Halte-Hulda

Drama i 3 akter.

Bjørnstjerne Bjørnson

Kolofon

Første gang utgitt i 1858
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

De Handlende:

Handlingen foregaar omtrent et Aarhundrede før Kalmarunionen.

Første akt

(En Høvdingsstue paa de norske Kongers Tid, under og efter Haakon den Gamle. - Mod Kvelden. - Klokkeklang bæres ind stærkere og svagere, alt eftersom Vinden gaar.)

Første Scene.

Hallgerde.
Idag gaar Sømmen ikke vidre rask.

Thordis.
Nej, Tanken gaar; den syr paa noget Andet.

Hallgerde (rolig, ligesom den hele Samtale fra hendes Side).
Hm - magted hver . . en mørk og ledsom Tanke at binde Haandens Idræt, frygter jeg, herefterdags blev Lidet gjort paa Gaarden; thi her kan være nok at tænke over.

Thordis.
Det var just ikke her jeg var.

Hallgerde.
Aa - nej; Enhver, som venter Hjælp, hun faar nok søge den langvejs fra; her findes den vist ikke.

Thordis.
Det var ej heller Hjælp, jeg søgte.

Hallgerde.
Nu, saa tykkes mig, at den var værd at søge.

Thordis.
Det tror jeg nok - for dig.

Hallgerde.
For mig?

Thordis (slipper Sømmen.)
Thi jeg har al den Hjælp, jeg vil; jeg bæres snart hist over Bækken paa hans stærke Arm.

Hallgerde.
Ah - did ikveld!

Thordis.
Har jeg vel anden Glæde?

Hallgerde.
Hvem nævner Glæde?

Thordis.
Mine sytten Aar og Gunnars Øje.

Hallgerde.
Nu, saa kan jeg høre fuldtvel en anden Røst, med lydbart Maal at æske sparsom Glæde.

Thordis.
Ah, du mener nok Klokken hist.

Hallgerde.
Og jeg kan dertil se et Øje stirre, der os minder stærkt om ganske andre Ting end Stævnemøder.

Thordis.
Den dræbte Gudlejks! - Herren være med ham!

Hallgerde.
Han være og hos dem, som staar igjen, at de kan huske, hvordan han blev tilredt!

Thordis.
Det saa jeg helst faldt varligt ud af Minde.

Hallgerde.
Det saa jeg helst sad knuget fast deri, saalænge til det blev et Skrig om Hjælp.

Thordis.
Ak Gud, hvad kan vel jeg?

Hallgerde.
Aa, var det mig, en Ungersvend nys bød sin Tro -

Thordis.
Hvad saa?

Hallgerde.
Da vidste jeg ret godt, hvad Pris jeg satte.

Thordis (springer op.)
Blodvej din Tanke gaar!

Hallgerde.
Kanske fordi at der er Blod i Huset, den gik ud fra.

Thordis.
Altid de fæle Syn!

Hallgerde.
Nu, tror du Gudlejk ser fager ud, slig som han ligger der.

Thordis.
Hallgerde ti! jeg taaler ikke mere den stygge Snak.

Hallgerde.
Ej ej!

Thordis.
Jeg kan nok mærke, din Slægt er islandsk.

Hallgerde.
Ja, og jeg kan mærke, at du er ikke af den.

Thordis.
Gud ske Tak!

Hallgerde.
Saa angrer du vel svart den Solhvervsdag, da hid du bares for at fostres i den.

Gudrun gamle (er krøben ned af sin Stol og stolprer hen tilvenstre, hvor Vaaben hænger.)

Hallgerde.
Hvad vil du, Moder?

Gudrun.
Tage Skjoldet ned og pudse det.

Thordis.
Ak Herregud, den Gamle ved Andet ej, end at vor Gudlejk lever.

Hallgerde.
Hun venter ham.

Gudrun.
Jeg hører Klokkeklang . . . . Han er i Farten vist - - de ringer for ham. Han har jo ogsaa gjort saa lang en Rejse.

Thordis (gaar til hende.)
Men sæt dig, Bedstemoder; selv du ved, at tit det svindler for dig - sæt dig!

Gudrun.
Aa . . . jeg aarker nok . . . endnu engang at se . . . lidt til hans Vaaben.

Thordis.
Kom du blot, saa skal vi bringe dig dem hen -

Gudrun.
Ja vist, ja . . . vist . . . Husvaaben maa . . . dog være blanke, ellers . . . han kunde tro, vi lidet tænkte paa ham.

Hallgerde (til Thordis:)
. . . Vi lidet tænkte paa ham . . .

Gudrun.
Ja, inat . . jeg drømte ham; jeg tyktes, han var kommen . . . gik til Højsædet . . . men . . . smaa sorte Mus . . .

Thordis.
Nu ikke Mere!

Hallgerde.
Lad den Gamle tale.

Thordis (ræd:)
Nej, hendes Drømme gjør mig aldrig godt!

Hallgerde.
Nu - hvorfor ej?

Gudrun.
. . . . Han lo . . . . der er ej Ondt . . . .

Thordis (afbrydende:)
Paafærde - nej! (Henter hvad hun taler om.) Her, Bedstemoder, er hans Hjelm og Klæde.

Gudrun.
Saa . . saa skal . . . jeg nok; men Buklen her . . . ret over Tindingen den magter ikke jeg . . . at bænke . . .

Hallgerde.
Nej, det skal en Stærkere - (gaar hen til Thordis.) Det skal din Gunnar!

Thordis (farer tilbage.)
Gud!

Hallgerde (vender sig og tager fat paa Arbejdet.)
Svag og sprød! - -

Thordis (tager ogsaa, men ængstelig fat paa Arbejdet. Pause.)

Hallgerde.
Giv Saksen hid!

Thordis (giver hen Saksen.)
Du syr saa rask idag . . . Hvem er det ogsaa, som du ætler Kappen?

Hallgerde.
Du husker kort, som atter nu kan spørge.

Thordis.
Ja Gudlejk - men . . . (sagte:) Han har jo faat en anden.

Hallgerde.
En mere højrød -

Thordis.
Ja.

Hallgerde.
Lidt ved du end, Om denne her faar bedre Let før Kvelden.

Thordis.
Men er den Gudlejks, hvorfor haste saa?

Hallgerde.
Jeg gad nok gjerne gjort det sidste Sting, Før sidste Slag af Klokken græd nedover.

Thordis.
Ja Gudlejk, det er vist, vil blive savnet.

Hallgerde.
Hans Bønder fulgte ham En efter En.

Thordis.
Det bliver uvist, naar de faa slig Husbond.

Hallgerde.
Gud bedre dem, for Madmor nu de finder.

Thordis.
Hun var der og - hun gik forbi i Svalen.

Hallgerde.
Da skulde vist ej Halte-Huldas Graad dem gjøre Kisten tung.

Thordis.
Jeg saa det ikke; hun bar et blaaligt Slør.

Hallgerde.
Hun trængte dengang et dygtigt Slør, hvis Latren skulde kvæles.

Thordis.
Altid du skænder Hulda.

Hallgerde.
Uden Grund? Da mener jeg forsand, at det er Latter, ja saa det runger vidt, naar Enken vover hver skummel Midnat lede sagte ind i Fruerstuen -

Thordis (afbrydende:)
Hvem?

Hallgerde.
Sin Husbonds Drabsmand.

Thordis (springer op.)
Eyolf Finson!

Hallgerde.
Du har nævnt hans Navn.

Hallgerde (højtideligt:)
Fem gæve Idrætsmænd er gangne ud af Aslakslægten, siden hun kom ind. Hun blir dens Bane; som en smitsom Sot har hun i nogle Aar nu hærjet i den.

Thordis.
Hun gav ej Saar . . .

Hallgerde.
Nej; der er flere Maader . . .

Thordis.
Skinsyge dræbte dem.

Hallgerde (rejser sig.)
Men ej den rette: en giftsyg, heksegal, en vanvidshed, der tumled med Forstanden, jaged op hver hidsig Draabe Blod i Kog og Skælven.

Thordis (forfærdet):
Du tror, det Troldskab er?

Hallgerde (nærmere hende:)
Jeg tror? - Jeg ved det! (Næsten hviskende:) Som Barn blev hun jo sagt af Finnekonen, da hun afsides sad og græd saa saart, fordi hun halted og ej kom i Dansen: "Græd ej, du Halte! vid, du til Erstatning skal faa et Aasyn, som blir Hvermands Bane, der ser forlænge paa det." - Hun fik Ret.

Gudrun gamle (forsøger at rejse sig.)
Hør . . Klokken, Barn . . .

Thordis (pludselig vaer hende).
Hvad vil du, Bedstemor?

Gudrun.
Hør, Klokken . . . Klokken . . .

Thordis.
O, den tier alt!

Gudrun.
Saa maa han være her . . . og Hjelmen . . .

Thordis (tager imod den.)
Tak! Der skal den stilles. (Stiller den op.)

Hallgerde.
Vil I se min Kappe?

Gudrun (ser til Hjelmen.)
Nu hænger den jo skævt.

Thordis.
Det tror jeg neppe.

Gudrun gamle (gaar fremover).

Thordis.
Hvad gaar du efter?

Gudrun.
Jo, den hænger skævt.

Hallgerde.
Men se dog hid! Ej sandt: en fager Kappe?

Gudrun (stolprer derhen og ser nøje paa.)
Ah ja, ja, ja! den er - (Holder den nærmere.) rød synes mig. Den er . . nu ja . . til Gudlejk . . . . Hjemkomstgave.

Hallgerde.
Ja, ham er den bestemt. Hvem han den rækker, det vil snart vise sig.

Anden Scene.

Aslak (kommer ind, uden at ses.)
Guds Fred i Huset!

Thordis.
Hvad, Gudlejks Fader!

Hallgerde.
Aslak, Broder min!

Aslak (mørk:)
Forsilde kom jeg nok.

Hallgerde.
Aa, altid tidsnok.

Aslak.
De har jo skoflet til.

Hallgerde.
Den, du skal finde, gaar end kring Huset her.

Aslak.
Jeg blir for gammel . . .

Hallgerde.
Til Skam at bære, det er sandt!

Aslak.
. . . og Sorger ej sliber Sværde just . . .

Hallgerde.
Men Hævn desbedre!

Aslak (stille:)
Ja, Hævn!

Thordis.
Idag saa er jeg bange for ham.

Hallgerde.
Se hid, du Aslak! Her jeg holder fast en vakker Kappe; længst den var bestemt til Gudlejk, Sønnen din; men han blev færdig en Stund før den. Gravklokkens Messetone har rystet ud sin Vietaare paa den, og Frænders, Venners Sorg har saa i Kor læst over den her under mine Hænder. Saaledes viet ind, af Sorger virket, jeg kaster den med Trøst om den Mands Skuldre, som højt den bære vil paa Hævnens Dag!

Aslak.
Gud trøste mig! - Der tænker jeg, du lagde Ligklædet om mig!

Gudrun gamle.
Nu . . . saa . . . Gudlejk . . . Det var dog ham . . . ja . . ja!

Aslak.
Min gamle Moder! Du kjender dog vel mig?

Gudrun.
Javist . . . paa Kappen! Din Hjemkomstgave . . . javist gjør jeg saa.

Hallgerde.
Hm - Gudlejk ligned jo sin Fader stærkt.

Gudrun.
Lad mig . . . kom hid . . . jeg ser . . .

Aslak.
Ak Herregud nu er du bleven gammel.

Gudrun.
Du ogsaa, Gudlejk . . . Dit Haar . . . nu . . nu . . . jeg ser ej ret - tit nok det dugger for mig . . . og . . .

Thordis (steller om hende.)
Ænds hende ej; hun er saa gammel og ved lidt Besked, og stundom fejler hun . . .

Aslak.
Javist, jeg ser det, Vorherre skaansom er . . . hun har det godt . . . (Vender sig.) hun har det bedre, hun, end . . .

Gudrun.
Ja - aa . . . ja! Ja, Tiden gaar . . . . aa ja!

Aslak.
Mindst tænkte jeg se hende slig engang. Dog - saadan blev det. Den Gamle der har været fager nok, og om hin Haand der stredes ikke Faa. Det gik ej altid just saa stille af . . . . Rask har hun været til at vække Hevn . . . og bag den Tinding der, saa klar den er, fandt mange Mænd engang sit Banesaar.

Gudrun.
Aa - ja . . . . ja - ja! Saameget hændes, ja . . . . . aa ja!

Hallgerde (hen for sig:)
Det lider Slægten for - den Slægt, hun fødte.

Thordis (stille:)
Hvem nænner vel at lægge Tornekronen til disse hvide Haar! (Klapper hende.)

Gudrun.
Nu Gudlejk, ja . . . din Far du ligner; ja, snart ligner du ham mere.

Aslak.
Hun lever end, og Sønner faldt omkring og Sønnesønner - ranke, raske Gutter! (Stille:) Min Gudlejk, ferme Dreng, som gik saa stolt du snubled ogsaa, mens den Gamle sidder.

Hallgerde (for sig selv.)
Han er mig noget svag - jeg maa nok hjælpe. (Højt:) Tung var din Gang ikveld op gjennem Dalen, alt mens de Klokker sendte Bud nedover; men Sorg bør aldrig vinde; - - søg lidt Ro, thi siden faar du Nok at tage vare.

Aslak.
Ja, jeg er træt.

Thordis.
Vil gaa til Hvile?

Aslak.
Ja!

Hallgerde.
Ved Siden af er her et Rum, som alt Syv Dage vente paa dig. Gak derind.

Aslak.
Tak for din Omhu - Tak! (Vil gaa.)

Thordis.
Men der, Hallgerde?

Aslak.
Hvad der?

Hallgerde.
Slet Intet, Bror; der sover man ret dybt og godt - (Halvt bortvendt:) thi den, som sidst sov der, han vaagned aldrig.

Aslak.
Hvad? Der blev han dræbt? Skrækfulde Kvindfolk, tror du, at en Fader kan sove der?

Hallgerde.
Ja endog drømme, Aslak. (Pause.) Ret nu saa er jeg ræd, vor Broder ej er fuldt saa modig mer, som vi har tænkt.

Aslak.
Stærk er du, Hallgerd', haard og stærk; ej Alder engang kan mildne dig . . . Ja, ser du vel: du aldrig har født Børn.

Hallgerde.
Ej heller mistet.

Aslak (ser vist paa hende).
Nu godt: - jeg gaar!

Tredje Scene.

Hallgerde.
Se saa - ved Midnatstid begynder her at spøge, tror jeg.

Thordis.
Ja, snehvide Krist! Vær du nu hos!

Hallgerde.
Saavidt er mig bekjendt, har end ej Aslak fundet den, som stod, naar først hans Sværd tog paa at lege med ham.

Thordis (bange:)
Nu vil jeg gaa . . . .

Hallgerde.
Til Gunnar?

Thordis.
Ja.

Hallgerde.
Du har da Budskab med?

Thordis (tier.)

Hallgerde.
Du kræver Fæsteløn?

