Bjørnstjerne Bjørnson
BJØRGAN var fordum Præstegaard i Kvikne Præstegjæld i Dovrekjeden. Gaarden ligger højt oppe, ganske for sig selv; jeg stod som liden Gut paa Bordet i Dagligstuen og saa ned i Dalen med Længsel efter dem, som der om Vinteren rendte paa Skøjter langs Elven eller om Sommeren legede paa Volden. Bjørgan laa saa højt, at der ikke voxte Korn, hvorfor Gaarden ogsaa nu er solgt til en Schwejzer, og Præstegaard kjøbt i Dalen, hvor det dog er lidt ligere. Vinterens Komme paa Bjørgan var sørgelig tidlig! En Ager, som Fader i en varm og tidlig Vaar forsøgsvis havde tilsaaet, laa en Morgen gjemt af Sne; det slagne Hø kunde faa en Snebyge istedenfor et Regnskyl, og naar nu Vinteren voxte! Kulden blev saadan, at jeg ikke turde tage i Gadedørens Dørklinke, fordi Fingrene sved paa Jærnet. Min Fader, der var barnefødt i Land ved Randsfjorden og saaledes ret hærdet, maatte dog ofte kjøre med Maske for Ansigtet til det fjerne Annex. Det knirkede og skreg i Vejene, naar en kom gaaende, og kom flere, blev det til skærende Larm. Sneen laa ofte jævnhøj med andet Stokværk i den svære Bygning, mindre Udhuse snede helt ned, Bakker, Buske og Gærder udjævnedes, et Snehav bredte sig med Topper af høje Birketræer svømmende og i Bølgning efter Stormen, der hist havde hulet, her sammenjaget. Jeg stod paa Bordet og saa Skiløbere fare nedover fra os mod Dalen, jeg saa Finner komme med deres Rensdyr fra Røraasskogen susende ned over Fjældene og opover igjen til os. Pulkene slang af og til, og jeg glemmer aldrig, naar Toget endelig holdt paa Tunet, og en Skindbal krøb ud af hver Pulk og var et lidet travelt, fornøjet Menneske, som solgte Rensdyrkjød.
Kviknedølen skal i senere Tider have voxet frem til et oplyst, fermt Folk; men den Gang var Kvikne Kald et af de mest ilde omtalte i Landet. For ikke saa langt tilbage havde en Præst maattet føre Pistoler med til Kirken, en anden kom hjem fra sin Kirketur og fandt alt sit Bohave knust eller ituslidt af Mænd, som havde været sværtede i Ansigtet og næsten havde skræmt Livet af hans Hustru, der var ene hjemme. Den sidste Præst havde flygtet derfra og bestemt nægtet at vende tilbage. Kaldet havde været præstløs i mange Aar, da Fader - kanske netop derfor - fik det; thi man trode ham istand til at andøve en Baad i Storm.
Jeg husker endnu tydelig, hvorledes jeg en Lørdags-Morgen paa alle fire holdt paa at klyve op ad Trappen til Kontoret, fordi den var islagt efter Vaskningen, og var ikke kommen mange Steg, da et Brag og Brot oppe fra Kontoret jog mig forfærdet ned igjen. Thi der oppe havde Bygdens Kæmpe paataget sig at ville lære den gjenstridige Præst Folkets Skik, men fandt til sin Skræk, at Præsten først vilde lære ham sin. Han kom saaledes ud af Døren, at han lod sig falde Trapperne helt ned, samlede der sine forskjellige Lemmer og fandt Gadedøren i fire Byx. Folket i Kvikne vidste ikke bedre, end at Præsten gav dem de Love, som kom fra Storthinget. De vilde saaledes forbyde ham at gjennemføre Skoleloven; de undsagde min Fader, de samlede sig mandstærke i Skoleformandskabet for at hindre Forretningen med Vold. Trods Moders indstændige Bønner havde han taget der hen, og da ingen vovede at hjælpe ham med Skoledistrikternes Inddeling o. s. v., gjorde han det selv efter bedste Skjøn under Mængdens truende Torden; men da han med Protokollen under Armen gik ud, veg de, og ingen rørte ham. Man tænke sig min Moders Jubel, da hun saa ham komme kjørende, rolig som altid.
