Fiskerjenten

Bjørnstjerne Bjørnson

Kolofon

Første gang utgitt i 1868
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 16.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

1ste Kapitel.

HVOR Silden i lang Tid har havt stadigt Indsig, danner sig efterhaanden en By, naar Lejligheden forresten er der. Ikke alene kan man sige om slige Byer, at de er kastet op af Havet, men paa stor Afstand ser de ogsaa ud som opskyllet Tømmer og Vrag, eller som en Flok hvælvede Baade, dem Fiskerne har trukket over sig til Ly en Stormnat; naar man kommer nærmere, ser man, hvor tilfældig det Hele har bygget sig, idet der ligger Fjeld midt inde i Færdselen, eller Flekken deles af Vand i tre, fire Stumper, mens Gaderne kroger og kravler. Kun een Betingelse er fælles for dem alle: der er Ly paa Havnen for de største Skibe; der er lunt som i en Daase, og derfor er disse Indelukker gode at finde for de Skibe, der med forrevne Sejl, forslaaet Skanseklædning kommer drivende fra Storsjøen for at søge Pusterum.

I en saadan liden By er stille; Alt, som støjer, er henvist til Bryggerne, hvor Bøndernes Baade har bidt fast, og Skibene lader og losser. Langs Bryggerne i vor lille By ligger den eneste Gade; de hvid- og rødmalede, en- og to-etages Huse følger denne paa den anden Side, dog ikke Væg i Væg, men med smukke Haver imellem; det er altsaa en lang, bred Gade, som forøvrigt i Paalandsvind lugter af det, som er paa Bryggerne. Her er stille, - ikke af Frygt for Politiet; thi her er i Regelen intet, - men af Frygt for Omtale, saasom alle Mennesker er kjendte. Gaar man nedover Gaden, maa man hilse ind til hvert Vindøje, hvor der ogsaa gjerne sidder en gammel Dame, som hilser igjen. Endvidere maa man hilse dem, man møder; thi alle disse stille Mennesker gaar og tænker paa, hvad der passer sig ialmindelighed, og for dem isærdeleshed. Den, der overskrider det Maal, der er sat hans Stand eller Stilling, taber sit gode Rygte; thi man kjender ikke alene ham, men hans Far og hans Far far, og man leder op, hvor der i Familien før har vist sig Hang til det Usømmelige.

Til denne stille By kom for mange Aar siden velagtede Mand Per Olsen; han kom fra Landet, hvor han havde næret sig af at drive med Kram og spille Violin. I Byen aabnede han for sine gamle Kunder en Bod, hvor han foruden Kram solgte Brændevin og Brød; man hørte ham gaa op og ned og spille Springdanse og Brudemarscher i "Bagværelset" bag Boden, han glyttede ind gjennem Glasgluggen paa Døren, hvergang han drev forbi, og var der saa kommet en Kunde, afsluttede han Spillet med en Trimulant og gik ind. Handelen gik ypperlig, han giftede sig og fik en Søn, som han opkaldte efter sig selv, dog ikke Per, men Peter. Lille Peter skulde blive, hvad Per følte, han ikke var, et dannet Menneske, hvorfor Gutten blev sat ind paa Latinskolen. Naar nu hine, som skulde være hans Kammerater, bankede ham hjem fra deres Lege, fordi han var en Søn af Per Olsen, saa bankede Per Olsen ham ud til dem igjen; thi paa anden Maade kunde Gutten ikke blive dannet. Lille Peter følte sig følgelig forladt paa Skolen og blev doven og efterhaanden saa lige nøjd med det Altsammen, at Faderen hverken kunde slaa Smil eller Graad af ham. Da opgav Per Bankningen og satte ham i Boden. Hvor undredes han ikke, da han her saa Gutten give Enhver, hvad han forlangte, uden at give et Korn formeget, aldrig selv spise en Svedske, men veje, tælle, indføre uden at ændre en Mine, helst uden at tale, og meget langsomt, men med ubrødelig Nøjagtighed. Faderen fattede atter Haab om ham og sendte ham med en Sildeskude til Hamburg forat gaa paa et Handelsinstitut og forat lære fine Manerer; han var borte i otte Maaneder, det maatte vel være nok. Da han kom tilbage, havde han forsynet sig med sex nye Sæt Klæder og bar ved Landstigningen det ene Sæt uden paa det andet; "thi det, man gaar og staar i, kan ikke fortoldes." Men, Tykkelsen undtagen, gjorde han omtrent samme Figur, da han Dagen efter kom paa Gaden. Han gik stiv og lige, med Hænderne ret ned, han hilste med et pludseligt Ryk, han bukkede, som var han ledløs, for atter strax at blive stiv, han var blevet den virkeliggjorte Høflighed, men Altsammen uden at mæle et Ord, og hurtigt, med en vis Skyhed. Sit Navn skrev han ikke længer Olsen, men Ohlsen, hvilket gav Byens vittige Hoved Lejlighed til følgende Spørsmaal: "Hvor langt kom Peter Ohlsen i Hamburg"? Svar: "til det første Bogstav". Han pønsede ogsaa paa at kalde sig "Pedro"; men da han døjede saamegen Harm for h'ets Skyld, opgav han det og skrev sig P. Ohlsen. Han udvidede Faderens Handel og ægtede allerede 22 Aar gammel en rødhændet Butiksjomfru, forat hun skulde holde Hus; thi Faderen var just blevet Enkemand, og det var sikkrere at have Kone end Husholderske. Aarsdagen derefter fik hun en Søn, som Ugesdagen derefter hed Pedro. Da værdige Per Olsen var blevet Bedstefar, følte han som et indre Kald til at blive gammel. Han overlod derfor Handelen til Sønnen, satte sig udenfor paa en Bænk og røgte Skraatobak af en Snadde. Og da han en Dag tog paa at kjede sig derude, ønskede han, at han snart maatte faa dø, og lige som alle hans Ønsker stilfærdig var gangne i Opfyldelse, saaledes gik ogsaa dette.

Havde nu Sønnen Peter arvet udelukkende den ene Side af Faderens Evne, Handelssluheden, saa syntes Sønnesønnen Pedro udelukkende at have arvet den anden, Tonekvikheden. Han lærte meget sent at læse, men meget tidlig at synge, han blæste Fløjte saa godt, at man maatte være blevet det var, han var fin af Syn og blød af Sind. Men dette kom bare Faderen til Ulejlighed, saasom hans egen travle Nøjagtighed skulde opdrages i Gutten. Naar han saa glemte Noget, blev han ikke udskjendt og banket, som Faderen var blevet, men han blev klepet. Det skete ganske stille, med en Venlighed, man næsten kunde kalde høflig, men det skete ved hver mindste Lejlighed. Moderen talte hans blaa og gule Pletter hver Kveld, hun klædte ham af, og kyssede paa dem, men hun gjorde ingen Modstand; thi hun blev selv klepet. For hver Rift paa hans Klæder, der var Faderens omsyede Hamburgere, for hver Plet i Skolebøgerne stod hun i Skyld. Det hed derfor altid: "ikke det, Pedro! vogt dig, Pedro! husk, Pedro!" - han var ræd Faderen og blev kjed Moderen. Blandt Kammeraterne døjede han ikke Ondt, da han strax græd og bad for sine Klæder; men han blev kaldt Vissenpind og ikke videre vyrdt. Han lignede en syg, fjer løs Andunge, som allesteder hinkede efter Flokken og sprang langt afsides med den lille Bid, han kunde stjæle sig til; Ingen delte med ham, derfor delte han heller ikke med Nogen.

Men snart opdagede han, det var anderledes blandt Byens simple Børn; thi de gav sig Taalmod med ham, fordi han var finere end de selv. En høj, kraftig Jente, som herskede over hele Flokken, tog sig af ham. Han kunde ikke blive mæt af at se paa hende, hun havde ravnsort Haar, som stod i een Krull, det var aldrig kæmmet anderledes end med Fingrene; hun havde stærkt blaa Øjne, kort Pande, det hele Ansigt samlede sig i Eet og fløj lige paa. Hun var altid i Heftighed eller Arbejde, om Sommeren barbenet, bararmet og brunstegt, om Vinteren klædt som Andre til Sommerbrug. Hendes Far var Lods og Fisker, hun fløj om og solgte hans Fisk, hun andøvede hans Baad, og naar han lodsede, drev hun Fiskeriet alene. Enhver, som saa hende, maatte vende sig og se en Gang til; thi hun var selvhjulpen. Hun hed Gunlaug, men kaldtes Fiskerjenten, en Titel hun tog imod som sin Rang. Hun hjalp i Legene altid de Svage, hun havde Trang til at tage sig af Andre, og nu tog hun sig af denne fine Dreng.

I hendes Baad kunde han blæse Fløjte, som var blevet banlyst hjemme, siden man troede, den tog Tanken fra hans Lektier. Hun roede ham ud paa Fjorden, hun tog ham med paa sine længere Fisketure, snart gjorde han ogsaa Natteturene med. Da roede de ved Solnedgang udover i den lyse Sommerstilhed. Han blæste Fløjte eller hørte paa hende, som fortalte ham Alt, hun vidste, om Havmænd, Draug, Forlis, fremmede Lande og sorte Folk, saadant som Sjømændene havde fortalt. Hun delte sin Mad med ham, som hun delte sin Kundskab, og han modtog Alt uden at give Noget igjen; thi han havde ingen Mad med hjemmefra, og ingen Fantasi med fra Skolen. De roede, til Solen gik ned over Snefjeldene, lagde saa til Land ved en Holme og gjorde lld op, d. v. s. hun samlede Kvist og Kvas ihob; han sad og saa paa. En af hendes Fars Havtrøjer og et Aaklæde havde hun slæbt med til ham, deri blev han indpakket. Hun passede Ilden, og han sovnede ind; hun holdt sig vaagen ved at synge Stumper af Viser og Salmer; hun sang med stor, klar Røst, indtil han sovnede, siden sagte. Naar Solen atter stod op paa den anden Side og som Forbud skjød en gulkold Lysning foran sig over Fjeldene, vækkede hun ham. Skogen stod endnu sort, Engen mørk, men begyndte at blive brunrød og blinkende, indtil Fjeldkammen glødede, og alle Farver kom skyllende. Saa drog de Baaden paa Vandet igjen, den skar Stribe i den sorte Morgenbris, og snart laa de paa Grunden i Lag med andre Fiskere.

Da Vinteren kom, og Turene standsede, søgte han hende i hendes Hjem; han kom jevnlig igjen og saa paa hende, mens hun arbejdede; men hverken hun eller han talte stort; det var, som sad de sammen og ventede Sommeren. Da den kom, blev desværre ogsaa denne nye Udsigt til Liv taget fra ham; Gunlaugs Far døde, og hun forlod Byen, og Gutten blev paa Lærernes Raad sat i Boden. Der stod han sammen med Moderen; thi Faderen, som efterhaanden havde faaet Farve af de Gryn, han vejede, maatte tilsengs i Bagværelset. Derfra vilde han dog endnu være med i Alt, maatte høre, hvad hver især solgte, lod, som han ikke hørte, til han fik dem saa nær, at han kunde klipe dem. Og da Vegen var blevet ganske tør i denne lille Lampe, saa sluknede den en Nat. Konen græd uden at vide bestemt hvorfor, men Sønnen kunde ikke klipe en Taare. Da de havde Penge nok at leve af, hævede de Handelen, udryddede hvert Minde og gjorde Boden om til Dagligstue. Der satte Moderen sig ind ved Vindøjet og strikkede Strømper; Pedro satte sig i det Værelse, som var paa den anden Side af Gangen og blæste Fløjte. Men strax Sommeren kom, kjøbte han en liden let Sejlbaad, drog over til Holmen og laa, hvor Gunlaug havde ligget.

Og som han en Dag hvilede derborti Lynget, saa han en Baad styre lige mod, lægge til ved Siden af hans, og Gunlaug at stige ud. - Hun var aldeles den samme, blot fuldvoxen og højere end andre Kvindfolk. Men netop som hun nu fik Øje paa ham, veg hun ganske langsomt; hun havde ikke tænkt sig, at ogsaa han var blevet voxen.

Dette blege, magre Ansigt kjendte hun ikke; det var ikke længere sygeligt og fint, det var sløvt. Men ved at se paa hende fik Øjet en stille Lysning ud af fordums Drømme, hun gik atter paa, og for hvert Skridt, hun kom, faldt der som et Aar af ham, og da hun stod hos ham, hvor han var sprunget op, da lo han som et Barn, da talte han som et Barn; det gamle Ansigt laa over et forgjemt Barn, han var nok blevet ældre, men han var ikke voxet.

Dog - netop dette Barn søgte hun, og nu, da hun havde fundet det igjen, vidste hun ikke, hvad hun videre skulde gjøre, hun lo og blev rød. Uvilkaarligt følte han som en Magt i sig; det var første Gang i hans Liv, han blev smuk i samme Stund, det varede maaske blot et Øjeblik, men i dette Øjeblik var hun taget.

Hun var af de Naturer, som blot kan elske, hvad der er svagt, hvad de har baaret paa sine Hænder: hun havde tænkt at være i Byen i to Dage, hun blev i to Maaneder. I disse to Maaneder voxede han mere end i al sin øvrige Ungdom; han løftedes saavidt op af Drøm og Døs, at han lagde Planer; han vilde bort, han vilde lære at spille! Men som han atter en Dag yttrede dette, blev hun bleg og sagde: "ja, - men saa maa vi gifte os først". Han saa paa hende, hun saa vist igjen, de blev begge ildrøde, og saa sagde han: "Hvad vilde Folk sige til det?"

Gunlaug havde ikke tænkt over, at han kunde ville Andet end det, hun vilde, fordi hun aldrig kunde ville Andet end det, han vilde. Men nu saa hun det lige ind i Sjelen paa ham, at han aldrig en Stund havde tænkt paa at dele Andet med hende end det, hun gav. Hun opdagede i et Minut, at saadan havde det været hele deres Liv. Hun havde begyndt i Medlidenhed og sluttet i Kjerlighed til det, som hun selv havde været god imod. Havde hun nu havt Sindighed, blot en liden Stund; thi han saa hendes opluende Harme, blev ræd og raabte: "jeg vil!" - hun hørte det; men Harmen over egen Dumhed og hans Uselhed, over egen Skam og hans Fejghed kogte i saadan glødende Hast op mod Sprengningens Stund, - at aldrig er en Kjerlighed, begyndt i Barndom og Aftensol, vugget af Bølger og Maaneskin, ledsaget af Fløjte og sagte Sang, endt bedrøveligere; thi hun greb ham med begge sine Hænder, løftede ham og ret af Hjer tets Fylde rundjulede ham, roede derpaa tilbage til Byen og gik over Fjeldene med det Samme.

Han var sejlet ud som en forelsket Yngling, der er paavej at erobre sin Manddom, han roede hjem igjen som en Olding, der ingen Manddom har havt. Kun een Erindring ejede hans Liv, og den havde han daarlig tabt; kun eet Sted i Verden havde han at tage tilbage til, og did turde han ikke mere komme. I Grubleriet over sin egen Elendighed, og hvordan egentlig dette Altsammen var kommet, faldt hans Foretagsomhed ned som i en Myr og kom aldrig mere op. Byens Smaagutter, som havde mærket sig hans Underlighed, begyndte snart at plage ham, og da han var Byen en uklar Person, saasom Ingen rigtig vidste, hverken hvad han levede af eller tog sig for, saa faldt det heller Ingen ind at værge ham. Han turde snart ikke mere gaa ud, i alt Fald ikke paa Gaden. Hans hele Tilværelse blev en Kamp med Smaagutter; de øvede maaske samme Nytte som Mygg i Sommervarmen; thi han vilde uden dem være sunket hen i en uafladelig Døs.

Gunlaug kom ni Aar efter til Byen, ligesaa uventet som hun var kommet væk. Hun havde da en Jente med sig paa otte Aar, ganske som hende selv fordum, kun at Alt var finere og ligesom overdraget af en Drøm. Gunlaug havde været gift, sagdes der, havde nu arvet og kom til Byen forat sætte et Værtskab for Sjømænd.

Hun styrede dette saaledes, at til hende søgte Kjøbmænd og Skippere forat faa Folk, til hende Matroserne forat faa Hyre. Endvidere bestilte hele Byen sin Fisk der. Hun tog aldrig en Skilling for denne sin Mellemhandel, men brugte despotisk Magten, den gav hende. Hun var ganske bestemt Byens mægtigste Mand, skjønt hun var en Kvinde, og skjønt hun aldrig forlod sit Hus. Hun kaldtes "Fiske-Gunlaug" eller "Gunlaug i Bakken"; Titelen "Fiskerjenten" gik over paa Datteren, som sprang om i Spidsen for Byens Smaagutter.

Hendes Historie er det, som skal fortælles; hun havde Noget af Moderens Naturkraft, og hun fik Lejlighed til at øve den.

2det Kapitel.

Byens mange yndige Haver duftede efter Regn i sin anden og tredje Blomstring. Solen gik ned over de evige Snefjelde, hele Himlen derborte var Ild og Lue, og Snetinderne gav dæmpet Gjenskin. De nærmere Fjelde stod i Skygge, men lysnede dog af sin mangefarvede Høstskog; Holmerne, som midt i Fjorden, en efter en, fulgte hverandre indover, ret som kom de roende, gav i sin tætte Skog endnu stærkere Farvespil end Fjeldene, fordi de laa nærmere. Sjøen var blikstille, et stort Skib varpede indover. Folk sad ude paa sine Trætrapper, halvt dækket af Rosenbuske paa begge Sider; man talte til hverandre fra Trap til Trap, flyttede ogsaa over, eller man vexlede Hilsener med de Spadserende, som søgte udenfor til de lange Alleer. Et Piano kunde tone ud af et aabent Vindu, ellers hørtes neppe en Lyd mellem Samtalerne; det sidste Solskin over Sjøen øgede Følelsen af, at her var stille.

Da rejste sig med een Gang og midt i Byen slig en Støj, som om Byen blev stormet. Gutter skreg, Jenter hvinte, andre Gutter raabte Hurra, Kjerringer skjendte og kommanderte, Politibetjentens store Hund gjøede, og alle Byens Bikkjer svarte; de, som var inde, maatte ud, ud, - Støjen blev saa uhyre, at selv Amtmanden maatte vende sig paa sin Trappe og lade disse Ord falde: Der maa være Noget paafærde.

"Hvad er det?" overfaldt man dem med, som stod paa Trapperne, naar man selv kom fra Alleerne. - "Ja, hvad er det?" svarte de, som sad paa Trapperne. - "Kjere, hvad er det?" spurte nu Alle, naar Nogen kom udover fra Midten af Byen; men da denne By ligger i Halvmaane om en Bugt i magelig Bøjning, saa varede det meget længe, før alle Mennesker i begge Ender havde hørt Svaret: "det er bare Fiskerjenten."

Denne foretagsomme Sjel, som var skyttet af en frygtelig Mor, og som var vis paa hver Sjømands Forsvar (thi for saadant fik de altid en fri Dram hos Moderen), havde i Spidsen for sin Armee af Smaagutter overfaldt et stort Æbletræ i Pedro Ohlsens Frugthave. Slagplanen var følgende: Nogle Gutter skulde drage Pedro hen til Forsiden af Huset ved at lade hans Rosenbuske klaske mod Ruderne; En skulde ryste Træet, og de Andre kaste Æblerne i alle Retninger over Gjerdet, ikke for at stjæle dem - langt fra! - bare for at have Moro. Denno sindrige Plan var samme Aften udklækket bag Pedros Have; men nu vilde Lykken, at Pedro sad indenfor Gjerdet og hørte hvert Ord. Noget før bestemt Tid fik han saa Byens fordrukne Politibetjent og hans store Hund ind i Bagværelset, hvor begge blev trakteret. Da Fiskerjentens Haarkrull saaes over Plankeværket og samtidig en Mængde smaa Fjæs tittede over paa alle Kanter, lod Pedro hine Gavtyve foran Huset klaske hans Rosenbuske, alt de aarkede, han ventede rolig i Bagværelset. Og da de alle i Haven i stor Stilhed var samlet om Træet, og Fiskerjenten barbenet og forrevet oppe for at ryste, sprang Bislagdøren op, og Pedro og Politibetjenten stormede ud med Stokke og den uhyre Hund bagefter! Et Forfærdelsens Skrig rejste sig blandt Gutterne; en Flok Smaajenter, som i al Uskyldighed legede "Sidsten" udenfor Plankeværket, troede, Nogen blev myrdet derinde, og gav sig til at hvine paa det Frygteligste; de Gutter, som var undsluppet, raabte Hurra, de, der endnu hang paa Plankeværket, skreg under Stokkenes Dans, og forat Alt skulde være fuldstændigt, steg op af Dybet, som altid, hvor Gutter skriger, nogle gamle Kjerringer og skreg med. Pedro og Politibetjenten blev selv forfærdet og maatte forhandle med Kjerringerne; men imidlertid løb Gutterne. Hunden, som Gutterne var mest ræd, satte efter over Gjerdet, - thi dette var Noget for ham! - og nu fløj de som vilde Ænder: Gutterne, Jenterne, Hunden og Skrigene udover al Byen.

Under dette sad Fiskerjenten ganske stille i Træet og tænkte, at Ingen havde lagt Mærke til hende. Sammenkrøbet i det Allerøverste, fulgte hun Stridens Gang gjennem Løvet. Men da Politibetjenten i Raseri var gaaet udenfor til Kjerringerne, og Pedro Ohlsen stod alene i Haven, gik han lige under Træet, saa op og raabte: "Kom ned med dig paa Timen, dit Skarn!" - Det gav ikke et Kny fra Træet. - "Vil du komme ned med dig, siger jeg! Jeg ved, du er der!" Den fuldstændigste Stilhed. - "Jeg skal gaa ind efter Geværet mit og skyde op, skal jeg!" Han gjorde Mine til at gaa. - "Hu-hu-hu-hu!" begyndte det oppi Træet. - "Ja, du kan gjerne tudskraale, for du skal faa en hel Haglladning op i dig, skal du!" - "U-hu, hu, hu-hu!" svarte det i Ugletone, "jeg er saa ræd!" - "Aa, du er Fanden, er du. Du er den værste Ulykkesunge i hele Flokken, men nu har jeg dig!" - "Aa, kjere, go'e, snilde Dere! Jeg skal aldrig gjøre det mere," - i det Samme kylte hun et raaddent Æble lige i Næsen paa ham, og en rig Jubellatter trillede efter! Æblet kagede sig udover, og mens han pillede sig ren, hoppede hun ned; hun hang alt i Plankeværket, før han kunde komme efter, og hun havde hivet sig over, hvis hun ikke var blevet saa ræd, at han var bagefter, saa hun slap sig istedetfor rolig at arbejde videre. Men da han tog hende, satte hun i et Hvin; det skar, skingrede, røt og remjede, han blev forfærdet og slap. Paa hendes Rædselssignal stimede Folk til udenfor Plankeværket, hun hørte det og fik strax Mod: "Lad mig gaa eller jeg siger det til Mor!" truede hun og var bare Lyn og Lue. Da kjendte han dette Aasyn og skreg: "Din Mor? Hvem er din Mor?" - "Gunlaug i Bakken, FiskerGunlaug," gjentog Ungen triumferende, hun saa, han var ræd. Han havde, nærsynet som han var, aldrig seet Jenten før nu, han var den Eneste i Byen, som ikke vidste, hvem hun var, han vidste ikke eneang, at Gunlaug var i Byen. Som besat skreg han: "Hvad hedder du?" - "Petra!" raabte den Anden endnu højere. - "Petra," hvinte Pedro, vendte sig og løb ind mod Huset, som om han havde talt med Fanden. Men da den blegeste Rædsel og den blegeste Vrede ser ligedan ud, troede hun, at han styrtede ind efter Geværet, Frygten tog hende, hun følte alt Haglene bag, og da man i det Samme havde brudt op Porten udefra, for hun igjennem, hendes mørke Haar laa bag hende som en Forskrækkelse, Øjnene skjød Ild, Hunden, som hun just traf, vendte og fulgte gjøende, og saadan faldt hun ind over Moderen, som kom fra Kjøkkenet med et Suppefad, og Jenten op i Suppen, og Suppen paa Gulvet og et "saa til Helvede!" efter dem begge. Men der hun laa i Suppen, skreg hun: "han vil skyde mig, Mor, skyde mig!" - "Hvem vil skyde dig, dit Trold?" - "Han, Pedro Ohlsen!" - "Hvem?" brølte Moderen. - "Pedro Ohlsen, vi tog Æbler fra ham," - hun turde aldrig sige Andet end Sandhed. - "Hvem taler du om, Barn?" - "Om Pedro Ohlsen, han er efter mig med et stort Gevær, han vil skyde mig!" - "Pedro Ohlsen!" rasede Moderen og lo, hun var blevet saa stor. Barnet tog paa at græde og vilde fly. Men Moderen sprang over hende, de hvide Tænders Rovlyst lyste, hun greb hende ved Skuldrene og lettede hende: "Sagde du ham, hvem du var?" - "Ja!" raabte Barnet, men Moderen hørte ikke, saa ikke, hun bare spurte op igjen to, tre Gange: "Sagde du ham, hvem du var?" "Ja, ja, ja, ja!" Barnet holdt Hænderne bedende op. Da rejste Moderen sig i sin hele Størrelse: "Saa han fik det at vide! - - Hvad sagde han?" - "Han løb ind efter et Gevær, han vilde skyde mig." - "Han skyde dig!" lo hun i høj Haan. - Barnet havde forskræmt og overstænket af Suppe sneget sig hen i Krogen, stod og tørrede sig og græd, da Moderen atter kom: "Dersom du gaar til ham," sagde hun og tog og rystede hende, "eller taler med ham, eller hører paa ham, saa Gud hjælpe baade ham og dig! - Sig ham det fra mig! - Sig ham det fra mig!" gjentog hun truende, da Barnet ikke strax svarte. - "Ja, ja, ja, ja!" - "Sig ham det fra mig!" gjentog hun saa endnu en Gang, men sagte og nikkende til hvert Ord, idet hun gik.

Barnet vaskede sig, byttede og satte sig i sine Søndagsklæder udenfor paa Trappen. Men ved at huske Forfærdelsen, hun havde været i, hikkede Graaden op igjen. - "Hvad græder du for, Barn?" spurte en Stemme saa venlig, som ingen hun før havde hørt. Hun saa op, foran hende stod en fintbygget Mand med højt Ansigt og Briller. Hun stod strax op; thi han var Hans Ødegaard, en ung Mand, for hvem hele Byen rejste sig. "Hvad græder du for, Barn?" Hun saa paa ham og sagde, at hun havde villet tage Æbler af Pedro Ohlsens Have sammen med "nogle andre Gutter;" men saa var Pedro og Politibetjenten kommet, og saa -; hun huskede, at Moderen havde gjort hende usikker paa hint med Skydningen, saa hun turde ikke fortælle det; men hun gav et langt Suk i Vederlag. "Er det muligt," sagde han, "at et Barn i din Alder kan være med at gjøre en saa stor Synd?" Petra saa paa ham; hun havde nok vidst, det var Synd, men hun havde altid hørt den forkyndt paa følgende Maade: "din Helvedes Unge, din sortkrøllede Satan!" Nu blev hun skamfuld. - "At du ikke gaar paa Skole og lærer Guds Bud til os om, hvad der er Godt og Ondt!" Hun stod og strøg paa Kjolen og svarte, at Mor vilde ikke, hun skulde gaa paa Skole. - "Du kan maaske ikke engang læse?" Jo, læse kunde hun. Han tog op en liden Bog og gav hende. Hun saa i den, vendte den og saa uden paa den: "Jeg kan ikke læse saa fin Stil," sagde hun. Men hun maatte til og blev med Eet saa inderlig dum, Øjne og Mund hang, alle Lemmer slappedes: "G-u-d, Gud, H-r-r Gud Herren s-a-g, Gud Herren sagde til M-M-M-" - "Men bevar os: kan du endnu ikke læse! Og du er et Barn paa 10-12 Aar? Vil du ikke gjerne lære at læse?" Hun slæbte efterhaanden frem, at det vilde hun nok. "Saa kom med mig, vi maa strax tage fat." Hun rørte paa sig, men forat se ind i Huset. "Ja, sig det til din Mor," sagde han. Moderen gik netop forbi, og da hun saa Barnet tale med en Fremmed, kom hun ud paa Stenhellen. "Han vil læse med mig," sagde Barnet tvivlsomt, med Øjnene paa Moderen. Denne svarte ikke, men satte begge Hænder i Siden og saa paa Ødegaard. "Deres Barn er et vankundigt Barn," sagde han; "De kan ikke forsvare for Gud eller Mennesker, at lade hende gaa saaledes." - "Hvem er du?" spurte Gunlaug skarpt. - "Hans Ødegaard, Søn af Eders Præst." Hendes Ansigt klarnede lidt, hun havde hørt idel Godt om ham. Han begyndte igjen: "Naar jeg en Gang imellem har været hjemme, har jeg lagt Mærke til dette Barn. Idag er jeg blevet mindet om hende paany. Hun maa ikke længer øve sig bare paa det, som er slet." Moderens Ansigt udtrykte tydeligt: "hvad rager det dig?" Men rolig spurte han: "Hun skal jo dog lære Noget?" - "Nej." - En let Rødme fløj over hans Aasyn: "Hvorfor ikke?" - "Er de kanske bedre, de, som lærer Noget?" Hun havde kun gjort een Erfaring, men den holdt hun fast. - "Det undrer mig, at noget Menneske kan spørge derom!" - "Javist; - jeg ved, de er ikke bedre;" hun gik ned af Trappen forat faa Ende paa dette Tøv. Men han gik lige ivejen for hende: "Her er en Pligt, som De ikke skal gaa forbi. De er en uforstandig Mor." Gunlaug maalte ham fra Top til Taa: "Hvem har sagt dig, hvad jeg er?" sagde hun, idet hun gik forbi ham. - "Det har De selv, og netop nu; thi De maatte ellers have set, at dette Barn gaar tilgrunde." Gunlaug vendte sig; Øje mødte Øje; hun saa, han vedstod, hvad han havde sagt, og hun blev ræd. Hun havde kun omgaaets Sjømænd og Forretningsfolk; saadant Sprog havde hun aldrig hørt. "Hvad vil du mit Barn?" spurte hun. - "Lære hende, hvad der hører til hendes Sjels Frelse, og saa se, hvad hun skal blive." - "Mit Barn skal ikke blive Andet end det, jeg vil." - "Jo, hun skal; hun skal blive det, Gud vil." - Gunlaug blev dum; "hvad vil det sige?" sagde hun og kom nærmere. - "Det vil sige, at hun skal lære, hvad hun har faaet Evner til; thi derfor har Gud givet dem." - Nu kom Gunlaug ganske nær: "Skal jeg da ikke raade for hende, jeg, som er hendes Mor?" spurte hun, som vilde hun virkelig læres. - "Det skal De, men De maa agte paa Andres Raad, som ved bedre; De maa agte paa Vorherres Vilje." - Gunlaug stod en Stund stille. "End om hun lærer formeget," sagde hun; "Fattigmands Barn!" lagde hun til og saa ømt paa Datteren. - "Lærer hun formeget for sin Stand, har hun dermed naaet en anden Stand." - Hun fattede strax hans Mening, men sagde som for sig selv, idet hun saa mere og mere tungsindig paa Barnet: "Dette er farligt." - "Derom er ikke Spørsmaal," sagde han mildt, "men om, hvad der er ret." - Hendes stærke Øjne fik et underligt Udtryk; hun saa atter gjennemtrængende paa ham; men der laa saa megen Sandhed i hans Stemme, Ord, Aasyn, at Gunlaug følte sig slagen. Hun gik hen til Barnet, lagde Hænderne om hendes Hoved og kunde ikke tale.

"Jeg skal læse med hende fra Nu af, til hun er konfirmeret," sagde han som for at hjælpe hende; "jeg ønsker at tage mig af dette Barn." - "Og saa vil du tage hende fra mig?" Han studsede og saa spørgende paa hende. "Du forstaar det vist bedre end jeg," kjæmpede hun frem; "men var det ikke, fordi du nævnte Vorherre," - hun stansede; hun havde klappet Datterens Haar tilrette, nu tog hun et Tørklæde af sig selv og bandt hende om Halsen. Hun sagde ikke paa anden Maade, at Barnet skulde faa følge ham, men hun skyndte sig bag om Huset, som vilde hun ikke se det.

Han følte ved denne Adfærd en pludselig Frygt for det, han i ungdommelig Iver her havde paataget sig. Men Barnet følte Frygt for den, som første Gang havde overvundet hendes Mor, og med denne gjensidige Frygt gik de til deres første Undervisningstime.

Fra Dag til Dag syntes han imidlertid, at hun voxede i Kløgt og Kundskab, og hans Samtaler med hende tog stundom af sig selv en ganske egen Retning. Han førte ofte Personerne af Bibel- og Verdenshistorien frem paa den Maade, at han pegte paa det Kald, Gud havde givet dem. Han dvælede ved Saul, der drev vildt omkring, og ved en Gut som David, der vogtede sin Fars Hjord, til Samuel kom og lagde Herrens Haand paa dem. Størst var dog Kaldet, da Herren selv gik paa Jorden, stansede ved Fiskerlejet og kaldte. Og den fattige Fisker rejste sig og gik med - til Nød som til Død, men altid i Glæde; thi Følelsen af Kald bærer gjennem alle Gjenvordigheder.

Denne Tanke fulgte hende, og hun kunde tilsidst ikke holde den ud, men spurte ham om sit eget Kald. Han saa paa hende, til hun blev rød, svarede saa, at gjennem Arbejde naar man sit Kald; det kan være beskedent og lille, men det er der for Alle. Nu kom der stor Iver over hende; den drev hendes Arbeide med den Voxnes Kraft, den tumlede hendes Lege og afmagrede hende selv. Hun fik eventyrlige Længsler: at klippe sit Haar, klæde sig som Gut, drage ud og kæmpe! Men da hendes Lærer en Dag sagde, at hendes Haar var saa smukt, naar hun kun vilde flide det, fik hun sit Haar kjert, og for sit lange Haars Skyld offrede hun Heltenavnet.

Siden blev det hende mere end før at være Pige, og roligere skred hendes Arbejde frem, oversvævet af skiftende Drømme.

3die Kapitel.

Hans Ødegaards Far var som Unggut vandret ud fra Ødegaard Bygd i Bergens Stift; Folk havde taget sig af ham, og han var nu en lærd Mand og streng Prædikant. Han var tillige en myndig Mand, ikke saameget i Tale som i Gjerning; thi han "huskede godt", som man sagde. Denne Mand, som med Sejghed fik alt Sit frem, skulde imidlertid stanses et Sted, hvor han mindst ventede det, og hvor det gjorde mest ondt.

Han havde tre Døttre og en Søn. Sønnen, Hans, var Skolens Lys, Faderen forberedte ham selv og tog daglig Glæde deraf. Hans havde en Ven, som han hjalp til at blive sin Sidekammerat, og som derfor elskede ham næst sin Mor over alt paa jorden. De gik sammen paa Skole og sammen til Universitetet; de gjorde sammen de to første Examina, skulde nu sammen tage fat paa det samme Embedsstudium. En Dag som de efter aftalt Læseplan gik frejdige ned ad Trappen, vilde Hans i Følelsen af godt Mod og Glæde kaste sig paa Kammeratens Ryg, men bragte derved denne til et Fald, som nogle Dage senere gav Døden. Den Døende bad sin Mor, som var Enke og nu mistede sit eneste Barn, om at gjøre ham til Vilje og tage Hans op i Søns Sted. Moderen døde næsten samtidig med Sønnen, men ifølge Testamente tilfaldt hendes meget betydelige Formue Hans Ødegaard.

Det varede næsten Aar og Dag, før Hans kunde komme til sig selv efter dette. En længere Udenlandsrejse løftede ham saa vidt, at han kunde holde sit theologiske Studium frem, til han blev færdig; men da han kom hjem, var han ikke at formaa til at gjøre Brug af sin Examen.

Faderens hele Haab havde staaet til at se ham som Hjælpepræst, men nu var han ikke engang at formaa til at stige paa Prækestolen en eneste Gang; han gav altid det samme Svar: "han følte intet Kald". Dette var Faderen en saa bitter Skuffelse, at den gjorde ham flere Aar ældre. Han var kommet sent til, var alt en gammel Mand og havde arbejdet strengt og altid med hint Maal for Øje. Nu sad Sønnen ovenover ham i samme Hus, boede stadselig gjennem mange Værelser; men nedenunder i det lille Kontorkammer ved Lampen, som lyste ind i Alderdommens Nat, sad den altid arbejdende gamle Præst. Han hverken kunde eller vilde efter denne Skuffelse tage fremmed Hjælp, ej heller vilde han føje sin Søn og slutte; han kjendte derfor ingen Hvile Sommer eller Vinter; men Sønnen gjorde hvert Aar en længere Udenlandsrejse. Naar han var hjemme, omgikkes han Ingen, uden forsaavidt han i større eller mindre Taushed spiste Middag ved Faderens Bord. Men vilde Nogen tale med ham, mødtes de af en overlegen Klarhed og en Sandhedsiver, som altid gjorde Samtalen ængstelig. Han var aldrig i Kirke; men han gav mere end sine halve Indtægter til velgjørende Øjemed, og altid med den mest bestemte Forskrift for deres Brug.

