, grebes af en svimlende fryd. Han hoppede i vejret og slog ud i en skraldende latter. Mansana hørte denne latter og standsede i trappen. Luigi gyste over sin uforsigtighed, og da det atter bankede, kunde han af skræk ikke sige: Kom ind! Men døren åbnedes desuagtet.

"Var det Dem, der lo?" spurgte Mansana.

"Nej, på min ære!" svor Amorinen og slog fra sig med begge hænder. Mansana stod en stund og så på ham.

Men da han atter var gået, kom også jubelen atter; han kunde ikke for det. Og da han ikke turde skrige eller hoppe, måtte han meddele den. Det skete på officerskaféen blandt forhenværende skolekammerater. Der blev også en svær moro. Ved glassene haglede det med vittigheder over den ulykkelige kaptejn, som lige foran brylluppet med en fyrstinde gjorde skandale af forelskelse i en liden pensionistdatter. - Dette var major Sardi, Mansanas ven, vidne til.

Næste morgen havde Mansana sit sidste møde på højen. Det begyndte længe før vanligt, det endte meget senere og først foran døren til deres hus. Om eftermiddagen kom han efter løfte igjen for at tage afsked. Halv skjælmsk og halv smægtende talte Amanda om brylluppet, ganske som hun følte det; thi for en italiensk, velopdragen pige er det jo indgangen til den jordiske salighed, d. v. s. til den tilstand, hvori usikkerhed, tvang og bryderi slutter, og hvori evig frihed, nye kjoler, kjøreture og operakvælder begynder! Hendes søde pludder sang op hans egne længsler, hendes skjønne lille personlighed gjorde denne sang endnu fyldigere, så han i følelse af sin nære lykke kom til at fortælle, hvad part hun havde i den. Lille Amanda fik tårer ved det; en ung pige får så gjærne tårer, når hun omtales godt. Og så måtte hun da sige, at hun havde fået slig tillid til ham. Hun sagde det, fordi hun altid i hans nærhed havde følt en liden smule frygt; - men det sagde hun ikke. Da det altså ikke var så sandt, som hun nu selv ønskede, lagde hun et smil til. Dette skulde styrke det. Men smilet strå lede der, hvor luften endnu hang fuld af hendes tårer, og dannede der, jeg mener i Mansanas bryst, en ubegribelig skjøn regnbue. Han tog hendes runde, lille hånd ind i begge sine; det var afsked. Han sagde også noget, men vidste selv ikke hvad; hun blev rød. Han så hendes barm, arme og hoved over sig i trappen, atter igjen fra balkonen. Han hørte ud over pladsen et melodisk "farvel!" og endnu et - og bøjede ind i sidegaden.

Han havde ikke set Sardi komme, så ikke, at han stilede lige på ham, og vaktes forvirret ved et slag på skulderen. Sardi lo: "Er det virkelig sandt? - Er du forelsket i den lille der oppe? - - Du ser så ud!"

Mansana blev kobberrød, øjnene stirrede, åndedraget gik hurtigt: "Hvad er det, du siger?" spurgte han; "hvoraf veed du -? han standsede. Han kunde jo ikke fortælle, hvad han først vilde høre, om nemlig nogen skulde, - - om Luigi skulde have - - "Hvad er det, du siger?" gjentog han.

"Min sjæl, blir du ikke forvirret, ja!"

"Hvad er det, du siger?" gjentog Mansana, dybere rød, idet brynene rynkedes, og en hånd lagdes, ikke ganske blidt, på majorens skulder.

Dette stødte Sardi; Mansanas heftighed kom også så uventet over ham, at han ikke fik tid til at tænke sig om; men til forsvar for sig selv og for at ærgre den uretfærdig opbrusende, fortalte han ham, hvad folk allerede sagde, og at man på officerskaféen havde haft ham til bedste.

