Ivar Bye

Bjørnstjerne Bjørnson

VED hans dødsleje gav jeg mig selv det løfte, at så snart hans historie engang kunde fortælles, skulde jeg gjøre det. Men jeg visste, at i den første menneskealder derefter kunde det næppe ske.

__________

Nu har offentlig for alles øjne hændt noget i Norge, der går like til mig og spør: Er tiden ikke nu inne?

Ivar Byes navn vil være kjænt av de fleste, som så det norske teater bli åpnet i Kristiania. Intil femtiårene var vi kunstnerisk et lydland under Danmark; vi var uten dramatisk literatur, uten skuespillere og ifølge mange dannede nordmæns mening absolut udygtige til at få nogen av delene, intil Ole Bull viste godtfolk, at der ænog var et stort skuespillertalent i folket, og at stykkerne kom av sig selv. Efter Bergens norske teater, som han oprettede, rejste Kristiania norske teater sig, sat igang av endel patrioter; den eneste gjenlevende av dem er gamle overlærer K. Knudsen. Men på det norske teaters åpningsdag var Ivar Bye med. En mørkladen, bredskuldret man med smal midje, et hode så smukt av form, så godt og ædelt av ansiktsuttryk, at ingen glæmte det. Pannen bred og høj, håret næsten sort, øjenbrynene buede, en ørnenæse, tynd, fin, - og så de gode, grå øjne med en skjælm i, straks han talte. Da drog munnen også gjærne op til smil, full av erotik og med glimt i av ypperlige tænder i bred runding. Disse grå øjnene og munnen gjorde god tjeneste sammen, gjorde uavlatelige erobringer blant mæn som kvinner, gamle og unge. Men i det tyste. Skjønt hans hode bares løftet på en ret lang hals, og skjønt haken var fremtrædende og vidnet om mot, og skjønt det magre brunlige ansikt lovet energi, - han kom altid dæmpet og iagttagende.

Kroppen hadde to lyder; den var ikke rundladen, men heller fladtrykt, og knærne var ikke fri for at gå ut fra hverandre. De fleste så det ikke; de hæftet sig ved hans smukke gang, idet de følte dens behagelige rytme. Aldrig har nogen nogetsteds set ham i forgrunnen; men der de fik øje på ham, drog han de finere naturer til sig. Også de andre følte, at her var en man av race.

Og det var han. Av en gammel norsk æmbedsfamilie med arv fra vore ældste ætter. Han het ikke Bye.

Hans bestefar hadde som æmbedsman begåt kassesvig, og skjønt omstændighederne ikke var bare graverende, følte barnene det som slik skam, at de tok et annet navn. Ivars far var ætlet til officer, jeg tror også, han var på krigsskolen; men ved farens fall måtte han la sig nøje med at bli sergeant.

Hver Molde-skolegut fra min tid husker sergeant Bye, når han var inne i byen og da bestandig full. En middelsstor bredskåren kar med stor ørnenæse og med en viss værdighed i sine bevægelser. Selv når han var som allerfullest, bevaret han den. Han trivdes ikke i de omgivelser, han var sunket ned til, og så skapte hans romantiske naturel sig en del solrike stunner, deri han lekte storkar. Alle roste hans godhed og retskaffenhed.

Sønnen hadde samme draging op fra bondelivet. Herute ved sjøkanten var det dengang både snevert og fattesligt. Han sat som gjæter og drømte om at løfte ætten til fordums herlighed; han fortalte disse store drømme til sin lille søster og ellers til ingen. De to søsken holdt sig for sig selv.

