Bjørnstjerne Bjørnson
LASSE hedte en Mand, som boede paa Øvrebakke under Gaarden Haugen i en af Landets nordlige Bygder. Han var en vidtspurgt Mand, da Ingen fandtes i fem Præstegjeld, som var saa god en Smed som Lasse Øvrebakke. Hans Kone hedte Aase og var ilde likt, da hun havde et ondt Sind og ikke kunde komme ud af det med Folk. Disse To levede i mange Aar uden at faa Børn.
En Dag staar Lasse som sædvanlig i sin Smidie, da en Jeterpige, som de havde, kommer løbende og beder ham gaa strax ind til Aase; hun var bleven saa syg. "Aa, det haster vel ikke", svarte Lasse, og derpaa tog han en Øx, som han netop havde gjort færdig, og gik ud paa Bygden med. Han levede ikke godt sammen med sin Kone, og brydde sig ikke stort om hendes Sygdomme; for syg var hun dagstøt. Der, hvor han gik hen med Øxen, fik han god Betaling for den, og 8 Skilling mere end akkorderet var, fordi han selv var kommen med den. Sjelden er jeg ude paa Bygden, tænkte Lasse, saa det er bedst jeg gjør mig tilgode for disse 8 Skilling nu, medens jeg er her, og dermed gik han et Sted hen hvor han vidste det var Brændevin at faa. Her traf han Kjendtfolk og mangt et Ord blev vexlet mellem dem over Drikken, baade af det Onde og det Gode. Tilsidst kom de ogsaa paa Tale om Aase. En sagde, at det var Synd paa en saadan brav Karl, som Lasse Øvrebakken, at han skulde have en saa arrig Kjerring. "Har jeg selv taget hende, saa har jeg vel ogsaa selv likt hende," svarte Lasse og saa stygt paa den Anden; for vel havde han noget at sige paa Aase, naar han var ædru, men naar han kom paa en Kant, var det ligesom han saa bedre, hvad hun duede til. Saadan havde han det; Mange har det nu anderledes. "Ungeskrigen skal just ikke forstyrre Husfreden din" sagde den Anden, og saa lagde han til: "Det er kanske derfor du holder af hende?"
"Sandt nok, at hun ingen Børn har givet mig; men derfor slipper jeg ogsaa at sulteføde baade dem og os," svarte Lasse og sigtede hermed til den Anden, som fik Barn paa Barn, saa det gik slemt tilagters med ham. "Du er kvas i Munden idag Lasse," sagde den Anden. "Jeg har haardt Træ at hugge i," svarte Lasse. "Hun Aase har nok slibt Øxen din," mente hin, "hun er Slibesten god nok." "Den lille, vi har, er hun endnu ikke gaaen paa Bygden med," sagde den mere og mere opirrede Lasse; "men hvorledes er det med den, du har?" Den Snert gjorde saa ondt, at den Anden drejede til Lasse, og de røg op at slaas. I Slagsmaalet fik Lasse sin Fod fordærvetvrid, saa han maatte blive der paa Gaarden baade den Kvel og Natten og næste Dag til. Mod Kvelden hinkede han hjemover, ærgerlig paa sig selv og bange for de vonde Ord, Aase vilde tage mod ham med.
Da han kom ind ad Døren, sad Aase i Sengen, og da han skulde se til, saa sad hun der med et lidet Svøbelsebarn paa Fanget. Lasse blev saa forundret, at han glemte at tage Døren med sig; men Aase sagde tørt: "Luk igjen Døren; her er kommen Fremmen til Huset". Lasse gjorde saa og gik bort til Sengen. Aase stelte med Barnet og saa ikke paa ham; heller ikke sagde hun Noget. Manden satte sig ned og ventede paa at hun skulde begynde; men da hun bestandig tiede stille, sagde han endelig: "Det var ikke for tidligt". "Tids nok", svarte Aase, og dermed stod det stille igjen en Stund.
"Er det Gut eller Jente?" spurgte Faderen. "Gut", svarte Moderen. "Hvad skal han hedde?" "Han skal hedde efter mig, for det bliver nok ingen Anden, som tager sig af ham", mente Moderen. "Hvad vil du kalde ham da ?" "Aanun" sagde Aase og lagde Gutten ved Siden af sig og vendte sig mod Væggen.
Lasse reiste sig for at gaa, men saa i det Samme bort paa Sengen og blev staaende som i Tanker. Pludselig gik han hen og bredede over Konen og pakkede om hendes Fødder, og saa tog han Trøjen af sig og lagde over der, hvor Barnet laa. Han tappede Melk af en Ringe og satte paa Sengkrakken, lagde Ved paa Gruen og gik atter bort til Sengen. Aase lod som hun sov; men næste Dag var hun mild og venlig. Da han spurgte hende, om hun var vred fordi han var borte den forrige Dagen, sagde hun endog: "Du er ikke borte hver Dag".
Saadan gik det til, da Aanun Øvrebakken blev født, og nu skal hans Historie fortælles.
Aanun voxte sent til, da han var sygelig af sig. Som det altid gaar med Forældre, som sent faa Børn, lod de ham formeget faa sin egen Vilje, og da foer han ikke alletider slig, at Helbreden blev bedre. Af Ansigt var han saa styg, at det tidlig blev et Ord der i Bygden, at han Lasse Øvrebakken gjør smukkere Ploge end Børn. Han var ellers spæd af Væxt, og svag af Lemmer, og derfor tog Forældrene sent paa at læse med ham. Men da han begyndte, gik det saa fort, at Moderen ofte sagde, at den Gutten bliver Præst. Han var rolig af Sind, men en og anden Gang brød det løst, og da var han balstyrigere end nogen Anden, fordi han fandt paa meget Mere. 9 Aar gammel begyndte han at gaa i den nærliggende Fasteskole. Det gik ham ikke godt; jeg var selv paa Skolen den Dag, saa jeg maa vel vide det. Skolemesteren, en gammel alvorlig Mand, spurgte ham, hvad han hedte, "Stygaanun", svarte Gutten. Skolemesteren sagde Ingenting dertil, men spurgte hvad hans Fader hed. "Lasse Plog" svarte Aanun, og det var sandt; thi alle Bygdefolk kaldte ham Lasse Plog, fordi han gjorde saa gode Ploge. "Og Moder din da?" spurgte Skolemesteren. "Ja hun hedder mangeslags" svarte Gutten; "de kalder hende baade Aase Skarvekjærring og Aase Bakketrolde og Aase Øx, og saa kan du da kalde hende, hvad du synes bedst om. "Da smurte Skolemesteren til Gutten, og sagde, at det var et ondt Barn, som kaldte Forældrene sine. "Det er Andre, som kalder dem, og ikke jeg", svarte Aanun grædende; "de kalder hvem det skal være; de kalder ogsaa dig." "Hvad kalder de mig da?" spurgte Skolemesteren. "De kalder dig Gammelerik, vil du vide det, og de løj ikke dengang" svarte Aanun. Skolemesteren hedte Erik, og Folk kaldte ham virkelig Gammelerik, fordi han var saa slem mod Børnene; men det likte han ikke at høre selv, som ventelig kunde være, og derfor dængte han saaledes Gutten ind, at han fik en Feil i sin ene Hofte, og den forvandt han aldrig siden. Skolemesteren sagde til ham: "det er ikke godt Hus der, du er kommen fra; men her skal du lære Guds Ord og Optugtelse". Saadan gik den første Dag, og det gik ikke stort bedre de andre.
Da han blev ældre viste han sig ligesaa dygtig i Læsning som hændig i alt Slags Arbejde; men med Skolemesteren havde han Ufred ligesom med alle andre Mennesker, om det saa var sin egen Moder. Faderen turde han ikke røre; thi Faderen sagde ikke stort, men sagde med Fynd det, han sagde. Aanun likte ikke, at han skulde trække Belgen for Faderen, og han tænkte oftere paa at skjære Belgen istykker for at blive den kvit. Da han blev ældre tænkte han derimod paa at indrette det anderledes med Belgen, forat han kunde slippe den Umage, og han spekulerte ogsaa saalænge, til han fandt paa det. Efter den Dag kunde han sidde og læse og alligevel trække Belgen, og Faderen likte ham ikke værre derfor. Saadan var det i Alt, han tog sig for; naar det faldt ham tungt, saa fandt han paa Noget, hvorved det blev lettere; thi han havde ikke Lyst til Arbejde.
Man sagde snart i Bygden, at klogere Gut var ikke voxet op der i Grænden paa lang Tid. Da der blev Sporlag efter gode Emner til Skolelærere, saa tænkte Mange paa Aanun, og han havde ogsaa selv Lyst til at lære noget Mere. Men Skolemesteren satte sig imod for hans Troldskabs Skyld, og gamle Lasse maatte bede vakkert for ham hos Præsten, før Aanun fik Lov til at følge med dem, som skulde til Præsten og prøves. Men Aanun var vred paa Skolemesteren, som havde lagt Ondt for ham, og han tænkte strax paa, at det skulde Skolemesteren ikke have gjort for Ingenting. Da Dagen kom, at Skolemesteren og de unge Seminaristemner skulde til Præstegaarden, havde Aanun travelt med Noget, som Forældrene ikke fik se. Aase spurgte, hvad han brugte saamange Knappenaale til, og Aanun svarte: "til at lage en Hveps af". Hun brydde sig ikke videre om det, og han gik. De kom da til Præsten, og Aanun og de Andre blev prøvet, og han befandtes at være den bedste af dem allesammen. Skolemesteren likte ikke videre dette og snakkede ilde om Aanun; men Præsten mente, at han kunde blive bedre med Aarene. Og dermed bad Præsten dem allesammen at følge med ned i Dagligstuen og spise tilkvels hos ham, for han var en meget nedladende Mand.