Thordis.
Bliv ikke vred . . . skjønt du har Grund dertil! Jeg tror . . . jeg ved det ogsaa - ganske vist, at slig Beslutning . . . den var stor . . . og værdig en nordisk Mø; men jeg . . . skjønt ogsaa . . . ja, jeg græder . . . jeg . . . Skam faa de slemme Taarer! Vanslægter gjør de; men jeg kan ej Andet . . . jeg er saa bange . . . o, lad mig blot gaa Jeg er saa bange!

Hallgerde (mildt:)
Fat dig!

Thordis (paa Knæ.)
Lad mig gaa! Mit Bryst er skrøbeligt; hvis du vil plante saa stærk Beslutning der, den spirer vel, men sprænger Karret - ak, det er saa usselt!

Hallgerde (som før.)
Gaa, Thordis!

Thordis (rejser sig; bange:)
Er du vred?

Hallgerde (som før:)
Gaa siger jeg!

Thordis.
Tak, Tak! - men . . . er du vred?

Hallgerde.
Hvis du vil gaa, saa maa du skynde dig, før Hulda kommer.

Thordis (nærmere:)
Det skal jeg nok; men jeg maa vide først, at du tilgiver mig - og ikke vredes. Knap fjorten Dage er vor Lykke gammel, for ung til Sligt; den springer endnu vild med Sang og Leg omkring i Birkelunden; den plukker Blomster blot, den napper Kysse, den sætter Snarer, hører Fuglesang, fortæller Eventyr og leger Skjul, hvor skjelmske Smaabusk lukker til foroven.

Hallgerde (omfavner hende; stærkt:)
Solglade Sind, jeg kjender dig igjen! (Alvorlig:) Blot han nu lønner dig for al din Troskyld.

Thordis.
I hver en liden Nødd, jeg plukker til dig, straks Orm du finder.

Hallgerde.
Ak, mit kjære Barn! Maaske fordi jeg fandt . . . nu ja . . gaa blot Vær glad! - - For sent! - Ikveld hun kommer tidlig!

Fjerde Scene.

Thordis (til Hallgerde:)
Nu paa en Stund jeg neppe ser, hun halter.

Hallgerde (til Thordis:)
Vist ej som før. Hun vil ej være ved det; hun maa tilbagetvinge, der hun gaar, et Skrig for hvert et Skridt; saa smerter det at faa det syge Ankelled til ej at give efter.

Hulda.
Ej? End oven Senge!

Hallgerde.
Vi sad og talte her - snart om din Husbond, hvor haardt du savned ham - snart lidt om -

Hulda.
Godt! Din tro Medlidenhed jeg takker for; men det var slemt, om den forbød dig sove. Bedst er det derfor, at I gaar tilsengs!

Gudrun gamle.
Hvem der? - den Sorte der?

Thordis (som er gaaet hen til hende.)
Det er jo Hulda.

Gudrun.
Nu nu - den Halte!

Hulda (rask.)
Men saa skynd dig, Thordis! Den Gamle sidder jo forlænge oppe.

Thordis.
Saa rejs dig, Bedstemor! - nu skal vi gaa!

Gudrun.
Nej, jeg vil sidde!

Thordis.
Det er Sengetid.

Gudrun.
Javist . . . slig Slag . . . . jeg er ej træt . . .

Thordis.
Men Hulda har sagt det, Bedstemor.

Gudrun (begynder straks at røre paa sig.)

Nu saa! Ja - saa! (Gaaende:) Saa faar vi gaa; men - dog . . . (Stanser.) jeg vil ej sove! (Gaar igjen.) slet ikke sove . . nej (Stanser.) hun sover ind god Stund før mig - (Gaar.) god Stund . . . det siger jeg! (Stanser ved Udgangen.) Ja . . . ja! pas nu blot paa! (Gaar.) Jeg . . . vil ej sove!

Femte Scene.

Hulda.
Skal du ej gaa?

Hallgerde.
Jo straks . . . .

Hulda.
Hvad venter du?

Hallgerde.
Jeg venter Ingen.

Hulda.
Nu - ej heller Nogen her venter dig . . . Forstaar du mig, Hallgerde?

Hallgerde.
Jeg forstaar! -

Hulda.
Og siden du skal gaa, saa er det bedst du gaar forbi dit Kammer, længer ud . . . i Svalen og . . . lidt længer . . . ud paa Gaarden . . lidt til endnu . . . fra Hustad-Gaard maaske.

Hallgerde.
Jeg forstaar! -

Hulda.
Han, for hvis Skyld og paa hvis Bud du blev saalænge her, . . . gik ogsaa bort idag . . . og jeg, du ved, . . . jeg trænger dig slet ikke.

Hallgerde.
Jeg forstaar! -

Hulda.
Men du, som Alt forstaar, forstaar vel og, at trods al Folkesnak, trods onde Sind, saa lever jeg just som jeg vil, ret efter min egen Lyst . . . altid! God rolig Nat!

Hallgerde.
God, rolig Nat! (Mod Udgangen, vender og gaar sagte ind did, hvor Aslak sover.)

Sjette Scene.

Hulda (ser ikke efter hende; staar lidt.)
Han kommer aldrig, før jeg slukker Lyset. (Blæser det ud; gaar op mod Forgrunden.) Nys var al Verden mig saa trang, saa liden, at ikke eet af mine tause Ønsker fik Rum deri; - men dengang havde den dog Rum for hvert af disse Mennesker. Nu er den med et Syn, et Øjebliks hvad Under! - bleven mig saa høj, saa vid, saa rent umaalelig, at Sjelen slukned i samme Stund, den kunde fatte det! Og nu - nu har den hele Jord kun Plads for En, en Eneste, og alle Hine staar blot i Vejen for ham! . . (Sagte:) Nys jeg havde et Ord for hver af dem, et Øre ogsaa for deres Hvisken - (Stigende:) Men om nu engang hver Enkelts Røst flød sammen til et Hav af Skrig og Bulder, hørte jeg det ikke! - (Ømt:) O underfuldt: hin tause Skog, hint Fjeld, som drømmer i sin Sky, har faaet Ord. Hin frugtbetyngte Vold, hvis Røst er bunden i Overnyden af dens egen Lykke, den kan mildt tale til mig . . . og jeg hører. (Sætter sig; sagte:) Der sad jeg nys - - og som jeg sad, kom Mørket med Hvisken til; det skaansomt lagde sig tæt om mit Bryst (Langsomt:) og Folk og Gaard og Minder, et efter et, med angst og dæmpet Raab forgik deri. (Stærkere:) Da sad jeg der igjen med - o! - et Glædesblus tændt i mit Sind, et stille, tindrende, som vilde vokse - og stige, straale flammevildt udover al Jord og Himmel! - Men jeg spændte stærkt mine Hænder for mit Bryst - og taug. - - Og fuldt og tungt af al den Jubelfryd og træt af Lys og Skimmer magted Øjet ej Taaren tvinge mer . . jeg græd, græd ud - - ak første Gang i fir' og tyve Aar. (Græder inderligt; læner sig bagover; sagte og ømt:) Kom nu! Sig, hvorfor dvæler du, min Eyolf? Længst kurrer Aarren alt i Furrukrattet, og Taagen rejser sig i Sølvmorskappen af Fjeldvandslejet, skrider sagte hen i Aftenluften - til et andet Leje! Snart staar hver Blomst, den hastig gled forbi, med Dugg paa Kind og mindes angst og glad de fagre Drømmesyn, som drog henover . . . . (Sidder opret; med stigende Stemme:) Kom nu! kom nu! Skal jeg da ene vente? Jeg, som ej har en Stund, et Blink med Øjet at give bort? jeg, som i fir' og tyve samfulde Aar har ventet paa dig, Eyolf! (Rejser sig; angst og hurtigt:) Kom nu! Selv ved du, jeg maa glemme . . . at jeg maa glemme for at huske dig. Kom, kom, at jeg kan glemme - og blot huske - blot huske dig! Ser du da ikke, Eyolf, den brede Vej, jeg rydded mig frem til dig? . . . Er stundom stusle nok, den Vej - for En; staar jeg forlænge der, det kan let hænde jeg bliver bange, Eyolf! - Se snart til mig! (Med Udbrud:) O, staar du her, dit faste, dybblaa Øje har Slør til mit; med Hovedet imod dit Bryst, jeg Intet ser og Intet sanser foruden dig, dit Favntag og det Fjerne! (Sætter sig. Pause. Med ilter Glæde:) Ah der! Der tog jeg dig! mit Øje fanged dit Billed just i disse matte Skyer af Angst og Graad, der drive for mit Blik! Det er det Værste, at jeg tit ej magter dig holde fast; jeg griber, men du flygter ind i en diset Luft af Tvivl og Minder . . . jeg kan saa sent dig tænke frem igjen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den skiltes - du gled ud - og der! - Der atter! (Læner sig bagover; langsomt:) Der staar du fast og stærk og sænker tungt dit Blik paa mig. - Se, Panden, som jeg kyssed, den falder over mig med Ro og Lykke . . . hver reven Taagestump maa bange jage langt bort i Luften, - og mit Bryst er frit. (Altid raskere:) Jeg ser dig, Eyolf, ser de kaade Lokker, som ile leende i muntert Selskab nedover Nakken, - ser din stærke Arm, Dødsbuer skrev den tit, - mig byder den en venlig Gynge! (Rækker begge Arme ud.) Kom, mens saa du staar lyslevende og mild; du maa jo kjende dig selv igjen og hilse dig: vel mødt! (Hendrømmende:) - Vel mødt hos Hulda! (Farer op og lytter, gaar to Skridt og stanser; ængsteligt:) Men disse Trin - de er jo ikke hans?

Syvende Scene.

Eyolf (kommer langsomt; naar han er midt paa Gulvet:)
Godkveld!

Hulda (er vegen to Skridt tilbage.)
God Kveld!

Eyolf (stanser.)
Nu, hvordan staar det til?

Hulda (mod ham:)
Sig Intet mere! (Gjemmer sig ved hans Bryst.)

Eyolf.
Hulda!

Hulda.
Een Gang til!

Eyolf.
Hulda!

Hulda.
Tak! - Og dog . . . det var ej saa!

Eyolf.
Du ængster dig ved Alt.

Hulda.
Dit Blik mig blandes. Hvem har vel blandet i det?

Eyolf.
Ingen, Hulda!

Hulda.
Nej vist. - Gid blot du kunde skuffe mig gid blot du vilde!

Eyolf (stille:)
Ser du længe saadan, det blir mig næsten som jeg altid stod her. (Med Stigen:) Du slemme Heks! Jeg seer dig knap, og straks Kongsgaarden synker, og det sidste Par i Vaabendansen hvirvler med et Vink til Afsked blot, langt bort, langt bort bag Fjeldet. Det kjelne Strengespil rent tysner af, dets sidste Toner klager hen i Natten, Mjødhornet dunkles, og hin raske Dreng, som rakte det, han viger, altid viger! Den hele Kreds, al Larm, al venlig Lokken den viger ogsaa, viger . . . . Bispens Kaabe bort flagrer blandt dem og med den hans Ord; ja, Gud forlade mig det, og hans Ord! - Hvad vil du, Kvinde? se, her er jeg jo! Hvad vil du Mere? - Gudlejk kom jo væk (Sagtere:) og kanske Flere med . . . . (Som før:) Hvad vil du nu? Skal vi saa drage eller først os gifte hist paa hans Grav? Frygt ikke: Bispen, ser du, han gjør det nok! Det var just noget Sligt han sagde nys, da efter Aftensang han ledte mig ved Haand til Bedekamret! - O, Gud forlade mig det, kom jeg vil omfavne dig! Jeg aldrig i mit Liv saa noget Skjønnere, - kom Hulda min! Lad dem kun tro, vi græder; vi vil le le, saa al Verden den skal le med os! (Fra Værelset, hvori Aslak sover, høres Latter.) Hvad var vel det? Jeg syntes . . . men det var . . . maaske mig selv. - Jeg er lidt tung i Ho'det. Jeg drak lidt, før jeg gik. Jeg drikker ogsaa vel meget paa en Tid. (Sætter sig; staar op igjen, tager Hat, Kappe og Sværd af; sætter sig paany.)

Hulda (som uafvendt har betragtet ham, tager en lavere Stol og sætter ved Siden af hans.)
Vi To - vil sidde lidt - og tale sammen.

Eyolf.
Tal, tal! Jeg tørster efter Ord. - Tal, Hulda!

Hulda.
Jeg var paaveje nys at blive ræd. Du traadte ind ikveld med slige Skridt, som ej var kjendte; men din Tale trøsted. Ja, se blot paa mig. - Du er ej den Første, som bytted egne Ord for Andres ind og gik og bar dem, til de tog slig Vækst, at snart de skygged over al din Tænkning. Men hør nu ogsaa mig, hvis du har Stunder. - Kan vi To for, at ved det første Syn bag Kirken hist, det allerførste, Eyolf, vi Begge blegned - og ej kom af Stedet?

Eyolf.
Nej, Hulda!

Hulda.
Nej. - Kan vi saa gjøre for, at ej vi mødtes førend just den Dag?

Eyolf.
Nej, Hulda, nej!

Hulda.
Saa sig mig med det Samme, om vi kan hjælpe, jeg var gift?

Eyolf.
Nej . . vist.

Hulda.
Slog du først Gudlejk?

Eyolf.
Haant han æsked mig med Smædeord.

Hulda.
Jeg bad ham ej derom. (Pause.) Før ham kom Flere væk, saa tænker du . . . Javist . . . men jeg - sad altid ganske stille. - Jeg saa blot paa dem. (Pause.) - Hør nu hvad jeg siger: hin Aslaksslægt og min, de ere rundne af samme Gren, men laa dog jevnt i Tvist. Jeg var ej meget gammel, da en Kveld de bar min Fader hjem paa røde Skjold. Mor tog sin Død deraf - og vel var det. Jeg blev straks tagen op af Aslaks Slægt; den vilde sone, tror jeg. - Som jeg vokste, hver ledig Ungersvend i al den Slægt Ret tyktes have til den stakkels Mø, den fostred paa. Kun var det dygtig slemt, de ej forligtes om, hvis Ret var størst. Mig spurgte Ingen; jeg gav Haanden til den Stærkeste. - - - Da saa jeg dig en Dag - (Pause.) Jeg følte straks, det Syn En eller Anden maa bøde for. Jeg tænkte, det blev mig saa blev det Gudlejk. Dog hvem ved? Nu ja! . . . (Rejser sig.) Sig mig, du Eyolf, tror du, jeg har lidt? Tror du, jeg savned Noget heromkring, vildfremmed Barn jeg kom iblandt den Slægt, som dræbte Far og Mor? og med hin Lyde, som bød mig sidde, naar de Andre gik? Tror du, jeg savned Noget, spærret ind med hine Kvindfolk, du har seet her? Tror du jeg fandt, Alt det jeg samled hob af Længsel, Had, vild Kjærlighed og Afsky, da Aslakssønnerne med drukken Vellyst frem raved mod mig? (Sætter sig.) Hør mig lidt, du Eyolf: Er og dit Hjerte rigtig stort og dybt . . . . eller tror du, det lille Fjeldvand hist er dybere . . . .

Eyolf (trykker hende op til sig, sagte:)
Tys, Hulda!

