En ny feriefart

Bjørnstjerne Bjørnson

DET norske Nordland og Finmarken er saa lidet kjendt af Nordmænd udenfor selve Egnene og udenfor Forretningerne deroppe, at man ikke kan forlange af Danske eller Svenske, at de skulde kjende dem. Det er imidlertid ligesaa meget til disse som til Nordmændene, at jeg henvender denne Opmuntring til at gjøre en Feriefart didop. Men jeg maa da strax tilføje, at de, som ikke har Raad eller Tid til at gjøre mere end een eller et Par længere Rejser i sit Liv, naturligvis ikke er dem, jeg vil vise derhen, men derimod de Mange, som har set Kulturlandene i Europa, som ikke længes til de store Byer, men netop bort derifra, som ikke søger mere Adspredelse, men et Par Maaneders Vederkvægelse i en overordenlig Natur. Ogsaa til dem henvender jeg mig, som vil sætte i Stand sit Nervenet, og som dertil heller bør vælge en styrkende Sjørejse end det kvalme Badeliv. Vistnok kan der følge lidt Sjøsyge med, skjønt sjeldnere om Sommeren i det stille Vejr; men dels er Sjøsygen en sund Sygdom, dels er netop denne Rejse den mindst udsatte, som kan findes; thi Farten gaar paa nogle korte Undtagelser nær (Jæderen, Stat, Hustadviken, Folden, Vestfjorden) alvej indenskjærs; selv i stærk Storm gaar Dampskibet ganske stille Døgn efter Døgn, man lever som paa sit Stuegulv, kun at man nærer sig af den stærke Sjøluft og har for Øje den største Natur, som Norden ejer. Englænderne har vidst at finde den, nu ogsaa Amerikanere, Franskmænd og Hollændere. Paa hver lystfarende Nordmand kommer ti Å  tyve Fremmede, Englænderne har kjøbt eller lejet alle de bedste Laxefiskerier og Jagtsteder deroppe.

Den gamle tyske Maler Preller, der i sin Tid i Nordlandene har søgt Studier for sine historiske Landskaber (jeg saa just en mythologisk Scene hos ham, som var lagt hen i denne Natur) sagde mig: "Den, som vil se Hav og Luft og Jord i Kamp og Menneskenes Kamp med dem alle, han bør rejse didop." En Lystrejsende ønsker maaske ikke at se det, saasom det lettelig kunde gaa ud over ham selv, men foran disse Fjeldformer og med de Tydninger, som jo altid Naturen vil sørge for at give, kan han ane det og af Folk paa Stedet faa fuld Besked. Jeg nævner det, fordi Nordlændingens Fortælling fra hans Natur og hans Bedrift hører til det Bedste fra min Rejse; hans Fantasi er opdraget af Fare og Ensomhed og har Slægtskab med Naturen.

En tysk Verdensrejser, Alexander v. Ziegler, var den Første (jeg maa til min Skam bekjende det), som vakte min Lyst til at se disse Egne. Han nævnte tre Steder i Verden, som han hvert i sit Slags kaldte det Største, han havde set, og deraf var Nordlandene og Finmarken det ene.

Rejsen didop bør helst lægges saaledes, at man enten paa Optur eller Nedtur rejser over Land fra eller til Namsos, maaske er det bedst at dele Vejen, altsaa paa Opturen overland til Throndhjem, og paa Nedturen overland fra Namsos til Throndhjem, og derfra igjen med Dampskib langs Kysten til de romsdalske Byer (blandt disse det skjønne Molde) og videre langs Bergenskysten, hvor man saa i Bergen atter kan gjøre en Stans til Fordel for Harangerfjorden eller andre af de mange Fjorde, som mindre Dampskibe fra Bergen søger ind til. Nordlandene maa man i hvert Fald have naaet i Slutten af Juni eller i Begyndelsen af Juli Maaned for Midnatssolens Skyld. Man ser den med fuld Virkning ogsaa senere, men da længere nord og kun paa høje eller frie Steder.

Farten derhen er, synes mig, meget dyr. Om de forskjellige Dampskibsselskaber fra Sverige, Danmark og didop enedes om en Nedsættelse for Langfarerne, i Forhold til Rejsens Længde og saaledes, at man undervejs kunde stige af og fare videre efter eget Behag, saa vilde det visselig være til deres Fordel; thi det kan ikke fejle, at denne Sommerrute om nogen Tid er en af de mest søgte i Norden. Det kan ikke fejle; thi saa sandt Nordboen elsker nordisk Poesi og Saga, maa han elske at se en Natur, der lægger Tone til Eddaens største Digte eller Sagaens stærkeste Handling. Længselen efter at optage slige Naturindtryk er nedlagt i hver Nordbo, han bygge ved Havet eller mellem Bjerge [1] .

Strax man har sejlet ud af Indløbet til Namsos, der hører til et af de skjønneste i vort Land, som det bugter sig frem mellem furruvoxede Fjelde og fremskydende Tanger, og man lidt efter har forladt det Throndhjemske, skifter ogsaa Naturen. Den større Trævæxt flygter ind i de bedre skyttede Fjorde, hvor ikke Havstormene kan bryde den, - og hvor Menneskenes Adgang til at herje den ikke er fuld saa let. Thi at der engang langs den hele Kyst var store Skoger, er udenom al Tvivl; ligesom at Havstormene sørgede for at tage den Rest, som Menneskene levnede. Det Græsbelte, som følger helt op i det Øverste af Finmarken, er det frodigste jeg har set. Det staar tæt som Haarene paa et Rensdyr, smukt grønt og saftigt af det salte Hav, som stænker det, ofte bogstaveligt, altid gjennem Luften som Mellemmand. Kvægrøgten er en saa vigtig Faktor i Nordlændingens Liv, at selv et godt Fiske kan ikke nære ham, naar Væden et enkelt Aar har hindret ham i at faa det altid frodige Græs i Hus. Dette Forhold er glædeligt; thi et Folk, som kun tager sin Næring af Havet, faar formeget af dettes Ustadighed, mens Jorden binder Sindet til Tro og Orden.

