Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1866
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
KNUD AAKRE var af en gammel Familie i Bygden, hvor den altid havde staaet i Ry for sin Oplysning og Omsorg for det Almene. Hans Fader havde arbejdet sig frem til Præst, men døde tidlig, og da Enken var af Bondefolk, blev Børnene opdragne som Bønder. Knud havde altsaa kun faaet den Undervisning, som da gaves i Almueskolerne, men Faderens Bibliothek havde tidlig givet ham Kjerlighed til Kundskaber. Denne var videre baaret frem af hans Ven Henrik Wergeland, som ofte besøgte ham og sendte ham Bøger, Frøsorter og mange Raad. Ifølge et saadant stiftede Knud tidlig en Forening med højst blandet Formaal, f. Ex. "at opøve Medlemmerne i Talekunst samt Grundlovsfortolkning", men som senere gik over til at blive et praktisk Landhusholdningsselskab for det hele Fogderi. Efter Wergelands Raad stiftede han ogsaa et Sognebibliothek og lod sin Faders Bøger være første Gave dertil. Efter sammes Raad fik han en Søndagsskole istand paa sin Gaard for dem, som maatte ville lære Skrivning, Regning og Historie. Alt dette drog Opmærksomheden hen paa ham, saa han kom ind i Formandskabet, hvor han snart blev Ordfører. Her tog han sig videre af Skolevæsenet, som han virkelig ogsaa fik i udmærket Stand. Knud Aakre var en liden, rørig Mand med smaa, snare Øjne under et meget lurvet Haar. Han havde en storlæbet Mund, som altid arbejdede, og en Rad ypperlige Tænder syntes at arbejde med; thi det glindsede i dem, medens Ordene bleve overhuggede og spragede om som Funker af en stor Ild.
Blandt de Mange, han havde hjulpet frem til Kundskab, var hans Nabo Lars Høgstad den fornemste. Lars var ikke synderlig yngre end Knud, men langsommere udviklet. Da Knud gjerne maatte tale om det, han læste og tænkte, fandt han i Lars, der havde et stille, alvorligt Væsen, en god Til hører og lidt efter lidt en forstandig Dommer. Forholdet blev snart saadant, at Knud ikke gjerne lagde tilvegs med nogen Sag, før Lars Høgstad var raadspurgt, og fik Sagen der gjerne en praktisk Endring. Knud drog derfor Naboen ind i Formandskabet, og efterhaanden ind i Alt, hvori han selv stod. De kjørte altid sammen til Møderne, hvor Lars aldrig talte; men paa Vejen til og fra fik Knud hans Mening at vide. De ansaaes for uadskillelige.
__________
En vakker Høstdag var Formandskabet samlet for blandt Andet at overveje et Forslag fra Fogden om at sælge Præstegjældets Kornmagasin og for Kapitalen stifte en liden Sparebank. Knud Aakre, Ordføreren, vilde vist have været med herpaa, hvis han havde staaet frit i Sagen. Men dels var Forslaget fra Fogden, som Wergeland ikke likte, følgelig heller ikke Knud, dels var Kornmagasinet opbygget af Knuds mægtige Farfader og foræret Bygden. Det var ikke frit, at han saa en personlig Fornærmelse i Forslaget, havde derfor ikke talt med Nogen derom, ikke engang med Lars, og denne talte aldrig om Noget, som en Anden ikke først havde bragt paa Bane.
Som Ordfører oplæste Knud Aakre Forslaget uden at føje nogen Mening til. Men som hans Vis var, saa han bortpaa Lars, der gjerne stod eller sad lidt afsides med et Halmstraa mellem Tænderne, det han altid fandt sig, naar han kom i Tale med en Mand. Han brugte det enten til Tandstikker, eller han lod det hænge løst i den ene Mundvig, medens han drejede det hurtigere eller langsommere, eftersom hans Stemning var til. Med Forundring saa Knud, at Halmstraaet gik meget hurtigt. Han spurte rask: "Tror du vi skal gaa ind paa dette?" Lars svarte tørt: "Ja, jeg tror." Hele Formandskabet, som følte, at Knud var af en ganske anden Mening, studsede og saa paa Lars, men denne sagde intet Videre, heller ikke blev mere spurt. Knud bøjede af til en anden Sag, som om Intet var forefaldt. Først mod Slutten af Mødet tog han Sagen atter op, og spurte meget ligegyldigt, om man ikke skulde sende Fogden det tilbage til nærmere Overvejelse, da det vist ikke rammede Bygdens Mening; thi Byg den havde Kornmagasinet kjert. Ingen svarte. Knud spurte, om han skulde føre til Protokolls: Sagen ansees ikke hensigtsmæssig. "Mod een Stemme," føjede Lars til. "Mod to," sagde en Anden strax, "mod tre" en Tredie, og førend Ordføreren vidste af det, var der altsaa Flertal for Sagen. Han blev saa overrasket, at han glemte at sige imod, han førte til Protokolls og læste op med lav Røst: "Sagen indstilles til Antagelse. Mødet hævet." Han var blussende rød i Ansigtet, idet han rejste sig og lagde Protokollen sammen; men tænkte ved sig selv, han skulde nok tage dette igjen i Repræsentantskabet! Ude paa Gaarden spændte han sin Hest for, og Lars kom og satte sig op hos ham. De talte om Adskilligt paa Hjemvejen, men ikke om dette.
Dagen efter gik Knuds Kone op til Lars's Kone for at spørge, om der var noget mellem Mændene, thi Knud havde været saa underlig, da han kom hjem. Lidt ovenfor Husene mødte hun Lars's Kone, som kom for at gjøre samme Spørsmaal, thi Lars havde været saa underlig. Hans Kone var en stille, blufærdig Ting, noget forskræmt, ikke af haard Tale, men af Taushed: thi Lars talte aldrig til hende uden naar hun havde gjort noget Galt eller han frygtede, hun skulde gjøre noget saadant. Knud Aakres Kone talte derimod mere med sin Mand, og især om Formandskabet, fordi det paa den senere Tid tog hans Tanker, Arbejde og Kjerlighed fra hende og Børnene. Hun var skinsyg paa det som paa et Fruentimmer, hun græd om Natten over Formandskabet og skjændtes med ham om det om Dagen. Men netop derfor kunde hun Intet sige nu, da han engang kom ulykkelig hjem derifra; thi strax følte hun sig meget ulykkeligere end han og maatte for sit Liv faa vide, hvad det var. Da altsaa ikke Lars's Kone vidste det, maatte hun ud i Bygden. Hun fik vide det, og var naturligvis strax af sin Mands Mening og fandt Lars ubegribelig, for ikke at sige ond. Men da hun lod Manden mærke det, følte hun, at endnu var Intet brudt mellem Lars og ham; tvertom, at han holdt inderlig af ham.
