Bjørnstjerne Bjørnson
"HVORFOR skal vi sætte os her?" - "Fordi her er højt og lyst." - "Men her er dybt ned; jeg blir ør, og Solen staar for stærkt paa Vandet; lad os gaa længer!" - "Nej, ikke længer." - "Saa tilbage til det grønne Indelukke; der var saa vakkert." - "Aanej, heller ikke did; "han slap sig ned, som kunde eller vilde han ikke mere. Hun blev staaende med Øjnene ufravendt heftede paa ham. Da sagde han: "Aasta, nu faar du forklare mig, hvorfor du blev saa ræd den fremmede Skipper, som traadte ind i Skumringen." - "Var det ikke det, jeg tænkte," hviskede hun og syntes at ville løbe derfra. "Du faar sige mig det, før du gaar; for jeg kommer ellers ikke efter." - "Botolf!" raabte hun og vendte sig, men blev staaende. Han sagde: "Jeg har lovet dig ikke at spørge, det er sandt. Jeg skal ogsaa holde det, hvis du heller vil det; men saa slutter det her." - Nu brast hun i Graad og kom opover mod ham. Hendes lille, fine Figur, hendes smaa Hænder, hendes bløde, lyse Haar, som Tørklædet var gledet ned af, og saa hendes Øjne og Mund, det blinkede særskilt og samlet, Solen stod lige paa, han sprang op: "Ja, du ved det: naar du ser slig paa mig, saa giver jeg efter. Men nu ved ogsaa jeg, at saa bliver det bagefter bare værre. Kan du ikke forstaa det: om jeg hundrede Gange lover dig ikke at ville kjende din Fortid, jeg faar ikke Fred, jeg kan ikke holde det!" Hans Aasyn viste ogsaa en Lidelse, som ikke var fra igaar. "Botolf, det var jo det, du lovede mig, da du aldrig lod mig have Fred, du lovede mig at lade det ligge, det, som jeg aldrig, aldrig kunde sige dig. Du lovede mig det højtideligt, du sagde, det var dig ganske det samme, det var bare mig, du vilde have! - Botolf!" og hun sad paa Knæ foran ham i Lynget, hun græd, som var hun i Vaande for sit Liv, hun saa paa ham, mens Taare paa Taare talte videre, og hun var det Vakreste og det Ulykkeligste, han i sit Liv havde set. "Gud bevare mig," sagde han, rejste sig, men satte sig strax igjen; "hvis du holdt saavidt af mig, at du kunde have Tiltro til mig, - hvor vi To kunde være lykkelige!" - "End hvis du kunde have lidt Tiltro til mig!" bad hun og kom paa Knæerne nærmere, og saa tilføjede hun: "Holde af dig? Hin Nat, da jeg kom op paa Dækket, vort Skib havde stødt mod dit, du stod i Vanterne og kommanderte, - jeg havde aldrig set noget saa stærkt, jeg holdt strax af dig! Og da du bar mig over i Baaden, mens Skibene sank, - jeg følte Lyst til Livet igjen, og det troede jeg, at jeg aldrig mere skulde." Hun taug og græd, men saa lagde hun Hænderne sammen paa hans Knæ: "Botolf!" bad hun, "vær stor! vær stor som dengang, du tog mig uden nogen Ting med, - bare mig! Botolf!" Næsten haardt svarte han: "Hvorfor frister du mig? Du ved jo, jeg kan ikke! Det er Sjelen, vi vil ha', det er ikke dette; - i de første Dage gaar sligt; men ikke siden." Hun drog sig tilbage og sagde haabløst: "Aanej, et Liv blir aldrig helt igjen; o, Gud!" og skar i at græde. "Giv du mig alt dit Liv og ikke blot et Stykke deraf, saa skal det blive helt igjen hos mig!" Han talte stærkt som for at opmande hende, hun svarte ikke, men han saa hende kjæmpe. "Vind paa dig selv, vov dig til! Værre, end det nu er, kan det dog ikke blive." - "Du kan drive mig til det Yderste!" bad hun, han misforstod hende og blev ved: "Om det er den største Forbrydelse, den skal jeg prøve at bære, men dette kan jeg ikke bære!" - "Nej, heller ikke jeg!" raabte hun nu og rejste sig.-"Jeg skal hjælpe dig!" han rejste sig ogsaa, "hver eneste Dag skal jeg hjælpe dig, naar jeg bare ved, hvad det er. Men jeg er for stolt til at være Vogter for Noget, jeg ikke kjender, - og som kanske er en Andens!"