Daglannet

Bjørnstjerne Bjørnson

Kolofon

Første gang utgitt i 1904
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

Første akt

En stor gammeldags stue med højryggede læderstoler og svære udskårne skab. Familieportrætter på væggene. En svær ovn i venstre hjørne. Et bord på tungt, udskåret understell og korte ben med korslagt forbinding imellem, og under denne runde, massive kugler. Bordet står til venstre (f. t.), dog ikke til væggen; der kan gås rundt det. Bordet er belagt med plancheværker og bøger. En porcelænsvase smykker det. Den er fyldt av ungt løv. Et mindre bord til højre.

Hovedindgangen er midt på væggen til venstre, ovenfor det store bord. Men der fører også en dør ind til et rum i baggrunden, døren står åben. Derfra ses gjennem åben dør ind til nok et rum. For fonden af dette hænger tunge forhæng. Alle vinduer er til højre. Herinde to fag. Huset er et gammelt murhus; vinduerne ligger derfor dybt.

Første møde.

Stener (ordner det så, at søsteren skal sætte sig på en stol, som står fremst for enden av bordet, med ansigtet mod ham. Han sætter sig nemlig selv på højre langside, lige ved bordenden).

Berthe.
Undskyld, jeg måtte først hente brevet fra rejseposen min.

Stener.
Og jeg, som ikke vidste, du var kommet.

Berthe.
Du så da dampskibet indenfra Botnen?

Stener.
Men jeg ante ikke, at du var med! - Det var vel bart hele vejen op fra Botnen?

Berthe.
Ja. Der kjørte jeg. Men indover fjældene. Det var værre.

Stener.
Var sneen dyb på højfjældet iår?

Berthe.
Ja, dyb! Du har nok været for længe i Australien. Du har glemt, at sneen deroppe ofte ligger favnedyb forbi Sankt Hans. Jeg brugte ski på to steder. Og hvergang gik jeg én time.

Stener.
Det bor far midt opi!

Berthe.
På selve fjældgården var der bart. Sneen lå på begge sider.

Stener.
Huf!

Berthe.
Et stykke nedenfor gården er et fjældvand. Isen holder nu på at bråne. Så længe ligner det et sygt øje. Et øje med materie i. Det er, hvad far ser på hele dagen.

Stener.
Han klaget ikke?

Berthe.
Han er ikke av dem, som klager.

Stener.
Men oppe på fjældvidden her? Over gården? På sæteren vor? Kunde han ikke bo der?

Berthe.
For nær ved havet.

Stener.
Han har da været hernede? Det har I fortalt.

Berthe.
Ikke nu på tre år. Han tåler det ikke.

Stener.
Han var frisk nu?

Berthe.
Han siger, han kan få anfald av astma deroppe også. Især om våren. Men det er sjelden. Nu var han så frisk som du og jeg . . . For en kraft!

Stener.
Du har fortalt mor altsammen?

Berthe.
Ja! -

Stener.
Skal vi gå til forretningerne? (Peger på hendes stol.)

Berthe (idet hun sætter sig).
Du holder ikke meget av far, Stener?

Stener (efter lidt).
Det har jeg ingen grund til. (sætter sig.)

Berthe (sidder med ansigtet mod baggrunden).
Jeg har udført min kommissjon, så godt jeg kunde. Bare én ting fortalte jeg ikke, nemlig at du alt havde begyndt at arbejde borti fossen.

Stener.
Bare med at samle vandet. Det er da ikke noget.

Berthe.
Hm. - Det var visst best, jeg tiede med det.

Stener.
Nå? Hvad var så resultatet?

Berthe.
Resultatet ligger her i brevet.

Stener.
Kom med det!

Berthe.
Han sa, det var best jeg læste det for dig.

Stener (ser længe på hende).
Læse det for mig?

Berthe.
Han dikterte mig det, for at jeg kunde læse det.

Stener (efter lidt).
Der ser du, som han er.

Berthe.
Ja, han er ikke som vi andre.

Stener (efter at ha kjæmpet med sig selv).
Da kan jeg tænke mig til resten. -

Berthe (læser).
Efter revolutionsåret i 1848 begyndte her i Norge de første arbejderuroligheder. Min bestefars anlæg i fossen (husene står der endnu, rigtignok forfaldne) blev stanset, fordi hans arbejdere tog del i bevægelsen, hvad han ikke fandt sig i. Til hevn blev adskillige ødelagt; men gjærningsmændene opdagedes aldrig. Efter dette avla' min bestefar det løfte, at sålænge ikke opfindelserne var skredne længer frem, så længe maskinerne ikke kunde gjøre alt med ubetydeligt tilsyn av nogle få arbejdere, så længe skulde intet nyt foretag startes på Daglannets grund. Freden fra gammelt skulde holdes, ligeså ordenen og disciplinen. Min far og hans brødre var, som du ved, i stærk opposition mod deres far, men i dette var de dog alle enige med ham. Det samme er jeg, som du ved. Så meget jeg ellers som ung - til min store beklagelse - skilte mig fra min far, i dette samstemte vi altid. Det er først du, min søn, - inden den hele familie først du -, som vil gjøre brudd på familiens tradition, jeg tør sige på gårdens arvede fred. Du vil indføre fabrikherligheden her med al dens uhygge og oprør.

Men hvad der ikke lykkedes dig for ti år siden, da du i vrede over mit avslag forlod landet, skal heller ikke lykkes dig idag. (Læser understreget:)

Det skal ikke engang lykkes dig efter min død. Derfor skal jeg i tilfælde sørge. For det er min hellige pligt.

Stener (springer op).
Hvad mener han med det?

Berthe.
Det spurte jeg også om.

Stener.
Nå -?

Berthe.
Han svarte ikke. Han bare gjorde sådan med hånden, - du ved!

Stener (efter lidt).
Han kan forsøge! (Går.)

Berthe (sætter sin stol på skrå, så hun bedre kan se sin bror, der går frem og tilbage til højre).
Hvad mener nu du med det, Stener?

Stener (ser på hende).
Jeg tier - jeg også!

Berthe.
Du vil ikke si mig det?

Stener.
Ikke nu.

Berthe.
Og du vil ikke gi op?

Stener.
Ikke på nogen måde.

Berthe.
Du arbejder i fossen?

Stener.
Som om intet var hændt.

Berthe (springer op).
Men gud hjælpe os da, Stener?

Stener.
Skal verden regjeres av den argeste gammelmandstrods?

Eller av folk, som ligger halvhundre år i graven?

Berthe.
Visst er det galt.

Stener (sætter sig).
Ved du, hvad dette er?

Berthe (sætter sig også).
Konservatisme?

Stener.
Ja, hvad for slags? Du kan tro, jeg nu har studeret far.

Berthe.
Du, som ikke har set ham i ti år.

Stener.
Jeg har studeret ham i hundre andre. Nu kjender jeg ham.

Berthe.
Jeg liker ikke rigtig at høre dig tale om far. Far er ikke længer som du husker ham. Siden det hændte med Fredrik, er far blet en anden.

Skal jeg læse videre?

Stener.
Ja.

Berthe (læser).
Jeg har nøje gjennemtænkt din vens plan eller opfindelse. At du vurderer den højt, kan jeg forstå. Han var din kompagnon og han testamenterte dig sin del. Uden at indlade mig på selve planen vil jeg bare si, at dette foretagende forudsætter en stedse voksende arbejdsstyrke. Allerede av den grund er jeg mod den. Var denne plan eller opfindelse endda din egen, så kunde jeg forstå, at du trodde, jeg i min faderglæde bøjet mig. Men en mig fremmed mands plan, en arvet opfindelse, den indgyder mig ingen synderlig respekt. Ingen anden følelse, end om den præsenteredes mig av en hvemsomhelst.

Stener.
Du skal se, han ikke tror på den!

Berthe.
Det mener jeg er grunden. Han studerte den i to dager og blev ligesom mørkere og tausere.

Stener (rejser sig).
Nej, hvad tror slige gamle egentlig på?

Berthe.
På gud, Stener. Fars tro er meget, meget stærk.

Stener (ser på hende og siger så).
Ja, på den gud, som har været. På Moses' gud!

Er der mere endda?

Berthe (rejser sig).
Nej.

Stener.
Hvad hindrer dem i at tro? Deres forfængelighed. Der er det, jeg vilde ha sagt før. Ingen må tillade sig at forme fremtiden anderledes, end de selv har bestemt. Deres forfængelighed forbyr dem det. Deres konservatisme er især forfængelighed.

Berthe (som har lagt brevet sammen, og lar det dreje under fingrene).
Kan jeg gå nu, da!

Stener (varm).
Tak, min søde Berthe, for hele din besværlige rejse.

Berthe.
Nå, - det var endda bra, at du takket mig.

Stener.
Tusen gange! Jeg blev bare så ærgerlig.

Berthe.
Men det kan da ikke jeg for?

Stener.
Nej, nej, kjære Berthe! Ja, du mener da heller ikke -?

Berthe.
Kan du tro -? (Ser på vasen.) Å, som her er blet vår, mens jeg var opi sneen! Moreltrærne står i blomster. Nu begynder også kirsebærtrærne. - Nej, for dejligt løv! Har du båret det ind? (hen til vasen.)

Stener.
Ja. Det er nyt for mig. - Du Berthe?

Berthe (ser på ham).

Stener.
Spurte han ikke efter Ragna?

Berthe (tilbage til løvet).
Ikke én eneste gang.

Stener.
Finder du ikke, at det -? (stanser.) Ja, hvad siger du?

Berthe (undvigende).
Det er nu bra uskikkeligt av Ragna også, at hun ikke skriver på tre-fire måneder.

Stener.
Hun er der, hun er, Ragna. Du nævnte hende ikke, du?

Berthe.
Nej, så havde han spurt, om vi nylig havde havt brev. Og det vilde jeg ikke udsætte Ragna for.

Stener.
Du Berthe, jeg må si dig det: jeg har en tegning til et mindesmærke her på gården.

Berthe.
Et mindesmærke?

Stener (tar et stykke tegnepapir ud av en mappe).

Berthe (da hun ser det).
Over Fredrik! - For guds skyld, Stener, gjør ikke det! De gamle vilde ikke tåle at se det.

Stener.
Jeg synes, I tar denne sagen urigtig. Den ulykkelige gutten! Hans vakre hode blir nu modelleret. Kan jeg ikke sætte bysten ovenpå mindesmærket, så skal den i alle fald stå i min stue.

Berthe.
Det går ikke an! Vi kan ikke engang nævne hans navn. Da blir mor så ulykkelig. Hos far er det endnu umuligere.

Stener.
Så længe I tar det så, er det, som her hænger et sort flag over huset. Det vil jeg ha væk.

Berthe.
Har du hørt om gamle Victor, Fredriks hund? At han sad udenfor her og ulte den natten? Og blev ved med det nat efter nat, så vi måtte skyde ham. Og ved du, at siden, bare jeg tænker på Fredrik, så hører jeg Victor ule. (Lægger hænderne for ørene.)

Stener.
Da skal Victor lægges ved foden av mindesmærket! Av ham har vi et ypperligt billede: (Slår op i et stort album.) Se der! Så repræsenterer han vor troskab.

Berthe.
Som du er blet anderledes end vi er, Stener!

Stener.
Finder ikke du også, at alt dette forpinte og unaturlige må ha slut?

Berthe.
Jo, - men - -

Stener.
Men -?

Berthe.
Jeg tror bare ikke, at den vejen, du slår ind på, er den rette.

Stener.
Den har lagt sig tilrette for mig, fra jeg var gut. - Vi skal engang tale om det, Berthe.

Berthe.
Tal med far om det, du!

Stener.
Han er en født despot. Slige respekterer aldrig ord.

Nej, en fuldført kjendsgjærning.

Berthe.
Du tror, far bøjer sig for den?

Stener.
Den fører i alle fald til løsning. (Med vægt:) På den ene eller på den andre måden.

Berthe.
Noget så dristigt har jeg aldrig hørt.

Stener.
Jeg skal nævne dig noget dristigere. Det er at forbyde, at her arbejdes! At sige til mig, som skal ha det hele: du får ikke lov!

Berthe.
Det ene er som det andre, synes jeg.

Stener (ler kort).

Berthe.
Kan jeg gå nu, Stener?

Stener.
Ja, kjære! - Endnu engang: hjærtelig tak, Berthe!

Berthe (går. Hun lukker ikke døren efter sig, men høres sige:).
Er det Dem, Ramset?

Ramset (høres udenfor).
Velkommen igjen, frøken!

Berthe (høres længer borte).
Har De fåt brevet?

Ramset (udenfor).
Ja. - Og De har havt det godt på rejsen?

Berthe (høres længer oppe fra, som står hun i en trap:).
Udmærket! (Endnu længer oppe.) Jeg skal hilse fra far!

Ramset (udenfor).
Tak! (Han banker på den åbne dør.)

Stener.
Kom ind!

Ramset (en mand på mellem tredive og firti, omhyggelig klædt. Vakker. Hans væsen er ligefremt og muntert. Selv om ordene er stærke, dæmpes de av hans optræden forøvrigt, som er en beleven mands, der endog kan være indsmigrende. Idet han nu kommer ind, hilser han ærbødigt).

Andet møde.

Stener.
De kommer for at mælde, at handelen er sluttet?

Ramset (ikke uden højtidelighed med skalk i).
Jeg kan fortælle ingeniøren, at nu har skoghandelen gået i lås.

Stener.
To hundre tusen?

Ramset.
To hundre tusen kroner.

Stener.
Kontant.

Ramset.
Her har kontanterne spillet! Og spillet godt. Jeg tør si, det er en god handel.

Stener.
Jeg vidste bare ikke, at far havde så mange penger.

Ramset.
Deres far? Han har mange, mange flere! Skogen kan nemlig ikke hugges før om 8-10 år.

Stener.
Så må han ha mange penger. (Ramset står, som han venter.)

Er der noget?

Ramset.
Jeg har idag fåt brev fra godsejeren. Med frøkenen. Han skriver (tar et brev frem og læser:) "Jeg forventer, at hr. fuldmægtigen ikke foretager eller lader foretage noget extraordinært arbejde på Daglannets ejendom uden min ordre." Ordet "extraordinært" er understrøget. (Ser på Stener og venter. Da denne intet siger, lægger han til ikke uden skalk:) Hvad skal jeg gjøre med det?

Stener (efter at ha set på Ramset).
Hvorfor spør De mig om det?

Ramset (med lune, men respektfuldt).
Jeg kjender ikke til noget andet extraordinært arbejde her på Daglannets ejendom, jeg, end de store mineringerne borti fossen.

Stener.
Jeg samler vandet i ét løb. Det skulde være gjort for flere hundre år siden. Er det så extraordinært?

Ramset (som før).
Ja, ordinært er det vel ikke. Når det ikke er gjort på flere hundre år?

Stener.
Den naturligste ting av verden, altså, - når den engang gjøres. -

Ramset (diskret).
Ved ejeren.

Stener.
Om jeg gjør det for ham, - så meget bedre! jeg finder ikke, det er noget at tale om. Heller ikke at skrive om.

Ramset.
For Dem nej. Men De hørte brevet? Jeg risikerer min post på det, jeg.

Stener (drar på skuldrene).
Ja-a! (Tørt.) De får gjøre, som De synes.

Ramset.
Jeg gjætter på, at der er noget, som den store fossen skal samles for?

Stener (ser på ham).

Ramset.
En minerer ikke så mange penger bort for moro skyld?

Stener (slår ind i tonen).
Det kan hænde.

Ramset (ivrigere).
Noget nyt? Derude fra?

Stener (efter lidt).
Om så var?

Ramset (endda ivrigere).
Noget stort?

Stener.
Hvorfor noget stort?

Ramset.
Fordi det, som ingeniøren holdt på med derude, var stort. Det ved jeg. Og en forlader ikke noget stort for noget mindre.

Stener (ser på ham).
Det kan være rigtigt. - Skjønt for at komme hjem -

Ramset.
- Åh - ho, ho!

Stener.
Ler De av det?

Ramset.
Nej da! Nej, kors da! Jeg bare sa til mig selv, da ingeniøren begyndte at lede vandet av: her begynder noget stort. Dette er der millioner i.

Stener.
Ja, millioner, ja!

Ramset.
Nu render der jo millioner unyttendes ud i havet.

Når en skal være ærlig, må en tilstå, at dette er et svineland. Tænke sig til, det lå slig, før Amerika blev opdaget.

Stener.
Kort og godt: hvad vil De med min opfindelse?

Ramset.
Altså: det er en opfindelse. En millionopfindelse?! Jeg tænkte det.

Stener.
Hvad vil De med den?

Ramset (munter og glad).
Være med! Tjene penger! Det er derfor en lever.

Stener.
De kjender jo ikke opfindelsen?

Ramset.
Jeg kjender Dem.

Stener.
Mig? De!

Ramset (ler).
De ligner en, jeg kjendte i Amerika.

Stener (ler også).
I Amerika!

Ramset.
Jeg skal ta så mange aktier i Dem, som jeg kan få tag i.

Stener (forundret).
Har De penger?

Ramset.
N-e-j. I alle fald ikke at snakke om. -

Stener.
Ja, hvad så -? - Å!! Så-dan!!

Ramset (ler).
Ja! Ja! Sådan ja!

Stener.
De står parat til at risikere Deres post? (Ramset nikker.) Men De vil ha aktier for det?

Ramset (leende).
Akkurat, ja! Sådan ja! Mellem gentlemen.

Stener.
De har været nokså længe i Amerika, De?

Ramset.
Og De i Australien?

Stener.
Ha, ha!

Ramset.
Ha, ha, ha!

Stener.
Ha, ha, ha, ha!

Ramset.
Ha, ha, ha, ha, ha!

Stener (pludselig alvorlig).
Den handel vil jeg ikke gjøre.

Ramset (slår straks om).
Nej, nej.

Stener.
Jeg lar stå til.

Ramset.
Ja, ja.

Stener.
Der har vi dampskibet udenfra. Jeg skal ned og ta mod nogle maskiner.

Ramset.
Til arbejdet i fossen?

Stener.
Til arbejdet i fossen.

Ramset.
Så fortæller jeg det, da?

Stener (stanser).
Ja, gjør De virkelig det?

Ramset.
Naturligvis.

Stener (knipser med fingrene).
Nu skjønner jeg, hvorfor De var så ivrig på den skoghandelen? De har tat Dem en ordentlig provisjon!

Ramset.
He, he!

Stener.
Ja, dog vel ikke av far?

Ramset.
Bed gud bevare os! Jeg har da æresfølelse.

Stener.
Hør, De er a smart man. Jeg gjør Dem til min agent!

Ramset (efter kort betænkning).
Det tar jeg mod.

Stener.
Så er De interesseret i, at det går sin gang.

Ramset (ler).
De er a smart man, De også!

Stener (går).
Unskyld!

Ramset.
Bare ét spørsmål! -

Stener (stanser).

Ramset.
Kan det vare længe til, at det blir ordnet?

Stener.
Hvad ordnet?

Ramset.
Dette med Deres far? Det synes jo, som -

Stener.
Det beror på.

Ramset.
På Deres far?

Stener.
Nærmest på ham. - Unskyld! (Går til venstre.)

Ramset.
Det måtte jeg vel kunne skynde på? - Ikke herfra; det er farligt. - Jeg tar ind til Botnen med det samme! Bare henter lidt tøi! (Ud.)

Tredje møde.

Stener.
Jeg havde gåt forbi!

Ragna.
Jeg så, du ikke kjendte mig - og vilde la dig gå forbi. Men jeg var ikke god for.

Stener (endnu udenfor).
Hvor vakker du er blet, Ragna.

Ragna (idet hun kommer ind).
Ja, noget skal man jo bli. (Hun kommer ind. Et fermt, stærkt, sympatisk menneske i en smagfuld, men tarvelig rejsedragt.)

Herregud, her er stuen til far!

Stener.
Så det er derfor, du ikke har skrevet; du vilde komme selv.

Ragna.
Jeg vilde overraske. Jeg har tænkt mig det ud til det minste.

Og endda er det som nyt, alt jeg har set idag.

Stener.
Du traf da til at få en fin dag.

Ragna.
Ja, Storfjorden i sligt vejr! Storfjorden i solskin! Jeg husket ikke, så bred den var.

Stener.
Men Storfjorden var ingenting, ligevel da, hvis ikke fjældene var.