Mansanas vrede kjendte ingen grænser. Han fordømte sig på, at dersom Sardi ikke strax angav dem, der vågede sligt, skulde han selv stå til ansvar. Det var lige ved, at de to venner skulde have udfordret hverandre. Men Sardi fik dog så vidt fatningen igjen, at han kunde forestille den andre, hvilken styg opsigt det vilde vække, når Mansana sloges med ham eller med hvem som helst om sit rette forhold til Amanda Brandini - dagen forud for afrejsen til bryllup med fyrstinde Leaney. Det bedste svar vilde jo være at rejse og holde bryllup. Herpå en ny opbrusning. Han skulde selv skjøtte sine sager og værge sit rygte; ud med navnene! Sardi fandt ingen grund til at gjemme disse og nævnte eet for eet - med det tillæg, at vilde han dræbe alle disse smågutter, så gjærne for ham! - Mansana vilde uopholdelig til officerskaféen, som sad de der endnu. Sardi fik ham dog oplyst om det tåbelige heri; da vilde han i det mindste strax søge Borghi. Nu påtog Sardi sig at udfordre Borghi; "men," sagde han, "hvorfor skal han egentlig udfordres?" - "For det, han har sagt!" skreg den andre. "Hvad har han da sagt? At du er forelsket i Amanda Brandini? - Er du ikke det?"

Var Mansana rejst uden at træffe major Sardi, så var han også nogle dage derefter bleven gift med fyrstinde Leaney. Nu hændte derimod følgende:

Mansana: "Understår du dig at sige, at jeg elsker Amanda?" - Sardi: "Jeg bare spør. Men elsker du hende ikke, hvad Fanden kommer det så dig ved, at den gypling siger det, eller at han selv elsker hende - eller forfører hende - -?"

"Du er en rå skurk, at du kan udtale sådant!"

"Hvad er da du, der overfuser en ung slægtning, fordi han spøger med hende - -?"

"Spøger med hende!" Mansana knyttede næverne, pressede læberne sammen.

Sardi skyndte sig at kaste ind: "Hvem skal passe på dem, når du er rejst?"

"Jeg rejser ikke!" skreg Mansana.

"Du rejser ikke! - Er du gået fra forstanden?"

"Jeg rejser ikke!" gjentog Mansana med opløftede arme og hænder, som aflagde han ed.

Sardi forfærdedes. "Så elsker du hende jo!" hviskede han.

Mansana sank sammen. Dybe støn hørtes, det brød i hele hans kraftfulde legeme; Sardi blev ræd for, han skulde få slag. Da løftede Mansana sig ligesom op over sig selv, hans åsyn lyste, og langsomt, aldeles henført, sagde han: "Jeg elsker hende!" og derpå, vendt til Sardi: "Jeg rejser ikke!" Og fra nu af var han som en storm. Han vendte sig, så op og frem - og suste i vej.

"Hvor går du hen?" spurgte Sardi og ilte efter.

"Til Borghi."

"Men til ham skal jo jeg gå!"

"Så gå!"

"Men hvor går du hen?"

"Til Borghi!" Og idet han standsede, tilføjede han begejstret: "Jeg elsker hende. Hver den, som vil tage hende fra mig, skal dø!" Han vilde gå.

"Men elsker da hun dig?" skreg Sardi, glemmende, at de stod på gaden.

Mansana rakte atter de senede hænder i vejret og sagde hult: "Hun skal elske mig!"

Sardi blev ræd: "Giuseppe, du er vanvittig! Spændingen i din sjæl har været dig for svær. Nu har den bare taget ny kraft og ny gjenstand. Du er ikke dig selv! - Giuseppe, - løb ikke fra mig! Ser du ikke, folk på gaden lægger mærke til dig?"

Da standsede Mansana. "Veed du, hvad jeg blev syg af, Cornelio? Af, at jeg tog hensyn "til folk på gaden"! Jeg måtte tie, tåle, trampes! - Deraf blev jeg syg." Han tog et skridt nærmere ind på Sardi: "Nu vil jeg skrige det ud til alverden: "Jeg elsker hende!" " Han skreg det også virkelig, vendte sig og gik med stolt gang; Sardi efter og fik ham under armen. Han styrede ham ind i en endnu trangere gade, uden at den andre ænsede det. Han bare gik på og begyndte at tale med høj stemme og stærke gestus: "Hvad var det for mig," sagde han, "at blive Fyrstinde Leaneys mand, styrer af hendes nådes godser og tjener af hendes nådes luner?"

Og hans i det stille sårede egenkjærlighed slap løs. "Først nu siger jeg den fulde sandhed for mig selv: det havde været et uværdigt liv for Giuseppe Mansana."