I disse Forhold og Omgivelser fødtes Blakken! Hans Moder var en stor, rød Hoppe fra Gudbrandsdalen, alles Fryd, som saa hende; hans Fader var en Galning af en sort Fjordhest, som paa et fremmed Sted, hvor de drog sorgløse forbi med Hoppen, brød skrigende ud af Skogen og over Gærder og Grøfter kom og tog, hvad hans var, med Kjærlighedens Ret. Om Blakken sagdes tidlig: Denne bliver den stærkeste Hest, noget Menneske har set her nord paa, og saa opvant som jeg var med Historier om Kæmper og Slagsmaal, saa jeg paa det lille Føl som paa en begavet Kammerat. Han var ellers ikke altid god mod mig; jeg bærer endnu et Ar over det højre Øje efter hans Hov; men lige tro fulgte jeg med Hoppen og Føllet, sov med dem paa Marken og trillede mig mellem Hoppens Ben, naar den spiste. Men engang havde jeg fulgt for langt. Dagen havde været varm, jeg var sovnet af inde i en aabenstaaende Skoglade, hvor vi vel alle havde søgt Skygge; Hoppen og Føllet var gaaet videre, men jeg var bleven liggende. Det var sent paa Dag, da de, som havde raabt og søgt forgjæves, kom hjem med den Tidende at jeg ikke var til at finde. Man tænke sig mine Forældres Skræk, - alle ud at søge, Mark og Skog blev gjennemraabt, Bækkene, Styrtningerne undersøgt, - indtil endelig en hører et Barn græde inde i Laden og opdager mig siddende i Høet. Jeg var saa forskræmt, at jeg længe ikke kunde tale; thi et stort Dyr havde staaet og set paa mig med Ildøjne. Om jeg havde drømt eller oplevet det, er ikke godt at sige, - men vist er det, at jeg endnu for nogle Aar siden vaagnede ved at se dette Dyr staa over mig.
Blakken og jeg fik snart Kammerater: først en liden Hund, som lærte mig at stjæle Sukker, saa en Kat, som en Dag uventet optraadte i Køkkenet. Jeg havde aldrig før set en Kat; ligbleg styrtede jeg ind og skreg, at en stor Mus kom op af Kjælderen! Næste Foraar blev vi endnu flere; thi da kom en liden Gris til, - og saa ofte som Blakken fulgte med Moderen paa Arbejde, blev det Hunden, Katten, Grisen og jeg, som holdt i Hob. Vi forslog Tiden nok saa godt, især med at sove sammen. Jeg gav jo disse Kammerater alt det, jeg selv syntes om, saaledes bar jeg en Sølvske ud til Grisen, for at den skulde spise pænere; den forsøgte ogsaa - d. v. s. at spise Sølvskeen. Naar jeg skulde følge mine Forældre ned til Folk i Dalen, fulgte Hunden, Katten og Grisen med. De to første kom i Færgen, som skulde føre over Elven, Grisen gryntede lidt og svømmede saa efter. Vi blev da trakterede hver paa sin Vis, og om Kvælden drog vi hjem igjen i samme Optog.
Men snart skulde jeg miste disse Kammerater og blot beholde Blakken; thi min Fader fik Næssets Kald i Romsdal. Det var en forunderlig Dag, da vi drog afsted, vi Børn og en Barnepige i et lidet Hus, som var sat paa en Langslæde, saa hverken Vind eller Sne kunde naa os, og min Fader og Moder foran i en Bredslæde, og alle de omkring os, som atter og atter vilde sige os Farvel. Jeg kan ikke sige, at jeg var synderlig sørgmodig; thi jeg var bare sex Aar gammel, og jeg vidste, at der var kjøbt en Hat og Frak og Buxer til mig i Trondhjem, som jeg skulde faa paa, naar vi kom frem! Og der, i vort nye Hjem, skulde jeg for første Gang faa se Sjøen! Og saa var jo Blakken med!