Ragna.
Nej, den har fåt sig et staut rejsefølge. Det er sikkert.

Stener.
Og snekransen bag dem igjen! Hvad?

Ragna.
Du kan si! Det bærer tilvejrs herhjemme. Men jeg blev tilsist træt. Det var en lise at komme ind i vor egen smale fjord. Med alt det grønne. - Og se Daglannet igjen! Og springe opover bakken!

Stener.
Ja, velkommen hjem igjen da, Ragna!

Ragna.
Da du skrev, at du vilde hjem, da kunde jeg ikke længer. - Nej, lad mig nu se på dig, Stener! Jeg kjendte dig jo straks. Det var vel, fordi jeg mødte dig her. Skjønt dragene dine er så stærke; en kan ikke ta fejl. Men der er noget ved udtrykket -?

Stener (ler).
Du kan da skjønne, det må være forandret.

Ragna.
Men det er blet så hårdt?

Stener.
Ti års kamp - først i Sydafrika, så i Australien - -, den gjør ikke blød netop.

Ragna.
Du er jo blet rig?

Stener.
Ellers var det vel ikke værdt. - Skal vi så op til mor!

Ragna.
Nej, nej, nu må det gå, som jeg har tænkt mig! Jeg sidder her og er dame. En fremmed dame på visit.

Stener.
Men de plejer alle at gå ovenpå til mor.

Ragna.
Nej, jeg må se mor komme ind! Være nysgjærrig og fornem. På éngang! Sådan som de franske er. Herregud, ring på pigen, Stener, og sig, at nedenunder venter en fremmed dame. (Sætter sig tilrette mod højre.)

Stener (ringer, siger i det samme).
Berthe er netop kommet hjem.

Ragna.
Har Berthe været borte?

Stener.
Bare indover fjældene hos far.

Ragna.
Alene? Berthe?

Stener.
Hun er ikke noget barn længer, Berthe.

Anne (ældre, klog, i vestlandsk dragt, kommer ind).

Stener.
Vær så snil at gå op til fruen, Anne. Sig, at her nede venter en fremmed dame, som nu taler med mig.

Anne (går).

Ragna.
Gamle, prægtige Anne! Hun kjendte mig ikke.

Stener.
Vær ikke tryg på det! Men hun siger intet. Anne er Berthes specielle veninde.

Ragna.
Jeg kan tænke det. - Nej, et barn kan Berthe ikke være længer. Men hun skriver slige barnslige brev.

Stener.
Du kan tro, hun er ferm. Nu kavet hun sig frem gjennem sneen deroppe ganske alene.

Ragna.
Hvordan havde så far det?

Stener.
Jo-o. - - Ja, det er en lang historie; den skal du få siden.

Men din mand, Ragna?

Ragna (ler).
Jeg har ingen mand.

Stener.
Du er skilt?

Ragna.
Jeg har aldrig været gift.

Stener.
Mrs. Andersson -? Er det ikke så?

Ragna.
Jo da! For at dække mig. Det går lettere så. Og for at slippe at fortælle dere noget.

Stener.
Hvad siger du? Har du da ernæret dig selv?

Ragna.
Hele tiden.

Fjerde møde.

Ragna (rejser sig).

Stener (forestiller).
Min mor. Min søster.

Fru Dag (hilser ceremonielt, men indtagende).

Fru Dag.
Og dette er - jeg opfattet ikke rigtig Deres navn -?

Ragna (idet hun river hatten av sig).
Nej, jeg står ikke i det, - mor! (Frem og kaster sig om halsen på fru Dag.)

Berthe.
Ragna! - Men, gud, mor får ondt!

Ragna (slipper forskrækket).
Hvad er det?

Fru Dag.
Comme tu m'as fait peur, ma fille!

Stener.
Lad mor få sætte sig!

Berthe (vender stolen foran bordet helt frem).

Fru Dag (føres til sæde).

Ragna.
Men mor -?

Fru Dag (med stærk fransk udtale av de norske ord).
Pardon! - Give mig lidt tid!

Ragna (ydmygt).
Ja, ja, da! (Kaster sig ned hos hende.)

Stener (kommer med et glas vand fra næste rum. Siger allerede, før han når frem).
Vil du ha lidt koldt vand, mor?

Fru Dag.
Nej dak!

Berthe.
Jo, mor!

Stener (kommer med det).

Fru Dag (drikker).
Merci! - Ah, c'est bien toi, Ragna!

Ragna.
Nu har jeg glædet mig i år og dag til at komme sådan. Og så er det galt. (Gjemmer hodet hos moren.)

Fru Dag.
Impétueuse -!

Ragna.
Jeg husker ikke -!

Fru Dag (klapper hendes hår og siger smilende).
Nej, du husker aldrig.

Ragna.
Dig elsker jeg højest av alle på jorden. Og hvergang jeg kommer dig nær, gjør jeg dig ondt! (Gjemmer atter hodet.)

Fru Dag (smilende og god).
C'est un peu comme ŧa.

Berthe (sagte til Stener).
Som hun er stærk!

Stener (nikker glad til Berthe).

Fru Dag (løfter Ragnas hode).
Comme tu es jolie, ma fille!

Ragna.
Hvad nytter det altsammen, når det, jeg inderlig vil, ikke passer dig! - Jeg havde glemt det. Rent glemt det. Hvordan kan sådant gå til? Men nu, - ja, nu husker jeg det igjen, og det gjør så ondt. (Atter ind til hende.)

Fru Dag (til de andre).
Elle déborde; déborde toujours.

Ragna.
Jeg skulde ikke ha overrasket dig.

Fru Dag (godmodig).
Du skulde have skrevet. Du skulde have været skikkelig.

Ragna (kysser moren).
Tilgiv mig! Gud, hvad du har altsammen at tilgi mig. - Og så forstår du mig visst ikke alle tider.

Fru Dag.
Tu n'es pas de ma race.

Stener (sagte til Berthe. De står sammen til højre).
Nej, fransk er Ragna ikke.

Ragna (muntert igjen).
Omforladelse, da, mor! Bedre lykke en anden gang! - (Rejser sig.) Skjønt når det straks begynder med omforladelse, så er det vel ikke stort at håbe på! (Alle ler.)

Er det Berthe? (Berthe kommer.)

Berthe i voksen kjole! Og med hår Å  la-? Ja, hvad er det for Å  la? Jeg har glemt mine franske kunster. Og med mors store guldspænde! Og med mors kam! Ja, du er kjæledæggen! - Er du ræd mig?

Berthe (som uvilkårlig er veget bagover).
Nej da!

Ragna.
Gud, at ha en søster igjen! En voksen søster! Å, som vi nu skal bli gode venner! (I pludseligt udbrud.) Men Berthe!?

Berthe (sky).
Hvad er det?

Ragna.
Du gjemmer over noget! - Jo! Jeg ser det i øjnene dine!

Berthe.
Nej, men Ragna!

Fru Dag (bebrejdende).
Men, Ragna!

Ragna.
Nå, - var det også galt? Ja, ja. Så sætter jeg mig ner, jeg, og tier stille. (Sætter sig i den stol, Stener før sad i; men drejer den først helt frem.)

Alle.
Nej, nu skal du fortælle!

Ragna (ler).
Ja, det er det, jeg vil! Sæt dere, allesammen! (Fru Dag sætter sig til venstre f. t., Berthe til højre, Stener sætter sig halvt på bordet til højre.)

Og så begynder jeg med det, som jeg ved vil gjøre størst lykke. Jeg kommer igjen lige så ugift, som jeg for fire år siden, - nej, det er snarere fem år, for det var jo om vinteren? - Jeg kommer igjen lige så ugift, som da jeg for næsten fem år siden rejste til pensjonen i Paris.

Fru Dag.
Du er ikke gift?

Berthe.
Du er ikke Mrs. Andersson?

Ragna.
Jeg tog navnet på overrejsen til Amerika; det var jo til den fyren, jeg rejste; det kan ikke nægtes. Det var for hans skyld, jeg rømte fra pensjonen. Og længtet til ham. Han er jo både morsom og vakker. Jeg syntes, far havde været uretfærdig, og det drev mig. Men far havde ret. Andersson er en simpel fyr.

Fru Dag.
Kan du se?

Ragna.
Det fik jeg vide i samme hÅ´tel, jeg tog ind i. Han levde med en anden.

Fru Dag.
Quel homme!

Stener.
Hvad gjorde du så?

Ragna.
Flyttet mine to kufferter op på et pigeværelse.

Berthe.
Og tog tjeneste?

Ragna.
Og tog tjeneste.

Stener.
På samme hÅ´tel?

Ragna.
På samme hÅ´tel. Kjøbte mig forklær og begyndte samme dag.

Stener.
Det var godt gjort, Ragna. Men jeg skjønner ikke, at du beholdt navnet?

Ragna.
Jeg skammet mig for dere. Jeg vilde ikke tilstå, som det var. Desuden på et hÅ´tel, sådan -. Det er bedre at være gift.

Berthe.
Derfor var det, du aldri skrev om dig selv?

Ragna.
Derfor var det! (Med skalk.) Du skriver visst ikke om dig selv, du heller? For når jeg ser ind i øjnene dine, så tænker jeg på en fugl, som har rede et steds, ingen ved.

Berthe.
Men Ragna, dog!

Stener.
Blev du så i det hÅ´tel?

Ragna.
Ikke svært længe. I en av kjælderne stod en gammel kineser og vasket og strøg. Ingen gjør det som kineserne. Han havde en hund, som næsten var blind. Og den reddet jeg to gange fra at bli kjørt over.

Stener.
Så blev han dit forsyn!

Ragna.
Så omtrent. Jeg bad om at få lære kunsten av ham. Og det gjorde jeg grundig. Så fik jeg ansættelse i et hus, så fint, at ingen bærer linned, lommetørklæde, underklær, strømper mere end én dag, og intet dugtøj kommer på bordet mere end én gang. Så i stampen med det! Der var altså nok at gjøre. Og stor betaling.

Fru Dag.
Mais - ma fille!

Ragna.
Ja, det kan ikke hjælpe, mor, det trivdes jeg godt ved. Mrs. Andersson, vaske- og strygekone hos Mr. Murray, fifth avenue 36, the corner house on the left.

Fru Dag.
Mais - ma fille!

Ragna.
Sang og gnidde halve dagen, og siden strøg jeg og sang. Det var da finere, det, end mangt jeg gjorde i hÅ´tellet - især den første tiden, jeg redet sengene, vasket og bar ud det, som ikke kan nævnes! Ha, ha, ha!

Fru Dag.
Mais - ma fille!

Ragna.
Vaske- og strygekone hos Mr. Murray, fifth avenue 36, the corner house on the left. Om dagen. Om kvælderne ikke spor av det! Kvælden var min egen! Da læste jeg, eller jeg var ude med mine venner i teatrene eller på forelæsninger, eller i foreninger. Hver lørdagskvæld havde vi en diskussjonsforening.

Stener.
Der du talte?

Ragna (ler).
Nej, bare gav bemærkninger.

Fru Dag.
Vi kjende dine bemærkning'!

Ragna.
De vilde gjærne ha mig med. Jeg havde det bare godt i alle måder. Jeg har ikke havt én syg dag. Ikke engang en syg tand! Noget, som alle amerikanere drages med. Men jeg lagede for det meste min mad selv, det er sagen.

Berthe.
Du var kok også?

Ragna.
Ja, da, der hvor jeg vasket. Akkurat som kineseren. Og således i tre samfulde år.

Stener.
Der hændte dig vel et og andet?

Ragna.
Forskjelligt. Jo, du kan tro!

Fru Dag.
Fortæl!

Berthe.
Ja, fortæl!

Ragna.
Nej, det må komme sådan efterhvert. (Pludselig ivrig.) Men én ting må jeg fortælle straks. Jeg stod en dag i solstegen og strøg. Halvnaken naturligvis. For at more mig sang jeg franske viser. De var ikke alle så anstændige. Jeg havde hørt dem i pensjonen, der de var forbudt; men intet lærte vi så godt som dem.

Best som jeg sang, fik jeg besøg. Av ingen ringere end husets herre, millionæren, Mr. Murray. Han vilde se til mig.

Stener.
Ej, ej!

Ragna.
"Jeg forstår, hvad De synger," sa han og var svært indsmigrende. "Gjør De?" sa jeg. "Ja, værsgo!" - Det misforstod han nok, for han kom nærmere. Han var så hjærtelig, så! Så intim. Nu havde jeg en slange fra vandkranen liggende ved tøjet. På den slangen havde jeg et fint duschapparat. Jeg brugte det, når jeg strøg. I det samme han blev for hjærtelig, for intim, rent ud nærgående, tog jeg duschapparatet av og åbnet kranen. "De har det visst for hedt, De," sa jeg. "De trænger til en svaling," og satte sprøjten lige i fjæset på ham. (De ler.) Sprøjtet ham over fra øverst til nederst, så han kom ud som en våd hane. Til al ulykke mødte han både frue og datter på trappen. "Som du ser ud!" skreg de. "Ja," sa han, "jeg faldt i sjøen," og sprang forbi. Men hvor den sjøen ligger, studerer de nok på den dag idag.

Berthe.
Og du fik ikke din avsked?

Ragna.
Nej, jeg fik pålæg!!

Stener.
Du la dig vel penger op?

Ragna.
Mange. Og dem spekulerte en forretningsmand med for mig. Han var nordmand, en flink fyr. Jeg tjente svært på det. Og nu har jeg rejst dem bort.

Fru Dag.
Du have rejst dem bort?

Ragna.
Allesammen. Da jeg hørte, Stener skulde hjem igjen, da drømte jeg dere hver nat, - og så kunde jeg ikke længer. Jeg drømte, jeg lå i mors fang og gråt. Og det har jeg gjort idag. Jeg drømte, far skulde gi mig ris, og at mor frelste mig. Jeg drømte, jeg kløv i Svarturen og faldt ned. Begge gange vågnet jeg i sved. Jeg drømte stranden på begge sider, hvid av kirsebærblomster. Jeg drømte, jeg var med at føre buskapen til sæters. Kjør og småfæ danset, da de kom op i fjældluften, hesterne galloperede avsted, hundene gjøet. Jeg holdt det ikke ud længer foran strygebordet og stampen.

Berthe.
Bølingen skal snart til sæters! Du vil vel med.

Ragna.
Jeg vil se det syn igjen! -

Ja, sådan kom jeg løs. Men først måtte jeg rundt i Amerika. Jeg havde jo ikke set det! Dermed holdt jeg på i næsten to måneder. Det endte i Kalifornien.

Stener.
I San Francisco?

Ragna.
Ja. Derfra med en bergensk steamer for London. Over Japan, Kina, Ceylon, Suez, Gibraltar.

Berthe.
For en rejse!

Fru Dag.
Ja, for en rejse!

Ragna.
Kaptejnen havde sin hustru med. Dem skylder jeg, at jeg nu sidder her og taler godt norsk. For det, jeg kom ombord med, var skrækkeligt.

Stener (ned av bordet).
Ja, Ragna, jeg beundrer dig. Jeg elsker dig. Jeg må omfavne dig én gang til.

Ragna (op imod ham).

Berthe (går til Ragna. Sagte).
Jeg tror nok, vi to skal bli gode venner.

Ragna (sagte).
Men det der med øjnene -, det er sandt?

Berthe (kysser hende fort og vender sig).

Fru Dag.
Som du er munter! Her ikke været ledd i disse kammer på mange år som idag.

Ragna (omslutter sin mor).
Gud, som I alle er søde! Men du og Berthe, ja, også far, - dere har havt det svært. Dette med Fredrik! Jeg må høre om det!

Fru Dag (har draget sig ud av hendes arme og vendt sig bort).

Ragna (ser fra moren på Berthe, som går til sin mor. Ragna ser til Stener, som går opover).
Har jeg nu gjort noget galt igjen?

Stener (står og ser ud av vinduet. Da ingen svarer, siger han:).
Fredriks navn må ikke nævnes her.

Ragna.
Ikke nævnes? Fredriks navn? Den kjække guttens?

Stener.
Jeg er uenig i det. Men det er så.

Berthe (står hos moren, som gråter).

Ragna (går hen til dem).
Mor, søde mor, om forladelse igjen, da! Jeg vidste jo ikke . . .

Fru Dag.
Nej, nej. - Jeg kan ikke. Det er for meget, men det blive vel bedre.

Ragna.
Når du engang rigtig har snakket ud med mig om det, mor, så blir det bedre. Jeg har ligesom så godt for at sætte alle ting på sin plads.

Fru Dag.
Det har du også! - Jo, det skal jeg prøve.

Stener (kommer).
Det skal du, mor. På denne visen går det ikke. Og slet ikke siden Ragna er kommet til. Nu må vi ha frisprog.

Fru Dag.
Ja, vær nu snil - og give lidt tid.

Ragna.
Det skal vi! - Men ved dere, hvad jeg nu må? Jeg må op og hilse på min mor! Det, som jeg skulde ha begyndt med!

Fru Dag (glad).
Det må du! Det må I allesammen! Jeg har fåt så dejlig vin. Fra min bror.

Ragna (ser sig om).
Gud, når mor i gamle dager slos for os hernede med far! Han blev rasende, og mor, uden at svare, gjorde en sving - den der! Og gik fornem op til sig selv. Og kom ikke ner igjen, før han havde været oppe og bedt. Ikke om det varet fem dager.

Fru Dag.
Il faut garder sa dignité.

Ragna.
Hvor er gamle Brita?

Berthe.
Oppe hos mor som bestandig.

Ragna.
Dere har alle de gamle tjenerne?

Fru Dag og Berthe.
Allesammen.

Ragna.
Som det skal bli dejligt at hilse på dem. - Men så må jeg i stalden. Ja, det må jeg! Og i fjøset og til grisene og til hønerne.

Gud at være kommen hjem igjen! (Dækker sit åsyn.)

Andre akt

Oppe hos fru Dag to dage efter. Rummene svarer til dem nedenunder; men her er alt udstyret Louis seize med sirlig smag. Foran indgangen står et skjærmbræt i samme stil. Ved siden av ovnen, som av den grund har fåt plads dybere i hjørnet, en fransk kamin med sit store spejl. Her er ikke tæpper for vinduet i fonden av inderste rum. Her er vinduet synligt. Bag det et kystlandskab. Det beskrives nærmere under tredje handling.

Første møde.

Berthe (kommer ind fra inderste værelse i baggrunden. Hun holder for begge sine øren).
Nej, mor, jeg vil ikke!

Fru Dag (efter).
Mais, mademoiselle! Comme vous Ūtes méchante!

Berthe (har gjemt sig i det nærmeste rum, derfra hører vi hende).
Det nytter ikke! Jeg siger ingenting!

Fru Dag (høres).
Vous vous faites intéressante?

Berthe (kommer frem).
Ja, for idag er der noget!

Fru Dag.
Ah -! Je l'ai vu tout de suite!

Berthe.
Men netop derfor kan jeg ikke! Nej, jeg vil heller ikke!

Fru Dag.
Enfin! Je m'en vais. Pour vous laisser seule. Avec votre doux secret.(Forsvinder bag skjærmbrættet. Om lidt stikker hun hodet frem. Berthe ventet på det. Begge ler. Fru Dag siger i denne stilling:) Comment est il venu? Qu'a-t-il dit?

Berthe.
Nej, mor, jeg kan ikke tale om ham på fransk!

Fru Dag (kommer).
Vi tale norsk! Å, du! - Du vil så gjærne!

Berthe.
Siden kanske.

Fru Dag.
Hvordan 'an vide, du er tilbage?

Berthe (ser på hende, fru Dag nikker opmuntrende).
Badehusdøren.

Fru Dag.
Det badehus står på land. På bryggen. Det er ikke sat ud.

Berthe.
Netop. Jeg går ind i badehuset og åbner døren, som vender ud. Så ser han på andre siden fjorden. Når han så åbner døren på deres badehus derborte, så ved jeg, han kommer. Så passer jeg på.

Fru Dag.
Han kom over i sin båd?

Berthe.
Ja. Men ikke hid, nej, nej! Længer nord. Han kommer gående hid. Ja, ikke til husene.

Fru Dag.
Men hvor?

Berthe.
Ved kirsebærtrærne dine. De allerborteste.

Fru Dag.
Der sad du?

Berthe.
Men dette ved ingen, mor! -

Fru Dag.
Jeg tie! Han kysse dig?

Berthe (ivrig).
Det skulde han bare våge!