Hulda (med Udbrud:)
Nej, nej, nej! Dit Hjerte er dog større; det gaar over al god Forstand, saa dybt som jeg deri kan sænke mig! - Men er det ogsaa sandt? Jeg blive lykkelig?

Eyolf.
Ja, Hulda, ja! Mit Liv er lidet værdt, kan det ej give et herligt Liv til dig. (Rejser sig.) Ja, Hulda, ja! Jeg ved knap selv, hvad jeg kan gjøre for dig.

Hulda (holder om ham.)
Jeg tror dig, Eyolf! tror og klamrer fast! Bevare Gud dig saa for Aslaks Slægt!

Eyolf.
Den har ej Kraft at flytte Døden hid.

Hulda.
Jeg vil slaa Armen om dig, trodse, true!

Eyolf.
Bedst slaar jeg Kredse kring os med mit Sværd.

Hulda.
Det rækker længer? . . . Nej, der tog du Fejl.

Eyolf.
Saa hjælpes vi, og kæmper frem til Lykken!

Hulda (indsmigrende:)
Lykken er ræd; vi maa den varsomt fange.

Eyolf (sagte:)
Nu vel . . . ved Nat . . . vi lister os ind paa den!

Hulda (ligesaa:)
Du viser Vejen; jeg gaar sagte bag.

Eyolf.
(Hele den følgende Samtale hviskende og langsomt:) Den er ej langt ifra . . . jeg tror . . . jeg ser den!

Hulda.
Dit Øje glimrer . . . føler du den blænde?

Eyolf.
Nat dækker Væggen der den Fagre venter.

Hulda (fortsætter:)
Din Haand jo skælver . . slaar hun dig med Frygt?

Eyolf.
Hun er saa trylleskjøn . . . jeg tør knap gribe.

Hulda.
Tag Mod! - Jeg ogsaa, tror jeg . . . ser den nu.

Eyolf (lidt heftigt:)
Du ogsaa ser? (Som før:) Nu vel . . . hvi tøve længer?

Hulda (hviskende:)
Kom da! -

Eyolf (ligeledes:)
Ja kom! -

Hulda (pludselig med hævet Stemme):
Saa gaar langt over Havet vor Vej til den. Den findes hist paa Island!

Eyolf (farer tilbage:)
Paa Island! - hvad?

Hulda.
Er det forlangt maaske?

Eyolf.
Nej vist!

Hulda.
Du følger?

Eyolf.
Ja!

Hulda.
Naar?

Eyolf.
Naar du vil!

Hulda.
Iovermorgen alt Sejl sættes til! Længsel det hejser; Frygt vil skyve paa. Bagvaskelsernes Storm kan rase vildt og hvine, slaa mod Mast, saa den sig krænger, Haab gaar i Bølgen, klapper Skibets Boug og svinger sig i overgivne Kast frem mod det Land, der venter med sin Fred! Naar Morgendagen gaar, og naar den næste med Norges Kyst i Luften toner hen, den er der alt, den dæmrer og den dukker i vore Favntag og vor stille Tale, til den sig viser som et skyhøjt Bjerg - - Vi raaber Land! - for vor husvilde Lykke.

Eyolf (staar ubevægelig.)

Hulda (viger tilbage.)
Du svarer ikke?

Eyolf.
Nej, jeg hører blot. Din Stemme binder mig; naar længst dens sidste Perle for din Aandes Vindpust er trillet hen, staar endnu jeg og lytter. Jeg glemmer ganske, det er dine Ord det er mig selv, der staar og taler halvhøjt. Du løser Noget her, som Tiden bandt. Før jeg det aner har det taget Liv, staar mørk fremfor mig og er bleven Handling! - Se Gudlejk før . . . lad ham dog gaa i Fred, saa bad det i mig . . . han skal gaa . . . han skal! Der stod vi tause i den blege Strid! . . . . Tal Mere, Hulda!

En Røst:
Vogn dog op og se!

Hulda.
Nu er det anden Gang!

Eyolf (forfærdet:)
Fra dette Kammer?

Hulda.
Vi maa dog vide, hvad det er; gaa . . .

Eyolf.
Jeg? (Fatter sig:) Jo, jeg vil gaa . . . det er . . .

Røsten (indenfra:)
Vaagn op og se!

Eyolf (stanser.)

Hulda.
Tag Sværdet med dig!

Eyolf.
Bruges her vel Sværd?

Hulda.
Tag Sværdet, Eyolf!

Eyolf.
Mod en Røst?

Hulda.
Lidt mer! - - Der ser du!

Ottende Scene.

Eyolf (farer tilbage; forfærdet:)
Gudlejk!

Hulda.
Gudlejk? (Nærmere sig Eyolf.)

Eyolf.
Lad mig være!

Aslak.
Her soves ikke trygt . . . jeg maa lidt ud at svale mig. (Faar Øje paa Eyolf.) Hvem der? . . . Min Søn? - hvad vil du? Du tog min Søvn! lad mig nu gaa med Fred! Jeg var dig altid god . . . jeg skal nok hævne. Læg dig kun ned igjen; han kommer snart bagefter, ser du! (Han har sagte nærmet sig Baggrunden; Eyolf viger nedover, efterhvert hin kommer opover.) Gaa! du gjør mig fælen! Ah, hende venter du! Slip hende, Søn min! hun drager til et andet Sted, et stygt! . . . Gaa, læg dig, Gudlejk!

Hulda.
Aslak her! hvorledes?

Aslak (mod Forgrunden.)
Hvem taler der? . . Det var dog neppe Døde. (Han ser Hulda.) Den Halte! (Staar lidt; iler saa op mod Baggrunden, greben af en pludselig Tanke.)

Eyolf.
Slip mig! (Viger mod Forgrunden omkring Scenen.)

Aslak.
Staa! (De stanser Begge.) Den vil jeg kjende, som stjal min Søns de fagre Ægtesmykker og gjemmer dem i Nattens dybe Kister.

Eyolf.
Jeg beder: gaa!

Aslak (skriger:)
Ha! - (Ganske sagte:) Eyolf Finson . . . .

Eyolf.
Gaa!

Aslak (stille:)
Hans Vaabenfælle . . . nu . . . hvis ret jeg husker hans Drabsmand ogsaa . . . (Med et Skridt frem:) Det er bedst, du trækker!

Eyolf (som viger).
Jeg vil ej kæmpe med dig!

Hulda.
Her er Sværd! (Rækker det.)

Aslak (med pludseligt Udfald:)
Vogt dig nu, Nidding!

Eyolf (springer til Side.)
Gudlejk!

Hulda (glider efter ham.)
Her er Sværd!

Aslak (om en liden Stund atter med pludseligt Udfald:)
Vogt dig nu, Nidding!

Eyolf (som før:)
Vogt dig!

Hulda (som før:)
Her er Sværd!

Aslak.
Du flygter, Eyolf?

Eyolf.
Vil ej dræbe dig! (Kommer.)

Aslak.
Det skal du slippe for!

Eyolf (tager Sværdet.)
Gaa fra mig, Aslak!

Aslak.
Saa maa du værge dig!

Eyolf (viger straks ind i Kamret).

Aslak.
Ret; didind maa vi!

Niende Scene.

Hulda (alene. Efter en Pause.)
De bliver længe der . . . jeg tror . . . jeg frygter . . . (Pause; med Beslutning:) Een Arm maa bære nu paa tvende Liv! . . . Men stærk er denne Arm . . . den slipper ikke . . . mig ned i Vandet! - Stærk . . . ja . . . den er stærk! - - Saa staar da Alting paa et Øjeblik! (Med et dæmpet Smertensudbrud kaster hun sig paa Knæ; rejser sig straks igjen.) Nej, nej! Jeg skælver ikke! . . . Lad kun komme! Det er dog tyngre hvad jeg hidtil bar . . . Stærk . . stærk er Armen . . . stærk! (Med Udraab:) - Den kjække Gut!

Tiende Scene.

Hulda (vildt:)
Du gamle Mand, hvad vilde du da ogsaa ivejen for os? (Til Eyolf; med stolt Glæde:) Nu?

Eyolf (mørk:)
Skal vi saa drage?

Hulda.
Om tvende Døgn.

Eyolf.
Nej, straks!

Hulda.
Det kan vi neppe.

Eyolf.
Saa tror jeg næstendels, du rejser ene.

Hulda.
Vi følges nok. (Med Udbrud:) Eyolf, jeg elsker dig!

Eyolf.
Din Elskov falder mig lidt kostbar, Hulda.

Hulda.
Læg blot paa mig det hele Regnskab, Eyolf! - Hvert Slag du styred, faldt fra mig, for mig; min Hevn laa tung i Jernet, skarp i Staalet; hvergang det Luften krydsed, faldt der og et Lysglimt henad der, hvor vi kan søge en Vej for os - ud af det fule Mørke! - -

Eyolf (staar lidt.)
Kan Kvinder myrde?

Hulda (studser.)
Nej . . . det tror jeg ikke . . . Men lide kan de . . . til de vil ej længer.

Eyolf (med Beslutning:)
Ja . . . jeg vil gaa!

Hulda (ængstet:)
Gaa, Eyolf?

Eyolf.
Ja!

Hulda.
Hvorhen?

Eyolf (begynder at tage paa sig.)
Til Kongens Gaard! Jeg . . . jeg vil danse!

Hulda (dæmpet:)
Hvad?

Hulda (ser af og til paa ham; siger saa bange:)
Jeg vilde gjerne . . . . (Stanser.)

Eyolf (uden at se paa hende.)
Nu?

Hulda.
. . . et Spørgsmaal gjøre.

Eyolf (som før:)
Frit kan du spørge.

Hulda.
Hvis jeg turde . . . .

Eyolf (ser paa hende).

Hulda.
Ja . . . for din Skyld ej; men for min egen . . .

Eyolf.
Hvilket?

Hulda.
Da Dronningen igaar kom med sit Følge, var der . . . den, som du ved . . . . . Svanhilde?

Eyolf (efter en Pause:).
Ja!

Hulda (skriger:)
Hvis du forlod mig, Eyolf!

Eyolf (ængstet:)
Hulda . . . hør!

Hulda (ganske sagte:)
Hvis du forlod mig, Eyolf? (Segner om.)

Eyolf (iler til.)
Hulda, Hulda! Kom til dig selv! Se her . . . her er jeg atter! Det var et Øjeblik . . . nu er det over. Din Elskov drager mig saa langt afsted, at tit jeg ræddes og tilbage ser, men blot en hastig Stund - saa gaar jeg længer! (Hun rejser sig halvt.) Tro ej der mangler Mod! Jeg følger frejdigt den Vej, du gav mig gaa . . . . der er ej anden . . . . Vist er du værd, jeg holder frem til Enden! (Hun rejser sig; han holder om hende, og de gaar fremover.) Du er dog blødere end alle Hine!

Hulda (overrasket; derpaa med kjælen Glæde:)
Ah, saa du ser det, Eyolf!

Eyolf.
Ja, saa tit! Men jeg kan glemme det - - tilgiv mig, Hulda!

Hulda.
Du er den Første, som har sagt det, du! Jeg ved ej hvorfor, - men: det jubler i mig! - O, sig det een Gang til!

Eyolf.
Du er saa blød, at du kan drage mig henover til dig, om Vejen gik . . . ja, om den gik . . .

Hulda (stanser ham:)
Ej mere! (Ømt:) O, nu saa ved jeg dig dog bunden, Eyolf!

Eyolf.
Men vi vil rejse! . . .

Hulda.
Alt i Morgen Kveld!

Eyolf (med Udbrud:)
Saa er jeg fri! Saa følger jeg først selv, hvad selv jeg vil! - Da skal du føre, Hulda!

Hulda.
Og vi skal finde, hvad vi her ej fandt!

Eyolf.
Rum for vor Elskov . . .

Hulda.
Fred for alle dem, som hader os - og Fred mod dem, som snakker i Kongens Gaard - - De stjæler Modet fra dig!

Eyolf.
Nu ikke længer! - Ja, vi rejser, Hulda!

Ellevte Scene.

Eyolf og Hulda (farer tilbage.)

Hulda.
Du her endnu?

Hallgerde.
Giv Taal! jeg vilde bare faa med den røde Kappe, som jeg bærer!

Andre akt

(Skog. - Morgenbelysning.)

Første Scene.

Gunnar.
Godmorgen, Thordis!

Thordis.
Ej, Godaften, Gunnar!

Gunnar.
Alt nu?

Thordis.
Syvsover!

Gunnar.
Jeg?

Thordis.
Syvsover!

Gunnar.
Hvad? To Timer før du bandt dit Skobaand, Thordis, Var jeg paa Farten; jeg har alt imorges Slaas flere Tag med Thorberg, - ja saaledes mørbanket ham, at han tilmindsten siger, jeg var fortidlig oppe.

Thordis.
Du?

Gunnar.
Ja jeg!

Thordis.
Storskryder!

Gunnar.
Hvad? - Du tror det ikke?

Thordis (langt og leende:).
Nej!

Gunnar.
Det var iaftes; vi sad just og drak lidt efter Dansen. - "Du, din Maaltrast!" sa'n. "Hvad? Jeg en Maaltrast?" sa' jeg. - "Ja," sa' han, "en rigtig nebbet!" sa' han. - "Nebbet?" sa' jeg. "Med Dun!" sa' han. - "Med Dun?" sa'jeg . . "føl den! . . "Var der vel Dun paa?" sa' jeg, "hæ?" - Men Jarlen blev lynevred; han vendte sig og trued: "Vil I To . . ." Ja, nu nok med hvad han sagde . . . .

Thordis.
"Smaahaner," sa' han.

Gunnar.
Jeg forsikrer dig!

Thordis.
"Smaahaner," sa' han.

Gunnar.
Hør nu, Thordis!

Thordis.
"Haner! . . . Smaa Haner!"

Gunnar.
Thordis, vid: igaar ved Legen, Da hele Hirden stod i Kreds paa Tunet, da var jeg flink! - Ja, der var ikke den, som drev mig væk!

Thordis.
Jo, Een!

Gunnar.
Men hvordan, Thordis, har du faat det at vide?

Thordis.
Ha, din Løgnhals! Der tog jeg dig!

Gunnar.
Ja, det kan ikke regnes. Saa vidspurgt Kæmpe, du!

Thordis.
Jovist! Hvem var det?

Gunnar.
Ret Eyolf Finson selv . . .

Thordis.
Krist, Eyolf . . . Vogt dig!

Gunnar.
Du blegner, Thordis! Pyt, det var ej farligt. Faar jeg mit nye Sværd, som Haakon skal fra Franken bringe, jo, saa skal du se! Jeg viger ej et Skridt, ej et, min Jente!

Thordis.
Hør, vogt dig!

Gunnar.
Saa? For hvem?

Thordis.
For Eyolf.

Gunnar.
Jeg?! Faar jeg mit nye Sværd, saa skal du se! Nu gaar han paa en Stund saa bøs omkring, at En ej nærer sig. Igaar han dansed med Hvemsomhelst, trods Alt hvad der var aftalt; drak Folk fra Viddet, spændte Bjælken tit, foer som en Bersærk mellem tapre Mænd. Og Sligt skal taales? Nej, ved Sankte Knud! Han skal faa Sit, trods Kongs og Kvinders Elskov.

Thordis.
Du la'r ham være!