Denne Godgjørenhed var i sin Storartethed saa forskjellig fra den lille Bys snevre Sædvaner, at den overvældede Alle. Kom hertil hans Tilbageholdenhed, hans bestandige Udenlandsrejser og Alles Frygt for at tale med ham, saa kan man skjønne, at han blev noget Hemmelighedsfuldt, som man tillagde alle mulige Evner og sin egen bedre Dom. Da denne Mand nedlod sig til at tage Fiskerjenten op i sin daglige Omsorg, var hun adlet.

Nu vilde den Ene som den Anden ogsaa tage sig af hende, især Kvinder. Hun kom en Dag klædt paa i alle Regnbuens Farver: hun havde taget alle sine Foræringer paa sig og troede, hun rigtig var efter hans Smag, da han altid vilde have hende pen. Men aldrig før saa han hende, før han forbød hende nogensinde at tage mod Noget; han kaldte hende forfængelig, tosset: hun satte sig bare tomme Maal og tog sin Glæde af Narrestreger. Da hun næste Morgen kom med forgrædte Øjne, tog han hende med paa en Spadseretur ovenfor Byen. Nu fortalte han hende om David, saaledes som han idelig tog nu denne, nu hin Skikkelse og gjorde det Velkjendte nyt for hende. Først skildrede han ham i hans Ungdom, som han gik der skjøn og rig paa Kræfter og i sorgløs Tro. Derfor kom han med i Triumftog, før han endnu var voxen. Han blev fra Hyrde kaldet til Konge, han boede i Huler, men han endte med at bygge Jerusalem. Han sad i fagre Klæder og spillede for den syge Saul, men da han selv var blevet en syg Konge, spillede og sang han for sig selv, klædt i Angerens Pjalter. Da han havde øvet sine Storværk, hvilede han ud hos Synden, saa kom Profeten og Straffen, og han blev atter Barn. David, som kunde løfte alt Herrens Folk op i Lovsang, laa selv sønderknust for Herrens Fod. Var han skjønnest, naar han sejrkronet dansede foran Arken efter sine egne Sange, eller naar han i sit Lønkammer betlede om Naade at den straffende Haand?

Hun havde Natten efter denne Samtale en Drøm, som hun hele sit senere Liv ikke glemte. Hun var nemlig kommet op paa en hvid Hest i Triumftog, men samtidig dansede hun selv foran Hesten i Pjalter.

God Tid efter var det, at Pedro Ohlsen, som hun siden hin Dag i Haven havde set komme altid nærmere, en Kveld hun sad ved Skogkanten ovenfor Byen og læste sine Lektier, gik tæt forbi og med et underligt Smil hviskede: "God Kveld!" - Skjønt Aar var gaaet, stod Moderens Forbud mod at tale med ham saa stærkt for hende, at hun ikke svarte. Men Dag efter Dag gik han forbi paa samme Maade og altid med samme Hilsen; tilsidst ventede hun ham, naar han ikke kom. Snart gjorde han et lidet Spørsmaal i Forbigaaende, lidt efter voxede det til to, og endelig blev det til Samtaler. Efter en saadan lod han en Dag en Sølvdaler glide ned i hendes Fang og løb sjeleglad med det Samme. Nu var det imod Moderens Bud at tale med ham; det var mod Ødegaards at tage mod Gaver af Nogen. Det første Bud havde hun efterhaanden overtraadt, men mindedes det nu, da det havde ledet til ogsaa at overtræde det andet. Forat fri sig for Pengene, fik hun fat i Nogen, som hun trakterte dem paa; det var dem dog ikke muligt trods al Umage at spise for mere end 4 Ort. Men saa angrede hun bagefter ogsaa dette, at hun havde ødelagt Daleren istedenfor at give den tilbage. Den Ort, som laa igjen i Lommen, sved som kunde den brænde Hul paa Klæderne: hun tog og kastede den i Sjøen. Men dermed var hun ikke kvit Daleren; hendes Tanker var brændt af den. Ved at tilstaa maatte det gaa over, det følte hun, men Moderens forfærdelige Raseri fra Sidst og Ødegaards inderlig gode Tro til hende stod hver paa sin Maade lige skræmmende. Mens Moderen Intet saa, opdagede Ødegaard snart, at hun droges med Noget, som gjorde hende ulykkelig. I Ømhed spurte han en Dag, hvad det var, og da hun istedenfor Svar brast i Graad, troede han, at der var Mangel hjemme, og gav hende 10 Species. Nu gjorde dette, at hun trods sin Synd imod ham fik Penge af ham, et stærkt Indtryk, og da hun ovenikjøbet havde faaet Penge, som hun aabent kunde give Moderen, ærlige Penge, saa følte hun dette som Frigjørelse for Brøden og overgav sig til den stærkeste Glæde. Hun tog hans Haand med begge sine, hun takkede, hun lo, hun hoppede paa Plet ten, der hun stod, Henrykkelsen straalede gjennem Taarerne, mens hun saa paa ham, saadan som en Hund ser paa sin Herre, naar den skal faa følge ham ud. Han kjendte hende ikke igjen; hun, som ellers sad borte i det, han sagde, tog Magten fra ham; for første Gang følte han en stærk, vild Natur oplade sig, for første Gang sendte Livets Kilde sin røde Strøm udover ham, og han veg purpurhed tilbage. Men hun for paa Døren og opad Bakkerne forat tage Vejen bag Byen hjem. Der lagde hun Pengene paa Bagstehellen foran Moderen og faldt hende selv om Halsen. "Hvem har givet dig Penge?" sagde Moderen og var allerede vred. "Det har Ødegaard, Mor, han er det største Menneske paa Jorden!" - "Hvad skal jeg med dem?" - "Det ved jeg ikke, - Gud, Mor, dersom du vidste -" hun kastede sig atter om Halsen paa hende, hun kunde nu sige, og hun vilde nu sige hende alt. Men Moderen frigjorde sig med Utaalmod: "Vil du have mig til at tage Fattighjælp? Bring ham Pengene strax tilbage. Har du indbildt ham, at jeg trænger, har du løjet!" - "Men Mor?" - "Bring ham paa Stedet Pengene, siger jeg, eller jeg gaar selv til ham med dem og kaster dem i ham, ham, som har taget mit Barn fra mig!" Moderens Mund dirrede efter de sidste Ord, Petra veg tilbage, mere og mere bleg, aabnede Døren sagte og gik sagte ud af Huset. Før hun ret vidste deraf, var Tispeciesedlen blevet til Stumper mellem hendes Fingre. Opdagelsen heraf forløstes i et Udbrud af Harm mod Moderen. Men Ødegaard maatte Intet vide, - jo, han skulde vide Alt! For ham maatte ikke lyves! - Et Øjeblik efter stod hun i hans Hjem og fortalte ham, at Moderen ingen Penge vilde modtage, og at hun i sin Harm over at skulle gaa tilbage med dem havde revet Sedlen itu. Hun vilde fortælle mere, men han tog saa koldt imod hende, han bad hende nu gaa hjem, idet han gav hende den Advarsel med, at vise sin Mor Lydighed, selv hvor den faldt tung. Dette syntes hende dog underligt; thi saameget vidste hun, at han ikke gjorde, hvad Faderen helst vilde! Paa Hjemvejen brast det løs, og netop da mødte hun Pedro Ohlsen. Ham havde hun i al denne Tid skyet og vilde det Samme nu; thi fra ham kom Ulykken. "Hvor har du været?" spurte han og fulgte; "er Noget gaaet dig imod?" Bølgegangen i hendes Sind var saa høj, at den kunde kaste hende, hvorhen det skul de være, og ret overtænkt, saa forstod hun ikke, hvorfor Moderen netop skulde forbyde hende at omgaaes ham; det var vel et Indfald, det Ene som det Andet. "Ved du, hvad jeg har gjort?" sagde han næsten ydmygt, da hun var stanset. "Jeg har kjøbt en Sejlbaad til dig, - jeg tænkte, du kunde have Lyst til at sejle," og han lo. Hans Godhed, som havde noget af den Fattiges Bøn, kunde netop nu røre hende; hun nikkede, - og da fik han travlt, han hviskede ivrigt, at hun skulde gaa udenom Byen i Alleen til Højre ligetil det store gule Nøst, der bagom skulde han komme og hente hende; der kunde Ingen se det. Hun gik, og han kom og tog hende ind. De sejlede en Stund rundt i den lette Bris, lagde saa til ved en Holme, hvor de gjorde Baaden fast og steg op. Han havde forskjelligt Godt med til hende, og han tog sin Fløjte frem og spillede. Hun glemte en Stund sin Sorg ved at se paa hans Glæde, og da svage Folks Glæde gjør vemodig, kom hun med det Samme til at holde af ham.

Efter denne Dag havde hun en ny og stadig Hemmelighed for Moderen, og dette gik snart over til at holde Moderen udenfor Alt. Gunlaug spurte ikke; hun troede helt, til hun engang mistroede helt.

Men for Ødegaard havde Petra ogsaa Hemmeligheder fra denne Dag; thi hun modtog mange Gaver af Pedro Ohlsen. Ej heller Ødegaard spurte, hele Undervisningen blev Dag for Dag holdt paa fjernere Hold. Petra var altsaa nu delt mellem Tre; hos den Ene talte hun ikke om de Andre, og hun havde Noget, hun dulgte for hver især.

Men under dette var hun blevet voxen uden selv at vide deraf, og en Dag meldte Ødegaard hende, at hun skulde konfirmeres.

Dette Budskab fyldte hende med stor Uro; thi hun vidste, at med Konfirmationen tog Undervisningen Slut, og hvad skulde det saa blive til? Moderen lod et Kvistværelse bygge paa sit Hus; hun skulde efter sin Konfirmation faa eget Rum; den uafladelige Hamring og Banking mindede hende smerteligt. Ødegaard saa hende blive mere og mere stille, undertiden saa han ogsaa, at hun havde grædt. Religionsundervisningen gjorde under disse Omstændigheder meget Indtryk, skjønt Ødegaard med stor Omhu undveg Alt, som kunde røre hende. Af den Grund afsluttede han en fjorten Dages Tid før Konfirmationen Undervisningen med den korte Besked, at dette var den sidste Time. Hermed mente han den sidste med ham; thi han vilde nok videre sørge for hende, men ved Andre. Hun blev imidlertid siddende, der hun sad, Blodet veg tilbage, Øjnene kunde ikke komme løs, og uvilkaarlig bevæget skyndte han sig at give en Grund: "Det er jo ikke alle unge Piger, som er voxne ved Konfirmationen; - men du føler vel, at saadan er det med dig." Om hun havde staaet i Skinnet af en stor Ild, kunde hun ikke være blevet rødere, end hun blev ved disse Ord; Barmen bølgede, Øjnene saa usikkert og fyldtes, og jaget videre skyndte han sig: "Skal vi kanske holde frem alligevel?" Han vidste først bagefter, hvad han havde foreslaaet; det var urigtigt, han vilde tage det tilbage; men hun løftede allerede Øjnene imod ham, hun sagde ikke Ja med Læberne, men større kunde det ikke siges. For at undskylde sig for sig selv ved at give et Paaskud, spurte han: "Der er vel saa Noget, du især ønsker at tage fat paa nu, Noget, du" han bøjede sig mod hende - "føler Kald for, Petra?" "Nej," svarte hun saa hurtigt, at han rødmede og faldt afkjølet tilbage i sine egne aarlange Overvejelser; hendes uventede Svar havde vakt dem igjen.

At der rørte sig noget Ejendommeligt i hende, havde han ikke tvivlet paa, ligefra hun var Barn, og han saa hende marschere syngende i Spidsen for Byens Guttekompagnier. Men jo længere han underviste hende, desto mindre Forstand fik han paa hendes Begavelse. I hver Rørelse var den tilstede; hvad hun tænkte, hvad hun vilde, forkyndte Aand og Legeme, begge paa een Gang, af Magtens Fylde, med Skjønhedens Blink derover. Men sat i Ord, og især i Skrift, blev det kun Barnslighed. Hun saa ud som lutter Fantasi, men han fornam den rigtignok især som Uro. Hun var meget flittig, men hendes Læsning gik mindre ud paa at lære end paa at komme frem; hvad der stod paa næste Side, sysselsatte hende mest. Hun havde religiøs Sans, men som Provsten udtrykte sig, "intet Anlæg for et religiøst Liv", og Ødegaard var ofte bekymret for hende. Nu stod han netop ved Udgangspunktet, uvilkaarlig flyttedes han i Tanken foran Stentrappen, hvor han havde modtaget hende, han hørte Moderens skarpe Stemme lægge Ansvaret paa ham, fordi han havde nævnt Vorherre. Efter at have gaaet nogle Gange op og ned, tog han sig sammen. "Nu rejser jeg til Udlandet," sagde han med en vis Skyhed; "jeg har bedet mine Søstre tage sig af dig saalænge, og naar jeg kommer tilbage, skal vi videre prøve. Farvel! - Vi ses nok, inden jeg rejser!" han gik saa hurtig ind i næste Værelse, at hun ikke engang fik tage ham i Haanden.

Hun saa ham igjen, hvor hun mindst havde ventet det, nemlig i Præstestolen ved Koret, ligeforan hende, da hun i Flokken stod fremme paa Gulvet for at konfirmeres. Hun blev derover saa spændt, at hendes Tanker længe var borte fra den hellige Handling, hvortil hun i Ydmyghed og Bøn havde forberedt sig. Ja, om det var Ødegaards gamle Far, saa stansede han og saa længe paa ham, da han traadte frem for at begynde. Snart skulde Petra een Gang til blive opskræmt i Kirken; thi noget nedenfor sad jo Pedro Ohlsen i nye, stive Klæder; han strakte netop Hals forat se over Gutternes Hoveder hen i Pigeflokken til hende! Han dukkede strax ned igjen; men gjentagende saa hun ham stikke det tyndhaarede Hoved op for atter at dukke; dette bortkaldte hendes Tanker, hun vilde ikke se, men hun saa, og der, - netop som alle de Andre var dybt grebet, Mange i Taarer, - forfærdedes Petra ved at se Pedro stige op, men stivne, aabne Mund og Øjne, blive klomset, uden Evne til at sætte sig eller flytte sig; thi overfor ham stod Gunlaug ret op i sin fulde Højde. Petra gøs ved at se hende; thi hun var hvid som Alterdugen. Hendes sorte, krusede Haar syntes at rejse sig, mens Øjnene pludselig fik en frastødende Kraft, som kunde de sige: "bort fra hende, hvad vil du hende!" Han sank ogsaa sammen paa Bænken under dette Blik, og en Stund efter listede han ud af Kirken.

Siden fik Petra Ro, og jo længere det skred frem, desto stærkere kom hun med. Og da hun vendte tilbage efter at have givet Løftet og gjennem Graad saa til Ødegaard som den, der stod alle hendes gode Forsætter nærmest, lovede hun i sit Hjerte, at hun ikke vilde gjøre hans Tro tilskamme. Det trofaste Øje, som saa lysende tilbage paa hende, syntes at bede hende om det Samme; men da hun var kommet paa sin Plads og endnu engang vilde finde ham, var han borte. Hun gik snart hjem med Moderen, som undervejs lod falde: "nu har jeg gjort Mit; - nu faar Vorherre gjøre Sit."

Da de havde spist sammen, de To alene, sagde hun videre, idet hun rejste sig: "Saa faar vi vel gaa hen til ham, Præstesønnen. Skjønt jeg ikke ved, hvad det blir til, det han farer med, saa har han vel ment det godt. Tag saa paa dig igjen, Barn!"

Vejen til Kirken, som de To saa ofte havde gaaet sammen, gik ovenover Byen, men paa Gaden havde de aldrig før gaaet sammen; Moderen havde vel neppe været der, siden hun var kommet tilbage. Nu bøjede hun imidlertid ned paa Gaden, hun vilde gaa hele Gaden igjennem, hun vilde gaa den med sin voxne Datter!

Om Eftermiddagen paa Konfirmationssøndagen er en saadan liden By paa Vandring, enten fra Hus til Hus paa Lykønskning eller paa Gaden for at se og ses. Der hilses og stanses for hvert Skridt, Haandtryk vexles, og gode Budskab bæres; den Fattiges Barn møder i den Riges aflagte Klæder og vises frem for at takke. Byens Sjømænd i udenlandsk Stads, med Huen paa tre Haar, og Byens Fif, Handelsbetjentene, hilsende paa Alle, gik i Flok; Latinskolens halvvoxne Gutter, hver med sin bedste Ven i Verden under Armen, slentrede efter i opløben Kritik; - men alle maatte de idag i sit stille Sind vige for Byens Løve, den unge Kjøbmand, Byens rigeste Mand, Yngve Vold, der netop i Øjeblikket var hjemkommet fra Spanien, fix og færdig til fra imorgen at overtage sin Mors store Fiskehandel. Med en lys Hat over sit lyse Haar straalte han i Gaderne, saa de unge Konfirmander næsten blev glemt, Alle hilste ham velkommen, han talte med Alle, lo til Alle, - i Gaden frem og tilbage saa man den lyse Hat over det lyse Haar og hørte den lyse Latter. Da Petra og hendes Mor kom ned, var han den første, de stødte paa, og som om de virkelig havde stødt til ham, for han tilbage for Petra, som han ikke kjendte igjen.

Hun var blevet høj, ikke som Moderen, men dog højere end de fleste, let, fin og kjek, Moderen og ikke Moderen i bestandigt Vexelblink. Selv den unge Kjøbmand, som blev ved at følge, kunde ikke længer drage de Spadserendes Blikke til sig; de To, Mor og Datter tilsammen, var et mere fremmed Syn. De gik hurtig uden at hilse, fordi de sjeldent hilstes af Andre end Sjømænd, men kom endnu hurtigere udover Gaden igjen; thi de hørte, at Ødegaard netop havde taget hjemmefra til Dampskibet, som strax skulde gaa. Petra skyndte især paa; hun maatte, hun maatte faa hilse og takke ham, før han rejste, det var jo Synd af ham at rejse saaledes fra hende! Hun saa paa Ingen af alle dem, som saa paa hende, det var Dampskibsrøgen over Tagene, hun saa, og den syntes hende at fjerne sig. Da de kom til Bryggen, lagde Dampbaaden netop ifra, og med Graaden i Halsen ilte hun videre ud i Alleen, hun mere sprang end gik, og Moderen skridtede efter. Da Dampbaaden havde brugt Tid til at vende paa Havnen, kom hun snart nok til at kunne springe ned i Fjøren, stige op paa en Sten og vifte ud med sit Lommetørklæde. Moderen stod igjen i Alleen og vilde ikke gaa ned; Petra viftede, - højere og højere viftede hun; men der var Ingen, som viftede igjen.

Da kunde hun ikke mere, men maatte for Graads Skyld gaa de øvre Veje hjem; Moderen fulgte, men i Taushed. Det Kvistværelse, Moderen havde skjenket hende idag, og hvor hun havde sovet første Gang i Nat og imorges med saa stor Glæde iført sig sin nye Dragt, modtog hende nu i Kveld opløst i Graad og uden et Blik omkring sig; hun vilde ikke gaa ned, hvor Sjømænd og Gjester var kommet, sin Konfirmationsdragt tog hun af, hun sad paa sin Seng, til det blev Nat, og at være blevet voxen syntes hende det Ulykkeligste, som kunde være.

4de Kapitel.

Strax efter Konfirmationen gik hun en Dag over til Ødegaards Søstre, men skjønnede snart, at dette maatte være en Fejltagelse af Ødegaard; thi Provsten gik, som han ikke saa hende, og Døttrene, begge ældre end Ødegaard, holdt sig stive. De nøjedes med at give en sparsom Underretning fra Broderen om, hvad hun nu skulde tage sig for. Hele Formiddagen skulde hun nemlig deltage i Husholdningen i et Hus udenfor Byen, og om Eftermiddagen gaa i Syskole; hun skulde sove samt have Frokost og Aftensmad hjemme. Hun gjorde, som det var ordnet, og fandt sig ret vel deri, saa længe det var nyt, men siden, og især da det blev Sommer, begyndte det at kjede hende; thi paa denne Tid havde hun siddet oppe ved Skogen hele Dagen, havde læst i sine Bøger, dem hun nu af Hjertet savnede, som hun savnede Ødegaard, som hun savnede Samtale. Følgen blev, at hun tilsidst tog den, hvor den fandtes. Ved den Tid kom nemlig en ung Pige ind paa Syskolen, som hed Lise Let, d. v. s. Lise, men ikke Let; thi Let hed en ung Kadet, som havde været hjemme i Juleferien og forlovet sig med hende paa Isen, da hun bare var en Skoletøs. Lise vilde dø paa, det var ikke sandt, og græd, strax man nævnte det; imidlertid hed hun siden Lise Let. Den lille, vevre Lise Let græd ofte og lo ofte; men enten hun græd eller lo, tænkte hun paa Kjerlighed. En Bisværm af Tanker, nye, underlige, fyldte snart hele Syskolen: straktes Haanden ud efter Snellen, saa var det for at bejle, og Snellen sagde Ja eller gav Afslag; Naalen blev forlovet med Traaden, og Traaden offrede sig, Sting paa Sting, for den Grusomme; den, der stak sig, udgjød sit Hjerteblod, den, der byttede Naal, var svigefuld. Hviskede to af Pigerne sammen, var det om noget Mærkeligt, der var hændt dem; snart hviskede to til, saa atter to; enhver havde sin Fortrolige, og der var tusinde Hemmeligheder: det var ikke til at holde ud.

En Eftermiddag i Skumringen, i saadan fin Regn, som man kalder Smaarusk, stod Petra med et stort Kastetørklæde over Hovedet udenfor Huset hjemme og saa ind i Gangen, hvor en ung Sjømand stod og blistrede paa en Vals. Hun holdt Tørklædet sammen med begge Hænder tæt under Hagen, saa bare Øjnene og Næsen saas, men Sjømanden opdagede med Lethed, at hun blinkede til ham, og han hoppede strax ned, hvor hun stod. "Hør, Gunnar, vil du gaa en Tur?" - "Men det regner?" - "Pyt, er det Noget!" og saa gik de til et lidet Hus længer oppe. "Kjøb med et Par Kager til mig - af dem med Flødeskum." - "Altid skal du have Kager." - "Af dem med Flødeskum!" Han kom ud igjen med nogle; hun stak den ene Haand frem under Tørklædet, drog dem ind til sig og gik spisende videre. Da de var kommet opover Byen, sagde hun, idet hun gav ham et Stykke Kage: "Hør, Gunnar! Vi har nu altid holdt saa meget af hverandre, vi to; jeg har altid holdt mest af dig blandt alle Gutter! du tror det ikke? Men jeg forsikkrer dig, Gunnar! Og nu er du Understyrmand og kan snart faa Skib at føre. Nu synes jeg, du skulde forlove dig, Gunnar! - Kjere, spiser du ikke den Kagen?" - "Nej, jeg har begyndt at tygge Skraa." - "Nu, hvad svarer du saa?" - "Aa, men det haster da ikke." - "Haster ikke? du skal jo, rejse iovermorgen." - "Ja, jeg kommer da vel igjen?" - "Men det kan rigtignok være uvist, om jeg da har Tid, for du ved ikke, hvor jeg kan være da, du." - "Det skulde altsaa være med dig?" - "Ja, Gunnar, det maatte du da forstaa, men du har altid været saa dum, derfor blev du bare Sjømand ogsaa." - "Aa, jeg angrer ikke paa det; det er ganske godt at være Sjømand." - "Ja, din Mor ejer jo Skib. Men hvad siger du nu? du er saa dorsk af dig!" - "Ja, hvad skal jeg sige?" - "Hvad du skal sige? Ha-ha-ha, kanske du ikke vil ha' mig!" - "Aa, Petra, det ved du godt, jeg vil. Men jeg tror ikke, jeg kan være tryg paa dig." - "Jo, Gunnar, jeg skal være dig saa tro, saa tro!" - Han stod en Stund stille: "Faa se dig i Ansigtet, Petra!" - "Hvorfor det?" "Jeg vil se, om du ogsaa mener det." - "Tror du, jeg gaar og fjaser, Gunnar?" hun var sint og løftede Tørklædet. "Ja, Petra, skal det være rigtig, ordenlig Alvor, saa giv mig et Kys paa det, for det ved En, hvad er." - "Er du gal?" hun lukkede Tørklædet til og gik videre. - "Vent, Petra, vent! du forstaar ikke det. Naar vi er Kjerester" "Aa Tøv med dig!" - "Ja, da ved jeg dog, hvad der er Brug, mener jeg, for hvad det angaar at have Verdenserfaring, da er jeg din Overmand mange Gange. Husk alt det, jeg har set -" - "Aa, du har set som en Tull, har du, og snakker, som du har set." - "Hvad mener du med at være Kjerester, du da, Petra? Jeg maa rigtig spørge om det. At rende alle Haugene op efter hverandre, er da ikke ligt til Noget." - "Nej, det er forresten sandt," lo hun og stansede. "Men hør nu, Gunnar! Mens vi staar her og puster - huf! - skal jeg sige dig, hvordan Kjerestefolk bærer sig ad. Saalænge du er i Byen, skal du vente udenfor Syskolen hver Aften og følge mig hjem til Døren, og er jeg ude andetsteds, skal du vente paa Gaden, til jeg kommer. Men naar du er rejst, skal du skrive mig til og kjøbe Ting og sende mig. Det er sandt: et Par Ringe, med dit Navn i den ene og mit i den anden og saa Aarstal og Dag, skal vi give hverandre; men jeg har ingen Penge, saa du maa kjøbe dem begge to." - "Det skal jeg nok; men -" - "Hvad er det nu for men igjen?" "Herregud, jeg mente bare, saa maatte jeg faa Maal af Fingeren din." - "Ja, det skal du faa strax;" hun rev et Straa af, maalte og bed af: "kast det saa ikke væk!" Han lagde det i et Papir og Papiret i sin Tegnebog; hun saa paa, til Tegnebogen atter var vel gjemt. "Lad os nu gaa, jeg er kjed af at staa her længer." - "Men jeg synes rigtignok, at dette er ligesom lidt snaut, Petra!" - "Ja, vil du ikke, Far, saa kan det akkurat være det Samme!" - "Jo vist vil jeg. Det er ikke det; - men skal jeg ikke engang faa tage dig i Haanden da?" - "Hvortil det?" - "Til Vished paa, at vi nu virkelig er forlovet." - "Saadant Tøv, er det mere Vished, det, at tage hverandre i Haanden? - Ellers kan du gjerne faa Haanden, der er den! - Nej, Tak, ingen Klemning, Far!" - Hun drog atter Haanden indenfor Tørklædet, men nu løftede hun pludselig Tørklædet med begge Hænder, Ansigtet kom helt tilsyne: "Siger du det til Nogen, Gunnar, saa siger jeg, det er ikke sandt, nu ved du det!" Hun lo og gik nedover igjen. - - Noget efter stansede hun og sagde: "Imorgen slutter Syskolen først Kl. 9, - saa kan du faa staa bagenom Haven, du." - "Godt." - "Ja, men nu maa du gaa!" - "Vil du ikke engang give mig Haanden til Afsked?" - "Jeg forstaar ikke, hvad du altid vil med den Haanden; - nej, nu faar du den ikke. - Farvel!" raabte hun og sprang fra ham.

Næste Kveld lagede hun det saa, at hun blev den sidste paa Syskolen. Klokken var strax 10, da hun gik, men da hun kom udenfor Haven, stod Gunnar der ikke. Hun havde tænkt sig alle Uheld, men ikke dette; hun blev saa stødt, at hun selv ventede, bare for ordenlig at give ham, naar han endelig kom. Hun havde ellers godt Selskab, der hun gik op og ned bag Haven; thi de Handlendes Sangforening havde netop i et Hus i Nærheden begyndt sine Øvelser for aabent Vindøje; en spansk Sang lokkede i den milde Kveld for hendes Tanker, saalænge til hun var i Spanien og hørte sin Pris synge fra den aabnede Altan. Spanien var hendes Længsel; thi hver Sommer kom de mørke spanske Skibe paa Havnen, de spanske Sange i Gaderne, og paa Ødegaards Vægge hang en Række skjønne Billeder fra Spanien, han var der maaske nu igjen, og hun var hos ham! Men hun kaldtes i et Nu hjem; thi der bag Æbletræet kom endelig Gunnar farende, hun styrtede lige mod - ikke Gunnar, men den fra Spanien hjemkomne, lyse Hat over det lyse Haar. "Ha, ha, ha, ha," lo den lyse Latter, "tager De mig for en Anden?" Hun nægtede ivrigt, hastigt og løb i Vrede, men han løb efter og snakkede i Et væk, mens han løb, overordentligt hurtigt og med den sammenløbne Udtale, Folk faar, som bruger flere Sprog. - "Ja, jeg kan godt holde Følge, for jeg løber udmærket, - det nytter Dem ikke; jeg maa tale med Dem, - her er for stille hjemme, alle Mennesker er døde, men De er ikke død, jeg kan se det, - jeg maa tale med Dem, jeg gaar her paa ottende Kvelden". "Paa ottende Kvelden!" - "Paa ottende Kvelden, ha, ha, ha, jeg skulde gjerne gaa her i otte til, for vi To passer sammen, ikke sandt? Det nytter Dem ikke, jeg slipper Dem ikke, for nu er De træt, kan jeg se." - "Nej, jeg er ikke." - "Jo, De er." - "Nej, jeg er ikke." - "Jo, De er! Tal da, hvis De ikke er træt!" - "Ha, ha, ha!" - "Ha, ha, ha, ha! Ja, det er ikke at tale", - og saa stansede de. De skiftede nogle raske Ordtag, halvt i Skjemt og halvt i Alvor; derpaa priste han Spanien, det ene Billede jog det andet; til Slut bandte han Smaabyen under deres Fødder, - det første fulgte Petra med lysende Øjne, det andet suste for hendes Øren, mens hendes Øjne gled op og ned efter en Guldkjede, han havde to Gange om Halsen. "Ja, den," sagde han ilsomt og drog frem det sidste Stykke af Kjeden, hvortil et Guldkors var fæstet, - "se, den tog jeg med i Kveld forat vise frem i Sangforeningen, den er fra Spanien: De skal høre dens Historie!" Og nu fortalte han: "Da jeg var i det sydlige Spanien, kom jeg med til en Skyttefest og vandt denne Præmie; den blev ved Festen overrakt mig med følgende Ord: tag den med til Norge og skjenk den fra spanske Kavallerer som ærbødig Hyldning til den skjønneste Kvinde i deres Hjemstavn. Derpaa Raab og Fanfarer, Fanerne viftede, Kavallererne klappede, og jeg modtog Gaven!" "Nej, hvor ypperligt! Fortæl mere, fortæl!" udbrød Petra; thi for hendes Syn lyste strax den spanske Fest med de spanske Farver og Sange, Spanierne stod brune under Vinhøjene i Aftensolen og sendte sine Tanker til den skjønneste Kvinde i Snelandene. Han gjorde, som hun bad, han øgede hendes Længsel med nye Fortællinger, og ganske hensat i det vidunderlige Land, begyndte hun at nynne den spanske Sang, hun nylig havde hørt, og lidt efter lidt at bevæge sine Fødder i dens Takt. "Hvad? De kan danse de spanske Danse," raabte han. "Ja, ja-ja!" sang hun i Dansetakt, slog Smeld med Fingrene for at efterligne Kastagnetter og gjorde nogle raske Trin paa Pletten, hun stod; thi hun havde set spanske Sjømænd danse! - "De fortjener de spanske Kavallerers Gave," udbrød han henrevet, - "De er den skjønneste Kvinde, jeg har mødt!" - han havde løftet Guldkjeden af sin Hals og kastede den med lette Hænder flere Gange om hendes, før hun endnu forstod det. Men da hun forstod det, overdroges hun af den dybe Skamrødme, som var hende egen, og Taarerne vilde briste frem, - saa han, som var faldet fra Under i Under, nu ikke vidste, hvad han mere vilde, men følte, han burde gaa, og gik.

Endnu Klokken 12 stod hun i sit aabne Kvistvindøje med Kjeden i Haanden. Eftersommernatten laa venlig over By og Fjord og fjerne Fjelde; fra Gaden lød atter den spanske Sang; thi Foreningen havde fulgt Yngve Vold hjem. Ord for Ord hørtes; de gik om en fager Krans. Kun to Stemmer sang Ordene, de andre gav med Munden Guitarakkompagnement:

Tag imod Kransen, den er til dig,
tag imod Kransen, tænk lidt paa mig!
Her er det grønneste
Græs til den Skjønneste,
her er den hvideste
Blomst til den Blideste,
her er den fuldeste
Knop til den Huldeste,

her er et eneste
Blad til den Reneste.
Tag imod Kransen, den er til dig,
tag imod Kransen, tænk lidt paa mig!

__________

Da hun om Morgenen slog Øjnene op, havde hun været i en af Sol paa alle Kanter gjennemskinnet Skog, hvor alle Træer var det, man kalder Guldregn, og hang med lange, lyse Duske, som næsten rørte ved hende, naar hun strøg igjennem. Strax huskede hun Kjeden, greb den og hang den over sit Linned. Saa lagde hun et sort Tørklæde over Linnedet og Kjeden derover; thi den tog sig bedre ud paa Sort. Bestandig siddende i sin Seng spejlede hun sig i et lidet Haandspejl: - skulde hun virkelig være saa smuk? Hun stod op for at flide sit Haar og saa atter spejle sig, men kom ihu Moderen, som endnu Intet vidste, hvorfor hun skyndte sig; hun maatte jo ned og fortælle. Netop som hun var færdig og skulde hænge Kjeden om Halsen, faldt det hende ind, hvad Moderen vilde sige, hvad alle Mennesker vilde sige, og hvad hun skulde svare, naar de spurte, hvorfor hun bar denne kostbare Kjede. Da Spørsmaalet var meget rimeligt, kom det tungere og tungere igjen, indtil hun ledte frem en liden Æske, lagde Kjeden i den, stak Æsken i Lommen og følte sig for første Gang i sit Liv fattig.

Hun kom ikke did, hun skulde den Formiddag; thi ovenfor Byen, omtrent hvor hun havde faaet Kjeden, blev hun siddende med den i Haanden, og med en Følelse, som havde hun stjaalet den.

Om Kvelden ventede hun bag Haven endnu længere paa Yngve Vold, end hun den foregaaende Kveld havde ventet paa Gunnar; hun vilde give ham Kjeden tilbage. Men ligesom det Skib, Gunnar for med, uventet havde lettet forrige Dag, fordi det i næste By havde faaet ypperlig Fragt, saaledes maatte Yngve Vold, som ejede Skibet, idag afsted i samme Ærinde; han tog flere Forretninger med, hvorfor han blev borte i tre Uger.

I disse tre Uger var Kjeden efterhaanden flyttet fra Lommen til Kommodeskuffen og derfra atter ind i en Konvolut, og Konvoluten i et hemmeligt Rum. Men hun selv var i den Tid flyttet fra den ene ydmygende Opdagelse ind i den anden. For første Gang blev hun tilfulde var den Afstand, som skilte hende fra Byens fornemme Damer; disse kunde have baaret Kjeden, uden at Nogen havde spurt hvordan eller hvorfra. Men til en saadan havde Yngve Vold ikke vovet at byde Kjeden, uden han havde budt sin Haand med det Samme; det var blot med Fiskerjenten, han vovede det. Om han havde villet give hende Noget, hvorfor da ikke, hvad hun havde Brug for; men han havde villet haane hende saameget dybere ved at give hende, hvad hun slet ikke kunde bruge. Historien med "den Skjønneste" maatte være Digt; thi havde Kjeden af den Grund været æslet hende, saa var han ikke kommet i Skjul og Aften. - Harm og Skam gnagede sig saa meget dybere ind, som hun havde vænnet sig selv af med at tro sig til Nogen. Intet Under derfor, at hun, første Gang hun traf ham igjen, ham, som alle disse vrede og skamfulde Tanker drejede sig om, blev saa stærkt rød, at han maatte mistyde det, og da hun følte dette, endnu rødere.

Hurtig bøjede hun hjem igjen, rev Kjeden til sig, og skjønt det endnu var Dag, satte hun sig ovenfor Byen forat vente paa ham: nu skulde han faa den tilbage! Hun følte sig sikker paa, han vilde komme; thi ogsaa han var blevet rød ved at se hende, og han havde været borte den hele Tid. Men snart begyndte disse samme Tanker at tale til Fordel for ham. Han var ikke blevet rød, hvis hun havde været ham ligegyldig; han var kommet før, havde han før været hjemme. Det tog paa at blive noget skymt; thi paa disse tre Uger havde det mørknet stærkt. Men med Mørkningen vender ofte vore Tanker. Hun sad tæt ovenfor Vejen mellem Træerne; hun kunde se, men ikke ses. Da det havde varet en Stund, og han ikke kom, vilde modstridende Følelser lue op; snart i Harm, snart i Angst lyttede hun; hver, som kom, hørte hun længe, før hun saa, men det var aldrig ham. Fugle, som byttede Sæde i Halvsøvne mellem Bladene, kunde skræmme hende, saa spændt som hun sad; hver Banken fra Byen, hvert Raab drog hende til sig. Et stort Skib hejsede Anker under Opsang, det vilde varpe udover i Natten for at faa godt af den første Morgenbris. Kunde hun følge med paa Storsjøen, hun længtes! Opsangen blev hendes egen, de klingende Tag i Spillet gav Løftekraft, hvortil, hvorhen? - Da stod den lyse Hat paa Vejen, ligeforan hende, hun sprang op med et kort Skrig, og forfærdet over, hvad hun havde gjort, løb hun, og under Løbet huskede hun, at hun ikke burde have løbet; det var Fejl i Fejl, derfor løb hun af alle Kræfter. Men Skammen, Oprøret overvældede hende, han var lige bag, hun kastede sig ned mellem Træerne. Da han traadte til, laa hun og aandede, saa han hørte hvert Drag, og den samme Magt, som hun den forrige Gang i sin Frejdighed havde havt over ham, øvede hun idag, sammensunket i sin Frygt; han bøjede sig over hende og hviskede: "Vær ikke bange!"