Fru Dag.
Men hvad da? - I sad på bænk?

Berthe.
Den tredje. Der kan ingen se.

Fru Dag.
Hvad moret dig mest? Av alt, han sa?

Berthe (ler).
Han sa, jeg var -

Fru Dag.
Hvad? Hvad, Berthe?

Berthe.
Du kan ikke forstå det, hvis du ikke husker på, at nu står kirsebærtrærne i blomst rundt hele fjorden.

Fru Dag.
Allesteder.

Berthe.
I denne tiden synes han, han ser mig alle steder.

Fru Dag.
Han finder, du ligner -?

Berthe.
Du skal ikke så'n ta meningen frem av det.

Fru Dag.
Pardon!

Berthe.
Da blir det ikke noget. - Men han sa andet også.

Fru Dag.
Nå -?

Berthe (til fru Dag).
Ikke hodet så langt frem!

Fru Dag.
Nå -?

Berthe.
Han sa: du var borte, da sneen lå, og du kom igjen med kirsebærblomsterne. Ha!

Fru Dag.
Han er poŨte. [2]

Berthe.
Ja, tænk, mor, det tror jeg, han er.

Fru Dag.
Alle, som er forelsket, er poŨte.

Berthe.
Så? - Men da måtte jo også jeg -? - (Ler.)

Fru Dag.
Kanske -? - Så længe det varer.

Berthe.
Det varer ikke længe? - Ånej, det gjør vel ikke det.

Der kommer nogen! (Fra hverandre.) Ragna. Jeg hører det på gangen. Mor, nu tier du!

Ragna (kommer gjennem rummet fra venstre med bart hår).
Å, for et vejr, og for en tur!

Berthe.
Du har været længe ude.

Ragna.
Tre timer. Jeg er dyvåd på benene. (Iler ind i inderste rum.)

Berthe (til moren).
Men der er noget, mor -!

Fru Dag.
Hvad?

Berthe.
Det er tredje eller fjerde gang han taler om at gå op Svarturen.

Fru Dag (forskrækket).
Han også?

Berthe.
Der er noget - ja, han siger det ikke, men jeg tror, der er noget, som tvinger ham til det.

Fru Dag.
Han må?

Berthe.
Jeg tror, han må.

Fru Dag.
For snak! Han må ikke udsætte sin liv?

Berthe.
Der er så mange av familien Dag, som har gåt op der.

Fru Dag.
- Hvad komme ham ved -?

Berthe (ser på hende og tier).

Fru Dag.
Å, - fordi du er - - -?

Berthe.
Jeg bare tror det.

Fru Dag.
Men det har du da forbudt?

Berthe.
J-a. Men jeg mente ikke noget med det.

Andet møde.

Ragna (kommer igjen i lette sko).
Sov jeg næsten i hele går, så har jeg tat det igjen idag. I tre timer har jeg faret om.

Fru Dag.
Hvor har du været?

Ragna.
Op i skogen, mor! Som dufter! Ja, dersom I kunde forstå, hvad det er for mig! Jeg tar bargrenen og lar den gli gjennem hænderne - å! Så tar jeg bjerkeløvet, så tar jeg hæggen, så tar jeg, - ja, jeg lægger mig i lyngen og ruller mig. Endda synes jeg, at jeg aldrig kommer nær nok. Nær nok indtil. Jeg havde lyst til å, - jeg havde lyst til - - ja, i sjøen kan jeg endnu ikke styrte mig.

Begge.
Nej, nej!

Ragna.
Badehusene står på land, ser jeg. Og det betyr vel, at det er for koldt?

Begge.
Ja.

Ragna.
Men jeg kunde ha lyst til at gå Svarturen op til vor sæter!

Begge.
Du også!

Ragna.
Her fødes vel ikke det barn, som ikke har lyst til det.

Berthe.
Men de gjør det ikke. Ingen uden lang øvelse. Aldrig har nogen kvinde gjort det.

Ragna.
Jeg kjender mig så stærk! - Når vi elsker, mor, har vi lyst til at fortjene at bli elsket igjen. Ved noget farligt.

Fru Dag (forbauset).
Que dites-vous lÅ ?

Ragna (munter).
Jeg har ikke været tro mod denne naturen. Jeg har rendt fra den. Jeg har trang til at kjøbe mig min ret igjen!

Berthe (med spot).
Ved at gå Svarturen?

Ragna.
Ikke netop det; men noget sådant. Jeg ved ikke selv. Jeg er bare så grænseløs lykkelig ved at være her igjen, så det er akkurat, som noget kræves av mig.

Fru Dag.
Når du føle så, da burde du rejse op til din far.

Ragna (stivner).
Til far?! Jeg rejse op til far!

Fru Dag.
Og be' ham om forladelse. Det har du ikke gjort.

Ragna (højtidelig).
Og det gjør jeg aldrig.

Fru Dag.
Men da han sendte dig til den pensjon i Paris, da gjorde han godt.

Ragna.
Det kan være. Men som han gjorde det! - (I udbrud.) Å, - nu forstår jeg!

Berthe og Fru Dag (ser på hende).

Ragna.
Hvorfor jeg var så ustyrlig glad her idag. Fordi jeg var her uden noget tryk over mig! Uden nogen angst for nogen! Gud, mor, du skulde ikke ha sagt det der! (Sætter sig.)

Berthe.
Nej, det skulde du ikke.

Fru Dag.
Holde du da slet ikke av din far?

Ragna.
Jo! på avstand.

Fru Dag.
Han er dog god.

Berthe.
Mod mig har han aldrig været andet.

Ragna.
Du, - du er en forkjælet unge. Skjønt det er sandt: han er god - også. Men den frygten for ham -? Jeg kommer visst aldrig over den. Den kan jage mig på sjøen. Husk Fredrik!

Fru Dag (forfærdet).
Ikke sige sådant!

Berthe.
Ragna!

Ragna.
Nej, det var galt. - Men en blir ligesom så kjed av livet, når ingen ting er rigtig. - -

Jeg, som var så glad! Jamen faldt her skygge.

Berthe (sagte til Ragna).
Sig nu ikke mere. Det gjør mor så ondt.

Ragna (uden at høre på det).
Det er, som når fjorden drog forbi med uvejr. Noget ulykkeligere ved jeg ikke om. Da tænkte jeg altid på et eller andet galt, og som endnu ikke var opdaget.

Fru Dag.
Men hvorfor gjorde du så meget galt?

Ragna.
Jeg glemte det, mor! Og så vidste jeg, gud hjælpe mig, tilsist ikke, hvad som var galt eller ret. Jeg var så ræd.

At du mindet mig om alt dette!

Fru Dag.
Nu er han jo ikke her.

Berthe.
Og kommer her ikke heller.

Ragna.
Bare jeg nu kunde glemme det igjen!

Da jeg vågnet imorges, gol hanen tappert, og fuglene sang. Uden nogen avkortning. Ikke spor! Jeg åbnet vinduerne og så ud. Den lyse luften rak til himmels, og fjældene stod i let solrøg. De nakkedukket ikke. Men nu -! - Jeg er så ræd, de har minket.

Berthe (muntert).
Å - nej!

Brita (fra venstre. Hun er en ældre pige i bondedragt. Har det vestlandske tonefaldet og taler tildels dialekt).
Ramset ber om at få tale med frøkenen. (Vendt til Ragna.)

Ragna.
Med mig? Ramset? Hvem er det?

Berthe.
Det er fuldmægtigen her.

Ragna.
Hvad vil han mig? Kan jeg la ham gå?

Fru Dag.
Nej, lad ham komme.

Ragna (til Brita).
Så sig det, kjære Brita. (Brita går.)

Hvad er det for en fyr?

Berthe.
Han er dygtig, siger de. Men Stener kalder ham et rovdyr. -

Ragna.
Holder dere rovdyr her på gården?

Fru Dag.
Kom ind!

Ramset (kommer).

Ragna.
Men du storesten min: Ramsey! [3] De her?

Ramset.
Jo, frøken, jo!

Ragna.
Men i Amerika kaldte De Dem Ramsey?

Ramset.
Ja, i Amerika. Men jeg heder Ramset, efter min fars gård. Og det kalder jeg mig her.

Ragna.
De er fuldmægtig på gården?

Ramset.
Ja.

Ragna (til de andre højt).
Jo, han er virkelig animal de proie! Det er rigtigt det.

Ramset (ler).
Ja, det er det.

Ragna.
Forstår De fransk?

Ramset.
Nej. Men hvad frøkenen siger, er altid rigtigt.

Ragna.
Nu må jeg be' om at få tale med Ramsey eller Ramset, alene. Jeg har et ærind til ham.

Tredje møde.

Ragna.
Det er nemlig tildels for Deres skyld at jeg er her i Norge.

Ramset.
Nej, virkelig! Hvordan skal jeg forstå det -?

Ragna.
Ja, det tror jeg ikke, De finder ud.

Ramset (skuffet).
Nej. - Nej, naturligvis. -

Ragna.
De var ikke her, da jeg kom?

Ramset.
Nej, jeg rejste et ærind ind til Botnen med samme dampskib, som frøknen kom med. På dampskibet fik jeg høre, De havde været med. Men jeg vidste jo ikke, det var Dem. Det så jeg først nu, De kom gående hjem over gården.

Her er De også blet frøken igjen?

Ragna.
For jeg har aldrig været andet.

Ramset.
- Mrs. Andersson -?

Ragna.
Jeg har aldrig været gift. Hverken med Andersson eller med nogen anden. Men det er om Dem, vi skal snakke nu.

Ramset.
Så -? (usikker.) Er der noget?

Ragna.
Noget galt igjen, mener De?

Ramset.
Ja - ha! Ja, netop! (Ler.)

Ragna (ler).
De er ikke sikker!

Ramset.
Jo, jeg? Men jeg er ikke sikker på Dem.

Ragna.
På hvad jeg kan holde for galt?

Ramset (ivrig).
Netop, ja! Akkurat ja! (Ler.)

Ragna.
Hør, Ramset, tror De endnu, at den måden, De kjøbte skjærpet på, var ærlig? Tror De virkelig, at det var bare et påfund av mig, at den handelen var uærlig?

Ramset (forlegen, dæmpet).
Nej, nej, når De siger det, så -.

Ragna.
Tror De noget retskaffent menneske vilde si andet?

Ramset (som før).
Nej, nej! Når De siger det, - så er det så, da.

Ragna.
Det var da endda godt. - De må vide, at det gjælder det skjærpet nu. Det er meget for skjærpets skyld, at jeg rejste hid.

Ramset (ivrig).
Er det blet til noget?

Ragna.
Ja, blet til noget? Meget mere end De tænkte. De vilde snyde den andre for sin halvpart. Nu er han budt seksti tusen dollars for den. (Ramset forbauset.) Så nu kan De få det samme nårsomhelst.

Ramset.
Nej, jøss, jøss! - Det var tre gange mere end jeg tænkte! Jøss, jøss! - men "snyde", siger De. Han vilde jo selv sælge.

Ragna.
Fordi han ikke vidste, hvad De vidste! Det er at snyde, det, far!

Ramset (stærkt).
Nej, det er at handle, det!

Ragna.
Ja, handel er det. (Varmt.) Men uredelig handel.

Ramset.
Naturligvis -. Når De siger det.

Ragna (stærkt).
Det er ikke bare, fordi jeg siger det. Det er så!

Ramset.
Ja, ja!

Ragna (utålmodig).
De tror det ikke?

Ramset (tier).

Ragna.
De tror det ikke?

Ramset.
Sandt at si -: jeg gjør ikke det.

Ragna.
Men er De aldeles . . .

Ramset.
Jo, jo! Når De ser slig på mig, så tror jeg, hvad det skal være!

Ragna.
Egenlig synes De nu, at De er snydt. At De skulde havt hele fortjenesten? Alle 120,000 dollars.

Ramset.
Det er ikke jeg, som skal ha dem.

Ragna.
Å -!

Ramset.
Ejendomsretten er lovlig skjøtet over på Dem.

Ragna.
De blev sint på mig, De blev kjed altsammen. Og gav så mig det. De furtet. Nej Ramsey, ikke tror De det selv, og ikke vil jeg ha det heller. -

Vent, så skal jeg hente dokumenterne. (Går ind gjennem det første kammer til det andet. Dørene står åbne efter hende.)

Ramset (alene).
Der fins da vel ikke magen til fruentimmer i fem kongeriger?

Fru Dag (høres fra det indre rum).
Hvad søger du, Ragna?

Ragna.
Nogen dokumenter, mor. Nu har jeg dem!

Ramset.
Der har hun dem! Hun kommer og gir mig en formue. Som om det var et par ark papir.

Ragna (blir synlig igjen med en portefølje i hånden. Lukker den siste dør efter sig).
I denne her er det altsammen.

Værsgo!

Ramset.
Men det er jo skjøtet på Dem?

Ragna.
De kan da vel forstå, at det blev straks gjort om igjen. Værsgo! - Ja, jeg vil ikke beholde Deres papirer. (Lægger fra sig.)

Ramset.
De tror, jeg er så glad i penger, De?

Ragna.
Jeg skulde ikke kjende Dem?

Ramset.
Nej, da kjender De mig ikke.

Ragna.
Tøv nu ikke, Ramsey! - Hvad foretar De Dem her?

Ramset.
Jeg er fuldmægtig hos Deres far.

Ragna (heftig).
Tøv nu ikke, Ramsey! Hvorfor rejste De tilbage til Norge?

Ramset.
Fordi jeg hørte, at hjemme var dårlige tider.

Ragna.
Nu er vi i ret spor! Hvorfor slog De Dem så ner her på vestlandet.

Ramset.
Jeg er vestlænding.

Ragna.
Tøv nu ikke, Ramsey! Hvorfor netop på vestlandet?

Ramset.
Vestlændingen er lettere på det. Og så kjender jeg ham best.

Ragna.
Alle knepene hans?

Ramset (leende).
Netop.

Ragna.
Hvorfor er De på Daglannet?

Ramset.
På Daglannet? Jo, det gir anseelse. Og er en svært god udkigspost.

Ragna.
Efter noget at gjøre?

Ramset.
Ja, - spekulere.

Ragna.
I de dårlige tider?

Ramset.
Er det noget galt i det også?

Ragna.
Min bror talte om, at far havde kjøbt forfærdelig store skoger til gården. Det var altså Dem det?

Ramset.
Det var mig.

Ragna.
Naturligvis! Hvordan faldt De på det?

Ramset.
Et rent tilfælde. Jeg fik vide, kompagniet var i forlegenhed for kontanter. Så rejste jeg ner og foreslog dem handelen. Og overtalte Deres far.

Ragna.
De tjente Dem en god skilling der?

Ramset (lidt forarget).
Hvordan vil De, handelen skal være, De da?

Ragna.
Jeg vil ikke længer ta mig av Deres opdragelse.

Ramset.
De tror, jeg holder så av penger. Nej, det er at handle jeg holder av. Det er at spekulere. Det er det, som er morosamt!

Ragna.
Men pengerne -?

Ramset.
Jeg har da sandelig gjort mangen god handel for Dem, Mrs. Andersson, uden at ta en cent!

Ragna.
Kanske det var spekulation, det med, Ramsey -?

Ramset.
Ha, ha!

Ragna.
Ha, ha, ha! (Pludselig alvorlig.) Ja, tag nu Deres penger!

Ramset.
Når De vil det, så -! (Med beundring.) Jeg må få lov at si, at dette er . . .

Ragna (gjør en bevægelse med hånden).

Ramset.
Nej, jeg skal ikke si noget. (Blir stående.)

Ragna.
Det er da ikke mere? -

Ramset.
Jeg synes, jeg må gjøre noget, jeg også: Jeg har ikke lov til det; men jeg vil gjøre Dem glad, Dem også . . .

Ragna.
. . . Hvad er det?

Ramset (fornøjet).
Deres far kommer her - idag!

Ragna (fatter det næsten ikke).
Siger De far?

Ramset.
Ja, godsejeren. Hr. Dag.

Ragna.
Hvad, hvad -? Hvordan ved De det?

Ramset.
Deres bror, ingeniøren, bød mig at bli agent.

Ragna.
Og så -?

Ramset.
Det lod til, han vilde hale det ud. Så tænkte jeg, at jeg kunde skynde på. Rejste så ind til Botnen og telefonerte med godsejeren om fossen. Sa ham, at nu blev der arbejdet i fossen. (Med én gang forskrækket.) Var det galt? Men gud bevare os! Jeg tænkte ikke noget ondt med det. Jeg gjorde bare min skyldighed.

Ragna.
Hvad svarte han?

Ramset.
"Jeg kommer straks. Men fortæl det ikke." - Jeg er svært ulykkelig, frøken -!

Ragna (styrter ind til de andre; dørene står åbne efter hende).

Ramset (tar sine papirer og går).

Fjerde møde.

Ragna (høres fra inderste rum).
Far kommer.

Begge de andre.
Far?!

Ragna.
Endnu idag.

Berthe (efter).
Hvorledes ved du det?

Fru Dag (efter).
Ja, hvorledes?

Ragna.
Ramset telefonerte til ham, at Stener arbejder i fossen.

Berthe.
Der ser I!

Fru Dag.
Det var stigt av Ramset. Meget stigt.

Ragna.
Nu rejser jeg igjen!

Fru Dag.
Du rejse -?

Berthe.
Men Ragna -?!

Ragna.
Jeg kan ikke møde far! Gud, jeg kan ikke!

Jeg har ingen penger; men Stener låner mig nok.

Fru Dag.
Jeg rejste aldrig!

Ragna.
Nej, for du havde os. Du blev for vor skyld.

Fru Dag.
Men du skal bli for min skild!

Ragna.
Søde mor! Jeg kan ikke. Jeg vil heller ikke.

Berthe (bønligt).
Ragna!

Ragna.
Far siger ting, som - ja, som der blir dybe sår efter. Om mig kan siges så meget.

Fru Dag (efter hende).
Dine sår, se cicatrisent - hvad sige vi? -

Ragna og Berthe.
. . . gror . . .

Fru Dag.
Dine sår, de gror meget snart. Du er så sund.

Ragna (ler sagte. Alvorlig).
Jeg er ræd ham, mor!

Fru Dag.
Men det er fejgt at være ræd.

Ragna.
Det sidder i blodet. Jeg kommer ikke over det. Nej, jeg vil rejse!

Fru Dag (efter).
Du skal bli og slås!

Ragna.
Med far?! Hvad vil følgen bli av det?

Fru Dag.
Lad den følge bli, hvad den vil!

Ragna.
Han kaster mig ud!

Fru Dag.
Ja, ja. Men ikke fligte!

Berthe.
Jeg kjender ingen taprere end dig.

Ragna.
Mod alle andre. - Lad os ikke tale mere om det! Jeg gjør i alle fald en rejse. Hvorledes går dampskibene? (Hun sætter sig til bordet og tar en rute-bog, som hun blader ivrig i.)

Fru Dag (kommer bag hendes stol).
Men far er da ikke bare slem? - Kan du huske, han bar dig over den bæk, og I faldt i, begge to?

Berthe (læner sig over mod Ragna på den anden side bordet).
Kan du huske, Ragna, da han tog farvel med dig på dampskibet, - mor skulde følge dig til pensjonen i Paris? Kan du huske, som han gråt?

Ragna (ser op på hende fra bogen; men blader videre).

Fru Dag.
Kan du huske, da det nye fjøs, det blev bigget, og du var oppe på den mene? [4] Han havde lovet dig ris, om du kom på den mere igjen. Men du gjorde det lige godt.

Ragna.
Gud, det var den gutten til sorenskriveren! Han narret mig med sig. Jeg var glad i ham. (Vil til at blade igjen.)

Fru Dag (lægger hånden over).
Far kom, og da faldt du ner. Kan du huske? Han gav dig ikke ris, han tog dig i sine arme, han kysset dig, han klædte dig av og lagde dig i sin seng og sad med din hånd, til du gråt ikke mere, men sov? Kan du huske? (Tar bogen fra hende.)

Berthe.
Kan du huske, da du drev av i færingen? Der var røget op et uvejr. Far kom ud med storbåden og bærget dig. Du var forbudt at gjøre sligt. Men han bare tog dig ind i kappen sin og varmet dig. Du var så våd og ræd.

Ragna.
Å, du! Jeg fik ris, da jeg blev tør igjen! - Men det er det samme: jeg skal bli! (rejser sig.)

Fru Dag.
Tak!