Her paa Næssets Præstegaard, en af de skjønneste Gaarde i Landet, som den ligger der bredbarmet mellem to mødende Fjorde med grønt Fjæld over sig, Fossefald og Gaarde paa den modsatte Strand, bølgende Marker og Liv inde i Dalbunden, og udover langs Fjorden Fjælde med Næs i Næs skydende ud i Sjøen og en stor Gaard ude paa hvert, her paa Næssets Præstegaard, hvor jeg kunde staa i Kvælden og se paa Solspillet over Fjæld og Fjord, til jeg græd, som om jeg havde gjort noget ondt, - og hvor jeg paa mine Ski nede i en eller anden Dal pludselig kunde standse som troldbunden af en Skjønhed, af en Længsel, som jeg ikke magtede at klare, men som var saa stor, at jeg ovenpaa den højeste Glæde følte den dybeste Indestængelse og Sorg, her paa Næssets Præstegaard voxte mine Indtryk, men et af de livligste var det, jeg fik af Blakken; thi her voxte ogsaa han, blev en Kæmpe og gjorde Kæmpeværk.
Han havde ikke meget over Middelhøjde, men var forholdsvis særdeles lang og af en Bredde, som man maatte le ad; han var blak af Farve, mere gul end hvid, med sort, overordentlig fyldigt Fax; han blev et tungt, godmodigt Dyr, - til daglig Brug altid ludende. Hvad han var vant til, gjorde han rolig som en Oxe, men tilgavns. Foruden at han forrettede mere end det halve Hestearbejde ved Agerbrug, Vedkjørsel o. s. v. paa denne tungbrugte Gaard, drog han frem til en stor, ny Hovedbygning og til det meget, min Fader ellers lod bygge, over Halvparten af Virket, og drog det af en langt bortliggende, forskrækkelig Udmark. Hvor to Heste ikke kunde faa det frem, der brugtes Blakken, og saa sandt Grejerne holdt, kom det frem. Han saa gjerne tilbage paa Gutterne, mens de læssede hans dobbelte og tredobbelte Læs, han sagde just ikke noget dertil, men man maatte dog en tre, fire Gange bede ham gaa, før han gik, og selv da gjorde han først et Par Prøvetag, - og saa tog han det! Det gik mageligt, Skridt for Skridt; der kom undertiden en ny Tjenestegut, som vilde indøve ham i en hurtigere Takt, men det endte altid med, at Gutten maatte lære Hestens. Svøbe blev aldrig brugt; thi man fik snart den vældige Arbejder saa kjær, at det hele gik med Kjæleri. Efter hvert som Blakken blev berømt i Bygderne, blev det jo en Ære at kjøre ham.
Thi Blakken var snart uden Sammenligning Præstegjældets største Vidunder. Det begyndte som overalt, hvor noget stort stikker op, med grueligt Spektakkel og Had; det begyndte nemlig med at Blakken, som gik i Udmarken og paa Fjældet mellem Bygdens andre Heste, vilde have alle Hopper for sig selv. Han saaledes skamslog og flængede de Medbejlere, som indbildte sig noget, at Bønderne kom dragende med dem til Præstegaarden under dyre Forbandelser og med Krav paa Erstatning. De slog sig efterhaanden tiltaals, da de nok indsaa, at de kunde staa sig paa det alligevel; thi Blakkens Afkom priste ham! Men det var dem dog længe harmeligt, at hans Overlegenhed var saa uhyre og uomtvistelig. Vor Nabo, Løjtnanten, kunde som Krigsmand ikke finde sig deri; han fik fat i to svære gudbrandsdølske Dyr, herlige Heste, - og disse skulde lære Blakken Respekt. Der blev vaaget for og imod; hvor var vi ikke spændt paa Udfaldet af det første Sammenstød om Vaaren oppi Fjældbejtet! Jeg glemmer derfor aldrig den vakre Pinsedags Kvæld jeg stod ude og lyede paa Aarfuglen, som spillede i Lien, da en Jente kom løbende og meldte, at begge Løjtnantshestene stod henne ved Slibestenene og trykkede sig op til hverandre. Alle der hen - og se: de to dejlige Dyr stod og skalv, blødende af Saar i Saar, de havde været under Blakkens uhyre Hove og Tænder! Rædselen havde givet dem Kraft til at sætte over Præstegaardens høje Skigar; thi de havde ikke vovet at standse, før de kom til Hus. Dagen efter lød Blakkens Pris ved Kirkemuren og førtes derfra over "Fjæld og Fjøre".
