Bjørnstjerne Bjørnson
Man kalte alminnelig Ella: "henne med fletten". Men så svær fletten var, - hadde den været båret av en, som var mindre godt skapt, mindre lys og frimodig, så hadde næppe nogen lagt mærke til den; det muntre liv, den levde for sig selv der bak, var da forblet i tysthed. Og det, skjønt den var den sværeste flette, nogen der i småbyen hadde båret. Kanske den dog tok sig sværere ut, æn den var, fordi Ella selv var liten. Hvor langt den rak, går det ikke an å si; den nådde et godt stykke neden for livet, et meget godt stykke også. Dens farve var ustø, og altså også unævnelig. Den falt lit i det rødlige; men der i byen plejet man å si, den var lys, og vi kan jo stanse ved det, såsom vi ikke har synnerlig bruk for mellemfarverne. Ansiktet udmærket sig ved sin hvite hud, var smukt formet med like drag fra panne til hake, hadde en kort, men fyllig mun og sjælden frimodige øjne. Hun hadde i sin litenhed en tæt figur, men noget for korte ben; for å komme så fort avsted, som hennes natur var til, måtte hun lægge sig til et rapt fotlag. Dette rappe førte hun ellers med sig in i alt, hun tok sig for, og det var vel derfor fletten kom til å ha det travlere æn sedvanlig for fletter.
Hennes mor var enke efter en æmbedsman, hadde en liten formue lagt til sin pension og bodde i sit eget lille hus overfor hotellet, like ved byens torv. Hun var en stilfærdig en; mannen hadde været hennes bestemmelse, stolthed, lys. Da hun tapte ham, veg hennes livsmot; hun krøp sammen inne i religiøst grubleri. Men da hun ikke var maktsyk, lot hun sit eneste barn få følge sin egen natur, som lignet farens. Moren omgikkes ingen uten en ældre søster, som sat med en stor gård et stykke fra byen; men Ella fik ta in kammerater fra skolen, båterne, skøjteløpene, skifarterne; det var forøvrigt bestandig de samme. Hennes valg hadde en født forsigtighed, hennes livlighed dæmpedes av morens omgang og husets stilhed. Så det hørte til henne å være væver og grej uten støj, - nok frimodig, men med herredømme over sig selv, derfor agtsom.
Så meget unnerligere var, hvad som hændte henne, da hun var ved å bli voksen, sådan en fjorten, femten år. Hun fulgte et par væninner på en koncert, som byens sangforening og et par amatører gav for de fattige til jul. På den koncert sang Aksel Aarø "Sov i ro!" av Möhring. Som alle vet, bærer et dæmpet manskor sangen ivej; det breder måneskin foran den, mere måneskin, og i det rodde Aarøs røst frem med lange åretak. Røsten var en hel, rund bassbaryton, som folk fant stort behag i. Uten rift eller lyde kunde den spændes bent som en snor herfra til Wien. Men Ella hørte inneni denne ligelige røst en annen, en medklang av svakhed eller smærte, og hun trodde, alle kunde høre den. En bevægelse innerst i den, en rørende fortrolighed, som tok henne om hjærtet og sa: "Sorg! Å, sorg er mit livs lod! Jeg kan ikke for det, jeg er fortapt!" Før hun selv visste av det, sat hun og vilde gråte. Noget mere intrængende æn denne røst hadde hun ikke været ute for. Fra tone til tone steg det; hun mistet makten over sig selv og la ikke mærke til det. Han stod der nokså høj, slank, det blonde, bløte skjæg nerover brystet; hodet var lite med store tunge øjne, søsken til røsten; også øjnene hadde noget innerst inne, som sa: "Sorg, sorg!" Dette tungsin i øjnene hadde hun set før, men ikke visst, hvad hun så, før nu, hun hørte røsten. Og gråten vilde frem. Den måtte ikke. Hun så sig rask om; ingen annen gråt; hun præsset tænderne sammen, hun trykket armene in til kroppen og knæerne ihop, så det sved, ja, hun skalv. Hvorfor i al værden skulde dette nætop hænde med henne og ikke med nogen av de andre? Hun puttet lommetørklædet op foran munnen og jog sine tanker ut til de ytterste skjær, der hun hadde set fyrtårnet blinke og atter slukkes og sjøen hvergang bli full av spøkelser. Men nej! De kom hjæm igjæn, de vilde ikke være der. Lommetør klædet, hænder, advarende øjne kunde ikke stanse den første hulk, den brøt igjænnem! Foran alles opskræmte øjne rejste hun sig, kom fort og behændig forbi og ut, der slap hun sig løs. Ingen fulgte, ingen turde kjænnes ved henne. -
Du, som læser dette, skjønner du, hvor forfærdelig det var? Har du været på en sådan - jeg hadde nær skrevet taus koncert i en norsk kystby av halv pietistisk opdræt? Manfolk er der næsten ingen av; enten ligger ikke musik for manfolk i kystbyerne, eller de er her på klubben på et annet sted - ved billiarden, kortbordet, i restaurationen, ved punschen og aviserne. Nogen av dem er kommet op et øjeblik og står borte ved døren; står som de, der hører huset til og vil se lit på de fremmede. Eller der sitter virkelig et og annet stykke manfolk på bænken, klæmt inni den spraglede skjørtebark som en avbrudt kvist; eller der er klinet et par eksemplarer opefter væggen som efterglemte ytterfrakker.
Nej, de, som møter frem til koncert, er byens harem'er. Harem'ernes ældre invånere for å drømme om igjæn under fager tekst og bevægelig musik, hvad de engang selv trodde, de var, og hvad de dengang trodde væntet dem. På de baner er det harmløst. Deroppe er de igrunnen bedre kjænt æn hernere; slår også lit kjøkkenlukt op, lit husgrin op i drømmene, - det forstyrrer ikke.
Harem'ernes yngre invånere drømmer, at de er sådan som de ældre trodde, de var, og at de nok skal nå lit av, hvad de ældre ikke nådde. De har fiks besked på livet. I ét ligner bægge aldre hverandre, de er av praktisk avstamning i små kår; de tuller sig ikke for langt væk. De har så fullt på det rene, at den lysning, som faller over dem av større ånders tekst og toner, ikke helt ut er alvor, men en smule "på lissom" (ligesom).
Når derfor en enkelt tar det aldeles for alvor og gir sig til å tute, - du gode gud, i det private kalles det tosseri, i det offentlige er det prostitution.
Ella hadde prostitueret sig.
Hennes egen forfærdelse kjænte næppe mål. Av alle de piger, hun omgikkes, var hun den, som sist tok til gråten; det var hun viss på. Hun hadde vel så stor skræk som nogen for å bli set på og omtalt. Hvad i al værden var så dette? Hun holdt av musik, hun spillet piano; men særlig musikalsk begavet trodde hun ikke, hun var. Hvorfor skulde nætop hun så besynnerlig overvældes av hans sang?
Hvad måtte han tro om den halvvoksne tøs? Dette siste plaget henne dypest. Herom turde hun ikke meddele sig til et liv. De flestes forundring stanset ved, at hun hadde været syk; hun holdt sig også hjæmme en tid efter og var blek, da hun kom ut. Væninnerne ærtet henne, men hun lot det dø hen.
Den vinter holdtes flere barnebal. Det fjærde i rækken var hos "Arnesens på hjørnet", og Ella var med. Ballet hadde nådd til å slutte annen franŧaÅse, da hun hørte det hviske: "Aksel Aarø, Aksel Aarø!" Og der stod han i døren med tre andre unge herrer bak sig. Husfruen var hans ældre søster. Disse fire unge herrer kom op her fra et kortlag; de vilde se på.
Ella kjænte, at hun blev overgydt av glødhete; hun kjænte tillike en svakhed i knæerne, som vilde de slå kors. Hun forstod ikke riktig, så ikke riktig, men følte store øjne på sig. En fold i kjolen, som ikke falt i linje med de andre, var hun dypt inni, da han stod foran henne og sa: "Det er da en dejlig flette, De har." Røsten likesom overdrysset den med gullstøv. Han løftet hånden, som vilde han røre ved den, men istedet førte han den op i sit skjæg. Da han mærket hennes dype undseelse, vilde han ikke stå der længer, men vendte sig.
Flere ganger senere følte hun ham; men han kom ikke mere hen til henne. De andre herrer tok del i dansen, Aarø danset aldrig. Han hadde noget ved sig, som i sin art var det behageligste, hun visste. En tilbakeholden fornemhed, en stil i sin fremtræden, en hensynsfullhed av den langsomme, dvælende slags, som vel også var den eneste, hun vilde ha forståt. Hans gang gav intryk av, at han holdt halvdelen av sin kraft tilbake, og således i det hele. Han var høj; det lille, noget smale hode sat på en nokså høj hals, skuldrene var ikke svære; men aldrig hadde hun før lagt mærke til måten å dreje hode og overkrop på, eller visst, at der kunde være noget, ja næsten musikalsk ved det.
Hvad herefter foregik, og rummet, det foregik i, fløt sam men i lys. Med én gang var det ikke længer så. Lit efter hørte hun også: "Hvor er Aksel Aarø? Har han gåt?"
Han var ikke længe hjæmme den vinter. Han hadde været to år i Havre og kom nætop derfra; nu skulde han være to år i Hull.
