En munter mand

Bjørnstjerne Bjørnson

GJENNEM Landet reiser mangen Bykarl uden egentlig at være kommen udenfor Byen. Han ser vel, at Husene har ophørt at staa Væg i Væg, Gaden at være brolagt, og Menneskene at være forstyrrede; han ser ogsaa at Hønsene gaa i Gaardsrummet, at Hunden soler sig imellem dem, medens Katten slikker sig paa Trappen; han hører Madklokken ringe, ser Blakken rusle hjem og Thore med, han spiser oplagt Melk og hører mindre Snak, han faar hvad han skal have og dog uden synderligt Sprang. Han strækker sig i Græsset, foran Kaffebordet, paa Sengen, han fisker lidt og skyder lidt og tager mod Jordbær, som den mindste Pigen i Huset har plukket til ham, og saa siger han da, mættet, stoppet, doven og tung, medens han giver Benene fra sig og puster Tobaksrøgen langt ud: "Ak nu er jeg paa Landet."

Stakkels Mand, du er ikke paa Landet, og du kommer der aldrig. Du er saaatsige i dit Sovekammer eller et Stykke udenfor dit Studerværelse, udenfor din Flid, udenfor din Fornuft, men paa Landet er du ikke. Du er der, hvor du kan dovne dig, medens du, naar du er paa Landet maa tænke tilgavns. I Byen er Modsætningen og Slaget saa rigt, at du har Tanken tilgivendes, paa Landet maa du tilsyneladende møjsommelig søge den og du maa uden Hjælp af Venner, og uden Hjælp af Modsætningen og Sidestykket grunde ud hele Karlen, eller hele Sammenhængen. Kan du det, da er du paa Landet, og fra den Dag ser du Alt med et andet, et opladt Øje.

Men er der da ogsaa noget at tænke over paa Landet? Folk snakker der meget lidt, og det, de snakker om, er lutter kjedelige Ting, den ene Dags Samtale som den andens. Og Folkene? Se nu Arne? Han er den samme idag, som igaar, som han var forrige Aar, jeg var her. Samme Smil, samme Munterhed, samme Spektakler. Ingen ny Begivenhed har han at fortælle, og har han en, saa er det en søvnig en, som der til Syvende og sidst Ingenting stikker i.

Ja, lur ikke Arne, du. Jeg kjender den Gut, og jeg ved, hvad der bor i ham. Han kommer ikke rejsende som du med alt han ejer, baade af Linned og Hemmelighed og lægger det fra sig, det første i Gangen, det andet paa Bordet endnu første Kvel han er i Huset. Lur ikke Arne, saa stille han gaar der, saa bestandig han smiler, er der Akkorder i ham af en Højtidssang, som Høstaftenens Vemod har stemmet op, Ensomheden givet Klang og Religionen et beskedent Spil i Piano. Jeg kjender noget af den uudgrundede Poesi, som er i Arne, for jeg sad ved Siden af ham borte paa Præstekravehøjen, den Kvellen han havde drukket sig fuld (første Gangen i hans Liv) den Kvellen jeg havde fortalt ham, at Mari havde taget mod Bystads af Hans Hestehandler og skjænket ham oppe ved sin Kiste paa Tjenerloftet. Da blødde Hjertet, og havde det før vajet saa rigt og frejdigt, som en hvid Birk i alle Storme, saa gav det ogsaa som denne nu først Saft, naar det blev saaret.

Og naar jeg nu begynder at tænke paa Arne, saa tykkes det mig pludselig, at han er sammenvævet af den Natur, som sanker sig Beundring omkring ham, og den redelige, til Jorden fæstede Bedrift, som ernærer ham. Jeg synes kort og godt, at mit Sind kan kaste Anker i ham som i en Stenbund, naar det har drevet et Stykke om paa Havet og inde mellem den farlige Skjærgaard.

Lad mig da efter mange Aars Forløb endnu leve nogle Timer sammen med Arne, den prægtige Fyr og drikke Sundhed af hans djærve Spøg, som var det stærk Vin han rakte mig i en Sølvpokal. Lad blot Flere sætte sig hos os; vi har saa ofte sadt alene.

Men hvem er Arne? Søn af en Husmand, Arbeidskarl paa egen Haand, Slaattekarl om Sommeren, driver Haandsagskur om Vaaren og Høsten og gjør Gaardsredskaber og sælger om Vinteren. Han er en Fjeldbonde, bor hos sin Moder, da Faderen er død, hjælper hende med sin stærke Arm og sit raske Arbejdsmod i at see til og skjære af paa Pladsen, springer hjem og hugger Ved til hende om Kvellene, naar han arbejder i Nærheden og sender en Kornsæk og Hilsen derned, naar han er paa Arbeide længer oppe i Bygden. Og dertil er han en Kongens Mand, nu Landeværn, vel 30 Aar gammel, dygtig Skytte og var engang den djærveste Skiløber, som Bygden havde. Nu er han det ikke længer; thi her en Høsten dog vi skal begynde paa Begyndelsen.

Hans Fader var Bygdens Skrædder og Spillemand. Engang var det vel ikke Mange i dette eller andre Bygdelag som var sprækere Karl end Endre Kampen. Som Spillemand var han i hvert et Bryllop og i hvert et Bryllop var han i Slagsmaal. Det gik godt saalænge han stod imod Brændevinet, men naar dette begyndte at bryde ham ned, kunde Andre det ogsaa. Saa hendte det, at han i det store Bryllop, som Gunder Aasen holdt for sin eneste Datter, ragede ihob med "Harknut", saa kaldet fordi han var noget "harhændt" af sig. I det Slagsmaal blev Endre kastet overende over en Bordstabel, og fra den Dag gik Endre Kampen med krum Ryg og trangt Bryst og var lidet spræk af sig. De Penge, han havde lagt sig tilgode, gik op og nye var nu ikke saa let fortjente. Engang kunde han have gjort sig Haab om saagodtsom hvilken Jente han vilde i Bygden, ja man fortalte endog, at den rige Synnøv Aasen selv havde friet til ham. Nu maatte han tage tiltakke med Randi Kampen, eneste Barn paa Pladsen Kampen. Han havde besvangret hende i sine Velkomstdage og var løbet fra hende, trods alt det hun sad og græd efter ham og mindede ham om, hvad han havde lovet. Han svang sig i Dandsen med de andre Jenter, og hørte lidet, at Nogen græd bag sig. Men nu var Randi god nok og Pladsen ogsaa, og Randi glemte hvad der var skeet, tørrede Taarerne og var glad igjen, som om de var forlovet igaar.

Endre var af nogle fornemme Herrer lovet en stor Lykke, saafremt han vilde rejse med dem som deres Oppasser; thi de havde aldrig seet en Karl, som de likte bedre. Dengang glædede han sig svært hertil, da Intet huede ham bedre end at faa fare viden om og komme højere op. Han ventede med Længsel paa at de efter Løfte skulde komme og tage ham med; men da de kom, laa han syg, og længer end en Mil fra Kampen skulde han nok aldrig komme i sin Levetid. Saa mindedes han ogsaa der han laa og værkede i Ryggen og for Brystet, alle de andre Tilbud han havde havt, og hvor dygtig en Mand han nu kunde have været. Han mindedes Synnøv Aasen, han mindedes mere end det, og da tog han paa at drikke og skjænde paa Randi, hvor snild hun ogsaa var imod ham. Lille Arne, som voxte til og holdt sig tæt op til Moderen, var han ogsaa vred paa, "for den Troldungen er Skyld i al hans Ulykke," sagde han. Arne græd højt og længe, naar Faderen i Fuldskab kastede Noget efter ham fra Sengen, og Randi græd stille og for sig selv, naar han alt som oftest fortalte hende, at hun havde gaat og gjort sig til for ham, at han havde kunnet faa hvad Gaardmandsjente han havde villet, og at det var hendes Skyld, at hun havde faat den Ungen osv.

Efter et Par Aars Tid blev det dog lidt bedre med Endre; han kunde være med i Bryllopperne igjen, og sidde i Husene og sy. Gutten vilde han gjerne have med sig, skjønt han ikke holdt synderlig af ham; Folk sagde, det var bare for at gjøre Randi Fortræd. Randi tog sig ogsaa meget nær af, at lille Arne piltede afsted med Faderen hver Søndags Eftermiddag. Hun havde forinden taget ham afsides op paa Svalen, puttet i ham lidt Godt, lyttet paa ham og grædt sammen med ham; for Arne havde ligesaa liden Lyst til at følge Faderen, men han torde ikke lade sig mærke med det. Han var saa glad om Lørdagen, naar det bar hjem igjen, og han fulgte Moderen i Fjøset og paa Laaven, til Brønden og i Kjøkkenet, uafbrudt den hele Tid han var hjemme. Faderen laa og sov fra han kom, til han reiste igjen blot med Undtagelse af de Stunder, hvor han tog Mad i sig.

Da Gutten blev større havde Faderen ham ogsaa med i Bryllopperne og paa Dandsen, for han skulde bære hans Fiolinkasse baade frem og tilbage, men især tilbage, saasom Faderen for det Meste da havde ondt ved at bære sig selv. Her saa Gutten meget Rart og væntes tidlig til al Slags Lystighed.

Men naar han saa Faderen fylde sig i Lagene, tænkte han paa hvor ondt Moderen vilde faa det, naar han kom hjem igjen, og han gik med en Frygt paa sig, som tiltog jo nærmere hjem han kom. Endres Hang til at fylde sig tiltog med Aare ne og den stakkels Randi fik slemmere Dage. Gutten søgte at trøste hende og lette hende det Bedste han kunde og Faderen søgte han ved al Slags Løjer at holde i godt Lune. Det lykkedes ogsaa; han abede efter Folk og efter alt det han saa i Bryllopperne, og Faderen lo, saa Sengen rystede. Han gjorde Nar af dem, som han vidste Faderen ikke likte, og det var noget saa nær alle dem, som var kommen til Velmagt, medens han var kommen til Vanmagt. Men paa den Maaden lærte Arne at forstille sig og faa et dobbelt Væsen. Han var En for Faderen og en Anden for Moderen, rigtignok blot i den gode Hensigt at gjøre dem tillags, men der kunde være blevet begge Ting af den Maade at være paa.

Endre var en boglært Mand, og alt eftersom Arne forstod at gaa ham under Øjnene, likte han at lære Gutten noget af det, han selv kunde. Arne havde god Lyst, og det gik saa let med Læsningen, at Faderen fandt det lidet værdt at sende ham i Skole.

Han gik da saadan paa egen Haand, tænkte meget over det, han saa, men sagde lidet om det; for det, han tænkte, var ikke netop af det Slag, som kunde behage Faderen, heller ikke af det, som kunde opmuntre Moderen. Han havde en meget smuk Stemme og likte at synge. I Lagene havde han lært en Mængde Viser og fik tidlig Indsigt i, hvorledes de blev til, og da han røbede aabenbar Sands derfor, lærte ogsaa "Kaptejnsønnen" (om hvem vi faar høre Meget siden) Arne flere nye Viser og retledede ham, da han selv, næsten uden at vide det, begyndte at gjøre dem. Dette Smaasnak med sig selv, som han altid havde havt, da han maatte være en Anden end sig selv for Faderen og tildels for Moderen, det begyndte han at betro til Melodierne, og det tyktes ham da, at han ligesom talte med Nogen, naar han havde faat det i Viselag og sang det ud oppe i Skogen. Faderen hørte tilfældigvis et Par af hans Viser og sagde, at den Gutten havde staat sig paa at have et daarligere Hoved.

Det var i Skogen hans Viser for det Meste blev til. De var langsomt udtænkte, Frugt af hele Aars Følelser ligesaa vel som friske Indtryk gjerne fra samme Dag. Derfor blev der en forunderlig Blanding i dem, saa underlig, at jeg ikke kjender noget bedre Middel til at tegne ham end det at af trykke et Par. I dem ligger hele Gutten saadan som han nu 17-18 Aar gammel er bleven i den trange lille Stue paa Kampen, i Lagene og Bryllopperne, i Leg med Gutterne omkring paa de Gaarde, Faderen arbejdede paa, og fremfor Alt ene i Skogen. Endnu 17-18 Aar gammel besørgede han Gjeslen for Faderen, den han havde havt fra han var 12 Aar. Folk sagde, det var fordi han ikke taalte at være hjemme og se Faderen mishandle Moderen. Dette havde frem igjennem Aarene nedlagt noget Mørkt og Vredladent mod Verden i ham, som hans uforfærdede Lune gjorde om til Spot. Stille som han bar paa det, kunde det have naget ham tildøde, hvis ikke hans Sjel havde været saa stærk; det havde vakt hans Tanke og givet ham en Forstand paa Verden, som var langt, langt over hans Alder; det havde for stedse borttaget de Drømme og Syner af den, som den Lykkeligere havde; han saa Alting med det naturlige Øje, nøgent og sandt og spottede med en Slags sørgelig Vellyst alle dem, som endnu var Børn nok til at se og drømme om det Blide og Skjønne. Saaledes foragtede han - næstefter sin Fader maaske Ingen i hele Verden saa dybt, som en sand Barnesjel og Barneven, en Krøbling, der flyttede om som Lægdslem og paa alle Gaardene samlede Børnene om sig for at fortælle dem Eventyr og Syn, som han selv troede paa. De kaldte ham "Gu'far", - Børn fordi de aldrig havde hørt Andet, Voxne fordi han ogsaa var kjerlig som en Fader mod alle Smaa; "Gu'far" levede i en Verden for sig sammen med Huldre, Nisser og Børn, og Alle, som kunde se eller tro paa de første, kaldte han forstandige, bra' Børn; men dem, som hverken kunde se eller tro, kaldte han rentud mærablinde. "Gu'far" var vred paa Arne; ikke saa han de Underjordiske, saameget han foer i Skog og Mark, ja han mødte ikke engang en simpel "Fant". Heller ikke fandt han det saa uskyldigt og højtideligt i Skogen, som "Gu'far" mente det var, og de skjændtes saalænge herom, til Arne maatte betro det til sine Melodier. Se her, hvad det blev af det. [1]

Den anden, som synges paa en lidt anden Melodi, faar i de to sidste Vers en liden Ændring, som har sin tilsvarende i Melodien. Hvad der nævnes i første Vers, sigter til Noget i Bygden paa den Tid.