Lille Ivar hadde et utroligt talent til at pynte henne og sig. "Til at gjøre noget av intet eller av en ubekvæm materie," som min tids religiøse lærebok definerede "skabelsen". Til belønning for dette talent fik han, da han blev ældre, farens utslidte uniformklær vændt og tilskåret, så han en dag kunde vise sig i byen i blå klædesklær, med blå hue! Det var vist den øverste højtidsdag i hans liv. Han beundredes også straks for sin ualmindelige skjønhed. Sælskap med andre æn den højere skoles elever forsmådde han. Han fortalte mig senere, hvor han længe forgjæves brænte for at få komme med i de store, fornemme gutters lek. Og det lykkedes, - takket være især én, herren over alle de andre. Den lille guts hengivenhed og stolthed kjænte ingen grænse.

Her fik han da sin første forælskelse. Det var ikke i en pige, men i denne som tok sig av ham, en næsten voksen kammerat, vakker, forvoven, herskesyk, allerede ret livserfaren, allerede nokså fordærvet. Men det forstod ikke Ivar, han bare beundret hans flothed, hans kommando-ævne, hans nedladende bevågenhed - og måske især hans store skjønhed, hans høje, slanke figur, hans ualmindelige hvite hud til sort hår. Det raske befalende lag og kvinnernes hyldingsgaver til ham må heller ikke glæmmes; det var noget for gutten aldeles nyt. Her var herretypen, guttens ideal.

Blant alle disse kammerater var Ivar den minste og smidigste, når det galt skøjerstreker, som der var fare ved, f. eks. at stjæle æpler eller bær i haverne og være borte, når ejeren eller andre hørte støjen og kom til. Hvergang de hadde gjort noget sådant som at spænde en snor over vejen, så bønderne, når de kom fulle fra byen, falt i den, og hestene løp ut, eller når de hadde skåret fanglinen over på bøndernes båter, så de drev av ut på havnen, . . . hvergang de hadde gjort noget sådant uten at bli opdaget, holdt de det for "en bedrift". At høre tale om det i byen og på bygden var stor svir.

Der levde en gjærrig, sinna ænke med en handel og en stor have i byens ene ende; med denne sinnatagg lå de formelig i krig, d. v. s. de visste, hvem de gjorde fortræd; men hun visste ikke, hvem hun satte vagt ut mot, hisset hund på, skjælte ut og truet i de mørke høstkvæller. De drev dette så langt, at de følte sig nødsaget til at gjøre mere. Førerens forslag, at de en kvæll skulde liste sig in i butiken, når der var lukket, og føre bort hendes småpængeskål, (de visste, hvad skuffe den stod i) fant almen tllslutning. Det var riktig "en storspas"; hennes raseri måtte gå over til "begavelse". Den yngste og smidigste blev kommanderet in gjennem kjællervinduet, de andre stod vagt.

Men hvordan det nu gik, - denne yngste og smidigste blev opdaget. Og da fik saken med én gang et utseende, som ingen av spasmakerne hadde tænkt sig.

Detaljerne i det husker jeg ikke længer. Det avgjørende var imidlertid, at han, som på befaling utførte det, gav skålen fra sig og hadde ingen fordel av det - og var dog den eneste, som blev fakket, anklaget og dømt. De andre var "brave mæns barn". Der var også flere konfirmerte blant dem; for dem vilde straffen blet altfor alvorlig; ti den tids love var strænge.

Så gik de andre gutter og deres forældre på ham med bønner og løfter; fangevogteren gav fri entré. Det hadde slet ikke været nødvendigt at be ham ta alt på sig; han hadde gjerne git sit liv for kammeraterne. Især for ham, den høje med den hvite hud og det sorte hår. Det var ham en fryd, da ænnelig også denne kom og sa: "Du skal ikke komme til at angre det". Og klappet ham over håret.

Vist gjorde det vondt, da far og mor kom og ikke kunde forstå sig på ham. "Han, som altid havde været så snil og bra, han skulde nu bli deres skam". Gutten gråt bitterlig sammen med dem; men taug.

Likeså blev det en svær dag, da han i sine pene blå klær måtte ombord på dampskibet; han skulde føres til Trondhjems tugthus "for at konfirmeres". Han fik lov at stå ved rælingen og se på byen; han vilde nemlig passe på, om ingen av dem, han gjorde rejsen for, var dernere i en av båterne. Han fik stå ved rælingen, til dampskibet gik. Men ingen av dem så han.

