Bjørnstjerne Bjørnson
VÆRRE Gut til at lyve end Præstens ældste Søn fandtes der knap i hele Bygden; han var ogsaa svært flink til at læse, det fejlede ikke derpaa; men det, han læste, vilde Bønderne gjerne høre, og naar det nu var Noget, de likte, saa løj han gjerne ataat af samme Slag, saameget han troede de vilde have; helst var det om stærke Mænd, og Kjærlighed, som dræbte.
Snart lagde Præsten Mærke til, at Tærskingen oppaa Laaven blev mere og mere ustø; han skulde se til, og saa var det Thorvald, som stod der og fortalte Historier. Snart blev der underlig lidet Ved kjørt hjem fra Marken; han borti forat se efter, og der stod atter Thorvald og fortalte. "Dette maa have en Ende", tænkte Præsten; - han satte Gutten i den faste Skole.
Der gik blot Bondebørn, men Præsten syntes, at det var for dyrt at holde Huslærer bare til den ene Gutten. Men Thorvald havde ikke været otte Dage nede paa Fasteskolen, før en Skolekammerad kom ind ligbleg og fortalte, at han havde mødt de Underjordiske borte paa Vejen, - en anden endnu blegere og sagde, at han livagtig havde seet en hovedløs Mand gaa og stelle med Baadene deres nede ved Støren, - og det, som var værre end alt det Andet: lille Knud Pladsen og den vesle Søster hans kom en Kveld, de skulde gaa hjem, tilbagedrivende næsten fra Viddet, græd og sagde, de havde hørt Bjørnen oppi Præsturen, ja vesle Marit havde endog seet det gnistre i de graa Øjnene hans. Nej, saa blev Skolemesteren lynende sint, maa vide, slog i Bordet med Linealen og spurgte, hvad Fanden - Gud forlade min onde Synd - der gik af Ungerne?
Her bliver den Ene mere hovedgalen end den Anden, sagde han; der kræger en Huldre i hver en Busk, - der sidder en Havmand og dubber under hver Baad, - Bjørnen gaar ude Midtvintersdag. Tror I ikke mere paa Eders Gud og Kristendom, sagde han, eller tror I paa al Slags Djævelskab og Mørkets gyselige Magter og Bjørnen ude Midtvintersdag? Men saa mildnede han af, da det led paa lidt, og spurgte vesle Marit, om hun slet ikke turde gaa hjem. Ungen hikkede og græd og meente, det var rent umuligt; Skolemesteren sagde da, at Thorvald, som var den Største af de Tilbageværende, skulde følge hende gjennem Skogen. "Nej, han har selv seet Bjørnen, han", græd Marit; "det var ham, som fortalte det". Thorvald blev mindre, der han sad, særlig da Skolemesteren saa til ham og strøg Linealen kjærligt gjennem den venstre Haand. "Har Du seet Bjørnen?" spurgte han roligt. "Det er dog sandt, at Raadsdrengen fandt et Bjørnehi oppi Præsturen, alligevel, den Dagen han gik paa Rypejagt", sagde Thorvald. "Har du seet Bjørnen, du da?" - "Der var ikke een, der var to Store og kanske der var to Mindre ogsaa, da de Gamle plejer have baade Fjorungen og Aarsungen inde hos sig". "Har du seet dem, du da?" gjentog Skolemesteren endnu blidere og strøg og strøg Linealen. Thorvald taug lidt: "jeg saa dog den Bjørnen, som Lars Skytter havde lagt ifjor, alligevel". Nu gjorde Skolemesteren et Skridt frem og spurgte, saa blidt at Gutten blev ræd: "har du seet de Bjørnene oppi Præsteuren, spørger jeg?" Nu sagde ikke Thorvald mere. "Kanske du huskede ligesom lidt fejl dengangen?" spurgte Skolemesteren, fattede ham i Trøjkraven og slog sig paa Siden med Linealen. Thorvald sagde ikke Ordet, de Andre turde ikke se didhen. Da sagde Skolemesteren alvorligt: "det er stygt af en Præstesøn at lyve; det er endnu styggere at lære stakkars Bondefolk dertil". Og saa slap han ham.