Fjeldene bliver alt ved Helgeland sværere og mere skilte fra hverandre, saa de alt her begynder at staa ensomme i Havet. Fjeldene har ofte en egen Slags Mosklædning, der breder sig dels graagrøn, dels brunrød opover og kan, naar det øvrige Landskab giver kraftige Modsætninger, fremkalde saa nye Farvevirkninger under Solspillet, at en Maler maatte føle det som Klang af fremmede Melodier og kunde - med Evne til at fange dem - lokke frem en samlet Virkning af henrivende Skjønhed. Man rejser her forbi et Par historiske Steder, saaledes det, hvor Haarek af Tjotta bode; det skyder ud i Sjøen som et Langskib, der netop glider i Vandet, Omkredsen er vid og stor [2] . Efuglflokkene, som svømmer, Maagerne, som skriger, Nordlandsbaadene, som lægger til, Jægterne med det ene store Raasejl, som man overalt møder, og Løbets behagelige Brede med det bestandige Fjernsyn af store Fjeld, gjør det tilsidst hjemligt, næsten fortroligt; saa ganske svarer det Ene i det Andet, og saa stærkt er det tillige; det erobrer og holder fast.

Men det Hele er kun en Indvielse til den Stund, da Lofotfjeldene begynder at blaane. Jeg ved ikke, hvad der er herligst, enten at have dem i Fjernsyn som en eneste dybblaa Mur med tusinde Taarne paa - over den umaadelige Jættestue, hvori vi samtidig er svømmet ind, selve Vestfjordens Gulv, i Solvejr skinnende, saa langt Du ser, men ogsaa ofte afstængt af Luftspejlinger, der sætter Fjeldrækker paa Hovedet foran Dig og bag Dig, altid flyttende, mens Hvaler leger, Fugle skriger og slaar ned, - eller at komme dem nær og se Muren aabne sig, hver Tind blive Fjeld for sig, det ene altid vildere end det andet, og dette i en eneste Linje, saa langt Du ser, selv med den bedste Kikkert. Naar man roser Romsdal med Troldtinderne, Vængatinderne, Hornet o. s. v., saa vil jeg strax lægge til: Lofoten giver disse Fjeldtinder flere hundrede Gange efter hinanden; eller bedre udtrykt: det Fjeldpanorama, som ses ved Molde, varer heroppe ved, selv med det raskeste Dampskib, i hele Døgn. Men Fjeldformerne er saa forrevne, at intet Billede i min Sjæl fra Mythologiens eller Bibelens eller Dramaets Kreds slaar til for ret at udsige den forstenede Bevægelse, jeg saa paa, den truende Kæmpeorden, den rolige Rædsel, den tusindtakkede Mangfoldighed i denne eneste Gydning af Sten. Man kan værge sig den første Stund, kanske den første Dag og prøve at holde det paa Skjønhedens Afstand, men naar det bliver ved i Døgn og lige stort, enten man sejler til eller fra, saa føler man tilsidst i den døde Natur en Spænding som midt i en levende Handling. Dette har ogsaa de følt, som engang har digtet, og de, som nu paa Stedet fortæller de store Sagn, som svæver over disse Steder, og hvori Fjeldene tager dramatisk Liv, optræder som Jætter og Jættemøer, Riddere og Jomfruer; det Storstilede deri bliver endnu større ved den uoverskuelige Afstand mellem de Handlende i dette Stendrama. De, der sejler og drømmer og digter heroppe betragter nemlig Mile som vi Spadsereture, og i den rene Luft ses ogsaa Ting i elleve, ja tretten Miles Afstand, som man tror at komme hen til om et Øjeblik. Og det Lys som skinner over denne Eventyrnatur, aflader jo ikke. Vi er nu der, hvor der for nogle Maaneder siden var en eneste Nat, men hvor der nu er en eneste Dag. Samlede paa Dækket gaar Passagererne i Paavente af Midnatssolen: man har hørt det, at hvilke Forestillinger man end bringer med, de vil taage hen i selve Synets Naturmagt. Og det er sandt. Strax den svømmende Ildkugle glider stort op over Horizonten, hvor den kun et Øjeblik har havt Forbud, forvandles Himmel, Fjeld og Hav. Selv kan den ses timevis med blotte Øjne; der staar ingen hindrende Straaleglans omkring, al Brand er inden dens Omkreds, men denne er ogsaa meget større, end man er vant til at tænke sig den om Dagen, ja, saa stor, at man i Begyndelsen betages deraf og længe af intet Andet. Endelig vinder Farven, det er en rødglødende Meteor, som man kunde tænke vilde smelde i Millioner Stykker og Stumper, hvis ikke Synets rolige Højhed, Far vernes Harmonipragt i den Himmel, det majestætisk skrider frem i, gav Fred, fuld og forklaret Fred. Naar en Skystump glider ind over Kuglen, gjennembrændes den strax og bliver mørkere rød, saa der tegner sig paa Solen som Fjelde eller Landskaber. Men naar en Skystump glider ind i den farvefine Himmel, tændes blot Kanterne, de gjøres hvid- eller rødglødende, mens det Indre holder Farve og hæver derved alt Omliggende. Thi Himmelen staar i alle Farveovergange fra det stærkeste Blodrøde over Fjeldene til det hvidgraa Ligegyldige i Højden; men dette saaledes, at Du paa intet Punkt kan sætte blot en Synaalsspids ind og sige: der løber den ene Farve over i den anden. Dersom nu dette Syn stod stille, saa kunde man maaske dog engang blive mæt deraf. Men det skifter uafladeligt; nu er Solen mere violet, nu mere gulrød, nu med et Slør over af Grønt, nu atter opklaret af Hvidt; men altid varm, rød bag sine vexlende Slør. Nu glider en Taagestump ind, nu glødes den, nu atter ud, nu hel blank Solbrand, nu atter en liden lang Skystrimmel, som bæver og brænder og glider bort. Og den omgivende Himmel skifter samtidig gjennem alle Farveovergange, som sittrede det gjennem den, og Skyerne deri, eftersom de fortyndes eller fortættes, eftersom de kommer i de blaalige, hvide Lag eller de røde, violette, saa brændes de stærkere i Kanterne, hvidner eller mørkner i det Indre. Synet er saa bestandig nyt, at jeg har set gamle Folk paa Stedet møde dertil med samme uafladelige Opmærksomhed som vi.

