Bjørnstjerne Bjørnson
Første gang utgitt i 1872
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)
I forrige århundre bode i en af Norges større fjælddale en spillemand, som til en vis grad senere er gået over i sagnhistorien. En mængde toner og slåtter tillægges ham; somme havde han ifølge sagnet hørt af de underjordiske, en af selve fanden, en havde han gjort for at redde sit liv o. s. v. Den ene af hans slåtter er bleven berømt over alle; thi dens historie endte ikke med hans liv, men begyndte først rigtig efter dette.
Spillemanden Ole Haugen, en fattig pladsmand højt under fjældet, havde en datter Aslaug, som havde arvet hans yperlige hoved og ligeledes musikken, om ikke i spil, så i alt sit lag; for hun var let og frejdig i samtale, i sang, i gang, i dans. Der kom tilbage fra lange rejser en unggut, som var tredje søn på det gamle ætsæde Tingvold. To brødre, ældre end han, var begge druknede i en flom, og han skulde nu have gården. Han traf Aslaug i et større bryllup og blev indtaget af hende. Den tid var det endnu uhørt, at en gårdgut af så stor og gammel slægt kunde bejle til en af Aslaugs kår og stand. Men denne gut havde været længe borte, og han lod sine forældre høre, at han der ude havde, hvad han kunde leve af, - og kunde han ikke få det, som han vilde her hjemme, måtte det gjerne være det samme med gården. Der spådes ham almindelig, at slig ligegyldighed for slægt og slægts grund og gård vilde straffe sig; der sagdes også, Ole Haugen måtte have virket dette - og kanske ved hjælp, som alle mennesker burde ræddes for.
Ole Haugen skal nemlig, medens kampen mellem gutten og forældrene stod på, have været ved ypperligt lune. Men da sejeren var vunden, havde han sagt, at han allerede havde laget dem en brude-slåt; den skulde aldrig mere kunne gå ud af ætten på Tingvold; - men gud trøste den brud, havde han videre sagt, som ikke kjørte lige så glad til kirke efter den, som plads-jenten fra Haugen! - Heri havde folk anet en ond indflydelse.
Sådan lyder sagnet, ligt så mange andre. Men noget, som er sikrere end sagnet, er, at endnu i dag er der i denne fjældbygd, ligesom i flere, en levende sans for musik og viser, og i hine dage må den derfor have været endnu større. Den kan ikke vedligeholdes, uden at nogen øger og oppudser den arvede skat, og Ole Haugen må have været den ypperste i dette.
Sagnet fortæller videre, at ligesom Ole Haugens brudeslåt var den lyksaligste, de havde hørt, således var det brudepar, som for første gang kjørte hjem efter den, og som førtes til kirkedøren af den, og som der efter endt vielse modtoges af den, det lykkeligste par, de havde set. Og skjønt Tingvold-slægten altid havde været en vakker slægt og efter denne tid i endnu større grad blev det, holdt sagnet med bestemthed fast ved, at dette par måtte for alle tider bære prisen.
Vi komme nu fra sagnene ind på fastere grund; thi med Ole Haugen dør sagnene; efter ham begynder historien. Denne fortæller, at slåtten blev et arvestykke, forskjelligt fra alle andre, som sjælden bruges; thi dette blev brugt, d. v. s. slåtten blev på Tingvold trallet, skrålet, blistret, blåst, spillet fra stue til stald, fra jorder til udmark; og efter den slåt blev det eneste barn, de fik, vugget og gynget på armene af mo'r, af fa'r, af barnejenten og øvrige tjenere, og det første, hun selv lærte, efter sine første kunster og ord, var slåtten. Barnet hed Astrid. Der var toner i slægten, og ikke mindst i denne lille kvikke jente, som snart med mesterskab kunde tralle slåtten, hendes forældres triumf-marsch, slægtens forjættelse. Det var ikke så stort under endda, at hun som voxen nok vilde vælge sin kjæreste selv. Kanske er det en overdrivelse med alle Astrids friere; men, sandt eller ej, så blev den rige pige med det fine lag over 23 år og var endda ikke fæstet. Da kom der op, hvad der havde været grunden! Moderen havde for flere år siden taget ind en kvik fantegut fra landevejen; fantegut var han vel ikke, men kaldtes så, og ikke mindst af moderen, da hun fik høre, at Astrid og han i al vidunderlighed oppe i udmarken havde gået hen og forlovet sig og siden stod og trallede brudeslåtten til hverandre, hun ned fra stabburs-taget, og han oppe fra lien. Gutten kom fort nok væk; for nu viste det sig, at ingen holdt strengere på "ætten" end den fordums plads-jente. Og faderen måtte tænke på spådommen, da han selv brød slægts-sædvanen; ætten tog allerede gifte ind fra landevejen, hvor vilde det ende? Bygden dømte ikke mildere. Fantegutten - Knut hed han ellers - havde slået sig på handelen, især fæ-handel, og var kjendt af hvermand. Han var den første der i bygden, ja vidtom, som drev denne i det store. Han åbnede denne vej og skaffede derved bygderne på de kanter bedre priser og mange enkelte kapitaler. Men det var ikke frit, at der lå drikkelag og slagsmål efter ham, der han foer, og dette var det eneste, de talte om; thi hvad han var som handelsmand, forstod de endnu ikke. Da Astrid var 23 år, stod det imidlertid slig, at enten måtte gården gå ud af den lige æt-linie, eller også han ind; thi forældrene havde ved sit eget gifte tabt den moralske magt, som her kanske kunde have tvunget. Så fik Astrid sin vilje; den muntre, vakre Knut kjørte en vakker dag i umådeligt følge til kirke med hende. Slægtens brude-slåt, bedstefaderens mesterstykke, skinnede tilbage over toget, og de to sad, som trallede de sagte med; thi de så meget muntre ud. Folk undrede sig over, at også forældrene så muntre ud. De havde dog gjort så lang og ihærdig modstand.
Efter brylluppet overtog Knut gården, og de gamle sattes på føderåd; men dette var så stort, at ingen skjønnede, hvorledes Knut og Astrid kunde stå i det; thi gården var vel den største i bygden, men ingenlunde vel brugt. Ikke nok hermed: en trefold arbejdsstyrke toges, og alting på en ny måde, med en på de kanter uhørt bekostning. Man spåde ham den visse ruin. Men "fantegutten", som han endda kaldtes, var lige munter, og hans lune havde længst smittet Astrid. Den før så fine og stille jente var nu bleven en ferm og fed hustru. Forældrene var fortrøstningsfulde. Endelig forstod da folk, at Knut havde bragt til Tingvold, hvad ingen der før havde haft, driftskapital! Han havde tillige bragt stor erfa ring fra sit omflakkende liv og dertil en evne til at håndtere varer og penge, til at holde arbejdsfolk og tjenere i et godsligt og muntert lag, så inden 12 år var Tingvold ikke til at kjende igjen. Husene var andre, besætningen trefoldig og trefoldig godt stelt, og Knut selv i klædes langfrak, med "merskums-pibe" og toddy-glas om kvælden sammen med kaptejnen, præsten og lensmanden. Astrid beundrede ham som det klogeste og snilleste på jorden, og hun fortalte selv, at han i sin ungdom nu og da havde slåedes og drukket, bare for at der skulde gå ord om ham og gjøre hende ræd; "for han var så spekulert!" Hun fulgte ham i alt, kun ikke i at skifte klæder og skikke; hun vilde holde ved bondevisen og bondedragten. Knut lod alle andre være på den måden, de bedst vilde, og så blev de heller ikke uforligte herom. Han levede med sine, og hun vartede ham op. Det var i al tarvelighed for resten; han var for klog til at ville gjøre ståk eller omkostning. Somme sagde, at han tjente på kortspillet og på den anseelse og de forbindelser det åbnede ham, mere, end han lagde ud; men det var vel bare bagtalelse.
De havde flere børn, hvis historie ikke kommer os ved; men den ældste søn, Endrid, som skulde arve gården, skulde jo også lede dens ære videre. Han var vakker som hele ætten; men hans hoved var ikke mere end til hverdagsbrug, som ofte ses med børn efter stærkt optagne forældre. Faderen lagde tidlig mærke til det og vilde ved en udmærket opdragelse bøde herpå. Børnene fik af den grund huslærer, og gutten kom som voxen ud til en af de landbrugs-skoler, som nu netop begyndte at komme bedre i gang, og senere til byen. Han kom hjem igjen som en stille, lidt forlæst gut, med mindre by-vaner, end man skulde have troet, og faderen ønsket. Endrid var nemlig overhovedet ikke lærenem.
På denne gut blev der spekuleret både af kaptejnen og præsten, som hver havde mange døtre, - og hvis dette var årsagen til den stigende opmærksomhed, som de viste Knut, så bedrog de sig overmåde slemt; for Knut ringeagtede i den grad et gifte med en fattig kaptejns- eller provste-datter uden fordannelse til at styre på en stor gård, at han ikke engang fandt det umagen værd at advare sønnen. Han havde det heller ikke behov; thi gutten indså lige så godt som han, at ætten måtte op igjen i andet end velstand, at den nu trængte blod af de med den i alder og anseelse jævnbyrdige ætter. Men nu vilde ulykken, at gutten var lidt kejtet, når han foer i slige ærender, så folk fik mistanke. Det kunde vel endda have gået; men han kom i ord for at fare efter gode gifter, og der ordet går, skyr bonden. Endrid selv mærkede det snart; thi var han ikke særdeles gløg, så var han til gjengjæld meget fintfølende. Han skjønnede, at det ingenlunde forbedrede hans stilling, at han kom byklædt og fantelært, som det hed. Og da der var noget solidt på bunden i denne gut, gjorde krænkelsen, at han lidt efter lidt lagde både byklædningen og by-sproget til side og tog fat på sin faders umådelige gård som arbejdskarl. Faderen skjønnede alt ja, før gutten skjønnede det selv, - og han bad moderen lade som ingen ting. De talte derfor ikke til gutten om giftermål, ingen lagde anderledes mærke til den forvandling, som foregik med ham, end at faderen bestandig kjærligere tog ham med op i sine planer med gårdsbruget og det øvrige stel og efterhånden overlod styret af det første helt og holdent til sønnen. Han angrede det ikke.
Således gik gutten, til han var 31 år, øgede sin faders formue og sin egen erfaring og sikkerhed. I al denne tid havde han ikke gjort, nej, ikke den mindste tilnærmelse til at bejle til nogen jente i eller udenfor bygden, og nu begyndte forældrene at blive alvorlig bange for, at han ganske havde slået det af sinde. Men det havde han ikke.
På nabogården levede i gode kår en familie af bygdens bedste æt, flere gange indgiftet også i den gamle æt på Tingvold. Der voxte op en jente, som Endrid havde været god imod, fra hun var et lidet barn; ventelig havde han i al stilhed udset sig hende, thi kun et halvt år efter hendes konfirmation fride han. Hun var da 17 år, og han 31. Randi, så hed hun, var ikke strax på det rene med, hvad hun skulde svare til dette; hun gik til forældrene med det, men disse overlod det ganske til hende selv. De mente, han var en brav mand, og at han, hvad formue angik, var det bedste gifte, hun kunde få. Aldersforskjellen var stor, og om hun, ung som hun var, havde mod på den store gård og de mange for hende så ganske uvante forhold, måtte hun selv afgjøre. Hun skjønnede nok, at forældrene heller vilde, hun skulde sige ja end nei; men hun var virkelig ræd. Så gik hun over til hans moder, som hun altid havde syntes godt om. Hun tænkte, at moderen havde vidst om det, men så til sin forundring, at hun intet vidste. Moderen blev så glad, at hun af al magt styrede hende til at sige ja. "Jeg skal hjælpe dig," sagde hun. "Fa'r vil intet livøre tage; han har sit, og han vil ikke, at børnene skal ønske livet af ham. Her bli'r strax delt med alle, og det lille, som vi herefter skal leve af, får så deles, når vi er borte. Deraf kan du se, her er intet bryderi at påtage sig lige overfor os." Ja, Randi vidste jo, at Astrid og Knut var snille. "Og gutten," fortsatte Astrid, "er god og skjønsom." Ja, det havde Randi selv erfaret, hun var ikke ræd for at komme ud af det med ham; - når hun bare selv måtte strække til!
Et par dage efter var det afgjort, og var Endrid glad, så var hans forældre også; for dette var en agtet familie, og jenten var jo så vakker og vitug, at bygden i det stykke kanske ikke havde bedre gifte. Brylluppet, som de gamle på begge sider samtalede om, blev bestemt til at holdes lige før høsten, for her var intet at vente efter.
Bygden tog imidlertid ikke denne tidende op således som vedkommende parter. Man fandt, at den unge, vakre jente havde "solgt sig." Hun var så ung, at hun vel næppe vidste, hvad gifte var, og den slu Knut havde skyndt på sønnen, før jenten endnu var færdig for friere. Lidt af dette fik den unge jente høre, men Endrid var kjærlig, og var det på en så stille, næsten ydmyg måde, at hun ikke vilde bryde, men var dog lidt kølig. Begges forældre havde vel også hørt et og andet, men lod, som alt var vel.
Brylluppet skulde holdes i stor stil, kanske just for at trodse snakken, og dette var af samme grund heller ikke Randi ukjært. Knuts omgangsvenner, præsten, kaptejnen, lensmanden med hele deres store familie var også indbudne, og nogle af dem skulde gjøre følge til kirken. Af den grund ønskede Knut ingen spillemand, - det var for gammeldags og bondsk; men Astrid holdt på, at slægtens slåt måtte føre dem til kirke og derifra tilbage til hjemmet; de havde selv været altfor lykkelige med den til ikke nu at opleve gjentagelsen på deres kjære børns højtidsdag. Knut befattede sig ikke meget med poesi og de dele; han lod konen bestemme. Brudens forældre fik altså et vink om, at spillemændene kunde bestilles, og den gamle marsch, som nu havde hvilet sig en stund, fordi denne del af ætten havde arbejdet uden sang, slægtens brudemarsch, blev begjæret.