En Nat kom Endre hjem fra en Dands; Arne havde ikke fulgt ham dengang og nu vækkedes han ved at Noget valt overende ude i Gangen med et stort Skrald. Han sprang op og fandt Faderen liggende med Fiolinkassen under sig. "Gud trøste og bære mig for dig, hvad staar her paa?" "Kloge Gutten, er det dig. Aaja, se bare paa mig, du har godt af det." Arne hjalp ham op; "du har godt af det, siger jeg dig; kloge Gutten, den Dagen du drikker Brændevin er det forbi med dig; han Endre Kampen sagde det, han." Arne tog Fiolinkassen op, stødte Faderen ind igjennem Døren. "Ho er det dig Gamle! Ja du, ja! Du er den Onde selv du. Ho, Gamle. Ser du, hvorledes du har flid mig til? Du er det, dit gamle Trold; hæ, hvor fæl og svart du ligger der, og dig skulde jeg have lid' saameget ondt for alle mine Dage? Dit gamle Spektakel, hvorfor Fanden lod du ikke mig ifred, saa havde jeg nu været en dygtig Karl. Tvi, dit Skarn, der du ligger og jejper; du har Ingenting at jejpe for, du; du har det som du vil have det, du. Men jeg - Vorherre bevare mig, end jeg!" sagde han pludselig stille og forfærdet idet han slap sig ned paa Bænken, slog begge Hænderne for sig og brast ud i en Slags Krampegraad.

Randi svarte ikke Ordet, Arne trak sig tilbage i en Krog. "Ja nu kan I se paa mig begge To nu. Kloge Gutten, vogt dig ser du. Vogt dig for sligt et stygt Dyr, som Moder din, du, saa er du kvit Brændevinet ogsaa. Huf, Gut! den Dag du drikker Brændevin, er det forbi med dig!" skreg han, saa Gutten blev fælen og Moderen rejste sig paa Albuen for at se, hvad i Guds Navn der fejlede ham.

"Bæ, bæ, b-æ! Ser du op, du ogsaa, Troldet," hvinte Endre, idet han pegte med højre Haand og udstrakt Pegefinger paa Stakkelen i Sengen, rejste sig, frem imod hende med krum Ryg og udstrakt Hals bestandig pegende - "bæ, b-æ! Dit gamle, skrumpne Skind, - din . ., b-æ, du stygge, fule Dyr!"

"Far, Far" raabte Arne fra sin Krog.

"Ja, nu gjemmer du Hovedet nu," fortsatte Faderen, altid med Fingeren foran sig; "ja gjem dig du, dit gamle . . ."

"Far, Far" raabte Arne.

"Gjem dig bare; tvi, hvorfor gjemte du dig ikke for en 18-19 Aar siden, du dit stygge, gamle -"

"Far, Far!" raabte Arne ligbleg.

"Men jeg skal drille dig, jeg; jeg skal lege Gjemsel med dig, jeg, dit lumske Ræveskind," og han stak Pegefingeren hen i Halsen paa hende op under Øret, saa den Arme vred og vaandede sig.

"Far, vogt dig, Far," skreg nu Arne, saa hult og tungt, at Faderen ligesom standsede. Men han var for fuld og for ond til at lægge videre Mærke til ham, og saa fortsatte han: "Kril, kril, kril! jo jeg skal krille dig, jeg, kril, kril; ja skrig du, skrig højere, saa ja! kril, kril, siger jeg. Naa, hvor tungt du puster; men jeg skal tage her om Struben, jeg, saa puster du kanske ikke fuldt saa tungt. Se det Taget! Kril, kril! Pust nu! pust nu, siger jeg! Jasaa, saa du vil ikke puste nu, ikke skrige heller; men jeg tager lidt haardere i, jeg. Se saa, kril, kril, Gamle! Jo, nu skal det snart blive stilt med os To . . ."

Arne raabte ikke længer. Han vidste ikke mere hvad han gjorde; al Harmen fra mange Aar af kom sammen i et Øjeblik; han gik uden selv at vide det hen til Stabben efter en Øxe. Han stillede sig bag Faderen og stod og lyttede efter om Moderen endnu pustede.

"Kril, kril, kril!" holdt Faderen endnu paa, og det gik sort for Arne. Øxen foer i Vejret, et Sprang fremover med den; . . . da slog Endre op et Skrig, tog sig for Brystet og styrtede om med de Ord: "Herre Jesus!" - Han rørte sig ikke mere.

Arne stod endnu med Øxen i Vejret, Moderen samlede sig som af en Besvimelse, saa op og slog Hænderne over sig: "Arne, Arne, hvad har du gjort!"

Dette vakte ham; han lod Øxen falde, - og saa forstyrret om sig. "Arne, Arne, hvad har du gjort," jamrede Moderen. "Vorherre hjælpe os Begge, dette er en stor Synd." Arne kom ganske til sig selv igjen, satte Øxen fra sig og kastede sig paa Knæ foran Faderen. "Er han ogsaa død? Jeg slog ikke til ham, jeg rørte ham ikke, hvorledes kan dette være gaat til?" "Er det sandt du siger," spurgte Moderen, rejste sig baade glad og forfærdet, kastede Noget over sig og gik hen paa Gruen forat slaa i Lys.

"Vorherre være med os, han er virkelig død" sagde siden Begge, da de lyste over ham med en Fyrrestikke og tog og løftede paa Hoved og Hænder, der faldt tungt ned igjen. "Ja, dette har han selv gjort, han, som gjør Alting," sagde Moderen og saa med Rædsel paa Endres forstyrrede Træk. Arne kunde ikke tale; han var for betagen af en Slags Lamhed, idet den skrækkelige Spænding, hvori han havde været pludselig forlod ham og han nu laa paa Knæ foran et Lig. "Ja, dette var en Guds Dom" sagde Randi videre: "Herre Jesu, hvor slem han har været mod mig." Og nu skar den Gamle i at græde, og Erindringen gik ind paa hende og hun stod der paa Knæ og græd, stirred paa Liget og græd, medens Drengen laa paa den anden Side med Fyrrestikken i Haanden og saa ned for sig, bleg og stum. "Du store Gud, for en Nat dette blev" sagde Moderen endelig; "det var altsaa saaledes det skulde ende!" og hun græd igjen som om hun skulde gaa fra sig selv. Arne kunde endnu ikke tale. Fyrrestikken var paavej at gaa ud; der faldt Gnister ned paa Faderen og de tog i Klæderne uden at han lagde Mærke til det. Førend Nogen af dem vidste det, begyndte alt hans Klæder at brænde; noget Flis, som laa omkring, fattede ogsaa Ild, og det stod Alt i Flamme omkring den.

Begge foer op, Moderen kunde ikke samle sig, men Arne fik pludselig hele sin Besindelse tilbage.

Han løb efter Vandbøtten, heldede den udover og tog mere ind, og det lykkedes ham ogsaa at slukke. Moderen var falden i Besvimelse borte ved Gruen, hvorhen hun var tumlet for at sætte Ild paa igjen. Arne gjorde det, hjalp saa først Moderen, uden at det lykkedes ham at faa hende til sig selv. En pludselig Forfærdelse greb ham, som han laa paa Knæ der foran den livløse Moder med Faderens Lig paa den anden Side. Ilden fra Gruen kastede et mat Skin udover dem, saa det Hele hvilte i et Halvdunkle, og i dette begyndte det ligesom at røre sig rundt omkring ham. "Mor, Mor, kom til dig selv igjen," raabte han angst og rystede i hende. "Kom og hjælp mig, Far levner op igjen." Virkelig syntes han Faderen rejste paa sig og saa paa ham, Øxen borte paa Gulvet løftede paa sig af sig selv, Ilden fattede atter i Faderens Klæder og Alt stod i Lys Lue. "Mor, Mor, du maa ikke dø! Mor, Mor, det brænder, det brænder Mor, Mor!" og Faderen kom nærmere, og Øxen blinkede i Luften imod ham og Ilden slog opover ham og hele Stuen var fuld af Folk, og Stuen gik op ned, op og ned, saa Alting væltede ind paa ham, Ilden, Folkene, Øxen, Faderen. Arne faldt om.

Da han vaagnede, stod Moderen paa Knæ foran ham og vaskede hans Tindinger, medens hendes Taarer faldt ned paa hans Ansigt. "Herren ske Tak, kommer du dig da endelig igjen" sagde Moderen og stillede ham tilrette det Bedste hun kunde. Arne laa længe, før han turde se sig om; han frygtede endnu, at Faderen skulde komme. Men hans Forundring var stor, da han saa ham ligge kold og stiv, Øxen ligge som før og Alt at være som før. Han rejste sig og forstod det Hele, men det gyste i ham. "Kom, sagde Moderen, lad os tage Fader din og lægge ham i Sengen. Saa slem han har været, saa maa vi dog yde ham kristen Hjælp." De To strævede svært, før de fik ham lagt tilrette paa Sengen. De ryddede lidt op omkring i Stuen og lagde mere Ild paa Gruen; thi der blev naturligvis ikke mere Søvn af for den Nat. Da Moderen tog Fiolinkassen og satte væk, begyndte hun igjen at græde. "Herregud, du skal se, at vi savner ham nok. Det var dog baade Arbejde og Godslighed i ham, saa haard han ogsaa var, naar Brændevinet tog ham. Du skal se, vi savner ham." Arne kunde dog ikke græde; dertil stod Faderens Ondskab mod Moderen og især sidste Nats Hændelser alt for levende for ham. Men han havde en Følelse over sig, han gik i en stor Lysning, det var ham, som han nylig havde været ganske nær Gud. Randi satte sig hen foran Grustenen med en Salmebog i Haanden; hun forsøgte at læse, men Taarer fyldte Øjet, og det blev bare til Graad. Gutten havde sat sig længer borte; nu gik han hen til hende og spurgte om han skulde gaa efter Folk. "Aa nej, du maa ikke gaa fra mig; du er nu det Sidste jeg har igjen." Da steg ogsaa Graaden fuld og velgjørende op i ham, og han græd saart og længe, medens han holdt Moderen i Haanden. Hun klappede ham og sagde, at hun altid havde havt Glæde af ham og det fik hun vel endnu ogsaa. De tiede Begge stil en Stund og saa lagde hun til: "Men det havde været Synd af dig, hvis du ikke havde været snild mod mig. Herregud, det er da for din Skyld, jeg har lidt Altsammen." Arne græd, klappede hende og sagde: "Ja Mor, det ved jeg nok, og derfor skal jeg heller aldrig forlade dig." "Vil du love mig det," udbrød Moderen og tog begge hans Hænder. "Ja, det lover jeg dig, Mor," svarede Gutten højtidelig, og slig blev de staaende der en lang Stund.

Ilden paa Gruen tog af; Arne lagde mere paa; thi det var uhyggeligt i Stuen, naar det ikke lyste godt. De ventede Begge paa, at Dagen skulde bryde frem; thi det var dem, som at den skulde komme med Raad for Alting. "Jeg mener du faar sætte dig bort til Fader din og synge en Salme," sagde Moderen; "han har dog engang været en brav Mand, og han var ofte snild nu ogsaa. Sæt dig bort til ham og syng Arne."

Og Gutten satte sig hen til ham med en Fyrrestikke i den ene Haand og Salmebogen i den anden. Moderen havde ledt op Salmen og hun sad med foldede Hænder borte ved Gruen og bad stille medens Gutten sang af Kingo: "Vreden din afvend Herre Gud af Naade!"

Endelig brød Dagen frem.

Men den Nat glemte Arne aldrig.

Faderens Dødsnat laa siden som en spøgelseagtig Slagskygge over Arnes Sind eller rettere: den stod bag Altsammen i en Krog af Sjelen, hvorfor den kunde springe frem og gribe ham, naar det gik ham for haardt imod eller naar han var paa det mest voldsomme glad. Havde han endda faat lade Andre se ind i den, saa var ogsaa Erindringen frataget sit natlige Spøgeri, men han lukkede vel til over den, han og Moderen, selv meldte de ikke et Ord indbyrdes om den, og Andre havde ikke engang Anelsen. Og egentlig var Arnes hele Liv en Flugt ifra hin Nat, en Il, et anstrængende Sprang ifra det Liv, der havde indført den.