Særeget bliver det ogsaa derved, at den øvrige Himmel og de Fjelde, som ligger under den, staar urørte. Der er den samme urokkelige Farvekulde i det staalblaa Hav, i den mørkgrønne Fjeldfod, i de dybblaa Fjeldsider og Takker, mens Alt her gløder, straaler, skifter, jubler i Solen. Men saa kan igjen et enkelt Fjeld henne i det Kolde skille sig helt ud og staa i Rødme fra Top til Fod; det er, som holdt dette Fjeld sin egen lille Sol skjult bag ved sig. Det vender nu engang saaledes til, at det kan naas af Solen, og dets Glød hæver endnu stærkere den klare Kulde i Omgivelsen.

Engang, som Midnatssolen var paa sit Skjønneste, kom Maanen op, den vidste formodenlig ikke, hvad her var paafærde; thi skidnere, grætnere Fjæs, mere fordrukkent og vantrevent kan ingen til Opiumsrøg forfalden Kineser fremvise. Med dette haarløse Exemplar af Drukkenboltenes Klasse havde den overhovedet en slaaende Lighed. At nogen Digter nogensinde har skrevet Oder til ham, nogen Elskerinde nogetsteds smægtet mod ham, var ikke let at forstaa. Vi peb ham ud, saa ynkelig han drog sig hen, og dængede ham til med Latter. Han var ogsaa bleven paafaldende liden og sammenskrumpet; han maatte vist føle det selv, thi han holdt sig paa betydelig Afstand.

Den Fjeldkarakter, som Lofoten har, optræder ikke længer nord uden enkeltvis i Rækker paa nogle faa Tinder, omtrent som dem, vi beundrer sydpaa, f. Ex. i Romsdal. I Lyngenfjord har vi dem igjen, tildels ogsaa i Balsfjord, maaske i flere Fjorde, som jeg ikke har været indi, og langs Kysten nu og da, skjønt sjeldnere. Dog sejler vi frem mellem Fjeld og ser blot Fjeld, klædte og ikke klædte, undertiden grønne til Toppen, undertiden milevidt graa Masser uden Græstørv. Derfor kan man komme til Steder, som synes overhængende stygge; men stiger man et Stykke tilvejrs og faar Stedet i Fjernsyn, saa at Stenens Former og Forhold Havets dybe Farve, Luftens Klarhed faar Magt, da kan Uendelighedens Forestilling suse ind over det udstrakte vilde Land, og da er det skjønt. Saaledes f. Ex. Hammerfest. Strax man fra denne lille, hist og her af Jordhytter sammenæltede Tranby kommer op paa "Salen", et lidet Fjeld bag den, - ligger Byen lun og ordnet, bøjet med Bugten. Dens overordenlige Virksomhed spiller paa Fjord og Fjøre i Fartøjer, store og smaa, Fiskegjælde, Trankogerier, Finnebaade, Dampskibe. I den flere Mile store Dam, som Sjøen synes at være, - indestængt af graa Fjeld, bag hvilke Snefjeld blinker, - stiger desuden en Klippeø op, skyder et frodigt Næs ud. I Luftens Klarhed toner den tunge Natur venligere hen, og den menneskelige Virksomhed inden dens Ramme løftes op med i et storladent Indtryk. Dette er Verdens nordligste By, under 71de Bredegrad. Alt norsk Landskab synes mig ellers i Modsætning til et dansk at byde lidet Behag i det Nærværende, d. v. s. paa den Plet, hvor man staar, men desto oftere uendelig Skjønhed i Fjernsyn.