Gunnar.
Ja, det er mærkværdig: - du tror han vinder paa mig.

Thordis.
Nej, vist ikke.

Gunnar.
Du tror . . . jeg ser det!

Thordis.
Hør nu, hvad jeg tror: mod dig han er - let som en Høvisk.

Gunnar.
Spot!

Thordis.
Nej, ramme Alvor! - Skal han saa faa gaa?

Gunnar.
Jeg løfter dig paa Fladen af min Haand med udstrakt Arm - kom, skal du se det, Thordis!

Thordis (viger).
Nej, nej! (Naar hun er kommen bort:) Du gjør det ikke!

Gunnar (efter hende.)
Jo, ved Olaf! Ved Erik ogsaa!

Thordis.
Jo! . . . lad mig blot gaa! (Naar hun er kommen fra ham:) Du gjør det ikke!

Gunnar.
Godt, saa vil jeg klamres . . .

Thordis.
Nej, nej!

Gunnar.
. . . med Eyolf!

Thordis.
Nej!

Gunnar.
Pas paa hvem vinder!

Thordis.
Vist ej! Jeg tror. - Hvad har han ogsaa gjort dig?

Gunnar.
Gjort mig? - Han er en Skarv!

Thordis.
Aa nejvist er han. Ulykkelig kanske . . . Engang han elsked' som du og jeg, var rask og glad og fager og sanked Jenter om sig, hvor han gik. Nu sygner han . . . Jeg ved, hvoraf det kommer.

Gunnar.
Ja, naar du beder for ham . . .

Thordis.
Jeg gjør Mere.

Gunnar.
Hvad mere da?

Thordis.
Jeg vil, at du skal hjælpe.

Gunnar.
Jeg hjælpe ham? Nej, Thordis, det er svært.

Thordis.
Ja, derom siden! - Nu blot dette Ene: Du er blandt Hirden; du gaar ind og ud hos Dronningen . . . skaf mig Svanhilde hid; her kan hun læge; jeg ved vist, hun vil det, naar første Sundhed, hun til Hjertet lokker, bli'r første Sangfugl under hendes eget.

Gunnar.
Det var, Skam, vakert talt; det var det, Thordis!

Thordis.
Og du vil gjøre det.

Gunnar.
Det vil jeg rigtig. Nu kan du vente her, saa drager snart vor Dronning med de fagre Terners sangfulde Morgentog igjennem Skogen. Ved du, hvad Skalden kvad, da sidst han saa dem? "Blandt dem Svanhilde er den blege Stribe i Rosens Purpur". - Det er ogsaa smukt.

Thordis.
Aa-ja!

Gunnar.
Jo tilforladelig, det er ret smukt. Ja ser du vel, jeg liker smukke Ting, da længes jeg til dig, og det er morsomt. - Ej, det er sandt: nu vil jeg gifte mig!

Thordis (giver ham en Ørefik.)
Hvad siger du?

Gunnar.
Au! - siger jeg.

Thordis.
Javist! Vil du saa tie?

Gunnar.
Ja, men det er sandt.

Thordis (vil atter slaa ham.)

Gunnar.
Naa - naa! - - Her har jeg begge Hænder.

Thordis.
Slipp mig!

Gunnar.
Nu vil jeg gifte mig!

Thordis.
Saa slipp mig, Gunnar!

Gunnar.
Igaar sa' Farbror: hvorfor venter du? Gift dig, din Galning, du er rig nok til det.

Thordis (som har villet befri sig.)
Men slipp mig, siger jeg. - Fy skamm dig, Gunnar! Jeg aldrig mer bli'r blid paa dig!

Gunnar.
Aa Snak! Men ved Sankt Olaf, du er jo paa Veje . . (slipper hende.) at græde, tror jeg.

Thordis (vender sig om og græder virkelig).

Gunnar.
Nu har jeg aldrig set! . . . Fordi jeg siger, jeg vil gifte mig?

Thordis.
Aa, ti saa engang!

Gunnar.
Men du selv da, Thordis? Du har jo spurt . . .

Thordis (rask.)
Det har jeg aldrig!

Gunnar.
Jo!

Thordis.
Nej aldrig!

Gunnar.
Jo! - Een Gang; det var lidt mørkt.

Thordis.
Du lyver, Isbjørn!

Gunnar (løfter paa Hatten).
Mange Tak, mit Lam! - - Ja, ja! Jeg gifter mig nu lige godt, jeg! Saa kan du gøre, hvad du vil, du Thordis.

Anden Scene.

TernerneSang.
Godmorgen Sol mellem grønne Løv! Ungdomssind i de dybe Dale, Smilet i deres mørke Tale, Himlens Guld paa al Jordens Støv.
Godmorgen Sol over Kongeborg! Venligt lokker du ud dens Terner; Tend i hvert Bryst smaa lyse Stjerner, Tindre de klart i en natlig Sorg.
Godmorgen Sol over høje Fjeld! Lys paa Landet, saa vidt det redes, at det sig rejser og toet stedes for Dagen hist i din Varmes Væld.

Tredje Scene.

Den Første.
Ret selsomt er det med den Sang i Skogen.

Den Anden.
Det kan du sige; jeg maa altid ud at høre den, - mens de min Aabit lager.

Den Første.
Mine Smaajenter fløjne er - før mig.

Den Anden.
Kold Mad er daarlig; de har ogsaa Nok af Fjas og Legen paa en Tid . . .

Den Første.
Aa-ja! . . . - Siden vor Dronning kom, er her ret blusset stort Liv i Ungdommen.

Den Anden.
Det sagtner nok, naar Kongen vender hjem . . .

Den Første.
Fra Krigen, ja, Aa-ja. - Der er ret ellers Glæde i det . . .

Den Anden.
Men liden Gavn . . . De udenlandske Skikke er fagre nok; men de er dyre . . .

Den Første.
Ja-saamænd! De tager nok paa Arvegodset, gør de. - - Alligevel: de gi'r igen til Sindet.

Den Anden.
For een Gangs Skyld; men det er snart forbi . . . Og det, som jeg nu frygter mest for, er, at Folket bli'r for blødt.

Den Første.
Det kan nok hende . . . - Aa-ja. - Godmorgen, du! Jeg vilde gjerne lidt nærmere til Sangen, jeg . . .

Den Anden.
Godmorgen!

Fjerde Scene.

Thrond.
Tung er den Kappe, Arne Aslakson.

Arne.
Tyngre de Ord, hun lagde til, Thrond, Bror min!

Femte Scene.

Svanhilde.
Det var et Broderi, som ej blev fuldført.

Thordis.
Forsøg det, sy paa ny; - nu har du Rammen.

Svanhilde.
Alt hvad jeg sydde ned, fra Barn til nu, det reves op, dengang da hun begyndte.

Thordis.
Nej, hendes Sølvtraad passer ej, hvor du din Silke sømmed først i smaa Violer.

Svanhilde.
Jo, jo; hun virked med kunstfærdig Haand.

Thordis.
Dit Blomsterbed vist ligger frisk indunder.

Svanhilde.
Ja, blot jeg vidste . . .

Thordis.
Merk dig dog hans Øje . . .

Svanhilde.
. . . Er saa tungsindigt -

Thordis.
Naar det møder dit.

Svanhilde.
Det er ej ofte.

Thordis.
Thi det frygter Magten.

Svanhilde.
Og den har jeg?

Thordis.
Ja, endog uden Ord.

Svanhilde.
Han taler aldrig.

Thordis.
Men hans Taushed er et sukfuldt: Hjelp mig!

Svanhilde.
Vente Hjelp af den, hans Fod just træder paa.

Thordis.
Er hun barmhjertig, hun stanser ligefuldt hans syge Hast mod sit Forderv.

Svanhilde.
O, hvilken vakker Morgen . . . den gør mig godt!

Thordis.
Saa skal vi vandre vidre.

Svanhilde (overrasket.)
Thordis, der er han!

Thordis.
Hvor?

Svanhilde.
Se der!

Thordis.
Bag Busken?

Svanhilde.
Javist . . .

Thordis.
Han gaar saa langsomt . . .

Svanhilde.
Ja . . .

Thordis.
Nej se . . . Hvor han er bleg, du!

Svanhilde.
Ja . . .

Thordis.
Han stanser . . .

Svanhilde.
Stille! (Lænet til Thordis betragter hun ham; vender sig endelig, idet hun siger:) Al Sang og Morgensol er spildt paa ham!

Thordis (stanser hende.)
Ret som han gik i Tanker, slog han efter en Sommerfugl . . . se! se!

Svanhilde (uden at vende sig.)
Han fik den?

Thordis.
Nej; thi som han bøjed sig, en Klungerbusk, tog fast i Hatten . . .

Svanhilde.
Faldt den af ham?

Thordis.
Ja!

Svanhilde (rask:)
Kom, vi vil gaa! - -

Sjette Scene.

Første Terne.
Her maa vi stanse lidt og hvile os.

Anden Terne.
Nej, heller lege!

Tredje.
Ja ja, lege!

Alle.
Lege! Ja, vi vil lege!

Dronningen.
Godt, saa leger vi men hvilken Leg?

Første.
Det maa du sige selv.

Anden.
Nej, Alfelegen!

Tredje.
Den, ja den!

Alle.
Ja, ja! Kom blot med Alfelegen!

Dronningen.
Det er godt! Saa er vi Alfer, - komne op en Stund at lindre Sorgen i et Kvindehjerte. Hvor To gaar stumme og ej mødes tør, did styrer vi og fører dem tilsammen. En Dommer vælger vi af Hoben frem, en Kvinde helst, thi hun har ømmest Øre. Ukennt af Begge, hyllet selv i Slør, maa hun med Mildhed deres Skjæbne raade. - Nu - kenner I saa To, som gaar omkring og tæres Begge af en giftsyg Taushed? Saa skal vi fange dem og faa dem sammen.

Første Terne.
Jeg kenner To . . .

Anden.
Jeg ogsaa . . .

Alle.
Ja, jeg ogsaa!

Dronningen.
Er de da her?

Første.
Ja, mine -

Anden.
Mine med!

Alle.
Ja, de er her!

Dronningen.
Saa op at finne dem! Slut Alfekede!

Første.
Lad mig styre den!

Anden.
Nej, jeg vil styre den!

Alle.
Nej, jeg . . . nej jeg!

Dronningen.
Nu stille, stille! (til den Første:) Du skal styre Keden!

Ternerne
Vi stiger i Skoven af græstekte Sale, vi søger heroven en Plet for vort Spil.
Til Træernes Tale vi legger vort Øre, Bogfinke og Svale de spotter dertil.(Staar stille.)
Der tales, vi høre, at endnu før Dagen vil Sorgerne føre til Skogen en Mø.(Ud.)
Se, hende vi fange i blomstrende Kede og dysser med Sange den graadige Sorg.(Ind med Svanhilde.)
Se hende vi rede en Seng, hvortil Drømme om Haab kun tør træde i Alfernes Borg.(Staar stille.)
Da merker vi ømme langttonende Sukke med Klage at strømme paa Træerne hen.(Hvirvler.)
Vi stiger, vi dukker, vi søger, vi finner i Skogens Aflukker den angrende Ven.(Ud.)
Og lette som Vinde vi farer fremover, ham fanger derinde og fører ham hid.(Ind med Eyolf.)
For Tonernes Vover skal Sorgerne drive; smaagyngende sover de ind for en Tid.(Staar stille.)
Og Morgnen skal give jer Ordet i Sinde; den Fuglesang blive jer frelsende Ven.(Hvirvler.)
Til Pagten I binde med Tonernes Traade, et Vidne at finde vi hvirvler nu hen!(Ud.)
Og snildt skal hun raade og mildt skal hun vinde den Kjærligheds Gaade, hun føres imod.(Ind med en Ubekennt, tilsløret.)
Hun være en Kvinde i mildeste Alder, hvor Tankerne rinde saa lette afsted.(Staar stille.)
Til Løsning hun kaller hun lede, hun kenne! Hvert Ordfrø som faller, hun give sit Sted.(Hvirvler.)
Vær tro imod hende hun ogsaa mod Eder! Godmorgen! vi vende tilbage igen.(Imod Udgangen.)
Vi strør vore Glæder i Jordlivets Sorger. Godmorgen! vi træder tilbage igen.(Udenfor.)
Vi strør vore Glæder i Jordlivets Sorger til fremmede Steder saa hvirvler vi hen!(Man hører dem endnu en Stund halvt opdukkende mellem Efterspillet.)

Syvende Scene.

Eyolf.
Jer Sang fallt vakkert mellem Træerne i Dagningen.

Svanhilde.
For ham, som hørte dem.

Eyolf.
Hvad skal vi gøre her?

Svanhilde.
Det ved jeg ikke.

Eyolf.
Jeg tror, vi skilles.

Svanhilde.
Som du vil.

Den Ubekennte.
Tal først!

Eyolf.
Hvem er vor Dommer mon?

Svanhilde.
Det ved jeg ikke.

Eyolf.
En fager Blomst den, som du berer der!

Svanhilde.
Hvis den dig huger, kan du faa den.

Eyolf.
Tak!

Svanhilde.
Du river Blade af den?

Eyolf.
Ja - jeg gjorde! (Kaster den.) Giv mig en anden!

Svanhilde.
Nej, jeg har ej flere.

Eyolf.
- Svanhilde!

Svanhilde.
Ja . . .

Eyolf.
Det er ret længe siden . . . vi veksled Ord, vi To, i Enrum.

Svanhilde.
Skylden er ikke min.

Eyolf.
Men min.

Svanhilde.
Kan du vel huske den sidste Gang?

Eyolf.
Det var i Kongens Bryllup.

Svanhilde.
En Morgenstund - før Fuglene fløj op.

Eyolf.
Du hvisked mig et Digt, et af de mange, som med vor Dronning søgte hid til Landet.

Svanhilde.
Det Digt har du nok glemt.

Eyolf.
Jeg husker det.

Svanhilde.
Det tror jeg neppe . . .

Eyolf.
Jo, det handled om . . . hin store Sagabog, hel dyr og gammel; eneste Arv den var, som Frankerriddern fik efter Fader sin, den gamle Kæmpe.

Svanhilde.
Og hvordan gik det saa med ham og Bogen?

Eyolf.
Dens Magt var selsom; jævnt han maatte gaa tilbage til den - fra hver Idræt, Leg. Han tabte bort et Smil, et Glædesord, en blid Erindring for hver Gang han gik; men maatte dog tilbage. - Glemte han een Gang bort Moder sin, en anden Kirken, den tredie sin Mø, - gik dog tilbage. Og mens han stirred i de gamle Trekk, faldt Sne paa Marken, Fugle flygted rundt, de Træer flytted, Huset sank i Jord - han stod der ene med sin Bog og frøs, rædd søgte did, hvorfra den talte til ham, fra svundne Tider, - tog saa Fejl af Vejen og gik i Havet. - -

Svanhilde.
Længer op paa Morgnen, da du i Kredsen stod blandt andre Kæmper, randt Sagnet op for mig; jeg skreg og flygted!

Eyolf.
Det var dog underligt.