Sardi tænkte, at når den tavse, i alle fald udvortes beskedne Giuseppe Mansana pludselig begyndte at skrige og skryde, kunde også alt andet utænkeligt ske, - og med en udholdenhed og opfindsomhed, som gjorde ham al ære, vilde han bevæge ham til at tage sig en kort rejse, om bare på to dage, for nærmere at klare de sammenstrømmende følelser og forhold. Men det var som at tale ind i en orkan.

XI.

Samme kvæld fik Amanda i stor hemmelighed et brev, som gjorde hende nysgjerrig. Hun tændte lys og læste det. Det var fra Luigi! - det første, han havde sendt hende. Det lød:

Strax Amanda havde læst dette brev, følte hun, at hun elskede Luigi. Heller ikke hun havde før gjort sig nogen rede for det. Men nu elskede hun ham grænseløst, det var hun vis på.

Det, Mansana havde sagt om ham, måtte jo være en misforståelse, og løftet, Luigi havde aflagt, selvfølgelig intetsigende. Piger tager det ikke så bogstaveligt med sådant, når det synes dem urimeligt. - Desuden var jo Mansana nu rejst.

Altså: den næste dag, festdagen, en dejlig høstdag, var hun tidlig på færde; musikken havde gået gjennem gaderne ved solopgang, og kanonerne havde dundret. De både indog udvendig smykkede kirker vare fulde, og den lille Amanda var der også ved sin fars side, pyntet i sin allerbedste stads. Hun bad for Luigi. Hun øvede sig, da hun var færdig, i at smile. Hun skulde jo bringe Luigi trøst af sit allervenligste blik. Efter processionen og middagen hastede hun af sted; musikken spillede allerede på torvet. Hun skyndte således på sin gamle far, at de var nogle af de første voxne, som stod der, men blev derfor også nogle af de mest indeklemte, inden en time var gået. Hun så på sin fars svedende åsyn og tænkte på sit eget, hvor styg hun måtte være i Luigis øjne. Hun måtte ud, det koste, hvad det vilde, og dog skulde prisen ikke være en rose eller en sløjfe, ikke en gang anstrængelse; thi den gjorde endnu mere rød. Det gik derfor ikke fort; ak, hedere og hedere blev hun. Hun hørte stortrommen og et par bashorn gjennem dundret af de tusenders tale og latter, hvori hun druknede; hun så tårnet på Municipiet og kolben, som hængte længre ned end klokken, det var det sidste, hun så over menneskebølgerne, hvori hun dukkede under. Faderens ynkværdige åsyn sagde hende, hvor rød og fæl hun selv måtte være, - og den lille tog på at græde.

Men Luigi havde også været en af de første ved musikken, og da hverken byen eller pladsen ved municipiet var stor, kunde det ikke godt undgås, at de to, som søgte hverandre i den bølgende folkestimmel, også til sidst stod åsyn til åsyn. Han så hende blussende rød smile gjennem tårer. Han tog rødmen for glædens, tårerne for medlidenhedens og smilet for det, det skulde være. Faderen holdt i sin angst og nød Luigi for en frelsens engel og bad: "Hjælp os ud, Luigi!" Og Luigi gav sig uopholdelig i færd dermed. Arbejdet var ikke let, ja, både faderen og Amanda kom et par gange i virkelig fare, så Luigi fik følelsen af at være en helt. Med albuer og ryg værgede han dem, og med øjnene uafladelig på Amanda drak han af hendes lange, bange blik. Han talte ikke; han brød ikke sin ed! Dette gav ham også en stolt bevidsthed; han måtte se ædel ud, og han følte det af gjenskinnet i Amandas øjne, at han virkelig så ædel ud.

Men ingen jordisk lykke er langvarig. Giuseppe Mansana havde for et kvarter siden opdaget ham i folkemængden, og med det instinkt, som skinsygen ejer, i afstand fulgt ham, hvilket han, der var så høj, havde godt for. Den andre havde i sin rastløse søgen idelig arbejdet frem og havde således ikke nogen forestilling om faren i nakken, og nu var han her så optagen af sin frelseropgave, d. v. s. af at få sit ædle billede igjenstrålet af Amandas øjne, at han intet mærkede, før Mansanas hyæneåsyn lå lige over hans, og han følte hans brændende ånde over sin kind.

Amanda gav et af sine kjendte skrig, faderen blev frygtelig dum, og Luigi var forsvunden.