Bryllupsdagen lagde desværre til med et overhændigt høstregn. Spillemændene måtte gjemme felerne ned efter at have spillet fra gårde, og de tog dem ikke op, før de kom så langt, at de hørte kirkeklokkerne. En gut måtte da stå bag på vognen og holde en regnhat over dem, og derunder sad de sammenkrogede mod hverandre og filede væk. Slåtten klang ikke i sligt vejr, som venteligt kunde være, og det brudefølge, som kom efter, så heller ikke lysteligt ud. Brudgommen sad med brudgomshatten mellem benene og en sydvest på hovedet; over sig havde han en stor skindtrøje, og en regnhat holdt han over bruden, som med det ene tørklæde over det andet, for at spare kronen og den øvrige stads, lignede mere en våd hø-såte end et menneske. Således kom de, vogn efter vogn, mændene dryppende, kvindfolkene bortgjemte og indpakkede, det var et slags fortroldet følge, hvori der ikke sås et kjendt ansigt, for der sås intet ansigt, men kun en del tvekrogede, sammenstuvede uld- eller skindtulle. Den særdeles talrige almue, som stod og ventede på det rige følge, måtte le, i begyndelsen modstræbende, men senere højere og højere for hver vogn. Ved det store hus, hvor følget skulde stige af for at rette på pynten til kirkegangen, stod en kramkarl, en løjerlig karl, som hed Aslak, på en høvogn, som var kjørt til side der i krogen ved bislaget. Han råbte, just som bruden blev løftet ud: "Nej, dyre død, om Ole Haugen sin brude-slåt vil låte i dag, lel!"
Mere sagde han ikke; men det var også nok. Mængden lo, - om også de fleste bortgjemt, det blev bare derved des bedre følt, hvad alle tænkte og vilde skjule.
Da de fik tørklæderne af bruden, så de, at hun var hvid som et lagen. Hun græd, forsøgte at le, græd så igjen, og så kom det med een gang på hende, at hun ikke vilde til kirke! Under det røre, som nu fulgte, måtte hun lægges på en seng i et siderum, thi hun overfaldtes af en gråd, som de blev rædde. Hendes værdige forældre stod hos, og da hun tiggede dem om at slippe at gå i kirke, sagde de, at hun måtte ganske gjøre, som hun vilde. Da så hun Endrid. Noget så ulykkeligt, ja hjælpeløst havde hun aldrig set, og ved siden af ham stod hans moder; hun sagde intet, og ansigtet var ubevægeligt. Men tåre på tåre trillede ned ad det, øjnene hang ved Randis. Da lettede Randi sig op på albuerne, så en stund ret foran sig, mens hun hikkede efter gråden; "å nej!" sagde hun; "jeg går til kirken." Hun kastede sig atter bagover og græd en stund; men så stod hun op. Siden føjede hun til, at hun ingen musik mere vilde have, og det blev, som hun vilde. Men de afskedigede spillemænd gjorde ikke historien bedre, da de kom ud blandt almuen.
Det var et sørgeligt brudetog, som nu gik mod kirken. Regnen gjorde jo, at brud som brudgom kunde dække sine ansigter for mængdens nysgjerrighed, til de kom ind i kirken; men de følte, at de løb spidsrod, og de følte, at deres eget store følge var ilde tilmode over at være narret med på et sligt spottens tog.
Den navngjetne spillemand, Ole Haugen, havde sin grav lige tæt ved kirkedøren. Stiltiende var den bleven fredet; en af slægten havde sat en ny hoved-stav, da den gamle var rådnet i roden. Staven havde oventil form af et hjul, Ole havde selv forordnet den. Graven lå på et solbart sted, et myller af vilde blomster grode her. Enhver kirkesøgende som engang havde stået ved denne grav, vidste fra en eller anden kjending, at en mand, som på statens kost havde samlet ind urter og blomster der i dalen og på fjældene omkring, havde fundet blomster på denne grav, som ellers ikke fandtes i miles omkreds. Dette gjorde, at bønderne, som ellers lidet ænsede, hvad de kaldte for "ugræs", følte nysgjerrig glæde ved disse blomster, kanske også nysgjerrig skyhed; nogle af blomsterne var ualmindelig fagre. Men da brudeparret gik her forbi, mærkede Endrid, som holdt Randis hånd, at det gøs i hende; strax efter begyndte hun igjen at græde, kom altså grædende ind i kirken og lededes grædende til sin stol. Således var i ingen mands minde en brud kommen ind i denne kirke.
Hun følte, der hun sad, at hun nu stadfæstede det rygte, som gik, at hun virkelig var solgt. Den forfærdelige skam for forældrene, som lå heri, gjorde, at hun en stund blev kold og kunde holde gråden. Men for alteret kom hun ved en eller anden ytring af præsten atter i bevægelse, og strax stormede alt, hun i dag havde gjennemgået, ind på hende; det var hende en stund, som kunde hun aldrig mere se folk i øjnene, og allermindst sine forældre.
Hele resten er det samme op igjen, og derfor skal kun meddeles, at hun ikke kunde sidde tilbords med ved middagsbordet, og da hun var lokket og truet ned til kvældsbordet, ødelagde hun dette og måtte føres tilsengs. Brylluppet, som skulde have varet i flere dage, opløstes samme kvæld. "Bruden er ble't syg," hed det.
Skjønt ingen af dem, som sagde dette eller hørte det sagt, trode det, så var det dog altfor sandt. Hun var ikke længer frisk, og hun blev ikke frisk. Og en følge heraf var, at deres første barn var sygeligt. Forældrenes hengivenhed for det blev naturligvis ikke mindre derved, at de begge forstod, at de på en vis måde selv var årsag i barnets lidelse. De omgikkes ingen uden dette barn; til kirken kom de ikke, folk var de blevne rædde. I to år lod Gud dem have denne glæde hos barnet; men så tog han også den.
Den første tanke, de kunde finde sig tilrette i efter dette slag, var den, at de havde holdt for meget af barnet. Derfor havde de tabt det. Og da de så fik et til, var det, som ingen af dem vovede at give sig hen. Men barnet, som i begyndelsen også syntes sygt, kviknede til og var meget muntrere end det foregående, så det blev uimodståeligt for dem. De fik en ny, ren glæde istand; de kunde glemme, hvad der var hændt, når de sad hos det. Da barnet var to år gammelt, tog Gud også det.
Enkelte mennesker er udvalgte af sorgen. Det er netop dem, som vi synes trænger mindst til den. Men det er også disse, som kan bære troens og forsagelsens vidnesbyrd sandest ud. De to her havde tidlig søgt Gud sammen; herefter var deres eneste møde sat hos ham. Livet på Tingvold havde længe været tyst, nu blev det som i en kirke, før præsten træder ind. Arbejdet gik sin urokkelige gang, men mellem hver arbejdsstund havde de to en liden opbyggelses-time sam men, hvori de mødtes med hine hinsides. Det voldte ingen afbrydelse, at Randi kort efter det sidste tab fik en datter; de to døde havde været gutter, og en jente var dem alt af den grund ukjær. Desuden vidste de ikke, om de skulde få beholde hende. Men den sundhed og glæde, som moderen havde nydt lige foran tabet af den sidste gut, var kommet barnet, hun bar, tilgode; det viste sig snart at være en ualmindelig livlig jente med moderens fagre åsyn i knop. Fristelsen kom atter over de to ensomme folk til at sætte sig hen med barnet i håb og glæde; men det skæbnesvangre to-år var endnu ikke nået, og da det nåedes, var det dem, som de kun havde fået frist. De turde ikke.
De to gamle havde holdt sig meget afsides. Thi det sind, som hine bar på, lod sig ikke nå af trøst eller anden glæde. Knut var desuden altfor verdslig-livlig til at sidde længe i en sørgestue eller stadig møde frem til opbyggelse. Derfor flyttede han over til et brug, han ejede, og som han hidtil havde pagtet bort; nu tog han det selv og indrettede det så let og vakkert for sin kjære Astrid, at denne, som dog helst vilde have været på Tingvold, blev, hvor han var, og lo med ham i stedet for at græde med børnene.
Da var Astrid en dag over hos svigerdatteren; hun så den lille Mildrid, og hun så, at barnet gik ganske for sig selv; moderen turde næppe røre ved hende. Hun så, da faderen kom ind, samme sørgmodige tilbageholdenhed mod hans eget, eneste barn. Hun dulgte sine tanker; men da hun kom hjem til sin egen, kjære Knut, lagde hun ud for ham, hvor galt det stod til på Tingvold; der var nu deres plads. Lille Mildrid måtte have nogen, som turde være glad i hende; for der voxte noget så fint og fagert op i dette barn. Knut toges af hendes livlige iver, begge de gamle pakkede sammen og flyttede hjem.
Mildrid kom altså over til bedsteforældrene og de gamle lærte forældrene at elske hende. Men da Mildrid var fem år, fik de nok en datter, som de kaldte Beret, og dette gjorde, at Mildrid holdt mest til hos de gamle.
Nu turde de skræmte forældre atter begynde at tro på livet! Hertil bidrog ikke lidt den ændrede stemning rundt om dem. Efter tabet af det andet barn så folk altid, at de havde grædt, men aldrig, at de græd; deres sorg var ganske stille.
Det vakre, gudfrygtige liv på Tingvold havde holdt tjenerne fast ved stedet, og idel lovord over husbonds-folket gik ud derifra. De fik selv følelsen heraf, følelsen af sikkerhed. Både slægt og venner begyndte at søge dem og blev ved, selv om Tingvold-folket ikke gjorde gjengjæld.
Men ved kirken havde de endnu ikke været siden hin bryllupsdag! De tog nadveren hjemme, de holdt selv sin opbyggelse. Men da de fik den anden jente, ønskede de selv at stå fadder, og da vågede de sig for første gang til kirke. Da søgte de sine børns grave sammen, da gik de forbi Ole Haugens sammen uden ord eller bevægelse, og hele almuen viste dem ærbødighed. Men for sig selv vedblev de at leve, og en from stilhed lå over deres gård.
Her hos farmo'rs sang lille Mildrid en dag brude-slåtten. I stor forskrækkelse standsede den gamle Astrid sit arbejde og spurte, hvor i al verden hun havde lært den. Barnet svarede, at hun havde lært den af hende.
Gamle Knut, som sad inde, kom i god latter; thi han vidste jo, at Astrid havde for vis at nynne på den, når hun havde stillesiddende arbejde. Men nu blev lille Mildrid bedt af begge om aldrig at synge den, så forældrene hørte. Et barn spørger jo gjerne: "hvorfor?" Men på sine spørgsmål fik hun intet svar. Da hørte hun, at den ny gjætergut sang den, mens han en kvæld huggede ved. Dette sagde hun til farmo'r, som også havde hørt det; men denne svarede bare: "Å, han bli'r ikke gammel her!" - og dagen efter måtte han ganske rigtig gå. Der blev ingen grund sagt ham; men han fik betaling og afsked. Nu blev Mildrid så spændt, at farmo'r måtte prøve at fortælle hende brude-slåttens historie. Den otte-årige lille fattede den godt, og hvad hun ikke fattede den gang, gik senere op for hende. Den fik en indflydelse på hendes barndomsliv, som intet andet havde haft eller kunde få; den grundlagde forholdet til forældrene.
Hun havde tidlig skjønnet, at hos forældrene skulde det være stille. Det var ikke tungt at efterkomme; thi de var så milde, talte så uafladelig, men stille til hende om den store barneven i himlen, at det lagde et trylleskjær over stuen. Men brude-slåttens historie gav hende en rørende forståelse af, hvad forældrene havde gjennemgået. De såre minder gik hun varsomt forbi og lagde en tilbageholdt, men inderlig kjærlighed for dagen i det, som hun turde dele med dem, og det var deres gudsfrygt, deres sandhed, deres stilhed, deres arbejdsomhed. Efterhånden som Beret voxte til, lærte hun det samme.
Hos bedsteforældrene strømmede det liv, som ikke fik slå ud i stuen. Her blev sunget og danset, her blev leget og fortalt eventyr. Og således deltes da søstrenes tid i opvæxten mellem den dybe hengivenhed for deres tungsindige forældre i den stille stue og det glade liv i bedsteforældrenes; men så lempelig deltes det, at det var forældrene, som bad dem gå til de gamle for at more sig, og de gamle, som bad dem gå ind igjen "og rigtig være snille jenter."
Når en jente i alderen mellem 12 og 16 år tager en søster i alderen mellem 7 og 11 op i sin hele fortrolighed, får hun til gjengjæld en stor hengivenhed. Men den lille bliver gjerne lidt for voxen af det. Mildrid selv derimod vandt meget ved at være overbærende, trøstefuld, meddelende, modtagende, og hun vandt forældrenes og bedsteforældrenes stille glæde.
Der er ikke mere at fortælle, før Mildrid kom i sit femtende år; thi da døde gamle Knut, hurtig og let. Overgangen fra, at han sad og spøgte i stuen, til han lå lig, var så godt som ingen.
Det skjønneste, farmo'r siden vidste, var at have Mildrid på barneskammelen ved sine fødder, som de var vante til, fra Mildrid var liden, og da enten selv at fortælle om Knut eller at få Mildrid til at småtralle brude-slåtten. I dens toner så Astrid hans kraftige, mørke hoved dukke op i hendes barndom; i den kunde hun følge ham i lierne over gården, hvor han blæste slåtten som gjæter; i den kjørte hun til kirke ved hans side, - i den levede hans muntre, kloge billede klarest! Men i Mildrids sjæl begyndte den at røre sig på en ny måde. Mens hun sad og sang for farmo'r, spurte hun sig selv: Skal den nogensinde spilles for mig?
Fra den stund spørgsmålet var rejst, voxte det; slåtten havde en stiltstrålende lykke. Hun så en brudekrone blinke i dens solskin, den gav en lang, lys fremtid at kjøre frem i. Sexten år - og hun spurte sig selv: "Skal jeg - ja, skal jeg nogensinde have en gut ved siden, hvis øjne er selve slåtten? Tænk, om fa'r og mo'r engang kunde få følge mig paa sligt et tog, forbi en hilsende almue, frem til det hus, hvor mo'r blev udlet, forbi Ole Haugens blomstrende grav, op til alteret i skinnende fryd! Tænk, om jeg en dag kunde få give fa'r og mo'r en slig oprejsning!" - Og hendes barnehjærte svulmede under det selvlagede digt, svulmede af stolthed og hengivenhed for de forurettede forældre.