Svanhilde.
Nej, Eyolf, nej! Du kæmped ej som Andre. Endnu de i Legens Time havde Øje for den Mø, de nylig dansed med; de hilste, de lo op til os og fik Vink tilbage. Men du! - Du saa jo Intet uden Sverdets Gang, og som Stridsbølgen steg, du lo, du jubled; du stod der blind og bleg og kunde myrdet hver anden Mand! - og det to Timer efter, vi hvisked sammen! - o Jomfru Maria, da flygted jeg! og siden - blot jeg flygted og siden . . . Tro, hvor har du ferdes, Eyolf? - Tungt er det Ord, de berer kring om dig. Jeg hasted fra det som det svage Fly, der gemmer sig, naar Uvejr truer, - hasted at redde Vingen til en anden Gang. Men her, saa stanser jeg; hid har den baaret - lad En kun høre det, det er det Samme!

Den Ubekennte (viger mer og mer, til hun ikke længer ses.)

Svanhilde (fortsetter:)
En tenke Ondt derom - det er det Samme; du mig miskenne for det - og det Samme! Nu vil jeg, selv paa Kne, om det bli'r saa arbejde mig frem til dig, bede, raabe: - Gud trøste dig: hvad Vej gaar du nu frem paa? Vend dig ej fra mig, Eyolf, Barndomsven' min! Jeg er ej streng, har ej et Vredesord, skønt du nok kasted mig tilside, traadte lidt haardt paa mig, idet du for fremover. Jeg taaler, tilgi'r Alt, du gjorde mig, og tenker bare, at det maa saa være . . . . Og jeg fik Bispen til at tale til dig, og jeg har svoret paa, det var ej sandt du drebte Gudlejk - - skønt jeg vidste det! Og jeg har sagt, vi mødtes hver en Kveldstund, naar Folk de sagde . . . . naar de løj paa dig!

Eyolf.
Jeg har et Ord at sige!

Svanhilde (med glad Anelse:)
Skynd dig, Eyolf!

Eyolf (om en Stund; mørk:)
Nej . . . tal blot du.

Svanhilde (modløs:)
Du skulde heller tiet! - (Tager i paany:) Dog - taber jeg mit Mod, hvem har det saa? Min Magt er liden, men alligevel . . . en enkelt ren fuldbaaren Draabe Blod kan farve meget Vand, en enkelt Myre paa Flugt kan faa en hel stor Ormeflokk . . . . og nyss jeg saa hjemkomne Aslakssønner! Det er høj Tid! - Hvad sagde jeg en Gang: Slig Elskov til den svundne Tid, dens Gerning, dens Kvinder eller Mænd, den ender nok helst - helst et Stykke udenfore Kirken! Det Kor, han stedes i, et Flammehav, brendende Bjelkers Brag al Munkesang, den mørke Stolte, som saalangt ham lokked, har knapp en Taare til at jorde Asken! Kom, kom tilbage, Eyolf, redd dig, fly! Jeg er opvoksen med dig, jeg har baaret Halvdelen vel af dine Tanker med dig; jeg er ej god til at se dig gaa under.

Eyolf (idet han slipper hende, mørk:)
Hvad skal jeg gøre, tror du?

Svanhilde.
Flygte!

Eyolf.
Flygte . . . Javist . . . men sig . . . har jeg gjort noget Ondt?

Svanhilde.
Du - nej! stod det til mig at dømme, saa var ej Een af dem, som nu dig skende, saa god som du.

Eyolf.
Det siger du, og da jeg tror det næsten selv. Det er . . . nu ja . . .

Svanhilde.
Kom ud i Varmen!

Eyolf.
Hvis jeg kunne det, - da tror jeg halvvejs, at jeg snart var hjulpen.

Svanhilde.
Saa er det Prøven verd.

Eyolf.
Aa, aldrig haste! Tidt, naar tung Gren skal rystes, brister den.

Svanhilde.
Sig ikke Saadant.

Eyolf.
Dig det skyldes vist, at jeg kan sige det. Hel underligt har du mig stemt.

Svanhilde.
Krist give til det Gode!

Eyolf.
Det kommer an derpaa . . . Brudt, brudt! - Nu ja! Jer Sang faldt vakkert her i Dagningen, og dine Ord, du selv, de blaa smaa Minder, som gik med dig - frem mellem Stammerne . . . - Naar jeg skal rett se til, saa er jeg nok kommen langt vekk. (Sætter sig paa en Stubbe.)

Svanhilde.
Saa tung laa Taagen aldrig om Birk i Vaar, at ej den Knupper skød og avled i den. -

Eyolf (grundende:)
. . . Kenner jeg et Sted, hvor der er Natt; jeg kenner ogsaa et, hvor der er Dag. Og Sverde gaar i Natten, og højst livsalig Sang gaar der i Dagen . . . Raad mig den Gaade?

Svanhilde.
Bedst gør du det selv!

Eyolf.
Men Valget, ser du, Valget . . .

Svanhilde.
Er saare let.

Eyolf.
For den, hvis Sind blev aldrig stedt til Valg. - Hvor dybest Afgrund skiller tvende Land, der skal En over til den anden Bred. Han vove Spranget! - Det er saare let!

Svanhilde.
Du gør mig bange, Eyolf!

Eyolf.
Kom, Svanhilde! Se blidt paa mig! saadan! - Vi To vi har nok leget sammen.

Svanhilde.
Ja, fra vi var smaa!

Eyolf.
Og lest hos Munken sammen.

Svanhilde.
Mange Aar!

Eyolf.
Traadt Dansen lystigt nok.

Svanhilde.
I Juletiden!

Eyolf.
Men ene var jeg, naar jeg lærte Kamp!

Svanhilde.
Jeg stod ret ofte hos.

Eyolf.
Men du var borte dengang jeg Kollbjørn vog! han skeldte mig en Dreng!

Svanhilde.
Ak ja. - Du maatte skyndsomt tage paa Ledingstoget.

Eyolf (noget vildt:)
Der var du ej med!

Svanhilde (viger fra ham.)
Men, Eyolf!

Eyolf.
Hys! - Bliv ikke rædd, kom frem! Bjørnen i Hi skal gaa. Dig er han bange. Svanhvide Fugl med Vaaren under Vinge, Svøm til min Bredd; skønt den er stejl og haard, eet Sted saa er den lav - med blødt, mygt Græs du finder Stedet nok - - du har det fundet!

Svanhilde (mod ham).
Hil være Mødet vort i Morgenstunden!

Eyolf (med hendes Haand:)
Her - din snehvide Haand, hvor Blodet gaar saa kilderent og mildt som Sang i Lunden, her den min Bibel er, paa den jeg sverger.

Svanhilde.
Du sverger, Eyolf?

Eyolf.
Ja, og agter lidt det Ravneskrig, som gennem Eden skerer.

Svanhilde.
Du sverger?

Eyolf (lytter.)
Hør!

Svanhilde.
Hvad nu?

Eyolf (bestemt:)
Jeg følger aldrig!

Svanhilde.
Hvem?

Eyolf.
- Intet Navn!

Svanhilde (forstaar.)
Ha, intet Navn! Nej vist!

Eyolf.
Jeg følger aldrig!

Svanhilde.
Takk!

Eyolf (sagte:)
Men hørte du?

Svanhilde.
Hvad nu?

Eyolf (som før:)
Et Sukk!

Svanhilde.
Det var vel Vinden.

Eyolf.
Kanske. (Sterkt:) Jeg følger aldrig!

Svanhilde.
O, det voved du? -

Eyolf.
Nu - hvorfor ej?

Svanhilde.
Og hørte Mere?

Eyolf.
Nej! -

Svanhilde (indsmigrende:)
Saa tør jeg vente mig et Pant paa Løftet.

Eyolf.
Kan du et bedre faa, saa skynd dig, tag det!

Svanhilde (ivrigt:)
Jeg har et Frelsensraad, men maa først tale med Dronningen derom . . . hun er dig huld . . . med Flere ogsaa . . . find mig derfor op etsteds ikveld, helst under Dansen.

Eyolf.
Hvor da?

Svanhilde.
Ja velg du Stedet . . .

Eyolf.
Jeg? - Nu ja,bag Buret i første Birkelund.

Svanhilde.
For nær ved Skogen; lod du mig vente, blev jeg bange der.

Eyolf.
Saa ved den gamle Gran.

Svanhilde.
Hvor Sagnet ferdes om stakkars Svafas Barn, som der blev udsat og græd sig ind i Døden . . . Nej.

Eyolf.
Men hvor? Omkring en Konges Gaard er nok af Minder. - Paa Heggebakken?

Svanhilde.
Nær ved Gaarden - Ja! Der kan jeg høre Fløjtens Spil og Dansen, se Lys og tenke, naar der spilles op, vi To skal danse just. Ja, der jeg venter! Men ej forlænge.

Eyolf.
Nej.

Svanhilde.
Du iler?

Eyolf.
Ja!

Svanhilde.
Husk paa, jeg venter!

Eyolf.
Ja, jeg husker nok.

Svanhilde.
Saa længe Dansen gaar ikveld . . .

Eyolf.
Saalænge . . .

Svanhilde.
Saalænge Folk i Haven ler . . .

Eyolf.
Svanhilde.

Svanhilde.
Og er du glemsom, Eyolf, venter jeg saalænge jeg ser Lys, indtil det sidste i Natten slukkes, - men da gaar jeg, Eyolf!

Eyolf.
Jeg skal nok huske dig, mit Lys i Natten! - Hvad var det nu I sang, da jeg kom hid?

Svanhilde.
Jeg mindes det ej nøje.

Eyolf.
Det var Noget om et Godmorgen . . .

Svanhilde.
Ja! - Det skal jeg synge paa Vejen for dig.

Eyolf (tager hendes Arm.)
Mens vi gaar i Lunden . . . det er saa længe siden vi gik sammen.

Ottende Scene.

Hulda (staar en Stund ubevægelig, vender sig, faar se Vandet, skriger:)
Vandet! (Styrter lige mod det, stanser, vender om.) Nej, ikke saaledes - ikke endnu! . . . Hvor skal jeg saa hen? - Er det nogensteds? - (Skriger, løber; stanser atter.) Men hvor er Vandet? Ah - tilsiden! - Lad det saa ligge tilsiden! Og jeg gaa bent frem! Gaa bent frem! bent frem! - - Ak Foden! Jeg maa ikke halte nu - nej, ikke halte. Saadan! Saadan! - - Det gør slet ikke ondt! (Synger:) En Due saa jeg skelve i en Stormbyges Torden; did Bølgerne sig hvelve blev den revet fra Jorden. Jeg hørte den ej skrige, jeg den ej hørte klynke; den kunde ikke stige og saa maatte den synke! Nu vil jeg gaa hjem. Jeg har saameget at bestille. Det var den Kappe jeg skulde have færdig . . . til ikveld, vi skulde rejse . . . . Det er sandt, det bliver nok ikke Noget af med Rejsen . . . Nu ja - jeg har ogsaa meget Andet at gøre, jeg . . . Først koger jeg i den lille Gryde, og siden i den store, og legger selv op for Folkene; thi man maa tage sig af Husvæsenet. - - Jeg gaar nok en fejl Vej . . . Det er jo paa den Kant, jeg har hjemme . . . og . . . jeg maa skynde mig . . . for der er vist Nogen, som venter paa mig . . . Eller hvordan var det nu? - Der er jo ikke længer Nogen, som venter paa mig? - (Skriger:) Eyolf! (Synker om; rejser sig om en Stund.) - Har jeg sat mig? - Hvorfor har jeg sat mig? Jeg skulde jo gaa? Skulde jeg ikke? Kan jeg ikke huske mere? - - Hvad? Kan jeg ikke huske . . . . det var jo det Træ der, som saa paa mig før, da jeg vilde . . . det skal endda have en Gren, der ligner Hjelmen, som hænger i Stuen . . . Der er den jo! - Se, om jeg ikke kan huske! Jeg kan huske Mere . . . . jeg kan huske (Faar Øje paa Aslaksønnerne, som netop kommer ind.) Aslaksønnerne! ! . . . Ha, ha, ha! Nej, nu maa jeg le!

Niende Scene.

Hulda.
Velkomne, Arne og Thrond Aslakson! Det vidste jeg, at snart I lod Jer vente.

Thrond.
Lad os kun gange vidre, Arne!

Hulda.
Nu? Er jeg saa sært forandret, at I ej mig kenner mere?

Arne.
Det er Halte- -

Hulda.
Hulda . . . Vist er det saa. - - Jeg sagde Jer: velkomne!

Thrond.
Saa godt du kennes, at vi sidst oss ønsked velkomne sagt af dig.

Hulda.
Det kunde hende, du der tog Fejl, Thrond Aslakson.

Thrond.
Vel neppe, hvis Alt er sandt, som vi har hørt imorges.

Hulda.
Naar Mjød af Trækar beres, faar den lett en ussel Træsmag.

Thrond.
Liflig Mjød tilvisse! Nej, Arne, tykkes dig som mig, vi vender for Kvindelist - og søger bedre frem.

Hulda (med Vegt:)
Godt Gensyn Thrond!

Thrond.
Hvad siger hun?

Arne.
Stans ikke!

Hulda.
Nu mener jeg, I flygter for et Kvindfolk?

Thrond.
Dem bider Sverd ej paa, - og andre Vaaben har paa en Stund vi liden Lyst at bruge.

Hulda.
Det er ej underligt.

Arne (stusser.)
Det Svar mig stanser.

Thrond.
Ænds hende ej!

Arne.
Men hvorfor?

Thrond.
Kom blott!

Hulda.
Arne! Der var den Tid, du just ej hasted fra mig.

Arne (mørk:)
Den tør du minde om?

Hulda.
Ja, som det Sidste. Thi jeg vil tale med dig.

Thrond.
Følg saa straks!

Arne (lidt nedover til hende.)
Er det blott nogle Ord?

Hulda.
Ja - og de bedste, du nu gad høre paa.

Thrond.
Dem tror jeg neppe vi fanger fra den Kant.

Hulda.
Saa sig da, hvilke du har mest ker?

Thrond.
Det aner dig slett ikke?

Hulda.
Aa - jo; dog lett jeg fejled - derfor: sig!

Thrond.
Ja - kan du høre dem, kan jeg dem sige; Og stod du ej saa nær, jeg ønsked højt, at hvert som Pile skar dig dybt i Brystet.

Hulda.
Hm, Ønsker gør ej ondt - saa siger man. Men Ordet?

Thrond.
Være skal om den Mands Fall, for hvem nyss Gudlejk, Broder vor, for hvem hevnkere Far, de nejed sig i Døden.

Hulda.
Om ham saa lyder det.

Begge.
Om Eyolf Finnson?

Hulda.
Om - ja, I nevnte ham.

Arne.
Hans Fall?

Hulda.
Hans - Fall!

Thrond (til Arne.)
Nu trodde jeg . . .

Arne.
Hys! lad mig spørge: - - Hulda, du elsker ham?

Hulda.
Jeg? (smiler.) Nej! - Hvem har vel løjet saa hæsligt paa mig?

Thrond.
Dine Gerninger.

Hulda.
Det har jeg altid sagt, de var de sidste, I skulde tro.

Thrond (til Arne.)
Og hende vil du høre!

Arne.
Ej er det første Gang at den du elsked, ham var du verst . . .