Endvidere synes den norske Natur mig at fængsle ved sin Ejendommelighed, og dette da især, naar det gjælder Kysten, og her igjen jo længer nordpaa man kommer. Men til ret at føle Ejendommeligheden hører det, at Sindet stemmes til Iagttagelse af Livet, Menneskers, Fugles, Fiskes, som her møder frem. Man vil langs hele Norges Kyst ligesaa vist møde Forskjel i Ansigtsformer, Sprog, Væsen og Klædedragt, som man alt i det Fjerne ser forskjellige Baadformer stevne imod sig. Nordlændingens Baad (forskjellig hele Vejen opover) viser sig for den Langrejsende som noget aldeles nyt, efter mit Tykke som den skjønneste i Landet, indrettet for hans Behov i de store Afstande der oppe, nemlig som Skarpsejler, desuden for Fiskebruget, idet den er let at vende og haandtere. Dens Form er paa engang stærk og smidig, og noget af det Samme synes Folkene mig at have. Man har kaldt Nordlændingen træg, og han vil endnu længe vise sig saa; han er nemlig mistænkelig. Et mere vanskjøttet, mere udplyndret og overset Folk har Norden indtil fornylig ikke havt. Oprørende er det at høre om Embedsmænd og Forordninger i Dansketiden, om Bergenserkjøbmændenes Snyderier lige op i vor og om Landhandlernes do. I Nordland og Finmarken havde et saa gjennemført Plyndringssystem vundet virkelig Hævd, at endog Peder Dass ofte i sin "Nordlands Trompet" giver Skildringer af Overgreb og Udsugelser, som han ikke selv føler [3] . Men Nordlændingen, Landets første Fisker, dets modigste, ufortrødneste Sjømand, er ikke træg. Se ham i Baaden - enhver maa dømmes i sit Kald - : ikke alene er han en vældig Rorskal, rask Losser, men hans Bevægelser, naar han sætter Sejl op eller ved Manøvrer, er mere end raske, de er lette, skjønne. Tal saa med ham! Hvad har han ikke læst og tænkt over, hvor let følger han ikke med, naar Du fortæller. Vistnok er han for Tiden vel meget fordybet i de Jaabækske Kandestøberier; men dels er det ikke til at undres over, naar man kjender hans Fortid, dels maa vi takke vor Gud, om Nordlændingen slipper saa let over fra at være regeret til selv at regere som ved i Samlag at varme nogle fremmede Æg, som vil raadne under Rugningen, og som han derfor selv bliver den Første til at sparke ud. Hermed vil ogsaa hans Embedsstand hjælpe ham, den er i sin store Almindelighed nu det Modsatte af den gamle [4] . Den nuværende Embedsstand er fordetmeste unge Mænd, som med Liv og Sjæl slutter sig til Folket. Disse Egne har det ved sig, at de fortryller de Indflyttede, Embedsmændene derfra taler altid siden om sit Ophold der Nord som sin skjønneste Tid. I Pagt med Folket vil de unge Embedsmænd snart vinde dets Tillid; mange af dem har den allerede. Den sejge Naturmagt i Folket selv, som har holdt ud Aarhundreders Forulempning, hærdet som den var af Sjøens Slid og Lykkespil med Liv og Gods, mod hvilke hine Plagerier blev halvt latterlige Smaating, - denne prøvede Naturmagt vil nu, i Ly af Storthingets Omsorg, hvis Kjælebarn Nordlandene og Finmarken er blevet, løfte disse Egne imod en stor Fremtid.

En Del af Folket er, som kjendt, Kvæner og Finlapper. De første (Finlands Finner) er et stærkt, dygtigt Folk, gode Sælhundsskytter, Hvalrosfangere og Haakærringfiskere, ogsaa Jordmænd. Naar de i Ægteskab med Norske altid faar disse til at tale Kvænsk, kommer dette ikke, som man har troet, af Overlegenhed, men tvertom deraf, at det er Kvænen en fysisk Umulighed at tale Norsk, naar han ikke er vant dertil fra Barn. Man kan paa Stedet overbevise sig derom. Et godt Skolevæsen sørger nu for at lære Børnene Norsk, og det er en Erfaring, at de, som engang har lært Norsk, tager det til sit daglige Sprog.

Finlapperne er naturligvis dem, man ser mest paa og spørger mest efter, fra det Øjeblik den første Fin er kommet ombord i sin graahvide Uldbluse, kantet med Rødt og med Belte om (om Vinteren bæres Rensdyrspels), og med sit ejendommelige Skotøj og Hoveddækning. De er næsten alle smaa, yderst venlige, snaksomme, fulde af Fantasi og Følelse. Mange af Havfinnerne klæder sig som Nordmænd og vil i Tidens Længde ganske gaa over til dem. Fjeldfinnerne derimod holder sig for sig selv; fra at have ejet alt Land der oppe, er de nu trængt tilbage til Højfjeldene, kommer ogsaa der ofte i Strid med de Indflyttede og nærer i Reglen stærkt Nag til Nordmændene. I deres Eventyr om Fanden er han altid klædt som Nordmand. Træffes en Nordmand paa Fjeldene uden i Følge med en Fin, bliver han ufejlbarlig skudt; dette hørte jeg bekræftet fra flere Sider, saaledes ogsaa af en Fin, som gav mig mange Oplysninger om dette særegne Folkefærd, han nu, i Kraft af sin Dannelse og Stilling, ikke længer kunde siges at tilhøre, men som han elskede. Hvilken Udholdenhed har ikke dette Folk, som lever i Sneen største Delen af sit Liv, i Kamp med Ulv og Elementer! Paa Vandring efter bortskræmt eller stjaalet Ren det Meste af Aaret, paa Ski saalænge Sneen ligger, og siden klyvende i Urd eller paa ubanede Veje, har Fjeldfinnen faat en egen Gang med skrævende Ben og svigtende Knær; han ser mere ud til at glide end at gaa. De Vejstykker, han kan tilbagelægge med uforandret Hurtighed, og ofte med svære Børe paa Ryggen, forekommer utrolige, ligesom at han kan gaa i Døgn uden at trænge Hvile. Mad har man med sig inde paa Brystet, nemlig et Stykke Rensdyrkjød og Brød. Naar han paa sine Ski har faat Far af Ulven (set Ulvens Spor), gaar han efter den, til han naar den. Ulven afsted nedover Fjeldene, men Finnen hurtigere efter paa Skierne, og nu opover og nedover, ofte i Døgn; Finnen spiser, Ulven faar hverken spise eller stanse; den kan blive saa træt, at den lægger sig ned i Bakken og bider imod Finnen som en Hund, og da skydes den eller slaas den simpelthen ihjel med Skistaven. Ti Species har da Finnen i Skudpræmie, desuden Hudens Kostende. En Ulv, som Finnen faar Far af, kan paa Sneen aldrig undslippe ham. Ikke destomindre er Ulven hans værste Fjende. Den kommer gjerne i Mulm og Mørke; Rensdyrene staar i Snefuren, som de har sparket op for Mosens Skyld, de staar Side om Side, ofte Hundreder bortover, alle med Bagdelen op og Hoved og Forkrop i Furen, altsaa ude af Stand til at vejre. Da kommer Ulven og er i et Sprang paa Ryggen af den fedeste Ren; før Hundene, som ogsaa kan narres, faar vækket Finnen, og han faar krøbet frem af Gammen med sin Rifle, er Flokken spredt, det koster ofte Ugers Møje at samle dem, - om de nogensinde alle samles; thi de fremmede Ren, som falder ind i en Fins Flok, slagtes i Reglen strax, og naar Ejeren kommer, er Intet at se. Forstaar sig, han gjør Gjengjæld, naar han kan. Men det er ikke altid, han kan.

