Arnljot Gelline

Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende,
tre mand oppe på ét par ski,
skog-veje, fjæld-veje, bygderne forbi
midt i jule-fæst,
klar-vejr og blæst,
dalen ligger lys i lys ned for dem.

Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende,
Jæmter efter i drukken flok,
blod-hunde slippes, de finner dem jo nok
mellem sne-frosne trær
i måne-skær,
stille står den store skog med skygger.

Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende,
tvenne far-mænd til ofring dømt,
fedede, vel-stelte, nu er begge rømt,
tvenne kristne mænd, -
tag dem igen !
Sultne tuder Odins gamle ulve.

Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende,
den, hos hvem de på skien står,
rådvild' og ræd', de til aksel neppe når,
og da træt de går,
opad han slår
kryds i kryds, som rant han frem alene.


Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende
nu ned over i sno og mjell,
ingen kan se dem, og ikke ser de selv,
bare trol og dyr
ser, men de flyr; -
holt ! En skåle finnes gemt i skogen.

Gik d'ikke fygende,
gik d'ikke rygende,
in de krøb, gjorde straks op ild,
mad bar han frem, og de kviknede så til,
og for søvn at få
hoppede han på
hjællen, hivde mænd og våben efter.

Gik d'ikke fygende,
gik d'ikke rygende; -
nu kom Jæmternes trætte trop,
hundene gnællede, hopped ende op,
men så fant de ben,
gnaged og gren, -
snart så lå de, hund ved mand, og snork-sov.

Gik d'ikke fygende,
gik d'ikke rygende,
in krøb en trol-kærring sulten og kåd,
slagtede hundene, stegte dem og åd,
tog så mand for mand,
la' dem på brand,
åd dem, mens hun lugted efter flere.

Gik d'ikke fygende,
gik d'ikke rygende,
ned fra hjællen et lang-spyd kom,
in gænnem ryggen og ud af hendes vom,
og hun skreg og sprang,
lang-spydet slang,
trollet fųr på dør med brøl i skogen.


Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende,
tre mand oppe på ét par ski,
skog-veje, fjæld-veje, bygderne forbi
midt i jule-fæst,
klar-vejr og blæst, -
Norge ligger lys i lys ned for dem.

Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende:
"her er landet; nu er I frelst.
Hels konning Olav; ti ham jeg aller-helst
iblant alle mænd
valte til ven, -
skænk ham med min helsing denne sølv-disk !"

Går d'ikke fygende,
går d'ikke rygende,
vinden vifter, afsted han står,
under hans guld-hjelm flagrede hans hår,
og hans kæmpe-krop
ragede op
over lave fjæld-bjørk nedad lien.

År var omme med år igen
siden hin ski-færd nordpå;
hverken de flygtende spurtes
eller den jagende flok.
Annet lå folk på sinne nu,
u-år på bøen, kvæg-ran til fjælds;
mismod, hvor tvenne mødtes
stilt ved hvert arne-sted.

Tungt tog stormen i gamle trær,
vinteren red over sletten;
ude stod bondens korn, og kulden
brød det skælvende ned.
Granen føg fuld. Men bjørken
ristede ræd hver sne-flok af.
Alle de lave busker
bøjedes ned og frøs.
Mæt lå vinteren, lydde
efter de store stormer,
om de snart bragte regnen med
eller et bud fra syd, -
rugede tungt og gisped
rim og is over bygden,
krøb hen til bondens stue,
glanede søvnig in.

Ned på lave tung-sinte fjæld
ludede mørke skyer,
stak sig sammen og hvisked
ræd om evige ting.


Jagende kom de fra vesten nu
hid over Jæmtlands skogen;
Norge lå bag og skinned
med sine sne-hvide fjæld.

Der den hellige Olav bar
korset højt imod lyset;
Tor slap hammeren, Odin
raved og sank i nat.

Rygterne vide gik. - I Jæmtland
hvilte de tit på vejen
hos blød-hjærtede piger
og hos tænkende mænd;
varsled i deres drømme,
truede dem om dagen,
skimred som sne i solen
for det usikre blik.

Her i den flade Jæmtlands bygd,
nærmest de store skoger lå
offer-godens tæt byggede gård,
lun for vej-farne mand.
Trand han nævntes, åtte
en eneste datter, ingen søn,
sørgede ej derover just,
når hun gik glad forbi.
Trand sad gammel i bænken nu,
drak udover om kvælden,
snakked med gamle tro-værdige mænd
om deres ungdoms-færd.
Talte også med far-mand,
helst når han kom fra vesten hjem,
spurte om Olav digre
og hans mægtige færd.
Hørte, hvor templer brødes ned,
gude-billeder knustes,
ormer krøb ud af det rådne træ,
øgler og annet stygt . . . .

trællen stod bleg ved døren,
voved ej gå med hornet,
skottede ræd til Odin, som
sad næse-løs der og sov.
Trand slog drukken i bordet:
"løgn er det alt og troldoms værk,
hid med drikken, dit bleg-næb,
her er så underlig koldt".
Spurte dog snart om mere,
grundede vel derover,
svor og i bordet dundred:
"Loke er sluppen løs!"
Men da drikken fik magten,
og han seg over bænken,
så han den digre Olav stå
stræng i gud Odins stol.
Svor, at det var en Jotun-list,
vilde slå ud med næven,
årkede ej, men sakked
in i den bløde søvn.

__________

Midt-vinters blev det; fæet
rautede sygt på båsen,
kænte, hvor offer-hamren
lagdes tilrette nu.
Hæsterne skreg, i spillet sled,
nægted at tage føden,
lugtede blodige Odin alt
og hans skrigende ravn.
Almuen seg isammen,
fler end gård kunde rumme,
la' sig i hus og lade,
somme slog boder op.
Ofret der blev om dagen,
drukket der blev om kvælden tæt;
Tore lagmand var kommen
tredje dag stod ting.

Ting-fred blev lyst og klager ført,
loven blev sagt, og skatten
redet til Svea-kongen ud,
som deres hug stod til.
Dagen tog på at gråne,
førend sig lagmand letted,
spurte da højt i kredsen ud,
om der var klager fler.
Mange mand på den samme tid
rejste sig op og ropte højt:
"stimænd og sultent røver-pak
stjæler vort gods og kvæg.
Værst er Arnljot Gelline
og han Gauta-Tore:
aldrig kan Jæmter bo i fred,
nyder de tvenne liv".

Rejste sig da iblant dem op
mand så høj, at de alle veg,
ingen ham nådde til aksel,
nu slog han hætten af.
Guld-hjælm bar han, kåben
skinned af højt skarlagen,
sværdet hang stærkt ved siden,
hånden vugged et spyd.
Månen gik frem i den samme stund,
løfted sin gule lygte,
lyste ham i hans anlet,
viste det frem og gik.
Vildt skreg folket, trak sine sværd:
"Arnljot Gelline, ja, ham selv!
Varg i veum, hvad vil du her?
længes du in til Hel?"
Sværdene svang og skjolde klang,
folk brød på som en ælve-strøm;
fast stod end Gelline,
ropte frem over dem:
"mange med brynjer dækkede mænd
fulgte mig hid til Jæmters ting;

rolig, godt folk, jeg vil tale;
siden er tid til slag".
Spydet han svang og smilte
stolt som en gud i lunden,
bønderne veg, men kasted
tunge, trodsige ord.
Bragende drog hen over dem
uvejrs-bygen før striden,
da steg Tore lagmand op,
æskede lyd med slag.

Gammel han stod og mægtig,
så sig omkring blant Jæmtlands mænd,
som om med savn han søgte
åsyn fra fordums tid.
Eller som om han hørte grant
Jæmternes rådløse tanke-sværm
dirrende suse mod ham
for at få magt og mod.
Mismod sank i hans øje,
hovedet langsomt luded. Da falt
sorgfulle ord fra hans læber,
håbløst som regn i høst.
"Spurt jeg har i den senere tid,
om hvorledes i Norge,
Olav, kallet den digre mand,
bygger med ny-skabt lov.
Og det turde vel siges højt,
vor er affældig bleven:
her står grovest ugærnings-mand,
midt på et fred-lyst ting! -
Odin bliver for gammel nu,
drages nok stærkt med hosten,
ellers han talte så tungt idag,
at du dig skammed væk!
Men skal hans love tie
her på Jæmternesv inter-ting,
tier og Tore lagmand,
hele hans liv var lov. -
Tal så du Arnljot Gelline,

Jæmterne hellere hører dig;
tinget er herved hævet,
lagmand I har ej mer".

Ned han steg; med skælvende hånd
tog han den gamle lov-bog op,
helsede ingen frænde,
vendte sig om og gik.

Som en grå-vævet, regn-mæt sky
hænger på skogens grener,
trykkede lagmanden Tores ord
Jæmternes tunge sind.
Bøjed stod mændene, tause,
hyllet i skam og anger,
stirrede hver i sit eget liv,
huskende fædres ord.
Minner steg op og lyste
skærende gennem mørket
sværd fųr ud, og hoben
togede atter frem.
Arnljot Gelline mødte
rolig med lig-bleg mine,
æskede lyd og sagde:
"lad mig få tale først". -
Men på et vink af hans højre hånd
kastede de, som stod ham næst,
kufterne af, da sås
brynjer og blanke sværd.
Retsom når lynet svinger
uventet foran vindvet en kvæld
blev der i laget stille;
hvert af hans ord blev hørt. -

"Røver jeg nævntes, da hid jeg kom. - -
Men I glemmer nok, Jæmter,
at I først mig røvede alt,
som for et liv har værd.
Sti-mand jeg også nævntes;

men I glemmer nok, Jæmter,
at I lumsklig på sti-mands vis
brænte min faders gård.
Morder jeg også nævntes;
men I glemmer nok, Jæmter,
at I dræbte min gamle far,
medens han lå og sov.

Hid drog far min fra fremmed land,
lossede skib og købte gård,
bodde rolig i bygden
ukænt og uden ven.
Ager han brød og sådde,
kvæg han drætted og solgte,
rydded i gamle skoger,
sanked sig gods og guld.
Avind blev tændt i bygden da,
brænte hans navn og rygte,
løj ham trolskab og kvæg-ran på,
hærjed hans glade sind.
Og hin storm-fulle vinter-nat,
ringen kom bort af Odins hånd
nævnte I ham og sagde:
Odin må hævnes bråt.
Lige fra tempel-døren
svang I med blus gænnem skogen,
frem mod hans høje bjælkede hus,
brænte ham in og lo.

Hører mig nu, I Jæmtlands mænd,
hvordan det gik den natten:
Vikar af Tiundaland, min bror,
drog mig i kulden ud.
Bar-ben't vi trasked i sneen;
men da vi kom på Tors-vold op,
så vi, hvor branden bragede hist,
hørte, hvor sårt det skreg.
Kvinnerne flygted, kvæget
sled sig og fųr i ilden in,

kornet gav skønnest lue,
fjær-kræet flaksed om,
taget falt til trollenes lyst,
luen lo højt mod himlen,
far min lå der opunder, han,
med sine suk om hævn.
Vikar var fjorten vintre,
jeg havde otte set;
men da vi gik fra Tors-vold ned,
var vi fuld-voksne mænd.