På tugthuset blev han alles yndling fra samme dag han kom. De syntes synd i den vakre, snille gutten; de kappedes om at gjøre noget for ham, så han kunde komme sig frem, når han engang slap ut.

Her på Trondhjems tugthus blev han altså konfirmeret. Her læste han, regnet, skrev han, og før han kom ut, var han i al stilhed sikret plass hos en av byens beste familier som visergut. På det ny sted hændte det samme, at alle tok sig av ham. Hans undervisning fortsattes, han fik gjilde klær; det moret dem at se ham pen, så vakker han var. Ja, han fik en guitare til forærings og lærte at spille; ti han hadde røst, og han vilde akkompagnere sig selv. De gode feer, som således strødde roser på hans vej, var naturligvis især damer; der var ænog en forelskelse med i det.

Og snart flere.

Han oplevet i den vej noget av det forunderligste, jeg har hørt tale om. Jeg er vist den eneste, han har sagt noget om det; men også til mig næsten bare antydninger. Hvad der var mere, har jeg ikke ret til at fortælle igjen. Jeg tror, at denne hans ævne til at tie, fordi den var født av hensynsfull godhed, drog kvinnerne til ham - mere æn hans skjønhed; mere æn andre erotiske egenskaber, der gik som en hemmelighed blant dem. Med sådant kan kvinnerne nemlig ikke tie.

Udvortes var dette vistnok hans lykkeligste tid. Men når jeg senere har tænkt over det, har jeg fåt en tro på, at her fik han en livsknæk.

Vi har nemlig lov til at tænke os, at de gutte-drømme, han fortalte mig, var bud fra kræfter i ham, fra en energi, som senere ikke kom frem. Men jeg tilstår, at jeg ikke kjænner hans slægt, jeg kan jo ikke så nøje vite det. For ikke alle drømme er ævnernes spådom om sig selv; de kan også bare drive med som minner fra ættens fortid.

Han var senere, da jeg traf ham, uten stærk livslyst, uten synnerlig foretagsomhed; og av den megen kjærlighed, han levde i, var der ingen, som helt optog hans sinn. Hans sværmeri var nætop at komme bort med en eller annen av sine vænner blant kaptejnerne. At få gjøre en rejse til Hamburg, til Bremen, til Kjøbenhavn, Sverig eller at besøke andre byer i Norge. Dette nævner jeg særskilt, fordi det særskilt karakteriserer.

Saken var, han visste ikke, eller vilde ikke vite, hvorhen.

Det var som en annen skulde komme og ta bestæmmelse. Han forlot Trondhjem og kom til Kristiania, der det smukke menneske var at se i en butik. Han hadde snart et nyt sæt av vænner og væninner; men samme ubeslutsomhed.

Da læser han i avisen, at hans beundring fra barndommens dage, mannen med den hvite hud og det sorte hår, bodde i byens fineste hotel!

Han fortalte mig siden, at han skalv av bevægelse og måtte mælde sig syk, han kunde ikke samle sine tanker til arbejde. I alle disse år hadde han, ofte uten at tilstå det for sig selv, gåt og væntet på ham. Det siste, han hadde hørt av vennens mun og med den ham egne myndighed, var jo: "Du skal ikke komme til at angre det!" En rund, full anvisning, utstedt av en man, der var ridderligheden selv. Bye havde ikke ulejliget ham i alle disse år; til skyllsummen var derfor lagt renter. Vennen var også nu i utlannet blet en rik man, hvis rygtet ikke løj; til utlannet kom Bye også, det følte han! Nu galt det da at få si ham, at her var han. Men det måtte ikke ske, så andre så eller hørte det; det kunde gjøre den intet anende forlegen. Derfor hørte han sig for i hotellet, hvor den fremmede gik hen om kvællerne; så gik han selv nat efter nat utenfor hans hotel; han vilde træffe ham, når han kom hjæm. Men det fallt aldrig belejlig. Så tok han mot til sig og skrev. Fortalte ham, at han var i byen og ønsket en samtale, tillot sig at foreslå tiden, ænvidere stedet for deres møte, nemlig vennens værelse i hotellet.