Blakken havde den Sorg, at en af hans Sønner, en kvik, brun Hest, om nogle Aar vilde dele Magten med ham. Men han greb ham midt i hans første Oprørsforsøg, og da den dristige Søn ikke vilde tage Flugten, men rejste et udæskende Kampskrig, løftede den prøvede Kæmpe sig, de gik imod hverandre paa Bagbenene, lagde Forbenene om hverandres Halse og brødes. (Skjotheste slaas altid paa den Maade.) Snart stod den unge Galning som en Violinbue; lidt efter laa han nedbrudt paa Jorden og fik sine faderlige Bank. Dette stod jeg og saa paa.
Næsten hver Sommer var der Bjørn i Marken, som slog ned mange Køer og Sauder for os og andre. Ret som det var, hørte vi Gjætergutten nidhauke og Buhunden halse; da ringedes med Klokken, Arbejdsfolkene kom løbende, og op i Marken med Geværer, Øxer og Jærnstaure; men de kom i Reglen for sent; enten havde Hunden alt jaget Bjørnen, eller ogsaa var Kreaturet nedslaaet, før Hjælpen kom. Hestene kunde bedre hytte sig; men det hændte dog nu og da, at han dræbte en Hest enten ved at lokke ham i en Myr, hvor Hesten sank i og blev et let Offer, eller ved at faa ham paa Jag, saa han styrtede ud over et Sva. En Sommer var det især slemt, der var næsten ingen Uge, hvor Bjørnen ikke var ved Kreaturerne; Hestene kom, ret som det var, helt frem til Raaket og var dygtig rædde af sig; thi hver Gang var de jagne af Bjørnen. Men Blakken og den Hoppe og det Føl, han med skarpe Sko holdt Vagt for, kom aldrig. Vi vidste tilsidst ikke, hvorledes det var gaaet dem; Gjæterne havde ikke hørt Hoppens Bjælde paa mange Dage. Da det havde været et langvarigt Uvejr, hvori Hestene ellers plejede at søge nærmere til Hjemmet, ja, ofte at stille sig lige uden for ved Grinden, som førte til Stalden, og de endda ikke var komne, sendtes Gutterne mandstærke op i Skogen for at søge. De søgte mest omkring myrlændt Jord, om Bjørnen der skulde have forlokket den kamplystne Hest og saa overvundet ham og siden kanske taget baade Føllet og Hoppen, som naturligvis vilde forsvare Føllet. De søgte og søgte uden at se noget mistænkeligt; Spor ("Far", som det hedder) efter Bjørnen var allevegne at se; men intet Tegn til Kamp med Heste. Som Gutterne gaar og taler om dette og nærmer sig det bedste Hestebejte i hele Skogen, bliver en af dem opmærksom paa, at lige i Nærheden af en Myr er Spor efter Føl og Hoppe, men at de i det uendelige har gaaet rundt paa samme Plet, altsaa i stor Angst, og dette er sket nylig, vistnok endnu samme Dag. Ved saa at undersøge Myren, fandt de ganske rigtig denne opsparket efter en stor Kamp. Det begyndte at gaa Gutterne baade koldt og varmt, men de vilde dog se nøjere efter. Ved Kanten af Myren saa de Spor efter Bagbenene baade paa Bjørn og Hest; de havde altsaa begge strax rejst sig op, Bjørnen var gaaet baglængs ud i Myren for at narre Hesten, og Hesten efter; thi Bjørnens brede Lab og Læg kan Myrjorden nok bære; ej heller er han saa tung som Hesten, der synker i og sidder fast. Men denne Gang havde Bjørnen forregnet sig; thi vel var Blakken sunket stygt ned i, men hans Lænders Kæmpekræfter havde løftet Benene op af Myrens Sug, mens de skarpskoede Forben pryglede, og Skæretænderne rev, - og snart saa man ikke længer ligt til Bjørnens Bagben, men derimod et nøjagtigt Aftryk af hans Pels, og atter et og atter et, og saa hele Myren nedover; han var kastet overende, havde ikke kunnet løfte sig igjen, men havde væltet sig, Rul