Af de førti, som vi så
rødme ved dødninge-bålet,
ni og tredive blegned,
aldrig de rødmer mer.
Men den siste, han sidder her,
agted og vel tilmode;
ham vil jeg endnu tale med,
førend jeg går i kvæld. -

Hør mig, Jæmter: I tog min far,
jaged mig ud i sneen,
sled al glæden af livet,
sådde så hævn deri.
Fosterlandet I også tog,
fremmed jeg går i verden,
u-ven mig er hver eneste mand,
siden min broders død.

Men I tog min eneste bror,
Vikar af Tiundaland; han drog
over til Olav Trygvesson,
tigged sig dåb og tvæt.
Mørkt var det for ham vorden;
først ved det røde Svolder
smiled han end én gang i sit liv,
helsede hjem og sank.

Som en men-skudt, lang-håret ulv
slæber jeg kring mine store tab,

blod-striben ligger efter
af de rinnende sår.
Hvem er den annens skyldner mon?
hvem kan vel regnskab kræve?
Jæmter, Jæmter, I skylder mig,
langt mer end et liv er værd!

Tit når ensom jeg sidder
hist i de store skoger,
skuer om kvæld ud over
al eders fagre bygd, -
lysenes klare stjærne-blink
sender sin fred i natten ud,
varsler om kommende morgen
for den dag-trætte mand, -
da går lavt gennem sindet
længslernes dun-bløde flyt-fugl-flok,
kagler og våren vejder,
finner den ej, og dør.
Da jeg hader slet ingen mer,
skønt jeg fik sår til døden,
stjærnerne skinner stille
ned i mit stærke liv.
Og for tanken går Vikar frem,
sådan som tit han stunded;
i hans store, blå øje
sidder jeg atter og ser.

Sidder og ser i hendes med,
som jeg på isen frælste,
de var næsten som Vikars,
derfor de drager mig.
Kan jeg da stundom sige mig selv,
freden er god at vinne;
jeg skal gøre ét eneste kast
ud efter den endnu.

Hører mig nu, I, Jæmtlands mænd,
kommen jeg er til Eder: -

er I så træt som Arnljot Gelline
af den svigfulle krig;
føler I nu så tungt som han,
at fra den dag, I ham røved
lov-ly, foster-land, fædres arv,
nyder I Eders ej?
Vel, så giv ham, hvad helst han vil:
Ingigerd Trands datter og hendes gods,
dertil lov-ly og foster-land,
og her er fred igen! -
Trand, du var med hin røde nat,
skylder at give bod: svar nu!
Ingigerds lange, gule hår
holt min hånd til idag".

Taust blev der rundt på tunet;
blus var der tændt og skinnede på
spørgende miner, sænkede sværd,
rundt omkring var der nat.

Arnljot vented; men intet ord
blinkende steg; han spejded, -
tankerne sank og vuggende drev
over det folke-hav.
Langsomt dæmrede bag dets bryn
fremtidens grå-blå stribe, -
enten det blev forsonings dag,
eller et nord-lys kun; -
enten hende med gule hår
og langt svømmende øje,
eller de skæggede skog-mænd,
lejret om natligt bål, -
enten den blanke, jern-skodde plog,
skærende ager-furen,
eller det kvasse, korte sværd,
huggende livet til, -
enten kærligheds altar-lys,
tændt i den lave stue,
eller den ravn-sorte, hæse hævn

skrigende om hans hjælm, -
enten drømmerig søvn hver nat
efter en angerløs dag,
eller den vredes evige hast
gænnem sin fiendes land.

Da var der en, der hviskede "Trand". -
Ret som vinden vifter i træ,
dryssende falt fra dem alle:
"Trand! hvor er Trand? Ja, Trand!"

Disse de raske, hidsige rop
kræved kun ét af hans tale:
datteren skulde han give
for deres gods og kvæg!
Fædrenes gamle, herlige gård,
alle hans arve-stykker
skulde med Ingigerds hvide hånd
over til sti-mænd gå. -
Næsten hver slægt i bygden
bar på sår af Arnljots sværd,
rødere end hans kåbe rant
blodet ned af hans navn.
Stod han end selv med mildnende ord,
alle hans mørke mord-lystne mænd
slog som en ring af luer
op om den fred, han bød.
Skulde den gamle lægge
datteren in i denne ring -
ret som en offer-kvie
på det flammende bål?
Rank var hun voksen i gården,
modnet som aks i solen,
nikkede glad mod hans fader-blik
om morgnen, når in han steg, -
levede frem som et æventyr
mellem hans alvors-tanker,
blandede smil og tårer
ned i hans stærke sind.

"Trand!" blev der ropt, "hvad svarer du, Trand?"
Sværde slog tungt og skjolde skreg;
grådige som til et bytte
trængte de alle frem.
Trand står bleg under faklers skin .. .
Hun, som bærer hans hele slægt
rødmende i sin tanke,
hun skulde ofres nu? -
Hun, som har af hans lange liv
reddet et håb mod kvælden,
hun skulde slukkes som ny-tændt lys
foran en åbnet dør? -
Hun, som ler i sin moders sted,
hviskende om hans ungdom,
hun skulde flyttes og blegne ned
over sin unge rod? -

Larmen højned med rop og slag,
trykket og drevet fra hver en kant,
må han på stenen stige,
skønt han ej havde ord.
Da falt øjet, så skræmt det var,
bævende ned som i due-slag:
datteren stod foran templet
midt i en kvinne-flok!
Trælle stod om, holt fakler op,
kvælden veg taus til side; -
men som en bølge steg blodet
skvulpende om hans barm.
Øjet tindred, og læben skalv,
kinden rødmed mod tanken,
ned han sprang, kløv mændenes ring
rask som i ungdoms år.
Og til datteren frem han brød,
løftede hende på aksel:
"op med blussene, trælle,
at hun kan sees vel ! -

Synes I, Jæmter, sligt et barn
byttes kan bort for gods og kvæg?

Synes du, Arnljot Gelline,
hun er en sti-mands brud?" -
Men over faderens aksel
Ingigerd sendte stille smil,
munter som morgen-røden
over et grå-sprængt fjæld.
Hånden holt fast om hans hoved,
foden tog stød i bæltet,
aldrig en stærk mands skulder
stautere byrde bar!

Se, da skammed sig Jæmtlands mænd,
jublede højt mod Gelline:
"Ingigerd værger vi alle mand,
tag hende, om du kan!"

Fjorten nætter derefter brænte
Trand og hans gård;
natten var stille, husene gamle,
snart var det gjort.
Kvæget ene og gårdens kvinner
reddedes ud,
mænd, som prøvde med røgen flygte,
fæltes på stand.
Truslen fra tinge
tøved ej længe.

Før sig bygde-folket fik sanke,
var det forbi.
Op mod skogen med blus og brande
byttet de bar,
jog de kvæget, kørte de kornet,
brøjted sig vej,
foran sprang Arnljot, let på armen
Ingigerd sad. -
Men hendes tårer
falt på hans åsyn.

Mens de larmed og lo omkring ham,
hvisked han op:
"Nylig hværved jeg vistnok forgæves,
hår-fagre mø;

nu er du løftet af bryllops-stuen,
omsust af ild;
fæster-ølet har flydt på sneen,
blandet med blod.
Hævn-kær er Arnljot,
ild-varm hans ælskov

Nu har ende, hvad her jeg ønsked,
nu kan vi ty
trøstig til Olav og hær-lod tage,
nu tør vi drage
did, hvor dit borg-led du helst vil binde,
gråd-linne brud,
vor er verden, din morgen-gave
alt, hvad du vil.
Nævner kun du det,
jeg også når det." -

Intet nævned hun, intet hun svared,
gæmte sit syn. -
Tog han så fullere om hende, hvisked:
"Vil du som jeg,
flyr vi fra alle og alt i verden,
bygger vort bo
ene som ørnen, højt over hoben,
helst ved et hav,
favnes og færdes,
og idræt fanger." -

Hovedet hæved hun, rank i sædet
rejste hun sig;
nord-lys legte på stjærne-buen,
isnende kold
klar-nat var det; bleg som døden
skued hun ud. - -
"Tal, du høje, hin kvæld på isen
var du ej taus;
øjet i tårer
stort talte til mig!"


Harmfuld, hæved hun hovedet; barmen
gik som et hav;
højere, højere vælted den harmen,
intil hun hvisked:
"Ingen som dig jeg engang ælsked;
sant har du set.
Ingen, nej, ingen jeg herefter hader
høj're end dig." -
Og hendes tårer
stansede alle.

Smilte nu Arnljot og svar han sendte
sagte som hun:
"Sørger du sårt over falne fader,
sørger og jeg.
Nu har begge, hvad begge vilde,
nu har de hævn,
men vort møde ved nat skal fælge
fædrenes brud,
bøje de vredes
baner tilsammen."

"Aldrig jeg lever den dag jeg glemmer,
hvad du har gjort,
aldrig jeg bliver din viv eller tærne;
prøv, om du tør!" -
"Skøn er kvinnen, når slig hun skænder;
kraftløse storm
kvæger mit brænnende bryst og salver
åsyn og sind.
Tal, til du trættes,
hæld dig så til mig!"

"Kraftløs er ingen, som frygt ej kuer,
forbund har jeg:
krænk, hvis du kan, min vilje, jeg kaller
døden til hjælp." -
"Ej skal du dø i fagreste alder;
over dit fang

frugtbare år af vor ungdoms fylle
falle skal først.
Døden har høstet,
nu skyder livet." -

"Tror du, kvinner som kvæg kan tages?
Vildfarne mand,
viljen, som din skal trofast varme,
tager du ej." -
"Jo, jeg tager, hvad ej vil tækkes;
ved du, jeg tror,
ingen lever, som ej vil lyde
Arnljots lov;
kraften kan true,
kraften kan trylle." -

"Jo, det lever, og had det heder;
har du ej hørt:
meget kan kraften, ælskov mere,
hadet kan mest." -
"Aldrig hadet mig stort har hæftet,
heller det har
hævet mit mod og pisket harmen
lystig til hån.
Kæmpen, som hades,
hærdes til høvding." -

"Ønsker du ætling af had opammet?
Ønsker du barn,
bannet af mor og lært at hævne
al hendes nød?" -
"Styg er truslen; men stærk min stamme,
aldrig dig nytter
få mine børn til mig at banne;
mand avler mænd,
ser de min idræt,
ælsker de også." -


Skogen nåddes, de store stammer
helsede ham;
tag for oven, skygger for neden,
lokkende sus.
Her han satte i fang den fagre,
drog hende til;
men hun bøjede bort og brast i
bitreste gråd,
bønlige hænder
gav hun mod himlen.

