Absalons hår

Bjørnstjerne Bjørnson

HARALD KÅS var blet seksti år. Han levde ikke længer sit flotte ungkarsliv, uforstyrret af al kritik. Hans lystkutter fandtes ikke på kysten om somren; hans vinterrejser til England og Syden havde stoppet op; ja, han sås sjælden i sin klub i Kristiania.

Ej heller ruved hans kjæmpeskikkelse i døråbningerne som i gamle dager; han havde taget af. Hjulbenet var han altid, men vinkelen var blet større. Ryggens Herkuleskuving var også rundere nu, og han luted. Hans pande havde været en af de bredeste; ingen andens hat passed hans hode. Nu var den tillige en af de højeste. Han havde nemlig ikke mere hår igjen end en tavs ved ørene og en let krans i nakken. Nu tog han helst en dram med begge hænder; han skalv på dem. Selv tænderne, som var små, men stærke, og sorte af tobak, tog på at falde. Når han nu skulde sige: "Faen slite", sa han: "Faen shlite". Han havde altid gåt med hænderne halvt lukkede, som holdt de på noget; nu kroged de sig, de kunde ikke længer strækkes helt ud. Den venstre lillefinger havde en kjæmpe, som Harald Kås lagde i gulvet, i sin taknemmelighed bidt af. Kås fortalte begivenheden således, at han havde tvunget fyren til at svælge den med det samme. Nu sad Kås gjærne og kjælede for stubben. Ofte blev dette indledningen til fortællinger af hans bedrifters saga, som blev større og større, efter som han ældedes og sad stille.

Hans små lure øjne lå dybt i hovedet og så svært fast på en. Der var magt i hans personlighed og gløgg forstand i hans skalle; således ejed han et fremtrædende mekanisk talent. Hans urokkelige selvbeundring var ikke uden storhed, og den fynd, som både legeme og ånd forkyndte sig med, gjorde ham til en af landets originaler. Hvorfor blev han ikke mere?

Han bodde på sin gård Hellebergene; den havde store skoger langs kysten og fæstegårde op efter elvedraget.

Engang tilhørte den Kurt'ernes æt, og var for så vidt nu kommen tilbage til den, som alle vidste, at Harald Kås's far ikke var en Kås, men en Kurt. Han samled godset igjen; måden og midlerne kunde der skrives en bog om.

Gårdens hovedbygning vendte ud mod en vik, kranset af holmer; udenfor var flere holmer og havet. En umådelig lang bygning, nybygget på en gammel kjæmpemur, dens østre fløj bare halvt indredet, dens vestre Harald Kås's bolig; her levde han sit sære liv. Begge fløje forenedes ved to indbygde svalgange, den ene over den andre, med trapper i begge ender. Besynderligt nok lå svalgangene ikke ud mod havet, altså mod syd, men op mod markerne og skogerne, altså mod nord.

Mellem husets to fløje var indvendig et neutralt område, nemlig en stor spisesal nedentil og en stor dansesal oventil; i senere år var ingen af dem brugt.

Harald Kås's lejlighed signaliseredes udenifra ved et vældigt elg-hode med uhyre horn på, som stod opslåt over svalen. I svalen selv var flere hoder af bjørn og ulv og ræv og gaupe, dertil udstoppede fugl fra både land og sjø. Inde i forstuen skind og geværer op efter væggene. Stuerne var også fulde af skind og udmærkede sig ved stram lugt af vilddyr og indgroet tobaksrøk; selv kaldte han det "mandslugt". Ingen glemte den, der engang havde stukket næsen ind. Kostbare, fine skind opover væggene, skindfælder udover gulvene; selve sengen var bare fælder; Harald Kås lå og sad i skind og gik på skind, og alle disse skind var velkomne æmner for samtalen, såsom han selv havde skudt og flådd hvert evige dyr. Rigtignok var der dem, som mente, at de fleste skind var kjøbte hos Brandt & Comp. i Bergen, og at alene fortællingerne var skudte og flådde herhjemme. Det tror jeg for min del var overdrivelse. Men hvordan det end var, lige vældigt var indtrykket, når Harald Kås sad ved pejsen i sin kubbestol med føtterne på bjørneskindet og åbned skjorten sin for at syne os mærker i sit hårede bryst. Hvad var det for mærker? Af bjørnetænderne; det var dengang, Kås satte kniven i udyrets hjærte lige ind til skaftet. Alle de rare krus og skab og udskårne stoler hørte på fortællingen i tilvant ro.

Harald Kås var seksti år, da han i juli måned kom sejlende ind i viken med fire damer, som han havde hentet på dampskibet; de skulde være hos ham til ind i august. En ældre dame og tre unge, hans slægtninge allesammen, de skulde bo ovenpå. Der hørte de ham gå og grynte under sig og var til at begynde med nokså rædde af sig. Tre af dem havde også haft sine betænkeligheder ved at tage imod indbydelsen, og disse betækeligheder blev ikke mindre, da de så Kås næste morgen komme stabbende rolig op fra sjøen splitternaken. De skreg og foer sammen i sine natdragter for at holde råd om at rejse straks. Men da den ene sa: "Du skulde ikke have kaldt på os, du, tante, så havde vi ikke set det, -" da måtte de alle le, og dermed faldt det væk.

Ved frokosten holdt de sig jo en del stive; men da Harald Kås fortalte dem om en gammel sort hoppe, han havde, som var forelsket i en ung brun hingst borte hos provsten og slog sig bindegal, hvis nogen anden hingst prøvde sig til, derimod lagde hovedet kjælent til side "og knægged som en fin frøken", straks præstehingsten kom skrikende, - nu ja, så gav damerne sig over lige godt først som sidst. Havde de af nysgjerrighed forvildet sig hid, så måtte de tåle "naturen", - som Harald Kås sagde (med tyngden på første stavelse). Alligevel blev de livskræmte næste nat; han skjøt lige under deres vinduer. Tanten påstod endog, at han havde skudt ind gjennem hendes åbne vindue. Hun hylte op, og de andre hopped højt i søvne, de stod fremme på gulvet, før de vidste af sig selv. Siden lå de i vinduerne og spejded, skjønt tanten forsikred, de blev skudte. De måtte jo se, hvad det var. Jo, derinde mellem kirsebær- og æbletræerne, der så de ham efter en stund trave om med et gevær, og de hørte ham bande. Alle med den største forskrækkelse i seng igjen. Morgenen efter fik de høre, han havde skudt med hagel efter nattefrierne; den ene af dem havde fåt "en halv ladning i læggen, det hadde'n faen shlite mig godt af. For d'er ikke det, at'n går på frieri; men de'r det, at'n går her. - For det, som skal til her på gården, det er vi karer til at besørge sjelve." De fire damer sad som fire nytændte stearinlys i en kirkestage, - indtil en af dem sprang op og brølte. Så brølte de allesammen.

De fire damer kjeded sig ikke. Dertil var Harald Kås altfor righoldig på utroligheder. Også var der stemning inde i de store skoger, som der ikke var hugget i, siden Harald Kås havde overtat gården. Endvidere var der kvikke spadserture opefter elvelejet og fisk i elven. De baded, de havde morsomme sejlture med kutteren, også kjøreture udover bygderne, skjønt kjøregrejerne ikke var de nyeste.

Den yngste af pigerne, Kirsten Ravn, begyndte ikke at ville være med. Hun havde fåt lidenskab for den østre, ufærdige fløj; der tilbragte hun lange stunder alene for åbne vinduer. Der stod træerne, store linde, ubeskårne og mystiske. "De skulde bygge altan her ud mod sjøen," sa hun til Kås; "se, som sjøen blinker under lindene!" Hvad hun engang var faldt på, slap hun ikke, så fjerde eller femte gang hun kom med det, loved han at gjøre det. Men ikke før var hun færdig med det, så kom mere. "Under den første altan må være en endnu bredere altan nedentil," sa hun med sin bløde røst. "Og den må have en trap på hver side ned til grønsværet, det er så dejligt, grønsværet, netop her." Allerede den aldeles uhørte dristighed at forlange sligt af ham imponerede ham. Langt om længe gav han efter også i det.

"Værelserne må indredes," befalte hun og var alvorlig. "Det der frem mod altanen, som skal komme herunder, det skal være oljefarvet furu, og gulvet må være bonet." Hun rakte sin lange fine hånd ud og pegte. "Alle gulvene må være bonede. Til værelset ovenpå skal De få tegning af mig. Jeg har tænkt det nøjagtigt igjennem," - og hendes store forundrede øjne tapetserede væggene, stillede møblerne, hængte op gardiner i særegne mønstre. "Jeg ved også, hvordan de andre rummene skal være," føjed hun til, gik ind i dem og holdt en stund stille i hvert. Han fulgte som en gammel hest efter en tømme. Da de fire damer havde været der over den halve tid, forsømte han med stor ro de tre af dem.

Hans dybe øjne plirede i levende beundring, når hun kom gående; han søgte de andres øjne for at få deres beun dring i tillæg til sin; han stabbed om hende som et gammelt fotografiapparat, der kunde stille sig selv op. Efterat hun en dag havde taget ned af hans bogskab en fransk lærebog i mekanik og ikke alene forstod den, men sa, at mekanik vist egentlig var, hvad hun havde anlæg for, blev det aldeles forbi med ham. Bare hun efter den dag kom tilstede, slettede han sig selv ud både som talende og handlende. Straks hun om morgenen mødte i et af sine originale morgentoiletter, lo han stille, eller han stirred, stirred og så bort på de andre. Hun talte ikke meget; men hvert ord, hun sa, vakte hans beundring. Allermest betagen var han, når hun sad stille hen og ikke brydde sig om nogen; da lignede han en gammel papegøje med hode på skakke i forventning om sukker. Hans linned var altid kridhvidt; ellers havde han ingen omsorg for sit toilette. Men nu spraded han om med en frak af råsilke, han engang havde kjøbt i Algier, men som han straks havde hængt væk, fordi den var for snæver. Han så ud i den som en klippet buksbomhæk.

Hvem var så denne løvetæmmerske på 21 år, som uden i mindste måde at ville det, ja, uden at gjøre synderlig af sig i det hele (hun var nemlig den stilfærdigste af dem alle) fik skogens stærkeste dyr til at lægge sig på sin bug i sandet og glane på hende i fortabt ydmyghed?

Læg mærke til hende, - som hun nu sidder i sit udslagne, glinsende hår, rødt af det smukkeste mørke; læg mærke til hendes brede pande og høje næse, men især til disse store forundrede øjne! Se på denne hendes hals og dens fortsættelse; følg det lange liv, den smækre vækst! Se nøje på renaissancekjolen, hun sitter i, dens form og farve, og du blir meget nysgjerrig; for hun er noget for sig selv.

Kirsten Ravn mistede sin mor den dag, hun blev født, og sin far, da hun var fem år. Han efterlod hende en pen formue i obligationer med udtrykkelige vilkår, at kapitalen skulde være urørlig, og renterne ene bruges af hende, enten hun giftede sig eller ej. Han tænkte således at bestemme over hendes karakter. Hun blev opdraget hos tre forskjellige i den vidtforgrenede familje, - som heller burde kaldes et folkefærd, såsom den intet andet fællesmærke har end trangen til at gå hver sin vej. Hvor to Ravn'er kommer sammen, er de i regelen uenige om alt, de taler om; men som sagt holder de ubrødelig sammen. Ja, i deres øjne er der egentlig ingen anden familje til, som er "morsom", - alle Ravn'ers adjektiv.

Kirsten var et receptivt talent; hun læste alt og husked alt, hvad egentlig vil sige, at hun havde et logisk hode; thi at huske er jo at ordne. Hun var følgelig nummer een i alt, hun rørte ved; dette og at hun var hos andre, der spekulerte en smule i hende, følgelig smigred hende, det bestemte lige så tidlig over hendes væsen som pengerne. Hun var ikke i nogen måde hovmodig, det lå ikke til Ravn'erne at være det; men ti år gammel vilde hun ikke mere leke; hun gik ind i skogen og digted kjæmpeviser. Tolv år gammel vilde hun bare gå i silke, og trods en tante med krøller og kniplinger og gruelig mange ord satte hun det igjennem. Hun var rank og pertentlig i sin silke og fremdeles nummer een. Hun lagede vers om ridder Åge og jomfru Else, om fugler og blomster og megen sorg. Efterat hun var kommen i de voksnes ring, da andre unge kvinder, som har råd til det, anlægger silke, slutted hun med sin. Det "glatte og glinsende" var hun blet kjed af, ja, hun sværmed nu for fin uld og dyr fløjel i alle farver; kjoler i renaissancestil blev hendes favoriter og æmne for hendes studium. Hun skar dem ud i brystet som på Leonardos og Rafaels kvindelige portrætter, lagde også i andre måder an på at ligne dem. Hun skrev ikke længer vers, men fortællinger, strengt stiliserede med sproglig sans, men alt andet end umiddelbare. De var korte, med en mere eller mindre klar pointe. Fortællinger af en dame på atten år plejer ikke at gjøre opstyr; men disse var i særegen grad dristige. Deres eneste mål var øjensynlig at forarge. Hun satte ikke sit navn på, men "Pus"; det var imidlertid for fristende at fortælle, at den forfatter, som i en tid, da alle forfattere så gjærne vilde forarge, gjorde det med mest ro, var en fint opdragen dame af landets, bedste familje, atten år gammel. Snart vidste alle, at "Pus" var hende med det udslagne røde hår, "den høje renaissance med Tizianhåret". Håret var meget rigt, let krøllet og glinsende; det lå udslaget over skuldre og bryst, en mode, hun havde beholdt fra barn. Øjnene så ligesom på alting for første gang og var store; men ansigtets nedre del svigted en smule det brede anlæg oventil. Kjakerne gav efter, den høje næse gjorde munden mindre, end den var, og hagen var næsten ikke til uden som anvisning på en nedenunder, og denne anden del gav igjen en kjælen anvisning på halsen, især når hodet bøjed forover, hvad det som oftest gjorde. Denne dobbelte anvisning fortjente halsen også, den var fin af farve, ædel og rund i tegning og ypperlig fæstet til busten; hun nænned af den grund aldrig at skille dem, men gik med bart overbryst; thi også det var hvidt, hvidt og højt hvælvet. Kjolens øverste rand slutted til som støbt, noget, hun nøje passed. Brysterne sad lavt og var ikke fremtrædende; men deres faste form, den slanke midje under dem, de ikke store hofter i den stramme kjole, hendes holdning, runde arm, lange hånd gjorde hende så elegant og særegen, at man måtte mere end se, man måtte studere. Når alle kjolens finesser og smykker toges med, forstod man, hvad her var anvendt for intelligens og kunstnerisk sans.

Hun var venlig i omgang, jævn og stille, altid optagen af noget, med bestandig forundrede øjne. De diskrete og velvejede ord, hun sa, var aldrig mange; både det og hendes væsen i det hele gjorde, at folk ikke ret våged sig til. Især de, som vidste, hvor klog den unge dame var, og hvad viden hun sad inde med.

Veninder havde hun egentlig ikke; men den store omsværmende slægt sørged for omgang, venskab, smiger, lystighed, vagthold; - hun måtte til udlandet for at få være alene. Hun var slægtens prinsesse, hun ikke alene hyldedes, men på liv og død vilde de gifte hende væk, hvad som var hende absolut imod. Af sine renter havde hun fra barn til nu lagt sig op en betydelig sum, - men langt fra, hvad slægten gjorde det til. Sagnet om denne rigdom bidrog ikke lidet til, at "alle" var forelskede i hende, ikke alene slægtens ugifte mandfolk, det fulgte af sig selv, men kunstnere og kunstamatører, helst de blaserte, sværmed om hende, la jeunesse dorée (den er i Norge tarvelig nok) uden undtagelse.

Et levende kunstværk af så og så høj pris, beundret, pikant, - de vilde bære det hjem som sit og nyde det i enrum. Der måtte være en rigere intensitet ved hende end ved nogen anden, en diskret gjemmen-sig-væk i een eneste, de verdenstrættes uopnåelige drøm. Med hende kunde de føre et til det yderste stilfuldt liv i kunst, smag, bekvemmelighed, hendes dannelse var jo den fineste og så fuldkommen frigjort, . . . vort lille land ejed ikke i de dager et appetitligere mål. De vidste ikke, når de så hende, hvad de skulde gjøre, eller hvordan de skulde være, i profil eller hel stilling, smile eller se alvorlig ud, tale eller tie. Jeg har engang set en meget høj tispe med en del små hunde omkring, deraf ingen var stor nok. Hvorfor har ingen maler foreviget dette komiske æmne? Hun længselsfuldt henilende som en syg ballade, uden at finde -! De længselsfuldt medjappende, drukne af lugt og lyst, snart i rasende kamp, til ingen verdens nytte, bare til øget kvide.

Billedet er ikke passende, men det er valgt med mening. Hvad disse ledige bejlere lagde ind i hendes fortællinger, ind i hendes ejendommelige klædsel, ind i hendes forundrede øjne og hendes stille drømmeri, var ikke det allerfineste; derved øged de sit håb og sin energi. Men så tænke sig deres grænseløse skuffelse, da det ud på høsten forlød, at frøken Kirsten Ravn var gift med Harald Kås.

Man skoggerlo af raseri, man håned, man skrek. Man havde til at begynde med ingen anden forklaring, end at denne skallede hejre havde våget, hvad de andre ikke turde.

Andre derimod, der kjendte hende og havde den største agtelse for hende, var ikke mindre forfærdede. De var mere end skuffede, ordet er for mildt, mange ligefrem sørged. Hvad i alverden havde voldt det? Alle undtagen hun selv vidste jo på forhånd, at dermed var hendes liv forspildt! På Kirsten Ravns uafhængige stilling, hendes stærke karakter, sjældne mod, på hendes viden, begavelse, energi havde mange, især kvinder, bygget en fremtid også for kvindesagen; hun havde jo allerede skrevet hensynsløst for den. Hendes trang til originalitet og paradokser måtte jo glide af, tænkte de, eftersom kampen flyttede hende frem; tilsidst måtte hun blive en af sagens første forkjæmpere. Det ædle og fine var stærkt hos Kirsten og vilde tilsidst blet eneherre.

Men nu -?

De få, som søger at forklare livets foreteelser heller end at dømme dem, fandt - somme af dem -, at hendes fortællingers trods og hendes oppositionstrang i det hele nok tyded på en forfængelighed, som kunde lede i vildfarelser. Andre påstod, at hun væsentlig var en romantisk natur, som gjennemgående overvurderede både egne kræfter og livets vilkår. Atter andre havde hørt noget om, at de to ægtefæller levde hver i sin fløj, hver med sit tjenerskab og hver af sin formue; endvidere at hun netop nu indreded fløjen efter sit eget hode ved egne midler og således formodentlig tænkte at grunde en ny sort ægteskab. Men nogle påstod også, at intet af dette, bare de store lindetræerne på østre fløj af Hellebergenes store våningshus var skyld i ægteskabet. De suste så ejendommeligt i sommerkvælden, disse trær, og sjøen under deres grene fortalte bortførende æventyr. Meget mere end manden Harald Kås var for hende de gamle skoger; der står jo næsten ikke slige igjen i det pengeknappe Norge. Hendes fantasi hang fast i træerne, sa de; så kom Harald Kås og tog hende. Det var egnen, gården, klimatet, den fri stilling i sin egen fløj, hun havde valgt. Kås var en slags tomtegubbe, hun havde måttet tage med.

Men det var tvilsomt, om denne gjætning var rigtigere end de andre; man kom aldrig efter det. Hun var ikke af dem, man gjærne vilde spørge, eller som da gav svar.

Al gåde-gjætning, selv den interessanteste, blir folk i længden kjed af. Man tålte tilsidst ikke at høre hendes navn - da hun fire måneder efter giftermålet sad i Kristiania theaters parket, aldeles som i gamle dager, bare lidt blegere. Alle kikkerter sprøjtede på hendes røde hår og brede pande. Hun dækked sig ikke bag viften; hun skinned i en lys, næsten hvid dragt, firkantet nedskåren som altid. Hun så sig om med de forundrede øjne, som havde hun aldrig vidst, her også var andre i theatret, eller at nogen af dem kunde falde på at se på hende. Selv de mest rasende af disse påtrængende måtte dog indrømme, at både åndig og legemlig var hun enestående, i sin art henførende.

Men just som hun atter blev alles samtale-æmne, forsvandt hun. Senere hørte man, at hendes mand havde været inde efter hende, skjønt næsten ingen så ham. Man slutted, at der måtte have været en knude på tråden - den første.

Virkelig rede på deres samliv fik man aldrig. Slægtningernes forsøg på at bryde ind mislykkedes fuldstændig. Kun så meget blev bragt uden for tvivl, at hun var frugtsommelig. Med største omhu havde hun prøvet at skjule også det.

Der kom ingen bekjendtgørelse og intet brev; men næste sommer trilled hun en barnevogn på Karljohan med så forundrede øjne, som havde nogen puttet den ind mellem hænderne på hende. Hun var nu friskere og skjønnere end nogensinde. I vognen lå en gut med hendes egen brede pande, hendes eget røde hår, klædt nydelig på og sammen med vognen udstyret med sådan fantasi og således i stil med hende selv, at alle forstod det svar, hun gav, når bekjendte stansed hende og efter de vanlige lykønskninger spurte: "Får vi så ikke snart en ny fortælling af Dem?" - "En ny fortælling? Her er den!" -

Men trods den absolutte lykke, hun viste frem på Karljohan, - det kunde ikke længer skjules, at hun var mere borte fra Hellebergene end hjemme, og at hun aldrig nævnte sin mands navn. Prøvde nogen at få i gang en samtale om ham, tog hun den aldrig op.

Snart blev det endog tydeligt, at hun tænkte på at flytte bort fra Hellebergene. Den gang var gutten blet vel eet år. Hun havde lejet i Kristiania for længre tid og rejste hjem for at ordne sig; hun sa selv, hun kom igjen om nogle dager.

Men hun kom aldrig igjen.

Dagen efter hendes hjemkomst, medens Hellebergenes mange tjenere, husmænd, deres koner og børn - det var i potetesoptagningens tid - samledes på gårdstunet, kom Harald Kås bærende med hende som en pakke under sin venstre arm. Om livet holdt han hende, hendes åsyn lå bag ham og nedadvendt, skjult av håret, hendes underdel var foran, benene stundom nede, stundom stivt ud. Hendes hænder støtted sig til hans venstre lår, som de greb stærkt fat i. Han kom gående besindigt med hende; i højre hånd bar han en bundt med lange friske birkekvister. Et stykke udenfor svalen stansed han. Idet han lagde hende på sit venstre knæ, løfted han hendes klæder op, rev ned hendes underklæder, som var de af papir og fæstede op med nåler, - gav sig så til at dænge hende på hendes bare krop, til den blev blodig.

Hun gav ikke et kny. Da han satte hende fra sig, ordned hun skjælvende - først sit hår. Hun viste derved sit åsyn, just som blodet sank tilbage fra det; det blev så blegt, så blegt, tårerne trilled af smerte og skam; men ikke en lyd. Hun retted på sit liv, men underklæderne slæbte sønderrevne efter hende, idet hun gik langsomt ind. Hun lukked døren efter sig, men måtte åbne den een gang til; underklæderne hang fast.

Kvinderne stod igjen i forfærdelse; nogle af barnene skrek af rædsel, de smitted de andre, så det blev til et kor af hulken. Mændene, som for det meste havde sat sig ned for at røke sin pibe, havde sprunget op igjen. De stod slagne af harm.

Harald Kås havde ikke gåt til dette uden efter stærke kvaler; det viste hans åsyn og væsen i lang tid - og også nu; men han havde ventet en bragende latter af sit sjældne påfund. Dette var så tydeligt af den stormægtige, rolige måde, han stabbed frem med hende på, og end mere af de hævnglade øjne, han så omkring sig med efter gjerningen.

Men først dødsstilheden, så gråten, så storhulkningen og harmen, . . . han stod en stund og lod det piske sig. Så gik han ind igjen som en slagen, uigjenkaldelig knust mand. I alle sammenstød med denne fine skikkelse havde kjæmpen tabt.