Repræsentantsamlingen kom. Lars Høgstad kjørte om Morgenen ind paa Aakre, Knud kom ud og satte sig op. De hilstes som sædvanlig, talte vel noget mindre paa Henvejen, men ikke om Sagen. Mødet var fuldtalligt, Nogle havde og saa indfundet sig forat høre paa, hvilket Knud ikke likte; thi der var altsaa bragt Gjæring ind i Bygden. Lars havde faaet sit Halmstraa fat, stod ellers henne ved Ovnen for at varme sig; thi Høsten begyndte at blive kold. Ordføreren læste Forslaget op, meget dæmpet og forsigtigt; han tilføjede, at det kom fra Fogden, som ikke plejede at være heldig. Bygningen var jo en Gave, og Gaver plejede man ikke at frahænde sig, allermindst naar ingen Trang stod for Døren.
Lars, som aldrig før havde talt i Møderne, tog til Alles Forundring Ordet. Han skalv i Stemmen, om det var af Hensyn til Knud Aakre eller af Frygt forat tabe, skal være usagt. Men hans Grunde vare gode og greje og af et Samhold, en Trausthed, som neppe før var hørt i disse Møder. Og da Grundene alle vare givne, føjede han til: "hvad angaar, at Forslaget er af Fogden, saa kommer dette ikke Sagen ved, ligesaalidt som hvem det er, der engang har opført Huset, eller paa hvad Maade det er blevet Kommunens."
Knud Aakre var rød i Ansigtet (han blev det let) og flyttede og flyttede, som hans Vis var, naar han blev utaalmodig; men ikke desto mindre svarte han med Varsomhed og lav Røst. Der var Sparebanker nok i Landet, mente han, og ganske nær herved, han vilde gjerne sige for nær herved. Men skulde endelig en saadan oprettes, var der vel andre Veje at komme til den paa, end over de døde Mænds Gaver og de levendes Kjerlighed. Han var lidt usikker i Stemmen, da han sagde dette, men tog sig igjen, da han gik over til at tale om Kornmagasinet som saadant og at bevise, hvori dets Gavn bestod. - Lars svarede ham grundig paa det Sidste og føjede dernæst til: "Et og Andet kan forresten gjøre mig tvivlsom paa, om denne Bygd er til for de Levendes Skyld eller for de Dødes. Endvidere om det er en enkelt Families Kjerlighed og Had, som raader her, eller om det er det Heles Gavn." - Hurtig svarede Knud: "Jeg ved ikke, om den, der nu taler, er den, som mindst har nydt godt af denne Familie, - baade af den, som er død, og den, som nu lever." Det Første sigtede til, at Knuds mægtige Farfader havde i sin Tid reddet Gaarden for Lars's Farfader, da denne paa sine egne Vegne var en liden Rejse inde paa Tugthuset.
Halmstraaet, som længe havde gaaet meget fort, gik nu med een Gang roligt: "Jeg har ikke den Vane overalt at ville tale om mig selv og min Familie", sagde han, og tog Sagen fat, roligt, overlegent og gav en Oversigt, som han førte mod et bestemt Maal. Knud tilstod sig selv, at han aldrig havde seet Sagen fra den Vidde eller hørt saadanne Grunde; han maatte uvilkaarlig se op paa ham. Lars stod høj, svær, med Klarhed over den stærkmurede Pande og i de dybe Øjne. Munden var knap, Halmstraaet hang endnu i Mundvigen og legte, men en vældig Styrke laa omkring. Han holdt Hænderne paa Ryggen og stod bent op og ned, mens Røsten gav denne dumpe Klang fra Dybet, som var han plantet i Jorden. Knud saa ham for første Gang i sit Liv, og følte en Angst ned i sit Inderste; thi denne Mand havde altsaa altid været ham overlegen! Han havde taget Alt, Knud selv vidste og fortalte, men havde kastet Vraget tilbage og beholdt, hvad der havde givet denne skjulte, stærke Vækst.
Knud havde ammet ham og elsket ham, det var blevet en Kjæmpe af ham, men som nu hadede Knud, dybt, forfærdeligt, han kunde ikke forklare sig hvorfor, men han følte det instinktmæssig, mens han saa paa ham, og herover glemte han alt Andet og foer op: "men Lars, Lars, hvad i Herrens Navn gaar der af dig?" Bevægelsen tog ham, - "dig, som jeg har -", - "du, som har -" han kunde ikke faa et Ord frem, han satte sig, men forat kæmpe Rørelsen ned, som Lars ikke var værdig til at se, tog han sig sammen, slog i Bordet og gnistrede under det stærke, lurvede Haar, som altid hang ham ned i Øjnene. Lars stod som var han ikke bleven afbrudt, vendte kun Hovedet til de Andre, spørgende, om dette skulde være Slag i Sagen; thi i saa Fald behøvede man jo ikke længere Tale om den.
Denne Ro holdt Knud ikke ud. "Hvad er det, som er kommen ind iblandt os?" skreg han. "Vi, som til idag kun har forhandlet i Kjerlighed og Iver, staa tirrede mod hverandre som af en ond Aand," og han saa funklende op paa Lars. Denne svarte: "Du lægger nok selv Aanden til, Knud, thi jeg har ikke talt om Andet end Sagen. Men denne er for dig kun det, du selv vil; nu maatte vi prøve, om Kjerligheden og Iveren bestaar, naar den engang bliver, hvad vi ville." - "Har jeg da vanskjøttet Bygdens Sager?" - Derpaa svarte Ingen. Dette gjorde Knud ondt, og han tilføjede: "Jeg vidste virkelig ikke Andet, end at jeg har faaet Adskilligt istand; - Adskilligt, som har været Bygden til det Gode; - - men kanske jeg har bedraget mig." Han var atter bevæget; thi det var en ildig Natur, som brødes i mange Stemninger, og Bruddet med Lars smertede ham, saa han neppe kunde styre sig. Lars svarte: "Ja, jeg ved, du tillægger dig selv øren for Alt, som her er gjort, og skulde man dømme efter, hvem der har snakket mest i Møderne, saa har vist ogsaa du gjort det Meste." - "Slap det saadan ud!" raabte den Anden og saa skarpt paa Lars: "det er du, som har øren af det?" - "Siden vi endelig skal tale om os selv", sagde Lars, "saa blev nok hver Sag overvejet, før den kom hid." Her gjenvandt den lille Knud Aakre sin raske Tale: "Tag du øren i Guds Navn, jeg skal nok leve den foruden; der er andre Ting, som det er værre at tabe!" - Lars bøjede sig uvilkaarlig bort for hans Blik, men sagde, idet Halmstraaet gik meget fort: "Naar jeg skal sige min Mening, saa er her ikke stort at tage øre for; - Præst og Skolelærere kunne vel være fornøjede med, hvad her er gjort, men Almuen siger vist, at Bygden til idag bare har faaet større og større Afgifter." Her opstod en Mumlen i Forsamlingen, idet man flyttede og flyttede paa sig. Lars fortsatte: "Vi har endelig idag en Sag fore, som kunde bringe Bygden lidt ind for Alt det, den har lagt ud; det er kanske derfor, den rønner slig Modstand. Dette er en Bygdesag, til Velfærd for Alle, vi maatte dog vel kunne faa den bort fra at være en Familiesag." - Folk saa paa hverandre, talte allerede halvhøjt, da En rejste sig forat gaa hen til sin Madniste, men slængte hen i det Samme, at dette var det sandeste Ord, han her i Forsamlingen havde hørt paa mange Aar. Nu rejste Alle sig, Samtalen blev almindelig, og Knud Aakre følte, der han sad, at Sagen var tabt, forfærdelig tabt, og han prøvede ikke mere paa at redde den. Thi han havde noget af den Natur, man tillægger Franskmændene, han var god til at gaa paa baade første, anden og tredie Gang; men daarlig til at forsvare sig; thi hans Følelser overvældede hans Tanker.