"Du har magten, din vilje får du
men hvad du vinner,
er kun at fælle mig som far min,
er kun mit tab
tomme for tomme, tåre for tåre,
er kun min sorg,
smæltende stilt mit liv som sneen,
suk efter suk,
intil det siste
suges af sanden." -

"Tal ej så, kom, tryk dig op til mig,
tænk, hvor jeg vil
være dig god, på arm dig bære
ligesom nu
livet igænnem, lige til lunden,
hvor vi skal lægges.
Aldrig jeg bad og ber ej heller;
men ved din barm
kænner jeg, ydmyg
gør mig din ælskov." -

"Ydmyg er ikke den, som endnu
holder mig fast.
Varm af min faders blod tør du ånde
op mod min mund?

Slip mig, din hånd mig brænner, som bålet
brænte i nat.
Før mig til skænsel, før mig til døden,
vis nu din magt,
Jæmtlands kæmpe,
over en kvinne." -

Toget kom til, og larm og latter
lød gennem skogen;
op han tog hende, in over sprang han
mørket imod.
Taus på armen hun sad; han hørte
kun, hvor hun hulked; -
derfor hans gang tog på at sagtne,
intil han stod,
lytted og vented
og råd ej vidste.

"Magten taber jeg nu, du tier;
hellere trusler!" -
"Nej, jeg truer ej mer, min styrke
stjålet du har.
O, hvor du sveg mig, o, hvor du synded,
lad mig få gå!
Eller til skænsel slæb mig, til døden,
skynd dig, gør slut!
Livet er borte,
før det begynte." -

"Ingigerd, går du, slukner det siste
lys i mit liv." -
"Mit blev slukket i nat, du tændte
ild på vor gård.
Det, du bærer, er aske-hoben.
Strø mig så ud
over din vej som lig-grå klage; -
pryde det vil,
hædre og pryde
din høvding-bane." -


Mens de larmed og lo omkring ham,
løftede han
hende af armen og varsomt satte
ned ved sin fod.
Ej et ord han sagde, han så kun
did, hvor hun gik; -
bent tilbage på branden gik hun
bakkerne ned;
og da hun skjultes,
stod han der endnu.

"Hvem banker så silde på klostrets port?" -
"Fattig-mø ifra fremmed land." -
"Hvad lider så du, og hvad har du gjort?" -
"Alt, et hjærte det lide kan.
Men intet har jeg gjort,
jeg trætner, jeg trænger,
jeg kan ikke stort,
og dog må jeg længer.
Luk op, luk op, jeg har ikke sted,
jeg har ikke fred." -

"Hvad heder det land, som du har forladt?" -
"Norden-landene, langt herfra." -
"Hvad voldte, du stansed just her i nat?" -
"Kvinne-røsters "haleluja".
Det sken, det sang af fred,
på sinnet det sænktes;
og alt, hvad jeg led,
sig løfted og længtes.
Luk op, luk op, for ejer I fred,
så giv mig med!" -

"Først nævn mig din smærte; - hvad heder den?" -
"Aldrig mere jeg kan få ro." -
"Så tabte du nogen, din far, din ven?" -
"Ja, jeg tabte dem begge to.
Og alt, jeg havde kært,
selv tanken i hjærte,

ja, hver jeg havde nær't,
fra længes jeg lærte.
Luk op, luk op, jeg synker; jeg ser,
jeg kan ikke mer." -

"Din far, hvordan var det, du tabte ham?" -
"Dræbt han blev, og jeg så derpå." -
"Din ven, hvordan var det, du tabte ham?" -
"Han drap far, og jeg så derpå.
Han tog mig, men jeg græd
og bad hele tiden,
så slap han mig ned,
så flygted jeg siden.
Luk op, luk op, jeg ælsker, det er gru,
jeg ælsker ham endnu." -
Kor af nonnerne fra den oplyste kirke.

"Kom barn, kom brud,
kom in til Gud;
kom synd, kom savn
i Jesu favn;
hvil synkende sorgen
på Horebs top,
med lærken i morgen
så kvidrer du op.

Her attrå du bytter,
her længsler du flytter,
her frygten den faller,
hvor Frelseren kaller,
her, knækket som sivet,
du rejser dig hel,
i hedninge-livet
forliste sjæl.

Havet stunder jeg mod, ja havet,
hvor fjærnt det ruller i ro og højhed.
Med vægt af fjæld-tunge tåge-banker
det vandrer evig sig selv imøde.
Skønt himlen daler, og landet kaller,
det har ej hvile, og ej det viger.
I sommer-natten, i vinter-stormen
det vælter klagende samme længsel.

Mod havet stunder jeg, ja mod havet,
hvor fjærnt det løfter den kolde panne!
Se, verden kaster sin skygge på den
og spejler hviskende ned sin jammer.
Men solen stryger den varm og lys-blid
og taler frejdig om livets glæde.
Dog lige is-kold, tungsindig rolig
den sænker sorgen og sænker trøsten.

Fuldmånen suger, orkanen løfter,
men taget glipper, og vandet strømmer.
Lav-landet nedhvirvles, bærg hensmuldre,
mens jævnt det skyller mod evigheden.
Hvad hen det drager, må vejen vandre.
Hvad engang synker, det stiger ikke.
Ej bud der kommer, ej skrig der høres;
dets egen tale kan ingen tyde.

Mod havet er det, langt ud mod havet,
som aldrig kænner en stunds forsoning!
For alt, som sukker, det er forløser;

men drager vid're sin egen gåde.
Føl denne sælsomme pagt med døden,
at alt det gir ham, - sig selv kun ikke.

Jeg føres, hav, af dit store tung-sind
og slipper ned mine matte planer,
og lader flyve de bange længsler:
din kolde ånde mit bryst skal svale!
Lad døden følge, på byttet lure:
vi skal nok spille en stund om brikken!
Jeg slider timer ifra din rov-lyst,
mens frem jeg skær' under vredes-brynet;
du skal kun fylle mit spænte stor-sejl
med dine susende døds-orkaner;
din bølges rasen mer' skyndsomt bære
mit lille fartøj mod stille vande.

Hvad heller ensomt og mørkt ved roret,
forladt af alle og glæmt af døden,
når fremmed sejl fra det fjærne vifter,
og andre stryger forbi i natten,
at mærke strømningens underdønning,
- hav-hjærtets suk, når det drager ånde - ,
og bølgens små-gang mod bjælke-laget,
- det stille tids-fordriv i dets tung-sind.
Da skyller længslerne langsomt over
i al-naturens hav-dybe smærte,
og nattens, vandets forente kulde
min sjæl udruster for dødens rige.

Så kommer dagen! og modet springer
i lange buer mod lys og hvælving,
og skibet snøfter og lægger siden
med vellyst ned i den kolde bølge,
og gutten klavrer med sang mod toppen
at rede sejlet, så det kan svulme,
og tanker jager som trætte fugler

om mast og ræer, men får ej fæste . . .
Ja, ja, mod havet! Did drog jo Vikar!
Som han at sejle og så at synke
i skibets forstavn hos konning Olav!
Med kølen kløve den kolde tanke,
men fange håb af den minste luftning!
Med dødens fingre bag efter roret,
men himlens klarhed ud over vejen!

Og så engang i den siste time
at mærke naglerne give efter
og døden trykke på planke-laget,
så vandets frælsende strøm kan komme.
Da lægges ned i de våde klude
og fires did, hvor det evig tier,
mens bølgen ruller mit navn mod stranden
i store måneskins-klare nætter.

Dødens kyst, er det den, vi har for os?
Ej har et mørke jeg mødt som dette.
Natten jo lægger sig for ikke mer at stå op,
uger vi sejler i ring.

Bølgens brøl imod brænning og bærg
hører vi, hvor i skådden vi kommer,
rives af strøm-gang omkring mellem is-lagte skær,
flygter, men ved ikke, hvor.

Stundom ej på den selvsamme båden
ser vi hverandre, ej heller hører
annet end døn fra de døds-svangre grunde på lur,
eller en snøftende hval.

Aldrig folk, intet sejl, intet hus-tag,
skrigende fugl om det vilde fjældet,
sjø-uhyrer omkring på drivende flak af is,
alt i et halv-gråt lys.

Ild på himlen som rækker af spyd,
hver gang at skådden viger; - de skælver,
ristes ud over, flammer, knitrer og flyr,
samler sig selv i bunt.

Atter frem med en legende spids,
krysses af andre fra annen side,
rænner og tænder og brænner alt himmelens hvælv,
splittes, flagrer og flyr.


Mørkt igen, og i mørket et døds-rop.
Kom det fra os, eller var det varsel?
Nej, her er utrygt på siden af skibet; - ro på!
Ej var I rædde tilforn.

Se, en båd med en eneste mand i!
Fossende ror han mod storm og strøm-gang.
Ro, mine mænd, vi er hundre, han ikkun én,
ro, vi må se, hvem han er!

Ho, der kvælver han båden, - og væk!
nej, han er der, på den andre siden; -
atter han kvælver og synker, - se, nu er han der!
videre, æns ikke ham!

Her er langt ifra Bretlands mjød-horn,
langt ifra Irernes kirke-klokker.
Sig, er det storm, det, som driver så stygt ifra vest,
da er vi døden viss'.

Hvem kan se, hvem ved, hvor vi færdes?
Atter et blinkende is-fjæld stiger,
læns! - men i læ høres brænningens rov-dyr, - vend om!
ud imod havet på ny!

Hvo er han, som iblant eder sidder
midt på den midterste toften, - svar mig!
Se ham, han rager i sky som et krone-hvælvt træ,
skådden sig løfter omkring.

Ud fra åsyn og hjælm går der lysning,
blå er hans klædning og rød-let skægget,
rundt faller lynild, ser I hans hærder, hans hals,
ser I hans øje-glans?

Vældens mand, hvem er du, hvor er vi?
uger vi sejler i nat og under.
Hvorledes kom du ombord og hvad vil du hos os,
bringer du død eller liv?" -


Svared hin, og det stilnede af:
"Her ligger leden, du længtes efter,
dengang du ønsked uendelig fare på hav:
her står den stærkeste strid.

Landet kænner jeg godt ifra gammelt,
dengang jeg gik her og riser fælte.
Ser du, de står her, frosne til fjælde, til is,
væltede vidt i hav.

Jeg det var, som med hammeren ramte,
da mine små-folk de ropte på mig,
svor ved mit rødlige skæg og gav slagt
for at få hammerens skærm.

To trol-kærringer bærged sig længe,
sopte rundt land med lange koster,
fejede alt mit små-folk i sjøen og slog
himmel og hav med storm.

Jeg dem fant i en hav-fylt fjæld-kløft,
stængte så til, og de blev der siden; -
vælted til rette lidt småt, som var sopet i hob,
nu er her passe fred.

Jeg det var, som vinked dig nord-på;
du er for god til hist at gå under.
Her, hvor det høres på hav, når det koger til harm,
høver en hug-stor mand.

Nys det duvede stygt gænnem vesten,
da var det jeg, som kørte ned over.
Lynilden Iyste på stormenes vej over val,
da var det jeg, som kom.

Følg mig nu, - og på stand er du liv-frælst!
Dig vil jeg eje, du Nordens kæmpe!
Mig har du ofret til, uden at vide det selv,
hvergang du sendte mig mænd.