Finnen lever udmærket. Rensdyrets Blod, hvoraf han koger Suppe, og dets Kjød og Mælk er saa fed og stærk Mad, at ikke alle af os kan nyde den, selv naar vi lager den til paa vor Vis. Naar Maden sættes frem, bydes Mel og Salt med det Samme; man lager da selv sit Brød og steger det paa Hellen. Jeg fortæller saa meget om Finnen, fordi jeg selv aldrig kunde blive træt af at spørge, og forudsætter, at det vil gaa andre Rejsende ligesaa. Embedsmændene deroppe holder af Finnerne og fortæller trolig om dem. En Thingrejse der nord er ofte en Udfart over Ødefjeldene i pilsnar Kjørsel med Rensdyr. Vejviseren kjører foran, dernæst den Rejsende, saa en Ren med Tøjet; den sidste er ofte et utæmmet Dyr, heftet til den Rejsendes Pulk for at holde igjen, og heraf kan de kosteligste Scener opstaa. Farten er farlig nok paa Grund af, at den bedst tæmmede Ren dog er et vildt Dyr, der prygler løs baade paa Mand og Pulk, naar han bliver træt, sætter sig selv paa, naar det gaar nedover, og vil overhovedet Ingenting uden først efter mange Konster. Farten gaar Vælt i Vælt, men Tømmen er godt viklet om Armen, Dyret maa følgelig vente, og Pelsklædningen hytter mod Sneen; derfor bare op igjen, - nogle Konster, og atter afsted.

Men jeg kan ikke slutte med at fortælle om Finnerne uden ogsaa at mindes Else Marie Schancke i Tanen, om hvem jeg hørte af Mangfoldige, da jeg først havde lært at spørge. Hun kaldes "Mor" af alle Finner paa Fjeldene der omkring, og hun har i Sandhed været en Mor for dem! Gift med en rig Handelsmand, gav hun sin og Mandens Formue til Finnerne og offrede det meste af sit Liv til deres Omsorg, skjønt hun var Mor til tolv Børn og sad for et stort Hus. Et Exempel blandt alle: Kvelden før Julkveld, da Else Marie delte Maden ud i en stor Kreds af Slægt og Gjæster, kom en Fin ind og bad hende med Taarer at følge ham, skjønt det var langt til fjelds og i Uvejr; hans Kone havde ligget to Døgn i Barselnød; hvis ikke "Mor" vilde tage med, saa gaves der ikke Frelse. Men saavel hendes Børn som Gjæsterne sagde ham, at en Kvinde paa 72 Aar kunde ikke tage tilfjelds mod Natten og i Uvejr og endmindre saalangt bort. Men Finnen kjendte "Mor", han holdt sig til hende selv og bad Gud hjælpe ham at bede. Da rejste den Gamle sig, En maatte afsted efter hendes Ski, en Anden efter hendes Finnepjesk, mens hun selv fandt Mad og Medicin sammen og klædte sig som Finnen; hun fulgte ham saa paa Ski opover i Snefyget. Saavel den Nat som Dag derefter blev hun borte; de havde alt samlet sig over Julgrøden og just ikke med glade Tanker, da hun rask kom ind, hilste, hilstes og omringedes. Men hun vilde Ingen ændse, hun gav korte Befalinger, nu om varmt Vand, nu om Mælk, nu om en liden Kasse, hvori der havde været Sukker, og da hun fik det, saa tog hun frem af Barmen en liden Rull, viklede den ud, og saa laa der et Spædbarn i et mygt Hareskind: "Dette har Gud givet mig; thi Moderen er død." Hun forede den lille Kasse med Hareskindet, fandt Tøj sammen og lagde Barnet deri, vasket og velstelt. Denne Kasse havde hun siden foran sin Seng, hun plejede Barnet utrættelig og bar det med sig overalt. Barnet var, som hun selv sagde, "hendes Hjertebarn". Men sex Aar gammelt brændte det inde. Hun ledte da selv op Benene i Askehoben, lagde dem i den samme lille Sukkerkasse, foret med Hareskindet, hvori hun først havde lagt det, og begrov det. Ved den Lejlighed yttrede hun: "Jeg var ikke god nok Mor for mine tolv Børn. Var det saa ikke at friste Vorherre at ville tage det trettende?"