Hidintil var musiken for Ella en kjær øvelse; især hadde hun ælsket harmonierne og søkt dem. Fra nu av blev det melodien, hun gav sig hen til. Hun hadde lyttet til klangen og prøvd sig frem i den; nu gik musiken over til å bli sprog. Hun talte selv i den, eller nogen talte til henne.
Foruten alle, som var i et selskab, var der fra nu av én til. Aldrig alene mere, ikke på gaten, ikke hjæmme. Og fletten var blet det hellige tegn.
Ut på foråret møtte fru Holmbo henne på gaten. Ella kom fra præsten med sin salmebok i hånd. "Går De til konfirmation?" - "Ja." - "Jeg har en hilsen til Dem. Kan De gjætte fra hvem?" Nu var Fru Holmbo en væninne av Aksel Aarøs søster og bestandig sammen med familjen. Ella blev rød og kunde ikke svare. "Jeg ser, De vet, hvem det er fra," sa fru Holmbo, og rødere blev Ella. Med et smil, som var nokså overlegent - og byens smukkeste dame hadde overflod av dem - sa hun: "Aksel Aarø skriver ikke gjærne. Nu fik vi første brevet, siden han rejste. Men i det brev skriver han, at dersom vi ser henne med fletten, så hils henne fra mig. Hun gråt ved Møhrings sang; det kunde I andre også ha gjort, skriver han."
Tårerne sprang Ella i øjnene. "Nå, nå," trøstet fru Holmbo," der er intet ondt i det."
To år efter, ut på vinteren, kom Ella rask opover fra isen med sine skøjter i hånd. Hun hadde for første gang sin ny, tætsluttende jakke på; det var virkelig især den, som hadde fåt henne ut. Fletten løp muntert op under den grå hue, den var tykkere og længer æn nogensinne; den trivdes fortræffeligt.
Hun gjorde som altid en sving forbi "Andresens på hjørnet"; å se huset var nok.
Og just som øjnene traf huset, stod Aksel Aarø i døren. Han kom langsomt ned trappen, han var hjæmme igjæn! Det blonde skjæg sirlig over sort pelsværk, skinhuen dækket hele den korte panne, så den rammet in øjnene, de store dragende øjne.
Bægge så på hverandre, de måtte gå mot hverandre, forbi hverandre; han smilte, idet han tok til sin mørke skinhue, og hun - stanset og nejet som en skoletøs i kort kjole! I to år hadde hun ikke stanset, ikke hilset annerledes æn med hodet, ja, som enhver voksen dame: den, som er liten, holder mer æn andre på denne forret. Men foran ham, som hun helst vilde være voksen for, stanset hun og nejet, som sist han så henne! Omtåget av denne ulykke styrtet hun op i en annen. Hun sa til sig selv: Se dig nu ikke om! hold dig stram, se dig ikke om! hører du! - Men på hjørnet, idet hun skulde svinge bort fra ham, vendte hun sig dog - og så ham gjøre det samme! Fra det øjeblik var der ikke folk til, ikke hus, ikke sted, ikke tid. Hun visste ikke, hvordan hun fant hjæm, eller hvorfor hun lå på sin seng med ansiktet ned i puten og gråt.
Fjorten dage efter stort ungdomslag på klubben for Aksel Aarø. Alle vilde være med, alle vilde byde sin avholdte kammerat velkommen tilbake. Han var vokset i deres savn. Fra Hull hadde de også hørt, hvor uundværlig han efterhånden var blet i selskaberne derborte. Hadde hans røst hat større omfang - den rådet nemlig ikke over mange toner - så hadde han nu været ved Her Majesty's Theatre. Så fortaltes der. På ballet skulde sangforeningen - hans gamle sangforening - atter synge sammen med ham.
Der var Ella med! Hun kom for tidlig, - bare fire før henne. Hun frøs av forvæntning i de tomme rum og halvåpne ganger, men mest inni salen, der hun engang hadde "prostituert sig!" Hun gik i en rød balkjole uten noget smykke eller blomst; mor'en ønsket det så. Hun frygtet å ha røbet sig ved å komme så tidlig; hun holdt til alene inne i et siderum og krøp ikke frem, før der var tændt flere lys, og duft og prat og stæmning av instrumenter inbød. På ballerne nu og før er der den forskjel, at straks blir her livligt; det har sporten gjort; den har skapt større fortrolighed mel lem kjønnene. Liten som Ella var, kom hun bort i mængden og så ikke Aksel Aarø, før hun hørte flere hviske: "Der er han!" og en lægge til: "Han kommer hit til os!" Det var fru Holmbo, han søkte og hilste på; men like bak denne stod Ella. Da hun følte, hun var opdaget, blev knoppen ænnu rødere æn dækbladene. Straks gik han fra fru Holmbo. "God aften!" sa han helt sagte og gav hånden ut, som hun tok mot uten å se op. "God aften!" sa han en gang til, æn sagtere og mere nær. Hun kjænte et svakt tryk og måtte løfte øjnene; det skete med et undseligt bud fra troskyll og frygt, det hastet forbi dem alle, oplyste intet og forarget ingen. Han så ner på henne, mens han strøk sit skjæg; men enten han nu intet hadde å si (han var jo ordknap), eller han ikke kunde si, hvad han vilde, - blev alle tause med ham. Med det ham egne læmpelige lag vendte han sig og gik, - fangedes op av kammerater, og senere så hun ham bare av og til og altid på avstan; han danset ikke.
Men det gjorde hun! Alle var jo enige i, at hun var "søt" (det sagdes med respekt), og så var der den kvæld et nydeligt skjær over henne av glæden. Hvor Aksel Aarø stod i salen, følte hun ham og hadde sin stille jubel av at svinge forbi. Hans øjne møtte henne og fulgte henne; hans nærvær gjorde, at hun fant alle og alting strålende.
Lænet mot dørkarmen sås en svær, staut kar danne tilsynskomité. Han kunde være mellem tredve og firti år, nærmere de siste; et stormfaret åsyn, bredt skåret, men kjækt; sort hår, brun-grønne øjne, skikkelsen noget av en kjæmpes. Han var kjænt av alle i salen, Hjalmar Olsen, den djærve fører av lannets største dampskib. Han mønstret alle, der danset forbi, men fant, at den lille i rød kjole vant prisen; henne var det mest moro i å se på. Både var hun ypperlig skapt, og hennes frejdige lyksalighed hoppet over i ham selv. Da Aksel Aarø rykket nærmere, fik Hjalmar Olsen også hver gang lit av den forelskelse, som da strålte ut av øjnene på henne. Hver eneste dans var hun med. Hjalmar Olsen var høj nok til å få glimt av henne salen rundt. Også hun la mærke til ham; han blev snart som et fyrtårn på hennes sejlads. Men et fyrtårn, som hadde hjærte for skibene, - således følte han nu, at hun var i fare der inne ved Peter Klaussons væst. Han kjænte Peter Klausson.
Hennes bitte små føtter trippet vals, hennes flette hoppet polkette, føtterne tre fjærdedels, fletten fire fjærdedels. Men Peter Klausson trykket henne for tæt in til sin væst!
Derfor fant han henne op, straks valsen hadde slut; men det var ikke så let å akkordere sig en dans til; først næste vals var ledig, og den fik han. I det samme dette var avgjort, stimet alle frem mot tribunen; sangforeningen viste sig deroppe. Hun var hjælpeløs liten, Ella, når alle stormet på og pakket sig sammen; Hjalmar Olsen, som så hennes ulykkelige forsøk på å få et gløtt, tilbød sig å løfte henne op på bænken, som løp langs væggen, de stod ved. Hun turde ikke; men han så i det samme andre klyve op, og før hun kunde hindre det, var hun selv deroppe. Nætop i det samme kom Aksel Aarø in blant sine kammerater og blev hilset med de allerlivligste håndklap av alle sine vænner i salen, mæn som kvinner. Han bukket ærbødigt og tilbakeholdent; men velkomsthilsnen vilde ikke slutte, før kammeraterne drog sig lit tilbake, og han kom helt frem. Først istemte foreningen en av sine ældre sange; Aarø tok op sin stemme jævnbred alle de andre, hvad man syntes godt om. Dernæst kom anføreren frem til pianoet for å ledsage en sang, Aarø vilde foredrage alene. Sangen var komponeret av Selmer og alt på mode inne i hovedstaden; den blev sunget av mæn som kvinner; siste strofes "hun" gjordes bare om til "han". Her var den aldrig hørt.
Allerede mens foreningen sang, hadde Aarø spejdet rundt i salen, og fra han så didhen, som Ella stod, hadde han holdt øjnene der. Nu stillet han sig på den side ved pianoet, og under sangen så han uavbrudt derhen. Eftersom den skred frem, gjænnemlystes hans tunge øjne, hans skikkelse blev plastisk.
Hans røst var bedårende; et slikt elskovsbud hadde aldrig nogen hørt. Nu var der flere æn Ella, som hadde tårer i øjnene.
De stod en stun, som væntet de på et vers til, - derfor en kort stilhed; men så brøt der et bifall ut, som aldrig var hørt make til. De vilde ha sangen op igjæn. Men ænnu hadde ingen hørt Aksel Aarø synge noget to ganger efter hverandre. Så det måtte de opgi.