Han begreb det ikke, han kunde ikke længer sidde, han overlod Pladsen til Viceordføreren og gik; - det var ikke frit, at de Andre lo.
Han var kommen til Mødet sammen med Lars, men gik hjem alene, skjønt Vejen var lang. Det var en kold Høstdag, skarp og afblæst stod Skogen, graagul Marken, Rim begyndte hist og her at ligge efter i Vejkanten. Skuffelsen er en frygtelig Kammerat, han følte sig saa liden og forladt, der han gik, men Lars stod for ham allevegne, ragende til Himmels i Aftenskumringen, som en Kjæmpe. Det harmede ham, at han skyldte sig selv, at dette var blevet et Hovedslag; thi han havde sat formeget paa en eneste liden Sag. Men Overraskelsen, Smerten, Vreden havde vundet paa ham, - det brændte, susede, græd og rasede i ham endnu. Han hørte Vognrammel bag ved sig, det var Lars, som kom i skarpt Trav med sin ypperlige Hest og kjørte forbi ham, saa det dundrede paa den haarde Vej. Han saa efter ham, som han sad der bredskuldret i Vognen, medens Hesten raste paa af Hjemlængsel, uden at Lars gjorde Andet med den end at lade den have slap Tømme. Dette blev som et Billede paa hans Kræfter; denne Mand kjørte frem til Maalet! Selv følte han sig kastet ud af hans Kjerre, der han piltede frem i Høstkulden.
Hjemme paa Aakre gik Konen og ventede. Hun vidste, at et Slag skulde staa, hun havde aldrig i sit Liv troet Lars og følte nu Rædsel for ham. Det havde ikke trøstet hende, at de vare kjørte væk sammen, det vilde ikke engang trøste hende, om de kom hjem sammen. Men Mørket faldt paa, og de kom ikke. Hun stod i Døren; thi Vejen gik der forbi, hun gik nedover og hun gik hjem igjen, men ingen Vogn. Endelig hører hun, det durer i den haarde Vej, Hjertet slaar saa hurtigt som Vognhjulene gaa rundt, hun holder sig til Dørkarmen og ser, Vognen kommer, kun Een sidder i, hun kjender Lars, som ser og kjender hende, men kjører forbi uden at standse: nu blev hun ræd tilgagns! Hun kjendte ikke Benene under sig, hun vaklede ind og sank ned paa Bænken under Vinduet. Børnene bleve bange og kom om hende, den Mindste spurte efter Far, thi hun talte aldrig med dem om Andet end om ham. Det var saadant Hjertelag i ham, derfor elskede hun ham, men nu var dette Hjertelag ikke hjemme hos dem, derimod ude i alt Slags Bestyr, hvor han selv blev ulykkelig og gjorde alle dem ulykkelige. Bare der ikke var hændt noget Galt, thi Knud var saa opfarende, - hvorfor kom Lars alene? hvorfor standsede han ikke? Skulde hun springe efter ham? eller nedover mod Manden? Hun pintes og Børnene trængte paa og spurte hvad det var. Men for dem vilde hun ikke være ved det, saa hun rejste sig, og sagde, at de maatte spise Kveldsmaden alene, stellede saa tilrette og hjalp dem. Hun saa Alt i Et nedover Vejen. Han kom ikke. Hun klædte af dem og lagde dem ned, og den Mindste læste sin Aftenbøn, mens hun stod over ham. Hun bad selv saa inderligt med i Ordene, som den spæde Mund saa trøstig sagde foran, at hun ikke lagde Mærke til Skridtene udenfor. Knud stod i Døren og saa sin lille Forsamling i Bøn. Hun rejste sig op, alle Ungerne ropte "Far!" - men han satte sig strax ned og sagde stille: "Aa, lad ham læse den engang til." Moderen gik bort til Sengen igjen, forat han ikke skulde se hendes Ansigt imens; thi det vilde have været som at blande sig ind i hans Sorg, før han selv følte Trang til at sige den. Den Lille foldede Hænderne over Brystet, alle de Andre med, og han fremsagde:
Jeg er endnu bare liden, men jeg voxer nok med Tiden og bliver bade dygtig og stor og til Glæde for baade Far og Mor, naar bare du, kjere, kjere Gud hjælper mig at holde dine Bud. Og nu skal vi Alle huske Herren at love. Og saa skal vi see til at sove!
Hvilken Fred der faldt! Der var ikke et Minut, før alle Børnene sov i den som i Guds Favn, men Moderen gik tyst og satte Maden frem for Faderen, som dog ikke kunde spise. Men da han havde lagt sig, sagde han: "Nu vil jeg herefter være hjemme." Og hun bævede af Glæde der hun laa, uden at turde røbe sig, og hun takkede Gud for Alt, som var skeet, thi hvad det end var, saa var det nu blevet til det Gode!
Inden et Aar var Lars Ordfører i Formandskabet, Formand i Sparebanken, første Forligelseskommissær, kort alt, som det var muligt at vælge ham til. I Amtsformandskabet taug han første Aar, men gjorde det andet, da han talte, samme Opsigt som i Formandskabet. Thi ogsaa her traadte han op i Kamp med den, som til da havde været den raadende, sejrede over hele Linjen, og var siden selv den raadende. Derifra bar det ind i Storthinget, hvor hans Ry var gaaet forud, og hvor det derfor ikke fejlede paa Udæskning. Men der forblev han, skjønt stød og vægtig, altid tilbageholdende. Han vilde ikke have Magt længer end han var Kjendtmand, og ikke forspilde sin Hærførerstilling hjemme ved et muligt Nederlag ude.