Men hun forlod aldrig siden gården. Hun viste sig i de første år aldrig for nogen uden for gården og knap for dem på den.

Hun sås enten med sin gut i vognen og senere ved hånden, eller alene og da i reglen inde i et stort sjal, altid et forskjelligt, eftersom hun var klædt til. Hun holdt det stramt om sig. Det var så karakteristisk for hende, at jeg endnu idag hører folk derfra tale om det, som var hun aldrig set anderledes.

Hvad bestilte hun så? Hun læste. Litteraturen opgav hun; af en eller anden grund var den blet hende modbydelig Hun skifted åndelig ham, idet hun helt gav sig hen til matematik, mekanik, kemi, fysik, gjorde beregninger, analyser og hented hjem bøger for sine formål.

Folkene på gården så næsten noget overnaturligt i hende; fra første stund havde de beundret hendes skjønhed og finhed; sådant beundrer alle, bare graden og måden er forskjellig. Lidt efter var hun gåt over til at blive det, som levde og tænkte over deres begreb. Hun søgte ingen af dem; men de, som kom til hende, fik hjælp uden undtagelse - mere eller mindre. Hun skaffed sig god besked; de lured hende ikke. Enten hun gav meget eller lidt, - det skete aldrig på vilkår, aldrig med en tale. Hendes mening lå i summen.

Mandens forhold til hende var af den art, at havde hun ikke været afholdt, så havde hun ikke kunnet være der. Han gjorde hende nemlig al den fortræd og modstand, han formådde; men folkene bøjed den af.

Gutten, - skulde ikke han kunne bli et mellemled? Der var ellers dem, som påstod, at det var fra denne guts fødsel, det blev galt mellem forældrene. Første gang, faderen så ham, bemærked jordmoren, at han kom som en storkar og gik bort som en stodder; - barselkonen lå igjen og lo, og det havde jordmoren endnu aldrig set nogen barselkone gjøre.

Havde han ventet, at intet af ham kunde ligne andre end ham, - og så mødte han moderens billede?

Så snart gutten kunde stelle sig selv, gik han gjærne over til faderen; thi borte hos ham var meget rart at se, og faderen modtog ham vel. Han prated med ham og syntes om hans forstand. Kun passed han at gjøre store klip i hans hår; moren lod det vokse frit og langt som hendes eget, og faren klipped i det. Gutten selv syntes om at bli det kvit; men lidt ældre forstod han, hvad det var, faren mente, og da vogted han sig. Eftersom folkene på gården fortalte ham drag af farens sagnrigt udsmykkede historier om hans kjæmpekraft, hans bedrifter til lands og til vands, faldt sønnen i sky beundring for ham. Men han følte også altid stærkere det ulidelige åg, som faren lagde over deres liv, ja over alt levende på gården. Det blev guttens hemmelige religion at stå ham imod og hjælpe moren, for hun var den, som led. Han vilde ligne hende indtil håret, han vilde dække hende, lønne hende; det var ham bare uendelig kjært, når hans far også lod ham lide ondt.

Ja, det var hans stolthed, når faren kaldte ham "Rafaella" istedetfor Rafael, hans navn; mor'en havde givet ham det kjæreste, hun vidste.

Ingen fik bruge båtene, ingen fik kjøre, ingen fik gå gjennem skogen: den blev spærret af. Ingen fik give hester eller kjør det, som syntes dem nok. Ingen reparationer foretoges; om fruen vilde gjøre en på egen hånd, blev håndværkerne jaget. Det var ikke længer tvil mulig: han vilde, at alt skulde forgå. Gården blev slettere, og skogen, - ja, det var ingen hemmelighed længer mellem gårdens beboere, det bredte sig længer og længer ud, at skogen var overmoden. De største og bedste trær tog allerede råddenhed; efterhånden vilde alle gjøre det.

Tolv år gammel sad Rafael på skolen over hos provsten ved siden af Helene, provstens eneste barn, fire år yngre, Rafael så uendelig kjær. Provsten underviste dem i religion, det eneste moren ikke læste med sin søn. Provsten fortalte om David. Fortællingen drog forbi med indskud og forklaringer, Rafael så det i billeder, - således havde moren lært ham alt. Assyriske krigsmænd gik for jødiske; spidsskjæggede krigerskikkelser med skjæve øjne og aflange skjolde drog forbi i kjæder. Vinhaver op efter bakkerne i blågrønt; støvgrenede palmers smale skygge, og støvede veje. Så ind i en skog allesammen, en skog med vellugtende trær, derind flygted krigerne nemlig, - da fortællingen om Absalon kom.

Absalon gjorde oprør mod sin far; tænk, hvor forfærdeligt, sagde provsten, som var en myndig herre, at gjøre oprør mod sin egen far! Uden at vide det så han på Rafael, som blev ildrød.

Det var jo ikke andet, Rafael spekulerte på, end at blive såpas kar, at han kunde gjøre oprør mod sin far.

"Men Absalon blev også straffet på en forunderlig måde," fortalte provsten; "Absalon tabte slaget og blev på flugten gjennem de store skoger hængende efter sit lange hår, hesten løb bort under ham, og han blev gjennemstukket af et spyd - -."

Rafael så Absalon hænge der - ikke i lange assyriske klæder, ikke med spidst skjæg; nej, spæd og ung i Rafaels tætsluttende bukser, som mødte strømperne ved knæet, og i hans egen fløjelsbluse og efter hans eget røde hår! Han så det så tydeligt, tydeligt, hesten løbende videre, den grå derhjemme, som han stjal sig til at ride på, når faren sov middagssøvn. Han så den tynde, lange yngling dingle og svinge rundt med et spyd gjennem maven. Tydeligt, tydeligt!

Dette syn, som han ikke talte til et menneske om, blev han ikke kvit. Så sælsom en straf: fordi han havde gjort oprør mod sin far at blive hængende efter sit hår -!

Historien kjendte han jo fra før; men aldrig havde han lagt mærke til den.

Det var en fredag, den slog således ned i ham, og lørdag morgen vågned han ved, at moren stod over ham med sine allerstørst forundrede øjne. Håret var endnu flettet for natten, den ene fletten pirked ham på næsen, deraf vågned han, før hun talte. Hun stod bøjet over ham og stirred på ham, opskræmt; hun stod i sin lange hvide natdragt, sirlig og fuld af kniplinger, og med bare ben. Hun vilde aldrig have vist sig for ham således, var der ikke noget forfærdeligt, som jog hende ind. Hvorfor talte hun ikke? Bare stirred - eller var det ikke forfærdet hun var?

"Mor!" råbte han og rejste sig i sæde. Da bøjed hun sig tæt til ham: "Mennesket er død," hvisked hun. Det var hans far, hun kaldte "Mennesket"; hun kaldte ham aldrig anderledes. Rafael fatted det ikke, eller han blev lammet ved det. Hun tog det op igjen, højt, højere: "Mennesket er død, mennesket er død," og så rejste hun sig helt, stak sine nakne ben frem under linnedet og dansed. Bare et par takter og smutted ud af døren, som stod halvåben. Han sprang op og efter; da lå hun over sofaen derinde og hulked. Hun følte ham bag sig, rejste sig rask, trykked ham ind til sig, hulked. Han kjendte, hvor hun skalv over hele legemet som i krampe. - -

Endnu da de stod dernede over hans lig, skalv hun så i hånden, han holdt, at han slog armen om hende, han tænkte, hun faldt.

Når han senere i livet tænkte på dette, forstod han, hvad hun i det stille havde holdt ud, forstod, hvad for en ubøjelig vilje hun havde sat ind på kampen, men også, hvad den havde kostet!

Nu, i det samme, forstod han det ikke. Han tænkte, hun led ved det forfærdelige, de nu så, således som han led. Der lå kjæmpen kummerlig og stakarslig. Han, som engang roste sig af sin renslighed og kræved den af alle, lå der skidden, ubarberet i fedtede fælder, som lugted, i et linned så fillet og urensligt, at ingen arbejder på gården havde det værre. Klæderne fra igår lå på en stol ved sengen, fatteslig luslidte, tilklinede af smuds, sved, tobak, stinkende som alt her. Hans mund var fortrukket, hænderne stærkt knyttede; han var død af slag.

Og som her var øde og forladt omkring ham! Hvorfor havde sønnen ikke set det før? Hvorfor havde han ikke følt sin far ensom og forladt? Her var jo ikke mål for, som han havde været det.

Rafael gav sig til at gråte. Og hans gråt vokste, til den fyldte rummet, ja alle rum herinde.

De kom ind, de andre på gården, een efter een, de vilde se. Guttens gråt gav en så uvilkårlig forklaring, at alle fik nyt syn. Han havde været utrolig ulykkelig, forladt, hjælpeløs, han, som lå her. Herren se i nåde til os alle!

Da Harald Kås's legeme var stelt, ansigtet barberet, øjnene lukkede, da lemped også det fortrukne sig, og da så de ansigtets lidelse, men også dets mandige drag. De syntes, han var vakker. - -

Ikke mange dager efter begravelsen var både mor og søn i England.

2.

Dermed begyndte den lange studietid, som hun i alle disse år under allehånde pinsler og savn havde spart op penger for og samtidig forberedt i hans undervisning. Gården efterlodes udpint til sin sidste ævne, belagt med hypotek, og skogen bare god til ved. Deres nabo provsten, en grej og praktisk mand, tog ledningen på sig. Hærjingsværket måtte straks begynde for at skaffe penger; mor og søn vilde ikke se det.

De kom til England som to flygtninger, der efter lange og mange prøvelser for deres kjærligheds skyld søgte nyt hjem og nyt fædreland. De færdedes uadskillelige og upraktiske i det fremmede mylder og blev herunder, om muligt, end tættere knyttede til hverandre. Han var dengang tolv år.

Og dog - ikke længe efter stod deres første strid.

Han var kommen på skole, havde begyndt at få sprog og kammerater og en stærk trang til at tage sig ud. Han var meget lang og spæd, men vilde også gjærne være stærk. Han slog sig på sport; men her vandt han intet formon. Derimod vidste han mere end kammeraterne, takket være hans mor, og det lykkedes ham at gjøre sig interessant ved det. Den stilling, han derved fik, måtte opretholdes. Men intet slog så til, som når han skrøt af Norge og sin fars bedrifter. Han sa mere herom, end han kunde stå ved; det var ikke bare hans skyld; han kunde nok engelsk, men ejed ikke sprogets mellemfarver, han brugte de stærke ord, som altid er for hånden. Det var sandt, at han efter sin far havde tyve geværer, en stor sejlbåt og flere små; men så ypperlige som alle disse geværer og båter nu var blet! Han vilde ligesom hans far gå til nordpolen og skyde isbjørn, ja, inviterte dem til at følge. Inde på denne store linje fandtes mere, end han selv kjendte til; men ligevel ikke nok; for det var et forfærdeligt slug, hvad som hver dag skulde til for at mætte dem. Han måtte rigtig studere for at holde det gående. Således kom det, at han en kvæld i kammeraternes selskab gik nedenunder til barberen og uden videre bad ham om at klippe af ham alt håret. Det måtte da for faen forslå for lang tid! Håret var blet æmne for latter, det brydde ham i alle hans leker, han haded det. Efter fortællingen om Absalons oprør og straf igjennem håret var det i hemmelighed også blet ham til skræmsel. Men aldrig før var det faldt ham ind at gå til en barber og bede ham klippe det rent af. Kammeraterne blev også helt forfærdede, barberen fandt, det var et hærværk; Rafael kjendte skrækkelige knip i maven; men netop at det var så forfærdeligt, gav ham mod; nu skulde de få se, hvad han turde. Det faldt jo ikke barberen ind, at dette skete uden hans mors vidende; men da han bodde under pensionen og fra første dag havde beundret morens og sønnens hår, tillod han sig at gjøre indvendinger. Derved vokste de knip, Rafael kjendte i maven, ganske uhyre. Men han måtte jo være ovenpå nu. "Bare af med det!" sa han og sad urolig på stolen. "Jeg har aldrig set vakrere hår" sa barberen beskedent, idet han tog saksen, men stod tvilrådig. Rafael så, at kammeraterne blev spændte . . . "Bare af med det!" gjentog han med ligegyldighed.

Barberen klipped da således, at håret samled og ordned sig i hans hånd og lagdes forsigtig i et papir. Gutterne fulgte klip for klip med øjnene, Rafael med ørene; i spejlen så han ikke.

Da barberen havde endt efterklipningen og børstet ham, vilde han give Rafael håret. "Hvad skal jeg med det?" Han børsted af sig lidt på knæene og armerne, betalte og gik, fulgt af kammeraterne; men nogen egentlig beundring viste de ikke.

Han hadde så vidt fåt et glimt af sig selv i spejlen, idet han gik, og fandt, han så gyselig ud. Han skulde have givet alt, han ejed (det var ikke stort), og han skulde have gjennemgåt, hvad kval det skulde være, tænkte han, - bare han havde sit hår igjen. Morens forundrede øjne gik op for ham i alle nuancer, hans egen ynkelighed dansed om ham, hans forfængelighed håned ham, - det endte med, at han sneg sig op ad trapperne til sit rum og lagde sig uden aftensmad.

Men moren vented ham forgjæves og fik høre et ymt om, at kanske var han hjemme, og da gik hun op. Han hørte hende i trappen, han fornam hende i døren. Da hun trådte ind, lå han med hodet under dynen. Hun drog den af, . . . og bare ved at se et glimt af hendes forfærdelse, blev han selv så fortvilet, at gråten, han var inde i, stopped op. Bleg, skrækslagen stod hun der. Hun trodde nemlig først, at nogen havde gjort dette med ham af ondt. Men da hun ikke kunde få et ords oplysning, aned hun uråd. Han følte, hun vented på en forklaring, en undskyldning, en bøn om tilgivelse; han kunde ikke for sit liv få et ord frem. Hvad skulde han også sige, han forstod det ikke selv. Men nu brast han i gråd, voldsomt, kvalfuldt; han krummed sig sammen, idet han spændte hænderne om hodet, det var fuldt af stikkende stubber, han hylte. Da han atter så op, var hun borte.

Et barn sovner ind fra alt. Den næste morgen, da han kom ned med de ydmygeste forsætter i største skamfuldhed, lå hans mor, hun var ikke vel; thi hun havde ikke sovet et øjeblik; det fik han alt høre, før han gik ind til hende. Han åbned bange. Der lå hun elendig. Og hans hår lå på toiletbordet i et hvidt silketørklæde, ordnet og kjæmmet. Selv lå hun i sine kniplinger med foldede hænder; store tårer rulled.

Han var kommen for at kaste sig over hende og tigge tusende omforladelser af hende; men noget sa ham straks, at, det måtte han ikke, eller det turde han ikke; hun lå ligesom i skyer langt, langt borte. Hun lå i et syn. Noget på een gang krænket og helligt holdt hende fast et andet sted; hun var både rørende og ophøjet. Han vendte sig stille mod døren og julled af til skolen.

Hun lå både den dag og den næste og lod ham sige ved pigen, at hun måtte få være alene. - Hun var vant til at tage sorgen således, - og at han kunde gjøre oprør mod hende, var den største sorg, hun endnu havde haft. Den kom også over hende som styrtregn på den fineste solskinsdag. Nu syntes hun at ane hans skjæbne, - og dermed sin egen! Hele skylden søgte hun i hans ulyksalige fædrenearv; hun var uden begreb om, at uophørlig kunstnerisk kluss med ham og for megen intellektuel dressur måske havde vakt lyst til uafhængighed.

De første ganger, hun så ham igjen med hans nakne hode, der mer og mer fik form af farens, randt tårerne stille. Når han så vilde hen til hende, rejste hun op sin fine hånd imod ham; han måtte ikke. Ej heller talte hun til ham. Når han talte, bare så hun på ham, til han brast i gråd. Thi han led, hvad bare een gang kan lides, når barnets anger er ny og derfor grænseløs. Og når dets trang til kjærlighed har sin første skuffelse.

Men da hun på femte dagen mødte ham i trappen - hun kom ovenifra, han nedenifra, - stansed hun af forskrækkelse over, som han så ud. Bleg, mager, sky; at håret var borte, gjorde det værre, end det kanske var. Fremmed og fattig stansed også han, øjnene trøstesløse; . . . da fyldtes hendes, da strakte hun armen ud! Han lå påny i sit paradis, men de gråt begge, som skulde de gjennem et helt vand, før de atter kunde tale sammen.

"Fortæl mig det nu!" hvisked hun, - det var inde hos hende selv, de havde sagt hverandre de første søde ord, kysset og atter kysset hverandre. "Hvorledes kunde det gå til, Rafael?" hvisked hun igjen med hodet ved siden af hans, hun vilde ikke se på ham imens. "Mor," svarte han, det er da værre, at de hugger skogen derhjemme på Hellebergene -."

Hun løfted hodet og så på ham. Hun havde taget af sig hat og handsker, men tog dem nu rask på igjen. "Du, Rafael," sa hun, "skal vi gå en tur i parken, hvad? Under de høje, gamle trær der, vi to?" Hun havde fundet hans svar genialt. - -

Men fra denne oplevelse af havde hun imod England, og navnlig mod hans kammerater. Hun fandt på meget for at holde ham borte fra dem uden for skoletiden. Det faldt hende let, for dels gjennemgik hun lektierne med ham, dels besøgte de sammen alle fabrikker og mekaniske eller kemisk-fysiske indretninger i miles omkreds; hun elskede selvsyn og vakte lysten til det hos ham. Fabrikker, som ellers ikke gjærne åbnedes for fremmede, - en fin smuk dame med en vakker gut ved hånden, "som så ligevel intet forstod af det hele," fik se næsten alt, de vilde. Vanskeligheder søgte hun at overvinde ved direkte henvendelser til højere vedkommende, og det var sjældent, at det mislykkedes. Det, hun ikke forstod, strævde hun utrolig med og søgte hjælp. En ny opgave blev det så at forklare Rafael det, den morsomste, hun vidste.

Hans anlæg og lyst lå derhen, men for en 13 års gut, som det holder aldeles borte fra kammerater og lek, blev det snart en plage. Ikke før lagde hun mærke til det, så hug hun over; de forlod England og rejste til Frankrige. I det nye sprog faldt han helt tilbage på hende; hun delte ham med ingen. De slog sig ned i Calais. En af de første dage der, klipped hun af sig håret. Hun trodde, det skulde gjøre indtryk på ham, at når han ikke vilde ligne hende, så vilde hun ligne ham og være gut som han. Hun kjøbte en ny rask hat, hun komponerte en ny flot klædning; thi med håret måtte alt ændres. Men da hun stod foran sin søn som en pige på fem og tyve år, lystig, næsten overgiven, blev han bare forskrækket. Ja, det vared en stund, før han kunde blive klar på, hvad dette var! Så længe han husked sin mor, var hendes øjne indrammet i et åsyn med krone på, altsammen højtideligere, skjønnere. "Mor," sa han, "hvor er du blet af?"

Hun blekned, stilned, famled i noget om, at således var det bekvemmere, at rødt hår ikke tager sig ud, når det begynder at skifte farve, - og gik ind på sit rum.

Der sad hun med hans hår foran sig og sit eget ved siden; hun gråt. "Mor, hvor er du blet af?" Hun kunde svare: "Rafael, hvor er du blet af?" - -

Hun var omkring med ham alle vegne. To vakre mennesker, stilfuldt klædte, er i Frankrige altid sikre på at blive lagt mærke til, hvad hun syntes godt om. På alle disse udflugter talte hun fransk. Han bad hende så pent om i alle fald nu og da at tale lidt, han forstod. Nej, det blev der ikke noget af. Atter ind i alle mulige og umulige fabrikker med ham. Så upraktisk og reserveret hun ellers var, til at åbne sig adgang til en dampovn var hun fuld af list og koketteri. Ellers så ræd om sit toilette, - hvis det bare gav Rafael mekanisk indsigt, kom hun ud igjen både sodet og tilsmurt. Hun veg tilbage fra slet luft som for kolera, - men gik i stank af svovlsyre som i ozon for Rafaels skyld. "Selvsyn, Rafael, er livet; det andet er skyggen af det." Eller. "Selvsyn, Rafael, er mad og drikke; det andet er literatur."

Han var ikke ganske af den mening. Han fandt, at Notredame de Paris, som han daglig blev revet bort fra, var det kosteligste måltid, han endnu havde nydt; men Mazel & fils' fabrik stank der dødslugt udaf. Hans læsning, . . . hun havde selv ført ham ind i den for sprogets skyld og selv hjulpet ham . . . nu blev hun skinsyg på den. Hun var ikke at formå til at skaffe ham en ny bog.

Men han fik den ligevel.

De havde været der i flere måneder, han havde lærere, og han begyndte at finde sig tilrette, da der kom en enke til pensionen fra en af kolonierne, hun havde med en datter på tretten år. Disse nykomne havde ikke mødt frem til måltiderne i to dage, før den unge herre forsøgte at gøre kur til den unge dame. Det blev fra allerførste stund udmærket optat. Snart mored alle i pensionen sig kostelig over, som han lærte at tale sproget flydende, ja somme tider med elegant ordvalg.

Hun lærte ham det uden spor af grammatik, i ynde, i munterhed, i småvrøvl. Et par troskyldige øjne og en ung røst var nok. Og af hende fik han i hemmelighed den ene roman efter den andre. For hemmeligt måtte det være. Hemmelig havde Lucie fåt tag i dem, hemmelig stak hun dem til ham, hemmelig læstes de, hemmelig kom de bort igjen. Han syntes en del adspredt ved sine lektier; men ellers forrådte intet hans literaturudflugter; så overordentlige var de jo heller ikke. Fru Kås så sin søns kurmageri og smilte med de andre over hans fremgang i fransk; hun havde mindre mod denne omgang, deri hun selv til en vis grad var med, end mod den i England, som helt stængte hende ude. Hun tog oftere mor og datter med på små udflugter og havde glæde af det.

Men den romanlæsning, som de to drev i smug, avled efterhånden samtaler af voksen art; de talte om kjærlighed med den dybe erfaring, som er egen for deres alder; de talte med endnu sikrere skjøn på, hvordan et ægteskab skulde være. Herunder fik de indirekte sagt hverandre mange ting, som de fryded sig ved, ja skalv ved. Da de havde vænnet sig til at tale om sig selv gjennem andre, til at karakterisere sine egne følelser i fremmedes, faldt det let for dem, når flere kom til stede, at lade spillet gå videre. Før de selv tænkte det, var de derved inde i et symbolsk sprog. Fru Kås blev en kvæld opmærksom ved, at ordet "rose" tøjedes længer, end det var muligt for en rose at være med. Samtidig så hun deres øjnes smægtende morskab ved det. Så brød hun ind ved at spørge: "Hvad mener I med rosen, børn?"

Om en havde kiget ind i en rosenhæk, der de sad sammen og kyssedes - hvad de aldrig havde gjort! - de kunde ikke være blet rødere. -

- Dagen efter havde fru Kås fundet nyt logis, langt borte fra kajen, som de nu bodde ved.

Rafael havde lidt meget ved at rives op fra England, just som han havde kløvet ned fra den høje stige og havde sat sig jævnt blandt sine kammerater. Men hans sorg var der ikke taget mindste hensyn til. Den absolute afspærring indtil fra bøger, han holdt af, havde også været svær. Men hidtil havde han jo i det fremmede land og sprog været hjælpeløs henvist til hende. Nu gjorde han åbent oprør! Han gik uden videre tilbage til hÅ´tellet, søgte fru Mery og hendes datter op, som var ingenting hændt. Dette gjorde han, hver dag han var færdig med sine lektier. Lucie selv blev nu hans roman; hun fik al hans fritid.