Men hun skalv endnu mere. Da lænede han sig paa Knæ og tog efter hendes Haand, men bange, som han selv var blevet, tog han langsomt. Ved den første Kjendsel af hans Haand, sprang hun op som brændt af Ild - og afsted paany, - mens han blev staaende.

Hun løb ikke langt, hun havde ikke mere Vejr, det jagede, brændte i hendes Tindinger, hendes Bryst vilde springe, hun trykkede Hænderne imod - og lyttede. Hun hørte Gang i Græsset, Knæk i Løvet, han kom, og lige imod, han saa hende? - nej, han saa ikke, - jo, Gud i Himmelen han saa! . . . nej, han gik forbi. - Da segnede hun om i Udmattelse og Tomhed.

Om længe rejste hun sig og gik langsomt nedover, stansede og gik, som havde hun intet Maal. Da hun atter naaede Vejen, sad han der og ventede, han rejste sig nu! Hun havde ikke set ham, hun gik som i Taage, nu undslap hende et let Raab, men hun rørte sig ikke, hun lagde kun sine Hænder for Øjnene og græd. Da hviskede han igjen: "Jeg ser, du elsker mig! - Jeg elsker dig! - Du skal blive min. - Du svarer ikke? Du kan ikke! Godt! - Stol paa mig; thi fra nu af er du min! - Godnat!" og sagte rørte hans Haand ved hendes Skulder.

Hun stod tilbage som i en Lysning, en let Angst gled ind i den, men atter Lysning; thi dette var dog et Under!

Saa stærkt som Yngve Vold igjennem tre Uger havde fyldt hendes Tanker, stod alle Overgange rede. Han var Byens rigeste Mand, af dens ældste Familie, og han vilde løfte hende til sig op over alle Hensyn. Dette var noget saa uventet Andet end det, hun i lang Tids Lidelse og Harm havde tænkt, at allerede det maatte gjøre hende lykkelig! Men hun blev det mere og mere, eftersom hun drog ind under sit Syn de nye Forhold. Hun saa sig Alles Lige og alle sine Længsler nær! Hun saa Yngve Volds største Skib halet ud som Flagskib paa hendes Bryllupsdag, hun saa det efter Minutskud og Fyrværkeri at tage dem ombord og bære dem til Spanien, hvor Bryllupssolen glødede!

__________

Da hun den næste Dag vaagnede, kom Pigen op og fortalte, at Klokken var halv Tolv. Petra følte voldsom Hunger, fik Mad, mere Mad, følte Hovedpine og Træthed og sovnede ind igjen. Da hun henimod Kl. tre paa Eftermiddagen atter vaagnede, følte hun sig vel; Moderen kom op og sagde, hun vistnok havde sovet sig fra en Sygdom; thi det plejede hun selv at gjøre. Men nu maatte hun op for at gaa paa Syskole. Petra sad oprejst i Sengen, lænende Hovedet paa sin Arm; hun svarte uden at se op, at hun ikke mere skulde gaa paa Syskole. Moderen tænkte, hun er vel ligesom lidt ørsk endnu, og gik ned efter en Pakke og et Brev, som en Skibsgut havde bragt. Der kom allerede Gaverne! Petra, som igjen havde lagt sig, rejste sig i en Fart og aabnede, da hun var alene, med en vis Højtidelighed, først Pakken, som indeholdt et Par franske Sko. Noget skuffet vilde hun sætte dem ifra sig, da de kjendtes tunge i Taaen. Hun stak Haanden ind og drog af den ene frem en liden Pakke, indviklet i fint Papir; det var et Guld-Armbaand; - af den anden ligeledes en Pakke, omhyggelig forvaret; det var et Par franske Handsker, - og ud af den højre Handske drog hun igjen en Papirtut, som gjemte to glatte Guldringe. "Allerede!" tænkte Petra, hendes Hjerte bankede, hun saa ind efter Indskriften og læste i den ene ganske rigtig: "Petra" samt Aarstal og Dag, og i den anden: "Gunnar". Hun blev bleg, kastede Ringene og den hele Pakke paa Gulvet, som havde hun brændt sig paa den, og rev Brevet op. Det var dateret Calais, - og hun læste:

En stor Frygt overvældede hende, hun var i et Nu kommet op af Sengen og paaklædt. Hun maatte ud, som gaves der etsteds et Raad; thi Alt var blevet uklart, usikkert, farligt. Jo mere hun tænkte, jo mere løb Traaden i Floke for hende, En maatte hjælpe at rede, eller hun kom ikke løs! Men hvem turde hun tro sig til? Det kunde ingen Anden blive end Moderen. Da hun efter lang Kamp stod i Kjøkkenet hos hende, ræd, graadfuld, men stærk i at ville være fuldt fortrolig forat faa fuld Hjælp, sagde Moderen uden at vende sig og derfor uden at lægge Mærke til Petras Ansigt: "Nu har han været her; - han er kommet hjem igjen." "Hvem?" hviskede Petra og holdt sig fast; thi var Gunnar alt nu kommet, saa var ogsaa alt Haab væltet. Hun kjendte Gunnar; han var tung og godmodig, men, engang i Vrede, blev han afsindig. "Du skal strax komme derhen, sagde han." - "Derhen?" skalv Petra, hun forstod øjeblikkelig, at saa havde han alt sagt det til sin Mor, og hvad vilde saa ske? - "Ja, til Præstegaarden," sagde Moderen. - "Til Præstegaarden? - Er det Ødegaard, som er kommet hjem?" - Moderen vendte sig nu mod hende: "Ja, hvem ellers?" - "Ødegaard!" jublede Petra, og Glædens Storm jog Luften ren i et Blink; "Ødegaard er kommet, o, Gud i Himmelen, han er kommet!" hun var ude af Døren og opover Markerne. Hun stormede frem, hun lo, raabte højt; det var ham, ham, hun trængte til; havde han været hjemme, var intet Ondt sket! Hos ham var hun tryg; blot hun tænkte paa hans høje, lyse Aasyn, hans milde Stemme, ja paa de stille, billedrige Værelser, hvori han boede, kom hun i fredeligere Takt og følte Sikkerhed igjen. Hun gav sig Stunder og samlede sig. Det straalte over By og Landskab i den faldende Høstkveld, især laa Fjorden i en mægtig Glans; derude i Sundet hvirvlede den sidste Røg væk af det Dampskib, som havde bragt Ødegaard. O, blot at vide, han var hjemme igjen, gjorde hende god, hel, dygtig; hun bad Gud om at hjælpe, saa Ødegaard aldrig maatte slippe hende mere. Og just som hun var løftet af dette Haab, ser hun ham komme smilende imod sig; han havde vidst, hvad Vej hun vilde tage, og gik tilmøde! Dette rørte hende, hun sprang imod ham, greb begge hans Hænder og kyssede dem; han blev skamfuld; da han saa Nogen komme langt borte, drog han hende med fra Vejen opover mellem Træerne, han holdt hendes Hænder i sine, og hun sagde hele Vejen: "hvor dejligt, at De kom! Nej, jeg kan ikke tro, det er Dem, o, De maa aldrig mere rejse bort! Forlad mig ikke, nej, forlad mig ikke!" her styrtede hendes Taarer frem, han bøjede hendes Hoved sagte ind til sig som for at dække dem, han vilde give hende Ro; thi han trængte, hun var rolig. Men hun lagde sig ind til ham som Fuglen under den Vinge, der løfter sig for den, og hun vilde ikke mere frem igjen. Overtalt af denne Tillid lagde han Armen over hende, som vilde han tilsige hende det Ly, som hun søgte; men neppe fornam hun det, saa løftede hun sit for grædte Ansigt op imod ham, hendes Øjne mødte hans, og Alt, som kan skifte i et Blik, naar Anger møder Kjerlighed, naar Taknemlighed møder Giverens Glæde, naar Ja møder Ja, det fulgte rask paa hinanden; han omfattede hendes Hoved og trykkede sine Læber mod hendes; han havde tidlig mistet sin Mor, han kyssede for første Gang i sit Liv, og det Samme gjorde hun. Ingen af dem kunde løse sig ifra det, og da det skete, var det for atter at synke sammen. Han skalv, men hun straalte og blussede, hun kastede Armene om hans Hals, hun hang sig ved ham som et Barn. Og da de satte sig, og hun kunde faa røre ved hans Hænder, hans Haar, hans Brystnaal, Halstørklæde, alt dette, hun paa Afstand ærbødig havde set paa, og da han bad hende sige Du og ikke De, og hun ikke kunde, og da han vilde fortælle hende, hvor rig hun havde gjort hans fattige Liv fra første Stund, hvor længe han havde kjæmpet imod for ikke at stanse hende ved dette, ikke tage sig betalt saaledes, og da han opdagede, at hun ikke var istand til at forstaa eller samle et Ord af, hvad han sagde, og da han selv heller ingen Forstand længer fandt deri; da hun vilde flytte hjem med til ham strax, og han leende maatte bede hende vente et Par Dages Tid, saa skulde de rejse sin Vej bort fra det Altsammen, - da følte de, da sagde de, mens de sad inde mellem Træerne, med Fjord og Fjeld i Aftensolen foran sig, mens et Horn lød fjernt og Sang, at dette var Lykke.

Det første Mødes Sødme,
det er som Sang i Skoven,
det er som Sang paa Voven
i Solens sidste Rødme, -
det er som Horn i Uren
de tonende Sekunder,
hvori vi med Naturen
forenes i et Under.

5te Kapitel.

Den næste Morgen, da Ødegaard ringte efter sin Kaffe, meldtes ham, at Kjøbmand Yngve Vold allerede to Gange om Morgenen havde søgt ham. Det misstemte ham, at han skulde blande Sind med en Fremmed netop nu; men den, der søgte ham saa tidlig, maatte vel have vigtigt Ærinde. Han var ogsaa neppe paaklædt, før Yngve Vold kom igjen. "De undrer Dem sagtens? jeg gjør det selv. Goddag!" Man hilstes, og han lagde sin lyse Hat. "De sover længe, jeg har været her to Gange før; jeg har noget Vigtigt paa Hjerte, jeg maa tale med Dem!" - "Vær saa god, tag Plads!" han satte sig selv i en Lænestol. - "Tak, Tak, jeg gaar helst, jeg kan ikke sidde, jeg er i Bevægelse. Siden iforgaars er jeg fra Forstanden, rent tullet, hverken mere eller mindre. Og deri er De Skyld!" - "Jeg?" - "Ja, De. Pigen har De draget frem, Ingen havde tænkt paa hende, Ingen lagt Mærke til hende uden Dem. Men nu har jeg heller aldrig set, nej, saa sandt jeg er til, aldrig set noget saa Mageløst, noget saa - ja, ikke sandt? Nej, over hele Europa har jeg ikke set noget saa forbandet, krushaaret Vidunderligt, - har De? Jeg fik ikke Fred, jeg var fortryllet, overalt og altid var hun ivejen, jeg rejste bort, kom igjen, umuligt, - ikke sandt? Vidste jeg ikke, hvem hun var . . . Fiskerjenten, sagde de, - Spanierinden, skulde de have sagt, Zigeunersken, Hexen, bare Ild, Øjne, Barm, Haar, - hvad? - Funker, gnistrer, hopper, ler, traller, rødmer, - noget Satans Noget! - Løb efter hende, ser De, op imellem Træerne i Skogen, stille Aften, . . . hun stod, jeg stod, nogle Ord, Sang, Dans, - og saa? . . . ja, saa gav jeg hende min Kjede, jeg havde, saa sandt jeg lever, et Minut i Forvejen ikke tænkt paa det! - Næste Gang samme Sted, samme Sprang, hun var ræd, og jeg: - ja, vil De tro det? - jeg kunde ikke sige et menneskeligt Ord, turde ikke røre ved hende; men da hun saa kom igjen, vil De tænke? saa friede jeg, jeg havde ikke tænkt paa det et Sekund iforvejen! Nu prøvede jeg mig selv igaar, vilde være fra hende, men saa min Sjel og Tro er jeg gal, ja, - jeg kan ikke, jeg maa være hos hende; faar jeg hende ikke, skyder jeg mig, ret og slet, se det er Historien. Mor bryr jeg mig Fan om, heller ikke Byen, det er en Filleby, rent en Filleby, Filleby, - hun skal bort, ser De, bort og højt over denne By, hun skal blive comme il faut, hun skal til Udlandet, Frankrig, Paris, jeg koster Rejsen, De arrangerer. Jeg kunde ogsaa rejse med selv, bosætte mig ude, ikke længer være i dette Hul; men ser De: Fisken! Jeg vil gjøre Noget af Byen, den ligger i Dvale, tænker ikke, spekulerer ikke, men Fisken! Man skjøtter ikke Fisken; Spanierne, Udlandet klager, maa tages paa ny Maade, anden Tørring, anden Skjøtsel, anderledes, Byen skal op, Forretningerne ta' Fart, Fisken! - Hvor var det, jeg slap? Fisken, Fiskerjenten, - det høver ellers: Fisken, Fiskerjenten, ha, ha, ha, - altsaa jeg betaler, De arrangerer, hun blir min Kone, og saa -"

Længer kom han ikke; han havde ikke under denne Tale lagt Mærke til Ødegaard, som nu ligbleg havde rejst sig og faldt over ham med et fint Spanskrør i Haanden. Den Andens Forbauselse var ikke til at skildre; han bødede af de første Slag: "Vogt Dem, De kan slaa mig!" sagde han. "Ja, jeg kan slaa Dem! Ser De: Spansk, Spanskrør, det høver ogsaa!" - og Slagene faldt over Skuldre, Arme, Haand, Ansigt, hvor han bedst traf; den Anden for omkring: "Er De gal, - er De fra Forstanden, - jeg vil gifte mig med hende, hører De, gifte mig!" - "Ud!" skreg Ødegaard, som ejede han ikke mere Kraft, og den Lyshaarede ud af Døren, ned ad Trapperne, bort fra denne Vanvittige og stod snart paa Gaden skrigende op efter sin lyse Hat. Den blev kastet ud af Vindøjet til ham, derpaa hørtes et tungt Fald, og da man kom op, laa Ødegaard uden Samling udstrakt paa Gulvet.

Ved denne Tid sad Petra paa sit Værelse halvt paaklædt og kunde den hele Dag ikke komme længer. Hver Gang hun paany tog fat, sank Armene i hendes Fang. Som fuldmodent Ax, som rige Klokker paa Marken bøjede sig hendes Tanker. Stilhed, Tryghed, bølgende Syner laa over de lyse Slotte, hvori hun boede. Hun levede op igjen Mødet fra igaar, hvert Ord, hvert Blik, hvert Haandtryk, hvert Kys; hun vilde gaa hele Fremgangen efter fra Møde til Afsked, men kom aldrig tilende; thi hver enkelt Erindring blaanede bort i Drøm, og alle Drømme kom tilbage med Forjettelse. Saa sød nu denne var, maatte hun skyve den fra sig for atter at kunne huske, hvor hun slap; men strax hun huskede det, var hun atter borte i det Vidunderlige.

Da hun ikke kom ned, tænkte Moderen, at hun igjen havde taget fat paa Læsningen, siden Ødegaard var kommet hjem; hun fik sin Mad op og skulde være i Fred den hele Dag. Først mod Kvelden rejste hun sig forat gjøre sig rede; hun skulde gaa sin Kjerlighed tilmøde. Hun tog paa det Bedste, hun ejede, hele sin Konfirmationsstads; den var ikke rig, men det følte hun først nu. Hun havde havt saa liden Sans for Pynt, men fik den idag: det ene Stykke gjorde det andet stygt, til de rette Stykker var sammenfundet, og da var dog det Hele ikke smukt! Idag vilde hun have givet stort for at være den Skjønneste, - med Ordet gled en Erindring ind, som hun afviste med Haanden; Intet, Intet maatte træde nær, som turde uro hende. Hun gik selv stille; sagte ordnede hun Et og Andet paa sit Værelse, da Tiden endnu ikke var der. Hun aabnede Vindøjet og saa ud; røde, varme Skyer laa i Lejr over Fjeldene, men en kjølende Strøm slog ind med Budskab fra den nære Skog. Ja, nu kommer jeg! nu kommer jeg! hun gik endnu engang tilbage foran Spejlet forat hilse paa sin Brudefølelse.

Da hørte hun Ødegaards Stemme nedenunder hos Moderen, hørte, at der blev vist ham, hvor Værelset laa: han kom for at hente hende! En undselig Glæde slog op om hende, hun saa ud over Alt, om det stod i Orden for ham; derpaa gik hun mod Døren.

"Kom ind!" svarte hun sagte paa den sagte Banken og traadte selv et Par Skridt tilbage.

Som en isnende Styrtning over hende, som om Jorden gled bort under hende, fornam hun det Aasyn, der mødte i Døren! Hun tumlede tilbage og greb fat i Sengestolpen, men kastet fra Afgrund til Afgrund slap Tanken; i mindre Tid end et Sekund var hun styrtet fra Jordens lykkeligste Brud til dens største Synderinde; hun hørte det tordne ud af dette Aasyn: han kunde i Tid og Evighed ikke tilgive hende! -

"Jeg ser det -: du er skyldig!" hviskede han neppe hør lig, han lænede sig til Døren og holdt fast ved Laasen, som kunde han uden det ikke staa. Stemmen bævede, Taarerne trillede ned over hans Ansigt, skjønt det var aldeles roligt.

"Ved du ogsaa, hvad du har gjort?" og hans Øjne trykkede hende til Jorden. Hun svarte ikke, - ikke engang med Graad; hun var lammet af en fuldstændig, haabløs Afmagt. "Jeg har givet min Sjel bort en Gang før, og han, til hvem jeg gav den, døde for min Skyld. Jeg kunde ikke komme op igjen af den Sorg, uden at En vilde række sig udover mig og give mig sin Sjel helt igjen. Det har du gjort, og saa har du gjort det paa Skrømt." Han stansede, han vilde forgjæves begynde et Par Gange igjen, men saa med et pludseligt Ryk af Smerte: "Og du kunde være istand til at kaste alt det, jeg i disse Aar, Tanke for Tanke, har lagt sammen, overende, som var det et Billede af Ler! Barn, Barn, kunde du ikke forstaa, at jeg arbejdede mig selv op i dig? Nu er det forbi! - Kan du ikke nu tænke dig det: hvad jeg har givet allervarmest, allerinderligst, er gaaet som Luer i Vinterluften; der er ikke Tegn igjen? - Hvem er du, forfærdelige Barn? - Jeg troede, du var min indviede Helligdom, men du er jo længst vanhelliget!" - Han græd i stor Smerte.

"Nej, du er for ung til at fatte det," sagde han igjen; "du ved ikke, hvad du har gjort. - Men det maa du dog forstaa," udbrød han, "hvad det vil sige, naar det, som skinner ned i Livet, det, som vi tror kan give Blomst og Frugt til Alt, vi venter paa, er Intet uden et uhyre Bedrag! - Sig mig, hvad har jeg gjort dig, at du kunde være istand til noget saa Grusomt? Barn, Barn, havde du endda igaar sagt mig det! Hvorfor, hvorfor løj du saa frygtelig? - Det maa være min Skyld, jeg, som har undervist dig, - har jeg da glemt at tale om Ærlighed! - Nej, - men hvor har du saa lært det?"

Hun hørte ham, og det var sandt Altsammen, han sagde. - Han var vaklet hen til en Stol, som stod ved Vindøjet, forat faa læne Hovedet mod et Bord, som stod ved Siden. Han sprang op igjen, han vred sine Hænder, det hulkede i ham af Smerte, saa faldt han atter ned og var stille. "Og jeg, som ikke er god til at hjælpe min gamle Far," sagde han som for sig selv, "jeg kan ikke, jeg har ikke Kald. Derfor skal Ingen hjælpe mig, Alt skal gaa istykker for mig, Alt, og Alle forlade mig." Han kunde ikke mere, hans Hoved laa i hans højre Haand, den venstre hang slap ned; han saa ud, som kunde han ikke røre sig, - og saaledes blev han siddende, og han sagde Intet. Da følte han noget Varmt paa sin nedhængende Haand og for skræmt isammen, det var Petras Aande; hun laa med bøjet Hoved paa Knæ ved Siden af ham, nu foldede hun Hænderne og saa med den usigeligste Bøn om Barmhjertighed op paa ham. Han saa ned paa hende igjen, og Ingen veg med sit Blik. Da løftede han Haanden afværgende imod hende, som følte han ved dette Blik en Overtalelsens Stemme i sit Indre, han ikke vilde høre, og hurtigt, heftigt bøjede han sig efter sin Hat, som var faldet af, og ilte mod Døren. Men endnu hurtigere var hun ivejen for ham, kastede sig ned, klamrede sig om hans Knæ og naglede sine Øjne i hans, Altsammen uden en Lyd; men han baade saa og følte, hun kjæmpede for Livet. Da blev hans gamle Kjerlighed for stærk, han bøjede sig endnu een Gang over hende med et fuldt, men smerteligt Blik, han omfattede hendes Hoved med begge sine Hænder og drog hende op til sig. Hun laa endnu een Gang ved hans Bryst, men det græd og sang i det ligesom i Orglet efter det sidste Uddrag, naar der vel er Luft igjen, men ikke mere Tone. Han holdt hende atter og atter længe ind til sig; thi det var for sidste Gang. Han slap hende med et heftigt: "Nej, nej! - Du kan hengive dig; men du kan ikke elske!" Han overvældedes: "Ulykkelige Barn, din Fremtid kan jeg ikke raade; Gud tilgive dig, at du har ødelagt min." Han gik forbi hende, hun rørte sig ikke; han lukkede Døren op og lukkede den igjen, hun sagde Intet; hun hørte ham i Trappen, hun hørte hans sidste Skridt paa Stenhellen og ned ad Vejen, - da fik hun Forløsning, hun slog ud i et Skrig, et eneste et; men paa det kom Moderen.

Da Petra blev sig selv mægtig, fandt hun sig liggende i sin Seng afklædt og vel plejet, men foran hende sad Moderen med Armene paa sine Knæ, Hovedet i begge Hænder og sine Ildøjne fæstede paa Datteren. "Har du nu læst nok med ham?" spurte hun. - "Har du nu lært Noget? - Hvad er det, du nu skal blive?" Den Anden svarte med et Udbrud af Graad. Længe, meget længe sad Moderen, hørte paa dette og sagde saa med en egen Højtidelighed: "Herren, han inderlig fordømme ham!" - Datteren for op: "Mor, Mor! Ikke ham, ikke ham, men mig, mig, - ikke ham!" - "Aa, jeg kjender Pakket! Jeg ved, hvem der skal have det!" "Nej, Mor, han er bedraget, frygtelig bedraget, og det af mig, mig, - det er mig, som har bedraget ham!" - Hun fortalte det skyndsomt og hulkende Altsammen; han maatte ikke et Øjeblik være mistænkt; hun fortalte om Gunnar, hvad hun havde bedet ham om og ikke rigtig forstaaet sig paa, dernæst om Yngve Volds ulykkelige Guldkjede, som havde lært hende saa meget og viklet hende saa dybt ind, og saa om Ødegaard, at hun havde glemt det Altsammen, da hun saa ham. Hun forstod ikke, hvorledes det var gaaet til, men at det var en uhyre Synd imod dem alle og især mod ham, som havde taget hende op og givet hende Alt, hvad et Menneske kan give det andet, det forstod hun. Efterat have hensiddet i lang Taushed svarte Moderen: - "Og imod mig er det ingen Synd? hvor har jeg været i al denne Tid, at du ikke har sagt et Ord til mig?" - "O, Mor, hjælp mig, vær ikke haard imod mig nu; jeg føler det, at jeg skal bøde for det, saa længe jeg lever; men derfor vil jeg ogsaa bede Gud om snart at maatte faa dø! - Kjere, kjere Gud," begyndte hun strax, idet hun foldede Hænderne op imod ham, "kjere, kjere Gud, hør mig, jeg har allerede forspildt Livet; det har ikke mere for mig, jeg er ikke saadan, jeg kan leve, jeg forstaar ikke Livet, kjere Gud, lad mig saa faa dø!" - Men Gunlaug, som alt havde havt haarde Ord oppe, svælgte dem og lagde sin Haand hen over Datterens Arm for at bøje den ned fra denne Bøn: "Styr dit Sind, Barn, frist ikke; - vi maa nok leve, fordi om det svider." Hun drog selv nogle tunge Suk og rejste sig; hun havde ingen Trøst at byde. Datteren havde vistnok nu troet sig til hende, men først da det var for sent: hun satte aldrig sin Fod oftere paa Kvistværelset.

Ødegaard var faldet i en Sygdom, der saa ud til at blive farlig. Under denne flyttede hans gamle Far op til ham, tog sit Studereværelse ved Siden af og sagde til Alle, som bad ham spare sig, at det kunde han ikke; hans Gjerning var at vaage over Sønnen, hvergang Sønnen tabte Nogen af dem, som han elskede højere end sin Far.

Saaledes stod det, da Gunnar kom hjem.

Han skræmte mest Livet af sin Mor ved at vise sig længe før Skibet, han for med; hun troede, det var hans Gjenfærd, og ikke stort ligere gik det hans Kjendinger. Paa alle undrende Spørsmaal gav han kun daarligt Svar. Man fik dog strax bedre; thi endnu samme Dag, han kom, blev han jaget ud af Gunlaugs Hus, og det af hende selv. Paa Trappen skreg hun efter ham, saa det drønede ned igjennem Hulvejen: "Kom ikke mere hid; vi har faaet nok af det Slag nu!" Han var ikke naaet langt, før en Jente satte efter ham med en Pakke; Jenten havde een til, men gav nu fejl, og Gunnar fandt i sin en stor Guldkjede; han stod og vejede paa den og saa paa den; ikke havde han før forstaaet Gunlaugs Raseri, men endnu mindre forstod han, hvorfor hun nu sendte ham en Guldkjede. Han raabte Jenten tilbage; hun maatte saa vel have givet fejl, og hun spurte, idet hun gav ham den anden Pakke, om det var denne. Pakken viste sig at indeholde hans Gaver til Petra. Jo, den var det nok; - men hvem skulde saa have Guldkjeden? Det skulde Kjøbmand Vold, svarede Jenten og gik med den. Gunnar stod igjen og tænkte: "Kjøbmand Vold? Giver han Foræringer? - og er Gunlaug nu ogsaa kommet over dem? Det er altsaa ham, der har stjaalet hende fra mig, - Yngve Vold, - nu, saa skal han da ogsaa -" hans Spænding, hans Harm maatte forløses, Noget maatte han slaa istykker, - og saa blev det Yngve Vold.

Kort at fortælle: den ulykkelige Kjøbmand blev endnu engang aldeles uventet overfaldt, og det paa sin egen Trap. Han løb fra den gale Mand ind paa Kontoret; men Gunnar efter. Her kastede alle Kontorister sig over Urostifteren, som imidlertid sparkede og slog til alle Sider; Stole, Borde og Pulte væltede; Breve, Papirer og Aviser fløj om som Røg; Hjælp kom endelig fra Yngves Brygger, og efter stor Kamp kastedes Gunnar ud paa Gaden. Men her begyndte det først for Alvor. Der laa to Skibe ved Bryggen, et uden- og et indenlandsk, og det var netop i Middagshvilen, saa Matroserne tog gjerne den Moro med. De kom øjeblikkelig i Slagsmaal, Mandskab mod Mandskab, Udlænding mod Indlænding, flere Mandskaber hentedes og kom løbende i Stormskridt, Arbejdsfolk drev til, Kjerringer og Unger, tilsidst var der Ingen, som vidste, hvorom eller mod hvem man sloges. Forgjeves bandte Skipperne, forgjeves befalede værdige Borgere, at der maatte gaa Bud efter Byens eneste Politibetjent; han laa dengang ude paa Fjorden og fiskede. De løb til Byfogden, som tillige var Postmester; men han havde stængt sig inde med Posten, som nylig var kommet, og svarede udigjennem Vindøjet, han kunde ikke møde; Postbetjenten var i Begravelse, de maatte vente. Men da de ikke kunde vente med at slaa hinanden ihjel, til Posten var sorteret, raabte Flere, især ængstede Koner, at Arne Smed skulde hentes. Det istemtes af de værdige Borgere, nu gik hans egen Kone efter ham, "for Politien var ikke hjemme." Han kom, til Jubel for alle Skolegutter, og han gjorde et Par Tag ind i Flokken, hentede frem en rask Spanier og slog i Fleng med ham til alle de Andre.

Da Alt var færdigt, kom Byfogden gaaende med en Stok. Han fandt nogle gamle Kjerringer og Børn samtalende paa Valpladsen. Disse befalede han med Strenghed at gaa hjem og spise Middag, hvilket han ogsaa selv gjorde.

Men Dagen efter begyndte han at optage Forhør; det fortsattes en Tid, skjønt Ingen vidste ringeste Besked om, hvem der havde slaaets. Kun var Alle enige om, at Arne Smed havde været med, da de havde set ham slaa de Andre med en Spanier. For dette Forhold maatte Arne Smed betale 1 Spd. i Mulkt, hvorfor hans Kone, som havde ført ham op i det, fik Prygl ellevte Søndag efter Trefoldighed, det maatte vel hun huske. Dette var den eneste juridiske Følge, Slagsmaalet fik.

Men den fik andre. Den lille By var ikke længer en stille By, Fiskerjenten havde sat den i Oprør. Der kom de sælsomste Rygter i Omløb, - fra først af i skinsyg Harm over, at hun havde kunnet drage til sig Byens bedste Hoved og dens to rigeste Gifter, og endda have "Flere" i Baghaand; thi Gunnar blev efterhaanden til "flere unge Mennesker". Snart rejste sig en almindelig moralsk Storm. Skammen af et stort Gadeslagsmaal og Sorg i tre af Byens bedste Familier hvilte over den unge Pige, som for kun et halvt Aar siden var konfirmeret; tre Forlovelser paa een Gang, og den ene med hendes Lærer, med hendes Livs Velgjører; nej, Harmen flommede over. Havde hun ikke været Byen en Forargelse fra Barn af, havde hun ikke alligevel faaet dens Forventning i Gave, da Ødegaard tog sig af hende, og havde hun ikke nu haanet dem alle, knust ham og ret efter sin Naturs Trang kastet sig utæmmet ind paa en Bane, der førte til at blive et Udskud af Samfundet med Alderdom i Tugthuset? Moderen maatte være hendes Medskyldige, i hendes Sjømandshus havde Barnet lært Letsindet. Man vilde ikke længer taale det Aag, Gunlaug lagde over Byen, man vilde ikke længer taale dem iblandt sig, hverken Mor eller Datter, man enedes om at fordrive dem.

En Kveld samledes Sjøfolk, som skyldte Gunlaug Penge, fordrukne Arbejdsfolk, som hun ikke vilde skaffe Arbejde, Unggutter, hun Intet vilde borge, oppi Bakken, og bedre Folk førte dem. De peb, de hujede, de raabte paa Fiskerjenten, paa Fisker-Gunlaug; snart for en Sten mod Døren, snart en anden ind gjennem Kvistvindøjet. Man skiltes først over Midnat. Bag Vindøjerne var Alt mørkt og stilt.

Næste Dag vilde ikke et Menneske mere se ind til Gunlaug, ikke engang et Barn gik forbi oppi Bakken. Men om Kvelden samme Opløb, kun at nu Alle uden Forskjel var med; man traadte ned, man knuste alle Vindøjer, man rykkede op Havegjerdet, man kastede unge Frugttræer om, og saa sang man:

Mor, jeg har fisket en Sjømand, Mor!
"Saa, har Du det?"
Mor, jeg har fisket en Kjøbmand, Mor!
"Naa, har Du det?"
Mor, jeg har fisket En, Præst skal bli'!
"Ej, saa drag i!" -
Aa Kling og Klang,
den Næsen blir lang!
Det nytter ej, de store Fiske bider paa,
naar'n slettes ikke kan dem oppi Baaden faa.

Mor, han har gaaet, han, Sjømand, Mor!
"Naa, har han det?"
Mor, han har gaaet, han, Kjøbmand, Mor!
"Saa, har han det?"
Mor, han vil gaa, han, Præst skal bli'!
"Ej, saa drag i!" -
Aa Kling og Klang,
den Næsen blir lang!
Det nytter ej, de store Fiske bider paa,
naar'n slettes ikke kan dem oppi Baaden faa.

Man raabte især paa Gunlaug, man glædede sig stort til at høre hendes magtesløse Raseri larme.

Gunlaug sad ogsaa indenfor og hørte hvert Ord; men hun taug; thi man skal kunne taale noget for sit Barn.

6te Kapitel.

Petra havde været paa sit Værelse, da Raabene, Pibningen og Hujingen første Kveld begyndte. Hun var sprunget op, som om Huset rundt om hende stod i Brand, eller som om Alt skulde styrte sammen over hende, hun løb i sit Rum som pisket af gloende Ris, det sved, det brændte over Sjelen, hendes Tanker stormede efter en Udvej; - men ned til Moderen turde hun ikke komme, og foran det eneste Vindøje stod de! En Sten kom flyvende igjennem og faldt i hendes Seng, hun gav et Skrig og løb i en Krog, bag et Gardin, og gjemte sig blandt sine gamle Klæder. Der sad hun sammenkrøbet, luende af Skam, skjælvende af Frygt, Syner af ukjendt Rædsel drev forbi, Luften stod fuld af Ansigter, gabende, skogrende Ansigter, de kom ganske nær, det regnede med Ild omkring dem; - oho, det var ikke Ild, men Øjne, det regnede med Øjne, store, gloende og smaa, tindrende; Øjne, som stod, Øjne, som løb op og ned, - Jesus, Jesus, frels mig! -

O, hvilken Lise, da de sidste Raab døde hen i Natten, og det var ganske mørkt og ganske stilt. Hun vovede sig frem, hun kastede sig paa sin Seng og gjemte sig i Puderne, men Tankerne vilde ikke vige, Moderen kom frem i dem, truende, uhyre, som Uvejrsskyer samler sig over Fjeldene; thi hvad maatte Moderen ikke lide for hendes Skyld! Der faldt ikke Blund paa hendes Øjne eller Fred i hendes Sjel, og Dagen kom, men ikke med Lindring. Hun gik frem og tilbage, frem og tilbage og tænkte blot paa, hvorledes hun kunde fly; men ikke turde hun møde Moderen, ikke turde hun gaa ud, saalænge det var Dag, og med Kvelden vilde de komme igjen! Dog maatte hun vente; thi før Midnat var det endnu farligere at fly. Og hvorhen saa? Hun ejede Intet, og hun vidste ingen Vej; men der fandtes vel barmhjertige Mennesker etsteds, som der var en barmhjertig Gud. Han vidste, at hvad hun end havde forbrudt, var det ikke i Ondskab, han kjendte hendes Anger, han kjendte ogsaa hendes Hjælpeløshed. Hun lyttede efter Moderens Skridt nedenunder, men hun hørte dem ikke, hun skalv for at høre hende paa Trapperne, men hun kom ikke. Jenten, som gik der, maatte vel være løbet sin Vej; thi der kom ingen op med Mad. Selv vovede hun ikke at gaa ned, heller ikke at gaa til Vindøjet; thi der kunde staa Nogen udenfor og vente paa hende. Den ituslagne Rude gav Kulde ind om Morgenen og endnu mere, da det atter blev Kveld. Hun havde pakket sammen en liden Bylt med Klæder, og hun havde klædt sig godt paa for at være færdig. Men hun maatte vente paa den rasende Hob og gjennemgaa, hvad der vilde komme.

Der var de igjen! Pibningen, Raabene, Kastene, værre, langt værre end forrige Kveld; hun krøb i sin Krog, foldede sine Hænder og bad og bad. Blot ikke Mor gik ud til dem, blot de ikke brød ind! Da begyndte de at synge, det var en Smædevise, og skjønt hvert Ord skar hende med Kniv, saa maatte hun dog høre og lytte; men strax hun fattede, at Moderen var blandet ind med, at de havde gjort sig skyldige i en saa skammelig Uretfærdighed, da rejste hun sig op, da styrtede hun frem, hun vilde tale ud til det fejge Pak eller kaste sig ned over dem; - men en Sten og nok en Sten, og saa en hel Hagl fløj igjennem Vindøjet, Glasstumperne singlede, Stenene drev rundt i Rummet, og hun krøb atter bag. Hun svedede, som stod hun i den hedeste Sol; men hun græd ikke længer og var ikke længer ræd.