Til bestæmt tid infant han sig foran den bestæmte dør. Han stod og lyttet, før han banket på; der var lys derinne, men ingen lyd. Ænnelig gjorde han det. Et kraftigt "kom in!" svarte ham. Da Bye ikke straks kunde åpne, blev det gjentaget ænnu kraftigere av den beste samvittighed i verden.

Ivar Bye stod foran en høj statelig kar i elegant selskabstoilette; han slog nætop parfyme på sit lommetørklæde.

De så på hverandre; og den første følge derav var, at ingen av dem hilste. "Jeg har fåt Deres brev; men jeg beklager, at den tid, De foreslog, ikke var hældig; jeg skal nætop ut. Værs' go, ta plass!"

Bye blev stående.

"Jeg kan se, det går Dem godt. Hvad bestiller De?" "Jeg er ved handelen." - "Så, det er De. Har De været længe her?" - "Et års tid eller vel det." - Han visste ikke mere, hvad han sa, rummet tok på at gå rundt. "Ja, De får virkelig undskylle, men nu hører jeg slæden kjøre op." Han vændte sig for at lægge et stort silketørklæde om halsen, før han tok pelsen på. Det banket, en tjener mældte, at slæden var der, ilte til og hjalp herren pelsen på. Ænnu stod Bye ubevægelig, da herren med et høfligt farvel strøk forbi ham ut på gangen og ned trapperne.

Bye var over 30 år, da han fortalte mig dette, og der var flere år gåt, siden det hændte. Men han gråt som en bedragen kvinne.

Efter dette møte blev han langsomt en annen. Som jeg senere forstod det, må det første ydre tægn herpå ha været, at han ikke mere sang sine sange, knapt nok tålte at høre dem sunget av andre, guitaren rørte han ikke. - Ikke således at forstå, at det vænte-liv, han hidtil hadde ført, avløstes av energisk omsorg for at skape sig en fremtid. Slikt lå ikke længer for ham, om det nogensinne hadde gjort det. Men således, at det sværmeri, han innerst inne holdt gående, det slap sine sentimentale minner og begynte isteden at spinne sin digtning omkring dem, han nætop stod blant; nogle få av dem. Som en trøst og tilflugt hos gode mennesker for det beste i ham begynte det; men det blev i længden til en livskjæde, der den ene væns eller væninnes historie sluttet til den annens, og alles tilsammen var hans lykke. Efterhånden levde han nemlig udelukkende for andre.

Likesom andre tyr fra fejlslagne og såre drømme in i et kloster, således han in i gode gjærninger.

Da det norske teater i Kristiania skulde oprettes, var denne forhenværende sentimentale sanger og guitarklunker den første, som mældte sig. Mange Moldensere blev forskrækket, da de hørte hans navn. At han turde gå op på en scene? Noget efter lærte jeg ham at kjænne og forstod straks, hvor naturligt det falt denne drømmer at søke efter Aladdins slot. Der vilde han være - ikke i pragtgemakkerne, ikke ved vinduerne og på balkonerne i parade for at hyldes; men i de vinmørke buegange, i alkoverne, i gjæmmestederne rundt om kaskaderne derute i den store park. Være med i hemmelighederne, være alles fortrolige og hjælper. Tilstede bakenom med små tjenester og gode råd; stå og holde ros færdig for de yngste og være trøst for de uhældige og medfryd for de lykkelige. Selv hadde han ingen ærgjærrighed; hans trønderske dialekt (som scenelederne ikke forstod at bøje, mens det ænnu var tid), og hans dilettant-frygt for det unaturlige, der hindret ham i at sætte noget in, - var ham overalt i vejen. Men dersom vi spør hver enkelt av dem, som lever igjen av det første norske teaters personale, så skal vi få høre, hvad han var for dem han likte; ti han var en kræsen menneskekjænner. Vi skal få høre, hvad de skyllte hans smak, hans opfinsomhed til deres væl, hans taktfulle oprigtighed, hans troskap, discretion. Småvittig og lun, drømmefull og fortrolig, gjættende og tugtende deres småfejl; lokkende på det han likte.