Thi han havde det godt hjemme. Naar han stod ved Kirkemuren om Søndagen, og Almuen seg forbi, hilsende og skottende, og den Ene standsede efter den Anden for at faa tale et Par Ord med ham, saa kunde man sige, at han styrede, der han stod, hele Gjældet med et Halmstraa; thi dette hang naturligvis i Mundvigen.
Han fortjente sin Anseelse; Vejen, de kom til Kirken paa, havde han lagt, den nye Kirke, de stod ved, havde han bygget; dette og meget Mere var en Frugt af den Sparebanks Arbejde, som han selv havde stiftet og selv styrede. Thi de Midler, den gav, blev videre gjort frugtbare, og Præstegjældet blev af Mange fremstillet som et Exempel for alle andre paa Selvstyrelse og god Orden.
Knud Aakre havde trukket sig rent tilbage. Først mødte han nogle Gange, da han blev enig med sig selv om, at han skulde byde sin Tjeneste frem, fordi om hans Forfængelighed ikke længer fandt den behagelig. Ved det første Forslag, han gjorde, blev han saaledes indviklet af Lars, der vilde have det fremstillet i alle sine Følger, at Knud Aakre noget stødt sagde: "dengang Columbus opdagede Amerika, havde han det ikke inddelt i Præstegjæld og Provstier, - saadant kom efter hvert;" hvorfor Lars i sit Svar sammenholdt Amerikas Opdagelse med Knuds Forslag - det handlede forresten om Midler til et forbedret Fjøsstell - og siden blev Knud dem imellem aldrig kaldet Andet end "Amerikas Opdagelse". Saa tænkte Knud, at der man ingen Nytte længer kunde gjøre, skulde man ikke arbejde, og tog ikke senere mod Valg.
Men virksom var han, og for dog at have noget, udvidede han sin Søndagsskole og satte den (gjennem smaa Bidrag af de Søgende) i Forbindelse med Missionssagen, for hvilken han snart blev Midtpunkt og Leder i denne som de omkringliggende Egne. Lars Høgstad bemærkede hertil, at dersom Knud Aakre skulde samle Penge til noget, saa vidste han forud, at det maatte ligge tusinde Mile borte.
Der var forresten Intet usams dem imellem. De omgikkes ikke mere, men de baade hilste paa og talte med hverandre. Knud følte altid en liden Smerte, blot han huskede ham, men kjæmpede den ned og sagde sig selv, at det var gaaet, som det skulde gaa. I et stort Bryllop mange Aar efter, hvor de begge vare tilstede og ogsaa begge lidt muntre, steg han op paa en Stol og udbragte en Skaal for Præstegjældets Ordfører og Amtets første Storthingsmand! Han talte, til han blev bevæget, og da som sædvanlig overmaade smukt. Man fandt dette hæderlig gjort af ham, og Lars kom bort til ham og var usikker i Blikket, da han sagde, at han havde ham at takke for meget af det han vidste og var. Næste Formandskabsvalg blev Knud Aakre atter Formand!
Men havde Lars Høgstad vidst, hvad nu fulgte, saa havde han ikke gjort ham til det. Enhver Ting sker til sin Tid, siger et Ordsprog, og netop som Knud Aakre kom ind igjen i Formandskabet, truedes Bygdens bedste Mænd med at gaa tilgrunde i en Spekulationsfeber, som længe havde raset, men nu først begyndte at kræve sine Ofre. Man sagde, at Lars Høgstad havde fremkaldt denne store Ulykke; thi han havde vænnet Bygden til at spekulere. Fra Formandskabet var Skillingssygen kommet udover; thi Formandskabet selv var Bygdens første Spekulant. Alle, til den tyveaarige Løskarl vilde nu ved en Handel faa Daleren til at blive ti; en overordentlig Gjerrighed i Begyndelsen, for at komme til at samle, afløstes af en overordentlig Flothed til Slut. Og da Alles Sind kun vare rettede paa Penge, var der samtidig udviklet en Mistænksomhed, en Ufordragelighed, et Rethaveri, som gik op i Processer og Had. Ogsaa her anførte Formandskabet, sagde man; thi noget af det Første, Lars som Ordfører havde gjort, var at anlægge Proces mod den gamle ærværdige Præst angaaende tvivlsomme Rettigheder. Præsten havde tabt, men havde ogsaa strax taget Afsked. Somme havde dengang rost dette, Andre havde dadlet det; til et slemt Exempel var det blevet. Nu kom Følgerne af hans Styresæt igjen i Form af Tab for hver enkelt Storkarl i Bygden, og da slog Stemningen hvast om! Modstanden fik ogsaa strax en Ordfører; thi Knud Aakre var kommen ind i Formandskabet, - der indført af Lars selv!
Kampen begyndte strax. Alle hine Unge, som Knud Aakre i sin Tid havde givet Undervisning, vare nu voxne Mænd, og Bygdens mest oplyste, inde i alle Forretninger og offentlige Forholde, - det var med dem, han skulde kjæmpe, og de bare Ondt til Lars fra deres Ungdom. Naar han om Kvelden efter en af disse stormende Forhandlinger stod paa Trappen foran sit Hus og saa udover Bygden, gik der som en fjern truende Torden op til ham fra de store Gaarde, som nu laa i Uvejret. Han vidste, at den Dag, de røg overende, væltede Sparebanken og han selv, og hele hans lange Gjerning vilde samle sig i en Forbandelse over ham!
I disse Fortvivlelsens Kampdage kom en Jernbanekommissjon, som skulde udstikke Linje for en ny Jernbane, en Aften til Høgstad, den første Gaard ved Indkjørselen til Bygden. Ved at tale med dem om Kvelden, hørte Lars, at der var Spørsmaal om at faa Linjen lagt enten her eller gjennem en Dal, ligeløbende med denne.