i Rul, for at skytte sig mod Slagene og Bidene af den rasende Hest, og dette kunde de forfølge lige til fast Jord. Opildnet af Kamppladsens varme Fortælling blev Gutterne mere lydhøre og gløgge og kunde nu i den stille, solsitrende Luft efter Regnvejret høre Hoppens Bjælde fra Løvskogen under Aasen. De ilede der hen, - men mødtes af Blakken, som med sprudende Øjne forbød dem at komme nærmere. Han var ikke til at kjende igjen. Med løftet Hoved, vajende Manke travede han rundt om Hoppen og Føllet i store Kredse, og det var kun efter megen blid Tale og ved Hjælp af Salt, som de bar med, at de kunde faa ham til at huske, det var Kjendtfolk, som kom. Men denne Blakkens Storbedrift, som i sit Slags var enestaaende, lagde saadan Glans om hans Navn, at han fra "Præsteblakken" herefter ophøjedes til at hedde "Bjørneblakken". Gang paa Gang, Aar efter Aar var han i Kast med Bjørnen, og hver Gang længe bagefter ikke til at styre. Han kom engang hjem med Mærke efter Bjørnens Kløer; det havde været en gammel Kæmpe, som havde faaet Tag oppe under Øjnene paa Hesten og havde rispet forfærdelig nedover, da Hesten havde slidt Hovedet løst. At have en saa gammel Skjothest gaaende skarpskoet i Udmarken var ellers farligt; men Hestene kjendte ham og flygtede, og selv om en og anden endnu var dum nok til at lade sig banke, saa var man overbærende med Blakken for hans store Berømtheds Skyld. En Hest, som lagde Bjørnen i Bakken, maatte faa gjøre, hvad han vilde.
Hvor beundret han var, kunde bedst ses, naar vi, som sjælden hændte, var nødt til at tage ham til Kirkehest. Skulde hele Familien med Husjomfru og Lærer op at kjøre, maatte han drage tre, fire af os i en gammel Gig, hvori man sad "ej blot til Lyst". Da ingen af de sædvanlige Stadsseler var stor nok, maatte han humpe i Vej i Arbejdstøjet, og da den svære, gjenstridige Man laa ned i Øjnene paa ham, saa han just ikke ud til at fare i Kirkefærd. Man maatte sætte ham bagerst; thi dels vilde han ikke springe, men bare gaa som foran Arbejdskærren, dels vilde han op med Kirkefolket i alle de Skogveje, han var vant til. Men gik han bagerst, fulgte han jo paa en Vis med; naar de andre Heste sprang, saa byxede Blakken, og saaledes kom de, der sad i Giggen, frem humpende i rykkevis, eller som i Sjøgang, og ved een Lejlighed med virkelig Sjøsyge. Ved Kirken derimod forandrede det hele sig. Der var nemlig mange andre Heste, han løftede strax Hovedet og gav et kampfærdigt Skrig; det svarede fra Markerne rundt om, han vilde afsted med Giggen, men blev holdt, afklædt og tjoret. Han havde sit særegne Tjor med og blev sat paa en Plads tæt under Fjældet for at være saa langt fra de andre Heste som muligt. Men han vilde til dem, han sled i Tjoret, rejste sig paa Bagbenene, rystede Manken og skreg nedover! Der var flere Folk omkring ham end i Kirken; naar han en Stund var rolig, klappede de ham og maalte hans Bryst, hans Hals, hans Lænder, tog ogsaa Tag i Munden for at se paa hans Tandgar, men saa snart en af de andre Heste skreg, sled han sig fra dem, rejste sig og skreg igjen, - det tyktes dem det herligste Syn, de havde set. Jeg for min Del har vist aldrig senere været saa stolt af noget, som jeg den Gang var af Blakken, naar jeg stod mellem Bønderne og hørte de smældende Lovord.
Og her paa Toppen af hans Triumfbane vil jeg forlade ham. Jeg kom ud og fik andre Maal for min Beundring og andre Helte at følge.