Der er ellers ogsaa Fortællinger at høre om rige, godgjørende Finner, der af sine Hjorder paa flere Tusinde Ren skænker, ja, opholder de fattigere Brødre. Men Nordlandenes Folk, de være Nordmænd, Kvæner eller Finner, er et velvilligt, venligt Folk. Det, som i Regelen hindrer Menneskene i at være det, alle de tusinde Hensyn, de splittede Gjøremaal, det spredte Sind, for hvilket Alting kommer ubelejligt, ærgerligt, - dette er her sjeldnere tilstede. Menneskene er glade i hverandre under saa ensomme Forhold; der gror dybere Tanker i en saa stor Natur og farefuld Drift, i saa langt et Mørke og saa stort et Lys.

Ingen Langrejsende maa forsømme at gaa ombord i et Russeskib, hvoraf der vrimler i Tromsø og Hammerfest. Istedetfor de daarlige Lodjer, hvorpaa de før for, har de nu smukke Skonnerter og Brigger. Kan man faa en Kjøbmand med, som taler Russisk (og det er næsten ligesaa almindeligt at Kjøbmændene deroppe taler Russisk, som at vore taler Spansk [5] , saa er man sikker paa en udmærket Modtagelse, man bliver trakteret med den fortrinlige Russethe, med Vin o. s. v. Russerne er et godmodigt Hjertefolk; tvivler man, saa læg Mærke til dem, naar de har sig en glad Dag; tvivler man, saa hør dem synge og se dem danse til sine Sange, Gamle og Unge om hinanden. Der er altid en Forsanger, som de Andre slutter sig til i Kor, ofte med stor Færdighed. Man kan høre, at disse Sange er flere Hundrede Aar gamle, og man kan endvidere høre, at de i al den Tid har været Sjelenes Ejendom; thi Alle synger dem uden Spor af Dressur, Viser paa halvhundrede Vers, ganske som man hejser op af en Brønd, med bestandig Vished for, at der er mere igjen. Man fortalte os, at deres fleste Sange gik om Kjerlighed; men Ruslands Navn og Czarens var altid med, Fædrelandsfølelsen bar Sangen. Er det saa underligt? Hvad har det ikke været for en dum Tro, at Russerne var en Flok Halvvilde, man førte i Kamp ligesom Heste, og som levede, kæmpede og døde uden Tanker og Følelser, blot paa Czarens Bud? Kan saa store Ting udrettes af Slaver og Dyr? Russerne har gjennem Aarhundreder havt en Folkefølelse med Erindringer fra den store Kamptid, hvoraf Sagnene og Viserne er opstegne, de har ikke kunnet læse, ikke skrive, men de har kunnet fortælle og synge, de har kunnet græde og danse, taale og dø. Det var den russiske Længsel i Tro og Kvad, som Czar Peter satte paa Tronen, Suwarow førte til Sejr, Nicolaus forsvarede og døde for, og Alexander gav Frihedens Adelsret. Derfor har Russerne været saa frygtelige, fordi de mødte med en levende Gud i sit Hjerte og en levende Fædrelandshistorie i sin Sang, - det var netop, hvad de "civi liserede" Modstandere ofte savnede. Herved forstaar man ogsaa deres berømte "Disciplin", den, som brændte Moskva, som sænkede Skibene i Sevastopols Havn, og som lagde Hundrede Tusinder af dem paa alle Europas Valpladse.

Maaske har jeg dvælet for længe ved de Folk, man møder paa denne Rejse; jeg beder det i saa Fald optaget blot som Tanker undervejs; de samme Tanker vil møde hver Enkelt i uundgaaelig Rækkefølge.

Uafladelig spiller ogsaa Dyre- og Planteverdenen ind. En Hval dukker op, sprøjter og vælter. Hvalens Fjende er Sværdfisken, der render sit Vaaben i den, saa den, vild af Smerte, ofte farer lige paa Land. Vi saa just en Hval, som maatte være saaret; thi den skjød skarpt tilvejrs, saa den stod bent op og ned i Luften, Alne fra Sjøens Overflade; den skreg, saa Alle paa Skibets Dæk vendte sig og raabte. Ved slig Lejlighed faar Du Fortællinger nok af Fiskere og Kjøbmænd ombord; Fortællinger fra de store Fiskerier deroppe, naar tusinde Baade er sammen, naar Fisken eller Silden staar saa tæt, at Baaden løftes, og man kan øse ind med Haave og Hænder, eller Fortællinger om de store Uvejr, der jager Baadene milevidt bort; der, hvor de driver hen, sker der et Overfald af forfrosne og forsultne Folk, de plyndrer Stabur og Kjøkken, de kan ofte ikke vente, til Grøden, som de koger sig i Husets Storgryde, øses op, men omringer Gryden, spiser med Fingrene og drikker Vand til! Endvidere faar du høre om Forlis og Jamrende paa Baadhvælvet, om heltemodige Prøver paa at frelse, men som ofte blot lægger Hvælv ved Hvælv og Jamrende ved Jamrende. Da faar Du denne store Naturs store Historie.