Med Lynets Glimt foer det gjennem hans Aand, at kunde han faa Linjen herigjennem, steg alle Ejendomme, og han selv vilde ikke alene være frelst, men hans Anseelse plantet ned i den sildigste Slægt! Han kunde ikke sove den Nat, det lyste og glimrede for hans Øjne, det var undertiden, som hørte han Jernbanen gaa! Den næste Dag var han selv med Kommissjonens Medlemmer at undersøge Egnen; hans Heste førte dem, og til hans Gaard vendte de tilbage. Dagen derefter toge de ind i Sidedalen, han var endnu med, og han førte dem atter tilbage. Hele Høgstad var oplyst, da de kom hjem, Bygdens bedste Mænd vare indbudne for at deltage i et dundrende Lag for Kommissjonen; det varede til næste Morgen. Men Intet nyttede; thi jo nærmere man kom det endelige Udfald, desto klarere viste det sig, at Jernbanen ikke uden stor Bekostning kunde gaa her. Indkjørselen var trang, nemlig gjennem en Fjeldkløft, og i det Samme man svingede ind i Bygden, svingede ogsaa den svære Elv saaledes til, at enten maatte Jernbanen gjøre den samme Tværsving langs Fjeldet, som Vejen nu gjorde, og derved komme meget for højt og gaa to Gange over Elven, - eller ogsaa maatte den gaa ligefrem, og da over den gamle nu nedlagte Kirkegaard! Men det var ikke længe siden, at Kirken var flyttet, og de sidste Lig nedlagte paa Kirkegaarden.
Stod det bare paa en Stump gammel Kirkegaard, tænkte Lars, om den store Velsignelse skulde ind i Bygden eller ej, da maatte han sætte sit Navn og sin Arbejdskraft paa at faa denne Hindring afvejen! Han foretog strax en Rejse til Præst og Provst, videre til Stiftsdirektion og Departement; han talte og forhandlede, han havde skaffet sig alle mulige Oplysninger om de uhyre Fordele paa den ene Side, om Bygdens Stemning paa den anden, og opnaaede virkelig at faa alle Parter med. Der blev lovet ham, at ved Omflytning af en Del Lig ned til den nye Kirkegaard maatte Hindringen ansees fjernet og kongelig Bestemmelse opnaaes for, at Kirkegaarden kunde tages til Jernbanelinje. Der sagdes ham, at han blot behøvede at sætte Sagen igang i Formandskabet.
Bygden var kommen i samme Bevægelse som han selv; thi den Spekulationens Aand, som i mange Aar havde været dens eneste, blev som ellevild af Jubel. Der taltes ikke om, der tænktes ikke paa Andet end Lars's Rejse og dens mulige Udfald. Da han kom igjen med de ypperligste Tilsagn, gjorde man stor Stas for ham; der blev sjunget Viser til hans Pris, ja, om i de Dage de største Gaarde havde ramlet overende, den ene efter den anden, saa havde intet Menneske lagt Mærke dertil; Spekulationsfeberen var afløst af Jernbanefeberen!
Formandskabet forsamlede sig, underdanigst Andragende blev forelagt, om at den gamle Kirkegaard maatte udlægges til Jernbanelinje. Det blev enstemmig vedtaget, ja, der var paa Tale at votere Lars en Taksigelse og en Kaffekande i Form af et Lokomotiv. Men man mente, at det var bedst at vente, til det Hele var fuldbragt. Sagen kom tilbage fra Stiftsdirektionen, som vilde have en Fortegnelse over hvert Lig, som maatte flyttes. Præsten gav paa Foranledning saadan Liste, men istedetfor at sende den direkte, havde han sine Grunde for at sende den gjennem Formandskabet. Et af Medlemmerne bragte den med til deres næste Møde. Her aabnede Lars som Ordfører Omslaget og læste Listen op.
Nu hændte det sig, at det første Lig, som skulde flyttes, var Lars's egen Farfader! Det gøs lidt i Forsamlingen, Lars selv studsede; men læste dog videre. Nu hændte det sig, at det andet Lig vur Knud Aakres Farfader; thi disse to vare døde strax efter hverandre. Knud Aakre sprang op fra sit Sæde, Lars standsede, Alle saa op med Forfærdelse, thi gamle Knud Aakre havde været Bygdens mest elskede Mand i umindelige Tider. Der blev et Ophold, som varede Minutter. - Endelig rømmede Lars sig og læste videre. Men det blev værre, jo længere Listen skred frem, thi desto nærmere kom den deres egen Tid, desto kjerere bleve de Døde. Da han endte, spurte Knud Aakre stille, om ikke de Andre syntes som han, at der sad Spøgelser omkring dem. Der var netop blevet skjymt i Stuen, og skjønt de vare voxne Mænd og sad flere sammen, var det ikke frit, at de følte sig rædde. Lars tog en Fyrstikbundt op af Lommen og tændte Lys, idet han noget tørt sagde, at dette var jo ikke Mere end hvad de vidste før. "Jo," sagde Knud, idet han gik op og ned af Gulvet, "dette er mere end jeg før vidste. Nu begynder jeg tro, at selv Jernbaner kan kjøbes for dyrt." Det gav som et Sæt i de Andre, og Knud sagde, at Sagen maatte tages op igjen, han fremsatte derom Forslag. I den Ophidselse, som her har været, sagde han, er ogsaa Jernbanens Nytte betydelig bleven overvurderet; thi dersom Jernbanen ikke kommer til at gaa gjennem Bygden, maa der lægges Station ved begge dens Endepunkter; det var altid brydsommere at kjøre did, end om man havde Stationen midt iblandt sig, det var sandt; men saa forfærdeligt var det dog ikke, at man for den Sags Skyld behøvede at krænke de Dødes Ro. - Knud var af dem, som, naar der kom Fart i hans Tanker, fik udmærkede Grunde til Forærings, han havde ikke et Minut i Forvejen vidst, hvad han her sagde, men det slog Alle. Lars følte Stillingens Fare, og tænkte, det var bedst at være forsigtig, og gik derfor tilsyneladende ind paa Knuds Forslag; thi saadanne Følelser ere altid værst i Begyndelsen, tænkte han, man faar udsætte.
Men her havde han forregnet sig. Thi i bestandig større og større Bølger gik Rædselen for at røre ved deres Slægtningers Lig udover Bygden; hvad Ingen havde tænkt paa, saalænge Sagen var almindelig, blev til et dybt Spørsmaal, da den viste sig at røre dem selv. Kvinderne kom især i Bevægelse, og ved Thingstuen var der sort af Folk, den Dag Repræsentanterne skulde samles. Det var en varm Sommerdag, Vinduerne bleve tagne ud, og der stod ligesaa mange udenfor, som indenfor. Alle følte, at idag vilde staa et stort Slag.
Lars kom kjørende med sin smukke Hest, hilset af Alle; han saa sig rolig og sikker omkring, det Hele syntes ikke paa nogen Maade at overraske ham. Han satte sig nærmest ved Vinduet, Halmstraaet var fundet, og det var ikke frit, at et Smil spillede op over hans kloge Ansigt, da han saa Knud Aakre rejse sig forat føre Ordet for alle de Døde henne paa Høgstad gamle Kirkegaard.