Dette var den første række af tanker, som hun ikke trode til Beret. Efterhånden blev det flere. Beret, som nu gik i sit tolvte år, mærkede nok, at hun blev mere alene, men fattede ikke rigtig, at hun efterhånden var sat udenfor, før en anden var flyttet ind i hendes rettigheder. Det var den 18-årige, netop forlovede Inga, deres søskendebarn fra nabogården. Når hun så de to slynget i hverandre, som unge jenter gjerne går, hviskende og leende bort over markerne, kunde hun kaste sig ned og græde af skinsyge.
Mildrid gik til konfirmation; der lærte hun at kjende jævnaldrende, og nogle af dem kom om søndagene op til Tingvold. De holdt til ude på markerne eller i farmo'rs stue. Tingvold havde jo været et lukket, men forventningsfuldt sted for ungdommen. Der kom dog heller ikke nu andre end de, som havde et vist stilfærdigt lag; thi det kunde ikke nægtes, at der var noget dæmpet over Mildrid, som kun tildrog enkelte.
På denne tid var megen sang oppe blandt ungdommen. Sligt er aldrig tilfældigt; men det har dog sine tider, og disse tider har da igjen sine forsangere. Blandt disse var, mærkværdigt nok, atter en af Haugen-slægten. I et folk, hvori engang, om også for mange hundre år siden, næsten hver mand og kvinde har i sangen søgt og fundet udtryk for, hvad de stærkest levede og tænkte, og har selv kunnet lage det vers, der bar udbruddet, - der kan kunsten aldrig uddø anderledes, end at i et og andet bygdelag må den leve endnu og kan let vækkes, hvor den nu ikke mere høres. Men i denne bygd var meget blevet digtet og meget sunget i umindelige tider; det var ikke af intet, ej heller for intet, at Ole Haugen netop var født her. Hans søns søn var den, som nu igjen havde fået tonen. Ole Haugens søn havde været så meget yngre end den datter, som blev giftet ind på Tingvold at denne som gift havde stået fadder til ham. Efter mange skæbnens omskiftelser havde han som meget gammel mand fået faderens selvejerplads under fjældet, og forunderligt nok, da først havde han giftet sig. Han fik flere børn og deriblandt en gut, som kaldtes Hans, og denne syntes at have bedstefaderens evner, dog ikke egentlig for felespil, skjønt han spillede, men snarere for at synge gamle og tildels lage nye viser. Sansen for dem øgedes ikke lidt derved, at så få kjendte ham selv, skjønt han levede midt iblandt dem. Ja, det var ligefrem ikke mange, som havde set ham. Sagen var den, at hans gamle fader havde været skytter, og hans sønner var ikke store, før oldingen sad på bakken og lærte smågutterne sine at lade og at sigte. Hans glæde skal have været overmåde stor, da de med geværet kunde tjene ind det krudt og de hagl, som de skød væk. Længer kom han ikke med dem. Deres moder døde en stund efter ham, så børnene måtte skjøtte sig selv, og det gjorde de. Gutterne gik på skytteri, og jenterne drev pladsen under fjældet. De vakte opsigt, når de en enkelt gang viste sig i dalen; men det var ikke ofte; for om vinteren var det uvejsomt for dem, så de lod sig nøje med de ture til bygden, som måtte foretages for at få solgt eller fragtet frem deres vildt, og om sommeren lå de på fjældene med rejsende. Pladsen lå højest af alle gårde i bygden; den var berømt for at have hin rene fjældluft, som kan helbrede brystsvage og nerveslidte folk bedre end noget hidtil kjendt lægemiddel; derfor lå der hvert år fuldt af folk fra by eller udland oppe på den. De byggede flere stuer; men fulde blev de alle. Fra fattigt, ja kummerlig fattigt folk havde denne søskend-familie derved svunget sig op til velstand. Omgangen med alle de fremmede havde givet dem et særeget præg; de kunde endog lidt af fremmede sprog. Hans havde for flere år siden kjøbt pladsen af sine søskende, så det hele gik i hans navn; han var på denne tid 27 år.
Hos slægten på Tingvold havde ingen af dem sat sin fod. Endrid og Randi Tingvold gjorde sig det visselig ikke op; men de tålte lige så lidt, at noget navn derfra blev nævnt, som de tålte slåtten. Børnenes fattige fader havde ved lejlighed erfaret det, og Hans havde derfor forbudt sine søskende at søge did. Men Tingvolds-jenterne, som var glade i sang, længtes utrolig efter ham, og nu blev i de ny kvindfolke-lag på gården spurt og fortalt mere om Hans Haugen og hans søskende end om noget andet. Viser og slåtter blev trallet og danset, og hvorledes de engang kunde få komme til at se den raske gutten på Haugen, blev drøftet og forkastet i det uendelige.
I denne dejlige, sang- og selskabsfyldte tid blev Mildrid konfirmeret, henved 17 år gammel. En stund forud havde alt været stilt; en stund efter var det ligeså. Hun levede da så godt som alene med forældrene. Dette var om høsten; til våren, eller rettere sommeren, skulde hun, som alle jenter, når de var konfirmerte, ligge på sæteren med buskaben. Hun glædede sig utrolig! Hendes forlovede veninde Inga skulde ligge på nabosæteren.
Hun kunde tilsidst ikke finde fred hjemme. Beret skulde få følge med til sæteren, og Mildrids længsel tog også hende. Men da de kom på sæteren, hvor Beret blev fuldt optaget af alt det uvante, havde Mildrid samme uro. Stundesløst arbejde med kreaturerne og mælke-stellet, - men den lange tid, hun fik tilovers, kunde hun ikke gjøre sig tillags. I timevis var hun hos Inga og hørte om hendes kjæreste, men i mange dage vilde hun så ikke der hen. Kom Inga til hende, var hun glad og kjærlig, som angrede hun sin troløshed. Beret talte hun sjælden med, og ofte når Beret talte til hende, fik hun intet andet svar end ja og nej! Når Inga kom, gik Beret, og når Mildrid gik til Inga, ledte Beret grædende op buskaben og slog følge med gjæterne. Mildrid følte, at der var noget i alt dette, som var gået i stykker; men hun kunde med sin bedste vilje ikke få det sammen igjen.
Så sidder hun en dag i nærheden af sætervolden. Nogle geder havde set sin kans til at lure sig fra småfæ-flokken, og hun måtte passe på dem. Det var om formiddagen på en varm dag; hun sad i skyggen under en hej med småskog og birk; hun havde kastet trøjen af sig og taget bindingen fat. Hun ventede Inga. Det ruslede bag hende. "Der kommer hun," tænkte hun og så op.
Men en sværere støj opstår, end Inga synes hende at kunne gjøre, småbuskene brydes ned og knækkes, Mildrid blegner og rejser sig - og ser noget låddent og et par blink derunder; det må være et bjørnehoved! Hun vil skrige, men kan ikke få målet op; hun vil springe, men kan ikke røre sig. Da hævede hint sig helt op, det var en høj, bredskuldret mand med lådden hue og gevær i hånden. Han standsede tvært i småskogen og så på hende. Et skarpt øje, men som strax skiftede, - han gjorde nogle skridt frem, et byx, og stod på marken ved siden af hende. Noget rørte ved hendes ben, hun gav et svagt skrig; det var hans hund, som hun ikke havde set før nu.
"Huf!" sagde hun; "jeg trode mest, det var en bjørn, som brød ned småskogen, derfor er jeg ble't skræmt." Hun prøvede at le. "Ja, det er ikke frit," sagde han, og han talte påfaldende sagte; "Kvas og jeg var just på spor efter en bjørn; men nu har vi tabt det, - og er det noget vardøger [1] , som følger mig, så er det bestemt en bjørn." Han smålo. Hun så på ham. Hvad er dog dette for en karl? Høj, bredskuldret, letbygget; øjnene skiftede bestandig, så hun kunde ikke se i dem, og så stod han hende for nær, skudt op af jorden som han var med børse og bikje; hun følte trang til at sige: "gå fra mig!" men i dets sted gik hun selv et par skridt tilbage og spurte: "Hvem er du?" for hun var virkelig ræd. "Hans Haugen," svarede han åndsfraværende; for han lagde mærke til hunden, som åbenbart havde fundet sporet igjen. Han vilde strax sige farvel; men da han skulde se, stod jenten der, rød over kinder, hals og bryst, dryppende rød. "Nu da!" sagde han forundret. Hun vidste ikke, hvor hun skulde hen, om hun skulde springe eller vende sig eller sætte sig; - "hvem er du?" spurte han. Men een gang til blev hun skyllende rød; thi at sige ham, hvad hun hed, var jo at sige ham det altsammen. "Hvem er du ?" spurte han een gang til, som var det det naturligste spørgsmål af verden og fortjente dog svar, - og hun kunde jo ikke vægre sig, hun følte skam over sig selv og skam over forældrene, at de havde forsømt sin egen slægt; men navnet måtte siges; "Mildrid Tingvold, " hviskede hun og brast i gråd.
Det var sandt; Tingvold-folket havde han ingen grund til at have noget tilovers for. Med sin gode vilje havde han næppe hilst på nogen af dem. Men dette, som nu skete, var andet, end han havde tænkt sig; han satte et par store øjne på hende. Der svævede noget forbi hans hukommelse om, at moderen havde grædt så i kirken den dag, hun blev viet; kanske det ligger til den slægten, tænkte han og vilde bort fra det. - "Du får undskylde mig, om jeg har skræmt dig," sagde han rolig og gik efter hunden; det bar op over hejen.
Da hun vovede sig til at se op, havde han netop nået kammen og vendte sig om og så på hende. Det var kun et øjeblik, for i det samme gjøde hunden på den andre siden, det gav et sæt i ham, geværet op og afsted. Mildrid stod endnu og så did, hvor han havde stået, da et skud skræmte hende. Skulde det være bjørnen? Skulde den have været hende så nær? - Og afsted kløv hun, hvor han nylig havde kløvet, og stod, hvor han havde stået, skyggede for øjnene med hånden i solen, og - ganske rigtig: halvt bag et krat lå han på hug over en stor bjørn! Før hun vidste det, havde hun hoppet ned til ham; han lo imod hende, og han fortalte, men bestandig med lav stemme, hvorledes det kunde være gået til, at de havde tabt sporet, siden han dog fandtes her; han fortalte, hvorfor hunden ikke havde kunnet få vejre ham, før han kom lige på ham, - og under dette havde hun glemt gråden og undseelsen, og han draget kniven; han vilde flå den strax. Kjødet var på dette lejte ingen ting til, han vilde strax grave det ned; men huden vilde han tage med. Og hun holdt i, og han flåde; siden sprang hun til sæteren efter øx og spade til ham, og skjønt hun var ræd bjørnen, og skjønt den lugtede ilde, blev hun ved at hjælpe ham, til han var færdig. Da var det blevet over middag, og han bød sig selv til at spise med hende. Han vaskede både sig selv og huden, hvilket var et drygt arbejde, og da han var færdig, satte han sig ind til hende i boden; thi hun var ikke færdig endnu. Han pratede om et og andet, let og hyggelig, men med meget lav stemme, som de folk gjerne har, der færdes så meget alene. Mildrid gav de knappeste svar, hun kunde; men da hun sad lige overfor ham ved bordet, kunde hun hverken tale eller spise, så der ofte blev stilt. Da hun var færdig, vendte han sig på krakken, stoppede og tændte en snadde. Han var også bleven noget mere fåmælt, og om lidt rejste han sig. "Jeg har langt hjem," sagde han, og idet han gav hånden ud, lagde han endnu sagtere til: "Sidder du hver dag der, du sad i dag?" Han holdt hånden lidt, som ventede han svar. Hun turde ikke se op, end sige svare. Da følte hun, han trykkede rask til; "Tak for i dag!" sagde han højere, og før hun endnu kunde samle sig, så hun ham med bjørnehuden over skulderen, geværet i hånden, hunden ved siden gå bort over lynget. Hun så ham mod luften; thi fjældene lå til siden; hans lette, kraftige gang bar ham rask bort, hun så efter ham, til han var forsvunden. Da gik hun udenfor og satte sig ned, men så i samme retning.
Nu først lagde hun mærke til, at hendes hjærte slog, så hun måtte presse hænderne over det. En stund efter, og hun lå på græsvolden med ansigtet på sin arm, - og på det allernøjagtigste eftergik hun dagens hændelser. Hun så ham dukke op i småskogen over hende, hun så ham stå skulderbred, letbygget, med det snart skiftende øje lige foran sig; hun følte overtaget og sin frygt og sin skamfulde gråd, hun så ham på hejkammen mod solen, hun hørte skuddet, hun stod på knæ foran ham, mens han flåde; hun hørte op igjen hvert ord, han sagde; og hans lave stemme, som lød så fortrolig, at det tog i hende, når hun tænkte på den, - den hørte hun igjen fra krakken foran gruen, mens hun kogte, og foran bordet, mens hun spiste; hun kjendte, at hun da ikke længer turde se ham i øjnene, og hun kjendte, at hun tilsidst også havde gjort ham forlegen, for han taug. Hun hørte ham tale een gang til, da han tog hendes hånd, og hun kjendte håndtrykket, - det gik hende endnu lige ned i foden! Hun så ham gå bort over lynget, gå, gå! - Kom han nogensinde igjen? Sådan som hun havde båret sig ad umuligt! Nej, hvor var det ikke stærkt, skjønt, selvhjulpet, alt det, hun havde set af ham, - og hvor var det ikke dumt og ynkeligt, alt det, han havde set af hende! Ja, ynkeligt fra første skrig for hunden til skamrødmen og gråden, fra den klodsede hjælp, hun gav ham, til maden, som hun ikke tidsnok fik færdig! Og at hun ikke kunde svare, ja, ikke engang, når han så på hende, - og så tilsidst, da han spurte, om hun sad hver dag under hejen, at hun da ikke sagde nej, for hun sad jo ikke hver dag under hejen! Var ikke hendes taushed, som om hun bad, stiltiende bad ham se efter? Hele hendes jammerlige hjælpeløshed - måtte den ikke mistydes på samme måde? - - Å, hvor hun skammede sig! Det brændte over hendes legeme, især i ansigtet, som hun grov dybere og dybere ned, - og så atter manede hun frem det hele billede, hans herlighed og hendes ynkelighed, og derpå skammen endnu stærkere!