Ragna (til sin mor).
For din skyld skal jeg ta stormen!

Berthe.
Det var ret!

Fru Dag.
Far er ikke længer som du tror. Siden det med -, siden vor store ulikke er far anderledes. Meget anderledes.

Berthe.
Det er sandt.

Ragna (stolt).
End jeg! Jeg har da udrettet noget i disse år. Han må da ha respekt for det. Ikke bare tale til mig om ting, som hændte, før jeg rejste.

Jeg er da blet noget. (Slår om.) En nokså respektabel vaske- og strygekone. (De ler.)

Og så har jeg to gange før været i livsfare. Jeg kommer vel over denne med.

Femte møde.

Stener (kommer rask ind).
Nu skal dere høre nyt.

Ragna og Berthe.
Å, vi ved det!

Stener.
At far kommer her? Om et øjeblik?

Ragna og Berthe (opskræmte).
Om et øjeblik? Nej!

Fru Dag.
Nej.

Stener.
Men I vidste, han kom?

Ragna, Berthe og Fru Dag.
Ja.

Ragna.
Det har Ramset fortalt.

Stener.
Ramset?

Ragna.
Han har telefoneret efter far.

Stener.
Har Ramset?!

Ragna.
Og varskudt om, at du arbejder i fossen.

Stener.
Ramset! - Han prøvde først, om jeg vilde bestikke ham.

Fru Dag (slår hænderne sammen).
Hvad siger du?

Berthe (forfærdet).
Det havde jeg ikke tænkt om Ramset.

Fru Dag.
En sådan en pen mand.

Ragna (siger efter sin mor).
Det var meget stigt av Ramset, mor!

Fru Dag (oprigtig).
Ja, det var!

Stener.
Præsten telefoneret over til mig, at far netop har været hos ham. Nu er han hos sagfører Lie.

Berthe.
Hos sagføreren? Hvad vil han hos sagføreren?

Fru Dag.
Ja, det spørge jeg også.

Stener.
Det får vi kanske vide. For nu kommer præsten over.

Ragna.
Dette blir en vigtig dag, skal dere se!

Stener.
Det gjælder at holde sammen. Synes jeg da.

Fru Dag.
Vi skal holde sammen? Mod far?

Stener.
Det må vi nu tale om, kjære mor. Og vi har ikke megen tid.

Berthe.
Skal vi sætte os?

Ragna (højtidelig).
Vi sætter familieråd!

Fru Dag (frygtsomt).
Og tale om far?

Stener.
Kom her, mor!

Fru Dag (bedende).
Men Stener -!

Stener.
Hør nu, mor! Du ved, hvorfor jeg er kommet hjem?

Fru Dag.
Ja. Men jeg finde det ikke rigtig av dig at arbejde i den foss.

Stener.
Med den foss, mor, rinder hver dag store værdier bort. Selv kan far ikke ta dem op. Han kan ikke engang leve her. Hvad var da naturligere, end at jeg fik gjøre det? Jeg, som dog skal ha det altsammen. At sige, hvis det går rigtig til.

Fru Dag.
Kan du tvile?

Stener.
Vi får se! - Jeg har budt ham at kjøbe hele ejendommen Eller fossen alene. Som han selv vil. Til altsammen siger han nej.

Berthe.
Han har ikke sagt nej. Det er ikke så.

Stener.
Hvad? Han berører det ikke! Han lader, som det ikke er budt. Du må da indrømme mig, at det er et avslag.

Ragna.
Hear!

Berthe.
Ja, forsåvidt -.

Fru Dag.
Det finde jeg urigtig av far. Meget.

Berthe.
Men såvidt jeg forstod, er der noget, far vil spare dig for. Han tror ikke på den opfindelsen, du kommer hjem med.

Stener.
Det har far ikke lov til. Det var det siste, vi gjorde sammen, min ven og jeg, før han døde, vi oprettet en forsøgsstation. Først da alt var prøvd og var, som det skulde være, spurte vi os for hos de første autoriteter. Og tog ud pantenterne.

Ragna.
Hvad Stener gjør, det gjør han tilgagns.

Stener.
En kommer ikke frem i vore dager uden det. Det formynderi, far her tiltar sig, er utilladeligt.

Fru Dag.
Men hvad gan vi gjøre for dig, Stener?

Ragna.
Det må jeg også få vide?

Stener.
Dere kan, alle som en, holde med mig. Si, at Stener har ret. Han må få arbejde.

Fru Dag.
Det tror du, han høre på?

Berthe.
Nej, det gjør han ikke.

Ragna.
Far bryr sig visst ikke mere om, hvad jeg siger i den sag, end om jeg vilde vifte med det gamle rudede skjørtet mit. Jeg har forresten lagt det efter i Amerika.

Stener.
Jeg henvendte mig ikke til dere, dersom jeg ikke vidste, at dere kunde hjælpe mig.

Allesammen.
Hvorledes?

Fru Dag.
Gom ind!

Brita (kommer).
Præstebåden lægger til bryggen. Jeg trodde, jeg måtte si det.

Stener.
Tak, Brita! Jeg kommer straks.

Brita (går).

Fru Dag.
Hvad gan vi gjere?

Stener.
Vent nu, mor, jeg må først forklare dere, hvad det er. Så I kan forstå det.

Ragna og Berthe.
Kjære, det gjør vi da!

Ragna (muntert).
Altfor godt!

Stener.
Dette er nemlig ikke noget enestående!

Fru Dag.
Hvad gomme det os ved?

Stener.
Meget.

Ragna.
Herregud, så sig det med én gang, da!

Stener.
Hvad dere skal gjøre?

Alle.
Ja!

Stener.
Da svarte dere tvært nej, allesammen.

Ragna.
Du vil forlokke os?

Stener.
Ikke engang overtale dere. Bare forklare.

Ragna.
Nu, ja, ja, da!

Stener.
Har dere hørt ordet: "gammelmands-forfængelighed"?

Fru Dag.
Nej.

Berthe.
Jo.

Ragna.
"Gammelmands-trods" har jeg hørt.

Stener.
Det er det samme. Trodsen kommer av forfængeligheden. Folk lægger ikke videre mærke til den; for den falder ikke i øjnene. Men det er den intenseste forfængelighed på jorden.

Fru Dag.
De gamles.

Stener.
De gamles.

Ragna.
Hvorfor?

Stener.
Fordi de gamle er blet ensomme.

Ragna.
Ensomme? Én gang til: hvorfor?

Stener.
Den fysiske varme har draget sig indover; på samme måden livet. Dem, som de engang delte alt med, er borte, eller de er selv blet ligedan. De er blet ensomme.

Fru Dag.
Men de barn? Den ungdom?

Stener.
Just et av beviserne, mor. De har glemt sin egen ungdom. Derfor forstår de ikke ungdommen længer. Så langt er de kommet udenfor. Så ensomme er de.

Berthe.
Det siger du til mor?

Ragna.
Til mor, men ikke om mor.

Stener.
Tak Ragna! Jeg taler ikke om undtagelserne. De er, gud ske lov, mange nok, især blandt mødrene.

Ragna.
Nu begynder jeg visst at forstå. (Muntert.) Tror jeg da!

Stener.
Ensom, det er at være optat av sig selv og sit. Bare av sig og sit. Kom ivejen for dem der, så skal dere få opleve noget.

Fru Dag (mildt).
Der er mange slags ensomme, Stener.

Stener.
Mange slags. Den slags, jeg tænker på, mor, sidder inde med den største del av magten og formuen i verden. Derfor er deres forfængelighed blet så farlig.

Ragna (muntert).
Dette skulde vi havt i vor diskussjonsforening.

Stener.
Kan du ikke være rolig, Ragna?

Ragna.
Jo da!

Stener.
Disse gamle er ikke længer med i tankeomsætningen. Så meget dyrebarere blir dem deres egne meninger. De blir tilsist hellige for dem. De blir religion.

Berthe.
Sådan med far. Akkurat!

Fru Dag.
Far er da ikke forfængelig?

Ragna og Berthe.
Far?!

Fru Dag.
Ikke mere end andre.

Berthe.
Deroppe på fjældet, mor, kan de få ham til, hvad de vil, bare ved at snakke ham efter munden.

Stener.
De gamle, jeg tænker på, de har en slig stilling blandt os, at det, som vil frem, vanskelig kommer forbi dem. Det haker fast i dem. Og det er holdhaker, som forslår!

Ragna.
Vil du ha de gamle udryddet, Stener? F. e. ved gift?

Stener.
Kan du slet ikke være stille, Ragna? -

Der er andre og sikkrere midler. Det patriarkalske er vi færdig med. Det formynderi hefter os ikke længer. I sin tur må så gammelmandsvældet efter. Det er også blet uudholdeligt.

Fru Dag (fornærmet).
Hvorfor sige du os dette?

Stener.
For at I skal vide, hvordan jeg tænker. Så jeg ikke misforstås, når jeg nu bøjer ind til vort.

Fru Dag.
Nej, vent lidt! Nu har jeg tænkt det. En mand udav så store anlæg, som far, han blive syg. En mand, som vil så meget, han intet kan. Må han ikke bestandig tænke i sig selv? Og blive ensom? Det er ikke alder, det er sygdom. Far er ikke gammel.

Berthe.
Når en hører på far, så er det, som han har ret. Ja, det er! Det er stort! Og så indtrængende han gjør det. Deroppe på højfjældet er det så underligt. Han tror, han taler med gud. Han tror, han har det fra gud.

Stener.
Jeg gad vide, hvad for en gammel mand, som står imod det, som vil frem, ikke tror, han har det fra gud?

Ragna.
Hvad var det, du vilde bøje ind til, - som du sa?

Stener.
Jo! Svar mig på det: hvem ejer Daglannet?

Fru Dag (endelig).
Det gjør far. Han 'ar det babir.

Stener.
Papiret har han. Men vi har mere. Vi har arbejdsplanen. Den, som skal fornye altsammen.

Fru Dag.
Far 'ar den ejendom fra sin far, og 'an 'ar den fra sin far, og 'an fra sin.

Stener.
Alle er de døde. Men vi er levende. Efter os kommer andre, som skal leve og arbejde her.

Hvem ejer Daglannet?

Fru Dag (bestemt).
Jeg vil ikke være med at gjøre far mere ulikkelig, end 'an er.

Stener.
Snille mor, - tænk også lidt på mig! Jeg var vel så pass som ti år, da jeg stod foran fossen her og spekulerte på, hvorledes den skulde kunne samles. Det gjorde mig til ingeniør. Da jeg var blet ingeniør og havde forsøgt mig, kom jeg til far og bad om at få arbejde i fossen. Han svarte nej. Det drev mig så ud av landet. Men jeg glemte aldrig fossen. Min ven og jeg, vi sad foran fotografierne av den, og det var således han en dag kom på idéen. Jeg er ikke opfinder; men jeg tror, jeg har vist, at jeg er administrator. At jeg forstår mine ting. Så, når jeg kommer tilbage for at begynde at arbejde her, skulde far ha tro til mig.

Ragna.
Det er sandt.

Berthe.
Ja! - Jeg har ondt av Stener, mor!

Fru Dag.
Også jeg. Stener 'ar ret. Men hvad gan vi?

Stener.
Holde sammen, har jeg sagt. Ikke gi ham fred. Han må bøje sig!

Ragna.
Dette tror du. Men om han nu ikke gjør det, snille Stener?

Berthe.
Far gjør det ikke.

Fru Dag.
Ja, hvad da?

Stener (venter lidt, før han siger).
Kjender dere til, at han har skrevet, at selv efter sin død skal han hindre det?

Berthe.
Ja, hvad kan han mene med det?

Stener.
Spørg om det!

Ragna.
Kan sligt gå an?

Stener.
Hvis det ikke hindres? Ja.

Fru Dag.
Og hvorledes hindre?

Stener.
Hvis han virkelig forsøger sligt, må vi få det erklæret ugyldigt.

Fru Dag.
Hvorledes?

Stener.
Ved at få ham sat under formynderskab.

Alle tre (springer op).
Far?!

Fru Dag (med knyttet hånd mod ham).
Du er værre end din far.

Alle (står stille. Ingen svarer. Det banker éngang til).

Stener.
Kom ind!

Brita (kommer).

Kvinderne (lettede).
Brita!

Brita (forsigtig).
Præsten er nere. Han har ventet længe.

Stener.
Nu kommer jeg. (Brita går. Stener siger, idet han rask går efter.)

Tænk nu over det!

Sjette møde.

[I den trykte utgaven er det her en klamme til venstre for de neste 9 replikker]

Berthe.
Det tåler ikke far! Det tåler ikke far!

Fru Dag.
Den stolte mand! Det vilde dræbe ham.

Ragna.
Stener er blet hård. Ja synes dere ikke?

Berthe.
For en skam det vilde være! For os allesammen!

Fru Dag.
Er ikke far ulykkelig nok? Er 'an ikke?

Ragna.
Stener har været så meget sammen med englænderne. De er hårdere end vi!

Berthe.
Jeg skjønner ikke, Stener kan tro, at vi vil være med på sligt!

Fru Dag.
Her er ingenting at gjøre. Jeg sa det straks.

Ragna.
I grunden har Stener ret. Og det vil jeg sandelig, dere skal vide. (Meget stærkt.)

Nej hør nu! (De andre holder op at tale.)

Vi må ikke være for slemme mod Stener, heller. Stener finder, det er endnu større skam for os, at her ikke arbejdes.

Fru Dag.
Å, jeg blåse i de' arbejd'!

Ragna.
Også når det gjælder millioner?

Fru Dag.
Å, jeg blåse i de millioner!

Ragna.
Ja, da er her bare én ting igjen. At sætte sig ner og vente.

Berthe.
På hvad?

Ragna.
På at far skal dø.

Fru Dag (forarget).
At far skal dø -?

Ragna.
Om det så kan forandres.

Men det må jeg fortælle dere, at det blir I ganske alene om. Du og Berthe.

Berthe (anelsesfuldt).
Vi -?

Ragna.
For Stener rejser sin vej. Det kan dere da ikke tivle om.

Og denne gang skal han ikke rejse alene.

Syvende møde.

Stener (kommer rask ind uden at lukke døren efter sig. Alle står forventningsfulde).
Nu har jeg talt med præsten.

Fru Dag (meget bange).
Hvad er det, Stener? Jeg ser, det er noget?

Stener (helt for sig selv).
Å, de hjem, som har en despotisk far! De har alle sine martyrer. Større og mindre.

Fredrik!

Berthe (sagte, idet hun går forbi ham til sin mor).
Stener!

Ragna (kommer).
Hvad er det?

Stener.
Far vil sælge.

Ragna (sagte).
Sælge? (Endnu sagtere.) Daglannet?!

Stener.
Daglannet.

Berthe (kommer svulmende).
Har han ret til det? Daglannet? Vort hjem?

Stener.
Juridisk ret.

Ragna.
Så kan jo du kjøbe det, Stener!

Stener.
Med det vilkår, at jeg ikke må anlægge fabrik. Nej. Det vilkår er sat ind for at jeg ikke skal kjøbe.

Fru Dag.
Hvad vil han så med de benger?

Stener.
Stifte et legat, som skal bære navnet. Det var derom han var hos præsten.

Fru Dag.
Det tænkte jeg straks. Det var noget, han vilde med de benger.

Ragna.
Det er nu ligesom helt, da.

Stener.
Det er muligt, at det er ædelt.

Jeg kalder det en despotisk voldshandling. Den krænker, den oprører mig. (Går lidt.)

De andre (tier og venter).

Stener.
Men nu siger præsten - jeg vidste det ikke - at en ejendom, som sælges av faderen, kan tages igjen av børnene. På odelstakst.

Berthe.
Det er jeg med på!

Stener.
Han siger, at ejendommen også kan forpagtes bort indtil på tyve år. Under samme vilkår, nemlig at der ikke arbejdes i fossen.

Præsten mener, at far vælger det siste, hvis han hører om, at ejendommen skal tages igjen ved odel.

Fru Dag.
Hvad gjøre du så?

Stener.
Ja, mor - (Stanser bevæget, går lidt.) Hvis dere ikke hjælper mig, - så (Stanser atter.) så må jeg forlade landet igjen.

Ragna (træder endelig til og siger sagte:).
Du skal ikke rejse alene.

Stener (tar hendes hånd, uden at se på hende, trykker den).

Brita (kommer ubemærket ind ad den åbne dør).
Dere får undskylde! (Alle vender sig. Brita peger mod vinduerne.)

Det er visst husbond, som sidder bag i den grønne båden. Anna tror det også.

Alle (mod vinduerne).

Fru Dag (tar først sin kikkert med, som står ved hånden).

Ragna (ved øverste vindu).
Herregud, - det er far!

Stener (stiller sig bag hende).

Fru Dag.
Ja, der er 'an! Der er 'an! Som 'ans ansigt er tung! Som han ser på den gård!

Stener (mildt).
Han er blet gammel.

Ragna.
Det stærke håret, du! Nu er det hvidt. - - Jeg føler anderledes, straks jeg ser ham. (Bevæges.)

Berthe.
Nu kan dere se ham bedre! Han vender hodet lige hid.

Ragna.
De øjnene! -

Fru Dag.
Som 'an 'ar havt det vondt! (Bevæges.)

Berthe.
Nu lægger de til. Det slår om til regn.

Fru Dag (om lidt).
Nu rejse han sig. (Frem.) Nu går jeg ned. (Hun sætter kikkerten fra sig, går til spejlet og steller sig.)

Stener (til Ragna, idet de går frem).
Visst er der noget stort i det ansigt.

Fru Dag.
Ja, hvad gjør I nu?

Ragna.
Vi går med, allesammen.

Stener.
Tør vi det? (De ser på hverandre, usikre.)

Far er så vanskelig. Og nokså sky.

Fru Dag.
Du 'ave ret.

Berthe.
Mor skal gå alene.

Stener.
Det tror jeg også.

Fru Dag.
Så går jeg. (Går.)

Ragna (med lune).
Du får hilse så flittig, da, mor!

Berthe og Stener (smiler uvilkårlig).

Fru Dag (som alt var på vejen, kommer frem igjen fra skjærmbrættet).

Nej, være nu snille! (Går.)

Tredje akt

Rummet fra første handling.

Første møde.

Præsten (en mand med varsomme bevægelser og langsomme ord. Han sidder i første stol til højre for bordet. Stolen er vendt frem. Han sidder og ser tålmodig på to høje, gammeldagse vinglas, fulde av en matgul vin. Ved siden av vinen står en høj flaske i plettet strå. Endelig siger han).
Når glassene er skjænket i, er det dog, for at de skal tømmes.

Hvad ligner det så at gå bort, netop som de er skjænket i?

Australisk vin har jeg aldrig smagt. (Strækker hånden ud, drar den langsomt tilbage.)

Det er i de små ting, en skal lære at beherske sig. (Rejser sig.)

Her øver alle sig i forsagelse. - I denne vældige natur, i disse rasende uvejrsbyger vokser op et folk, som færdes stille. Jeg undres ofte. Skjønt - når de er fulde? Eller blir sinte? Eller optændte av begjær? - Jeg tror virkelig, jeg tar mig et glas? Jag kan jo skjænke i igjen? - Å nej!

Familien Dag er den ældste her; men den er helt anderledes. Ingen av dem vilde ha betænkt sig på at drikke vinen, når den var iskjænket for dem. Ikke et øjeblik! Jeg tror virkelig, jeg tar mig et glas? Det er jo dog så uskyldigt. Altså: (tar glasset, smager.) Den er ikke så god, som jeg tænkte. Noget fremmed ved smagen. Skjønt - (drikker hele glasset.) Jo, den er god! - Jeg fylder igjen. (Gjør det.) Skjønt -? Det havde ingen av familien Dag gjort. Skal jeg -? Nej, å nej. Skjønt -?

Der er han tilbage igjen. (Sætter sig, værdig, stille.)

Søren (en ældre tjener i livré med gamascher. Bærer en nokså svær håndkuffert, en plaidrem, fuld av tæpper, og en rejsefrak).

Præsten.
Er det dig, Søren?

Søren (forbi og ind i næste rum).
Ja, her er vi.

Præsten (med en gang forskrækket).
Han er alt kommen efter? Og finder mig her? (Prøver, om han har mod til at gå ud gjennem de to rum. Men finder ikke dette mod.)

Han kunde se mig fra vinduerne her, og det var endda værre.

Fru Dag (udenfor).
Ici vous trouverez tout comme vous l'avez laissé.