Her på dødens storm-sorte strande,
her kan jeg sænke mig, her kan tales:
Giv mig dig selv, og jeg løfter på lyn-ildens horn
op dig til evigt liv.

Ærens liv, det er over al død,
skærende sønder dens klamme skådde,
sol-stærkt som gudernes hellige lag hver dag
skinner på menneskets sorg." -

"Skøn er du, og din tale trøster.
Vist er vi nu ved dødens kyster,
lykke-sælere er at løftes til ære med dig, -
end på et is-havs bund.

Men hvor ligger hint skinnende land?
Hvem er du, at du did kan føre?
Ikke jeg giver mig selv og min tro på dit ord,
se må jeg selv og forstå." -

"Kæmp med mig, og mit navn du kænner!"
svared den andre og stort sig rejste:
"Løftet i døden på skyernes kvælvede skjold
selv ser du alt og forstår.

Kom og lev Ejnherjernes kamp-liv,
falle på val og stå op til gilde!
Nævnes af skalder dit navn over gudernes bord,
synger det siden sig selv." -

Svared Arnljot: "er det til kamp,
at jeg skal bæres fra dødens kyster,
til en uendelig kamp uden fare og helt uden mål,
synker jeg hellere her.

Usselt tykkes mig gudernes liv,
kæmpe hver dag for kun at kæmpe,
falle på skrømt og stå op for at falle på skrømt, -
leg, ikke liv, er det.


Løft mit liv til de lysere lider!
Har du ej svar på de tusen spørsmål,
fød af mit savn, af min ve, af min brænnende harm, -
heller den tause død." -

"Dåre, ti!" - ned fra luften lød det.
Mændene skalv, det var tordnens stemme,
mørkt var det vordet, de så ikke op, ikke ud,
stemmens døn skræmte ned.

"Kast dig ud i den nat, hvor du kaver!
Den, som ej glædes, idet han kæmper,
ingen valkyrje kan løfte til liv; han er død; -
lukket er kæmpernes ring." -

Uvejrs-døn som af fallende fjælde
rystede hav og jord og himmel,
lang-skibet lå som et løv, mens bølgerne slog
tag over kæmpernes syn.

Borte han, som i midt-rummet stod:
men gænnem hav-drev i torden-bygen
syntes de skimte to jagende jætte-møer,
rodende alt i hob.

Ti med lange fejende koster
sopte de stormen, høljed de havet,
rummet den rædsel ej rumte, som rejste sig rundt,
stønnende aske og støv.

Men på siden, der rodde som før
trollet, som baskede ene i båden,
kvælvte den over sig, sank; men var oppe på ny, -
stormen tog stedse til.

Alt de rodde, det flytted ej frem,
døds-trætte kæmperne sank fra toften,
masten var knækket, og roret var kastet og knust, -
in mod et fjæld de drev.


Nogle skreg i den yderste nøden:
"fræls os nu du, som hjælp forsmådde!
Er det dig selv, som du tror på, så tøv ikke nu,
vis, at det fører frem!" -

"Ja, jeg tror på mig selv!" - og fra toften
hopped på fjældet han op: "følg efter!
Uovervunnen faller den mand, som har mod;
vis mig nu, at I har!"

Hopped kæmperne, en efter annen,
nogle falt i og toges af sluget,
andre med tro på sin sejrende kraft fik fod
fæstet på fjældet og stod.

Ja, nu ligger du træt under træet;
prøvet og døds-tung søger du læet.
Nu har du fristet
frihed på hav og dens drømme mistet.
Nu har du pløjet
endeløs trang og kun endeløst døjet.
Nu? -
Hvor vil du frem?
Give dig selv; - men til hvad og til hvem?
Ser du, hvor hun sløret løfter
med de fine, hvide hænder?
Hører du, hvor stilt hun drøfter
tanker, som i bønnen ender?
Hvor hun skuer
frejdig op, mens frem hun vanker?
Unge duer
ere hendes hvide tanker,
kurrer glad mod kærligheden,
tryg i hjemmet, skøn i freden.
Du? - Du må jage, forjages og ved ej
selv, hvor du er, eller hvem du har med dig.
Skådden og skreden
skilte jer ad, og du kænner ej leden.
Frem du dig sprænger?
Alt, hvad du gør, bare tættere stænger.
Svar ! -
Hvor vil du gå?
Hvad vil du finne, hvem vil du nå?

Ser du, mellem hvide piger
hun i lys og samfund kvæder,
løste længsler toner, higer
mod uendelige glæder.
Selve savnet
er det kilde-væld, som springer,
stråle-favnet
al sin offer-dugg det bringer.
Livet du slængte bort som din styrke,
hævn var dit livs-mål, ran var dit virke; -
vilde selv prøve
freden med famlende volds-hånd røve;
trangen, som driver,
drager til ondt kun og døds-tom iver. -
Nej;
slet ingen vej
fører til det, som du tænkte dig.
Se, hun knæler ned og beder!
Du i hendes bønner blandes:
"der han synder, der han leder,
lad ham frælses, ej forbannes!" -
Se, hun ejer
over hver en attrå sejer,
se,hun vender
op mod Gud to barne-hænder:
"Fader, Frælser, Herre, hil Dig,
nu jeg længes, tag mig til Dig!"
Usselt du har det; helt uden ævne
kastes du, synker du; - sæt dig dog stævne,
stævne med døden!
Så har du ende på naget og nøden,
så er det omme; -
tomheden øst i det endeløst tomme.
Slut!
Har du fortrudt
alt, du har gjort, blir ej bedre dig budt.
"Det mig løfter, det mig fyller,
at så helt jeg gav mig til Dig.
Altid nyt min sjæl fortryller,

så jeg altid mere vil Dig.
Hjærtets hjærte
er den tiltro, Du mig lærte,
sejers-sikker
hvert mit håb i skyen stikker; -
fin dem, fræls dem, giv dem rede,
hvor jeg selv snart er til stede!"

Ej var det vinter, ej var det vår,
nedfals-tid,
regn-vejr i uger, øsende sne-vand,
løsning i fjældene, fånner, skog-brot, -
så kom de hærjende, brydende stormer!
Mennesket flokked sig ræd omkring åren,
lytted til fånnerne, stirred på flommen,
vænted og bad.
Vej var der ikke, som frælse førte;
bådene borte,
broerne brudte; -
hvergang et sne-skred løsned, de tænkte:
nu er det vi!
Eller de så
styrtningens rygende rædsel vælte
over en nabo; -
så den højt oppe hænge i fjældet,
endeløst vokse, så stige, så komme;
mørk som et afgrundens hær-tog fųr den,
fjæld-bunden skalv,
træerne flygted ligesom levende; -
luft-trykket var det; pil-skudt, usynligt,
foran det jog,
løfted og tog,
slængte og slog
husene, splitted i tusen.
Hær-toget efter, trampende tomten
død under stenen for evige tider.

Ælven steg favner, føde den fik.
Over dens flade, mættet og muld-sort,
stokker og kister og fast-bundet bu-fæ,
hæsten blant tømmer stræved en stund,
rov-fugler fulgte;
skarpt gænnem braget et menneske-skrig,
atter et døende,
så mellem vraget et drivende lig.
Grusomt at se dag efter dag,
værre ved nat, når alt kun hørtes.
Men da så stormen
kom for at bryde, hvad regn havde løsnet,
kom for at kaste, hvad skred havde sparet,
væltede skogen, renskede sletten,
hus efter hus, -
"ragnarokr!" ropte de flygtende:
"nu er det siste, nu skylles det sammen."
Inne på fældene brød sig en mand
frem blant ur-skogens nedfals-trær,
eneste vandrer i uvejrs-vejen.
Dræbte var de, som færden delte.
Dengang de siste skylledes væk,
stod han i stormen ytterst ved svaet,
så ud over og nævnte stille:
havet ej vilde
hylle mig;
land-jorden lidet
levner mig.

Føde han fik af flommens føring,
ild bar han hos sig,
huler gav tag, og tør-ved var der.
Søgte just nu mod kvæld en ingang,
fant den også med halv-bygd stængsel,
tømmer-vælter,
fordum af Finner mod ufred opført,
eller af jaget udlægs-folk.
Dyb var hulen med smug og ganger; -

men en ulidelig ov-stram stank
stod fra dem alle. Han ænsed den ikke,
la' sig i ly, og straks han sovnede,
næsten før hovedet hælte.
Men gænnem søvne den pest-syge stank
stak hans hoved med vånd-fulle drømme;
snart stod han midt i en tungvint ord-strid
ikke med mennesker,
men med en mængde grå, små gryntere.
Snart i pakker af is-grå uld
lå han og kvæltes, kunde knap puste.
Pakkerne kastedes op, han hivdes
in og ud i et tåge-hav.
Svære skikkelser svømmed omkring ham,
svømmed og skifted legem i luften,
stygge øjne stak in i tågen.
Lange armer som ulne stængler
fangede efter ham,
tusser og trol, grå var de alle,
gapede.
Da fik han skrige,
skrige og vågne, -
men ifra hulens smug og ganger
skreg det tilbage.
Ræd sprang han op, men væltede om,
atter op, og in over ropte,
ganske uden at vide det selv, -
og fra hulerne
hylte det mod ham og skogger-brølte.
Søvn-drukken, syg, han vilde dog in,
in for at se, hvad magter her hused.
Dæmrende lys af dagen falt,
stanken og skriget øgede på,
og da så synet vantes til mørket,
stirred han på,
rundt, hvor han så,
gnister-øjne,
skule, gule,
ligesom gløder i klippe-væggen.