Ella hadde aldrig hørt sangen, hverken dens ord eller dens tone. Da han begynte den med øjnene didhen, trodde hun, at hun skulde tumle ner; noget så uhørt djærvt hadde hun ikke anet. Han, ellers så ordknap, hensynsfullt tilbakeholden, synge dette over til henne, så alle hørte! Hvit som væggen, hun støttet til, fik hun slik åndenød, at hun så sig om efter hjælp. Like bak henne, også oppe på bænken, stod fru Holmbo, magnetisert, skjøn som en statue. Hun så ikke mere Ellas nød, æn hun så klokken på byens torv. Denne absolute udeltagelse kjølnet henne av; hun kom til sig selv igjæn. De andres nærvær, som hadde været henne så forfærdelig, betød jo ingenting, så længe ingen forstod. Hun hørte tilsist på uten angst. Annet værs helt og holdent. Mere skjult, mere yndig kunde det ikke siges henne, tråss alle hørte. Bare han ikke hadde set på henne! Bare hun hadde fåt gjæmme sig!
Straks siste tone sluttet, hoppet hun ner. Nere mellem alle skuldre fant hun sin blufærdighed igjæn, sin frydefulle drøm, sin hemmelighed i brudedragt og fæst. Hvad var ikke hændt, og hvad skulde bli det næste? Rundt om tindrende øjne, jublende røster, klappende hænder, - var det ikke som fakler og hyldningsrop, var det ikke for henne med? Innenfor han og hun, - alle de andre utenfor.
Dansen begyndte straks, - og hun avsted! Hun avsted, som var alt til hennes ære, eller som var hun den eneste! Hennes kavallerer, den ene efter den andre, prøvde å snakke med henne; men det nyttet ikke. Hun lo, - lo dem op i øjnene, som var de gale, og hun alene forstod. Danset, strålet, lo fra armene på den ene og in i armene på den andre. Så da Hjalmar Olsen fik sin vals, var det, som han tok imot atten friske buketter og et "længe leve Hjalmar Olsen!" Han var mere æn smigret. Da hun la sin hvite arm som hengivent barnesnak opefter hans sorte kjole, kjænte han, at han igrunnen var like uværdig som Peter Klausson. Han skulde så vist ikke plette henne; han holdt henne udadleligt langt ifra sig, og da han syntes, hun lo, og vilde opdage det lille menneskes leende åsyn etsteds nere ved sin væst, og da han på den ekspedition fik se mere, æn han burde se (for han løftet hennes arme så skrækkelig højt), skammet Hjalmar Olsen sig og danset videre med øjnene stivt ute i rummet som en søvngjænger. Danset i selvfølelse og henrykkelse frem over stok og sten. Ella prøvde en og annen gang å nå gulvet; hun ønsket en sikrere fornemmelse av takt. Umuligt. Han besørget altsammen selv, både hennes og sin dans, både hennes og sin takt; hun nådde ikke gulvet uten på besøk; hele resten var en luftrejse. Deroppe fra hørte han henne le; det glædet ham, at hun befant sig vel. Men han så henne ikke. De, han hadde sammenstøt med, glædet sig mindre, hvad som blev deres sak. Han var såre forbauset, da musiken stoppet; nu først skulde de til å begynne for alvor. Men han matte sætte henne av ved det ufrivillige stoppested.
Kort efter atter sang. Først av foreningen alene, så av den og Aarø sammen, Griegs "Landkjænding". Ænnelig sang Aarø til piano. Denne gang hadde Ella gjæmt sig blant de bakerste. Men da disse bestandig stimet frem, blev hun stående alene. Derved befant hun sig vel; hun så ham, men han så ikke henne; ej heller så han didhen, hun nu stod.
Hun kjænte ikke sangen, visste ikke engang, at den var til, skjønt hun ved de første ord og toner hørte, at andre kjænte den. Naturligvis visste hun, at hverken ord eller tone var av ham; men likesom han forrige gang hadde valgt, hvad som kunde nå frem til den, han ønsket å synge for, tvilte hun ikke på, at han nu gjorde det samme. Allerede de første ord: "Min unge elskov bærer slør," - dulgt kjærlighed kan jo ikke få et sannere billede! Det var atter til henne! At sløret løftes bare for ham, at det faller, straks nogen annen ser, - er det ikke så, det må bli mellem dem? At kjærlighedens hemmelighed ligner en helligdom, at i den gjæmmes jordens højeste lykke, - hun skalv i gjænkjændelse! Tonerne skyllet ordene over henne som kolde bølger; denne forståelse til blottelse isnet henne. Hun gøs av angst og av fryd på én gang. Ingen så henne, det var redningen. Hun frygtet hvert nyt ord, før det kom, og hvert blev til ny skjælven. Med armene trykket in til barmen, med hodet bøjet over hænderne stod hun og bævet som i bølger. Og da annet værs kom med sin siste linje, og især da den gjæntoges, vilde den store gråt op - som engang før i samme sal. Hun stæmmet mot av al sin magt; men minnet om, hvor dårlig det da gik, svækket motstanskraften; hun var like ved å hulke, da sangen også nævnte det! Sammentræffet var for storartet, det skjøt al bevægelse tilside, hun kunde istedet ha skoggerlét. Nu var hun aldeles, aldeles siker! Således gik det til, at sangens siste strofe fik hun i sin åpne sans, i sin jublende samfølelse - som et lynslag, som et knivstik like in til skaftet.
Sangen lød:
Et skræmmende, øredøvende bifall. De vilde, de måtte ha sangen om igjæn; denne gang skulde Aarøs fornemme motstan gi tapt.
Men han adlød ikke, og ænnelig opgav nogle det, andre blev ihærdig ved. I denne mellemtid skilte en del damer sig ut fra klyngen; de kom forbi Ella. "Så du fru Holmbo, som hun gjæmte sig og gråt?" - "Ja, men så du henne under første sang? Oppe på bænken? Det var henne, han sang til hele tiden." - -
En kort stun efter - det kunde være kl. 2 om natten - pilet en liten, tæt tilhyllet dame avsted gjænnem gaterne. På hodeklædet og annet skjønte vægterne, at det måtte være en av baldamerne. Ellers plejet de å bli fulgt; men ballet var ikke slut, her var vist noget på færde, hun gik også så fort.
Det var Ella. Hun for nætop forbi det forladte rådhus, som nu var gjort om til pakbod. De ydre mure stod igjæn, men det invendige vakre træværk var blet solgt og utflyttet.
Det er som med mig, det, tænkte Ella; hun pilet så fort, hun kunde, frem til nætter uten søvn og dager uten glæde. -
Ut på morgenen blev Aksel Aarø båret hjæm av kammerater, død drukken. Somme sa, at han hadde tyllet i sig et ølglas med whisky i den tro, at det var øl; andre sa, han var blet en "kvartalsdranker", hadde længe været det, men skjult det. "Kvartalsdranker" kalles den, som med længere mellemrum må drikke. Hans far hadde været det før ham.
Nogle dager efter rejste Aksel Aarø i al stilhed til Amerika.
Nok én fra ballet dampet samtidig frem over Atlanterhavet; det var Hjalmar Olsen. Skibet fulgtes av en evinnelig nordvest-storm, og når det blev aldeles for galt, drak han grog til. Men hver gang han gjorde det, undret han sig over, at da stod han ansikt til ansikt med et minne fra ballet; det var den lille rosenrøde, henne med fletten. Hjalmar Olsen fant, han hadde båret sig nokså gentlemanlike ad imot henne.
I førstningen tænkte han ikke større ved det. To ganger hadde han været forlovet, og bægge ganger var det gåt istykker; skulde han tredje gang til, måtte han giftes med det samme. Disse overlæg gjorde han nok, ja hadde gjort dem ofte; men han gav ikke nøjere agt på sine egne tanker. En damper gjorde ikke mange døgn mellem havnene, og hver gang var der moro nok. Han gik til New-York, derfra til New-Orleans, han stak ned til Brasilien og opover igjæn. Så nerover på ny og ænnelig derfra direkte til England og Norge. Men ofte undervejs, når han blev alene, og helst ved et glas grog, møtte han henne med fletten. Så mærkværdig som hun hadde set på ham. Han blev god indvortes ved å tænke på det. Å skrive brev holdt han ikke meget av; ellers hadde han kanske dennegang gjort det. Men da han kom til Kristiania og hørte av en man fra byen dernere, at hennes mor lå for døden, tænkte han straks: jeg skal sannelig se ner til henne. Kanske vil hun finne det vakert av mig, om jeg gjør det nætop nu.
To dager derefter sat han foran henne i den lille dagligstue mot hÅ´tellet og torvet. Hans svære hænder, mørke av hår og sol, strøk knæerne, mens han smilende bøjet sig frem og spurte, om hun vilde ha ham?
Hun sat lavere æn han; hennes fyllige barm og tætte arm var vel inspænt i en brun kjole, som han så ner på, når han ikke så henne i ansiktet, blekt og skjært. Hun følte hans øjnes vandring; hun kom fra sideværelset og fra dødens tanker; hun hørte et lite ur ovenpå mælde, at klokken var syv, mælde det som en gjøk, og dette lille minne om alt, som her nu var forbi, . . . det ene med det andre gjorde, at hun vendte sig fra ham med tårer i øjnene: "Jeg kan umulig tænke på sådant nu." Hun rejste sig og gik hen til sine blomster i vinduet.