Men Knud Aakre begyndte ikke med Kirkegaarden. Han begyndte med en nøjere Udvikling af, at Fordelene ved Jernbanen gjennem Bygden vare blevne overvurderede i al denne Staahej. Han førte Bevis, idet han havde faaet alle Gaardes Afstande fra nærmeste Station udregnede. Og saa spurte han: hvorfor er der gjort saameget Væsen af denne Jernbane, naar det ikke er for Bygdens Skyld? Jo det skulde han nok fortælle: der var dem, som havde bragt saadan Forstyrrelse istand, at der maatte en endnu større til forat faa hin glemt. Der var endvidere dem, som i den første Opbrusning vilde faa sine Gaarde og Grejer solgte til Fremmede, som vare dumme nok til at kjøbe, det var en skammelig Spekulation, som ikke alene de Levende, men de Døde skulde tjene! - Virkningen af hans Optræden var meget betydelig. Men Lars havde nu engang besluttet at bevare sin Ro, der komme hvad der vilde. Han svarte derfor smilende, at han vidste ikke bedre, end at Knud Aakre selv havde været ivrig for Jernbanen, og der var vist Ingen, som beskyldte ham for at forstaa sig paa Spekulation. (Man lo saa smaat.) Knud havde Intet havt imod, at Ligene af almindelige Folk bleve flyttede for Jernbanens Skyld; men da hans egen Farfader skulde flyttes, blev det pludselig til en Velfærds Sag for hele Bygden! - Mere sagde han ikke, men saa smaaleende hen paa Knud, hvad ogsaa Flere gjorde. Knud Aakre overraskede imidlertid baade ham og de Andre ved at svare: "Jeg tilstaar det; jeg forstod ikke Sagen, før den rørte ved min Slægtsfølelse; det er mulig, at dette er en Skam, men saa er det da virkelig en større Skam ikke at forstaa den endda, - saadan som Tilfældet er med Lars! Aldrig syntes dennes Lune ham at have været mere paa urette Sted; thi for Folk med almindelig Følelse var dog Sagen virkelig oprørende." "Det er kommen svært nylig paa med denne Følelse", svarte Lars, "saa vi faar haabe, den ogsaa snart gaar igjen. Kanske det hjælper at tænke lidt paa hvad Præst, Provst, Stiftsdirektion, Ingeniører og Regjering alle ville sige, naar vi først enstemmig faar Sagen igang, og saa bagefter kommer og beder om at faa den standset? - Naar vi først jubler og synger Viser, og saa græder og holder Ligtaler? Dersom de ikke siger, at vi ere blevne gale her i Bygden, saa maa de i alle Fald sige, vi ere blevne lidt underlige paa de sidste Dage." - "Ja, det ved Gud, at de maa sige", svarte Knud, "vi ere blevne meget underlige paa de sidste Dage, - saa det var paa Tid, vi vendte om igjen. Det er virkelig kommen vidt, naar vi skulle grave, du din, og jeg min Farfader op forat skaffe Jernbanevej. Naar vi skulle kaste de Dødes Hvilested om forat faa vore Læs lettere frem. Thi er det ikke det Samme, som at rode i vor Kirkegaard forat faa den til at give Mad? Hvad der er gravet ned i Jesu Navn, grave vi op igjen i Pengenes, i Moloks Navn, - det er ikke stort likere end at æde sine Forfædres Ben." Lars sagde tørt: "Saa er Naturens Gang." - "Ja, Planternes og Dyrenes." "Ere vi ikke Dyr, vi da?" - "Jo, men ogsaa den levende Guds Børn, som have begravet vore Døde i Troen paa ham; det er ham, som skal vække dem, og ikke vi." - "Aa, du prater! Maa vi saa ikke grave dem op igjen alligevel, naar Touren engang kommer til dem? Hvad Ondt er der i, at det sker nogle Aar før?" - "Det skal jeg sige dig! Det, som er født af dem, aander endnu, det, som de have bygget, staar endnu, det, som de have elsket, lært og lidt for, det lever om os og i os, og skulde vi saa ikke lade dem selv hvile med Fred?" - "Jeg kan høre, du nu tænker paa din Farfader," svarte Lars, "thi du bliver saa varm. Men da maa jeg sige, at det var paa Tide, Bygden engang fik Fred for ham. Thi han tog stor nok Plads, mens han levede, det var derfor ikke værdt, han laa ivejen nu, da han er død. Skulde hans Lig hindre en Velsignelse for Bygden, som vilde række ned i hundrede Led, saa maa man rigtignok sige, at af alle dem, som her ere fødte, har han været Bygden til størst Skade."
Knud Aakre kastede det lurvede Haar op, hans Øjne funklede, hele Karlen saa ud som en spændt Staalfjeder. "Hvordan det er med den Velsignelse, du taler om, har jeg allerede viist. Den er af samme Art, som al anden du har forsynet Bygden med, nemlig af en tvivlsom Art. Thi vel har du skaffet os en ny Kirke, men ogsaa en ny Aand til at fylde den med, - og det er ikke Kjerlighedens. Vel har du skaffet os nye Veje - men ogsaa nye Veje til Fordærvelse, som nu tydelig kan sees i Manges Ulykke. Vel har du minket vore Afgifter til det Offentlige, men saa har du forøget dem, vi have til os selv; Processer, Vexler og Falitter ere ingen frugtbar Gave til en Bygd. Og du tør skjæmme den Mand i hans Grav, som hele Bygden velsigner? Du tør sige, han ligger ivejen for os, - - ja, for dig ligger han nok ivejen; det sees nu; thi over den Grav skal du falde! Den Aand, som har hersket over dig, og til idag over os, er ikke født til at herske, men kun til at trælle. Kirkegaarden skal nok faa ligge ifred, - kun faar den idag een Grav til, nemlig for din Anseelse i Bygden, som nu der skal jordfæstes."
Lars Høgstad rejste sig hvid som et Lagen, han aabnede Munden uden at faa Ord frem, og Halmstraaet faldt. Efter tre, fire forgjæves Forsøg paa at finde det igjen og paa at tale, brød det ud som en Vulkan: "Er dette Takken for alt mit Slid og Slæb! En slig Kvindfolkeprædikant skal kunne raade, ja gid saa Djævelen være Eders Ordfører, om jeg nogensinde sætter min Fod her mere! Jeg har holdt det sammen til idag, alt Eders Skrab, og efter mig vil det falde i tusinde Stumper, men lad det nu ramle, - her er Protokollen! (og han slængte den hen ad Bordet) - tvi, være over en slig Forsamling af Kjærringer og Unger! (han slog i Bordet) tvi, over hele Bygden, at den kan se en Mand blive lønnet som nu jeg!" Han slog en Gang til, saa Pladen paa det store Thingbord hoppede, og Blækhuset ned paa Gulvet med alt sit Indhold, for at vise for kommende Slægter den Flæk, hvor Lars Høgstad faldt overende med hele sin Klogskab, sit Herredømme og sit Taalmod!