- Her blev hun funkende rød: "Skam dig! Af os to er jeg den stolteste, jeg byder ikke af en Andens. - Nu maa du holde op!" - "Nej, er du stolt, saa tag først bort min Mistanke!" - "Jesus Kristus, dette holder jeg ikke længer ud!" - "Nej, jeg har svoret, at det skal have en Ende idag!" - "Er dette ikke ubarmhjertigt," skreg hun, "at ville pine og plage en Kvinde, som har fortroet sig til dig, og som har bedt for sig saa inderligt som jeg!" og hun var atter ved Graaden, men med pludseligt Omsving udbrød hun: "Jeg skjønner dig: du vil rigtig det skal storskrige i mig, thi saa faar du vide Noget." Hun saa harmfuldt paa ham og vendte sig. Da hørte hun langsomt Ord for Ord: "Vil du eller vil du ikke?" Hun strakte Haanden ud: "Ikke om du bød mig alt det, vi kan overse herfra!" Hun gik fra ham, Barmen bølgede, Øjnene foer af og til, men mest mod ham, snart haardt, saa smerteligt, saa atter haardt. Hun lænede sig op til et Træ og græd, saa græd hun ikke mere, men gik som før. "Jeg vidste jo, du ikke holdt af mig," hørte hun - og var i et Nu det Ydmygste og Angerfuldeste; et Par Gange vilde hun svare, men i dettes Sted kastede hun sig ned i Lynget og skjulte sit Ansigt i sine Hænder. Han gik hen og stod over hende. Hun følte ham staa der, hun ventede hans Tale, hun dækkede for sig; men da den ikke kom, blev hun endnu mere ræd og maatte se op. Hun sprang ivejret med det Samme, hans vejrbidte, langagtige Ansigt var blevet hult, det dybe Øje uden Bryn, den lange, men pressede Mund, den hele uhyre Figur lagde sig med saadan samlet, overordenlig Vegt over hende, at hun pludselig saa ham oppi Vanterne som hin Forlisets Nat; han var bleven stor som da og af en Styrke uden Grændse, men nu stod den mod hende selv! "Du har løjet for mig, Aasta!" Hun veg, men han kom efter; "du har ogsaa faat mig til at lyve; der har ikke været fuld Sandhed i en eneste Dag vi har levet sammen!" Han stod hende saa nær, at hun kunde føle hans varme Aande, han saa hende lige ind i Øjnene, saa det sortnede for hende, hun vidste ikke, hvad han i næste Øjeblik kunde sige eller gjøre, derfor lukkede hun Øjnene. Hun stod som hun vilde falde eller lægge paa Sprang, Afgjørelsens Stund var kommet. I den dybe Stilhed, som gik foran, blev han selv ræd, endnu een Gang slog det om i ham: "Bevis dig! Læg af dig alle Kunsterne dine, gjør det nu, her!" "Ja," svarte hun, men uden at vide det. - "Gjør det nu her, siger jeg!" Han gav et Skrig; thi hun foer forbi ham og udover, han saa hendes lyse Haar, hendes oprakte Hænder, et Tørklæde, som slog ud og slap og foer efter alene, svævende længer ud. Han hørte intet Skrig, ej heller noget Plask; thi der var dybt ned. Han hørte heller ikke; thi han var faldt om.
Af Havet var hun kommet til ham hin Nat, i Havet var hun atter forsvundet, og med hende Historien om hendes Liv. I det natsorte Dyb var Alt det dukket, som ejede hans Sjel, - skulde han ikke efter? Han var kommet hid med den urokkelige Vilje at faa en Ende paa sin Kval; - dette var ingen Ende, nu kunde den aldrig komme, nu vilde det først for Alvor begynde. Hendes sidste Gjerning raabte jo op til ham, at han havde taget fejl og dræbt hende! Trods at Kvalen blev tidobbelt, han maatte leve forat grunde over, hvorledes dette var gaat til. Hun, som næsten var den Eneste, der var reddet hin frygtelige Nat, hun skulde blive reddet blot forat dræbes af ham, som havde reddet hende. Han, som havde sejlet og handlet, som om Verden kun var Hav og Handel, var pludselig blevet Offer for en Elskov, der dræbte baade ham og hende. Var han ond? Han havde aldrig hørt det sige og aldrig følt det. Men hvad var det saa? Han rejste sig - ikke forat kaste sig ud, men forat gaa nedover igjen; Ingen dræber sig i samme Stund, han har faat en Gaade at løse.