Så måtte også han rejse sig. Kanske svarer hun mig senere hen, tænkte han, og disse tanker gav han ord, lit kejtet, men nokså tydeligt. Hun ristet på hodet og så ikke op.
Han gik. Utenfor tok han gal vej, og da han vendte om og så huset igjæn, det vesle dukkestellet, kjænte han lyst til å kaste det altsammen på sjøen.
Utover natten væntet han på dampskibet til Kristiania; Peter Klausson og et par andre kammerater hjalp ham med det, og det varet ikke længe, så hadde de funnet ut, hvad ærind han var kommet i, og hvordan det var gåt ham. De visste også, hvordan det var gåt ham to ganger før. Hjalmar Olsen drak forfærdelig til det, han døjet. Dagen efter vågnet han på dampskibet i den største kval.
Kort efter fik Ella et godt skrevet undskyllningsbrev, deri han forklaret, at han hadde ment det vel med å komme nætop nu; men først, da han sat der, hadde han følt, hvor galt det var. Hun måtte ikke ha imot ham for det.
En måneds tid efter fik hun atter et brev; han håpet, hun hadde tilgit ham. Han for sin del kunde ikke glæmme henne. Mere stod der ikke. Bægge brev tok Ella godt op; der var form i det, bestandighed også. Men ikke et øjeblik fallt det henne in, at hans indirekte tilbud skulde tas annerledes nu æn før. Hun var rejst in til Kristiania for å utdanne sig i pianospil og - handelsregning. Det siste tok hun med, fordi regning altid hadde lagt for henne, og fordi hun i det hele var blet usiker. Hennes mor var død; hun ejet huset og en liten formue; hun vilde prøve å hjælpe sig selv. Hun omgikkes ingen i den fremmede by; hun var vant til å drømme og lægge planer uten en fortrolig.
Fra Aksel Aarø kom en forunnerlig tidende. Efter at han i New-York hadde sunget for et større selskab, hadde en gammel rikman inbudt ham til sig, og siden levde disse to sammen som far og søn. Så fortaltes i byen, længe før der kom brev fra Aarø selv; men dette styrket rygtet i alle deler.
Senere fik Ella et tredje brev fra Hjalmar Olsen; han spurte i ærbødig form, om hun vilde ta det ilde op, dersom han avla henne et besøk, når han kom hjæm. Han visste, hvor hun nu bodde.
Før hun ænnu var kommet på det rene med, om hun overhodet skulde svare, læstes i alle norske blad, optat fra amerikanske, at Hjalmar Olsen hadde med ualminnelig dygtighed og med fare for skib og manskab i en orkan reddet passagerer og besætning på en oceandamper, som hadde brut propellen like under Amerikas kyst. To dampere var strøket forbi uten å våge et forsøk, så forfærdelig var vejret. Han hadde holdt sig ved damperen i et helt døgn.
Det var en sjælden dåd, han her hadde utført. I NewYork og senere, da han kom til Liverpool, blev han fejret i sjømansklubberne, fik ærestægn og adresser. Da han derfra kom til Kristiania, blev udmærkelserne mangfoldige. Stor og staut som han var, samlet han let folkehyldest; det holdt på å ta stor stil.
Midt derunder søkte han Ella op. Hun hadde gjæmt sig vel, hun trodde så ringe om sig selv efter sit nederlag. På forhånd hadde hans billede vokset en smule op i overnaturlig størrelse, og når han nu selv kom og hentet henne ut med sig, var det, som hun fra stuekvalme atter kom ut i vind og solskin. Ja, hun kjænte lit av den gamle selvtillid. Hans følelser for henne var de samme; det mærket hun snart, så hun studerte ham. Selskabslivets former hadde han, og han tok med værdighed mot hyldning og opmærksomhed; førte ingen utidig tale. Hun hadde hørt, at han gjærne tok sig et glas formeget; men hun så intet til det. En vaker kar, ja, en man som få, - kanske en del slit, men det var jo de fleste sjømæn. Noget ubestæmmeligt ved øjnene var hun ræd, likesom hans grådighed, når han sat tilbords. Sommetider skræmtes hun også ved det voldsomme i hans meninger. Hadde hun været hjæmme og kunnet spørge sig for! Men han skulde straks rejse og hadde ytret i spøk, at når han nu fridde, så vilde han både forloves og giftes straks. Denne grejhed og hast likte hun. Også kraften, også myndigheden, skjønt hun frygtet. Frygtet og kjænte sig udmærket ved, at så megen kraft og myndighed nætop bøjet sig for henne, og det nu, som alle bejlet til ham.
Da fant hun på noget, som syntes henne svært forstandigt; hun vilde i tilfælle sætte to vilkår: særeje og aldrig rejse med ham. Om hans kraft og myndighed skulde falle på å bli ustyrlige, så var her sat en grænse, og hun kunde fra først av gi ham en fornemmelse av, at så liten hun var, hun agtet å værge om sig og sit.
Da frieriet kom - det var i en teaterloge -, savnet hun imidlertid mot til å si det. Hun bad om betænkningstid. Det uttryk, han da fik, ingav henne rædsel - for første gang. Hun tænkte ofte siden på det. Istedenfor å følge dette umiddelbare intryk, gav hun sig til å spekulere over, hvad som vilde hænde, om hun nu igjæn sa nej! Hun hadde jo tat imot hans vænlighed, skjønt hun visste, hvad som vilde komme. Vilkårene, vilkårene, - lad dem få avgjøre det! Tok han mot dem, så skulde det så være, og da havde det vel heller ingen synnerlig fare. Så skrev hun og nævnte vilkårene.
Han kom næste dag og bad om de nødvendige papirer, så skulde han selv ordne det, både det med særejet og det med kontrakten; han tok det altså som en forretning og syntes vel fornøjet.
Tre dager efter viedes de. Der var stor højtidelighed og stor tilstrømning; bladene hadde nemlig varskuet. Hyldning og æresbevisninger bakefter, stas og taler, blannet med vittigheder over hans storhed og hennes litenhed, - det holdt på fra fem eftermiddag til tolv, ét om natten i nokså blannet selskab. Da det led utover, og champagnen aldrig sluttet, blev mange støjende og dygtig påtrængende. Deriblant brudgommen. - -
Næste morgen kl. 7 sat Ella påklædt og alene i et rum ved siden av soveværelset, som døren stod åpen til; derfra hørte hun sin man snorke.
Likblek og stille sat hun, lam av nattens rædsel, uten tårer, uten følelse. Hun delte nattens hændelser i to: hvad der var skét, og hvad der var sagt. Hvad der var sagt, og hvad der var skét, - hun visste ikke, hvad som var værst.
Denne mans attrå var hisset av dødeligt had! Første gang hun sa nej, hadde han gjort det til sit livs mål å få henne til å sige ja, det fortalte han. Fortalte, at hun skulde undgjælde for det vanrygte, han var kommet i, - en tredje gangs prostitution, som dette var på vej å bli! Hun skulde betale for alle, hun, som hadde våget å sætte krænkende vilkår! Som en ting, som en tøjte skulde han behandle henne.
Hennes beregning skulde han brække halsen over på som på en ræke, - hun kunde bare understå sig til ikke å bli med ombord eller til å ville styre noget selv! - -
Så det, som var skét -! Skallen av en flue i et konglespind, ædt og drukket tom, det var, hvad hun tænkte på.
Men sådan hadde hun omtrent kjænt det engang før? Å, gud, natten efter ballet! En løs fornemmelse av, at hin nat blev hun bestemt for denne, . . . men hun kunde ikke klargjøre sig det. Derimot spurte hun sig selv, om det, der ikke lykkes for os, bestemmer dypere over os, æn det, som lykkes?
Tre, fire timer efter sat Hjalmar Olsen ved frokostbordet, tung og taus; men han brukte høflige former, som om intet var forefalt. Kanske hadde han været for drukken til å kunne gjøres helt ansvarlig, eller kanske var høfligheden beregning for å få henne med ombord på et besøk. Han bad nemlig om det, da han var færdig med bordet.
Men hverken med trusler eller lokking, hverken til ophold eller besøk fik han henne ombord. Rædslen reddet henne.
Nogle måneder efter sat hun i sin fødeby i sit eget lille hus. Bladene gjorde kjænt, at hun ønsket elever i piano og handelsregning. Hun var da frugtsommelig.
En barndomsvæn av Aksel Aarø kom til henne. Han skulde hilse henne så meget fra Aarø og lykønske henne til hennes giftermål. Hun tvang tilbake den fremstrømmende bevægelse og spurte, sagtmodig, hvordan Aksel Aarø hadde det. Jo, rent udmærket; han var bestandig hos den samme gamle man, som efterhånden var blet alt for ham. Dette var rigtig noget for Aarø; det passet ham, at en var blet alt for ham. Og så hadde han gjænnemgåt en kur mot sit arvede onde; han trodde selv, han var blet helbredet. Hvordan levde så fru Holmbo, spurte Ella. Hun blev selv forskrækket, da hun hadde sagt det; men der var en uvilkårlig bitterhed, som brøt frem. Hun hadde set fru Holmbo så mager og blek; fru Holmbo savnet ham vel, og det var for meget.