Han foer paa Døren, og en Stund efter var han afgaarde. Den hele Forsamling stod endnu ganske stille, thi hans Stemmes og Vredes Vælde havde skræmt dem, - indtil Knud Aakre, huskende de Ord, han selv havde faaet, dengang han faldt, med muntert Ansigt og Lars's Stemme sagde: "Skal dette være Slag i Sagen" - og den hele Forsamling brød ud i en uhyre Jubel! Det alvorlige Møde opløstes i Latter og Tale og i høj Glæde; thi Faa gik, de Tilbageblevne fik Drikkevarer frem til sin Mad, og holdt en tordnende Kveld ovenpaa en lynende Dag. De følte sig lykkelige og selvstændige som i gamle Tider, før Lars's bydende Aand havde skræmt Sindene ned i tavs Lydighed. De drak Skaaler for sin Frihed, de sang, ja, tilsidst dandsede de, Knud Aakre med Viceordføreren først og hele Repræsentantskabet efter, og Gutter og Jenter med, - og Ungerne ropte Hurra udenfor, for sligt Spir havde de aldrig seet før!
Lars gik omkring i de store Stuer paa Høgstad uden et Ords Lyd. Konen, som elskede ham, men altid i Frygt og Bæven, turde ikke engang vise sig. Gaardsstellet, Huset maatte trives som det kunde, derimod voxede der op en Mangfoldighed af Breve, som foer frem og tilbage mellem Høgstad og Bygden, Høgstad og Posten, thi han havde Krav paa Formandskabet, fik dem ikke godkjendte og anlagde Proces, paa Sparebanken, fik dem atter ikke godkjendte og anlagde atter Proces; af Yttringer i Korrespondancen herover tog han Forargelse og anlagde Proces, nu mod Formandskabets Ordfører, nu mod Sparebankens Formand. Samtidig stod forfærdelige Artikler i Bladene, som efter Rygtet skreve sig fra ham, og som satte stor Splid i Bygden og rejste Nabo mod Nabo. Undertiden var han borte hele Uger, Ingen vidste hvor, og naar han saa kom igjen, levede han indestængt som før. Ved Kirken var han ikke seet, siden det store Optrin i Repræsentantskabet.
Da kom Posten en Lørdagskveld med den Tidende, at Jernbanelinjen skulde gaa frem gjennem Bygden alligevel, og over den gamle Kirkegaard! Det slog ned som Lynild i alle Hus. Formandskabets enstemmige Optræden havde været forgjæves, Lars Høgstads Anseelse havde været stærkere. Dette havde hans Rejser betydet, dette havde han udrettet! Det var uvilkaarligt, at Beundringen over Manden og hans sejge Udholdenhed maatte dæmpe Misnøjen med at have tabt. Og jo mere man talte derom, desto bedre fandt man sig tilrette deri; thi det Skeete har altid Grunde i sig selv, som man lidt om lidt bliver nødt til at finde frem, naar det nu engang ikke kan være anderledes. Man samledes ved Kirken Dagen efter, og man kunde ikke Andet, man maatte le, naar man traf hverandre. Og just som den hele Almue, Ung som Gammel, Mænd som Kvinder, ja Børnene, alle talte om Lars Høgstad, hans Evner, hans haarde Vilje, hans store Indflydelse, - kom han selv kjørende med hele sit Hus i fire Vogne efter hverandre! Det var to Aar siden han sidst havde været der. Han steg af og gik frem gjennem Mængden, idet Alle som En uvægerlig gav Hilsen, men han saa ikke til Side og besvarede ikke en eneste. Hans lille Kone gik bleg som Døden efter ham. Inde i Kirken blev Forundringen saa stor, at efterhvert som man saa ham, holdt man op at synge og bare saa paa ham. Knud Aakre, som sad i sin Stol foran Lars's, mærkede der var noget paafærde, og da han intet Forunderligt saa foran sig, vendte han sig om. Han saa Lars, som sad nedludet over Psalmebogen, ledende efter Verset.
Han havde ikke seet ham siden hin Kveld i Mødet, og saadan Forvandling havde han aldrig tænkt sig mulig. Thi dette var ingen Sejrherre! Det tynde, bløde Haar var stærkt faldet af, Ansigtet magert og sammenbidt, Øjnene hule og hede, Kjæmpehalsen svundet ind til Skrukker og Sener. Han forstod i et Øjeblik, hvad denne Mand havde gjennemgaaet, grebes af en pludselig og stærk Medlidenhed, ja, følte noget af den gamle Kjerlighed til ham. Han bad for ham til Gud, og tog det bestemte Løfte at søge ham efter Gudstjenesten, men Lars var tagen bort forinden. Knud vilde endnu samme Kveld gaa op til ham. Konen holdt ham imidlertid tilbage; Lars er af dem, sagde hun, som neppe kan bære Taknemmelighedsgjæld: hold dig borte, til han ligesom selv kan gjøre dig en Tjeneste og da kanske ogsaa selv komme.
Men han kom ikke. Han viste sig en og anden Gang ved Kirken, men ellers ingensteds og omgikkes Ingen. Derimod tog han sig nu af sin Gaard og hele øvrige Bedrift med en saadan Voldsomhed, som om han i eet Aar vilde gjøre godt, hvad han havde forsømt i mange; det var ogsaa dem, som sagde at det trængtes.
Jernbanearbejderne i Dalen begyndte meget snart. Da Linjen skulde gaa lige forbi hans Gaard, rev han ned den Del af Hovedbygningen, som vendte ud imod Banen, forat bygge op en stor og smuk Altan; thi Gaarden skulde dog sees. Man holdt just paa hermed, da Skinnerne bleve foreløbig nedlagte for Grus- og Tømmerføring paa Banen og et lidet Lokomotiv blev kjørt op. Det var en vakker Høstkveld, at de første Grusvogne skulde drages nedover. Lars stod paa sin Trappe forat høre det første Signal og se den første Røgsøjle; alle Gaardens Folk stode omkring Trappen. Han saa udover Bygden, som laa i faldende Sol, og han følte, man maatte huske ham, saalænge et Træn brusede frem gjennem den frugtbare Dal. Der gled Tilgivelse ind i hans Sjel. Han saa mod Kirkegaarden, hvoraf en Del stod igjen med Kors, der nejede mod Jorden, men en Del var nu Jernbanevej; han vilde just klare sig, hvad han følte, da peb det første Signal, en Stund efter kom Toget langsomt arbejdende, Røgen slog op, blandet med Gnister, thi det var Furuved man brændte; Vinden gik imod Gaarden, saa de derhenne snart stode i en tæt Røg; men efterhvert som denne drog væk, saa han Toget arbejde nedover Dalen som en stærk Vilje.