Men den kunde jo aldrig løses. Hun havde boet i Amerika, siden hun var voxen, hun kom derfra, da Skibene stødte. Hvor i Amerika skulde han begynde? Hvor var hun fra i Norge, han vidste det ikke bestemt, han var ikke engang vis paa, at hendes Familienavn var det, Familien i Norge havde baaret. Den fremmede Skipper? Ja, hvor var han? Og kjendte han hende, eller var det blot hende, som kjendte ham? Dette var som at spørge Havet, at rejse og begynde en Efterforskning, var som at styrte sig deri.
Han havde taget fejl! En angrende Skyldig vilde have lettet sig ved at tilstaa for sin Mand, en ikke angrende vilde have søgt Udflugter. Men hun aabenbarede Intet, hun søgte heller ingen Udflugter, hun kastede sig i Døden, da han trængte paa. Det Mod har ingen Skyldig. Ja, hvorfor ikke? Heller end at tilstaa? thi dertil skal et endnu større. Men Tilstaaelsens Mod savnede hun ikke; thi hun havde jo begyndt med at tilstaa, at der var Noget, hun ikke kunde sige. Det maatte være Brøden selv, som forbød det. Men hun kunde ikke have baaret paa nogen stor Brøde; thi hun var ofte glad, ja, overgiven, hun var heftig, men hun havde fin Følelse og var hjertegod. Brøden maatte være en Andens. Hvorfor saa aldrig sige, at den var en Andens; thi dermed havde alt været forbi. Men var det hverken hendes eller en Andens, hvad var det saa? Hun havde jo selv sagt, der var Noget, - og den fremmede Skipper, som hun var blevet saa ræd? Hvad var det, hvad i Evighed var det? - Havde hun levet endnu, han havde plaget hende endnu, - han greb sig deri og følte sit store Elende.
Men det begyndte igjen: Maaske var hun ikke saa skyldig, som hun selv troede, eller maaske ikke saa skyldig, som hun maatte synes Andre; hvorofte er der ikke Uskyld bag vor Skyld, Enfold i Synden, skjønt saa Faa kan forstaa det, - og ham havde hun ikke troet istand til at forstaa det, ham, som var idel Mistanke. Han vilde af eet klart Svar have faaet tusend mistænksomme Spørsmaal, derfor havde hun heller troet sig til Døden end til ham! Hvorfor havde han aldrig, aldrig kunnet lade hende i Ro? Til ham var hun flygtet fra sin Fortid, hos ham havde hun søgt Værn imod den, og saa var det ham, som lokkede den efter, og som idelig slap den løs paa hende! Hun var jo ham hengiven, hun var varm og dejlig hos ham, - hvad kom saa hendes Fortid ham ved? Og hvis den kom ham ved, hvorfor da ikke strax? Nej, efter hvert som hendes Ømhed steg, steg hans Uro; da hun ikke blot af Beundring og Taknemmelighed, men af Hjertet blev hans, da vilde han vide, om hun havde været nogen Andens, og hvad hun før havde oplevet. Og jo mere ondt det gjorde hende, jo mere hun bad for sig, desto mere maatte han trænge paa, thi saa var der jo Noget!