Hulda.
Hvem har jeg elsket før?

Arne.
Nu, - Gudlejk.

Hulda.
Ah! - Har han sagt det?

Arne.
Det saa vi.

Hulda.
Nu, - I saa det? Ej, ej! - Da er det vistnok slig som I siger; - og det kan ej undre, at hin jeg hader.

Thrond.
Men ham lukker ind i Kamret til dig.

Hulda.
Der han bedst bevartes for saadan Stund, som I vil føre til ham.

Thrond (til Arne:)
Det ligner hende!

Hulda (sterkt:)
Narre! - Saa forgabte I er i egen Hevn, at sent I fatter, jeg har min Part - kanske den største.

Thrond.
Tal! Hvad vil du?

Hulda.
Hvad vil I?

Thrond.
Omtrent alt Muligt!

Hulda.
Godt! - Maaden?

Thrond.
Nu, - som den kan byde sig.

Hulda.
Hvis jeg ved rett, I venter knapp paa Loven.

Arne.
Aa-nej; - den er os noget sen i Gangen.

Thrond.
Den kommer først med Kongen hjem, og Eyolf er Kongens Ven.

Hulda.
I frygter den ej selv?

Thrond.
Mer lovtryggt er her paa en Tid, - vistnok. Men Aslaks Slægt har saa sin egen Skikk.

Arne (mørk:)
Mangt upaatalt er sket i den opover.

Thrond (ligesaa:)
Engang man Kongen bad at skride ind. Da smilte Kongen, - sagde blott: "Giv Stunder! den Slægt, den retter nok sig selv!" - Men retter er to Slags Ord; saa der er tvende Maader.

Arne (som før:)
Den verste, tenker jeg, var hidtil Slægtens.

Hulda (med et Par Skridt frem; afsides:)
Det er ej første Gang, jeg rørte blott lidt op i dem, saa blev jeg bange selv. Til disse skal jeg nu . . . jeg hader dem og deres Fader - Gudlejk - hele Ætten! En stille, spejlklar Sjø med Mudderbund, en skiden Røg mod Himlens Straalehvelving, et Rovdyrs korte Brøl i Nattens Stille, et Troll, der lister vekk mod Morgnens Komme! At gøre dem til Folk, det var at bygge en Kirke paa et Rettersted. Jeg hader dem dunkelt heftigt - alt fra Barn . . . Forbandet, at jeg er vokset blandt dem! (Med pludseligt Lys) Derfor er det, jeg hader dem! til Døden - - O, du milde forunderlige Eyolf . . . . Gud, o Gud!

Thrond.
Se til! Fikk hun ej Ondt?

Arne.
Vi kan ej hjælpe Hun staar alene med en Flokk af Minder.

Hulda (skræmt op:)
Hvad sagde du?

Arne.
Slett Intet.

Hulda.
Intet? - Nej . . . Du ringte blott til Lig i Middagshvilen.

Thrond.
Du vilde Noget før . . . nu har du glemt det.

Hulda.
I minner nok . . .

Thrond.
Vi har kun Eet at huske Ulykken vor!

Hulda.
Det sagde han ej selv. Nu godt, - hvad vil I?

Thrond.
Er alt sagt.

Hulda.
Javist . . . ja . . . ja . . . kom hen til mig ikveld . . .

Thrond.
Og der?

Hulda.
Skal I . . . (Afsides:) Jeg ser dig ikke, Eyolf! Hun hun staar ivejen for dig!

Thrond.
Nu - og der?

Hulda.
Der skal I finne ham.

Arne.
Er det dit Alvor?

Hulda.
Jeg spøger ikke . . . (Afsides:) Myrdelystne Mænd! Se, hvor de hvisker sammen!

Thrond (højt:)
Har du ikke lagt Baghold for os?

Hulda.
Slapp det saadan ud! (Staar lidt.) - - Det tror du Arne?

Arne.
Nej.

Hulda (med et Skridt frem, afsides:)
Men var det saa: vi blev dem kvitt - de sidste bedske Rester . . . vi blev dem kvitt . . . . Hvem? - Vi? - -

Arne.
Du grunder saa?

Hulda.
Ja, paa hvad Klokkeslet! . . . Kom lidt før Midnatt.

Arne.
Alene?

Hulda (afsides:).
Hvis han borte blev . . . ej kom? En hel lang Natt . . en Dag . . alene . . hjælp mig!

Thrond (frem.)
Ved Olaf har hun Ondt jo!

Arne (ligesaa.)
Du har Rett.

Hulda.
Hvem? - Slipp mig! (Fra dem; afsides:) O! - - Det var en Overregning! (Langsomt:) Den, som ej kan tilbage se, ej frem . . . (Højt:) I spurte nylig?

Thrond.
Skal vi ene komme?

Hulda.
Nu husker jeg . . . (Afsides:) Hun venter og? Did gaar han? Ja, vidste jeg dog blott . . . (Højt:) Kom I alene! (Afsides:) Det var ej Kerlighed, Erindring var det en svag Udblødning af et gammelt Saar. En syg Urolighed i Søvne var det, . . . som dog har røbet mig hans hele Sjel! (Højt:) Nej, tag kun Flere med!

Thrond.
Ved vi tilslut, hvad helst du vil?

Hulda (afsides:)
Langt er det frem til Midnatt. I Kveldens Ensomhed vil Stjerner rinde . . . han Vejen op til mig ser bedst i Mørke, og Sjelen hvisker om en sidste Gang . . . (Højt:) Tror I, det regne vil inatt?

Arne.
Blid, rolig er Himlen rundtomkring.

Hulda (afsides:)
Han ser paa hende! Vil det da aldrig slippe! Bort! - Aa-nej, lad det kun glide ind . . . (Højt:) Tror I, det regner for sterkt inatt?

Arne.
Hvor er du nu?

Hulda (fatter sig.)
Nu-ja!

Arne.
Du er ej rigtig vel; du tager bedre dit Raad en anden Gang.

Hulda.
Mig vil du læge? Nej, vent nu lidt! Saa skal jeg læge dig, saa syg du er.

Thrond.
Hvad var vel dette?

Arne.
Stille!

Hulda (gaaende frem; afsides:)
Naar han snart ene staar, hun, jeg vil kempe. Vi Begge Løfter har - - Hjertet har . . . jeg! Did gaar hans Barnedrøm - hid drager Uro . . . Er alt paa Vejen did, saa husker han, at han etsteds har Noget efterglemt: ti brudte Løfter, - nogle Sverdehugg, sælsomme Timer, paa hvis dunkle Bund, naar ned han stirrer, han ser Meget sidde: sig selv med Armen om en sortklædt Kvinde, hvis Øje lokker og hvis Bryst er varmt . . . og i hvis Sjel han drømmer langsomt ind, til Vandet kruser sig og Synet dirrer i hver dets Bølgning, - saa han skimter blott i Stykkevis, at jamrende hun fallt ud af hans Favn, - at blege Skikkelser, som selv han satte did i nattlig Stund, sig rejser leende og byder Selskab, at rundt hun jager med de rædde Blikk og støder Henderne mod svede Vegge og kan ej finne ham, ej finne ud, og ryster Tagene med sine Skrig; . . . . - - har han ej Dyrets Sløvhed maa det sende ham nok en Gang til Halte-Huldas Stue! - Hejda! der skal han finnne mig - og hun skal vente lenge paa de grønne Bakker! (Til Brødrene:) Merk Jer et Ord: Ikveld er billig Pris paa nogle Tømrehus! -

Tiende Scene.

Thrond.
Hvad mente hun?

Arne.
Det ved jeg ikke.

Thrond (grundende:)
. . . Bad oss først at komme didhen før Midnatt . . . Tage Flere med . . . Saa spurte hun, om der fallt Regn inatt . . . Dernæst, om vel vi trodde Regnen fallt for sterkt inatt . . . . Saa sagde hun tilsidst: Ikveld er billig Pris paa Tømrehus - Hvis Tømrehus?

Arne.
Du legger nok isammen som til en Sum, du forud har bestemt.

Thrond.
Det siger du. - Hvad tykkes dig om Summen?

Arne.
Rett godt - i Sandhed!

Thrond.
Nu; - mig ikke mindre!

Tredje akt

(Stuen fra første Akt.)

Thordis.
Her heller Ingen! Ak, jeg blir saa bange!

Gunnar.
Hvad vil vel hende?

Thordis.
Alt, hvad ikke hindres.

Gunnar (nærmere til henne.)
Sig mig saa tydeligt - hvad frygter du?

Thordis.
Jeg frygter . . . frygter . . . Krist, hvor øde rundt! Det er mig tidt, som her jeg aldrig leved!

Gunnar.
Hvor er Hallgerde?

Thordis.
Det har jeg jo sagt.

Gunnar.
Og Bedstemoder?

Thordis.
Gud, end Bedstemoder! Vent lidt - og jeg skal se. (Aabner Døren til et Kammer, dernæst til et annet.) Ej heller der! De frække Mennesker! Hvem vover vel at flytte Tre, saa gammelt, svagt i Roden?

Gunnar.
Ja flyttes hun, da skal visst Tomten ryddes.

Thordis.
Min Gud hvad mener du?

Gunnar.
Hvad mener du, som blev saa rædd?

Thordis.
Jeg ved det ikke rigtig . . . .

Gunnar.
Tal ud . . .

Thordis.
Tal du!

Gunnar (vender sig.)
Mig er det ratt det Samme.

Thordis.
En Bønnebog? - Hos Hulda? - og oppslagen? Nu skal vi spørge snart hel sære Ting . . . det Merke tog jeg før.

Gunnar.
Alt gør dig rædd . . . Der er visst Nogenting, som du har hørt.

Thordis.
Jeg kann det sige; men saa maa du love at hjelpe mig.

Gunnar.
Det gør jeg gerne. Nu da?

Thordis.
De vil til Island.

Gunnar.
Hvem?

Thordis.
Hun -

Gunnar.
Hulda?

Thordis.
Ja. Et Skib er alt beredt . . . du saa det nylig . . .

Gunnar.
Og derfor sendes hennes Folk af Gaarden?

Thordis.
Thi her skal mere ske.

Gunnar.
Hvad Mere, Thordis?

Thordis.
Hun fører med sig En, som helst vil blive.

Gunnar.
Hvem? sig!

Thordis.
En Mann.

Gunnar.
Men hvem?

Thordis.
Det faar du vide, hvis du vil love mig at hindre det.

Gunnar.
Naturligvis! Hvem kan det ogsaa være?

Thordis.
Svanhildes Barndomsven.

Gunnar.
Ham vil hun stjele? (Ler.) Nej, Thordis, det maa være Pokkers Kvinnfolk.

Thordis.
Le ikke, Gunnar! Der er Trolldom med . . . . Han narres hid ikveld - og saa til Skibet.

Gunnar.
Der er Trolldom, sa' du?

Thordis.
Ikke ganske fritt! Idag han var Svanhildes . . . Pass nu paa, om han ej Huldas er ikveld - og rejser.

Gunnar.
Det skal ej ske! Svanhilde er en Engel.

Thordis.
Du hjælper mig?

Gunnar.
Javisst!

Thordis.
Og samler Folk?

Gunnar.
Saamange det skal være! Ja, vi kemper! Vi frir ham om det var fra atten, - ja, fra atten Hundred' . . . . (Legger Haanden paa Sverdet.) Han skal ej til Island!

Thordis.
Du ved ej hvad han heder . . .

Gunnar.
Er det Samme . . . Skal ej til Island! (Trekker Sverdet halvt ud.)

Thordis.
Det er Eyolf.

Gunnar.
Eyolf? (Støder Sverdet inn.) Nej han kann rejse, naar han vil, for mig!

Thordis (heftigt:)
Husk paa dit Løfte!

Gunnar.
Løfte . . . Løfte, Thordis! Det var just herligt, hvis han kom til Island! Der er nok Karle der, som høver ham!

Thordis.
Nu skal du lyde mig! - Hvis ikke Gunnar . . .

Gunnar.
Hvis ikke . . . ?

Thordis.
Ja; - jeg sverger dig ved Olaf . . .

Gunnar.
Ved Erik, Thordis!

Thordis (hidsig:)
Er du frækk igen?

Gunnar.
Glem ej din Ed!

Thordis.
Ugudelige Knegt! Jeg jager dig i Messer, sørger for, du er i Skriftestolen; jeg dig lærer latinske Bønner, og jeg giver dig indvigde Ting af selsomt Verd at bere; men du er lige frækk, - du slaas og raser og ønsker ondt udover hverr en Mann, som kaster lenger eller vinner paa dig.

Gunnar.
Det gør Slettingen!

Thordis (fortsetter.)
Ogsaa hvor du skryder! Det næsten er det Verste; thi det viser, hvad helst du gjorde, hvis du kunde blott . . . Uff Gunnar, jeg er mange Gange ked dig, trætt af at trekkes med dig; thi du er rent uforbederlig.

Gunnar.
Det var jeg lenge.

Thordis.
Ja, Bispen sa' det Samme!

Gunnar.
Den Rødhette!

Thordis.
Nu Gunnar, Gunnar!

Gunnar.
Jeg rædd Bispen, tror du! Han eder som en Kvernhusgris . . .

Thordis.
Saa ti dog! Jeg kunde græde, kunde jeg . . . . Du plager, du piner mig hverr Dag, hverr Time, ja . . . jeg har rett ofte tænkt . . . . at gaa ifra dig! (Græder.)

Gunnar.
Nu-nu da, Thordis! - Du er altfor blød du tar dig Alting nær . . . nu-nu da, Thordis! Kom, jeg skal gøre hvad du vil . . . hør nu! Alt hvad du vil!

Thordis (god igen.)
Ja, gør du ogsaa det?

Gunnar.
Det skal jeg, Thordis! Sig mig, hvad du ønsker!

Thordis (Tager ham ved Haanden:)
Der, ser du, staar et Lys; - - hvis det ej slukkes, saa skal du komme hid med mange Menn; men hvis det slukkes, skal du ene gaa tilbage hid og stille dig ved Døren. Naar Eyolf kommer, skal du sige ham et lidet Ord, blott eet - det er: Svanhilde!

Gunnar.
Godt, godt! og du?

Thordis.
Jeg bliver her en Stund. Nu maa jeg friste, om jeg kann faa Mod at tale Hulda til; jeg vilde lenge, men hun bandt Tungen, thi hun er saa streng. Nu maa det ske . . . nu, naar Svanhilde lider.

Gunnar.
Hvad vil du Hulda da?

Thordis.
Det er det Samme. Men Eet jeg sige kann: Det Lys, du ser, det slukker hun hverr Natt, hun venter Eyolf. Ikveld jeg passer Lyset, hvis det gaar slig som jeg vil. Hvis ikke - kann vi prøve det Sidste blott - at hviske et "Svanhilde."

Gunnar.
Du er dog god. Jeg holder af dig, Thordis!

Thordis.
Og jeg af dig . . . jeg er blott lidt for hidsig . . . . Der kommer Hulda! - Spring!

Gunnar
Farvel!

Thordis.
Farvel!

Annen Scene.

Hulda.
Hvem der? Hvem gaar?

Thordis.
Det er blott mig.

Hulda.
Blott dig?