Dag.
Tant mieux.

Fru Dag (ind).
Hr. bastoor -?

Dag (ind).
Er De her?

Præsten.
Ja, jeg skulde - (stanser.)

Dag (går forbi ham uden at se på ham).
Jeg skjønner, hvad De skulde. (Ind i næste rum.)

Fru Dag.
Her står to glas, skjænket -?

Præsten.
Det var Deres søn, frue, som -

Fru Dag.
Ja, jeg ser den flaske fra Australie [5] (Højere og vendt mod næste rum.) Skal ikke du ha et glas vin med bastooren?

Dag (indenfor).
Tak, jeg drikker aldrig vin.

Fru Dag.
Det er sandt. End De og jeg, hr. bastoor?

Præsten.
Nej tak, frue!

Fru Dag.
Heller ikke De?

Præsten.
Nej tak! - Jeg vil få lov at be' fruen hilse Deres hr. søn, ingeniøren, og si ham, at jeg får nok tale med ham en anden gang.

Fru Dag (roper ind til Dag).
Hr. bastoor vil gå!

Dag.
Undskyld, at jeg ikke kan komme.

Præsten.
Farvel! (Højere.) Farvel!

Dag (indenfra).
Farvel!

Fru Dag (følger præsten til dørs).
Ikke et glas vin på rejsen?

Præsten.
Nej, tusen tak!

Andet møde.

Fru Dag.
Du vil gjøre toilette?

Dag (indenfra).
Jeg er straks færdig. - Du kan skjønne, jeg forstår, hvad den fyren vilde her.

Fru Dag.
Han vilde sladre.

Dag (kommer rask. Han var klædt som jæger. Nu har han anden vest og frak).

De langkjolerne kunde hjælpe os. Fremfor alle andre. Istedetfor tør de ikke engang bekjende de kort, de har på hånden.

Fru Dag.
Du går så rask.

Dag.
Det er vane fra fjældet. Men, (banker sig for brystet.) men den åndenøden! Begynder straks igjen hernede.

Fru Dag.
Den bastoor har sladret om den legat. Hvad vil du med den legat?

Dag (bestemt).
Sætte dam! -

Fru Dag (muntert).
I den foss?

Dag (slår ind i tonen).
Det kan du jo gjærne sige! Så blir det symbolsk.

Fru Dag.
Det vil glæde dig at se Stener. (Dag tier.) For en mand han er blet, Stener. (Dag tier.) Han bliver meget lig dig.

Dag.
Det vilde ikke være heldigt.

Fru Dag (truer ad ham med fingeren).
Nu er du stig! Du får ikke lov at være stig!

Dag (har gåt rask og set sig om, især ud vinduerne).
End Ragna? Jeg hører, hun kom iforgårs. Hvordan er det med Ragna?

Fru Dag.
Hun er ikke gift!

Dag (vender sig rask mod hende).
Hun er ikke gift? (Mørk.) Altså skilt?

Fru Dag (munter).
Ragna har aldrig været gift.

Dag.
Hvad? Mrs.Andersson? Var det ikke så!

Fru Dag.
Det navn hun tog - men han var en slet mand. Han levde med en anden.

Dag.
Ser du? Hvad sa' jeg?

Fru Dag.
Du sagde rigtig. Det sige også Ragna. Hun vil dakke dig.

Dag (glad).
Ja så! Det skal more mig at tale med Ragna.

Fru Dag.
Hun er bleven en flink pige! Og så vakker. Hun ligne dig.

Dag (munter).
Siger du det?

Fru Dag.
Som da du var ung og i Frankrige og forsøgte alle ting.

Dag.
Hvad levde hun så av? Hun ernæret sig selv?

Fru Dag.
Ved at vaske og strige.

Dag (halv forskrækket).
Hun var vaske -?

Fru Dag.
Bå sin ginesisk. Hun tjende mange benge og har nu gjort en verdensrejse. Over le Japon, la Chine, Ceylon, Suez . . . [6]

Dag.
Det skal more mig at tale med Ragna.

Fru Dag.
Dine barn dig lig. Du sige, hvad du vil! Ragna er som den fjord og den foss. Hun rulle sig i det lyng og skrige.

Dag (sætter sig, smiler).

Fru Dag.
Er du ikke rigtig bra?

Dag.
Å jo. Men den åndenøden.

Fru Dag.
Da blive du ikke længe her?

Dag.
Nej. Én dag.

Fru Dag.
Så skulde du dale med Stener straks.

Dag.
Å nej. Først med Ragna.

Fru Dag.
Hvorfor ikke Stener først? Stener er den første i alle dele. Du gan tro mig!

Dag.
Forretninger. Nej, først det, som ikke er forretninger. Føj mig i det! Du har det bestandig godt?

Fru Dag.
Især nu, mine barn er hjemme. (Stilhed, kommer nærmere og siger bekymret, mildt.) Men er det sandt, - min ven (stanser.)

Dag (også mildt).
Hvad er sandt?

Fru Dag (som før).
At du vil sælge her?

Dag (ser længe på hende, nikker så).

Fru Dag.
Men det er jo at sælge dine barn?

Dag (springer op. Sagte).
Hvad siger du?

Fru Dag.
Deres hjærter, de er her!

Dag.
End mit hjærte? Er det ikke også her? Jo, min ven, det er. - - (Sukker, siger langsomt.)

Og min fars var her. Og min bestefars. Vistnok de andres også, som jeg ikke har kjendt.

Fru Dag.
Hvorfor da sælge?

Dag.
Fordi der er andet til; noget endnu højere. Som vi må offre vor følelse. (Sætter sig igjen.)

Fru Dag.
Når det gjør så ondt? - Bare ondt? - Ondt til alle?

Dag (efter en stund at ha set på hende).
For at undgå det, som er endnu ondere.

Fru Dag.
Og det er -?

Dag (pint).
Du ved det.

Fru Dag.
Nej, du skal sige det.

Dag.
Hvorfor sige det, vi begge ved?

Fru Dag.
For du skal høre dig selv sige det.

Dag (rejser sig, forlader sin plads; men går bøjet og holder sig for brystet).

Fru Dag.
Ser du? Du får ondt. Du gan ikke!

Dag (stanser, siger med stor smerte).
Er det min skyld, at tiden er blet så ond? - (Ser, op, sagte.) Å, du min gud! (Går igjen som før.)

Fru Dag.
Vil du ikke sætte dig igjen?

Dag.
Jo.

Fru Dag.
Hvor har du -?

Dag (tar i lommen).
Her! (Drar op en grøn flakon med kort, bred hals, som han åbner og lugter til.)

Fru Dag.
Nu er det bedre?

Dag (nikker, sætter den fra sig).

Fru Dag.
Du skulde ikke have det så ondt.

Dag (smertelig).
Så hjælp mig da! I, som kan det!

Fru Dag.
Hvorledes, min ven?

Dag.
Avstå fra dette! Som er synd! For det er mod min fars, mod min bestefars vilje, mod min. Det burde være dere alle dyrebart at holde gården fornem og renslig. Midt i oprøret og uhumskheden. Bevare Daglannet, som det altid har været. Fornemt og rensligt.

Vil Stener ikke respektere denne vilje, som jeg er sikker på er guds egen, nu, så kan han kjøbe sig en gård med foss til. Der er visst mange at få. Og han er jo nu rig.

Fru Dag.
Når jeg høre dig, synes jeg, du har ret.

Dag (glad og med udstrakt hånd).
Så støt mig!

Fru Dag (som tar hånden).
Og når jeg -

Dag (springer op).
Sæt dig, sæt dig! (Tar en stol til hende, sætter sig, gir hende atter hånden, når hun har sat sig.)

Du vilde si?

Fru Dag.
Jeg vilde si, at når jeg høre Stener dale om den foss, og hvad han tænkte, når han stod foran den foss som liden gut, så synes jeg også, han har ret. (Dag drar hånden til sig.)

Ja, for da er den foss ligesom hans.

Dag (strengt).
Steners?

Fru Dag.
Jeg forsikre dig, den foss gjorde ham til ingeniør, den gjorde, han rejste bort, den gjorde, han kom hjem igjen. - Og den kan gjøre, han rejse bort én gang til.

Dag (dybt fortvilet. For sig selv).
Ja, der er ulykken!

Fru Dag.
Hvad ulikke?

Dag.
At du altid holder med barnene! - Så de har fåt andre øjne, andre ønsker . . ., bestandig andre.

Fru Dag.
Mais que faire?

Dag (stort).
Que faire? Lære barnene gudsfrygt. Lydighed. Disciplin. Opdragelsens guddommelige bud.

Fru Dag (rejser sig).
Contre ma conscience? Jamais!

Dag.
C'est lÅ  votre faute Å  vous! Et cette faute, avec ses conséquences, a gÅ¢té ma vie!

Fru Dag.
VoilÅ  encore une fois des accusations, indigne de vous et de moi. Je m'en vais. (Går.)

Dag (springer op efter hende, men vender sig og roper ud for sig).
Å, min gud, nu høster vi ind! Nu kommer følgerne over os av vor evige ægteskabelige strid. Vi må gå fra det altsammen!

Fru Dag (vender sig, ser på ham).

Dag (med stor bebrejdelse).
Når jeg greb dem i en åbenbar grov forseelse og vilde revse dem, tog du dem fra mig.

Fru Dag.
Oui!

Dag.
Du gjemte barnene hos dig, hvergang de havde gjort noget forfærdelig galt.

Fru Dag.
Oui!

Dag.
Sådan som det er her med bryggerne og båderne, fiskerne i fisketiden og ellers, - de lærte sig alt slags stygt, de fristedes, ja de lokkedes til at gjøre efter . . . Jeg tigget dig, å, jeg tigget dig om at holde imod med årvågen streng vilje. Men du ødelagde alt for mig! Du forstår ikke selv, hvad gudsfrygt, hvad lydighed, hvad disciplin er. Hvad alt dette betyr for vort liv. Du er fra oprørets land.

Fru Dag (stolt).
Oui!

Dag (rasende).
Barn, så viltre barn som vore, i så farlige forhold, må da kjende frygt.

Fru Dag.
Jamais!

Dag.
Å, min gud, min gud, om Fredrik havde frygtet, så var han idag iblandt os!

Fru Dag (med stor magt).
Fréderic havde for megen frigt.

Det gjorde hans ulikke.

Dag (holder for sit åsyn, vakler til stolen).
Å, Fredrik, Fredrik!

Fru Dag (medlidende).
Toujours lui?

Dag.
Toujours!

Fru Dag (på knæ hos ham).
Pauvre ami! (Efter lidt.) Om dette vi ikke tale mere.

Dag.
Nej.

Fru Dag.
Du tåle det ikke.

Dag.
Nej, jeg tåler det ikke. (Smerteligt.)

Og så er det unyttigt.

Fru Dag.
Det skal du ikke sige. Dine barn er meget bedre, end du dror.

Dag.
Svar mig: elsker de hverandre?

Fru Dag.
Jeg sige dig, det er en glæde at se dem sammen! Du stakkels ven, som ikke gan være med os!

Dag.
Ja, det er savn.

Fru Dag.
Skal jeg bede Ragna gomme? Hun vil muntre op dig.

Dag (nikker).

Fru Dag (rejser sig).
Ikke du tale. Hun tale!

Dag (smiler).

Fru Dag.
Gan du 'uske den fugl, som spiste av din hånd?

Dag (nikker).

Fru Dag.
Det blev koldt, og den gik bort; det blev varmt, og den kom igjen. Og spiste atter av din hånd.

Dag.
Ma chérie!

Dag (drar et langt suk av dyb vånde. Idet han lar hodet synke ned på brystet, opdager han en plet på sin vest, vil fjærne den, kan ikke, skynder sig så ind i næste rum).

Tredje møde.

Ragna (kommer fra venstre, ser sig om. Aner, han er derinde).
Gud hjælpe mig så visst, - jeg kjender det som i gamle dager, jeg skulde ind og få ris. - Jeg har sådan trang at lægge hænderne bag på. (Gjør det.)

Dag (kommer ind i en anden vest, går lige mod Ragna).
Velkommen, Ragna, velkommen hjem igjen! (Kysser hende på panden, tar begge hendes hænder.) Nej, er du blet en staut jente!

Ragna.
Tak, far!

Dag (leende).
Siger du tak?

Ragna.
Å, det er -

Dag.
Amerikansk! De takker for en kompliment?

Ragna.
Altid.

Dag.
Fortæl mig nu lidt om Amerika!

Ragna.
Gjærne.

Dag (tar den stol, moren har sat i, og vil flytte den længere fra, - stanser med den).
Du er jo ikke gift?

Ragna.
Nej.

Dag (gjør et lidet ophold, som ventet han et ord fra hende. Men hun tier. Så siger han lidt avkjølet).
Du kan tro, det glædet mig. - Du har ernæret dig selv?

Ragna.
Hele tiden.

Dag.
Det er jo bra. - Vi sætter os. (Han stiller nu stolen tilrette for hende. De sætter sig.) Så fortæller du mig lidt om Amerika. Om livet i de Forenede Stater.

Ragna.
Jeg gjorde nu sist en rundrejse der. Hvad vil du høre om?

Dag.
Du skal selv vælge. - Hvad som har gjort stærkest indtryk på dig.

Ragna (eftertænksomt).
J-a.

Dag.
Hvad som skiller amerikanerne mest fra europæerne. For der er en forskjel.

Ragna.
En meget betydelig.

Dag.
Hvad kommer den av?

Ragna.
Ikke av noget enkelt; men av mange ting.

Dag.
Der er dog ligesom en hovedgrund. En, stærkere end de andre.

Ragna.
Det er der. Derover blev jeg snart klar.

Dag.
Hvad er det?

Ragna.
Det er barneopdragelsen.

Dag.
I hjemmet?

Ragna.
Og i skolen. Skolen virker på hjemmet.

Dag.
Hvordan?

Ragna.
Barnene har forskjellige religioner. Det pålægger tolerance.

Dag.
Ja, religiøst. Men tolerance i barneopdragelsen? Jeg forstår ikke det.

Ragna (for sig).
Her er jeg visst kommet galt avsted! - Jeg får bøje av.

Dag.
Hvad mener du med tolerance i barneopdragelsen?

Ragna.
I Amerika, ser du, er der ligesom ingen tradition. Alt er på ny grund. Eftersom behovet er idag. Ikke efter som det var igår. Eller for hundre år siden.

Dag.
Det kan være bra nok. Men hvad har det at gjøre med barneopdragelsen?

Ragna (for sig).
Han vil ha barneopdragelsen.

Dag.
Har de fundet noget nyt for barneopdragelsen?

Ragna (rask).
Gud, ja da! I Amerika har de respekt for barna.

Dag.
Ja så!

Ragna.
De skræmmer dem ikke. De bare taler til dem. Til deres forstand.

Dag.
Før de har nogen?

Ragna.
De vækker forstanden. Det er et helt andet system. Det har gåt dem i blodet.

Dag (ironisk).
I blodet?

Ragna.
Ja, i karakteren, da! De begynder der med at opdrage æresfølelsen.

Dag (som før).
I barna? På to år?

Ragna (ufortrøden).
På to år? Nej, det er bare at skifte tørt på dem. - Nej, fra de begynder at forstå. Roser dem, når de gjør rigtig; får dem til at føle sig lykkelig ved det. Vækker deres æresfølelse, altså.

Dag.
Jeg finder ikke dette særdeles nyt. Eller særlig amerikansk.

Ragna.
Det ny er naturligvis måden. F. e. aldrig i det ene øjeblik at vække æresfølelsen for i det andre at knække den.

Dag.
Hvordan knække den?

Ragna.
Å gud, da, ved at prygle dem! Ved at gjøre dem ræd. (For sig.) Nu skal jeg visst snart ha ris?

Dag.
De behandler barna som voksne i Amerika?

Ragna.
Akkurat! Der er ordet. Som små voksne.

Dag (livlig).
Nu begynder jeg at forstå.

Ragna (som mistyder livligheden).
Ja, ikke sandt? Så er det dette med samvittighedsfriheden.

Dag.
Og skolebarna? Samvittighedsfrihed for skolebarna?

Ragna.
Gud, ja da! Ingen, ikke forældre, ikke lærere, ikke nogen tvinger på dem sin religion. Det falder dem ikke ind.

Dag.
Det falder dem ikke ind?

Ragna.
De får vælge selv.

Dag.
F. e. at leve uden?

Ragna.
Også det, - hvis de vil.

Dag.
For barn det må bli?

Ragna.
Ja, ikke sandt? Jeg har aldrig set så velopdragne barn.

Dag.
Nej, det kan jeg tænke. Når de får gjøre, akkurat hvad de selv vil. - Dette interesserer mig overordentlig.

Ragna.
De har lært, hvad de skal ville, skjønner du . . .

Dag.
Naturligvis.

Ragna.
Og lært at ville. Deres vilje er aldrig blet knækket.

Dag.
Jeg siger igjen: for barn det må bli!

Ragna.
Og for voksne, far! Det glæder mig virkelig, at du har forståt mig.

Dag.
Ja, forståt dig? - Du er den frækkeste tøs, som nogensinde er vendt hjem.

Ragna (springer op).

Dag (rejser sig og lægger til).
Det er du!

Ragna.
Men du storeste gud!

Dag.
Ikke denne frivole brug av guds navn! Det forarget mig også, da du fortalte.

Ragna.
Det kan være. Men hvad galt har jeg ellers sagt? Jeg har jo bare fortalt.

Dag (rasende).
Ikke anstil dig, som du ikke ved, hvad galt du har sagt!

Jeg tænkte at høre noget ganske andet. Taknemlighed for, at jeg greb ind i din skjæbne og sendte dig til pensjonen i Paris. Undskyldning for, at du rømte deri fra. Du forstår da vel, hvad det var for slag i ansigtet på dine forældre?

Ragna.
Det var visst meget ilde. Men jeg har selv gjort det godt igjen.

Dag.
Og da er det det samme med os?

Ragna.
Jeg skulde begynde med at be' om forladelse?

Dag.
Du er svært kaut på det, Ragna!

Ragna.
Det synes du? - Ved du, hvad jeg synes? At vi overhovedet ikke skulde ha begyndt på det der.

Dag.
Nej, der skal begyndes med i hver sætning, indirekte, frivolt, at føre anklage mod din far? Således skal der begyndes!

Ragna.
Hør, far -!

Dag (avbryder).
Det er visst bedre, du hører lidt på mig, min pige!

Ragna.
Nej, nu får det være nok!

Dag.
S-å! - Du forstår bestemt ikke, hvor lidet, du har hørt mig? Hvor hensynsfuld jeg har været mod dig?

Ragna.
Du?!

Dag.
Dengang du sprang her med denne - jeg kan ikke bekvemme mig til at nævne hans navn; jeg finder det ufint av dig, at du har båret det! -, da sa jeg ikke ét ord til dig.

Ragna.
Men hvad sa du til ham, og hvad gjorde du?

Dag.
Det var en anden sag! Men for dig arrangerte jeg alt i Paris. Og fik din mor til at følge dig. Det var visst lige ved, - hvad?

Ragna (ligbleg).

Dag.
Da du så hørte, lømmelen var strøget over til Amerika, rømte du snart efter. Heller ikke da hørte du et ords bebrejdelse av mig. Hvorvel jeg forstod, hvad som drev dig avsted. Hvad, som ikke gav dig ro, før du nådde ham.

Ragna (skriger og gjemmer sit åsyn. Straks efter).
Jeg tåler ikke, at nogen siger mig sådant.

Dag.
S-å?

Ragna (gjentar).
Jeg tåler ikke, at nogen siger mig sådant.

Dag.
Ikke din far?

Ragna.
Her er absolut ingen forskjel. Du har krænket mig, så jeg har ikke ord.

Dag (nærmere).
Du havde for mange. Derfor stanset jeg dig.

Ragna (brister i heftig gråd. Går langsomt mod døren. Hun stanser én gang; men går videre. Altid gråtende).

Fjerde møde.

Dag (i stærk bevægelse, som snart går over i lidelse; han går hen til bordet og støtter sig).

Berthe (kommer fra venstre).
Men far -? Hvad har du sagt Ragna? Hun kommer ud igjen fra dig storgråtende. Og svarer os ikke.

Dag (med møje).
Spørg heller, hvad hun har sagt mig.

Berthe.
Jeg har aldrig set nogen være mere - ja, i sit inderste oprørt.