Men den næste Dag paa Skolen (Læreren blev kaldt op til Præsten og Børnene raadde sig selv) var Marit den første, som bad Thorvald fortælle Noget om Bjørnen igjen. "Du bliver saa ræd", sagde han. - "Aa, jeg faar vel taale det", sagde hun og flyttede sig nærmere til Broder sin. "Ja, nu kan I tro, den skal blive skudt, da!" sagde Thorvald, og nik kede med Hovedet; "der er vel kommen Karl til Bygden, som kan skyde den! Aldrig saa saare havde Lars Skytter hørt Tale om Bjørnehiet i Præsturen, før han kom sættende over 7 Præstegjeld med en Rifle saa tung som den øverste Kværnstenen og saa lang som herfra og hentil ham Hans Volden der". "J-ø-s!" skreg alle Børnene. "Saa lang?" gjentog Thorvald, "ja, den er sikkert saa lang som herfra til Stolen". "Har du seet den?" spurgte Ole Bøen. "Om jeg har seet den? Jeg har været med at pudse den ren, jeg; for du maa vide: dertil vil han ikke have hver Mand. Ja, det forstaar sig, jeg kunde ikke løfte den; men det var nu ogsaa det Samme, - jeg pudsede bare Laasen, og du kan tro, det ikke er det letteste Arbejde". "De siger den Riflen ikke skal træffe godt paa det Sidste", sagde Hans Volden. "Nej, siden Lars dengang oppi Osmarken skjød paa Bjørnen, som sov, klikker det to Gange og skyder fejl den tredie". "Ja, naar han skjød paa en Bjørn, som sov", sagde Jenterne; - "den Tosk!" lagde Gutterne til.
"Det er bare een Maade, hvorpaa det kan rettes" sagde Ole Bøen, "nemlig ved at drive en Orm lyslevende ind i Piben." "Ja, det vide vi, Allesammen", sagde Jenterne; de vilde høre noget Nyt. "Nu er det Vinter, Orm kan ikke findes, og derfor stoler nok ikke Lars ganske paa Riflen sin", sagde Hans Volden betænkelig. "Han vil jo have Niels Bøen med?" spurgte Thorvald. "Ja", sagde Gutten fra Bøen, som herom maatte vide bedst Besked; "men Niels faar hverken Lov af sin Moder eller Søster. Faderen døde bestemt af det Kast han havde havt med Bjørnen oppaa Sæteren ifjor, og nu har de ingen Anden end Niels". "Er det da saa farligt?" spurgte en liden Gut. "Farligt?" sagde Thorvald; "Bjørnen har 10 Mands Vid og 12 Mands Styrke". "Ja, det ved vi", sagde Jenterne atter; de vilde endelig høre noget Nyt. "Lars har nu gaaet forgjæves paa Bøen i tre Jamdøger for at faa ham med", sagde Ole, glad over at vide Noget. "Men saa igaar borte paa Dandsen, sagde En, saa de alle hørte: ,Jeg har aldrig seet før, at Hest fødte Hare'; han saa bort paa Niels med det Samme. Randi Solaas, Kjæresten til Niels, kom netop: ,du faar knap nogen Bjørnefeld over Bryllupsslæden din iaar, Randi', lagde han til. Men idag tidlig, før Nogen der borti Gaarden var oppe, saa jeg Niels Bøen, Lars Skytter og En til drage opover hver med sin Rifle; jeg undrer mig paa, om det ikke bar til Præsturen".
"Var det tidlig?" spurgte Børnene i Kor. "Skatidligt! Jeg var oppe før Moder og slog Ild". "Havde Lars den lange Riflen?" spurgte Hans. "Ja, det ved jeg ikke; men den, han havde, var saa lang som herfra til Stolen". "Nej, hvor du lyver!" sagde Thorvald. "Du sagde det jo selv!" mente Gutten. "Nej, den lange Riflen, jeg saa, bruger han neppe mere". "Ja denne var i alle Fald saa lang, saa lang, som - herfra og næsten hen til Stolen!" "Jasaa; kanske han havde den med, alligevel".