Da de vare komne derned, og Skolemesteren skulde sætte sig, hoppede han op igjen som en gal Mand og skreg saa højt, at Alle, som var i Stuen, maatte le. Skolemesteren tog sig bag, og da skreg han endnu værre, og fløj omkring i Stuen og bar sig. Baade Præsten og de Andre bleve forundrede over ham og de maatte skoggerle, da de aldrig havde seet noget Morsommere end Skolemesterens Ansigt og Adfærd. "Det har den Djævelunge, den Aanun gjort", skreg endelig Skolemesteren og jamrede sig skrækkeligt. Aanun havde laget en meget sindrig Hveps af Knappenaale, som stod ud paa alle Kanter, og denne havde han hængt fast bag paa Skolemesteren under Kjolen, saa at han maatte sætte sig paa den. Han havde stukket sig stygt; han blødde paa Fingrene, og han blødde vel et andetsteds ogsaa. Men ihvorvel baade Præsten og især hans Familie syntes, at dette var morsomt nok, gik det dog ikke an, at en slig Hvepsemager blev Skolelærer, og Aanun blev strax vist væk, og dermed var det forbi med Skolelæreren.
Da Aanun kom hjem og fortalte, hvad der var hendt, blev Lasse saa vred, at han tog og pryglte Gutten, og Aase gav ham ikke Kvelsmad.
Men Aanun lagde sig ned og græd, hvad han sjelden gjorde. Han var vred paa Skolemesteren og Præsten, Faderen og Moderen og sig selv, og han lagde over, at han den næste Dag vilde rejse sin Vej; det var saa intet Godt at vente for ham der i Bygden. Han var da 16 Aar gammel.
Næste Dag var han usædvanlig tidlig paafærde; for han tænkte at gaa sin Vej med det Samme. Baade Faderen og Moderen laa endnu og vidste ikke, hvad Gutten havde fore. Da han kom udenfor paa Stenhellen, stod Solen dejlig op (thi det var Midtsommer) og Fuglene sang i Træerne omkring, Hønsene kom kaglende frem og Katten strøg sig op til ham og vilde at han skulde kjæle for sig. Aanun satte sig ned paa Stenhellen en Stund for at kjæle med Katten og se paa Alt omkring sig, hvor vakkert det var. Og da syntes det ham næsten bedre at blive der paa Pladsen og have gode Dage end at fare omkring som Skolemester eller nu at rejse sin Vej paa Eventyr. Men han vilde saa gjerne se og vide lidt mere og han vilde saa nødig høre Vondord og gaa paa tungt Arbejde. Saaledes sad han og raadslog med sig selv, og det tog saa lang Tid, at han endnu ikke var færdig da Faderen kom udenfor og skubbede Søvnen udaf Øjnene forat gaa heni Smedjen. Da han saa Aanun sidde paa Hellen, lagde han Haanden paa hans Hoved, idet han gik forbi, og sagde: "Jeg har tullet Meget sammen om Dig i Søvne i Nat; Vorherre ved, hvad der skal blive af Dig". Dette sagde han saa mildt, at det gik Aanun langt ind i Hjertet. Han brast i og græd, og dermed var det forbi med Rejsen for den Gang.
Men Skolemesteren bar han fremdeles Nag til; Aanun kunde sent glemme den, som havde været slem mod ham. Medens han gik og slog om Sommeren, gjorde han en Vise om "Gammelerik", og den Visen var saa løjerlig, at hele Bygden snart kunde den. Og da Søn til Skolemesteren, en stærk og snarsint Mand, blev saa vred herover, at han en Dag, som han fik fat i Aanun, skamslog ham, - saa gjorde Aanun en anden og bedre Vise om ham. Den kom lige vidt som den første, og begge Viser kan Folk den Dag i Dag der i Bygden. Men Folk kunde alligevel ikke lide Aanun bedre derfor, og de saa ikke gjerne, at han var med, hvor der var Lag og Lystighed. Saaledes gik det til, at Aanun blev gaaende som for sig selv, og at Ingen vilde vide noget af ham.
Medens han saaledes stullede for sig selv, tænkte han ud meget baade til det Onde og det Gode. I Smedjen var han snart lige saa flink som gamle Lasse, da han var endnu snarere til at finde paa det, men han var ikke saa udholdende i Arbejde. Han fik fat i en Geometri, som han hurtig lærte udenad, og han længtes meget efter mere Læsning af samme Slag. En gammel Kaptejn, som boede i Nabolaget, laante ham Bøger, og Aanun læste. Endnu var han ikke konfirmeret. Det var tænkt ud saaledes, at han skulde paa Seminariet, strax han var sluppen for Præsten; men da det ikke blev noget af med Seminariet, saa vilde han heller ikke gaa til Konfirmation det Aar, de Andre gik. Næste Aar gik han.
Præsten havde altid havt adskilligt tilovers for Aanun; men Skolemesteren lagde Ondt imellem, og flere med ham. Tid ningen om de Viser, som var gjort, kom ogsaa til Præsten, og han holdt en Dag i hele Ungdommens Nærværelse en Straffeprædiken for Aanun, der varede i en halv Time og var saa rørende, at de græd Allesammen - undtagen Aanun selv. Og da Præsten saa at han ikke græd, blev han tilslut vred, sagde det var netop ham som skulde græde, kaldte ham en ond Dreng, som ikke med god Samvittighed kunde forberedes til at bekræfte sit Samfund med Gud. Aanun sagde fremdeles Intet, heller ikke græd han. Dette tirrede Præsten saaledes, at han pryglte ham op og jagede ham ud. Han yttrede ogsaa, at han kunde lade være at komme igjen det Aar.
Da Aanun kom hjem til sine Forældre med den Tidende, blev der stor Sorg. Aase græd og Lasse lagede sig til at gaa til Præsten med Gutten. Da de kom did og Lasse havde bedet vakkert for ham, fordrede Præsten, at Aanun skulde bede Skolemesteren om Forladelse i Ungdommens Paahør, og saa skulde han faa være med, men ellers ikke. Aanun svarte Ingenting dertil, og saa gik de igjen. Da de næste Gang var hos Præsten, og Aanun skulde frem og bede om Forladelse, rørte han sig ikke af Flekken. Præsten bad ham; han stod. Præsten formante ham; han stod. Præsten skjældte ham, pryglte ham; men Gutten stod endnu. Da truede Præsten atter med at jage ham, og dette virkede. Aanun gik to Skridt frem og rakte Haanden ud, skjønt Skolemesteren stod langt borte. Men han kom hen til ham og tog Haanden. Da Aanun skulde sige Ordene, brast han ud i en heftig Graad, og han græd saa haardt og længe, at Præsten ikke kunde faa Fred til at overhøre Børnene, saa Gutten maatte gaa udenfor. Han gik hjem. I Stuen sad Moderen og spandt. Da hun saa ham komme grædende, blev hun bange for, at han atter var vist bort, og saa begyndte ogsaa hun at græde.
"Aa, Gud trøste og bære mig for Dig" udbrød hun; "nu har Du bestemt gjort noget Galt igjen". Aanun satte sig paa Krakken ved Grustenen, stirrede ind i Ilden, men saa ikke paa Moder sin, svarte hende heller ikke. Hun gik ud i Smedjen efter Lasse. De kom begge ind igjen og spurgte Sønnen om, hvad der stod paa. "Aa, det er bare det, at jeg skjønner jeg bliver et ulykkeligt Menneske hele min Leve tid", sagde Aanun, og Mere kunde han ikke for Graad. "Ja, det bliver Alle, som ikke vil være Folk til Viljes" mente Faderen og satte sig paa Bænken. "Det gaar ikke an her i Verden at rende med Panden mod hver Væg, og det er derfor bedst, at Du lyer lidt efter, hvad Folk siger Dig". "Det er vor egen Skyld", græd Moderen; "vi har ladet ham altid gjøre som han bedst syntes. Herregud vi fik da ogsaa endelig et Barn, og det skulde vi faa saamegen Sorg af". "Endnu er han ikke færdig" mente Lasse "og mangt et kroget Træ kan rette sig lidt i Væxten, særlig naar det bliver bøjet. Nu er det nok bedst vi lægger lidt Haandmagt paa ham, og har jeg været en mild Fader hidindtil, saa skal jeg være en saameget strængere herefter. Kom nu, Gut, saa skal Du faa vide, at jeg er din Fader". Han vidste endnu ikke, hvad det egentlig var, som stod paa; men han tog ham alligevel udenfor i Kjøkkenet for at straffe ham alvorligt. Aanun sagde ikke et Ord til sin Undskyldning, og tog mod saamegen Straf, som Faderen vilde lægge paa ham. Da slog han ham saameget, at Aase maatte tage Faderen fra ham. Aanun blev liggende paa Kjøkkengulvet og jamrede sig. Han var et voxent Menneske, og det gik ham derfor desto mere til Hjertet. Faderen tvang ham til at gaa paa Arbejde med sig, og han gik, men græd bestandig. Og han græd uophørlig en hel Dag og Nat, og Faderen slog ham ogsaa derfor. Fra den Stund af var Aanun et ganske andet Menneske. Der var næsten ikke et Ord at faa af ham, han spiste lidet, og skjønt Faderen siden fik høre, at han uskyldig havde faaet Straf og var blidere mod ham, saa ændsede Aanun ikke dette, men gik som der altid laa en tung Sorg paa sig. Han blev endnu mavrere og uslere end han før var, saa Forældrene begyndte at ynkes over ham. Hos Præsten var han stille og dygtig, og baade han og Andre blev snillere mod ham. Dette gjorde ham godt, og mod Slutten af sin Gang hos Præsten blev han derfor ligesom lidt kvikkere igen.