Og mere end det - thi det forslog ikke længere at mødes hos hendes mor -, de havde stævnemøde på kajen! Sommetider fulgte en pige med for syns skyld; sommetider holdt hun sig på afstand. Snart var de ombord på norske skibe, snart sejled de rundt, snart søgte de hen under nogle store trær. Når han så hende i hendes korte kjole komme ud af porten, så hendes kvikke rørelser, og allerede langt borte fra fik munter hilsen med parasol eller hat eller blomster, syntes kajerne, skibene, pakkerne, tønderne, lugten, larmen, travlheden at spille og synge:
Enfant! si j'étais roi, je donnerais l'empire, Et mon char, et mon sceptre, et mon peuple Å genoux! og han løb imod! Aldrig våged han mere end at tage begge hendes butte, brune hænder, og aldrig at sige mere end: "De er meget sød, De er meget, meget god;" - og hun kom aldrig længer end til at se på ham, gå med ham, le til ham og til at sige: "De er ikke som de andre!" - Hvad der lå i denne trettenårs piges livserfaring, at hun kunde sige så stort et ord, ved alene Vorherre og hun. Han spurte ikke om det; dertil var han altfor sikker på, at det var sandt.

Hun lærte ham fransk, som når to fugle spiser af hverandres mund, eller som den, der drikker af en kilde, spejler sig med det samme. -

En dag, medens mor og søn spiste frokost sammen, sa hun stilfærdigt til ham: "Jeg hørte om en udmærket forberedelsesskole for tekniske studier i Rouen. Så skrev jeg derhen, og her er svaret; jeg synes i alle henseender om det. Det vil også du, når du læser det. Jeg tænker, vi rejser did. Hvad siger du til det?"

Han blev først rød, så bleg; - lagde så fra sig sit brød, sin serviet, rejste sig og gik.

Senere på dagen spurte hun ham igjen, om han dog ikke vilde læse brevet fra Rouen? Han gik fra hende uden at svare. Senere igjen, netop som timen nærmed sig, da han skulde møde Lucie på kajen, sa hun, og denne gang med bestemthed, at de rejste om vel en time; hun havde pakket. Endnu mens de stod der, kom tjeneren for at hente tøjet. Da følte han, hvor godt han kunde forstå, at hans far havde git hende ris.

I vognen, som førte dem til jernvejen, var hans smerte så stor, at hun lige godt, mente han, kunde have siddet og stukket ham med en kniv. I kupéen så han ikke hen til hendes side.

Alle de første dage i Rouen svarte han ikke, spurte han ikke; - han havde tat op hendes egen taktik. Han gjennemførte den med en grusomhed, som han selv ikke vidste om. Længe havde han lagt kritik på hende; nu åd den sig ind under alt, hvad hun gjorde og sa; hendes væsen gjennemfores af anklagelsens ånd, deres fælles fortid groves op og forvandledes. Farens krøkede skikkelse i kubbestolen dernede på de hårløse skind, i smudset og lugten, - nu rejste den sig mod hende deroppe i de rigt udstyrede, udluftede, ofte parfymerede rum! Lige siden Rafael stod over farens lig, havde han følt, at der var handlet ilde med den gamle mand. Selv havde han været forledet til at forsømme sin far, til at undgå ham, til at omgå hans bud. Skylden havde han før fordelt på gårdens folk.

Nu skrev han altsammen på morens regning! Hans far havde jo tilbedt hende, og det var blet til vildt, selvfortærende had. Hvad var hændt? Han vidste det ikke. Men at moren havde ævne til at slå gnister af en halvdød, - det følte han. Han så Lucie komme springende med blomster, se sig tindrende om efter ham over hele den udslagne vej altid videre og videre fremover, derpå stå stille. Han kunde ikke tænke det uden tårer, - og som han da haded!

Men et barn er et barn, - for livet blev det ikke. Derved, at stedet var nyt og historisk mærkeligt, derved, at lektielæsningen begyndte, og hun altid var med, gled det over. Men spændingen var der, og det på begge sider. Kritikken, som havde begyndt i England, forlod ham ikke mere. -

- I studierne førte de et frugtbart samliv; han havde været hendes lærling og endte som hendes lærer; hun vilde slå følge med, og dette følge blev ham til hjælp ved hendes næsten smålige nøjagtighed og hendes sindrige spørgsmål.

Uden om studierne havde de også gode stunder; men den ene som den andre vidste, at i al deres samtale var noget udenfor, som aldrig mere kom indenfor.

Når de var gode venner, så han hendes ypperlige sider og hendes opofrende liv; når de var uvenner, så han akkurat det modsatte. Når de var gode venner, gjorde han i reglen alt, hun ønsked; han var i høflighedens land og under dens lære; - når han var uvenner med hende, gjorde han det værste, som faldt ham ind. Han gik tidlig med slemme kammerater og for tidlig til overdrivelse. Han var oprørets søn.

Heraf havde han bagefter forfærdelige kvaler. Hun så det, og hun vilde, han skulde skjønne, at hun skjønte. "Jeg fornemmer en fremmed atmosfære her, - fy! Nogen har blandet sin atmosfære i din, - fy!" - og så sprøjted hun parfyme på ham! Han blussed som en georgine og havde i sin elendighed og skam gjærne gjemt sit hode i kaminen. Men gjorde han det mindste forsøg på at tale, blev hun stiv som en kjæp, rakte sin smalle hånd op: "Taisez-vous! Des égards, s'il vous plaÅ®t!"

Det være sagt til hendes undskyldning, at så dristige fortællinger, hun engang havde skrevet, - i livet var hun uden erfaring; hun ejed slet ikke form for en sådan fortrolighed.

Således gik det til, at hun, som engang vilde råde over alt hans liv og hver tanke i det, og ikke vilde dele ham med nogen, - ikke engang med en bog, hun gik efterhånden over til ikke at ville have forhold til andet i ham end hans studier.

Det franske sprog egner sig fortræffelig for afstandens hensyn og diplomati; dette greb de til; ja, fra først af havde det kanske hjulpet dem til denne form for samliv; den gav færre sammenstød, og den var billigere. Så snart det mindste var i vejen, lød det: "Monsieur, mon fils!" eller ret og slet: "Monsieur!" - "Madame, ma mÅ¨re!" eller ret og slet: "Madame!"

Det tegned engang til at måtte gå ham dårligt. Hans stærke vækst og studierne, hun holdt ham varm i, tålte ikke, at han gjorde yderligere udlæg af kraft.

Men så hændte der noget!

I en fransk fabrik for kemikalier stod han en dag, 19 år gammel, og så, hvorledes halvdelen af drivkraften kunde spares. Så det i eet blink, som havde det lynet. Ejerens søn var hans studieven, han havde ført ham derhen, - ham betrodde han det.

Planen til besparelsen udarbejded de sammen med feber - i mindste detail; den var meget sammensat, fordi selve bedriften var det. Forslaget blev atter nøje studeret af ejeren, hans søn og deres hjælpere i fællesskab, og man beslutted sig til at forsøge det!

Det lyktes til fuldkommenhed, mindre end den halve drivkraft slog til!

Dengang det var færdigt, var han borte; han var i en grube. Hans mor var ikke med, han fik hende aldrig med i nogen grube. Straks, han kom hjem, iled han med hende op for at se sit værk. De så det, de rødmed begge to ved arbejdernes ærbødighed for dem. De blev helt bevægede, da ejeren tilkaldtes, og de så og hørte hans stormende glæde. Champagnen flød for dem sammen med stærke ord. Der overraktes moderen den dejligste blomsterbuket.

Ør af ordene og vinen, stolt af udnævnelsen til geni, skred han afsted igjen med sin mor under armen. Han kjendte det, som var han på ene siden - og hele verden på den andre! Hans mor gik med blomsterne og var lyksalig.

Rafael havde en ny ytterfrakke på, - rigtig en sådan som han ønsked at have den, meget lang med opslag af silke; han fryded sig i den. Det var en klar vinterdag, det skinned i silken, og det skinned i mere end i den. "Ikke en plet på himlen, mor", sa han. "Og ikke på din ny frakke, heller," føjed hun til; - på den gamle havde der nemlig været en mængde, og de havde haft sin historie. Han var for stor nu til at forarges, for glad også. Hun hørte ham nynne, det var den norske nationalsang. De kom ind i byen igjen som fra Elysium; alle forbigående så på dem; folk aner lykken. Rafael var også et hode højere end de fleste, lysere af farve, førte sin elegante mor med blomsterne i rask gang og så med en lyskrans om hodet ud over boulevarden fra en solbeskinnet høj.

"Der er dage, en føler sig ny på," sa han. "Der er dage, en får så stor tilførsel på," bemærked hun. Han trykked hendes arm.

De kom hjem, tog af tøjet, så på hverandre. Udkastene til det, som de nu havde set fuldført, lå der, også enkelte tegninger. Dem tog hun og vikled sammen til en stav. "Rafael!" sa hun og stilled sig op, halvt leende, halvt skjælvende: "Knæl, jeg vil give dig ridderslaget!" Han kjendte det ikke unaturligt; han gjorde det. "Noblesse oblige!" sa hun og lod rullen røre ved hans hode.

Men derved slap hun den hulkende, han måtte op og ta hende! -

Om kvælden havde Rafael muntert lag med sine kammerater og blev hyldet vildt. Men om natten lå han i sin seng med den vældigste modløshed. Det hele kunde jo i grunden være et tilfælde? Han havde jo set så meget, og havde så megen kundskab, så det var ingen opfindelse. - Men hvad? Han var vist ikke noget geni, det måtte være en overdrivelse. Kunde der tænkes et geni uden sejerssikkerhed? Eller havde hans ejendommelige liv skadet sejerssikkerheden? Altid en spænding, som fordærved hengivelsen. Altid slet samvittighed, forfærdelig, afskyelig slet samvittighed. Denne uudryddelige angst - var den et forbud? Gik den på fremtiden? - -

Et halvt års tid efter var det, at alle hans spredte studier samled sig om elektriciteten, - og dette førte dem senere til München.

Under disse studier kom det aldeles af sig selv, at han begyndte at skrive. De studerende havde en forening, og her skulde han præstere noget. Men det, han skrev, var så ejendommeligt, at man bad ham syne professoren det, og denne opmuntred ham meget. Det var også professoren, som fik hans første opsæt trykt.

Et norsk teknisk tidsskrift optog et af hans senere opsæt, - og dette blev den ydre lejlighed til, at hans tanker atter samled sig om Norge.

Norge stod for ham som elektricitetens forjættede land; fra dets utallige fosser kan hele verden forsynes! Han så landet ligge i vintermørke, omglødet af elektrisk glans, han så det også som en verdensfabrik med skibe foran. Nu havde han noget at komme hjem for!

Hans mor delte ikke hans fædrelandskjærlighed og havde ingen trang til at leve i Norge. Men pengerne, hun havde sparet op for hans uddannelse, var længst fortæret, Hellebergene havde taget sin del. Vederlag gav gården ikke; den var jo væsentlig en skoggård, og skogen var mindreårig.

Altså hjem! Et par år alene på Hellebergene var just, hvad han ønsked.

Men hver gang de kom til den tid, de havde fastsat, var noget i vejen.

Først holdt han på med en liden opfindelse, han vilde søge patent på. Hidindtil havde han bare udkastet ideer, som andre havde gjort sig nyttige; nu skulde det blive anderledes. Opfindelsen fik patent, og dette blev overdraget en agent til salg. Men endnu rejste de ikke, - hvad var i vejen? En ny opfindelse med nyt patent, salgbarere end det første, som desværre ikke gik. Også dette patent blev udtaget, også det kosted penger og blev overdraget til salg. Kunde han så ikke rejse? Jo, det trodde han nok.

Men fru Kås forstod snart, at det ikke var alvor. Da fik hun en ung slægtning til at hjælpe sig. Hans Ravn, ingeniør - som de fleste Ravn'er. Hans Ravn syntes Rafael svært godt om. Det var, fordi han selv af temperament var en Ravn, hvad han ikke før havde vidst; det var en hel opdagelse! Han havde trodd, Ravnerne var som hans mor, men hørte nu, at netop hun var noget helt andet.

Til Hans Ravn sa fru Kås lige ud, at nu måtte de rejse! Dagen var fastsat til den sidste maj, og det burde han fortælle; thi det vilde skyve på, mente fru Kås, at det blev alment kjendt.

Hans Ravn fortalte nyheden til alle, dels fordi det var hans fag, dels fordi han vilde, der skulde ske noget, f. e. holdes et afskedslag, som der aldrig havde været magen til.

Et afskedslag kom virkelig også i stand under almen tilslutning og endte med, at hele selskabet i ordnet tog ledsaged æresgjæsten til hans logis. Herunder raged de op i en flok officerer, der toged hjem på samme måde; nær havde der blet strid af; men de forsonedes, og ingeniørerne råbte hurra for officererne og officererne for ingeniørerne. Dagen efter stod hele historien om de to lag og deres sammenstød at læse i aviserne.

Dette fik følger, som fru Kirsten Kås ikke havde tænkt sig.

Først en meget behagelig. Den professor, som havde fåt Rafaels første forsøg trykt, holdt med sin familie i en vogn uden for fru Kås' bolig; han steg trapperne op og spurte, om hun ikke i deres selskab endnu en gang vilde se det smukkeste af München og omegn. Hun kjendte sig smigret og rejste ud med dem. Undervejs talte de jo bare om Rafael. Dels om hans person, han var jo alle damers yndling; dels om den fremtid, han gik i møde; professoren mente, han ikke havde haft en mere begavet elev. Fru Kås sad med en udmærket dobbeltkikkert; hver gang hun blev bevæget, satte hun den for øjnene, og deres lovord flød udover arkitekturen og landskabet som solglim. Det lille selskab spiste sammen og kjørte hjem ud på eftermiddagen.

Ved at komme ind i sine rum modtoges hun af stærk blomsterduft. Nogle i deres omgang, som ikke før havde vidst, hvad tid de skulde rejse, vilde være med på at fejre dem begge. For resten havde det ringet den hele formiddag, fortalte pigen.

Noget efter kom Rafael og Hans Ravn og et par familier; de vilde endelig spise til aften sammen; salget af det sidste patent syntes at lykkes; man måtte fejre begivenheden på forhånd! Fru Kås var i ypperligt humør, de drog afsted. Udenfor var forårskvælden så dejlig, at den måtte nydes i landlig luft, - derfor langt bort fra byen!

De spiste i det fri, og en hel del mennesker rundt om dem. Der var musik og munterhed og længer udover i dæmringen en blød, bølgende stemning. Da lamperne tændtes, havde de til den ene side lysglansen over en stor by; til den andre halvmørke med tindrende punkter i, - og dette blev billedligt udlagt i taler til de bortdragende.

Da strøg et par damer forbi Rafaels stol, langsomt. Fru Kås sad lige over for ham og så det; han ikke. Et stykke bortefra stod de stille og vented, men uden at bli lagt mærke til. Så atter tilbage tæt forbi hans stol, langsomt. Fremdeles forgjæves!

Dette forstemte fru Kås. Så stærk var hun, at hendes taushed la let slør over hele samværet; de brød op.

Næste formiddag - Rafael var atter ude på patentets vegne - ringte det; pigen kom med en regning, den havde også været der igår. Regningen var fra en af de større restauratører og slet ikke liden. Fru Kås havde intet begreb om, at Rafael skyldte noget, - og oven i kjøbet til en restauratør! Hun lod svare, at hendes søn var myndig, og hun var ikke hans kasserer. Det ringte igjen, og pigen kom ind med en ny regning, som også havde været der igår; det var fra en kjendt vinhandler; heller ikke den var liden. Det ringte, og det var en blomsterregning, en hel sum. Også den havde ringt på igår. Fru Kås læste den to ganger, tre ganger, fire ganger; det vilde ikke gå ind i hendes hjærne, at Rafael skyldte for blomster; - hvad brugte han dem til? Det ringte, der kom en regning fra en guldsmed. Nu blev fru Kås så nervøs ved ringningen og regningerne, at hun tog flugten. Her var altså grunden til, at Rafael ikke vilde rejse; han hang fast! Derfor denne travlhed med salget af et patent; han skulde løskjøbes.

Næppe var hun kommen uden for porten, så steg en liden beskeden gammel dame frem og spurte bange, om det måske var Frau von Kaes? Også en regning, tænkte fru Kås og tog damen i øjensyn. Det var en tynd, plyndret rosenhæk med et par sidste, falmede blomster; hun syntes fattig og uerfaren på alt uden på ydmyghed.

"Hvad vil De mig?" spurte fru Kås deltagende, bestemt på at betale denne stakkel straks, hvad det så måtte være. Den lille bad tausend Mal um Verzeihung; men hun var eine Beamtenwittwe og havde læst i avisen, at den unge von Kaes skulde rejse, og derover blev både hun og hendes datter så fortvilet, at hun beslutted at gå til Frau von Kaes, som var den eneste - - her begyndte hun at gråte.

"Hvad vil Deres datter mig?" spurte fru Kås lidt mindre mildt. "Ach, tausend Mal um Verzeihung, gnädige Frau!" hendes datter var gift med Hofrath von Rathen - "seiner grossen Schönheit wegen;" ak, hun var så ulykkelig, for Hofrath von Rathen drak og var brutal. På en kunstnerfest havde Herr von Kaes truffet hende, - "und so wissen Sie, zwei so junge, reizende Leute -." Hun så op på fru Kås som fra et kjældervindue i regnvejr.

Men fru Kås havde fåt hele sin bratte holdning igjen; højt oppe fra anden etage hørte den lille plyndrede: "Hvad vil Deres datter min søn?"- "Tausend Mal um Verzeihung!" men de var kommet på den tanke, at hendes datter kunde følge med til Norge. Norge var jo et så frit land - "und die zwei jungen haben sich so gern." - "Har han lovet hende det?" spurte fru Kås med kulden af et højt huses skygge. "Nein, nein, nein!" lød det forskrækket; "nein, nein, nein!" De to, mor og datter, var faldt på det idag, de læste sammen i avisen, at den unge von Kaes skulde rejse. "Herr Gott im Himmel!" om hendes datter med een gang kunde få slut på alle sine plager! Frau von Kaes kunde ikke tænke sig, hvad hendes datter var for en trofast sjæl, for en øm hustru . . . "

Fru Kås hasted over til næste fortoug - ikke netop som en, der løber efter sin hat; men det lille menneske, som stod igjen i skyggen med foldede hænder og skræmte øjne, syntes, at hun veg hurtigere end den fattiges håb. -

På andet fortoug stod en ung, vakker blomsterpige og vented på den elegante dame, som stiled over: "Bitte, gnädige Frau! -" Endnu een! tænkte det jagede menneske, hun så sig om efter redning, hun piled opover gaden fort, fort, da en anden dame dukked op lige foran hende med øjnene besynderlig fæstet på fru Kås. Derved stak denne af ud på gaden og redded sig op i en droske. "Hvorhen?" spurte kusken, han så, det hasted. Det havde hun ikke tænkt på, men svarte resolut: "Bavaria!" Hun havde virkelig omgåets med den tanke, før sin afrejse at se ud over byen og dens omegn fra Bavarias høje hoved. Derude var mange; men fru Kås's tur til at stige op kom snart, og just som hun havde nået kjæmpekvindens hoved og skulde til at se, hørte hun hvisket bag sig af en dame: "Det er hans mor!" Muligens var der flere mødre oppe i Bavarias hode end fru Kås; men hun samled skjørterne om sig og piled nedover igjen.

Rafael kom hjem for at hente sin mor til middag. Han var i perlehumør, han havde solgt sit patent. Men sin mor fandt han i det inderste sofahjørne med sin store dobbeltkikkert i hånden. Da han talte til hende, svarte hun ikke, men satte kikkerten på ham med de små glas udad, de store ind til øjnene; hun vilde få ham så langt fra sig som muligt. --

3.

- En munter kvæld i begyndelsen af juni steg de af dampskibet i byen og over i båten, som skulde føre dem til Hellebergene. De kjendte ingen af folkene, skjønt de var fra gården; båten var også ny. Men holmerne, de snart rodde ind imellem, var de gamle. De havde længe ventet på dem og var svømmet ud for at tage imod dem; de flytted sig nu, den ene for den andre, så båten kunde komme frem.

Ingen af dem talte med folkene, ej heller taltes de ved indbyrdes; deraf slutted de sig til hverandres stemning, nemlig at de begge var rædde. Det kom så med een gang! Det muntre solspejl i kvældingen over hav og holmer, den krydrede vellugt fra land, en liden kystdampers travle plask forbi dem, intet trøsted. Nu, da det gik dem på livet, rejste sig ansvar, både gamle og ny. Og hvordan så det ud, det, de kom til, og hvordan passed de nu i det? Snart var de gjennem den smale trakt, som førte ind til bugten, og forbi det sidste næs ved Hellebergs-hammeren, . . . der lå den grønne rundingen foran dem, husene i midten, åserne var før kronede, mørkladne af frodig skog, brede i skyggingen . . . nu lå de der afskrabede, nedsunkne, formløse, oversmurte af noget lysegrønt, som ikke alle steder havde bidt på. Alt, som åserne før havde indrammet, var blet fladtrykt med dem selv, havde minket ind - ikke i udstrækning, men i anseelse; de to gad ikke se på det. De husked det gamle, og de kjendte sig selv magre og ribbede.

Husene nymalte, men små mod dem, de bar i mindet. Ingen nede ved bryggen for at ta mod dem; oppe foran svalen et par forlegne skikkelser, eller kanske mistænksomme. De kommende gik ind i fruens gamle rum, nede og oppe; disse stod her, som de forlod dem; men hvor var de ikke blet falmede og undselige! Et aftensbord var dækket; det bugned af tung mad som til et bondebryllup. De gamle lindetrær borte. Da gråt fru Kås.

Så mindedes hun med een gang noget: "Lad os gå over i den andre fløj!" Hun sa det, som skulde de der finde sig igjen. I svalen tog hun Rafaels arm; han blev spændt.

- Hans fars gamle rum var helt gjort om for ham! I det store som i det små kjendte han hendes smag, - et langt arbejde i hemmelighed, altså et vidtløftigt brevbytte, et stærkt pengeudlæg. Hvor var ikke altsammen her nyt og frimodigt! Rummene gjort lige så fremmede for det liv, her var levet, som hun havde prøvet at gjøre ham selv.

De to fik endda et hyggeligt kvældsmål, de fik også en højtidelig spaseretur langs stranden bagefter. Den matblanke våg i langt udsyn og stille skvulp optog sin gamle tale til dem; sommernatten sænked himlen ned mod dem i dæmringsfortrolighed.

- Næste morgen var han ude og rodde på bugten, hans barndoms legekammer. Trods de halvt nedsunkne og helt flådde åser var hans fryd ved at sidde der igjen ubeskrivelig. Ubeskrivelig ved ensomheden, stilheden; ingen og intet fulgte med nogetsteds ifra. Efter mange års ophold i store byer at sitte alene i en norsk bugt, det er fra et larmende torv om formiddagen at stige ind i en højhvælvet kirke, der intet høres udenfra; ej heller en lyd indenfor uden hans egne steg. Helligt, helligt, renselse, hensynken, andagt, - men i en lysning og frihed, som ingen kirke ejer. Det forhenværende viger bort, og derved tiden overhovedet. Han var her, som havde han været her også i går og i forgårs. Udenfor her vidste ingen om ham.

Ubeskrivelig ved stemningsfylden, han derved seg ind i; aldrig havde han siddet i en rigere! Et nyt sæt fornemmelser, skjønhedsindtryk fra barndommen, aldeles glemte eller anderledes huskede! de kom glidende ind mod ham, de talte til ham som gjenkjendende glade ånder.

En ny sort fjældlinjer, en gammel kjær lugt, farver, som stod mod hverandre på en uanet måde, en himmel, som vistnok var nærmere, men dog mere tilbageholdende; lysvirknin gen i koldere emner, men lettere, finere. Ingensteds en bred flade, en endeløs fortsættelse; nej, mangeartet, mangetegnet, stutt, afbrudt, uroligt, derved enestående friskt, han vilde sige oprørsk.

Mere og mere flød det sammen med hans minder og ham selv; han havde natur for dette! Efter hvert åretag hvilte han; følte sig hvergang som i et fang. Båten løb dybere ind, han brydde sig ikke om hvorhen, . . . da han derindefra hørte åretag, som ikke var gjenlyd af hans; de fulgte sikkert, det ene på det andre. Han vendte sig. -

- Oppe på altanen kom netop fru Kås ud med sin ypperlige dobbeltkikkert. Hun havde drukket kaffe og glædet sig til at se ud over bugt og holmer og hav; Rafael var alt i båt, sa man. Derborte, ja, der var han; - hun satte kikkerten for, i det øjeblik en hvidmalet båt gled frem mod hans tjærebredde brune. Den hvidmalte roddes af en dame i lys kjole, . . . grand dieu, er her damer, her også! Rafael holdt stille, d. v. s. begge holdt årerne oppe, mens båterne gled forbi hverandre . . .