I samme nu havde Amanda lagt sin arm i Mansanas og endnu en varm, behandsket hånd over hans; to allerdejligste, halvlukkede øjne så op i hans, fulde af skjælmeri, frygt og bøn. De var just i det samme ude af trængselen, man kunde atter få ørelyd, og han hørte fra en stemme, som kunde ringe engle ind i himmelen: "Papa og jeg har været i stor fare. Det var dejligt, at vi fik hjælp!" og han følte tryk af hendes hånd.

Mansana havde dog set de samme øjne hvile i Luigis, og der fløj ham gjennem hans hoved en tanke, som han senere i sit liv tusende gange tog op igjen, men nu tabte i samme øjeblik, og denne tanke lød: "Jeg er vist oppe i en dum, ubetydelig historie."

Den lille sladrer ved hans side vedblev: "Stakkels Luigi traf os lige i trængselen; Papa bad ham hjælpe os, og han gjorde det uden at sige et ord. Vi fik ikke en gang takket ham." - Og strax efter: "Det var dog yndigt, at De ikke var rejst. Nu må De være med hjem, så vi ret kan snakke Sammen! Vi havde det så morsomt sidst."

Og hendes fulde, unge barm gik hastigt under silken, hendes runde håndled over handsken, hendes lille fodspids under kjolen, hendes røde mund, fuld af sladder og latter, og de to øjne i halvdulgt fortrolighed - - Mansana gik med.

Han nævnte ikke Luigis navn; det sad som en hvas spids i hjærtet; den trykkedes dybere ind, jo dejligere hun var. Denne kamp mellem smerte og elskov gjorde ham aldeles stum. Men desto travlere gik hendes søde mund, mens hun fik ham til sæde og fik frugter frem, som hun selv skrællede og bød. Hun glædede sig så ved, at deres møder på højen endnu ikke var afbrudte; ja, hun fik aftalt en liden udflugt længre op, som de allerede næste morgen skulde foretage; hun skulde bringe frokost med. Endnu havde han kun fremført nogle enstavelsesord. Han kunde ikke bryde ind med sin lidenskab i denne harmløse idyl, og dog var kampen i ham så stærk, at han ikke kunde holde den ud, men måtte gå.

Ikke før han var nede af trappen og den sidste hilsen sendt efter fra balkonen af den utrættelig indsmigrende fortryllerske, før hun lukkede balkondøren vel til og kastede sig hulkende på knæ foran sin far. Han blev ikke det mindste overrasket. Han havde samme rædsel som hun: - Mansanas sidste blik, idet han gik, havde ligesom hele hans væsen fyldt stuen med en så skæbnesvanger luft, at om de i næste øjeblik sprængtes i luften, så vilde heller ikke dette have overrasket ham. Og da hun gjennem gråd hviskede: "Far, vi må bort!" svarede han bare: "Ja, mit barn, vi må naturligvis bort!"

Det måtte ske hemmeligt og derfor helst endnu samme nat.

XII.

Giuseppe Mansana havde været på Borghis rum og ikke truffet ham, i officerskaféen og ikke truffet ham, senere omkring blandt de festlige skarer, men ingensteds fundet ham. Derimod havde han mødt mange officerer, også civile i følge med disse, som forekom ham at tie, når de så ham, og at tale sagte sammen, når han gik forbi.

Hvorledes end det spil var, som han stod i: tabe det måtte han ikke. Hans ære forbød det.

Udmattet på sjæl og legeme sad han sent på kvælden på spejderi foran kaféen, som vendte mod Brandinis rum. Der var lys på hos Amanda. Hun pakkede de få gjenstande, de skulde føre med; thi for at give det udseende af en liden rejse, vilde de lade alt det væsentlige stå efter.

Men Mansana tænkte: dette lys er måske et tegn. Og ganske rigtigt. Da Amanda var træt af spænding og arbejde, gik hun ud på balkonen for at tage nogle drag frisk luft; hun sås så tydelig ved lyset bag sig; hun så ned over gaden. Ventede hun nogen fra den kant? Jo, der hørtes skridt. De kom nærmere. Det var en mand. Han fulgte huslinien op mod Amandas balkon; nu gik han forbi en lygte; Mansana så en officershue og et skjægløst ansigt; han så også Amanda bøje sig dybere ud over. En ung pige, der elsker, tror jo at se den elskede på ethvert sted, til enhver tid; og især den, der elsker i angst. Officeren gik langsommere, da han fik øje på hende; under balkonen standsede han og så op. Amanda skyndte sig ind og lukkede efter sig; officeren gik videre. Var der blevet aftalt et stævnemøde? Mansana lagde på sprang over pladsen; men officeren var allerede om hjørnet, og da Mansana kom efter did, var officeren ikke længer i gaden. I hvilket hus havde han gjemt sig? Han kunde ikke vække hele gaden for at søge; han måtte opgive det.