Dersom Nogen siden bød ham en Dram, saa de til sin Forundring Gutten blive ligbleg, næsten skjælvende og saa at sige med dæmpet Skræk: "Tak; jeg skal ikke have." Senere virkede det vel ikke saa stærkt paa ham; men det var da blevet til et saa almindeligt Ordtøke der i Bygden: "Det grøs i me sa'n Arne Kampen daa'n saag Brændevine'!" at det faldt Ingen ind at byde ham. Foruden dette kunde ogsaa noget andet med lige saa bestemt Gjentagelse stille den hele Nats Skrækoptrin for hans Sjel, og det var at tale om at rejse. Da huskede han det Løfte, han havde givet Moderen tilligemed hvad der gik nær forud og han flyttede sig paa Bænken, hvis han tilfældigvis sad der, flyttede sig, som der stod En ved Siden af ham, han vilde flytte sig ifra.

Arne var, da han blev fuldvoxen, hellere vakker end styg. Men det var just ikke, hvad man kalder et "Kvindfolkfjæs"; og dog havde det en Magt over Kvindfolkene, d. v. s. En og Anden af dem, som ikke det mest regelrette, blide, søde Ansigt, kunde rose sig af. Han havde temmelig lyst Haar og ret høj Pande, men ingenlunde ligeopadgaaende. Øjenbrynene vare aldeles lyse og lidet fremspringende, Øjnene laa dybt opunder, vare lyseblaa og snare i Hovedet. De var ikke skarpe; thi det var som om Noget havde taget Æggen udaf dem; netop som man ventede de skulde samle sig i en Spids, bredte de sig udover i et Smil, men Smilet kom heller ikke helt ud; det standsede paa Halvvejen, idet noget Alvor næsten Smerte blev kastet ind i det, hvorfor Øjet og Ansigtet stod midt imellem Alvor og Spøg, midt imellem Smerte og Glæde, - kom aldrig helt over i nogen af dem. Derved saa det ogsaa saa sejrende og stærkt ud, at det ofte forekom mig farligt, som alt det synes os, der aldrig nogen Tid giver efter. Verdensfolket vilde kalde ham "en Ironiker".

Kampen laa yderst paa et Hæng af Fjeldsletten, netop ved der, hvor det brat tog nedover mod Elven. Paa den anden Side laa der en lignende men højere Fjeldslette, der stupte akkurat paa samme Maade, og ikke blot mod Elven, men ogsaa ligeforan mod et uryddet Dalføre. Kampe-Siden gjorde ligesaa. Bag var der lidt højere, skovbevoxet et Stykke, men længere bag stak det nøgne Fjeld ende tilvejrs, fik en Snehue sat nedover Tindingen og var aldrig barhoved. Nede i Stupet kastede Elven Fos i Fos, store Kampestene blev vasket rundtomkring, Furruen var klattret op paa dem for ogsaa at faa sine Skvæt, naar det gik højt, men maatte dyrt kjøbe de farlige Pladse, da den ikke havde Rod nok i den magre Jordskorpe, og blev kastet overende alt som Ungdom; men Livet hang i den, trodsige vare de, saa de sendte Gren paa Gren udover, store og stærke, og om disse ogsaa maatte bøje sig, voxte de dog og laa udover og sopede til alle Sider. Hvormangen Gang sad Arne ude paa Hænget og stirrede ned i dette levende Døde; hvor han beundrede Furruen, som kunde blive saa stærk i saa liden Jord og som kunde staa sig, alt hvad Vinden rev og sled, naar den gjorde sine Hærtog indigjennem Stupet, skreg og brølte mellem Fjeldsiderne og sendte Drivvandet fra Fosserne langt opover. Hvor han spottede den svage, fine Birk, som aldrig vovede sig tilvejrs højere end den havde Værn. Hvor rart han syntes det var at lade Øjet følge med Fjeldsiderne bortover og saa med Et styrte ned i Stupet eller Dalføret, hvorledes kunde han ikke sidde og se paa Fossen til han blev ør i Hovedet og maatte kaste sig bagover, da laa han og stirrede lige op i Himmelen, hvor Skyerne drev, hvor Alt var Uro og Uendelighed, og han blev lige ør, vendte sig om og skjulte Ansigtet mod Jorden. Den storartede Brus gik endnu til hans Øre og det paakom ham efter alt dette en Følelse af, at han var saa uendelig, uendelig liden, og at det igrunden var besynderligt at han kunde være til og at han fik Lov til at røre sig. Han gik hjem i en Drøm og det var længe før Altsammen kunde voxe saapas til igjen, at han turde tage fat paa sin sædvanlige Dont.

Paa denne Maade var det vel han af Naturen fik det Storladne vi, som stode ham nær, saa ofte har beundret i hans Sind. Men i hans Omgang var der En, som nedlagde stærke Frø til Uro, nemlig den i Forbigaaende nævnte "Kaptejnsøn". "Huf Gut, hvor gjerne jeg vilde rejse og se mig om i Verden" var hans sædvanlige Omkvæd, og saa malte han ud for ham sine egne Forestillinger, indtagne af Bøger og Lærere. "Vi To, vi skulde rejse sammen; vi kunde gjerne gaa som simple Matroser, bare vi kom ud og saa fremmede Lande, bare vi kom over til Amerika; thi der skal være rigtig gjilt tilgavns." Han stjal sin Geografi og sit Landkort med sig i Skogen til Arne, endnu medens denne jetede, rejste med Fingeren fra Sted til Sted, fortalte noget om Hvert og glemte aldrig at sette Arne og sig selv derhen i en rask Begivenhed, slig og slig klædte med saa og saa mange Penge i Lommen. De var i Frankrig, England, Italien, men fremfor Alt i Amerika - visselig ikke af nogen anden Grund end fordi det laa længst borte. "Ja, var det ikke Moder min," sagde saa Arne mørk og tankefuld, og hvad han lovede hende hin Nat og al dens Gru stod atter for Sindet. Men Aanden havde engang sprængt sit Fængsel, den havde seet opover Pontopidan og Hersleb, men Fjeldene vare større Gjærder; han kom aldrig over dem - og begyndte at lide. I Tanken rejste han dog, og siden kunde Kaptejnen og hans yngre Børn ret som det var komme i Forlegenhed for en god Bog og en god Maaneds Tid efter at de havde savnet den, finde den afsideslagt, men smudset og forslidt. Det var da Kristian som havde draget den ud i Skogen til Arne, hos hvem han ogsaa selv sad fortællende og retledende saa ofte han kunde komme til med det. Arne læste og hørte, gjorde utrolige Fremskridt, især siden Faderen døde og han mere frit kunde offre sig Bogen; thi det skede altfor ofte paa Arbejdets Bekostning; da Moderen ikke nænnede at forstyrre ham.

Men det skulde hun gjort den gode Kone. Jo mere han læste desto uroligere blev han og desto forfærdeligere stod det Løfte for ham som han havde gjort Moderen. Den stakkels Moder havde lidt saa meget i sine Dage; hun havde taalt Alt for hans Skyld, hun var ogsaa nu saa hjertensgod mod ham, og han vidste vel at hun vilde gremme Livet af sig, hvis han forlod hende. Og dog drog det udover Fjeldene, han syntes sig saa stærk og kamplysten, han tog fat i et Ungtræ, som stod ved Siden af sig og rev det overende ligesom for at prøve sig. "Jeg tror Vorherre har bestemt mig til noget Bedre end at gaa her og slide Helsen af mig paa Lerjorden her," mumlede han og tog i at synge for ikke at græde. Han sang højere og højere, til han snarere skreg end sang; og lystige og overgivne Visestumper kom ham paa Læben, hvori han spottede sig selv og Andre, og naar han da havde skreget sig hæs og sjeletræt kunde han i nogen Tid have Fred for sig selv. Men saa tog han atter til Bøgerne, Kaptejnsønnen sad ude paa Bakken der med ham og bar ham over Fos og Fjeld, over Land og Hav, langt, langt mod Vest. - "Var det ikke Moder min!" sagde Arne ganske sagte medens han ryskede Græsroden op omkring sig og stirrede ud efter Skyerne. Saa fulgte han Kristian paa Vej hjemover, drak af hans Ord som af en Helvedes Drik, der varmede Blodet og jog Fantepine op, men gjorde bitterlig ondt længe bagefter. Hu, hvor han maatte synge og skrige paa Tilbagevejen for at blive saapas rolig igjen, at han kunde sidde og tale vel med Moderen. Hun mødte ham vel ikke med noget Smil, naar han kom hjem, hun fløj ham vel ikke om Halsen eller kyssede ham, ligesaalidt som hun nogentid fortalte ham, hvor kjær han var hende; men var han inde, var hun ogsaa inde, selv om han ikke talte i hele Timer; kom Noget paa, gik hun om ham, varmede Maden for ham, lagde Ild paa Gruen, nødede ham tilsengs og bredede vel over ham. Og selv gik hun fattig i Klædedragt bare for at Arne kunde være ligesaa gjild som Hans Udhagen og de Andre; og drev hun det dertil, da sagde vel ikke Læben Noget, naar hun saa ham gaa sammen med dem borte ved Kirken, men Øjet, Øjet! Det sagde, at gjildere Gut end Arne Kampen var der nu ikke i den Bygden. "Stakkels Moder," sagde Arne; "give Gud hun holdt lidt mindre af mig."

Fremgang i Kundskab, som ellers plejer at være Menneskene til Velsignelse, blev ham til en Forbandelse; den gav Næring til den Orm som gnagede ham lige indunder Hjerteroden. Blandt Bondegutterne havde han aldrig søgt sine Kammerater, da Kaptejnsønnen var ham noget langt Bedre. Nu rejste denne ofte væk, og da gik Arne der alene. Han søgte at nærme sig flere, men uden at han kunde gjøre sig rigtig Greje for det, var det ham dog en Smerte at omgaaes dem. Vi skjønner det klart: han var voxet over dem, han stod en Fremmed iblandt dem, des heftigere drog hin Længsel i ham, "skal jeg bestandig leve blandt disse?" spurgte han, "skal jeg altid være Husmandsgutten Arne Kampen, den Ringeste blandt dem?" og Alt det han havde læst, gik i Ring for ham, Kristian stod fin og kjæk for Øjet, saadan som han var hvergang han var hjemme, - "han rejser, han ser og lærer . . . end jeg da? end jeg da?" og han saa omkring sig efter en eneste En, han kunde betro sig til, en eneste En, som bare kunde forstaa ham; men nej, disse forstod kun at hjemme er bedst, at her skal de dø, begraves ved den samme Kirke, hvori de er døbt, gaa og vende den samme Jord i 50-60 Aar, til Andre vender den over dem . . . o, det var saa trangt, saa trangt, Lys, Luft! skreg det i ham. "Men Moder?" kom det saa mildt smerteligt til ham, "min gamle Moder!" Han tænkte hende sidde derhjemme med Salmebogen, han sang selv med, syntes han forat døve og stille, og var han i et muntert Lag med det Samme, saa tog han den muntreste Jente og svingede hende i stærke, forvovne Kast, eller han sprang op paa Bænken, udfordrede til Stævjing og stævjede saa det gik store Ord af det længe efter. "Arne er en trøjsam Karl!" sagde Bønderne leende til hverandre og gnidde sig paa Armen - "Arne er en munter Fyr," sagde de Fornemme og vilde skjænke ham.

Tiden var kommen, at han maatte blive et nyttigt Menneske. "Bliv Skolemester," sagde Moderen. "Jo, det var ogsaa Noget," svarte Arne. Saa lærte han at skjære Handsag, kjøbte sig selv en og drog om med den paa Arbejde; thi han fik Haandværkerløn, og den var altid lidt større. "Se saa, nu er jeg da kommen saa langt som Fader min," tænkte han bittert, naar han traskede om fra Gaard til Gaard med Bladet paa Nakken. "Han skræderte, jeg skjærer Handsag; han vilde ogsaa rejse, men fik nok blive, og han var elendig, var han, blev et slet Menneske, tog til Drikken, forat døve det . . . og saa blev Enden . . . nej, slig skal det ikke gaa! Saavidt skal det ikke komme!" og saa stemmede han i en Melodi, sang saa Fjeldene svarte. "Der kommer Arne Kampen syngende!" sagde Bønderne, standsede og lyede. "Der er han Arne! Der er han Arne!" raabte Børnene og tænkte sig al den Morskab der vilde vanke paa Gaarden. Og det vankede ogsaa. Arne gjorde Liv, hvor han kom. Han tog Parti med Budejen mod Kjøkkenjenten, men saaledes at han gjorde Nar af dem begge to; han satte Rævesaxe op for Udpaagjængerne, stillede fyldte Vandbøtter op for dem i den mørke Loftstrappe, saa langt ud paa Kanten at de bukkede over og vaskede Gutterne bare de kom dem nær, han lagde Navne paa baade Gutter og Jenter, Navne, som høvede saa godt, at de som fik dem aldrig gik under noget andet, og han sang fremfor Alt sine Viser for dem. Hans Stemme var saa smuk, at Præsten bød ham at blive Klokker. "Jesus bevare dig!" sagde Arne; "hvad kom jeg ikke til at staa der og tænke paa i Kordøren! End naar jeg saa han Ole Hejen og Kjærringen komme gaaende opover Kirkegulvet og vidste, at de havde slaas om enten de skulde kjøre eller gaa til Kirken, og naar han Hans Hestehandler kom for at gjøre en god Handel den Dag, og hun Brit Præstebakken i et nyt Tørklæde for at faa sig en ny Frier . . . ha, ha, ha! Og han Svend i Krogen, som sidder i den Stol og synger over Klokkern forat hele Almuen kan høre, at han skulde være Klokker . . . og Per Skolemester staar oppe i Koret og tænker, naar Præsten præker: "Du har ikke den rette Duren i det, du, nej vent nu, til jeg ikvel skal holde Samling!" . . . ha, ha, ha, jo det blev Klokker det! Jeg kom til at storskratte, naar jeg skulde læse Indgangsbønnen!" - Arne er uforbederlig, tænkte Præsten. Han er saa velsignet munter.