Fru Kås ser damens stærke hals under mørkt hår; men en storbræmmet stråhat er sat således på, at hun ikke ser hendes ansigt; den står jo næsten bent op og ned. Der slår Rafael sine årer i vandet og andøver frem efter hende, og hun slår sine årer i vandet og andøver imod ham. Kjender de da hverandre . . . ? Straks de påny er side om side, slår Rafael hånden i hendes båt og haler den nærmere, og der gir han hende hånden, og hun tar mod den! Fru Kås ser Rafael i halvansigt, og det så tydeligt, at hun følger læberne; han ler! Hatten skjuler fremdeles damens ansigt, men hendes yppige bryst ser hun, og en kraftfuld arm ser hun stikke frem af halværmet. Deres hænder slipper ikke; nu ler han, så hans brede ryg rister, - hvad er det, hvad er det . . .? Er nogen kommen efter fra München!

Fru Kås kan ikke mere sitte stille; hun går ind, sætter kikkerten fra sig, hun gribes af stor angst, hun falder over i hjælpeløs vrede. Det varer en stund, før hun kan overvinde sig til at tage kikkerten op igjen, gå ud og følge videre.

"Damen" havde vendt sin båt; nu rodde de side om side indover, hun lige fort som han. Nårsomhelst fru Kås så på sin søn, lo han, og "damens" åsyn hang ufravendt ved hans. Der gjorde de en bøjning, det bar indover mod præstegårdsstøen. . . . Var det Helene? Den eneste "dame" i mils omring, og denne eneste dame havde Rafael haget fast i, første dag han var hjemme!

Disse "damer", som aldrig kan se ham uden at fare lige i ham!

Der lægger båten til - ikke ved voren, stenene er vist slejpe; nej, ved lersanden lægger de til, de ror hver sin båt så fast op på leren, som de kan, og hun hopper ud af sin fort og let, nu han lidt tyngre af sin, - og der gir de atter hverandre hånden! Den "dame" står færdig!

Fru Kås vendte sig fra dem. Nu vidste hun, at hun selv for en stund blev et gammelt møbel, flyttet ud på gangen. - -

Det var virkelig Helene. Hun vidste, de var komne, hun vilde ro forbi gården, og derved kom hun til at møde ham, der havde rodd ud bare for at ro. Han tænkte, da begge holdt årerne op og båtene gled lydløst forbi hverandre: "Hun der? - Hun er ikke vokset her; hun er for storskåren i tegningen til det. Hun er ikke dette steds ånd."

Han så nemlig ind i et åsyn med faste buer, store grå øjne, fældte vel ind. Et roligt, klogt åsyn, - og med een gang fløj der en skalk ind i det! . . . Dette kjendte han igjen, dette havde i sin tid gjort ham godt. Den første fornemmelse i al gjenkjending, i al hukommelse (at sige, hvis der er lejlighed til den), er, om det har gjort os godt, eller det har gjort os ondt, det, som vi kjender igjen eller husker. Denne store mund, disse sunde øjne, som nu skjælmen sitter i, de har bare, bare gjort ham godt . . . "Helene!" ropte han og slog sine årer i vandet for at andøve. "Rafael!" svarte hun ildrød og slog også sine årer i. En dæmpet altrøst.

- - Da han kom hjem til anden frokost strålende, fortællende, mødte han to store øjne, der tydelig sa: "Har du alt flyttet mig ud på gangen?"

Han blev aldeles rasende. Under frokosten meldte hun ham ligegyldigt, at nu kjørte hun bort til provstens for at takke for tilsynet i alle disse år. Han svarte ikke. Deraf sluttede hun, at han ikke vilde være med. Det tog lidt tid, før hun selv kom afsted; kjøregrejerne var ny, staldkarlen også ny og uøvet. Rafael så hun ingenting til.

Hos provsten blev hun modtaget med den største ærbødighed, og dog så hjerteligt. Provsten var en vakker gammel mand, en myndig praktiker; hans hustru en dybere natur. Begge fralagde de sig, at det havde været dem noget bryderi at føre tilsyn, bare et behageligt tidsfordriv, som Helene nu havde overtat. Helene? Ja, det var kommet så, at den første bestyrer på Hellebergene havde været agronom og forstmand ved et stort værk, som da gjorde opbud. Ham fatted Helene sådan hengivenhed for, at hun i sin fritid fra skolen fulgte ham overalt; det var også en udmærket gammel mand. På disse vandringer lærte han hende det, han selv kunde; han havde en særegen begavelse for det. For hende blev det en udviklingssag, idet hun fik noget at leve for. Lidt efter lidt havde hun overtat hele tilsynet; det var hendes liv.

Fru Kås bad om at få hilse på Helene og takke hende. Men Helene var jo netop gåt ud med Rafael -! "Det er sandt," sa fru Kås, hun måtte lade som hun vidste det; men bad straks om sin vogn.

- Samtidig holdt de to unge på at klyve oppe i åsen. De havde sat ud langs elvelejet, hun foran, han efter. Det var sikkert, at Helene var vokset op i skogen! Hendes stærke legeme, hvor var det smidigt; og sligt lag hun havde på at rede sig, hvis hun skulde over en bæk, op efter en skoglid, gjennem stængsel af unge strittende nåletræer, som ikke vilde slippe hende frem, . . . eller om hun skulde krydse i en lerbakke, et hellebrud, som her var så mange af, - fort fra det ene i det andre. Opstigningen fra elven var den beneste og morsomste, derfor måtte de frem her. Rafael vilde jo ikke være mindre kar, han var lige i hælene på hende; men gudbevare, som det kosted! Dels havde han ikke øvelse, dels - - "Her er det lidt vanskeligt at komme over," sa hun; et træ havde væltet over ende i sidste regnvejr; deroppe hang det igen efter roden, og her spærred det vejen for dem. "Du må ikke holde dig i det; det kan slippe og drage os med!" - Endelig er det da noget, som synes hende vanskeligt, tænkte han. Han så hende manøvrere frem langs træet uden at støtte sig til det; han så, hun betænkte sig en kort stund foran den første sprikende gren, som hun måtte over, men derpå løfte skjørterne til knæet og over, fort, fort, den næste med - og så over selve stammen, straks der ingen gren var i vejen på øverste side. Derefter på skrås i bakken, til hun stod på højden og så ham kravle efter.

Ham kosted det forfærdeligt. Åndedrættet vilde ikke holde følge, sveden styrted af ham. Da han kom op lige efter hende, sortned det for øjnene - om også bare halvdelen af et sekund, så var det nok til at lade ham skjønne omfanget af hendes sundhed. Hun stod og så på ham. Hun var rød, varm, med glans og skjælm i øjnene og rask stigende, rask synkende barm; men der var ingen tvil om, at hun straks kunde have klyvet videre lige langt og lige brat. Han årked ikke at sige et ord; hun sa: "Nu må du vende dig og se havet."

Ordene virked på ham, som var det den store Pan, der sa dem fra fjældene der langt bag; - fjældene fik han øje på i det samme. Ordene kom som udvæld af naturen, han var oppe i, de strøg ned over ham med iskold hånd, de strøg op over igjen med varm, - og derefter blev han en anden!

Thi han havde forvildet sig, - forvildet sig i hende, mens hun førte an op over elvelejet og bakkerne. Hun drog idelig forstærkning til sig af skogen; hun blev højere, smidigere, hun blev mægtigere. Øjnenes varme, røstens fylde, bevægelserne, formerne, sjæleblinket forlokked ham dernede i daldybden og elvesuset; og forvildelsen steg med stigingen og hans hede. Ingen balsal eller lekevold, ingen gymnastikeller rideskole kan syne legemets ævne og åndens gjennemglans i den, kan give væsenets enhed således som klyving i bakker og ur. Tilsidst blev han beruset, han tænkte: Nu klyver jeg efter hende på en stige op til den højeste lykke. Deroppe, deroppe! Hendes uforfærdethed i hans selskab, hendes ubekymrethed ved, hvad han så, gjorde ham yr. Deroppe, deroppe!

Men endnu længer op, og hun blev ildfuldere og han ynkelig.

Og deroppe, deroppe, - der sortned det for ham; et par sekunder kunde han ikke røre sig, et par til kunde han ikke tale; men da sa hun: "Nu må du vende dig og se havet."

Der siges, at kvinder, som føder, i samme øjeblik får nyt blod; hver dråbe er straks et andet. Noget sådant hændte ham. Det syn, han så med hidop, de sanser, han følte med hidop, - her var de udskiftet. Det ny svarte til det, som fjældene talte der langt bag; han husked dem fra sin barndom. Det svarte til havet der foran, havet med holmerne i, havet langt forbi holmerne, havet ud i det store, omskyllende viljerne og livsskjæbnerne jorden over. Havet lå matblankt i halvsol og stirred på det uregjerlige land foran sig som på en elsklingssøn, der har livskraft. Hold på det store, du! Ellers blir din kraft din undergang.

Og nogle af de opdagelser, som var hans gjætning, dæmred halvklare; de lå derude, og det berodde på ham, om han en dag skulde sejle dem ind i bugten her.

"Hvad tænker du på?" sa hun. Da forlod det ham, altsammen; da var han straks her, bare her, han følte, hvor rund og varm hendes altrøst var. For et øjeblik siden kunde han sagt hende det og mere som indledning til endnu mere. Nu satte han sig ned uden at svare. Hun satte sig også. "Jeg går så ofte hidop," sa hun, "for at se havet. Herfra blir det da både ophavet og døden. Dernede er det nu bare sejlled."

Han smilte. Hun blev ved. "Så er det det med havet, at en kan komme hidop med hvad det skal være, - heroppe er det snart borte. På den fladen der går det langt ud i noget andet."

Han så på hende. "Jo, det er sandt," sa hun og rødmed. - "Jeg tviler slet ikke på det."

Men hun forstod hele tankerækken. "Du ser på stiklingerne her?" - "Ja." - "Du må vide, at ifjor var det sligt tørvejr, næsten hele plantningen her oppe visned væk. Og flere andre steder bort over åserne her, som du ser." Hun pegte. "Når en kommer ind bugten, ser det så stygt ud. Jeg tænkte nok på det igår. Men så tænkte jeg også, at han skal ikke før komme i land, så skal han se, at han har gjort os uret. For er der nu noget dejligere til end en slig furu-stikling, her den står nede i gropen sin? Nej, se den farven; det er en sund klar, det! Og disse morske stikkerterne! Og dette vesle øje, da." - Helenes røst bøjed sig efter indholdet. "Men den der borte er dog basen!" Hun krabbed afsted til den og han efter. "Ser du den? To grene alt! Og hvad for grene!" hun stod på knæ hos den. "Den gutten har haft forældre, han kan skryte af! For her er akkurat lige meget og lige lidt ly til dem allesammen. - Nej, den ækle fluen!" Hun var borte hos det vesle barnet ved siden, som holdt på at blive indspundet. Hun fried det ud og rejste sig for at komme igjen med våd jord, som hun la forsigtig om spiren. "Stakkar, den trænger vist vand, skjønt det har da regnet forfærdelig ganske nylig." - "Er du ofte her oppe?" "Det blir ikke til noget uden det." Hun så på ham prøvende: "Du tror kanske ikke, du, at dette småtteriet kjender mig? Jo, hver evige een også. Er jeg længe borte, så trives de ikke; men er jeg ofte hos dem, blir de kvikke." Hun lå på knæ, med een hånd støtted hun sig, med den andre rykked hun græsdotter op. "De tyveknægter!" sa hun, "som vil stjæle fra stiklingerne mine."

Dersom det nu havde været et lidet menneske, som sa dette, - et lidet menneske med rappe øjne og glad mund; men Helene var et stort menneske med stålfjer i; hendes øjne var ikke snare, og de blev der, hvor de faldt. Munden var stor og behandled ordene med varsomhed, for fuldt alvor. Dersom nogen har læst det, hun siger, fort, kvikt, må de læse om igjen; hun sa det dæmpet, vægtfuldt, hver stavelse tydelig, og rytmen omhulded det. Hun var en anden nu end i elvelejet og bakkerne. Der svang hendes kraft sig frem, som havde den trang til anstrengelse; - her gjorde den sig om til fin sansning.

En af Nordens mærkeligste kvinder, som også havde disse to sider og gjorde det største af begge, Johanne Luise Hejberg, så Helene netop, som hun var blet voksen. Fruen kunde ikke slippe hende, øjne og øren fulgte hende. Kjendte den gamle - det var i hendes sidste leveår - noget af sin ungdom i hende? Også udvortes havde de lighed. Helene mørk, som fru Hejberg engang var, havde samme højde, samme figur, dog stærkere, havde stor mund, store grå øjne som hun selv; det skjælmske kunde skyde op også i dem. Men den nærmeste lighed lå i væsenet, lå i udtrykket, som fru Hejberg havde det, når hun var rolig og alvorlig i det moderlige; thi dette var hovedstammen i hendes natur. "For en sund pige!" sa hun og lod hende gjennem en anden komme og drog hende ind til sig og kyssed hende på panden.

De to barndomskammerater var gåt ind over åsen mod den andre siden; han skulde absolut se "gjejtemyren".

Men da han kom derhen, kjendte han den ikke igjen; den bar jo frodig skog! "Ja, det er gamle Helgesen, som har æren for det," sa hun og stråled. "Han så, at en kunstig opdæmning havde gjort denne store fladen til myr, og den tog han hul på. Jeg var bare barnet dengang, men jeg var med. Jeg fik et stykke jord at sætte kålrabi i nede ved elven, og det stykke passed jeg hele sommeren. Siden fik jeg andre stykker. For indtægten af det tog vi vejter heroppe; fjerde året kjøbte vi planter. Ja, det vil sige, han lod, som jeg betalte det altsammen med mit arbejde; han var en stor skøjer."

- Da Rafael kom hjem, sad hans mor og spiste; hun havde indrettet sig, som var hun alene, - et sikkert tegn på, at da følte hun sig krænket. Det nytted ham ikke, hvad han fandt på for at gjøre det godt igjen, hun svared ikke og forlod snart bordet.

Nu følte han det selv, hvor det havde ståt dejligt for hans mor at kunne gå med ham rundt på opdagelse og gjenkjendelse i det ny Hellebergene. I går aftes i farens rum var de som uadskillelige for livet, . . . og allerede tidlig næste morgen var han på fart med en anden!

I kvæld var intet at gjøre ved det, det vidste han; men næste morgen bad han hende så inderlig, om hun dog ikke i dag vilde gå med dem, så skulde de vise hende, hvad han så igår. Hun rysted på hovedet og gav sig til at læse i sin bog. Dag efter dag gjorde han hende samme tilbud, men med samme følge. Disse tilbud, mente hun, var tvungne.

Og det var de i een henseende. Han vilde inderlig gjærne forsone hende, inderlig gjærne vise hende rundt; thi han følte sig skyldig, skjønt han syntes, det kunde forstås. Men at hun ved sit nærvær skulde forstyrre alle deres sammenkomster, - han havde været nok så fortvilet, om hun havde sagt ja.

Provsten med frue og datter var første søndag på gjen besøg; fru Kås var høfligheden selv, og særskilt takked hun Helene for hendes mageløse omsorg for Hellebergene. Helene blev rød, hun vidste selv ikke hvorfor. Men da hun så, at Rafael også blev rød, blev hun det een gang til. Dette var besøgets begivenhed; nogen anden var der ikke.

Barndomskammeraternes daglige gang gjennem skog og mark tømte jo snart ud æmnet Hellebergene; det blev han, som foredrog, æmnet blev så et andet, nemlig hans opdagelser. Han havde fra samstudiet med sin mor en ualmindelig færdighed i at forklare sig, og i Helene havde han en tilhører, som ikke ligned nogen, han før havde haft. Hun kjendte på forhånd så vidt til naturlovene, at hun forstod en populær fremstilling; men det var ligevel ikke, hvad han forklarte, det var ham, - det følte han og fik varme ved det; hendes øjne gjorde hans tænkning klarere. Han havde aldrig følt en så sund tillid til sig selv som i hendes nærvær; denne gang kom der ikke nogen angst bagefter.

Men Helene havde før intet vidst om hans studiers art eller resultat; han var ingeniør, det var alt, hun derom havde hørt. Eftersom han fortalte, vokste og vokste han, - snart tabte hun en del af sin sikkerhed over for ham. Først vidste hun ikke, hvorfor hun måtte holde sig mer og mer tilbage; men senere fandt hun påskud for at bli helt borte. Og da andet kom til, blev deres spasereture sjældne; "hun havde fåt så meget at gjøre."

Han forstod ikke grunden; han gik ud ifra, at hans mor på en eller anden måde var skyld i det (hvad for resten ikke var helt urigtigt) - og blev rasende. Allerede at hans mor voved at sammenblande, hvad han før havde søgt, med hvad han søgte her, fornærmede ham forfærdelig. Han glemte aldeles, at det havde ikke været frit for, at han fra først af havde søgt det samme her som ellers; han overlod sig alene til sin forelskelse, og den tålte ingen modsigelse, ingen hindring, den blev majestætisk. I Helene havde han fundet sin fremtid.

Men provstens drog sig tilbage, fordi fru Kås gjorde det, og den tid kom, at de mange forsøg på at få Helene på tomandshånd måtte opgives.

Han havde aldrig været mere lidenskabelig optat. Han så hende foran sig, hvor han gik og stod, hendes rundladne yppighed i let gang, hendes grå øjne stående fast i hans, . . . hvorfor kunde de to ikke gifte sig i morgen? I overmorgen? Hvad var mere naturligt, hvad vilde bære ham sikrere frem?

Spændingen mellem hans mor og ham vokste til den største højde, den endnu havde nådd. Han tænkte for ramme alvor på at forlade både hende og landet. Han havde jo en del penger tilovers efter patentsalget, og han skulde nok skaffe sig flere.

Som det bød ham imod at gå i mark og skog uden Helene! Studere kunde han ikke; ingen havde han at tale med. Hvad skulde han gjøre? Han gav sig til at ro, - ro lange ture, helst bort fra bugten, ja, helt ind til byen.

En dag, som han ror langs kysten til venstre udenfor bugten lægger han mærke til, at ler- og helleformationen i bakker og åser her havde et ispræng af gråt. Helene havde sagt ham, at derborte "så det så underligt ud, siden de store træerne var borte." Men da de måtte i båt for at se det, havde han lat ytringen gå forbi. Nu la han til derborte. Der var dybt lige ned og brat opover; men han kløv. Han havde tænkt, at dette var kalk; - men han trodde ikke sine egne øjne: det var cement, aldeles bestemt cement! Hvor langt strakte den sig? Såvidt han kunde se, gik lejet langt udover, - kanske næsten til gårdens grænse. I hvert fald var her mere end nok for den stærkeste drift i mange, mange år, dersom her bare var nok kulsyre i leren og kalken. Han var ikke sen med at slå af nogle stykker, få dem i båten med sig og hjem og gjøre analyser. Sjælden har nogen rodd fortere, end han nu skjød forbi holmerne og ind i bugten, frem mod støen under husene. Holdt cementen de rette forhold, så var her det, som gjorde Helene og ham uafhængige af dem allesammen, - og det straks!

Med tilrakkede klær og hænder, ansigtet i sved, kom han senere på dagen stormende op til sin mor med resultatet: "Her skal du få noget at se!"

Hun sad og læste, så op, blev kridhvid . . . "Er det cementen?" spurte hun, idet hun la bogen fra sig. - "Ved du om den -?" spurte han i højeste forundring.

"Gud, ja," svarte hun, rejste sig, gik bort til vinduet, frem igjen, pressed hænderne mod hverandre, gnidende: "Så du også har fundet cementen! - Så du også har fundet den!"

"Hvem før mig -?"

"Din far, kjære, din far. Første gang jeg var her, noget før vi skulde rejse." Hun gjorde et ophold.

"Han kom stormende som du nu ind til mig - - ja, ikke så fort, han var dårlig til bens; men ellers i alle måder som du -" hun lod øjnene med et eget blik glide hen over Rafaels tilsølede hænder; de var ikke fine i sig selv, de hænder, de var netop hans fars.

Rafael så det ikke. "Havde han da fundet cementlejet?"

"Ja. Han låste af døren efter sig. Jeg rejste mig og spurte, hvad han voved? Han kunde knapt tale." Hun holdt en stund inde, tænkte sig ind i det igjen. - - "Nu ja," så var det det der." -

"Hvad sa han, mor?"

Hun blev ved at gå. "Din far trodde jo jeg bragte lykken til hus."

"Hvorfor blev det ikke så, da?" Hun vendte sig rask mod ham. "Om forladelse, mor, du misforstår mig! Hvorfor blev det ikke til noget med cementen, mener jeg." - Han rødmed.

"Du kjendte ikke din far. Der var formange hager ved ham til at få nogetsomhelst i gang." - "Hager?" - "Ja, særheder, egoisme, lidenskab, som haged fast." -,"Hvordan tog han dette?" - "Ingen skulde få være med, ingen eneste vide det; han altsammen! Og dertil skulde skogene hugges og bruges - - og, da vi var gifte, - jeg siger, da vi var gifte, skulde hele min formue også bruges!"

Han så hendes forfærdelse ved det endnu. Hun levde op igjen hele kampen, og han forstod, han ikke burde spørge om mere. Hun strakte også alt sin hånd ud, da han skyndte sig: "Hvorfor har du ikke fortalt mig dette før, mor? Dette, at her var cement?" - "Fordi du ikke havde haft godt af det," svared hun bestemt.

Han følte, ja, han så det, at hun mente, han havde ikke godt af det endnu.

"Du har rørt ved det såreste i mit liv; lad mig nu få være alene." Hendes hånd kom op, han gik.

- Da han atter sad i båten for at ro sit store budskab over til præstegården, tænkte han: "Her er grunden til fars og mors dødelige fjendskab, cementen! Hun har ikke haft tro til ham; hun har ikke villet levere både sig og sin formue til ham. Så blev der ingen cement af! Ikke engang skogene hugdes. Han var dog hel i alle fald. - Ja, mor også. Men Gud bevare mig -!"

Så regned han over, hvad skogene og hendes formue tilsammen kunde være blet, og hvad derpå (og på cementlejet) videre kunde være lånt. Han forstod sin far bedre end sin mor! - for en formue det vilde git! For en magt, for en herlighed, - for et liv!

Hos provsten rev han alle med sig. Provsten, fordi han var en praktisk mand, som straks så, hvad dette var værdt. "De er jo nu en rig mand!" Fruen, fordi hun kjendte sig tiltalt af hans ævner og begejstring. Helene? Helene var stum og forskrækket. Han vendte sig mod hende og spurte, om hun ikke vilde ro med og se. Hun måtte endelig se, hvor stort lejet var! "Kjære, ro du med," sa hendes far.

- I båten ønsked han at få hende foran sig og skyndte sig frem. Uden at si noget gik hun frem ved siden af ham, satte sig og gav ud en åre; så måtte han bagover igjen.

Med denne lille spænding begyndte det. Han havde hende altså i ryggen, han så, det fossed under hendes årer. En hemmelig kamp, en stiltiende frygt. Den hørtes også i de få ord, som sagdes. De øged bare spændingen.

Da de nådde frem, var begge røde og varme. Nu måtte han snu sig for at se, hvor de skulde lægge til. Først drog de langsomt forbi det hele cementleje, så vidt det var synligt. Han sad altså over for hende og forklarte; hun så hele tiden didop og bare flygtigt eller slet ikke på ham. De vendte båten om igjen for at lægge til der, han mente fabrikken skulde stå. Nogen minering måtte til for at skaffe plads. Skibene kunde nok komme klos til; men havnen måtte gjøres sikrere, og det vilde koste.