Saa hendte det sig den Dag Ungdommen skulde prøves, at Præsten blev daarlig under Overhøringen og bad Skolemesteren at spørge dem for sig, saa skulde han høre paa. Men ham vilde Aanun slet ikke svare, og svarte han, saa svarte han vrangt. Deraf kan man slutte sig til, hvor indgroet Hadet til Skolemesteren var blevet. Præsten sagde ikke et Ord dengang skjønt Folk saa, at han blev ligbleg. Paa Kirkegulvet, da Ungdommen skulde opstilles, ventede baade Aanun og de Andre, at han skulde staa øverst; thi han var ikke alene den Flinkeste, men endog den Flinkeste, Præsten havde konfirmeret; det havde Præsten selv sagt. Skolemesteren kom med en Liste og stillede op efter den. Først kom 3 rige Gaardmandssønner. Aanun skiftede Farve; men han tænkte, at nu kom nok Turen til ham. Men efter Gaardmandssønnerne opstilledes flere andre; Aanun tænkte bestandig, at han blev den Næste. Det gik længere og længere nedover, men Aanun blev fremdeles ikke nævnt. Det begyndte at svimle for ham; thi dette ansaa han for en frygtelig Skam. Det gik længer og længer nedover, snart var der ikke Mange igjen, og Aanun var endnu ikke nævnt. Saa skjønte han at han blev den Sidste, og det blev han ogsaa. Da hans Navn endelig nævntes, troede han, at hele Almuen saa paa sig, at den lo af sig. Han tænkte paa sin Fader og Moder, der var kommen i Kirken for at glæde sig over ham, og han tænkte paa Skolemesteren, hvor glad han skulde være. Hans Navn blev 3 Gange nævnt, før han huskede paa at gaa nedover og indtage sin Plads. Han gik uden at føle, hvor han satte Foden, og uden at mærke, at det gik fremad. Hele Kirken flød i Eet for ham og det paakom ham en Følelse som om han vilde rulle overende. Da han kom paa Pladsen, turde han ikke se op, men han følte saavel, at Allesammen saa paa sig. Medens de sang Psalmen, fik han Ondt og maatte holde sig fast i Stolen. Flere omkring ham mærkede det, men de gik ikke hen til ham. Han kom sig endelig saavidt, at han kunde forstaa Præsten. Præsten var streng og talte om Lydighed mod Gud, og viste, at den bestod i Lydighed mod sine Pligter og Foresatte, og han viste Børnene, hvem de nu fik istedetfor sine Forældre. Han talte saaledes, at han næsten ligefrem kom til at skildre Aanuns Færd imod Skolemesteren og Andre, og han revsede ham lige foran den hele Menighed. Men nu var det ligesom det ikke bed længer paa Aanun, han saa op paa Præsten - og lo. Ja, han lo, og da Præsten senere kom ned til ham og spurgte ham, saa lo han, og da han skjældte paa ham herfor, lo han ogsaa, og han lo endnu, da han tog ham ind i den hellige Pagt. Men paa Hjemvejen fra Kirken gik han lidt foran sine Forældre, skyndte mere og mere paa, for at de ikke skulde faa fat i ham. Og da de kom hen til en Elv, som Vejen gik henover, og hvor der var en Bro, saa lagde han paa Spranget, og før endnu Forældrene vidste, hvad han havde fore, kastede han sig fra Broen ned i Elven og flød fort med den nedover; thi den var meget strid. Forældrene og Andre, som var i Følge med dem, slog ud i et stort Skrig og løb til. Men førend de kom til Elven, var han langt nede. De sprang nedover, nogle paa hver Kant, og gamle Lasse var foran trods sin Alder. Aase maatte sætte sig paa en Sten; hun kunde ikke mere og det var hende som om Himlen drog op med Uvejr og vilde styrte nedover hende. Hun forsøgte at bede til Gud, men det var ligesom hun ikke fandt ham i al den Taage, som samlede sig for hendes Øine, hvormeget hun ogsaa arbejdede og ledte efter ham. Hun knugede begge Hænder for Øjnene for at det skulde blive bedre og forat hun ikke skulde kunne se, hvordan det gik ude paa Elven. Endelig løsnede ligesom Noget for Brystet paa hende, store Taarer steg op og hun græd saa sørgeligt. 10 Minutter senere kom de op til hende med Sønnen. Han var standset mod Noget, der stod fast i Elven, og Faderen havde reddet ham. Han var borte fra sig, og Moderen kastede sig jamrende over ham. De drog af ham Sko og Strømper og gned ham under Fødderne; de rullede ham og stellede med ham saalænge, til han slog Øinene op. Han laa længe rolig uden at sige noget. Han saa Faderen og Moderen græde ved sin Side og rakte Hænderne ud mod dem; men da mindedes han atter sin Skam i Kirken og saa Altsammen for sig igjen, og da begyndte han atter med denne frygtelige stygge Latter. Og siden lo han bestandig, naar Noget gik ham imod eller ikke var som han syntes. Det var intet Godt i den Latter, og man vidste ikke, enten det var Galskab eller hvad det var. Han var fornuftig nok derimellem, men ret som det var lo han. At le kalder Folket paa den Kant "at flire", og deraf kom det, at de siden bestandig kaldte Aanun Øvrebakken "Fliraanun". Det Navn har han den Dag i Dag der i Bygden.
I Faderens Smedje fandtes Aanun siden dagstøt, men han legede sig mere end han arbejdede, og Faderen havde ikke Hjerte til at hindre det. Der var ogsaa noget i Legen, som gjorde, at han ikke kunde blive harm over den, og det var et Forstand og en Opfindsomhed, han aldrig havde seet Mage til. Aanun havde sit Smisted og Faderen sit; ved det sidste blev der hamret og banket hver Dag, ved det første stod der en Stol, og paa den sad Aanun og arbejdede i Mag, snart paa et Laas, der var saa kunstigt, at Ingen havde seet et saadant før, - snart paa en Kniv, en Korketrækker, en Syl, en Sax, som han Altsammen gjorde saa net og kunstigt, at det kunde passe paa samme Skaft. Han gjorde bare, hvad han havde Lyst til, og havde aldrig Lyst til Andet end det, som Andre ikke gjorde. Det nyttede ikke at bestille Noget hos ham; man fik det saa alligevel ikke, saafremt han havde sat sig i Hovedet at arbejde noget Andet; men det, han fik færdigt, blev altid solgt; for Saadant vilde gjerne alle Folk have.
En Dag tog han Faderens Klokke ned af Væggen og begyndte at grunde paa, hvordan den var gjort. Han gik hen i Nabogaarden og bad om at faa se Klokken deres, og han var mangesteds og bad om det Samme. Folk troede han nu var bleven gal tilgavns, siden han bare rendte om i Bygden og saa paa Klokker. Men en vakker Dag holdt han op med det og gik tilbage i Smedjen igjen. Der blev det nu arbejdet fine, fine Hjul og mangfoldige kunstige Ting; thi nu vilde han gjøre en Klokke. Og han gjorde en, som var den snurrigste Folk havde seet. En Gjøg sad inde i den, og naar Viseren stod paa Slaget, sprang en Dør op, og Gjøgen stak Hovedet ud og galte saamange Gange, som der var Timer til. Den Klokke blev der betalt store Penge for. Han begyndte strax paa en ny. Han havde seet en lille Spildaase, og nu vilde han gjøre en saadan og sætte ind i Klokken. Det gjorde han, og naar Hanen (det var en Hane i denne) havde galt fra sig, saa spilte Klokken en Halling eller en Springdands. Sligt havde Folk aldrig hørt før, og Aanun gjorde en stor Handel. Han lo slig, naar Nogen kom til og gabte paa den rare Klokke, at man kunde tro, han vilde kige ud af. Han havde det nemlig endnu meget med at le. Naar Folk talte til ham, saa lo han, og naar noget Usædvanligt viste sig saa lo han ogssa, og man kan gjerne sige, at Latter var det eneste Sprog han havde. Han tænkte bare for sig selv, og naar Andre vilde faa ham til at tænke i Samlag med sig, til at svare sig o. s. v., saa lo han bare, lo ende over sig.
"Flir-Aanun" havde altid Bygdens Folk havt Meget at fortælle om; men nu fik de Mere end nogensinde før. Han blev langvejs spurgt, men han vidste selv ikke noget af det. For det, som viden er bekjendt, har ogsaa Folk lidt Agt, og derfor blev Aanun baade vel modtagen og vel behandlet hvor han kom hen. Dette virkede paa ham, og han drog sig ligesom lidt mere til Folk igjen. Men det var blot En, som kunde faa Ord af ham, og denne Ene ogsaa blot, naar han var i Godlaget sit.