Thordis.
Desuden . . .

Hulda.
Hid! - Hvem fulgte med dig?

Thordis.
Gunnar.

Hulda.
Hvem?

Thordis.
Gunnar!

Hulda.
Godt; hvem er saa Gunnar? Svar!

Thordis.
Min Festemann.

Hulda.
Din - ah! (Nærmere.) Saa ogsaa du . . . Er du saa sterk, du taaler elske, Thordis?

Thordis.
Jeg visste ej, der skulde Styrke til.

Hulda.
Nu - blott en Leg, en Festeleg - - gaa, Thordis! - Dog nej, gaa ikke fra mig - ennnu. - - Sig . . . - hvad var det nu? - Har han bedraget dig?

Thordis.
Hvem? Gunnar? - Nej!

Hulda.
Jeg mente heller ikke . . . han er jo sterk og lys?

Thordis.
Aa-ja . . .

Hulda.
Ej sannt: du savned ham til Døden, før han kom?

Thordis.
Hvad mener du?

Hulda.
Jeg mener, at du drømte, du saa ham, før han viste sig; men siden blott Ord og Aasyn mettede din Hunger.

Thordis (forundret:)
Jeg saa ham før? . . .

Hulda.
. . . Forstaar mig ikke - - Mener, at før han følte ennnu du var til, saa leved du for ham i Savn og Lengsel gikk hverr Dag paaklædt Brud og vented paa ham i Mellemtiden gjorde lidt for Andre med bortvendt Ansigt og et Blik til Døren, om ej han kom! Hans Bifall søgte du i hverr en liden Ting; du satte Haaret blott med det skjulte Haab, han fannt dig smuk. Hos ham, som ennnu kun din Tanke skued, tog du Erstatning for hvad her du led. Hvor der var Lag, og Gutter, Genter dansed, mens du sad ensom der og blev ej buden, fikk ordfuld Medynk eller tause Raad og korte Øjekast som til en Ond, da dansed du med ham, og vildt I kasted tilside hvert et Par, og Dansegulvet blev større - større - - Tonerne for opp, tog Ild og slog i Flammer over Taget! - - - I Dagliglivets Mørke, blandt de Menn, der stod som hemmelighedsfulle Treer og hvisked sammen med de høje Kroner, mens Alt dernede var saa taust og tysst og ængsteligt til Graven, - irred du vel ofte bange blandt de golde Stammer og søgte ud - ja ud! - men kom ej lenger! - - Saa bygged du dig selv et lidet Sted med Krusifiks og Bog og bad saa til det og leste op af Bogen i en Hast alt hvad du ønsked, savned - Mildhed, Lykke og Lesningen blev Hvisk, din Hvisk blev Tale, du talte med en Viss - altid den Samme! I gikk i Skogen, snart hverr Dag, hverr Time, først Haand i Haand, saa Øre opp til Øre, snart Munn til Munn! Og Ordene flød over med saadan overvættes Liflighed, at Hjertet gav ej Rum; de ønsked Mæle, og ud du raabte dem med Sejersklang . . . . Ve, Alting revned! . . . og din Drøm var over! . . . Du gikk saa skræmt og sky; thi ej du visste, om hint var Livet eller dette Drømmen! - - Nu . . . hvorfor stirer du? . . . Du saa nok Noget? . . . Se, hvem som vil! thi snart saa lukkes Døren.

Thordis.
Det var ej mine Savn!

Hulda (koldt:)
Ej dine Funn! Gaa, Thordis! (Bange:) Hvad? har jeg tendt Lyset der? (Nærmere; for sig selv:) Det var i Drømme visst; - de blege Drømme, de gaar paa egen Haand; de fikk ej Livet og sukke efter her, naar jeg er borte. (Vil slukke Lyset, men gaar baglengs tilbage.) Nej, slukk det, du! (Mumlende:) Det er jo næsten Mord!

Thordis.
Det lille, svage Lys? Det kann jo brenne.

Hulda.
Du beder ogsaa for det? - Nu, lad staa en liden Stund (Sterkt:) men husk, at det maa slukkes! (Setter sig.) Gaa ikke, Thordis . . . Natten er saa lang . . . - Skal du til Stevnemøde, Thordis?

Thordis.
Nej!

Hulda.
Saa kann du være rolig! - Sid . . . fortel mig . . . Hvorledes lærte du at elske, Thordis?

Thordis (bange:)
Vi legte sammen - vi var næsten Børn.

Hulda.
Saa tidlig fannt du ham.

Thordis.
Han kom til Gaarden. Vi saa hinannen tidt; tilsidst saa kom han en Dag med sine Ski; han vilde renne og bad saa mig staa bag paa.

Hulda.
Du ham føjed?

Thordis.
Javisst. - Saa rennte vi.

Hulda.
Det var i Bakken?

Thordis.
Den bratteste du ser. Det gikk som Vinden! Jeg skreg - jeg klamrede mig fast og bad for Himlens Skyld, han vilde stanse Farten. Men nej, han kunde ikke, - og det gikk ad alle Bakker ned, blandt Tre'r og Tuer, saa Sneen føg og stopped Munn og Øjne, tog Vejret fra os - o, det gikk, det gikk gikk lige ned paa Sjøen.

Hulda.
Sjøen - sa' du? I fo'r paa Sjøen.

Thordis.
Nej, der velted vi og saadan blev vi frelste.

Hulda.
Nu - og saa?

Thordis.
Saa rejste han sig opp og spurte rask, om jeg mig turde tro til slig en kjekk og dygtig Styrmann? - Og saa svarte jeg: Ja, naar det bare ikke gaar paa Sjøen.

Hulda.
Og saa?

Thordis.
Saa er det ikke Mere.

Hulda.
Ikke? I svor ej?

Thordis.
Nej.

Hulda.
Har aldrig talt mer om det?

Thordis.
Nej!

Hulda.
Thordis, kom! - Jeg vil blott kysse dig.

Thordis.
Men hvad, - du græder?

Hulda (støder henne mildt fra sig.)
Slukk nu Lyset, Thordis!

Thordis.
Men hvorfor skal det ogsaa slukkes?

Hulda.
Slukk det!

Thordis.
Blott lidt ennnu - jeg er saa rædd i Mørket.

Hulda.
Ja, du kann gaa.

Thordis.
Vistnok - men først jeg vilde O, bliv ej vred! Du saa jo aldrig til mig, jeg ved det nok, det første Ømhedstegn det gav du nu - - og jeg tør ikke tenke, du derved gav mig Rett til Mere . . . straks.

Hulda.
Tal kun!

Thordis.
Du siger det saa strengt.

Hulda.
Visst ikke.

Thordis.
Jo, du er streng - du var det altid, Hulda! Jeg frygted dig, og dog du bandt mig til dig; der var ej En, jeg heller stellte for, men maatte gøre det, naar du var ude.

Hulda.
Takk, Thordis! Nu er det for sent - - Farvel!

Thordis.
Ej saa uvenlig! Een Gang tog jeg Mod men skræm det ikke ned; det vil jo bare frembere hvad det har af Duft og Balsam; thi du er syg - o, du er syg til Døden og der er ikke En engang, som ser det! Nej, stans mig ikke! - Tidt, naar du stod kold og egged Andre med din tverre Strenghed, jeg kunde græde med dig; thi mig syntes, at selv du græd - græd, saa du blev til Is! Dog vilde jeg som den dunsterke Rype med travle Vingeslag langt heller søge til dig - opp til de lange, flade Breer, hvor Sol sørgmodig spiller all sin Kraft, enn rammes dødeligt i Dalens Lunhed! Nuvel - det skedde ej; det var visst godt . . . Jeg blev og frelstes - du . . . du derimod . . .

Hulda.
Nu - vidre, Thordis!

Thordis (forlegen:)
Ja - det kom ifra mig.

Hulda.
Du har visst Raad at bringe . . . har du ej?

Thordis.
Jeg tenkte ogsaa . . .

Hulda.
Kom kun med det Thordis!

Thordis (forlegen:)
Ja. - - (Ennnu mere:) Nej; jeg ser, at jeg tog Fejl - jeg har visst ikke Raad . . . jeg tenkte . . .

Hulda.
Men du vilde . . . . hvad vilde du?

Thordis (som før:)
Jeg vilde . . . vilde bare . . . faa græde, tror jeg! (Gør det.)

Hulda (rejser sig).
Er ej heller Raad; her finnes intet! - Gaa nu, Thordis, gaa! Slukk Lyset først - og gaa - du gør mig blød.

Thordis (varsomt:)
Blød, sagde du; ja, var du bleven blød, saa vovede jeg først at legge ned det lille Ord, som jeg bar med ikveld (Kort Pause. Hulda vender sig mod henne.) Stræb ikke efter, hvad en Annen ejer!

Hulda.
I Kongens Gaard du har en tro Veninde?

Thordis.
Saa fager og saa mild . . . og hun - hun sørger!

Hulda (som staaar lenet til Stolryggen.)
Det er saa underligt med slige Ting; den, som har størst Behov, har største Rett. Tilsidst hann bliver dens, hvis Bud er dyrest. Og mitt er meget dyrt. (Staar lidt.) Sig, husker du vel Velske-Sagnet?

Thordis.
Nej!

Hulda (peger:)
Det staar i Bogen.

Thordis.
. . . Vil ikke lese det. -

Hulda.
- Er ej fornødent. - Jeg kann det meget godt . . . "Der var engang en megtig Dronning, der forstod sinn Dont; thi Kronen straalte langt, men Viljen lenger. Kun Eet hun mangled: hun fikk ikke sove! Og alle Læger i den vide Kreds var uden Raad, og alle Urter vare foruden Kraft. Da merked hun tilsidst, at det galdt Livet - og hun maatte prøve. Den store Taarnport knagede saa fælt i Nattens Stille; - straks hun lod den brenne. Taarnvægtrens Raab hun hørte alt som best; hun lod ham styrte. Men ved Siden sov en ung og vakker Mann; hans Aandedrag blev hun slett aldrig kvitt; - hun lod det stanse. Skosvenden, plaget af sin dulgte Elskov, til Natten hvisked, hvad ej Dagen taalte, og hann blev taus. - Nu var der Fred paa Gaarden. Blot hennes Terner græd - saa stille, stille ved all den Ynk, som deres Dronning fristed; og deres Graad blev kvalt. - Saa var der roligt. - Nu vented hun paa Søvn; - men Søvnen kom ej. Stod hun saa opp og brennte Huset ned; men Søvnen kom ej; - flytted hun hverr Natt fra Hus til Hus; men Søvnen kom ej. Flygted hun fra sit Land, fo'r ud som en Vanvittig fra Sted til Sted, fra Folk og Folkets Klager og segned ned, nettopp hvor Grensen stod. - Bad hun nu jammerspennt om blott et Dugg af Søvnens Svalning - blott et Blunk i Natten! - - Og se, hann kom - lys, lett og sterk i Gangen. Hun rejste sig og greb. - Da gikk en Mø ivejen for ham, vendte ham og sagde: Hann er jo minn! - - Og Søvnen" - . . . Slukk nu Lyset!

Thordis (afsides:)
Tilgiv, Svanhilde! - Se, jeg kann ej Annet! (Slukker Lyset; lidt nærmere, højt:) Farvel! . . . og sees vi ej mer' . . . .

Hulda (tager mod henne, omfavner og kysser henne:)
Farvel!

Tredje Scene.

Hulda (staar lidt.)
Sker det ej snart, mens jeg har Kraft igen . . . ! (Gaar frem mod Bordet; faar Øje paa Bogen.) Saa du er ennnu der! Du er som Thordis. (Pause. Lukker den. - Tager den op igen.) Det er en Fejl, at den, som ej kann høre, kann heller ikke svare . . . Hyss! o Gud! - Er jeg da nu saa svag, at minnste Vindstød skal skræmme mig? - Hann kommer maaske blid med Anger eller Sorg i sterke Trekk? Hann gaar hid trøstig til den vante Tid, at sige: Jeg var svag . . . nu vil jeg rejse - - Det kunde ligne ham, den kjekke Gut! - - - Men hann har sveget mig! - - Hyss! - Der igen! Man siger, fejge Folk skal have Forbud. - - - Ak, ak! Naar før hann kom saa frejdig, frisk, med Trin som glade Klapp, der fløj imod mig! hvor svulmed Hjertet - hvor det fo'r imøde! Og ved hans Komme strømmed inn en Duft af Birkeløv og Hegg, - den hele Hob af gammelt Nag for skytungt ud i Blæsten. Hans Aasyn luded sig med Solskins Fred udover hele Stuen, - bort veg Rædslen, og rejste den sig enn med Uvejrsblik: hann kyste den med Sverdet! - Hvilken Mann! Han havde sligt et Hvelv for store Tanker, de suste dunkle der paa brede Ving', slog ned og skræmte Krybet inn i Busken! Jeg havde Lys og Rum! - Forsagte Skarer af friske Følelser fløj ud, de tumled, de solte sig, de jog, de rev og bruste fjertungt i Luften under Solens Sitren . . . . . . . . O-ja! de tog slig Fart, at de kann ikke mer' med at stanse - det maa gaa afsted! (Skrigende:) O, lad dem jage da - nu er de sluppne! Og negter hann dem Rum, saa kann de vende Nebb imod Nebb og hvirvle hen i Luften Fjer, Dun og Skrig - og velte - altid velte saa lenge opp og ned, til Luften fylles af deres Ve og Jammer, Blodet spragler og sprøjter sin Forbannelse opp i dens falske Aasyn og dets stille Glittren! - - Thi hann har sveget mig! - (Gaar; stanser foran Vaabnene.) Det Innfall var ej godt, som bad mig om at pusse Jer. I skinner jo saa hesligt! (Staar lidt med Øjet heftet paa dem:) Du tog, hvad du ej fikk . . . og du fikk Straffen. - Ikke ved mig - - Du løb dig selv paa Spidsen! Men du var god . . . . . . . . Det er dog ogsaa hann - god, blid som Dagen; men har dens Skifte. - O-ak Krist, jeg ser det bliver farligt; - blott Livslysten trykker sagte paa Døren, vil den give efter. Den fikk jo aldrig Lov . . . og Lengslen vokste og blev saa stor. (Nogen rusler ved Døren; hun giver et svagt Skrig og vil fly.) Ve dog! - Hvem der? - - Kom inn!

Fjerde Scene.

Hulda.
Ha, dig!

Thrond.
God Kveld!

Hulda (afsides; uden den hele Scene at se paa ham.)
Hann kommer sløv og tung, rett som en Bjørn, gaar bent paa Byttet - - (Højt:) Hvor er Arne?

Thrond.
Ude.

Hulda.
Hvormange?

Thrond.
Tretten.

Hulda.
Omkring Huset?

Thrond.
Ja.

Hulda.
Saa faar I vente - - hann er ikke kommen.

Thrond.
Og naar hann kommer?

Hulda (i øjensynlig Kamp.)
Gør I . . . hvad I vil.

Thrond.
En sagte Kulild . . .

Hulda (heftigt:)
Lad mig vær' ifred!

Thrond (stod som hann ventede.)
Altsaa . . . en Ild rundtom . . .

Hulda (afsides:)
Den Djevel. (Højt:) Ja!