Hulens dampe formede sig
først til ul-bløde tåge-ruller,
dernæst til kropper, farve-stærke
dyr ved dyr,
store ved små,
alle, som skogen ammede på.
Hid var de krøbne fra uvejrs-vejen,
bærgenes kæmper;
styrken var strøgen, da fjæld-bunden skalv,
druknet i flommen var deres drifter,
og under tordenen
krøb de, sank de, hiksted ved lynet, -
pilted så in i den samme hule.
Ræd hverandre sad de og glodde,
ulven på ræven, bjørnen på begge;
alle tilhobe menneske-ræd
skalv de for ham, som åbningen mørkned,
hylte mod ham og krøb tilbage.
Hej, da lo han, - hundrede hold
dumpt fra hulerne lo tilbage;
rædselens løsnede strøm
rev til sig hyl af de rædde hær-mænd:
Skræmt af hverandre,
skræmt af genlydens hundrede struper
skreg de, skalv de; -
de, som hundrede liv havde hærjet,
frøs for sit eget syndige liv.
"Dette er mennesket! - Der, hvor jeg fųr,
sad også de bredved hverandre,
glemte sit had og hylte sammen,
somme til gamle, andre til nye
døv-hørte guder. -
Havde jeg alt, hvad stygt i verden
sammen som her i samme hule!" ....
Baglængs krøb han med øjet på dem,
intil han var ved ytterste åbning,
rejste sig op og slog så ild,
samlede kvist og kvas og tør-ved,
tændte så tømret! -

Ilden fattede, luft-draget drog,
op flammed bålet, vinden det førte,
røgen slog vælter, bøjed og slikked
in over,
dyrene baglængs krybende, hylende
in over,
intet sig voved ytterst at ligge, -
og da så væggen stansed dem alle,
kravled det ene over det andre,
intil de underste
bed i de øverste,
hvorfor snart alle,
ulven og gaupen, ræven og bjørnen,
alle i røg og blod og brøl
hylte og sled, -
endnu i siste døds-kvalte gisp
lå de med tand i hverandres strupe.
Han, som stod ude,
omsust af stormen, ren af regnen,
lyede længe. -
Og da det siste hævn-hyl, blod-brøl
kvaltes til brum i flamme-bærget,
vendte han sig,
så i den dryp-våde tåge-skogen,
ned i den ler-grå, svulnede ælven
op i de drivende skyer,
vandred så frem,
lydde på tordenens fald i det fjærne,
fjældenes svar,
følte sig vel i den rensede luft.
Ej var det længe, han gik i fred.
Just som han slængte sig ned på en stor-sten
efter en vandring i bærg og bakker,
hørte han hule, pustende støn
op fra jorden.
Haugen i hængsler hang som en gynge,
jord-bakken hævedes og han hivdes
højt op og højere,
ikke af nogen, han så,

ikke af nogen, han hørte.
Underligt dunder med fjærne døn,
lydelig latter i liderne,
rullende rop rundt om:
"grynte hørte jeg griserne mine
langt bort i Gyga.
Fy, for en brand-lugt i bærg-åserne!" -
Hivdes han så i det højeste træ,
tog sig rask tag og blev hængende;
hivdes så træet ligesom han
højt op og højere,
ikke af nogen, han så,
ikke af nogen, han hørte. -
Underligt dunder med fjærne døn,
lydelig latter i liderne,
rullende rop rundt om:
"Gantes vilde
han gamle-far,
Gyga-bæstet, -
gav dig så galterne mine.
Inne i lundene
lå han og lo,
lurven!" -
Atter han hivdes - ; bakkerne
bøjedes bent op og ned,
skyerne sank og var under,
ælven gik op og var over
i en grøn dal. -
Underligt dunder med fjærne døn,
lydelig latter i liderne,
rullende rop rundt om:
"her skal jeg hævne;
her råder jeg.
Hyt dig nu, hav-bæst,
i humperne mine!" -
Snart var han oppe i dal og ælv-bund,
snart var han under i bærg og bakke,
hivdes og slængtes,
droges og dængtes, -

men da det endte,
og synet vendte,
stod han på foden som før.
Da skreg, da slog
gænnem luft og jord
et ord!....
lig-bleg blev himmelen, skælvende alt, som han så,
bærgene revnende sank, derpå den ravn-sorte nat; -
men et uendeligt tog
over og under,
frem af bærgene, op af bakkerne
hoppede, væltede, jog,
hele den stønnende jord
fødte, - - -

da ifra østen glimted i natten,
rædslen og nøden vinkende lys,
fremad det skød sig, vokste sig vældigt,
blev til en bro gænnem uvejrets luft.
Hen over den så han lysende skride,
foran med klokker, efter med sange,
hellige mænd og hvide små-børn,
bærende kors og blus og kranse;
derefter hær-mænd, høje, hærdede,
bærende banner, våben, hær-skjold;
og i den innerste ring der så han
klar på en mælke-hvid ganger kongen,
foran ham korset, om ham skalderne,
hæren endeløst efter.
Sol-brænt var han og svær i sædet,
øjet luede, fagert falt håret,
men over brynjen rødlig skægget.
Mægtig han sad,
bilen i højre, skjoldet i venstre,
skalderne sang:
"Bagom det vrede
uvejr i vesten
Norge du ser
i opgangs-sol.

Blodig på fjældet
nu den faller;
blodig falt freden
fordum fra himlen.
Korset har høje
krav, o konge.
Du tør føre,
vi følger dig!"
Frem skød den lydende, lysende linje,
regn-stormen tårned på begge sider
mørk som en mur;
men på den mælk-hvide, tonende bro
vifted ej hår, og lys ej flagred.
Videre frem over fjældene gled den, -
kom som en stjærne, svant som en stjærne.

Længe han stod. - Men så falt han ned,
ned på sit åsyn og sagde stille:
"Var det kun drøm, som drog forbi mig,
da er den mer end alt, jeg har levet;
men var det liv, -
da vil jeg leve med det!
Olav Haraldson, Norges konge,
han var dette; - ham vil jeg kåre!
Han har mer end sin egen styrke,
højere mål, end jeg har funnet;
ham må jeg finne!"

Og det var Olav Digre,
kom over skogen ned mod Trøndelag,
hæren sig bugted langsomt
i solen.
Foran, ned imod dalen,
efter endnu i mark og myr den drog;
kongen red hele dagen
alene.
Alt var det ledet en stund
frem på sommer'n.

Ingen sig kongen nærmed; -
skønt hvert et hjærte strømmed fult, de taug:
skrånende blidt lå hjemmet
fremfor dem.
Fugler steg op af ager'n,
ud over skogen middags-røgen drog,
nogle bad bispen sjunge
for Herren.
Fagnad er hjem at se
efter fravær.

Red så hr. biskop Sigurd
frem for at spørge kongen; men han holt
stille et stykke fra ham
og vænted.
Kongens det høje anlet
skinnede stærkt i glans af fjærne syn,

øjet ved intet dvæled
på jorden. -
"Herligt er vist, hvad du ser,
herre konge!"

Kongen om længe svared:
først så jeg landet, som det ligger her,
lyst af de glade dager,
det gav mig.
Men jeg så altid længer,
Trøndelag så jeg, blåt og gult det lå,
ja, jeg så somren over
hele Norge,
fjorder med eng og skog
mellem fjælde.

Men jeg så endnu længer
ud over hav til fjærne fremmed-land,
alle, jeg i min ungdom
har gæstet.
Løftet af lyse hænder
lo det tilsammen mod mit hjærte op;
sist fik jeg hele verden
at skue.
Innerlig drog den mig hen
som til afsked".

Svared ham bispen: "herre,
heller du så, hvor langt at Kristi lys,
det, som du bar i landet,
skal lue.
En gang vil hele verden
vokse deraf den varme sommer-dag; -
synet dig Herren skænkte
til styrkning".
Begge red videre frem,
men tause.

Stod så en gammel bonde
foran sit hus ved vejen, hvor de fųr,

bøjede sig for kongen:
"velkommen!
Nu mine ord vil sannes:
innen ét år er kongen her igen;
ei sine tro han giver
til trængsel.
Sårt har vi savnet din vagt,
herre konge".

"Tak for din helsing, bonde,
første jeg får på fædre-landets jord.
Hvi står du så alene
ved vejen?" -

"Alle de andre fulgte,
da dine fiender folket samled rundt; -
længere ned i dalen
der er de.
Held med dit møde med dem!
Vist vil de fleste miste mod og fly,
når de ser kongens åsyn
bag korset.
Vel er jeg gammel og tung,
men jeg følger".

Nogle til kongen sagde:
"brænd deres gårde, straf dog deres svig;
straks som de øjner branden,
de blues,
bæver for barn og hustru,
trykkes af frygt og uvished og skam,
løse de blir i flokken
og flygter.
Hæren da skiller sig selv
med det samme".

Svared sagtmodig kongen:
"landet jeg frælser eller faller selv;
end skal det blomstre bag mig
for eder". -

Kom så med gråd en bonde,
fattig han var, han klagede sin nød:
"herre, dit folk har nedtråd
min ager". -
Kongen red ageren rundt
og den rejstes.

Mødte på ny en bonde:
"hjælp mig, min konge, sønnerne vil med;
men de er alt for unge;
jeg bant dem". -
Smilte den fromme herre:
"slip dem, min ven, og følgesmand dem vær;
da vil I alle komme
fra kampen". -
Far fulgte sønner, - og de
fulgte kongen.

Mødte dem mange bønder,
sammen de stode, helsede sin drot:
"herre, hvad kan vi vænte,
som følger?"
"Falle for Kristi åsyn,
tabe jert gods og alle, I har kær,"
svarede kongen roligt,
red vidre.
Bønderne våben sig fant
og fulgte.

Mødte tre hundre skog-mænd,
strømmet isammen fra hvert strøg omkring,
mest dog fra Jæmtlands-skogen; -
de sagde:
"stort er at se dig, drottin,
drage til slag mod overmagt og had;
vi vil slå følge med dig
på færden!"
"Ingen kan følge, som ej
er en kristen". -


Red han så frem i dalen,
kvæld-sol falt på med himmelen som blod,
åser og lange lier
i luer.
Stålgrå og kold gik ælven
bredt mellem myrer, ore-skog og lyng,
nådde de store gårde
og hvilte,
nådde til aften blank-fjord
i det fjærne.

Vejerne, som de fulgte,
bøjed langs åsen, dalen helt de så,
skalderne kvad ved synet
i kvælden.
Først hørtes Tormods lur-mål,
ham, som de kalte Kolbrunar-skald,
livdes hver mand ved røsten
og lydde.
Åser og stor-stammet skog
ham svared.

"Landet, vi ser, så kvad han,
længes i kvæld til stor-dåd og til blod,
mættes det vil i mødet,
vi går mod.
Men som det for os ligger,
livet vi for det våger og med lyst,
vist er det værdt et favn-tag
af kæmper;
kongelig bejler til brud
vi følger!"

Var det den unge Torfin,
hvidt var hans hår med hvide øjen-bryn,
brun-stegt han anlet, muntert
hans øje.

Kåben var slidt, men sværdet
skinnede langt med tag og rem af sølv,
skænket det var den glade
af kongen.
Sprængte han frem på sin hæst,
så kvad han:

"favner vi landet atter,
ikke til afsked, men med sejrens kraft, -
favner jeg efter kampen
en kvinne!
Væntet hun har, den væne,
hørt efter hær-skrig, lyet imod øst; -
der, hun ser ravn i luften,
der er vi!
Alle vi tænker i kvæld
på en kvinne!"

Sprang så den høje Gissur
op på en sten fra hæsten, som han red,
kvad så med sølv-klar tone
mod dalen.
Kvæld-sol falt på hans guld-hjælm,
kul-sorte hår om anlet langt og blegt,
sort var hans øje, halv-lukt
det lued.
Røsten gik bævende blød
og langsomt:

"hellere dø i Norge
end leve stort hos Gardarikes møer;
heller med Olav falle
end flygte.
Heller på korset kysse,
knæ-sænkt i døden, end høgsætes-mand
være hos Tore Bjarkøj
og blote.
Heller med gabende sår
end svigs-kår".


Løftede hele hæren
jublende ord og slog på sine skjold.
Greben af al den glæde,
kvad kongen:
"syng os et dråpa, skalder,
alle vi nævner efter hvert et ord;
Normænd det siden synger
så længe, -
så længe de selv ælsker sang
foran slaget".

Kvad så den svarte Gissur,
alt, mens han red ved kongens side frem,
troskab mod drottin kvad om
med højhed.
Hæren hvert vers sig mærked,
foran sang Gissurs sølver-klare mål,
efter sang hele hæren,
som havet
bølge på bølge det brød
under lien.