Vænnen smilte: "Å, De har hørt det dumme rygte? Nej, Aksel Aarø var bare mellemman mellem henne og den, hun hemmelig ælsket. De to vænner bodde sammen i utlannet. For nogen måneder siden var vedkommende på en forretningsrejse i Kjøbenhavn, og fru Holmbo rejste også derner. Men der har vist længe været noget ivejen mellem dem."
Den kvæll gråt Ella længe, før hun sovnet. Hun lå og strøk sin flette, som hun hadde draget frem over barmen. Ofte hadde hun tænkt å klippe den av; men den var der ænnu.
Hun fik en gut det første år og en til det næste. Så ofte hun var alene, deltes hennes tid mellem dem og informationerne. Mannen ydet så godt som intet til husholdningen, uten de korte stunder han var hjæmme. Da østes pænger ut i flot liv med kammerater. "Ungerne" sentes avsted til tanten så længe; "en kunde ikke gjøre fire steg i det fille-huset uten å gå gjænnem væggen." Så længe avsa også hun sine informationer; hun overkom ikke mere æn å opvarte.
At hun ikke kunde være lykkelig, forstod alle; men at hun levde et liv i rædsel, hadde ingen anelse om. I rædsel for det telegram, som mældte hans komme, om bare for nogen dager; i rædsel for, hvad da vilde hænde. Når han kom, våget hun ikke en eneste motsigelse, men viste ham og alle de samme frimodige øjne, samme raske lag med det dæmpede i, som gjorde, at hun kom og gik uten å bli lagt mærke til. Når han så var rejst, blev hun med én gang så overtræt efter dagernes og nætternes spænding, at hun måtte tilsengs.
For hver gang han var hjæmme, blev han mindre agtpågiven på sig selv, uvornere mot andre; men hadde hun forståt, hvorledes mæn med hans utlæg av kraft i regelen er færdig omkring firti-årene (og der er mange av dem i kystbyerne!), så hadde hun forståt, at nætop dette var nedgangens tægn; han var langt kommen. Henne forekom han bare altid væmmeligere.
Han var lite hjæmme; det hjalp henne. Hun hadde foresat sig, at hun og gutterne skulde leve udmærket; det hjalp henne også, men mest hennes rastløse arbejde og alles agtelse. Efter fem års giftermål syntes hun like nydelig som dengang, syntes også like frimodig og kvik; hun var så vant til å gjæmme sig.
Da var hennes gutter den ene fire, den andre tre år, og de fantes sjælden andre steder æn ute på torvet - i snehaugerne om vinteren, i sanhaugerne om sommeren. Eller på lannet hos tanten, deres "bestemor".
Næst efter å stelle med gutterne var blomsterne hennes kjæreste. Hun hadde en mængde av dem, som gjorde huset mindre, æn det i grunnen var. Gutterne kunde hun leke sig med; men blomsterne kunde hun tænke sammen med. Når hun gav blomsterne vand, følte hun stærkest, som hun selv pintes. Når hun tørret deres blad, længtes hun efter gode ord, snille øjne. Når hun fjærnet tørre kviste, unødige skud, når hun byttet deres jord, gråt det ofte i henne av savn, vældet det op i henne fra det, som ingenting fik.
Fem år altså var gåt, - da en dag det rygte for gjennem al by, at Aksel Aarø var blet en rik man; hans gamle væn var død og hadde efterlat ham en stor livrente! Snart fortaltes også, at Aksel Aarø for annen gang hadde gåt igjænnem kuren mot drankersyken; den første hadde ikke været heldig; men nu var han helbredet. Man kunde se, som Aksel Aarø var avholdt; for der var næppe nogen, det ikke glædet.
Onsdagen den 16de mars 1892, klokken fire eftermiddag, sat hun med et arbejde mellem sine blomster, da hun måtte se op mot hotellet. I annen etages hjørnevindu stod han, som hun tænkte på; han stod og så ner på henne.
Hun rejste sig, og han hilset to ganger. Hun stod ænnu, da han kom over gaten i mørk skinhue, sort silkevæst med det lange blonde skjæg utover, ansiktet noget blekt, men øjet lysere av uttryk. Han banket på; hun kunde ikke få et ord frem, ikke røre sig. Men da han åpnet døren og stod i stuen, sank hun ner på stolen og gråt.
Han kom langsomt frem mot henne, tok en stol og satte sig overfor henne. "De må ikke forskrækkes ved, at jeg kommer så like til. Det var for morsomt å se Dem igjæn." Nej, som det lød i dette hus disse få dæmpede ord, hensynsfulle, fortrolige. Tonefallet var blet fremmed, men røsten, røsten! Og at han ikke mistydet hennes svakhed, men hjalp henne over. Hun blev efterhånden sig selv fra gamle dager, tillitsfull, gla, undselig. "Det var så unnerlig uvæntet," sa hun.
Han la ærbødig til: "Det, som i mellemtiden er hændt, stormer da in på en." - -
Stort mere blev ikke talt; han hadde nætop ståt færdig for å gå ut, og nu kom svogeren. Han så på hennes gutter ute i snehaugen, han så på hennes blomster, piano, noter; han bad så om å få komme igjæn. Det varet næppe fem minutter.
Men noget blev igjæn i hennes forestilling, - noget som det sirlige blonde skjæg utover silkevæsten. Stuen var helliget, pianoet, noterne, stolen, han hadde sittet i, ja, gulvtæppet, han hadde gåt over; - ænog i hans gang var der hensyn til henne. Hun kjænte det som medfølelse i hennes skjæbne, alt, han hadde sagt og gjort.
Hun kunde intet mere ta sig for den dagen; hun sov næppe den natten. Men det, som foregik i henne, var heller intet mindre æn å flytte noget ut i solen fra fem år tilbake egentlig fra seks, - flytte det ut, som en tar blomster op av kjælleren, der de var sat hen i vinterdvalen, og bærer dem op igjæn til våren. Herunder gjorde hun samme bevægelse, vist over tyve ganger: hun la bægge hænder på brystet, den ene håndflaten over den andre, som for å holde brystet nere; det måtte ikke tale for højt.
Dagen efter gik deres samtale lettere. Gutterne kaltes in. Efter å ha set på dem en stun, sa han: "Der har De noget reelt, der!" -
Innen kort var de så gode vænner, han og gutterne, at han la sig på fire og var hæst for dem og gjorde andre aldeles nye kunster, som de fant forfærdelig morsomme. Og så bød han dem på en kjøretur til næste dag! Efter et skarpt tøvejr hadde der nætop falt en ualminnelig mængde sne; byen var hvit og føret på ny det ypperste. Før han gik, måtte Ella be om å få koste ham; gulvtæppet hadde ikke været så rent, som det burde. Han tok kosten fra henne og gjorde det selv; men han hadde desværre ligget på ryggen også, så hun måtte få lov. Hun kostet da hans fine jakke, gjorde det så let og net; men det blev aldrig godt nok. Heller ikke foran var han som han burde være, han måtte ta kosten engang til; hun stod og så på. Da han var færdig, bar hun kosten ut i kjøkkenet. "Hvor morsomt, at De ænda har den fletten," sa han efter henne. Hun blev nokså længe borte og kom in igjæn fra en annen kant. Da var han gåt; gutterne sa, der var kommet nogen over efter ham.
Næste formiddag kjøretur. Først ut på eftermiddagen kom de tilbake; de hadde været inne på Bådshaug, et badested med hÅ´tel og ypperlig restauration, derhen folk også gjerne valfartet om vinteren. Hans søsters yngste gut var med, og mens alle tre fulgte hæsten hjæm til "Andresens på hjørnet", blev Aarø stående i gangen. Aldrig hadde Ella set ham så oprømt; øjnene hadde det lysende fra sangen, og så talte han, fra han kom til han gik. Talte om den norske vinter, som han aldrig før hadde set; hvorav kunde det komme? I mange år hadde han på sit repertoire en sang til vinterens pris, den gamle vintervise, som også hun kjænte: "Sommeren sovnet i vintrens favn" - jo, hun kjænte den -, og først nu skulde han lære, hvor san den var? Intrykket på folket av vinteren måtte jo være avgjørende. Vinteren var næsten deres halve liv! For en sunhed og skjønhed - og for en fantasi den måtte gi! Han gav sig til å skildre, hvad han hadde set i skogen idag; brukte ikke mange ord, men billederne var klare. Talte sig bevæget og så derunder på henne som en henrykt.