Med midt under Fortællingerne svømmer nogle Efugle fortrolige forbi og deres hyggelige Historie med dem. Efuglen er Nordlændingens Yndling; den er ogsaa saa tam, at den ofte gaar lige ind i Husene og lægger sit Rede under Sengen, ja, op i den, i hvilket Tilfælde Folkene flytter for at give Gjæsten Fred. Efuglen vil under Rugningen gjerne være dækket, man indretter derfor smaa Skjul for den af Bord og gamle Baade; er der Kat eller Hund paa Gaarden, føres disse bort. Folkene kan tage og løfte Fuglen af Redet, de Fjer, den lægger omkring sig, er dens rige Tak for Leje og Pleje. Men Ravne, Krager og Maager passer paa den, naar den et Øjeblik vralter nedover til Stranden for at svømme og snakke med sin Mage, som imens ligger der paa Vagt. Har de fundet Redet ved at følge efter, naar den gaar op igjen, saa staar de paa Lur, til den næste Gang stiger af; de vil nemlig drikke Æggene i sig. Men Efuglen er slu, den bliver liggende saalænge, at hine i sin Utaalmod bider og hakker i den, saa skriger den, det hører Steggen (Hannen) og kommer humpende opover; nu bliver der Kamp. Faar han bare Tag i en af Røverne, saa drager han ham under skrækkelige Skrig, for hvilke de andre flygter, baglænds og Skridt for Skridt ned til Sjøen, han er tungvindt, men han er kraftig, og nu dukker han Kjæltringen under, til Livet gaar af ham. Naar Efuglen har faat sine Unger udklækkede, har hun stort Stræv med at faa dem til Stranden, hele Vejen forfulgt af Rovfuglene og i Nød hjulpet af sin stærke Ven; men har hun først faat dem i Vandet, svømmer han tilhavs baade fra hende og Ungerne, og med tusinde Kammerater ligger han da paa Eventyr ude ved de ytterste Skjær. Hun kæmper videre for hans og hendes. Mister hun Ungerne i disse stille, lumske Vande, som hun desværre endnu ikke tør forlade, saa svømmer hun ud efter den troløse og deler Havflokkenes Eventyr med ham.

Mens Du nu hører om Efuglen eller om hin dumme Fugl, der fanges med Hund (læs Peder Dass's Nordlands Trompet Pag. 124, 4de Udg.), eller om "Tyvjo", som kun lever af det Rov, andre Fugle fanger, og som han nøder dem til at slippe, - har Dampbaaden skræmt op et Fuglevær af Maager og Terner, og vi er som i en Snesky. De tindrende Snebolder med Vinger paa, som i Millioner [6] krydser hinanden, buende, dalende, skrigende, i det travleste Skraal, i det tætteste Maskenæt af Mylder, er i Sandhed et saa muntert Billede, som Guds Sol nogensteds har skinnet paa. Dobbelt velgjørende kommer det i en saa stor, men tung Natur, hvor hist og her en træløs Flade bærer nøgne Hus og i Mile intet andet Spor af Liv.

Inde i de buede Fjorddale, hvor Golfstrømmens Velsig nelse ikke aander ud i det tomme Rum, hvor Solen drikkes af Fjeldsider, som kovner og aander ud igjen over alt det, som bygger i deres Ly, - der voxer Trær, der grønnes Enge, der driver Planter tilvejrs i uafladelig Sol ved Nat og Dag, saa de i tre Maaneder kommer længer end andensteds i fem, og der ser man en Vegetation, som i Norges frugtbareste Dalfører. Kun det, som sydpaa kræver sex Maaneders Væxt, saasom finere Frugt, kan ikke naa frem; thi dette er - vel at mærke - under 70de og 71de Bredegrad, derfor maaske det største Under i dette Undernes Land. Naar jeg stod i Lyngenfjord og ikke netop fæstede mig ved hvad Slags Trær og Frugt det var, som her voxede saa frodigt [7] , kunde Naturens Yppighed og Form, Solvirkningen over Fjord og Fjeld overtale mig til at tro, jeg stod i Italien; Snefjeldene længst bag kunde ikke forstyrre dette Indtryk; thi dem ser man ofte i Italien.

I selve Sejlleden møder ogsaa undertiden en blid Skjønhed midt i det Store, f. Ex. den brede Indsejling til Tromsø. Snefjeldstort paa begge Sider, men nedentil fladt og fint udskydende i Sundet, staar Landskabet med Gaarde og grønne Enge, Byen ligger under en stor Høj, klædt med Birkeskog, hvorudaf Indvaanernes mange Sommerhus hvidner, og Flag vifter. Staar man opi en af disse Sommerboliger, bliver Synet endnu større; men Byen nedenunder lille i den store Natur; Alt, som giver Liv, føles venligt. Gaar Du gjennem Haven, dufter Blomsterne med Nordens fine Aroma, og skyder Du Gjenvej gjennem Skogen til et andet Hus, hilse Græs og Birk paa samme Maade. For Din Fod flyver op det ene Rypekuld efter det andet; disse sommerspraglede Fugl med de hvide, butte Halse og tykke Sokker holder til lige ved Husvæggene.

Idet jeg nu maa slutte denne Skildring, som jeg tænkte skulde opmuntre til en ny Feriefart, skulde kalde paa Nordens rejsende Folk, - samler alle Billeder sig for mig i et eneste. Jeg har alt nævnt det, idet jeg sagde, at Norges Natur er skjønnest i Fjernsyn.

Det er i Fremtidens Fjernsyn, jeg ser det. Norge er ikke altid rigt i det Nærværende, uryddet, ufærdigt, som det staar; men der skyder Fremtid op af det Ufærdige. Det Symbol er nu over Landet, at hine Egne, som i vor Histories Gry stod med store Slægter og stærke Bedrifter, atter luer i opgaaende Sol.