Han hadde ikke været der længe, før han for første gang i sit liv begynte at kjænne fast grun under foten; det gynget ikke længer. Men just da fik han et anonymt brev fra "en Moldenser". Deri spurtes, "hvordan han turde våge -?"

Her var det, jeg kom til.

Noget av det første, jeg hadde hørt fortælle, da jeg blev elev av Moldes højere skole, var, hvorledes denne snille, vakre gut var blet misbrukt av ældre "fornemme" kammerater og siden skammelig forladt. Derom var der på Molde både dengang og senere bare én mening. Så, når det nu begynte at hviske med ormetunger, syntes jeg, vi Moldensere burde være de første til at piske dem tilbake til deres huler. Jeg har oprinnelig ligget for organisation; jeg fik i en fart Moldenser-studenterne til at slutte vagt om ham, taushedens og venskabets. Og til yderligere sikkerhed tok vi ham in med i den studenterkoloni, nogen av os hadde dannet. Han flyttet sin lange pipe, sit lille bohave - fremforalt sin lille bæufstekepanne, der blev mange av os til så megen glæde! - in iblant os; hans hybel ovenpå blev snart vort yndlingssted. Som teaterkritiker kunde jeg også gi ham indirekte støtte, når folk overalt så os sammen. Jeg fiffet et énakts fransk lystspil op for ham og for en annen nødlidende, kaptejn David Thrane, der hadde komponeret valser og operettemelodier, han vilde ha anbragt. Bye fik der en liten erotisk rolle; jeg vilde se, om han ænnelig engang kunde komme frem med noget av det, han her ejet. Han turde imidlertid ikke røre sig, så stykket gjorde glimrende fiasko. Vi drak på dets død med stor latter.

Det norske teater fik snart onde dage. Vi Nordmæn har nemlig den sædvane at la enhver national begynnelse gå tre ganger tilbunds i vor likegyldighed eller i vor uenighed. Det er først den fjærde gang, som den lever. Bye kom på vivank med en dårlig trup. Men da var jeg blet direktør for Bergens teater og sendte ham rejsepænger.

Jeg husker ham den første dag mønstrende min garderobe og derav utvælge sig et par bukser med silkebroderi nedefter sømmene; jeg ser ham sitte med en pennekniv og pille disse forsiringer ut, ti bukserne hadde han valgt sig ut. Han var utfattig. Han hadde nemlig git bort alt, han hadde, til de mere trængende æn han. "For mig skulde der altid bli en råd," sa Bye; "jeg visste, jeg hadde dig i bakhånd." Jeg gad vite, om jeg nogensinne i mit liv har været mere stolt av noget, som er sagt mig. Det er også det eneste, han av den sort fant det sunt at spendere på mig.

Han kalte mig - som alle kammerater - "Bjønnen" eller "Bjø'en" og behandlet mig som et barn, eller "en stor tosk", især det siste, idet han avsatte mig aldeles. Jeg fik ikke mine egne pænger - hvad jeg stod mig udmærket på, - men måtte sommetider "låne" lit av ham. Han omsnæret mig med de avskyligste påfun og stiftet sammensværgelse mot mig blant mine vænner. Skjønt det altid var til mit eget beste, - kom jeg over det, og gik det for stærkt mot mine lidenskaper, fik han bank; men i regelen blev det, som han vilde. Når alt var vel over, gjorde han ubarmhjærtig nar av mig, og da lo vi sammen.