Altsammen i ét øjeblik; han stod der jo i sine rejseklær. Men da han var gåt, syntes det henne, at hun aldrig før hadde fåt se ham. En sværmer altså, - en sværmer in i det dypeste, som aldrig røbet sig til daglig? Dette sværmeri var sangen bud fra? Derfor førte hans røst alle med in i et annet rike? Hans tungsindige far, når han vilde drikke, stængte han sig inne med sin violin, spillet og spillet, til han lå der. Hadde også sønnen hat denne skyhed for folk, denne henrykkelse i sit eget sværmeri? - -
Gud ske lov, Aksel Aarø var reddet! Like ut av sit sværmeri hadde han set så på henne -? Nu først trængte det in; hun hadde været for optat av det ny ved ham selv. Nu først trængte det in, - trængte in med en stor varme, en betagende frygt og fryd, et glædesbud, som ænnu bævet av tvil. Skulde hennes livs bestemmelse nærme sig -? Hun kjænte, hun blev rød, hun kunde ikke mere være stille, hun gik bort til vinduet for å finne ham igjæn der, senere rundt for åsøke, hvad hun selv skulde tro. Hvert ord av ham til henne, hver mine og rørelse, fra han første gang kom her, blev nærværende; men de syntes alle så vare, næsten sparsomme. Just det var ynden ved dem. Hans øjne hadde nu tolket dem, og disse øjne svøpte henne in; hun gav sig aldeles over i dem.
Pigen stak in et brev; det var et julekort i en konvolut uten påskrift fra Aksel Aarø. Et av de vanlige julekort, forestillende en del ungdom på ski; nedenunder stod trykt: "Den hvide vinter har røde roser."
__________
På den annen side med sirlig, rund skrift: "I skoven idag maatte jeg tænke paa Dem. A. A." Det var alt. - -
Men sådan er han; han siger ikke mere. Når han går forbi et vindu, deri et slikt kort står, så tænker han dog på mig. Og han tænker ikke alene på mig, men han sender mig sin tanke. Eller tok hun fejl? Ella var beskeden; dette overfor henne, kunde dog vel ikke mistydes? Julekortet, . . . var det ikke et forbud? De to unge par på det, og ordene, . . . han mente dog vel noget med det?
Hans henrykte øjne kom igjæn; de ikke alene insvøpte, de kjærtegnet henne. Hun husket ikke bakover, hun tænkte ikke fremover, bare åndet langt ut, levde. Ænnu i den måneklare nat lå hun på sin seng ikke bare lysvåken, men en gjænnemskinnet. Nu, nu, nu, hvisket det. Hadde hun holdt fast ved sit livs drøm også da virkeligheden syntes så grusom, så hadde hun ståt sig; fordi hun var blet usiker på den, blev alt usikert. Men jo større lidelsen hadde været, jo større skulde kanske saligheden bli! Hun sovnet in i noget kridhvidt, som hun tok over med i sine drømme; hun vågnet mot lette, lyse skyer, som spredtes for de sammenstimende tanker om, hvad som væntet idag. I natten var det blet færdigt altsammen; hun vågnet med den fulleste sikkerhed. Idag skulde det ske. Han hadde ikke sagt ét ord; denne hans undseelse ælsket hun højest av alt hos ham. Nætop den var det sikre pant. Idag skéte det!
Hennes badning tok lang tid, hennes pleje av håret næsten længer ænda. Op av sin komode, som var den samme på samme plass, som hun hadde brukt fra barn av, - op av dens nederste skuffe tok hun frem det allerfineste undertøj, hun hadde båret. Båret bare én gang, nemlig på sin bryllupsdag - før vanhelligelsen. Aldrig siden. Men idag, - nu, nu, nu! Hvert stykke, hun tok på forresten også, det var, hvad ingen annen hadde rørt. Hun vilde være som den, hun hadde været i sine drømme.
Hun gik in til gutterne, som var våkne, men ikke klædte: "Hør gutter, idag skal Tea følge dere til bestemor!" Stor tilslutning - også av Tea, for det betød en fridag. "Mama, mama!" hørte hun efter sig, da hun løp ner i kjøkkenet for å ta sig en kop kaffe, og så avsted. Først vilde hun ha blomster, så vilde hun avsi sine informationer. For nu nu, nu -!
Ute på gaten husket hun, det var for tidlig åsøke nogen. Så gik hun en tur utenfor byen, den friskeste, lyseste, hun hadde gåt. Hun kom tilbake, akkurat som fru Holme åpnet. Da Ella trådte in, holdt "blomsterfruen" en kostelig buket i hånden, færdig til å sendes bort. "Den vil jeg ha!" ropte Ella, hun lukket døren bak sig. "De?" svarte fru Holme lit mistroisk; buketten var meget dyr. "Ja, jeg! Jeg må ænnelig få den!" Ellas lille grønne pung var alt oppe. Buketten var bestilt fra byens rikeste hus, og fru Holme sa det. "Det gjør ingenting!" svarte Ella. Så megen ærlig tilbedelse av en buket hadde den annen aldrig set, - og Ella fik den.
Derfra til Andresens på hjørnet; en av handelsbetjentene tok timer hos Ella i handelsregning; hun vilde si ham av og få ham til å varsku hele det store parti. Hun bad ham om det med tændende øjne, og han lovde det med ild. Det lækreste røde shal hang like foran henne. Det måtte hun ha over hodet idag, når hun kjørte ut; for at hun skulde kjøre ut idag, derom var ingen tvil! Andresen selv kom til, just som hun spurte på shalet; han så et snev av hennes blomster inni papirpakken; "det var da dejlige roser," sa han. Straks brøt hun en av og gav ham. Fra rosen så han bort på henne selv; hun lo og spurte, om han vilde slå lit av på shalet; nu hadde hun ikke fullt så mange pænger igjæn. "Hvor mange har De?" spurte han. "Akkurat en halv krone for lit." Han la selv shalet sammen for henne. - På gaten traf hun Cecilie Monrad; Ella spillet med en søster av henne og slap nu å trave like til den andre ænnen av byen. Alt lykkes for mig idag. "Har De læst om de to, som dræpte sig sammen i Kjøbenhavn?" spurte Cecilie. Jo, det hadde Ella; frøken Monrad fant, det var gyseligt. "Hvorfor?" - Jo, mannen var jo gift. - "Sant nok," svarte Ella; "men så ælsket de!" Hennes øjne var et glødhav, Cecilie slog sine ner og blev rød. Da tok Ella hennes hånd og trykket den. - Der fallt jeg like op i en kjærlighedshistorie, tænkte hun og fløj mer æn hun gik opover mot villabyen; hennes fleste elever bodde deroppe. På et tak så hun to stær, de første iår; tøvejret for nogen dager siden hadde vel narret dem. Men ikke at stærene var forknytte; nejda, de ælsket! "Mama, mama!" hørte hun i det samme. Hennes gutter var det så tydeligt! Hun hadde vel tænkt på dem, da hun så stærene. Så optat var hun av det, at hun kom for langt ut på vejkanten; derved trådte hun på en fjæl-stump, som bikket op; hun hadde nær falt. Men under fjælen var der vår; der stod nemlig igjæn fra tøvejrstiden - jamæn var det løvetand! Så lej den kan bli længer ut på sommeren, - som første man er den velkommen! Hun bøjet sig ner og tok blomsterne. Hun puttet dem in til roserne; løvetanden så fatteslig ut der; men de første iår og fundne idag!
Herefter var hun aldeles overgiven. Hoppet nerover bakkerne, da hun var færdig; hilset kjænte, halvkjænte like, og da hun atter så Cecilie, la hun blomsterne fra sig, laget en sneball og sendte henne i ryggen.
Hjæmme fik hun gutterne inpakket og i slæden sammen med Tea. "Mama, mama!" ropte de og pekte op mot hÅ´tellet; der stod Aksel Aarø og hilste.
Straks efter kom han over. "De er nok rent alene?" han gik fremover til henne. - "Ja ;" - hun stelte med blomsterne og så ikke op, for hun skalv. "Er her fødselsdag i huset?" - "De mener for blomsternes skyll -?" - "Ja. Det var da dejlige roser! Og de der i glasset? Løvetand?!" - "De første iår." Han så ikke på dem. Han stod og famlet, som betænkte han sig på noget. "Får jeg lov å synge for Dem?" sa han ænnelig. - "Ja, kjære -!" hun forlot blomsterne for å åpne pianoet og skrue stolen ner, - og drog sig beskedent tilbake. Efter et længere og dæmpet forspil begynte han på "Solfallssangen" av Ole Olsen, helt stille, ja, som han hadde talt og været, siden han kom in. Ingensinne hadde han sunget skjønnere; hans sangkunst var blet så meget større. Men i røsten var samme, nej, ænnu trøstesløsere smærte æn den, hun hadde hørt første gang. "Sorg, sorg, - å jeg er fortabt!" - hun hørte det igjæn så grangivelig. Da han sluttet første værs, sat hun foroverbøjet og gråt; hun hadde ikke engang forsøkt å lægge bånd på sig. Det hørte han og vendte sig; - lit efter følte hun ham røre ved fletten, ja syntes, han kysset den; han hadde i alle fall bøjd sig helt ner over henne; for hun mærket hans ånde. Men hun løftet ikke hodet; hun turde ikke.
Han gik bort over gulvet. Kom igjæn, gik atter bort over. Da stilnet det i henne, hun sat urørlig og væntet.
"Skal jeg få lov å kjøre Dem en tur idag?" hørte hun. Hele dagen hadde hun visst, de skulde kjøre sammen, så hun blev ikke forundret. Likesom det nu var gåt i opfyllelse, kom det andre. Altsammen. Hun så op gjænnem sine tårer og smilte. Han smilte også: "Jeg går efter hæsten." Og da hun intet svaret, gjorde han det.