For første Gang faldt det ham ind: havde han sagt hende Alt? Gik det virkelig an at sige hverandre Alt? Vilde det forstaas som det var? Visselig ikke. -
Han hørte to Børn lege og saa sig om. Han sad i det grønne Indelukke, som hun nylig havde talt om, men han vidste ikke deraf før nu. Fem Timer var gaat, han troede, det var nogle Minutter. Børnene havde maaske længe legt der, nu først hørte han dem. Ak, var det ikke Agnes, Præstens sex eller otteaarige Datter, som Aasta havde elsket til Afguderi, og som var hende saa lig, - Gud i Himlen, hvor var hun hende lig! Hun havde netop hjulpet sin lille Bror op paa en Sten, han skulde sidde i Skole, og hun være Skolemester. "Sig nu som jeg siger," sagde hun: "Fader vor," - "Fa' vaa;" - "Du, som er i Himlen," - "Himmen;" - "Helliget vorde Dit Navn," - "Hæge vaa Namm ;" - "Tilkomme Dit Rige," - "Nej." - "Ske Din Vilje," - "Nej, vil ikke!" - - - Botolf havde baglænds sneget sig ud, det var ikke Bønnen, som tog ham, han lagde ikke engang strax Mærke til, at det var en Bøn; men mens han saa og hørte paa Børnene, blev han i sine egne Øjne til et urent Rovdyr, udstødt af Guds og Menneskers Samfund. Bag Buskene drog han sig bort, forat Børnene ikke skulde opdage ham, han var mere ræd dem, end han i sit Liv havde været Nogen. Han listede ind i Skogen langt fra Alfareveje. Hvor skulde han hen? Til det tomme Hus, han havde kjøbt og indredet for hende? - Eller længer ud? - Det var ligegyldigt, thi hvorhen han tænkte sig, saa stod hun foran ham. Man siger om Døende, at de tager det sidste Billede med i sine Øjne; den, der vaagner af en ond Gjerning, tager det første, han ser, og bliver det aldrig mere kvit. Det var ikke Aasta, han saa, som hun nylig stod paa Skrænten, det var en liden uskyldig Pige, det var Agnes. Selv Billedet af den Synkende blev til Barnet med de smaa, oprakte Hænder. Mindet om Aastas usigelige Kjærlighed til Barnet forbyttede hemmelighedsfuldt Billederne i hans Sjel, den store Lighed spillede ind i den maanedslange Tvivl om skyldig eller uskyldig. Havde Aasta gjemt et saadant Barn i sit Hjerte? Ja! Han havde set det, eller rettere, han saa først nu, at han havde set det. Før havde han jo blot grundet paa, om dette ogsaa var Uskyld, om hun havde kunnet smile saaledes til flere, eller hvad det var, som havde dækket over dette Barn i hende, siden det kun formaaede at bryde frem i straalende Øjeblikke. Et bestandigt Skifte i hendes Natur, en Uro med evig Overdrivelse, som ogsaa forledte Andre til Overdrivelse, havde i hendes levende Live lokket eller bortstødt ham; nu, efter hendes sørgelige Død, enede alle Erindringer sig i et uskyldigt Barn, som bad.
Hvor Tanken vendte sig jamrende efter Lys, mødte han Barnet; det holdt alle Veje til Forskning stængte. Hvert Optrin i det korte Samliv, fra hin Forlisets Nat til Søndagsmorgenen paa Skrænten, - naar han vilde give det et Spørsmaal, saa viste det Barnets Aasyn, og denne sælsomme Forvexling udmattede ham saaledes paa Sjel og Legeme, at han efter nogle Dages Forløb neppe kunde tage Næring til sig og om en Stund ikke mere forlade sin Seng.