Kvad så den stærke Tormod,
forrest han red, men vendte sig, - hans røst
rev deres svar i storm-fart
ifra dem.
Verset de lærte, sang det,
næsten før selv han færdig med det var,
tok det igen og jubled
og sang det; -
åser og stor-stammet skog
sang efter.

Var det den glade Torfin
satte sig baglæns på sin hæst og sang,
sang, så de lo og skyndte
imod ham;
kunde slet ej for latter
synge det med, så sang han det pa ny,

kunde de endnu mindre,
de hauked.
Genlyden skratted omkring
i lien.

Sådan det gik mod dalen,
mørkt blev det sent i eftersommer-stund,
bøjed så af, sig samled
på sletten.
Her hørte hele hæren
messe, imens de takkede i løn
Herren, som hjemmets jord-bund
gengav dem.
Somme med glæde brød aks
af ager'n.

Lejr har de slaget, halv-mørkt det er;
vidt ligger mænd over mark, i skog-rand,
bråte de brænner, bål efter bål,
sommesteds halv-slukt,
sommesteds røg; de sovner alt.

Frem ifra skogen kommer to mænd,
snart mellem hobe, som våben kvæsser,
snart over andre, i søvn under skjoldet,
bykser de frem,
intil de står ved kongens ild.

Skind-klædde, høje, ruved de svært,
hår-fald og skæg var i tufs og floke,
øksen ved siden, lang-spyd i hånd,
skjoldet var glæmt;
men på ryg var buen slængt.

Ikke de løfted hætten; de stod
stive mod kongen og glodde på ham.
Bålet i søvne viste dem halvt,
mørkt var der bag;
lig to vild-dyr af nat de steg.

Kongen sad midt i en ring af mænd,
bispen, Fin Arnesson, og Bjørn Stallar,
Tormod lå bag dem i Gissurs fang,
Torfin på hug
kared i bålet, nynned til.


Alle på én gang mændene så;
Fin brast i latter og Torfin små-gren;
Bjørn blev alvorlig, tog til sit sværd,
bispen blev bleg,
kongen ene sad stilt som før.

Spørgende så han; men uden ord.
Ilden just falt på hans brede anlet,
hjælmen var af; hans brun-gule hår
flød i en flom
ned på akslen med kåben om.

Mændene kænte hans stærke blik
gå som en ild-strøm igænnem blodet,
skynte sig svare, før han fik spurt; -
ræd var de ej,
men det var, som så han alt.

"Brødre vi er fra Jæmternes land,
Tore vi heder og Afrafaste.
Kæmper vi var hos Arnljot Gelline;
nu er vi dine,
vi, vor flok, vel tretti mand".

Hvor har I Arnljot? Kommer ej han?"
kongen kun svared; - men Tore sagde:
"tung-sint blev Arnljot, lang-vejs han fųr.
Ingen har spurt
sagn fra ham. På hav han blev."

Kongen blev stille, glæmte dem rent.
Ingen af alle de andre talte.
Kun Fin Arnesson gav dem et nik,
han fant dem bra; -
atter kongen spurte dem:

"Mig vil I tjene; - tjener I da
Jesus Kristus, vor alles Herre?" -

"Nej, vi har aldrig tjent nogen gud; -
hæfte det var; -
hver gør det, ham synes bedst."

"Tror I på intet?" - "Jo, på os selv;
det gjorde Arnljot, og det vi lærte.
Mon dine mænd, som tror på en gud,
har på en dag
mere gjort end én af os?"

"Tusene fold; ti sti-mænd I er;
det kan jeg se; I ondt kun gjorde.
Men hvis I længes, - dåben er bod;
tvæt med jert blod
synden i min sanne sag." -

"Ja, vi har alle hug på et slag;
aldrig vi stod i en ordentlig fylkning.
Ære det er, og æren er størst
konge, hos dig; -
men med dåben går det ej."

Kongen dem svared: "vil I kun slås,
søg jer da rum på den andre siden.
Her kæmper de, som tror på en Gud,
giver sig selv,
sejrer, faller i Jesu navn." -

Rejste sig Fin, han kunde ej mer
styre sit utålmod; men kongen
så i hans øjne; mødtes de da,
intil at Fin
sad som før ved kongens knæ.

Bjørn var forgæmt i sit sorte hår,
mens at hans store tung-sinte øje
flød over alle halv-slukte bål;
netop en sang
steg fra moen langsomt op.


Brødrene længst havde vendt sig bort,
undrende så de en stund på hverandre.
"Nej", sagde Tore, "jeg vil ej gå, -
kæmpe jeg må;
helst hos ham, som har så få". -

Afrafaste betænkte sig dog:
"dette med dåben er altfor farligt.
Finner du ej, det er hekseri?
Denne skvæt vand; -
så de ord, som kviskres til?"

Tore nu svarte: "vistnok jeg tror,
dåben forhekser, det kan jo sés:
alle de døbte hænger ved kongen
hele sit liv. -
Men hvad ska'r, om vi så gør?"

"Nu er det andre gangen i dag," -
Fin samtidig til kongen mælte, -
"kæmper du vrager, hånd-faste mænd;
er det vel klogt?" -
Kongen sagte svared så:

" - vrager dem ej; de kommer igen.
Men om de også blev alle borte, -
mine, som ser, jeg tror på min tro,
tror på den selv;
dette styrker vor lille flok.

Ja, for enhver, som jeg sender bort,
vokser der to i enhver af vore." -
Gid så du sendte tre tusen bort,"
svarede Fin,
"for vi trænger endnu til seks." -

Brødrene vendte sig netop om:
"Nu har vi begge betænkt den sagen.

Får vi ej kæmpe, slig som vi er,
kæmpe hos dig, -
tar vi dåben, som du by'r.

Men du får selv gå god for den, drottin,
vi ved jo ikke, hvad den har på sig.
Du, som forstår det, tar det på dig." -
"Det gør jeg vist,"
kongen svarte dem med smil.

Alle de andre lystigen lo,
bispen alene steg op, alvorlig,
fulgte de tvenne, vejen, de kom
hæren forbi
dybt til skogs til deres mænd.

Sluknede snart nu bål efter bål,
ikkun et enkelt i skogens tykning
nede ved ælven flammede klart,
stigende sol
mødte luen, i favn den tog.

Bispen var der blant skind-klædde mænd;
stille de sad eller lå omkring ham,
læren om Jesus flød fra hans mund
barnlig og stilt; -
dyb var freden, natten klar.

Kanske de ikke næmmed hvert ord;
men som en drøm ifra barne-tiden
dæmred det langsomt, syn efter syn, -
mest som en dør
åben stod til ukænt hjem.

"Ja", sagde Afrafaste tilsist,
"kanske jeg ikke skønner det rigtig.
Men er det så, der lever en mand,
som tar på sig
alt det onde, jeg har gjort, -


da vil jeg siden, hvo han end er,
gi' ham mit liv og min tro til døden: -
kan jeg få lov at begynne på nyt
som fra i dag,
da er det værd at leve og dø!" -

Den gang, da solen løftede sig
- åserne brænte og ælven blinkte - ,
falt den på nogle og tretti mand;
tvættet de steg
op af morgen-kolde vand.

Bispen, den hvide krum-bøjede olding,
sang så en messe ved ælve-susen,
præster der var ej, koret var stumt,
ingen ham hjalp
uden hans egen stærke tro.

Var de så færdige, rejste sig op,
greb sine våben og fulgte bispen
frem gænnem skogen til kongens lejr,
stolte de gik,
nu fik de slås i konge-hær.

Nu er den kommen, den store, den ønskede stunden,
nu skal det bæres,
korset mod hammeren, troen mod vældet og trodsen,
ofret mod have-syg magt.
Kampen skal drøne
kanske de tusene år eller mer over landet,
rejse de falne,
gøre hvert tab innen kort til en ti-foldig sejr.
Men vore fiender
ere for mange;
de også fødes på ny.

Herre, Du ser, at jeg prøver at følge Dit fod-spor.
Ikke mig selv har jeg villet, jeg bygger Din trone
op af de stene, min egen har stykkevis tabt.
Herre, Du ser,
skrøbeligt byg-værk jeg har;
syndefuld jeg,
halv-vilde mange, som følger,
fattigt sligt grundlag;
men med vort blod
skal vi på marken dog binde det sammen i morgen, -
skæms ikke ved det,
kommende slægter
fæster det bedre.

Vredes ej over, at mange kun følger for min skyld.
Mængden vil tro; men den tror kun på den, som den ser.
Regn ikke nøje!

Rigdom vil nogle, andre vil hævn eller hæder,
mange vil mig, og de færreste fatter, hvorfor.
Men for de få, som vil Dig,
tilgiv de andre;
tag mod vor sag, og i fallet den løftes til sejr!

Å, hvad jeg synded tilforn,
hed-blodet, magt-kær og hård,
drag ikke af på i morgen,
stryg det, min Gud, eller gæm det, til stunden er over,
lad ikke jeg stå i morgen i vejen for Dig!

Herre, Du kænner vort folk fra dets innerste udspring;
fejler jeg vel, når jeg tror, det har herlige kræfter?
Hidtil de øded sig selv.
Herre, forbarm Dig! Når skal det vækkes og samles?
Når skal mit arbejde gro?

Kanske for voldsomt jeg fųr; men jeg tænkte,
skæres med skarpt må den ur-voksne skogen, oprykkes
træet af hundre-, stenen af tusen-års ro,
førend at sæden kan gro,
kærligheds sæd.

Endnu jeg mener det så, jeg er glad ved,
folket nu stævner til kamp, at det vredes og kommer,
- kommer til møde med Dig!
Kamp må Du få; ti de gnister, som springer af stålet,
tænder Din ild, som fortærer det rådne og lyser
langt in i kommende tid.
Jag dem til kampen; mit hjærte af nidkærhed luer,
kast mig på bålet som ved, bare slægterne tændes deraf!

Tag i Din favn
det, som jeg kanske i morgen forlader;
å, lad min søn
engang få stå, hvor jeg slap!

"Op, mine kæmper til bøn,
solen os vækker,
hilser den udvalte flok,
den, som Gud Herren i dag
fører til slag.
Tormod Kolbrunar-skald,
løft nu dit mål,
byg ifra fjæld og til fjæld
folket en lysende bro,
byg af din sang
højt over dalen og os
syner i rækker og led,
hvori forfædrene går
til kamp".

Tormod satte sig op,
stemte så i,
jaged i susende flok
ud over sovende hær
Bjarke-måls kamp-klædde møer,
luften de fylte med spyd,
sol-blank' det glitred og klang,
mens at han sang:

"Dag er op kommen,
hanens fjædre døner,
tid er for trællen
til arbejd træde.

Vågner alle, vågner
vakre venner,
alle de ypperste
Adils sinder:

Hår den hard-grejpe,
Hrolv skjotande,
æt-gode mænd,
som aldrig flygter.
Ej vækkes I nu til vinen
eller vivs hvisken,
men til Hildes
hårde leg".