Atter bort til blomsterne. Hun hadde altså ikke fåt gi ham dem. De par stykker løvetand vilde hun kaste væk. Som hun løftet dem op av glasset, fallt de ord henne in: "Der har De noget reelt, der." Ordene var så vist ikke sagt om løvetanden; men de hadde mældt sig ofte siden; det var ikke unnerligt, de mældte sig nu. Hun lot løvetanden stå.
Aarø blev længe borte, mer æn én time. Men da han kom, var han stort oprømt. Han sat bak på en flot dameslæde i den elegante skinbesætning fra igår, den kostbareste, hun hadde set, hilste in med pisken, talte og lo med både barn og voksne, som samlet sig om ham, mens hun fik på yttertøjet. Det var snart gjort; hun hadde ikke meget, trængte det heller ikke.
Han rejste sig straks, hilste, tok mot henne, pakket henne in og satte avsted i trav. Under det bøjet han sig ner og hvisket: "Som De var snil, der vilde ta med!" Hans røst var så varm, men hans ånde var en annen æn sist. Straks den prægtige hæst hadde sagtnet farten, bøjet han sig atter forover: "Jeg har pr. telefon bestilt lunch på Bådshaug. Den står færdig, når vi kommer frem. De har vel ikke noget imot det?" Hun drejet på sig for å vende hodet opover mot ham; de næsten møttes: "Jeg har glemt å takke Dem for kortet igår." - Han blev rød: "Jeg angret på det bakefter," sa han; "men i det samme jeg så det, måtte jeg tænke på Dem; som De passer herute!" Nu blev hun rød og drog sig tilbake. Da hørte hun like ved sig: "De må ikke bli vred. Det plejer å gå så, at når vi skal rette på en dumhed, så gjør vi én til." Hun kunde nok ha lyst til å se hans øjne, mens han sa det der; men hun turde ikke. I alle fall var det mere, æn han hadde sagt hidintil. Ordene fallt som i dun. Før idag hadde hun nær mistydet hans tilbakeholdenhed, - men hvor gjorde den ikke alting skjønt; hun tilbad den. "Om en stun kommer vi in i skogen; der skal vi holde og se os om," sa han. Der, tænkte hun! Han kjørte på i raskt trav; hun frydet sig, frydet sig. Solen tindret på sneen, luften var varm, hun måtte løse på hodeklædet, og det hjalp han henne med. Atter kjænte hun hans ånde; der var noget - ikke av tobak, finere, behageligere, men hvad var det? Det likesom svaret til ham selv. Hun befant sig så vel, med slik overflod av lykke i landskabet, de nu kjørte frem i, og som blev bestandig vakrere. Til den ene side av vejen fjællene, de hvite fjæll, som solen gav rødligt skjær; fremenfor fjællene hejer, tildels skogbevokste, og mellem hejerne lå gårder. Snart sluttet gårdene, og det blev skog, bare skog. På den andre siden av vejen hadde de hele tiden havet, men mellem dem og havet flate strækninger, kanske myrer. Havet selv gråsort mod snejarden; det talte in fra en annen kant av livet. Om evig uro, salt alvor, bare protest på protest mot sneidyllen.
I tøvejret hadde grener, stammer, gjærder været våte; den første sne, som da kom, var også våt av sig og klæbet godt fast. Men da så dette frøs sammen, og sneyret blev ved like overvældende, dannet sig figurer over de første stivnede former, som en sjælden får se maken til. Tyngden i den første våte sne gjorde, at den seg nerover, hæftet ved en eller annen ujævnhed og der samlet sig, eller gled in under grenene, eller ner på bægge sider av gjærdetoppene. Når dette nu øket sig i fyk og stille, så kom de snodigste dyr frem, - hvite katter, hvite harer, som kloret op efter trælæggene med krum ryg og strakt forkrop, eller som manøvrerte under grenene, eller som skjøt ryg oppe over garstaurene. Lådne hvite dyr, ofte så store som måren, men ænog så store som gaupen, ja, tigeren. Dernæst alle slags smådyr, hvite mus, røjskatter, opover og nerover og bort over. Og alle slags rariteter, posemæn, som hang efter benene, pierot'er, nisser oppe på garstaurenes ytterste spisser, manslinger med rygsækker; eller en henslængt hue, en natkappe, et dyr uten hode, et annet med hale av uhørt længde, en stor vått, en omvendt vandkanne. Sommesteds bart, sort løvværk som forsiringer på den hvite vægg, andre steder svære snefang i nåletræerne med grønt over og under, magtfulle farvemængder mot hverandre.
Aarø holdt stille; de steg bægge av.
Da jog en helt annen intryksrække frem. Like ved dem lå en gammel fyr av en stamme, halv væltet i livets lek. Men drømte han ikke nu i vinteren den skjønneste drøm, nemlig, at han var ung? I overgiven opbygning av snehvit herlighed hadde han glæmt al værk og brøstfældighed; skjult var mosen i hans hud, rotens råddenskab var overbredd, sårene efter de tapte grene usynlige. En skrøpelig grind var tat av og stod lænet til gjærdet, brusten og ubrukelig. Også den hadde vinterens kunstnerhånd søkt op og fornyet; nu var den et arkitektonisk mesterværk. De hældende, mørke gjærdestolper var unge dandyer med hatten på skakke og muntre miner. De gamle skiddengrå, mosædte garstaurer, - paradiset kan ikke drømmes bak en skjønnere inhægning! Deres svakhed var i opstandelsen blet deres styrke, sprækker og kvister i veden sneens ypperste bygningsgrun, hvert hul stoppet til med en skydot av himmelske krystaller; vansirende ujævnheder like fra den tid, de kløvdes, var nu kysset og dækket, lunet og smykket, alle fejl optat med i de hvites samfun.
En segnende løe neden for vejen, en vel avtjent moderfavn for løv og torv, - også opsøkt og overgydt ødslere æn værdens rikeste brud. Av himlens eget fang drysset full til sådan overdåd, at sneen hang i hvite faner intil over en halv meter utover taket, sommesteder foldet op igjæn med høj kunst. Den gråsorte vægg inunder fanerne så derved ut som gammel persisk vævning; hele løen var færdig for å stå inne på scenen i et Shakespearsk drama. Bergene bak, hejerne foran, bægge glødende i solen som engang i gydningens hoseanna.
Ella hørte idelig fra det fjærne to spæde: "mama, mama!" in i alt dette. Da hun skulde se sig om efter sin følgeslager, sat han på slæden, helt betagen, mens tårerne rant ner over hans kinder.
Snart kjørte de videre, men langsomt. "Jeg husker denne sølete vej," sa han; røsten lød så vemodig; "træerne skygget, så den sjælden blev tør; men nu er den da fin nok!" Så drejet hun på sig og løftet hodet mot ham: "Å, syng lit!" Han svarte ikke straks; hun angret, hun hadde bedt; men så sa han: "Jeg tænkte på det, men så kom der slik bevægelse over mig. - Sig nu ikke noget på en stun, så kanske jeg kan. Den gamle vintervisen nemlig." Hun forstod, han kunde ikke synge, før det blev rigtig sant for ham selv. Slike tause sværmere, tænkte hun, blev kræsnere på det, som var ægte. Det meste var dem ikke ægte nok. Derfor vilde de så gjærne beruse sig også, de vilde bort, de måtte skape sig en værden for sig selv. Ja, nu sang han:
De mange små dombjæller fulgte sangen som et spurvekvidder; hans røst ljomet mellem træerne, menneskeåndens gudstjeneste i de hvite haller.
Én dag, følte Ella, betalte for tusen. Én dag gjør det samme, som vintervisen fortæller, vugger en træt sommer, dræper dens sygdomsspirer, smuldrer mulden for den ny, gjør nerverne stærke og den mørkeste tid lys. I den samles alle vore lange drømme. Hvad skulde der ikke blet også av henne, så liten hun var, om hun hadde fåt mange slike dager? Hvad kunde hun så ikke blet for gutterne sine? -
De kom frem til en lang, hvit bygning mellem to fløjbygninger, alle av træ. På tunet stod mange slæder med opspændte skjæker; her var altså flere selskaber komne. En stallkar tok mot deres hæst; den tjener, som skulde opvarte dem, en tysker, var straks ved hånden for å hjælpe dem, og en barhodet man med jovialt ansikt kom til; det var Peter Klausson! Han syntes å ha væntet dem og vilde ænnelig hjælpe Ella av med tøjet. Men han luktet av kognak, eller hvad det var; for å bli ham kvit spurte hun efter det værelse, de skulde spise i. De blev vist in i et varmt koseligt rum med opdækket bord; Aarø hjalp hende der av med tøjet. "Jeg holdt ikke ut Peter Klaussons ånde," sa hun. Da smilte Aarø.
"I Amerika har man råd for slikt." - "Hvad mener De?" - "Man tar noget, som gir annen ånde." - Lit efter bad han om unskyllning for, at han måtte ordne et og annet. Hun var altså alene, intil der banket på; det var atter Peter Klausson! Han så hennes forundring og smilte: "Vi skal nok spise sammen," sa han. - "Skal vi det?" Hun så på bordet; der var dækket til fem! "Har De nylig hørt noget fra Deres man?" - "Nej." - Lang pause. Er Peter Klausson selskab for Aksel Aarø? Hennes mans beste ranglebror? Aarø, som bare vil ha det, der er ægte? Men med det samme, hun hadde tænkt det, måtte hun medgi, at Peter Klaussons umiddelbare natur var fullkommen sandru, hvad han så forresten var.