Om våren drog vi op til Trondhjem for at spille op igjen for Trønderne - jeg tør si et godt instuderet repertoire. Trønderne vilde først ikke låne os teatret; "det skulde repareres". Jeg måtte op og erobre det, og så kom de andre efter. Da var Bye med - et lystigt sælskap av bare unge mennesker var vi, direktøren den næst yngste av dem alle. En sommerrejse, som der næppe har været make til i Norge. Den burde hat sin saga; men den døde med Georg Krohn.

Prøver og forestillinger, sælskaper, utflugter, galskaper og taler - jeg holdt i den tid bestandig taler! . . . man kan gjøre sig en forestilling om, hvorledes vi rykket Trønderne med, når jeg fortæller, at hver kvell i godvejr ændte vi med, at rektor Müller - tænk byens rektor! - gik op brandstigen inne i stiftsgården uten at støtte sig og videre henover takrænnen og tilbake igjen!

Jeg bodde på byens beste hotel [1] . Ivar Bye bodde naturligvis hos mig. Han sa ingenting, og jeg sa ingenting; men vi var på forhånd enige om, at således og ikke annerledes skulde han gjense Trondhjem.

Dagen efter vi var kommet, gik vi sammen forbi det lange, mørke hus, han engang var fange i. Jeg glæmmer aldrig, hvor stæmningen dirret i mig, min egen med hans i. Han sa noget som: de har fåt en ny port; eller: porten er blet malet. Jeg husker ikke hvilket. Jeg sa intet; d. v. s. jeg gav mig til at snakke ustanselig om helt andre ting.

I Trondhjem var der få, som kjænte hans hemmelighed, og disse få var hans gode vænner. Så her var han sikker. Jeg minnes ham ute på en sten i den store Lerfossen, et stykke fra byen; vorherre vet, hvordan han var kommet ut på den. Han sat der på huk og var nøkken. Der torde han slippe sig løs! Da åpenbaret han en slik villskap og kådhed, at en væntet, han vilde kaste sig ut. Jeg stod og tænkte: nu er Bye glad.

Senere sa jeg til ham: "Hvad der kunde ha blet av dig, Bye, om du hadde tordet slippe dig til."

"Ja," svarte han, "noget mellem askepot og nøkken. Også når nøkken gråter."

Lit efter: "Men der var slåt bom for mig fra først av." -

To dager forut hadde jeg forlovet mig, derfor lever dagen i mit minne som et solvejr; hvert ord i den med samme klarhed som landskapet. Så længe denne forlovelse hadde forberedt sig, var han taus; ikke med et pust av sin mun så stort, at det kunde bevæge den fineste fjær, vilde han virke in på min bestæmmelse. Og dog sa han mig, straks det var gjort, at det var hans højeste ønske! Vi tre hadde herlige dage.

De blev ved, da jeg giftet mig, skjønt han måtte flytte ut og min hustru in; ti han kom der bestandig.

Det år har utvilsomt været det for min karakter farligste. Jeg hadde en ustyrlig arbejdskraft; jeg ledet teatret og byens oppositionsblad og derved det store valg, det første på hel national grund i Norge. Samtidig deltog jeg i videste mon i forenings-liv og sælskaper, skrev på en fortælling og digtet sange. Men jeg var ikke god at komme ivejen for, når jeg vilde ha noget frem; jeg hadde jo også altid lykken med mig!

Det skylles henne og ham, hjulpne av mine dyrebare venner Georg og Henrik Krohn, Dankert Roggen, Andreas Behrens, Henrichsen, Dahl, m. fl., at jeg kom ut av det så nogenlunde uskadt.