Paa den nærmeste Husmandsplads var der nemlig en Datter, som hedte Ingebjørg. Hun var et forstandigt Kvindfolk, ikke synderlig fager at se til, men godlidelig og kvik. Aanun havde hun bestandig drillet den Tid de gik paa Skolen og til Konfirmation sammen, men hun havde ogsaa bestandig fundet sært Behag i hans ypperlige Svar, Viser og Puds. Han taalte ogsaa Mere af hende, end han taalte af Andre, og han hjalp hende baade med Læsning og Skrivning. Den Dag hos Præsten han skulde bede Skolemesteren om Forladelse og brast i at græde, saa græd hun med ham, og det glemte ikke Aanun, og siden deres Konfirmationsdag var hun saa snild med ham, at hans egen Moder ikke kunde være snillere, og det vil ikke sige saa lidt, da gamle Aase havde ham i sit Sind baade Nat og Dag og stelte omkring ham, som om En, der var syg. Nu, da han havde faaet det med den Latteren, var Ingebjørg den Eneste, som formaaede at stille den. Naar hun sagde: "Vær nu vettug, Aanun, og snak du som andet Folk" - saa svarte han ogsaa paa det hun spurgte om, og var han i godt Lune, saa kunde han ogsaa spørge hende om Et og Andet; men det var bestandig saa rart, at hun ikke vidste, hvad hun skulde svare. Jeg hørte en Dag paa dem, uden at de vidste af det. Jeg var hjemme i mine Skoleferier og gik paa Jagt deromkring. Saa kom jeg til et Sted i Skoven, hvor Aanun og Ingebjørg tog Løv; thi Forældrene kunde faa ham til saadant Arbejde, naar de lejede hende med. Jeg kom bag paa dem, og de saa ikke mig. Hun holdt paa og bandt sam men, han havde sat sig ned paa Marken ved Siden af og skar paa en Nøstepinde. "Er det at arbejde?" sagde Ingebjørg. Aanun saa op og lo. "Men, jøie mig, hvor vakker den er", sagde hun igjen, da hun saa nøjere paa Nøstepinden. Aanun lo saa det rungede i Fjeldet. "Er det noget at le af, det, Galningen", sagde Pigen. "Ho, ho, ho", fløj han op og dandsede omkring hende af Glæde. "Vær nu vettug og sæt dig og bind sammen" sagde Ingebjørg og tog ham i Armen. Han gjemte strax Kniv og Pinde og gjorde som hun sagde. Han satte sig skraas over for hende, bandt og saa paa hende - og lo. "Hvad ler du nu af, Spektaklet", sa' hun. "Hi, ho,hi, ha, - hi, ho", jublede han og slog omkring med Armene i Riskvisterne saa de føg omkring. "Jeg mener Gutten mister det lille Vette, han har", sagde Ingebjørg; "svar nu som andet Folk, er det af mig du ler? "Har du, - har du har du set en Rypefugl paa en Kvistebundt før", svarte endelig han, stupte "Haukraake" fremover og opover igjen og lo som om et Kor af Ugler skreg op. "Aanun, galne Aanun; du er saa snild, naar du bare ikke ler saa forsæt. Herregud, du har da Munden til andet Brug end bare til at gabe op med. Sæt dig nu ned og snak fredelig med mig."
Strax hun begyndte sin Tale, stillede han paa sig og lyede, og da hun var færdig, satte han sig, men holdt Haanden for og lo afsides, idet han alt som oftest skottede til hende. "Gapede Gutten, kan du ikke snakke snilt med mig" bad Ingebjørg. "Du, du", sagde pludselig han; "du, du, hører du, hører du, ha, ha, ha, ha, ho, ho!" . . . brast det ud, og jeg troede han vilde revne af Latter. "Men hvad i Guds Navn er det" sagde Ingebjørg, lagde fra sig og holdt paa ham forat tvinge ham til at snakke. Han fortsatte om Lidt: "Hører du, hører du Trosten, hvor han synger, hvor han synger. Den Tosken, han snakker det Ingen forstaar. Men jeg forstaar ham; du skulde aldrig hørt, hvor trøjsamt han synger. Jeg kan le mig fordærvet over, at du ikke kan skjønne det. Han mener du forstaar det; det er derfor han sidder slig og slarver, og saa forstaar du nejmen ikke et Ord. Hør nu! hør nu! Han tror du skjønner det, ho, ho, ho, ho" bar det løst igjen, og nu kunde hun umulig faa ham til at tie paa lang Tid. Saa spurgte hun ham meget indsmigrende om, hvad det var Trosten sagde. "Nej, jeg tør ikke sige det", sagde Aanun med lav Stemme, som om han var ræd for at Trosten skulde høre det. "Aa jo, si' det" bad Ingebjørg ligesaa sagte. Aanun flyttede sig nærmere hen til hende og hviskede hende ind i Øret: "Han snakker om dig!" "Hvad snakker han om mig da?" hviskede Ingebjørg. Aanun svarede ikke, men lo, dennegang mere inde i sig, akkurat som om Trosten ikke skulde mærke det. "Fortæl det nu", hviskede Ingebjørg. Aanun tog hende om Hovedet, lagde Munden ind til hendes Øre, saa omkring sig, som om Nogen skulde staa og ly efter, og saa sagde han halvhøjt (jeg fik siden høre det af Ingebjørg): "Han siger du er saa inderlig vakker, siger han og saa siger han, og saa siger han, ho, ho, ha!" Han kunde ikke Mere for Latter, rullede sig bort fra hende og lo som en Kanarifugl.
Slig var Aanun Øvrebakken bleven.
"Hvad arbejder du paa nu?" spurgte jeg en Dag Aanun, - han sad i Solstejken foran Studøren og høvlede. Aanun lo naturligvis, men pegte paa et Blad, som laa ved Siden af ham borte paa Marken. Det var et Blad, hvori nyttige Ting i Landbrug og Kunstflid bleve afhandlede, og jeg saa deri blandt Andet en Fremstilling af en nylig opfunden, meget sindrig Vævestol. "Kan du gjøre den efter?" spurgte jeg højlig forundret. "Du er jo ikke Snedker !" "Jeg er alslags, jeg !" svarte Aanun, lo og høvlede væk saa voldsomt, som om Stolen skulde blive færdig samme Dag. "Hvem arbejder du den for, Aanun?" "Ha, ha, - ho, ho, ho!" svarte Aanun. "Det er nu vel aldrig for hende Ingebjørg?" "Ho-i, ha-i, ho-i!" skreg Aanun, kastede Høvlen himmelhøjt i Vejret, tog den igjen og gav sig paanyt til at skamhøvle.
Jo, ganske rigtig! Et Par Dage efter saa jeg ham drage afsted med en Bom. Han sled og bar saa syndelig, for han var nu ikke stærk af Kræfter, og dertil havde han en Skavank i den ene Hoften sin, som før fortalt. Hvad har han fore nu, tænkte jeg og fulgte efter uden at han kunde se mig. Han drog afsted nedover Bakkerne, kvilte sig mellemstunder og traskede saa paa igjen. Det bars bort til den Plads, Ingebjørg boede paa, og saa vidste jeg Besked. Jeg tog en Omvej, listede mig ind i Gangen og stelte mig bag Døren, for dette vilde jeg da se paa. Om lidt kom Gutten dragende. Ingebjørg lukkede op Studøren og stillede sig ude i Gangen tæt ved mig. "I Jesunavn! Hvad er det han Aanun Øvrebakken kommer sættendes med! Jeg mener, Gud forlade mig min onde Synd, det er en Vævebom !" Aanun satte den ifra sig mod Stuvæggen, saa det smal i Huset. "Nu har jeg aldrig set sligt! Hvor har du faat fat i den, Gapen?" Aanun tog Huen af sig, kastede den i Luften og storlo. "Hvem skal ha' den Vævebommen ? Svar mig nu paa Timen !" sagde Ingebjørg næsten streng. Aanun saa paa hende og sagde om lidt: "Du skal faa Mer, du!" Og dermed gjorde han et Kast henover Marken, haukede og lo og dandsede hjemover igjen. Og nu kom han fort bærende efter hverandre med Slagbommen, Stolperne, Sidetræerne, Hovollerne og Altsammen. "Skjønner jeg, hvad Gutten mener med dette, saa vil jeg aldrig komme af Flekken," sa' Ingebjørg, som gik ud og saa paa hvert Stykke, eftersom han kom med dem.
Aanun satte sammen Stykkerne, og Ingebjørg saa til og forundrede sig. Da han var færdig kastede han sig i Græsset ved Siden af og saa paa hende, mens hun grundede paa, hvordan den Vævstolen egentlig var. Hendes Glæde ved Opdagelsen af dens mange Fordele skaffede ham usigelig Moro. Han lo uafbrudt, men han lo sagte, for ikke at forstyrre hende. Hun gik rundt den og sagde for hvert nyt Stykke, som overraskede hende: "Du skulde aldrig ha' set sligt Spir før! - Nej, det bær' over sig! - Ja, du Aanun, du Aanun!" osv. Gutten skinnede over hele Ansigtet som en Sol; aldrig har jeg hverken før eller siden seet en saadan Lykke. Ingeborg vendte sig endelig mod ham og spurgte, om det var hende, han havde tiltænkt Stolen. Aanun svarte ikke, men rejste sig, holdt op at le og blev næsten alvorlig. Ingebjørg rakte Haanden ud til ham og sagde: "Det er saa godt et Hjertelag i dig Aanun, at jeg skulde gjøre for dig, hvad det var". Aanun tog ikke Haanden, han saa ikke engang op paa hende; han lo heller ikke, og han var ligesom paa Vej til at blive et andet Menneske. Huen hans var falden af ham; Ingebjørg tog den op, pudsede af den, og satte den paa ham. "Du er ogsaa saa styg paa Trøjen din", sa' hun og børstede den med Haanden. Aanun lod hende gjøre som hun vilde, men Ordet kunde han ikke faa over Munden, og han kunde ikke engang smile længer. Da Ingebjørg kom frem for ham igjen saa hun til sin store Forundring, at han græd, og førend hun rigtig fik Greje paa dette, gik Aanun sin Vej langsomt hjemover. Han saa ikke tilbage.