Ved denne ubetydelige tildragelse, at en ung officer, som boede der i grandskabet, standsede under en balkon, hvorpå han så en ung dame stå enlig, ved denne ubetydelige tildragelse fuldbyrdedes Mansanas skæbne.

Han lagde sig den nat, ikke for at sove, men for i sin hjærtekval, op igjen og op igjen, at tage sig selv i ed på, at den næste morgen skulde hun være hans, eller han vilde ikke leve.

Men den næste morgen var hun ikke på højen. Han ventede en time, uden at nogen kom. Da gik han til deres hus. Der, foran døren til Brandinis lejlighed, stod en gammel kone med deres frokost og en seddel. Da Mansana vilde tage i dørhammeren, sagde den gamle kone: "Her er ingen hjemme, som det lader. Men læs denne seddel, den hang på hammeren. "Mansana tog den. "Bortrejst. Skal få bud. B." Han slap seddelen ned og gik. Den gamle kone spurgte ned efter ham, hvad der stod på seddelen. Men han svarede ikke.

__________

Fyrstinde Leaney, som dagen efter kom til Ankona og ikke traf ham på perronen, følte stor angst, hun vidste ikke hvorfor. Hun gik selv op på telegrafstationen og sendte ham en hjærtelig hilsen, der udtalte hendes frygt. Hun gik hjem og ventede; hendes frygt steg med hver time. Endelig kom telegrafbudet tilbage med de for svartelegram betalte penger: Kaptejn Mansana havde forladt byen.

Frygten overvældede hende. De selvbebrejdelser, hvori hun daglig havde levet, voxede til bjærge; de stængte al udsigt. Hun måtte did, hvor han var, finde ham, tale med ham, pleje ham; hun anede det allerværste. Om kvælden stod hun på jærnbaneperronen, fulgt af en eneste tjener.

I morgenlysningen den næste dag gik hun frem og tilbage på mødestationen med toget fra vest. Der var ikke mange rejsende, og dem, der var, så hun ikke. Desto mere så disse på hende, når hun strøg forbi dem, frem og tilbage, hyllet i en vid skindkåbe, som hun havde kastet over skuldrene, så dens arme hang fra, og på hovedet en skindhue, hvorunder det løse hår og sløret havde viklet sig sammen. De store øjne og det hele åsyn så oprevet og anstrængt ud. På denne sin gang bøjede hun oftere forbi en høj dame, tarvelig klædt, som stod og så ufravendt på godsvognen, hvor flere var beskæftigede. Atter en gang, fyrstinden går forbi, er en officer kommen til, der taler med damen og på spørgsmål inde fra godsvognen svarer: "Mansana." Fyrstinden styrtede til: "Mansana?" råbte hun. "Fyrstinde Leaney?" hviskede officeren forundret, idet han hilsede. "Major Sardi!" svarede denne, men lagde ilsomt til: "Mansana? De nævnte Mansana?" - "Ja, dette er hans mor."

Idet han forestillede dem, drog moderen sløret til side, og det ædle åsyn slog fyrstinden med en så tillidvækkende magt, at hun kastede sig ind til hende som i en havn for alle nødlidende tanker, og der brast hun i den heftigste gråd. Moderen tog stille mod hende, men stod, som hun ventede. Kjærligt klappede hun hende, men sagde intet.

Da Theresa blev i stand til det, spurgte hun sagte. "Hvor er han?"

"Det veed ingen af os," svarede moderen roligt.

"Men vi håber snart at få vide det," lagde Sardi til.

Fyrstinden sprang op, stirrede kridhvid på dem begge: "Hvad er da hændt?"

Den betænksomme moder, der havde stået i så mange storme, sagde stille: "Vi har ventelig samme rejse for. Lad os tage en kupé for os selv, og så kan vi fortælle og overlægge." Så skete.

XIII.