De steg ud, han foran for at hjælpe hende; men hun hopped i land forbi ham. Så steg de opover, han foran for at vise vej, forklarende; hun efter med store øjne og åbne øren.

Alt, hun havde strævd med Hellebergene og drømt om går den lige fra barn af, - det blev så lidet nu. Det vilde også tage mange år, før skogen gav løn. Dette derimod gav velstand straks og rigdom siden, - hvis hans udsagn var rigtige, og derom tvilte hun ikke.

Det ydmyged hende, afsatte hende, eller hvad hun skulde kalde det. Men ham gjorde det stor.

Roturen, klyvingen, skjælvingen, som Rafael var i, gav fart til hans udlægninger; åsyn og skikkelse var spændt. Hun kjendte sig i et dragsug, hun burde frelse sig ned i båten og ro væk alene; men hun var for stolt til at røbe sig. Hans øjne og hans væsen syntes hende en erobrers; men hun vilde ikke erobres. Ej heller vilde hun synes at være den, der havde sittet og spekuleret i hans hjemkomst. Det var akkurat at vende det uegennyttigste, det kjæreste i hendes liv om imod hende.

Noget i ham var hun ræd, noget, han kanske ikke selv rådde med, - stormen i ham. Den var ikke larmende eller skræmmende; den var skinnende, indtrængende ivrighed, den tog magten fra ham selv og viljen fra hende. Og dette tålte hun ikke!

Ikke før var de komne op og stod i synet ud over holmerne og havet, ind over bugten til Hellebergene, elvedraget der i den indre bugt og præstegården, så vendte han sig og så om fra det altsammen mod hende, som stod der med jagende barm, varme kinder og øjne, som ikke turde komme ind fra havet . . . "Helene!" hvisked han og kom. Han vilde ta hende i sine armer.

Hun skalv ved det uden at vende sig. Men det var, fordi hun uden videre hopped nedover fra ham. Det blev hun ved med, til hun stod i båten, den vilde hun løse, - men betænkte sig; det vilde være for fejgt. Så blev hun stående og se ham komme efter. - "Helene da -!" ropte han oppe fra. "Hvorfor springer du fra mig?" - "Rafael, du må ikke -!" svarte hun, da han kom ned. Alt af både bøn og befaling, som et stærkt menneske råder over, lå i det.

Hun i båten, han på land mod hende. De så på hverandre i brydekamp, luende, bølgende under det tætteste åndetag, begge to, - til han gik ud i båten, løste den og la fra.

Hun satte sig. Men før han gjorde det, sa han: "Du skjøn ner da vel, hvad det var, jeg vilde sige dig -?" Han havde ondt for at få det frem.

Hun svarte ikke, men stak ud årerne; gråten holdt på at bryde frem.

De rodde hjem igjen ikke fuldt så fort, som de kom.

En lærke svirred over hoderne på dem, en måltråst hørtes lige i land. En tejst skar den lige linje tæt over havfladen, didind de skulde, og en tærne paa skjæv ving efter med små skrig; der var vist noget derinde, som vented. Det dufted ud til dem af unge nåletrær og ny lyng; længer ind stod Hellebergenes marker i blomstring. Langt bag dem og højt op sås en ørn komme frem fra fjældene, fulgt af en flok skrigende kråker, som indbildte sig, de jog.

Han gjorde hende opmærksom på dette tog. "Ja, se der!" sa også hun, det letted at få sige de par naturlige ord. Han så sig bag til hende og smilte. Og da smilte hun igjen.

Han kjendte et velbehag af syv himles salighed; men det måtte altså ikke siges! Bare ros, ros i takt: "Hen-de - er - det! Hen-de - - er - det! Hen-de - - er det!"

Ikke sandt, sa han sig selv: Hendes modstand er tusen ganger skjønnere end - -?

"Besynderligt, at sjøfuglen ikke længer lægger æg på holmerne herinde?" sa han.

"Det er, fordi holmerne ikke på længe har været fredet. Fuglene har flyttet længer ud."

"Så må holmerne fredes! Vi må da se til at få fuglene indover igjen; - ikke sandt?" -

"Jo."

Han vendte sig straks om til hende.

Det "jo" burde kanske ikke været sagt, tænkte hun; han havde jo brugt "vi."

For at vise, hvor langt hun var fra slige tanker, så hun op i land. "Kløveren står ikke godt i år."

"Nej. - Hvad vil du gjøre med det stykke til næste år, da?" Men den snaren fløj hun ikke i.

Han vendte sig; men hun var ikke hjemme.

Duren af elven tunned dem ind i en dans af tusen par; strømgangen af den svang båten. Rafael så derhen, som de to havde gåt sammen første dagen; han snudde sig for at se, om ikke hun tilfældig også så didop. Jo, hun gjorde.

De rodde hen mod præstegårdsstøen, og han talte et par ganger; men hun havde lært, at det var farligt. De lagde til. "Helene!" sa han, da hun hopped i land med "farvel" i forbifarten. "Helene!" Men hun stansed ikke. "Helene!" ropte han, og der lå så meget i det, at hun vendte sig - og så på ham; men hun stansed ikke løbet.

Der behøvdes ikke mere! Han rodde hjem som den største sejerherre, disse farvande havde båret eller set, - lige fra vikingerne nådde hverandre her i den inderste viken og la efter sig den kjæmpehaugen, som endnu ses ved præstegården, - ja, lige fra urskogenes elg med høje horn svømmed over fra simlen, han havde vundet ved kamp, til den, han hørte på andre siden; - lige fra den første myresværm, solyr, og som en vifte går op og ned, skrued sig frem den eneste dag, den kan det, - ja, lige fra de første kobber basked omkaps frem til hende, de så ligge og sole sig på Hellebergene.

- Fru Kås havde set dem ro forbi udover, stormro. Hun havde set dem ro forbi indover, langsomt. Så skjønned hun altsammen.

Allerede, at det var ved cementlejerne, de havde . . . ! Hun drev frem og tilbage, hun gråt.

Hun stolte ikke på hans bestandighed, og det var i hvert fald for tidligt for Rafael at hæfte sig her; han havde helt andet at bestille! Cementen løb ikke fra ham; ej heller hun, - hvis der var alvor i det. Dette møde med Helene så hun alene på som linjebrud på jærnvejen; han kom ikke frem!

Rafael rodde, så det fossed for stævnen. Nu var han tilbage, nu drog han båten op, som var den en åletine, nu kom han pilende på sine lange ben.

Forskrækket, fortvilet krøb hun som vanligt op i sofaens borteste hjørne, drog denne gang benene efter sig, - skreg, da han faldt ind med døren og begyndte at tale. "Taisez-vous! Des égards s'il vous plaÅ®t!" Hun strakte armerne ud til værgemål for sig.

Men denne gang kom han båren af kjærlighed og modig af lykke; han havde sin fremtid inde i den. Han gjorde, hvad han aldrig havde vovet, gik lige på, tog hendes armer, brød dem ned, omfavned hende, kyssed hende - først på panden, så på kinderne, munden, øjnene, ørene, halsen, hagen, hvor pokker han traf, uden at tale, rent i yre. "Gale gut!" stønned hun, "des égards -! Mais, Rafael, donc! - Que -!" Og så endte det inde ved hans bryst med begge armerne om hans hals. "Nu vil du forlade mig, Rafael?" gråt hun.

"Forlade dig, mor! Ingen kan få de to fløje sammen til een som Helene!" Og nu holdt han lovtaler over hende uden mål og uden at høre, at han sa det samme op igjen og op igjen.

Da han blev roligere, og han fik lov at puste, - bad hun om at få være ene. Det var han vant til.

Om kvælden kom hun så ned til ham og sa, at først burde de rejse ind til Kristiania og få cementlejerne undersøgt af kyndige folk og høre, hvad så videre skulde gjøres. Hendes fætter ekspeditionschefen vilde nok give råd. Andre af hendes slægtninger med; de var jo ingeniører og forretningsfolk, de fleste af dem.

Han vilde nødig forlade Hellebergene netop nu, det måtte hun da forstå! Desuden havde de jo aftalt, først at rejse did ind til høsten! Men hun fik ham med på, at netop dette var den beneste vej til Helene. Kun bad hun om, at det hele forhold til hende skulde stå, hvor det nu stod, - til de havde været i Kristiania. Herfra lod hun sig ikke rokke.

Det fik så være, da!

Som deres vis var, pakked de straks sit tøj. De kjørte endnu samme kvæld bort til provstens for at sige farvel.

Der borte blev stemningen meget munter; - fra fru Kås's side, fordi hun var urolig og vilde dække det med livlighed; fra provstens side, fordi han virkelig var oprømt over det store fund, som spådde velstand for både Hellebergene og bygden; - fra fruens side, fordi hun aned noget. De ønsked dem hjærtelig til lykke på rejsen.

Rafael havde nyttet den almindelige optagethed til at få tale nogen ganske få ord alene med Helene borte i en krog. Her trued han af hende et halvt løfte om, at når han skrev, så svared hun. Men han vogted sig vel for at sige hende, at han alt på forhånd havde talt med sin mor! Han følte, at Helene vilde forskrækkes over en sådan adfærd, der faldt ham så naturlig.

Da de kjørte bort, sad han og vifted med sin hat, så længe de bare kunde ses. Der blev viftet igjen - først af alle, tilsidst bare af een.

Sommerkvælden var lys og varm; men ikke lys nok, ikke varm nok - ikke stor nok, heller; han havde ikke rum i den, ikke farver af høj nok fryd. Han kunde ikke sove, ikke tale med nogen. Han kunde ikke være alene, men heller ikke sammen med andre. Han tænkte for ramme alvor at gå eller ro bort til præstegården igjen og banke på ruden til Helenes kammer; han var endog på vejen ned til nøstene og skjøv båten ud. Men kanske vilde han forskrække hende, fordærve det for sig på en eller anden måde. Så rodde han udover, bestandig udover - til de ytterste holmer, og der forskrækked han fuglene. Da han la til, løfted de sig op, først nogle, så flere, så alle, protesterte i græsseligt kor - og med mere end skrig! Han var inde i en vred sky, et helvede af bare fugl. Men han tabte ikke sit gode humør. "Vent dere!" sa han til dem, da han rodde bort, fulgt af hele sværmen: "Vent dere, - til holmerne ved Hellebergene blir "fredet" - ligesom hele gården! Da skal dere komme og have det godt hos os! Gjensyn på det, da!"

4.

Som et højt skib, festlig, flagsmykket kom han ind til Kristiania; hans kjærlighed var musik om bord. Den talrige slægt stod længst færdig til modtagelse. Dens mange ingeniører var Å jour med alt, han havde skrevet, og den havde sørget for at få det kjendt. En del af landets største tekniske foretagender var i deres hænder, og dette gav forbindelser til højre og venstre. Slægten havde atter et geni blandt sig, d. v. s. atter en at gjøre stads med; Rafael gik fra selskab til selskab, fra præsentation til præsentation, og hvor han eller hans mor viste sig, var det med hof. Dette dannedes især af slægtens damer, endnu ivrigere end dens herrer, så de to havde ikke været i byen en halv uge, før alle forstod, at dette blev til sensation. Der er dem, som ikke duer til det brug; de er som sotede kjedler uden klang, eller som sære barn, der ikke vil, eller som grætne, gamle hunde, der knurrer. Men han var så absolut harmløs første vilkår! - en rigtig snild gut i ypperligt humør. Og han havde den ydre anseelse; han målte sine tre alen, og alle disse tre alen var påklædde efter fineste snit. I hans store, snare øjne viftede festvimpler; der lued elektrisk glans om hans brede pande, han havde øvelse i at gjøre klart for andre, hvad som begejstrede ham selv, og han var smuk, når han gjorde det. Han var en fuldendt verdensmand, der talte flere sprog i de kosmopolitiske middager, som var slægtens specialitet. Han var ejer af et af de få virkelige godser i Norge, råded, sa man, over betydelig formue ved siden af. Bare halvparten vilde være nok til at sætte alle klokker i gang. Fra familien blev det selskabet, fra selskabet blev det byen, som fejred ham. Han var dens begivenhed for fjorten dager. Man må kjende Kristianiadalens kritiske, fantasitørre indfødte, der til daglig æder hverandre levende af bare trang til føde, - man må have set dem svælge knasktørre, sære bibeludlægninger for at skjønne, hvad det kan bli til, når de engang imellem får et virkeligt æmne! Intet fyger farligere til vejrs i en storm end ørkensand; ingen sensation er som Kristianias. Da det blev kjendt, at to sagkyndige af slægten med en anset geolog og bergmester havde været nede på Hellebergene sammen med Rafael og der fundet hans opgift om cementlejerne grundede, - blev han stormet og indhvirvlet tyve ganger om dagen. Det røner på! Men han var idelig oplagt som et piano, og ikke mere kræsen, end at han blandt det fineste og lækreste også kunde svælge småspiger og tougender. I alle henseender holdt den unge galning mål, så han drejed inde i en runddans ved dag og nat; den tog pusten fra enhver anden end ham selv. Den herlige måned på Hellebergene havde gjort godt. Han blev også hjemsøgt af lystige æventyr, - så sælsomme og af en så dristig art, at en skulde have sat sit liv i pant på, at det var umuligt i Kristiania. Men "stærk tørk avler tørst". Han var i humør som en gut i en syltekrukke, når mund, næse, pande, hænder er oversølede. Sådan synes damerne bedst om barnene; da er de det sødeste på jorden. Et højt fuldmodent rognetræ under tusen stær - samme leven var der om ham. Nu fejled det bare, at han skulde bli gud, - og det blev han også.

En dag, han var rundt i flere fabrikker, gav han et vink her og et andet der (han havde rigt selvsyn og raskt øje), og hvert vink var kostbart. Endelig i en fabrik af nogenlunde samme art som den, han i Frankrig havde indsparet halv kraft for, nævnte han en lignende plan; han vidste på stedet, hvordan det kunde gjøres.

Dette gik rundt i alle samtaler, det vokste, vokste som sjøen under flere dages vestenvejr. Det ny geni, som bare var nogle og tyve år gammel, måtte engang bli landets under. Snart blev det dagens mode, at hver grosserer fik ham op i sin fabrik, og først da grossererne var blet sikre på, at de havde en gud iblandt sig, blev det til alvor; for det er først grosserernes begejstring, som forslår. Dette store øjeblik var det, damerne havde ventet på for med eet sæt at svinge sig fra sidste grads fornuft til femte grads galskab. Ligesom solglim på blankt metal, således dansed deres øjne cancan på ham. Selv ænsed han ikke synderligt grad eller temperatur, han var for godmodig i sin elskværdige lyksalighed til det; også for ligesæl.

Et stærkt moment i opspillingen var slægtens temperament, for det var så ligt hans eget. Han var en Ravn helt igjennem, - ja, kanske med lite gran Kås i. Han var det, de kaldte "det ægte Ravnske", - frit for afskygningerne; han syntes dem at være fra slægtens urværksted, af dens genuine grundkraft. Det solide fysiske tilskud havde kanske gjort ævnerne yppigere; men ævnerne selv krævde slægten for sig. I Hans Ravn havde Rafael fåt smag på samliv med slægten; nu var det der! For hvert ord, han sa, stod forståelsens latter færdig; det rigtig gnistred omkring ham. Der han afveg fra almen smag, fra fordom, fra gjængs moral, der afveg også de; der hans unge forståelse stimed hen, stod deres samlet til bifald, ja, den mødte ham langt borte fra, den vidste, hvor han vilde hen. Fordi han var ung af alder og natur og kunde meget mere end vanlig ungdom, passed han både i de yngres og de ældres selskab; - å, som han trivdes i Norge!

Hans mor fulgte med overalt. Hendes liv havde jo engang syntes dem det meningsløseste, de vidste; men deraf havde hun gjort det største. Så lange mål og så ihærdig vilje havde de ærbødighed for, og den blev vist hende. I de sirligste toiletter, med sit diskrete væsen og sin fornemme anstand førtes hun fra selskab til selskab, fra udflugt til udflugt, indtil det blev for meget for hende.

Det gik også for langt, det stødte hendes takt, hun blev ræd. Men festtoget drog videre uden hende, - som en række vogne, der rejste bort med ham, mens hun var trillet af. Øjnene fulgte støvskyen der langt fremme, og hun hørte gjenlyd af larmen.

Helene, - hvor pokker blev det af Helene? Var hun også kommet bort? Langtifra! Rafael var så sikker på at have hende med, som at han havde sit guldur lige ved hjær tet. Allerede den første dag, han var i byen, havde han skrevet hende et brev til, det var ikke langt, dertil havde han ikke tid; men det var ham selv. Han fik straks svar; pensjonsværtinden kom selv med det, han blev så overhændig glad, at værtinden, som havde set poststemplet og var i slægt med provstens, skjønte hele sammenhængen, - hvad som mored ham meget.

Men Helenes brev var undvigende; hun kjendte ham åbenbart ikke nok til at vove sig ud.

Han havde ikke tid til at forsøge på at få hende i tale gjennem brev. Han kom hjem om natten, han vågned ud på dagen, og da var alt vennerne der og vented på ham. Siden var han ikke i pensjonen, før han kom for at bytte til middag; imens stod vognen for døren; thi det var altid i allersidste øjeblik, at han kom hjem. Når skulde han skrive? Snart var det overståt, og da hjem til Helene!

Cementaffæren holdt ham tilbage længer, end han havde tænkt. Hans mor gjorde nemlig knuder; - ikke at hun modsatte sig kompagniets dannelse; men hun rejste mange vanskeligheder, hun vilde vist helst have hele affæren udsat. Han havde slet ikke tid til at overtale hende, hun ærgred ham også. Han overlod det til værtinden.

Et besynderligt menneske, som styred pensjonen, lejeboernes forretninger og en mængde børn uden spor af anstrengelse. Hun var enke, et par af børnene var nær ved tyve år, men selv syntes hun bare tredive. Høj, ferm, mørk med store øjne som glødende kul, sikker, rask i alle spørgsmål, svar, rørelser. Som en officer med lang kommandoøvelse, altid trodd, altid adlydt. Man overgav sig uvilkårlig til hendes korte, naturlige lag at ordne alt med. Og tjenstvillig, ja opofrende var hun mod dem, hun likte; - men det var rigtignok langt fra alle. Denne uforbeholdenhed var et grundlag, som gjorde hende een gang til så pålidelig.

Hun havde længst tat sig af fru Kås, - først og fremst moret hende. Angelika Nagel brugte i sin tale den moderne Kristiania-jargon, slængen, sprogets ytterste piskesnært. I selve ordvalget betegnelser som "fælt" fæstet til det, som var det modsatte af fælt ("fælt fornøjelig", "fælt vakker"); "knakende" fæstet til det, som var vådt ("knakende god punsch"). Man sa ikke skjøn, man sa "altfor skjøn" eller "storskjøn"; og omvendt sa man ikke "slet" om det allerværste, men med komisk moderation "nok så slet". Det, som der var meget af, gik "i lange baner" f. eks. "dyd i lange baner". Sprogets nedtrådte sko, som storbyernes lediggjængere sjasker i vej i, blev først nu en modesag i Kristiania.

Alt dette var nyt og karakteristisk for det uvorne løsslupne, der var kommet op som reaktion mod det snerperi, fru Kås i sin tid havde sat sig ud over. Typen mored derfor fru Kås; hun studerte den. Så tog Angelika Nagel alt praktisk besvær fra hende og gjorde det i leg. Således nu dette med cementforetagendet. På sin tilsyneladende ubetænksomme måde bomsed hun også ud med, hvad denne og hin havde sagt om det, og det la fru Kås mærke til.

Snart bragte hun det så vidt, at det blev nødvendigt at tale med Rafael; og da han var vanskelig at træffe, sad hun oppe efter ham om natten.

Den første gang, han så hende åbne porten for ham, blev han rent undselig, og da han fik høre, hvad hun vilde, overmåde taknemmelig. Den andre gangen tog han et kys fra hende, hun lo og løb ind uden at tale med ham; det fik han for umagen. Men han havde kjendt hendes legemes faste fylde og brændt sig på vellysten i den. Hun blev imidlertid aldeles borte; selv om dagen fik han hende ikke at se, skjønt han forsøgte. Men uventet mødte hun ham atter ved porten; der var noget, hun måtte si ham. Da blev det til kamp mellem dem. Også den endte med, at hun snudde sig fra ham og forsvandt. Han hvisked efter hende, så højt han turde: "Så rejser jeg!" -

Endnu medens han klædde af sig, gled hun stille ind til ham.

Dagen efter, endnu før han var rigtig vågen, bragte postbudet ham en anvisning på et pengebrev med 15,000 frcs i. Han trodde, her måtte være en navneforveksling, - eller en kommissjon, der blev ham overdraget. Nej, det var fra den franske fabrikejer, hvis driftsomkostninger han havde bragt ned til under det halve; han tillod sig at sende ham dette som et beskedent honorar; før havde han ikke kunnet, men nu skulde det ikke bli med dette. Han imødeså Rafaels kvittering med en vis spænding; thi han var ikke sikker på modtagerens adresse.

Rafael kom op af sengen i en lynende fart, alle fortalte han det til; - løb ned til sin mor og op igjen. Men ikke før var han et øjeblik alene -, og dette overmål af sejr og lykke gjorde ham ræd. Nu måtte det slutte! Nu vilde han hjem! Samvittighedsnag havde han ikke kjendt spor af, ikke længsel heller - før nu. Med een gang så usigelig! Hun stod ren og høj deroppe på åsen! Det blev til angst; han måtte rejse straks, eller det gik ham galt.

Angsten døvedes ved at se morens oprigtige glæde. Hun kom op til ham, da hun hørte, han havde stængt sig inde, og de talte rigtig hyggelig sammen. Tilsidst også om deres økonomi. De bodde i "pensjonen", fordi de ikke længer havde råd til at bo i hotel; gården indbragte intet, før skogen atter kunde tale med, og hendes kapital var ikke længer urørt, - trods forbudet. Nu var hun villig til at lade ham ordne cementkompagniet. Herom for han så ud i byen, der hans hof snart samled sig om ham.

Men de mange penger, som her skulde til, fandtes ikke på een dag, så det drog ud. Han blev utålmodig, han vilde og måtte rejse, så enden på det blev, at hans mor fik sin fætter ekspeditionschefen til at danne kompagniet, - og de beredte afrejsen.

Dels aflagde de afskedsvisitter, dels sendte de kort rundt med tak og hilsen. Alt var færdigt, selve dagen kom, da Rafael fik et brev på sengen fra provsten. Et anonymt brev fra Kristiania, skrev provsten, havde gjort ham opmærksom på, hvordan Rafael levde derinde; derpå havde han selv skaffet sig underretning, og følgen var, at i dag lod han sin datter rejse til udlandet. Der stod ikke mere i brevet.

Men Rafael slutted sig til, hvad der så var foregåt mellem far og datter! Han stormed i klæderne og ned til sin mor. Hans harm over de lumpne mennesker, som havde ødelagt hans og Helenes fremtid, - hvem kunde det også være? gik i eet med hans fortvilelse; det var jo bare hende, han holdt af, alle de andre brydde han sig fanden om! Han følte sig også krænket over, at provsten eller nogensomhelst voved at behandle ham således, - afskedige ham som en tjener, uden at tale med ham, uden at tilstede ham at gjøre rede for sig! Moren læste brevet med ro. Nu hørte hun på ham også med ro. Og da han herover blev end mere rasende, brast hun i latter. -

Det var ikke deres sædvane at gjøre op noget mellemværende i ord. Men denne gang skjød det ham i sindet, at hun havde fåt ham til at rejse til byen ikke for cementlejernes skyld, det havde hun noksom vist, men for at aflede ham fra Helene. Og dette sa han hende.

Ja, han sa: "Nu går det mig, som det gik far. Og det blir din skyld, dette også." Dermed for han ud.

Lidt efter rejste fru Kås. Samme dags kvæld rejste også han, men til Frankrig.

Fra Frankrig skrev han til provsten det mest indtrængende brev om at lade Helene komme hjem igjen, og de skulde gifte sig straks. Hvad provsten end havde hørt om hans liv i Kristiania, - det havde ikke det ringeste at gjøre med den følelse, han nærede for Helene. Hun - og hun alene havde den magt, som skulde binde ham. Hendes skulde han nu bli for livet.