Efterhaanden sagtnede Larmen; hun vovede sig frem, og saasnart hun Intet hørte, vilde hun til Vindøjet for at se, men hun traadte paa Glasstumperne og gik tilbage, hun traadte saa paa Stenene og stod stille, for at det ikke skulde høres; thi nu gjaldt det at liste bort. Efterat have ventet endnu en god halv Time, drog hun sine Sko af, tog Bylten og aabnede sagte Døren. Atter ventede hun en fem Minutter, og saa gik hun stille ned ad Trapperne. Hun kjendte Smerten ved, at hun efterat have forvoldt sin Mor denne Sorg maatte forlade hende uden Afsked; men Rædselen jog videre. "Farvel Mor! Farvel Mor!" hviskede hun til sig selv for hvert Skridt, hun gjorde i Trappen; "Farvel Mor!" - Hun stod nede, drog Pusten tungt et Par Gange for at faa Luft og saa mod Gangdøren! Da greb En hende i Armen bagfra, hun gav et let Skrig og vendte sig, det var Moderen. Gunlaug havde hørt Døren aabnes, forstod strax, hvad hun vilde, og ventede paa hende her. Petra følte, at hun ikke kunde komme hende forbi uden Kamp. Forklaring vilde ikke nytte; hvad Ord hun end fandt, det vilde ikke blive troet. Vel, saa fik hun kjæmpe, Intet i Verden var værre end det Værste, og det havde hun nu oplevet. Moderen spurte sagte: "Hvor skal du hen?" Hun svarte ligesaa sagte med bankende Bryst: "Jeg vil fly." - "Hvorhen vil du fly?" - "Det ved jeg ikke; - men jeg vil bort herfra!" - Hun trykkede Bylten fastere ind til sig og gik paa. "Nej, følg med mig!" svarte Moderen holdende hendes Arm; "jeg har sørget for det Altsammen." Strax slap Petra sig selv, som man slipper et altfor tungt Tag, hun pustede ud som efter en Kamp og overgav sig til Moderen. Denne gik foran hende ind i et lidet Kot bag Kjøkkenet, hvor intet Vindøje fandtes, og hvor der brændte Lys; - Her havde hun siddet gjemt, mens de larmede udenfor. Kottet var saa trangt, at de knap kunde røre sig der; Moderen tog frem en Bylt, noget mindre end den, Petra bar, aabnede den og drog ud et Sæt Sjømandsklæder. "Tag disse paa dig," hviskede hun. Petra skjønte strax, hvorfor hun skulde det, men at Moderen ikke nævnte Grunden, rørte hende. Hun klædte af sig og tog paa sig, Moderen hjalp til og kom derved engang nær Lyspraasen, saa Petra kunde se hendes Ansigt og saa for første Gang, at Gunlaug var gammel, Var hun blevet det i disse Døgn, eller havde Petra ikke før set det? Barnets Taarer trillede ned over Moderen, men hun saa ikke op, hvorfor den Anden heller ikke fik Ord. En Sydvest var det Sidste, som hun modtog, og da hun havde sat den paa, tog Moderen Bylten fra hende, blæste Lyset ud og hviskede: "kom nu!"

De gik atter ud i Gangen, men ikke igjennem Gadedøren; Gunlaug lukkede op til Gaarden og læste siden igjen. De gik igjennem den nedtraadte Have, over de kastede Træer, det sønderbrudte Gjerde. "Du faar se dig om nu," sagde Moderen, "du kommer vel aldrig mere hid." - Den Anden gøs og saa sig ikke om. De gik den øvre Vej, langs Skogen, der, hvor hun havde havt sit halve Liv og hin Kveld med Gunnar, hine med Yngve Vold og den sidste med Ødegaard. De gik i visne Blade, som nu var begyndt at falde; det var natkoldt, og hun frøs i sin uvante Dragt. Moderen bøjede ned mod en Have; Petra kjendte den strax, skjønt hun ikke havde staaet paa dens øvre Side efter hin Dag, hun som Barn havde stormet den; det var Pedro Ohlsens Have. Til den havde Moderen Nøgle og lukkede dem ind.

Det havde kostet Gunlaug at gaa til ham om Formiddagen, det kostede ogsaa nu at komme med den ulykkelige Datter, hun selv ikke længer kunde give Hjem. Men det maatte til, og det, som maatte til, kunde Gunlaug gjøre. Hun bankede paa Bislagdøren, og næsten strax hørte de Trin og saa Lys; efter en Stund blev der lukket op af Pedro, som stod indenfor i Rejsestøvler og Rejsedragt, bleg og ræd. Han holdt et Talglys i Haanden og sukkede, da hans Øje faldt paa Petras Ansigt, som var ophovnet af Graad; hun saa op paa ham; men da han ikke vovede at kjende hende, saa vovede heller ikke hun at kjende ham. "Han her har lovet at hjælpe dig til at komme bort," sagde Moderen uden at se paa Nogen af dem, idet hun gik det Par Trin op til Gangen og lod de Andre følge efter ind i Pedros Værelse paa den anden Side. Værelset var lidet og lavt, en ejendommelig indestængt Lugt slog dem imøde og gav Petra Kvalme; hun havde jo nu i over et Døgn hverken spist eller sovet. Midt under Loftet hang et Bur med en Kanarifugl i; man maatte gaa rundt for ikke at støde til det. De gamle, tunge Stole, et svært Bord, et Par store Bondeskabe, som naaede Taget, trykkede Alt ned, saa det blev endnu mindre. Paa Bordet laa Noder og en Fløjte over dem. Pedro Ohlsen slæbte om i de store Støvler, som havde han noget at gjøre, en svag Stemme lød fra Bagværelset: "Hvem er det? - Hvem er inde?" - hvorpaa han gik endnu snarere rundt, idet han mumlede: "Aa, det er - hm, hm, . . . det er - hm, hm," og derpaa ind, hvor Stemmen kom fra.

Gunlaug sad ved Vindøjet med begge Albuer paa Knæene og Hovedet i sine Hænder, stirrende ned i Sandet, som var strøet over Gulvet; hun talte ikke, men hun drog stundom et tungt Suk. Petra stod ved Døren med sammenslaaede Ben og med begge Hænder over Brystet; thi hun følte sig syg. Et gammelt Slaguhr hakkede Tiden isønder, Talglyset paa Bordet stod og randt med lang Tane. Men Moderen vilde give en Grund for deres Ophold her og sagde: "Jeg har kjendt denne Mand engang."

Ikke flere Ord og intet Svar. Pedro vedblev at være borte, Lyset randt sørgeligt, og Uhret hakkede. Kvalmen tog Petra mere og mere, og derigjennem susede uophørlig Moderens: "Jeg har kjendt denne Mand engang!" - Uhret fik fat i det og begyndte at gaa med det: "jeg-har-kjendt-den-neMand-en-gang." Siden, hvorsomhelst hun mødte indeklemt Luft, stod Stuen for hende med en Mindelse af Kvalme og Uhrets: "jeg-har-kjendt-den-ne-Mand-en-gang." Hun kom aldrig ombord i et Dampskib til Oljelugten, til Stanken af det raadne Sjøvand under Kahytgulvet, til Maddampen, før hun strax blev sjøsyg og idelig gjennem Sjøsygen ved Nat, ved Dag saa Stuen og hørte Uhrets: "jeg-har-kjendt-den-neMand-en-gang."

Da Pedro kom ind igjen, havde han faaet en ulden Hue paa og en gammeldags stiv Kappe slaaet opover Ørerne. "Ja, jeg er færdig," sagde han og drog Vaatter paa, det var, som han skulde ud i den tykkeste Vinter. "Men vi maa ikke glemme," - han vendte sig, - "Kappen til - til -" han saa paa Petra og fra hende paa Gunlaug, som tog en blaa Kavaj, der hang over en Stolryg og hjalp nu Petra den paa; men da den kom hende under Næsen, var det Stuens Lugt i saadan Styrke, at hun bad om frisk Luft; Moderen saa, hun fik ondt, lukkede op og ledte hende ilsomt ud i Haven. Her drak hun i den friske Nat nogle fulde, lange Drag af den klare Høstluft. "Hvor skal jeg hen?" spurte hun, da hun begyndte at komme sig. "Til Bergen," svarte Moderen og hjalp hende med at knappe Frakken; "det er en stor By, hvor Ingen kjender dig." Da hun var færdig, stillede hun sig ved Porten: "Du faar l00 Spd. med; om det ikke skulde gaa godt, saa har du dog noget i Baghaand. Han laaner dig dem, han her," - "gi'r, gi'r," hviskede Pedro, som gik forbi dem ud paa Gaden, - "laaner dig dem," gjentog Moderen, som om han Intet havde sagt; "jeg skal betale ham dem igjen." - Hun tog et Tørklæde af sin Hals, bandt det om hendes og sagde: "Du skal skrive, strax det gaar dig godt, men ikke før." - "Mor!" "Og saa ror han dig ombord paa Fartøjet, det ligger udenfor." - "O, Gud, Mor!" - "Ja, saa er det ikke mere. Jeg følger ikke længer." - "Mor, Mor!" - "Herren være nu med dig. Levvel!" - "Mor, tilgiv mig, Mor!" - "Og forkjøl dig ikke paa Sjøen," - hun havde faaet hende lempelig udenfor Haveporten og lukkede nu.

Petra stod udenfor og saa paa den lukkede Port. Hun følte sig saa usel og ensom, som det vel er muligt for et Menneske, - men netop da skjød en Anelse, en Tro op af Forskydelsen, af Uretten, af Graaden; som Glimt af Ild, tændt og slukket, stort ivejrstigende og atter ganske sammensunket, men i et Øjeblik herligt overstraalende, hun slog sine Øjne op og stod atter i tykt Mørke.

Stille gjennem den lille Bys øde Gade, forbi de stængte, afbladede Haver, forbi de lukkede og slukkede Huse drog hun sig langsomt efter ham, som slæbte ludende frem i de store Støvler og i Kappen uden Hoved. De kom ud i Alleen, hvor de atter traadte i vissent Løv og saa de spøgelseagtig opstrakte og udgribende Grene, der tog efter dem. De kravlede ned over Berget bag det gule Nøst, hvor Baaden laa, den han gav sig ifærd med at øse; han roede hende udover ved Landet, der nu var sammendraget i een sort Hob, hvorpaa Himlen havde lagt sig tungt ned. Alt var udslettet, Marker, Huse, Skog, Fjeld, hun saa Intet mere af det, hun fra sin Barndom til igaar hver Dag havde set; det havde lukket sig inde, ligesom Byen, ligesom Menneskene, i den Nat, hun blev udstødt, og hun fik intet Farvel.

Paa Skibet, som laa for Anker lige under Land ventende Morgenbrisen, gik en Mand op og ned; strax, han fik se dem under Laaringen, firede han Trappen, hjalp dem ombord og varskuede Kaptejnen, som ogsaa strax kom op paa Dækket. Hun kjendte dem, og de hende, men uden Spørsmaal, uden Medlidenhed, blot som sædvanlig Sag blev Alt sagt hende, som hun nu skulde vide, nemlig hvor hun skulde ligge, og hvad hun skulde gjøre, naar hun ønskede Noget eller følte sig syg. Det Sidste gjorde hun næsten i det Samme, hun kom ned, hvorfor hun ogsaa, strax hun var omklædt, gik op igjen. Her kjendte hun Lugten - o, af Chokolade, og fik en umaadelig Hunger, det rev, det sugede i Brystet, og da kom den samme Mand, som havde modtaget dem, ud af Kabyssen med en hel Bolle fuld og Kager til; det var fra hendes Mor, sagde han. Mens hun spiste, fortalte han videre, at ogsaa en Kiste med hendes beste Klæder og Linned og Uldtøj var sendt ombord af Moderen, desuden Mad og andet Godt. Hun fik i samme Stund en stærk Erindring af sin Mor, et storladent Billede, som hun aldrig før havde havt, men som hun herefter beholdt sit Liv. Og foran Billedet en Forjettelse, sikker og dog vemodig i Bønnen, at hun engang kunde give sin Mor nogen Glæde for al den Sorg, hun nu havde voldt hende.

Pedro Ohlsen sad hos hende, naar hun sad, og gik hos hende, naar hun gik, idelig sysselsat med at være afvejen for hende og derved netop idelig ivejen paa det af Varer overlæssede Dæk. Hun saa af hans Ansigt kun den store Næse og Øjnene, og heller ikke disse tydeligt, men han gav Indtryk af at gaa knuget af Noget, han vilde sige, men ikke kunde. Han sukkede, han satte sig, han rejste sig, han gik omkring hende, satte sig igjen, men ikke et Ord kom frem, og hun talte ikke. Endelig maatte han opgive det, han drog fatteslig op et Uhyre af en Lædertegnebog, idet han hviskede, at heri laa de 100 Species - og lidt til. Hun gav Haanden ud og takkede ham og kom derved hans Ansigt saa nær, at hun saa, hans Øjne hang ved hendes i fugtig Glans. Thi med hende reiste jo den Rest af Liv, som var levnet hans hendøende Tilværelse. Han vilde dog gjerne have sagt hende Noget, som kunde give ham en kjerlig Tanke, naar han snart ikke var mere; men det var ham forbudt, og skjønt han desuagtet vilde sige det, saa kunde han ikke komme sig til; thi hun hjalp ham ikke! Petra var jo saa træt, og Erindringen om, at han havde faaet hende til at begaa den første Synd mod hendes Mor, vilde netop nu ikke forlade hende. Hun kunde ikke mere med ham; det blev værre og ikke bedre, jo længer han sad; thi naar man er træt, da ledes man. Stakkelen følte det; han maatte nok rejse, og saa fik han endelig hvisket Farvel, idet han drog den tørre Haand ud af Vaatten. Hun lagde sin varme i den, de rejste sig begge. "Tak, - og hils fra mig!" sagde hun. Han drog et Suk eller et Klunk, et Par saadanne til, slap, vendte sig og steg baglænds og stille ned ad Trappen. Hun gik til Rælingen, han saa endnu op, hilste, satte sig og roede langsomt bort. Hun stod, til han var Mørke i Mørket. Men da gik hun ogsaa nedunder, hun kunde neppe staa af Træthed, og skjønt hun følte sig syg, strax hun kom ned, havde hun neppe lagt Hovedet til Puden og sagt de to, tre første Bønner af sit Fadervor, før hun sovnede.

__________

Oppe ved det gule Nøst sad til samme Tid Moderen; hun var gaaet langsomt efter dem den hele Vej og havde sat sig bag Nøstet, just som hine lagde fra Land. Paa samme Plet havde Pedro Ohlsen i fordums Dage lagt fra Land med hende; det var meget længe siden; men hun maatte huske det nu, da han roede Datteren bort.

Saasnart hun saa ham komme ene tilbage, rejste hun sig og gik; thi saa vidste hun, at Datteren var kommet vel ombord. Hun tog ikke Vejen hjem, men længer udover; der fandt hun i Mørket Stien, som førte over Fjeldene, og slog ind paa den. I Byen stod hendes Hus tomt og sønderslaget i over en Maaned, hun vilde ikke tilbage, før hun havde faaet godt Brev fra sin Datter.

Men i denne Tid var Stemningen mod hende ogsaa prøvet. Alle Slags lavere Naturer føler en hidsende Glæde i at slaa sig sammen til Forfølgelse af de stærke; men kun saalænge disse kan gjøre Modstand; naar de se, at de lader sig rolig mishandle, gaar der en Følelse af Skam over dem, og der hysses ad den, som endnu sender en Sten. Man havde her glædet sig til at høre Gunlaugs mægtige Røst larme i Hulvejen, man havde tænkt sig hende paakalde Sjøfolkenes Hjælp og opbyde til Gadekrig. Da hun ikke viste sig, blev Folk den tredje Kveld neppe til at styre, man vilde ind efter hende, man vilde kaste de to Fruentimmer ud paa Gaden, følge dem af Byen, jage dem! Vindøjerne var ikke istandsatte siden forrige Nat, under Mængdens Hurra krøb to Mænd igjennem forat aabne Døren, og ind stormede Skaren! De ledte i alle Rum, oppe og nede, de sprængte Døre, de slog istykker, hvad der stod ivejen, de søgte i hver Krog, tilsidst i Kjelderen efter Mor eller Datter, men intet Menneske fandtes. En øjeblikkelig Stilhed faldt over Folk, saasnart denne Opdagelse var gjort; de, der var inde, kom ud, En efter En, og gjemte sig bag de andre. Om lidt var Pladsen foran Huset tom.

Snart fandtes der dem i Byen, som sagde, at dette havde været uværdig Fremgangsmaade mod to værgeløse Kvindfolk.

Man drøftede saalænge det Forefaldne, til man blev enig om, at hvad end Fiskerjenten havde forbrudt, saa havde Gunlaug ikke Skyld deri, hvorfor der var gjort hende stor Uret. Hun blev haardt savnet i Byen; Slagsmaal og Optøjer paa Grund af Drukkenskab tog paa at høre til Dagens Orden; thi Byen havde tabt sit Politi. Man savnede ogsaa hendes mægtige Skikkelse i Døren, naar man gik forbi; især savnede Sjømændene hende. Ingensteds blev det dog som hos hende, sagde de; thi der var hver blevet behandlet efter Fortjeneste, havde havt sin Rang i hendes Tiltro og hendes Hjælp i, hvad der kom paa. Hverken Sjøfolkene eller Skipperne, hverken Arbejdsherrerne eller Husmødrene havde forstaaet, hvad hun var værd, før nu, hun var kommet bort.

Derfor drog et eneste Glædesbudskab gjennem Byen, da En havde set hende sidde i sit Hus og stege og koge som før. Enhver maatte op for selv at overtyde sig, om Ruderne var sat ind, om Døren var hel, om Røgen slog op af Piben. Jo, det var sandt! Der sad hun igjen! - Man kravlede op paa den anden Side af Hulvejen forat se bedre, hun sad foran Bagstehellen, hun saa ikke op eller ud, Øjet fulgte Haanden, og Haanden arbejdede; thi hun var kommet tilbage forat tjene ind igjen, hvad hun havde tabt, og først de 100 Spd., hun skyldte Pedro Ohlsen. I Begyndelsen lod man det blive med saaledes at se ind paa hende; man turde længe ikke gaa ind for sin onde Samvittighed. Men efterhaanden kom de, - først Husmødrene, de venlige, de gode; de fik dog ingen Lejlighed til at tale om Andet end Forretninger med hende; thi Gunlaug hørte ikke Andet. Saa kom Fiskerne, saa Kjøbmændene og Skipperne, og endelig den første Søndag Sjømændene. Det maatte være efter Aftale; thi ud paa Kvelden blev Huset med een Gang saa overfyldt, at ikke alene begge Stuer optoges, men de Borde og Stole, som om Sommeren stod i Haven, maatte tages frem og sættes op i Gangen, i Kjøkkenet, i Bagværelset. Ingen, som saa denne Forsamling, skulde ane, med hvilke Følelser disse Folk sad her; thi Gunlaug havde taget sin tause Kommando over dem i samme Stund, de atter traadte over hendes Tærskel, og den brede Sikkerhed, hvormed hun gav hver Sit, bøjede ned hvert Velkommen, hvert Spørsmaal. Hun var den samme; kun var hendes Haar ikke længer sort, og hendes Færd noget mere stille. Men da Sjøfolkene tog paa at blive glade, kunde de ikke længer dy sig, og Knud Baadsmand, som altid havde været hendes Yngling, blev nu, hvergang hun og Jenten var ude, tilraabt, at han skulde drikke hendes Skaal, naar hun kom ind igjen. Heller ikke han fik Mod til det, før han blev noget varmere i Hovedet; saa endelig, da hun kom ind for at sanke tomme Flasker og Glas isammen, rejste han sig og sagde, "at det var bra, hun var kommet igjen. For det var rigtignok vist, at - at det var bra, hun var kommet igjen!" Dette syntes dem vel talt; de rejste sig og raabte: "Ja, det var bra!" og de i Gangen og de i Kjøkkenet og de i de andre Rum rejste sig ogsaa og brød ind og istemte det, og Baadsmanden gav hende Glas og raabte Hurra, og saa raabte de nogle Hurra, saa Taget kunde løftes og fare vildt i Skyerne. Snart forkyndte En, at de havde gjort hende skammelig Uret, saa bandte en Anden paa det Samme, og snart bandte og fordømte hele Huset sig paa, at de havde tilføjet hende den skammeligste Uret. Da der endelig blev Stilhed, fordi de længtes efter et Ord fra hende selv, saa sagde Gunlaug, at de skulde have saa mange Tak; "men," fortsatte hun, idet hun videre samlede de tomme Glas og Flasker ihob, - "saalænge jeg ikke siger Noget derom, saa behøver vel heller ikke I." Hun gik ud, da hun havde samlet, hvad hun kunde bære, og kom atter ind efter Resten. Men fra denne Stund var hendes Magt ubrødelig.

7de Kapitel.

Om Kvelden og i Mørke kastede Fartøjet Anker paa Bergens Havn. I en halv Rus efter Sjøsygen førtes Petra i Kaptejnens Baad mellem en Mangfoldighed af Skibe, store og smaa, op til den Sjau af Færgemænd paa Bryggerne, af Bønder og Gadegutter i de smale Smug, hvorigjennem Vejen gik. De stansede foran et smukt, lidet Hus, hvor en gammel Kone paa Kaptejnens Bøn tog sig hjertelig af hende. Hun trængte Mad og Søvn og fik begge disse Krav opfyldt. Hun vaagnede den næste Dags Middag, kvik og munter, til nye Lyd og en ny Sprogklang og, da Gardinet kom op, til en ny Natur rundtomkring, til nye Mennesker og en ny By. Hun var selv blevet ny, syntes hun, da hun stansede foran Spejlet, - dette Ansigt var ikke det gamle. Hun kunde vel ikke udrede sig Forskjellen og forstod ikke, at i hendes Alder gjør Sorg og Rystelser finere og aandigere; men ved at se sig selv i Spejlet maatte hun dog huske de sidste Nætter, og ved Erindringen skalv hun. Derfor skyndte hun sig at blive færdig forat komme ned til det Ny, der ventede paa hende. Hun traf sin Værtinde og flere Damer, som først tog hende grundig i Øjesyn og saa lovede at tage sig af hende; til en Begyndelse vilde de følge hende rundt i Byen. Adskilligt skulde hun jo med det Samme have kjøbt og sprang derfor igjen op efter sin Tegnebog, men hun skammede sig for at tage den tykke, kluntede Bog ned og aabnede den derfor deroppe for at tage Pengene ud. Hun fandt ikke 100 Spd., men 300! Det var altsaa atter Pedro Ohlsen, som tvertimod Moderens Vidende og Vilje gav hende Penge. Saa liden Forstand havde hun paa disses Værd, at Summens Størrelse ikke undrede hende; derfor faldt det hende heller ikke ind at tænke videre over Grunden til saa stor Gavmildhed. Istedetfor en glædestraalende Takskrivelse med anende Spørsmaal fik Pedro Ohlsen et Brev skikket ned fra Gunlaug, skrevet til hende selv, hvori Datteren med slet dulgt Vrede forraadte sin Velgjører og spurte, hvad hun skulde gjøre med den indsmuglede Gave.

Det første Indtryk af Byen var et stærkt Naturindtryk. Hun kunde ikke komme fra den Følelse, at Fjeldet stod saa nær ind paa hende, at hun maatte tage sig iagt. Hun følte Tyngsel, hver Gang hun løftede Øjet, og saa atter en Drift til at strække Haanden ud og banke paa. Undertiden igjen var det, som ingen Udgang mere gaves. Solforladt og mørkt stod Fjeldet der, Skyerne hang tæt nedpaa eller jagede derover; Vind og Regn i uophørligt Skifte; fra Fjeldet kom det, Fjeldet slap det udover Byen. Men over Mængden af Mennesker rundtom hende var der ingen Tyngsel. Hun blev snart glad iblandt dem; thi der var i deres Travelhed en Frihed, Lethed og Lystighed, som hun ikke kjendte, og som hun efter det, hun havde oplevet, følte som Smil og Velkommen. Da hun næste Dag ved Middagsbordet yttrede, at hun helst vilde være der, hvor der var Mange, svarede man, at saa burde hun gaa i Theatret; der traf hun flere Hundrede i et Hus. Ja, det vilde hun; Billet blev kjøbt, Theatret laa ligeved, og paa bestemt Tid blev hun fulgt derhen, og Plads vist hende paa Balkonens første Bænk. Hun sad i stor, straalende Belysning blandt mange hundrede glade Mennesker, livlige Farver omkring og en Samtale fra alle Kanter brusende udover sig med Larm af Storsjøen.

Hvad hun her skulde faa at se, havde Petra ingen Anelse om. Hun vidste jo kun, hvad Ødegaard havde sagt hende, og hendes tilfældige Omgang lært hende. Men om Theatret havde Ødegaard ikke mælet et Ord; Sjømændene havde talt om et Theater, hvor der var vilde Dyr og Beridere, og Gutterne faldt det ikke ind at tale om Skuespil, selv om de fra Skolen vidste en Del derom; thi den lille By havde jo selv intet Theater, ikke engang et Hus, der kaldtes saa; rejsende Dyrtæmmere, Linedansere og Bajadser brugte enten en Sjøbod eller den frie Mark. Hun var saa uvidende, at hun ikke forstod at spørge, hun sad frimodig og ventede noget Mærkeligt f. Ex. Kameler eller Aber. Lidt efter lidt optaget heraf, begyndte hun at se Dyr i hvert Ansigt omkring sig, Heste, Hunde, Ræve, Katter, Mus, og morede sig. Derfor samlede Orkestret sig, uden at hun lagde Mærke dertil. Hun hoppede skræmt ivejret; thi et kort, skarpt Drøn af Pauker, Trommer, Basuner og Horn begyndte Ouverturen; hun havde i sit Liv aldrig hørt mere Musik paa eengang end af et Par Violiner og maaske en Fløjte. Denne brusende Herlighed fik hende til at blegne, den havde Noget af en kold, sort Styrtesjø, hun sad i Angst for det Næste, at det skulde blive endnu værre, og dog vilde hun ikke, det skulde slutte. Snart gav mildere Harmonier Lys, og snart aabnede sig Udsigter, hun aldrig havde drømt, Melodier vuggede hende didover, Liflighed og Leg fløj rundt i Luften, det hele Tog svang i lange Vingeslag opad, det dalte sagtelig, det samlede sig mægtig, det delte sig yrt og iltert, - indtil et stort Mørke faldt over og dækkede Alt; det var, som det hvirvledes bort i en bragende Fosselarm. Saa atter en enkelt Tone som Fugl paa den vaade Gren ved Dybet; vemodig, ræd begyndte den, men Luften over den klarnede ved dens Sang, lidt Sol kom frem, - og atter var de lange, blaanende Udsigter fyldt af hin underlige Gyngen og Flagren bag Solstraalerne. Da dette havde varet en Stund, se, da sagtnede det i mild Fred; de jublende Skarer togede længer og længer bort, Intet saaes uden Solstraalerne, som sivede og smeltede gjennem Luften, over hele den uendelige Flade kun Sol, Alt lysvævet og stille, - og i denne Salighed drømte det hen. Hun rejste sig uvilkaarligt, da det var færdigt; thi hun var ogsaa færdig! O Under, der gik den skjønne, malede Væg midt imod hende lige i Taget! Hun var i en Kirke, en Kirke paa Buer og Søjler, en Kirke i Orgelbrus og Festglans, og Folk skred ind mod hende i Dragter, hun ikke kjendte, og de talte - ja, de talte i Kirken, og i et Sprog, hun ikke forstod. Hvad? de talte ogsaa bag hen de: "Sid ned!" sagde de, men der var jo Intet at sidde paa, de To i Kirken blev ogsaa ganske rigtig staaende, og jo længer hun saa paa dem, jo klarere blev det hende, at disse Dragter var de samme, som hun havde set paa et Billede af Olaf den Hellige, - og der, der nævnede de jo Hellig Olafs Navn! - "Sid ned!" hørte hun atter bag sig; "sid ned!" raabte Flere, - der er kanske Noget der bag ogsaa, tænkte Petra og vendte sig rask om. En Mængde rasende Ansigter, nogle ligefrem truende, mødte hende, - alt dette gaar ikke rigtig til, tænkte Petra og vilde bort; da drog en gammel Kone, som sad ved hendes Side, lemfældig i hendes Kjole: "Men saa sid ned, Barn," hviskede hun, "de bagenfor kan jo ikke se!" I et Nu var hun paa sin Plads; thi naturligvis: Theatret er derinde, og vi ser paa, - javist, Theatret! hun gjentog Ordet som for ret at erindre sig selv. Hun saa da atter ind i Kirken; men den, der talte, kunde hun trods al sin Møje ikke forstaa; først da hun ret blev var, at han var en smuk, ung Mand, forstod hun ogsaa et og andet af hans Ord, og da hun hørte, han talte om Kjerlighed og var forelsket, forstod hun det meste. Der kom en Tredje ind, som i Øjeblikket drog hende bort fra ham; thi hun vidste fra Tegninger, han maatte være Munk, og Munke havde hun meget længtes til at se. Munken gik saa sagte, var saa stille, ja, han havde ret et gudfrygtigt Væsen, han talte redelig, langsomt, hun fulgte hvert Ord. Men med Et vender han sig og siger lige det Modsatte af, hvad han sagde før, - Gud, det er en Skurk! hør, han er en Skurk, han ser jo ogsaa saadan ud! At ikke den unge, smukke Mand kan skjønne det! han kunde da i alle Fald høre det! "Han bedrager Dem!" hviskede hun halvhøjt. "Hys," sagde den gamle Kone. Nej, den unge Mand hørte det ikke, han gik bort i farlig Tillid, de gik Alle, - kun en gammel Mand kommer ind. Hvad er det? Naar denne gamle Mand taler, er det, som den Unge talte, og dog er det den gamle Mand, . . . o, se der! se der! et lysende Tog af hvidklædte Piger, lydløst, To og To, gaar langsomt gjennem Kirken; hun saa dem længe efter, at de var forbi, - og for hendes Erindring svævede et lignende Syn fra hendes Barndom. Hun havde en Vinter fulgt sin Mor over Fjeldet; vadende frem i den nyfaldne Sne skræmte de uforvarende op et Kuld Ryper, som med Et fyldte Luften foran dem, hvide var de, hvid var Sneen, hvid Skogen, - længe efter strøg alle Tanker hvide forbi, og nu her en Stund ligesaa.

Men een af disse hvidklædte Kvinder gaar frem alene med en Krans i Haanden og knæler, den Gamle har ogsaa knælet, og hun taler til ham. Han har jo Bud og Brev med til hende fra fjerne Lande, han tager det frem, man kan se det paa hende, at det er fra En, hun har kjer, o, hvor dejligt, de elsker jo Allesammen her! Hun aabner det, - det er ikke noget Brev, det ligger jo fuldt af Musik, - ja, se, ja, se: han er jo selv Brevet, den gamle Mand er den unge, og han er den, hun elsker! De omfavner hinanden, ved Gud, de kysser hinanden, - Petra følte, hun blev sprudrød, og gjemte for sig med sine Hænder, mens hun videre fulgte; - hør, han fortæller hende, at de strax skal ægte hinanden, og hun rykker leende i hans Skjæg og siger, han er blevet en Barbar, og han siger, hun er blevet saa skjøn, og han giver hende en Ring, og han lover hende Skarlagen og Fløjl, gyldne Sko og gyldent Belte, han tager muntert Afsked og gaar til Kongen forat tale om deres Bryllup. Hans Fæstemø ser efter ham, saa det lyser, - men da hun vender sig uden ham, er der blevet saa tomt.

Da glider Væggen hurtig ned igjen. Forbi nu? netop som det begyndte? Blussende vendte hun sig til den gamle Dame: "Forbi?" - "Nej, nej, Barn, det er første Akt. Der er fem saadanne, ja, det er der," gjentog hun sukkende; "der er fem saadanne." - "Om det Samme?" spurte Petra. "Hvad mener De med det?" - "De Samme kommer ind igjen, og det Hele gaar videre?" - "De har nok aldrig været paa Komedie, De?" - "Nej." - "Aanej, det er vel ikke mangesteds, de har Theater; det er saa dyrt." - "Men hvad er det for Noget?" spurte Petra spændt, stirrende, som kunde hun ikke vente paa Svar; "hvem er disse Mennesker?" - "Det er det Selskab, som Direktør Naso har, et udmærket Selskab; han er saa flink." - "Er det ham, som finder det op? - eller hvad er det? Gud, svar mig dog!" - "Kjere Barn, ved De ikke, hvad et Skuespil er for Noget? Hvor er De fra?" - Men da Petra mindedes sin Fødeby, mindedes hun ogsaa sin Skam, sin Flugt, hun taug og turde ikke mere spørge.

Anden Akt kom, og med den Kongen, ja, det var Kongen, her fik hun ogsaa se en Konge! Hun hørte ikke, hvad han sagde, hun saa ikke, hvem hån talte med, hun saa paa Kongens Klæder, Kongens Lader, Kongens Miner; hun vaktes først, da den unge Mand kom ind, og nu drog de alle afsted forat hente Bruden! - Saa maatte hun atter vente.

I Mellemakten læner den gamle Kone sig over til hende: "Synes De ikke, at de spiller dejlig?" sagde hun. Petra ser forbauset paa hende. "Spiller, - hvad vil det sige?" Hun lagde ikke Mærke til, at Alle rundt om saa paa hende, at den gamle Kone var udsendt forat spørge; hun hørte ikke, man sad og lo ad hende. - "Men de taler ikke som vi?" spurte hun, da hun ikke fik Svar. "De er jo danske," svarte Konen og begyndte ogsaa at le. Da fattede hun, at den gode Kone lo ad hendes mange Spørsmaal, og hun taug; hun saa uafbrudt paa Teppet.

Da det atter gik op, fik hun den store Glæde at se en Erkebiskop. Det gik nu som før, at hun saaledes fortabte sig i Synet af ham, at hun ikke hørte et Ord af, hvad han sagde. Men da lød Musik, o, saa stille, saa langt borte fra, men den kom nærmere, det var Sang af Kvinder, Spil af Fløjter og Violiner og af et Instrument, det var ikke Guitarre og dog som mange Guitarrer, men blødere, fuldere, mere svingende Toner, den hele samlede Harmoni skyllede ind i lange Bølger, - og da Alt var blevet vuggende Farver, kom Toget, Soldater med Hellebarder, Kordrenge med Røgelsekar, Munke med Lys og Kongen med Krone paa og ved hans Side Brudgommen, klædt i Hvidt, - saa atter de hvide Kvinder strøende Roser og Musik foran Bruden, som var i hvid Silke og med rød Krans paa Haaret; ved hendes Side gik en høj Kvinde i Purpurslæb med Guldkroner og med en liden straalende Krone paa Haaret, det maatte være Dronningen! Den hele Kirke fyldtes af deres Sang og Farver, og Alt, som nu skete, lige fra Brudgommen førte Bruden til Brudeskamlen, hvor de knælede, mens hele Følget knælede rundt om, og til Erkebispen kom i Optog med sine Korsbrødre, var blot nye Slyngninger i den farvede Musikkjede. -

Men som nu Vielsen skulde foregaa, rakte Erkebispen sin Stav i Vejret og forbød det: deres Vielse var imod de hellige Forskrifter, de kunde aldrig i Livet faa hinanden, - o, himmelske Fader, forbarm dig, - Bruden segnede, og Petra faldt ogsaa med et skjærende Skrig; thi hun havde rejst sig!

"Vand, kom med Vand!" raabtes rundt om. "Nej," svarede den gamle Kone, "hun er ikke besvimet, det behøves ikke!" - "Det behøves ikke," gjentog man "stille!" "Stille!" raabtes nede fra Parquet, "stille paa Balkonen!" "Stille!" svartes paa Balkonen. - "De maa ikke tage Dem det saa nær; det er bare Digt og Tøv Altsammen," hviskede den gamle Kone; "men Madam Naso spiller udmærket." -

"Stille!" raabte nu ogsaa Petra; hun var allerede dybt inde i Handlingen; thi den djævelske Munk var kommet til med et Sværd, de to Elskende maatte tage et Klæde, og han skar det isønder imellem dem, som Kirken skar, som Smerten skar, som Sværdet over Paradisets Port skar hin første Dag. Grædende Kvinder tog Brudens røde Krans og gav hende en hvid; med den var hun fæstet til Klostret for Livstid. Han, hvem hun tilhørte over Tid og Evighed, han skulde vide hende ilive, men ikke faa hende, vide hende derinde, men aldrig se hende; hvor sønderrivende de sagde hinanden Farvel, der var ingen større Nød paa Jorden end deres! -

"Herregud," hviskede den gamle Kone, da Teppet faldt; "vær dog ikke naragtig; det er jo bare Madam Naso, Direktørens Kone." Petra spilede Øjnene og saa og saa paa den gode Kone, hun troede, hun var gal, og da Konen længe havde troet det Samme om Petra, vedblev de af og til at se noget sky til hinanden, men talte ikke mere.

Da Teppet atter gik op, kunde Petra ikke følge med; thi Bruden bag Klostrets Mure og Brudgommen ved Dag og Nat udenfor i Fortvivlelse var det, hun saa; hun led deres Pine og bad deres Bønner; men det, som foregik for hendes Øjne, gled farveløst forbi. Da blev hun hidkaldt ved, at der faldt manende Stilhed; det tomme Kirkerum blev stort, Klokkens tolv Slag gik alene igjennem. Det drøner under Hvælvingerne, Murene skjælver, den hellige Olaf har rejst sig af sit Skrin i Ligdragt, høj og forfærdelig, med Spyd i Haand kommer han skridende, Vagten flygter, Tordenen falder, og Munken gjennembores af det udstrakte Spyd, hvorpaa Alt bliver mørkt, og Synet er sunket. Men Munken ligger igjen som en Hob Aske, hvor Lynilden slog ned.