Dag (som før, idet han sætter sig og tar sin flakon frem).
Oprørsånden.

Berthe.
Der findes ikke snillere menneske på jorden end Ragna. Det er da alle vi andre enige om.

Dag (svarer ikke).

Berthe.
Å, far, dette har du synd av.

Dag (ligegyldigt).
Tror du?

Berthe.
Ja! Gjør det godt igjen, far! - Er det ikke noget, jeg kan sige til Ragna? For at trøste hende?

Dag.
Nej.

Berthe.
Husk, så længe Ragna har været borte fra os! Og så glad hun var ved at være kommet hjem igjen. (Stanser spørgende; men han svarer ikke.) Du må gjøre det godt igjen, far!

Berthe (går bekymret fra ham. Men forlader ikke rummet).

Dag.
Berthe!

Berthe.
Ja, far.

Dag.
Du har vel hørt, du også, at jeg kanske må sælge Daglannet.

Berthe.
Ja. - Men jeg forstår det ikke.

Dag (i udbrud).
Jeg forstår det ikke selv!

Berthe.
Men hvorfor da, far?

Dag (venter en stund).
Jeg har fåt den befaling.

Berthe (står forundret. De tier begge).

Dag.
Hør nu!

Jeg sad på bestefars fang. Han havde strid med sine sønner. "Du skal aldrig slippe Daglannet," sa han til mig. "Du skal ikke leve som de andre. Men leve sparsomt og forstandigt. For det er med ære du skal bevare Daglannet. Ellers ikke"

Berthe (beskedent).
Du har fortalt mig det før.

Dag.
Det har jeg vel. Du hører vilkåret: "med ære". Du ved, hvem bestefar var?

Berthe.
Han var jo så stærk?

Dag.
I alt, han vilde. Og han vilde bare ret. Derav kom striden.

Berthe.
Den døde han jo fra?

Dag.
Han omkom på fjorden her. Hvis ikke, havde han levet endnu. Han var en kjæmpe.

Du ved, han er den eneste, som har gåt Svartur-vejen op til sæteren tre gange?

Berthe.
Nej, det er han ikke. Det har nu også Stener gjort.

Dag (rejser sig i stolen).
Har Stener? Ja, to gange?

Berthe.
Nej, nu er det tre.

Dag.
Han har gåt den, siden han kom hjem?

Berthe.
Ja, det har han.

Dag (for sig selv).
Hvad mener han med det? (Sætter sig igjen.)

Berthe! - Vil du ha Daglannet?

Berthe.
Jeg?!

Dag.
Det er min inderligste, kjæreste drøm. Bagenom alt det andre har jeg havt dette udsyn. - (Bønligt.) Berthe!

Berthe (forvirret).
Men far -!

Dag.
Jeg kræver ikke, at der aldrig skal bygges i fossen. Nej, tværtom! Helst straks. Helst så meget, I vil! Bare der byr sig en opfindelse, en bedrift, som ikke trænger alle disse folk, al den strid og uhygge. Jeg værger min arvede ejendom, Berthe, Dagenes gamle hjem. Mod oprørsånden, rethaveriet og grådigheden. Sådant skal ikke flytte ind her.

Berthe.
Jeg ved det. Du dikterte mig det jo.

Dag.
Det gjorde jeg. -

Men tar du gården, da er det et vilkår til. (Berthe opmærksom.)

Den, som ægter dig, skal ta navnet Dag.

Berthe (glad, men dæmpet).
Han skal kalde sig Dag?

Dag.
Du synes om det?

Berthe (ligefrem).
Ja.

Dag.
For så får dine barn det navn.

Berthe.
En til får det.

Dag.
En til også. - Du er glad i det navn?

Berthe.
Jeg er mere end glad i det. - - Det er som med Daglannet, det.

Dag (rejser sig).
Så tag gården, du! Og en uendelig byrde er væltet av mit sind. -

Berthe (som vågnende).
Men Stener -?

Dag (smerteligt).
Stener kan ikke få den. Han tar ikke mod vilkåret. - - Du ved ikke, hvor jeg lider ved det, Berthe.

Berthe (står en stund, siger så klart og roligt).
Jeg vil ikke ta gården fra Stener, far.

Dag (lar sig synke i stolen igjen).
Jeg tænkte det. - - Mor. - - -

Berthe (forsigtig).
Vil du nu ikke tale med Stener?

Dag (stille).
Jo, jeg må det!

Berthe (vover endelig at sige).
Skal jeg be' ham komme?

Dag (nikker resigneret).

Berthe (kaster sig ned hos ham. Siger stille).
Vi har så ondt av dig, far. Vi holder så av dig.

Dag.
Ja, du.

Berthe.
Nej, allesammen.

Dag.
Du og mor!

Berthe.
Nej, allesammen.

Dag.
Nu kan du be' Stener komme.

Berthe (rejser sig og går).

Femte møde.

Dag (kaster sig bagover i stolen, dybt ulykkelig. Han stønner).
Ånej, ånej, ånej! At det skulde komme så vidt! - At jeg nu må gå ifærd med dette!

Stener.

Dag (rask op og frem mod ham).
Goddag, Stener!

Stener.
Goddag, far!

Dag.
Du ser godt ud. Stærk og sund.

Stener.
Du også, synes jeg.

Dag.
Kunde ha været bedre, hvis ikke dette -. Jeg havde ventet at se dig oppe hos mig.

Stener (smilende).
Det var ikke lyst, som manglet.

Dag (også smilende).
Men lejlighed?

Stener (som før).
Det er jo først nu blet tilgjængeligt deroppe på højfjældet.

Dag.
Ja, det er ikke længe siden. Men da ventet jeg dig også.

Stener (smilende).
Da sendte jeg straks et forbud. For at høre, om jeg var velkommen.

Dag.
Velkommen er du bestandig.

Stener (smilende).
Men ikke det, jeg har fore?

Dag.
Mindre det, ja. - Du har jo fåt min skrivelse?

Stener.
Ja.

Dag.
Jeg håber, du respekterer, at mit syn på fremtiden er arv. Det har været min fars og min bestefars.

Stener.
Jeg vidste det.

Dag.
Jeg håber også, du går ud fra, at det, jeg ønsker, i alle måder er mig lige dyrebart, som det er dig, det, du ønsker.

Stener.
Jeg har så meget lettere for det, far, som jeg just prøver at gjøre det klart for mor og for mine søstre, at dette ikke er noget isoleret tilfælde.

Dag (ivrig).
Nej vist er det ej!

Stener.
Om formen er særegen, så er det ligefuldt to viljer i samtiden, to strømninger -

Dag (avbrydende).
Nå! Det er da hyggeligt endelig at tale med et mandfolk!

Stener.
- To modsætninger, som længe har været der, men først nu i bevidst, åben kamp. Nu, da ungdommen er tidlig og almindelig oplyst, og da det begynder at gå fortere . . .

Dag.
For fort, for fort, - efter min måde at se på. Jeg er ellers enig.

Stener.
Det er ikke kampen mellem det gamle og det ny . . .

Dag (avbrydende).
Den har altid været der.

Stener.
Om ikke altid, så nokså længe. Men det er kampen mellem de gamle og unge, mellem disse selv, som nu begynder. Endelig engang.

Dag.
Det kan ikke bedre siges. Her er noget, som må avgjøres. I ærlig, stor kamp.

Stener.
Så langt er vi altså enige.

Dag.
Så langt.

Stener.
Fra Australien rejste jeg sammen med en katolsk præst. En ung flink mand. "Er det ikke åbenbart for Dem også," sa jeg, "at den katolske kirke og den hele katolske menighed vilde vinde på, at kirken opgav sine krav på verdslig magt?"

"Det mener de fleste av os yngre," svarte præsten. "Men de gamle vil ikke."

Dag.
Deri har de gamle uret.

Stener (forundret).
Siger du det?

Dag.
Naturligvis.

Stener.
Så spurte jeg ham en anden dag - rejsen er jo så kjedsommelig lang. En ved tilslut ikke, hvad en skal tale om -, jeg spurte ham, om han havde fulgt med i den store bibelkritiske videnskab? "Ja, det er mit fag," svarte den unge præsten. "Nå," - sa jeg, "var det ikke likere, at kirken bøjet sig for videnskaben? Og samlet sig om det, som gjælder hengivelsen i gud? Fik den ikke da en større indflydelse over de moderne sind?" "Ubetinget," svarte præsten; "men de gamle vil ikke."

Dag.
Deri har også de gamle uret.

Stener (endnu mere forundret).
Det siger du?

Dag (med skalk).
Du ventet ikke det?

Stener.
Nej.

Dag.
Du har opkonstrueret et billede av mig, som ikke holder stik. (Ler.)

Stener.
Forsåvidt -! (Ler også.)

Dag.
Så er der en del unge, som er værre end de gamle. Dem glemmer du.

Stener.
De unge med de gamle sind? Jeg glemmer dem ikke. De kan nemlig ingen vegne komme uden de gamle, som sidder med magten og med det meste av formuen.

Dag (munter).
Blandt dem vilde du ha mig?

Stener.
Du er mere frisindet, end jeg vidste.

Dag.
Ser du?

Stener.
Men nu skal jeg forsøge med et tredje. Kanske det træffer.

Dag.
Kom an!

Stener.
Jeg vender hjem fra helt andre forhold. Det slår mig derfor så meget stærkere, at det norske folk er dybt nedsunket i gjæld.

Dag.
Privat gjæld, mener du?

Stener.
Også privat. Udlandet ejer jo, snart sagt, både jorden og bedriften. Gjennem bankerne. Men denne gjæld, den private gjæld, behøver ikke næste slægt at overta. Det er en frivillig sag.

Nej, jeg tænker på statsgjælden. Den må de næste slægter trælle med. Hvis de vil bo i landet.

Har de gamle havt ret til at fortrædige de næste slægter på den måden? Med disse sine egne uhyre byrder?

Dag.
Det er for de næste slægters skyld, de har stiftet gjælden.

Stener.
Hm!? - Det er nok først og fremst for at ha fordel av den selv.

Dag.
Vi tør slet ikke stifte offentlig gjæld?

Stener.
Jo, den vi selv kan betale.

Dag.
Men om folket kom i livsfare?

Stener.
Der nævner du den eneste tilladelige undtagelse.

Føltes det ansvar, vi unge kræver av magtens mænd, så kom vi heller ikke så let i livsfare.

Dag.
Der må slet ikke drages sammen gjæld på efterslægten?

Stener.
Nej.

Dag.
Så kunde aldrig nogen slægt lægge lange planer.

Stener.
Jo, den ene lange plan, som den selv kan betale. Nu grundlægger den og begynder den på tyve.

Kanske efterslægten frabad sig de fleste.

Kanske gjorde den det selv meget billigere, meget bedre.

Nu må de slæbe sig trætte på fædrenes letsindige bestemmelser over deres formue og over deres liv.

Jeg spør: er det tilladt at gjøre slige indgreb i de unges fremtid?

Dag.
Å-hå! Det er did, du vil? (Rejser sig og udvider brystet.)

Stener (rejser sig).
Did er det. Vi kræver nyt ansvar.

Dag (støtter sig til bordet).
Men om vi gamle helt resignerte overfor fremtiden -

Stener.
Det ønsker ingen!

Dag.
- der kunde komme tilfælde, hvor også det blev svært ansvarsløst.

Får jeg syne dig det i et eksempel?

Stener.
Ja, kjære -!

Dag.
Det er nok så nærliggende. (Ser på Stener.) Jeg tror ikke på din vens opfindelse.

Stener (tørt).
Jeg hører det.

Dag.
Udførbar, ja. Men svært risikabel. Den kan let bli din ruin.

Når jeg nu tror det, skal jeg så ikke hindre det? Gjøre det indgreb i fremtiden? I din fremtid?

Stener (står lidt).
Ja, dette er som med bibelkritiken, det.

Dag (vender, kommer nærmere nedover igjen).
Hvad i al verden har dette at gjøre med bibelkritiken?

Stener.
De gamle tror jo ikke på den heller.

Dag.
Men det er da virkelig de gamle teologers undskyldning.

Stener.
Det er det, - forsåvidt nemlig, som de har tabt den evnen. Evnen til at tro.

Dag.
Fordi de er blet gamle?

Stener.
Deri består det at bli gammel. Da taber så mange den evnen.

Dag (støtter sig til stolen).
Det er just evnen til at tro, de da vinder! Om de før har tabt den, da får de den igjen, min søn.

Stener.
Du mener troen på det der bagover, som menneske heden længst har passeret. Ja, den besøger nok de gamle. I deres ensomhed.

Dag (han står nu ved bordet, som han støtter sig til. Lige foran stolen. Bekjæmper sig, siger).
Hvad kalder da du tro?

Stener.
Evnen til at se vejen fremover. Den har aldrig havt sandere navn.

Dag (vil svare. Istedet sætter han sig).

Stener.
Du er ikke vel?

Dag.
Jeg har lidt åndenød.

Stener.
Kan jeg hjælpe?

Dag (ryster på hodet og tar sin flakon).

Stener (efter en stund).
Skal jeg gå?

Dag (med besvær, som siden viger).
Nej. - Jeg har noget at si dig.

Stener.
Men kan du nu?

Dag.
I alt det, du har sagt mig, min søn, savner jeg ét ord.

Stener.
Og det er?

Dag (grebet).
Et eneste ord. - Du kan ikke gjætte det?

Stener.
Nej.

Dag.
Ordet for sammenhængen. De gamles erfaring, de unges ild, - eller tro, om du vil. Det, som binder dette sammen. Føjer det, som var, til det, som er, til det, som kommer. Sammenhængen.

Stener.
Udviklingen?

Dag.
Mere! (Ser på ham, siger højtidelig stille.)

Gud.

Stener (står urørlig).

Dag.
Du har intet at svare?

Stener (roligt).
Den ny slægt kommer med ny ret, hvad navn du så gir den.

Dag.
Den må komme i lydighedens ånd. Det gir sammenhængen.

Du skal hædre din far og din mor, og da skal du leve længe i landet. Vilkåret.

Stener.
De døde må ikke kunne fortrædige og fortrænge de levende.

Dag (farer op fra stolen, men overvinder sig).
Er jeg da allerede død?

Stener.
Nej, kjære far! (Vægtigt.)

Men du støtter de døde mod den levende.

Dag (sætter sig igjen, bekjæmper sig).
Nu skal du gå, Stener!

Stener (forsigtig).
Jeg trodde, der var mer at tale om?

Dag.
Nej, jeg behøver ikke at vide mere.

Stener.
Du er dårlig, far. - Jeg synes ikke, jeg kan gå fra dig.

Dag (vinker av med hånden).

Stener (går, men stanser bag ham).

Dag (har rejst sig stønnende i stor vånde. Går et par steg fremover. Fornemmer Stener bag sig. Vinker av med begge hænder).

Stener (går, seende på ham).

Dag (i dæmpet udbrud).
Det er en farlig mand!

Vantroen, oprøret, spekulations-grådigheden. Og det skal rykke ind her . . . skal repræsenteres her . . . av en, som bærer navnet Dag?!

Aldrig! (Går mod stolen.) En mand er han blet! - En sjelden viljekraft. - For et tab! (Ser op.) At du tillader det? - Jeg forstår dig ikke. (Sætter sig.)

Sjette møde.

Ramset (stikker hodet ind, da intet svar kommer).

Dag.
Jeg har ikke sagt: "Kom Ind!"

Ramset (beskeden).
Jeg vilde se, om også her var tomt.

Dag.
Tomt?

Ramset.
Hele huset er tomt.

Dag.
Hvorfor?

Ramset.
Jeg ved ikke. Sagfører Lie telefonerte over til mig. Jeg kommer lige fra ham og finder hele huset tomt.

Dag.
Jeg er da her.

Ramset.
Ja-ha! Og nu også jeg, - om jeg tør regne mig med?

Dag (som ikke er vel).
Hvorfor kommer De her?

Ramset.
Sagfører Lie er også min sagfører nemlig -

Dag (utålmodig).
Vil han mig noget?

Ramset.
Han telefonerte over til mig, at De vil sælge Daglannet.

Dag.
Hvad kommer det Dem ved? (Dag læner sig nu til bordet, foran sin stol. Han har det åbenbart ondt.)

Ramset.
Nej, forsåvidt, så -! Men når Daglannet skal sælges, - så kan det vel også kjøbes?

Dag (ser på ham).
Har De en kjøber?

Ramset.
Ja.

Dag.
Hvormeget vil han gi?

Ramset.
Jeg opfatted det, som her ikke kan pruttes.

Dag.
Nej.

Ramset.
Ja, - hele summen, da!

Dag.
Det var mærkeligt. Jeg har aldrig nævnt den for nogen.

Ramset.
Nej, men den falder ligesom av sig selv.

Dag.
Altså?

Ramset.
300,000.

Dag (ser på ham og siger så:).
Det slår nøjagtig til. Ikke mindre, ikke mere.

Ramset.
Må betales kontant, hører jeg.

Dag.
Inden to måneder.

Ramset.
Summen er svær, terminen også.

Dag.
Det er altså en fra byen, som byr? Gjennem sagføreren?

Ramset.
Nej, han er nok her.

Dag.
Hvem?

Ramset.
Ja, - hvis De ikke har noget mod det, - jeg.

Dag.
Har De så mange penger -? Kontant -? Og er i tjeneste hos mig?

Ramset (tier).

Dag.
Kontrakten må skrives.

Ramset.
Den er skrevet. Jeg har den her. (Tar den frem.)

Dag (lar sig falde i stolen).

Ramset (ser en stund på ham).
Han har det, nejgu, ikke godt.

Dag.
Der er et vilkår.

Ramset.
Ja, det står. (Folder dokumentet ud, lægger det foran Dag.)

Dag (har lænet den ene arm på bordet og lagt hodet i hånden. Han ser flygtigt i dokumentet og lar det falde på bordet).

Ramset.
Det skal stå hen?

Dag.
Nej. (Han lar sig stille glide bagover i stolen og dækker sit åsyn med den ene hånd.)

Ramset (for sig).
Han er nok ikke videre glad?

Dag (tvinger sig, sidder atter opret i stolen).
Er det mere?

Ramset (ser forundret på ham. Endelig).
Underskriften -?

Dag.
Det er sandt. (Ser atter i dokumentet. Ser så hen på bordet, foran sig og bag sig.) Her er ikke skrivesager. De må være derinde. (Rejser sig, tar dokumentet, ser en stund på Ramset, går langsomt indover, stan ser, ser op, siger stille:)

Du er for hård med mig!

Ramset (vendte sig forlegen bort, da Dag stod og så på ham. Hører højst forundret Dags udrop. Da Dag er i næste rum, siger han:).
Hård mod ham? Jeg? Nej, dennegangen er jeg ikke hård. 300,000 og omkostningerne! Endda ikke kunne hugge i de nye skogerne før om ti år.

Det er ikke engang jeg, som har sat prisen. Jeg vil rigtig spørge, hvad han mener med det.

Dag (kommer ind som i en drøm).

Ramset.
Ham er det nok ikke værdt at tale til.

Dag (går hen til øverste vindu, læner sig).
Daglannet er vakkert. (Kommer frem og langsomt mod Ramset.) Jeg kan ikke. (Går igjen, stanser, kommer. Siger intenst.) De kan hindre, at her forberedes noget i fossen. Det byr imod at ha krangel med min egen søn. (Indtrængende.)

Om jeg overdrog Dem at styre ejendommen med en ejers ret i tre år? Vilde De så gjøre det? Hindre, at her arbejdedes i fossen?

Ramset.
Naturligvis.

Dag.
Hvad siger De til følgende påtegning under salgsdokumentet:

Ramset (river rask op sin notisbog).

Dag.
"Salget står foreløbig hen. Men jeg overdrager Ole Ramset at styre ejendommen med en ejers ret i tre år under iagttagelse av det vilkår, som står i salgsdokumentet."

Hvad siger De til det?

Ramset.
Jeg synes godt om det.

Dag.
Vilkårene skal vi senere slå fast.

Ramset.
De gir sig selv. Vi halverer.

Dag.
Gå så ind og føj det til. (Ramset går.)

En flink fyr. - Men jeg liker ham ikke. (Ser op.) Du liker vel heller ikke mig nu? Men du ser: jeg kan ikke. Jeg er for skrøbelig til det, du kræver av mig.

Lad mig skynde mig opover igjen! Her er jeg ikke mig selv.