"Tænk," sagde Marit, "nu ere de oppe hos Bjørnene". "Netop nu er de kanske i Kast!" sagde Thorvald. Der indtraadte en dyb Stilhed; den var næsten højtidelig.
"Jeg tror jeg gaar", sagde Thorvald og tog sin Hue. "Ja! ja! saa faar du høre Noget!" skreg Alle, og der kom Liv i dem igjen. "Men Skolemesteren?" sagde han og standsede; "pyt, du er Søn til Præsten", sagde Ole Bøen. "Ja lægger han ogsaa Haand paa mig!" sagde Thorvald, slog i Bordet og nikkede med Hovedet. "Slaar du igjen?" spurgte de forventningsfulde. "Hvem ved", sagde han, nikkede og gik.
De troede det var bedst at læse, medens han var borte; men Ingen var god til, de maatte tale om Bjørnen. De gjettede paa, hvorledes det var gaaet; Hans væddede med Ole paa, at Lars's Rifle havde klikket, og Bjørnen sat ham lige ind paa Livet. Lille Knud Pladsen mente, det var gaaet galt med dem Allesammen, og Jenterne slog sig til hans Parti. Men der kom Thorvald.
"Lad os gaa!" sagde han, idet han rev Døren op, og næsten ikke kunde tale. "Men Skolemesteren?" spurgte Nogle. "Fanden i Vold med ham! Bjørnen, Bjørnen!" og han kunde ikke mere. "Er han skudt?" spurgte En ganske sagte, og de Andre vovede ikke trække Vejret. Thorvald sad og pustede, løftede sig endelig, kløv op paa Bænken, svang med Huen: "Lad os gaa! siger jeg; jeg tager Alting paa mig!" "Men hvor skal vi hen?" spurgte Hans. "Den største Bjørnen er baaret ned, de andre ligger igjen. Niels Bøen er skamslaaet, thi Lars's Rifle traf ikke, og Bjørnene satte lige ind paa dem. Den Gutten, som var med, reddede sig bare ved at kaste sig plat ned paa Jorden og lade som han var død, og Bjørnen rørte ham ikke; strax Lars og Niels havde vundet paa sin Bjørn, skjød de hans. Hurra!" - "Hurra!" sagde Alle, Jenter og Gutter, og op af Bænken, ud af Døren, og afsted over Mark og Skog hen til Bøen, som om der ikke gaves nogen Skolemester i Verden!
Jenterne klagede snart over, at de ikke kunde holde Følge, men Gutterne tog dem imellem sig, og afsted bar det. "Vogt Eder forat røre ved den", sagde Thorvald; "det hænder sommetider, at Bjørnen lever op igjen". "Er det sandt?" spurgte Marit. "Ja, da rejser den sig i en ny Skikkelse, derfor vogt Eder". Og de løb paa. "Lars har skudt den Største 10 Gange, før han laa", sagde han igjen. "Tænk 10 Gange!" Og de løb. "Og Niels har givet den 18 Knivstik, før den faldt". "Jøs, for en Bjørn!" Og Ungerne løb, saa Sveden drev af dem Midtvintersdag.
Og der var de fremme! Ole Bøen rev Døren op og var først inde. "Vogt dig!" raabte Hans efter ham. Marit og en liden Jente, som Thorvald og Hans havde havt mellem sig, vare de Næste, saa Thorvald, som ikke gik langt frem, men blev staaende for at tage Alt i Øjesyn. "Se Blodet!" sagde han til Hans. De Andre vidste ikke, om de turde gaa ind strax. "Ser du den?" spurgte en Jente den Gut, som stod ved Siden af hende ude i Døren. "Ja, den er saa stor som den store Hesten paa Kaptaingaarden," svarte han og blev ved at fortælle hende. Den var bunden med Jernlænker, sagde han, og endda havde den slidt over den, som var om Forbenene; han saa tydelig der var Liv i den, og Blod gik ifra den som en Foss!
Men der længer inde sad Moderen hos den Syge, Søsteren stod hos og Lars fortalte: "Det var den værste Bjørnejagt han havde været paa"; saaledes begyndte han.