Saasnart Lejlighed gaves dertil, forlod jeg min Plads og gik hen i Smedjen til Lasse. "Hør du Lasse, sa' jeg, jeg vilde gjerne tale et Ord med dig om han Aanun." "Det var snilt det," svarte Lasse, og saa satte vi os Begge, han paa Smistedet sit og jeg paa Krakken til Aanun. "Rart skulde det være, begyndte jeg, om ikke Aanun ved kjærlig Behandling blev ganske som andre Folk igjen. Jeg saa likt til Saadant idag." "Aa, nei, Gu bære mig, Tomsingen bli'r nok gaaende der." "Sig ikke det, Lasse. Jeg saa Noget idag, jeg. Han holder af Ingebjørg; og hun er nok ogsaa det eneste fremmede Menneske, som har været snild imod ham. Du, Lasse, gjør et Par af dem To, du. Du har mange Penge, Gutten er hændig og faar ypperlig betalt det, han gjør, saa det vil nok gaa. Og gaar det, saa faar Præstegjeldet den flinkeste Mand, det har havt siden det kom istand!" Jeg mente, hvad jeg sa', og Lasse saa det. Han sa' Ingenting strax, men siden sa' han: "Jeg skal tænke paa det." "Og gjør Noget strax," lagde jeg til.
Jo, et Par Dage efter, da Ingebjørg var nede paa Øvrebakken, tog Lasse fat i hende, og de gik Begge bortover til Fjøset til gamle Aase. De fandt Aase siddende og malke. Lasse tog en Krak og satte sig, Ingebjørg stod der. "Det var rigtig Noget vi skulde snakke med dig om," begyndte Lasse. "Staar det vakkert oppe hos Eder nu?" skyndte Aase sig at sige, for hun vilde ikke, Manden skulde komme saa braat med det. "Jo," sa' Ingebjørg, "det staar rigtig vakkert, gjør det. Hun Mor kan ikke mindes det Aaret, det stod bedre." "Det er som Vorherre vil lægge sin Velsignelse til," sa' gamle Aase; "Det staar ret vakkert her inde paa Bakken, aa." "Øvrebakken er en gjild Plads," lagde Lasse ind. "Ja, os har den født, siden vi kom sammen" fortsatte Aase. "Den kan føde Nogen efter os med", mente Lasse. "Ja, det er nu den Gutten da, Gud bære mig," sagde Moderen, "saa klog han er, er det ret sørgeligt med ham." "Aa, faar han et snilt Menneske, som vil hjælpe ham tilrette, saa gaar det nok," svarte Lasse. "Ja, bare Nogen var saapas snild," sukkede Aase. "Jeg undrer mig paa, jeg, du," sagde Lasse, idet han vendte sig til Ingebjørg, "om det kunde være ventendes, at du vilde tage dig af den stakkels Kroken. Dig liker han nu saa godt i alle Maader, og vi kan ikke sige, at vi liker dig stort mindre, vi heller." Før Ingebjørg kunde svare, skyndte Aase sig at lægge til: "Han er alletider en tagendes Kar. Han gjør hvad det skal være, og Pladsen er af de bedste heromkring. Og det kunde kanske hænde sig, at han fik en Skilling efter os med." "Aa ja," mente Lasse, "det er ikke sagt, at han Lasse Plog er saa fattig som Folk tror." "Hvad siger du nu til dette, Ingebjørg?" spurgte Moderen. Ingebjørg havde taget op nogle Halmstraa, som hun bandt sammen; hun svarte ikke strax, men endelig saa sagde hun: "Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare." "Du vilde ret gjøre en god Gjerning," føjede Aase skyndsomt til; "Vorherre vilde nok lønne dig for det. Og snild er Gutten, det fejler ikke, saa du aldrig faar raa dig saavidt selv med nogen Anden." "Vakker er han rigtignok ikke," sagde Lasse; "men det er helst saa, at det vakkreste Ansigtet tilhører den største Slarven." "Jeg faar nu tale med Mor min først," sagde Ingebjørg. "Gjør det du," svarte Forældrene paa een Gang; "og kjender jeg dig ret," fortsatte Lasse, "saa lægger du et godt Ord ind for det."
Dermed var det forbi for den Gang. Ingebjørg gik sin Vej; udenfor Stuen sad Aanun og gjorde paa noget Rart, som sædvanligt. Han saa fornøjet ud og lo højt, da han saa Ingebjørg. Han ante mindst, hvad de nu havde snakket om, og Ingebjørg blev saa underlig ved at tænke paa det; det syntes hende næsten Synd at handle Andet end Godt mod en saadan Stakkel, der lod Andre saa ganske raade for sig. Det forekom hende, som om Vorherre i det Samme sa' til hende: "Sørg for ham der, du Ingebjørg, og det vil gaa dig godt i Verden."
"Farvel for ikveld, Aanun," sagde hun blidt til ham, idet hun gik forbi og kastede et Øje paa hans Arbejde; "jeg kommer kanske snart nedover igjen." Aanun glindsede over det hele Ansigt, lod Hænderne synke og blev siddende og se efter hende, der hun gik opad Bakkerne.
Snart talte hele Bygden om, at Ingebjørg vilde tage Flir aanun. Rarere Tidende havde Folk aldrig spurgt, og stakkels Ingebjørg, hun fik høre det. "Hvorledes kan du gaa hen og kaste dig slig væk," sagde En. "At gifte sig med en gammel Mand kan endda gaa an," sagde en Anden, "men at giftes med en gal!" "Aa, han er ikke saa gal, som han synes," svarte altid Ingebjørg, men hun var dog som lidt undselig ved det, og hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulde gjøre. Hvergang de To var sammen, var hun ikke ilde stemt for det; thi han var saa hjertensgod, og desuden var der noget saa Rart inden i ham, som en og anden Gang brød frem og tog hende rent med sig. Men hvergang hun var sammen med Andre og hørte dem tale, syntes hun det var lejt at kjendes mere ved ham end andre Folk.
Saadan gik det udover Sommeren. Aanun gjorde alleslags ypperlige Ting for Ingebjørg, og det var forsæt, at noget andet Menneske fik ham til at gjøre noget for sig længer; han arbejdede bare for Ingebjørg. Hun havde snart de bedste Arbejdsgrejer af alle Jenter i Bygden, om det saa var hendes Rok, saa maatte Folk hen og se paa den, da den var langt anderledes og bedre end andre Rokker. Som oftest satte han ogsaa noget Pudsigt til; Knappen af Rokkehovedet var et gammelt stygt Kjærringansigt, Skaftet paa en Ske, han gav hende, var i Form af en Orm, og Hanken paa Tinen var en Ræv, som laa paa Lur. Hvergang hun fik noget Sligt, maatte hun baade le og synes om ham.
Med Aanun var det ret besynderligt. Han tænkte vist ikke paa noget Giftermaal; det Eneste, han vilde, var bestemt at faa gaa slig og rangle gaardimellem med Gaver til hende og at faa se og tale med hende, hvergang han kom med Noget. Og den Magt hun nu lidt efter lidt havde vundet over ham var ganske utrolig.
En Dag disse To var ude paa Gaardens Mark og arbejdede, kom hen til dem en Fyr, som Alle kaldte "den ny Kantoristen". Han kaldte sig Larsen, og Folk sagde, han var Søn af en letsindig falleret Kjøbmand etsteds syd i Landet enten det nu var Kristiania eller Drammen. Han var nylig kommen til Sorenskriveren der i Egnen og var alt bleven folkekjendt, da han ikke mindre slang om mellem dem. Alletider lod han som han drog paa Skytteri, men for det Meste saa sagde de nu, at han vilde drive det samme Væsen paa Landet, som han kanske havde drevet i Byen; thi slige Folk bærer sig ad, som var der ikke et skikkeligt Menneske til i Verden, og at de, som er det, strax skal ødelægges. Men det var en sædelig og vaker Bygd han var kommen til, saa det vilde ikke rigtig slaa til. Men prøvede gjorde han, og staut at se til var han og tale for sig kunde han som en Prokurator.
"Nei, hvad er det ret for en vaker Pige, du der har faaet fat i, Tomsingen," sagde han, da han kom hen til Aanun og Ingebjørg, som gik og smaasnakkede sammen. "Kræk, kræk, kræk . . . ondt gjør Ulven i Skogen," svarte Aanun og lo fult. Han havde det saameget med at sammenligne Folk med Dyr og andre Ting; tillige var det mærkeligt, at i samme Øjeblik et Menneske kom ham nær, saa fik han en bestemt Kjending af, hvad Slags Menneske det var. Det havde Folk ofte forundret sig over, men især nu, siden han var bleven lidt mere talende af sig, saa det kunde blive lidt mere synbart. - "At du vil gaa sammen med den Tosken," sagde Kontoristen videre til Ingebjørg, gik nærmere ind paa hende og betragtede hende. "Jeg gaar ikke videre sammen med ham," sagde Ingebjørg forknyt, "end at jeg arbejder sammen med ham." "Det skulde du ikke gjøre; det er ikke et fornuftigt Ord at faa af ham; nej, snak heller med mig, jeg skal fortælle dig meget morsomt, jeg." "Ja, men jeg kan da ikke arbejde sammen med dig," svarte Ingebjørg. "Aa, vi to kan have meget sammen, vi," sagde han, og gik endnu nærmere.
"Gorpen skriger der Ulven gaar, snart han Noget at æde faar," sang Aanun, da i det Samme virkelig to Ravne fløj over dem. "Hør mig til det Spektakel!" sagde Kontoristen; "hvad er det for galent Snak han kommer med?"