Vers efter vers han det sang.
Snart var der rungende liv
gænnem den vågnede lejr,
landskabet glimede koldt,
luften var høst-klar og høj,
ælven i solen svam frem,
åsernes farvede skog
altsammen slog
hjærter, som længtes til hjem.
Kamp for det ælskede land,
kamp for en konge, så kær,
kamp imod Odin, hans list,
just som i æld-gamle sang,
var deres trang.

Kongen en ring af sin arm
Tormod i gave
rakte med takkende ord.
Da svor
Tormod sin drottin en ed,
at han i liv som i død
vilde gå med
der, hvor kong Olav gik først.
Lagde så skæmtende til:
"Sighvat, din skald,

skiller med guld-hjaltet ej
længere dig ifra mig". -
Kongen ham svared:
"Sighvat i Jorsal i dag
beder til visse for os". -
Tormod, han lo:
"tynt om dit mærke det blev,
dersom i Jorsal vi drev
i dag".
Kongen nu vendte sig bort,
talte til hæren:
"bede må alle i dag,
skrifte sin synd for vor Gud,
blive til ét,
samlet hos ham i det hellige mål". -

Mægtig han stod på en høj,
alle ham så.
Bispen steg op,
og foran hele sin hær
kasted sig kongen i knæ
og bad.
Skrifted han stille sin synd,
hørtes og hørte og fik
forladelsens tegn.
Da han steg op,
nådens oprejsende magt
sken af hans syn,
hele hans hær
sank for hans sol-blik i knæ.
Søgte de fleste sin Gud,
skrifted og bad,
bant sig til kongen i løn,
rejste sig op,
istemte messen, som gik
ud i den dugg-friske dag,
kænte sig ren,
ligesom fuglen, der kvad
efter bad.

Gik de så frem,
gænnem den skog-klædde ås,
våd efter natten.
Dyr skræmtes op,
fugler fløj undaf med skrig,
længere in
lyste blant glimtende løv
nu på en hjælm,
nu på et spyd eller skjold,
fiendens spejdende flok
fantes forgæmt.
Da blev der hær-skrig og sprang,
piler mod træerne klang,
grenerne brødes og in
under det tykkeste krat,
over den vand-sure myr,
frem,
til de fik ringet hver mand,
hugde dem ned,
vandred så vidre i fred.

Da de af skogen brød ud
våde, men friske,
Stiklestad lå
for deres syn.
Løftet på højden sig soled,
mægtig og bred
Værdalens herligste gård.
Agrene perled af dugg,
hæster i tjor
gik på den blinkende hå,
husene lå
store til siden,
sten-fri og u-delt sig strakte
græs-rige eng,
skogen omkring
tæt trådde til,
lye den vilde!
Men under højden, hvorpå

Stiklestad lå,
bredeste dal-bund i fang
bar på det gulnende korn,
huser og lunder
langt mod den blå-sorte fjord,
åserne veg,
skogen med dem,
ælven sig bugted
frem gænnem ager og eng
langsom og bred,
alting var fred.
Men i det fjærne, fra fjorden,
kom fienden.

Kongen steg af.
Rundt om på Stiklestad-højden
skulde hans hær
vænte på fiendens magt.
Høvdinger samled sig straks,
hver fik sit sted,
hver fik et styrkende ord.
Steg han så op på en mur,
talte til hæren -
siste gang.
Ud over højden imod
skogen den stod,
hoved ved hoved,
hørte hvert ord;
så stilt
var det, at fuglen på kvist
optog sit kvad.

"Trofaste mænd,
her er vort mål.
Her vil jeg sejre i dag
eller i Frælserens favn
bæres i havn.
Hør, hvad jeg siger jer nu:
hav ikke gru!


Herren er med os i dag,
hans sag
bærer til sejer, om end
alle blev død-slagne mænd.
Tag ikke frygt,
tænk det så trygt:
om I er ringe af magt,
Hans vagt
værger jer endnu i døden.
Her vil han så: I er grøden,
spirende ord
lægges i jord,
frugt-rige rod
vædes af blod,
vænter på våren i mag, -
nyt fødes Norge i dag!

Herren, vor Gud,
vælger os enkeltvis ud,
somme han trænger nu straks,
andre skal modnes til aks,
som han vil så
endnu engang for at få
så-korn til endnu en slætte,
som han vil mætte.
Han kænner time og sted,
vi bare ved,
at hvad han udsår i sorgen,
smiler i morgen.

Trofaste mænd,
I, som har fulgt mig af land,
dengang da Han
vilde vort mod skulde øves,
nu skal det prøves!
Da han tog fra os vor magt,
blev det jo sagt,
alt skal for Ham du forlade, -
og vi gik frejdig ifra det,

vænted på Ham
midt i landflygtigheds skam; -
kalte Han så, og vi kom,
her står vor dom!
Vinner i dag vi vor fædrene-jord,
vinner vi ikke, vi tror:
os har Han udvalt, og stærke
stiger vi under Hans mærke!

I, som kom til mig igår,
tak, at I står
der, hvor det minst er at håbe!
0, lad os råbe
bønlig til Herren i dag,
at, når det gælder et slag,
fædrene-landet må eje
mænd, som så lidet vil veje,
hvad der kan synes at sejre,
lejre
sig, hvor de tror
fremtiden gror!"

Gænnem folke-havet
hen imod konge-hirden
skred en mand i guld-hjælm,
brynje og brynje-hoser;
bent på kongen gik han langsomt.

Spyd i hånd med sølv-tag,
sværd for sværeste kræfter;
skjold ved skuldren hægtet,
glans af plader og våben.
Øjet lysende lå på kongen.

Håret rigt rundt hjælmen
falt over aksel-bredden;
højt hans anlet, fager
høvdinge-gang og lader.
Hirden vendte sig ved hans komme.

Gænnem hele hæren
ingen hans aksel nådde,
op de så med undren,
alle til side veg de.
Nu han stansed foran kongen. -

"Hil dig, folke-fører,
her for din fod jeg knæler,
gir mig ganske til dig,
gaven du ej foragte,
skønt jeg kommer sent og ene".


Kongen smilte, sagde:
"Er du ej Arnljot Gelline?
Bud og sending fra dig
fik jeg med dem, du frælste.
Væntet har jeg længe på dig".

Arnljot kongen svared:
"ærend jeg ikke havde,
vejen fant jeg ikke.
før i et syn jeg så dig
gå forbi som lys fra østen". -

Kongen smilte, sagde:
"kommer du nu til dåben
træt af egen styrke,
Nord-folkets største kæmpe,
da er dette fagert jær-tegn". -

Arnljot kongen svared:
"Nej, kun til dig jeg kommer.
Dig vil jeg tjene, konge,
dig vil jeg ene tro på.
Det, som hidtil bar, er brustet". -

Kongen smilte, sagde:
"Jeg tror på Jesus Kristus"! -
Arnljot kongen svared:
"Det skal os ikke skille;
den, du tror på, ham jeg tror på". -

Kongen smilte, sagde:
"du, som kom sist af alle,
du går først i morgen,
foran mit konge-mærke"! -
Arnljot rejste sig og sagde:

"Tretti år er ledne,
siden min broder Vikar
forrest stod ved Svolder

alt hos din frænde Olav.
Den, som der falt først, var Vikar". -

Hele hirden løfted
undrende rop, de mintes
ætten og dens skæbne; -
syntes i Vikars udgang
ane den, som Arnljot ønsked.

Mens at fienden sås
samle sig i det fjærne,
førte fromme konge
lære om liv af døden.
Undret sken for Arnljots øje.

Der han svar fik høre
på sine tusen spørsmål;
der hans liv blev løftet
op til de lysere lier,
luende i morgen-længsel.

Mens at fienden sås
samle sig i det fjærne,
døbtes Arnljot Gelline,
kongen var selv hans fadder
og hver høvding, som der fantes.

Gik så Arnljot Gelline
helt foran konge-hæren
did, hvor fremst på bakken
Torod holt konge-banret,
foran det han op sig stilled.

Spyd i hånd med sølv-tag,
sværd for sværeste kræfter,
skjold ved skuldren hægtet,
glans af plader og våben.
Øjet lysende lå på fienden.


Næst ham stod ved mærket
Tore og Afrafaste;
undrende så de på ham,
ropte så de og deres:
"atter står vi bag vor høvding!"

De, som kom imod dem,
øje fik først på Arnljot,
midt i skind-klæd følge
raged han op og lyste;
kongens fane-vagt han førte.

Kongen ned sig satte,
hirden omkring ham,
vænted så på hæren
i ro.
Kongen la' sit hoved
op til Fin Arnesson,
sank så straks i søvnen
og så
store lyse syner
svæve på himlen,
Herrens engle-skare
i sol,
bygge op af stråler
bro, som sig strakte
ret fra jorde-sletten
mod Gud.
Kongen tog de med sig.
Luft-let og løftet
som af egne længsler
mod lys
steg på stråle-stige
op han i hvælvet,
det uendelige,
mod Gud.
Strålerne blev større,
englerne flere,
sangen alt han hørte
fra Gud.

Mange, mange verdner
dog var tilbage,
før de rummet nådde
om Gud.
Og da de det nådde,
da var det større
end de verdner alle,
de kom.
Strålerne var sangen,
sangen var stråler,
verdners verdner tonte
om Gud.

"Konge, rejs dig op,
fienden er nær,
fyller dal og skog
med en vældig hær".

Fin det var, som talte.
Kongen ham svarte:
"å, du skulde væntet
en stund!
Netop nu jeg vilde
Herren få skue,
alt i synets lue
jeg skalv." -
Svarte Fin: "hel snarlig
Herren du skuer,
rejs dig op, så ser du
din død."

Høvdinge-hæren
hæved sig,
fylte sletten,
kom fra skogerne,
samled sig.
Ned for bakkerne
ej et pile-skud

borte stod de.
Kongen kænte
mange kæmper,
og med smærte
gamle venner.
Kongen kænte
Kalv Arnesson,
talte til ham:
"kaster du gejr-skud
i min hær?
Ej var det slig
vi skiltes sist,
syd på Møre.
Her har du frænder
og fire brødre". -
Mælte da Kalv:
"Dengang du fųr,
fik vi en større.
Der, vi står,
er vi stedt.
Høvde det mig,
var jeg hos dig". -
Sagde så Fin,
hans fjærde broder:
"dette var Kalv;
fagrest i tale,
tænker han værst". -
Torgejr af Kvistad
håns-ord kasted
op mod kongen:
"nu skal du få
freden, vi fik
før, da vi havde
dig til høvding". -
Kongen ham svarte:
"vistnok fejlte jeg,
den gang jeg førte
dig til hæder.
Men om din færd

her og i dag
du tie:
innen en time
dør du!"