Han var tilfreds og gik ind som fra et langt Dagværk. Hans Farfaders Billede stod for ham i denne Stund. Farfaderen havde hævet Slægten fra Usselhed til Velstand, en Del af hans medborgerlige øre var strøget med, det var sandt, men frem var han kommen! Hans Fejl var Datidens Fejl; de fandtes paa de usikkre Grændser af Datidens moralske Begreber; enhver Tid har sine usikkre Grændseskjel og sine Offre for at faa dem sikkre.
Hæder over ham i hans Grav; thi han havde lidt og arbejdet! Fred være med ham, det maatte være godt at faa hvile til Slut. Men han fik jo ikke hvile for Sønnesønnens uhyre ørgjerrighed; han var jo nu kastet op sammen med Sten og Grus? Sludder! han maatte just smile dertil, at Sønnesønnens Arbejde gik henover hans Hoved.
Under disse Tanker var han afklædt og i Seng. Farfaderens Billede gled atter frem. Hvad vilde han have? Nu maatte han være tilfreds; thi Slægtens øre bruste frem over hans Grav; hvem Anden havde en saadan Hovedstav? Men hvad var dog dette? Disse to uhyre Ildøjne og det Fræsende, Susende, det er jo ikke Lokomotivet længer, thi det bøjer bort fra Banen? Det kommer fra Kirkegaarden og ligemod Huset i en uhyre Rækkefølge. Ildøjnene er Farfaderens, og det Tog bagefter er alle de Døde bagefter. Det gaar bestandig frem mod Gaarden, larmende, bragende, lysende. Vinduet brænder alt i Gjenskinnet af de Dødes Øjne . . . han tog sig sammen med voldsom Kraft, thi det var en Drøm, naturligvis, bare Drøm, vent dog til jeg bliver vaagen . . . Se saa: nu er jeg vaagen, kom nu I Stakkare! Og se: de kom virkelig, fra Kirkegaarden, kastende Banen, Skinnerne, Lokomotiv og Tog, saa det med stort Drøn sank i Jorden. Der blev Græsvold med Kors og Grave som før, og ganske stille. Men store som Kjæmper kom de selv, og Psalmen: "Lad de Døde have Ro!" gik foran dem, han kjendte den; thi den havde nu i alle disse Aar daglig suset gjennem hans Sjel, nu kom den forat blive hans Ligsang; thi dette var Døden og Dødens Syner. Sveden perlede frem over hele Legemet, thi nærmere og nærmere, - og se der, paa Ruden, der laa de nu, og han hørte sit Navn. Forfærdelsens Magt greb ham, han kjæmpede for at faa skrige, thi det vilde kvæle ham, en død kold Haand tog alt i hans Strube, da han netop fik Maalet op i et hvinende: Hjælp mig! - og vaagnede. I det Samme knustes Vinduet udenfra, saa Stumperne fløj hen i Sengen til ham, han op, der stod En i det sprængte Vindu og omkring ham Røg og lldsluer: "Gaarden brænder, Lars, nu skal vi hjælpe dig ud." Det var Knud Aakre.
Da han atter sandsede sig, laa han ude i en skarp Vind, som isnede hans Lemmer. Der var ikke et Menneske hos ham; han saa Gaarden brænde tilvenstre, rundt om ham græssede og rautede hans Buskab, Sauerne trykkede hinanden i en ræd Flok, Sager laa slængte hen, og da han skulde se til, sad der dog ogsaa et Menneske tæt ved ham paa en Tue og græd. Det var hans Kone. Han kaldte paa hende. Hun foer sammen: "Herre Jesus være Tak, at du lever." Hun kom hen til ham og satte sig eller rettere faldt sammen lige foran ham: "O Gud, o Gud, nu have vi faaet nok af den Jernbane!" - "Jernbanen?" spurgte han; men han havde ikke før udtalt, før en Forstaaelsens Gysning gjennemfoer ham; thi det var naturligvis Gnister af Lokomotivet, som var faldet ned i Høvlespaanen foran den nye Sidevæg. Han blev siddende stum og hensunken, Konen turde ikke tale, men forsøgte at finde Klæder til ham; thi det, hun havde bredet over ham, mens han laa, var nu faldet af. Han tog hendes Omsorg i Taushed, men som hun laa foran ham paa Knæ for at brede over hans Ben paany, lagde han Haanden paa hendes Hoved. Hun faldt strax med Ansigtet i hans Fang og græd højt. Hun var jo bleven lagt Mærke til. Men Lars forstod hende og sagde: "Du er den eneste Ven jeg har." Skulde det ogsaa koste Gaarden at faa høre dette, saa kunde det være det Samme; thi hun blev saa glad, at hun fik Mod, og da sagde hun, idet hun rejste sig og saa ydmygt paa ham: "For der er ingen Anden, som forstaar dig end jeg."
De talte nu videre om, hvordan alt dette var gaaet til, eller rettere han taug, men hun fortalte. Knud Aakre havde været den første, som havde seet Branden, havde vækket sine Folk, sendt Jenterne udover Bygden, men var selv kommen med sine Gutter og Heste til Brandstedet, hvor alle sov. Han havde siden styret Slukningen og Bjergningen, og Lars havde han selv draget ud af den brændende Stue og bragt hid tilvenstre, hvorfra Vinden stod, - hid ud paa Kirkegaarden.
Og som de talte herom, kom En rask kjørende op over Vejen, bøjede af mod Kirkegaarden, hvor han steg af. Det var Knud, som havde været hjemme efter sin Kirkevogn, den samme, hvori de saa mangen Gang havde kjørt sammen til og fra Formandskabet. Nu skulde Lars sætte sig op hos ham og kjøre hjem med ham. De gave hverandre Haanden, den Ene siddende, den Anden staaende: "Nu faar du komme med," sagde Knud. Uden at svare rejste den Anden sig, de gik Side om Side bort til Vognen, Lars blev hjulpet op, Knud satte sig hos ham. Hvad de talte om, mens de kjørte, eller siden i det lille Kammer paa Aakre, hvor de var til ud paa Morgenen den næste Dag, er ikke bleven bekjendt. Men fra den Dag vare de uadskillelige som før.
Saasnart Ulykken rammer en Mand, skjønner Alle, hvad han er værdt. Derfor paatog Bygden sig at opføre Lars Høgstads Huse, større og stadseligere end noget andet i Dalen. Han blev atter Ordfører, men med Knud Aakre ved sin Side, og fra den Dag gik Intet istykker.