Kristian havde en Stund faret tilsøs og var nu bleven Styrmand. Da kom han en Dag uventendes hjem, forat tage Farvel, før han gav sig paa en Storrejs, sagde den som havde skytset ham. En Kvel kom han ned paa Kampen; Arne gjorde saa smaat Snedkerarbejde, Moderen stelte Kvelsmaden; de talte just om Kristian, da han traadte ind til dem. Der blev Glæde paa Vennerne, da de atter mødtes og Kristian maatte strax fortælle. Moderen rørte i Gryden og lod et "Kors bevare mig!" et "Jesus forbarme dig," et "nu har jeg aldrig hørt sligt før," undslippe sig; Arne sagde Ingenting, men forskar sit Arbejde. Endelig rykkede Kristian ud med det, hvorfor han var kommen. Derover i Amerika, sagde han, har de fun det et rigt Guldleje. Folk tror endnu ikke paa det, men han kommer lige derifra og har talt med Folk som ved rigtig god Besked. I mange Herrens Aar vil Folk trække didhen, men det gjælder at være blandt de Første, og det vil endnu tage en god Stund, før Folk tør sætte Lid til Fortællingerne. Han yttrede saa løselig blot, at han selv agtede at drage derhen; men han fortalte desmere. Man maatte se til at være to sammen, som rigtig kjendte hinanden. Man maatte have gode Rifler ved Haanden for altid at værge sig mod Indfødte og Klapperslanger, vel ogsaa mod Udyr; Geværerne maatte ligge ladte ved Siden af dem, mens de arbejdede, et Telt maatte de bygge og En vaage, mens den Anden sov; Ingen havde de paa Guds vide Jord at sætte Lid til uden sig selv, men var det to rigtig gjilde Gutter, saa kunde de der fange den gyldne Fluge og sligt et Liv! Farer og Arbejde! Altid mellem Liv og Død, men Rigdom sankede de og kunde vende hjem igjen og kjøbe den hele Bygd, hvis saa skulde være. Nu rejste han i Tankerne, nævnte Byerne og Stæderne, som Arne alt kjendte, talte om Folket, beskrev og beundrede, saa Moderen mer end engang saa bort paa Arne, der blev saa underlig og taus. "Jesus holde sin Haand over ham," mumlede hun halv højt og satte Maden frem og søgte at gjøre det saa godt, som hun kunde. Stakkelen vilde koge bedre Mad, da hun saa, den ikke smagte; ja hun vilde endog koge Rømmegrød, hun havde gjerne baaret ind det Lille hun ejede; thi hun var saa ræd for han Arne. Arne saa det, og det gik ham dybt til Hjertet. Men Kristian rejste sig og bad om Følge paa Hjemvejen.

Det var en haard Dyst at bestaa. Vinteren laa over Bygden, Sneen knirkede under dem, ovenover gik den lyse Maane og Alt glimrede i dens Skin. Fossene hang stivnede udover Fjeldet, Furruen sukkede under Snevægten og søgte at kaste af sig noget af Pynten; ogsaa stod enkelte Grene grønne og frie over dem, men Rimet smøg sig hen ad Barken og søgte at gjøre sig om til bare Diamanter forat tækkes den. Smaakrattet var nedlagt og havde opgivet at kjæmpe, og Tiden nærmede sig, at det Hele skulde blive en stor Flade, hvorover blot Furruen og Birken kunde formaa at leve sam men med Sol og Maane som før i Sommertiden. Kristian er Furruen tænkte Arne, der han gik og hørte paa ham, jeg er Smaakrattet, jeg, - Enerbuskene, som Sneen lægger sig over, og som er med indunder den store døde Flade. "Følg med Gut," sagde Kristian, "Moder din dør ikke derfor, og kommer du engang hjem igjen som en rig Karl, kan du give hende ganske anderledes Dage paa hendes Alderdom, end du nu kan. Og da faar vi Penge nok til at rejse og se os om, Frankrig, England, Italien, Alt det du har læst om - det ligger opslaaet for dine Penge; thi de ere Bogen, den, hvori Landene staar optegnede. Kjøb denne Bog gjennem nogle Aars driftigt og dristigt Liv, rigtig et sligt, som vi To saaofte har ønsket os!" Hvormangen Gang gik han saaledes ved hans Side; hvor Arne kjæmpede og led; hvor ondt Moderens travle, ængstelige Omhu for ham gjorde, hvor vildt og ubændigt sang han ikke den Dag, han fulgte Kristian for sidste Gang paa Vejen; "aa," sagde han til sig selv, da han gik hjemover igjen . . . "aa, det er akkurat som med Fader min; han knækte Brystet og maatte ligge; mit Bryst - nu, nu! . . . Dersom jeg var fri, dersom Moder min ikke levede . . . nu, nu; jeg er kommen lige saa langt som Fader min; jeg ønsker Livet af hende!" og saa sang han, sang ende over sig, saa Folk omkring forundret standsede i sit Arbejde; jo, idag er han Arne Kampen rigtig i Storlune sit! sagde de; "Gud bevare mig, han har et let Sind!" sukkede de gamle Kjærringer.

Denne forunderlige Lyst til at se Verden rejste ikke væk med Kristian. Han gjorde kort Tid efter en Tur til Byen, men det var ham blot som han slap ud af Dal i Dal, allesteds lige trangt; vel var Byen noget Andet, men den var ogsaa som en stor Bog, hvori han læste om Udlandet uden at være i det, og han kom hjem med om muligt større Længsel, end han rejste med.

Havde nu Skjæbnen været mild mod ham, saa kanske han alligevel tilsidst havde forvundet det; men der indtraf Noget, som vel i hans Stilling var det Værste, som kunde hænde.

En Julekveld kom han sent hjem til Moderen og var forstemt. "Hvad gaar der af dig Arne?" spurgte hun deltagende som sædvanlig. "Aa, det kom mig saa ilt for, da jeg gik forbi Kirken nede i Bygden. Det var næsten som de borrede og bankede derborte, og naar jeg stod stille for at lye paa det, stod ogsaa det stille, men naar jeg begyndte at gaa saa bankede det paa Nyt." "Slig er det altid med Troldskaben," sagde Moderen; "der er altid Narreri i den; men bryd dig aldrig om det, du; de venter bare Nogen der bortpaa Kirkegaarden; vi spørge snart dødt Folk." "Men hvorfor skulde netop jeg høre det?" stod Arne i Begreb med at spørge, da det randt ham i Sinde, at Moderen havde været skrøbelig i den senere Tid og at det kanske sigtede derhen. Han saa paa hende og blev bleg. "Hvad fejler dig Arne, du fortæller mig ikke Altsammen." Dermed gav hun ham netop det Ord, som netop kunde skjule hans Bevægelse. "Det er sandt," sagde han, "enten du vil tro mig eller ej, saa saa jeg to Gange Lys derborte. Det var i al Hast, men Lys var det dog." "Troldskaben, Far, Troldskaben! Bryd dig aldrig om den; jeg har set mange Ting i mine Dage, som jeg aldrig har nævnt for Folk; men jeg har bare sagt Jesu Navn jeg og slaat Kors for mig, og saa har det faat regjere, som det vilde for mig." "Har du set Noget, du ogsaa Moder?" spurgte da Arne, som gjerne vilde komme væk ifra de onde Anelser, han følte. "Naar vi nu har sunget Julesalmen vor, saa kan du maaske fortælle mig Et og Andet om det." "Det skal jeg gjerne gjøre; men jeg ved det før, at du ikke vil tro paa det: det kan ogsaa være det Samme; den som har set, han tror," sagde Moderen og lagde rent og varmt Ombytte frem. Thi skjønt det kun var de To pyntede de sig dog - det maatte vel være for den kjære Herre Gud, som fødtes i hin Nat. Det er en skjøn Skik over det hele Land; om Konen sidder hjemme alene, saa vasker hun sig og tager rent Linned og sine Søndagsklæder paa, hun tænder sit eneste Lys, spiser Julegrød og synger Julesalmer. Dette gjorde ogsaa disse To. Julegrøden var snart fortært; de satte sig begge ved Bordet hvorpaa Julelyset brændte, tog hver sin Salmebog frem og sang. Moderen var glad i ham, da hun sad foran ham og hørte ham synge - ufordærvet i Sind og Hjerte, som hun vidste han var; hun syntes hans Stemme var saa inderlig vakker, at hun selv holdt op og hørte paa ham, og Guds Ord gjorde hende dobbelt godt, naar han sang det for hende. Dette lille Afguderi bedrev hun uden selv at vide af det. Arne var rystet ved det han sang og lagde derfor ikke Mærke til at Moderen holdt op. Han skriftede for sig selv under Sangen. Thi Julehøjtiden er mere end nogen anden en Hjemmets Fest, og det Forræderi mod Hjemmet, som han saalænge havde pønset paa, stillede sig mildt bebrejdende for ham. Blandt de Folk, han omgikkes, kunde han ogsaa let anse det, han havde længtes saa efter, for en Forbrydelse. Thi det er et Særkjende for Fjeldbonden, at han ikke alene tror alt andet om det Sted, som ligger udenfor hans egen Bygd, men at han ogsaa ser mindre godt til, gjerne spotter den, som vil forlade det. "At leve med Skikkelighed" og at leve hjemme synes ham Eet, og med det at flytte, forbinder han derfor gjerne Tanken om det Modsatte at leve med Skikkelighed. Dette havde Arne saa ofte mærket, og altid havde Moderens næsten fromme Tro paa Hjemmets Fred og Velsignelse, hendes Rædsel for Alt udenfor om ikke overtalt ham, saa dog altid bevæget ham. Nu gik Alt dette ind paa ham; Stedet mindede om hans Barndom, hendes Lidelser og hendes nuværende Glæde, en Glæde saa stor, at en Fremmed neppe kan forestille sig den. Det var ham intet Uventet, at Moderen under Salmesangen skar i og græd; han var næsten selv paa Vej til at gjøre det Samme; men med stærk Stemme sang han dog ud, lukkede saa Bogen til og bad efter gammel Skik fra han var Barn, sit Fadervor. Derefter blev han siddende taus, mens Moderen græd. "Vi har meget at takke Vorherre for, vi Arne," sagde Moderen endelig; "engang skulde vi ret ikke tro, at det kunde blive saa godt for os, som det nu er, allermindst jeg. Herregud da jeg laa med dig alene her, før Fader din vilde vide Noget af dig. Det var tunge Dage, kan du tro; Moder var baade syg og sint og Ingen havde jeg til at faa Trøst hos. Aa, det blev ikke stort bedre siden heller; det var et Guds Under, at jeg kom Fra det med Hilsen. Men Vorherre, han er med alle Dage; skjønt det ikke er alletider saa, at vi ser det. Men nu ser jeg det, at han har været god imod mig; han har rigtig vendt Alt til det Bedste, har han. Bare jeg beholder dig, Arne (og her hævede hun Stemmen) . . . jeg . . . jeg vilde ikke holde ud . . . holde ud . . . at du rejste fra mig," storhulkede hun, og det var første Gang, at Arne mærkede, hun havde forstaaet, hvad han havde baaret paa, og han mærkede med een Gang, hvor inderlig nær det havde gaaet hende. Da betoges han af dyb Anger, tog hendes skrukne Haand, mens Taaren trængte frem, holdt Haanden længe, men sagde ikke Ordet. Og dog opfattede Begge det, som et stiltiende og med Ed forseglet Løfte om, aldrig at forlade hende.

Med den Styrke, som var Arnes bedste Smykke, kunde han snart rive af sig denne alvorlige Rørelse, kaste lidt Skjemt iblandt og endelig faa Moderen til at fortælle om al den Troldskaben hun havde seet i sine Dage, baade de Underjordiske og Eftergangere og alt andet Ilt. Klokken var over 2 før de lagde sig, og det var med Fred i Hjertet.