Petra havde uden at vide det holdt sig fast ved den gamle Kone, som var blevet meget ræd under dette krampagtige Tag og nu ved at se hendes stigende Bleghed skyndte sig at sige: "Gud velsigne Dem, Barn, det er jo bare Knutsen; dette er den eneste Rolle, han kan spille, for han har saa tykt et Mæle." - "Nej, nej, nej, nej, jeg saa Luer omkring ham," sagde Petra, "og hele Kirken skalv under hans Trin!" - "Men saa stille da!" raabes fra flere Kanter; "ud med den, som ikke kan være stille!" "Stille paa Balkonen!" raaber Parquet; "stille!" svarer Balkonen, - Petra var krøbet sammen, som kunde hun skjule sig, men glemte dem strax allesammen; thi se, de Elskende er der igjen, Lynilden har brudt op for dem, de vil fly! De har hinanden, de omfavner hinanden, beskyt dem nu, Gud i din Himmel!

Da rejser sig en Larm af Raab og Lure, Brudgommen rives fra hendes Side, der kjæmpes for Fædrelandet, han saares, han hilser i Døden til sin Brud, . . . . Petra fatter først, hvad her er sket, da Bruden stille kommer gaaende ind og ser hans Lig! Da er det, som alle Smertens Skyer vil samle sig over et eneste Punkt, - men et Blik adspreder dem: Bruden ser op fra den Dødes Bryst og beder om selv at maatte faa dø! Himlen aabner sig over dette Blik, Lysning falder, Bryllupssalen er deroppe, luk Bruden ind! Ja, hun kan allerede se derind; thi fra hendes Øjne udgaar Fred som hin paa høje Fjelde. Da synker Øjenlaagene: Kampen havde højere Løsning, deres Trofasthed en større Kroning; hun er nu hos ham.

Petra sad længe stille; Hjertet var løftet i Tro, Styrke af det Store fyldte hende. Hun rejste sig fra Alt, der var smaat, hun rejste sig op over Frygt og Smerte, hun rejste sig med Smil til Alle, de var Brødre og Søstre; det Onde, som adskiller, var ikke til, det laa knust under Tordenen. Man lo tilbage til hende; det var jo hende, som havde været halvgal under Komedien; - men hun saa ikke andet i deres Smil end Gjenskin af den Sejr, hun selv bar. I den Tro, at de smilte i Samfund med hende, smilte hun saa straalende til bage, at de maatte smile med hendes Smil; hun skred ned ad de brede Trapper mellem to vigende Rækker, der gav Glæde tilbage af hendes Glæde og Skjønhed af den Skjønhed, der lyste over hende. Straalerne i vort Indre kan undertiden blive saa stærke, at vi giver Alt Klarhed om os, skjønt vi selv ikke kan se. Dette er Verdens største Triumftog, at meldes, bæres og følges af sine egne lysende Tanker.

Da hun uden at vide deraf var kommet hjem, spurte hun, hvad dette dog havde været. Der var flere tilstede, som kunde forstaa hende og give hjælpende Svar. Og da hun havde faaet sikker Besked om, hvad Skuespil var, og store Skuespillere evnede, da rejste hun sig og sagde: "dette er det Største paa Jorden, dette vil jeg være."

Til deres Forundring tog hun paa sig og gik ud igjen; hun maatte være alene og i det Frie. Hun gik bort fra Byen og i stærk Vind ud paa den nærliggende Pynt. Der larmede Sjøen opunder, men Byen laa paa begge Sider af Bugten i en Lystaage, bag hvilken de utallige enkelte Blink arbejdede sammen uden at kunne mere end gjennemlyse Floret, de kunde ikke løfte. Dette blev hendes Sjels Billede. Det store Dunkle under hendes Fødder gav i sin dumpe Larm Varsel fra et uigjennemtrængeligt Dyb; det gjaldt at synke did ned, eller at være med og prøve at lyse. Hun spurte sig selv, hvorfor hun aldrig før havde følt disse Tanker, og hun svarte sig selv, at det var, fordi kun Øjeblikkene havde Magt i hende; men saa følte hun ogsaa, at hun havde Magt i dem. Hun saa det nu: ligesaa mange Øjeblikke vilde der gives hende, som der hist var tindrende Blink, og hun bad Gud om at faa gjøre Fyldest i dem alle, saa han ikke havde tændt noget forgjeves. Hun rejste sig, fordi der gik isnende Vind; hun var ikke længe borte, men da hun gik hjem igjen, vidste hun, hvorhen hun gik.

__________

Den næste Dag stod hun udenfor Direktørens Dør. Et stort Skjenderi lød indefra; den ene Stemme syntes hende at have Lighed med Elskerindens fra igaar, den gik rigtignok nu i en anden Toneart, men den kunde dog bringe Petra til at bæve. Hun ventede længe; da det aldrig vilde høre op, bankede hun paa. "Kom ind!" skreg en meget vred Herrestemme, - "aa!" hvinte en Damestemme, og idet Petra aabnede, saa hun den flygtende Skræk af et opløst Haar og en Natdragt forsvinde gjennem en Sidedør. Direktøren, en lang Mand med et Par sure Øjne, for hvilke han skyndte sig at sætte et Par Guldbriller, gik frem og tilbage i Oprør. Hans lange Næse herskede saaledes over hans Ansigt, at alt det Øvrige var til for dens Skyld, Øjnene stak ud som to Bøssepiber bag denne Vold, Munden var en Grav foran den og Panden en let Bro ifra den over til Skogen eller "Forhugningerne". - "Hvad vil De?" han stansede tvært; "er det Dem, som vil blive Koristinde?" spurte han ilsomt. "Koristinde, - hvad er det?" - "Naa, saa det ved De ikke, ja saa; hvad vil De da?" - "Jeg vil blive Skuespiller." "Saa det vil De, - og ved ikke, hvad en Koristinde er, ja saa. - Men De taler jo Dialekt?" - "Dialekt, hvad er det?" - "Naa, saa det ved De heller ikke og vil dog blive Skuespillerinde, ja saa; ja, det ligner Nordmændene. Dialekt, d. v. s., at De taler ikke som vi." - "Ja, men jeg har øvet mig paa det hele Morgenen." - "Saa det har De; se, se. Lad mig høre!" Og Petra stillede sig op og sagde som Elskerinden igaar: "Jaj helser daj, min Kærlighedh, godh Maaren!" - "Jeg mener, Fanden plager Dem, er De kommet hidop forat gjøre Nar af min Kone!" En skraldende Latter lød inde fra Sideværelset, og Direktøren lukkede Døren op og sagde derind uden Spor af Erindring af, at de for et Øjeblik siden havde skjendts paa Liv og Død: "Her er en norsk Tøs, som vil karikere dig, kom dog ud og se paa!" Et Damehoved med uredt, trodsigt sort Haar, mørke Øjne, stor Mund saa virkelig ind og lo. Og dog ilede Petra imod hende; thi det maatte være Elskerinden, - nej, hendes Mor, tænkte hun, da hun kom nærmere. Hun saa paa Damen og sagde: "Jeg ved ikke, - om det er Dem, - eller er det Deres Mor?" Nu lo ogsaa Direktøren; Damehovedet havde draget sig tilbage, men lo i Sideværelset. Petras Forlegenhed stod saa stærkt malet i hendes Ansigt, Stilling, Minespil, at Direktøren blev opmærksom; han saa en Stund paa hende, tog en Bog og sagde, som om ingen Verdens Ting var forefaldt: "Tag her og læs, min Pige, men læs, som De selv taler." - Det gjorde hun strax. "Nej, nej, det er galt, - hør her," - han læste for hende, og hun efter ham ganske som han: "nej, nej, det er galt, læs Norsk, for en Ulykke, Norsk!" - og Petra læste atter som før: "Nej, siger jeg, det er rent ravruskende galt Forstaar De ikke, hvad jeg mener? er De dum?" - Han prøvede atter og atter, tog saa Bogen fra hende og gav hende en anden: "Se, det er modsat, det er komisk, læs det!" - Ja, Petra læste, men samme Spektakel, til han blev kjed og raabte: "Nej, nej, nej! Saa hold op for Fanden, - hvad er det, De vil ved Scenen, hvad Pokker er det, De vil spille?" - "Jeg vil spille det, jeg saa igaar." - "Aha! Naturligvis, ja! Naa, og saa?" - "Ja," sagde hun og blev undselig, "jeg syntes, det var saa dejligt igaar, men idag har jeg dog tænkt, det vilde være endnu dejligere, om det fik en god Ende, og det vilde jeg saa give det." - "Naa, saa det vilde De! Ja saa. Der er Ingenting ivejen, Digteren er død. Naturligvis er han ikke korrekt længere, og De, som hverken kan tale eller læse, vil saa digte ham om; - ja, det er norsk!" Petra forstod ikke et Ord; kun at det gik hende imod, forstod hun og begyndte at blive bange. "Faar jeg ikke Lov?" spurte hun sagte. - "Jo, Gud bevar's, der er Ingenting ivejen, vær'sgo'! - Hør," sagde han i forandret Tone, idet han gik lige til hende, "De har ikke mere Begreb om Skuespil end en Kat. Og De har ingen Evne hverken for det Komiske eller Tragiske, jeg har nu prøvet Dem i begge Dele. Fordi De har et kjønt Ansigt og en kjøn Figur, har Folk vel bildt Dem ind, at De kan spille meget bedre end min Kone, naturligvis, og saa vil De op i den største Rolle i Repertoiret og digte den om med det Samme; - ja, saadan er Nordmændene, det er Folk, som kan gjøre det." - Petra var blevet mere og mere kortaandet og strævede og strævede; endelig vovede hun at hviske: "Faar jeg virkelig ikke Lov?" Han havde staaet og set ud af Vindøjet og var vis paa, hun var gaaet; forbauset vender han sig om; men ved at se hendes Bevægelse og den forunderlige Styrke, hvormed den formede alt hendes Væsen, staar han en Stund stille, griber pludselig efter Bogen og siger atter med en Stemme og en Mine, hvori alt Foregaaende er udslettet: "Tag her, det Stykke her, og læs langsomt, lad mig bare høre Stemmen. - Naa, lad høre!" Men hun kunde ikke læse; thi hun kunde ikke se Bogstaverne. "Ikke forknyt, naa!" - Hun læste endelig, men koldt, farveløst; han bad hende læse op igjen "med mere Følelse"; da blev det endnu værre. Saa tog han Bogen rolig fra hende og sagde: "Nu har jeg prøvet Dem paa alle Faŧons, saa jeg har intet Ansvar. Jeg forsikrer Dem, bedste Jomfru, om jeg sender min Støvle ind paa Scenen, eller jeg sender Dem, vil det gjøre samme Indtryk, nemlig et højst mærkeligt. - Og saa maa det være nok!" Men som sidste Anstrengelse vovede Petra bønlig: "Jeg tror dog, jeg forstaar det, naar jeg bare faar -" - "Ja naturligvis, hver Fiskerflekke forstaar det langt bedre end vi; det norske Publikum er det mest oplyste i Verden." -

- "Ja, vil nu ikke De gaa, saa gaar jeg!" Hun vendte sig mod Døren og brast i Graad. "Hør," siger han; thi denne heftige Bevægelse tændte et Lys i ham; "det er dog vel ikke Dem, som igaar gjorde Skandale i Theatret?" - Hun vendte sig ildrød om og saa paa ham; "jo vist er det Dem, nu kjender jeg Dem, "Fiskerjenten"! Jeg var efter Theatret sammen med en Herre fra Deres Fødeby; han 'kjendte Dem godt.' Naa, saa det er derfor, De saa gjerne vil til Theatret; De vil prøve Deres Konster der, - saadan! - Hør: mit Theater er et anstændigt Sted, jeg frabeder mig alle Slags Prøver paa at omdanne det. - Gaa! - Vil De gaa, siger jeg!" og Petra paa Døren, storhulkende ned ad Trapperne og ud paa Gaden. Hun løb og græd frem igjennem Mængden, men en Dame, som ved højlys Dag løb og græd paa Gaden, gjorde, som tænkeligt, stor Opsigt. Folk stansede, Smaagutter løb efter, og snart fulgte Flere; Petra hørte i denne Susen bag sig Dønninger efter hine Nætter paa Kvistværelset, hun huskede Ansigterne i Luften og løb. Men Erindringen voxte for hvert Skridt ligesom Larmen bag hende, og da hun havde naaet Huset og slaaet Gadedøren i, naaet Værelset og stængt efter sig, maatte hun kaste sig i en Krog og værge sig mod Ansigterne; hun slog dem tilbage med Hænder, med Trusler, sank saa udtømt sammen og fik stillere Graad - og var frelst.

__________

Samme Eftermiddag henimod Kvelden rejste hun fra Bergen ind igjennem Landet. Hun vidste ikke selv hvorhen, men hun vilde did, hvor hun ikke var kjendt. Hun sad i en Kariol med sin Kiste spændt bagpaa og en Skydsgut oppe paa den; det øsregnede, hun sad sammenkrøbet under en stor Regnhat og saa bange opunder mod Fjeldet, derpaa ned igjen mod Styrtningen ved hendes Side. Skogen foran var en rugende Taagemasse, hvori det spøgte; i næste Øjeblik skulde hun derind, men Taagen veg bestandig, efter hvert som hun drog imod den. Et mægtigt Drøn, der altid blev stærkere, øgede Følelsen af, at hun færdedes i en hemmelighedsfuld Kreds, hvor Alt havde sin egen Tydning og dunkle Sammenhæng, og hvor Mennesket blot var en ræd Gjennemrejsende, der maatte se, om han kunde komme videre. Drønet kom fra flere Fosse, der i Regnvejret var voxet op til Kjæmper og nu kastede sig stødvis fra Fremspring til Fremspring med uhyre Bulder. Der Vejen skulde frem, var smale Broer over; hun saa det koge nedenunder i Hulningerne. Snart gik det i Krumning og Slyngning nedover; hist og her laa en enkelt opdyrket Flekke, nogle tørvtækte Huse stod sammen; saa atter opad mod Skogen og Duren. Hun var vaad, og hun frøs, men hun vilde videre, saalænge det var Dag, videre ogsaa den næste Dag, altid dybere ind, til hun fandt et Sted, hun turde tro sig til. Dertil vilde han selv hjælpe hende, han, den Almægtige, som nu styrede gjennem Mørket og Uvejret.

8de Kapitel.

Et mildt Efteraar kan undertiden netop inde mellem Fjeldene i Bergens Stift, hvor der er lunt og frugtbart, give halve Sommerdage langt ud paa Høsten. Da slipper man en Stund midt om Dagen atter Buskapen paa Marken, selv om den allerede var indsat paa Vinterfodring; Kreaturerne er da fede og kaade og gjør det livligt paa Gaarden, naar de om Eftermiddagen tages ind.

Saaledes kom de nedover Raaket, Kjøer, Sauer og Gjeder, rautende, bækkrende, dansende under Bjeldeklang ind til en stor Gaard, netop som Petra skulde kjøre Gaarden forbi. Vejret var smukt, den lange, hvide Træbygning lyste med alle sine høje Ruder i Solen, og over Husene stod Fjeldet, saa indpakket af Furu, Birk, Ask, Hægg og Rognetræer, og af Vildklonger ude paa Nabberne, at Husene syntes lune deraf. Foran Hovedbygningen paa Siden mod Vejen laa en Have; den stod i stærk Væxt af Æble-, Kirsebær- og Moreltræer, og langs Gange og Gjerder af Ribs-, Stikkelsbær- og Solbærbuske; men udover dem alle ragede nogle store, gamle Asketræer med bred Krone. Huset saa ud som et afgjemt Rede inde mellem Grenene og ikke til at naa for Andre end Solen. Men netop dette Afgjemte vakte Længsel i Petra, og da Solen lyste paa Ruderne, og Bjelderne lokkede lystig, og da hun hørte, det var en Præstegaard, saa greb hun rask i Tømmerne: "nej, her maa jeg ind!" og vikede til Siden, op langs Haven.

Et Par Finnehunde fløj rasende frem mod hende, som hun kjørte ind paa Gaardspladsen, der var en stor, indbygget Firkant med Fjøset lige mod Hovedbygningen, en anden Fløj af Hovedbygningen til Højre og Bryggerhus og Borgestue til Venstre. Gaardsrummet var nu fuldt af Buskapen; men midt inde blandt den stod en Dame, temmelig høj og meget fint bygget; hun havde tætsluttende Klæder og et lidet Silketørklæde over Hovedet; rundt om hende samt opover hende var Gjeder, hvide, sorte, brune, brogede Gjeder, hver med sin lille Bjelde, tilsammen stemt i Treklang; hun havde Navn til alle sine Gjeder og noget Godt til dem i et Fad, som Budejen gjentagende fyldte. Men paa den lave Trappe, som fra Hovedbygningen førte ud til Gaarden, stod Provsten med et Fad Salt i Haanden, og foran Trappen Gaardens Kjøer, der slikkede Saltet af hans Haand og af Stenhellen, hvorpaa han strøede. Provsten var ingen stor, men en tætbygget Mand med kort Hals og kort Pande; de buskede Bryn laa udover Øjet, der ikke gjerne saa lige, men skjød nu og da til Siden med stor Glans. Hans kortklippede, tykke Haar var graat og stod op til alle Sider, det voxede nedover Nakken næsten ligesaa stærkt som paa Hovedet; han bar intet Halstørklæde, men en Skjorteknap; foran var Skjorten aaben, saa det haar rige Bryst stak frem; ej heller var den tilknappet paa Haandledene, saa Linningen laa udover de smaa, stærke, nu slimede Hænder, hvormed han gav Salt; baade Hænderne og Armene opover var aldeles laadne. Han saa fra Siden skarpt paa den fremmede Dame, som var steget af og havde arbejdet sig frem mellem Gjederne, til hun stod hos hans Datter. Hvad de to talte om, var det ikke muligt at høre for Kreaturerne, Hundene og Bjelderne; men nu saa begge Damer hen til ham, og med Gjederne omkring sig kom de mod Trappen. En Gjetergut maatte paa Tegn af Provsten jage Kjøerne væk. Signe, hans Datter, raabte - og Petra maatte lægge Mærke til hendes Stemmes Vellyd -: "Far, her er en rejsende Dame, som gjerne vilde hvile ud hos os en Dags Tid." - "Hun skal være velkommen!" raabte Provsten til Svar, gav Fadet fra sig og gik ind i Kontoret lige ved Siden af til Højre, formodenlig forat vaske og flide sig. Petra fulgte Frøkenen ind i Gangen, som egenlig var en Forstue, saa lys og bred var den; Gutten blev klareret, hendes Tøj indbaaret, hun selv gjorde i et Sideværelse lige mod Kontoret lidt Omklædning og gik derpaa ud igjen i Gangen forat føres videre frem mod Dagligstuen.

Hvilket lyst, stort Værelse! Næsten hele Væggen ud mod Haven var Vindøjer, det midterste Fag tillige Dør til Haven. Vindøjerne var brede, høje og løb næsten helt til Gulvet; men de var fyldt op af Blomster; Blomster stod paa Forhøjninger helt fremover Gulvet, Blomster stod i Vindøjeskarmene tillige, og istedetfor Gardiner flettede Vedbend nedover fra to smaa Blomsterhække højt oppi Karmen. Da der nu stod Buske eller Blomster udenfor, baade under, ved Siden af og opefter Muren, endelig foran henne paa Plainen, saa var det som at træde ind i et Drivhus, bygget midt i Haven. Og dog havde man ikke været i dette Værelse et Øjeblik, før Blomsterne ikke saas; men Kirken, frit liggende paa en Høj til Højre, var det, som saas, og det blaanende Vand, som optog dens Billede og strømmede skinnende saa langt bort mellem Fjeldene, at man ikke vidste, om det var en Indsjø eller Arm af Havet, som buede ind. Og saa selve disse Fjelde! Intet enkelt, men Kjeder af Fjelde, den ene vældige Ryg bestandig bagenom den anden, som var her det Beboedes Grænse.

Da Petra atter drog Øjet til sig, var Alt i Stuen blevet viet af Synet derude; det stod rent og let og gav Blomsterramme om et storladent Maleri. Hun følte sig omgivet af noget Usynligt, der gav Agt paa hendes Adfærd, ja Tanker; hun gik undersøgende omkring uden at vide deraf og rørte ved Tingene. Da saa hun over Sofaen paa den lange Væg mod Lyset et Portræt i Legemsstørrelse af en Dame, der smilte ned paa hende. Hun sad med Hovedet lidt paa Hæld og med foldede Hænder, hun havde den højre Arm lænet paa en Bog, hvis Bagside med tydelige Bogstaver bar Indskriften: "Søndagsbog". Lyshaaret, skjærhudet skinnede hun ned og gav alt det Søndagsro, som hun skinnede paa. Smilet var Alvor, men Alvoret var Hengivenhed. Hun syntes at kunne drage til sig Alle i Kjerlighed; hun syntes at forstaa Alt, fordi hun saa i Alting kun det Gode. Hendes Ansigt bar Præg af Svagelighed, men denne Svaghed maatte være hendes Styrke; thi der var vist ikke det Menneske til, som turde saare den. En Evighedskrans hang rundtom Rammen; hun var død.

"Dette var min Mor," hørte hun mildt bag sig og vendte sig mod Datteren, som var gaaet ud og nu kommet ind igjen. Men det hele Værelse var herefter fyldt af Portrættet, alt førte did op, alt fik sit Lys af det, alt var indrettet for det, og Datteren var dets stille Afglans. Noget tausere syntes Datteren, noget mere tilbageholden. Moderen optog Alles Blik og gav dem fyldt tilbage, Datteren bøjede sit ned. Men samme Lyshed og Mildhed. Hun havde ogsaa Moderens Bygning, men intet Spor af Svaghed; de livlige Farver i hendes tætsluttende Dragt, i hendes Forklæde og lille Halstørklæde, der var fæstet af en romersk Naal, gav tvertimod noget Friskt tilbage til hendes Ansigt og lod en Ynde og Sans for Ynde ane, som gjorde hende til Datter af Portrættet og til Alv paa Stedet. Som hun gik der inde mellem Moderens Blomster, følte Petra stor Længsel til hende; i denne Kvindes Omgang og paa dette Sted maatte alt Godt voxe, - turde hun bare komme indenfor! Hun følte sin Forladthed dobbelt; hun fulgte Signe ufravendt, hvor hun gik, og hvor hun stod; Signe følte det og undveg, men det hjalp ikke, hvorfor hun blev undselig og bøjede sig over Blomsterne. Endelig fattede Petra sin Nærgaaenhed, blev skamfuld og vilde afbede den, men der var Noget ved det omhyggelig opsatte Haar, den fine Pande og det Tætsluttende ved Dragten, som bad hende være varsom. Hun saa op paa Moderen: o, hende kunde hun allerede have omfavnet! Var det ikke, som hun sagde hende: velkommen! Ja, turde hun tro det? Thi saaledes havde endnu aldrig Nogen set paa hende; i det Blik laa, at hun kjendte Alt, som var hændt den Vejfarende, og vilde dog tilgive hende. Overbærenhed trængte hun til, hun kunde ikke slippe disse Øjnes Velvilje, hun fik Hovedet paa Hæld ligesom Portrættet, hun foldede Hænderne ligesom det og vendte sig saa næsten uden at vide det: "lad mig faa være her!" sagde hun. Signe løftede sig og vendte sig, hun kunde for Forundring ikke svare. "Lad mig faa være her!" bad Petra igjen med et Skridt hen imod hende; "her er dejligt!" hendes Øjne fyldtes.

Den unge Dame sagde: "jeg skal bede Far komme." - Petra fulgte hende med Øjnene, til hun var inde gjennem Kontordøren, men strax hun var alene, blev hun ræd for, hvad hun havde gjort og skalv, da hun fik se Provstens forbausede Ansigt i Døren. Han kom lidt bedre paaklædt end sidst og med Pibe. Han holdt om den med fast Greb, lod Spidsen slippe Læberne, hvergang han havde draget Røgen til, og jog denne ud i tre Afdelinger, hver med et lidet Smeld; han gjorde dette op igjen nogle Gange, idet han stod lige foran Petra, midt paa Gulvet, uden netop at se paa hende, men som han ventede, hun skulde tale. Hun turde ikke foran denne Mand gjentage sin Begjering; thi han saa streng ud. "De vil blive her?" spurte han, og hun fik et stort, lyst Sideblik. - Skrækken gav hendes Stemme noget Bævende: "Jeg har ingensteds at tage hen." - "Hvor er De fra?" Petra nævnte sagte Byen og sit eget Navn. "Hvorledes er De kommet her?" - "Jeg ved ikke, . . . jeg søger, . . . jeg vil betale for mig, . . . jeg, . . . ja, jeg ved ikke," hun vendte sig og kunde en Stund ikke mere, men tog atter Mod og sagde: "jeg skal gjøre Alt, I beder mig om, bare jeg faar være her og slippe for at rejse længer . . . og slippe for at bede een Gang til." Datteren var fulgt ind, men var stanset ved Kakkelovnen, hvor hun uden at se op stod og fingrede i de tørrede Roser, der laa. Provsten svarte ikke, man hørte kun Smeldene af hans Pibe, mens han saa afvexlende paa hende, Datteren og Portrættet. Nu kan den samme Ting give forskjelligt Indtryk; thi mens Petra bad, at Portrættet maatte indgive ham Overbærenhed, syntes han, det hviskede: "beskyt vort Barn; tag ingen Ukjendt ind til hende!" - Han vendte sig med et skarpt Sideblik til Petra: "Nej, - De kan ikke være her!"

Petra blev bleg, drog et heftigt, dybt Suk, saa usikkert omkring sig - og styrtede ind i et Sideværelse, hvortil Døren stod halvaaben, kastede sig der nedover et Bord og hengav sig fuldt ud til sin Smerte og Skuffelse! - Far og Datter saa paa hinanden; denne Mangel paa Levemaade, uden videre at storme ind i et andet Værelse og der sætte sig for sig selv, havde kun Sidestykke i den Adfærd at komme ind fra Landevejen, bede om at faa blive der og give sig til at tudskraale, saasnart hun ikke fik. Provsten gik efter hende, ikke forat tale til hende, men tvertom forat lukke Døren til bag hende. Han kom ganske rød tilbage og sagde sagte til Datteren, som endnu stod ved Ovnen: "Har du set Mage til Fruentimmer? - Hvem er det? hvad vil hun?" - Datteren svarte ikke strax; men da det skete, var det endnu sagtere end Faderen: "Hun bærer sig bagvendt ad; men der er noget Særsynt ved hende." - Provsten gik op og ned og saa mod Døren; endelig stansede han og hviskede: "Hun kan ikke være ved sin fulde Forstand?" - Og da Signe ikke svarte, kom han nærmere og gjentog mere bestemt: "Hun er gal, Signe, halvtosset; det er det Særsynte ved hende." - "Det tror jeg dog ikke; men hun er vist meget ulykkelig," hviskede Datteren og bøjede sig ned over de tørre Roser, som hun endnu fingrede i. Stemmens Klang saavelsom Bevægelsen vilde for en Anden intet Paafaldende have; men Faderen blev strax forandret, gik nogle Gange op og ned, seende paa Portrættet, og sagde endelig, men ganske sagte: "Mener du, fordi hun ser ulykkelig ud, - - at Mor vilde have bedet hende blive?" - - "Mor vilde ikke have svaret før om nogle Dage," hviskede Datteren og bøjede sig endnu dybere over Roserne. Den sagteste Erindring om hende deroppe kunde, naar Datteren bredte den saaledes ud, faa hint haarrige Løvehoved til at blive mygt som et Lams. Han følte strax Sandheden, han stod som en Skolegut, der er grebet i Fusk, han glemte at dampe og at gaa, og langt om længe hviskede han: "Skulde jeg bede hende blive i nogle Dage?" - "Du har jo nu svaret." - "Ja, men Et er at optage hende, et Andet at lade hende være her i nogle Dage." - Signe syntes ogsaa tænke sig om, sagde endelig: "Du faar gjøre, som du synes."

Provsten vilde nok prøve Forslaget endnu nøjere, idet han atter gik op og ned nogle Gange og røgte stærkt. Endelig stansede han: "Vil du gaa ind, eller skal jeg?" - "Det gjør vist mest godt, naar du gaar," sagde Datteren og saa mildt op.

Han var just ifærd med at tage i Laasen, da en smeldende Latter lød indefra, - atter stilt, og derpaa et helt Brag af Latter. - Provsten, som var veget tilbage, for atter frem, og Datteren efter; thi hun derinde maatte være blevet syg.

Da Døren var aabnet, saa de Petra sidde, hvor hun havde sat sig, og foran hende en opslaget Bog, som hun havde kastet sig over uden at vide deraf. Hendes Taarer havde trillet paa dens Blad; hun saa det og vilde tørre dem bort, da hun blev var et Udtryk af det saftige Slags, som hun huskede fra sin Gadetid, men som hun aldrig havde troet, at nogen Bog turde tage i sin Mund. Ganske forfærdet glemte hun at græde, men stirrede ned i Bogen, - hvad kunde dette dog være for Galskab! - hun læste med aaben Mund, det blev bare værre og værre, saa grovt, men saa uimodstaaelig morsomt, at det var umuligt Andet, hun maatte læse mere; hun læste, til hun intet Andet sansede, hun læste sig fra baade Sorg og Sut, baade Stund og Sted - hos gamle Fader Holberg; thi ham var det! Hun lo, hun skoggerlo, - selv nu, da Provsten og hans Datter stod over hende, saa hun ikke deres Alvor, huskede ikke sit Ærinde, men lo og spurte: "hvad er det, hvad i Alverden er det?" hun slog selv op Titelbladet.

Da blegnede hun, saa op paa dem og ned igjen i Bogen paa de kjendte Slyngninger; - der er Ting, der træffer Hjertet som en Kugle, Ting, man troede at være flygtet hundrede Mile ifra, men ser lige foran sig, - her paa første Blad stod skrevet: "Hans Ødegaard". Rød som Blod raabte hun: "Er Bogen hans, - kommer han hid?" hun rejste sig. - "Han har lovet det," svarte Signe, - og nu huskede Petra, at der var en Præstefamilie i Bergens Stift, som han havde været sammen med i Udlandet, hun var kun rejst i en Runding, hun var faret lige mod ham. "Kommer han kanske snart? Er han her kanske?" hun vilde strax fly videre. - "Nej, han er jo syg," sagde Signe. - "Ja, det er sandt, han er syg," sagde Petra smertelig og sank sammen.

"Men sig mig," udbrød Signe, "De skulde da vel ikke være -" - "Fiskerjenten"?" fuldførte Provsten. Petra saa bønlig op paa dem. "Jo, jeg er Fiskerjenten," sagde hun.

Men hende kjendte de godt; thi Ødegaard havde jo ikke talt om Andet. "Det er en anden Sag," sagde Provsten, han skjønte, her var Noget istykker, som havde Venners Hjælp Behov; - "bliv her, saalænge De vil, vi skal nok hjælpe!" - Petra saa tidsnok op til at faa se det varme Blik, hvormed Signe takkede ham; dette gjorde hende saa godt, at hun gik bort, tog begge Signes Hænder og sagde, skjønt med Undselighed: "Jeg skal sige Dem Alt, strax vi To er alene."

En Time efter kjendte Signe hele Petras Historie, som hun strax meddelte sin Far. Paa hans Raad skrev Signe samme Dag til Ødegaard og vedblev dermed, saalænge Petra var i deres Hus.

Men da Petra den Kveld lagde sig til Hvile i den svære Dunseng, i et lunt Værelse med knittrende Birkeved i Ovnen og det ny Testamente lagt mellem de to Lys paa det hvide Natbord, - takkede hun, idet hun greb Bogen, sin Gud for Alt, det Onde som det Gode.

__________

Provsten havde som ung Mand med en brændende Aand og Evne til Veltalenhed ønsket at blive Præst; hans formuende Forældre havde været derimod; de saa ham helst vælge, hvad de kaldte en uafhængig Livsstilling; men deres Modstand gav ham kun større Iver, og da han var færdig, drog han udenlands forat studere videre. Under et foreløbigt Ophold i Danmark kom han til oftere at træffe sammen med en Dame, som tilhørte en Trosretning, der ikke var ham streng nok og derfor meget imod; han vilde idelig indvirke paa hende; men den Maade, hvorpaa hun da saa paa ham og derved bragte ham til Taushed, kunde han siden ikke glemme under hele sit Ophold i Udlandet. Da han kom tilbage, søgte han hende strax op. De omgikkes og voxte i hinandens Yndest, til de blev forlovet og strax efter gift. Nu viste sig imidlertid, at hver havde havt sin Sidetanke; han havde foresat sig at drage hende med al hendes Ynde over i sin mørkere Lære, og hun havde været saa barnlig sikker paa at kunne faa hans Kraft og Veltalenhed over i sit Trossamfunds Tjeneste. Hans første, allersagteste Forsøg blev mødt af hendes første, allersagteste; - han drog sig tilbage, skuffet, mistænksom. Hun var snar nok til at se det, og fra den Dag gik han og vogtede paa hendes Forsøg, og hun gik og vogtede paa hans. Ingen af dem gjorde dog et eneste mere; thi de var begge blevet bange. Han var bange sin egen lidenskabelige Natur, og hun var bange, at hun ved et fejlagtigt Forsøg skulde forspilde sig Lejligheden til at drage ham; thi hun opgav aldrig Haabet; det var blevet hendes Livs Opgave. Men aldrig kom det til Kamp; thi, hvor hun var, kjæmpedes ikke. Sin arbejdende Vilje, sin sammenpressede Lidenskab maatte han dog give Udslag, - og saa skete det, hvergang han kom paa Prækestolen og saa hende sidde nedenunder. Menigheden droges ind med ham som i en Hvirvel, han hidsede den, og snart den ham. Hun saa det og lod sit bange Hjerte hvile ud i Velgjørenhed - og senere, da hun blev Mor, hos Datteren, som hun tog i sin legemlige og aandelige Favn og bar til sine stille Timer. Der gav hun, der modtog hun, der vuggede hun sit eget store Barn i Barnets Uskyld, der holdt hun Kjerlighedens Fest, og derfra kom hun tilbage til ham, den Strenge, med Kvindens og Kristendommens forente Blidhed, og da var det jo ham umuligt at sige Noget, som ikke faldt godt. Han maatte jo elske hende over alt paa Jorden, men desto mere sorgfuld blev han, desto stærkere blødte det i ham, at han ikke kunde hjælpe hende i hendes Saligheds Sag. Med Moderens stille Ret tog hun ogsaa Barnet bort fra hans religiøse Undervisning; Barnets Sange, Barnets Spørsmaal var ham snart en ny og dyb Kilde til Smerte, - og naar han nu paa Prækestolen kunde være hidset til Haardhed af sin voldsomme Sindsbevægelse, modtog Hustruen ham, idet de gik hjem sammen, blot med endnu større Mildhed; Øjnene talte, men Munden ikke med et Ord. Og Datteren hang sig ved hans Haand og saa paa ham med Øjne, som var Moderens.

Om Alt blev talt i dette Hus, kun ikke om det, som var Roden i alle deres Tanker. Men en saa rystende Spænding kunde i Længden ikke holdes ud. Hun smilte vel endnu; men alene fordi hun ikke vovede at græde. Da den Tid nærmede sig, at Datteren skulde forberedes til Konfirmation, og han altsaa med sit Embeds Ret kunde drage hende lige saa stille over i sin Undervisning, som Moderen hidtil havde holdt hende i sin, da steg Spændingen til det Yderste, og efter den Prækensøndag, hvorpaa Indtegning af Konfirmander var tillyst, blev Moderen syg, omtrent som man ellers bliver træt. Hun sagde smilende, at hun ikke kunde gaa mere, og nogle Dage senere, lige smilende, at nu kunde hun heller ikke sidde. Hun vilde altid have Datteren hos sig, skjønt hun ikke kunde tale med hende; thi hun kunde jo se hende. Og Datteren vidste, hvad hun helst vilde; hun læste for hende af Livets Bog og sang for hende hendes Barndoms Salmer, de nye, liflige fra hendes Trossamfund. Provsten fattede længe ikke, hvad her forberedte sig; men da han fattede det, tabte han alle Traade, han kunde kun samle sig i Eet, at faa høre hende sige Noget til ham, blot nogle Ord, men det var hun nu ikke istand til; hun kunde ikke længer tale. Han stod foran Sengens Fod og saa og bad; hun smilte til ham, indtil han faldt paa sine Knæ og tog Datterens Haand og lagde den i Moderens, som vilde han sige: her, behold hende, hos dig skal hun evig blive! Da smilte hun som aldrig før, - og i det Smil gik hun ind.

Efter dette var Provsten længe ikke at faa i Tale; en Anden blev sat til at styre hans Kald, han selv gik fra Rum til Rum, fra Sted til Sted, som søgte han Noget. Han gik stille; naar han talte, var det dæmpet, - og kun ved at gaa ind paa hele denne tyste Maade kunde Datteren lidt efter lidt komme i Samfund med ham. Nu hjalp hun ham at søge; hvert Ord af Moderen blev taget frem igjen; hvad hun havde villet, blev den Rettesnor, hvorefter de gik videre. Datterens Samliv med hende, det, som han havde været udenfor, blev nu først levet; - fra første Stund, Barnet kunde huske, blev Alt gjennemgaaet paany, hendes Salmer blev sunget, hendes Bønner bedet, de Prækener, hun havde holdt sig mest til, blev een for een læst, og hendes Udlægning og Yttringer med Tro ihukommet. Saaledes sat i Virksomhed vilde han snart videre did ned, hvor han havde fundet hende, for paa samme Maade der at gaa efter. De rejste, og han kom sig ved, at han helt og holdent optog i sig hendes Liv. Selv en ny Begynder fik han Sans for alle Begyndelser omkring sig, de store, nationale, de mindre, politiske, - og disse gav ham tilbage af sit eget unge Liv. Hans Kræfter strømmede ind igjen, hans Længsler med dem, - nu vilde han forkynde Ordet, saa det forberedte for Livet og ikke alene for Døden!