Men blant Bergens varme, umiddelbare folk var vænner at finde for Ivar Bye! Som garderobier ved teatret, der han fik anvendelse for sin gode smak, kom han sammen med mange forskjellige lag av folket, og han gjorde som vanlig sit utvalg. Gjænnem os andre lærte han æn flere at kjænne, - så nu hadde han ænnelig funnet dem, han kunde skatlægge for sine fattige vænner i alle kroker av lannet! Han fik efterhånden - det fejlet aldrig - fullstændigt herredømme over dem, han holdt av, og han bevaret det, fordi han nøje visste, hvordan hver enkelt skulde tas. En gammel kvinnelig slægtning av min hustru holdt så av ham, at hun syntes den dagen var tapt, han ikke hadde set inom. Men hun vilde dog ikke gi ham den kjolen, hun sat i; det var virkelig også for galt at be om slikt. Bye hadde nemlig en gammel fattig frøken, som akkurat passet den kjolen; den var så varm, riktig en god vinterkjole, og hun ejet flere, men den gamle frøken slet ingen. Ikke før var Bye gåt, så drog det efter, hvad han hadde sagt. Kanske det var nætop slik en burde være? Hun tok av sig kjolen og pakket den in. Før Bye kom hjæm fra sine mange ærend, lå kjolen på hans værelse. - For andre hadde han en annen fremgangsmåte. Når de ikke vilde av med et utnyttet plagg (der er jo elskværdige mennesker, som i det stykke er umulige vanedyr), så simpelthen tok han det og lot os andre gå og spørge: "Men kjære, har De ikke længer den grå kjolen? Den var De så tækkelig i!"

Som han moret sig og os med alle sine påfund for at narre pænger av os til sine gamle frøkener! Han hadde rent geni for at søke slike op og glæde dem med prat og diskrete gaver.

Ivar Bye rigtig lærte os at være god, og mange, mange foruten os.

Og som bevis på, hvor trygg han følte sig på sine vænner, må jeg fortælle et litet drag, som i sin tid halve Bergen lo av. Vi var i et sælskap hos en dame, der var kjænt for sine ypperlige kaker. "Å," sa min hustru, "som især de der smaker dejlig!" - "Dem skal du få med dig hjæm," svarte Bye. Alle kaker blev spist op, bare ikke den sort; de var næsten urørte. "Jeg skjønner mig ikke på det," sa værtinnen, da de andre gjæster var gåt og vi stod igjen. "Jeg trodde de kaker var de beste." - "Jeg skjønner det så godt," sa Bye, "for jeg gik rundt og sa til dem, at de kakerne der var der mugne ægg i." -

Men den rikeste del av hans menneske-kundskab, av hans lune og godhed samlet sig i hans kald som rådgiver og fortrolig. Han blev utset til det! Der er ingen instinkter finere opøvet i menneskene æn de, som aner forståelse. Men på den annen side er der intet sikrere vidnesbyrd om moralsk magt æn at avnøde tilståelser bare ved at være den, man er. Og denne magt hadde han.

Vor literatur har et minne om hans måte at ta mot fortrolighed på. Det ligger i digtet: "Jeg ejer en væn, han hviskede nu -"

Jeg skrev det langt borte fra ham - ikke for at han skulde få det, hans navn er ikke nævnt, og han fik det aldrig; men fordi det dengang var hårdt for mig.

- - Da min hustru og jeg med vor lille gut kom hjæm fra utlannet fire år efter min avsked fra ham og teatret, længtes vi innerlig ditop til Bergen, og jeg især til ham. Teatret var overænne. Naturligvis! Men Bye hadde vundet tillit, han sat igjen som tilsynsman over hus og beholdning, og den lille intægt herav var nok for ham.

Vi hadde glædet os til at syne ham vor gut, - og så fik vi høre, Bye var farlig syk! Likefullt var der fryd i rørelsen under gjensynet, ti han var jo oppe, han løftet vor lille gut; vi skulde være meget sammen, sa han.

Men herpå bedrog vi os, han som vi. Dagen efter måtte han tilsængs for ikke mer at stå op. Det var, som kræfterne hadde rukket, til vi kom hjæm; så gik det raskt nedover.