Skinned kongens åsyn,
mens så han talte,
syntes meget større
end før.
Øjnene, som stråler
slog, hvor han skued,
bønderne ham hugsed
og veg.
"Fram, fram, kongs-mænd,
kors-mænd og krist-mænd"!
ropte han, og hæren
fųr frem.
Lige som når flommen
bryder om våren,
fossed over bakken
de ned,
lurerne og skriget,
våb'nenes blinken,
bannerne i luften, -
"fram, fram!
knuger, konge-karle
høvdinge-hæren!"
hørtes, og de rænte
dem ned,
trængte dem tilbage,
intil de første
stod, hvor de siste
stod før.
Foran alle Arnljot,
Jæmternes høvding,
Afrafaste, Tore
ham næst.
Aldrig var den største
stor-mand så glad som

de skind-klædde skog-mænd
nu var;
aldrig dans med møen
midnat om bålet,
aldrig gilde-mjøden
til kvad
stod for dem som dette;
hær-skrig de hørte,
hugde så i takten
dertil.
Det var, som de hædred
dem, som de hugde,
ti i konge-samfund
de slog's.
Ej de hugsed mere
messen og dåben,
selve de nu døbte
og sang.
Arnljot så de foran;
halvt som i tåge
bærg-stor frem han dukked
iblant.
Sværd i højre svang han,
spyd i den venstre,
døn og skrig og hær-flugt
omkring.
Dette var den første
gang han sig glæded
ved sin dåd i livet
og lo.
Foran ham lå færden
høj som et sol-fjæld,
rundt omkring det blinked
og sang.
Det var som han bares
op ad på hænder,
for hvert hug alt høj're
han steg,
intil han på toppen

over sig skued
smilende og dag-mild
en mø.
Ingigerd jo var det;
men mellem tusen
hvid-klæd som i skyer
hun stod,
smilte så og rakte
hænderne mod ham,
da det var, som sank han
imod.
Men igen han samled
tanken - og intet
så han uden slaget,
han slog.
Intet heller hørte
uden det hær-tag,
hele hæren sejrende
skreg.
Ti på flugten fienden
fųr som i vilde,
rædsel havde slaget
hver mand.
Se, på himlens bue
solen i blod-hav,
alt på jorden også
blev blod,
skogerne og marken,
ælven og sanden,
mændenes åsyn
blev blod.
Blod-skær over gårdene,
guld-gule agre,
kongens hvide banner
blev blod.
Jær-tegn ifra himlen
tyktes dem dette,
Olav konges Gud var
nu vred!

Fælne alle flygted
ud imod skogen,
vilde der sig gæmme
for Gud.
Rædsel rev den ene
bort fra den andre,
ingen mere kænte
sin hær,
hugde vej for flugten
blant sine frænder,
fejge fælte tapre
af frygt.

Men i skog-brynet
en dem bied,
Tore Hund.
Hærdet af trolskab
holt han sine.
Slag-linjen så han
over sletten
bugte som orm i
ild-mørje,
drage sig sammen,
tvinne, trille,
gå itu,
give fra sig
involdene,
ud over skogene
vælted de,
alle de flygted
did!
Solen sortnede
halvt i det samme,
middag blev næsten
til høstens midnat,
kvæget gik hjem,
fuglerne tied,
satte sig op,
ej var det u-vejr,

ej et vind-pust,
sturende stilt
stod alt,
ikkun mennesket
myrded.

Og en vildhed
påkom Tore,
guderne kæmped
menneskets kamp,
gamle guder
op mod nye,
gamle tider
nye trued,
ragnarokr
eller helved
hæved sit hav,
Tor og Odin
eller Kristus;
æser, åsynjer
eller engler,
styrtede, styrtedes,
kæmpende,
i undergangens
Ginnunga-gab.
Det, som stred
tit i ham selv,
slog's i ørhed
over og under.
Som han tænkte,
så han talte,
alle omkring sig
skræmte han.
Kampen var deres,
kampen var gudernes,
Kristus og Ymer,
lammet og fenris,
ormen og solen,
Loke og Satan,

alt i rygende
Nastrons flammer.
Vanvid
væved dem in,
bær-særk vildhed.
Tilbage til kampen
kap-løb de,
under gik verden,
de med den,
derfor myrde,
før selv de myrdedes,
her sank alt,
selv eftermælet.

Kongens mænd dem mødte,
få mod de mange,
stille under korset
de stod.
Jær-tegn fra det høje
hævede modet:
himlen selv sig sænkte
som skjold!
Alle så mod kongen,
alle sig samled,
kongen sværdet løfted
til tegn:
"fram, fram, kongs-mænd,
kors-mænd, krist-mænd!"
skar igænnem mørket
som ild.
Men bærsærker-skaren
galne som ulver
uden skjold sig kasted
imod,
falt, men andre fulgte,
fælte og fæltes,
frem på lig som leg-vold
de sprang,
sprængte sig en døds-vej,

bad ej om mere,
sank, men altid flere
fųr frem.
Kongens lille skare
mindre sig samled,
fallet for de få var
for stort.
Arnljot altid foran
værged dem herlig,
hver, som mod ham søgte,
han sank;
men for skarpt han kløved
kæmpernes bølger,
og fra sine skiltes
til sist.
Ensom, tårn-høj stod han
op over mængden,
som på Jæmter-tinget
hin nat, -
nu ej for at kræve
bøder for far sin,
ikke for at vinne
sin brud.
For sig selv slet intet
mere i verden
vilde han, - kun falle
for ham,
som ham havde løftet
op af det tomme,
givet ham en eneste
dag.
Sværd i højre svang han,
spyd i den venstre,
som en gud i lunden
han stod.
Ringen rundt han rensked,
lig-vold sig bygde, -
til med spyd de stængte
ham in.

Og da alle, alle
ringed den ene,
og da trængseln blev ham
for tæt,
oddene sig øgte,
sakser ham søgte, -
syntes han, at ringen
blev sprængt,
syntes han, sig samled
tusene om ham,
syntes han, en skjold-borg
blev sænkt
syntes han, en fylkning
stål-blank i luften
suste frem og løfted
ham op.
Fagre, hvide fylgjer
følte han favne,
frælsende at føre
afsted
syngende og saligt
op ad et sol-fjæld,
og der så han Ingigerd
stå.

Fallen var Arnljot,
fjældenes ørn
på sletten skudt.
Varm blev han plyndret
for gylne fjædre,
trakket og tråd.
Hele hans livs
længtende flugt
hid havde hællet.
Så siger saga:
stundet han havde
til det største;
straks han så det,
gav han sig helt.

Videre kampen
væltede frem.
Bærsærker-modet
brød som en storm
gærde-staverne;
kastet var træet,
de stødde til.
Snart falt Tore,
Afrafaste
og deres svejt,
hele den vældige
fane-vagt.
Ingen kænte dem
før i dag,
ingen søgte dem
siden efter.
Ikkun ligene,
hvorpå de lå,
viste, de var.
Langt livs
lov-løse færd
én times troskab
tvættede.
Døbe-fonten,
Frælseren rakte,
fylte de af deres
varme blod.
Deri de dukkede
deraf steg de
nåde-søgende.

Kongen bag en skjold-borg
hid havde kæmpet,
nu han bød den åbnes,
gik frem:
"følg mig, alle fæller,
Herren vil være
fane-vagt for sine
i dag"!

Da de ringen åbned,
stod han i lysning
midt i tættest mørke
omkring.
Der han gik imod dem,
veg de med undren,
længe løfted ingen
en hånd.
Torgejr ifra Kvistad
fælte han, sagde:
"hugser du, jeg spådde
din død"?
Olav, søn af Arngrim,
fælte han, sagde:
"fejl du valte, Olav,
i dag".
Tore Hund fra Bjarkøj
ramte han, - sværdet
bed ej på hans trol-pels,
den røg.
"Hug du, Bjørn, til hunden,
som døver sværdet"! -
Bjørn med økse-hamren
ham hug.
Tore Hund dog falt ej,
vænted og hvilte,
rænte så sit lang-spyd
i Bjørn:
"så vi vejder bjørne
nordpå i Finmørk"!
Ned ved kongens fødder
falt Bjørn.
Der hans store øje
så op mod kongen
ikke mer med tung-sind,
men fred.
Der falt også Gissur,
skalden hin guld-brå,
Torfin ved hans side,

han sang:
"nu mit beste kvæde
gav jeg dig, konge,
rødt det rinner over
dit navn". -
Der fik også Tormod
såret til døden;
ti et lang-spyd ramte
hans bryst.
Brød han skaftet af det,
gik så med såret,
turde ikke slutte;
ti se:
kongen var i fare,
fremad sprang Tormod,
brød sig end med sværdet
en vej.
Da blev kongen borte,
blødende Tormod
brød i bæven vidre
sig frem,
fant så kongen døds-træt
lude til stenen,
så, at Tore Hund gav
ham sår,
så, at Kalv fra Egge
gjorde det samme,
så, at kongen smilte
og sank.
Skreg han så mod himlen:
"vil du det, Herre?
Vel, så vil jeg følge,
jeg med"!
Fatted han om sværdet
med både hænder,
hugde, til han mødig
sank om.
Og som han de andre,
alle kongens venner,

Fin og hans brødre,
de sank.
Alle, alle hugde
frisk in på fienden,
hugde, til de trætned
og sank.
Ganske slukned solen,
nat græd fra himlen,
jorden havde hyllet
sig in.
Men der var kun leden
lidt over middag,
kæmperne de gyste
nu selv.
De, som havde sejret,
stode som slagne,
stirred ud i natten
med skræk.

Midnat var det; Tore Hund
sad på en sten ved kongens fødder;
netop han havde lagt ham til rette;
kongens blod
brant hans hånd.

Sår bar hånden; kongens blod
havde straks lægt det, da det rørtes.
Stille sad Tore, i svære tanker;
stønned tungt
af og til.

Rundt på marken sås lys;
koner og mødre sine søgte;
her hørtes hulken, såredes stønnen,
hist en hunds
lange hyl.

Slagets linjer højned sig,
ligene lå i mørke dynger.
Ukænt blev væltet, frænde blev løftet;
varsom hjælp
bar ham hjem.

Ud fra gårde rundt omkring,
både fra loft og låve lyste.

Did havde selv de sårede slæbt sig,
kvinnens hånd
heled dem.

Men blant folk, som vælted lig,
gik Kalv Arneson; sine brødre
fant han i live. - Ingen dog vilde
tage hjælp
af hans hånd.

Did kom Kalv, hvor Tore sad.
Længe han stod, men intet sagde.
"Her ligger kongen", hviskede Tore;
"kongens blod
bant mit sår".

Hånden holt han op mod Kalv.
Intet sa' Kalv, kun væk sig vendte.
Da så han Arnljot ligge frem for sig,
kongens lig
lå på hans.

"Ikke hædrer du kongen stort
ved på en røver ham at støtte".
Tore sig rejste: "var han en røver? -
tjente dog
kongen tro".

Begge varlig kongen tog;
løfted ham op og holt ham stille,
mens de med foden sparkede undaf
Arnljots lig,
langt og stivt.

Men der Arnljot vendtes om,
så de hans åbne øjne smile
op imod himlen; smilet han bar fra
siste syn,
som han så.


"Røver'n ler", henkasted Kalv.
Tore med arm om kongen svarte:
"kanske på rette siden han ser sig". -
Taus gik Kalv,
som han kom.