Bjørnstjerne Bjørnson
HVAD Manden hedder, maa forties, da han endnu lever. Han er Gaardmand og har en voxen Søn.
Det er Skik, at eneste Søn faaer Gaarden, saasnart han bliver tyve Aar. Men denne Fader vilde styre selv, og Sønnen gik endnu syv og tyve Aar gammel som Faderens Tjenestekarl og gjorde Intet uden først at spørge.
Sønnen lod aldrig et Ønske komme over sine Læber; men endelig lagde Naboerne sig derimellem, og Faderen maatte faae Skjøde forfattet, skjøndt han gik nødigt dertil. Han lod heller ikke Skjødet thinglæse.
Dette skeete om Vinteren og paa en Løverdag. Søndag sad Faderen alene i Stuen og var ikke god. Da kom nogle Mænd ned fra Fjeldet, hilsede og bad om at faae laane en Hest til Kirken; de havde havt tung Vei nedover. - "Det er ikke mig, som styrer længer", svarede Manden, "men hvad Hestene angaaer, saa skal de hvile i denne Uge." Mændene gik; ude paa Gaarden traf de Sønnen. Ham spurgte En: "Du vil ikke laane os Hest til Kirken idag; vi er trætte af at bryde Snee, og vi skal til Guds Bord." "Hestene skal hvile en heel Uge," svarede Sønnen; "I kan gjerne faae laane." - Han fulgte dem selv til Stalden og spændte for.
Faderen hører Dumbjældeklang og seer ud netop i det samme, de kjører forbi og smiler op.
Da Sønnen kom ind, gik Faderen mod ham: "Har Du laant dem Hest?" Sønnen vilde svare; men Faderen smælder ham en under Øret med de Ord: "Skjødet er endnu ikke thinglæst, din Hvalp." -
Torsdagen efter - han havde arbeidet som før den hele Uge - kommer Sønnen ind reiseklædt, gaaer lige hen til Faderen, rækker Haanden ud og siger: "Nu faaer Du leve vel." Alt Arbeide i Stuen standsede, Faderen spurgte forbauset: "Skal du reise?" - "Ja." - De saae begge paa hverandre; Sønnen gav atter Haanden ud, Faderen tog den og vilde svare, men kunde ikke strax. Før han kunde komme efter ud i Døren, var Sønnen nede paa Veien. Han spurgte Nogle, om de vidste, hvor Gutten skulde hen; men de vidste det ikke.
To Aar efter sendte Sønnen Bud hjem med en Handelsmand, at han var sørpaa hos en rig Gaardbruger i Jarlsberg. Et Par Aar efter sendte han atter Bud, at nu var han gift og havde Gaard.
__________
Den Mand, af hvem jeg hørte Tildragelsen, havde besøgt Faderen. "Har Du nogen Søn?" spurgte den Fremmede. "Jeg har een, som er gift sørpaa," svarede den Gamle og saae nedover Veien. - "Har han længe været borte?" - "Til Vinteren bliver det otte Aar." - "Da skal han vel snart besøge dig?" - "Veien er lang, han har ogsaa meget at tage vare." - "Skal ikke saa Du besøge ham?" - "Jeg bliver for gammel nu." -
En forhenværende Sorenskriver i Hardanger har fortalt mig Følgende:
En Bonde, der handlede med Kvæg og Heste, var almindelig holdt for en rig Mand; men da hans Kone døde, og der skulde skiftes med hans Børn, faldt der ikke stort paa hvert.
Lidt efter opgav han Handelen; den "indbringer Ingenting, og jeg ældes," sagde han. To Gaarde havde han netop kjøbt sig; disse solgte han til sin ældste Søn og tog usædvanlig stort Føderaad. "Saa har jeg endelig Fred paa mine gamle Dage," pleiede han sige og reiste om til sine to Føderaad, medens Sønnen arbeidede.
Den ældste Søn, som havde kjøbt Gaardene, gik det i Begyndelsen ikke godt. Da slog ogsaa han sig paa Handelen, og snart drev han den baade i større Maalestok og med større Held end Faderen. Naar Nogen sagde dette til den Gamle, pleiede han gjerne at bemærke: "Ja, jeg havde Ingenting at begynde med." Var Sønnen tilstede, pleiede denne altid at svare: "Det havde heller ikke jeg." Saa plirede den Gamle med Øinene, men sagde Intet.
En Dag kom den Gamle til Skriveren, lukkede sig inde med ham og sagde: "Den ældste Sønnen min snyder mig; han handler med mine Penge." - Sorenskriveren kunde ikke troe det, da Fader og Søn levede i den bedste Forstaaelse. - "Det er saa alligevel," meente den Gamle, "og Du skal tale til ham; Du skal bede ham komme med Pengene mine."
Dette gjorde Skriveren. Sønnen smilede: "Far blir gammel nu," svarede han; "han husker ikke godt" - og beviste Skriveren, hvor ugrundet hans Mistanke var. Men den Gamle kom atter: "Det er Spot og Skam," sagde han; "jeg vil have mine Penge!" - "Kjære, tal selv til ham." "Nei, det har bedre Klem, naar du gjør det!" - og saalænge holdt han paa, til Skriveren atter havde fat i Sønnen.
"Hvorfor taler ikke Far selv til mig?" sagde Sønnen forundret; "vi boe jo sammen og omgaaes hver Dag." - "Er det ikke dette, jeg har sagt ham?" svarede Skriveren, og næste Gang den Gamle kom, bad Skriveren ham holde op med sin Snak.
Men den Gamle kom stadig tilbage. "Er dette Øvrighed," sagde han, "som ikke vil skaffe mig mine Penge! Du maatte forbarme Dig over en gammel Mand, som gaaer paa Gravens Bred og vil have Ret og Rigtighed af sine Børn." - Sorenskriveren begyndte at ane Uraad: "Bed Sønnen komme op til mig strax; jeg skal tage ham paa en Maade."
Sønnen kom. Sorenskriveren laasede Døren af, gik sagte, satte sig tæt hen til ham, smilede og hviskede: "Hvorledes gik det egentlig til, dengang din Fader skiftede med sine Børn?" - Sønnen saae sig forsigtigt om, lo og sagde ligeledes hviskende: "Far snød os!" - "Snød han jer?" "Frygteligt! Godt Hoved paa Far!" - "Siig mig videre, hvorledes gik det med Gaardene, som han solgte dig?" Sønnen lo endnu mere: "Den Gamle snød ogsaa mig! Pokkers Hoved paa Far, han kunde blive Præst som Ingenting!"
"Har du aldrig sagt til din Far, at han snød Dig?"
Sønnen lagde sig bagover og lo, saae sig derpaa forsigtig om og hviskede: "Nu skal Du høre: De Penge, som Far stak under ved Skiftet, gav han mig tillaans. Det skulde gaae saa hemmeligt til. Men jeg beholdt naturligviis saamange, som han havde snydt mig for, og Resten gav jeg de Andre." -
"Skjønner nu din Far dette?" - "Javist skjønner han det."