Familien Brandini havde taget til Nina Borghi, Brandinis søster og Luigis moder. Det gik så til, at med det samme nattog, hvormed Brandinis flygtede, flygtede også helten Luigi. De opdagede hverandre på en station ud på morgenen, idet Luigi der skulde stige af. Han var så forfærdet, at han vilde forbi dem uden at tale. Men gamle Brandini holdt ham fast og klagede sin nød. Luigi sagde bare: "Tag til mor!" og strøg sin vej. Han gik dog ind på telegrafstationen, da han kom til sin garnison, og telegraferede i en meget ophidset stemning til sin mor og bebudede broderens komme. Telegrammet lød så ængstende, at den modtagende dame, der boede alene uden for Castellamare ved Neapel, blev meget skræmt. Hun blev det ikke mindre, da broderen og hans datter kom og fortalte, hvad der truede både dem og hendes søn.

Kaptejn Mansana havde gættet, at familien Brandini måtte være taget syd over; nattoget gik alene syd over. Han fulgte. Men da han i to dage forgjæves havde søgt et udgangspunkt for videre efterforskninger, vendte han om og styrede mod den by, hvori Luigi Borghi lå i garnison. Han måtte vide, hvor de to var, og denne kundskab skulde han ud med eller tage følgerne! Da han vidste, han var vel kjendt, gik han til værks med stor varsomhed, så han ikke kom til at give Luigi noget varsko. Han måtte derfor tilbringe to dage i byen, før han traf ham. Dette skete på gaden, idet Mansana havde passet på ham i en liden borgerlig kafé. Til hans forundring blev Luigi ikke så ræd, som Mansana havde ventet. Og til hans endnu større forundring sagde han uden forbehold, hvor familien Brandini var. Mansana blev mistænksom; han gjorde opmærksom på hvad det vilde koste at sige andet end sandhed. Men den lille blinkede ikke engang med øjnene, idet han svor, at han talte sandt.

Det videre regnskab med løjtnanten måtte opsættes. Endnu samme dag tog Mansana med jærnbanen syd over.

Hvad vilde han? Urokkelig det samme: hun skulde blive hans! Derfor var Luigi bleven skånet. Siden Amandas flugt, så listig foretagen, rasede det i hans sjæl; sligt skulde ingen våge ustraffet! Han elskede hende ikke, nej, han hadede hende, og derfor skulde hun blive hans! Hvis ikke -! Denne korte tankerække op igjen og op igjen. Omkring suste billeder af kammeraterne, som stod samlede og lo ham ud. Han var jo næsetagen af en liden pige, netop kommen ud af klosteret, og af en liden løjtnant, netop kommen ud af skolen!

Hvorledes det var kommet så vidt, at denne kamp med to ubetydelige børn var bleven enden på hans stolte bane, derom kunde han ikke få klarhed.

Fyrstindens billede, som i den første spænding sjælden viste sig og da med vrede stødtes til side, kom nu, jo mattere og skamfuldere han blev, bestandig større. Hun var målet på det liv, han var ætlet til; så højt ragede det! Og her tænkte han ikke på hendes rang, men på den lyse bane, hendes tanker gik, hendes væsens skjønhed, opløftet af alle menneskers beundring.

Amandas billede sank samtidigt. Han var ikke vis på, om hun ikke var rundrygget. Han kunde ret spekulere derover.

Den, som har gjort os latterlig i andres og egne øjne, plejer ikke at vinde ved det. Og da han var kommen så vidt, at Amandas figur var bleven klumpet, hendes ansigt og tale ubetydelig, hendes stemme syngende, hendes hår tosset opsat, hendes væsen klistret indsmigrende, spurgte han sig selv, om ikke det latterligste af alt var at tvinge en sådan til at blive Signora Mansana. Nej, der var noget endnu latterligere, nemlig at dræbe sig for hendes skyld.

Hvad skulde han så? Tilbage til fyrstinden? Den vej var stængt, - stængt af hans stolthed hundrede tusende gange! - Forbi Amanda og videre ud, f. ex. til den spanske borgerkrig? En æventyrers liv; tomt. Lige så godt dræbe sig her hjemme.

Vende om og lade alt være som før? Fyrstinden tabt, kammeraternes beundring tabt, troen på sig selv tabt. Den eneste måde, han kunde vende tilbage på, var ved hendes side, det fordømte lille menneske! Med hende på hånden kunde han stå som sejerherre, og om han for den pris skulde betale med et ulykkeligt liv, det fik være. Æren var da reddet, og ingen skulde få læse i hans sjæl.