Tjeneren bar in en kurv med vin, men lukket ikke døren efter sig, før han utenfra hadde løftet in mere, nemlig champagne i is. "Skal vi ha så megen vin?" spurte Ella. "Jeg ser det," svarte Peter Klausson; han frydet sig synlig. - "Aarø drikker jo ikke vin?" - "Aarø? Han bad mig komme hid idag - jeg så tilfældig op til ham, - og da drak vi den allerfineste kognak, vi to." - Ella vendte sig mot vinduet, for hun kjænte, hun bleknet.
Snart kom Aarø in, så beleven og fornem, at Peter Klausson måtte dra hænderne op av bukserne; han våget næsten ikke å tale. Aarø meddelte, at han hadde inviteret Holmbo's; men nætop nu hadde de sendt avbud; de tre måtte la sig nøje med hverandres selskab. Han førte Ella tilbords. Det viste sig, at Aarø var den elskværdigste, den mest erfarne vært. Han talte engelsk med den tyske tjener og gav stadig små vink med hensyn til anretningen, dækket tjenerens synder, fik småting til å ta sig ut, - altsammen så en næppe la mærke til det. Samtidig holdt han en jævn samtale igang med små anekdoter ifra sit selskabsliv. Han skjænkte aldrig selv; når han drak, skalv han på hånden. Også før hadde hun trodd å se, han gjorde det; nu pinte det henne.
Første ret var østers, og derav spiste hun godt; hun var meget sulten. Men senere kunde hun mindre og mindre følge med; ja, tilsist var det, som halsen snøret sig sammen. Hun kunde gjærne gråte istedenfor å spise og drikke.
Først var det henne ikke rigtig klart, hvorfor. Nok, at dette var noget så helt annet æn det, hun hadde drømt om; den herlige dag holdt på å bli til skuffelse. I begynnelsen tænkte hun: dette tar vel engang slut, og så får vi det hyggeligt hjæmover igjæn. Men efterhånden som hans humør steg, blev hun bare selskabsmannens borddame; som sådan blev hun vist al tænkelig opmærksomhed, ja, feteret av bægge kavallerer i forening - til hun gjærne kunde skrike. Efter måltidet blev hun ved Aarøs arm ført elegant in i et annet rum, som også var holdt i beredskab, - koseligt, staseligt med piano.
Kaffen servertes straks (med en avec), og umiddelbart efter bad herrerne om unskyllning, de måtte få røke et øjeblik, det skulde bare være kort. De gik - og lot henne alene. Dette var nu ikke engang længer høfligt, - og nu først forstod hun, at det ikke var dagen alene, men Aarø, som var blet en annen, æn hun hadde tænkt! Det store mørke fra balnatten holdt på å drage inover henne; hun kjæmpet mot, hun rejste sig og gik, vilde ut, som kunde hun der finne ham igjæn sådan, som hun hadde ham i sin forestilling. Hun søkte tilbake til første rum, fik på sig sit røde shal og var nætop kommet ut på den brede plass foran bygningen, da tjeneren fra middagen kom efter henne og sa noget på engelsk, som hun først ikke forstod; hun var nemlig for optat av sit eget til straks å kunne skifte sprog. Tjeneren fortalte, at den ene av hennes rejsefæller var blet syk; den annen var ikke å se. Ænnu da hun forstod ordene, sanset hun ikke, hvad det var, men fulgte ham mekanisk. Undervejs husket hun, at Aarøs tunge ikke var helt lydig, da han efter avec'en bad om lov til å gå ut og røke lit; han hadde da vel ikke fåt slag -?
De gik forbi røkerummet, der i forbifarten syntes fullt i alle fall av røk og latter. Døren åpnedes til et lite rum ved siden av; der lå Aksel Aarø på sengen; han måtte ha listet sig derin alene - kanske for å drikke mere. Han hadde nemlig tat med sig in en liten tyk flaske, som stod på et bord ved sengen. Ovenpå lå han selv fullt påklædt med slukte øjne, uten ævne eller følelse; han sa til henne: "Tip, tip, Peté!" Han gjæntok det med utstrakt finger: "Tip, tip, Peté!" Bægge ganger i fistel. Var det Peter? Trodde han, hun var en man? Bak ham på puten lå noget låddent; det var en toupet; nu så hun, han var skallet i kronen.
"Tip, tip, Peté!" hørte hun efter sig, da hun styrtet ut. - -
__________
Der har ikke mange labbet fattigere avsted efter en lannevej æn Ella tilbake til byen, så fort hun kunde på sine korte ben, i finsko og vinterhyre. Den tunge kåpe fra kjøreturen var opknappet, shalet bar hun i hånden, men ænda svedet hun, så det silet; den forestilling var over henne, at det var drømmene, som lavet av henne!
I førstningen tænkte hun bare på Aksel Aarø, den ulyksalig fortabte! I morgen eller i overmorgen var han rejst fra lannet, hun visste det fra før, - og denne gang for alle tider!
Men når hun rigtig skulde tænke sig det så forfærdeligt, som det var, lå toupet'en på hodeputen og sa: "det var nok ikke alting så ægte med Aksel Aarø?" Jo, jo, - hvad kunde han for, at han så tidlig blev skallet? Hm, svarte toupet'en, han kunde ha tilståt det.
Ella strævde frem. Heldigvis møtte hun ingen, ej heller kom nogen efter av alle dem, som nu var på Bådshaug; hun måtte jo se komisk ut, svedende og gråtende med opknappet yttertøj, i finsko og med shalet i hånd. Flere ganger prøvde hun å sagtne farten; men oprøret i henne var for stort, og så var det hennes natur å stræve frem.
Men i hennes jagede blod mældte det kraftige spørsmål sig: hadde du nu, Ella, villet undvære alle drømmene dine, siden det gang på gang har gåt så ynkelig? Da stortutet Ella og svarte: ikke for hele mit liv! Nej, for drømmene er det beste, jeg har hat; de har lært mig å holde ut; de har git mig, hvad jeg kan måle alt det andre med, så jeg aldrig holder noget for højt, som er lavt. Nej, drømmene mine, dem har jeg vævet omkring barna mine også, så jeg har tusen ganger mere moro av dem nu. De og så blomsterne, det er, hvad jeg har. Og hun tutet og strævde på.
Men nu har du jo ingen drømme igjæn, Ella! - -
I førstningen visste hun ikke, hvad hun skulde svare til det; det syntes jo altfor sant, så altfor forfærdelig sant, og toupet'en viste sig igjæn.
Nætop her hadde Årø sunget den gamle vintervisen. Likesom dombjælle-kvidret hadde fulgt visen, således Fulgte nu, med spæde røster: "Mama, mama!" uavlatelig hennes gråt. Det var ikke unnerligt, for det var gutterne, hun løp til; men nu mældte de sig, som det var dem, hun skulde drømme over. Nej, nej, "der har De noget reelt, der," svarte det med Aarøs røst; hun husket ham si det, hun husket hans vemod ved det. Hadde han virkelig tænkt på sig og henne - og på gutterne og henne? Havde han målt sin egen skrøpelighed med deres sunhed og fremtid? Hun kom langt bort fra gutterne; hun var igjæn med ham inni alle hans ord og blik for å tyde gåten; men derunder brøt savnet og smærten op igjæn som aldrig før; hele livet var forbi, drømmen for gammel i henne, for stærk, for kjær, røtterne kunde ikke rykkes op, umuligt! De var jo omkring alt, hun den næste dag skulde se på, røre ved, ta sig for! - - Til al fortvilelse kom dén, at gutterne ikke var hjæmme; hun kom til tomt hus.
Men der var kræfter i henne. For da hun kom hjæm og hadde badet og lagt sig, og måneskinnet fra igårkvæll så in, og da dette nævnte, hvad de hadde hat sammen, væltet hun sig i sengen og gråt højt som et barn; her kunde ingen høre henne, ingen komme in. Hennes hjærte var ungt, som da hun var sytten år; det kunde og vilde ikke gi op!
Hvad var det så, hun egentlig hadde villet idag? Ja, det visste hun ikke; - nej, hun gjorde ikke! Hun visste bare, at der var hennes lykke, og så hadde hun lat stå til! Nu lå hun her skuffet og bedraget på en måte, som vist få hadde været.
Hun tålte ikke å vanhellige ham heller. Derfor strøk vintervisen forbi med hans røst, god, bredladen, sorgfull; den vilde likesom ordne det for henne. Og lydig som et barn la hun sig til rette og lyet. Hvad sa den? Jo, den sa, at drømmene bant sammen to somre, den, som var, og den, som langsomt arbejdet sig op påny, takket være drømmene, der hadde våket. Den sa også, at drømmene var noget for sig, ofte højere virkelighed æn forholdenes. Hun hadde jo ofte følt det så, når hun stellet med blomsterne sine.
Under al hennes uregjerlighed i sengen var fletten kommen på siden av henne. Vemodig drog hun den frem; han hadde kysset den ænnu idag.
Og så la hun sig på siden og tok den mellem sine hænder og gråt.
"Mama, mama," hvisket det. Og således sovnet hun.