Provsten svared ham ikke.

En månedstid efter et nyt brev. I dette erkjendte han, at han havde båret sig galt ad. Han havde bare ikke tænkt over det. Det gled ind som en fortsættelse af så meget andet, omstændighederne var for vildledende. Men, svor han, dermed skal det have slut; han skal vise, at han fortjener at blive trodd. Ja, han havde vist det, helt siden han forlod Kristiania. Provsten måtte endelig være forsonlig; dette var jo at forvise ham, thi uden Helene kunde han ikke komme hjem til Hellebergene. Alt, som der var kjært, var blet indviet i hendes selskab; alt, som der var at gjøre, var blet planlagt sammen med hende. Ja, derved også hans liv. Han sørged, og han længtes, så det var ham umuligt at arbejde så alvorligt, som han havde trang til.

Denne gang fik han svar; men kort. Det lød på, at alene en længre prøve kunde overbevise dem om alvoret i hans forsæt.

Altså ikke hjem, ikke arbejde! I alle fald ikke således, at det monned. Han kjendte sin mor altfor godt til ikke at skjønne, at nu stod også cementforretningen hen, - enten kompagniet var dannet eller ej. Til overflod overbeviste han sig om det.

Han havde længst skrevet sin mor til med inderlig bøn om tilgivelse for, hvad han havde sagt; hun vidste, det bare var hidsighed; hun vidste, hvor han holdt af hende, om han også var så ulykkelig at være uenig med hende om det, som var og blev ham dyrebart.

Hun svarte ham smukt og langt - uden et ord om det, som var hændt, eller om Helene. Hun fortalte adskilligt deriblandt også om, hvad provsten mente med hensyn til gården. Heraf slutted han, at hun og provstens var sammen som før. Kanske provstens sidste grund til at skyde sagen hen netop var den, at han forstod, fru Kås ikke interessered sig for den?

Det led mod efteråret; under al denne uvished, kjendte han sig ensom og længtes til sine ny venner i Kristiania. Det skrev han dem til, og at han vilde drage hjemover; dog vilde han stanse en stund i Kjøbenhavn.

I Kjøbenhavn traf han Angelika Nagel igjen, hun var i selskab med et par af hans studiekammerater fra Kristiania. Hun var uhyre munter, lysende af sundhed og skjønhed, og med den flotte frejdighed, som gjorde ungdommen gal. Han havde i al denne tid banlyst alt derhenhørende, og han kom der uden nogen trang til at forny det. Men her blev han for første gang i sit liv skinsyg! Det var en hel ny følelse, han ikke var forberedt på at stå imod. Han blev det, bare han så hende i selskab med en af kammeraterne. Hun havde et eget friskt, djærvt lag, som satte hans lyst i lue.

Nu åbned sig et nyt afsnit i deres samliv; det deltes mellem rasende skinsyge og rasende hengivelse. Dette leded ind i et brevbytte af egen art, da hun rejste, og dette brevbytte drog ham efter.

Om bord hørte han en samtale mellem en opvarter og en opvartningspige: "Hun sad oppe efter'n om natta, til det blev som hun vilde. Og nu har hu' fåt tak i'n!"

Muligt, at denne samtale ikke vedkom ham; men det var jo også muligt, at pigen havde været i pensionen i Kristiania; han kjendte hende ikke.

Besynderligt med slige forhold som Angelikas og hans, - parterne går i den tro, at de har været usynlige! Hidtil havde ikke et menneske vidst noget om det, tænkte han. Bare mistanken om det modsatte gjorde nu altsammen væmmeligt. Pensionen, Angelika, brevene - fy for fanden! Han vilde ikke fortsætte for nogen pris i verden. Havde Angelika kastet et garn ud efter ham og fanget ham ind som en dum, fed fisk? Det havde ikke faldt ham ind med en anelse, det hele havde ingen rolle spillet i ham, - før nu han traf hende i Kjøbenhavn. Kanske det også var en vel udtænkt plan!

Intet kan krænke en mands forfængelighed og erobrerfølelse dybere, end at, der han trodde at være sejrherre, der var han den indfangede slave.

Rafael drev på dækket det meste af natten, og da de kom til Kristiania, tog han ind på et hÅ´tel. Derfra vilde han dagen efter rejse lige hjem til Hellebergene; nu skulde det briste eller bære! Dette - og alt lignende - måtte have slut for altid; det førte bare fanden i vold. Og var han først hjemme og fik han vide, hvor Helene var, skulde resten ordne sig.

Fra hÅ´tellet gik han op i Angelika Nagels pension for at sige, de skulde bringe noget tøj, som stod der, ned i hÅ´tellet straks; han rejste om eftermiddagen.

Han havde spist middag og kom op på sit rum for at pakke, - da hun stod der. Elegant, vakker og så ulykkelig, som han aldrig havde set nogen være. Havde han virkelig ikke taget ind hos hende? Vilde han straks rejse? Hun gråt så rent opgivet fortvilet, at han, som var forberedt på alt uden på at se hende så trøstesløs, han stod der og svarte undvigende. Deres forhold, sa han, havde jo ingen anden betydning haft end et tilfældigt møde; det vidste de begge. Altså vidste hun også, at det senere eller tidligere måtte have slut. Og nu var tiden kommen.

Jo, mente hun, det betød mere; hun havde ikke mødt nogen, hun havde holdt så af; det havde hun vist ham. For hun var kommet her for at sige ham, at hun var frugtsommelig. Hun var så fortvilet over det, som nogen kunde være; det var hendes og hendes barns ruin. Aldrig havde hun tænkt sig noget så forfærdeligt; men hendes vanvittige kjærlighed havde jo revet hende nedover; - så nu lå hun, som hun fortjente at ligge.

Rafael kunde ikke svare af den grund, at han ikke kunde tænke. Han så hendes nakke og ryg og rystelserne i dem; han så hendes lille fod stikke frem under kjolen, hendes stærke arm i stramme ærmer; ansigtet holdt hun inde i sine hænder over bordpladen og gråt, hulked, skreg.

Ligevel, - det, som først samled hans tanker sammen til mening, var ikke medlidenhed med hende her foran ham. Det var Helene, det var provsten, det var hans mor. Hvad vilde de nu sige? -

Som hun følte, hvor hans tanker var, løfted hun hodet: "Vil du virkelig rejse fra mig!" Hvor var hendes åsyn fortvilet, det stærke menneske svagere end et barn.

Han stod oprejst foran hende med den åbne kuffert, rent ulykkelig, han også. "Hvad kan det nytte, at jeg blir her?" svarte han sagtmodig. Hendes øjne lå i hans, udspejdende, blev klarere og klarere, blev bestemte, så lyste de, så lynte de, munden trak op til hån, hun vokste fra sekund til sekund, til hun sprang i vejret: "Du skal gifte dig med mig, hvis du er en hæderlig kar!"

"Jeg gifte mig - med dig - -!" ropte han, først forfærdet, så hånende, han også.

Nu blev hendes øjne onde, hun stak hodet fremover, hele mennesket samled sig til anfald som en tigerkat. Men det blev til et slag i bordet med en mands hånd: "Ja, det skal du, fanden hakke mig!" hun hvisked det. Frem, forbi ham og hen til vinduet. Hvad vilde hun?

Åbne det, skrige ud af det; - han hørte ikke tydelig hvad. Lægge sig helt udover karmen og skrige een gang til, så lukked hun, vendte sig mod ham, truende, triumferende.

Han stod ligbleg - ikke, fordi han var ræd eller lod sig true, men fordi han opdaged, at her havde han sit livs fjende. Og så rejste han sig til kamp.

Hun så det straks, hun følte hans styrke, før han rørte sig. Her var noget i øje og holdning, hun aldrig kom til at magte. En kraft i udtryk og snit, som en ikke gjærne burde gå i kast med. Havde han aldrig set hende før, - hun havde heller aldrig set ham før.

Desto mere vildt elsked hun ham! Hun fryded sig over, at han ikke ænsed hendes bevægelser i rummet, men vendte sig for at lægge det sidste stykke i kufferten og lukke den til. Da kom hun tæt hen til ham - i sønderknuselse, i anger og elendighed, den største, han havde set, det være sig i liv eller kunst. Ansigtet rædselsstivnet, øjnene naglet, hele mennesket urørligt, bare tåre på tåre uden lyd eller pust. Hun vilde, måtte, skulde have ham, hun drog ham i sig, som havsuget drager, det var livsbehovets kjærlighed, dens ytringer, de rasende også, som de fortvilede. Han forstod det nu.

Men han la stykket i kufferten og lukked til. Derpå gik han et par slag over gulvet, som var han alene, - sa så, at hun selv måtte indse, dette var umuligt.

"Tror du ikke," svarte hun stille, "at jeg kunde ta alt besværet fra dig? Så du kunde arbejde med dit? Har du ikke set, jeg kan omgås din mor?" Han svarte ikke; men han måtte indrømme, det var sandt. Hun vented en stund, så la hun til: "Og Hellebergene, . . . jeg kjender jo også gården; provsten er jo i slægt med mig, jeg har været der. Det var noget for mig at styre med, - tror du ikke? Og cementgruberne," føjed hun til, "jeg ligger for forretning, det skulde ikke hæfte dig."

Hun sa det dæmpet, kort. Hun var ikke fri for at læspe, og det gav samtidig noget hjælpeløst.

"Rejs i alle fald ikke idag, - tænk over det!" la hun til og gråt nu igjen så bitterlig. Han syntes, han måtte bort og trøste hende.

Hun rejste sig mod ham, hun slog armerne om ham og knuged ham ind i sin fortvilelse og sit begjær. "Ikke rejs, ikke rejs!" - -

Hun følte, han blev varmere. "Aldrig," hvisked hun, "har jeg, siden jeg blev enke, git mig til nogen anden, - og så skjønner du selv -" hun la hodet til hans skulder og hulked, hulked.

"Det kommer styrtende over mig," sa han. "Jeg kan ikke -"

"Så tag dig tid!" udbrød hun hviskende og tog et raskt kys. "Å, Rafael," hun vinded sig om ham, hun la ild om ham.

Nogen banked på døren, de løb fra hverandre. Det var manden, som skulde ta tøjet.

"Nej," svarte Rafael, han blev rød, "jeg vil vente til imorgen."

Tjeneren gik, hun sprang i ham, hun takked, jubled, kyssed. Å, som hun tindred af styrke og lykke og sejer. Hun var en ung pige på et par og tyve. Eller rettere en ung mand. Thi der var noget mandhaftigt også ved den måde, hun nu gik bort på.

Men lysningen og ilden var ikke før udenfor, - så skete et nedfald i hans stemning. Ikke længe efter lå han overende i sofaen som i en grav. Han syntes ikke, han mer kunde rejse sig.

Hvad blev nu hans liv? Thi livet har en drøm over sig, som er sjælen i det. Og når den drøm er borte, ser livet ud som et lik.

Dette var det, den store angst havde indvarslet! Hid var det alle ravnene havde fulgt rovdyret i ham. Her skulde det ikke længer leke og more ham, her skulde det slå kloen i ham for alvor, kaste ham overende og slubre i sig hans friske blod. Det glimted af hende, som nu gik.

Men lige sikkert stod det igjen, at forlod han hende, så var hun ruineret, hun og hendes barn. Og da holdt ingen ham for en hæderlig kar; heller ikke han selv.

Nu sidst i Frankrige, da han ikke kunde komme til ro i et større arbejde, som idelig dæmred, tænkte han ofte: du har tat livet for let; ham, som gjør det, times ikke det større.

Kanske, når han nu gjorde sin skyldighed her, læssed på sig forbrydelse mod både hende, sig selv og andre - og bar den frem som en mand, . . . kanske han så kom til at få bruge hele kraften?

Det gjorde mor, og hun nådde frem.

Men med tanken på mor kom tanken på Helene, kom hans drøm. Den drog nu fra ham som trækfuglene fra høsten. Han lå der igjen og syntes, han ikke mere kunde rejse sig.

Fra tummelen, han i sommer havde været oppi, husked han to mennesker, han havde fåt hel tillid til, en ung mand og hans hustru; hos dem sad han om kvælden; Rafael la ærlig op for dem altsammen; thi han var nu engang ærlig. Den afgjørende prøven er, om en også kan fortælle alt om sig selv. Og det kunde han.

De hørte på ham med forfærdelse. Men deres råd var højst besynderligt: han skulde vente og se, om hun også var frugtsommelig.

Dette vakte hans modvilje; her var ikke tvil tilladt; thi sandfærdig var hun. - Men hun kunde jo ta fejl; - hun burde la det undersøge. Også dette forslag oprørte ham; men han gik ind på, at også hun skulde komme og tale med dem; hun kjendte dem.

Dagen efter kom hun der. Til hende sa de begge to, hvad de ikke godt kunde si Rafael, nemlig at hun vilde ruinere ham. Fruen især skånte hende ikke. En så højt begavet gut som Rafael Kås, med så rige vilkår i alle henseender, måtte da ikke, nogle og tyve år gammel, få læsset på sig en ældre kone og mange barn! Han var alt andet end rig, det vidste hun af hans egen mund, hans liv vilde bli lastdyrets, og det, endnu før han havde lært at drage. Skulde han til at arbejde for føden til så mange mennesker, måtte han ta på sig det umuligste, han vilde bli middelmådig på det. Det vilde begge lide under, bli skuffede, misnøjde. Han måtte da ikke bøde så hårdt for en letsindighed, som hun var ti ganger så ansvarlig for som han. Hvad trodde hun, folk vilde si? Han, som var så afholdt, så eftersøgt, så ventet på. De vilde falde over hende som kråker på et kråketing, hakke hende i stykker. De vilde uden undtagelse tro det værste.

Manden spurte hende, om hun også var aldeles sikker på, at hun var frugtsommelig. Hun burde la sig undersøge. Angelika Nagel blev rød og svarte, halvt med hån og halvt med latter, at den ting skjønte hun sig på. "Ja," svarte manden, "det havde mange sagt, - som tog fejl. De folk, som får vide, at De har sagt, De er frugtsommelig, og at det er derfor, De nu blir gift, - hvad tror De, disse samme folk vil si, om det viser sig, at De har tat fejl? Thi naturligvis vil det rygtes."

Hun blev atter rød og sprang op. "De får si, hvad de vil!" Om lidt la hun til: "Men gudbevar's, jeg vil ikke gjøre ham ulykkelig." For at undertrykke sin bevægelse vendte hun sig fra dem. Men fruen slap hende ikke; hun foreslog hende uden videre at skrive ham til, gjøre ham fri og la ham rejse til sin mor; der fik de så afgjøre det. Angelika var jo så dygtig, at hun kunde gjøre sig en levevej hvorsomhelst, og det fik hun forsøge. Rafael burde jo også hjælpe hende.

Angelika sa: "Skal jeg gi efter, så er det til hans mor, jeg vil skrive. Hun skal vide det altsammen, så hun også skjønner ansvaret, han kommer i."

Det fandt fruen rimeligt, og Angelika satte sig ned og skrev. Hun var herunder ofte bevæget, men det gik - fort, bestemt, ark efter ark.

Så ringte det; et bybud med brev. Pigen kom ind med det, fruen tog mod det; men det var ikke til hende, det var til Angelika, - begge kjendte Rafaels uvorne håndskrift.

Angelika brød det, blev ildrød, stråled; thi han skrev, at resultatet af hans alvorligste overlægninger var, at ved ham skulde ikke hun og børnene bli ulykkelige; han var en hæderlig kar, som vilde bære sit eget ansvar og ikke læsse det af på andre.

Angelika rakte brevet til fruen. Derpå rev hun det, hun netop havde skrevet færdigt, i mange stykker - og gik.

Fruen stod igjen og tænkte: Det bra i os må kautionere for det dårlige, og så hænger vi fast, så det forslår.

Den opdagelse, fruen her gjorde, var gjort adskillige ganger før. Men den var lige rigtig for det. -

5.

Dagen efter blev de gifte.

Og natten derefter, da hun var sovnet ind i sin bestandig sunde søvn, lå han overmæt, opreven, men lidt efter i inderlig sorg over sit tabte paradis. Han kunde ikke sove; han lå og så fremover en eng, som intet forår havde, derfor ingen blomster. Han gjennemgik hele dagens hændelser lige til sidste omfavnelse. Dette blev et samliv uden lek og uden ynde. Hun var af en anden tro end han, en hård realist, en hånfuld skeptiker, ja, i dybeste grund en kyniker.

Hendes jævne åndetag, regelrette åsyn, svulmende legeme syntes at svare ham: hopsasa, min gut, vi skal ha moro i tusen år! Sov nu, du trænger det, skal du tages med mig! - -

Dagen efter var deres ægteskab byens, landets fabel.

Netop som med hans mor, ropte folk. Hun var alles håb, hun kunde have valgt, så hun var nådd op til landets højeste stilling; - bums, der lå hun nede i det vanvittigste ægteskab. Det vanvittigste -? Nej, sønnens er dog vanvittigere.

Og nu gik det løs!

Mængden af menneskene bærer en ubevidst lov i sig, som under sensation befaler, nøder dem til at bære en mand højere op, end de selv ønsker, og under en modsat sensation befaler, nøder dem til at kaste ham endnu dybere ned. De fleste mennesker ser heller ikke med egne øjne, og under ualmindelige omstændigheder trues der dem endog et par forstørrelsesglas på, eller et par formindskelsesglas, - som gjør dem meget morsomme.

Rafael Kås en vakker kar -? Åja, men for stor, for lys af ansigt, udtrykket ikke samlet nok, hele fyren for urolig. Rig? Han? Han ejer ikke flisen i væggen! Besparelserne forlængst opspiste, renterne slår ikke til, de har længe ædt på kapitalen. Og cementlejerne, - hvem fanden tør gå i lag med ham om et stort foretagende? De taler om hans begavelse, ja, om hans geni; men er han noget videre begavet? Er det ikke mere, hvad han har lært? Dette med fabrikken, han spared ind halvparten af driftsomkostningerne, - var det ikke bare gjentagelse af, hvad han før havde gjort, og det igjen naturligvis bare gjentagelse af, hvad han havde set andetsteds. Ligeså med de mange vink, han havde git, frugt af selvsyn; for man måtte indrømme, at deraf havde han mer end de fleste. Men det geniale? Ja, han snakked godt for sig; men deri stak vist hele genialiteten. De opsæt, han havde skrevet - som nu nylig igjen om at bruge elektricitet ved bagning og garving - kunde det egentlig kaldes opdagelser? Lad os nu få se, hvad han finder på, siden han har kommet hjem og ikke læser og ser andres, eller får ideer ved at tale med folk.

Rafael Kås mærked omslaget - først på damerne; de var med een gang som blåst væk . . . på nogle få nær, der ikke respektered et ægteskab som hans og ikke vilde gi op. Også slægten drog sig delvis tilbage. Det var ikke så, at han repræsenterte "det ægte Ravn'ske". Til temperament og humør kanske; men det var just hans fejl, at han forøvrigt var et sammenlap.

Omslaget var vældigt. Han mærked det på alt og alle. Men der var mand nok i ham og trods nok også til at la sig ægge af det til stærkt arbejde, og i hende var der end mere af samme slags. Han havde en højhedsfølelse af at ha gjort sin pligt, så længe denne første spændingens tid stod på, som gjorde ham dygtig.

Den samme dag han blev gift - fra tidlig om morgenen, lige til han gik for at fuldbyrde akten - skrev han til sin mor. Skrev et forunderlig højtideligt brev for den alvidendes åsyn, et ængstet hjærtes nødrop i stor fare. Det berodde nu på hende, om hun vilde ta dem til sig og la livet bli, som det nu alene var muligt: Angelika deres forretningsfører, husholder, chef, - han viet sine studeringer og forsøg, og hun begges retleder og ømme mor.

Han syntes, deres fremtid berodde på dette brev og sva ret, og således skrev han. Aldrig havde han tegnet sig selv som i det; aldrig havde han gjort således op med sig selv. Summen af disse dages gjennemlevelser og modning under natvågne kampe, her var den! Ærligere kunde han ikke gi sig.

Han pintes ved, at der ikke kom svar straks, skjønt han forstod, hvad brevet gav hende for et slag. Han forstod, at det til at begynde med vilde slukke alle hendes drømme, som hans var blet slukte. Men han stolte på hendes sejge gjenrejsnings-evne, han kjendte ingen større. Og på de lange rødder i alt, hun foretog sig. At hun også her tog kraft fra det dybeste i deres samliv og beslutning derefter.

Følgelig gav han hende tid - trods Angelikas uro, som næppe var til at styre; hun begyndte endog at håne. Men der var noget helligt over hans forventning; forsøgene prelled af.

Da han endnu den tredje dag ikke fik svar, telegraferte han. Bare disse ord: "Mor, send mig svar!" Telegrafen havde aldrig båret noget frem, tyngere af tilbageholdt gråd. Han kunde ikke gå hjem; han var uden for byen og alene lige til kvælden; da måtte svaret vel være der. Det var der:

"Min elskede søn, du er altid velkommen og mest, når du er ulykkelig."

Ordet "du" var understreget.

Han blev kridhvid, slap telegrammet og gik langsomt ind i sit eget rum. Der lod Angelika ham en stund være i fred, men kom så ind og tændte lamperne. Han så, hun var i stort oprør, og at hun af og til kasted snare blik hen på ham.

"Ved du hvad, Rafael, du skulde bare rejse lige til din mor. Det er dog for galt, om vor fremtid - og hendes med, da! - skal ruineres af sladder og sligt skidt."

Han var for ulykkelig til at kunne bli forarget. Hun har jo ikke respekt for nogen eller noget, tænkte han, hvorfor da bli ond over, at hun ikke har det for hans mor, eller for hans eget forhold til sin mor?

Men som Angelika, der hun stod over en fortrædelig lampe og lod sit utålmod få udbrud, syntes ham rå! Hendes mund kunde altfor let få et råt drag, hendes lille hode kunde somme tider stikke op af de stærke skuldre med noget af orm, og hendes tykke håndled . . .

"Åja," sa hun; "når alt kommer til alt, er vel ikke det ækle Hellebergene stort at tragte efter."

Nu er hun misnøjd med sig selv, tænkte han, så må hun gå videre! Nu kan hun ikke stanse, før der blir sammenstød og udladning, men den glæde skal hun ikke ha.

"Efter alt det, som folk snakker, og det, som er hændt der . . . "

Det tændte ikke.

Hvordan har jeg kommet til at tænke, at hun kunde omgås mor?

Han rejste sig og begyndte at drive. "Er det dette, mor har følt? De var jo dog så gode venner. Dengang aned jeg intet. Hvad gjør, at mors instinkter altid er finere? Har jeg skjæmt mine?"

Da Angelika en stund efter atter kom ind til ham, så han svært ulykkelig ud; hun blev grebet af det. Og da var hun så god, så naturlig og opfindsom der omkring ham. Og der stod slikt vejr af hendes frejdighed og livsmod senere hen, at han ordentlig kvikned til og tænkte: havde mor overvundet sig til at gjøre forsøget, det havde kanske gåt! Der er så meget dygtigt og godt ved dette forunderlige menneske.

Han gik ind til barnene; fra første dag holdt han og de af hverandre. De havde været nødlidende i den store pension og hos en mor, som sjælden var hos dem eller gad ta sig af dem anderledes end som af klædningsstykker, der skulde lappes, eller munde, som skulde proppes, eller fejl, som skulde prygles. Rafael havde i sin natur det oprindelige, som barnetroskyld er en fryd for, og han kjendte trang til at elske og elskes. Sådant føler barn straks. Hende hæfted de, hende var de i vejen - nu mer end nogensinde. For at si det straks: hende var Rafael blet alt.

Dette var fortryllelsen ved hende, den fødte sig påny efter hvadsomhelst. Hendes ømhed, hendes hengivelse var grænseløs. Så var den egen; hun la den ud kontant i sin person, i sin rådsnare opfindsomhed for at skaffe ham alt godt inden hendes rækkevidde - og ud over den med. Den lå i hendes opofrelse ved nat og dag, straks noget stod på, i en tjenstvillighed, som det bare står i et så sundt og stærkt menneskes magt at yde. Men i ord gav hun den ikke; knap nok i blik. Det var så vidt, hun gjorde det, dengang kampen stod om ham; - men dermed var det slut.