At det snart var forbi, forstod jeg først ved en hændelse nogle dage efter; jeg vil ikke holde den tilbake. Jeg kom op til ham - "kom" er ikke ordet, for jeg var rasende, og da stormet jeg trapperne. Jeg var på spor av noget, som oprørte mig, og jeg glæmte - som unge, friske folk så alt for ofte gjør, - hvordan syke og svake har det. Efter gammel vane vilde jeg først rase ut for ham, og det gjorde jeg! Da fik jeg med én gang et hjælpeløst blik og de ord: "Å, nej, - - jeg fatter ikke, hvad du siger!" - - Som jeg blev forskrækket, skamfull, ulykkelig. Og som det steg, da han et par dager efter døde! Så nær var han nemlig døden, og det anet vi ikke.

Desværre har det hændt mig oftere, at jeg med min ustyrlige iver har gjort dem vondt, som jeg sist vilde volde smærte, - og alle disse tilfælle har besøkt mig siden, enkeltvis og tilsammen, naget mig, ydmyget mig. Men intet oftere æn dette.

For var det ikke som en siste gjentagelse ved livets utgang av den hensynsløse bruk, andre hadde gjort av hans hengivne natur?

Som om ingang og utgang skulde bøje sammen, - da værtinnen lukket hans øjne og kom nedenunder i sine rum, stod en fremmed der; han spurte efter Ivar Bye. Hun fortalte ham gråtende, at nu kom hun fra at ha lukket hans øjne; herover blev den fremmede så stærkt grepet, at han måtte sætte sig ned. Han gav sig til at spørge, og det var værtinnen en husvalelse nætop nu at få prise ham av sit hjærtes rike fylle og tilsist skildre hans tålmodige, skjønne dødsleje. Altsammen gjorde et svært intryk på den fremmede, han blev sittende længe. Men da han rejste sig for at gå, vilde han ikke si sit navn. Han så ut som en æmbedsman, sa hun.

Skulde det være en av hans kammerater fra Molde, som sen anger drev frem just til det øjeblik?

Selve føreren for dem var det ikke; han var længst død.

Jeg stod ved Ivar Byes grav og sa mig selv, at dette vilde jeg altsammen engang skrive ner. For det juridiske norske folk.

Jeg stod ved graven og så utover følget. Det var jo en stor begravelse; jeg kjænte ikke en tyvendedel! Teaterfolk, håndværkere, kjøbmæn, sjømæn, æmbedsmæn, fattige stakkarer, rikmæn, meget gamle, meget unge. Og ved graven væntet kvinnerne på os. Der var mødre, som hadde sine barn med, og mødrene og barnene gråt omkaps. Gamle frøkener like ute fra Sandviken, fattige koner, unge piger, alle med blomster og tårer.

Jeg vet dem, der vil finne deres tårer igjæn, hvis de læser dette. .-

- Når jeg tænker på mine avdøde kjære, er jeg ikke god for at tænke mig dem som lik, æn sige som avgnagede skeletter. Jeg tænker dem fræm igjen med livets rødme i kinderne og øjnene på mig. Men Bye kan jeg tænke, som han nu må se ut, ja, jeg tænker ham oftest således - med sin række ypperlige tænder i bred runding, med næsebenet og hulhederne under den vakre pandeskål. Jeg kan så trøstig se de kalkgrå knærne lit skudt op og fra hverandre, og de lange knokkelfingre mot hverandre.

Jeg tror ikke, det er, fordi hans ansikt var magert, så det inbyder fantasien. Ej heller fordi han som nøkken på huk derute i Lerfossen med styrten og vandstøvet om sig glodde utav hulinger mer æn utav øjne, mens tænderne glinste.

Nej, det er vist, fordi hans forståelse av mennesker og vilkår var blet så dyp, så kjærlighedsfull, at for ham var intet støtende igjen. Ikke i livets og ikke i dødens former. Og det symboliserer sig således i mit minne.

Noter

Note 1:
I en vemodig stun midt under al jubelen skrev jeg der: "Til sanktehans er der latter og dans; men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans". [tilbake]