Som sidste Nydelse ved hin Færd maa jeg dog nævne den, efter ugelang Fart mellem Fjelde igjen at sejle frem blandt lave Skogrygge, se paa store Kornsletter og lunede Hus, at svinge ind i Sundet ved Namsos, at tumle blandt Overhaldens friske Folk, med deres raske Heste mellem Gaardene i det berømte Korn- og Skogland. Vil man gjøre det, da over Snaasen til Stenkjær og ikke den anden (almindelige) Vej. Fra Stenkjær til Levanger er det skjønneste Stykke i sit Slags i vort Land; men det maa ses i Solskin. Her føler man Pagt i sit Sind med de brede Bygder; at have været i det Store og Vilde har styrket, ja fordoblet Evnen til at forstaa og elske det Jevne, det Frugtbare, det Yndige.

Noter

Note 1:
Nordiske Konstnere maa fremfor alle drage didop, ikke blot Landskabsmalere, som her finder Stof, de ellers aldrig kan naa; ikke blot Historie- og Genremalere, som her vil møde et Liv, saa stærkt, saa mangfoldigt og saa lidet kjendt, og møde det under Forhold, der lige saa let lægger tilrette en historisk Opfatning som en Nutidsscene af gribende eller glad Virkning; men Konstnere af enhver Art, saasandt som alle trænger til at højne sine Indtryk og derigjennem sine Evner, skaffe sig store Syner, hvori der er nordisk Farve og Form, og som har Fæste i vore første Fantasier over Eventyr, Gudelære og Saga. Musikere, Sangere, Skuespillere har desuden Lejlighed til i de nordlandske Byer (Tromsø, Hammerfest, Vadsø) at tjene en Del af sine Rejseudgifter ind igjen. Men det Raad maa da følge med, at ikke Enhversomhelst maa byde sig frem; man har i disse samme Byer ikke et almindeligt "Smaastadspublikum" for sig, saasom man heroppe paa Landet og i Byerne møder en Læsning og en Dannelse, som man i det Første studser ved, men senere finder fuldkommen svarende til de Fordringer som det ensomme Liv i en stor Natur kræver af Sjæle, der er opdragne af Farer, Savn og henrivende Syner, og som næsten alle har gjæstet Udlandet, ligesaameget af Trang, som fordi den hele Folkemagt er Handelsmænd eller Sjømænd. [tilbake]

Note 2:
Jeg var denne Gang paa alle de tre Gaarde, hvor de tre Høvdinger for Opstanden mod Olav den Hellige bode. Senere var jeg paa selve Stiklestad i Værdalen, hvor de førte sine Skarer frem mod den store Konge, som der faldt. Fuldere har intet historisk Minde rørt mig. Men i Paasyn af det vidunderlige Landskab, som her storladent aabner sig, og som var det samme, Olav og hans trofaste Følge saa, da de kom over Fjeldene efter langt Fravær og jublede mod Hjemmet, - hvilket her i Sandhed ogsaa er værdt at falde for, - mindedes jeg uvilkaarlig Bjarkøj øverst i Lofoten, hvor Thorer Hunds brede Gaard omsluttes af Fjeldrækker, sønderrevne, men høje som hans Sjæl, og af Havet, som paa to Sider gav Indløb og Havn for Rævens Hule med de to Udgange; - mindedes jeg Tjotta paa Haalogaland, hvor den smidige Haarek havde stille tømret den Plan, som i Tidens Fylde løb af Stabelen og bar ham til Stiklestad, men hverken ham selv til Jarledømme eller hans Æt til Thronen; mindedes jeg Egge i Thrøndelag, der saa ud som en Sadel, lagt over Landskabets brede, taalmodige Ryg, og som Kalv Arneson red; han kunde ogsaa tøje Tøjlen til hvad Side han vilde, længe tvivlsom om hvorhen, men endelig til Stiklestad mod Kongen, mod sine fire Brødre! Alle disse store Hjem havde givet hver af dem Karakter. Man kan være vis paa, at ved Stiklestad bar de sine Hjem isinde, der de hug sig frem; thi at slippe Taget her, var at slippe Taget der. De ærgjerrige Stormænd kjendte midt i Hevnen, midt i Forventningen og Angsten Syner dukke frem, fra deres Barndoms Legepladse, fra deres Fædres Kæmpehøje; de saae pludselig Højsædet i Hallen, de hørte en hjemlig Visetone give Takt, og i den steg atter Omridset af Hjemfjeldene. [tilbake]

Note 3:
Enhver Nordlandsrejsende maa eje Peder Dass's "Nordlands Trompet", men ikke læse den, før paa Nedturen, naar han selv har faat Begreb om, hvor uforlignelig sand den er. [tilbake]

Note 4:
Forat skildre Enkelte af den gamle Embedsstand hidsættes Følgende: Kort efter at Norge blev et selvstændigt Land, blev en fordrukken dansk Præst afsat, som i sin Vrede over at Storthinget ingen Pension gav ham, skældte den norske Konstitution ud for en Kjeltring; han troede, det var en Mand! - Endnu op i de Firti havde Finmarken en Præst, som lod Klokkeren fra Prækestolen læse en Præken op af en Prækenbog, mens han selv sad hos Landhandlerne og spillede Kort; lidt før havde Nordland en Præst, som satte en Laage paa sin Dør, for at Bønderne kunde tale med ham igjennem den, og gav dem en Stok ud at knibe i, naar de vilde tage ham i Haand. [tilbake]

Note 5:
Mange av Kjøbmændene deroppe forstaar ogsaa Finsk og Kvænsk, saa de har et betydeligt Tillæg af Sprogkundskab til det, som alle Kjøbmænd maa kunne. [tilbake]

Note 6:
At tage bogstaveligt! En tysk Videnskabsmand har ved at tælle enkelte Kvadrater i Flokkene, faat ud indtil sex Millioner. [tilbake]

Note 7:
Ribs voxer til Ex. i Lyngens Præstegjæld i Frimark. [tilbake]