Havde hun kunnet holde en linje, om det bare var et par uger ad gangen, og ladt sig styre af sin aldrig svigtende kjærlighed, - han havde i dette stærke vejrlag reddet ud af sit ægteskab, hvad moren trods alt havde reddet ud af sit.

Hvorfor skete det ikke? Fordi den skinsyge, hun vakte hos ham, og som drev ham til hende igjen, - den slog om. De var ikke før gift, så var det hun, som blev skinsyg.

Var det underligt? En ældre kvinde, - hun være den stærkeste personlighed, bredt anlagt -, når hun vinder en ung mand, som er på moden, vinder ham, således som hun vandt sin, - kommer til at leve i evig uro for, at nogen skal ta ham fra hende. Hun havde jo selv taget. Hvis vi siger, at hun var skinsyg på omtrent hvert menneske, som kom der, mand eller kvinde, gammel eller ung, endvidere på alle dem, han ellers kom sammen med, så er det en overdrivelse; men denne overdrivelse sætter stærkt lys på forholdet; af den art var det. Hun tålte ikke, der var nogen anden til for ham. Om der kom en stemning op i samtale med en anden, måtte hun forstyrre den; hun tålte ikke at være udenfor. Hendes ansigt blev stift, hendes højre fod begyndte at gå, og nytted ikke det, så kasted hun tvære ord eller tirrende ord - ligegyldigt, hvem som var der.

Blev der sagt noget godt om en, og det holdt på at ville tænde hos ham, blåste hun på det. Bogstaveligt! Hun havde det nemlig med at blåse, med at løfte på skulderen, kaste med hodet, vrikke med foden. I begyndelsen trodde han, hun vidste noget ufordelagtigt om alle dem, hun blåste på, og han beundred hendes kjendskab til halve Norge. Han trodde overhovedet på hendes sandhedskjærlighed som på få ting. Han trodde, den var ubegrænset, den også, som så meget andet hos hende. Hun sa jo det mest kyniske lige ud og gjorde sig ingenlunde til på nogen måde. Men lidt efter lidt gik det op for ham, at hun sa akkurat det, som det høvde hende at sige, det, som det faldt hende ind at sige i den stemning, hun var. Hun havde ikke mere respekt for sandheden end for alt andet.

En dag, de gik tilbords - han kom sent hjem og var sul ten - fryded han sig over, at der stod østers. "Østers!" ropte han, "og det nu? De må være svært dyre? -" "Pyt, det var den gamle kone, du vet, hun vilde, jeg skulde have dem til dig; jeg fik dem næsten til forærings." - "Det var da morsomt. Du har altså været ude, du også?" - "Ja, og der så jeg dig. Du gik med Emma Ravn, så jeg." - Han hørte straks på tonen, at det havde han ikke lov til; men sa ligevel: "Ja, er hun ikke sød? Noget så friskt og ufordærvet. -" - "Hun -? Hun havde en fosterfordrivelse, før hun blev gift." - "Emma -! Emma Ravn?!" - "Ja, hvem det var med, ved jeg ikke!" - "Nej, hør, ved du hvad, Angelika, det tror jeg ikke," sa han højtideligt. - "Det kan du gjøre, som du vil med; men jeg var der jo selv og hjalp hendes mor; det var jo i pensionen! Så du kan skjønne, jeg ved det."

Det kunde ikke falde ham ind, at noget menneske vilde gå så vidt som at lyve sådant på sig selv. Emmas øjne, klare som vand i en kilde, der stenene på bunden kan tælles, de så nu på ham fra det fjærne, rene, uskyldige. Han begreb ikke, at sådanne øjne kunde lyve. Han blev rent fælen, han kunde ikke spise, han rejste sig. Verden var jo bare bedrag, det reneste urent. I år og dag, når han mødte Emma eller hendes mor med sit hvide hode gik han omveje for ikke at møde dem. Han holdt inderlig af sin slægt; dens svagheder lå åbne for alle; men også dens dygtighed og ærlighed. Denne ene historie fordærved hans tillid, skaded hans selvtillid, ødela meget i ham, og så gjorde den ham fattigere. Hvorledes kunde han duge til noget, som således idelig og overalt lod sig narre?

I hele historien var der ikke et sandt ord.

Hans troskyld var hos hende et barn i en ørneklo. Men ikke så længe endda.

For heldigvis var hun uden vedholdenhed eller beregning også i dette. Hun husked den ene dag ikke, hvad hun havde sagt den andre, thi hver dag havde sit behov, og hun talte flot, som behovet var til. Han derimod havde ypperlig hukommelse, og hans matematiske evner ordned beviserne mod hende med magt. Hendes begavelse var mere flinkhed og fermhed end noget andet; den var uden opdragelse, uden sammenhæng, og den blev på alle punkter gjennemsaget af lidenskab. Derfor kunde han nårsomhelst knuse hendes forsvar. Men hver gang dette skete, viste det sig så tydelig, at hun atter havde syndet af skinsyge; og det smigred hans forfængelighed, det voldte, at han ikke tog det alvorlig nok, ikke forfulgte det videre frem.

Kanske havde han så opdaget mere. Skinsygen var nemlig bare formen, som hendes uro tog; uroen selv kom af flere grunde, af flere nerveknuders oprør.

Hun havde nemlig en fortid, og hun havde gjæld. Begge dele, havde hun nægtet og levde nu i stadig angst for, at nogen skulde gi ham besked. Thi var der sporsans til, så øvdes den nu mod hende, det skjønte hun. Det kom bare an på, hvad han fik vide, d. v. s. hvem han kom sammen med. De anonyme brev overså hun, fordi han gjorde det; - men der var nok af onde mennesker til, som kunde kaste hentydninger.

Hun så, at også Rafael tildels undgik sine talrige venner fra før; hun forstod ikke grunden; men det var den, at også han følte, de vidste mere om hende, end han havde godt af at vide. Hun så, han fandt på sindrige påskud for ikke at vise sig med hende ude; også det mistyded hun; hun forstod overhovedet ikke, at han på sin måde var lige ræd som hun for det, som folk sa. Hun trodde, der var andre, han søgte, end hende. Kom der intet andet ud af omgangen, så kunde der falde fortællinger. Derfor den ilfærdige jagt på næsten hver en, han bare talte med; havde de mistænkeliggjort hende, måtte de mistænkeliggjøres igjen!

Hun havde gjæld, og den kunde ikke skjules, dersom hun ikke øged den. Det gjorde hun med en dristighed, som var værd et bedre mål. Huset gik med flot udstyr, åbent og altid udmærket bord; ellers trivdes han ikke hjemme, sa hun, tænkte det vel også. Selv måtte hun være en af byens eleganteste damer, det kræved hendes daglige kamp for at holde ham fast. Selvfølgelig fik hun alt "for ingenting", eller "for det største røverkjøb af verden". Altid var der nogen, "som næsten gav hende det".

Han vidste ikke selv, hvor mange penger han skaffed; kanske netop, fordi hun drev ham, jog ham fra det ene i det andre. Oprindelig havde han tænkt at drage til udlandet; men med en hustru, som ikke kunde sprog, og med en stor familie -? Herhjemme - det mærked han snart havde han ingen stilling længer i folks tillid, han turde ikke begynde på noget større; eller han vilde vente, før han tog afgjørende beslutning. I mellemtiden gjorde han, hvad som kunde falde. Og det var ofte arbejde af underordnet art. Både af kjedsomhed og for at gjøre nok, kom han til at gi fra sig det middelmådige - og lod det skure.

Altid gik han ud ifra, at det var "foreløbigt". Hans videnskabelige trang, hans opdagerevne - med så mange punds vægt på ryggen kom den ikke højt. Men det skulde den nok endda! Han havde ungdommens ødsle udmåling af tid og kræfter; han så derfor længe ikke selv, at den store familie og det store hus klemte ham længer og længer ned.

Havde han bare fåt fred, tænkte han, så skulde han bære det frem altsammen og mere til. Han kjendte slike kræfter.

Men det var fred, han aldrig fik. Nu kommer vi nemlig til det værste, eller egentlig til summen af det foregående. Den evige uro, hun gik i, slog ud i evig kamp. Dels ejed hun ingen selvbeherskelse. Et lune, en mistanke, en spænding måtte gå ud over nogen, hun greb den mindste lejlighed. Dels og især jog denne ene, hele livet beherskende angst for at beholde ham, - den jog hende bort fra det, hun skulde ha taget sig af, for at gi fred. Hun lod husvæsenet flyde, hun lod barnene drive; hendes ledige kræfter gik uafladelig løs på ham; hendes skinsyge, frygt, gjæld åd i hans frugtbare ånd, fortæred hans gode humør, la hans skjønhedsglæde, hans skabertrang øde.

Han havde især een stor idé, som han ofte tog rygtag med uden at kunne magte den. Kampen havde begyndt for alvor en dag på højden over Hellebergene, den havde fortsat ud over sommeren. Underligt nok - en dag han sad over noget kjedsommeligt arbejde, og Hellebergene og Helene stod for ham i forårssol . . . mødte idéen, høj, smilende - og han til igjen! Da bad han for sig hjemme i huset: "Lad mig nu få fred bare en månedstid, her er penger; jeg holder på med noget; jeg vil og må ha fred! På en måned skal jeg komme så langt, at kanske jeg skjønner, om det er værd at bli ved. Kanske kan denne ene idé berge os allesammen."

Dette sidste var noget, hun forstod. Og nu fik han fred. Han havde kontor i byen; men tog ofte sine papirer med hjem om kvælderne, thi det kunde hænde, at han atter var midt oppe i det, ret som han sad eller lå. Hun gav ham rigelig pleje, ja, hun satte sig i trappen, når han sov til middag, for at værge mod støj. Det vared hele fjorten 14 - dager. Da hændte det, at han gik en tur, og at hun roded i hans papirer og der blandt tegninger og beregninger og breve virkelig for een gangs skyld fandt noget. Det var følgende, skrevet med hans hånd:

"Mere af mor i hende end af elskerinde, mere af kjærlighedens omsorg end af dens nydelse. Frodig i sin følelse vilde hun ikke øde den med dig på een dag, men moderlig fordele den på dit liv. Istedetfor elvestupet - en sejlbar flod. Hendes kjærlighed var hengivelse, aldrig opgåen i. Du var een, og hun var een; tilsammen vilde vi blet mægtigere, end to elskende plejer være."

Mere stod skrevet; men Angelika kunde ikke læse mere, så vild blev hun. Havde han selv fundet op det væv, eller bare skrevet det af?

Der fandtes ikke en rettelse i det, så det var rimeligst, han havde skrevet det af. I hvert fald viste det, hvor hans tanker var henne.

Rafael kom stille hjem, gik lige ind til sit og tændte lys, endnu før han havde tat yttertøjet af sig. Og stående skrev han et par formler ned, slog efter i en bog, satte sig på skrås af stolen og gjorde en hastig beregning.

Da kom hun, hældte sig fremover mod hans ansigt og sa dæmpet: "Du er en net fyr! Nu ved jeg, hvad du holder på med. Se der! Der er dine lønlige tanker - hos det svinet!" -

"Svinet!" for han op. Harmen over at være forstyrret, over, at hun havde været i hans papirer, over, at hun havde fundet netop dette, og nu skjældsordet i hendes rå mund mod den fineste, han vidste om, og fremfor alt det aldeles uventede i overfaldet lod ham rent tabe besindelsen:

"Hvad vover du -! Hvem mener du -?"

"Å skab dig ikke, far! Tror du ikke, jeg skjønner, det der skal gå på hende, som la sig efter gården for derved at få dig?"

Hun så, det bed. Så gik hun videre. "Hun, dydsmønstret, som lå inde med en gammel mand, da hun var barn."

I det samme grebes hun i struben og kyltes baglænds i sofaen, uden at taget slap. Hun fik ikke pusten, hun så hans ansigt over sit, dødsraseri stod i det. En styrke, en vildskab, hun ingen anelse havde om, stirred på hende i vellyst over at kunne kvæle hende; efter vild kamp sank hendes armer, matte ned, hendes vilje med dem, bare øjnene blev vidåbne af rædsel og nysgjerrighed, . . . turde han? Jo, han turde! Det sortned for hendes øjne, lemmerne begyndte at ryste, ryste . . .

"Du har tat æple mit, du, ska jeg si dig," hørtes en barnerøst i næste rum, en spæd en, der læsped. Ud af den uskyldigste fred, som jorden ejer, klang det hidind. Og det redded hende.

Han for atter ud. Og da det gik af ham, dette, der ligesom bagfra havde tat al hans magt og brugt ham, som en rytter bruger en hest, blev han ikke egentlig ræd; tilfredsheden med, at hun endelig havde fåt føle hans magt, var for stor til det.

Men lidt efter lidt slog det om. Sæt, han havde dræbt hende! Og skulde i slaveri på livstid for det - -!

Var denne mulighed flyttet ind i hans liv? Kunde dette oftere hænde?

Nej, nej, nej, svarte det. Nej, nej, nej! - Forunderligt: han fik vondt af Angelika! Hvor hun må ha det forfærdeligt, for at kunne bli så styg og tænke så stygt om aldeles uskyldige folk! Og hvor hun må ha det vondt for at kunne være så mod ham, som hun elsker over alle andre, ja, som er den eneste, hun lever for! Et langt, langt regnestykke fulgte efter - med hans skyld, hendes skyld og andres skyld - og det svaled, og det ordned. Han var efter et par timer istand til at gå hjem for at finde hende opløst i gråd på sin seng, færdig til straks at kaste begge armerne om hans hals. Han sænkte sig ned i hundre omforladelser med ord, kys og omfavnelser.

Men med denne scene var idéen fløjet sin vej! Hin høje stilhed fra dens fødselsstund var krænket; han så den ikke senere uden på flugt. Ja, snart bød det ham imod at forfølge den; han lukked hele den tankerække af - og tog fat på at fortjene penger igjen; der bød sig netop noget, som Angelika havde sporet op.

Atter igjen ind i det uendelige slid; nu endelig begyndte det at gi irritation, - stadshestens irritation ved at være lastdyr. Dette forværred scenerne i hjemmet. Siden hint optrin havde sammenstødene overhovedet ingen grænser længer. Ej heller behøvdes længer ord for at få dem i gang; en bevægelse, et minespil, ja, taushed til noget, han sa, var nok til at jage op de voldsomme spektakler. Før havde de skammet sig i andres nærvær; nu var det blet det samme, enten de var alene eller ej. Snart var han, hvad ordenes brutalitet, eller stridsæmnets ubetydelighed angik, ikke det ringeste likere end hun; heller værre. Hans ledige fantasi og skaberkraft rumsterte nu her. Her kasted den overende, her tramped den ned så mange af livets fagre gaver. Her satte han overstyr hine tilskud til lykken, som det daglige kan gi.

Hans savn, hans lidelse løb omkaps med hans lidenskabelighed. Snart var den ene, snart var den andre foran. Fortvilelsens form var altid den samme: at dette kunde hænde ham! Om han flygted? Han kom ikke fra det for det. Forholdet havde fåt tag i hans samvittighed fra først af, siden var barnene blet ham kjære, og hans mors eksempel sa ham: hold ud, hold ud! Folks enslydende spådom, at dette ægteskab opløstes lige fort, som det var indgåt, vilde han gjøre til usandhed! Desuden: nu kjendte han Angelika altfor godt til ikke at vide, at han nådde ikke skilsmisse fra hende, før hun med loven i hånd havde flådd af ham skindet. Han kom ikke løs.

Fra først af gjaldt det ære og pligt. Æren og pligten gik på barnet, som skulde komme - og som ikke kom!

Her havde han en uhyre anklage at rejse. Men midt i sørgespillet var det morsomt nok, at anklagen med rask behændighed blev vendt om mod ham selv! Hun havde noksom bevist sin dygtighed til at skaffe barn; men han havde ikke bevist sin! Havde hun tat fejl, så var skylden hans! Han turde tilsidst ikke nævne det, for da fik han sit lystige ungkarsliv at høre; hans lystige ungkarsliv havde skylden for, at hun ikke fik barn!

Jo længer dette vared, og jo mere kjendt det blev, des uforståeligere blev det for de fleste, at det ikke brast. For ham selv også nu og da i våkne nætter. Men det er engang så, at den, der gjør tusen små oprør, samler sig ikke på eet stort. Selve den endeløse strid binder, idet den optar ens kræfter.

Han minkede ind. Det på alle måder opslidende samliv og det strenge arbejde ved siden af gjorde, at han overkom ikke mere end dagens behov; han blev efterhånden blank for både initiativ og vilje.

En egen tilstand udvikled sig: han havde hallucinationer, syner. Han så sig selv i dem, sin far, sin mor, - alle billeder var af truende art. I søvne drømte han det forfærdeligste; hans ubrugte fantasi, hans ledige skabertrang tog hævn. Og alt mattede ham.

Han så med beundring på hendes robuste sundhed; hun havde et rovdyrs fysik og funktioner. Men undertiden - deres kampe, deres forsoning førte jo alle åbenbarelser med sig - kunde han også se ned i hendes vånde. Hun klaged ikke, hun sa ikke et ord - sligt kunde hun ikke -; men undertiden gråt hun og gav sig over, som alene den mest fortvilede kan. Hendes natur var mægtig, og hendes kjærlighedskamp var uden tro. Livsfyldens skjønhed var i den, selv når hun blev som styggest; det vilde menneskes brydning med sin skjæbne gav ofte tragisk lysskjær.

- En dag mødte hans slægtning ekspeditionschefen ham. De plejed at undgå hverandre; men idag stansed han: "Du, Rafael," sa den lille vævre mand i nervøs bevægelse; "jeg var på vej til dig."

"Kjære, hvad er det?" -

"Ja, jeg ser, du aner det. Det er et brev fra din mor."

"Fra mor -!"

De havde i al denne tid siden hendes telegram ikke byttet eet ord.

"Et langt, stort brev. Men hun har sat et vilkår."

"Hm, hm, vilkår?"

"Ja, bliv ikke vred, det er ikke slemt. Det er bare, at du skal rejse bort fra byen, hvorhen du selv vil, bare at du kan ha ro. Og der skal du læse det."

"Du ved, hvad det indeholder?"

"Jeg ved, hvad det indeholder. Jeg går i borgen for det."

Hvad han mente med det, eller hvorfor han var så opskaket, forstod Rafael ikke. Men det smitted ham; havde han haft penger til det og havde han netop idag været fri mand, så havde han rejst straks. Men penger havde han ikke - ikke flere penger, end han trængte til festen i kvæld. Han gik med billetter til den i lommen; han havde lovet Angelika at gå med hende derhen, og det vilde han holde; thi løftet var givet under en stor forsoningsscene. En hvid silkekjole havde været disse sidste fredelige dagers oljeblad. -

Hun var også sjælden smuk, da hun om kvælden trådte ind i logens store sal med ham under armen, høj og myndig. Hun følte stemningen; hendes snare øjne tog polhøjden; med sikker overlegenhed styred hun derhen, hun vilde glæde, eller derhen, hun vilde ærgre.

Han var ikke sikker. Han likte overhovedet ikke at vise sig med hende offentlig, og i senere tid havde hun netop valgt offentlige steder til at gjøre spektakel på. Endvidere var han nervøs ved, hvad hans mor vilde ham. En stund før han gik, havde han forsøgt at låne penger på to steder og havde på begge steder fåt undskyldninger og ingen penger. Det havde ydmyget dygtig. Denne hans urolige tilstand gjorde netop, at han (som nervøse så ofte) blev ivrig og overgiven, ja kom til at more sig fortræffeligt. Og som lidt af den gamle lykke skulde være over ham den kvæld, mødte han sin ven og slægtning fra udlandet, Hans Ravn, - ham og hans unge bayerske hustru; de var netop komne til byen. Alle tre var henrykte over at træffes. "Husker du," sa Hans Ravn, "hvor mange ganger du har lånt mig penger, Rafael," og drog ham afsides. "Nu er jeg ovenpå, nu er jeg rigt gift og det med det allerelskværdigste menneske. - Å, du skulde kjende hende!" - "Og vakker er hun også!" "Og vakker er hun også - - og lystig. Jeg er, som du ser mig her, Norges lykkeligste mand." Rafaels øjne fyldtes. Vennen la hænderne op på hans høje skuldre. "Er du ikke lykkelig, Rafael?" - "Ikke fuldt så lykkelig som du, Hans." - Han forlod ham for at tale med nogen, - kom så igjen. - "Du sa, Hans, at jeg ofte har lånt dig penger - -." - "Trænger du? Vil du ha, Rafael? Kjære, hvor meget?" - "Kan du undvære 200 kroner?" - "Her er de!" - "Nej, nej, ikke herinde! Lad os gå ud," hvisked Rafael. - "Ja, kom, så drikker vi champagne på mødet! - Nej, ikke hustruerne med!" la han til, da Rafael så derhen, hvor de stod i samtale. "Ikke hustruerne med!" lo Rafael, han forstod meningen, og nu vilde han nyde sin frihed til bunds.

De kom ind igjen muntre, højrøstede, Rafael bød den unge fru Hans Ravn op til dans; hendes smukke person, friske lystighed og især hendes henrykkelse over mandens slægt indtog ham med storm. Også den næste dans dansed de sammen, og de talte leende med hverandre bagefter. - Senere på kvælden, da man skulde spise, fandt hver af vennerne sin hustru: de skulde sidde sammen. Rafael så langvejs fra, at Angelikas ansigt var et eneste opbryg. Han blev uopholdelig rasende; mer uskyldig var han aldrig blet anklaget. Og så dette, at han aldrig kunde få have en udelt glæde! Men han indskrænked sig til at hviske: "Nu ber jeg dig om, at du bærer dig ad som folk." -

Men det var netop ikke hendes agt. Han havde ladet hende sidde, alle så det; hun vilde ha hævn. Hans Ravns - og især hans hustrus - lystighed tålte hun ikke; så hug hun - een gang, to ganger, tre ganger, mens Hans Ravns åsyn blev mer og mer forundret. Uvejret havde kanske gledet over; thi Rafael afparerede huggene hver gang, ja, han gjorde dem om til spøg, så selskabet kom i lystigt lune, og da bider ingenting.

Men hun prøved noget andet. Som før meddelt, havde hun en del ærtende miner, tegn, bevægelser, som bare han forstod. Disse begyndte hun med. Hun håned på den måden til ham alt, som de andre sa, og især det, han sa. Han kunde ikke lade være at se på hende, og hver gang fik han det, indtil han midt under de andres lystighed - og med al den inderlighed og elskværdighed, som kan lægges i sådanne ord, sa over til hende: "Du er en mær!" - "En mér, was ist das?" spurte den udenlandske dame med de lystige øjne. Så slog det om i umådelig komik, selv Angelika lo, og alle trodde, at derved var situationen frelst for uigjenkaldelig sidste gang.

Nej, - som om den levende satan var med ved bordet, gav hun sig ikke. Samtalen blev atter livlig, og da den var på det livligste, blåste hun ad det, som de andre lo til, - og det forstod alle. Man blev forlegen, Rafael så rasende hen på hende, og da blåste hun igjen: "Du da, gutten!" sa hun. Fra nu af gav Rafael opfarende svar. Fra nu af lod han intet passere uden at gjøre gjengjæld, - hård, ond gjengjæld; han var værre end hun. - "Men Gud bevare mig," sa endelig den stille Hans Ravn, "som du er blet forandret, Rafael!" De hengivne, elskværdige øjne lå på ham med et udtryk, som Rafael siden aldrig glemte, han blev også meget bleg. "Ja, ich kann es nicht mehr aushalten," sa den unge fru Ravn, tårerne stod hende i øjnene, hun rejste sig, manden straks over til hende og bort med hende. Rafael sad igjen med Angelika, de nærmeste så derhen og hvisked sammen. Skamfuld og rasende så han over på Angelika, - som lo. Det gik rødt for hans øjne, han havde en vild trang til at kvæle hende her foran alles øjne. Ja, fristelsen overvælded ham så, at han tænkte, folk måtte se det på ham. "Er De ikke vel, Kås?" hørte han en si ved siden af sig. Han husked ikke siden, hvem det var, eller om han svarte, ej heller hvorledes han kom ud. Men endnu på gaden tænkte han med den største vellyst på, hvorledes det skulde være at kvæle hende, atter se hendes ansigt bli blåt, se hendes mat faldende armer, hendes øjne åbne af forfærdelse. For det var dog så, at engang kom han til at gjøre det! Hans liv endte på slaveriet, det lå lige så sikkert i hans skæbne, som at han havde ingeniørbegavelse og forrådte den. -

Et kvarter senere stod han inde ved observatoriet, han så op efter stjærner på himlen; men der var ingen. Han kjendte, at han var så sved, at klæderne klæbed fast, og likevel, at det isned i ham. Det er den fremtid, der venter dig, det, tænkte han; den isner alt i dine lemmer.