Næste Dag, da de pyntede gik til Kirke, han foran, hun efter (Bønderfolk gaa sjelden Side om Side) fik de høre, at ikke Alle havde havt en saa vakker Julekveld som de. Kirkeblokken var bleven røvet den Nat; Tyvene havde benyttet sig af den Stilhed, som herskede over Bygden, væbnet sig med onde Tanker, Fil, Hammer og Tænger, havde taget et Vindu ud, brudt ud Blokken og slæbt den med sig. Det var altsaa dette Arne havde hørt, og Moderen fortalte flittig om det ved Kirken, hvor Alle vare opfyldte af from Gru over det Forefaldne. Undersøgelser skede strax. De forfulgte Sporene i Sneen, og fandt at Tyvene havde taget samme Vej som Arne, opover mod Kampen, ventelig fordi denne Vej var den mest afsideslagte og den førte tilskogs; deroppe i et Kjær ovenfor Pladsen fandt de ogsaa Blokken sønderslaaet og nogle Halvskillinger, som var det Tiloversblevne af omtrent 20 Spd. For saa liden en Sum havde de gjort sig til Kirkeranere, havde de besmittet Juleaftenens Fred og Kirkens Hellighed og kanske de nu var midt iblandt dem, sad og sang med dem i Kirken - hvem kunde vide det? Gjetningen begyndte. Mistanken var den første Plante, som den rene, vinterlige Fest - men Hjertets Foraarsfest - skjød, og den trivedes godt der i den fulde Kirke, hvor Øjet kunde gaa fra En til Anden, mens Præsten priste Dagens Frugtbarhed for Sindet. De holdt sammen alle Spor, som man havde fundet - det var deres Andagt under Prædikenen, og de lagde Altsammen didhen, som de syntes rimeligst kunde være, og da Præsten sagde Amen, betød det: "jo det er vist og sandt i alle Maader; det er ham og ingen Anden." Efter Tjenesten stod de i Grupper paa Kirkegaarden, hjalp hverandre lidt, ikke med hele Tanker, men med Ord, Blik, Mundheld. Arne og Moderen gik, thi det høvede saa lidt deres Tanker i den Stund, - de Fromme gik ogsaa, Skumlerne sidst.

Tredie Dag Jul var der stor Dands i Gaarden Lien. Arne gik derhen ud paa Kvellen; thi saadant som hans Sind nu var efter de sidste forskjellige Indtryk, længtes han efter Folk og kunde more sig bedre blandt dem end maaske nogensinde før. Vejret var lyst og let, hans Sind tog en frisk Stemning af det, og han traadte ind saa oplagt til Skjemt og Spøg, at han ikke kunde dy sig, men gjorde et ypperligt Kast henad Gulvet, over et dandsende Par, satte sig i Fanget paa den første den bedste Jente, med begge Arme overkors og lo med dette hans eget besynderlige Smil ud til Gjæsterne, der stod i en Ring omkring ham og forundrede sig over denne Maade at komme ind paa. Det var forresten intet Nyt af ham; thi Arne havde altid slige raske Paafund som ingen Anden, og de havde ogsaa altid den Lykke med sig, at de kastede Liv og Latter hen i alle Kroge med en Gang. Dette gjorde de vel ogsaa nu, men ikke som han var vant til. Han følte det strax, og det første han gjorde var at se efter, i hvis Fang han var kommen; kanske Fejlen stak der. "Det var et tungt Barn jeg fik paa Fanget," hørte han i det Samme bag sig, men ikke i Bygdens Sprog; han saa tilbage paa hende; hun saa ogsaa op paa ham, idet hun forsøgte at skyde ham væk. Saa vakkert et Ansigt havde Arne aldrig i sit Liv seet. "Hvor er du fra?" spurgte han. "Jeg er derfra, jeg er kommen fra," svarte hun og skjød bestandig til ham. "Har de mange saa vakre Jenter der du er kommen fra?" spurgte han; "de har alletider saa vidt vakre, som du skal ha' dem," svarte hun. "De maa have en god Præst i den Bygden, mente Arne; du har lært at svare for dig." "Men de maa have en tung Havre her i Bygden," mente Jenten, "for jeg har aldrig baaret tungere Bør." Der blev en Latter rundt omkring; han rejste sig; "du bærer kanske paa Nok før," sagde han lidt bittert, da han i Hasten syntes hun var noget tykladen af sig. Aldrig slaar nogen Skjæmt saa godt an hos Bønderne, som netop den Sort, og havde de ikke rigtig villet til at le strax han kom, saa lo de nu; det var desuden en Fremmed, den gik ud over. Men hun blev blussende rød over hele sit Ansigt, ja langt ned paa Halsen, løste et stort Tørklæde op og nok et, for hun var kommen netop som Arne, og havde ikke faaet Tid til at tage af sig, da man altid først skiftes til Plads hos Bønderne og siden nødes af hvert enkelt Stykke. Nu stod hun der, maaske den mest granvoxne af dem Allesammen, hun lagde Tørklæderne sammen og forvarede dem borte paa Sengen, og i det hun gik forbi Arne, saa hun paa ham; slig var han aldrig blevet set paa før, ej heller havde han i sit Liv stødt paa saa fin en Følelse.

Man ved nemlig, hvor overordentlig forskjellig den sædelige Følelse, saavel som Sjelsdannelsen er i Norge i de forskjellige Bygdelag. Han var vant til at omgaaes et plumpere og mindre nøjeregnende Slag, men dette her var strax mere efter hans eget Sind, der ved Læsning og Omgang, men især ved egen Tanke betydelig var hævet op over Bygdefolket. Jenten behagede ham strax.

Dandsen begyndte igjen, Arne var forstemt, men netop da var det efter hans Sædvane, at han dandsede mest. Jente efter Jente dandsede han ganske træt, han skjemtede og lo, men forunderlig nok vilde de ikke skjemte rigtig med ham. Træt af alt, og uvant til Stilhed, naar han gjorde sig saavidt Umage for dem, søgte han atter bort til hin fremmede Jente, som han aldrig siden havde sluppet af sine Øjne. Hun havde været saa munter, hun dandsede ogsaa saa vakert. "Kom skal vi trø en, Vi!" sagde han. "Jeg kunde snart være dig for tung," svarte hun og rakte Iver Mykklebost Haanden. Sligt var aldrig hendt ham, - han gik ifra Dandsen og bort til et Bord, hvor man sad og fortalte. Det var især ældre Folk og han hørte, at Kirkeranet var paa Tale. Men da han kom til, bøjede de strax Talen fra det, og skjønt han kastede nogle Ord ind i det, gled de dog væk fra det paa et "ja En kan tænke saa Meget om det" - "Hver faar nu ha' sin Tanke," - "lngen ser Tanken" - "men vor Herre han ser Altsammen." Arne satte sig dog ned blandt dem. "Aa det er saa Meget En ikke skulde tro," sagde gamle Ole Brækken, "og naar det saa falder Sol paa det engang, saa viser det sig ligevel. I har vel Alle hørt om Storslaapen; hvem skulde vel tænkt det om ham, og dog viste det sig at være sandt. Ja kanske du ikke har hørt det du Knud, som ikke er født her, og jeg kan gjerne fortælle det ligesaagodt som noget Andet. - Jo, det var for en fjorten Aar siden, Storslaapen - de kaldte ham nu saa, for han var dygtig lang af sig, og Benene fik han ikke rigtig med sig - Storslaapen han gik for en brav Karl, alt det han var rar at se til. Fattig var han, det forstaar sig, men det er saa mangen Mand, og det gaar an at være lige ærlig for det. Nej, saa syntes det Folk saa underligt, at han paa en Gang tog til at kjøbe Gaard, og den som ikke forundrede sig før, han gjorde det den Dagen, han betalte den kontant og løste baade Brev paa den og Andet. Nu har baade jeg og saamangen Mand kjøbt Gaard, men jagu fik vi det at vide, at der skal Penge til, og de just ikke bæres tilgaards af Skjoren. Og da begyndte Folk som venteligt kunde være, at sige Allehaande, men Storslaapen bar sig saa fint ad, giftede sig gjorde han ud paa Høsten, og Ret og Skjel gjorde han for sig, og jagu kunde han gjøre det med, naar vi rigtig tænker os om; men da var baade jeg og Andre saa pas dumme, at vi gik der og sagde mellem os, at sent kunde den øve en Ildgjerning, som var saa snild mod Kjerring og Barn og gjorde saa god Greje for sig til alle Sider. Saa kunde det vel være en 3 Aars Tid, saa blev der stærk Spørlag der i Bygden efter en Skræppehandler fra Surendalen eller Veblungsnæsset, vor Herre ved nu, hvorfra det var, men det er nu for det Meste derfra de kommer, de, som farke om i Bygderne. Det er vel en anden Gjær paa det der, kan jeg tænke, for jagu skulde jeg fortalt han Lars, ældste Søn min, hvad Karl han var, hvis han vilde begynde slig og ræke Gaardimellem. Nej, saa var han da bleven borte den Skræppehandleren, da, og Folk drog paa, at det skulde være som der i Bygden. Vi blev da spurgt Nogen og Hver, om vi ikke havde hørt gjiti han Skræppeknut. Vist havde vi det; hvem kjendte ikke han Skræppeknut, - Jøs han Skræppeknut, jagu kunde han komme ned om Natten i Bælmørke, saa skulde jeg drage Kjændsel paa han Skræppeknut; men det var ikke saa at Nogen havde hørt gjiti ham der paa nogle Aar. In gen i de andre Præstegjæld kunde mindes, at han paa det Lejte her var Tale om, var kommen over Fjeldet, og det kunde de vel ligesom synes, at han maatte være blevet efter her. Den Ene spurgte den Andre, og i lang Tid var der ikke Snak om Andet end han Skræppeknut, og saa snakkede de da saalænge, at de skjønte han maatte være kommen væk oppe i Storkleven, hvis saa skulde være. Fra Huseby var han gaat opover mod Kampen, ja derfra, hvor du er Arne, og sent var det om Kvellen, og farligt var det at gaa. Men værre Vej havde han Skræppeknut ofte gaaet, saa liden han var, heller aldrig var han den Mand, som drak Brændevin, alt det Folk vilde betale ham for Varerne dermed."

"Nej, han passede sig nok, vedblev Ole, og det gjorde han vel oppe i Kleven med; derfor var det lidet troligt, at han kunde være gaat udover af sig selv, som Somme sagde. Der maatte vel En have lagt en Haand til. Nu begyndte de at snakke igjen, - ja, Gud bevare min Mund, sagde jeg, "jeg mener nu bare at Andre er bleven Storkarle paa den Tid han blev et Liv mindre" - og saa kunde da Folk tænke om det, hvad de vilde. Den gik ikke med for god Samvittigheden, som gjort det havde, og derfor var jeg heller ikke den Eneste som syntes at Storslaapen var lidet talende af sig i de Dage, - ikke derfor at han talte lidet ellers ogsaa; men der kan nu være Maade paa Alting. Men det er lidet værdt at gjøre saa mange Omveje; det er blot Ræven som har ti Veje til Hiet, endda mange af dem gaar i Ring, og derfor saa skal jeg kort og godt fortælle at fjorten Aar derefter var det at Klevvejen blev omlagt, - og jagu var det fornøn; der har mere end en Mand kjørt udover der, og naar de kunde faa den til at ligge nede ved og omkring, saa var det ikke værdt at opsætte med det, skjønt det kan være sig saa, at Bygden kom i stor Skat derved. Men Arbejde fik den da med det Samme, endda det var mere end nok af Fremmendfolk, som tog det; men Næringen er fri hun, sa Bjørnen, han lagde sig tilrette i Ageren. - Nej, saa var Storslaapen iblandt dem, som arbejdede paa Vejen der nede i Uren, da; og det kunde han gjerne, for god Arbejder var han og stærk som To! Og der een Dagen - ja vi kan gjerne snakke om det, for baade Skriver og Fut har gjort det - der een Dagen, just som han stod og arbejde, fik han fat i en Hause af en død Mand, og saa stor og stærk Storslaapen er, saa jagu røk han bagover dengangen, lel! Og Alle saa kunde de skjønne det, at slig en Magt kunde det ikke være i en stakkars Hause, alt det En kan blive fælen nok, naar En uforvarendes kan faa Tag i den. Men jogu han røk, og skreg gjorde han ende over sig, saa Folk kom til, og de var heller ikke langt undaf; thi der var nok af dem nede i Uren i de Dage, skulde jeg tro. Han sandsede sig snart og sagde, at han syntes noget bed ham, men det var vel ikke saa, siden de ingen Orm saa og heller ikke ligt til Stik. Men jo, det havde vel været det, som havde bidt ham, det havde det, og ikke kunde han arbejde paa mange Dage efter. Og da de skulde lede vel efter, saa fandt de Alt det, som hører til Mennesket, slig hun gaar her paa Jorden, men Hver vogtede sig vel for at røre ved det før Lensmanden kom. Han var gammel kjendt i Bygden han og jagu gjorde han svær Vej baade til Fut og Konge med det, og saa blev det da Forhør da. Storslaapen havde været saa rar i de Dage, at Folk tænkte mere end de sagde, heller ikke fik man ham til at ligge i den Arbejdshytte, han før havde lagt; thi der var nu kommen en sovendes Mand til, nemlig han Skræppeknut, som Lensmanden havde lagt bort i Krogen; der var nemlig ikke Mange som tvivlede om, at det var ham. Men tror I nu, at Skrivern, saa meget han ogsaa sled i Pennen sin, kunde faa det ind paa ham? Nej, frit var det, og fri og frank gaar han om os her den Dag i Dag, og tvi være ham siger jeg, for ussel en Karl han er og Gud bevare hver, som har en god Samvittighed siger jeg - han kan gaa baade ved Nat og ved Dag, synge glædelig baade i Kirke og Hus, men Fanden fare i den, som gaar stilt med det, siger jeg, og hermed vil jeg drikke en Dram, jeg, - saa kan I Andre gjøre hvad I synes."