Forinden han atter i sin Fjeldbygd stængte sig ind med denne sin kjere Gjerning, følte han Drift til at tage et større Syn af det, som var udenfor. De rejste derfor videre ud og sad nu i store Minder.

Mellem disse Mennesker levede Petra.

9de Kapitel.

Paa det tredje Aar, en Fredag nogle Dage før Jul, sad de to Piger sammen i Aftenskumringen; Provsten var just kommet ind med sin Pibe. Dagen var tilbragt som de fleste i disse to Aar, nemlig begyndt med en Spadseretur og efter Frokosten en Times Tid Spil og Sang, dernæst Sprog eller anden Undervisning, saa lidt Syslen med i Husholdningen. Om Eftermiddagen hver for sig paa sit Værelse, Signe netop idag ifærd med at skrive til Ødegaard, efter hvem Petra aldrig spurte, ligesom hun aldrig vilde høre tale om Fortiden. Henimod Mørkningen en Kjelkefart, og nu ind forat samtale eller synge eller senere læse højt. Det var hertil, Provsten altid kom ind. Han læste udmærket, og hans Datter ikke mindre; Petra lærte sig begges Maade, men især begges Sprog. Signes Udtale og Tonefald havde en saadan Vellyd for hendes Øre, at det gav Gjenlyd, naar hun gik alene. Petra holdt i det Hele Signe saa højt, at en Mand vilde have taget Fjerdeparten for stormende Elskov; hun gjorde ogsaa ofte Signe rød. Ved at Provsten eller Signe hver Kveld læste højt (Petra var ikke at formaa dertil), havde de gjennemgaaet den nordiske Literaturs Hoveddigtere og efterhaanden vundet videre ud i den store Literatur. De dramatiske Værker læstes helst. Netop som de i Kveld skulde tænde Lamperne forat begynde, kom Kjøkkenjenten ind og sagde, at her var En ude, som havde en Hilsen til Petra. Det viste sig at være en Sjømand fra hendes Fødeby; hendes Mor havde paalagt ham at søge hende, da han skulde paa de Kanter; han var nu gaaet en Mils Vej og maatte skynde sig afsted igjen, da Fartøjet skulde sejle. Petra fulgte ham paavej, hun vilde tale mere med ham; thi han var en trofast Mand, som hun kjendte. Aftenen var temmelig mørk, der var ogsaa mørkt paa Gaarden i alle Vindøjer undtagen i Ildhuset, hvor de havde Storvask; paa Vejen saas intet Lys, knap nok Vejen kunde ses, før Maanen var istand til at vinde sig op over Fjeldene; men hun gik tappert med og ind i Skogen, skjønt det skyggede stygt mellem Granerne. Een Nyhed havde især lokket hende til at følge; Sjømanden havde nemlig fortalt hende, at Pedro Ohlsens Mor var død, hvorefter han selv havde solgt Huset og flyttet op til Gunlaug, hvor han boede paa Petras Kvist. Dette var næsten to Aar gammelt, men Moderen havde ikke nævnt et Ord derom. Nu kunde imidlertid Petra skjønne, hvem det var, som skrev Brevene for Moderen, hvorom hun ofte, men altid forgjeves havde spurt hende; thi paa hvert Brev stod stadig tilslut: "og en Hilsen fra den, som skriver Brevet". Sjømanden havde i Ærinde at spørge, hvorlænge hun skulde blive i Præstegaarden, og hvad hun videre vilde foretage sig. Petra svarte paa det Første, at det vidste hun ikke, og paa det Andet, at han skulde sige Moderen: der var bare Eet i Verden, hun vilde, og fik hun ikke det, blev hun ulykkelig sin Levetid; men for det Første kunde hun ikke sige, hvad det var.

Mens Petra gik og talte med Sjømanden, sad Provsten og Signe tilbage i Dagligstuen og talte om hende, i hvem de begge var inderlig glade. Da kom Raadsdrengen ind, og efterat have gjort Rede for Dagen, spurte han, om der var nogen af dem, som vidste af, at den fremmede Jomfru om Natten gik ned fra sit Kammer og op igjen efter en Tougstige. Han maatte gjentage det tre Gange, før nogen af dem forstod, hvad han mente; thi han kunde ligesaa gjerne have meldt, at hun gik op og ned i Maanens Straaler. Der var mørkt i Stuen, og nu blev det aldeles stilt; ikke engang Provstens Pibe hørtes. Endelig maatte han spørge, og med en vis dump Klang i Stemmen: "Hvem har set det?" "Det har jeg set. Jeg var oppe og gav Hestene; Klokken kunde være omkring Eet." - "Hun gik ned ad en Tougstige?" - "Og op igjen." - Atter lang Stilhed. Petra havde Værelse ovenpaa, i det Hjørne, som vendte ud mod Indkjørselen; hun var ene deroppe, Ingen havde Værelse paa den Side uden hun. Her kunde altsaa ikke være nogen Misforstaaelse. "Det har vel været i Søvne," sagde Gutten og vilde drage sig tilbage. - "Men Tougstigen kan hun dog ikke have laget i Søvne," sagde Provsten. - "Nej, det var, hvad ogsaa jeg syntes; derfor tænkte jeg, det var rigtigst at sige det til ham Far; jeg har ikke sagt det til nogen Anden." - "Er der Flere end dig, som har set det?" "Nej, - men om han Far tvivler, kan vel Tougstigen være Vidne; ligger den ikke deroppe, saa har vel jeg set fejl." Provsten rejste sig strax. "Far!" bad Signe. - "Kom med Lys!" svarte Provsten paa en Maade, som ingen Modstand tillod. Signe tændte det selv; "Far!" bad hun een Gang til, da hun gav ham det. - "Ja, jeg er ogsaa hendes Far, saalænge hun er i mit Hus; det er min Pligt at se efter." Provsten gik foran med Lyset, Signe, Raadsdrengen efter. Paa det lille Værelse var Alt i Orden; kun laa paa Bordet foran Sengen en hel Række Bøger, den ene opslagen ovenpaa den anden. "Læser hun om Natten?" - "Jeg ved ikke; men hun slukker aldrig Lys før Klokken Eet." - Provsten og Signe saa paa hinanden; man skiltes paa Præstegaarden om Kvelden Kl. ti, halv elleve, og man samledes igjen om Morgenen Kl. sex, syv. - "Ved du Noget derom?" Signe svarte ikke. Men Raadsdrengen, som laa paa Knæ i Krogen og grov, svarte derfra: "Hun er jo ikke alene." - "Hvad er det, du siger?" - "Nej, her er altid Nogen hos hende, som taler med hende; ofte er de meget højrøstet; jeg har hørt hende baade bede for sig og true. Hun er vel i Magten paa En, Stakkar!" Signe vendte sig bort, Provsten var blevet ligbleg. "Og her er Stigen," sagde Raadsdrengen videre, han drog den frem og rejste sig. To Klædesnorer var sammenføjet af en tredje, som slog Knude, løb tvertover og slog med halv Alens Afstand atter en Knude, og over igjen, og dette saalænge til Stigen var laget. - Man tog den opmærksomt i Øjensyn. "Var hun længe borte?" spurte Provsten. - Raadsdrengen saa paa ham: "hvorledes borte?" "Var hun længe borte, da hun var kommet ned?" - Signe stod og skalv af Kulde og Frygt. - "Hun gik ingensteds hen; hun gik op igjen." - "Op igjen? Hvem gik saa bort?" - Signe gjorde en Bevægelse og brast i Graad. - "Der var nok Ingen hos hende den Kveld; det var igaar." - "Ingen paa Stigen altsaa uden hende?" - "Nej." - "Og hun gik ned og strax op igjen?" - "Ja." -

"Hun har altsaa villet prøve den," sagde Provsten og drog Pusten ligesom lidt lettet. - "Ja, før hun lod nogen Anden gaa den," føjede Raadsdrengen til. - Provsten saa paa ham: "Saa mener du, dette ikke er den første, hun har laget?" - "Nej, - hvorledes kunde ellers Folk være kommet op til hende?" - "Er det længe, du har vidst, at der kom Nogen til hende?" - "Ikke før i Vinter, da hun tog paa at bruge Lys; det faldt mig ikke før ind at gaa hidned." Provsten spurte strengt: "Altsaa du har vidst det den hele Vinter; - hvorfor har du saa ikke før sagt det?" - "Jeg tænkte, det var en af Husets Folk, som var hos hende; men da jeg igaar Nat saa hende paa Stigen, skjønte jeg først, det maatte være Andre. Havde jeg før skjønnet det, havde jeg ogsaa før sagt det." - "Ja, det er klart nok, hun har skuffet os Alle!" - Signe saa bønlig op. - "Hun burde vel ikke ligge saa langt fra Folk," mente Raadsdrengen, han viklede Stigen op. - "Hun burde ikke ligge længer nogensteds her i Huset," sagde Provsten og gik, de Andre efter. Men da han var kommet ned og havde sat Lyset fra sig paa Bordet, kom Signe og kastede sig ind til ham. - "Ja, mit Barn, dette er en haard Skuffelse."

En Stund efter sad Signe i Sofahjørnet med et Lommetørklæde for sine Øjne, Provsten havde tændt sin Pibe og gik hurtig op og ned. Da hørte de Skrig i Kjøkkenet, Fart i Trapperne, Sprang over Gangen ovenpaa; de ilte begge ud: der var Ild paa Petras Kammer! Af Lyset var vel faldt en Gnist i Krogen; thi derfra var Ilden kommet, havde i et Øjeblik draget sig opover Vægtapetet og naaet Træværket om Vindøjet, da den blev set fra Vejen af en Fremmed, som strax havde løbet ind i Ildhuset til dem, der vaskede. Ilden blev snart slukket; men paa Landet, hvor Alt har sin jevne Gang Aar ud og Aar ind, bringer enhver Afbrydelse Sindene i Oprør; Ilden er deres største og farligste Fjende, aldrig ude af deres Tanker, og naar han saa kommer og en Nat stikker Hovedet op af Afgrunden og slikker fræsende efter Rov, skjælver man og finder ikke mere Ro i Uger, somme ikke mere i sit Liv.

Da nu Præsten og Datteren stod sammen i Dagligstuen efter dette og havde faaet Lampen tændt, følte de begge det Uhygge, som laa deri, at Petras Værelse strax var blevet udryddet, og Minderne om hende opbrændt. I det Samme hørte de Petras klare Stemme spørge og raabe; hun sprang Trapperne op og ned, løb fra Loft til Gang, fra Gang til Kjøkken og kom styrtende ind med Rejseklæder paa: "Gud, mit Værelse er brændt!" Ingen svarte, men i samme Fart spurte hun: "Hvem har været der? Naar skete det? Hvorledes er Ilden kommet op?" Provsten sagde nu, det var dem, som havde været der; de havde søgt efter Noget; - han saa skarpt paa hende. Men Petra yttrede ikke mindste Tegn til at finde dette underligt, ej heller røbede hun nogensomhelst Frygt for, hvad de der kunde have set. Hun fattede ikke engang Mistanke, da Signe ikke saa op fra sit Sofahjørne; hun troede, det betød Skræk efter Ildebranden, hun spurte uophørlig om, hvorledes det var opdaget, slukket, hvem der var kommet først, og da hun ikke fik rask nok Besked, for hun ud, som hun var kommet. Hun kom paany farende ind, havde nu faaet Rejsetøjet halvvejs af sig og fortalte saa Provsten og Signe, hvorledes det Altsammen var gaaet til, og at hun selv havde set Lysningen og løbet saa frygtelig, men var nu saa glad ved, at det dog ikke var værre. Hun tog under dette Resten af Tøjet af sig, bar det ud og kom atter ind og satte sig paa sin Plads ved Bordet, uafladelig fortællende om, hvad denne sagde, hin gjorde, Gaarden var jo vendt op og ned, og det var meget morsomt. Da de Andre vedblev at holde sig tause, klagede hun over, at dette havde ødelagt Kvelden for dem; thi hun havde glædet sig saa stærkt til "Romeo og Julie", som de for Tiden læste højt, hun havde netop i Kveld villet faa Signe til at læse op igjen den Scene, som syntes hende den smukkeste af alle: Romeos Afsked fra Julie paa Balkonen. Midt under hendes Ordstrøm kom en af Pigerne fra Ildhuset og sagde, at de manglede Klædesnorer; der var en Bundt borte. Petra blev hastig rød og rejste sig: "Jeg ved, hvor de er; jeg skal hente dem," hun gik et Par Skridt, kom saa ihug Ildebranden, stansede, blussede: - "Gud, de ere vist brændt! de laa inde paa mit Værelse!" Signe havde vendt sig mod hende, Provsten tog fuldt Sigte fra Siden: "Hvad bruger du Klædesnorer til?" Aandedrættet drog hastig, han kunde neppe tale. Petra saa paa ham, hans skrækkelige Alvor fik hende halvt ræd, men i næste Øjeblik fristede det hende til Latter, hun strævede en Stund imod, men ved atter at se paa ham, brast hun i en saadan Hjertenslatter, at hun ikke mere kunde stanse; - der fandtes ikke mere ond Samvittighed i den end i en rislende Bæk. Signe hørte det paa Klangen, sprang op af Sofaen: "Hvad er det, hvad er det?" - Petra vendte sig, lo, hoppede, dukkede og vilde paa Dør. Men Signe ivejen: "Hvad er det, Petra, sig det!" - Petra gjemte sig hos hende, som vilde hun i Skjul, men vedblev at le over alle Grænser. Nej, saaledes bærer Skylden sig ikke ad, det kunde Provsten nu ogsaa skjønne; han, som stod paa Sprang midt oppi Raseriet, hoppede istedet ned i Latteren, og Signe efter; intet i Verden er mere smittende end Latter, og især Latter, som er aldeles ufattelig. De forgjeves Forsøg, som snart Provsten, snart Signe gjorde paa at faa vide, hvad de lo ad, øgede Munterheden til det Voldsomme; Jenten, som stod og ventede, maatte tilsidst ogsaa til at skraale med; hun havde hin underlige Grubelatter med Hiving og Hejsing, hun følte selv, den passede ikke mellem saa fine Møbler og Mennesker, hvorfor hun skyndte sig paa Døren for ret at slippe løs i Kjøkkenet. Hun drog naturligvis Smitten med sig did; snart væltede en hel Byge af Latter ind fra Kjøkkenet, hvor man endnu mindre vidste, hvad man lo ad, og dette tændte Stuens Latter paany.

Da man tilsidst var nærved at være ødelagt, gjorde Signe et sidste Forsøg paa at faa vide Aarsagen: "Nu skal du sige mig det!" raabte hun og holdt Petras Hænder. - "Nej, ikke for Alt i Verden!" - "Ja, men jeg ved, hvad det er!" raabte hun igjen; Petra saa paa hende og skreg; men Signe raabte: "Far ved det ogsaa!" Petra skreg ikke, hun hylte og sled sig løs, kom til Gangdøren, men der tog atter Signe hende; da vendte Petra sig for at kjæmpe, hun vilde bort for hver Pris, hun lo, mens hun brødes, men der hang Taarer i hendes Øjne; - da slap Signe, - Petra ud, men Signe efter. Begge ind paa Signes Kammer.

Der tog Signe hende om Halsen, og Petra slog sine Arme om hende. - "Gud, ved I det?" hviskede hun. Og Signe hviskede igjen: "Ja, vi var deroppe med Raadsdrengen, han havde set dig, - og vi fandt Stigen!" - Nyt Skrig og ny Flugt, men denne Gang blot hen i Sofahjørnet, hvor hun gjemte sig. Signe kom snart efter, hun lagde sig halvt over hende og fortalte ind i Øret paa Petra den hele Opdagelsesrejse med dens brændende Følger, - det, som for en Stund siden havde kostet hende baade Taarer og Frygt, syntes hende nu saa morsomt, at hun fortalte det med Lune; Petra hørte og stoppede Ørene, saa op og gjemte sig skiftevis. Da Signe var færdig, og de atter begge havde sat sig sammen der i Mørket, hviskede Petra: "Ved du, hvad det er? - - Jeg kan umulig sove Klokken ti, naar vi gaar hver til Sit; det, vi har læst, har endnu formegen Magt over mig. Saa lærer jeg det udenad, alt det Bedste af det; jeg kan paa den Maade hele Scener udenad og læser dem saa højt for mig selv. Da vi kom til Romeo og Julie, syntes mig dette det Dejligste paa Jorden; jeg blev vild og gal, jeg maatte prøve hint med Tougstigen, jeg havde aldrig før tænkt, at man kunde komme op og ned ad en Tougstige . . . jeg fik fat i nogle Snorer, - og saa har den Skjelm staaet nede og set paa! - Ja, det er ikke til at le ad, Signe, det er saa guttet, jeg bliver heller aldrig Andet end en Gut, - og nu er jeg naturligvis imorgen til Eventyr for hele Bygden!" Men Signe, som atter var kommet i Latter, faldt over hende med Kys og Klap og løb ud: "Nej, dette maa Far vide!" - "Er du rasende, Signe!" - den ene efter den anden lige saa flyvende ind igjen, som de havde faret ud. I Stuen rendte de næsten Provsten overende, som just skulde ud forat se, hvor de var blevet af. Signe begyndte at fortælle, Petra med et Skrig ud igjen, men sansede først udenfor Døren, at hun netop burde være blevet forat hindre Signe i at fortælle, - vilde saa ind igjen, men Provsten holdt Døren, det var ikke at tænke paa at faa den op, og saa dunkede hun paa udenfra med begge Hænder, sang, trampede forat overdøve Signe, som blot talte højere, og da Provsten havde hørt Alt og var kommet i samme Latter og Glæde som Signe over den ny Maade at læse Klassikerne paa, aabnede han; men da løb Petra.

Efter Aftensbordet, hvor Petra havde deltaget og var blevet tilbørlig ærtet af Provsten, maatte hun til Straf overhøres i, hvad hun kunde udenad. Det viste sig da, at de mest berømte Scener kunde hun virkelig, og ikke blot een Rolle i dem, men alle. Hun sagde det frem, som man plejede at læse det; undertiden vilde det tage Ild, men hun dæmpede den strax. Neppe mærkede Provsten dette, før han vilde have noget mere Udtryk, men hun blev blot mere sky. Det gik bestandig videre, de holdt paa i timevis; hun kunde de komiske Scener, som hun kunde de tragiske, de spøgende, som de alvorlige; hendes Hukommelse vakte baade Forundring og Latter, hun lo selv med og bad dem bare prøve!

"Jeg vilde ret ønske, at de stakkels Skuespillere havde blot Ottendedelen saa godt Nemme som du," sagde Signe. - "Gud fri hende fra nogensinde at blive Skuespiller," sagde Provsten og blev med een Gang alvorlig. - "Men, Far; du tror da vel ikke, at Petra tænker paa Saadant?" sagde Signe og lo; "jeg kom bare til at nævne det, fordi jeg altid ser stadfæstet, at den, som fra Ungdommen er opdraget med sit Sprogs Poesi, har slet ingen Længsel til at gaa til Scenen, mens den, som ikke kjender synderlig til Poesi, før han bliver voxen, sværmer derfor; det er Længselen til Poesien, den paa een Gang vakte Længsel, som forfører ham." - "Dette er vist meget sandt. Sjeldent gaar et virkelig dannet Menneske til Scenen." - "Og endnu sjeldnere et poetisk dannet." - "Ja, sker det, saa er der vel en Karaktermangel med, som gjør, at Forfængeligheden og Letsindigheden faar Overtaget. Jeg har kjendt mange Skuespillere, baade fra min Studietid og fra mine Rejser; men jeg har ikke kjendt, og jeg har aldrig hørt noget Menneske kjende en Skuespiller, som har ført et ægte kristeligt Liv. De har følt sig draget, det har jeg set; men der er i deres Dont noget Uroligt og Oprivende; det har været dem umuligt at samle sig - selv længe efter, at de er gaaet derifra. Har jeg talt med dem derom, har de selv tilstaaet det og beklaget det; men snart har de dog tilføjet: ,Vi faar trøste os med, at vi dog ikke er værre end saamange Andre.' Men dette er, hvad jeg kalder en daarlig Trøst. Et Liv, som ikke paa nogen Maade magter at bygge paa Kristmennesket i os, er et syndigt Liv. - Herren hjælpe dem, og han bevare rene Hjerter derifra!"

__________

Næste Dag, Lørdag, var Provsten som sædvanlig oppe før syv, gik sig en Morgentur rundt om til sine Arbejdere og videre ud og kom hjem i Lysningen. Han saa da, just som han gik forbi Huset ind til Gaarden, en opslaget Stilebog eller noget Saadant, som formodentlig var kastet ud igaar af Petras Vindøje og ikke fundet, fordi den havde Sneens Farve. Han tog Bogen og bar den ind med paa Kontoret; da han bredte den ud forat tørre den, saa han, det var afskedigede franske Stileøvelser, hvori nu stod Vers. Han tænkte ikke at se paa disse Vers, men traf det Ord: "Skuespillerinde" skrevet op og ned, ned og op, det stod overalt, - det stod ogsaa i Versene . . . Han satte sig tilrette for at se nøjere paa dette.

Efter mangehaande Tilløb og Udstrygninger fandt han følgende Rimeri, der dog endnu var rettet, men kunde læses:

Jeg maa sige dig Eet, du Kjere,
og det er, hvad jeg vil være.
Jeg vil være Skuespillerinde,
jeg vil vise Verden en Kvinde,
hvordan hun lider, hvordan hun ler,
hvordan hun elsker, hvordan hun be'r,
hvordan hun er, naar hun er yndig,
hvordan hun er, naar hun er syndig.
O, Gud hjælpe mig dertil,
at blive det Eneste, som jeg vil!

Lidt nedenfor atter følgende:

Kan jeg ikke være din Tjenerinde?
kan jeg ikke, Gud, faa dit Minde?

Saa nedenfor, vistnok som Randgloser til en Digtning, de for nogle Maaneder siden havde læst:

O, at gaa som Elverpige,
Elverpige,
Maaneskin og Taagestige,
Taagestige,
liste frem og atter vige,
atter vige,
dræbe ham, som ind vil kige,
ind vil kige -
- - Nej, det var Synd, lirum, larum, ba! -

Og efter mangfoldige Udstrygninger og Overskrivninger, Tegninger og Noder:

Hop, sa, sa, - hop, sa, sa,
danse med dem alle, men aldrig la' sig ta!
Tra, la, la, - tra, la, la,
være Nummer Een, men Ingen ville ha'!

Derefter tydelig og klart følgende Brev:

Endelig med store Bogstaver, tydelig og flere Gange op igjen, følgende Vers, hun maatte have fundet etsteds og nu vilde lære udenad:

Ak, det Store hen mig drager,
i mit Bryst det truer, jager.
Høje Tanker højt at male,
Kræfter for med Kraft at tale,
af de dulgte Kilder øse,
Loke binde, Balder løse, -
dertil hjælp i Miskundhed,
du, som lagde Trangen ned!

Der stod ogsaa meget Andet, men Provsten læste ikke mere.

Altsaa var det forat blive Skuespillerinde, hun var kommet i hans Hus og havde taget Undervisning af hans Datter. Det var for dette hemmelige Maal, hun hver Kveld saa begjerlig hørte dem læse højt og selv siden lærte udenad. Hun havde den hele Tid narret dem; endnu igaar, da hun syntes at aabenbare dem Alt, skjulte hun Noget; da hun lo som bedst, løj hun.

Og dette hemmelige Maal! Det, som Provsten ofte i hendes Nærværelse havde fordømt, udsmykkede hun med Guds Kald og vovede at bede ham velsigne! Et Liv fuldt af Udvorteshed og Forfængelighed, af Skinsyge og Lidenskabelighed, af Dovenskab og Sanselighed, af Løgn og voxende Karakterløshed, et Liv, hvorover alle Gribbe fløj som over et Aadsel, var det, hun længtes at hengive sig til og bad Gud at indvie! Og til dette Liv skulde Provsten og hans Datter have hjulpet hende frem i den stille Præstegaard under den vakte Menigheds strenge Agtpaagivenhed.

Da Signe kom ind, klar, let som Vintermorgenen, forat hilse paa sin Far, fandt hun Kontoret aldeles fuldt af Røg. Ligesom dette altid var et Tegn paa Sindslidelse, var det et dobbelt saa tidlig paa Morgenen. Han talte heller ikke et Ord til hende, men gav hende Bogen. Hun saa strax, det var Petras; en Mindelse om Mistanke og Smerte fra igaaraftes fløj imod hende; hun turde ikke se i den; hendes Hjerte slog saa stærkt, at hun maatte sætte sig. Men det samme Ord, som Provsten først var blevet var, slog ogsaa hende; hun maatte se videre og læste det saa. Hendes første Følelse derunder var Skamfuldhed - ikke over Petra, men over, at Faderen ogsaa havde set det.

Men snart følte hun den dybe Ydmygelse, som det giver at kjende sig skuffet af den, man elsker. Et Øjeblik synes den, der har kunnet det, større, opfindsommere, klogere end vi, ja, han glider ind i det Hemmelighedsfulde. Men snart samler Sjelen sig i Harm; Ærligheden faar Magt af Kræfter, der ikke er hemmelige, skjønt de er usynlige; man kjender Styrke til i eet Slag at knuse hundrede puslende Paafund; man foragter, hvad man før følte sig ydmyget af.

Inde i Dagligstuen havde Petra sat sig til Klaveret, og nu hørte de hende synge:

Dagen er oppe, Glæden tændt,
Mismodets Skyborg stormet og brændt,
over de glødende Fjelde
Lyskongens Hærskarer tjelde.
"Oppe, oppe!" Fugl i Lund,
"Oppe, oppe!" Barnemund,
oppe mit Haab i Solen.

Saa jagedes Klaveret op i Storm, og ud af den brusede følgende Sang:

Tak for dit Raad,
men jeg lægger min Baad
ind i Brændingens Brus
til det fristende Sus.

Om end Rejsen skal blive den sidste, jeg gjør,
jeg maa prøve, hvad ikke jeg prøvede før.
Ej blot til Lyst
jeg forlader din Kyst, -
jeg maa Storsjøen naa,
jeg maa Havstyrten faa,
jeg maa Kjølen se, naar det krængende skjær',
jeg maa friste, hvorlangt og hvorlænge det bær'!

Nej, dette blev Provsten for galt, han rev i Forbifarten Bogen af Signes Haand, han stormede mod Døren, og denne Gang holdt hun ham ikke tilbage. Han for lige hen til Petra og kastede Bogen paa Pianofortet foran hende, vendte og gjorde et Slag bortover Gulvet. Da han kom tilbage, var hun staaet op, hun holdt Bogen trykket til Brystet og saa med forvildet Blik til alle Sider. Han stansede for at sige hende fuld Besked, men hans Vrede over i to Aar at være brugt af denne snedige Ungdom, og især over, at hans varme, hengivne Datter var holdt for Nar, kom saa voldsomt, at han ikke strax fandt Ord, - og da han fandt dem, selv følte, at de var for haarde. Efterat have gjort endnu et Slag bortover Gulvet og endnu engang være kommet lige til hende, blodrød i Synet, vendte han hende Ryggen og gik uden en Yttring ind paa Kontoret. Da han kom did, var Signe gaaet.

Hele denne Dag var hver hos sig. Provsten spiste alene til Middag, ingen af Pigerne kom ind. Petra var paa Husholderskens Værelse, som efter Ildebranden var hende laant; hun havde forgjeves og overalt søgt Signe forat forklare sig; men Signe var neppe paa Gaarden.

Petra følte, at hun stod foran en Afgjørelse. Hendes Livs hemmeligste Tanke var slidt fra hende, og man vilde tiltvinge sig en Indflydelse paa den, som hun ikke kunde tilstede. Hun kjendte bedst selv, at skulde hun opgive dette Maal, drev hun afsted for Lejligheds Vind. Hun kunde være glad mellem Glade, fortrolig blandt Fortrolige, sikker i Alt, men det var i Kraft af hint hemmelige Maal, - at hun nemlig engang skulde faa naa, hvad hendes Evner stundede og voxede til. Tro sig til Nogen efter hint første fejlslagne Forsøg i Bergen, - nej, det havde hun ikke kunnet, selv om det havde været til Ødegaard! Hun maatte være alene om det, til det var voxet saa vidt, at det kunde taale, man aandede Tvivl paa det.

Men nu var det blevet anderledes; Provstens ildrøde Ansigt saa idelig ned i hendes skræmte Samvittighed, det gjaldt at redde sig! - Hun ledte om efter Signe, altid heftigere og hurtigere; men endnu om Eftermiddagen var Signe ikke fundet. Jo længer det Menneske viger fra os, som vi søger, des større gjør vi ogsaa Adskillelsens Aarsag, og saaledes gik det til, at hun endelig fattede, det havde været Forræderi mod Signe hemmelig at bruge hendes Venskab til det, som Signe holdt for en stor Synd. Den alvidende Gud maatte være hendes Vidne, at dette Syn paa Forholdet havde aldrig før været oppe i hendes Sjel; hun følte sig en stor Synderinde.

Ganske som før i hendes Hjem stod hun med Følelsen af en stor Synd paa sin Samvittighed og havde en Stund i Forvejen ingen Anelse havt derom! At dette Forfærdelige endnu kunde gjentage sig, at hun endnu ikke var kommet et Skridt videre, øgede hendes usikkre Frygt til Rædsel; hun saa en Fremtid af Ulykke. Men i samme Forhold, som hendes egen Syndeskyld voxede, steg Signes Billede i Sjelsrenhed og storhjertet Hengivenhed. Isandhed, det lagde glødende Kul paa hendes Tanker; hun vilde kaste sig for Signes Fødder, hun vilde raabe og bede og ikke slippe Tag og Tale, før Signe igjen havde givet hende blot et Blik af Venlighed.

Det var blevet mørkt, Signe maatte være kommet hjem, hvor hun saa end havde været. Hun løb ned i Gangen i Fløjbygningen, hvor Signes Værelse laa, og der var aflaaset, - Tegn paa, at hun var der. Hendes Hjerte bankede, da hun atter tog i Laasen og bad ind: "Signe, lad mig faa tale med dig! - Signe, jeg holder det ikke ud!" - Ikke en Lyd fra Værelset; Petra bøjede sig ned, lyede, bankede paa: "Signe, o, Signe, du ved ikke, hvor jeg er ulykkelig!" - Intet Svar; lang Lyen, men intet. Faar man slet intet Svar, tvivler man tilsidst paa, der er Nogen, selv om man ved det, og er det mørkt, bliver man tillige ræd. "Signe, - Signe! Er du der, saa gjør Barmhjertighed, svar mig! - Signe!" Der var og blev stille; hun tog paa at fryse og skjælve. Kjøkkendøren gik op med stor, bred Lysning, og lette lystige Trin lød over Gaarden. Dette gav Plan; hun vilde selv ud paa Gaarden, hun vilde stige op paa Listen, der laa over Stenmuren, hvorpaa Fløjbygningen stod, hun vilde gaa langs Listen, rundt hele Bygningen forat komme paa den anden Side, hvor der var meget højt. Hun vilde se ind til Signe!

Det var en blank Stjernekveld, Fjeldet som Husene stod i skarpe Omrids, men andet end Omridsene af dem saas ikke. Sneen tindrede, de mørke Gangstier henefter den øgede kun det Lyses Skarphed; ude fra Vejen lød Dombjelder; Farten, Glansen opmandede, hun sprang op paa Listen! Hun vilde holde sig fast ved de fremspringende Bord i Bygningens Træklædning, men hun fik Overvægt og faldt ned igjen. Hun tog en tom Tønde og rullede hen til, steg op paa den, og fra den paa Listen. Nu flyttede hun Haand og Fod samtidig, omtrent et Kvarter ad Gangen; der skulde en stærk Haands stærke Fingre til forat holde fast; hun fik ikke Tag; thi Bordene sprang neppe en Tomme frem. Hun var ræd, Nogen skulde se hende; thi man vilde naturligvis strax sætte det i Sammenhæng med Tougstigen. Blot hun kunde komme bort fra den Side, som vendte til Gaarden, og ud paa Tværvæggen; men da hun endelig kom did, var der ny Fare; thi der var Intet for Vindøjerne, og hun maatte dukke, mens hun i stor Frygt for at falde passerede under hvert Vindøje. Paa Langvæggen blev det meget højt, og nedenunder langs hele Væggen løb en Stikkelsbærhæk, som nok vilde tage hende op, hvis hun faldt. Men hun frygtede ikke. Det sved i Fingrene, Senerne skalv, hele Legemet sittrede, men hun gik paa. Nu blot nogle Skridt, saa var Vindøjet naaet. Der brændte ikke Lys hos Signe, og der var ikke rullet ned; Maanen stod lige ind, saa hun maatte kunne se den inderste Krog. Dette gav ogsaa nyt Mod, hun naaede Vindøjeslisten, kunde saa endelig faa et Tag med fuld Haand og hvile ud; thi Hjertet begyndte, da hun stod ved Maalet, at banke, saa det næsten tog Pusten. Men da det kun blev værre, jo længer hun ventede, maatte hun altsaa skynde sig - og lagde sig saa med en Gang helt ud over Ruderne. Et stort Skrig svarede fra Værelset. Signe havde siddet i det ene Sofahjørne, stod i et Nu midt paa Gulvet og skjød med begge Arme det skræmmende Syn ifra sig, vildt afskyende, og flygtede. Denne Figur paa Ruderne og i Skin af Maanen, denne hensynsløse, modbydelige Djervhed, Ansigtet i Maaneomridsene, hidset, funkende, - Petra fattede selv i et Nu, at hendes ulykkelige Indfald alene havde indjaget Afsky, ja, at hendes Billede maaske herefter vilde blive en bestandig Skræmsel for Signe; hun tabte Sansningen og faldt med et gjennemtrængende Skrig. Folk i Huset var stormet ud paa Signes Skrig, men fandt Ingen, hørte nu et saadant Skrig til, hele Gaarden kom paa Benene, man søgte, man raabte uden at finde, det var rent tilfældigt, at Provsten kom til at se ud igjennem Vindøjet i Signes Værelse og fik se i Maaneskinnet Petra ligge nedtrykt mellem Buskene. En stor Frygt greb dem Alle, det kostede Møje at faa hende løs og op; hun blev baaret ind i Signes Værelse, da Husholderskens var koldt, hun blev klædt af og lagt i Sengen, hvor man badede hendes Hænder og Hals, der var dygtig forrevet, mens Andre gjorde det hyggeligt, lyst, varmt. Da hun fuldt var blevet sig selv og saa sig om, bad hun om at faa være alene.

Værelsets rolige Hygge, det fine Hvide, hvormed Vindøjer, Toiletbord, Seng, Stole var pyntet, mindede saa snart om Signe. Hun huskede hendes rene Elskelighed, hendes stille Stemme, der gik saa melkehvid, hendes fine Følelse for Andres Tanker, hendes bløde Velvilje. Alt dette havde hun nu lukket sig ude fra; snart skulde hun ud af Værelset, som hun vel skulde ud af Gaarden. Og hvor skulde hun saa hen? Tredje Gang tages man ikke op af Alfarvej, og selv om hun kunde, vilde hun ikke mere; thi det vilde kun ende paa samme Maade. Ingen Mennesker kunde have Tillid til hende; hvad nu end Grunden var, saa følte hun, at det var saa. Hun var jo ikke kommet et Stykke længer; hun vilde aldrig komme et Stykke længer; thi uden Menneskers Tillid gik det ikke. Hvor hun bad, hvor hun græd! Hun kastede og vred sig i sin Sjels Bæven, til hun armede sig ud og sovnede.

Strax blev i Søvne Alting snehvidt, lidt efter lidt tillige saa højt; hun havde aldrig nogensinde set saa højt og saadan lys Tindren af Millioner Stjerner.

10de Kapitel.

Endnu da hun vaagnede, var hun deroppe; Dagens Tanker, som strax strømmede til, vilde efter, men toges tilfange og bares af Noget, der fyldte hele Luften, - det var Klokkeklangen paa Søndagsmorgen. Hun sprang op og klædte sig, hun skar sig lidt Mad i Spisekammeret, pakkede sig godt til og ilede afsted, - saa tørst efter Guds Ord havde hun aldrig været! Da hun kom, havde de netop begyndt, og Døren var stængt; det var en kold Dag, Fingrene sved, da hun tog i Nøglen forat dreje om. Præsten stod just for Alteret, hun ventede nede ved Døren, til han var færdig, og Medhjælperen skulde tage Messehagelen af ham, gik da opover til den saakaldte Bispestol, der stod i Koret med Gardiner for. Præstefolkets rette Stol var oppe paa Trevet; men havde man Noget, for hvis Skyld man gjerne vilde sidde gjemt og ene, tyede man til Bispestolen. Da hun naaede den og smøg ind, saa hun Signe allerede at sidde der i den inderste Krog. Hun gjorde et Skridt ud igjen, men netop da vendte Provsten sig forat gaa fra Alteret forbi hende ind i Sakristiet; hun skyndte sig atter ind i Stolen og satte sig saa yderlig som mulig; Signe havde ladet sit Slør falde. Dette gjorde Petra ondt. Hun saa udover Menigheden, der sad pakket i de høje Træstole, Mændene til Højre, Kvinderne til Venstre; deres Aande laa over dem i svævende Taage, paa Vindøjerne var tommetyk Is, de tungt skaarne Træbilleder, den slæbende, svære Sang, de indpakkede Mennesker, - det hørte tilsammen, det var haardt og fjernt, - hun huskede sine Naturindtryk fra hin Eftermiddag, hun forlod Bergen; hun var ogsaa her kun en ræd Gjennemrejsende.