Endnu da bjælderne meldte, at buskaben kom, lå hun der, men skyndte sig nu og lagede til. Beret, som kom, så strax, at her var noget på færde; thi Mildrid gav bagvendte spørgsmål og svar og bar sig i det hele så tullet ad, at Beret flere gange standsede og så! Og da de skulde spise tilkvælds, og Mildrid sagde, hun havde nylig spist, og i stedet for at spise satte sig udenfor, fejlede det bare, at Berets øren skulde bøje sig fremover, for at hun fuldkommen skulde ligne en jagthund, som bliver vaer. Beret spiste og klædte sig af, de lå i samme seng, og da Mildrid ikke kom, stod Beret oftere sagte op og så, om søsteren endnu sad der, og om hun sad alene. Jo, hun sad der, og altid alene. Klokken blev 11, den blev 12, den blev 1, og Mildrid sad ude, og Beret sov ikke. Hun lod rigtignok så, da Mildrid endelig kom, og Mildrid foer så stilt, så stilt; men søsteren hørte hende sukke, da hun var kommen tilsengs, hun hørte hende bede sin sædvanlige aftenbøn så tungt, hørte hende hviske: "Å, hjælp mig med dette, kjære, kjære Gud!" Beret fik ondt af hende. Hun kunde ikke få sove, hun hørte også søsteren forgjæves lægge sig tilrette for søvnen, nu på den ene, nu på den anden side; hun så hende tilsidst rent opgivet at skyde åklædet til side og lægge hænderne under hovedet og med åbne øjne at stirre ud for sig. Mere så eller hørte hun ikke, for nu sovnede hun. Da hun den næste morgen vågnede, var søsteren ikke længer i sengen. Hun sprang op; solen var højt på himlen, buskaben var længst på færde. Hun fandt sin mad sat af, skyndte sig at spise og gik ud og fandt Mildrid i arbejde; men hun så medtaget ud. Beret sagde hende, at hun strax vilde finde buskaben og følge med. Den andre svarede ikke, men gav hende et blik, omtrent som hun takkede. Beret grundede en stund og gik.
Mildrid så sig om; jo, hun var alene. Da skyndte hun sig med at sætte kopperne tilrette, med resten fik det gå, som det kunde. Hun vaskede og redte sig og skyndte sig til boden for at bytte klæder, tog sin binding og gik hen imod hejen.
Hun havde ikke den ny dags ny styrke, for hun havde jo næsten ikke sovet og så godt som intet spist på et døgn. Hun gik i en eneste drøm, og det var, som hun ikke kunde få klarhed i den, før hun kom på den plads, hvor hun havde siddet igår.
Men hun havde ikke før sat sig der, før hun tænkte: om han kom og fandt mig her, han måtte jo tro? - Hun rejste sig uvilkårlig. Da så hun hans hund på hejen; den standsede og så på hende, hoppede nedover og kom logrende. Alt hendes blod standsede. Der! Der stod han med geværet i solen netop som igår; han var i dag kommen en anden vej! Han smilte mod hende, så kløv han nedover og stod snart foran hende. Hun havde givet et let skrig, og så var hun sunken i sæde. Hun var med al sin magt ikke istand til at rejse sig, bindingen faldt, hun tog op til sit ansigt. Han mælede ikke. Men han lagde sig i græsset lige foran hende med øjnene op imod hendes, og hunden på den anden side med øjnene på ham. Hun følte, at skjønt hun sad bortvendt, kunde han nu se hendes rødme, hendes øjne, hendes ansigt. Hans hastige åndedrag jog hendes op; hun trode, hun kjendte hans ånde på sin hånd. Hun ønskede ikke, han skulde tale, og dog var det forfærdeligt, at han taug. Han måtte jo fatte, hvorfor hun nu sad der, og større skam end den, hun sad i, var ikke følt. Men det var heller ikke rigtigt af ham, at han var kommen, og endnu urigtigere, at han nu sad der. Da blev en af hendes hænder taget og holdt fast, og så en til, hun måtte vende sig lidt mere imod ved det, - og god, sand, men stærk drog han hende lempelig til sig med øje og hånd. Hun gled ned på marken ved hans side, således at hendes hoved faldt ind til ham. Hun kjendte ham stryge hendes hår med den ene hånd; men hun vovede ikke mere at se op. Hele hendes færd var for dybt uvær dig, - og så kom hun i den heftigste gråd! - "Ja, græd du, så skal jeg le, "sagde han; "for det, som er hændt os to, er både til at le og græde over!" Men hans stemme dirrede. Og nu hviskede han ned over hende, at han igår, da han gik fra hende, bare kom hende bestandig nærmere. Og dette var blevet så stærkt, at da han kom frem til sin fjældhytte, hvor han i år havde med sig en fornem tysker, som var elendig efter krigen, kunde han ikke andet end lade tyskeren skjøtte sig selv og drev tilfjælds. Således havde han i nat dels siddet, dels gået i højfjældene; han havde været hjemme til åbit, men afsted igjen. Han var 28 år, og altså ingen smågut; men det kjendte han, at enten måtte den jenten blive hans, eller det gik ikke. Han drev hen til det sted fra igår, han tænkte ikke at træffe hende; - men da hun sad der, var det straks afgjort, at han måtte prøve sig for, - og da han så, at hun havde det som han, så - ja, så - " og han løftede hendes hoved op, og hun græd ikke, og hans øjne havde stor glans, og hun måtte se i dem, og hun blev rød og bøjede sig. Men han talte igjen med den lave, halvt hviskende røst. Solen stod i trætoppene over lien, birkene sitrede i en let bris, fuglesnakket blandedes med surlet af en bæk i stenrøjsen ved deres side. Hvor længe de sad der hos hverandre, førte ingen regning med; men hunden var det, som skræmte begge op. Den havde gjort flere rejser omkring og havde atter hver gang lagt sig på sin plads; men nu sprang den gjøende nedover. De sprang begge op og stod en stund og lyttede. Men der viste sig ingen ting. De så atter på hverandre, og da tog han hende på sin arm. Hun havde aldrig været båret, siden hun var barn, og der var noget ved det, som gjorde hende hjælpeløs. Men da han strålede imod hende, bøjede hun sig nedover og tog om hans hals; han var hendes værn, hendes fremtid, hendes evige lykke, og hun måtte lyde sin følelse. Der blev ikke talt. Han holdt, og hun holdt. Han gik med hende did, hvor hun først havde siddet; der satte han sig og tog hende i fang. Men hun slap ikke sit tag, kun bøjede hun sit hoved dybere ned til hans for ikke at komme til at ses af ham. Han vilde just tvinge hende til det, da der lige foran dem blev råbt: "Mildrid!" ret med et forundrings-råb. Det var Inga, som havde fulgt frem efter hunden. Mildrid sprang op, hun så på veninden et glimt af et øjeblik, gik så til hende, lagde den ene arm om hendes hals og sit hoved på hendes skulder. Inga tog om hende; "hvem er han ?" hviskede hun, og Mildrid kjendte, hvor hun skalv. Men Mildrid rørte sig ikke. Inga vidste jo, hvem han var, for Inga kjendte ham; men hun turde ikke tro sine egne øjne! Da kom Hans langsomt nærmere. "Jeg tænkte, du kjendte mig," sagde han rolig; "jeg er Hans Haugen. " - Ved at høre hans stemme løftede Mildrid sit hoved og så på ham. Nej, hvor god og sand han stod der; han gav hånden ud, og hun gik hen og tog den og så på veninden med skam og glæde i højrød blanding.
Hans tog sit gevær og sagde farvel, idet han hviskede til Mildrid: "Du kan skjønne, jeg kommer snart igjen efter dette!" - Begge fulgte ham ned til stølen og så ham gå, der han gik igår, så ham i sollyset bort over lynget. De stod, så længe de kunde se; thi Mildrid, som lænede sig til Inga, vilde ikke slippe, og denne følte, hun skulde ikke røre sig og ikke tale, og det eneste, som blev sagt, var et par gange hviskende: "Nu ser han sig om!" Men da han bøjede bort, vendte Mildrid sig mod hende; "spørg mig ikke om noget," sagde hun, "for jeg kan ikke fortælle det." Hun stod en stund ind ved hende, og så gik de til boden. Der huskede Mildrid, hun havde ladet alting ufærdigt efter sig, og nu hjalp Inga hende. Under arbejdet talte de ikke synderlig med hverandre, i alle fald ikke om andet end arbejdet. Kun måtte Mildrid engang standse og hviske: "Er han ikke vakker?"
Hun satte frem nogen middagsmad, men kunde selv så lidt spise, skjønt hun følte trang både til mad og søvn. Inga forlod hende, så snart hun kunde; hun så, at Mildrid helst burde være ene. Da Inga var gået, lagde Mildrid sig også på sengen og skulde just sove. Endnu engang vilde hun dog tage frem af dagens hændelser noget, han havde sagt, og som var det dejligste. Hun kom derved til at spørge sig selv, hvad hun svarede på dette? Og da stod det for hende, at hun havde ikke sagt et ord, - nej, under hele deres møde ikke et eneste ord! Hun rejste sig i sengen. Han måtte ikke have gået mange steg alene, før også han havde mærket det, - og hvad vilde han så tænke? At hun var et menneske, som gik viljeløst i søvne! Hvorledes kunde han i længden drages til hende? Det var også først, da han var kommen fra hende, han kunde finde ud, at han holdt af hende; hun bævede for, hvad han måtte finde ud i dag. - Hun satte sig atter udenfor som igår.
Mildrid havde jo sit liv igjennem været vant til at passe på sig selv; hun havde gået i så vare forhold. Derfor fandt hun i alt, hun i dette døgn havde gjort, hverken takt eller overvejelse, næppe ærbarhed! Hun kjendte ikke af bøger eller omgang noget sådant; hun så med bondens syn, og ingen har strengere vedtægter. Det er sømmeligt at dæmpe sin følelse; det er ærbart at være sen med dens ytring. Hun, som fremfor nogen sit liv igjennem havde været det og derfor nydt alles agtelse, hun havde på en eneste dag overgivet sig til en mand, hun aldrig før havde set! I længden måtte jo netop han dybest overse hende! Når det ikke engang lod sig fortælle, endog ikke til Inga, - hvad måtte det så ikke være?
Da Beret kom med de første klokkelyd fra buskaben i det fjærne, fandt hun søsteren ligesom uden liv foran boden. Hun stod, til Mildrid var nødt til at løfte hovedet og se på hende. Mildrids øjne var forgrædte, hele hendes udtryk lidende. Men det udtryk forvandlede sig, da hun så på Beret; thi Berets åsyn var ophidset; "hvad fejler dig?" udbrød hun. "lngen ting!" svarede Beret og blev stående med så ufravendte øjne på Mildrid, at denne måtte slå sine ned, vendte sig og rejste sig for at lage til. De mødtes ikke før ved kvældsmaden, hvor de sad lige overfor hverandre. Da Mildrid ikke selv var god til at spise mere end et par skefulde, så hun nu og da åndsfraværende på de andre, men helst på Beret, som aldrig blev færdig. Hun spiste ikke, hun slugte som en sulten hund. "Har du ikke fået mad idag?" spurte Mildrid. "Nej," svarede Beret og blev ved. Mildrid igjen om en stund: "Har du ikke fulgt med gjæterne?" "Nej," svarede både hun og begge gjæterne. I disses nærvær vilde Mildrid ikke spørge videre, og senere gjorde hendes eget syge sind hende så lidt skikket til at passe på søsteren, også, som hun syntes, så lidet værdig. Dette blev kun et tillæg til de nagende bebrejdelser, som hun lod gå med slag forbi sin sjæl, en efter en, der hun i kvælden og natten sad udenfor på sin plads ved boden.
I den blodrøde kvæld, i den isgrå nat ingen fred og slet ingen trang til søvn. Det arme barn havde aldrig før været i nød. Å, hvor hun bad! Hun slap, og hun tog på igjen, hun brugte bønner, som hun kunde, og hun brugte egne ord, og aldeles udmattet tog hun endelig sengen. Der samlede hun igjen hele sit hjærte, men hun havde ingen styrke længer; hun kunde bare tage op igjen: "Hjælp mig! Kjære, kjære Gud, å, hjælp mig!" - og hun vedblev med det, snart svagt, snart højt; for hun stred, om hun skulde slippe ham eller ej. Da skræmtes hun, så hun gav et skrig; thi Beret havde lynsnart rejst sig på knæ og stod over hende; "hvem er han?" hviskede hun, hendes store øjne sprudede ild, og hendes hede ansigt, korte åndedræt viste et stort sindsoprør. Mildrid, underkastet af sin selvpinsel, udmattet på sjæl og legeme, kunde ikke svare; hun var bleven så skræmt, at hun vilde græde. "Hvem er han?" truede den andre, nærmere ved hendes ansigt; "det nytter dig ikke at gjemme det længer; jeg har i dag set eder hele tiden!" Mildrid holdt armene over sig som til forsvar; men Beret tog i dem og bøjede dem ned: "Hvem er han, siger jeg!" - hun så hende lige ind i øjnene. "Beret, Beret!" klagede den anden; "har jeg andet end været god mod dig, fra du var liden? Hvorfor er du da slem mod mig, nu jeg har det ondt," Beret gav armene fri, thi søsteren græd. Men hendes ånde brandt, og åndedrættet gik, som skulde hun sprænges. "Er det Hans Haugen?" hviskede hun. Åndeløs stilhed opstod. "Ja," hviskede endelig søsteren og græd. Da tog Beret hendes arme ned engang til; hun vilde se hendes øjne; "hvorfor har du ikke sagt mig det, Mildrid?" spurte hun med samme brændende iver. "Beret, jeg har jo ikke vidst det selv," svarede den anden; "jeg har jo ikke set ham før igår. Og strax jeg så ham, gav jeg mig hen til ham; det er jo det, som piner mig, så jeg tror, jeg må dø!" - "Har du ikke set ham før igår?" skreg Beret i højeste overraskelse, ja, vantro. "lkke i mit liv," svarede Mildrid stærkt. "Kan du tænke dig en sådan skam, Beret!" Men da kastede Beret sig over hende og tog hende om halsen og kyssede og kys sede hende; "søde, søde Mildrid, hvor det er dejligt!'' hviskede hun og gnistrede af fryd; "nej, hvor det er dejligt!" gjentog hun og kyssede hende, "og hvor jeg skal tie, Mildrid!" hun knugede hende ind til sig, rejste sig derpå igjen: - "End du, som trode, at jeg ikke kunde tie!" og hun faldt i pludselig bedrøvelse. "Jeg ikke tie, når det var noget om dig, Mildrid!" Hun græd. "Hvorfor har du glemt mig på det sidste? Hvorfor har du taget Inga for mig? Å, hvad sorg du har voldt mig! Når du vidste, hvor jeg holder af dig, Mildrid!" og hun gjemte sig hos hende. Men søsteren tog nu og kyssede hende og så forsikrede hun, at hun havde ikke tænkt over det før nu, og hun skulde aldrig mere skyve hende til side, og hun skulde just tro sig til hende, som var så god og sand, - og hun klappede hende, og den andre klappede hende igjen. Beret rejste sig atter på knæ; hun måtte se søsterens øjne i sommernattens lys, som alt tog på at rødme af morgenen. "Mildrid, hvor han er vakker!" var hendes første strålende udråb. "Hvorledes kom han? Hvorledes så du ham først? Hvad sa' han? Hvorledes gik det til?" - Og hvad Mildrid for nogle timer siden trode ikke kunde fortælles noget menneske, det fortalte hun nu søsteren; hun blev afbrudt ved, at Beret engang imellem kastede sig over hende og trykkede sig ind til hende; men Mildrid fik derved bare endnu mere fryd af at fortælle; det var hende selv som en fremmed sang, digtet i skogen, og de lo, og de græd: søvnen var gået dem af minde, solen fandt dem således, den ene liggende eller støttende sig på albuen, henrevet af sit eget eventyr, den andre på knæ foran med halvåben mund, tindrende øjne, og nu og da i jubel kastende sig over søsteren.