"Galen er de, som Sanningen segje. Kloke er de, som ser den og tegje." sang Aanun. Han lavede sig en Rendesnare af en myg Kvist og han tog en stor Hømæle og hængte op i den. Ingebjørg lo og Kontoristen vilde slaa til ham; men hun sprang imellem og sagde kort: "Er han gal, saa maa ikke du være galere." "Jeg tror sandelig, at du holder af den Vanskabning," svarte Kontoristen; "der gaar endog det Ord, at du skal have ham. Sligt kan da vel ikke være andet end Snak, da du ellers ser baade vakker og fornuftig ud og kunde faa dig en ganske anden Karl end denne Fugleskræmsel." Ingebjørg bøjede sig forlegen ned og tog nogle Græsstraa op, og Aanun stirrede saa fortabt op paa hende og paa Kontoristen, at han saa ud, som han skulde miste al Tanke. Thi han havde aldrig hørt om noget Giftermaal og forstod næsten ikke, hvad Fyren mente med dette. Han sakkede agterud, som han gik i dybe Tanker, da det i det Samme bar hjemover, og Kontoristen slog Følge med Ingebjørg. De gik nær hinanden og talte sagte sammen; i Begyndelsen svarte hun ikke stort, men om lidt begyndte hun at le til det, han sagde, og det lod til, at han morede hende. Hun stræbede lidt imod, da han lagde Haanden om hendes Liv; men siden saa fandt hun sig i det og gik og lo og hviskede. Aanun gik efter dem og saa paa dem; han saa forstyrret ud og gik som han tænkte paa Dømmedag. Stakkels Aanun!
Om Aftenen satte han sig udenfor Døren hjemme og grublede. Det Ord om Giftermaal havde bragt ham Ufred, og han tænkte: jeg eller en anden En. Nej, før havde han aldrig husket paa, at han ikke kunde være sammen med hende paa den Maade bestandig, og at Nogen snart kunde komme og tage hende fra ham. Kontoristen dandsede ogsaa om inde blandt hans forvirrede Tanker, og han saa ham holde Ingebjørg om Livet. Sligt havde han aldrig seet før, og det gjorde ham saa hjertelig ondt.
Han gik ikke til Ingebjørg paa flere Dage, men han arbejdede paa en smuk, smuk Æske til hende og ovenpaa Laaget satte han et fint udskaaret Lam, saa vakkert, at Alle, som saa det, maatte le. Sent om Kveld gik han til Ingebjørg med det. Hun blev lidt rar, da hun saa ham, og da han kom glad som et Barn frem med sin lille Gave, blev hun vaad i Øjnene og maatte vende sig bort fra ham. Hun saa flere Gange ud af Vinduet, som om hun var ræd for at Nogen skulde komme, og til Aanun kunde hun ikke sige mange Ord, og han sad ogsaa ligesom beklemt. Pludselig foer hun bort fra Vinduet og vilde have Aanun med sig ud i Kjøkkenet. Alt hvad hun vilde, det gjorde han, og derfor gik han derud og satte sig. Hun gik ind igjen, og han hørte hende snart tage mod Nogen. I Begyndelsen kunde han ikke høre Noget, men med Eet blev den Anden højmælt, idet han sagde: "Dersom jeg træffer den Tomsingen, saa skal jeg tage og prygle ham! Jeg vil ikke at Folk skal sige noget saa Ondt om dig, som at han gaar og frier til dig." Den Røst havde han hørt før; det var Kontoristen; hvad Ingebjørg svarte kunde han ikke høre; men der han sad blev han paa eengang saa forvildet i Hovedet, at det forekom ham, som han vilde stupe ned af Sædet. Han vilde gaa ind, men saa randt det ham i Hu, at Ingebjørg havde bedet ham at sidde der, og saa sad han.
Om en Stund hørte han Døren aabnes og Nogen at gaa, og endnu om en Stund kom Ingebjørg ind igjen, lidt forlegen, men dog gladere end før. Hun tog Aanun ved Haanden og sagde: "Nu skal du gaa Aanun, men du skal komme snart igjen."
Han gik uden at han vidste af det.
Aanun arbejdede ikke længer saa flittigt som før; man fandt ham ofte siddende afsides og sture, og Moderen havde sin Møje med ham. Hun var bleven gammel, meget gammel nu Aase; Øjet fordunkledes og Gangen var bleven usikker. Hun havde tænkt, at hun, førend hun lagde sig ned, kunde se den forsorgsløse Aanun betroet et samvittighedsfuldt Menneske, som kunde stelle det godt for ham; men nu paa en Tid syntes det, som at han og Ingebjørg ikke holdt rigtig sammen længer. Af ham kunde hun Intet faa at vide, og efter en Kveld at have overvejet Sagen med gamle Lasse, ruslede hun næste Morgen nedover til Ingebjørg.
Hun fandt hende siddende i Væverstolen, og hun syntes, at Ingebjørg blev lidt rar, da hun kom ind. Ingebjørg rejste sig og ryddede af en Krak: "Du faar se til, at du kan sætte dig ned," sa' hun. "Tak, jeg trænger det vel: det lider, det lakker; det føler jeg bedst i de tunge Bakker," sagde Aase med Visens Ord. Ingebjørg hentede Melk til hende og bad hende gjøre sig til Bedste. Aase gjorde saa, og Ingebjørg satte sig til Væven igjen, men hun kom sig ikke til at spørge om, hvorledes det stod til hjemme, som Brug er bestandig. Aase gav sig god Tid, men da hun endelig førte Aanun paa Bane, blev Ingebjørg forlegen og bøjede sig nedover Væven forat knytte Traade, skjønt ingen Traad var brusten. Aase saa det, saa gammel hun var, og hun sagde alvorligt: "Snart skifter du Sind Ingebjørg; ikke bar du dig slig ad sidste Gang vi taltes ved; heller ikke var hans Gaver dig for simple i Mellemtiden." Ingebjørg taug, og Aase sagde paany: "Det kan jeg forstaa, at Meget og Mangt kan tale imod Giftermaal med den stakkels Aanun; men ærlig Jente siger ærligt Nej; hun holder hverken Gutten eller Forældrene for Nar." Ingebjørg svarte, at hun vidste ikke hvorved hun havde fortjent slige Ord; men Aase mente "at det maatte hun selv bedst vide. Gutten gaar og tærer paa sig, og Ingen kan faa Ordet af ham. Snak til mig, Ingebjørg. Jeg er gammel og vil Eder Begge vel. Hvad er det Ingebjørg?" Hun gik bort til hende og lagde Haanden paa hendes Skulder og saa hende ind i Ansigtet. "Du ved, du er Gudbarnet mit, og jeg har altid været dig god. Har du Noget paa Hjertet, saa kom med det; Vorherre hører os Begge, og han hører, om vi taler rigtig med hverandre."
Men da skar Ingebjørg i at græde, og hun kunde ikke faa Munden op. Aase klappede hende, gik saa hen til Krakken og satte sig igjen. Der sad hun og saa paa hende og rystede det gamle Hoved. I det Samme gik Døren op, og En kom ind, som Aase ikke kjendte. Han var fint klæd og lod til at være en lystig Karl; det var "den ny Kontoristen".
"Hvad staar her paa? Sidder du og græder, Ingebjørg?" sagde han og gik uden videre hen og lagde Haanden om hendes Liv. Hun sled sig løs fra ham, næsten med Uvillie, reiste sig og gik hen til en anden Kant af Værelset. Kontoristen saa paa hende og paa Aase; men det var ikke Forslag i det Blik mod det, som Aase sendte ham og Ingebjørg. Hun sagde Ingenting endnu, men den flabbede Kontorist rev Uveiret løs. "Hvad er du for En?" spurgte han. Aase svarte ikke; men saa des styggere paa ham. "Hvad Pokker er dette for en Hex?" siger han da til Ingebjørg. "Det er Aase Øvre bakken," svarer denne sagte. "Aa, er det hende, som man kalder Bakketroldet," ler Kontoristen; "ja hun seer da ogsaa ud som et Trold! - Men nu forstaar jeg det! Hun er her og frir for den tullede Sønnen sin, og det er ikke til at undres over, at du græder, Ingebjørg, naar de vil narre ind paa dig en slig Bytting." Han gik hen til Ingebjørg og vilde kjæle for hende; men hun skjøv ham fra sig, dog uden at sige Noget. Nu reiste gamle Aase sig. "Tak for mig Ingebjørg," sa' hun. "Snart skal jeg ikke komme igjen; for nu har jeg baade set og hørt mere end jeg trænger. Vel er Søn min ikke som han bør være; men for god en Karl er han dog til en slig Jente." Da Ingebjørg vilde faa hende til at tie, sagde hun videre: "Nei, lad mig blot snakke, og Gud give det var Flere som snakkede end mig og gjorde det i betids, for dette bærer galt afsted, saavidt hun Aase Øvrebakken kan skjønne." "Er Kjærringen gal?" sagde Kontoristen. "Nei gal er jeg ikke, fordi om jeg ikke vil lyve Jenten saa fuld som du. Vorherre tilgive dig, hvad du har gjort mod hende og os: det vil engang komme tungt igjen." Og dermed gik Aase.
Siden kunde man ofte se Ingebjørg gaa og græde, og naar hun mødte Aanun, saa gik hun afveien for ham. En Maaneds Tid undrede Folk sig over, hvad der var kommen over den muntre Ingebjørg, og en Maaned efter begyndte de at hviske saa smaat om, at hun var bleven - frugtsommelig.
Og desværre - Ingebjørg kunde ikke nægte det. Nu begyndte tunge Tider for hende; Moderen vilde jage hende fra sig, og gamle Aase Øvrebakken var det, som holdt igjen. Alderdommen gjør mild, og skjøndt Aase græmmede næsten Helsen sin af sig over den Ende, som hendes Haab tog, saa stod hun dog nu Ingebjørg bi. Kontoristen havde gaaet der flittig nok før; nu var han ikke til at se; Moderen vilde jage hende og Kjenningerne forlod hende.