Det gav jo virkelig ære, at have forkastet en rig fyrstinde og taget en fattig pensionists datter, taget hende i kamp, endog med hende selv! Men i det samme han drog denne slutning, oprørtes han i sit indre over al den løgn, som hin ære for verden gjemte. Han sprang op fra sit sæde i kupéen, men satte sig igjen; der var flere inde.

Toget gik videre mod hans mål. Hvilket mål! Vis var hans livs undergang, i offer til æren, - og det, enten det nåedes eller ej.

Søvnens barmhjærtige magt kom imellem. Han drømte om sin mor. Hendes store, ædle øjne lå over ham som en himmel. Han græd og blev vækket. Der var en gammel mand i kupéen, som ikke kunde udholde hans gråd.

Toget standsede i det samme. De var i nærheden af Neapel; han gik ud. Morgenen var herlig. Den klare himmel, randet af højdekjædens fine linier, mindede og manede; han skalv i morgenkulden og gik ind igjen til lokomotivrøgen, som netop slog ind, til rammelen og støjen af det brusende tog og til de stikkende tanker.

Længre hen, da det gik langs havet, hvad vilde han ikke have givet for, at toget var bøjet af og langsomt og lige var gledet ud deri. Hvilken mild, forløsende død!

Han gjemte sig i sit hjørne, da det standsede i Neapel; i det store menneskemyller kunde der være den, der kjendte ham. Dagen blev herligere og herligere, mens toget gled gjennem kystbyerne langs havet; solen var mild som på en sommermorgen, og dens brydning i havluften satte farve skjær over fjæld, sjø og landskab. Da han steg ud og kjørte mod sin bestemmelse, og endnu mere, da han havde affærdiget vognen og steg op ad de stejle klipper, med havet under sig og den store udsigt over golfen, ringet af øerne der ude, lig uformelige sjøuhyrer på vagt, af bjærgene under, Vesuvs herredom, af byerne, hvidskinnende under en sagte røg, da følte han livet, - ikke sit eget liv, et jag efter ære, en kamp, han vidste ikke selv om hvad, nu, da denne kamp endte i aldeles intet, - nej, livet, som det var ment under Herrens højthvælvede himmel, i Hans afglans over alle ting, også over de mål, som livet satte.

Han gik mod den sidste højde, hvorpå huset lå. Han så snart huset, som lå over klippehovedet, ringet af et højt, spidst rækværk. Da bankede hans hjærte. Han kunde ikke tage fejl af det; det var tillige med vejen for nøje blevet beskrevet af kusken.

Altså der! Og før han fik klare, hvad det var, han følte, stod hun på altanen, hun, Amanda, i sin lyse morgenkjole, med sit smil, som havde hun just sagt eller hørt noget morsomt, idet hun gik ud. Hun så ham strax, gav sit bekjendte skrig og løb ind.

Ligesom en dødstræt jæger, når han pludselig står foran vildtet, får al sin spændstighed igjen, således følte han en vild kraft, et utæmmet forsæt, og før han vidste det, stod han ved jærngitterets port, ringte ikke på, men sprang over. Livede af selve bevægelsen, vågnede også alle hans krigerinstinkter; han vendte sig strax og tog nøglen til sig, som stod i på den indre side. Så var de, der her var inde, hans. Porten til selve huset stod halv lukket; han åbnede den. Han kom ind i en stor, lys gang. Farvede glas gav et eget spil over nogle mindre statuer, et mosaikindlagt stengulv og vaser, fyldte af palmer, vifteplanter og blomster. På et par antike kanapéer lå, på den ene en stråhat med blå bånd, - var den hendes? - på den andre en parasol af et særegent vatret stof og med et dyrebart udskåret skaft, der endte i en stor, blå sten. Han huskede den, og en sår fornemmelse fulgte gjenkaldelsen, uden at han tænkte på at klare sig det. Thi han ringte på. Han måtte ile.