Ramset (viser sig i døren, Dag går derind).

Dag (da han kommer ud, siger bagover:).
Kom ikke her ind igjen. (Frem.)

Se så! En udvej så længe.

Syvende møde.

Berthe (udenfra, fortvilet).
Far!

Dag (farer sammen).

Berthe (nærmere).
Far! (styrter ind, våd, forfærdet.)

Hvad har du gjort Ragna? Hvad har du sagt til Ragna?

Dag.
Jeg!

Berthe.
Hun har - tænk, i regnvejret, da der blir så slejpt mangesteds i fjældet - hun har sat avsted opover Svarturen. Hun er alt højt, højt oppe.

Du har gjort hende kjed av at leve! Hvad har du sagt?

Dag (mer og mer forfærdet og angrebet).
Jeg kan ikke huske, barn!

Berthe.
Å, du var så hård, da jeg kom ind til dig. (I mere og mere gråd.) Vi står der borte, mor, Stener og allesammen, og ser på. For endda kan vi se hende. Hun hører os, det ser vi. Men hun må gå videre. Hun kan ikke vende. Hun finder ofte ikke fodfæste, hun prøver og prøver. Det er ikke til at holde ud.

Dag (som sidder i stolen).
Å, barn, sig ikke mere!

Berthe.
Du skulde set mor! Det er, som hjærtet vil springe itu. Jeg måtte hjem og si dig det. For dette er jo næsten som med Fredrik, den uvejrsnatten han satte avsted og blev.

Dag (værgende for sig med hænderne, da hun begyndte med Fredrik).
Nej -! Ånej -!

Berthe.
Du var for streng imod ham, selv om han fejlet.

Dag.
Ja, ja!

Berthe.
Alting drives til det ytterste! Å, de fjeldene er farlige! De er for store for os.

Dag (fortvilet).
Hvor skal jeg da hen?

Berthe.
Du? Sammen med folk. Sammen med os.

Dag.
Men det kan jeg jo ikke, barn!

Berthe.
Ja, da skulde du ikke blande dig i det hernede mellem os.

Dag.
Å, sig ikke mere, Berthe! Og gå ikke fra mig! Jeg tør ikke være alene.

Berthe.
Jeg må til mor. Hun bad for dig, mor. Men jeg måtte hjem og si dig det. (Går.)

Dag.
Min gud, du ved det: hænder der også hende noget, så er det forbi med mig.

Ottende møde.

Stener (høres udenfra rope, hårdt, men fjærnt).
Han er inde?

Dag (farer op, ser sig om, iler ind i næste rum, lukker vinduerne, lukker døren til inderste rum, så der blir helt mørkt. Blir selv derinde).

Stener (stormer ind, våd, opreven og uden hat, i stort oprør. Stanser).
Hvor er han? (Ser indover.) Der er aldeles mørkt? (Iler derhen, stanser på tærskelen, stirrer ind.) Er du her?

Dag (indenfra).
Ja.

Stener (hårdt).
Du har gjemt dig nu?

Dag (kommer).
Er der hændt noget? Så skynd dig, sig mig det!

Stener (ved at se sin far veg han ærbødig).

Dag.
Du tier?! Sig det heller! Med én gang!

Stener (mildt).
Jeg har ingenting at si dig, far.

Dag (av al inderlighedens magt).
Altså dog ikke det! Å, gud ske lov og tak! -

Hjælp mig hen til stolen der! Nej . . . hent mig heller flakonen! Jeg tror, . . . jeg kvæles.

Stener (henter den fra bordet).

Dag (ånder til den).
Så! - Det går lidt over. - Nu videre! (De kommer til stolen. Undervejs og ved stolen, som han holder i:) Jeg trodde, jeg havde oplevet det værste. Nej! (Han sætter sig.) Gå ikke fra mig, Stener!

Stener.
Jeg vil prøve, om jeg kan hjælpe hende, far.

Dag.
Hvorledes? - Nå op til Killingstolen? Vente der, om hun skulde -?

Stener (nikker bifald).

Dag.
Du kan ikke holde mod! Du styrter ned med!

Stener.
Det er det eneste, som kan forsøges.

Dag.
Så blir I to! -

Stener (trykker sin fars hånd og går).

Dag (roper).
Å, lad mig få dø, før dette hænder! Men tag først min skyld fra mig!

Niende møde.

Fru Dag (kommer medtat og våd).

Dag (farer sammen).
Sig det! Sig det straks!

Fru Dag.
Det værste, mener du?

Dag.
Ja -?

Fru Dag.
Hun er endnu ikke ved det værste. Men der er to værste, de sige. Nu er hun straks ved det første.

Dag.
I ser hende!

Fru Dag.
Ja. Men hun er snart i den tåge.

Du har stængt? Så kan vi jo ikke høre.

Dag.
Her nede blir jeg bare elendighed og fejghed.

Fru Dag.
Vi må åbne og høre. Vi må tage, hvad som gomme.

Dag (vender sig efter hende).
Du blir her?

Fru Dag.
Jeg blive hos dig.

Dag (brister i gråd).

Fru Dag (åbner vinduerne i det næste rum og døren til det inderste. Går så did ind og drar portiŨrerne tilside i fonden. Derved ser vi to glasdøre, som fører ud til en have. Dem åbner hun. Stærk fossedur høres, vårlig luft strømmer ind. Mellem havetrær ser vi længer borte et kystlandskab ved foden av høje fjæld. Vi ser også en del av fjorden. Det hele fjærnere; ti lige ved gården er en bugt, og der ser vi intet).

Dag (stille).
Min gud, min gud, hvad vil du med mig?

Fru Dag (kommer).
Så min ven, nu gan vi høre fra dem. Og nu er det vi to. (Brister i gråd.)

Dag (rejser sig, går mod hende).
Sig mig du, hvis du ved det, hvad har jeg gjort? Jeg ved det ikke.

Fru Dag.
Du kjende ikke den ungdom. Du 'ar den glemt.

Dag.
Hvad mener du? Sig mig det!

Fru Dag.
De handle ud av exubérance, - hvad sige vi?

Dag.
Overflod.

Fru Dag.
De handle ud av overflod. Derfor må vi tage os iagt.

Dag.
Kjære, kjære, de handler mod lov, i oprør.

Fru Dag.
Ja! - Derfor må vi tage os iagt.

En mandsrøst (som høres ude fra sjøen til højre).
Nu er hun der!

De to (farer sammen, holder i hverandre).(Stilhed.)

Dag (hvisker).
Hvad sa han?

Fru Dag.
Han sagde -

Dag.
Jeg hørte det! Sig det ikke igjen!

Fru Dag.
Min ven!

Berthe (fjærnt udefra ved bugten til venstre, sætter i et skingrende skrig).

De to (synker i knæ, holder hverandres hænder).(Stilhed.)

Stener (høres rope endnu fjærnere og længer oppe fra til venstre).
Hun holder fast.

Fjerde akt

Oppe på sæteren samme dag. En bjælkestue i oljefarve. Uden anden udsmykning end jagttrofæer. Træstoler om et svært, tungt bord i midten. Når nogen skal sætte sig, tar de en stol frem derfra. Undtagelse gjør en enkel, men høj lænestol med fast skammel og magelig lange sidearme, frem til venstre (f. t.). På begge sider av taget og helt opunder det ligger vinduerne, korte, men meget brede og med små ruder. Næsten alt deroppe er vinduer. Under disse vinduer udvider bjælkestuen sig med en sidebygning til hver side. I disse sidebygninger er soverummene; tre i hver. Dørene, som fører ud til dem, er nu lukkede, så nær som de to øverste til venstre. I fonden en svær pejs, på den brænder en lystig ild.

Første møde.

Berthe (står og lytter ved døren ind til nederste soverum til højre. Endelig våger hun sig til at åbne døren på gløt. Ser ind længe. Da høres udenfra en dump, lang lyd av hjul over fast, våd jord. Hun lukker forsigtig og iler ud til venstre for pejsen. Døren blir stående oppe efter hende. Vi ser ind i en forstue med kister, rejseklær. Dør ud derfra igjen og syn på en nøgen sætervold med stabur).

Berthe (ind med sin mor).

Fru Dag (har på en dyvåd regnkappe med hætte over. Under regnkåben har hun en vårkåbe).
Her er koldt på fjældet.

Berthe (taler begge dæmpet).
Stener har lagt dygtig på pejsen. - Gud, som den regnkåben er våd! Jeg bærer den ud i kjøkkenet.

Fru Dag (tar imens av sig vårkåben, som hun har under, og hætten og hanskerne).
Det hænger vi i forstuen.

Berthe (går ud med det av døren til venstre for pejsen).

Fru Dag (peger på midterste døren til højre).
Er det der?

Berthe (peger på nederste dør til højre).
Nej, det er der!

Fru Dag (langsomt mod døren).
Oh, toi coeur riche, qui m'as fait infiniment de peine - maintenant ton exubérance a sauvé notre famille et m'a donné la plus belle joie de ma vie. (gråter.)

Berthe.
Sæt dig, mor!

Fru Dag.
Jeg har siddet den lange vej hidop. Hvor blev av Stener?

Berthe.
Stener hugger småved. Han vil lage kaffe; han har telefoneret ned efter.

Da jeg kom op, havde han stelt Ragna. Fåt hende i seng. Forbundet hende.

Fru Dag (forskrækket).
Forbundet?

Berthe.
Hendes hænder. Hun ligger nu med et par gamle hansker på.

Fru Dag (begejstret).
Og din 'arald!

Berthe (stolt).
Ja, hvad siger du!

Fru Dag (breder armene ud).
Jeg gratulere dig med 'am!

Berthe (omslutter moren).
Det var derfor, han kom over idag. Han vilde gå fjældet i regnvejr! Det har ingen gjort før.

Fru Dag.
Hvordan fik han øje på Ragna?

Berthe.
Han havde netop hvilet sig ud, gik frem på fjældet for at gå ned igjen.

Fru Dag (forfærdet).
Gå ned igjen?

Berthe.
Gå ned igjen! Det havde heller ingen gjort!

Fru Dag.
Men det er vanvid!

Berthe.
Jeg hader det! Han har lovet mig ikke at gjøre det.

Fru Dag.
Téméraire! Inutile!

Berthe.
Ja, ja! Han har lovet mig at la være. Han kom frem på fjældet igjen. Han havde et taug om livet for det første stykkes skyld.

Fru Dag.
Og så?

Berthe.
Fik han øje på Ragna! Netop i det siste og værste stykke!

Fru Dag.
Hun skulde frelses, Berthe!

Berthe.
Så ræd har han ikke været før, sa han. Du kan tro, han da ikke var sen!

Fru Dag.
Den kjække gut! Hvad sagde du til ham, Berthe?

Berthe.
Jeg ved ikke. Jeg tror ikke, jeg sa noget. Jeg bare kastet mig om halsen på ham.

Fru Dag.
Berthe, Berthe! Les délices de ma vie!

Berthe.
Det er så dumt at gråte, nu alt er godt igjen. Men jeg har næsten ikke gjort andet.

Fru Dag (stille bevæget).
Jeg har ikke været så glad i min ganske tid.

Berthe.
Men det er jo, som glæde og sorg er det samme.

Andet møde.

Stener (kommer ind med et fang med ved, som han lægger varsomt ned foran pejsen. Siger i det samme sagte:).
Nu har jeg gjort op varme. Snart kommer kaffe. Jeg har telefoneret efter lidt mad også. Vi kan ikke rejse herfra for det første.

Fru Dag.
Hvad er det, Stener?

Stener.
Hun er svært medtat. Hun havde slet ingen øvelse for sligt. Så har hun oprevne hænder. Lidt plaster havde jeg hos mig. Forbandt, så godt jeg kunde, med mit våde lommetørklæde. Luften her er jo så ren. (Smiler.) Hun ligger med hansker på. Det ser så snodigt ud.

Fru Dag.
Kan jeg ikke se?

Stener.
Jo! (Går hen på tærne, åbner døren på gløt.) Hun sover endnu. Da kan smerterne i hænderne ikke være så slemme endda. (gir plads for moren.)

Fru Dag (ser ind).
Comme un enfant. Un enfant sauvé! Tu aimes la vie et la vie t'aime. (kommer frem efter at ha lukket.)

Men hun har vondt i de ben?

Stener.
Hun har draget dem opunder sig?

Fru Dag (nikker).
Ja.

Stener.
Ikke andet at vente, mor. Det vil vare en stund. Husk, hun havde ingen øvelse, da hun tog på dette. Alle vi andre øver os længe.

Fru Dag (for sig).
Comme Ragna est téméraire!

Berthe (sidder ved bordet med hodet i sin hånd).
Fra idag tror jeg, at far har havt mere ret, end vi har forståt.

Fru Dag (i fryd).
Berthe!

Berthe.
Ja, det siger jeg.

Stener (ser på dem).
Hvor besynderlige I fruentimmer er! (Går. Stanser, da den samme dumpe lyd av vognhjul i fast, våd jord høres.)

Der kommer nogen.

Berthe (springer op).
Det er far!

Alle (samler sig og ser ud ad de to øverste døre tilvenstre).

Fru Dag (iler ud).
Det er far!

Berthe (iler ud med).
Ja!

Stener (glad).
Javisst er det far! (efter de andre.)

Tredje møde.

Berthe (ind i stuen. Da hun ser faren stanse i forstuen, siger hun).
Vil du ikke komme herind og ta av dig? Her er ild?

Dag (svarer ikke, begynder at ta av sig i forstuen).

Fru Dag (kommer ind i forstuen med noget, hun bærer).
Vil du ikke ta av dig derinde? Foran den ild?

Dag (vedblir at ta av sig derude).

Fru Dag (bag ham).
Har du det ikke godt?

Dag (med kraftig røst).
Jeg føler mig meget bedre heroppe.

Fru Dag og Berthe (ser på hverandre og på ham. Stilhed).

Dag (kommer ind).
Var ikke luften så fugtig, følte jeg mig helt vel heroppe.

Stener (kommer ind med en dug, som han begynder at brede ud på bordet foran ilden. Men den samtale som netop begynder, stanser ham).

Fru Dag (forundret).
Er du ikke glad?

Dag (som går frem og tilbage).
Jo!

Berthe.
Noget så stort, som nu har hændt os.

Dag.
Det har du ret i, barn. - Har du husket at takke gud for det?

Berthe (bøjer hodet).

Dag (stort, inderligt).
Jeg har husket det. For mig er dette, som kom han selv tilstede. Da vi allesammen havde tabt hodet.

Stener (siger dæmpet).
Jeg ber dig tale sagte.

Dag (dæmpet).
Hun sover?

Fru Dag og Berthe.
Ja.

Dag.
Hvor sover hun?

Berthe (peger).
Der!

Dag (som før, men dæmpet).
Det kjære barn! En sådan dumdristighed, et sådant oprør, - ligefuldt kom han selv og bar hende op! Da må hun være ham kjær! Inderlig kjær! Da har han bestemt hende for noget.

Fru Dag.
Ved du, hvad for mig er det store her?

Dag.
Nej, min ven?

Fru Dag.
At nu 'ar Ragna gjort ende på vor strid. Ikke sandt?

Dag (livlig).
Ja, det håber jeg! Det er intet, jeg inderligere ønsker!

Fru Dag.
Det var derfor hun blev frelst, skal du se!

Dag.
Ja, gud give det! Jeg tror det! For at gi os denne store lære! Jeg har nu fåt den styrket én gang til. Netop som jeg skulde sætte mig i vognen.

Fru Dag (glad, dæmpet).
Gan du 'øre, Stener?

Berthe.
Å, Stener?

Stener.
Hvad er det for en lære, far?

Dag (ser på ham).
Kan du endda spørge?

Jeg tilstår ellers, at også for mig blev det uklart dernede. Men nu? Nu skinner det da med en klarhed, ingen har anet, ingen kan stå mod! Det er godt, de gamle beholder bestemmelsen. Vi ser, hvordan de unge kan bære sig ad.

Stener.
Ja, eksemplet er slemt.

Dag.
Ikke sandt? De unge kan sætte alt overstyr på et indfald, en lidenskab!

Stener.
Hvem får ungdommen til at bære sig sådan ad?

Fru Dag.
Stener!

Berthe (samtidig).
Men Stener dog!

Dag.
Du kan lige godt med én gang si, at de gamle er skyld i alt oprør i verden.

Stener.
Det mener jeg også.

Dag (stærkt).
Nej, her hører alting op!

Berthe.
Hys, hys!

Fru Dag.
Tale sagte! (Indtrængende til Dag.) Men også du var mod din far, da du var ung.

Dag (på samme måde til hende).
Hvor ofte skal jeg dog si dig, Félicie, at det er dette, som har git mig indsigt? Intet har jeg angret så dybt. Og straffen har jeg fåt. Der er en guds lov i alt dette. Den må respekteres; ellers går det galt.

Fru Dag.
Mais alors, que voulez-vous?

Dag.
Det modsatte av oprør: Lydighed! Det er dagens lære. - Kunde vi endnu tvile, så fik vi den da gjentat og styrket! Idet samme jeg satte mig i vognen . . .

Stener (kommer).
Hvad da?

Dag.
De har ikke telefoneret det op?

Alle.
Nej.

Dag.
Så stor er forstyrrelsen dernede endnu. Han, som kom Ragna til hjælp, sorenskriverens søn, han skulde være endnu grommere i sit overmod, som havde han ingen far og ingen mor. Han skulde gjøre det, som endnu ingen anden havde gjort: at gå fjældet nerover igjen. Så styrtet han.

Berthe (gir et skrig).

Fru Dag (iler til).

Dag.
Hvad er det? - -

Berthe (kommer sig).
Nej, mor, det er ingenting. Jeg vil bare høre - jeg må bare få vide . . .

Ragna (indenfra).
Berthe!

Berthe (svarer).
Ja! (Vil ile ind, vender.) Jeg må først få svar!

Fru Dag.
Il est mort?

Dag.
Nej, han lever. Der lå netop en båd. Men da han blev tat op i den . . .

Ragna (indenfra).
Berthe!

Berthe.
Ja!

Ragna (indenfra).
Hvad er det?

Berthe.
Jeg tør ikke høre det! (iler ind til hende.)

Fru Dag (går efter did ind. Døren lukkes).

Dag.
Her er nok atter skét noget, som jeg er holdt udenfor.

(til Stener.) Har du vidst noget om, at Berthe og han, - ja, at de -? Hvad?

Stener.
Ikke spor?

Dag.
Det var da endda vel.

Stener.
Kom han svært til skade?

Dag.
Naturligvis. Han ligger nu nede hos os.

Stener.
Det er synd. Det er en kjæk gut.

Dag.
Hvad synes du om det, han har gjort?

Stener.
At det er en guttestreg.

Dag.
Intet videre? Du ser intet i, at det skede netop nu?

Stener.
Nej. - Men enhver kan jo lægge sit ind i det.

Dag (om lidt).
Ånej. Jeg tog atter fejl. Dig overbeviser intet.

Men om du ikke kan se en synlig ledelse, du må da ane en usynlig i erfaringen? I de gamles erfaring?

Stener.
Naturligvis.

Men for at gå lige på sagen: hvordan har du erfaret, at det ikke vil gå med et stort fabrik-anlæg i Daglans-fossen?

Dag.
Av alt, som sker omkring os. I hele Europa. Hvordan det så går, - jo mere vi får av den sort, jo ulykkeligere og uenigere blir menneskene. De går under misundelse, i had, i begjær.

Stener.
Her er noget rent nyt. Noget, som endnu ikke har fundet sin form. Det syder og koger . . .

Dag (avbrydende).
Men menneskenes mål, Stener! Det er da ikke penger. Det er da ikke at gjøre menneskene til maskin-dele for at skaffe mere penger. Gud fader bevare os!

Stener.
Du kan intet så forfærdeligt si om det, som jeg ikke er enig i.

Dag.
Virkelig!

Stener.
Men så er vel du også enig med mig i, at for at bli menneske må en nå et visst velvære.

Dag.
Kjære, det har de jo her! Allesammen! Derfor har jeg jo sørget.

Stener.
Det ser jeg. Men om tusen til fik det? Om det blev alment?

Dag.
Du tror på muligheden av alment velvære?!

Stener.
Av hele min sjæl! Her er min tro. Her sætter jeg alt mit ind! Så ufuldkomment det endnu ser ud, - jeg tror, vi er på vejen til almenere velvære.