Da mødte hun en Dag Aanun, der han gik i Skogen efter Træværk til sig. Efter Sædvane vilde hun bøje af for ham, men da han saa, at hun enten græd eller nylig havde grædt, og blev staaende med Tegn paa dyb Deltagelse, saa brast hun i en lydelig Graad og hang sig om Halsen paa ham. Sligt havde aldrig Nogen gjort med Aanun før, og aldrig havde han før seet Ingebjørg græde. Derfor blev han fra den Stund lydig som et Lam mod hende og fulgte hende som en Skygge. Lidet vidste han om, hvad der feilede Ingebjørg; han saa kun, at hun var snild imod sig igjen og at hun græd, og naar hun græd saa vidste han ikke det Gode, han vilde gjøre hende. Han satte sig til at arbeide alle optænkelige Ting for hende, og de, hun før havde, pudsede og stellede han paa, og han bar Vand for hende og huggede Veden for hende og Moderen; han holdt til hele Dagen nede hos dem. Gamle Lasse vilde flere Gange faa ham hjem, og søgte flere Gange at faa indgivet ham, hvor uværdigt det var for ham at gaa dernede nu. Andre forsøgte det Samme, men Aanun bare saa paa dem og lo, og saa gik han bort og hen til sit Arbejde, og Ingen havde seet ham saa villig til at tage Haand med i Alt som nu. "Lad Aanun gaa der," sagde Aase da; "Vorherre er med ham og siger ham, hvad han skal gjøre."
Ud paa Vinteren kom Ingebjørg med et lidet Drengebarn. Aanun havde været syg en Stund og havde ikke paa længe været hos Ingebjørg Hougen. Da han endelig kom der igjen og fandt hende syg og et lidet Barn ved hendes Seng, da stod han ganske som en Fremmed der. Han forstod sig ikke paa denne Forandring; men da Ingebjørg rakte Haanden ud imod ham den han glad tog imod, og da hun pegte paa Barnet og sagde, det var sit, da forstod han kun lidt den Tort, som fornemt Folk her atter havde gjort den ærlige Bonde, da kjendte han ikke noget til Had eller Nag; Barnet var Ingebjørgs; og Ingebjørg holdt han af mest af Alle i denne Verden, og derfor holdt han ogsaa af Barnet. Det Regnestykke var saa simpelt for Aanun, og han ludede sig ned over Barnet og saa paa det med glædetindrende Øjne, og han sad siden Dagen lang og vuggede det foran Ingebjørgs Seng. Hun laa der og sang Psalmer for ham, og da hun blev sygere og sygere, saa sang hun ogsaa mere og mere, og han lod Arbejdet, som han havde under Hænder, hvile den Stund, hun sang, vuggede og sad stille og hørte paa. Og naar hun blev træt og maatte tie, tog han atter fat paa sit Arbejde; det var den ene Ting rarere end den anden, som han gjorde til Barnet; dette kunde endnu ikke paa længe bruge dem, men Aanun havde det nu engang saa, at den, han holdt af, maatte han arbejde Noget til.
Ingebjørg blev være og være. Man saa godt, det var en Sygdom, der lagde sig paa Sindet, som var den farligste, og den blev ikke bedre, fordi om Aanun sad der. Synet af ham mindede hende formeget om mange Ting, og endda saa vilde hun ikke, han skulde gaa sin Vej. Naar hun saa, hvor utrolig han var kommen sig i at tænke og tale sammen med Folk, siden hun tog sig af ham, og naar hun tænkte, hvilken mærkværdig Mand det kunde blevet af dette Emne, saafremt hun havde været med og laget det til, saa angrede hun bitterlig, hvad hun havde gjort og følte slig en Synd for Gud. Kom nu hertil, at neppe en Eneste af dem, hun havde kjær, saa ind til hende, da Sligt var anseet for en Skam deri Bygden, kom ogsaa til, at hun havde ondt forat faa Folk til Faddere til sit Barn, saa kan I skjønne hvad den Arme led i sit Hjerte. Hun havde sendt Bud til Flere, som rent ud havde sagt Nej, hun lod et Par spørge underhaanden, og de vare blevne rørte over hende og havde lovet det, men de sendte Atterbud, at Forældre eller Slægtninge havde forbudt dem det. Ingebjørg hørte hvergang vonde Ord af Moderen, der græd over den Skam, hendes Datter maatte lide. Disse Taarer faldt som kogende Bly i Ingebjørgs Sind, og hun maatte se paa Aanuns bestandig glade og deltagende Ansigt forat faa lidt Mod igjen; men naar hun saa kom ihu, at han burde være den Vredeste, da følte hun sig frygtelig ydmyget, og dette gjorde hende kanske endnu mere ondt.
Da var det, at gamle Lasse en Dag kom ruslende nedover fra Øvrebakken. "Guds Fred i Huset!" sagde han, da han bøjede sig ind ad den lave Dør og saa godt omkring sig.
"Tak som byder" sagde han videre, da Moderen satte en Krak hen til ham og gav ham Noget at drikke. "Jeg vilde nu se ned til Guddatter min. Det var Synd at svigte hende i de laake Tider, naar En har holdt af hende i de gode. Hvorledes er det med dig, Ingebjørg? Hun Aase og jeg taler ret ofte om dig, og den stakkars Gutten vor viser os, hvad vi skal gjøre. Tilgiv Andre, staar der, saa kan du selv vente Tilgivelse." Ingebjørg kom i saadan Graad, strax hun saa ham komme ind, at hun syntes ikke at kunne holde op igjen. "Græd ikke, Barnet mit," sagde han mildt; "Vorherre ser nok ned til os, og han vil Alting til det Bedste." Nu blev ogsaa Moderen rørt, og hun saa pludselig Kjendingers Uvilje til at staa Fadder - i et ganske andet Lys. Hun bebrejdede ikke Ingebjørg, men dem. "Dette har jeg hørt," sagde Lasse, "at Ingen vil yde kristen Hjælp. Men det skar Aase i Hjertet, og hun sagde, at havde hun holdt Ingebjørg over Daaben, saa kunde hun ogsaa holde Barnet hendes. Det var nu dette, jeg skulde gaa ned og sige dig, og jeg er nok den anden Fadder jeg, og Aanun kan være den Tredje, saa finder vi vel alletider den Fjerde med." Baade Moder og Datter begyndte at velsigne ham herfor og de vidste ikke det Gode, de vilde gjøre ham; men Lasse mente "at dette var da det Mindste, de kunde hjælpe dem med. Og var det Noget ellers, saa kunde de bare sige af; for Gutten deres er det, de har spart sammen for, og naar han ikke synes at have nogen anden Vilje, saa var det Uret ikke at føje ham heri." Efter saaledes at have strøet Glæde rundt omkring sig, rejste gamle Lasse sig op, bød Farvel og gik. Men Moderen sagde ofte siden, at det var ligesom lyst efter, der han gik ud af Døren.
Paa den Maade kom da Barnet til Daaben, og den Sorg var slukket; men Ingebjørg blev ikke bedre; hun var nu saa hentæret og bleg, at Folk ikke kunde kjende hende igjen.
Hun laa og plagede sig med alleslags Tanker, og trods at Præsten var der, saa blev det ikke bedre. Hun frygtede ogsaa saameget for Fremtiden, at hun bad Gud om at maatte faa dø. Hun skjønte godt, at Aanuns Forældre ikke vilde vide noget af det, som engang var aftalt mellem hende og dem, og selv om de vilde, saa kunde hun det ikke selv. Hun blev blidere og blidere mod Aanun jo længer det lakkede frem; han paa sin Side saa nok, at hun var daarlig, men at hun kunde dø, tænkte han ikke paa.
Men Aase saa, at her havde den stærkere Herre meldt sig, og hun sørgede for at Aanun stundimellem fjernedes fra Sengen, for at han kunde ligesom vænnes til det og være borte, naar det tunge Slag skulde staa. Nu flyttede nemlig Aase selv ned til dem og gjorde ham vis paa, at naar hun var der, saa behøvdes ikke han. Aanun var da hjemme, men var temmelig urolig og havde ingen Arbejdslyst. Lasse fik ham til at tage i med sig og fik ham fra sine Tanker saa godt han kunde. Men det varede ikke længe, før han maatte nedover igjen og se, hvorledes det stod til. Da han kom ind ad Døren, tyktes det ham, at Ingebjørgs Øjne var bleven saa underlig skarpe; hun stirrede slig paa ham, at han blev ganske kold over sit hele Legeme, og han vendte om igjen uden at sige et Ord.
Fra den Time var han som et andet Menneske. Han gik og tog i alle Ting og slap dem igjen, han spiste en Bid og lagde Skeen væk, spiste en til og lagde væk, stod op midt paa Natten, gik ud og saa nedover, kom ind igjen og lagde sig, men foer atter op og tændte paa Ilden. Nu blev gamle Lasse ræd for ham og vilde have Moderen op til ham; men dernede lakkede det mod det Sidste, og hun kunde ikke komme ifra. Aanun var det ikke godt at tage vare paa; thi aldrig havde han været mere uvillig til endog at lægge Mærke til, at der var andre Mennesker foruden ham til paa Jorden. Det kunde være en 6 Dage, siden han havde været hos Ingebjørg sidst, at han midt paa Natten, som han laa og sov, vækkede Faderen med frygtelige Skrig. Han lo isøvne, og lo saa stygt, at det gyste i Faderen. Denne foer op og forsøgte at vække ham, men længe forgjæves; Aanun var saa inde i en Drøm, at han ikke lod sig vække. Faderen tog og rejste ham helt op, før han vognede. Da saa han forundret om sig, faldt ned igjen med et Skrig og raabte: "Ingebjørg, Ingebjørg! Hvor er du?" Faderen søgte at tale ham tilrette; men saa slog han op en kold, fæl Latter igjen og saaledes blev han liggende til det dagedes. Ved Daggry kom Aase ned og meldte, at nu var det forbi med Ingebjørg.
Netop som Aanun havde drømt saa stygt (man fik aldrig vide, hvad han havde drømt) gik hun ud af denne Verden, stille og vakert, med fuld Bevidsthed til det Sidste. Hun tog Afsked med de To omkring sig, og hun bad dem hilse Aanun. Barnet førte de bort til hende, men hun lod ikke som hun saa det; hun strakte Hænderne ud to Gange, smilte begge Gange forklaret over det hele Ansigt, og døde.