De stod op sammen og gjorde deres arbejde sammen, og da de var færdige hermed og kun for et syns skyld havde spist, klædte de sig begge sammen til mødet. Han måtte jo snart komme! Begge satte de sig i sin højtidsdragt under hejen, og Beret synte hende, hvor hun havde lagt igår; hunden havde ofte været borte hos hende. Den ene søsters fortælling løste den andens af, vejret var også i dag godt, kun at nogle skyer viste sig. De havde snart snakket sig ud over den tid, hvori Hans var ventet; men de vedblev at samtale og glemte det for atter at huske det, og Beret sprang et par gange op på kammen for at spejde; men hun hverken så eller hørte noget til ham. Begge blev utålmodige, og Mildrid blev det med een gang så heftig, at Beret skræmtes. Hun forestillede hende, at han jo ikke var sin egen herre; to dage havde tyskeren måttet fiske og skyde og lage mad alene, det gik næppe den tredje, og Mildrid fandt nogen grund heri. "Hvad tror du, fa'r og mo'r vil sige til dette?" sagde Beret for at bortlede hendes tanker. I samme stund hun havde sagt det, angrede hun det. Mildrid blev bleg og stirrede på Beret, som stirrede igjen. Havde Mildrid ikke tænkt sig dette før nu? Jo; men som man tænker på noget fjærnt. Frygten for, hvad Hans Haugen måtte tro om hende, skammen over hendes egen svaghed og dumhed havde således optaget hende, at hun havde skyvet alt andet til side. Nu gik det omvendt: forældrene indtog med een gang og helt al hendes tænkning! - Beret forsøgte atter at trøste. Når de så ham, vilde de give datteren ret; de vilde heller ikke gjøre hende ulykkelig, som havde været deres glæde til nu; farmo'r vilde også hjælpe hende; intet menneske havde noget at sige på Hans Haugen, og han vilde ikke give tabt! - Alt dette suste forbi, men Mildrid tænkte på noget andet, og for ret at få overveje det, bad hun Beret stelle til middag. Beret gik langsomt fra hende og vendte sig flere gange.
Men det, som nu Mildrid overvejede, var: Skulde jeg strax sige det til fa'r og mo'r? Opøst som hun var af disse dages uhyre spænding, voxte spørgsmålet til et bjerg. Hun fandt, at hun uden forældrenes vidende begik en synd, når hun modtog ham efter deres forlovelse. Hun burde jo ikke have forlovet sig uden forældrenes samtykke; men hun havde ikke kunnet hjælpe det! - Var det nu sket, da strax til forældrene! Hun rejste sig, det lyste for hendes øjne. Hvad ret var, måtte gjøres. Når Hans stod her igjen, måtte hun have talt med sine forældre. Ikke sandt? spurte hun ud, som havde hun nogen at spørge. Hun ilte til stølen for at sige det til Beret. Men Beret var ikke i boden, ikke på stølen. "Beret!" råbte hun. "Beret! - Beret!" Gjenlyden gav hende råbene fra alle sider; men hun gav sig ikke. Rundt omkring efter Beret uden at finde hende. Opøst var hun før, skræmt blev hun nu; Berets store øjne og spørgsmål: "Hvad tror du, fa'r og mo'r vil sige til dette?" blev bestandig større og mere truende. - Beret skulde dog vel ikke være gået til dem, hun? Det kunde ligne hende! Heftig som Beret var, vilde hun strax have sagen afgjort og Mildrid trøstet. Ganske vist var hun gået! - Men kom Beret før hende, vilde forældrene misforstå alt, - og hun bøjede rask ind på vejen mod bygden! Een gang på vejen, gik hun fortere, båret af altid stigende spænding; hun lagde ikke mærke til det, kun suste det i hendes hoved, pressede det for brystet, åndedrættet slog ikke til. Hun måtte sætte sig lidt og tage hvile. Men hun fik ikke hvile ved at sidde, hun måtte ligge. Hun kastede sig ned over sin arm, forladt, udygtig, forrådt, om også af kjærlighed, så dog forrådt.
Og dermed sovnede hun! I to dage og nætter havde hun næppe sovet eller spist, - og hvad magt dette havde fået over et barns sjæl og legeme, som rolig og regelmæssig til da havde taget måltider og søvn i sit stille fædrenehus, forstod hun ikke. Hvorledes kunde hun overhovedet forstå, hvad nu var hændt hende? Hun havde i omgang med elskelige, men tungsindige forældre samlet sammen en kjærlighed, hun ikke turde vise anderledes end som varsomhed; hun havde samtidig i farmo'rs glade stue fået en uendelighed af længsler, som hun i sin ensomhed ikke kunde tumle. - Derfor måtte hun nu, når vårbrudet engang kom, stå i en dryssende blomsterfylde og bare se fald af sig selv, hvor helst hun så! -
Ængstet af sin barnlige samvittighed havde det trætte barn løbet omkaps med sig selv, til hun styrtede; - hun sov, og fjældhøjdens rene vind strøg hende.
Beret var ikke gået til deres forældre, men afsted efter Hans Haugen! Hun havde langt at gå og tildels på ukjendte steder, ved randen af en skog og senere højere op over fjældflader, som ikke var helt trygge for udyr, hvilket nylig havde vist sig. Men hun gik på, thi Hans måtte komme, eller det gik galt med Mildrid; hun kjendte jo ikke sin søster igjen!
Hun var frisk og glad, hendes søsters eventyr fulgte hoppende med. Hans Haugen var det fornemste, hun vidste i verden, og Mildrid måtte have det fornemste! Det var ikke noget under, at Mildrid gav sig strax til ham, lige så lidt som at han blev taget ved synet af Mildrid. Vilde forældrene ikke fatte dette, så måtte de gjøre, hvad de vilde, og de to true sig frem, som hendes oldefader havde gjort, hendes bedstefader havde gjort, - og hun istemte slægtens brudeslåt. Den jublede ud over de øde hejer og døde i en halvskyet dag. Ovenpå standsede hun og råbte hurra! Kun en strime af bygdens borteste og øverste del så hun, der hun stod; på denne side så hun den sidste rand af skogen, senere lyng og her, hvor hun stod, bare sten og stenflader. Hun fløj videre hen ad disse i den lette luft. Hun vidste, at i lige retning af det snefjæld, hvis top stod over de andre, skulde fjældhytten ligge, og om en stund skjønnede hun, at hun snart ikke havde langt igjen. For at retlede sig kløv hun op på en stor, løs sten, og så da et fjældvand lige ned for sig. Om det var en hytte eller en sten, det, som hun så ved vandet, kunde hun ikke afgjøre; thi somme tider var det en hytte og somme tider en sten. Men ved et fjældvand skulde hans fjældhytte ligge. Jo, det måtte være ved dette; thi der rode en båd frem om odden! To mænd sad i; det må være ham og tyskeren! Hun ned og afsted. Men det, som havde syntes så nær, var langt borte, og hun løb og løb. Det gav spænding at møde Hans Haugen!
Hans Haugen sad aldeles tryg i båden hos tyskeren, uvidende om alt det opstyr, han havde voldt. Hans havde aldrig været skræmt. Han havde heller aldrig følt noget, som lignede at være forelsket. Men den gang han følte det, blev det ham derfor også utåleligt, til det var afgjort. Nu var det afgjort, og nu sad han og lagede en sang til brude-slåtten!
Han var ingen rar digter; men han fik noget istand om deres kirkefart, hvortil deres møde i skogen gav hvert vers omkvæd. Han fløjtede og fiskede og morede sig udmærket; tyskeren fiskede og lod ham have fred.
De hørte det nu hauke fra stranden, og begge, både han og den skjæggede tysker, så op og så en jente, som vinkede. De samtalede et øjeblik og rode tillands. Her sprang Hans op og belagde båden, og begge bar de geværer, klæder, fisk og fiskeredskaber op; men mens tyskeren gik lige til hytten, gik Hans med sin bør op til Beret, som stod på en sten til siden. "Hvem er du ?" spurte han sagte. "Beret, Mildrids søster," sagde hun; han rødmede, og det gjorde hun med. Men strax blev han bleg: "Står noget på? - " "Nej, ikke andet, end at du må komme. Hun tåler ikke at være alene nu." Han stod en stund og så på hende. Derpå bøjede han og gik mod hytten. Tyskeren havde standset udenfor og hængt fiske-redskaberne op; Hans gjorde det samme, mens de samtalede. Inde fra hytten havde, lige siden Beret haukede, to hunde gjøet af alle livsens kræfter. Mændene gik ind sammen; men idet de åbnede døren, stormede de to hunde ud, Hans's og tyskerens, men blev begge strengt kaldt ind igjen. Det varede længe, inden Hans kom ud. Men da var han anderledes klædt, havde geværet og hunden med. Tyskeren fulgte ham udenfor. Og der tog de hverandre i hånd, som var det afsked for længere tid. Hans kom strax til Beret. "Kan du gå fort?" spurte han. "Ja; det er sikkert." Og han gik, og hun løb; hunden foran.
Da han ikke havde tænkt andet, end at Mildrid måtte være lige så tryg og glad ved deres forlovelse, som han selv havde været, kom dette bud efter ham som et bud efter nye tanker. Naturligvis, hun var urolig for forældrene! Hun var også opskræmt over den hast, hvormed alt var gået til; naturligvis! Dette forstod han nu så godt, at han i høj grad forundrede sig over, at han ikke havde forstået det før, og han gik på! Selv på ham havde samtræffet med Mildrid jo først gjort indtrykket af et overfald; hvad måtte så ikke hun, et barn, stille, tilbageholdent som forældrenes hus, føle ved at kastes væk i en storm mod det åbne hav? Og han gik på!
Under denne jagende marsch var Beret hoppet ved siden, så vidt muligt med ansigtet vendt mod hans. Han havde nu og da skimtet hendes store øjne og blussende kinder; men tankerne havde slået for tæt ring om ham, han havde ikke set hende tydelig, og tilsidst så han hende slet ikke. Han vendte sig; hun var et godt stykke bag ham, men strævede efter, alt det hun årkede. Hun havde været for stolt til at sige, at hun ikke holdt denne marsch ud. Men da han nu standsede og ventede, til hun endelig anpusten kom efter, stod tårerne hende i øjnene. "Å! - går jeg for fort?" og han gav hånden ud. Hun pustede, så hun ikke kunde svare. "Lad os sætte os lidt," sagde han og drog hende til sig; "kom!" og han satte hende hos sig. Om muligt blev hun endnu rødere, og hun så ikke på ham; hun pustede, som skulde hun sprænges. "Jeg er så tørst," var det første, hun fik sagt. De stod op igjen, og han så sig om; men der var ingen bæk i nærheden. "Vi må vente til længer frem; der er en bæk," sagde han; "du har heller ikke godt af at drikke netop nu." Han satte sig igjen, og hun på stenen foran ham. "Jeg sprang hele vejen hidover," sagde hun for at undskylde sig. - "Og så har jeg ikke spist til middag," lagde hun til om en stund; "heller ikke sovet i nat," føjede hun atter til. I stedet for at ytre deltagelse spurte han hurtig: "Så har vel heller ikke Mildrid spist til middag og kanske heller ikke sovet i nat?" - "Mildrid har vist ikke sovet den forrige nat heller, hun, og spist har hun ikke, det jeg har set, nej, ikke på - " hun tænkte sig lidt om - "på aldrig så længe." - Han rejste sig. "Kan du nu gå videre?" - "Jeg tænker nok det." Og han tog hende ved hånden, den jagende marsch begyndte igjen. Om lidt så han, hun kunde ikke fortsætte på den måden, derfor tog han trøjen af sig, gav hende den og tog hende op og bar hende. Dette vilde hun på ingen måde. Men han bar hende så let afsted, og Beret holdt sig fast ved hans brystdugs-linning, hun turde ikke røre ved ham selv. Om en stund mente hun, at nu havde hun pustet ud; nu kunde hun nok løbe igjen. Han satte hende ned, tog selv sin trøje og hængte den over geværet - og afsted! Ved bækken standsede de og hvilte lidt, før hun drak. Da hun rejste sig, smilte han og så på hende: "Du er en vakker liden en."
Det stundede mod kvælden, da de nåde frem. Mildrid søgtes forgjæves både ved stølen og foran hejen; råbene døde i det fjærne, og begge blev rædde, da Hans lagde mærke til, at hunden snøftede til noget. De løb til; det var hendes tørklæde. Strax gav Hans tegn til hunden, at den skulde søge hende, som tørklædet tilhørte, - og den i vej! De fulgte den frem over fjældet mod den andre siden, altså nedover mod Tingvold-kanten. Skulde hun være gået hjem? Beret fortalte om sit uforsigtige spørgsmål og dets følger, og Hans svarede, at det kunde han tænke sig! Beret tog på at græde. Skulde de gå efter hende eller ej? Beret istemte: "Ja, ja!" hun var rent forstyrret. De måtte først ind om nabosæteren og få hjælp til at modtage kreaturerne. Mens de endnu talte herom, bestandig følgende hunden, så de den standse og se sig tilbage med logrende hale. De sprang til, og der lå Mildrid!