Provsten steg paa Prækestolen, ogsaa han saa streng ud. Hans Bøn var: led os ikke udi Fristelse! Vi vidste, at de Evner, Gud har givet, har alle Fristelsen i sig; men han maatte være naadig og ikke prøve dem over vor Formue; dette skulde vi altid huske at bede ham om; thi kun ved at ydmyge vore Evner under ham blev de os til Frelse. Prækenen udlagde videre samme Emne, idet han gik ud ifra vor dobbelte Opgave, den at gjøre vor Livsgjerning, Enhver, hvor han af sine Evner og sine Forhold var sat, - og den at udvikle Kristenmennesket i os selv og i dem, der var troet til vor Omsorg. Man maatte være varsom i Valg af Livsgjerning; thi der gaves desværre den Livsgjerning, der var syndig i sig selv; der gaves ogsaa den, der kunde blive det for os, - enten fordi den ikke høvede os, eller høvede saa altfor vel vore daarlige Lyster. Endvidere: saavist som Enhver maatte prøve at vælge efter sine Evner, saa vist kunde et Valg, der baade var rigtigt og godt, alligevel blive vor Fristelse, naar vi, fordi Gjerningen tiltalte os, lod den opsluge al vor Tid og alle vore Tanker. Vort Kristenmenneske skal ikke forsømmes, saa lidt som vore Forældrepligter mod vore Børn. Vi maa kunne være samlet i os selv, saa den Helligaand kan have sin stadige Gjerning i os; vi maa kunne plante og værge den gode Kristensæd i vore Børn. Der gives ingen Pligt, intet Paaskud, som her kan fri os, om end Lejligheden maa lempes.

Og nu gik han videre - ind i deres Livsgjerning, som her sad, ind i deres Huse, deres Forhold, deres Meninger. Saa løftede han Exempler fra andre Vilkaar og større Gjøremaal, der kastede Strejflys hid. Provsten var, fra det Øjeblik han voxede ud paa Prækestolen, aldeles ny for den, som kun kjendte ham fra det daglige Liv. Endogsaa i det Ydre var han ny: hans sammenlagte, stærke Ansigt havde aabnet sig og var blevet gjennemsigtigt for Tankernes Underløb; hans Øje var fyldt, det saa ligefrem og fast, bringende store Bud, hele det sammenrullede Laadne havde løftet sig og viste sig nu at være en Løve, hans Stemme rullede i lang Torden eller skar i korte, heftige Vendinger, faldt undertiden ogsaa i stille Ord, men kun for atter at tage Højden. Han kunde i Grunden ikke tale uden i stort Rum og med det Uendelige over Tanken; thi hans Stemme havde ingen Vellyd, før den skreg, hans Aasyn ingen Klarhed, hans Tanke ingen slaaende Tydelighed, før den brandt af Ildhu. Ikke fordi Emnet var fundet først nu; nej, saavist som Smerten havde draget store Forraad sammen i denne Sjel, havde ogsaa Tænkningen gjort det; han var en streng, indesluttet Arbejder. Men han var til det Sædvanlige ikke altid ordnet, han kunde ikke mynte Samtalens Tanker; han maatte faa Enetale, han maatte i alle Fald faa gaa stærkt op og ned. At yppe Ordskifte med ham var nær Overfald paa vaabenløs Mand, men farligt alligevel; thi hans Overbevisning mødte strax og med saadan Voldsomhed, at han ingen Tid fik til Grunde; tvang man ham endda til at give dem, skete Et af To: enten oversprøjtede han Modparten saaledes, at det kunde gaa helt ilde, eller han taug tvært, fordi han var ræd sig selv. Ingen kunde lettere bringes til Taushed end denne stærke, veltalende Mand.

Petra havde bævet, strax Provsten begyndte sin Bøn; thi hun følte, hvor den var taget. Jo længere han kom i Texten, des nærmere følte hun ham at komme sig selv, hun krøb sammen, og hun saa Signe gjøre det Samme. Men ubarmhjertig skar den Vældige ivej, Løven var ude efter Bytte, hun følte sig fra alle Kanter forfulgt, afstængt og indfanget, - men hvad strengt var grebet, blev holdt mygt i Forbarmelsens Haand. Det var, som blev hun - uden et Dommens Ord - kun lagt indfanget over i Alkjerlighedens Favn. Og der bad hun, og græd hun, og hun hørte Signe at gjøre det Samme - og elskede hende for det!

Da Provsten gik ned fra sin Sandheds Stol forat gaa forbi til Sakristiet, laa endnu Glansen over hans Aasyn fra Mødet med den Høje. Hans Øje faldt lige og forskende paa Petra; men da hun saa stort op i det, gik en Mildhedsstraale henover; han saa rask hen i Krogen til Datteren, idet han gik videre.

Signe rejste sig kort efter; Sløret var for, saa Petra ikke vovede at følge. Hun gik derfor senere. Men idag sad atter alle Tre sammen ved Spisebordet; Provsten talte lidt, men Signe var sky. Saasnart Provsten, der øjensynlig vilde have det Forefaldne paa Tale, kom med den sagteste Hentydning, undveg Signe saa bly og fint, at Provsten maatte huske hendes Mor, - blev taus og efterhaanden sørgmodig. Der skulde saa lidt til.

Nu er der intet Pinligere end en mislykket Forsoningsprøve. Man rejste sig uden at kunne se lige paa hverandre, endsige takke. I Dagligstuen blev det tilsidst saa trykket, at alle Tre gjerne vilde gaa ud igjen, men Ingen først, - Petra for sin Del følte, at gik hun, saa var det for bestandig. Hun kunde ikke gjense Signe, naar hun ikke fik Lov at elske hende, hun kunde ikke taale at se Provsten sorgfuld for hendes Skyld. Men skulde hun rejse, maatte hun afsted uden Afsked; thi hvorledes kunde hun tage Afsked fra disse Mennesker? Blot Tanken derom jog hende op i en Bevægelse, hun med yderste Nød kunde dæmpe.

Hvert Minut, som forlænger en saadan trykket Stilhed, hvori vi venter paa hverandre, gjør den mere uudholdelig. Man kan ikke røre sig, fordi man føler, at det mærkes; hvert Suk høres, det høres ogsaa, at En er ganske rolig; thi det høres som Haardhed. Man kommer i Spænding, fordi der ikke siges Noget, og man bæver for, at Noget skal blive sagt.

Enhver følte, at dette Øjeblik aldrig kom igjen. De Mure, man sidder og bygger op imellem sig, voxer, vor egen Skyld voxer, de Andres voxer, voxer med hvert Aandedrag; snart er vi i Fortvivlelse, men snart i Harm; thi den, der bærer sig saaledes ad imod os, er ubarmhjertig, ond, ikke taaler vi det, ikke tilgiver vi det, - Petra kunde ikke mere, enten maatte hun skrige eller løbe!

Da lød Dombjelder paa Vejen; snart saas en ulveskindsklædt Mand i Spidsslæde og Skydsgut bagpaa at suse forbi foran Haven og ind i Gaarden. - Alle drog Pusten lettere og lyede efter Befrielse! De hørte den Kommende i Gangen, han drog Rejsestøvler og Klæder af og talte med Pigen, der hjalp ham; Provsten rejste sig forat gaa imod ham, men vendte om for ikke at sætte de to Piger alene, - atter talte den Fremmede i Gangen og nu nærmere, saa Stemmen bragte alle Tre til at se op, men Petra til at rejse sig og nagle Øjnene i Døren, - der bankedes paa - "kom ind!" sagde Provsten i Bevægelse, en høj Mand med lyst Aasyn og Briller stod i Døren, Petra gav et Skrig og sank ned igjen, det var jo Ødegaard.

Han var ventet til Præstegaarden i Julen, skjønt Ingen havde sagt Petra det; men at han kom netop nu, var jo Forsynets Førelse, det føltes strax og af dem Alle.

Petra sansede Intet, før han stod foran hende og holdt hendes Haand. Han vedblev at holde den, men sagde Intet, heller ikke hun; - hun kunde ikke engang rejse sig. Men der kom to Taarer trillende ned ad Kinderne, mens hun vedblev at se paa ham. Han var meget bleg, ellers ganske rolig og kjerlig; han drog sin Haand ud igjen, gik ned over Gulvet og siden bort til Signe, som var krøbet ind mellem sin Mors Blomster i det borteste Vindøje.

Petra trængte til at komme alene, hun drog sig derfor tilbage. Signe fik travelt i Huset, hvorfor Provsten og Ødegaard satte sig paa Kontoret med et Glas, som den Rejsende trængte til. Her fik han i Korthed, hvad de sidste Dage havde bragt, blev meget tankefuld derved, men yttrede Intet. De blev ogsaa paa en egen Maade afbrudt.

Foran Vindøjerne kom to Kvinder og tre Mænd gaaende, een efter een, og Provsten saa dem neppe, før han sprang op: "der er de igjen! - nu maa vi have Taalmod." - Ind kom først Kvindfolkene, saa Mændene, langsomt, taust. De stillede sig op langs Væggen under Boghylderne og midt imod Sofaen, hvori Ødegaard sad. Provsten satte Stole frem og hentede flere fra Stuen; de satte sig ogsaa alle med Undtagelse af en ung Mand, bymæssig klædt, som vægrede sig og blev staaende opefter Dørkarmen - ikke uden et trodsigt Udtryk og med begge Hænder i Lommen.

Efter lang Taushed, hvori Provsten stoppede sin Pibe, og Ødegaard, der ikke røg, tog dem i Øjesyn, begyndte endelig en lyslet, bleg Kone paa henved 40 Aar Samtalen. Hendes Pande var temmelig smal, hendes Øjne store, men sky; de vidste ikke ret, hvor de skulde holde sig. Nu sagde hun: "Han Far holdt en vakker Præken idag, det høvede, hvad vi just tænkte paa; - for vi paa Øygarene har i det Sidste talt meget om Fristelse." - Hun sukkede, en Mand med et kort, knapt Underansigt og et stort, bredt Overansigt sukkede ogsaa: "Herre, vogt vore Veje! Bortvend mine Øjne, at de ikke ser til Forfængelighed!" - Og Else, hun, som først havde talt, sukkede atter og sagde: "Herre, hvormed skal en Ung holde sin Sti ren, at han gaar efter dit Ord?" - det klang i hendes Mund noget underlig; thi hun var ikke længer ung. Men en middelaldrende Mand, som sad med Hovedet paaskakke og vuggede og vuggede, idet Øjenlaagene aldrig var rigtig løftede, sagde som ud af Halvsøvne:

For Fristelser og Satans Stød
ej Nogen fri kan være,
som haver Part i Jesu Død
og Kristi Navn vil bære.

Provsten kjendte dem for godt til ikke at vide, at dette blot var Indledning; derfor ventede han, som om Ingenting var sagt, skjønt der atter faldt lang Stilhed med Sukke.

En lav Kvinde, som blev endnu lavere derved, at hun ludede, og som var indtullet i en saa urimelig Mængde Tørklæder, at hun saa ud som en Pakke - Ansigtet var aldeles borte, - begyndte nu at rugge og flytte og lod endelig et Par "hm, hm!" høre. Strax skræmtes den lyse Kone op og sagde: "Der er Slut paa al Slags Spil og Dans i Øygarene nu; - men - -" hun stansede igjen, hvorimod Lars, han med det store Overansigt og det korte Underansigt, holdt frem": - Men nu er der en Mand, nemlig han Hans Spillemand, som ikke vil slutte." - Da ogsaa Lars betænkte sig paa Resten, kom den unge Mand med det: "For han ved, at ogsaa Provsten har et Spil, hvorefter de baade danser og synger her i Præstegaarden." - "Det kan vel ikke være større Synd for ham, end det er for Provsten," sagde Lars. - "Det er saa, at Provstens Spil nok er dem til Fristelse," sagde Else varsomt, som for at hjælpe paa det. Men den unge Mand lagde stærkere til: "Det forarger de Umyndige, som skrevet staar: hvo, som forarger En af disse Smaa, ham var det bedre, at der hængtes en Møllesten om hans Hals, og at han nedsænktes paa Havsens Bund." - Og Lars afløste ham: "Vor Begjering til dig er derfor, at du sender bort Spillet dit eller brænder det op, saa det ikke er til Forargelse -" - "for dine Sognebørn," lagde den unge Mand til.

Provsten dampede og pustede og sagde endelig med hørligt Stræv for at være rolig:" Mig er dette Spil ikke til Fristelse, mig er det en Vederkvægelse og Frigjørelse. - Nu ved I, at det, som kan frigjøre vor Aand, bringer os nærmere til at modtage og forstaa; derfor tror jeg ganske vist, at Saadant som dette Spil er mig til Hjælp." - "Og jeg ved, der er Præster, som ifølge Pauli Ord alligevel vilde forsage derfra, naar Sognebørn bad derom," sagde den unge Mand. - "Kanske jeg ogsaa før har forstaaet hans Ord saa," svarte Provsten; "men nu ikke længer. Man kan vel forsage en Vane eller et Behag; men man skal nødig gjøre sig ensidig eller taabelig med de Ensidige og Taabelige. Jeg handler da ikke alene ilde mod mig selv, men ogsaa mod dem, jeg skal være til Exempel; thi jeg giver dem jo et galt Exempel, et Exempel mod min Overbevisning." Provsten kunde sjelden give saa lang Udvikling udenfor Prækestolen. Han lagde til: "Jeg vil ikke udlevere mit Spil, ikke brænde det, jeg vil høre det ofte; thi jeg har ofte Trang til det, - og jeg vilde ønske, at ogsaa I stundimellem i al Uskyldighed frigjorde Eders Aand ved Sang, ved Spil, ved Dans; thi jeg holder saadant for godt og rigtigt."

Den unge Mand bøjede Hovedet til Siden: "Tvi!" spyttede han.

Provsten blev blodrød i Ansigtet, og der blev meget stilt. Da satte den Vuggende i med høj Røst:

"O, Herre, min Gud, jeg finde kan,
det volder Angst og Kvide
hos Fattig og Rig, hos Kvind' og Mand
sit Kors taalmodig at lide.
Thi Kjød og Blod er skrøbelig',
det kunne vi Alle vide. -"

Og dernæst Lars med blid Stemme: "Saa du siger, at Spil og Sang og Dans er rigtig, du; naa! - - Saa det er rigtigt at vække Satan gjennem Sanserne; naa! - Saa det siger vor Præst; - ja, saa ved vi det da! - - Nej, saa han siger, at alt Sligt, som sker i Lediggang og Sanselighed, er til Frigjørelse og Hjælp, . . . at det, som er til Fristelse, er rigtigt! -" Men nu skyndte Ødegaard sig; thi han saa paa Provsten, at dette tog galt paavej: "Sig mig, min gode Mand, hvad det er, som ikke er til Fristelse?"

Alle saa mod ham, fra hvem disse sikkert afklippede Ord kom. Spørsmaalet var i sig selv saa uventet, at Lars vidste i en Haandevending ikke, hvad han skulde svare; heller ikke de Andre. Da lød det som op af en Brønd eller ud af en Kjelder: "Det er Arbejde." - Røsten kom fra de mange Tørklæder, det var Randi, som for første Gang lagde sit Ord ind. Et Sejrssmil drog op over Lars's korte Under ansigt, den lyse Kone saa i Tro til hende, selv den unge Mand, som stod opefter Dørkarmen, mistede et Øjeblik den spodske Krumning af Læben. Ødegaard forstod, at her var Hovedet, skjønt det ikke var til at se.

Han henvendte sig derfor til hende: "For at Arbejde kan være uden Fristelse, hvorledes skal det saa være?" Hun vilde ikke svare herpaa, men den unge Mand svarte: "Forbandelsen lyder: i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød; det skal altsaa give Sved og Møje." - "Og intet uden Sved og Møje? For Exempel ingen Fordel?" - Herpaa vilde ikke heller han svare; men nu følte det knappe Underansigt Kald: "Jo, saamegen Fordel, som du kan faa!" - "Men saa maa der dog ogsaa ligge Fristelse i Arbejde, nemlig Fristelse til for stor Fordel?" I denne Snevring kom Undsætningen fra det Dybe: "Saa er det Fordelen, som frister, og ikke Arbejdet." - "Ja, hvad vil det sige, naar Arbejdet overdrives for Fordelens Skyld?" Hun krøb ind igjen; men Lars kom ud: "hvad vil det sige, at Arbejdet overdrives?" - "Jo, naar det gjør dig til et Dyr, naar det binder dig i Trældom." - "Det skal være Trældom!" sagde han, som vilde have Sveden. - "Men kan det som Trældom føre til Gud?" "Arbejde er Gudsdyrkelse!" raabte Lars. - "Tør du sige det om alt dit Arbejde?" Lars taug. - "Nej, vær rimelig og indrøm mig, at for Fordelens Skyld kan Arbejdet overdrives, som om vi kun levede for det. Altsaa er der ogsaa Fristelse i Arbejde." - "Ja, der er Fristelse i Alt, Børn, der er Fristelse i Alt!" dømte nu Provsten, idet han rejste sig og som til Afslutning slog Piben ud. Det sukkede inde i de mange Tørklæder, men det svarte ikke.

"Hør," begyndte Ødegaard igjen - og Provsten stoppede sig en ny Pibe - "naar nu Arbejde giver Fordel, d. v. s. Frugt, saa har vi vel Lov til at nyde denne Frugt? Om den nu bliver stor, om den bliver Rigdom, har vi vel Lov til at nyde denne Rigdom?" - Dette vakte megen Betænkelighed, den Ene saa til den Anden. "Jeg skal svare, mens I tænker over," sagde han; "Gud maa have tilladt os at prøve at forvandle hans Forbandelse til en Velsignelse; thi selv styrede han sine Patriarker, han styrede hele sit Folk til Nydelse af Rigdom." - "Apostlerne skulde Intet eje," kaste de den unge Mand sejrssikker ind. - "Ja, det er sandt; thi dem vilde han sætte udenfor og over alle menneskelige Vilkaar, at de kun skulde se Gud; - de var kaldet!" - "Vi er Alle kaldet!" - "Men ikke i samme Forstand; - er du kaldet til Apostel?" - Den unge Mands Ansigt blev ligblegt, hans Øjne blev skumle under den Mur af Pande, som laa over; han maatte have sin Grund til at tage sig det nær

"Men den Rige skal ogsaa arbejde," mente Lars; "thi Arbejde er befalet." - "Vist skal han saa, skjønt hans Midler og Opgaver bliver andre; Enhver har sine. Men sig mig: skal Mennesket idelig arbejde?" - "Det skal ogsaa bede!" faldt den lyse Kone ind og foldede sine Hænder, som kom hun ihu, at hun forlænge havde forsømt det. - "Altsaa hvergang et Menneske ikke arbejder, skal det bede? - Kan noget Menneske det? - Hvad blev det for Bøn, og hvad blev det for Arbejde? - Skal det ikke ogsaa hvile?" - "Vi skal først hvile, naar vi ikke kan mere; for saa fristes vi ikke af onde Tanker, - ak, saa fristes vi ikke!" sagde Else atter, - og Salmisten faldt ind:

"Saa gak, I trætte Lemmer,
i Jesu Navn og nemmer,
hvor Hvilen den er sød.
Der kommer Tid og Stunder,
man ogsaa Eder under
en liden Seng i Jordens Skjød! - -"

"Stille, Erik, og hør paa dette," sagde Provsten. Men Ødegaard drog nu Knyttet sammen: "Ser I: Arbejdet har sin Frugt og trænger sin Hvile. Men nu mener jeg om Selskabelighed, Sang, Spil og saadant, at det baade er en sød Frugt af Arbejde, og at det tillige byder Aanden styrkende Hvile."

Her blev der Uro i Lejren; Alle saa mod Randi; thi nu burde Hovedstyrken rykke frem; hun rokkede og rokkede, og endelig lød det langsomt og stille: "Der er ingen Hvile i verdslig Sang og i Spil og Dans; thi saadant hidser Kjødet i syndigt Begjer. Frugt af Arbejde kan vel heller ikke det være, som spilder Arbejdet og forveker." - "Ak, der er stor Fristelse i saadant!" sagde den lyse Kone med et Suk. Dette satte Erik paa et Salmevers:

"Med Sorg hver Dag vi ser,
her voxer mer og mer
af Laster og af Lyder
udsmykkede som Dyder,
de sagte sig indsniger
og højt i Vejret stiger -"

"Ti, stille, Erik!" sagde Provsten; "du skipler bare." "Aa ja, jeg gjør vel det," sagde Erik - og begyndte igjen:

"Vil Nogen Eder virke paa,
med sledske Ord. at I skal gaa
paa Syndens brede, baned' Vej,
da værer hans Staldbrødre ej - -"

"Nej, hold op engang, Erik! - Salmen er bra nok; men alt til Tid og Sted." - "Ja, ja, Far, det er sandt, - Alt til Tid og Sted: -

Ak, hver en Stund og Time
paakalde Du i Løn,
hvert Hjerteslag maa kime
som Klokkerne til Bøn -"

"Nej, nej, Erik, da blev jo ogsaa Bønnen til Fristelse; du maatte blive Katholik og gaa i Kloster -" - "Vorherre bevar' os!" sagde Erik og aabnede Øjnene helt, lukkede dem saa igjen og begyndte:

"Som Muld og Skarn mod ægte Guld
er Katholik -"

"Hør nu, Erik, kan du ikke tie, maa du gaa udenfor med Resten. - Hvor var det nu, vi slap?" Men Ødegaard havde med stor Munterhed fulgt Erik, og han huskede det ikke. Da lød det fredelig fra de mange Tørklæder: "jeg sagde, at det kan ikke eje Hvile eller være Frugt af Arbejde, det, som -" - "Nu husker jeg: som der var Fristelse i, og saa kom Erik og beviste, at der kan ogsaa være Fristelse i Bønnen. - Lad os derfor se paa, hvad hine Ting ellers kan føre med sig. Har I lagt Mærke til, at glade Folk arbejder bedre end tungsindige? Hvorfor?"

Lars mærkede, hvor dette stilede hen, og sagde derfor: "Det er Troen, som gjør glad." - "Ja, naar den er lys; men har du ikke set, at Troen kan gjøre saa mørk, at Verden om os kan blive til et Tugthus?"

Den lyse Kone drog saa idelig Suk i Suk, at de mange Tørklæder tog paa at røre sig derved, Lars saa ogsaa skarpt paa hende, og hun taug. - Ødegaard gik videre: "Bestandig det Samme, enten det er Arbejde, Bøn eller Leg, gjør dum og mørk. Du kan grave i Jorden, til du bliver Dyr, bede, til du bliver en Vane-Munk, lege, til du bliver en slap Lededukke. Men bland det nu! I Skiftet styrkes Sind og Tanke; derved monner dit Arbejde, og din Tro lysner." - "Vi skal altsaa til at holde os glade nu!" sagde det unge Menneske; han lo. - "Ja, da vandt du for din Del Samfund med andre Mennesker; thi først i Glæden ser du det Gode hos Andre og elsker det. Men kun ved at elske Andre kan du elske Gud."

Da Ingen strax vilde modsige dette, prøvede Ødegaard anden Gang paa at drage Knyttet sammen, idet han sagde: "De Ting, som frigjør, saa den Helligaand kan faa Gjerning i os, (thi han har ingen Gjerning i den Bundne!) de Ting, som hjælper os, maa have Velsignelse i sig, - og det gjør dette." Provsten rejste sig, han havde atter en Pibe at slaa ud.

I den Stilhed, som nu fulgte, og som var uden Sukke, saa man de mange Tørklæder arbejde, og endelig hørte man sagtmodig: "Der staar skrevet: Hvad du gjør, det gjør Alt til Guds Ære, - men er verdslig Sang, Spil og Dans til Guds Ære?"

"Ligefrem, nej; - men kan vi ikke spørge om det Samme, naar vi spiser, sover, klæder os paa? Og dog maa vi gjøre saadant. Meningen kan altsaa ingen anden være, end at du skal Intet gjøre, der er Synd." - "Ja, men er det ikke Synd?"

For første Gang blev Ødegaard lidt utaalmodig; han lod det derfor blive med at svare: "Vi ser i Bibelen, at baade Sang, Spil og Dans blev brugt." - "Ja, til Guds Ære." "Nu vel, - til Guds Ære. Men hvorfor Jøderne altid og i Alt nævnte Gud, var, fordi de som Børn endnu ikke havde inddelt Tingene. For Børnene er alle fremmede Mænd "Manden," - til Barnets Spørsmaal: "hvorfra kommer det, hvorfra det?" svarer vi altid det Samme: "fra Gud;" men som Voxne til Voxne nævner vi det Mellemstaaende tillige, vi nævner ikke blot Giveren, Gud. Saaledes kan f. Ex. en skjøn Sang handle om Gud eller føre til Gud, fordi om Guds Navn ikke er nævnt; thi meget fører did, fordi det ikke fører ligefrem. Vor Dans, naar den i Sandhed er den Sundes, Uskyldiges Glæde, priser, om ikke ligefrem, saa alligevel - ham, som gav Sundheden og elsker Barnet i vort Hjerte."

"Hør dette, hør dette!" sagde Provsten; han vidste med sig selv, at han længe havde misforstaaet disse Ting og mistydet dem for Andre.

Men Lars havde længe siddet og tænkt. Nu var han færdig: Kornet havde sænket sig fra den høje Pande til det korte, knarvurne Underansigt; der var det blevet knust og malet og faldt nu ud: "Er ogsaa al Slags Eventyr, Rægler og Risper, al Slags Digt og Paafund, som de nutildags fylder Bøgerne med, er det ogsaa tilladt? Staar der ikke skrevet: hvert Ord, som udgaar af din Mund, skal være Sandhed?"

"Du skal ret have Tak, fordi du kom med dette. - Ser du, det er med Tanken som med det Hus, du bor i. Var det saa knapt, at du neppe fik Hovedet ind og Benene strakt, saa maatte du nok til at vide det ud. Og Digtet løfter paa Tanken og vider den ud! Skulde det Maal af Tanker, som var over det Allernødtørftigste, være Løgn, saa blev nok ogsaa snart de allernødtørftigste Tanker til Løgn, de med. De vilde saaledes klemme dig sammen i dit Jordhus, at du aldrig naaede Evigheden, og dog var det netop did, du skulde, og det var dem, der i Troen skulde bære dig didhen." - "Men Digt er jo Noget, som ikke har været til, og saa er det jo Løgn?" sagde Randi betænksomt. - "Nej, det har ofte større Sandhed for os end det, som vi ser," svarte Ødegaard. Her saa de Alle tvivlende paa ham, og den unge Mand henkastede: "Jeg har aldrig før vidst, at Eventyrene om Askeladden havde større Sandhed end det, jeg ser for mine Øjne." - De lo saa smaat Allesammen. - "Saa sig mig da, om du altid skjønner Sammenhængen i det, du ser for dine Øjne?" - "Jeg er vel ikke lærd nok?" - "Aa, den Lærde skjønner den vist endnu mindre! Jeg mener nemlig saadanne Ting i det daglige Liv, der giver Sorg og Svie, og som vi grunder os sort over, som det hedder. Hænder der os ikke sligt?" - Han svarte ikke, men inde fra de mange Tørklæder lød i Alvorlighed: "Jo, meget ofte." "Men om du nu hørte en digtet Historie, der lignede din egen paa en saadan Maade, at idet du hørte den, saa forstod du din egen? Vilde du ikke sige om den Historie, som oplod din egen for dig, - som gav dig den Trøst og Opmanding, der ligger i Forstaaelse, - vilde du ikke sige om den Historie, at den for dig havde havt større Sandhed end din egen?" Den lyse Kone sagde: "Jeg har engang læst en Historie, som hjalp mig i en stor Sorg saavidt, at det, som længe var mig saa tungt, næsten blev til Glæde." Det kræmtede ud fra Tørklæderne; - "ja, det er dog sandt," lagde hun frygtsomt til.

"Men den unge Mand vilde ikke være med paa dette: "Kan Eventyrene om Askeladden være noget Menneske til Trøst?" - "Nu, - hvert til sit Brug. Det Morsomme har stor Magt, og hint Eventyr viser paa en morsom Maade, at den, som Verden tror mindst om, ofte kan være mest, at Alt staar ham bi, som selv har godt Mod, og at den Mand kommer frem, som af Hjertet vil. Tror du ikke, mange Børn har godt af at huske det, - og mange Voxne med?" "Men at tro paa Djævelskab og Trolde er dog Overtro?" "Hvem har sagt, du skal tro paa det? Det er Billedskrift." - "Men det er os forbudt at bruge Billeder og Tegn, ligesom alt Skin hører Djævelen til." - "Saa; - hvor staar det?" - "I Bibelen." - Her faldt Provsten ind: "Nej, det er Misforstand; thi Bibelen bruger selv Billeder." - Alle saa op paa ham. "Den bruger Billeder paa hver Side, saasom østerlandske Folk er stærke i saadant. Vi bruger selv Billeder i vor Kirke, vi bruger Billeder i vort Sprog, i Træ, paa Lærred, i Sten, og vi kan ikke tænke os Guddommen uden gjennem Billeder. Ikke nok med det: Jesus bruger Billeder; Gud Herren selv, har han ikke paataget sig mangehaande Skikkelser, naar han aabenbarede sig for Profeterne; kom han ikke i en Vandrers Skikkelse til Abraham i Mamre og spiste ved hans Bord? Men kan Guddommen paatage sig flere Skikkelser og bruge Billeder, saa kan Menneskene det med." - Man maatte samtykke; men Ødegaard rejste sig og slog Provsten sagte paa Skulderen: "Tak! der beviste De ypperlig af Bibelen, at Skuespil er tilladt!" - Provsten stansede forfærdet; den Røg, han havde i Munden, randt langsomt ud af sig selv.

Ødegaard gik videre bort over Gulvet til hende med de mange Tørklæder, bøjede sig for at faa se et Glimt af hendes Ansigt, skjønt forgjeves. "Er der mere du vil vide?" spurte han; "thi du synes mig at have tænkt over Et og Andet." - "Aa, Gud bedre mig, jeg tænker nok ikke altid rigtig." - "Aa, - i den første Tid efter Omvendelsens Naade, er man saa optaget af dens Undere, at alt Andet synes unyttigt og urigtigt. Man er som Elskeren, man forlanger kun den Elskede." - "Ja, men se til de første Kristne, de maa dog være vort Exempel." - "Nej, deres strenge Vilkaar blandt Hedningerne er ikke længer vore; vi har andre Opgaver, vi maa føre Kristendommen ind i Livet, som det nu er." - "Men der er saa mange Ord i det gamle Testamente, som taler imod hele Aanden i det, du siger," sagde den unge Mand, for første Gang uden Bitterhed. - "Ja, thi hine Ord er nu døde, de er "afskaffet", som Paulus siger: ,Vi er den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens', - endvidere: ,hvor Herrens Aand er, der er Frihed'. Og: - ,Alt er mig tilladt', siger Paulus videre, men lægger til: ,Ikke Alt gavner'. - Nu er vi saa heldige at have en Mands Liv for os, som viser, hvad Paulus har ment. Det er Luthers. Om Luther tror I dog, at han var en god, oplyst Kristen?" Det troede de. - "Luthers Tro var lys, den var det Ny Testamentes! Han mente om den mørke Tro, at bag den laa Djævelen helst paa Lur. Han mente om Frygt for Fristelse: at den, som frygter mindst, bliver mindst fristet. Han brugte alle de Evner, Gud havde givet, ogsaa Evnerne til Glæde, han tog under sig hele Livet. Vil I høre nogle Exempler? Den fromme Melanchthon skrev engang saa ivrig paa et Forsvar for den rene Lære, at han ikke undte sig Madro. Da rykkede Luther ham Pennen af Haanden: ,Man tjener ikke Gud alene med Arbejde,' sagde han, ,men ogsaa med Hvile og Rolighed; derfor har Gud givet det tredje Bud og indstiftet Sabbaten'. - Endvidere: Luther brugte Billeder i sin Tale, skjemtsomme og alvorlige om hinanden, og han var fuld af gode, ofte lystige Indfald. Han oversatte ogsaa gamle, ypperlige Folkeeventyr i sit Morsmaal og sagde i Fortalen, at næst Bibelen kjendte han neppe bedre Formaninger end disse. Han spillede Cither, som I maaske ved, og sang med Børn og Venner - ikke alene Salmer, nej, ogsaa gamle, muntre Viser; han yndede Selskabslege, spillede Skaktavl, lod Ungdommen danse hos sig; han krævede kun, at det skulde ske i Tugt og Ære. - Dette har en gammel, enfoldig Discipel af Luther, nemlig Præsten Johan Mathesius, skrevet op og fortalt sine Sognebørn fra Prækestolen. Han bad, det skulde blive dem til Vejledning, - og lad os bede om det Samme!"

Provsten rejste sig: "Kjere Venner, nu skal vi slutte for idag." Alle rejste sig. "Her er talt mange Ord til Oplysning; maatte nu Gud give Naade til denne Udsæd!

Kjere Venner, I bor paa afsides Steder; I bor højt oppe, hvor Kulden oftere skjærer Kornet end Sigden. Slige Ødemarker tilfjelds burde aldrig være ryddet og burde nu atter overlades Eventyrene og det græssende Kvæg. Aandslivet gror deroppe knapt og bliver mørkladent som Urterne. Fordommen lægger sig over Livet som Fjeldene, hvorunder de avles; den skygger det og skiller det. Herren samle, Herren lyse! - Tak for idag, mine Venner, det blev en Dag til større Klarhed ogsaa for mig." Han tog hver af dem i Haanden, og selv den unge Mand gav sin i Venlighed, dog uden at se op.

"I tager over Fjeldet; - naar kommer I saa hjem?" spurte Provsten, da de skulde gaa. - "Aa, inat engang," sagde Lars; "der har samlet sig megen Sne nu, og hvor den er afblæst, ligger Issvuld." - "Ja, Venner, det er al Ære værd at søge Kirken paa de Vilkaar. - Maatte I nu ikke komme til Skade paa Vejen!" Erik svarte stille:

"Er Gud for mig, saa træde
mig, hvad der vil imod.
Jeg kan i Bønnens Glæde
det træde under Fod!"

"Det er sandt, Erik, dengang traf du det!" "Ja, vent dog," sagde Ødegaard, da de vilde til at gaa; "det er ikke underligt, at I ikke kjender mig; - men jeg skulde dog nok have Slægt paa Ødegaardene." De vendte sig Alle mod ham, selv Provsten, som vel havde vidst det, men ganske glemt det. "Jeg hedder Hans Ødegaard, Søn af Knud Hansen Ødegaard, Provsten, som engang vandrede ud fra Eder med Skræppen paa Ryggen." - Da lød det fra de mange Tørklæder: "Herregud, - det er Bror min, det." -

De havde stillet sig om ham Allesammen, men ingen var god til at sige Noget. Endelig spurte Ødegaard: "Det var altsaa hos dig, jeg var, da jeg engang som Smaagut fulgte Far didop?" - "Ja, det var hos mig." - "Og en Stund hos mig," sagde Lars; "din Far er mit Sødskendebarn." Men Randi sagde med Vemod: "Saa du er han vesle Hans; - ja Tiden gaar." - "Hvorledes gaar det Else?" spurte Ødegaard. - "Dette er Else," sagde Randi og pegte paa den lyse Kone. - "Er du Else!" udbrød han; "du havde en Kjerestesorg dengang; du vilde have Bygdens Spillemand, - fik du ham?" Ingen svarte. Trods det tog paa at skumre, saa han Else blive meget rød og Mændene se bort eller ned - med Undtagelse af den Unge, som saa stivt paa Else. Ødegaard skjønte, at han havde spurt galt, Provsten kom ham til Hjælp: "Nej, Hans Spillemand - er ugift; Else fik Søn til Lars, men nu er hun blevet fri igjen; hun er Enke." - Atter blev hun blussende rød, den unge Mand saa det og smilte spodsk.

Men Randi sagde: "Ja, du har vel rejst vide, du? Du har lært meget kan jeg høre." - "Ja, hidtil har jeg læst eller rejst; men nu vil jeg blive og tage fat." - "Aa ja; saa gaar det: - Nogle rejser ud og kommer til Lys og Lærdom; Andre sidder igjen." Og Lars lagde til: "Fædrejorden er ofte tung at vende. Arbejder vi saa en Mand frem, som kan blive til Hjælp, saa farer han." - "Kaldet er forskjelligt; Enhver maa følge sit," sagde Provsten. - "Og Vorherre lægger nok Arbejdet sammen," sagde Ødegaard; "min Fars Arbejde naar nok hid igjen, hvis Gud vil." - "Aa ja, det gjør det vel," sagde Randi sagtmodig; "men det er ofte tungt at vente; - for det varer saa længe."

De skiltes; Provsten stillede sig ved det ene og Ødegaard ved det andet Vindøje for at se efter dem; thi de skulde nu gaa over Fjeldet; den unge Mand gik sidst. Ødegaard fik høre om ham, at han var fra Byen, hvor han havde begyndt paa flere Ting, men var altid røget uklar med Folk. Han troede sig kaldet til noget Stort, vistnok til Apostel; men var forunderlig nok stanset oppi Ødegaardsbygden, somme mente af Elskov til Else. Han var en Ildsjel, som havde gjennemgaaet mange Skuffelser og havde flere ivente.