Under den sidste Del af sin Fortælling havde han gjentagne Gange kastet Øjet bortpaa Arne; de Andre havde gjort ligesaa, og uden at han kunde gjøre sig rede for det blev han bleg. Han sprang op og slog i Bordet. "Og Fanden fare i hver den, som lægger Ondt for sin Næste, siger jeg, og han fare ikke ud af ham igjen før hans onde Tanker staar ham i Ansigtet saa tæt som Skjæg siger jeg." Og dermed gik han hen tog den første den bedste Jente og svingede rundt med hende. Men de Andre saa paa hinanden; "bleg blev han," sagde Ole; "Noget maatte han gjøre, for ikke at vise det," sagde en Anden. "Hvem skulde ogsaa have tænkt sligt om ham," sagde en Tredje; "aa, han har aldrig været rigtig som andet Folk," mente Ole; "trøjsam nok, men pas paa, om han har en Kammerat, saa stor Bygden er; der de hine Gutter har spændt Tag har En aldrig seet ham, og Meget kan han, men uvist er det, om Alt er til det Gode." "Han er vel Søn til Fader sin," ymtede En, "ja," sagde en Anden, "han var værst mod sig selv han, men hænde kan det, at det Knæk, han fik, ikke kom der for Ingenting; han levede ligesaameget for sig selv han som Sønnen, ikke Mange var kloge paa ham heller, alt det han kunde være trøjsam nok."

Men Arne dandsede imens et Par Stykker overende; saa voldsom Dands havde Ingen seet, og engang under det sværeste Kast, gjorde han Front bortover mod Bordet, skreg et vildt Ho-i! truede derbort med Næven ligesom Tilfældigt. De saa paa hinanden - og taug.

Lidt efter var der Stevjing. Forunderlige Stød modtog han i Stevjingen baade fra den Ene og den Anden, og uden endnu at have rigtig Greje paa, hvoraf det kom, blev han bitter og kastede djærv Spot rundtomkring; da saa han hin Fremmedjente se paa sig med et forundret Blik, som om hun aldrig havde hørt eller seet noget Sligt før; det hidsede ham, og han tog tilsidst saa rent Overtaget, at Ingen mer vilde stevje med ham. De begyndte atter at dandse, og da han nu gik bort til Fremmedjenten og spurgte "om hun da slet ikke vilde dandse med ham," saa sagde hun: "Jeg lyt vel det, for jeg er rent ræd dig!" Og saa dandsede de; han holdt hendes Haand, hun havde en blød fin Haand, og det var saa underligt at holde den, "hvorledes er du kommen her til Bygden?" spurgte han. "Jeg er fulgt med den nye Præsten deres som Barnejente," svarte hun. "Du har nok ikke arbejdet stort i dine Dage, du," sagde han og saa forsigtig paa Haanden; "aa jo, men det har været let Arbejde; jeg har for det Meste syet; for jeg skal sige dig, jeg er opdragen hos Præsten og har meget havt det som hans Egne." Strax fik hun mere Betydning i hans Øje; hun vidste altsaa lidt Andet end de Andre her og hun stod en fornem Familie saa nær. Der skede en Stansning med Musiken, og de Fleste takkede af; men Arne spurgte, om de ikke skulde dandse mere. Jo det vilde hun da gjerne; for de var ikke frake til at dandse der i Bygden; han var den likeste hun havde truffet paa. Smigreri glædede ellers ikke Arne, men dette smagte ham; det saa man paa ham, da han tog langt varere i hende for rigtig at faa Ord for at fare godt. Og nu gik det! Han havde aldrig dandset slig i sine Dage; Hallingen spildtes op, faa der i Bygden kunde den, men Ingen som han og hun; man slog Kreds om Parret, Musiken blev stærkere og mørkere, Afstanden fra Beten blev mindre og mindre, til han endelig spændte den saa Flisen føg for Støvlehælen; en Bifaldsmumlen gik igjennem Hoben, han tog Jenten om Livet, surrede hende rundt som en Top, standsede tvært og løftede hende højt i Vejret, lod hende sagte dale ned, og idet han satte Tommelfingeren paa hendes Skulder hivede han sig tilvejrs og slog Beten anden Gang. "Tak for Dandsen," sagde han, tørrede Sveden og gik ud i Svalen.

Blodet var hidset, en underlig Rørelse var over ham, og altid sky for at Folk skulde se ham anderledes end som munter og spottende trak han sig afsides. Det gik rundt i Hovedet paa ham, Kristian, den djærve, kjække Kristian stod over i Amerika med Riflen over Nakken, Spaden i Haanden; kom, Gut, her er Liv her, her gaar en rigtig Halling den hele Dag! - og Udyrene kom frem, de Vilde viste sig, Riflen smal, Røgen, Egnen, Alt dandsede rundt, Skibet laa nede ved Søen svajede for et Par revede Sejl i en svær Kuling: kom, Gut, stig ombord, det skal snart være gjort! Her er Liv her! - Men Fremmedjenten rakte ham sin bløde Haand: lader os dandse Arne, og saa lagde hun sine Øjne paa ham, han blev varm om Hjertet; bare en Dands til, bad hun, og han holdt Armen om hendes smekre Liv, drejede hende rundt, medens hendes Haar faldt ned under Skautet og flagrede om ham; hun klyngede sig tættere og tættere op til ham: "jeg er ganske ræd dig," hviskede hun, men saa trykkede hun sig endnu mere fast op til ham.

Hvad er det for Noget, jeg sidder her og sluddrer sammen, tænkte Arne, tørrede sin Pande paany og holdt den mod Luften, saa den fik Kjøling. Da saa han fra sit Mørke to Jenter komme ud i Svalen. "Det er så kvalmt derinde, sagde den Ene; jeg vil ikke dandse mere ikveld," og det var Fremmedjenten. "Aa, dersom han Arne bød dig op, saa dandsede du nok," svarte den Anden, og det var vel den, som havde fulgt hende did; thi hun tjente ogsaa hos Præsten. "Han var god til at dandse," svarte hin. "Ja, det er en levende Gut; det er Synd paa han Arne." "Synd paa ham? Du mener han ikke er vakker?" "Ikke det heller." "Jeg synes nu han er den vakreste her." "Ja det er bare første Gangen" mente hin; "En blir ofte ræd ham siden." "Der kan være Noget i det," svarte Fremmedjenten langsomt, ligesom hun tænkte sig om. "Hvad er han for En?" spurgte hun videre. "Han er bare Husmandsgut. Arne Kampen kjender hele Præstegjældet; han driver ellers om paa Haandsagskur og hjælper Moder sin med Pladsen. Han er saa flink til at læse og skrive, at Mange siger, at han er flinkere end Per Skolemester, - saa det er rigtig Synd paa ham." "Synd paa ham?" "Ja, for det var nu det Kirkeranet da." "Han?" "De siger saa ymse; det er nu vist at Blokken blev funden ovenfor Kampen og at han gik ved det Lejte forbi Kirken bortifra Husebye, der han havde været og skaaret om Dagen. Det vil vel snart vise sig, om han ikke har mange Penge under Hænderne." "Dette kan jeg aldrig tro," sagde Fremmedjenten; "han ser ikke slig ud." "Han ser ikke rigtig god ud heller," mente den Anden. "Sandt nok," svarede denne - og Arne rejste sig med kogende Harme, men tvang sig ned igjen. "Ellers taler de om det alle Folk herinde," mente den Første; "kom ind igjen, saa skal du høre." "Huf nej, det er laakt at høre," svarte Fremmedjenten, "er det saa, faar han selv staa for det - Uf, jeg er saa kvalm, jeg vil gaa lidt udenfor." Den Anden gik ind.

Skulde Arne følge den Ene eller den Anden; thi rejse sig maatte han. Derinde snakkede de Æren af ham, derude gik . . . "men hvad bryder jeg mig ogsaa om hvad hun tænker," sagde han siden. Men alligevel: Arne lod dem derinde snakke hvad de vilde; hende derude fulgte han. "Det er et vakert Vejr ikveld," sagde han. "Vakert Vejr," svarte hun og saa stod det stille. "En trænger at gaa ud og kjøle sig," sagde han. "En trænger rigtig det," svarte hun - og saa stod det atter stille. "Det er en styg Luft derinde," mente Arne, "den tager paa Helsen og noget som endnu bedre er." "Hvad mener du med det?" spurgte hun. "Aa, jeg mener at Fejeren er ren, lige til han kommer i Skorstenen." Hun svarte Intet.

"Jeg kan en Vise jeg," sagde Arne. "Ja, du kan mange." "En er det dog, som det nu høver mig bedst at synge; vil du følge med mig bort paa Laavkloppen, saa skal du høre den." "Er det kvalmt inde, saa er det koldt ude," svarte hun, "og dette kunde tage for lang Tid;" alligevel begyndte de at gaa bortover. "Du stunder kanske ind, for at høre paa det, de kunde fortælle dig?" spurgte han. "Jeg forstaar dig ikke." "Nej, han sagde saa Sauen ogsaa, da Ulven lagde ham overende forat rive ham op." "Du taler meget uforstaaeligt ikveld, som det tykkes mig." "Ja, det er bare dem derinde, som taler forstaaeligt," sagde han. "Men," fortsatte han, "lad os ligesaagodt sætte os ind paa Laaven med een Gang, der snoer det ikke." Da han saa hende vægre sig, sagde han, "Du tør ikke være ræd; det er blot Kirken jeg krænker!" Dette syntes hun saa djærvt sagt, at hun vidste ikke, hvad hun skulde tænke om ham; Sangen klarede just heller ikke noget, og han stod for hende en Skog uden Lysning, men en vældig Skog med mange Eventyr i, stærke Træer og frisk Væxt. Men meget af fine smaa Urter nede paa Planen fandt hun just ikke i den. De vide sammenvoxede Kroner foroven tog Solen væk, og de fik kun Naaleaffald nedover sig, saa de veg for bestandig, forsøgte vel en og anden Gang at titte frem, men kvaltes og ventede paa en Dag, Nogen gjorde det lyst og let for dem inde i den ængstelige Tykning. Dette tænkte Fremmedjenten mener du? Nej, hun var ikke saa fattig at tænke i Billeder; hun var rigere end saa; thi hun tænkte blot, da han havde sjunget: "huf, det er saa koldt her; jeg fryser; men ligevel skulde jeg gjerne hørt Mere. Nu gik han; jeg skulde gjerne se han sad længer." - Og saa gik hun snart efter hjem; thi derinde fandt hun det for varmt, og saa lagde hun sig til at sove og drømte om - at hun sad nede i Kjøkkenet og skrabede en Gryde, det var kogt Fløde i!

Hu Marit - saa hedte hun - var meget ung og meget lykkelig! Hun trængte endnu ikke at rende med Hjertet i Næven og faa det kastet hen paa den Første den Bedste; hun var saa rig i sig selv.

Sangen maatte du gjerne høre; men da Tonen, som gaar gjennem den er mærkværdigere end selve Forestillingerne, kan du holde dig til de Prøver jeg har givet. - Arne sov ikke den Nat; han laa vaagen: han tænkte paa Amerika og paa Marit; men forunderligt nok blev de til Eet for ham. "Den, som skal være her længer -!" og saa syntes han, han var i Fred for Mistanke, for Dumhed, for Haandsagskur, for at gjøre sig lystig, hvor han vilde græde, for Sladder og Rør, for Altsammen derover hos - Marit. Og saa sov han; det var indpaa Morgenen, Moderen vækkede ham ikke, han saa lykkelig ud, han smilte i Søvne; "det er saa sjelden han er rigtig glad herhjemme," sagde den Kjerlige, lad ham sove. Men hun skulde ikke ladet ham sove; thi han drømte sig lykkelig, netop fordi han ikke var hjemme, og da han vaagnede og fandt, at han var hjemme, da var han underlig mismodig og sang mange af sine rare Viser.

Samme Dag fik han Brev fra Posthuset. "Jeg Brev!" tænkte Arne. Det var fra Kristian. "Her er Rejsepenge," skrev Kristian tilslut; "for en Vexel paa 100 Spd. kan du mageligt gjøre Rejsen, og naar jeg siger dig, at de gjør mig ikke større Afsavn end en stakkars Lommeskilling derhjemme, saa kan du vel alletider komme. Gode Gud, jeg længes saa efter en rigtig Nordmand!"