Men ingen lukkede op. Han tog på at skælve og vilde true det ned, men kunde ikke. Således kunde han ikke stå; han måtte komme ind i en handling, eller han var fortabt. Han ringte een gang til. Viljen steg med selve gjerningen. Nu skulde det briste eller bære. Døren til rummet åbnede sig, en lysning slog ud i den indre indgang; de riflede glas lod ham ikke se mere, end at den, som kom, og som nu lukkede bag sig, var blå og høj. Strax døren var lukket bag hende, blev alt der inde i gangen mørkt. Hvem var det? Huset stod måske fuldt af folk? En sand rædsel tog ham ved denne tanke, som han ikke et øjeblik før var kommen på. Hvilke optøjer, hvilken uklarhed, hvilke mellemskydende omstændigheder og ubelejlige personer kunde ikke her falde over ham! Han kom kanske ind i en bikube af opskræmt harm og modstand, - det kunde blive narrens rejse, han gjorde! Nej, ikke een gang til! Og han iførte sig al sin viljemagt og kjendte efter, om hans våben var der. Da åbnedes den store dør helt op, og frem i den høje døråbning -

Ja, frem i den høje døråbning trådte Theresa Leaney i blå klædning, bleg.

Og han? Han stod uden fatning, uden rørelse.

Døren var helt åben; de blev begge på hver sin side af tærskelen. Så stille som de selv var alt omkring dem, inde som ude. Da rækker hun den højre hånd ud. Der gik en skælven gjennem ham, hun breder begge arme ud, han styrter ind i hendes opladte favn med en klang som af et instrument, der får et stød. Og han tager hende på sine arme, bærer hende ud til kanapéen, sætter sig med hende over sit fang, - dukker sit hoved i hendes barm, og, pressende hende ind til sig, rejser han sig med hende, sætter sig med hende igjen og brister i den voldsomste gråd ved hendes bryst. Ikke et ords forklaring.

Han satte hende endelig ved siden af sig på kanapéen og kastede sig selv på knæ. Han så med den grænseløseste beundring op i hendes åsyn, som smilte. Nu var han underkastet, overvunden; aldrig var det blevet godt for Giuseppe Mansana i verden, var han ikke bleven det.

Og da han løftede sit blik, renset af denne ydmyge følelse, i luende taknemmelighed, da traf han ikke hendes; det var vendt mod en anden bag ham; der stod hans mor.

Både han og Theresa rejste sig. Han tog uvilkårlig efter sin mors hænder. Da han fik dem, kyssede han dem, sank atter i knæ og førte dem til sit hoved. Hvad havde han alt gjennemlevet, siden han trodsende mødte hendes blik ved faderens båre!

__________

Mansana kom ikke længre i dette hus end til indgangen. De to gik tilbage for at tage farvel; han i forvejen ned over. Hvorfor i forvejen? Fordi han vilde sætte en nøgle stille ind i porten, og fordi han nede ved havet i al hast og skamfuldhed vilde hive en revolver fra sig. Bag efter sank han ned på en sten, overvældet af frygt, af lykke, af taknemmelighed, af forfærdelse over sig selv, - alt i uopløselig blanding. De to, som kom efter, fulgte af tjeneren med tøjet, så ham sidde neden for vejen, med hovedet i sine hænder. De gik sammen til jærnbanen.

Han behøvede ikke at høre meget for at forstå, hvorledes dette møde var kommet i stand. Sardi havde tilkaldt dem; de havde søgt Luigi Borghi i den tro, at han vidste besked om Brandinis, og at Mansana senere eller tidligere vilde finde frem til disse. Derfor havde Luigi været så tappert oprigtig, fordi han vidste, at de to allerede var der.

Mansana var bleven aldeles tavs.

Den vise moder anede uråd og bad om hvile i Neapel, idet hun foregav, at hun selv trængte den. De kom på et hotel, som lå afsides og stille. Her fik moderen ham efter megen modstand i seng. Og da han endelig sov, var det, som vilde han ikke mere vågne. Næsten hele den følgende dag gik over. Da han vågnede, fandt han sig ene; han var ør og blev forskrækket, men et par små ting i rummet mindede ham om moderen og Theresa; - han lagde sig atter tilbage og sov ind som et lykkeligt barn. Denne gang dog ikke så længe; thi sulten vækkede ham. Han spiste, men sovnede atter. I flere dage og nætter sov han næsten uafbrudt. Men da han så stod op, var han stille. Han trykkede sig mer og mer tilbage i grublende tavshed.

Just dette havde moderen ventet.

XIV.

Slutningen skal fortælles i et brev fra Theresa Leaney til Mansanas mor. Det var dateret fra hendes gods i Ungarn og ikke længe efter.