Dag (ivrig).
Hvorav tror du det?

Stener.
Av det jeg har set der, jeg kommer fra.

Der har også jeg forsøgt mig. Jeg har ledet et stort arbejde. Jeg tør si, jeg har gjort en stor arbejds-stok medinteresseret og tilfreds.

Dag.
Det har du?

Stener.
Det har jeg. På tale om erfaring, synes jeg nok, at det bør tas med.

Dag (efter lidt).
De blir længe derinde.

Stener.
Vil du ikke gå ind til Ragna, far?

Dag.
Så inderlig gjærne! - Men jeg så, de lukket døren efter sig.

Stener.
Bryd dig ikke om det!

Berthe (kommer forgrædt ud. Hun lukker døren bag sig. Går så frem mod faren).
Du, far?

Dag.
Ja, mit barn?

Berthe (undselig).
Kan jeg ikke få låne hesten og vognen din, far?

Dag.
Det skal du Berthe, mit søde barn?

Berthe (om halsen på ham. Går så ud i forstuen, der hun tar på sig rejsetøj, hjulpet av Stener).

Dag (som har gåt urolig opover, siger ind mod forstuen).
Det gjælder ikke livet, lille Berthe. Han har bare fåt sig en ordenlig lære.

Berthe.
Ja, den trængte han visst til.

Dag (forundret længer opover).
Siger du det?

Berthe (bestandig optat av at klæ sig, hjulpet av Stener).
Ja. - Jeg er enig med dig, jeg, far.

Dag.
Er du?!

Berthe (gående).
Mor også. Farvel!

Dag (ud).
Farvel, kjære Berthe! (Frem.) Så nogen er enig med mig? - Dog vel ikke i det store? (ser op.) Nu må du være hos mig! Alting står ikke så klart for mig, som når jeg er alene med dig.

Fru Dag (ind fra Ragnas rum, lukker døren efter sig).
Nu komme 'un straks.

Dag (forbauset).
Ragna? - Står hun op!

Fru Dag.
Hun er klædt på.

Dag.
Skal hun ikke heller ligge? Skal jeg ikke heller gå ind til hende? Et øjeblik. Så sover hun videre? Hun må være forfærdelig medtat. Det forstår jeg best.

Fru Dag.
Nej, hun vil op. Hun vil op til dig. - Hvor er Berthe?

Dag.
Hun fik min vogn for at rejse ned med.

Fru Dag (glad).
C'est bien toi! Faites en autant Å  Ragna!

Ragna (indenfra).
Mor!

Fru Dag (forskrækkes. Siger på vejen ind til hende).
Hun kan ikke bruge sine hænder! Jeg glemme det! (Ind til Ragna.)

Stener (kommer ind igjen, men fra kjøkkenet).

Dag.
Kan Ragna ikke bruge sine hænder?

Stener.
Nej, hun har revet dem op.

Dag.
Naturligvis! At jeg ikke tænkte mig det. Stakkars pige. - Har du gjort noget ved det?

Stener.
Ja, så godt jeg kunde.

Dag.
Ellers bærer jeg som gammel jæger bestandig hos mig . . .

Stener.
Der er hun sandelig!

Fjerde møde.

Ragna (kommer ind. Håret er udslåt. Hansker på hænderne).

Dag (kommer mod hende med åben favn).
At vi nu har dig! Ragna!

Fru Dag (bevæges).

Stener (tar og fører Ragna til den store stol).

Dag (kommer).
Du skulde ikke ha ståt op. Du har ikke mange kræfter nu.

Ragna (ryster på hodet).

Dag.
Har du smerter?

Ragna (lægger sig bagover).
Især i hænderne. Svært.

Dag (kjærligt).
Ikke noget, vi kan hjælpe dig med? Noget du vil ha?

Ragna (ryster på hodet. Ser på Stener).
Jo, kaffe.

Stener.
Det tænkte jeg at gi dig. Far havde med. Men det har desværre sluknet for mig derude.

Ragna.
Over i Amerika tænkte jeg ofte på sæteren, - og altid kaffe på sæteren.

Stener.
Du skal få! (går.)

Ragna.
Sæt dig hos mig, far!

Dag.
Ja, ja! (tar en stol, sætter sig.)

Ragna.
Du har vel meget at si mig?

Dag.
Nej.

Ragna (ser taknemlig på ham. Sidder lidt, blir meget alvorlig).
Nu skal du høre -!

Dag.
Å nej, Ragna, vi taler ikke om noget nu!

Ragna (ser på ham, siger).
Det er ikke det, du tænker. - - -

Da jeg stod deroppe midt i fjældet, det begyndte at bli vanskeligt for mig, jeg gled - -, jeg skjønte, jeg havde tat for meget på mig, - - jeg trodde, det måtte gå galt -

Dag.
- Der skal gå så lang øvelse foran, kjære! -

Ragna.
- da - da sænket sig noget over mig, noget låddent, gråt.

Dag.
Du var kommet op i regntågen, barn!

Ragna.
Den hang sig på mig. Den var tung. Den vilde nedover med mig.

Dag (for sig).
Å - hå!

Ragna.
Jeg måtte passe mig. Jeg holdt på ikke at sanse.

Dag.
Netop. (Han tørrer sin pande.)

Ragna.
Akkurat som den begyndte en lang, ond kamp med mig. Jeg vilde holde fast, og den vilde ha mig løs. Åh -!

Dag (bønligt).
Ikke mere!

Ragna.
Jo - for da var det, jeg tænkte på dig.

Dag (frygtsomt).
På mig, Ragna?

Ragna.
Slipper jeg nu, så blir det far, som blir mest ulykkelig.

Dag.
Å, min gud!

Ragna.
Tydeligt, klart tænkte jeg: far blir mest ulykkelig. - - Så havde jeg kraft igjen. Og gik på.

Dag.
Tak!

Men ikke mere!

Ragna.
Jo, det vigtigste.

Jeg kom did, det blir så flat.

Dag.
Flat? Å, glat mener du. Der det store flaket har gåt av?

Ragna.
Ja.

Dag.
Der er ikke tag at få for hånden. Du har bare en smal kant at gå efter.

Ragna.
Ja. Der er det vanskeligt!

Dag.
Du må gå på siden og bare stø' med hånden.

Ragna.
Ja. - Og derfra var så langt, langt ned! Jeg syntes, jeg hørte dem dernede fra. Da var det atter - -

Dag (ræd).
- - som sansen vilde gå fra dig -?

Ragna.
Fjældet gled unda. Jeg havde ikke længer noget at stø' mig til. Jeg gik i luften . . .

Dag.
Å, du, min gud!

Ragna.
Men jeg gik. For der kom nogen imod, som ikke vilde. Og det hjalp. Det stødde. Jeg måtte ikke slippe frem. Men jeg trængte frem. Et steg til. Så måtte jeg ikke videre. Men jeg gik videre. Endnu ét steg til; den, som var imod, måtte gi mig det! Så et til. Og atter ét. Det nytted ikke at nægte mig det; jeg vilde op. Sådan hele vejen, far, til jeg var forbi flaket.

Så bar det bent opover igjen. Men der stod han mod mig, der også! Men nu var jeg blet så stærk, nu. For jeg syntes, jeg gik for noget. Jeg gik for sejer. Der var lysning inde i mig.

Så, da jeg kom til det vanskeligste, da var det ikke mere vanskeligt. Da kom der et taug ned til mig. Det tog jeg. Tog det med mine såre hænder og holdt. Jeg blev løftet, mens jeg gik på, snart med knærne, snart med fødderne. Så var jeg oppe. Men da ved jeg heller ikke mere.

Jeg lå i en seng. Jeg havde ondt i hænderne og i benene. Men jeg var på vor sæter igjen!

Far, var ikke det et stort eventyr?

Fru Dag (har siddet bag dem ved bordet. Hun gråter nu, så de hører det og vender sig. Da rejser hun sig stille og går).

Dag (højtidelig).
Mit barn! Min Ragna! Hvad var det, du vilde vinde? Hvad var det, du gik for?

Ragna.
Nej, far, det ved ikke jeg.

Dag.
Men jeg ved det! (Rejser sig.) Sejer sa du? (roper.) Stener! - (Går, ser op.) Nu forstår jeg! Nu forstår jeg! (roper.) Stener!

Stener (fra kjøkkenet med kaffekopper, som han sætter fra sig på bordet).

Fru Dag (kommer efter).

Dag (går hen til Ragna igjen).
Det var freden, du vilde vinde, mit barn. Du gik for den. Freden mellem os. (Knæler, omfavner hendes liv, brister i gråd.)

Jeg vil ha fred med mine barn.

Ragna (lægger hodet bagover stolryggen og udstøder et langt).
Åh -!

Dag (rejser sig).
Du Stener, vi skal mødes. Som du vil det. Du kjøber Daglannet for fuld pris. Og indretter fremtiden der. Som du ser den. Men jeg gjør av pengene et legat. Det skal arbejde for det, jeg tror på og elsker.

Stener (går mod ham. Tar hans hånd, mens de ser ind i hverandres åsyn. Falder så i hverandres arme).

Ragna.
Stener! (Stener kommer.)

Jeg skal styre for dig.

Stener.
Det har jeg hele tiden tænkt.

Dag og Fru Dag (har samtidig mødtes).

Fru Dag (frem til Ragna).
Nu skal vi helde på den café, Ragna!

Ragna.
Ja, kaffe!

Stener.
Hvem kan det være? (Går opover og ser ud.)

Fru Dag (som nu står ved kjøkkendøren).
Det er en mand.

Stener (for sig).
Er det ikke Ramset? (Går ud til venstre.)

Dag (som intet har ænset).
Hvorfor går Stener?

Fru Dag.
Her gomme nogen?

Dag.
Nu? Her?

Fru Dag.
Jeg tror virkelig, det er hr. Ramset.

Dag.
Hvad vil han her? Det fremmede menneske?

Fru Dag.
Han tror vel, han skal hjælpe os.

Ragna.
Med at drikke kaffe?

Dag.
Jeg synes ikke om ham. (Stanser, gir et udbrud.)

Fru Dag (i højeste forbauselse).
Qu'est-ce que c'est?

Dag.
Å, jeg dåre!

Ragna (vender hodet, anende).
Far -?

Dag.
At jeg kunde glemme det!

Ragna (rejser sig halvt på fodskammelen).
Du har da vel ikke -?

Dag.
Jeg har overdraget ham at styre Daglannet med en ejers ret i tre år.

Fru Dag.
For at 'indre -?

Dag (vinker utålmodig av med hånden).

Ragna (lar sig glide ned i stolen igjen, overgit).

Dag.
Det er bare nogen timer siden. Men så meget er hændt, at jeg ikke mere husket det. At jeg ikke mere fatter det.

Fru Dag.
De unge er nok ikke alene om at handle ud av lidenskab.

Stener (kommer).

Ramset (ses bag ham i forstuen, der han blir for at hænge regntøjet av. Han er klædt med omhu).

Femte møde.

Stener.
Det er Ramset, far. Han siger, han må tale med dig.

Dag.
Og jeg med ham.

Ramset (kommer ind, bøjer sig).
Jeg skal hilse fra alle på gården og sige, at de alle er så inderlig glad. Jeg for min del måtte rejse op.

Dag.
Ja, Ramset, nu har jeg solgt Daglannet til min søn.

Ramset (ser på ham og på de andre).

Dag.
Har De ikke forståt det?

Ramset.
J-o, bevars!

Dag.
Så vor overenskomst må gå om igjen. Jeg var ikke helt mig selv, da jeg gjorde den. Jeg må derfor be' Dem om undskyldning.

Fru Dag.
Vi bede Dem alle om undskyldning, hr. Ramset.

Ramset (svarer ikke).

Stener.
Hvad svarer De?

Ramset (langt om længe).
Ja-a. Det er en meget delikat sag.

Dag (utålmodig).
Hvordan det?

Ramset.
Ja-a. - - Jeg ser, Mrs. Andersson smiler. Frøkenen, vilde jeg si. (Smiler selv.)

Ragna.
Jeg? Nej.

Ramset.
Så tog jeg fejl.

Dag.
Hvad blir det til?

Ramset.
Det er ikke godt at si. Sagen er av delikat natur.

Ragna (smiler nu).
De vil visst helst avgjøre den med mig?

Ramset (ivrig).
Det var just, hvad jeg vilde be' om!

Dag (utålmodig og forundret).
Hvad skal det si?

Fru Dag.
De kjender hverandre. Fra Amerika.

Dag (mumler for sig).
Hun kjender den fyren?

Ragna.
Han vil høre mit råd, far.

Ramset (glad).
Sådan er det.

Ragna (med lune).
I får gå da!

Dag.
Vi skal gå?

Ragna.
Til kaffeen. Ude i kjøkkenet.

Fru Dag.
Det gjøre vi! Gom! (Tar Dag under armen.)

Dag (til fru Dag).
Det er dog højst forunderligt.

Fru Dag.
I Amerika, ved du, der er meget, så meget anderledes. - Gom! (De går.)

Stener (kommer frem til Ragna, bøjer sig over hende og ser hende ind i øjnene).

Ragna.
Jeg er for svag til det, mener du? (Stener nikker bifald.) Ånej!

Stener.
Kunde ikke jeg få gjøre det?

Ragna.
Det er visst bare jeg, som kan. - Tak, Stener!

Stener (går efter de andre).

Sjette møde.

Ramset.
De hjalp mig også denne gangen, De. - Ja, jeg må si, nu vi er alene, at da jeg hørte dette, at De var i livsfare oppe i fjældet . . . Da var det, som en havde stunget mig med en kniv.

Ragna (som vil ha ham bort fra det sentimentale).
Hvordan kjendes det?

Ramset (svært forundret).
Å - å bli stunget med en kniv? Nej, det ved jeg ikke. Men det må være fælt vondt.

Ragna.
En skal bare sige, hvad en ved, Mr. Ramsey.

Ramset.
Ja, ja. - Det kan være noget i det.

Ragna.
Det var overdragelsen da, Ramsey. - Stener vil naturligvis ha ejendommen straks.

Ramset.
Jeg skjønner det.

Ragna.
Hvad kan De ha mod det?

Ramset.
Først havde Deres far solgt ejendommen til mig.

Ragna (som støder hodet mod stolryggen, vender det nu mod Ramset).
Havde han solgt den?

Ramset.
Ja, det havde han. For 300,000. Det var jeg villig til at gi, skjønt det er den dårligste handel, som er gjort på vestlandet. Sæt, Deres bror vilde ta den igjen ved odel? På takst? Da var jeg ruineret. Der er én eneste vestlænding, som har været så dum, og det er jeg.

Ragna (smiler, ser på ham).
For min skyld?

Ramset (ildfuld, snar).
Det kom på mig som en inspiration! Om det havde gjældt livet, jeg kunde ikke ladt være. Deres far sa, han var ikke ved sin fulde forstand. Nej, jeg havde tabt min aldeles, det er sagen.

Ragna.
Altså begge to! (Ler stille.)

Ramset (ler også).
Men så kan De forstå, hvad jeg tabte, da den handelen gik overstyr.

Ragna.
Den var jo så dårlig?

Ramset.
For gården gav jeg meget for meget.

Ragna (stille leende).
Men ikke for udsigten?

Ramset.
Ikke for udsigten! - Å, Mrs. Andersson! Pinedød, frøken!

Ragna.
Å, jeg kjender kaffe! Nu er jeg hjemme! På sæteren igjen - med kaffe!

Ramset.
De vilde svare -?

Ragna (venter lidt).
Jeg har været langt borte. Oppe i mangt. Har måttet ta fat i meget grovt.

Men skal jeg engang gifte mig, så må det være med en fin mand.

Ramset (ser flygtig ned over sig).

Ragna (siger mildt).
Med en fin natur. Ikke en, som vil kjøbe mig.

Ramset (står målløs og ubevægelig).

Ragna.
Kom nu med papiret!

Ramset.
Med overdragelsesdokumentet?

Ragna.
Ja. De er en klog mand. Når De hverken fik gården eller udsigten, hvad vil De så egenlig med overdragelsen på tre år?

Ramset.
Den er underskrevet.

Ragna.
Ja, hvad gjør det?

Ramset.
Hvad det gjør? (Tar dokumentet op.) Det står juridisk fast. Og skal både handelen og overdragelsen gå om, så må jeg dog ha vederlag. Det kan ingen forstandig mand fortænke mig i.

Ragna (uden at se på ham).
Det byr mig imod at minde Dem om det. De burde ha husket det av Dem selv. - Jeg gav Dem Deres dokument tilbage uden noget vederlag.

Ramset (nitiendedele naivt).
Gud bevare os, gud bevare os, der er da forskjel!

Ragna.
Hvad?

Ramset (næsten barnslig).
Vi handler ud av to aldeles forskjellige principer, De og jeg.

Ragna (ser på ham, dernæst bort fra ham).
Nu skal De gå!

Ramset (gjør i ytterste forbauselse et steg frem for at svare).

Ragna (rejser sig på fodskammelen).
Ikke ét ord mere!

Ramset (putter dokumentet i lommen, bøjer sig, går. Vi ser ham i forstuen ta sit tøj ned. Men vi ser også, at han er rasende).

Syvende møde.

Ragna (lar sig glide langsomt ned i stolen, lægger hodet bagover og siger endelig halvt syngende:).
Kom nu!

Alle (kommer og med dem en stærk duft av kaffe).

Ragna (da de har kommet helt frem til hende, siger hun træt:).
Han vil ikke.

Fru Dag, Dag.
Han vil ikke? (De ser på hverandre.)

Stener (til Ragna).
Så du dokumentet?

Ragna (efter at ha fæstet øjnene på ham).
Ja.

Stener (fort ud til venstre).

Ragna (træt).
Hvor dejlig her lugter kaffe.

Fru Dag.
Nu vente den på dig.

Dag.
Men hvad er her at gjøre?

Ragna (langsomt, ligegyldigt).
Han vil ha vederlag.

Dag.
Ja, det er slige, som løber av med fordelen, når vi andre -

Fru Dag.
Vi betale den vederlag! - Det skal jeg gjøre!

Dag og Fru Dag.
Hvad er det?

Ragna (mat, liggende bagover).
Å, det er bare vederlaget.

Fru Dag.
Vederlag?

Ragna.
Nu slipper du at betale det, mor. Stener gjør det.

Alle (i forventning).

Stener (kommer rask ind, oprevet, hård, med et krøllet papir i hånden).
Her er dokumentet, far! Han fik det for det, han skulde ha.

Dag (til fru Dag).
Akkurat som da jeg var ung!

Fru Dag.
Og akkurat som du, når han blive gammel.

Dag (med store øjne).
Du tror -?!

Fru Dag.
Mod de nye grav. - Ja!

Dag (stråler).

Ragna (slår i en latter. Den blir så underlig, at alle iler til).

Fru Dag.
Ragna!

Ragna.
Å, det er bare - ha, ha, ha, jeg ler bare av, at her ingen tragedie blev av, ha, ha, ha, ha! (Latteren varer, gjentar sig.)

Dag (forfærdet).
Kom til dig selv, barn!

Stener.
Den ytterste overanstrængelse! (Stiller sig bag hende.)

Fru Dag (på venstre side).
Ragna! Nu er jo alting godt.

Dag (på højre side, stærkt).
Ragna! Hold imod! Du sa selv, jeg blir den ulykkeligste. Og det blir jeg!

Ragna (svagt).
Far! (Latteren går over til gråd.)

Stener.
Nu går det over.

Fru Dag (som holder på hendes puls, efter lidt).
Det går over.

Dag.
Stener, tag og bær hende ind på sengen!

Stener.
Ja.

Fru Dag (viger pladsen for ham).
Men forsigtig!

Stener (bøjer sig over hende for at få tag).

Ragna (ligger bagover med lukkede øjne og mumler uden at slå dem op).

Dag.
Hun siger noget?

Stener (som har sat sit ene knæ på fodskammelen).
Hvad er det, Ragna? - Nu bærer jeg dig ind på sengen?

Ragna (uden at slå øjnene op).
Men så får jeg ikke kaffe.

Alle (leende).
Du skal få kaffe.

Noter

Note 1:
Navnet udtales på fransk. [tilbake]

Note 2:
Udtales på fransk [tilbake]

Note 3:
udtales på engelsk. [tilbake]

Note 4:
Møne. [tilbake]

Note 5:
Udtales på fransk [tilbake]

Note 6:
Fransk udtale. [tilbake]