Moderen turde ikke tale til ham den Dag, men hun bad saa vakkert for ham til Vorherre, at han maatte bøje hans Sind saaledes, at han blev hjemme hos Moder sin. Ud paa Kvelden tog hun Salmebogen, og frit var det ikke at Taarer faldt ned paa den. Arne sad ligeoverfor hende ved Gruen og smiede paa et Øxeskaft; han saa Taarerne, han følte dem ogsaa; thi de faldt paa hans Sind og brændte. Men Ingen af dem talte Noget. Dagen efter kom hun Gammelmartha ned til dem; indpaa de Hundrede var hun, men endda kunde hun gaa Bygden rundt til alle sine gamle Kjendinger "paa Julebesøg", - d. v. s. forat faa lidt god Mad, en Pibe Tobak og lidt i sin Pose, naar hun ruslede afsted igjen. Og for Alt dette lagde hun igjen mangen en Fortælling om gamle bedre Dage og tillige fra de nyeste; thi hun var Bygdens Tidendebærer; hun gik fra Gaard til Gaard, fra Plads til Plads med deres Tildragelser og Begivenheder. Altid fandtes der paa hver et gammelt Væsen, som betroede hende Noget til næste, og saaledes kunde hun ogsaa dennegang fortælle om Sigrid Bakken, hvor tungt hun havde det med de 5 Børn, siden Mand hendes var rejst fra hende. Hun skulde miste Pladsen, hverken havde de Klæder eller Mad i den strenge Vinter, arbejdsført Mandfolk var der ikke hos hende, og Penge til En havde hun ikke. Det var en Jammer og Elendighed uden Ende, og det var stor Ynk at se derpaa fortalte Gammelmartha. - Om Kvelden sagde Arne til Moderen: "Jeg undrer mig, om det ikke var bedst du tog paa dig og gik bort til dem med 20 Daler af disse Penge; vi trænger dem ikke, og kjender jeg Kristian ret, saa vilde han selv have gjort det Samme; kanske ogsaa han bar dem alle hundrede bort til dem; men det er dog ikke værdt, Vorherre alene ved, hvad der kan hænde os, og de kan engang maaske blive gode at tage til." Men da løste det for Moderen; han vilde altsaa ikke forlade hende, og han var endnu den samme godhjertede Gut, saa haard han ogsaa stundom saa ud. Hun tog i at græde: men hun vilde ikke være ved, hvad det var for! "jeg tænkte paa hende Sigrid," sagde hun, "Herregud hvor let kunde det ikke ogsaa have været saaledes med mig selv." Og hun klædte sig og gik med Pengene.

Men Arne huskede da hun var gaaet: "det viser sig kanske snart, at han har mange Penge under Hænderne," og det løb ham koldt ned ad Ryggen; han foer ud efter Moderen, han tænkte et Øjeblik paa at tage Pengene igjen, men saa fejg vilde han dog ikke være: "Bed endelig Sigrid ikke fortælle fra hvem de kommer," bad han, og Moderen kunde ikke forstaa, hvorfor han i Skjorteærmene løb saa lang en Vej efter hende, bare for at bede hende derom. Men Sigrid lovede det - og fortalte det til den Første, som kom ind til hende. "Det er han Arne Kampen! Hvem skulde ogsaa tro det om ham! Han har faaet dem lige luks ifra Amerika fra han Kristian. Gud bevare mig, for snild en Karl, Vorherre vil nok engang hugse ham for det!" Han Arne Kampen! sagde Folk; vidste jeg det ikke nok! Det er vel gaat i ham, kan jeg tænke, for saa stor en Synd ligger haardt paa Sindet. Ja han har net faat Pengene fra Amerika!

Næste Gang Marit mødte Arne ved Kirken, var hun kold og fjern mod ham; han havde jo gjort Kirkeran, men Angeren var gaaet ind paa ham, og han havde givet Pengene til en Fattig; dette var saa rimeligt syntes hun, saa rimeligt for hans underlige Sind, og hun kunde ikke rigtig være vred paa ham heller, men hun var saa ræd ham, - o, saa ræd ham, at hun skjalv, naar hun mødte ham alene. Saaledes omtrent gik det ogsaa Folk i Bygden; hans Munterhed gjorde dem ikke rigtig godt, og dog var der noget ved den, som drog til ham. Ingen skulde blive synderlig bedrøvet, om der hændte ham en Ulykke men de saa gjerne, at han var blandt dem med sine tusinde Indfald og Viser. De lod ham klappe sig, siden de ikke turde slaa ham!

Arne var det ikke muligt at komme i noget Lag, træde ind ad nogen Dør, møde et eneste Menneske uden at han tænkte med sig selv: de tror jeg er en Kirkeraner; nu ser de paa "Kirkeraneren"; dette legte i det Smil om Munden han betragtede dem med; dette saa frem af hans Øje, talte frem af hans Ord, og den, han da talte til, blev ilde ved; thi der var Noget hos ham "de ikke kunde blive kloge paa"; de følte Overlegenheden, de troede næsten han gjorde Nar af dem, men ligevel var han jo venlig, morsom, tilsyneladende endog deltagende.

Saaledes gik det Marit; han søgte hende øjensynlig, men kom han i hendes Nærhed efter mange forgjæves Forsøg paa det, kunde han ikke dye sig for en vis Spot, en vis Jagt efter at gjøre Alvor om til Leg, gjøre Alt til Leg, hvilket ikke egentlig mishagede hende (thi det blev godt gjort) men gjorde hende urolig, stødte ham fra hende og drog ham til hende paa en Gang. Havde han blot paa det Rene, om hun ogsaa havde den sædvanlige Mistanke til ham, - men se, Uvisheden herom var det, som plagede ham; han kunde ikke ydmyge sig til at spørge, hans Hjerte søndersledes mellem Tvivl og Haab - og han legte. Hun - ja hun! Paa den Tid gjorde han følgende Sang:

Denne Sang kan igrunden være betegnende for dem begge. Men under en slig Tilstand voxede hans Hengivenhed for hende op til ren Lidenskab. Han tog aldrig Arbejde anden Steds end i Nærheden af eller paa Præstegaarden, og der fandtes han hver Søndagskveld, hver Helgedag og ofte ellers. Han lod som han søgte Raadsdrengen der og en liden Gut, som var Præstens Søn. Den første var en forstandig og letlivet Mand, som ogsaa havde fulgt med Præsten fra et andet Bygdelag, og derfor i mange Dele stod over Bygdens Folk, den Anden var en Gut paa 12 Aar og Arne var ikke den Eneste, som holdt meget af ham. Naar fornemme Folks Børn opdrages paa Landet, bliver de usædvanlig tidligt modne. De deler sig nemlig mellem Bogen og Omgang med Tjenestefolk og Bønder. De bedre Opdragne - saaledes Forældrene - staa for langt over dem til at offre dem anden Opmærksomhed, end den, deres Pligt og Kjærlighed paalægger dem, - sit aandelige Liv, sin Fortrolighed fører de sammen og udenom Børnene; men med Bogen er Børnene ble ven i mange Stykker jevngode med Bønderne; de fortæller dem hvad de har læst, da Børn saa gjerne vil fortælle, og Bønderne vil gjerne høre; uden at nogen af dem mærker det, tages de derved op i deres egne Tanker, bliver deres Fortrolige og faa af deres Erfarenhed, deres Overtro, deres Omtanke og Beregninger. Børn fra Landet er mere poetiske end dem fra Byen, og her er Kilden; de er ogsaa klogere, ihvorvel langtifra saa forfarne, saa for sig, som hine i Byen, der har lært gaaet i de store Lege, i de store Kammeratslag, Noget der ofte misforstaaes derhen, at Børn fra Landet er dumme. Men jeg vil ikke føres væk, altsaa: Arne og Præstens ældste Søn var meget gode Venner. Det hjalp heller ikke lidet, at Marit og Gutten var saa vel forligte, da hun endnu var ung nok til at lege med ham, slaas med ham, drille ham og gjøre det godt igjen. Slig havde hun omgaaets ham i mange Aar, ligesom de havde læst sammen hos Huslæreren. Arne gav ham Ski og mente Marit, han gav ham en Kjælke - og mente Marit, han gav Gutten det ene Stykke behændigere end det andet - og han mente bestandig Marit. Han blev hans Fortrolige ligeoverfor Marit, som han blev hendes ligeoverfor Arne, - ikke saaledes at nogen af dem ligefrem fortalte ham deres Hjertes Følelser, men de brugte ham til en Budsender for deres Kjerlighed, uden at han vidste af det. Og Budene var heller ikke ligefremme; de bestod mere i et gjensidigt Drilleri, en bestandig Udfordring; sommetider vare de vasse som Syle, saa kom der lidt mildt indimellem fra en af Parterne, og da slog den anden det gjerne væk gjennem en skalkagtig Undvigen. Saaledes gav Arne ham i Kommissjon at hilse hende fra Hans Hestehandler; han havde nylig gjort slig en god Handel, at før hun vidste Ordet af det, var han en giftendes Karl; men Marit takkede da meget for Hilsningen, og bad Gutten ligesom i al Fortrolighed, at sige til Hans, men saaledes at Ingen hørte det, lagde hun til: naar han havde gjort saa god en Handel, maatte han endelig sende hende et fint Kjøbetørklæde, forat hun kunde se, det var Alvor han foer med. Gutten bragte strax dette Svar til Arne hvilket Marit godt vidste. Og skjønt Arne vidste det var Spas, var han dog ikke istand til at give sig selv Ro for Svaret, men bad endelig Gutten ikke sige noget Sligt til Hans, men atter hilse Marit fra ham (Hans) at hun skulde faa saamange Kjøbetørklæder som hun vilde have, bare han kunde rigtig tro hende; men der foer bestandig En og sneg sig omkring Gaarden der, og han maatte hun først jage væk. Marit lod Hans hilse med, at det havde hun saa mangen Gang forsøgt paa, men naar han ikke vilde gaa endda! saa kunde ikke hun gjøre for det. Saa hilste Arne fra Hans at hun ikke var synderlig stadig i Sind; snart var hun slig og snart slig, hun vilde vel helst have dem begge to. Gutten løb med det. Marit svarte, at hun skulde nok vise hvem hun vilde have, naar den Tid kom. Arne blev glad og bad Gutten spørge, hvem det skulde være. Marit svarte: Ingen af dem! - Nu blev Arne lidt ilde ved. Han lod Gutten spørge, fremdeles fra Hans om dette ogsaa var Alvoret hendes, hvortil hun svarte, at det var muligt hun havde skiftet Sind ved Jonsøklejte.

Var Marit i Borgestuen eller ude paa Marken i Leg med Gutten, naar Arne kom tilgaards en Helgedagskvæld, saa gik hun strax ind, netop fordi hun vidste, at han altfor gjerne saa hende ude. Hun pinte ham da saalænge hun kunde, men kom hun endelig ud (oprigtig talt fordi hun ikke kunde taale at være længer inde), lod hun som det var Gutten hun søgte, og Arne maatte bruge mange Kunster forat faa tale lidt med hende. Men Talen blev blot til Leg, saa gjerne han vilde gjøre det til Alvor. Var han da tilsidst lidt fornærmet paa hende og ikke lod sig se en Par Ugers Tid blev Marit lidt rar ved det og vilde endelig gaa en Tur. Hun fik da en anden Jente med sig samt Gutten, og under forskjellige Paaskud magede hun det saa, at Turen gik forbi Kampen. "Vil du ikke hilse paa Arne?" spurgte hun lille Karl, naar de vare i Nærheden af Pladsen. "Vil ikke du følge med?" spurgte Karl. "Hvad skal jeg der?" mente Marit, og saa vidste hun vel, at det første Gutten gjorde, var at fortælle Arne at Marit var oppe paa Vejen. 5 Minutter efter havde de ogsaa Arne! De gik saa sagte, saa sagte forat se om han kom; thi hun var da altid meget træt og kunde næsten ikke gaa længer, sagde hun til Jenten. Men saa hun ham komme, pilte hun paa det Bedste hun kunde, og han havde hel ærgerlig megen Møje med at indhente hende.

Naar han kom til Præstegaarden, rugede han paa, at spille hende et Puds igjen, altid fandt hun Noget i Ugreje Dagen efter, eller der var Noget borte i hendes Kammer, Noget hun allermindst kunde undvære, eller hun blev narret April, eller hun kom til ved falske Bud og Tilstelninger at gjøre Noget for Præstens, som hun siden blev dygtig skamfuld ved, og hun svor da gjerne paa, at han skulde have det igjen. Men i denne Tid var Arne dog egentlig lykkelig. Vel vidste han ikke rigtig hvad hun tænkte, men han havde dog Noget, som fyldte hans Tanke, og saa som han i lang Tid havde følt sig, saa forladt og fremmed i Bygden, hengav han sig nu aldeles; han tænkte ikke paa andet end hende, han sang Viser om hende i sit stille Sind til Haandsagskurens Takt, han levede gjennem alle de Ord hun havde sagt, alle de Møder de havde havt, han sad og saa efter hende, som om hun gik der borte paa Gulvet foran ham og hver mindste Bevægelse, hver Mine, hvert Smil saa han og glædede sig derover. Og selv den bitre Smerte, som Uvisheden bragte, var kjær, han var vel ligesom saar indvendig, men dog var han glad. "Du trives bedre nu paa en Stund," sagde Moderen, som saa inderlig vel skjønte det. Og Arne turde ikke svare Noget paa det; thi lyve vilde han ikke og det Sande vilde han ikke tilstaa.