Da Forældrene vilde have Aanun op, mærkede de først, at nu var hans Forstand ganske borte. De Gamle græd og hjalp ham, og det var rigtig et tungt Arbejde for dem at hjælpe ham tilrette. Han lo saa det hørtes viden om, og vilde hverken tage Mad eller Drikke til sig. Saaledes var det i et Par Dage, da han faldt i en haard Sygdom, hvorunder de Gamle plejede ham som de bedst kunde. Han kom sig ogsaa, men kun forat være ligesaa vanvittig som før; dog var han atter bleven stille og sad og saa hen for sig og lo, naar Nogen snakkede til ham, eller naar han saa Noget.
"Nu er det forbi med Kunststykkerne hans Fliraanun" sagde Grandfolket, og forbi var det ogsaa. Han puslede ofte paa Et og Andet, men forbi var det; thi det var ikke Mening i det, han gjorde.
Slig har jeg seet ham, og jeg kan næsten ikke beskrive det, saadant Indtryk gjorde det paa mig. Derimod har jeg nogle Ord at sige om den Historie, jeg her har fortalt; thi det kan nok hende sig, at enkelte Ting i den træffes oftere omkring i Landet end man selv lægger Mærke til.
Aanun er ingen helt igjennem opdigtet Fortælling, hvad vel ogsaa har vist sig. Den fremstiller et af de mange, altfor mange Exempler paa de sjelden begavede Mænd blandt Bondestanden, som visse Fordomme og Forholde i vort Samfundsliv undertrykker og tilintetgjør. Det Sædvanlige og det Sædvanliges Lov har faaet en saa stor Magt, at den, som Naturen sætter op mod dem, maa til Jorden. Alt skal gaa paa eet Sæt og i een Takt, og den, som ikke kan eller vil det, prygles, stødes tilside og mishandles saalænge, til han mister Viddet eller Helbreden.
Nu er det netop Ulykken, at det er de Allerbedste, som ikke vil opunder Kniv og Sax, men gaa paa sit eget Vis. Thi dette er netop en af de Maader, og den første, deres usædvanlige Aandskræfter melder sig paa. Jeg har seet mangen Dreng, som er bleven mig betegnet bare som "en galen Gut", "et Trold", "en Sorg for sine Forældre", og naar jeg har stiftet Bekjendtskab med ham, saa har jeg i ham fundet slig en Karl, at jeg vilde ikke bytte ham mod hundrede af "Forældrenes Glæde".
Det skal erkjendes for et Nationaltræk hos os at ville dølge, lede Opmærksomheden bort fra sit egentlige Væsen og sine Følelser. Til den Ende gjennemføres med stor og æng stelig Nøjagtighed en aldeles eensformig udvortes Fremtræden. Denne fæster sig i hver Bygd under Navn af denne Bygds Skik og Sæder, og den vildeste Aand skal tøjles saalenge, til den kan lyve paa sig dette adstadige, udeltagende Væsen. Gud bedre den, som, især medens han er ung, lader Retfærdighedsfølelsen eller sit Hjertelag løbe af med sig.
Lad os nu se paa Aanun. Hans Hjem var galt i den Henseende, at han som Gut lidet nød godt af en kjerlig, gudfrygtig Opdragelse. Det var godt i den Henseende, at Forældrene uden at give ham noget Exempel til det Onde lod ham skjøtte sig selv og derved udvikle sine mageløse Evner saaledes, som disse selv vilde det. For en lidet Begavet vilde dette være ilde, men for Aanun var det det Bedste, som kunde hendes.
Saa kom Skolemesteren, der ganske misforstod ham. Han havde i 30 Aar opdraget alle sine Børn paa een Maade, og derfor vilde han ikke nu i det 31te gjøre nogen Undtagelse. Han saa ikke paa Gutten og Guttens Evner, naar han spurgte efter en Behandlingsmaade, han saa kun paa, hvad han før havde gjort. Den overordentlige Sjelsstyrke, som man bemærkede at spire i Aanun, fik derved sin Retning mod Trods, og saaledes gaar det med enhver Sjelsevne eller Karakteranlæg, at dersom Væxten ikke er fri, slaar Træet Krog paa sig og forknudres.
Hvor mange, hvor mange Skoleholdere paa Landet har ikke det Samme paa sin Samvittighed som den, der dængte Aanun! Ypperlige Evner er, naar de ikke tillige er ledsaget af et stille Sind, blot blevne Gutterne til deres timelige og evige Fordærvelse netop gjennem Skolen. Gode Evner vil have Noget at bestille, og det er ikke altid sagt, at de finder paa Noget til det Gode; tvertom: det pirrer mere at finde paa Noget til det Onde. At de maa sidde stille saalænge, hvad de ikke er vant til, gjør dem utaalmodige og dette avler mangehaande Paafund. Var nu Skolemesteren en fornuftig Mand, tog han dette med Lempe, og kanske han ovenikjøbet forstod at give de udmærkede Evner en anden og god Beskjæftigelse. Men han tager det med Prygl, næsten bestandig Prygl, og fra den Dag af ligger Gutten og Læreren i Krig. Dette er en Krig, som avler Trods, Had, Ondskab og alt det, som stygt er, paa den ene Side, og Ildskhed og hoven Foragt paa den anden. Hvad der læses og læres, saaes ikke i en kjerlig, troende Grund, og det ligger derfor ovenpaa forat vejres hen af den første Lidenskabsstorm.
Den, som sætter sig op mod Skolemesteren eller som denne lægger Had til, faar derved et Mærke paa sig, som kan blive ham til Skade nok. Jeg har seet Exempel paa, hvorledes det har drevet en dygtig Gut ligesom udenfor de Andres Kreds, at han fra tidlig af betegnedes som "et Trold". Beretningen om en stor Skolestraf virker til en uhyggelig, kold, nysgjerrig Omgang, hvori den, som er straffet, altid maa føle, at han bliver betragtet som en rar En, eller som en farlig, ond Gut - og hvad gjør ikke denne Følelse!
Hvad vilde dog Mildhed have udrettet, eller endog Straf, men Straf med tilbørlige Hensyn til hans Sindsbeskaffenhed og paa den rette kjerlige Maade. Se, da Faderen straffede Aanun havde dette ingen Virkning paa ham; men da han gik ham forbi og lagde mildt Haanden paa hans Hoved, da smeltede al Drengens Trods, da smilte hele Verden strax til ham gjennem Taarerne.
En mild Opdragelse og en forstandig Opdragelse, netop mod dem, som gjennem usædvanlige Skjelmsstykker røber usædvanlige Evner!
Og saa Presten. Han mente det godt; men han tog formeget Hensyn til hans ungdommelige Galskaber. Ofte har jeg seet, at en slig Streg er bleven en Drengs Skjebne for hele hans Liv - og det blev den her med. Havde Præsten været en i Sandhed forstandig Mand, saa havde netop det, som Aanun gjorde med Skolemesteren bestemt ham til at tage sig af Gutten. Hint Træk beviste nemlig baade Evne, Vilje og Karakter, og tænk om han lagde Beslag paa disse tre herlige Egenskaber og rettede dem mod det Gode? Man kan ikke noksom huske paa, at store Evner har et Opdragelsesmiddel i sig selv, som er bedre maaske end al moralsk Præk, som Andre lægger ind i ham. Skaf slige Evner Oplysning, og de vil selv se, hvad der gavner dem bedst, skaf dem Arbejde i en god Vingaard, og de pønser ikke længer udelukkende paa at stjæle Æbler i Naboens Frugthauge.
- - Presten satte ham nederst paa Kirkegulvet. Denne Straf kostede Aanun hans Forstand. Jeg kjendte en Gut, hvis Liv den kostede. Hvad Aanun forsøgte, fuldførte han: han gik lige hen fra Kirken og druknede sig. Saalænge kan Gutten have en dunkel Følelse af, at der sker ham Uret, hvergang man skjælder ham eller prygler ham, - saalænge kan han ane uden rigtig at forstaa det, hvilken ganske anden Behandling han fortjente trods sine vitterlige Fejltrin, - saalænge kan han føle det Bedste hos sig overseet, haanet, misbrugt, . . at Hovedet svindler, at Livet sortner for hans Øje, at Døden synes ham uendelig kjerlig og blid.
Det eneste milde Øje, som mødte ham paa hans Vej blev hans Ledestjerne, og det havde nær lyst ham ind til den rolige Forstand igjen. Men heller ikke hun fattede det Kald Gud havde givet hende, hun hørte mere paa Folkeprat end paa sit Hjertes Røst, og engang paa den Afvej, gik det langt væk med hende, saalangt, at hun aldrig kom tilbage igjen. Han var i den Grad forladt af Verden, at han havde sat hele sin Tilværelse i hendes Haand, ikke bevidst, men netop derfor saameget alvorligere og fuldstændigere, og da hun styrtede, saa maatte han styrte med hende.
Han gaar vanvittig omkring, medens Bygden den Dag i Dag gjemmer paa hans mærkværdige Arbejder med samme overtroiske Omhu, som man gjemmer de Ting, man tror er efterlagt af de Underjordiske.
Gud var mild mod ham; langt værre er det med de Mange, som tager sin Tilflugt til Brændevinet, gaa i en stadig Rus og prædiker for Folk, synger for dem eller spiller. De har ogsaa som Aanun engang havt store Evner og lovet store Ting; men en uforstandig Opdragelse, en uforstandig Omgang har ødelagt dem som ham. Det skal være faa Bygdelag, især i de mørke Fjeldegne, som ikke har idetmindste een saadan.