Da var det, at en ny, - til da ikke brugt kraft, som lå under al anden, - brød frem og tog kommando. "Du skal ikke mere hjem til hende. Nu er det forbi, gut; nu tåler jeg det ikke længer!"

Hvad var det -? Hvad var det for en røst? Den hørtes virkelig som uden for ham. Var det hans fars? En mands røst var det; den gjorde ham klar og rolig. Han vendte om, han gik lige hen til nærmeste hÅ´tel uden betænkning, uden angst. Nu begynder noget nyt. Og på det sov han en tre timer fast, for første gang på lange tider uforstyrret af drømme.

Så op. -

Formiddagen næste dag sad han i den lille glas-pavillon på Ejdsvolds station; morens brevpakke lå åbnet foran ham; den bestod af en bunke papirer; nu var de gjennemlæste.

Mjøsfladen gråkold under høsttågen; åserne sås ikke endnu. Banking i værkstederne til højre, blandet op af sjou fra kjøringen over broen; et togs signalpibe fra venstre; koppeklir derinde i restaurationen, - syn og lyd, der bobled om indtrykkene af det læste som vandet om de kogende æg. -

Lige fra hans mor skjønte, at Angelika ikke havde været frugtsommelig, gav hun sig i færd med at samle alt om hende, som det var muligt at få tag i. Ved hjælp af den allestedsnærværende og altid ihærdige familie var det også sket i et omfang og en detajl, ingen forhørsdommer kunde have gjort dem efter. Her lå nu breve, erklæringer, ofte vidnesbyrd, som vedkommende tilbød at gjøre ed på; endvidere originalbreve fra Angelika, ubetænksomme breve, som denne lidenskabelige natur midt i sin beregning kunde begå; eller meget beregnende breve, som gik stik mod andre fra en anden periode med anden beregning i. Disse dokumenter var alene bilag til en grej udredning ved hans mor. Det var altså hun, som havde ledet de andres sporsans og igjen samlet det fundne til et hele. Med matematisk strenghed lå det her irettelagt, hvad som vidstes, og hvad som ikke vidstes, men var sandsynligt. Ikke een bemærkning var føjet til, ikke eet direkte ord til ham.

Den del af disse oplysninger, som angik hendes fortid, vedkommer os ikke. Den del, som angik forholdet til Rafael, begyndte med bevis for, at de anonyme breve, som i sin tid havde ødelagt hans forlovelse med Helene, var skre vet af Angelika. Den ene oplysning og det her forud fremstillede gir en anelse om det overvældende, ydmygende indtryk, Rafael nu led under. Hvem var han, der kunde narres og afrettes som et indfanget dyr? At både det, der var slet i ham, og det, der var godt i ham, kunde drage ham så langt ind på en afvej? Som en magtesløs dåre var han skyllet afsted; han havde hverken set, hørt eller tænkt, før han var draget uden for alt, som var hans, og alt, som var ham kjært.

Han sad her nu i samme store svedning som igår nat; han begyndte at fryse forfærdelig. Derfor løb han op på sit rum med papirerne og låste dem ind i sin kuffert; selv for han afsted, springende ud over landevejen. Folk stansed og stirred efter det lange menneske.

Men han, som sprang, gjentog for sig selv: "Hvem er du, min gut, hvem er du?" Snart spurte han haugene om det samme, her var så mange af dem; tilsidst også træerne. Ja, skodden, som nu drev væk, spurte han: "Hvem er jeg, kan du si mig det?" Den våde, snaue græsvold, halvvissen lå den der og ærted ham. Den tømte potetesaker, den stubbede akermark, det faldne løv.

Den, du er, får du ikke være; det, du kan, får du ikke gjøre; det, du skulde bli, når du ikke!

Som du - din mor før dig. Ind på en afvej. Og din far også. Ind i bare tøv! Kanske deres far og deres mor før dem, hvem ved? Dette er en gren af en stor familie, som aldrig når, hvad den er æslet til. Noget forskjelligt afleder hver af os; men vi afledes alle. Hvorfor er det så? Vi har dog større ærind end de fleste andre. Men de andre kjører ad den slagne landevej lige ind i porten på deres lykkes hus, - vi tuller os bort fra landevejen og ind i skogen - se, er jeg der ikke nu selv? Borte fra landevejen og i skogen, som lød jeg en indre lov? Kommet ind i skogen? Han så sig om blandt rogn og bjørk og anden affarvet løvskog. Den stod der våd omkring, som vented den på hans sorg. Ja, ja, den vil se mig hænge her - som Absalon efter sine lange hår.

- Han havde ikke før taget dette gamle billede frem, før han stansed, som slog en fast hånd tag i ham; dette måtte han ikke løbe bort fra, men tænke det til bunds! Jo dybere han kom i det, des klarere blev det: Absalons historie var hans egen.

Det begynder med oprør, . . . dermed begynder det naturligvis, det, som driver en bort fra hovedvejen, driver en ind i lidenskaberne og deres tilfældighed. Det er grejt nok, det. Så vokser lidenskaberne højere end bestemmelsen. Så tar hændelserne magten fra anlægget. - - Men David gjorde også oprør. Hvorfor faen blev ikke David hængende efter sine hår? De var vist mindst lige så lange som Absalons. Å, det var på nippet med David også. Mange ganger. Lige op i hans alderdom. Men den centrale magt i David var for stærk. Energien i ham var og blev for vældig; den underlagde sig de oprørske kræfter; de fik ikke drage ham for langt bort i lidenskabelige ærind. De blev bare ferieudflugter i hans liv og gav det digt. Bestemmelsen rokked de ikke. Åhå, den var så stærk i David, at han tog dem op i sig og næred sig af dem! Og dog var det på nippet - mange ganger!

Se dette er det, jeg elendige, fordømte tvetulle ikke kan. Derfor hænger jeg. Snart er manden med spydet efter mig.

Nu satte Rafael på sprang ind i tykkeste skogen; ventelig vilde han løbe fra manden med spydet. Han var nede i et trangt dalføre mellem to store bakker, og det skygged over ham. Å, som han var blet tørst, så forfærdelig tørst. Han stansed og tænkte sig om: hvorledes skulde han få noget at drikke? Jo, der hørte han det sørle af en bæk, han løb længer ned efter lyden. Lige ved var en åbning i skogen. I stedet for at gå til bækken, var der noget i åbningen, som klomsed ham. Solen var brudt frem og lyste på topperne med dyb skygge under. Så han noget? Ja, han syntes, han så sig selv - ikke lige i åbningen, men i brynet, i skyggen, under et træ; han hang der efter håret! Hang der og dingled, lang, men i fløjelsklæderne fra sin barndom og de tætsluttende bukserne. Han snudde rundt efter sit hår fra da, rødt og floket. Men længer borte så han tydelig een til, det var hans mor, stram og staselig, som drejed hun rundt efter melodi. Ja, gud forbarme sig, der endda længer borte, bred og svær, hang hans far efter sine få, tynde nakkehår med fordrejet, kummerligt åsyn som på dødssengen. Der var ellers ikke stor synd på nogen af dem to, de var så gamle; men ham var det svær synd på, for han var ung. Og så havde han aldrig haft det godt, ikke engang i sin barndom. Noget havde det været støt, som havde gjort ham misstemt, eller som havde skræmt ham, eller holdt ham så usikker på sig selv, bestandig i spænding. Aldrig havde han fåt være med på hovedsagen, sådan i stille, naturlig fred. Altid noget påfærde. Bare den ene gangen var undtagen, - mødet med Helene!

Han syntes, han sad i båten med hende på bugten, det lyste i luften og fløjted fra skogen, og han var oppe på åsen med hende og hos barstiklingerne, hun forklarte ham, at det kom an på omsorgen, om de trivdes eller ej. - -

Han gik tæt ned til bækken for at drikke, han lagde sig ned og ud over vandet. Derved fik han se sit eget åsyn; hvordan gik det til? Jo, der var sol over, naturligvis!

Sit eget åsyn fik han se. Herregud, som det var blet lig hans fars.

I det sidste år var han gåt svært over på sin far, det havde man sagt. Han så tydelig morens mine ved det, når hun så det. Men du evige gud, havde han ikke alt gråt hår? Jo, i mængdevis; - så tæt, at hans hår ikke længer var rødligt, det var gråligt! Det havde ingen sagt ham. Havde han lidt så meget? Og så lidet gjort sig rede for det, at Hans Ravns ord: "som du har forandret dig, Rafael!" skræmte ham. Han var vist afvænt fra iagttagelse af sig selv i dette grove slagsmålsliv. I det vejedes jo ikke ord eller handlinger. Og så dette evige jag! Naturligvis var det iagttagelse i det hele, han var afvænt fra. Havde bækken været lidt dybere, så havde han ladet sig glide ud i den. -

Han rejste sig og gik videre, fort, fortere. Snart denne, snart hin så han hænge i skogen; han turde ikke vende sig om. Var det også så underligt? At flere end han og hans slægt bøjed af fra hovedlinjen og forsynte afvejene og skogenes grener? Han havde været uretfærdig mod sig selv og sine forældre, de var ikke alene, de var i altfor stort selskab! Hvad vil et ufærdigt folk sige andet end netop det, at ting, som ikke skal det, tar magten?

Mer end halvparten kommer ikke frem, mer end halvparten af kræfter går tilspilde.

Her i disse skogtejger, i disse bakker, udskårne, den ene ved siden af den andre, ligeløbende, ordnede som orgelpiper havde også Henrik Wergeland sprunget. På nippet med ham også, - på nippet!

Nejgu, om det var underligt, at ravnene samled sig her, lel; her hang mange, her.

Hå - hå, dette måtte han skrive til sin mor! Det var noget at skrive om til hende, som havde rejst fra ham den sidste gangen, som forlod ham, da han blev ulykkeligst, fordi det vigtigste for hende var at holde sin hellige person ukrænket, sin trods opret, sin fornærmelse pompøs, sin forsmådhed hævnende, . . . å, for lange hår, - å som mor hænger fast! Hun har nok ikke klippet sig, hun. Men nu skal hun pinedød ha det! Fra så langt tilbage, han vidste noget, skulde det nu rotes frem; han skulde endelig engang syne hende selv! Nu havde han både magten og retten!

Hans opdager-ævne havde så længe været gjemt under kvalm mugg fra sagingen dag og nat. Nu vågned den i dette ene, - og det skulde mor ha! - Folk så den lange manden bryte frem af skogen, hoppe over gjærder og diger, bestandig søge opad, og det benvejen. Deroppe på det højeste, der vilde han skrive til sin mor. -

- Han kom først hjem til stationshÅ´tellet, da det var mørkt, - tilsølet, våd, forfærdelig medtaget. Han var sulten som en ulv, sa han; men spiste næsten ingenting. Derimod drak han uhyre. Så rejste han sig; han vilde bli her et par dager og sove, sa han.

De trodde, det var spas; men han sov uafbrudt til over middag næste dag, blev da vækket, spiste en smule, drak atter meget, han havde svedet stærkt. Så sovned han ind igjen. Endnu et døgn omtrent ligedan, vågned om morgenen og befandt sig ene. Havde der ikke været en doktor hos ham og havde han ikke sagt, det var bra, han fik sove? Han syntes, der havde været ligesom kvalm af røster af og til; men vist er det, at nu var han bra; han havde bare en slig rasende hunger og tørst, og når han rejste sig, var han ør. Men det gik over, efter hvert som han spiste af noget, som stod igjen. Han drak af vaskemuggen - karaflen var tømt, drak, gik nogle ganger frem og tilbage for åbent vindue. Det var dygtig koldt, så han atter lukked. Just som han vendte sig for at klæde sig, husked han, at han måtte have skrevet et forfærdeligt brev til sin mor! Hvor længe var det siden? Havde han ikke sovet meget længe? Og var han ikke blet grå -?

Han gik bort i spejlen, men glemte det grå hår over, som han så ud! Mager, slap, udslukt, skidden . . . brevet, brevet! Du evige gud, brevet, det vilde jo dræbe mor! Her var ulykke nok, mere måtte ikke komme! Han klædde på sig, som kunde han derved kapløbe med brevet, han så på klokken, den var stanset. Sæt, at toget snart var der! Han måtte med, og fra toget måtte han lige om bord på et dampskib hjem, hjem til Hellebergene! Men straks sende et telegram til mor, han skrev det: "Æns ikke brevet, mor! I kvæld kommer jeg og forlader dig aldrig mer." - Så, nu er det bare at tage en anden snip på, så uret, - ja, det er da vel morgen? - så pakke, så ned og betale, spise, tage billet, sende telegram; men først -, nej, alt måtte gøres samtidig; toget var der, bare nogle minutter vented det endnu!

Det var bare såvidt, han kom med; - telegrammet blev git en anden til besørgelse. Men han kom ikke i kupeen, der han var alene, før tanken på brevet, brevet pinte ham, så han ikke kunde sitte. Denne forfærdelige sønderlemning af hans mor, strofe efter strofe - nu gik den op for ham, . . . det jog ham atter ind i stemninger fra bakkerne og skogtejgerne ved Ejdsvold. Også på denne side af tunnelen var samme slags landskab. Du gode gud, dette frygtelige brev var jo heller ikke fra det centrale i ham; ellers havde han ikke nu lidt så ved det!

Hvad ret havde han at bebrejde sin mor eller nogen, at det tilfældige, det, som bare lå i periferien, blev bestemmende over vort liv?

Kunde telegrammet komme tidsnok, så hun ikke blev altfor fortvilet? Og ikke skræmme hende hjemmefra, fordi han kom?

Tænk, at skrive sligt til hende, som bare havde levd for at samle de oplysninger, der kunde fri ham ud! Utaknemmeligheden måtte synes hende for stor. Hun havde noget uhjælpelig lukket, som førte til katastrofer; hun årked ikke åbne, derfor kom der sprængning. Hvad kunde hun ikke nu være faldt på? Når hun til tak fik dette voldsomme overfald? Kanske hun så ikke vilde synes, at livet var værdt at leve! Hun, som fandt, at døden var så let! Det gøs i ham.

Men mor gjør intet straks, tænkte han; - hun vejer først. Røtterne i hende går dybt; når det ser ud, som handled hun af indskydelse, er det, fordi hun ofte har været ved det. Men dette har hun ikke været ved før nu, dette overvejer hun. Han så hende vandre i sjælenød omkring med sjalet om sig, han så hende stirre med store øjne i sit liv og i hans, - til begge syntes hende trøstesløst forspildte; han så hende gå og pønse ud, hvordan hun bedst kunde gjemme sig, så der ikke blev mere lidelse af.

Som han elsked hende! Denne tid havde trykket en dølgehjælm over hans hode. Nu var den af! - -

- Han sad om bord på dampskibet, som førte ham hjem. Mild, stille regn, rent sommervejr var det nu blet; det tog på at lette mod kvælden. Han kom vist til Hellebergene i klarvejr og højmåne; da blev det koldere igjen.

Han talte med ingen, ej heller havde han øje for noget omkring. Han så sin mor i det side sjal, det var hans selskab. Bare hende, bare, bare hende. Sæt, at telegrammet havde skræmt hende endnu mere! Det at se ham kunde jo nu synes hende det værste af alt. Læse en så knusende dom over sit hele liv, og det af ham, - - hun var ikke sådan beskaffen, mor, at det slettedes ud ved, at han bad om tilgivelse og kom. Tværtom, det vilde fremskynde det værste!

Naturligvis vilde det det! Atter begyndte den stærke sveding, han måtte ta mere på sig.

Angsten red ham aldeles, som den selv lysted, han måtte ind i det grufuldeste, . . . udmale sig, hvad død hans mor valgte! Han sprang op, han vendte sig hid og did, han havde gjærne kastet sig i armerne på en, skreget, - men han vidste jo, det var ikke tale om at slippe. Han måtte se hende gå og mønstre geværerne, - til hun gav op at bruge nogen af dem. Så begyndte hun at huske efter skogens dybeste gjemsler; hvor var de alle? Han gik dem igjennem, et efter et. Nej, ikke i noget af dem; for hun vilde gjemme sig, så hun aldrig mer fandtes. Da var det cementlejerne; der gik det brat ned, der var sjøen dyb. Han tog sig fast i det sotede tougværk for ikke at falde om; han nidtigged om at bli det kvit! Men der flød hun gyngende i små skvulp. Var det åsynet, som lå højere end kroppen, eller var det kroppen, som endnu en stund lå højere end åsynet?

Stykkevis blev han hjulpet ud af det ved, at folk kom hen til ham og spurte, om han var syg. Han fik noget varmt og stærkt at drikke, og nu bøjed skibet inden for kjendte steder. De rejste forbi, hvor de skulde ind til Hellebergene; thi de måtte først ind til byen og så i båt derfra. Nu kom det bare an på, om der var sendt båt efter ham. Deri lå hele beviset. Da levde hun, da vilde hun ta imod ham. Men var der ikke sendt båt, da sendtes bud fra afgrunden istedet.

Og der var ingen båt sendt.

Et øjeblik lukked sansingen sig, der var intet til uden en rummel af tomt og noget, som rejste. Men så bored han sig frem som ud af en mørk gang, - han vilde til Hellebergene, han vilde se, hvad der var hændt, han vilde vide og søge! Nu var det nok så mørkt; men han kom bort fra skibet og for rundt som i halvsøvne efter båt; han kunde knap snakke, men gav sig ikke, før han fik sanket sammen mandskab og lånt båt. Selv tog han roret og bad dem ro af alle livsens kræfter. Han kjendte hver nute i gråskymret; de skulde stole på ham, bare ta i uden at se sig om. Snart var de forbi nuterne og inde mellem holmerne. Nu var det ikke så, at disse kom ud imod ham, nej, de lå alle der og stødte ham fra. Når der ikke var sendt båt, var det, fordi han ikke havde mer her at gjøre; - når der ikke var sendt båt, var det, fordi han havde forbrudt stedet her! Med busterne op som sinte dyr stod nuter og holmer mod ham. "Bare ro på! karer," svarte han. For nu skjøt den op i ham igjen, den kraft, som lå og vented på den ytterste prøven. "Hvor blir det af dig, gut? Jeg blir kjed af dig! Mød nu engang frem!" Akkurat som af en røst uden for ham denne gangen også. En mands røst. Var det hans fars?

Hans fars eller ej - her foran fædrenes grund vilde han rejse sig med deres skjæbne, - ja, det vilde han!

I et menneskes ytterste nød er der et møte mellem, hvad han har fejlet, og hvad han kan, - så just som båten havde klaret holmerne og næsset og skulde ind i viken, rejste han sig op, så høj som han var; rorfolkene så forundret på ham, han havde løftet rorgangen med sig og så ud, som skulde han møde sin fjende. - Eller hørte han noget? Var det åretag? - Ja, nu hørte de dem også! I snævringen ved indløbet kom en båt imod dem, den ruved stort over sjøfladen, og den skjød slig fart. "Er det båt fra Hellebergene?" ropte Rafael, hans mål skalv. "Ja," svartes der inde i mørket, og han kjendte røsten, det var gårdsformandens. "Er det Rafael?" - "Ja. Hvorfor kom I ikke før?" - "Telegrammet kom først nu!"

Han satte sig, han sa ikke et ord, han blev med een gang for liten til det. Den kommende båt fik bare vende og følge efter, Rafael selv havde nær sat sin på land; han husked ikke, at han styred.

Snart klared de den trange trakten, som førte ind i bugten, så svang de forbi sidste odden, og der, - der lå Hellebergene foran dem i et lyshav af illumination. Fra kjælder til mørkloft i hvert eneste vindue, ja, glødd strålte det, i fjøs og stald strålte det, - og netop nu slog lang, stor lue op af en varde over åsen.

Således tog hans mor imod ham! Han hulked, rorsfolkene hørte det, og de så, at det blev lysere om dem og vendte sig. De blev så rent betagne af synet, at de glemte at ro. "Nej, I må lade mig komme frem;" det var såvidt, han kunde si det.

Han husked ikke noget af, hvad han havde lidt, da han sprang opover fra båten. Ej heller tænkte han noget ved, at han ikke mødte sin mor dernede eller nogetsteds herudenfor, eller ikke så hende stå på altanen. Han bare stormed op trapperne og åbned, - - lysene i vinduerne gjorde ikke lyst herinde, tværtom, her var sat noget for lysene, så inde var halvskymt. Men hans øjne kom fra halvmørket, han så sig om efter hende og hørte bare, at det gråt i den inderste krogen, - og der sat hun også sammenkrøben i sofaens hjørne med benene under sig som i gamle dager, når hun var ræd. Hun rakte ikke ud armerne heller, hun var rent, rent sammenskræmt, - men han bøjed sig over hende, han knæled ned, han la sit ansigt ned over hende og gråt med hende. Fin, tynd, mager var hun blet, å, som hun kunde blåses bort! Hun lod ham tage sig som et barn og inde ved hans bryst klappes, stryges, kysses; - å, som hun var blet legemsløs! Og disse øjne, han endelig fik fat i, de så gjennem tårerne ud af store hulninger, men uskyldige, som fugle ser ud af et rede. Over sin svære pande havde hun slynget et langt silketørklæde i turbanform, der faldt nedover bag, hun vilde skjule, at håret var blet så tyndt; han smilte over at finde hende igjen i det! Åndigere, skjønnere i sin ulegemlighed end nogensinde; det inderste jeg var trådt frem uden dragt.

Hendes spæde, spæde hænder søgte op i hans hår, og nu så hun ind i hans øjne. "Rafael! Min Rafael!" hun la armen om ham og sig ind til ham igjen. "Velkommen!" Hun hvisked det. Men snart løfted hun hodet, blev sittende oprejst og fri; hun vilde tale. Han kom hende i forkjøbet; "tilgiv brevet!" hvisked han, og hans øjne blev bare bøn - som hans røst, som hans hænder oppe om hendes hode. "Jeg så din store sjælenød," svartes - også i hvisketone; for der måtte ikke tales højt om dette. "Og da var der intet at tilgi," la hun til. Atter havde hun lagt sit hode ind til hans. "Og så var det jo sandt, Rafael!" hvisked hun igjen.

Hun må ha haft svære dager og nætter her, tænkte han, for at kunne si det.

"Mor, mor, for en forfærdelig tid -!" Hendes lille hånd søgte hans, den var kold, den lå i hans som et ægg, der havde været forladt i reden. Han varmed den og tog den andre med. "Var det ikke vakkert med illuminationen?" spurte hun, og nu var hendes åsyn som et barns. Han flytted lidt på skjærmen, som dækked for lysene; han måtte se hende bedre. Han tænkte, da han så glædesskjæret på hendes åsyn: Ser livet så skjønt ud for hende endnu, å, så skal vi have mange dager sammen.

"Havde du sagt mig det der om Absalon, - ja, det billede, du så, da du hørte Davids historie, Rafael, - havde du bare sagt mig det før . . . !" hun stansed, og det bæved om munden. "Hvor kunde jeg si dig det, mor, når jeg ikke selv før forstod det?" - Hun smilte. "Illuminationen, ja, den skulde betyde min forståelse. Den skulde ligesom lyse dig imøde. Skjønte du ikke det?"

Absalons hår

Innhold

1.

2.

3.

4.

5.