På sin arm lå hun, med ansigtet halvt mod lynget. De trådte sagte til, hunden slikkede hende på hånd og kind, hun strøg sig og indtog en anden stilling, men sov videre. "Lad hende da sove!" hviskede Hans; "og gå du hen og tag mod kreaturerne; jeg hører bjælderne." Da Beret vilde løbe, kom han efter: "Bring mad med dig, når du kommer tilbage," hviskede han. Nu satte han sig et stykke fra hende, tog hunden til sig, tvang den til at lægge sig, sad og holdt den for at hindre den i at gjø.
Aftenen var skyet, hejerne og bergfladerne lå grå, alt omkring var stilt; der sås ikke engang en fugl. Han sad eller lå med hånden på hunden. Hvad der skulde aftales, når Mildrid vågnede, var han snart færdig med. Fremtiden havde ikke en sky; han lå ubekymret og så op i himlen. Han vidste, at deres møde var et vidunder; Gud selv havde sagt dem, at de skulde gå livet sammen!
Han strævede atter med brude-slåtten; glæden lå dæmpet over hans sjæl, han fangede tankerne inde i den.
Klokken kunde være henved otte, da Beret kom tilbage og bar mad med. Mildrid var endnu ikke vågnet. Beret satte fra sig, så på dem en stund, satte sig derpå selv, men et stykke fra de andre. Atter ventedes der vel en time, i hvilken Beret ofte rejste sig for ikke at falde i søvn. Noget over ni vågnede Mildrid. Hun vendte sig nogle gange, slog endelig øjnene op, så, hvor hun lå, rejste sig i sæde, så de andre. Hun var halvdrukken af søvn, hvorfor hun ikke klart fattede, hvor hun var, og hvad hun så, til Hans rejste sig og kom smilende der hen. Da gav hun begge hænderne ud imod ham.
Han satte sig ned ved hendes side: "Nu har du sovet, Mildrid." - "Ja, nu har jeg sovet." - "Nu er du sulten." "Ja, jeg er sulten," - og Beret kom med maden. Hun så på den og på dem; "har jeg sovet længe?" sagde hun. "Å ja; nu er klokken vel ni; - se på solen!" - Først nu syntes hun at gjenkalde sig det hele. - "Har I siddet længe her?" - "Å - nej; - men spis nu!" Hun begyndte. "Du var nok på vejen ned til dalen?" spurte Hans sagte, idet han stak hovedet nærmere. Hun blev rød; "ja," hviskede hun. "Imorgen, når du rigtig har sovet ud, skal vi gå der ned begge to." Hendes øjne fæstede sig ved hans - først i overraskelse, siden i stille taknemmelighed; men hun sagde intet. Herefter syntes hun at livne til; hun spurte Beret, hvor hun havde været, og Beret fortalte, hun havde været efter Hans, og han fortalte resten; Mildrid spiste og hørte, og det var synligt, at nu kom hun efterhånden ind i den gamle fortryllelse. Hun blev meget munter ved at høre, at hunden havde fundet hende og slikket hende i ansigtet, uden at hun havde vågnet. Hunden fulgte nu grådig hver bid, hun tog, og hun begyndte at dele sin mad med den.
Strax hun var færdig, gik de langsomt mod sæteren, - og ikke længe efter lå Beret. De to satte sig udenfor døren. Det begyndte at småregne; men taget var fremskudt, så de ænsede det ikke. Tågen tættede til rundt om stølen, de sad som i en tryllering. Luften var selvfølgelig hellere mørk end lys. Dæmpede ord faldt, og hvert førte fortrolighed til samtalen. For første gang kunde de tale sammen. Han bad hende vakkert om forladelse, fordi han ikke havde husket, at hun måtte være anderledes end han, og at hun havde forældre at rådføre sig med. Hun tilstod sin frygt og sagde, at han var det første rigtig selvhjulpne menneske, hun havde mødt, og at dette, og hvad hun ellers havde hørt om ham, havde - , hun vilde ikke fuldføre. Men i deres bævende glæde talte alt, lige til det sagteste åndedræt. Den første fine overgang af sjæl i sjæl begyndte, den, som hos andre oftest går forud for og forbereder den første omfavnelse, men som hos disse kom efter. De første vare spørgsmål listede over i tusmørket, de første vare svar kom tilbage. Åndelette, myge som dun faldt ordene og viftedes således tilbage. Da var det, at Mildrid endelig, sagte, forsøgende, fik mod til at spørge, om han ikke syntes, hun ofte havde båret sig underlig ad. Han forsikrede, at det havde han ikke fundet, nej, ikke en eneste gang. Om han ikke havde lagt mærke til, at hun igår havde tiet stille ved det hele møde? Men han havde ikke mærket det. Om han ikke havde undret sig ved, at hun nu vilde ned til forældrene? Nej, han fandt det bare rigtigt. Om han ikke havde fundet (hun vilde længe ikke sige det, men så kom det med bortvendt åsyn og hviskende), at hun havde været for snar på det? Nej, han havde bare tænkt på, hvor vakkert det var gået til. Men hvad tænkte han ved, at hun havde grædt den første gang? Ja, den gang forstod han det ikke, men nu kunde han nok skjønne det, - og han var glad ved, at det var slig, hun var.
Alle disse svar gjorde hende så lykkelig, at hun trængte til at være alene. Og som han havde gjættet også dette, rejste han sig stille og bad hende sove. Hun rejste sig også. Han nikkede og gik langsomt til fjøset, hvor han skulde ligge; men hun ilede ind, klædte sig af, og først i sengen tog hun sine hænder sammen, takkede Gud - å, hvor hun takkede ham! Takkede ham for Hans, for hans kjærlighed, hans overbærenhed, hans dejlighed, hun havde ikke ord nok; takkede så Gud for alt, alt, altsammen, også for smerten i disse to dage; thi hvor havde den ikke gjort glæden stor! - takkede for ensomheden på fjældet i disse timer og bad Gud følge hende ud fra denne og ned til forældrene, - vendte tanken atter til Hans og takkede for ham, hvor hun takkede!
Da hun om morgenen kom ud - Beret sov endnu stod Hans på tunet; hunden havde fået bank: den havde uroet en rype og lå nu og gjorde sig lækker. Da Hans så Mildrid, løste han hunden af forbandelsen, den sprang op over ham og op over hende, den gjøde og hilsede og var et levende udtryk for deres egen morgenlyse lykke. Hans hjalp hende og gutterne med morgenens stel, og da de endelig sad ved bordet for at spise, var Beret også opstået. Hver gang Hans så på Beret, blev hun rød, og da Mildrid efter bordet holdt i hans uhrkjede, mens hun talte med ham, skyndte Beret sig ud. Hun var vanskelig at finde, da de skulde gå.
"Hør, Mildrid," sagde han et stykke på vejen, idet han kom nærmere og gik sagte; "jeg har tænkt på noget, som jeg ikke fik sagt dig igår." Stemmen lød så alvorlig, at hun så op på ham, han talte langsomt og uden at se på hende: "Jeg vilde bede dig om, at du - hvis Gud vil, at vi to skal få hverandre - efter brylluppet følger hjem til mit." Hun blev rød og svarede omsider undvigende: "Hvad vil fa'r og mo'r sige til det?" Han gik en stund, før han svarede. "Jeg tænkte ikke det kom så nøje an på dem, når vi to var enige." Det var første gang, han sagde noget, som gjorde hende ondt. Hun svarede ikke. Han syntes at vente på hende og føjede endelig sagtere til: "Jeg vilde, at vi to skulde være for os selv, blive vant til hverandre." Hun begyndte nu bedre at forstå ham; men hun kunde ikke svare. Han gik som før, langsomt og uden at se på hende; nu taug han ganske. Hun følte sig klemt og så spejdende op til ham. Da var han aldeles bleg. "Men Hans!" udråbte hun og standsede, uden at hun selv vidste det. Hans standsede også, så flygtig på hende og siden på geværet, som han havde sat ned og nu stod og drejede. "Kan du ikke følge mig hjem?" Stemmen var dæmpet, men blikket kom med een gang fuldt og fast. "Jo, det kan jeg!" skyndte hun sig at svare. Hendes øjne hvilede rolig i hans, en rødme fløj over hans kinder, han skiftede geværet til venstre fra højre hånd, som han gav ud. "Tak!" hviskede han og trykkede hendes fast. De gik videre.
Den eneste tanke, hun tog af dette, spandt hun videre med sig, og endelig kunde hun ikke holde den tilbage: "Du kjender ikke mine forældre." Han gik en stund, før han svarede: "Nej; - men når du følger med hjem til mit, får jeg tid til at kjende dem." - "De er så gode," lagde hun til. - "Det har jeg hørt alle sige." - Han sagde det bestemt, men koldt.
Før hun fik tænke eller sige noget mere, begyndte han at fortælle om sit hjem, om sine søskende, om den nød, de havde arbejdet sig op af, om søskendenes duelighed, troskab, munterhed, om de rejsende og det arbejde, som disse gav, om husene, og især om den nye bygning, som han nu vilde opføre, og som skulde være for dem, om at hun nu skulde få opsyn over altsammen, men også hjælp til alt, ja, at enhver vilde bære hende på hænderne, og han ikke mindst! Efter som han talte, gik de fortere; han talte varmt, kom hende nærmere og gik til slut med hendes hånd i sin.
Det var sandt: hans kjærlighed til sit og sine gjorde indtryk på hende, og det ukjendte drog; men der var noget igjen, noget, der føltes som uret mod hendes ejegode forældre. Hun begyndte derfor på igjen. "Du, Hans! Mo'r, og især fa'r, er ældre folk: de har lidt meget, - de trænger til hjælp; de har strævet meget, og - "hun vilde eller kunde ikke sige mere. Han gik langsommere og så smilende på hende. "Mildrid, du mener, de har bestemt gården til dig?" Hun blev rød, men svarede ikke. - "Nu ja, - den tid den sorg. Vil de engang have os til afløsning, så er det de, som skal bede os om det." - Han sagde det kjærlig; men hun kjendte nok, hvad der lå i det. Vaer som hun var, og vant til at føle andres tanker før sine egne, bøjede hun sig. Men om en stund kom de så langt, at de så Tingvold ligge nedenunder. Og da så hun fra gården op på ham, som skulde den selv tale! De store, lyse bakkesletter i en ring af skog, husene stille i halvsolen, men store og stærke, tog sig herlig ud. Dalen lå nedenunder, elven bugtende, brusende igjennem den, gård i gård nede på sletten og borte på den andre fjældsiden, og gård i gård på denne side; men ingen, slet ingen som Tingvold, ingen så frodig, ingen så anselig for synet, ingen så gjemt i sin egen hygge og dog så skinnende til alle sider! Da hun så, at han toges af synet, rødmede hun af glæde. "Ja," svarede han, thi hun havde jo spurt! - "ja, det er sandt, Tingvold er en vakker gård; den har næppe sin mage!" Han smilte og bøjede sig ned: "Men jeg holder mer af dig, Mildrid, end af Tingvold, - kanske også du holder mer af mig end af Tingvold?" Når han tog det på den måden, kunde hun jo bare tie. Han så ellers så glad ud, og han satte sig, og hun ved siden. "Nu vil jeg synge noget for dig," hviskede han. - Hun blev lykkelig; "jeg har aldrig hørt dig synge," sagde hun. - "Nei, du har ikke det, og skjønt der går ord af det, må du ikke tro, det er rart, for det er bare det ved min sang, at jeg kjender det på mig, nu må jeg synge." Og efter at have siddet grundende en lang stund sang han brude-færden for hende til slægtens slåt. Ganske sagte sang han, men slig jubel i en stemme havde hun aldrig hørt! Gården lå for hende, den gård, de skulde kjøre ud ifra, vejen fulgte hun med øjnene helt til broen over elven, fulgte så vejen på den andre siden til kirken inde i bjørkeskogen oppe på en høj, og gårdklyngen tæt ved. Synet strålede ikke, thi dagen var ikke klar; men det høvede bedst således til det dæmpede syn i hendes indre; thi hvor mange hundre gange havde hun ikke gjort denne færd i sine tanker, kun havde hun ikke vidst med hvem! Ord og tone fortryllede hende; den ejendommelige, varme, stille stemme lokkede op af det dybeste, hun ejede; hendes øjne stod fulde, men hun græd ikke, hun lo heller ikke; med hånden ovenpå hans sad hun og så, nu på ham, nu udover, og da der i det samme slog røg op af piben hjemme ved den første tænding under middagsgryderne, gav det som varsel; hun vendte sig og pegte. Hans var da færdig og blev selv siddende og se.
En stund efter var de atter på færden ned gjennem bjørkeskogen, og Hans havde nogen møje med hunden, at den skulde holde sig stille. Mildrids hjærte begyndte at klappe. Han aftalte med hende, at han skulde være i nærheden; men hun måtte gå frem alene. Han bar hende over på et par sumpige steder, og det kjendte han, at hendes hånd var sved. "Tænk ikke på, hvad du skal sige," hviskede han, "lad det bare komme, som det vil falde." Hun gav ikke en lyd til svar, ej heller så hun på ham. De kom ud af skogen, som her bestod af store, alvorlige furuer, hvor de havde gået sagte, mens han hviskende fortalte om hendes oldefaders frieri til hans faster Aslaug, gamle, underlige historier, som hun bare halvt hørte, men som dog styrkede hende, - de kom ud af skogen i engenes og agrenes lysning, og da taug selv han. Nu så hun på ham, og hendes frygt var så synlig og stor, at han blev helt ilde ved. Han fandt intet ord til hjælp, sagen var for meget hans egen. De gik side om side; noget krat lige overfor husene skjulte dem for beboerne. Da de kom så langt, at han syntes, hun måtte gå videre alene, fløjtede han sagte til hunden, og det skjønnede hun var tegn til, at de skulde skilles. Hun standsede og så så ulykkelig og forladt ud, at han måtte hviske: "Nu skal jeg bede for dig her, jeg, Mildrid! - og så skal jeg komme, når du trænger mig." Hun takkede med øjnene, men ikke helt; thi hun kunde hverken tænke eller se helt. Og så gik hun. Strax hun kom frem foran kjærrene, så hun lige ned i den store stue i hovedbygningen, ja, tværs igjennem den; thi stuen havde vinduer på begge sider, både op mod skogen og ned mod bygden. Hans holdt på at sætte sig bag det nærmeste kjær med hunden ved siden, han kunde altså også se alt i stuen, ligesom hun; men stuen var nu tom. Hun så sig engang om, da hun kom til laden; da nikkede han til hende. Hun bøjede om laden - og ind på tunet.