De var nu blevet synlige i Fjeldet; Fjøsets Tag dækkede dem ikke længer. De arbejdede tungt opover, Træerne tog dem, de kom frem igjen, altid højere op. Der var ingen Vej i den dybe Sne, Træerne var Vejvisere i Uføret, og langt borte til Siden gav Snefjeldene Retningen af deres Hjem.

Men inde fra Stuen kom et Par trillende Forspil og derpaa:

Jeg giver mit Digt til Vaaren,
skjønt endnu den ej er baaren,
jeg giver mit Digt til Vaaren
som Længsler til Længsler lagt.
Saa slutter de to en Pagt -:
at lokke paa Sol med Liste,
saa Vinteren Nød maa friste,
at slippe et Kor af Bække,
saa Sangen ham maa forskrække,
at jage ham ud af Luften
med idelig Blomsterduften, -
jeg giver mit Digt til Vaaren!

11te Kapitel.

Fra hin Dag var Provsten meget lidt sammen med de Øvrige; dels optog Julen ham, dels blev han ikke færdig med at udfinde, om Skuespillet var den Kristne tilladt eller ej; blot Petra viste sig, faldt han i Staver.

Mens Provsten altsaa sad inde paa Kontoret enten med sine Prækener eller en kristelig Ethik foran sig, sad Ødegaard hos Damerne, som han idelig maatte sammenligne. Petra funkede og var aldrig sig selv lig; den, der vilde følge med, blev holdt i Arbejde som over en Bog. Signe var derimod saa velgjørende i sin stadige Inderlighed; hendes Bevægelser var aldrig uventede; thi de spejlede hendes Væ sen. Petras Stemme havde alle Farver, skarpe og blide, og hver Styrkegrad. Signes ejede en særegen Vellyd, men var ikke vexlende - uden for Faderen, som indtil Mesterskab forstod at skille. Petra var hos Eet ad Gangen; var hun hos Mere, var det for at iagttage, slet ikke for at hjælpe. Signe havde Øje for Alt og Alle og fordelte sig, uden at man mærkede det. Talte Ødegaard med Petra om Signe, hørte han en haabløs Elsker klage; men talte han med Signe om Petra, blev Ordene meget faa. Indbyrdes talte Pigerne ofte sammen, og uden Tvang; men det var blot om ligegyldige Ting.

Han stod i stor Taknemmelighedsgjeld til Signe; thi det var hende, han skyldte, hvad han kaldte "sit ny Menneske." Det første Brev, han modtog fra Signe i sin store Sorg, var som en blød Haand over Panden. Saa varsomt hun fortalte, at Petra var kommet til dem, misforstaaet og mishandlet, saa fint hun udlagde, at det Tilfældige i hendes Komme maatte være Guds Styrelse, "forat Intet skulde gaa istykker," lød som fjern Lokken i en Skog, naar man staar og sunder sig paa, hvor Vejen gaar.

Signes Breve fulgte ham, hvor han rejste, og var den Traad, der holdt. Hun tænkte gjennem hver Linje at styre Petra lige i hans Favn, men gjorde netop det Modsatte; thi Petras Kunstnernatur steg op for ham af disse Breve; det Midtpunkt i hendes Begavelse, som han selv forgjeves havde søgt, havde Signe stadig for Øje uden at vide deraf, - og strax han forstod det, forstod han baade hendes og sin Fejltagelse og blev som et nyt Menneske derved.

Han vogtede sig nøje for at skrive til Signe om det, som hendes Breve lærte ham. Det første Ord maatte ikke komme fra Petras Omgang, men fra hende selv, at Intet skulde forhastes. Men nu saa han ogsaa Petra i nyt Lys. Naturligvis: disse idelig hinanden jagende Øjeblikke, hvert enkelt fuldt følt, men tilsammen i det Uendelige modsigende, saadan maatte jo en Kunstners Begyndelse være. Og Arbejdet maatte blive at samle dem i en stærk Væsenshelhed; ellers blev Alt Stykkeværk, og Livet selv bare Kunst. Altsaa: ikke for tidlig ind paa Banen! Taushed saalænge som mulig, ja, Modstand.

Paa denne Maade optaget vidste han selv ikke af, før Petra var paany blevet det stadige Arbejde i hans Sjel, men Arbejde for et fremmed Maal. Han tog Kunsten rundtom sig i Øjesyn, men især Kunstnerne, og af disse især Scenens. Han saa Meget, som maatte forfærde en Kristen. Han saa de uhyre Misbrug. Men saa han ikke det Samme rundtom sig, saa han det ikke ogsaa i Kirken? Fordi der var hule Præster, var Kaldet det samme evige, store. Naar Arbejdet til Sandhed, som overalt var begyndt, fik Magt i Livet og Digtningen, - skulde det da ikke naa Scenen?

Han var efterhaanden blevet sikker i sin Sag. Med megen Glæde saa han af Signes Breve, at Petra uddannede sig stærkt, og at Signe var den Rette til at hjælpe hende. Nu var han kommet hjem forat se og takke denne Fylgje, som selv ikke vidste af, hvad hun var ham.

Men han var ogsaa kommet forat gjense Petra. Hvorlangt var hun nu kommet? Ordet var sagt, han kunde altsaa tale frit med hende derom, det var dem ogsaa begge kjerkomment; thi saa talte de ikke om Fortiden.

Imidlertid forstyrredes de snart af Gjester fra Byen, indbudne og uindbudne! Sagerne stod dog allerede saa, at et enkelt, velnyttet Tilfælde kunde bringe Klarhed, - og dette førte Gjesterne med sig. Der gjordes nemlig et stort Selskab for dem, og i dette Selskab, strax efter Middagen, da Herrerne var forsamlet i Kontoret, gled Samtalen ind paa Skuespillet; thi en Stiftskapellan havde set en kristelig Ethik ligge opslaaet paa Provstens Bord og havde mødt det forfærdelige Ord: Skuespil. Der yppedes et heftigt Ordskifte, og midt i det kom Provsten til, som ikke havde været ved Middagen, da han var bortkaldt til en Syg; han var alvorlig stemt, han spiste ikke, han tog heller ingen Del i Samtalen; men han stoppede sin Pibe og hørte paa. Strax Ødegaard mærkede, at Provsten sad stille og fulgte, blandede han sig ind, men prøvede længe forgjeves at faa Mening i det; thi Stiftskapellanen havde for Vis at raabe, hvergang et Led i Bevisrækken skulde knyttes: "jeg nægter!" (han vilde ikke sige be-nægter) og saa maatte først det, der skulde bevise, selv bevises; det gik følgelig altid baglænds; man var fra Skuespillet allerede kommet til Skibsfarten og skulde, forat faa Noget bevist i Skibsfarten, netop over i Agerbruget.

Nej, saa udnævnte Ødegaard sig selv til Formand. Foruden ham var flere Præster tilstede, samt Kaptejnen, en liden sortsmusket En med en umaadelig Mave, men et Par smaa Been under, der gik som et Stokkespil. Ødegaard gav Ordet til Stiftskapellanen, for at han i samlet Sum kunde fremføre, hvad han havde imod Skuespillet. Stiftskapellanen tog Ordet:

"Allerede retskafne Hedninger var imod Skuespillet; Platon, Aristoteles, fordi det fordærvede Sæderne. Sokrates saa rigtignok undertiden paa Skuespil, men slutter Nogen derfra, at han billigede det, saa nægter jeg det; thi man maa see Meget, som man ikke synes om. De første Kristne advaredes ihærdig mod Skuespil, læs Tertullian! Siden Skuespillet i nyere Tider er gjenopvakt, har alvorlige Kristne talt og skrevet derimod; jeg nævner Navne som Spener og Francke; jeg nævner en kristelig Ethiker som Schwarz, jeg nævner Schleiermacher. ("Hør!" raabte Kaptejnen; thi dette Navn kjendte han.) De to Sidste indrømmer Tilladigheden af dramatisk Digtning, Schleiermacher mener endog, at i private Selskaber af private Skuespillere kan et godt Digt opføres; men han fordømmer Skuespilstanden. Skuespillet som Fag er for en Kristen en saa mangfoldig Fristelse, at han skal sky den. - Men er det ikke ogsaa en Fristelse for Tilskuerne? At røres af digtet Lidelse, at løftes af digtede Dydsmønstre, sligt, som man bedre kan værge sig imod, naar man læser, det lokker til at tro, man selv er, hvad man ser; det svækker Viljen, Selvarbejdet, det drager os ned i Hørelyst, Skuelyst, Fantasilyst. Er det ikke sandt? Hvem er især paa Komedie? Lediggjængere, som vil mores, Vellystige, som vil pirres, Forfængelige, som selv vil ses, Fantaster, som flygter hid fra det virkelige Liv, det de ikke tør gaa ikast med. Synd indenfor Teppet, Synd udenfor! Jeg har aldrig hørt alvorlige Kristne sige Andet."

Kaptejnen: "Jeg blir aldeles ræd for mig selv. Har jeg været oppi en slig Ulverede, hvergang jeg har været paa Komedie, saa maatte Fanden -" - "Fy, Kaptejn," sagde en liden Pige, som var kommet ind med; "du maa ikke bande, for saa kommer du i Helvede!" - "Ja, mit Barn, ja vist, ja vist." - Men Ødegaard tog Ordet:

"Platon havde det Samme at indvende mod Digtningen som mod Skuespillet, og Aristoteles's Mening er tvivlsom. Jeg lader dem derfor fare. Men de første Kristne gjorde vel i at holde sig fra hedenske Skuespil, - jeg lader ogsaa dem fare. At alvorlige Kristne i nyere Tid har sine Betænkeligheder ogsaa ved det Skuespil, der staar paa kristelig Grund, kan jeg forstaa; jeg har selv havt dem. Men indrømmer man, at Digteren har Lov til at skrive et Drama, saa har Skuespilleren Lov til at spille det; thi hvad gjør Digteren Andet, naar han skriver det, end spiller det - i sine Tanker, med Ildhu, med Lyst, og "hvo, som ser paa en Kvinde med Lyst" o. s. v. - I kjender Kristi egne Ord. Naar Schleiermacher siger, Dramaet maa blot spilles privat og af Uøvede, da siger han, at de Evner, vi har faaet af Gud, skal forsømmes, mens Meningen dog er, at de skal drives op til den størst mulige Fuldkommenhed; thi derfor har vi faaet dem. Vi spiller alle hver Dag, idet vi eftergjør Andre eller for Spøg eller Alvor tager os en fremmed Mening paa. Denne Evne bliver hos en Enkelt alle andre overvejende, og da gad jeg dog se, naar han lod være at dyrke den, om det saa ikke snart vilde vise sig paa ham selv, at dette var Synd. Thi den, der ikke følger sit Kald, bliver udulig til Andet, uredig, vaklende - kort, et langt lettere Bytte for Fristelser, end om han fulgte Kaldet. Hvor Arbejdet og Lysten falder sammen, udelukkes megen Fristelse. - Men, siger man, Kaldet er i sig selv for fuldt af Fristelse. Ja, Enhver føler det forskjelligt. For mig har det Kald den største Fristelse, som narrer En til at tro, han selv er retfærdig, fordi han bringer Bud fra den Retfærdige, - narrer ham til at tro, han selv er troende, fordi han taler til Andres Tro, eller tydeligere talt: for mig har Præstekaldet den største Fristelse af alle Kald." (Stor Larm: Jeg nægter! Jo! Stille! Jeg nægter! Det er sandt! Stille!) Kaptejnen: "Nu har jeg aldrig hørt, at Præstestanden var værre end Skuespilstanden!" Latter og Raab af Alle: "Nej, det har han ikke sagt." Kaptejnen: "Jo, Fanden -" - "Naa, naa, Kaptejn, nu kommer Djævelen strax!" - "Vel, mit Barn, meget vel!" Ødegaard tog Traaden op:

"Al den Fristelse ved at røres i Øjeblikket, ved at synke ned i Hørelyst, Fantasilyst, ved uden Arbejde at tage Dydsmønstres Liv og gjøre til sit, den er sandelig ogsaa tilstede i Kirken!" (Samme forfærdelige Larm.)

Men Damerne kunde ikke gjentagende høre denne Larm uden at ville ind med. Nu var Døren aaben. Ødegaard saa Petra blandt dem og sagde med stærkere Stemme: "Vistnok er der Skuespillere, som røres paa Scenen og løber derfra i Kirken og røres der med, - og lige slemme er de. Vistnok er der Skuespillere, der er hule Raaberter, som ellers ingen Nytte vilde have gjort, men i dette Kald dog gjør Tjeneste som Raaberter. Men det Almindelige er, at Skuespillerne i Lighed med Sjømændene saa ofte er stedt i den haardeste Nød (thi Øjeblikkene, før man skal ind, kan være forfærdelige!) og saa ofte til Møde med det Uventede, det Store, saa ofte kaldt til Redskab i Guds Haand, at de bærer i sit Hjerte en Frygt og en Længsel, en stor Følelse af Uværdighed, og det ved vi, at hos Toldere og angerfulde Kvinder fandtes Kristus helst tilstede. Jeg giver dem ikke Fribrev; sandelig jo større Gjerning jeg tror, de har i Landet, (hvad ogsaa deraf er synligt, at der lever ikke mange store Skuespillere i et Folk!) desto større Skyld har de, naar deres Gjerning river dem hen i Hadskhed eller kaster dem af i slapt Letsind. Men ligesom der ingen Skuespiller er, der ikke af en Række Skuffelser har lært, hvor intetsigende Bifald og Smiger er, skjønt de fleste lader, som de tror paa det, - saaledes ser vi vel deres Fejltrin og Mangler, men vi kjender ikke saa godt deres eget Forhold til dem, og derpaa kommer det dog an - kristelig taget."

En Mængde meldte sig forat tale, de begyndte ogsaa Allesammen paa een Gang, men Fjorton år tror jag visst, at jag var - lød inde fra Pianoet, og de strømmede ind; thi det var Signe, som sang, og Signes svenske Folkeviser og den Maade, hvorpaa hun sang dem, var noget af det Dejligste, de vidste om. Den ene Vise fulgte nu den anden, og da nu disse Ver dens første Folkeviser, trofaste Bud fra et stort Folks Sjel, havde indviet, saa de stod i Forventning, rejste Ødegaard sig og bad Petra at sige et Digt frem. Hun maatte være vidende om det; thi hun var ildrød. Men hun traadte strax frem, skjønt hun skalv, saa hun maatte holde sig fast ved en Stoleryg, blev saa ligbleg og begyndte:

Han fik ej Lov til at lægge ud,
hans Far var gammel, hans Mor var svag,
og Bruget voxede Dag for Dag: -
"Hvad vil han ogsaa paa Vikingfærden?
Her har han Alt, som kan ønskes i Verden."

Men Gutten længtes, naar Skyen jog;
da saa han, Kjæmper til Slaget drog.
Og Gutten længtes, naar Solen sken;
da saa han, Kongen i Hallen tren.
Han stod, han glemte at gjøre Gagn,
han stod og tænkte paa gamle Sagn.

Det var en Morgen, afsted han drev
mod ytterste Ø, mod det aabne Hav
at se paa Legen om Skjær og Rev,
og høre det Døn, som Kampen gav.
Det var en Dag i den første Vaar,
da Stormens Røst over Landet gaar:
du maa ikke længere islagt sove! -
Da saa han Syn, som gav Lyst at vove. -

Der laa et Langskib i staalgraa Vig,
det hvilte ud efter Stormens Krig.
Dets Sejl var bundet, det selv fortøjet,
men syntes derved ej vel fornøjet;
thi Sejlet rykked, og Masten rysted,
og Skibet huggede Skum med Brystet.

Ombord man tog sig en liden Pust;
man sov, hvad heller holdt Maaltid just.
Da hørte ned de fra Klippen raabe,
- det syntes Ord af en topmaalt Taabe -:
"Tør Ingen ride saa høj en Baare,
saa giv mig Roret; - mig længes saare!"

Nogle saa op imod Fjeldets Hang,
Andre vendte sig ej engang;
Ingen sig lod sin Madro rane.
Da faldt en Sten og blev to Mands Bane.

Op sprang Alle fra Dæk og Tilje,
kastede Madkar og greb til Vaaben;
opad Pilene sang, - men aaben
stod han paa Klippen og gav sin Vilje:
"Høvding! Giver du Skibet med Lempe,
hvad heller lyster dig først at kjæmpe?"

Men Sligt at høre blot Tidsspild var,
et Spyd blev skikket at gaa med Svar.

Det traf ham ikke. Han sagde rolig:
"Mig venter Ingen i Dødens Bolig.
Men du, som Havene alt har pløjet,
kan gaa derind eller hjem dig skynde.
Alt, hvad du under dig her har bøjet,
det maa du give; jeg skal begynde!
For mig du samled; nu mig du henter;
min Tid er kommet; paa mig det venter."
Den Anden lo fra sin høje Løfting:
"Ifald du længes saa, som du siger,
Fred skal du nyde. Kom, bliv min Kriger!" -
"Det kan jeg ikke, jeg fødtes Høvding.
Jeg ved min Vej, og saa maa jeg byde;
det Ny kan ikke det Gamle lyde."
Forgjeves Øret mod Svar han lagde.
Da sprang han nærmere ned og sagde:
"I Kjæmper! Høvdingen vise skylder,
hvem Sejersfader sit Guld forlener.
Ham, som det bliver, ham Helte hylder.
Skam den, som ikke det Største tjener!"
Da blussed Høvdingens Kind af Harme;
han sprang i Sjøen og svam mod Landet;
den Anden hoppede ned mod Vandet
og tog ham op i de stærke Arme.
Men Høvdingen saa ham i Øjet ind,
og strax han kjendte hans høje Sind.
"Kast Vaaben til ham, han ingen ejer,"
ombord han raabte; "hvis du faar Sejer,
saa kan du sige, han selv dig rakte
det Sværd, du svang, da du Fald ham bragte."
Og Kampen rejste sig under Fjeldet,
hvert Hug gav sukkende Døn tilbage.
Derude snøfted den vrede Drage,
snart laa dens Høvding paa Stenen fældet.
Det gav et Skrig mod det isgraa Fjeld,
det myldred op ifra Stevn til Stevn,
i Sjøen sprang de, hver Mand, til Hevn
og stod snart oppe paa Klippehæld.

Men op den Døende end sig svang
at byde blandt dem for sidste Gang:
"En Mand skal falde, naar han er færdig;
thi stort maa sluttes en Heltesang.
Tag ham til Høvding; thi han er værdig."
Han mer' ej kunde, hans Læbe blegned,
hans Kjæmper ilede til, han segned,
ham Plads var ryddet ved Odins Bord,
paa hin han viste, idet han for.
Den nye Høvding var ikke sen,
han steg paa Stenen og tog tilorde:
"Først rejses Tegn over Heltens Ben,
og derved mindes, hvad Stort han gjorde.
Men før det kvelder, vi Sejl maa hejse;
Ej Døde hefte paa Livets Rejse."
Og Varden bygdes, og Sejl for op,
snart Dragen leged paa Bølgens Top.
Et Minnidraapa klang over Sjøen
til ham tilbage paa Dødningøen,
et Velkomstkvad mod den Unge for,
han stod i Løftingen ved sit Ror.
Men da han Hjemmet strøg tæt forbi,
hvor Alle stormede ned mod Stranden
med Raab, med undrende Syn paa Manden,
som styred Øgers sjøstærke Ski, -
faldt Kveldsol rødlig paa Sejl og Skjold
og paa den Høje bag Kjæmpevold.
Han styred Skibet ret lige paa,
saa ræd de raabte: han vil forgaa!
Han vendte Skibet, saa der stod Gov,
og smilte mod dem: "Faar jeg nu Lov?"

Digtet sagdes bævende, højtidelig, uden Spor af Pral. De stod, som om der mellem dem var skudt en Straale op af Jorden med hundrede Fods Stigning i Regnbueglans. Ingen talte, Ingen rørte sig; - men Kaptejnen kunde ikke længere holde dette ud, han sprang op, pustede, løftede sig og sagde: "Ja, jeg ved ikke, hvorledes det er med Eder Andre; men naar jeg tages paa den Maade, saa maa jeg Fanden -" - "Kaptejn, nu bandte du igjen," sagde den lille Pige og truede med Fingeren til ham; "nu kommer Djævelen paa Timen og tar dig!" - "Ja, det er det Samme, Barnet mit, lad ham bare komme, for nu maa jeg, Fanden gale, have en Fædrelandssang!" Og saa stemte han i med en Røst saa for færdelig, at man skulde tro den svære Mave gav Tryk som Orgelbælg, - og Alle med ham:

Jeg vil værge mit Land,
jeg vil bygge mit Land,
jeg vil elske det frem i min Bøn, i mit Barn,
jeg vil øge dets Gavn,
jeg vil søge dets Savn
ifra Grænsen og ud til de drivende Garn.

Her er Sommersol nok,
her er Sædejord nok,
bare vi, bare vi have Kjerlighed nok.
Her er digtende Trang
gjennem Arbejdets Gang
til at løfte vort Land, blot vi løfter i Flok.

Vi foer vide paa Tog
over gyngende Vaag,
rundt i Landene knejser normanniske Taarn.
Men vort modige Flag
flyver vidre idag,
og det rødmer af Sundhed som aldrig tilforn.

Og vor Fremtid er stor;
thi det trekløvde Nor,
det skal samles igjen, det skal blive sig selv.
Hvad du evner, kast af
i det nærmeste Krav,
det skal bæres helt frem af en voxende Elv.

Denne Bostavn er vor,
og vi elsker den for,
hvad den var, hvad den er, hvad den bliver igjen.
Og som Kjerlighed gror
af den hjemlige Jord,
skal den gro af vor Kjerligheds Frøkorn igjen.

Men Signe kom og lagde Armen om Petra og drog hende ind med paa Kontoret, hvor Ingen var. "Nej," sagde hun, "du har saaledes revet mig med, at jeg maa: - Petra, skal vi være Venner igjen!" - "O, Signe, endelig tilgiver du mig!" - "Nu kan jeg, hvad det skal være! Petra, elsker du ikke Ødegaard?" - "Gud, Signe!" - "Petra! det har jeg troet fra første Dag, - og jeg har troet, at han nu endelig var kommet for at - - - Alt, hvad jeg i halvtredje Aar har tænkt og gjort for Eder, har været med det for Øje, og Far har troet det Samme; han har nu vist ogsaa talt med Ødegaard derom." - "Men Signe -!" - "Hys," hun lagde Haanden for hendes Mund og løb, - der var Nogen, som kaldte paa hende; man skulde til Aftensbordet.

Dette var dækket med Vin, fordi Provsten havde været borte fra Middagen. Men Provsten, som den hele Tid havde været meget alvorlig og meget stille, sad endnu, som om Ingen var tilstede, ligetil man var ved at rejse sig. Da bankede han paa Glasset og sagde: "Jeg har en Forlovelse at kundgjøre!" - Alle saa mod de unge Piger, som sad sammen, og disse vidste begge ikke, om de skulde falde af Stolen eller blive siddende.

"Jeg har en Forlovelse at kundgjøre," tog Provsten op igjen, som havde han svært forat komme igang. "Jeg vil vedstaa, at den fra Først af ikke har været mig kjer" - alle Gjester saa paa Ødegaard med høj Forbauselse; den blev uden Grænse, da han sad rolig og saa paa Provsten. "Jeg tænkte, oprigtig talt, at han ikke var hende værdig." Gjesterne blev her saa undselige, at Ingen længere turde se op, og da Pigerne længst ikke havde vovet det, havde Provsten bare et eneste Ansigt at tale til, det var Ødegaards, der imidlertid nød den lykkeligste Ro. "Men nu," fortsatte Provsten, "nu, da jeg har lært ham nøjere at kjende, nu er det endt med, at jeg ved ikke, om hun er ham værdig, saa stor er han blevet mig; thi det er Kunsten, Scenens store Kunst, og hans Forlovede er Petra, min Plejedatter, mit kjere Barn; maatte det gaa Eder godt sammen! Jeg bæver ved det, men hvad der hører sammen, skal ogsaa sammen. Gud være med dig, min Datter!" Hun var i et Nu over Gulvet og ved hans Bryst.

Da Ingen af dem mere satte sig, gik naturligvis det hele Selskab fra Bordet. Men Petra gik hen til Ødegaard, som strax tog hende med til det borteste Vindøje, han havde Noget at sige hende nu, men hun maatte først sige: "Dem skylder jeg Alt!" - "Nej, Petra; jeg har kun været en god Bror; det var stor Synd af mig, at jeg vilde være mere; thi var det sket, havde hele din Bane været brudt." - "Ødegaard!" De havde hinandens Hænder, men de saa ikke paa hverandre; en Stund efter slap han og gik. Men hun kastede sig ned paa en Stol og græd.

Dagen efter rejste Ødegaard.

__________

Strax efter Jul modtog Petra et stort Brev med stort Embedssegl for; hun blev rent ræd det og bar det ind til Provsten, som aabnede det og læste. Det var fra Byfogden i hendes Fødeby og lød:

""Da Pedro Ohlsen, som igaar afgik ved Døden, har efterladt et Testamente, saalydende:

"Det, som findes efter mig, hvilket nøjagtig er optegnet i den Regnskabsbog, som ligger i det blaa Skrin, som staar paa mit Værelse i Gunlaug Aamundsdatters Gaard her i Bakken, og hvortil nævnte Gunlaug har Nøglen, ligesom hun alene ved Besked om det Hele, - ønskede jeg, - saafremt hun, Gunlaug Aamundsdatter, dertil giver sit Minde, hvilket hun ikke kan give, hvis hun ikke tillader, at den Betingelse, som jeg har tilføjet, hvilken hun alene, som er den eneste, der kjender den, kan opfylde, bliver opfyldt, skulde tilfalde Jomfru Petra, Datter af titnævnte Gunlaug Aamundsdatter, at sige, hvis Jomfru Petra vil værdiges at ihukomme en gammel syg Mand, som hun har gjort godt, skjønt hun ikke vidste derom, hvilket hun heller ikke kunde, og som har været hans eneste Glæde i hans sidste Aar, hvorfor han har tænkt engang at gjøre hende en liden Glæde igjen, som hun ikke maa forsmaa. Gud være mig stakkels Synder naadig. Pedro Ohlsen." saa tillader jeg mig at spørge, om De selv vil henvende Dem til Deres Moder desangaaende eller ønsker saadant af mig.""

Postdagen efter bragte Brev fra Moderen, skrevet af Provst Ødegaard, den eneste, hun nu havde turdet tro sig til; det indeholdt, at hun gav sit Minde og opfyldte Betingelsen, den at meddele Petra, hvem Pedro var.

Tidenden og Summen satte hende i en egen Stemning; det var, som Alt nu begyndte at lægge sig tilrette; det var en Mindelse mere om Afrejsen.

Altsaa til hendes Kunstøjemed havde gamle Per Ohlsen spillet sine første Penge sammen i Bryllupper og ved Danse, og han, Søn og Sønnesøn paa forskjellig Maade slidt og lidt. Summen var ikke stor, men den vilde magte at bære hende et Stykke længer ud i Verden og derved ogsaa hurtigere frem.

Men som Sol steg den Tanke op, at nu kunde Moderen flytte til hende, hun kunde hver Dag give sin Mor Glæde, hun kunde gjengjelde sin Mor! Hun skrev et langt Brev til hende hver Postdag, hun kunde neppe oppebie Svaret. Da det kom, var det en stor Skuffelse; thi Gunlaug takkede, men mente, "at hver sad bedst i Sit". Nu lovede Provsten at skrive, og da Gunlaug fik hans Brev, kunde hun ikke længere dy sig, hun maatte fortælle sine Sjøfolk og andre Kjendinger, at hendes Datter skulde blive noget Stort etsteds og vilde have hende til sig. Derved blev Sagen til et meget vigtigt Spørsmaal i Byen, det blev afhandlet baade paa Brygger og Fartøjer og i alle Kjøkkener. Gunlaug, som til denne Tid ikke havde nævnt sin Datter, talte herefter aldrig om Andet end "min Datter Petra", ligesom Ingen herefter talte om Andet til hende.

Men endnu, da det lakkede mod Petras Afrejse, havde Gunlaug ikke givet Besked, hvilket bedrøvede Datteren meget. Derimod blev det højtidelig lovet hende baade af Provsten og Signe, at de begge skulde komme ind til hende, naar hun første Gang skulde optræde.

Sneen tog paa at glide af Fjeldene, det grønnede saa smaat paa Markerne. Hun havde blot nogle Dage igjen der paa Gaarden, hun og Signe gik omkring og tog Farvel med Alle og Alt, - især med de Steder, de sammen havde faaet kjer. Da meldtes dem af en Bonde, at Ødegaard var oppe paa Øygarene, og at han agtede sig ned til dem. Pigerne blev begge ganske sky og hørte op at gaa ud.

Men da Ødegaard kom, var han saa lys og glad, som Ingen før havde set ham. Hans Ærinde i Bygden var at lægge en Folkehøjskole der, og i den første Tid, til han fik en Lærer, han likte, selv at styre den; senere vilde han sætte Andet og Mere igang. Han betalte paa den Maade, sagde han, noget af Faderens Gjeld til Bygden, - og hans Far havde lovet ham at flytte til ham, strax Huset var færdigt. Det skulde ligge lige ved Præstegaarden. Saavel Provsten som Signe blev overmaade glade ved dette Naboskab; Petra ogsaa, men det faldt hende dog fremmed, at netop som hun rejste, bosatte han sig.

Provsten vilde, at de Dagen før Petras Afrejse tilsammen skulde nyde den hellige Nadvere. Dermed faldt en stille Højtidelighed over de sidste Dage, og det var særegent, at naar de talte sammen, skete det halvt sagte. Provsten gik i de Dage aldrig forbi Petra, uden at han strøg hende over Haaret, og ved den hellige Handling i Kirken, hvorved foruden dem blot en fremmed Præst og Klokkeren var tilstede, talte han især til hende og talte, som naar de en Helligaften eller Fødselsdag sad ved deres Bord hjemme. Det vilde nu snart vise sig, mente han, om den Tid, hun med Bøn til Gud om Naade idag afsluttede, havde lagt et Grundlag. Intet Menneske bliver fuldt sandt, før det naar sin rette Gjerning. Det var en Forkyndelsens Gjerning, hun fik, og den, der kom med Sandhed og holdt sig selv værdig, fik den største og varigste Frugt. Gud brugte ganske vist ofte ogsaa de Uværdige, saavist som vi i højere Forstand alle var uværdige; han brugte vore Længsler. Men der er en Forkyndelse, som intet Menneske tager ud af sin Længsel alene, og den vilde hun dog vel prøve at naa; Alle maatte stræbe at naa det Største. Han bad hende idelig at komme tilbage til dem; thi det er Meningen af Menighed, at Samfund i Troen hjælper og styrker. Om hun fejlede, vilde hun her helst finde Barmhjertighed, og om hun selv ikke forstod, hun var kommet bort, vilde de kjerligst kunne sige hende det.

Ved Afskedsbordet Dagen efter tog han det ømmeste Farvel. "Han var enig med hendes Ven deri," sagde han, "at hun burde begynde saadan, som hun nu engang var, og begynde alene. I den Kamp, hun vilde faa, skulde hun prøve, hvor det var godt at vide, at der etsteds sad nogle Mennesker sammen, som hun var vis paa. Bare at vide med Sikkerhed, at de bestandig bad for hende, - hun skulde se det vilde hjælpe!" - Han henvendte efter Afskeden for Petra en Velkomst til Ødegaard. "At være forenet i Kjerlighed til Et og det Samme var den skjønneste Ind ledning til at elske hinanden." Provsten tænkte ved denne Skaal ganske vist ikke paa det, som i disse Ord først gjorde Signe rød, dernæst Petra; om Ødegaard var det, vidste de ikke; thi Ingen vovede at se paa ham.

Men da Hestene stod for Døren, og de tre Venner stod omkring den unge Pige, og alt Gaardens Folk omkring Vognene, hviskede Petra, da hun for sidste Gang omfavnede Signe: "Jeg ved, jeg snart faar høre stort Nyt fra Eder; Gud velsigne det!"

En Timestid efter saa hun kun de hvide Tinder, som viste, hvor Stedet laa.

12te Kapitel.

En Aften tæt før Jul var Hovedstadens Theater udsolgt; en ny Skuespillerinde skulde optræde, om hvem der gik de største Ord. Ud af Folket - hendes Mor var en fattig Fiskerkone - havde hun ved Andres Hjælp, som havde set hendes Evner, nu naaet hid, og hun skulde give stort Løfte. Mellem Publikum hviskedes mangehaande Ting i den Tid, før Teppet gik op; hun skulde have været en skrækkelig Jentunge og siden som voxen været forlovet med sex Personer paa een Gang og have holdt det gaaende i et halvt Aar. Hun skulde være blevet ledsaget ud af Byen af Politivagt, fordi den var i fuldstændigt Oprør for hendes Skyld; det var mærkeligt, at Direktionen tillod en saadan Person at træde op. Andre paastod, der var ikke mindste Sandhed deri; hun var, fra hun var 10 Aar, opdraget hos en stille Præstefamilie i Bergens Stift; hun var en dannet, elskelig Pige, de kjendte hende godt, hun maatte have et mageløst Talent; thi hun var saa smuk.

Andre sad der, som vidste bedre Besked. Først den over hele Landet velkjendte Storhandler med Fisk - Yngve Vold. Han var kommet her tilfældig paa en Forretningsrejse; man sagde rigtignok, at den glødende Spanierinde, med hvem han var gift, gjorde ham Huset hjemme saa hedt, at han blot rejste forat afkjøle sig. Nu havde han taget Theatrets største Loge alene og indbudt sine tilfældige Bordfæller paa Hotellet til med ham at se paa "noget Allerhelvedes Noget." Han var i udmærket Stemning, lige til han fik se - var det ogsaa ham? - - i en Loge i anden Rad og med et helt Skibsmandskab omkring sig? - nej! jo! - jovist, det var Gunnar Ask! Gunnar Ask, som ved Moderens Penge var blevet Ejer og Fører af "den norske Grundlov," var paa Krydsningen ud af Fjorden kommet til at sejle Side om Side med et Skib, som førte Navnet: "den danske Grundlov," og da Gunnar syntes at mærke, at den vilde foran ham, kunde dog saadant aldeles ikke gaa an; han satte alle de Klude paa, han ejede, det knagede i den gamle Grundlov, og Følgen blev, at han, forat knibe saa længe og langt i Vinden som bare mulig, satte Skuden paa Grund paa et aldeles urimeligt Sted. Nu laa han ufrivillig i Byen, mens den norske Grundlov blev lappet. Han havde en Dag i Byen truffet Petra, som indhentede ham og var saa inderlig god mod ham baade da og siden, at han ikke alene glemte sit Nag, men kaldte sig selv den største Torsk, som deres fælles Fødeby nogensinde havde udskibet, at han nogensinde kunde bilde sig ind at have fortjent en saadan Jente som Petra. Han havde idag taget Billet til forhøjet Pris for hele sit Skibsmandskab og sad med det stille Forsæt at traktere dem mellem hver Akt, og Skibsmandskabet, som alle var fra Petras Fødeby og vel set i Moderens Beværtning, dette Jordens Paradis, følte Petras Ære at være deres og sad og lovede hverandre, at de skulde klappe, saa Folk aldrig havde hørt Mage.

Men nede i Parquet saa man Provstens stive, tætte Haar. Han sad rolig; han havde fortroet hendes Sag til en Større. Ved Siden af ham sad Signe, nu Signe Ødegaard. Hendes Mand, hun og Petra havde just endt en tre Maaneders Udenlandsrejse; hun saa lykkelig ud, hun sad og smilte over til Ødegaard; thi imellem dem sad en gammel Kone med kridhvidt Haar, der stod op om hendes brune Ansigt som en Krone. Hun var højere i Sædet end alle Omsiddende, hun saas fra hele Huset, og snart var ogsaa alle Kikkerter rettet paa hende, thi man sagde, det var den unge Skuespillerindes Mor. Hun, der bar en Mands Navn, gjorde ogsaa nu et saa vældigt Indtryk, at hun lyste Fred over Datteren. Et ungt Folk er fuldt af Forventning, det ejer Tro paa Grundkraften i sin Natur, og Synet af denne Mor vakte Troen.

Selv saa hun Ingen eller Intet; hvad det var for Grejer, det Hele, brydde hun sig lidet om; hun vilde blot være med forat se, om Folk var gode mod hendes Datter eller ej.

Det gik ind paa Tiden; Snakket døde hen i Spændingen, som lidt efter lidt begyndte at tage Alle og at gjøre dem god.

Et stærkt Slag af Pauker, Trommer og Horn paa engang begyndte Ouverturen; "Axel og Valborg" af Adam Oehlenschlæger skulde gaa, og Petra havde selv bedet om denne Ouverture. Hun sad bag en Kulisse og hørte paa. Men foran Teppet sad snart den lille Del af hendes Landsmænd, som Huset kunde rumme, i Bæven for hende, som altid for den Begyndelse, hvor man venter noget Dyrebart af sit Eget at komme til Aabenbaring. Det var, som hver af dem selv skulde til; i saadanne Øjeblikke stiger mange Bønner, ogsaa fra Hjerter, som ellers sjeldent beder.

Ouverturen sagtnede af, Fred faldt over Harmonierne, de smeltede efterhaanden hen som i Solskin. Ouverturen sluttede; bange Stilhed indtraadte.

Saa gik Teppet op.