Han begyndte saa smaat at forhøre sig om han ikke kunde bøxle Pladsen. Moderen spurgte ikke, hvorfor han tænkte paa Sligt, hun gik strax ind paa det men mente dog, at han som havde Penge, baade dem han havde paa Rente ifra Amerika, og mange til, som han selv havde lagt op, - heller burde vove at kjøbe sig en Gaard; "du kan alletider faa Nogen, som lægger lidt til," sagde hun; Marit havde nemlig ogsaa lidt Penge, som hver vidste, - men kors! Moderen nævnte ikke Marit! Arne blev undselig og svarte, at En faar helst stole paa sig selv, og forresten, saa kunde Kampen drives slig op, at det ikke var synderlig bedre at sidde i store Udgifter for en Gaard. Alt nu var Kampen den bedste Plads i Bygden, fødte 7 Kjøer og Halvten af en Hest, og var han ved Siden deraf saavidt fri Mand, at han kunde drive sit Haandværk, saa stod han sig bedre derpaa i alle Maader. "Desuden havde den i lange Tider været i Slægten" mente Moderen da og glædede sig over hans Plan. Arne tog paa at gjøre Byrejser; han sang ikke paa Vejen, Fjeldene kunde ikke fortælle, hvor han drog frem, som i gamle Dage, og Folk undrede sig om "hvor Modet hans var blet af"; fra Byen bragte han med sig det ene Bohave efter det andet, indrettede sig paa bedste Maade, spurgte Moderen tilraads, der ogsaa altid gav Raad uden en eneste Gang at lade sig mærke med Noget. Men en Søndag ruslede den Gamle op til Præstegaarden; hun skulde tale med Fruen, sagde hun, og det var blot om hun ikke vilde overlade hende et Par af sine Sauer, der var af en langt bedre Race. Hun passede det saa, at hun og Fruen blev længe siddende i godt Prat - om han Arne naturligvis - og den Gamle græd af Glæde over at Fruen syntes han var den første Ungkarl der i Bygden baade med Hensyn til Orden, Duelighed og Oplysning. Og hun fortalte om ham fra han var ur liden af, hun lo og hun græd over alle de Spilopper, han frem igjennem Tiden havde fundet paa, hun fortalte, hvor ejegod han var, og Fruen hørte paa den glade Moder og græd næsten med hende; thi hun havde selv Børn, hun forstod hende. "Det var en velsignet Frue," mente den Gamle, "aldrig havde sligt Præstefolk været der i Bygden," og hun lovede baade sig selv og Fruen, at hun snart vilde komme igjen. Men ude i Kjøkkenet drog hun paa, at det var stusle at gaa hjem alene "nu det var blet saa sent," og dette henvendte hun saaledes til Marit, at Fruen saa, hvad hun mente, og ogsaa uden at lade sig mærke dermed bad hun Marit følge hende "et Stykke paavej". Marit tog paa sig og gjorde det; hun vidste vel, at Arne selv var paa Gaarden, det vidste Fruen ogsaa, Moderen ogsaa, men Alle lod som de ikke vidste det.

Marit fulgte, og Arne saa dem gjennem Borgestuvinduet, men vogtede sig vel for at gaa efter for det Første. "Moder er dog Moder" tænkte han, og han blev hel underlig ved, han legte saa forvovent med Gutten, at denne blev ræd. Saa gik han, men han følte neppe, hvor han satte Foden, thi nu holder de kanske paa at gjøre det af derhjemme, tænkte han.

Men Moderen og Marit var gaaet hjemover. De talte først om, at det ikke var rigtigt godt at gaa alene der i Skogen, og saa om Fruen - og saa om at Fruen tyktes saagodt om han Arne. Da var Overgangen gjort til at tale om han Arne og nu vidste Moderen ikke alt godt hun skulde sige om ham. Marit gik ved Siden og saa ned, hun holdt et sammenlagt Tørklæde i Haanden og det skulde slettes ud, formodentlig fordi det var saa krøllet. "Ja, det er en ofse til Gut," mente Moderen, "saa godt et Hjerte har ikke Mange, hvad han har gjort mod Moder sin det maa Vorherre en Gang lønne ham; han fortjener at faa det Godt i Verden; det gjør han rigtig, jeg bliver gammel og træt og kan snart ikke længer stelle om ham, men han fortjener at faa et snilt Menneske om sig, jammen gjør han saa, og det har jeg saa ofte bedt til Vorherre om, at det skal undre mig om han ikke har hørt det" lagde hun enfoldigt til, og saa bortpaa Marit. Men Marits Forklæde var endnu bestandig krøllet. "Folk kan have meget at sige paa ham," fortsatte Moderen, "men jamen er det Løgn det Meste, det er det, for jeg har set ham lige lugt ind i Hjertet, fra han fik en Klump, og jeg ved det er det rene Guldet Altsammen jeg; og det har vel Nogen og Hver som har omgaaets ham, ogsaa set, tænker jeg, særlig den, han har havt et godt Øje til og har været mindre lukket for -" og hun saa atter bort paa Marit. Men det var forsæt at Marits Forklæde blev slet engang. Moderen gik stille en Stund og grundede paa, hvorledes hun hernæst skulde tage det. "Det er just ikke Mange her i Bygden han synes at like," sagde hun endelig; "men, maa vide, her er just ikke mange rare Jenter her i Bygden, deri har han Ret; naar der kommer Nogen fra et andet Bygdelag, saa ser En Forskjellen, - og deri har han ogsaa Ret" . . . men nu maatte Forklædet være overhændig krøllet, for Marit tog saa haardt i det. "Aa, der kan være mange gjilde Jenter her med," sagde hun endelig for dog at sige Noget. "Vist kan der det; men det er engang saa, at den en lægger sin Hug til, den synes grommest." Marit vilde snige sig væk ifra det. "Det jeg har mest at sige paa Bygdefolket" bemærkede hun, "er at det lever ikke som det skal; her er saa mangen styg Skik og liden god Tanke." "Ja, som han Arne siger, En ser Forskjellen, naar der kommer Nogen fra en anden Bygd" føjede Moderen til igjen. Men Marit smat atter væk: "Aa, der er ymse der ogsaa -" og saa fortalte hun den ene Historien efter den anden, saa hun tilsidst blev ilde ved over at skulde gaa slig og skamskjænde den, men naar hun ikke skulde slippe Ordet fra sig, saa maatte hun holde paa. Saa var de da komne nær Kampen, Marit vilde vende. "Nej, er du gaat saalangt, kan du se Pladsen med det Samme; du har jo heller aldrig været der;" men skjønt det var Intet i Verden Marit nu heller vilde, saa stod hun dog imod. Moderen vidste næsten ikke, hvad hun skulde tro om det, men blev ved at nøde hende: "du tør ikke være ræd der er Nogen hjemme", mente Moderen. Paa den Maade havde hun selv fundet paa Undskyldningen, og de gik.

Moderen viste hende om i Huset, Staburet og Fjøset, paa Ageren og Engen og overalt fik Marit at høre, "at saa god en Plads som Kampen skulde Folk lede efter." Dernæst gik de i Huset igjen og saa paa det, som der var. Alting stod i velsignet Orden, men Moderen mente dog, "at der trængtes en Haand til, hendes kunde snart ikke raade det Altsammen". Sidst gik de op paa Loftet, hvor Kister og Klæder stod. Marit var virkelig bleven overrasket, Moderen havde seet det, enkelte Ytringer var ogsaa undsluppet hende og Moderen var baade stolt og glad og snakkede uden Ophør.

Nede havde hun vist hende meget Bohave, Arne havde kjøbt netop i den sidste Tid; "han kunde jo snart tænke paa at forandre sig" havde hun sagt. Men heroppe paa Loftet var den egentlige Rigdom, herifra havde ogsaa den hele Plads et saa vakert Udseende, og det saa lyst og let ud at bo der, trods Fjeldet og Uren dernede. Arnes mange Klæder blev seet paa, en opredt Seng, og dernæst det han havde kjøbt med fra Byen af Kopper og Krus, der stod opstablet i en Krog. Kistene blev aabnet, thi Moderen vidste hvor Nøglerne laa, og der fik Marit at se en stor Herlighed af alle Ting. I en Læddik laa hans Kontrabøger og Obligationer, de talte dem nøjagtig igjennem og Moderen spurgte som af en Hændelse om, hvormange Penge Marit vel kunde have. "Lidet mod dette" mente Marit, "kanske en hundrede Daler ikke mere". "Ja det er nok det," mente Moderen, "naar det kommer ataat andre voxer det snart." Marit forsøgte ikke længer at bøje slige Hentydninger væk, hun saa Mere og Mere; det var ikke alene det, at det var Meget, men var saa hyggeligt, saa ordnet og fagert. Næsten som naar den ene lille Pige ser den andens Dukkestel og ønsker at maatte eje al den Herlighed, saaledes gik det Marit; det var ikke Havesyge, det var hin Barnelyst at kunne sige til sig selv, dette er dit altsammen, dette skal du stelle med, lægge om hinanden og ordne, som du selv vil. Hun var rørt, men vidste selv ikke hvorfor; hun var maaske gjennemtrængt af Taknemmelighed til hin større Mand ved pludselig at være ledet til saa Meget (hende forekom det Meget) og det lige ifra Leg og lige ifra Ingenting endnu at have gjort i Verden. Men Moderen saa Forandringen, som foregik med hende og tænkte nu at burde vise hende det sidste. Hun gik bort til en af Arnes Brystduglommer og tog en liden Nøgel frem; der havde han forvaret den, forat Moderen aldrig skulde faa fat paa den, og han tænkte ogsaa, at hun ikke havde Anelse om, hvad han havde i det lille Skrin, den kunde aabne for. Men jo: hun havde seet det, hun havde rodet i Skrinet mere end een Gang, og hun gjorde det nu med. "Her skal du se Noget, som ikke hver faar se; det er kanske ikke rigtig at vise dig det, men du faar nu saa se det senere eller tidligere alligevel." Hun aabnede, Marit satte sig paa Knæ foran det ved Siden af Moderen; en behagelig Duft slog imod dem; det var af noget Lugtendes, han havde lagt iblandt; der laa nu det ene nydelige lille Tørklæde smukkere end det andet, et stort et til mange Specier laa længere nede, og allernederst laa Tøj til en Kjole, saa fint, saa fint at baade Moderen og Marit saa det var til en Brudekjole, skjønt Ingen af dem sagde et Ord. Marit blev sprudende rød og Taarerne trængte sig frem; hun turde ikke røre ved det, men hun fik heller ikke Øjet ifra det, skjønt Skrinet og Tøjet blev saa stort gjennem Taarerne. Moderen bemærkede det ikke; thi hun var altfor beskjæftiget med at vise frem. "Se her" sagde hun, "dette har han kjøbt sammen i den senere Tid, Noget for hver Byrejse; En skulde tro, det var Nogen han vilde give det til, men at han ikke rigtig havde Mod til det, og har derfor bestandig lagt det i Skrinet saalænge". Nu forstod Marit, hvorfor han aldrig havde givet hende Noget, og det rørte hende. Moderen aabnede den lille Læddik; Søljer af Guld laa der, samt en smuk liden Guldring, desuden en forgyldt Salmebog, nogle broderte Strimler og andet Smaat; Arne havde holdt paa at give til sit Skrin saa punktlig som det havde været til den mest elskede Brud. "Nej se nu rigtig paa det, er det ikke en velsignet Gut" sagde Moderen og holdt Guldet op til hende; Marit kunde ikke tage mod det, Moderen saa op, Taarer rullede Marit nedover Kinderne, medens hun sad og stirrede - og Moderen lagde Guldet ned, fattede om hende med begge Arme, trykkede hende op til sig, saa Marit rigtig fik græde ud ved hendes Bryst, thi hun trængte at græde.

Disse to forstod nu hinanden og derfor talte de ikke mere om den Ting. De gik snart nedenfor igjen og stiltiende ventede de paa at Arne skulde komme. Moderen kogte Kvelsmad, Flødegrød skulde de have, og Marit vilde hjælpe, men det fik hun ikke Lov til. Saa kom Arne.

Noter

Note 1:
Skjønt jeg har sat dem over, saavidt jeg kunde, i Skriftsproget, har jeg dog troet at burde beholde enkelte Sving fra Dialekten, dels for Rimets, dels for Karakterens Skyld. Jeg negter ikke, at jeg tillige har gjort Versene lidt regelmæssigere; men dog har jeg ogsaa her beholdt en og anden Synd af samme Grund. [tilbake]