Her stod alt i gamle vante orden, og der var stille. Nogle høns gik på langbroen. Op mod stabburs-væggen til venstre var hesje-veden sat frem siden sidst, anden forandring så hun ikke. Hun vilde bøje til højre til farmo'rs stue, det var vel frygten, som vilde tage denne frist før mødet med forældrene; men midt imellem begge stuer, ved hugge-stabben, stod hendes fa'r og skæftede en øx. Han stod i bindingstrøje med selerne spændt over. Hovedet var bart; det tynde, lange hår blæste fremover i den bris, som netop begyndte at stryge op fra dalen. Han så frisk, næsten munter ud ved arbejdet, så hun fik mod ved at se ham. Han lagde ikke mærke til hende, så stilt og vaert som hun kom gående hen over fliserne. Hun hviskede: "God dag!" Han så en stund forundret på hende: "Kjære, er det dig? - Står noget på?" føjede han hurtig til og udforskede hendes ansigt. "Nej," sagde hun og rødmede let. Men hans øjne blev hængende ved hendes, og hun slog ikke sine op. Han satte øxen fra sig; "lad os gå ind til mo'r," sagde han. På vejen did ind spurte han efter noget af hvert af stellet på sæteren og fik trøstelig besked. Nu ser Hans os gå ind, tænkte Mildrid, da de kom frem i gabet mellem låven og en klynge mindre udhuse på den andre siden. Da de kom i stuen, gik han til køkkendøren og åbnede den; "du får komme ind, mo'r," sagde han ud gjennem døren; "Mildrid er kommen ned." - "Kjære, står noget på?" blev svaret fra køkkenet. "Nej," svarede Mildrid bag faderen og kom nu selv frem i døren, gik derpå ud til moderen, som sad foran gruen og skrællede poteter og lagde i gryden. Moderen så nu lige så forskende på Mildrid som faderen før, og det havde samme virkning. Astrid rejste sig efter at have sat fadene fra sig, hun gik hen til døren på den anden side, talte ud der, kom så igjen, tog køkkenforklædet af, vaskede sine hænder og kom frem; de gik alle ind i stuen.
Mildrid kjendte jo sine forældre, så hun vidste, at disse forberedelser betød, at de selv ventede på noget ikke almindeligt. Hendes mod var ikke stort før, og det blev nu mindre. Faderen satte sig ved højsædet, altså lige ved det borteste af de vinduer, som vendte mod bygden. Moderen havde sat sig på samme bænk, men nærmere mod køkkenet. Mildrid tog plads på forsædet d. v. s. langbænken foran bordet. Der kunde Hans se hende; han kunde også se faderen lige i ansigtet, men næppe moderen.
Moderen spurte, som faderen før, om sæterstellet, fik samme besked og lidt til; thi hun spurte nøjagtigere. Skjønt det var øjensynligt, at begge parter drog samtalen ud, var emnet snart tømt. I den stilhed, som faldt, så begge forældrene på Mildrid. Denne undveg og spurte om nyt fra bygden. Skjønt dette emne blev tøjet så langt som muligt, tog også det ende. Samme stilhed, samme forventende øjne på datteren. Denne havde ikke mere at spørge om, men begyndte at stryge med den flade hånd på bænken, hvorpå hun sad. - "Har du været hos farmo'r?" spurte moderen, hun begyndte at blive ræd. - Nej, hun havde ikke det. Dette var en tilståelse af, at datteren havde et bestemt ærinde hid, og nu kunde der ikke med sømmelighed ventes længer. - "Jeg havde nok noget, som jeg skylder at sige," fik hun endelig frem i et bestandigt farveskifte og med nedslagne øjne. Forældrene så bekymrede til hverandre. Mildrid løftede hovedet med stort, bønfaldende blik. "Hvad er det, barnet mit?" mødte moderen i angst. "Jeg er forlovet," sagde Mildrid, sænkede hovedet og brast i gråd.
Der kunde ikke faldet mere bedøvende slag inden den stille ring! Blege, tause så forældrene på hverandre. Den stø, sagtmodige Mildrid, hvis varsomme væsen og lydighed forældrene så ofte havde takket Gud for, havde uden deres råd, uden deres vidende foretaget livets vigtigste skridt, det, som også opgjorde forældrenes fortid og fremtid. Mildrid følte i samme stund hver tanke, de gjorde sig, og frygten standsede gråden. Mildt, langsomt spurte faderen: "Hvem er det så med, barnet mit?" - Efter en stilhed kom svaret hviskende: "Det er med Hans Haugen."
Noget navn eller nogen begivenhed fra Haugen var vel ikke nævnt der i stuen i over tyve år. Som forældrene så sagen, var der bare kommet ondt fra Haugen over denne gård. Mildrid skjønnede atter deres tanker; hun sad ubevægelig, ventende sin dom. Men atter mildt og langsomt sagde fade ren: "Vi kjender ikke denne mand, - hverken jeg eller din mo'r. - Ej heller vidste vi, at du kjendte ham." - "Nej, heller ikke jeg kjendte ham," sagde Mildrid. De forbausede forældre så på hverandre. "Hvorledes gik da dette til?" Det var moderen, som spurte. "Ja, det veed jeg ikke selv," sagde Mildrid. "Men, kjære barn, en må da kunne styre sig?" Mildrid svarede ikke. - "Vi tænkte om dig," føjede faderen spagfærdig til, "at vi kunde være sikre på dig." Mildrid svarede ikke. - "Men hvordan gik det til?" gjentog moderen ivrigere; "du må da vide det?" - "Nej, jeg veed det ikke - jeg veed bare, at jeg ikke kunde for det, - nej, det kunde jeg ikke ;" hun sad og holdt sig i bænken med begge hænder. "Gud trøste og bedre dig, hvad har der da været over dig?" - Mildrid svarede ikke. Da dæmpede atter faderen samtalen. I venlig rolighed spurte han: "Hvorfor talte du ikke til en af os, barnet mit?" Også moderen tog sig i det og sagde stille: "Du veed, hvor vi holder af børnene, vi, som har levet så ensomt, - og, vi tør vel sige det, især af dig, Mildrid; for du har været mest for os." - Mildrid kjendte ikke længer pladsen, hvorpå hun sad. - "Ja, vi tænkte ikke, at du vilde forlade os således." Det var faderen, som talte. Om ordene kom tyst, så gjorde de ikke mindre ondt. - "Jeg vil ikke forlade eder," stammede hun. "Sådant må du ikke sige," svarede han, alvorligere end før; "for du har jo allerede forladt os. " - Mildrid følte, at det var sandt, og dog var det ikke sandt; men hun kunde ikke rede det. Moderen sagde: "Hvad har det nu nyttet til, at vi har levet kjærlig og gudfrygtig med vore børn? - I den første prøve" - hun vilde for datterens skyld ikke sige mere. Men nu kunde ikke Mildrid holde det ud: "Jeg vil ikke forlade eder - - jeg vil ikke gjøre eder ondt - jeg kunde bare ikke - - nej, jeg kunde ikke!" hun kastede sig ned over bordet på sin arm, vendt mod faderen, og hulkede.
Ingen af forældrene var god til at lægge noget bebrejdende ord til den anger, hun syntes at føle. Derfor blev der tyst. Dette kunde have varet længe; men Hans Haugen så, der han sad, at nu måtte hun have hjælp. Hans jæger-øje havde set hver mine, set læberne røre sig, set hendes stille kamp; nu så han hende kaste sig over bordet, og han sprang op; snart hørtes hans lette skridt i svalen. Han bankede på; alle så op, men ingen sagde:"Kom ind!" Mildrid rejste sig halvt, rød gjennem gråden; døren gik op, Hans med gevær og hund stod bleg, men rolig midt i den, vendte sig og lukkede, mens hunden gik logrende mod Mildrid. Hans havde været for optaget til at mærke, at hunden fulgte.
"God dag!" sagde han. Mildrid sank tilbage i sædet, pustede langt ud og så befriet på ham; hendes frygt, hendes onde samvittighed var væk, hun havde jo ret, ja hun havde ret, - nu fik komme, hvad Gud vilde! -
Ingen havde svaret på hans hilsen; ej heller bad nogen ham træde nærmere. "Jeg er Hans Haugen," sagde han sagte, satte geværet ned og stod siden og holdt det. Efter at forældrene havde vexlet øjekast et par gange, blev han ved, men i kamp: "Jeg fulgte Mildrid hid; - for har hun gjort galt, så er skylden min." - Noget måtte siges, moderen så på faderen, og denne sagde endelig, at dette var kommet uden deres vidende, og Mildrid kunde heller ikke give dem nogen forklaring om, hvorledes det var gået til. Men Hans svarede, at det kunde heller ikke han give. "Jeg er ingen gutunge," sagde han, "for jeg er 28 år, og alligevel gik det slig til, at jeg, som aldrig har syntes om nogen før, jeg kunde ikke mere tænke på noget andet i verden, fra den stund jeg så hende. Havde hun sagt nej, - ja, jeg veed ikke, - men da havde det vel ikke været stort med mig siden." - Den stille, sande måde, han sagde dette på, gjorde godt; Mildrid bævede, der hun sad, for hun kjendte, at dette gav et andet syn. Han havde huen på, for det var ikke skik der i dalen, at en farmand tog huen af, når han kom ind; men nu tog han den uvilkårlig af og hængte den over geværpiben og holdt hænderne over den. Der var noget ved hele gutten, som bad om høflighed. "Så ung som Mildrid er," sagde moderen, "havde ingen af os tænkt, at hun alt nu skulde begynde på noget sligt." - "Dette kan være sandt; - men så er jo jeg så meget ældre,"svarede han, "og styret hjemme hos mig er ikke stort; det rønner ikke synderlig på, - og hjælp har jeg nok af." - Forældrene så på hverandre, på Mildrid, på ham; "skulde hun følge med hjem til dit?" spurte faderen vantroende, næsten med lidt hån. "Ja,"sagde Hans; "det er ikke gården, jeg frir til." Han blev rød; det samme blev Mildrid.
Om gården havde sunket, kunde forældrene ikke blive mere forundrede end over, at den blev forsmået, - og at Mildrid taug, viste dem, at hun var enig. Alligevel var det så, at denne de unges beslutning uvilkårlig satte forældrene noget udenfor den egentlige afgjørelse; de følte sig ydmygede. "Det var du, som sagde, du ikke vilde forlade os," bemærkede moderen i stille bebrejdelse, og det traf. Men Hans kom hende til hjælp. "Forlade eder? Ethvert barn, som gifter sig, må vel forlade sine forældre." Han smilte og føjede venlig til: "Rejsen bli'r ikke lang; der er lidt over tre fjerdinger herfra til Haugen." Men det er jo ikke egentlig ordene, det kommer an på ved slig lejlighed; tankerne tager sin vej trods dem. Forældrene følte sig forladte, ja forrådte ved de unges beslutning. At der kunde leves godt på Haugen, vidste de nok; de rejsende did havde givet stedet anseelse; der havde til og med stået om det i bladene; - men Haugen var dog Haugen, og at Mildrid, deres kjæreste barn, vilde gjøre slægtens rejse tilbage til Haugen, det var dog for meget! Under disse omstændigheder vilde måske andre have været vrede, men disse to ønskede helst i stilhed at komme bort fra det, som de ikke likte. De vexlede derfor et forstående øjekast, og faderen sagde lempelig: "Dette er for mange ting på een gang, vi kan ikke godt svare til det endnu." "Nej," sagde også moderen; "vi havde ikke tænkt at få så stor tidende - og at få den således." Hans stod lidt, før han sagde: "Det er så, at Mildrid først skulde have spurt sine forældre. Men når nu ingen af os vidste noget om det, før det var for sent? Således gik det nemlig til. - Vi kunde da ikke gjøre andet end at komme strax, begge to, og det har vi gjort. - I får ikke tage det for strengt."
Efter dette var der i grunden intet at sige på deres færd, og den rolige måde, han brugte, gjorde det endnu sandere. I det hele mærkede faderen, at han stod sig ikke mod ham, og liden tillid som han havde til sig selv, vilde han derfor så meget hellere komme ifra det. "Vi kjender dig ikke," sagde han og så på konen; "vi må få betænke os." - "Ja, det er vist det bedste," mente Astrid; "for den, vi skal give vort barn, må vi jo kjende." Mildrid følte krænkelsen i disse svar, men så bedende på Hans. "Det er sandt," svarede Hans og begyndte at dreje geværet under den ene hånd, - "skjønt jeg tror ikke, der er mange i bygden, som er synderlig mere kjendt end jeg. Men kanske har nogen talt ondt om mig?" Han så op på dem. Mildrid sad forlegen på forældrenes vegne, og disse selv følte, at de havde kanske vakt mistanke, og det vilde de ikke. "Nej, vi har intet ondt hørt om dig," sagde derfor begge på een gang, og moderen lagde i skyndingen til, at det virkelig var så, at de slet ikke kjende ham, for de havde så sjælden spurt til folket på Haugen. - Hun mente intet som helst ondt med det; men først da det var kommet over hendes læber, fattede hun, at det var ikke heldig udtrykt, og hun mærkede både på manden og Mildrid, at de mente det samme. Svaret lod en stund vente på sig. - "Har slægten på Tingvold ikke spurt til folket på Haugen, så er skylden ikke vor; - for vi har været fattigfolk lige til de sidste årene." - I disse få ord lå en bebrejdelse, som af alle tre føltes at være sand, og det tilbunds. Men aldrig før nu var det faldet mand eller kone ind, sky og optagne af sin sorg som de havde været, at de her havde forsømt en pligt; aldrig havde de før nu tenkt over, at den fattige slægt på Haugen ikke burde have lidt for deres vanheld; thi deri var den aldeles uskyldig. De skottede undselige til hverandre og blev siden siddende hver for sig i virkelig skam. Hans havde sagt det varsomt, og det endskjønt konens svar måtte have tirret ham. Begge følte derfor, at de havde en brav karl for sig, og at her i tvefold forstand var noget at gjøre godt igjen. Således gik det til, at faderen sagde: "Lad os tage os noget mere tid; kan du ikke blive her og spise til middag med os? Så kan vi altid tales lidt ved." - "Du får komme at sætte dig ind på," lagde moderen til. Begge rejste sig.