Det saa Enhver, at dette gik til Døden. Den, der selv bærer en Gaade, faar et eget Væsen, som gjør ham til Gaade for andre. Ligefra den Dag han flyttede ind, havde hans mørke Taushed, hendes Skjønhed og begges forgjemte Liv optaget Bygdesnakket; da Konen med Eet forsvandt, steg Spændingen, indtil det Utroligste bedst blev troet. Ingen kunde give nogen Oplysning, saasom Ingen af alle dem, der boede eller færdedes langs Stranden og Aaserne, havde set bortover mod Skrænten hin Søndagsmorgen, netop i det hun i Solskinnet kastede sig ud. Ej heller drev hendes Lig iland for selv at vidne. Der dannede sig derfor underlige Sagn om ham endnu i hans levende Live. Styg saa han ud; han laa der med det langagtige, udhulede Ansigt, som rødt Skjæg og stridt rødt Haar voxte sammen om. De store Øjne saa op af det som af et indgjærdet Kjern. Da han syntes hverken at ville leve eller dø, sagde de, at der var Kamp om ham mellem Gud og Djævelen. Nogle havde set den Onde selv, omgivet af Ildsluer, række sig opefter Vinduerne til hans Kammers, forat raabe paa ham. De havde ogsaa set ham snuse rundt Husene som en sort Hund eller trille foran dem som et hoppende Nøste. Folk, der rodde forbi, havde set hele Gaarden staa i Brand, andre havde hørt et Tog, hujende, gjøende, skoggrende komme op af Sjøen, fare langsomt mod Huset, drage derind ad lukkede Døre, rase gjennem alle Rum, og saa med samme Skrigen, Hundeglam og Hestehvrinsk ned over igjen i Sjøen, hvor det var blevet borte. Den Syges Tyende, Mænd som Kvinder, rømte uden videre, og de fortalte alt dette. Ingen turde mere nærme sig Gaarden. Havde ikke et Par gamle Husmandsfolk, som han havde været god imod, nu taget sig af ham, saa var han blevet liggende uden Hjælp. Den gamle Kone, som gik om ham, var selv i stor Frygt; hun brændte Halm under hans Seng forat fordrive den Onde; men skjønt den Syge nær var blevet brændt op, forløstes han ikke. Han laa i utrolige Lidelser. Den gamle Kone tænkte endelig, der maatte være et Menneske, han ventede paa. Hun spurte ham, om der skulde gaa Bud efter Præsten. Han rystede paa Hovedet. Var der ingen Anden, han gjerne vilde se? Derpaa svarte han ikke. Den følgende Dagen, bedst som han laa, nævnte han tydelig Navnet "Agnes". Ganske vist kom det ikke som Svar paa Konens Spørsmaal fra igaar, men den Gamle tog det derfor; glad rejste hun sig og gik ud til sin Mand og bad ham skynde sig at spænde for og rejse over til Præstens og hente Agnes. Paa Præstegaarden troede de jo, der var hørt fejl, og at det var Præsten, som skulde i Sognebud; men den gamle Mand paastod Sit, at det var Agnes. Hun sad selv inde og hørte det og blev meget ræd; for hun havde jo ogsaa hørt om Djævelen og om Toget op af Sjøen; men hun havde ogsaa hørt, at den Syge ventede paa Nogen forat faa dø, og fandt det ikke underligt, at det var paa hende, som hans Kone saa ofte havde hentet over. Hvad en Døende vilde, maatte gjøres, sagde de hende, og naar hun bad vakkert til Gud, saa gjorde Ingen hende noget Ondt. Og det troede hun og lod sig klæde paa. Det var en kold, klar Kveld med lange, følgende Skygger, Dumbjælderne fik Ekko i Skogen, det var lidt fælent, men saa sad hun og bad med foldede Hænder inde i sin Muffe. Hun saa ingen Djævel, ej heller hørte hun Tog fra Sjøen, ved hvis Side hun kjørte; men hun saa Stjernerne over og Lyset ret foran paa Bakken. Oppe ved Gaarden var det uhyggelig stilt, men den gamle Kone kom strax ud og bar hende ind og tog af hende Rejsetøjet og lod hende varme sig ved Ovnen. Og imens sagde den Gamle, at hun skulde være ved godt Mod og bare gaa trøstig frem til ham og bede sit Fadervor over ham. Da hun var blevet varm, tog den Gamle hende ved Haanden og ledte hende ind i Kammerset. Der laa han med langt Skjæg og hule Øjne og saa stort paa hende, hun syntes ikke, han var styg, og hun var ikke ræd. "Tilgiver du mig?" hviskede han. Hun skjønte, hun skulde sige "Ja", og derfor sagde hun Ja. Da smilte han og prøvede at lette sig, men blev kraftesløs liggende. Hun begyndte strax paa sit Fadervor, men han gjorde en afværgende Bevægelse og pegte paa sit Bryst, og nu lagde hun begge sine Hænder derpaa, for hun forstod det saa, og han lagde strax sin klamme, iskolde Knokkelhaand ovenpaa hendes smaa varme, og saa lukkede han Øjnene. Da han Intet sagde, dengang hun var færdig, vovede hun ikke at drage Hænderne bort, men begyndte paa igjen. Da hun gjorde dette for tredje Gang, kom den gamle Kone ind, saa derhen og sagde: "Du kan slutte nu, Barnet mit, for nu er han forløst."