Thrond (langt og tungt:)
Slig Ende tog - hverr gammel islandsk Saga.

Femte Scene.

Hulda (alene; hun synker om i en Stol; rejser sig om en Stund; siger, idet hun gaar ud:)
Og hann har sveget mig!

Sjette Scene.

Gunnar (kommer).
En vakker Kveld, saa stjernetaus og mild! jeg skulde ønske, jeg, at Thordis var her.

At gaa saa lang en Vej blott for et Ord "Svanhilde!" - Nu - jeg gør som Thordis be'r mig!

Syvende Scene.

Eyolf (usikker Inntrædelse.)
Hvortil de mange Menn? Mon lure? - Der! (Rask mod Gunnar.) Hvad vil du her? - Hvem er de Menn paa Gaarden?

Gunnar.
Er de ej dine, kenner jeg dem ej.

Eyolf.
Hvad siger du? - Hvad skulde jeg med dem?

Gunnar.
Det maa du vide selv.

Eyolf.
Hvem sendte dig?

Gunnar.
Rett En, som elsker aaben Ferd.

Eyolf.
Sligt Svar?

Gunnar.
Spør som en høvisk Mann, saa faar du maaske et høvisk Svar!

Eyolf.
Nej, væbnet Mann paa Lur man kysser ikke straks.

Gunnar.
Hvad har du for, som frygter Lurere?

Eyolf.
Minn første Idrætt er den at faa dig bort.

Gunnar.
Og saa dinn annen at følge med.

Eyolf.
Du er lidt djerv i Munnen.

Gunnar.
Jeg røgter kun mitt Erind.

Eyolf.
Og det er at egge Strid ikveld?

Gunnar.
Nej - nettopp modsatt. Jeg skulde prøve, om jeg fikk dig fra den.

Eyolf.
Det var en selsom Prøve!

Gunnar.
Nu; - dens Udfall maa blive som du vil.

Eyolf (staar lidt.)
Hvem sendte dig?

Gunnar.
Naar slig du spørger, kann jeg ogsaa svare. (Liden Pause.) - Det var Svanhilde!

Eyolf.
Krist!

Gunnar.
Men der er Hulda!

Aattende Scene.

Hulda.
God Kveld!

Gunnar.
God Kveld!

Hulda.
De Menn saa silde ude?

Gunnar.
Det fallt sig saa.

Hulda.
Et Vakkert Ve'r at gaa i.

Gunnar.
Aa-ja!

Hulda.
Hvad Erind fører hid?

Gunnar.
Slett intet.

Hulda.
Ditt Navn.

Gunnar.
Er Gunnar Thordson.

Hulda.
Nu; - til Thordis! Hun er alt gangen, tror jeg.

Gunnar.
Ja, jeg ved . . .

Hulda.
Saa ved du ogsaa, hvad du selv skal gøre.

Gunnar (til Eyolf:)
Du følger, Eyolf?

Eyolf (svarer ikke.)

Hulda (til Eyolf:)
Hør - han spørger dig!

Eyolf.
Jeg følger om en Stund.

Gunnar.
Farvel da, Eyolf!

Eyolf (usikker:)
Fortel ej . . . vent! - - Jeg maa først tale med dig. (Sagtere:) Gaa blott lidt udenfor.

Gunnar.
Jeg vil ej klamres med fulle Menn, som staar i Kreds paa Tunet.

Eyolf.
Skal I da klamres?

Gunnar.
Ja, hvem er vel De? Hvad vil de her?

Hulda.
Ved ej, hvorom I taler.

Eyolf.
Din Gaard staar full af Menn.

Gunnar.
. . . Bevæbnet alle.

Hulda.
Er de da sendt mod Jer? - Hvad frygter I?

Gunnar.
De kann ret vere, hvis de vil. Jeg gaar.

Eyolf.
Og venter ej?

Gunnar.
Har du stor Lyst at følge, Saa følg med straks!

Eyolf.
Det kann jeg ikke.

Gunnar.
Godt! Farvel da, Eyolf Finnson!

Eyolf (efter ham.)
Vent dog lidt!

Niende Scene.

Eyolf.
Der blev slig Larm ved Døren . . . Stengtes den?

Hulda.
Hvem skulde stenge den?

Eyolf.
Det ved jeg ikke . . . (Gaar derhen.) Jo, den er stengt! (Kommer igen.) Slig Spøg mig lidet huger.

Hulda.
Hvem frygter du? - Det er vel ikke mig?

Eyolf.
Fritt Valg mig fører hid - fritt Valg tilbage; saa tenker jeg er best for Beggeto.

Hulda.
Du haster sterkt ikveld? - Skal du gaa snart?

Eyolf.
Snart eller sent; men fri maa Døren vere!

Hulda.
Det var en selsom Frygt - saa ganske ny; naar fikk du Grunn til den i Huldas Stue?

Eyolf (Staar lidt.)
Visst før ikveld! . . . Ditt Blik er mig saa dunkelt.

Hulda.
Du kann nok mørkne det.

Eyolf.
Du ængster mig! (Gaar til de andre Døre.) Den ogsaa læst - og den - - - Hvad er det, Hulda?

Hulda (bestemt:)
Spør du dig selv, - og kanske faar du Svar!

Eyolf (ser lenge taus paa henne.)
Hvis Døren nu var fri, saa gikk jeg straks.

Hulda (nærmere.)
Men du skal blive - du skal tale med mig!

Eyolf (for sig:)
Det ante mig jo straks.

Hulda.
Her er ditt Sede!

Eyolf.
Du ved nok Alt?

Hulda.
Og derom kann du spørge?

Eyolf (med pludselig Anelse.)
Hin høje Kvinne i et Slør . . ?

Hulda.
. . . Var mig.

Eyolf (setter sig.)

Hulda (flytter en Stol hen til ham; setter sig.)
Slig sad vi sidst. - Det er nu lenge siden. Idag er kun igen: at regne over.

Eyolf.
Vænt lidt . . . vænt lidt!

Hulda.
Du hører En, som raaber.

Eyolf.
Ja, det er sannt!

Hulda.
Tag blot et Opgør med dig, saa gaar du lettere.

Eyolf.
Da gaar jeg langsomt.

Hulda.
Snart faar du Lyset se, som blinker mod dig.

Eyolf.
Jeg gikk dog hid ikveld!

Hulda.
Til et Farvel.

Eyolf.
Jeg gikk dog hid ikveld!

Hulda.
Du kom - - men hvorfor?

Eyolf.
Jeg kom, fordi . . . . Ja, tal du blott, du Hulda, saa skal jeg høre, om det treffer sammen.

Hulda.
Har du vel merket dig det sære Tegn: her var saa mange først; men færre - færre, inntil idag. - Nu er her bare vi To.

Eyolf.
Ej draabevis! Kom med det Hele, Hulda! Thi nu saa vil jeg have Ende paa det.

Hulda.
Da skal jeg give dig at tenke over, hvad mig vil hendes, naar du gaar ifra mig. (Pause.) Se did! hin Hjelm, hint Skjold og Spyd paa Veggen de skinner ille her i Maanens Sted. Hin Dør er læst, - derinnenfor et Kammer det er nok lukket, men det aabnes tidt. I denne Stue fo'r de Aslaksønner - her er der flest, naar her er ganske tomt. Hid søgte du, her lever vore Møder . . . . Her vil du sette mig igen? -

Eyolf.
Nej, nej!

Hulda.
Saa nevnte vi nok Island. - Det var da. Hvis nu jeg drog, jeg ligned sterkt en Mø, som hørte Tale om en Sundhedsø; men stunded did, naar hun var bleven - dødssyg.

Eyolf.
Jeg ser, du stenger til. - Nu vidre Hulda!

Hulda (rejser sig.)
Der er et sidste Vilkaar, og det er: slett ej at tenke paa mig.

Eyolf.
Hulda!

Hulda.
Ti! Vor Elskov var knapp slig som hin ved Hove, ej halvt en Leg; der var lidt Alvor i den. Jeg sad en Skygge her og fikk se Livet og greb saa efter det med Sugekraft som Maanen efter Jorden - - og du fikk dens rige Nætter . . . . Har du glemt dem, Eyolf?

Eyolf.
De drog mig med Tussmørkets Kogleri fra Pligt og Bud, fra Bisp og Hvisk i Hallen; de drog mig ennnu, da de sterke Lyn slog ned og drebte; - ja de drog ikveld traass Dagens Anger og dens lyse Løfter. - Nu vidre, Hulda!

Hulda.
Disse Kvelde blev en Pagt imellem oss foruden Ringe. Af dem rannt Guldet, som oss smelted hop, og Ilden under, det var Verdens Had. Saa fast de bandt, at Alt, som kom imellem, det røg istykker, og vi saa knapp Støvet. Thi vore Møder var en skyndsom Flugt fra Fortids Jammer og fra ensom Tenkning; tilbage Ingen saa; men Øjeblikket laa ti Aar frem i Lystens Solskinssitter, og Angsten for idag, den skalv deri med ny og megtig Vellyst; thi den lo. - - Saa blev der Morgen!

Eyolf (springer opp.)
Hulda, du lokker mig - - du støder vekk! Jeg kann forbanne dig, og jeg kann græde. To Alen fra dig - er der tyve Mil. Her ved din højre Side jeg svinger atter i din syge Elskov. - - - - - - - - - - - Nyss stod jeg paa mitt Skib, som var lagt ud. Jeg saa det svaje paa den dybe Bølge og rykke hissigt i de bundne Sejl. Da tenkte jeg: det er min unge Livslyst her i den mørke Bugt paa Husstadviken. Se, Natten lider; Luften lover Vind, kom, lad os friste, om den berer over! Lad her det vente, lad det grede hist, lad Bispen daane i sin Messeserk, jeg kalles Skurk, behengt med svegne Løfter, og hverr min Handling. - - jeg vil legge ud! fri vil jeg vere, sette Sejlet til! Se all min Slægt, fra den tog Land af Harald og fulgte Erik, slapp ved røde Svolder og sank ved Stiklestad, stod op ved Lessø at straale roligt højt i Haakons Hall, har gjort som jeg: lagt ud, naar best dem tykktes. - Det Skib, som ligger, tager Mark i Bunden. Ud, ud paany! - Jeg kom nyss udenfra, og midt i Slaget tog jeg Møde med dem! Her i den kvalme Lund, hvor lunkne Messer gaar om i Luften, vokser ingen Finnson. Du sorte, blege, du barmsterke Hulda, Valkyrje, kom: - stig du ombord i Skibet; straks Vingen løfter det, og skerer did, hvor Ravne kredser om de tørste Hærskrig. - Saa er jeg lykkeligst! Vekk, vekk med hint! Nu vil jeg lyde, hvad der taler her (Slaar sig for Brystet.) det er min Arvesaga, og dens Runer maa jeg vel tyde, førenn jeg gaar under!

Hulda.
Hvor du er verd at elskes, verd at dø!

Eyolf.
Hin mørke Strid, som steler all min Magt og gør mig fejg, forbytter mine Løfter, den er jeg trætt af; - jeg maa stride bedre! Mitt Øje dummes, flyr de store Vidder. Mitt Bryst er trangt, og overalt der henger et Tag ned paa mig; - jeg er ved at kvæles! Nu ud paa Havet! Der er højt og vidt! I Stormen tales kun om store Ting, i Bølgen sortner der en Evighed, og Himlen tier, mens den tegner Skyer. Der kann jeg leve, som mig huger best; hvis Regnskab kreves, er det ganske kort . . . der lukkes til . . . en Sten gikk blott til Bunden. Følg med, du Sterke! tag en Brudesang, din Elskov verd, - tag Maalet for dens Grenser af Rummet om dig, og dens Sejersrus skal velte sammen med Kampdagens Torden.

Hulda.
Hvor du er verd at elskes, verd at dø!

Eyolf (næsten forfærdet:)
Den blege Mine?

Hulda.
Kennes du ej ved? I den sig spejler som i stille Vand en bange Tanke i ditt eget Bryst.

Eyolf.
Og hvilken, Hulda?

Hulda.
Du er rædd for Døden.

Eyolf.
Det tør du sige mig.

Hulda.
Din Hast til Slaget er Flugt fra den. Det tause, tunge Opgør du skriger over, - men: stans lidt og tag det!

Eyolf.
At søge bort, er og et Opgør Hulda!

Hulda.
Hvad her du brød, du soner ikke hist.

Eyolf.
Naar du er med? - - Vil du da ikke følge?

Hulda.
Og om jeg fulgte, - der er ennnu En.

Eyolf.
Fra denne Tvil just er det, jeg vil drage.

Hulda.
Men den dig binder. Den skal løses først!

Eyolf.
Det kann jeg ej - - - Ha, nu jeg skimter Grensen!

Hulda (bestandig sterkere:)
Du gav en Haand til mig og en til henne . . . Nu maa du prøve, om du faar dem sammen!

Eyolf.
Hulda, du ængster mig!

Hulda.
. . . Kann du det ogsaa, (Langsomt:) da er der ennnu Et, som visst du glemmer - (Nærmere:) Kom - jeg vil hviske: - du har sveget mig.

Eyolf (fra henne:)
Ditt Blik mig dreber alt! - Hvad vil du, Hulda?

Hulda (heftigt:)
Om du fikk hundred Aar at leve i, du fatted ikke, hvor jeg elsked dig. Alt, jeg har tenkt - Alt, jeg har lidt idag, det lønner ej et Liv; og derfor, Eyolf . . . .

Eyolf.
Just hvor du stanser, taler du som best!

Hulda (skriger:)
O, slid dig fra mig, - hvis du magter det! Jeg saa paa Noget i ditt sterke Bryst, som kunde løfte mig opp, opp . . . jeg ved ej. Og jeg tog fast! - o, ved de høje Himle, saadan tog Ingen fast. Kann du ej løfte, da er der Fare for, du drages under.

Eyolf (tilbagetrædende, roligt:)
Jeg aldrig skalv, hvor Døden blev mig buden, men Kvinnehaand . . . (Tager til Sverdet.)

Hulda (ler:)
Nej, du tør ikke frygte. Du skal faa leve, - hvis du leve vil! - Stig du blott inn, og stød saa muntert Baaden bort fra det Sker, hvor mig du satte af; du støder den ej bort fra all den Jammer, som flagred om ditt Hoved her ikveld og jager efter dig udover Havet.

Eyolf.
Ve, er det sannt? - Hulda, hvad vil du Mere?

Hulda.
Du stanser atter for at tenke, Eyolf? - Det er den Tenkning, som har myrdet dig. - - Nej, jeg skal give dig det hele Regnskab: du vilde flygte med vor Elskov nyss, fordi du følte, her var ikke Rum. Fra vi blev kennt, har vi vel Annet gjort enn søgt at rydde oss det Rum, den trengte? Jo mer vi gjorde - se, dessminnre blev det . . . Vi har een Time blott - og denne Stue.

Eyolf (begynner at vakle.)
Hulda, jeg kvæles; - denne Røg og Ild?

Hulda.
Er ikkun Flammen af min Kerlighed.

Tiende Scene.

Arne (i Døren:)
Nu faar du komme Hulda!

Hulda.
Nej! - jeg bliver. - - Eyolf? - -