Hans satte geværet med huen på fra sig og kom frem til den bænken, hvorpå Mildrid sad, som strax rejste sig; hun vidste selv ikke hvorfor. Moderen sagde, det var nok bedst at se til i kjøkkenet, og hun gik. Faderen lod til at ville slå følge; men Mildrid ønskede ikke at være alene med Hans, så længe forældrene nægtede sit samtykke, så hun gik mod den anden dør; de så hende siden over gården til farmo'rs stue. Da kunde ikke manden lade Hans være alene, så han vendte om og satte sig igjen.
De to mænd talte sammen om ligegyldige ting; det var først om jagten og deres stel oppe på fjældet i sommerhytterne, om fortjenesten ved sligt o.s.v. Siden kom de til Haugen og til de rejsende der, til gårdsdriften der oppe, og det hele gav faderen indtryk af, at der nu var velstand på Haugen og meget liv. Moderen gik af og til med sin tilberedelse til middagen, så hun ofte hørte på, og det var synligt på begge de gamle, at de fra at være sky følte sig efterhånden noget tryggere; thi spørgsmålene kom lidt nærmere.
Der blev lagt mærke til Hans's belevne væsen ved middagsbordet. Han sad ved væggen, lige mod moderen og Mildrid; faderen sad for enden, i højsædet. Folkene havde spist før, og i køkkenet, hvor de også selv plejede at spise sammen med dem. Men sagen var nok den, at de i dag nødig vilde vise Hans frem. Ved bordet følte Mildrid, at moderen så på hende, når Hans smilte. Han var af dem, som havde et alvorligt ansigt, men som blev godt, når det smilte. Flere slige ting lagde hun sammen hos sig selv til den sum, hun gjerne vilde have ud. Men tryggere var hun dog ikke, end at spændingen i stuen var hende for stor, så hun for sin del gjerne vilde bort, hvorfor hun efter bordet atter gik til farmo'r.
Mændene tog en tur omkring på gården, dog således, at de kom ikke der, hvor arbejdsfolkene var, ej heller did, hvor farmo'r kunde se dem. Senere satte de sig atter i stuen, og da var også moderen færdig og kunde sidde med. Samtalen blev efter hvert fortroligere, som ventelig kunde være, og da det led på (men rigtignok ikke før mod kvælden), dristede moderen sig til at bede ham fortælle, hvorledes det dog havde gået til med ham og Mildrid; Mildrid havde jo selv ingen besked kunnet give. Kanske var det mest af kvindelig nysgjerrighed, at moderen spurte så; men for Hans var spørgsmålet overmåde velkomment.
Han fortalte omstændelig og med dyb glæde; de gamle blev næsten strax førte med. Men da han kom til gårdsdagen, til Beret, som i stormmarsch hentede ham, fordi Mildrid sad i sjæleangst for forældrenes skyld, og da han kom til Mildrid selv og skildrede hendes stigende anger over, at forældrene intet vidste, da han skildrede hendes flugt nedover til dem, og hvorledes hun, udmattet på sjæl og legeme, havde måttet hvile og var sovnet ind, forladt og ulykkelig, - da tyktes det de gamle, at de kjendte sit barn igjen. Da var det heller ikke frit, at især moderen følte, hun havde været for streng mod hende før.
Men imens gutten fortalte om Mildrid, fortalte han jo, uden at vide det, om sig selv; thi Hans's kjærlighed til Mildrid lyste ud af hvert ord og gjorde forældrene glade. Han følte det tilsidst og blev selv glad, og de to, som var uvant til sådan jævn frejdighed og styrke, kjendte virkelig lykke. Denne steg bestandig, så moderen uvilkårlig spurte ham, idet hun smilte: "I er vel komne helt frem til brylluppet, I to da, kan jeg tænke, - før nogen af os er spurt?" Faderen lo med, og Hans svarede, som lejligheden bød sig, idet han sagte nynnede en enkelt linie af brude-slåtten: "Spil os frem, spil os frem, vi har hast, jeg og du!" - og lo; men var beskeden nok til strax at bøje bort i noget andet. Ved et tilfælde så han op på Astrid og så, at hun sad aldeles bleg. Hans følte i et blink, at han havde gjort noget galt, idet han mindede om hin tone. Endrid så bange til hustruen, der var i stigende bevægelse, til den således gjærede op, at hun ikke kunde være inde; hun rejste sig og gik.
"Jeg gjorde nok galt, jeg," sagde Hans forskrækket. Manden svarede ikke. Aldeles ulykkelig rejste Hans sig for at gå efter og gjøre undskyldning, satte sig dog igjen, idet han forsikrede, at han ikke havde tænkt det mindste ondt ved det. "Å, du kunde vel ikke så nøje kjende til det," svarede Endrid. - "Kan ikke du gå efter hende og gjøre det godt igjen!" Han havde fået slig tiltro til denne mand, at han turde bede ham om alt. Men Endrid svarede: "Nej, lad hende være alene om det; jeg kjender hende." Hans, som nylig havde følt sig lige ved sine ønskers højeste mål, følte sig nedstyrtet i den dybeste skuffelse og var ikke til at få i lag, skjønt faderen strævede tålmodig dermed. Hunden hjalp ham, idet han kom frem til dem; thi Endrid spurte vedholdende om den og fortalte siden med virkelig glæde om en hund, han selv havde haft, og som han havde lagt stærkt mærke til, således som det er almindeligt med ensomme folk.
Men Astrid var gået udenfor døren og havde sat sig der på stenhellen. Datterens forehavende gjorde jo, at brudeslåtten stødte endnu stærkere sammen med de minder, hun bar. Hun havde ikke som datteren givet sig selv hen til en mand, hun elskede! Skammen ved hendes kirkefærd havde jo været retfærdig, og denne skam, og sorgen og børnetabene, lange års lidelser og kamp stormede løs. Alt, hun havde læst og bedt over denne smerte, havde altså ikke nyttet, hun sad i det voldsomste oprør! Harmen over, at dette kunde hænde hende, kastede hende i fortvivlelse atter ned i dyb selvanklage; hun følte atter almuens hån over hendes falske kirkefærd; hun piskede atter løs på sin egen uselhed: at hun ikke kunde standse gråden den gang, ikke minderne nu, - at hun ved sin ustyrlighed havde kastet et falsk skin over sine forældre, ødelagt sin egen helbred og derved dræbt de børn, hun bar, - endelig ved al denne ulykke forbitret en elskelig mands liv og hyklet en fromhed, hun ikke ejede, for det viste hun nu! Nej, at dette atter kunde hænde hende, - at hun ikke var videre kommen! Det brød i hende: såret forfængelighed havde både gråden ved kirken været og den pinende bitterhed, som siden havde marvet ud hendes ungdom og modersundhed. Krænket forfængelighed var det, som endnu græd; den kunde, hvad stund den vilde, tage hende bort fra Gud, den evige og jordiske lykke! Så usel, usel følte hun sig, at hun ikke vovede at se op til Gud; thi hvor havde hun ikke skuffet Ham! Men hvorfor, måtte hun spørge sig selv, hvorfor havde hun bukket under netop nu, nu, som datteren i fuld sandhed, i overstrømmende lykke havde givet sig hen, - hvorfor netop nu vække al den styghed, som havde slingret sig om hendes sind? Var hun misundelig på Mildrid? Misundelig på sin egen datter? Nej, det var hun ikke, det følte hun, - og hun begyndte igjen at rejse sig! Nu skulde datteren gjøre hendes egen synd god igjen, det var dog en herlig tanke! Kunde børnene det? Ja, så sandt som de var et værk af os selv, kunde de det; men så måtte vi også være med, i anger, i tak! - Og før Astrid vidste af det, kunde hun atter bede, i dyb undseelse og sønder knuselse bøje sig for Herren, som atter havde vist hende, hvad hun var uden Ham. Nåde bad hun om, således som den beder, der beder for sit liv; thi nu fik hun livet een gang til, det følte hun! Nu var summen strøget, dette havde været det sidste opgjør, det havde bare overvældet hende! Og hun rejste sig og så op, mens tårerne strømmede: hun kjendte sig god; der var en, som nu havde løftet smerten af hende! Havde hun ikke også ofte før følt dette? Nej, aldrig som nu, her var først sejeren vunden! Og hun gik frem, og hun kjendte det: hun ejede sig selv! Noget var brustet, som til nu havde bundet; - i hver rørelse kjendte hun det, at nu var hun fri på sjæl og legeme! - Kunde hun næst Gud takke datteren for dette, så skulde denne da også få nyde sin lyksalighed fuldt ud! Hun kom i svalen til farmo'rs stue; men ingen der inde kjendte hendes skridt. Hun tog i klinken og åbnede, som havde det været en anden. "Mildrid, kom hid!" sagde hun, og Mildrid og farmo'r så på hverandre; thi det var jo ikke hende. - Mildrid sprang til: hvad var på færde? - Moderen trev hende ved armen, lukkede døren bag hende, så de var alene, og så kastede hun sig om hendes hals og græd og græd, mens hun favnede hende i en styrke og salighed, som Mildrid, højbåren af sin elskov, ret af hjærtet kunde give igjen. "Gud evig velsigne og takke dig!" hviskede moderen.
De to i stuen så dem komme hånd i hånd over gården, og det så fort, at det drog anelser med sig. Døren gik op, og begge ind og frem. Men i stedet for at give hende til ham eller sige noget til faderen eller ham, tog Astrid bare een gang til datteren ind til sig og i ny frembrydende bevægelse endnu en gang: "Gud evig velsigne og takke dig!"
En stund efter sad alle fire i farmo'rs stue. Den gamle var bleven glad; hun havde jo længe af de unge været holdt i kundskab om, hvem Hans Haugen var, og hun opfattede strax denne pagt som en udsoning i hendes søns og svigerdatters liv. Den livsglade gamle syntes desuden, at Hans var så vakker! De blev alle hos hende, og dagen sluttede med, at faderen efter en salme læste af en bønnebog et sted, som begyndte: "Herren har været i vort hus!"
__________
Af deres liv videre frem skal jeg kun opsøge to dage, og i hver af dem kun nogle øjeblikke.
Den første er de unges bryllupsdag. Inga, Mildrids søskendebarn, som nu selv var hustru, var kommen for at pynte bruden. På stabburet fandt pyntningen sted; den gamle kiste, hvori slægtens brudesølv lå forvaret, krone, bælte, smække, søljer, ringe, var draget frem. Farmo'r havde nøglen til den; hun var selv med at åbne, og Beret fulgte hende som adjutant. Mildrid havde allerede iført sig sin brudekjole og al den stads, som tilhørte hende selv, da herligheden (som Beret og farmo'r den foregående uge havde pudset) kom i dagen, skinnende og tung. Stykke efter stykke blev prøvet. Beret holdt spejlet for bruden. Den gamle fortalte om, hvor mange af hendes slægt der havde båret dette sølv på sin hædersdag, men lykkeligst af dem alle hendes egen moder, Aslaug Haugen. Ikke længe efter lød brudeslåtten udenfra ind til dem; alle i stubburet standsede, lyttede, ilede derpå mod døren for at se, hvad det var. Den første, de så, var Endrid, brudens fader. Han havde set Hans Haugen og hans søskende komme kjørende opover mod gården; det var sjældent, at Endrid havde noget indfald ud over det sædvansmæssige, - men denne gang faldt det ham dog ind, at disse burde modtages med slægtens slåt! Han fik spillemændene ud og til at stemme i; der stod han nu selv hos dem, og nogle flere havde sluttet sig til, da Hans og hans trofaste søskende i to vogne kjørte ind på gården, og det var synligt på de kommende, at denne modtagelse greb dem.
En time efter istemtes naturligvis slåtten atter; det var, da brud og brudgom og efter dem brudens forældre kom parvis ud med spillemændene foran sig for at stige i vognene. I enkelte store øjeblikke i vort liv slår alle tegn til, og således kjørte brudefølget fra Tingvold i dag frem i strålende forårsvejr. Ved kirken var tilstrømningen så stor, at ingen mindedes ved nogen lejlighed at have set magen. I denne almue kjendte hver og en slægtens historie, og hvorledes denne knyttede sig til slåtten, som jublende i solvejret nu kredsede over brud og brudgom.
Og fordi alles tanker mødtes i dette ene, tog præsten også en text for brudevielsen, som tillod ham at udvikle, at børnene er vort livs krone, som skinner af vor hæder, vor udvikling, vort arbejde.
På gangen fra kirken standsede Hans foran kirkedøren; han sagde noget; bruden hørte det ikke i sin overjordiske lykke, men hun anede det. Han vilde, at hun skulde se til Ole Haugens grav, hvor rigt klædt i blommer den stod i dag. Hun gjorde det, og de gik således ud, at de strøg lige forbi hans hovedstav; forældrene kom efter.
Det andet øjeblik af deres liv, som må fremkaldes, er Endrids og Astrids besøg som bedsteforældre. Hans havde jo sat igjennem, at de flyttede til Haugen, skjønt han måtte love at tage Tingvold, når de gamle engang ikke kunde eller vilde mere, og den ældgamle farmo'r var død. Ved hele dette besøg er der alligevel kun en eneste ting, som vedkommer os her; det er, at da Astrid efter god modtagelse og traktering sad med sin datters lille barn i fanget, begyndte hun at vugge det og nynne til, og det var brude-slåtten. Datteren førte hænderne sammen af forundring, men beherskede sig i samme stund og taug; Hans bad Endrid at drikke mere, hvilket denne afslog; men det var fra begge sider kun et påskud for at få vexle et øjekast.
Note 1:
Den gamle tro, at hver mand har sit vardøger i følge med sig (usynligt dyr, som udtrykker hans væsen), er endnu hyppig blandt bønderne.
[tilbake]